Nicolai Wergeland (Christensen)/2

Hjalmar Christensen

Nicolai Wergeland

John Grieg, 1899 (s. 4-6).

„Wergeland var en Mand af utvilsom Begavelse og en af sin Tids kundskabsrigeste Nordmænd. Men han var ogsaa en indbildsk og forfængelig Herre og „besad alle Parvenuens Egenskaber“. Han vilde frem og det hurtigt frem i Verden“ (L. L. Daae i Vidar 1887 s. 60).^[1] „Med aaben Frimodighed lagde han straks sin Tænkemaade offentlig for Dagen i sine Taler.“ — „Han viiste stedse en vis Vedholdenhed Ved sine egne Meninger og megen Utilbøielighed til at antage andres. Saa skarpsindig og klart han vidste at fremsætte sine egne Meninger, saa seent vilde han begribe andres —.“ „Menneskekundskab paa en vis Maade — — syntes at fattes ham.“ (Af Jacob Aalls Dagbog. Se Yngvar Nielsen: Bidrag til Norges Historie 1814. I. S. 391). „Arrogant, declamatorisk og ensidig,“ er Pavels’ dom om en af Wergelands taler,^[2] og hans indtryk af Wergelands optræden i det hele synes at falde nær sammen med denne dom, om Pavels end baade anerkjender hans „Djærvhed“, hans „skjønne Sprog“ og indrømmer, at han kan fremføre „Ting, som fortjener Opmerksomhed og Gjendrivelse.“

Den sympatiske og — som rimeligt kan være — lidt flatterende skildring af faren, som Camilla Collett gir os i „de lange Nætter“, lader ogsaa skimte hans mindre tiltrækkende egenskaber. Sammenholder man disse udtalelser med det indtryk, man faar af Wergelands forfattervirksomhed, danner der sig billedet af en herskesyg, ærgjerrig mand, paa talerstolen blindt hensynsløs, i daglig omgang ikke blottet for elskværdighed, ikke uden hjertelag, endog følsom, — ikke bare i de fraser, hans veltalenhed ynder —; i yngre dage selskabsmand, letbevægelig, sangvinsk, senere skuffet, trist, til tider menneskesky, en ikke behagelig herre i sit hus. Et godt hoved, lidt schematisk anlagt, „doktrinær“, en sagfører for sin sag, „fremsætter skarpsindig og klart sine egne meninger, begriber sent andres“. Med alt dette lidt naiv, „mangler paa en vis maade menneskekundskab“, „hans godhed blev misbrugt, — — og han blev altid lige overrasket“^[3] — en teoretiker, der bl. a. vil ha lovfæstet, at grundloven skal forbli uforandret i 99 aar. Hans deklamation er paa Eidsvold gjenstand for satire, særlig fra Sverdrup, og han gjør indtryk af ikke at være helt sikker: der er noget af „parvenuens“ usikkerhed over ham. Det er maaske denne usikkerhed, der for endel har bidraget til at gjøre ham mistænkt for at følge mindre redelige veie.^[4] Enkelte besynderligheder viser tillige den naive form for hans ærgjærrighed: han kommer til Eidsvold med det bestemte fortsæt at ville spille en stor rolle, han har udarbeidet en del taler, „han ønskede at vise sine Talegaver og vilde ikke have arbeidet forgjæves“;^[5] — saa afleverer han da sin rolle, han taler ofte og undertiden godt, slaar altid stort paa: „Jeg griber med den ene Haand i Himmelen og lader Jorden med dens Usselheder henrulle under mine Fødder“.^[6]

