Åpne hovedmenyen

Nogle Erindringer om Professor P. A. Munch

NOGLE ERINDRINGER OM

PROFESSOR P. A. MUNCH.

VED

H. J. HUITFELDT-KAAS[1].

I
de samme Dage, som Rigsarchivar Lange døde og blev I begraven (Mai 1861), vendte Professor Munch hjem fra Rom, hvor hans Familie blev tilbage, idet enten hans Ophold i Hjemmet kun var beregnet paa en kortere Varighed, eller Familien senere skulde følge efter, hentet hjem af ham selv eller Sønnen Lieutenant Edvard Munch.

Denne Sommer opholdt Enkedronning Josephine sig for længere Tid i Christiania, og til hendes Underholdning var det saa en Dag bestemt, at hun skulde bese Akershus Slot. Da nu Rigsarchivet husedes i Vestfløiens nederste Etage, maatte hun ogsaa føres derind samtidig med, at hun besaa Garnisonskirken i Sydfløien og Rustkammeret i Slottets hele øverste Stokverk. Besøget var gjennem Kammerherre Christian Holst blevet notificeret et Par Dage forud, og Archivets Bud, Anders Steensby, havde havt travlt med at holde Storvask over hele Archivet lige til det inderste Gemak (Christian IV.s «Hemmelighed»), skjønt Dronningen rigtignok ikke kom længere end til Contorværelserne. Personalet skulde imidlertid møde i sine daglige Dragter, da Besøget skulde have Udseende af at være improviseret. Som Rigsarchivar fungerede dengang efter Langes Død Archivets eneste Fuldmægtig Gullius Hall, der vistnok var juridisk Candidat, men som ved sit stadige Ophold og sin Færden fra Barnsben blandt Oslo Skippere og Smaaborgere havde tilegnet sig meget af disses Maade at være paa, ligesom hans Udseende overhovedet stod i god Overensstemmelse hermed. Synderlig repræsentativ ved et kongeligt Besøg var han altsaa ikke, og det var derfor neppe helt tilfældigt, at Professor Munch (uden Tvivl efter Kammerherre Holsts Initiativ) kort før Dronningens Ankomst indfandt sig i Archivet (første Gang efter sin Hjemkomst) for at benytte nogle af sine Afskrifter fra Vaticanet, hvilke nemlig bevaredes i Rigsarchivet. Han var iført en splinterny, lys chocoladefarvet Sommerdress, der klædte den smukke Mand fortræffeligt. Hall anmodede ham strax om at blive og vise Dronningen Archivets faa Mærkværdigheder, hvorved han først vægrede sig, og da hun i det samme kjørte ind paa Borggaarden, sprang han paa Skrømt bag den store Blikskjærm ved Ovnen, der efter Traditionen ogsaa havde tjent Henrik Wergeland til Skjul, naar han ventede Rykkere, men hvorfra han ugeneret kom frem, naar der ingen Fare var, uanseet at han først havde ladet sig melde fraværende. Munch gav dog let efter, og da Dronningen efter Besøget i Kirken kom ind i Rigsarchivet, ledsaget af et Par Hofdamer, et Par Kammerherrer, Hofchefen samt Fæstningens Commandant og Pladsmajor, hvilke helt fyldte de to smaa Contorværelser, forklarede Hall, at han var saa heldig at have Professor Munch tilstede, som bedst vilde kunne give Hds. Majestæt de Oplysninger, der maatte ønskes. Dronningen kjendte forud Professor Munch, da hun gjennem sin Skriftefader, den apostoliske Vicar Biskop Studach, havde hjulpet til at skaffe ham Adgang til Vaticanets Archiv, og var vistnok meget vel fornøiet med sin Veileder, der besad saa mange vindende Egenskaber. Besøget var imidlertid ganske kort, og efter at have henvendt nogle Ord til Archivets Personale, gik hun videre op i Taarnet til Rustkammeret og forlod kort efter Slottet.

