Nogle Sprogbemærkninger
Som man ved, er der i vort Land en overmaade stor Forskjel paa Almuens Tungemaal og Skriftsproget. Det er med denne Sag som med saameget Andet: vil man finde ægte Norsk, faar man søge hen til Bonden i de mere afsidesliggende Bygder. Bogsproget er derimod for største Parten Dansk, som ogsaa tales af Byfolk og af alle Andre, der paa en eller anden Maade adskiller sig fra Landalmuen. Ja, der gives endog flere Bygdelag, f. Ex. rundt om Kristiania, hvor ogsaa Bønderne har lært sig til at „danske“. – Denne Sprogforskjel er hertillands en af de værste Hindringer for boglig Oplysning. Det er næsten utrolig, hvor vanskeligt det falder Menigmand, og endnumere hans Børn, at komme tilrettes med Bogsproget. Var det endda rent og godt Dansk, saa gik det nok skikkelig alligevel; men vore Bogskrivere har ofte tilladt sig at blande det med en utrolig Mængde tydske Ord og Talemaader, franske og latinske Ordføininger, kort sagt, gjort det til et forunderligt Sprog, der ingensteds hører rigtig hjemme. Ogsaa i Talen har da slige Unoder indsneget sig; halvdannede Folk synes gjærne, det er saa „grumt“ at kunne bruge en hel Mængde fræmmede Ord og af al Magt vænne sig til at snakke ligesom en Bog. Jeg ved ikke, om man forstaar mig; jeg faar derfor i anføre et Par Exempler, tænker jeg. – Naar saaledes Byfolk siger, at „Kartoflerne ere bedærvede“, og man vil spørge dem, om dette er godt Norsk, saa vil nok de Fleste svare Ja. Jeg svarer imidlertid Nei; det er ikke engang godt Dansk, og Bonden hos os udtrykker den samme Mening baade anderledes og kraftigere, naar han siger: „Potetesen er udskjæmt“. Ligedan er det f. Ex. med Ordet: „en sat Person“, der nu bruges saa tidt; – paa Norsk heder det „en stø Kar“, „en stadig Fyr“ o. s. v. – Saadanne Ord som „Gjenstand“, „Lidenskab“, „beedige“, „eragte“, „for-evige“ o. s. v. er alle mer eller mindre uforstaaelige for Almuesmanden, og burde saavidt muligt afskaffes, da de hværken er nødvendige eller norske, ja ikke danske heller. – En „feig“ Person betyder paa Norsk En, som snart kommer til at dø; – i vore Bøger betyder derimod Ordet „feig“ det samme som uden Mod, og i denne Betydning er det aldeles tydsk. – Ligedan er det ogsaa med en hel Del Talemaader og Sætningsforbindelser, som vore Bøger vrimler af. Hvad skal man f. Ex. sige om følgende Sætninger: „Anende et forestaaende Uheld, hvis han blev der længer, forlod han Byen“ – „Kristus overdrog Apostlerne Udøvelsen af sin Vilje“ o. s. v. Tror man dette er godt Norsk, eller at Menigmand har let for at fatte det, saa tager man høilig Feil.
I den nyeste Tid er det dog meget anderledes end før. Ogsaa i denne Henseende er der hos Mange vakt en Sands for det Fædrelandske og Folkelige, som giver os godt Haab om lidt efter lidt at faa rettet paa det Gale. Man har allerede indseet, at Bøger bør skrives saa simpelt og jævnt som muligt. Nu er dette rigtignok ingen let Sag for Bogskrivere, som Allesammen er bleven oplært paa gammel Vis; og derfor gaar det vel ikke saa fort med Forbedringen, men det gaar dog i vore Dage øiensynlig fræmad. Og dog er der endda en stor Kløft mellem det bedste Bogsprog og det ægte norske Sprog i Almuens Mund. Boglærde Mænd, som vil Folkets Bedste, har derfor ogsaa begyndt at tænke paa, hvorledes vort danske Skriftsprog efterhaanden kan fornorskes; ja Enkelte haaber vel endog, at vi skal faa et aldeles nyt Skriftsprog omtrent som somme Bygdemaal er nu. Dette vil nu vel næppe være muligt; idetmindste kan jeg ikke indse, at det gaar an. At vort Bogsprog imidlertid kan blive meget norskere, end det nu er, det er vist; thi i Almuens Mund findes der en Mængde gode Ord og kraftige Talemaader, som vel fortjener at bruges i Skrift. For at kunne bruge dem, maatte an naturligvis først lære dem at kjende, og derfor har man faaet en udmærket dygtig Skolelærer fra Søndmør, Ivar Aasen, til at samle og opskrive alle Ord i Almuens Tungemaal. Byfolk har altfor ofte smilet til Bondens Sprog, som de ikke har kjendt stort til eller haft rigtig Forstand paa; nu derimod begynder just de Lærde at elske og studere Almuesproget, der sandelig ogsaa er værdt at holde af, thi det er et kraftigt, kjærnefuldt og vakkert Sprog.
