I. HISTORISK INDLEDNING

Det høres ofte udtalt af det norske folk er et ungt folk. Så smigrende end denne opfatning kan være for os nordmænd, så er den dog feilagtig, hvis dermed menes at Norge er ungt som suverænt rige.

Norge er et af Europas ældste kongedømmer, dets historie som suveræn stat strækker sig over mer end tusen år. For at sammenligne det med nærmestliggende eksempler, så kan det nævnes, at Norge blev er samlet kongerige allerede i slutten af det niende århundrede (år 872), og har for de følgende to eller tre århundreder en fuldt pålidelige historie, mens Sveriges endnue er dunkel, og væsentlig bare består i en række navne på konger. Da Harald Hårfagre ved sjøslaget i Hafrsfjord (år 872) overvandt de sidste småkonger og grundla kongeriget Norge, hadde Alfred den store hersket bare i et år over Englnd. Af nuværende riger i Europa kjendtes på den tid et kongerige Danmark, et kongerige England, og et fransk eller frankisk kongerige, samt et russiskk fyrstendømme. I denne fjerne historiske tid udfolded Norge en kraft udad, som er merkelig. De vestnordiske folk spiller en fremstrædende rolle i vikingetidens statsdannelser. Nordmædene grundlægger kolonier på Island, Grønland, på de skotske øer, som blev dele af den norske krone; de nedsætter sig på øen Man, grundlægger kongeriget i Dublin, og ved at være med om Normandiets erobring[1] griber de ind også i Frankriges historie, og indirekte tilfører de den britiske kultur frugtbare elementer. Den tids nordmænd er også de første virkelige oceanfarere som historien kjender, idet de løsrev sig fra tidligere tiders kystseilads, og med dristighed satte kurs tvers over Atlanterhavet (Leiv Erikssøn år 999) uafhængige af alle kyster og land. De indleded derved en ny æra i den europæiske sjøfarts historie 500 år før Columbus. Under disse sine oceanfærder opdaged og landsteg de også på det amerikanske kontinent (Leiv Erikssøn år 1000) antagelig på Nova Scotia, som de kaldte «Vinland.»[2] Her grundla de for en tid en norsk koloni, men hvor længe denne forbindelse blev opretholdt kan ikke bestemmes, da de historiske optegnelser derom er for sparsomme.

Den norske stamme var således tidlig sredt i mange småriger udenfor sit eget land. Dette skyldes vel for en del den sterkt indskårne norske kysts eiendommelige naturforhold, som måtte udvikle dens befolkning til sin tids første sjøfolk, dertil kom en sterk uafhængighedsfølelse og en eventyrlig lyst til bedrifter. Ved sine stadige færder som vikinger, krigere, og kjøbmænd, kom nordmændene i berøring med andre folk, særlig angelsakser og irer, og de bragte med sig hjem bidrag til en sammenligningsvis ny og eiendommelig kultur, som tilhørte hele det norrøne folk, men hvis ypperste blomstring i literære verker i middelalderen var knyttet til den norske koloni Island.

Den i 872 afslutttede samling af de talrige norske småkongedømmer til ett rige, førte ikke til national koncentration; riget savned en sterk centralmagt. Dertil kom at landet hadde en i forhold til sin store udstrækning sparsom befolkning. Ved sin heldige geografiske beliggenhed var dette fjeldland lidet udsat for ydre fiender, som ved sine angreb kunde tvinge dets beboere til sterkt sammenhold. Derved at de enkelte gårde lå spredt, ofte med større afstande imellem, og derved at de enkelte beboede bygder ofte var vidt adskilte ved fjeldrygge og skoger, fik de norske odelsbønder og selveiere en sterk tilbøielighed til uafhængighed og selvrådighed, som vanskeliggjorde den sammenslutning og underordning under en ledende vilje, som fælles nationale opgaver påtvinger. Til forskjel fra det øvrige Europa var derfor Norge i sin tidligere historie, som det er det den dag i dag, altfor meget en samling af individer og bygder med særmeninger, til at det kunde optræde med den enige og samlede styrke udad, som kan være ønskelig for en suveræn stat. Heri ligger vor svaghed, som f. eks. muliggjorde at vi i såvidt lang tid fandt os i utilfredsstillende forholde under foreningen med Danmark; men deri ligger på en vis måde kanske også vor styrke som folk.

Indre stidigheder om kongetrone og overherredømme tæred gjennem århundreder på landets kraft. De gmale aristokratiske ætter, var forholdsvis fåtallige i dette demokratiske land af odelsbønder, og de oprev hverandre indbyrdes under disse kampe, samtidig med at folket svækkedes. Derved kom landet til at savne ledende familier, som med sit bare navn kunde samle folket om sig i vanskelige tider, og gjøre modstand mod indflydelse udenfra. Men denne mangel på ledende mænd og ætter, som i andre lande varetog lovene og stod mellem konge og folk, bragte hos os det sidste i mer direkte forbindelse med statsstyrelsen, og gjorde det mer loyalt såvel mod gjældende lov som mod konge. Dette forklarer, at troskab mod kongehuset altid har været et særkjende for den norske bonde, hvilket tildels har været skjæbnesvangert i vort folks historie, som straks skal sees. Da det norske kongehus uddøde på mandssiden i 1387, gik Norges krone over til det danske kongehus,[3] og på grund af det norske folks loyalitet, og dets mangel på ledende familier, gled landet modstandsløst ind i en forening først med Danmark og Sverige (den såkaldte Kalmarunion) og siden med Danmark alene.

De tre landes folk hadde dengang forlængst udviklet hvert sit sproglige og etnologiske særpræg, som var helt forskjelligt; ved historie og tradition var de blit fremmede for hverandre, og hadde ofte ført bitre indbyrdes kampe.

Allerede denne Kalmarunion blev ulykkelig. Sverige brød ud af den ved en opstand i 1521, mens Danmark og Norge vedblev at holde sammen, vistnok som to særskilte, selvstændige riger, men under samme dynasti. Nordmændenes troskab mod sin konge viste sig også denne gang, idet den danske konge Kristian II, som først blev fordrevet fra Sverige under opstanden i 1521, sendere blev fordrevet også fra Danmark, men fandt sin sidste tilflugt i Norge, hos sine tro norske undersåtter, som ikke vilde svigte sin lomæssige suveræn. Norge vedblev altid under denne forening at være et arverige, mens Mal:B Danmark var blit et valgkongedømme; dette forklarer også at kongerne ofte kom til at søge sin sikreste støtte hos det demokratiske norske folk og ikke hos den danske adel, som dog altid, for at vedligeholde foreningen med Norge, valgte den der arveberettigede konge også til dansk tronfølger. Det var først ved en statsomvæltning i 1660 at tronens arvelighed blev gjenindført i Danmark i forbindelse med enevoldsmagten.

Norge vedblev at være forenet med Danmark indtil 1814, men vel at mærke som et særeget rige.[4] Kongerne kunde optræde som Norges monark alene, hvad de også ved given anledning gjorde, f. es. ved afslutning af en grænsetraktat mellem Norge og Sverige. Særlig er at merke, at Norge hadde sin selvstændige, helt nationale hær (grundlagt 1641), hvis historie vi mener at kunne se tilbage på med tilfredshed, og som også stod sin prøve, da begivenhederne i det 19de århundredes begyndelse påkaldte dens medvirkning.

Sverige udvikled sig under sit nationale kongedømme til en magt af rang. Under Gustaf Adolf kom det til at spille en betydningsfuld rolle i Europas historie, under den tapre Karl XII kunde det binde an med den stormagt, som raskt udvikled sig ved dets østlige grænse, og det hævded sin stilling som Østersjøens behersker. Med sit herredømme over Pommern og store dele af østersjøprovinserne i syd, og Finland i øst, var det en stormagt; og denne magt var truende særlig for de to andre nordiske folk. Sverige måtte naturlig komme til at stille sig det mål at bli eneherre på den skandinaviske halvø. En kjendt svensk forfatter[5] erkjender, «at Norge gjennem århundreder var formålet for vore store kongers politik,» — at det vakte det svenske folks «lystnad», og at besiddelsen af Norge efter Finlands tab (1809) betragtedes som nødvendig for opretholdelsen af Sveriges fremtidige tryghed og selvstændighed. Gang på gang rakte Sverige hånden ud efter Norge, men de svenske våben har ikke hat held med sig, såsnart de kom over den norske grænse. Da samtidig vort broderrige Danmarks våben ofte lå under for de svenske, så endte alligevel disse krige med, at Danmarks og Norges konge afstod Norges sydlige og østlige provinser, Bohuslæn, Jemteland og Herjedalen; og disse er nu en del af Sverige. Svenskernes sidste alvorlige forsøg på med våbenmagt at underlægge sig Norge, slutted med Karl XII’s fald under den norske færtning Fredristens mure i 1718. I de følgende 90 år var Sverige optat, dels med at læge sine sår fra erobringstiden, og dels med at værge sig mod Rusland; men da det i 1809 måtte afstå Finland til dette rige, fik dets gamle drømme om at underkaste sig Norge ny næring.

I Norge voksed i denne tid kravet på at gjenopta en med selvstændig tilværelse end den, foreningen med Danmark lidt efter lidt hadde fremkaldt. Tabet af den dansk-norske flåde ved englændernes bombardement på Kjøbenhavn i 1807 blev det afgjørende vendepunkt. Danmark blev derved berøvet evnen til at tilføre Norge nogen understøttelse, og forhandlinger kom nu igang mellem formående norske og svenske mænd om en forening, dels af de tre skandinaviske riger, og dels mellem Norge og Sverige alene.

Et i historien anske enestående udslag fik disse af privatmænd ledede forhandlinger, da Sverige i mars 1809 stod på afgrundens rand. Det var samtidig indviklet i krig med Rusland og med Danmark-Norge; russerne hadde besat hele Finland og rykked frem mod Sverige. I Norge stod en hær på 28 000 mand ved den svenske grænse, under anførsel af prins Kristian August. Nordmændene var sine svenske modstandere overlegne, og vilde, om de hadde udnyttet situationen, sikkerlig kunnet tilrive sig dele af Sverige, eller ialfald gjenvinde sine tabte provinser; men vi så dengang heldigvis længer end til den øieblikkelige fordel; en svækkelse af Sveriges modstandskraft mod den indtrængende fiende fra øst vilde bringe Skandinaviens fremtid i fare,[6] og uagtet vor øverstkommanderende, prins Kristian August, hadde sin konges bestemte ordre om at rykke ind i Sverige og føre krigen af al magt, slutted han våbenstilstand med den sveske modstander, for at de svenske tropper i ilmarsher kunde dra til Stockhold i det øiemed at afsætte den sindsvage Gustav den IV Adolf, og skabe fred med Rusland og Danmark-Norge.

Vi nordmænd er endnu glade og stolte over denne Norges optræden ligeoverfor det ulykkelige Sverige i 1809; men den står i en merkelig modsætning til den svenske synsmåde, som finder sit udtryk gjennem svenske penne (som dr. Sven Hedins) i denne tid, idet vi underrettes om, at hvis Norges forening med Sverige opløses, vil det være uden interesse for det svenske folk, om Norge ødelægges og sønderlemmes af andre europæiske magter. At det svenske folk ialfald på den tid, i 1809, følte taknemlighed for hvad nordmændene hadde gjort, fik blandt andet sit udtryk derigjennem, at da den svenske rigsdag samme år skulde vælge en tronfølger efter sin nye barnløse konge, Karl XIII, faldt valget på den norske hærs anfører med den udrtrykkelige begrundelse, at kristian August «hadde gjort Sverige den største tjeneste, som det endnu hadde modtat af en udenlandsk mand.»

Uheldiigvis døde Kristian August inden et år derefter, og svenskerne måtte vælge en ny tronarving. Valget traf den franske hærffører Bernadotte, som antog navnet Karl Johan. Svenskerne synes nu meget hurtig at ha glemt sin taknemlighed overfor nordmændene. Det stod snart klart for Karl Johan, at ethvert håb om at gjenvide Finland måtte opgis,, Sverige burde da langt hellere søge erstatning i erhvervelsen af Norge. Han ønsked sikkerlig helst en forening mellem Norge og Sverige på den venskabeligst mulige måde; men da vanskelighederne viste sig større end fra først af forudsat, synes han at ha mistvilet om dette, og tre år efter at hans forgjænger, påvirket af norske mænd, hadde reddet Sverige fra undergang, stilled han sit feltherretalent til dispositiion mod Frankrige og Napoleon, mod at zar Alexander som vederlag, forpligted sig til at svigte sin tidligere bundsforvandt Danmark-Norge, og at lægge Norge ind under Sverige («procurer la Norvège à la Suède»).[7]

Efter således at hasikret sig Ruslangs medvirken for sine planer mod Norge, istandbragte den svenske tronfølger alliancer[8] først med England (af 3dje mars 1813), kort tid efter med Preussen, gående ud på at gi ham fri hænder ligeoveror Danmark-Norge, som var trukket ind i et skjæbnesvangert forbund med Napoleon. Målet var at bemægtige sig Norge. Umiddelbart efter slaget ved Leipzig rykked Karl Johan med svenske, preussiske og russiske tropper mod Danmark og vandt i Holsten en let seier over en liden del af kong Fredrik VI’s danske (ikke norske) tropper.

Derved blev Kielertraktate af 14de januar 1814 fremtvunget, hvorved den dansk-norske konge afstod Norges trone til den svenske konge. Det kunde synes, som om Norges skjæbne herved var beseglet, truet som det var, såvel af Sverige som af stormagterne; men man hadde glemt at regne med Norge selv; uadspurgt var det behandlet som en quantité negligeable. Det skulde imidlertid snart vise sig, at man herved hadde regnet feil.


  1. Nordmandiets erobrer Rollo eller Gangerolf var efter norske historiske optegnelser, søn af Ragnvald Mørejarl fra Oplandene i Norge.
  2. Se Gustav Storm, «Studier over Vinlandsreiserne», Årsbøger for Nord. Oldkynd. og Hist. 1887.
  3. Foreningen mellem de to lande begyndte forøvrigt med at den norske tronfølger, Olav Håkonssøn, blev valgt til dansk konge i 1376. Han blev også konge i Norge i 1380, men døde allerede 1387.
  4. Det har fra enkelte hold været påståt, at Norge i virkeligheden blev en provins under Danmark, fordi den danske adel, på rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, tvang Kristian III til i sin danske håndfæstning at love, at Norge, hvis han måtte erobre det med våbenmagt, ikke mere skulde være et eget rige, men bli en del af Danmark. Men dette løfte holdt han ikke; ti Norge blev ikke erobret; løftet kunde således ikke i mindste grad vvære bindende for Norge. Dette er forlængst, allerede i det 18de århundrede, tilstrækkeligt godtgjort af danske og norske historikere; det er udførlig påvist, at al tale om Norge som provins er urigtig; ja Kristian III anerkjendte selv Norges særstilling i en med Sverige sluttet traktat bare en måned efter nævnte håndfæstning. Norge vedblev altid at være et suverænt rige, og var derfor bl. a. ikke forpligtet til at underkaste sig Kieler-traktaten.
  5. Schinkel-Bergman, «Minnen», bd. VI, s. 31—32.
  6. Vi har en af de daværende ledende nordmænd, grev Wedels udtrykkelige ord (i senere offentliggjort brev) for, at vi ikke måtte hjælpe «barbarerne» til at sønderlemme Skandinavien (Yngvar Nielsen, «Grev Herman Wedel Jarlsberg og hans Samtid», Kristiania, 1888, bd. I, s 287).
  7. 'Traité de St. Petersbourg en date du 5 Avril 1812.
  8. Se Aubert, La Norvège devant le Droit Internationale p. 9.