Nogle Gange endnu besøgte Munch Archivet, før han om Høsten stadig fik Plads der som constitueret Rigsarchivar. Omtrent samtidigt hermed var det, at jeg i Langes Sted efter Professor Ungers Ønske indtraadte som hans Medudgiver af Diplomatarium Norvegicum, og da det nye (6te) Bind netop skulde optage de fleste af de Pavebreve, Munch havde afskrevet i Rom, kom jeg selvfølgelig strax i Forbindelse med ham, da det jo var af stor Vigtighed for mig at erholde hans mundtlige Forklaring om forskjellige Forhold med Hensyn til Afskrifterne og deres Originaler (Regesterne), og under disse Conferencer blev han mig ogsaa en god Veileder i Diplomlæsning overhovedet, som jeg allerede tidligere havde drevet paa ved Langes og Ungers Hjælp, men hvori jeg naturligvis endnu vel tiltrængte yderligere Veiledning. Efter hans egen udtrykkelige Bestemmelse blev, af Hensyn til Pater Augustin Theiner, der som Vaticanets Archivar nok havde indrømmet ham mere Frihed i Benyttelsen af Archivet, end Reglerne egentlig tillode, ikke Munchs Navn nævnt som den, fra hvem Afskrifterne hidrørte. I Archivet deltog Munch oftere i Behandling og Besvarelse af historiske Spørgsmaal, hvorimod de juridiske, der dengang ikke vare mange, overlodes til Hall. Forøvrigt var jo Forudsætningen, at Munch skulde have Otium til sit Arbeide med «Det norske Folks Historie», 2den Hovedafdeling, og herpaa arbeidede han meget ivrigt i de omtrent 1½ Aar, han var i Rigsarchivet, og da dengang endnu adskilligt var utrykt af det Materiale, han tiltrængte til det 14de Aarhundredes Historie, og en Del deraf fandtes blandt det af Lange til Diplomatariets Fortsættelse indsamlede Stof, kom jeg oftere til at gaa ham tilhaande med at skaffe ham dette, ligesom jeg af ham blev gjort opmærksom paa flere mig ubekjendte Documenter, der maatte søges afskrevne for Diplomatariet. Et Par Gange foretog han kortere Reiser til Stockholm for at anstille Undersøgelser i svenske Archiver og Bibliotheker, og hjembragte da hver Gang flere Afskrifter, skrevne med hans smukke, faste Haandskrift, som han senest i Rom, hvor han personlig tog alle Afskrifter af de pavelige Copibøger, havde uddannet til en høi Grad af Fuldkommenhed. I Stockholm opholdt sig dengang hans eneste Søn Edvard Munch, da han, saavidt jeg ved, paa Opfordring af Kong Carl XV, som Student var gaaet ind paa Krigsskolen og bleven Officer og var nu Lieutenant ved den norske Garde sammesteds. Lieutenant Munch, der var en sjelden smuk Mand, var paa den Tid, han reiste til Stockholm, forlovet med en Broderdatter af Faderens Svoger General Irgens, en Forbindelse, der senere hævedes, og det var vistnok dette foruden andre Forhold ved Stockholmsopholdet, der fremkaldte det Svar paa Professor Ungers Spørgsmaal, om hvorledes Edvard levede, da Munch netop var kommen hjem fra Stockholm, et Svar, hvis underlige Tonefald jeg endnu kan høre: «Jo Tak, han lever godt nok,» uden at han vilde indlade sig videre paa Sagen men begyndte at tale om andre Ting.

I Begyndelsen af sit Ophold her hjemme boede Munch tilleie, uden at jeg mindes hvor, men senere tilbøde hans Søster og Svoger, Generalauditeur Diriks, ham at bo hos dem paa en liden Løkke nær Uranienborg, der tidligere havde tilhørt Munchs Forældre. Huset stod endnu for faa Aar siden, men nedreves da, for at det og navnlig den nogenlunde store Have kunde give Plads for de nye Kvartaler mellem Skovveien, Oscarsgades Forlængelse og Riddervoldsgade. Det laa paa en liden Høide, der nu ved Minering har maattet vige for Bebyggelsen, og Professor Munch beboede der et lidet Gavlværelse ovenpaa med et Vindue mod Nord, der vendte mod Oscarsgade, som dengang kun gik til Uranienborgveien. I dette Vindue kunde jeg altid fra mit Karnapværelse i Oscarsgade No. 31 se Lyset brænde, hvor langt det end kunde være paa Nat.