Paa Eidsvold gjør han ikke saa ubetinget lykke, han faar ikke engang lov til at læse sin „historisk-filosofiske afhandling“ over de forskjellige regjeringsformer til ende. Han har taget parti for Sverige; det er væsentlig begrundet i hans uvilje mod Danmark; Christian Frederiks tronbestigelse vilde, om lykken fulgte ham, sent eller tidlig medføre en gjenforening. Saa stikker der ikke lidet af en partigjænger i Wergeland, han har Visnok taget sit parti, han har foresat sig at gjøre lykke ad den vei, men i et øiebliks svaghed nedlader han sig til at insinuere sig hos Haffner, Christian Frederiks adjudant: „han haabede, Prindsen ikke var ham unaadig, fordi han havde sagt sin Mening“. Haffner svarede: „Ja, jeg ved sandelig ikke. Prindsen taler aldrig til sine Adjudanter om Prester“.^[7] — Wergeland havde alligevel valgt rigtig, det blir Sverige, der gaar af med profiten; han skriver sin bog om „Danmarks politiske Forbrydelse mod Norge“ (1816), det er meninger, som han allerede tidligere har vedkjendt sig, om han end nu fremsætter dem i en voldsommere form; men øieblikket er ikke taktfuldt valgt. Han sørger for, at bogen kommer i Karl Johans hænder, men det viser sig at være et træk af tvilsom rigtighed, hans mangel paa takt har atter bragt ham paa afveie. Karl Johan finder, at „Hr. Wergeland, istedenfor at ophidse Stemningen, burde have sparet sin Pen til at anbefale Forglemmelse af Fortiden, Rolighed og Enighed“.^[8] Wergeland er altfor „ivrig“, mener hans høie velynder, „vanskelig at lede“. Nu er det jo, til trods for denne misbilligelse, ikke sikkert, at Wergeland har skrevet sin bog forgjæves. Hans ubeherskede optræden paa Eidsvold tør ha bevirket, at han blir siddende hjemme den paafølgende storthingssession; men en nordstjerneorden, en titel af hofprædikant, en dotation af 2000 rigsdaler, og endelig (oktober 1816) Eidsvolds sognekald er de vidnesbyrd, han i mindre end to aar modtar om sin konges bevaagenhed.^[9]

Wergelands optræden i denne tid bærer temmelig tydelig vidnesbyrd om en mand, der „vil frem og vil hurtig frem“. Han gaar tildels paa uden at se sig for, og dette er maaske aarsagen til, at han senere ikke kommer til at gjøre en mere glimrende karriere end han gjorde. Han var idetmindste i disse aar ikke, som Hr. Lassen mener, „fremtænkt indtil sluhed“. Eftersom han blev ældre, havde han vistnok „meget af en omtænkt, kanske temmelig beregnet mand,“ (O. Skavlan), men „det er umuligt at negte, at hans liv og optræden i hans tidligere alder langt mere tyder paa lidenskab end beregning, paa hensynsløs paagaaenhed og stivsindethed dog hang til overdrivelse og voldsomhed, parret med ærgjerrighed og ubetænksom vild heftighed, naar han først kom i affekt, end paa betænkt, slu forsigtig fremgangsmaade, skjønt han maaske har havt noget af begge egenskaber — (bondesluhed og stivsindet trods)“. (D. S.: Henrik Wergeland s. 12.)

1. Citatet: „besad alle Parvenuens Egenskaber“ er efter en mundtlig udtalelse af Ludv. Kr. Daae.
2. Brev af 30te april 1814.
3. C. C.: „I de lange Nætter“ s. 20.
4. Rygter under rigsforsamlingen: Wergeland sagdes endog at være, „salarieret“ fra Sverige (Pavels 11te mai 1814). Hans forhold til Karl Johan, hans dekoration 1816 osv. blev ogsaa betragtet med skeptiske blikke.
5. Jakob Aall i hans dagbog.
6. Hvortil Sverdrup svarede, at han for sin part ikke var mægtig nok til at gribe med sin haand i himmelen, men at hans haab stod til himmelen.
7. Pavels 22de april 1814.
8. Se Yngvar Nilsen: Norges Historie efter 1814 I. S. 588.
9. Samtidig bidrog kanske denne iøinefaldende bevaagenhed til at forringe hans politiske chanser hos nationen.