Mangen en Bonde, som læser dette, vil kanske forundres og tænke, at jeg ikke oprigtig mener, hvad jeg her siger. Jeg ved næmlig meget godt, at vore Almuesfolk nutildags ikke længer har sit Modersmaal saa kjært som før. Idetmindste er dette Tilfældet i mange Bygdelag. De Gamle bruger en hel Del Ord, som de Yngre finder stygge og derfor kaster bort, men som tidt er langt kraftigere og betydningsfuldere igrunden. Paa den Maade er sikkert Almuesproget bleven mere forandret i de sidste 50 Aar end før i 100. Det er ikke sjældent, at Almuesfolk nutildags næsten skammer sig ved sit Modersmaal; det er saa „klumpet“ og saa „tungvindt“, siger de. Det indser imidlertid ikke jeg, det kan jeg forsikre; men om nu ogsaa Bysproget skulde være lidt nettere, saa er det sandelig ikke saa kraftigt og klangfuldt som Folkesproget, men meget „vekere“ og ordfattigere. Lidt tungt og stivt taler vel Almuen sommesteds, men ingenlunde overalt. Kommer man f. Ex. til Valders, saa er Talen ikke tungvindt; den gaar derimod saa let, at det er en Lyst at høre paa; man kunde gjærne kalde den en levende Strøm.
Almuesproget er sandelig ogsaa gammelt nok til at holdes i Agt og Ære. Det er udsprunget af det Gammel-Norske, som for 500 Aar siden, og længer tilbage endda, brugtes over hele Landet, baade af Bønder og Konger. Dengang syntes man, at det var nok saa fagert; da brugtes det ogsaa til Bogskrivning, og kun i Kirkerne havde man et andet Sprog, næmlig Latin. Lidt efter lidt begyndte dette oldnorske Sprog at forandres, og da saa Norge omtrent 1400 Aar efter Kristus blev forenet med Danmark, kom da nydanske Skriftsprog efterhaanden i Brug ogsaa hos os. Vore Almuesfolk kunde og vilde dog aldrig lære at „danske“; de vilde holde fast ved sit gamle Tungemaal, og deri gjorde de ret. Men Tungemaalet er en aandelig og levende Ting; det udspringer fra Hjærtet og Aanden i os og retter sig altid efter disse. Alt, hvad der har Liv, maa desuden idelig voxe og udvikles; det kan aldrig staa ganske stille. Saaledes er det ogsaa med Sproget baade nu og dengang. Den gamle norske Folkeaand var da indslumret; Iveren for det Aandelige og Lysten til kraftig og kjærlig Daad var næsten forsvunden; de gamle Sange og Sagn blev efterhaanden glemt; ny Sæder og fræmmede Skikke fik mer og mer Indgang, og Fædrelandskjærligheden var bleven mat. Det var derfor ikke at vente, at det gamle norske Sprog kunde vedblive at være nogenlunde det samme som før, – især naar Skriftsproget var dansk, og altsaa Munden ikke længer blev understøttet af Bøger og Penne. Det er hellere mærkeligt, at Forandringen ikke blev større end den blev. Størsteparten af Ordene i Oldsproget findes endnu igjen i Bygdemaalene, men fordetmeste noget forandret. Det er ligesom om det gamle Sprog var sprængt istykker; endel gamle Ord og Ordformer findes i en Egn af Landet, og endel andre Ord i en anden Egn; men saa er desuden en Mængde nyere Ord kommen til. Ellers er der nu Forskjel paa Maalføret i Bygderne, tildels ogsaa saa stor Forskjel, at man ikke altid godt forstaar hværandre. – Vil man nu lære Oldnorsk, maa man enten lære det af Bøger, eller ogsaa reise til Øen Island langt ude i Havet. Der vedblev man hele Tiden at tale og skrive sit gamle Modersmaal; endnu den Dag idag snakker og skriver de omtrent som her i Norge for 600 Aar siden.