Efter at Munch var flyttet did, hændte det oftere, naar Klokken led mod 2½ og han og jeg vare de sidste gjenværende i Archivet, at han, naar han hørte mig pakke mine Sager sammen for at gaa hjem, raabte til mig fra sit lille Rum, hvortil Døren altid stod aaben: «Vent lidt, Huitfeldt, saa slaa vi Følge!» hvad jeg selvfølgelig gjerne gjorde; der blev derfor i Archivet spøgende sagt, at han var «mørkræd» og ikke syntes om at sidde alene i den gamle «Spøgelsehybel». Hvorom alting er, vore fælles Hjemtoure bleve hyppige og for mig baade lærerige og behagelige, thi de Spørgsmaal eller Begivenheder og Personer, der havde sysselsat ham i Archivet, omtalte han da ofte for mig og udviklede, hvorledes han saa Forholdene; og den Skarpsindighed og Combinationsevne, som han i saa høi Grad besad, traadte da ofte frem paa en overordentlig interessant Maade, Han vidste jo, at jeg netop beskjæftigede mig med en stor Del af de herhen hørende Documenter og altsaa kunde følge hans Deduction, og engang imellem, navnlig naar det gjaldt genealogiske og heraldiske Spørgsmaal, kunde jeg ogsaa have en eller anden supplerende Oplysning at meddele. Jeg mindes, at han en Dag nævnte, at han havde funderet paa Ethymologien for Gaardsnavnet Buskerud (paa Modum) uden at finde nogen rimelig Forklaring; kort derefter behandlede jeg til Diplomatariet et Brev fra 1332, hvori Aasulf paa Biskopsrud nævnes, og da denne kjendelig hørte hjemme der i Egnen, spurgte jeg Munch, om ikke denne Gaard netop maatte være Buskerud? «Jovist, der har vi den jo!» udraabte han fornøiet, «det maa jeg fortælle Sophus Bugge,» hvad han ogsaa snart gjorde, og denne gik ogsaa ind derpaa.

Det var imidlertid ikke altid om historiske Emner, at Samtalen dreiede sig paa vore Hjemtoure; Munch interesserede sig ogsaa for en Mængde Smaating og Begivenheder i det daglige Liv iblandt Venner og Bekjendte og kunde ofte fortælle herom paa en høist fornøielig og charakteristisk Maade, hvilket foranledigede det Tilnavn «professor historiarum», hvormed han undertiden spøgende benævnedes. Den Naivitet eller — jeg havde nær sagt — Gratie, hvormed han kunde berette en lidt betænkelig Historie, var det ligefrem en Nydelse at iagttage; det kunde næsten lyde, som om han ikke selv rigtig forstod det farlige Punkt, men hans lune Smil viste, at han dog havde en Skjelm bag Øret. Undertiden kunde han berette et og andet fra sine Reiser og Ophold i Udlandet eller om fremtrædende Personligheder, som han havde lært at kjende. Jeg erindrer saaledes, at han engang ved Omtalen af Professor Stephens i Kjøbenhavn, med hvem han netop corresponderede angaaende Læsningen af Runeindskrifterne fra Orknø, hvormed de begge beskjæftigede sig, fortalte, at denne ogsaa var Forfatter af et Melodrama ved Navn «Revenge or Womans Love», hvortil han ogsaa havde componeret Musiken. «Helten,» sagde han, «synger en Sang, som er saadan», og nu stillede han sig i Positur midt paa Bankpladsen, hvor vi netop befandt os paa Hjemvei fra Archivet, og som da var ganske tom og ensom, fægtede i Luften med sin Stok og sang nogle pathetiske Stropher, som jeg vel ikke nærmere erindrer, men som uden Tvivl vare, i hvad vi nu vilde kalde Wagnersk Stil. Med sin fabelagtige Hukommelse glemte han jo aldrig noget, som han engang havde hørt.

Munch var Aandsaristokrat, alt simpelt og stygt afficerede ham ubehageligt, og han kunde, tiltrods for sin Bonhommie, udtale sig ret skarpt og sarkastisk ligeoverfor saadanne Phænomener. Af hvad jeg før har sagt om Rigsarchivets daværende Fuldmægtig, vil det forstaaes, at de ikke vel kunde goutere hinanden, og til Slutning udeblev Hall efterhaanden længere og længere fra Archivet, hvad der jo tilsidst (i Birkelands Tid) medførte hans Afskedigelse. Vi tre yngre Assistenter maatte da, saa godt vi kunde, udføre det daglige Arbeide uden synderlig Veiledning, og da Munch anden Gang skulde reise til Stockholm, sagde han mig, at han havde talt til Statsraad Riddervold om at faa mig constitueret som Rigsarchivets Bestyrer, hvorpaa denne var gaaet ind. Da Munch var reist, ventede jeg altsaa paa denne Constitution, der dog ikke indløb; da Munch var død, laa den blandt hans Papirer i hans Skuffe i Archivet: han havde altsaa ventet i det længste med at levere den fra sig for at undgaa Ubehageligheder med Hall og saa i Travlheden før sin Afreise glemt det hele. — Munch har engang i sit Tidsskrift udtalt sine Tanker om Aristokrati og Adel, hvilke ganske stemme med dem, han engang udtalte for mig. Han ansaa et historisk Fødselsaristokrati for et nyttigt Element i en Stat, blandt andet som en hensigtsmæssig Hindring mod Parvenuernes ubeskedne Fremtrængen, før de havde naaet et tilstrækkeligt socialt Dannelsestrin, for hvis Mangel han havde et skarpt Øie, og hvorpaa han oftere anførte charakteristiske Exempler. Men ved Siden af Fødselsaristokratiet hævdede han stærkt Begavelsens og Intelligentsens Repræsentanter Berettigelse til at gjøre sig gjældende og at indtage den dem tilkommende Plads. Hermed stod jo vel hans Sans for et mere forfinet Liv i Forbindelse, hvilket atter førte til en vis Leven over Evne — ikke netop for hans eget Vedkommende, thi han kunde for sin Person være utrolig nøisom, — men han ønskede gjerne, at hans kjære skulde indtage den Stilling, han fandt dem at have Fordring paa efter deres indre og ydre Begavelse, — og hertil strakte en norsk Professors Gage ikke, selv om den efter norske Forhold kunde synes nogenlunde anstændig. — Nogen Pris tror jeg dog, han satte paa at være smukt klædt, hvilket jo var meget begribeligt hos den, der kunde tage sig saa godt ud i en smuk Dragt. Jeg har nævnt hans fine, lyse Sommerdress, uden Tvivl den samme, som Fru Colban omtaler. Til Stockholmsreisen om Høsten anskaffede han en saakaldt «Velstandstullup» med Skind om Halsen og Ærmerne, der ligeledes klædte ham udmærket, og som han siden brugte om Vinteren. Det er den, hvori han er afmalet paa Brystbilledet i Collegieværelset efter Chr. Olsens Photographi, hvoraf jeg har et Exemplar i fuld Figur i Visitkortformat. Dengang var det ikke brugeligt, at saadanne Portraiter bragtes i Handelen, og Archivpersonalet udbad sig derfor gjennem mig Tilladelse til at maatte bestille nogle Exemplarer hos Photographen.

Om Munchs utallige Færdigheder er der berettet af flere, f. Ex. om hans Evne til at skrive, medens han vedligeholdt en uafbrudt Conversation om et helt andet Emne. Jeg har selv i Festskriftet til Professor Unger (1896 S. 107) meddelt, hvorledes han under en alvorlig Samtale med Professor O. J . Broch nedskrev det spøgefulde Diplom, hvori han saa fortræffelig har vedligeholdt Skrift og Sprog fra Midten af 14de Aarhundrede, hvilket altsaa for sig alene krævede en dobbelt Opmærksomhed. Da dette Tilfælde imidlertid er saa charakteristisk for Munch, gjentager jeg her min Beretning derom, da den passer vel sammen med de øvrige Anekdoter, jeg efter egen Iagttagelse kan berette om ham. Medens examen artium afholdtes i August 1861, havde der en Formiddag i Rigsarchivet været Tale om, hvor frygtet Professor O. J . Broch var af Deposituri og Studenter for sin strenge og ofte hensynsløse Examination og Bedømmelse, hvad enten det gjaldt Mathematiken eller den norske Stil, hvori han undertiden var Censor, medens paa den anden Side Professor Ungers Humanitet og Elskværdighed blev fremhævet, og Professor Munch havde hørt paa og deltaget i Samtalen. Længere ud paa Formiddagen kom saa Professor Broch op i Rigsarchivet for at tale med Munch, formentlig i Universitetsanliggender. Medens nu de to Professorer sad og talte om helt alvorlige Materier, lod Munch, som han ofte under Samtalen pleiede, sin Pen legende løbe hen over et Stykke Papir, og med en Skjelm bag Øret nedskrev han de nedenfor aftrykte Linier i Form af et Diplom fra det 14de Aarhundrede. Senere kastede han Papiret paa Gulvet, hvor jeg fandt det, og lagde det siden blandt hans øvrige Efterladenskaber, der bleve Archivets Eiendom. Det meddeles her, idet Forkortningerne ere opløste og betegnede med Cursiv. Faccimile sees S. 9.

Ollom monnom þeim sæm þetta bref sia æða høyra sendir Olafuer brokr Q. g. oc sina kunnikt gerande at ek var at ranzsaki allra þeira ritninga er skrifin (!) vaaro af þeim veslingum oc þorparum er gerazst uilia lærisuæinar at haskolanom oc var ek hinn grimlegazsti dœmandi flestalla heimskobrogð aa ser at hafa en helldr faa at duga oc wrdo þui rekner aa brot nær. xx. Oc till sannz vitnisburdar sæti ec mit inzsigli firir þetta bref ær gort uar aa akri anno domini Mo do ccco xxxxxxjo. Olafsuako æfton hinnar sidari.

Der kjendes ogsaa en Historie om, at Munch som ungt Menneske, da Morten Smith Dedekam samlede Antikviteter til Arendals Museum, sendte ham et selvgjort Diplom af meget interessant Indhold, som han rigtignok selv tilbagekaldte, og som desværre vistnok ikke mere existerer. For dem, der have kjendt Munchs Tilbøielighed til mellem Familie og Venner at gjøre Spilopper, der undertiden ligefrem kunde grændse til det barnlige, lyder Fortælingen ikke helt usandsynlig.

Jeg har ogsaa nævnt Munchs mærkelige latinske Diplomskrift; jeg mindes, at O. A. Vinje engang i Rigsarchivet faldt i Forundring over hans Afskrifter fra Rom og tilsidst gav sin Beundring Luft i den Erklæring, at disse i hans Øine endnu vare det mest geniale, han havde frembragt. Ogsaa som Tegner formaaede han, skjønt vistnok væsentlig Autodidakt, at gjengive Billeder i gamle Manuscripter eller lignende Sager paa en skuffende Maade, idet han ved Siden af Pennetegningen anvendte Farver fra sin Karttegnervirksomhed. Om denne
Facsimile af Professor P. A. Munchs «Diplom» angaaende Professor O. J. Broch. 1861.
sidste har jeg hørt berette, at han ofte i Mangel paa Plads i sit lille Arbeidsværelse udførte sin Tegning, liggende paa Knæerne paa Gulvet, hvor han med Tegnestifter havde fæstet sine Kartskizzer.

Flere af dem, der have skrevet om Munch (f. Ex. Dr. Gregorovius, Fru Colban) have omtalt det underlige, tiltalende Træk af Barnlighed, der saa ofte viste sig hos ham; jeg har seet noget lignende hos Professor Schweigaard, hos hvem det ogsaa undertiden fremtraadte, men ham har jeg kun kjendt ganske lidet, saa jeg ingen Sammenligning kan drage, men dog har jeg den Fornemmelse, at dette er noget, der oftere følger den sande Genialitet. I denne Forbindelse kommer jeg til at erindre en liden Scene fra Rigsarchivet om Høsten 1862. Det var allerede blevet bemærket af os, at Munch om Morgenen undertiden lagde sin Vei til Akershus over Torvet, hvor han hos Frugtsælgerne forsynede sine Lommer med et og andet af deres Kurves Indhold, der ingenlunde altid var modent, og hvorpaa han under Arbeidet udover Dagen spiste med stor Appetit. En Dag kom den botaniske Professor Schübeler op i Archivet for at tale med ham og udbrød, da han saa, hvad Munch tog sig for: «Fy for Fandens Skind! mener jeg ikke, De spiser Æblekart!» hvortil Munch uden at lade sig forbløffe og lidt drillende svarede: «Ja, jeg har beholdt denne barnlige Smag, og det er jeg saa glad over, saa har jeg den Nydelse.»

Med dette Træk af Barnlighed stod vistnok hans ovennævnte Lyst til ligefrem at gjøre Spilopper mellem gode Bekjendte i Forbindelse. Jeg skal her nævne et Par Exempler, der ere komne til mig ad Veien gjennem Familierne Diriks — Sars. I et Aftenselskab hos Generalauditeur Diriks havde man bemærket, at Munch sad med noget Tegnearbeide eller lignende, men da man var vant til, at han under Samtale ofte tegnede eller skrev, gav ingen videre Agt derpaa. Da Deserten var kommen paa Bordet, og deriblandt en Vase med Gelée, gjorde Munch sin Søster opmærksom paa, at der laa «noget stygt» i Geléen, som nu hun ogsaa saa, hvorfor hun hurtig fjernede Vasen. Det saa nemlig ud, som om der i den gjennemsigtige Masse laa en rigtig ækel, gammel Redekam, saaledes som den kan sees henkastet paa en Dynge, visende slidte, korte og lange Tænder. Da den nu i Kjøkkenet nærmere skulde undersøges, viste det sig, at den kun var en paa et Kortblad kunstfærdigt udført Tegning, og nu forstod man, hvad det var, Professoren havde havt travlt med tidligere paa Aftenen. — Hos Generalauditeur Diriks boede ogsaa Munchs ugifte Søster, Frøken Gidsken Munch; hun havde engang udtalt sin Afsky for — sit venia verbo — «Klyser». Munch havde mærket sig dette og lavede saa en Dag af det Klister, som han brugte til sine Karter, og ved Hjælp af sit Farveskrin en rigtig styg en, som han derpaa anbragte udenfor hendes Dør, hvorpaa han satte sig paa Lur paa sit eget Værelse og havde snart den Tilfredsstillelse at høre hende komme og ved sin Dør slaa i et høit Skrig. Han styrtede nu ud og spurgte bekymret, hvad der var paafærde, og da hun, stum af Forfærdelse, blot kunde pege paa den afskyelige Gjenstand, udbrød han: «Aa, ikke andet»! og tog den, til hendes endnu større Skræk, bort med Fingrene; det gik nu op for hende, at det hele kun var en Attrape. — Fra Diriks’s Hus var der kun et lidet Stykke Vei til Apotheker Thaulows Løkke «Blocksberg», en Del af det gamle Uranienborg. I Apothekerens Hus opholdt sig hans smukke Broderdatter, Frøken Leontine Thaulow, en Datter af den afdøde Professor Thaulow. En dansk Skoledirecteur Brix var nogen Tid om Sommeren 1862 her i Christiania, og en Forlovelse mellem ham og den unge Dame mentes nær forestaaende; Munch interesserede sig levende for denne Eventualitet «nil humanum a se alienum» — og iagttog oftere fra sit Vindue, der vendte mod Thaulows Løkke, med Kikkert Parret paa Altanen, og en Dag kunde han saa triumpherende melde Forlovelsen til sin Familie, thi «nu havde han seet, at de kyssedes».

Om Sommeren (Mai—Juli) 1862 opholdt jeg mig nogen Tid i Kjøbenhavn i Anledning af det Norske Diplomatariums Fortsættelse, og samtidig indfaldt et Besøg af norske og svenske Studenter dersteds. Under dette Ophold fik jeg et Brev fra Professor Munch, som jeg desværre for Tiden ikke har kunnet gjenfinde, uagtet jeg senere flere Gange har havt det i mine Hænder og tillige paa Begjæring udlaant det til Professor Gustav Storm, blandt hvis Efterladenskaber det muligens kan findes; i alle Fald har han sagt mig, at han havde taget Afskrift af dets væsentligste Indhold. I Brevet bad han mig undersøge nogle Diplomer, han just havde Brug for i sin Norgeshistorie, med Hensyn til Datering og Besegling. Netop da havde Sprogmanden C. A. E. Jessen udgivet sin Doctorafhandling « Undersøgelser til Nordens Oldhistorie», der stærkt kritiserede Sagaernes Beretninger, og hvori ogsaa fandtes nogle Ubehageligheder til Munch. Denne skrev mig til om Bogen, som han netop havde gjennemlæst, og betegnede den som et dygtigt Arbeide, som han syntes godt om. Jessen havde, mente han, netop lært,Methoden af ham selv, og han bad mig, om jeg traf Forfatteren, hilse ham og takke ham for Arbeidet, der havde interesseret ham. Dette kunde let ske, da vi ofte saaes paa Universitetsbibliotheket, hvor vi begge arbeidede med de Arnamagnæanske Sager, skjønt det da var Ferier; men vi havde begge Lov til at komme ind ved Hjælp af Pedellen. Jeg lod Jessen læse, hvad der angik ham, hvilket interesserede ham saa meget, at han bad om at maatte afskrive det, hvad jeg mente at kunne indrømme, og hvorimod Munch heller ikke havde noget at indvende, da jeg fortalte ham det. Jeg tror, at dette havde den Følge, at Jessen siden viste sig mere hensynsfuld ligeoverfor Munch. I Brevet udtalte denne sig ogsaa om en Tale, som Carl Ploug havde holdt under Studentermødet, og han charakteriserede ham der «i skarpe terminis».

Under Studentertoget blev den gamle Overbibliothekar, Conferentsraad Werlauff, efter Munchs Initiativ udnævnt til Storkors af St. Olafsordenen i Anledning af sine Fortjenester af Norges Historie, men for sent til, at den Plan, Munch havde havt, kunde komme til Udførelse. Han fortalte mig nemlig efter min Hjemkomst, der faldt nogen Tid efter Studentermødets Slutning, at det havde været hans Mening, at Ordenen skulde overrækkes ham ved en Deputation af norske Studenter, til hvis Ordfører han havde udseet mig, der allerede under mit første Besøg i Kjøbenhavn havde havt Anledning til at gjøre Werlauffs Bekjendtskab gjennem en Sendelse og Anbefaling fra P. Botten-Hansen. Forøvrigt sagde han ogsaa spøgende, at han tillige havde tænkt at ærgre Geheimearchivaren, Conferentsraad Wegener, lidt, idet han nemlig troede at vide, at denne var Skyld i, at der ikke fra dansk Side blev vist ham nogen Anerkjendelse for de Tjenester, han havde ydet dansk Historie under sit Arbeide i det vaticanske Archiv, der jo dengang ikke stod andre Nordboer aabent. Jeg kunde nu meddele ham, at han uden Tvivl havde naaet sin Hensigt, thi Wegener havde en Dag i Geheimearchivet i en af sine bekjendte Monologer, der vare rettede til alle og ingen, idet han omtalte Werlauffs Storkors, i sin saa ofte naive Forfængelighed undret sig paa om Werlauff var den eneste danske Historiker, der skulde hædres paa denne Maade. Han mente selvfølgelig, at han ogsaa havde vist Interesse for Norge og norsk Historie, ligesom han jo altid prætentieust talte meget om sin Kjærlighed til Norge og Nordmænd overhovedet, som noget, der fra Barndommen var gaaet ham i Blodet i hans fynske Hjem, hvor Nordmænd og Danske betragtedes og behandledes ganske som samme Nation o. s. v.

I Archivet arbeidede Munch den største Del af Formiddagen paa sin Historie, hvortil han klarede sig med et mærkværdig lidet Antal af trykte Kilder. Vistnok gik han af og til paa sin Hjemtour om Middagen indom Universitetsbibliotheket og kigede i forskjellige Kildeskrifter, da Rigsarchivets Bibliothek dengang kun var daarlig forsynet med saadanne Verker. Selv eiede han jo omtrent ingen Bøger, af Diplomatarium Norvegicum f. Ex. kun første Bind, hvilket efter hans Død kom til Professor G. Storm. Han pleiede paa Bibliotheket, hvor jeg enkelte Gange var med ham, som Regel kun at mærke sig de Sidetal, han behøvede til sine Citater, som han efter Hukommelsen nedskrev om Eftermiddagen eller den følgende Dag, og de Feil, som hist og her findes deri, hidrøre utvivlsomt snarere fra Sætteren og Correcteuren end fra ham selv. Hans Manuscript var nemlig ikke særlig tydeligt, da Haandskriften var gnidret og skrevet paa meget forskjelligartet Papir, der ofte var udstyret med en Mængde paaklistrede Vinger og forsynet med mange Henvisningstegn og lignende Tilføielser, der krævede en øvet Sætter.

Munch kunde være ret munter og fortælle morsomt om mange af sine Oplevelser fra Udlandet eller Hjemmet, og kunde vel endog høre paa og le over en eller anden af Halls Skipperhistorier. Da han en varm Sommerdag ved sin Ankomst traf et Par af Personalet i Skjorteærmer, bemærkede han, at dette mindede ham om Vaticanets Archiv, hvor det kunde hænde, at Pater Theiner trak sin Talar af og viste sig i en ingenlunde udadlelig Underklædning. Dette blev opfattet som en mild Form for en Tilrettevisning, og han traf neppe siden nogen i Skjorteærmer. Tidlig paa Vaaren 1863 var han atter i Stockholm, og ikke længe efter tiltraadte han saa i Paasken den Romerreise, hvorfra han ikke mere vendte tilbage. Han havde bedet mig fortsætte med Trykningen af de sidste Ark af «Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger» og mente saa paa Reisen at faa skrevet en Fortale med forskjellige topographiske og andre Oplysninger, hvortil han havde modtaget en Del Notitser og Bemærkninger fra Bibliothekar C. G. Styffe i Upsala. Med Munchs øvrige romerske Samlinger gik dette imidlertid tilgrunde Ved Hjemsendelsen, og da jeg skulde skrive en Fortale til Verket, fik jeg fornyede Meddelelser fra Bibliothekar Styffe.

Professor Munch havde Dagen før sin Afreise sagt mig Farvel, da vi om Middagen skiltes ved den lille Gangsti, der dengang fra Uranienborgveien over Apotheker Thaulows Eng førte hen til Diriks’s Løkke. Han havde bedet mig skrive ham til, naar han var kommen til Rom, Adressen skulde han notere og sende mig, og ganske rigtig kom han kort efter Middag indom mig i mit Hjem i Oscarsgade og leverede mig sit Visitkort, som jeg endnu har, og hvorpaa han havde opskrevet sin Bopæl i Rom: Via di Ripetta 89. 2do piano. Atter sagde jeg ham saa Farvel; men da jeg noget senere paa Eftermiddagen gik ned til Byen, traf jeg ham paanyt, siddende paa Bager Bordoes Trappe paa Hjørnet af Carl Johans Gade. Han sagde da: «Jeg er saa træt, jeg har løbet omkring i en Mængde Ærender for at blive færdig; men pudsigt var det dog, at vi atter skulde mødes og sige hinanden Farvel for tredie Gang.» Det blev for Livet.

En Maanedstid senere skrev jeg, som han havde paalagt mig, et Brev til ham, væsentlig om Archivanliggender. Det naaede ham ikke, før han allerede var syg, og noget Svar fik jeg altsaa ikke. Saa kom en Dag i Slutningen af Mai Efterretningen om hans Død, der vakte en almindelig Sorg i hele Landet, da han med Rette betragtedes som en af dem, af hvem man havde Ret til et være stolt.

Sønnen, Lieutenant Edvard Munch, reiste til Rom og hentede om Høsten Moderen og Søstrene hjem, medens deres fleste Effecter tillige med Munchs sidste Afskrifter fra Vaticanet sendtes hjem med et Skib, der imidlertid forliste paa Veien, saa at alt gik tabt. Et og andet af ringe Værd (mest Copier etc.) var dog fulgt med Familiens Tøi eller blevet liggende i hans Bolig hos Generalauditeur Diriks, fra hvem jeg efter Familien Munchs Hjemkomst blev anmodet om at overse, hvad der maatte findes af Interesse for Rigsarchivet. Medens jeg nu paa en mørk Høstdag stod derhenne i Professorens gamle Arbeidsrum, kom en ganske ung Pige i Sørgedragt, med det smukke Ansigt ombølget af det lange, lokkede Haar, ind for at vise mig tilrette. Medens den sorte Skikkelse næsten tabte sig i Dunkelheden, traadte det skjønne Lokkehoved saameget tydeligere frem og bragte let Tanken hen paa de Englehoveder paa et Par Vinger, som Malerne pleie at fremstille: Det var Munchs yngste, nylig confirmerede Datter Laura, som jeg da saa for første Gang. En Menneskealder senere kom hun op i Rigsarchivet for at tale med mig om sin Faders der beroende Breve, som hun ønskede udgivne. Atter var hun i Sørgedragt; hun hed nu Fru Larsen-Naur og havde en voxen Søn, der var Student, og som skulde være hende behjælpelig med Afskrivningen af Brevene.

Som allerede antydet var der ikke meget at udtage for Rigsarchivet blandt Munchs Efterladenskaber; noget senere fik Archivet gjennem Sønnen nogle andre Sager efter ham, hvoraf det vigtigste var den af ham selv og hans Bekjendte spøgende benævnte «Svartebok», der indeholdt en Mængde Diplomafskrifter, især af Arnamagnæana og Bartholiniana i Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, alle indheftede i et sort Shirtingsbind, hvilke dog allerede dengang næsten alle var trykte. Deriblandt findes nogle Facsimiler af Diplomer, der vise hans sjeldne Færdighed i Gjengivelsen af deslige Sager. Ogsaa hans stadig benyttede Exemplar af Nicolas’ Chronology kom dengang til Rigsarchivet. Blandt hans Efterladenskaber saa jeg ved hin Leilighed ogsaa hans smukke Exemplar af Arild Huitfeldts Krønike (Folianten), hvorom han havde fortalt mig, at den havde tilhørt min Oldefaders Forældre, Generallieutenant Henrik Jørgen Huitfeldt paa Elingaard og hans Frue Birgitte Kirstine Kaas; af hendes Notitser i Bogen havde han engang givet mig en Afskrift, som jeg endnu bevarer, og som jeg har meddelt i første Række af «Personalhistorisk Tidsskrift», 6te Bind. Mange Aar senere har jeg ladet forespørge, om nogen i Familien vidste, hvor denne Bog da fandtes, men har ikke kunnet erholde nogen Oplysning herom før iaar (1904), da Munchs Datterdatter, Frøken Ingeborg Møller, fortalte mig, at den var funden blandt hendes Moders, Fru Nathalie Møllers, Efterladenskaber.

Over 40 Aar ere nu henrundne siden Professor Munchs Død, men taknemmelig bevarer jeg altid i trofast Erindring Mindet om ham som en af de interessanteste og mest umiddelbart vindende Personligheder, mit Liv har bragt mig i Berøring med.

  1. Erindringerne ere nedskrevne c. 1900 efter Opfordring af Professor Gustav Storm til Brug for Fru Laura Larsen-Naur, født Munch, som dengang agtede at skrive en udførligere Biographi af sin berømte Fader.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.