Jeg kunde have god Lyst til al skrive et langt Stykke om vort Almuesprog. For mig vilde det være en tung Tanke, om Folket virkelig skulde holde op at elske sit Tungemaal; det er dog en Gave af Gud og en Arv saavel fra vor Moder som fra vore gamle Fædre, og sandelig, det Arvegods er for dyrebart til at ringeagtes; det burde stedse være og blive os kjært. Glemmer eller ringeagter vi vort Modersmaal, saa ringeagter vi ogsaa Fædrenes Aand og Fædrelandet; thi alt dette er Ting, som staar i inderlig Forbindelse med hværandre. Jeg tror dog, at der ogsaa .i denne Henseende er Haab; jeg tænker, at Menig- mand endnu vil elske og beholde sit Sprog, naar han blot gjøres opmærksom paa, at det er Noget han har baade Ære, Gavn og Glæde af. Jeg ved af egen Erfaring, at man kan sætte det formeget tilsides, naar man begynder at sysle med Bøger og Bogsprog; men jeg ved ogsaa, at man igjen kan faa det kjært, saasnart man saar lidt Forstand paa, hvilken Rigdom af Sprogmalm det indeholder, og hvor vakkert det dog igrunden er. Det er dog fræmspiret af vore egne Hjærterødder, og at glemme en saadan Blomst er det samme som at glemme sig selv. Der er Lande, hvor Voldsmænd og strænge Herrer truer Folk til at aflægge Modersmaalet og bruge et andet Sprog; det, synes mig, maatte være næsten det værste af altslags Tyranni; og hvem skulde da ikke være glad ved i Fred at beholde sit Modersmaal, saalænge det er muligt! –I Slesvig i Danmark er der en Sprogstrid mellem Dansk og Tydsk; dette sidste har efterhaanden trængt sig ind og underkuet det første. Jeg skal her anføre, hvad en af de dygtigste Bønder dernede siger om sit danske Modersmaal; han har ellers været omtalt ogsaa i de norske Aviser; han heder Laurids Skau. Hans Ord er følgende:
„Naar Nogen ringeagter og forhaaner mit Modersmaal, da er det for mig, som om de ringeagtede og forhaanede mine Forældre, mine Søskende og min hele Familie, – forhaanede mine Venner og Kammerater, alle mine Bysbørn, hele Sognet, hele Nationen, med et Ord: forhaanede alle dem, som mit Hjærte hænger ved; thi det er Modersmaalet, som knytter mig til dem alle. Det er Modersmaalet, som har bragt deres Tanker og Følelser over til mig, og mine over til dem; – det er Modersmaalet, der bestandig gaar fræm og tilbage mellem dem og mig som Glædens eller Sorgens, Haabets eller Bekymringernes Budskab; som bringer det, der ligger allerinderst, allerdybest i deres Sjæle – det Bedste, det Sandeste, det Ægteste, de eie – til mig, og fra mig til dem. Jeg har ikke formaaet at udgrunde, hvori Modersmaalets egentlige Væsen og Hellighed bestaar; men jeg føler, at naar Herrens Bud lyder til mig: „Ær din Fader og Moder, paadet du kan leve længe i Landet!“ da har jeg kun slet agtet paa Guds Lov, naar jeg ikke holder mine Fædres Sæder og min Moders Maal høit i Ære.“
At vore norske Præster f. Ex. kommer til at præke paa Almuesproget, og at ret mange Bøger trykkes derpaa, er vel ikke rimeligt. Ventelig vilde Folk heller ikke like Sligt; det er nu saa underlig med Vanen; man vilde vel synes, at Almuesproget ikke er godt nok til kirkelig og gudelig Brug. De Fleste af Folkevennens Læsere kjender dog vel lidt til Svensk; det ligner jo vort Bygdesprog meget, og svenske Viser vil Almuen gjærne synge. Men Svenskernes Sprog klinger nok saa godt i Kirken, og deres Bibel, Katekismus, Salmebøger og Postiller kan vi læse med lige stor Andagt som vore egne. For den Sags Skyld kunde derfor Almuesproget godt bruges i Kirker og Bøger, naar vi først kom i Vane dermed. Endnu for 400 Aar siden var Latinen Kirkesprog ogsaa i Norge; dengang var det Alles Mening, at intet andet Sprog var helligt nok dertil, og man syntes, det var rent fælt at have Dansk til gudelig Brug, som vi nu har. Det er underligt, man just skal tro, at det Sprog, som Gud selv har lært os og lagt paa vor Tunge, ikke skulde være godt nok til at paakalde ham med. – Der er imidlertid andre Grunde og større Hindringer, som gjør, at Almuesproget ikke kan blive almindeligt Bogsprog. Det rimeligste og bedste er vistnok, at Bygdemaalene og vort nuværende danske Skriftsprog nærmer sig hinanden og mødes paa Halvveien, tænker jeg; og det sker da ved i Skriftsproget at optage flere og flere ægte norske Ord, samt ved at lade Bygdemaalene gaa sin naturlige Gang At næmlig disse i den sidste Tid stræber henimod Bogsproget, det er aldeles kjendeligt; man maa næsten frygte, det gaar altfor fort dermed.
Jeg har tænkt mig, at Mange kunde have Lyst til at se Almuesprog paa Prent. Derfor har jeg her nedenfor ladet trykke en liden Prøve. Det er et Sagn fra søndre Bergenhus Amt, som Ivar Aasen har skrevet paa Søndmørsmaal; men da vel næppe Alle kan komme tilrettes dermed, er det samme Sagn ogsaa oversat paa 2 andre Dialekter, næmlig saaledes, som der snakkes i Vinje Præstegjæld i Thelemarken og i Stjørdalens Præstegjæld i Throndhjems Stift. Det sidste er skrevet af mig, og Thelemarksmaalet af Student A. O. Vinje. Den, som nu har Lyst, kan da sammenligne de tilsvarende Ord og Sætninger i alle 3 Dialekter, og se baade Ligheden og Forskjellen mellem dem.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |