Åpne hovedmenyen
Norges Dæmring
——
Et polemiſk Digt
af
Johan S. Welhaven.
————————
Chriſtiania.
Johan Dahl.
——
1834.
Trykt hos Chr. Grøndahl.

Night wanes, — the vapours round the mountains curl’d,
Melt into morn, and light awakes the world.


Prolog
(ſkreven i Januar.)

Mens Norge ſlumrer i ſit Sølverpantſer,
Og ſelv hans Aandedræt i Luften fryſer,
Og hele Folket gaaer i laadne Ryſer,
Og Vand og Blod forkjøler ſig og ſtandſer;

Mens Glæden kun med Granbar ſig bekrandſer,
Og Talglys er det hele faſt, ſom lyſer,
Og Bryſtet ſelv i Ulvepeltſen gyſer,
Og man er lam paa tre à fire Sandſer;


I denne Nød man griber Stimulantſer,
At Livet ei ſkal ſlukne i det Indre:
Man drikker Punſch, forlover ſig og dandſer;

Jeg har i Sneen lavet nogle Skandſer,
En hadrianiſk Vagtmuur i det Mindre;
Her leger jeg med literaire Landſer.

————————


Med Isſen blottet under Polens Nætter,
Med Barmen hævet under Bølgens Slag,
Med trefold Skumring mod den korte Dag,
Staaer Norges Klippe mellem vrede Jetter.

Og hvor den tauſe Vandrer Foden ſætter
Han ſkuer Kraften, hører Kampens Brag;
Hiſt ſlaaer Lavinen Skovens Værn i Kvag,
Her raſer Elven mod de ſtille Sletter.

Og ſeer du Norge fra det vilde Hav
Hvor Stormens Vælde ſig mod Fjeldet kaſter,
Da tykkes Landet dig et Kæmpevrag;

See, Skroget ſortner fra sin Bølgegrav,
See, Alpens Toppe ſtaae ſom brudte Maſter
Hvor Skyen ſvæver ſom et Sørgeflag.


Vend da dit Øie mod de blide Flammer,
Der blusſe evigt frem af Landets Skjød
Med Tuſindfryd for Vinternattens Nød,
Med Skjønheds Roſenblad for Kampens Skrammer.

Her hvælver Lunden dig et duftfuldt Kammer
Hvor Klippen dirrer under Fosſens Stød;
Her hænger Frugten ſvulmende og rød
Hvor Bræens Jotun med ſit Iisſkjold brammer.

Og denne Blusſen, denne milde Kraft,
Der knytter Sydens Vaar til Vintrens Zone,
Er Norrigs Adelſkab og rette Glands;

den ædle Styrke kæmper for en Krands,
Og Seiren lønner ham ved Skjønheds Throne
Hvor Blomſter ſlynge ſig om Landſens Skaft.


Men ſkal blot Jorden ſprænge Iſens Skranker,
Skal Moderbryſtet ene ſlaae med Varme,
Mens Kulden leirer ſig om Folkets Barme,
og overſkyer Sønneflokkens Tanker?

Skal Aanden ei ſlaae ud med Vaarens Ranker
Og dele Seiren over Mørkets Harme?
Har da Naturens gaverige Arme
Kun Fiſk og Jern og Slagtekvæg og Planker?

Og ſkal den norſke Stammes Værd og Hæder
Kun ſøges hiſt og her langs Fjeldets Sider,
Hvor Kraft og Uſkyld bygger mellem Faarene?

Ak, det er dog en Skat fra bedre Tider,
En Reſt af Sagaoldets prude Sæder,
En ædel Ruſt, der holder ſig med Aarene.


Hvor Yndets Farveſkjær for Øiet lue.
Og Kraftens Skygning blander ſig deri,
Og begges Liv i frydfuld Harmoni
Gaaer op i Klang og Duft mod Himlens Bue,

Hvor alle Magter, der med Rædsler true,
Maae tabe ſig i Vaarens Sympathi;
Hvor findes her det ſære Kogleri,
Der binder Aanden til den lave Tue?

Er Mandens Hjerte ei det Tryllebæger.
Hvor Jord og Himmel med fornyet Pragt
Skal blande ſig i rene Phantaſier?

Hvor groer det Held der ſtyrker eller kvæger,
Naar Kampen ei kan luttre ſig til Takt,
Og Hvilen ei til ſtille Melodier? —


Hvo føler ei, at hvad der her beklages,
Hvad der gjør Tankelivet armt og ſmaat,
Er, at vi nyde Phænomenet raat,
At Stoffet ſluges hvor det kun vil ſmages? —

Vi ſpiſe Udſæd, der fra Agren tages,
Og bruges op til Dagens Nødtørſt blot,
Vi ligne Ødsleren, der lever flot
For ſiden dobbelt af ſin Sult at plages.

Men Aanden lever kun i fortſat Skaben,
Og Stoffet er det ubekvemme Givne
Hvor Funken ſkjuler ſig for Hobens Øie;

Vi ſee i Stoffet endnu kun det Drøie,
Og derfor maa vort Norges Kræfter ſtivne
I Aandsdefekter ſom i verdslig Taben.


See, Fjeldet vinker med de høie Tinder,
Men Ingen did paa Gangergriffen rider
At ſkue vidt om Land, hvad Tiden lider,
Og løfte Nuet mellem Kraftens Minder.

Ak, intet Vingeſlag, naar Solen rinder,
Kun Taagens Flaggren, der langs Aaſen glider;
Og Klager over byrdefulde Tider,
Men ingen Aftenſang, naar Dagen ſvinder!

Og blege Luer ſelv i Viisdoms Haller,
Hvor Muſen træller for det kjære Foder
Og driver Ploven i den golde Fure!

See, trindt om Helligdommens ſnævre Mure
Fremvælde Glemſels ſørgelige Floder,
Og Laurens ædle Frø i Dybet falder.


Paa Landet ſveder man af alle Porer
Og ſøger Udvei til de høie Skatter,
Til Pynt for Konen og en bylært Datter
Naar Manden er af Bygdens Matadorer.

I Staden Pøbel og Noblesſe ſig morer
Naar Pennekniv og Døgnchronikkers Latter
Har flikket ſammen et Par ny Rabatter
Til gammel Vanes ſlidte Rokkelorer.

Naar ſtundom man en ſtørre Tummel ſporer,
Har Himlen ſendt os ſtærke Meteorer,
Som Cholera, en afbrændt By, med Mere;

Men efter Skrækken ſig fra Barmen liſter
Det ſtille Længſelsſuk, naar Synet briſter:
”Hvor her er flaut! — O, gid der ſnart kom flere!”


I Hovedſtaden kæmper Smaaſtads-Nykker
Med Reſidentſens Sæder og Manerer,
Men ak, Terrainet Parterne generer;
De falde begge to i mange Stykker;

Og trods den megen Nutidskløgt man trykker,
Trods al den Frihed, her man proklamerer,
Er dog den Aand, der egentlig regjerer,
En Puderſky fra Fædrenes Perykker.

Og paa vort unge Nationaltheater
Vi høre Muſen ſukke under Kramper:
”Skal Kunſten være eller ikke være?” —

Orkeſtret ſover og Parterret tramper;
Paa Scenen ſtaaer en Haupt- und Staats-Affaire
Med norſke ”Greier”, danſke Tinſoldater.


En halvdød Hval, der giſper mat paa Land,
Og lytter hjælpeløs til Bølgebraget,
Et Kaperſkib, der ſlaget er og taget,
Er Billedet af ſtakkels Chriſtianſand.

Dog flyver endnu til den mørke Strand
En kvæſtet Seilerflok, af Stormen jaget,
Og Byen lever chriſteligt af Vraget,
Og takker Himlen og det ſalte Vand.

Men Stiftets Engel flyer fra dette Fængſel
Og Arndal vinker ham med Laurbærblade:
Med al ſin færſke Glands i Sort paa Hvidt;

Her har dog Tanken et Slags Takt, en Længſel,
Og i et jevnt poetiſk Mareridt
Dog Drømmen om Pegaſers Gallopade.


Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
Hvor Bergen ſkinner ſøndagsklædt og net,
Hvor Mængden myldrer paa den grønne Plet,
Mens alle Tanker flyve ud paa Rheden.

Her ſpørges ei om Kulden eller Heden,
Og ei om Aandsbedrift og Folkets Ret;
Her Bryſt og Hoved er et Regnebræt,
Her gjælder Fiſk foroven og forneden.

See, Stedet har en grund-forſtandig Mine,
Hvis Liv er evig bundet til Trafikken;
Men den er ſelvgod, hanſeatiſk ſtiv.

For alſkens Muſer er det dog en Pine
At leve her anſtændigt efter Skikken
Og, i Musæet ſelv, et Pakbodliv.


I Throndhjem trumfer man de andre Stæder
Med Kjerne-Norſkheds pralende Beſyver:
En Dukke-Olaf, der ſin Vælde lyver
Bag Olafsſkrinets ødelagte Bræder.

Du bolde Thrønder med de norſke Sæder,
Hvor har du Vingerne, hvormed du flyver,
Hvor er den Skat, hvor findes blot den Styver,
Hvormed du grunde vil din Thrønder-Hæder?

Er det dit lærde Selſkab til Exempel,
Den gamle Ko, der endnu ei har malker,
Der nu staar blind og lam blandt Støv og Skimmel?

Mon det er hint vandaliſerte Tempel,
Som Helte hvælved til en Marmorhimmel,
Som Svenſken plyndred og ſom du har — kalket?


Naar Lyſet graaner i de ſtørre Byer,
Naar Aanden her er bunden til det Lave,
Og hver af dem er egentlig en — Mave,
Da kan man ſpare LadepladsRevuer.

Og hvis nu Himlen ſendte Mannaſkyer,
Da vilde Folket Honningkager lave,
Og Staten fik af denne ny Gudsgave
Maaſkee lidt flere Toldbodrevenuer.

Men hermed dyrkes ei de golde Egne;
Det bliver dog ei nogen frodig Have,
Saalænge Dug og Regn blot Jorden fugter;

Hegn Marken ind med ſmukke Gjerdeſtave,
Og dan dig ſtore Anlæg allevegne —
Et livfuldt Helt gi’er Blomſter kun og Frugter.


Vort Hegn er reiſt; en Engel var tilſtede
Og vogted det, da Landets Nød var bitter,
Og Lykken ſmilte til det ſkjønne Gitter,
Og drev Dæmonen fra ſit Klippeſæde.

Men indenfor er ingen rigtig Glæde,
Det Heles Liv ſig i Detaillen ſplitter,
Og ingen Svada, intet broget Flitter
Kan knytte Bruddet med en varig Kjæde.

Men hvad der vindes ei ved Lykkens Terning,
Det Livets Liv, den produktive Evne,
Der fordrer Kraften af de ſpredte Dele,

Det Aandens Taktſlag i den mindſte Gjerning,
Der gaaer ſom Nerve i det ſtore Hele,
Kan ene fylde Samfundslivets Revne.


Hvad Norges Manddom tabte under Dvalen,
Da Landets Hjerte ſlog paa fremmed Bund,
Og Løven tæmmedes til Pudelhund,
Og fik ſin Grød, og loggrede med Halen;

Hvad Blomſt og Frugt der visnede i Dalen,
Hvad Rod der raadnede paa Klippegrund,
Erſtattes ei af nogen plantet Lund,
Og allermindſt af Døgntrompeters Pralen.

Men Dæmringen i Helteættens Sind
Hvor hvert et Billed halvt i Drømme raver.
Den hele Lamhed i vor Daad og Tale,

Og Kraftens Ledighed blandt Jordens Gaver,
Og Renomiſtens latterlige Vind,
Er mørke Spor af Nationens Dvale.


Hvo mindes ei det var en ſkyfuld Vaar
Da Slægten vaktes af ſin dybe Blunden,
Og Friheds Demant blev ſaa godt ſom funden.
Og Tvangen knuſtes ſom et Potteſkaar?

Og ſkjøndt nu Folket ſtod med krandſet Haar,
Var dog dets Tankegang konfus i Grunden,
Og Styrken end af Nattekulde bunden.
Og Landet egentlig en Ødegaard.

Men Staters Aarskreds har et langſomt Løb,
Og Norges Vaar er end ei lagt tilbage,
Og mangen Spire gjemmer Jordens Skjød,

Og Blomſten hviler end i Knoppens Svøb,
Og føler Trykket af de kolde Dage
Da Solens førſte Glimt i Skyen brød.


Og naar nu Vaaren tykkes dig for gold,
Og alt er Lunkenhed hvorhen du ſkuer,
Og Himlen ſelv med Vinterſkyer truer
Hvor Lyſets Frøkorn lover mange Fold;

Da peger Klippens Fee mod Hedenold,
Og du ſeer gyldne Harper, hvasſe Buer,
Og kloge Hoveder og Hjerteluer
I Bjørnebringer under Kobberſkjold.

Men Norge freder end ſin Kjæmpes Been,
Og bærer Skjoldets drabelige Mærke,
Der engang vogtedes af Helteſværd,

Og over Høien ſtaaer den gamle Steen,
Hvor Sagnet ſvæver ſom en kvadfuld Lærke
Med Morgenlysning paa de dunkle Fjær.


Thi Glandſen, der i Ahne-Hallen brænder.
Kan ei fortabes, er en hellig Arv,
Der falder renterig til Folkets Tarv
Naar det kan hæve den med voxne Hænder;

Og medens Hallen ſine Funker ſender
Til Aandens Virken og til Plov og Harv,
Groer atter Helteoldets faſte Marv
I klare Hjerner og i ſtærke Lænder;

Og derfor flyver med ſit Varſelsord
Den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
Og Folket undres ved den ſære Klang:

”Din Hjemſtavn Bonde! er en hellig Jord;
Hvad Norge var, det maa han engang vorde
Paa Land, paa Bølge og i Folkerang!”


Dog, det er Tid at ſkifte Melodi —
Mit Blik ſaae Fremtids gyldne Frugter gløde,
Og glemte lykkelige ſit Stevnemøde
Med Nutids Pral og Styverfængeri.

Her ſkuer jeg en overgroet Sti
Hvor Tidslen hæver ſig til Aſenføde,
Hvor laadne Fauner i Baſuner ſtøde.
Hvor dunkle Maſker liſte ſig forbi.

Her høres mangen Gang en velmeent Lire,
Men Sværmens Skvalder i dens Tone klinger,
Og dens Begeiſtring er et fromt Bedrag.

Et traurigt Stevne for en Landſeſvinger!
Her kryber Fjenden allerhelſt paa Fire,
Og har kun Nerver for et Kølleſlag.


Men denne vilde, tankeløſe Hær
Har dog en liſtig Talisman, der maner
Fra Ridderſindets ærefulde Baner
til Prakkerlivet mangt et brugbart Sværd.

Det er ei Kaſte- eller Ildgevæhr,
Det er ei hvasſe, blanke Partiſaner —
Men ak, et Pjalterov fra Lyſets Faner,
Hvormed den ſmykker ſine ruſtne Spær!

Naar blot en Ivrer ſeer de trende Farver:
Det Hvide, Røde og det ”høie Blaa,”
Da har han ſtrax en overjordiſk Gysning:

”I disſe Farver boer al Verdens Lysning,
Og her er Vingepragt til alle Larver,
For disſe Farver maa hver Normand ſlaae!”


Symbolets Legem kan en Halvblind fatte,
Og følge Strømmen i en banet Retning,
Og holde faſt ved den konkrete Sætning:
At vælge Huer og forkaſte Hatte;

Men kan du hæve de forborgne Skatte,
Og tyde Aanden i Kontourens Fletning,
Og binde Sphinxen med en aandfuld Gjetning,
Og aldrig ſtaae og ſvimle i det Bratte? —

Og uden denne Kunſt, hvad er din Kjækhed,
Hvad er din Frihed? Kun et Echos Klang;
Og al din Svada? Fibelbrætſententſer;

Og ingen Fiende dine Vaaben endſer.
Og vil Du endda bruge Sværd og Stang,
Da har dit Mod forvandlet ſig til Frækhed.


Et Hurraraab, en Snaps, om aldrig Andet,
Kan i en Fart faae Blodet til at ſtige,
Og bringe Tanken til det lysblaa Rige,
Hvorfra man ſeer med Ørneblik paa Landet;

Men Skyen kommer dunkelgraa og vandet,
Slaaer om den Lille ſine vaade Flige;
Og jevnet ud i dette Himmel-Dige,
Gaaer Geiſten ned med Ruſk og Regn i Sandet.

Saalidet gjælder blot og bar Extaſe,
Saalidet kan den værge for ſin Plads,
Og aldrig fatter den ſin egen Stræben;

Men hvor den bruger Pennen eller Læben,
Der jubler Mængden ved den gale Sats;
Thi den har ſelv et Anlæg til at raſe.


See, naar Begeiſtring ſig i Barmen rører.
Er den en Kime førſt, hvis Væxt er ſeen;
Hvor maa den kæmpe mellem Sump og Steen
Mod mangen Taage, ſom dens Himmel ſlører!

Naar nu dens Kampen den til Klarhed fører.
Og den kan træde, uden Frygt og Meen,
For Dagen frem, i Form og Tone reen.
Da er den tabt for Mængdens Blik og Ører.

Her har ei Sandſen nogen Lyſt og Hvile,
Naar den ei fatte kan det Heles Liv;
Her findes ingen obligate Kunſter.

Skal en Philiſter græde eller ſmile.
Da maa han vækkes ved et Rap, en Kiv;
Forreſten ſeer han Skygger kun og Dunſter.


Skal Følelſen, mens den i Barmen gjærer.
Mens den endnu maa kæmpe for ſin Flugt,
Forcere ſig til Ydelſe af Frugt,
Da fødes ſtore eller ſmaa Chimærer.

Lad Frugten være Druer eller Pærer,
Det bliver dog et mangelfuldt Produkt;
Thi overdreven, unaturlig Tugt
Gi’er kun Forſteening eller hule Blærer.

Den indre Nød forkynder ſig i Verket,
Det letteſt grebne trenges frem og brammer.
Og her er Mængden paa ſin rette Grund.

Hvor mangen Stymper troer ei, han har mærker,
At Aphrodites Ideal man rammer
Med ſtore Øine og en kneben Mund?


Her raaber vel en Deel forrykte Ho’der:
”Skal ei det Høieſte ſig tvangfrit tee.
Og er ei Eftertankens dybe Snee
Og Hjertets Flammer rene Antipoder?”

Ak, hvad er høit, og hvad er falſke Noder?
Hvor tit var ei det Gjøgleſpil at ſee:
Begeiſtring for en latterlig Idee,
Der ſmugles ind ved Feilgreb eller Moder?

Hvo nævner vel det Høieſte i Livet,
Der ei maa tænke paa en vunden Kamp,
Et Gjennembrud af Taagernes Forſænkning?

Førſt her blev F.rihed Aandevingen givet.
Her fødes Flammer uden Kvalm og Damp,
Mens Hjertet banker gjennem Aandens Tænkning.


Nævn mig et helligt Maal for Mandens Higen,
Der ei blev ſkjændet eller endevendt
I Sværmeriets tankeløſe Prent,
I Selvbedraget ved ikariſf Stigen!

Men her ſkal alle ſtryge løs paa Gigen,
Og her vil alle holde Vingen ſpendt.
Og mene, at det lyſende Moment
Kan dække deres Vakten eller Vigen.

Naar Himlen letter Mulmet med ſin Flamme,
Slaaer den en Seer med forſtærket Ild;
Han fatter den med Klarhed eller tier.

Men Spurveflokken vaagner i det ſamme.
Og nu har dog Mephiſto vundet Spil;
Nu er han vis paa grelle Parodier.


Trindt i Europa gjærer det og ſyder.
Det løſte Ildſtof tænder nye Fakler,
Den ſtore Mængde næres ved Mirakler,
Den øſer frit af Bøger og af Gryder.

”Oplysning, Frihed, Fødeland!” ſaa lyder
Det høie Raab fra Hædersmænd og Stakler;
Blandt Gniſter ſtaae de gamle Tabernakler;
Det er forbi med rituelle Dyder.

Men hiſt, hvor Folkeraabet vældigſt klinger,
Gaaer Aandens Lynglimt i de dybe Drøn;
Det er et Veir med Mening og med Handling;

Der reiſes endnu Muur ved Muur, der tvinger
Den unge Phønix til en Flugt i Løn,
Hvor den vil viſe Verden ſin Forvandling.


I Norge har vi Lykken paa det Rene.
Her er et Liv ſom i det vide Rum,
Og intet klækkeligt at kives om.
Og ingen Handling paa den hele Scene.

Lad Aanden vaagne førſt blandt Klippens Stene,
Hvor Egnen ligger glædeløs og tom;
Den kan ei ſtænges her af nogen Bom,
Her ſlettes intet Buur af Skovens Grene.

Den ydre Tvang er ſplittet ad ved Loven,
Og Redet hænger luftigt i det Høie;
I gode Fugle, Vingerne proberer!

Der er et Skrig, en Pladſkenom i Skoven;
Men Vingen voxer indenfra med Møie,
Mens Næbbet ſtikker frem og ſkvadronerer.


Hvo venter her at finde Øiet vakt
For Livsprincipet, for den indre Kilde,
Hvor Aandens Frihed vælder klar og ſtille.
Skjult for hver Voldsmands SPeiderblik og Magt!

Men praktiſk Frihed er med hiin i Pagt,
Og uden hiin i ſit Begreb en Grille,
En Dukke, ſom vi daglig ſee at ſpille
Snart i Tom Paynes, ſnart i Marats Dragt.

Hvor nemt at ſkjule under dette Raab,
Hvad Læben ellers ſtammer ved at ſige:
En Gunſt af Nuet, et elendigt Haab!

Hvor nemt at flette Krandſe i ſit Haar
I borgerlige, fredelige Krige,
Hvor der er Hurra nok, men ingen Saar!


Søg da ei Frihed i den ydre Norm,
Hvor indre Lænker holde dig i Klemme
Og bringe dig blandt andet til at glemme.
At der maa Liv i denne døde Form,

Et Liv, der holder ſig mod Bjørn og Orm,
Der ei blot juble kan med Stormens Stemme,
Men og forſtaaer med Rolighed at tæmme
Det ſkarpe Anfald af en rigtig Storm.

Og ſøg ei Frihed hos en taaget Skare,
Hvis Kraft er idel lamme Attentater,
Og hvis Begeistring en forsſldt Fanfare;

Hvor Lykken er med Tummelen forbi.
Hvor Dorſkhed griber alle Kammerater
Paa Vunden af et øllet Sværmeri.


Men denne Jubel, dette raſke Blod —
Hvor hente de ſit Støttepunkt, ſin Næring?
Fra Skummet af Pariſerfolkets Gjæring,
Fra Dithyramber til Polakkens Mod?

I lette Spirer af en kraftig Rod,
I gav os dog en kummerlig Belæring;
Vi har en Folkefeſt, der døer af Tæring,
Parter-Triumpher i en Fjælebod!

At gaae for Friheden i Kampens Larm —
Hvor ſkjønt! Men her kan Kampen dig beſjele
Og lægge Flammer til din egen Ild;

Men der vil andre Sjelekræfter til
I Fredens Roe ved Alteret at dvæle
Med klarnet Blik og Luer i ſin Barm.


Betragt det førſte bedſte Manifeſt
Af vore gjæve Friheds-Rigoriſter,
Hvor man vil kontrollere en Miniſter,
Hvad heller hvor en Foged faaer ſin Reſt.

Her ſkildres Despotismen ſom en Peſt,
Mod Don Migueler er man yderſt biſter.
Og ſender ud til Lyſets Antichriſter
Et Alvorsord, en tordnende Proteſt,

En kraftig Røſt hos Tyrken eller Paven,
En losſet Klingklang mellem Thules Folk,
Hvor Barnet remſer dig en ſtig Tirade.

Men Hoben ſkynder ſig med Egeblade
Til Friheds Talsmand, til Nationens Tolk,
Og ſletter Lovet omkring Narreſtaven.


Ak, denne vamle, ſlappe Rhetorik
Er Qvintesſentſen i de bittre Drammer,
Der ſlukke ſkal vor aandelige Jammer:
Vort djærve Sprog, vor Kløgt i Politik.

Den gav os efter andre Landes Skik
Et Par masſive, rummelige Rammer,
Hvo i man ſkiller ad de tvende Stammer
Servile Folk og dem, der holde Stik.

I Mænd, der ſidde i den høire Ramme,
Og tænke frit, og ſværge, naar I vil,
At Tyranni og Void ſkal ſtyrte ſammen.

Til Venſtre hører I et Ja og Amen;
Men man er kjed af Eders Abeſpil,
Og tænk! man troer engang at ſee Jer tamme.


Her bragre Friheden, hvad mindſt man venter:
Cenſur, men paa en let haandteerlig Maade;
Thi Løſt og Faſt, det Tørre med det Vaade
Vurderes med de ſamme Inſtrumenter.

Og om du høvler, hamrer, eller prenter.
Og om du løſer Alchymiens Gaade,
Dit Verk er ſpildt og domfældt uden Naade,
Hvis Du ei førſt et Hurrcu-Ry dig henter.

Og har du en af Skriger-Chorer ſaaret.
Da har du Krig med hele Kompagniet.
Tør du vel møde dette Slags Dravat?

Enthuſiasmen trækker dig ved Haaret:
”En Royaliſt, en Ven af Deſpotiet!
Op frie Normænd, frelſer Eders Stat!”


I plumpe Raab fra Tølperen og Taaben
Skal Fædrelandets Stemme aabenbares!
Og Fædres Kraft ſkal hævdes og bevares
I trivielle Raaheder as Hoben!

Du leer maaſkee ad hele Flokkens Raaben,
Og mener, her kan Kræfterne beſpares —
Det er forſilde, Marken maa forſvares,
Og Ruſten gnides af de gode Vaaben.

Det er for ſeent at negte eller dølge,
Hvad fornem Taushed bragte for et Gode,
Hvad Seir den travle Skrigerhob har vunden.

Vi ſee den bedre Mand med Strømmen følge.
Skjønt denne Norſkhed gjør ham flau tilmode;
Thi Skriget dominerer os i Grunden.


Hvad er din Mening paa de mange Tunger,
O Fædreland, du ſkjønneſte blandt Navne?
En Haandfuld Stormvind i de trygge Havne,
En Lettelſe for Svirebrødres Lunger,

Et Litani, ſom Egoiſten ſjunger,
Naar han ſit eget Kontrafei vil favne.
Det hæſe Uveirsklynk fra Fjeldets Navne,
Et evigt Hungerſkrig fra Ravneunger;

En Harpelyd, hvor Bryſtet eier Strenge,
Der løſer Skjebnens grelle Disſonantſer,
Og haver Manden over egen Smerte;

Hans Blik ſom Lynglimt gjennem Mulmet trænge,
Hans Værge tryller ſig til tuſind Landſer,
Et Sekels Livsſtrøm banker i hans Hjerte.


Er det da nok, at norſke Tunger prale
I aandløs Hovmod med en Lyd, er Navn?
Gjør du en Løvedaad, en Skjoldvagts Gavn
Fordi du daſker med en Løvehale? —

Kan Klippens Fee ei til dit Hjerte dale,
Har du ei hvilet i den Høies Favn,
Og delet hendes Sorrig, hendes Savn,
Da er din Jubel kun en fjantet Tale.

At gaae Ideens Nøgenhed paa Klingen,
Og pynte den med Stads, ſom du maa borge,
Og lade Carlsvogn eller Nordlys tindre,

Ak, dette rører og begeiſtrer Ingen.
Vil du med Varme ſkildre gamle Norge,
Maa førſt et Billed leve i dit Indre.


Hvad Skvalder høres ei fra Klippemuren
Om Norrigs Odelsmænd og Friheds Lykke;
Man troer det gjælder her at kunne trykke
Jo mere Vind desbedre gjennem Luren.

Skal Norges Storhed priſes i Naturen,
Da males Klippen ud med broget Smykke,
Der trumfes frem et Nürnberger-Stykke
Med Farveklatter udenfor Figuren.

Skal denne Tomhed dig med Kraft beſjele.
Kan disſe Luurſtød, disſe raa Geſtalter
Dit Hjerte gribe, trylle dine Sandſer? —

Ak, Hoben henrykt om ſin Guldkalv dandſer.
De fordre kun en Dukke og et Alter,
Og Formler, naar de jubler eller knæle!


Og uden Kraft og uden mandig Tanke
Henſtirrer Mængden paa de ſtærke Fjelde,
Og kroer ſig af en ubegrændſet Vælde,
Hvergang den ſidder der og rider Ranke,

Og ſeer ei Skyggerne, der tauſe vanke,
Hvor Dværgeflokken ſtøier med ſin Bjelde;
De gjæve Helte kunde Jetter fælde.
For dem var Klippen en Tournerings-Skranke

Vi prale med de ruſtede Trophæer,
Vi prale med vor Jord og med vor Himmel,
Vi pukke paa en Kraft, hvoraf vi kues;

Og, fra vor vinterlige Klippeſtrimmel,
Den halve Verden tappert vi bebærer.
Og gjøre Vind, hvor dog vi burde blues.


Hvo føler ei med Hjertekraft i Barmen,
Ved denne grove nationale Bram,
En Mindelſe af Veemod og af Skam,
En Vammelhed, der griber ham i Larmen?

Et Surrogat er Jubelen og Varmen,
Et Vildhedsſurrogat, hvor man er tam.
En Søndagsruus, hvor man er hverdagslam
Med Vand i Hovedet og Træ i Armen.

Thi jubles ſkal der, Folkets Røſt ſkal høres.
Den frie Normand maa ſin Tid forſtaae.
Og ruſte ſig til kommende Attakker.

Men da man nu har Møie med at røres,
Saa ta’er man dygtig ind at ſvede paa
”For Kæmpers Fødeland,” for ”Snee og Bakker.”


Det er en gammel Skik, at Nordmænd hædres,
Om ei for egen Kraft, for deres Lands,
At de et Rygte har til Lands og Vands,
Om ei for egen Daad, for deres Fædres.

Men denne Glands er dog kun laante Fjædres;
Nu gjelder det at vinde ſelv en Krands,
At ſtille roligt for den indre Sands,
Hvad der maa vækkes, ſkabes og forbedres.

Thi hvilket Land har ei en fordums Ære,
Et Glimrepunkt i Folkehavets Strøm,
Hvor det har blomſtret, herſket eller truet?

O, det er Minder, ſtraalende og kjære;
Men intet Billed i den ſtore Drøm
Erſtatter os Fortabelſen i Nuet.


Her kommer en af Norſkhedens Forfægtere
Og raaber: ”holdt; hvo taler om Fortabelſe!
Juſt nu arbeide vi paa Norges Skabelſe
Jeg og de andre Folkeſagens Vægtere;”

“Men derfor er’ vi ſtadige Fornegtere
Af alt, hvad der ſeer ud ſom Efterabelſe,
Af Hiins og Dennes ſkjændige Forgabelſe
I fremmed Kløgt, og hvad der ei er ægtere.”

”Den ſande Kraft boer kun i Norges Klipper,
Selvſtændighed ſkal være al vor Tragten.
En Bom for tydſke, danſke Diſcipliner!”

”Kun norſke Meninger og norſke Miner,
Og Stoffet norſk i Sjelen og i Dragren,
Og norſke Nympher i de norſke Kipper!”


Hvad der er billige her, er ler at gjætte.
Vi la’er det hvile uden al Proteſt;
Med hver en Sats i dette Manifeſt
Har neppe Nogen Lyſt at gaae i Rette.

Men hvad der her Anledning gi’er til Trætte —
Skjønt Gud ſkal vide, Taushed har det bedſt —
Er blot Tendentſen i den norſke Blæſt,
Den Aandens Qvarantaine, man vil ſætte.

Jeg hører ſige: ”Sagen er indlyſende;
Det hele er et latterlige Project,
Her maa Kritiken ſkamme ſig og vige.”

Kritiken, Kjære, har et vidtſtrakt Rige,
Ei altid bruger den ſin Demant-Vægt;
Her er den blot advarende og kyſende.


Daarſkab er tidt en let Ephemeride;
Den flagrer, morer ſig en Dag, og døer —
Men under Mørkets hemmelige Slør
Har den ſin Yngel ſtille lagt til Side.

Familien vaagner, flagrer om ſaa vide.
Og ſkyder ned paa mangt et luftigt Rør.
Nu mærker man, man har ſe’t Dyret før;
Til Slutning maa man Snyltegjæſten lide.

Derfor bør Dyret ryddes ud i Tide,
Om det er flygtigt, lidet eller ſtort.
Om det er nok ſaa nydeligt at ſee til.

Det nytter lidt at gruble og at ſkride,
Naar Flueſværmen farver Himlen ſort;
Da er det Tid at lægge Ak og Vee til.


Hvor førſt Beſindighedens Ro ſig fjerner,
Der er man døde Fixideers Rov,
Man ſeer ei Træerne for lutter Skov,
Man knuſer Nødderne med Skal og Kjærner.

En Patriot fortæller, at han værner
Om Landets Kraft, hvor Fyren blot er grov.
Og vrager Aandens Nektar med en Lov
Af Tankefinkel fra Kartoffelhjerner.

Hvad gi’er ham Mod til dette Slags Haandtering,
Til denne Rutten med elendigt Foder:
Hvad ſkaffer Ører til hans tomme Ord?

Førſt Flueſmækkers Mangel i vort Nord,
Saa Fluernes og Skruernes Formering
I donranudiſk-bremenfeldſke Ho’der.


”Selvſtændigt,” raaber man, ”ſkal Norge være,
Til dette Maal vor Qvarantaine ſigter,
Og hvad du tænker, taler eller digter,
Skal ſpire frem af denne Norſkheds-Lære!”

Ved I da ei, I Støtter for vor Ære,
At kun igjennem ſtadige Konflikter
Kan Kraften ſkjærpes, til den aldrig ſvigter
I Døgnets Larm, ſom i den høie Sphære?

At ei Selvſtændighedens Ros kan vindes,
Fordi man ſidder bjerget bag en Muur,
Hvor intet Sværd og ingen Kugle rammer,

Saalidt ſom Skovens Fugl, hvis Vinge bindes
Til Sikkerheden i et ſnevert Buur,
Kan roſe ſig ſom Herre i ſit Kammer?


I ſtøtte Norge høit blandt Jordens Riger —
Men ak, hvad er dets Hirder og dets Magt,
Naar de maa ſikkres ved en Amme-Vagt
Som ſvage Børn og uerfarne Piger.

Og den Selvſtændighed, hvortil man higer,
Hvor grundes den, naar, grændſeløs forſagt,
Man finder Landets Inderſte for ſvagt
Til Stof, hvormed Kulturen os beriger.

Man frygter, at de udenlandſke Aander
Skal mærke os med udenlandſke Stempler,
Og ſlette ud vor norſke Charakteer.

Men heri er — hvad Gud og hver Mand ſeer —
En Angſt, ſom naar i Drømme man ſig vaander —
Jeg vil belyſe Sagen med Exempler.


Her er en Have med diverſe Planter,
Og mellem dem ſig Biekuben hæver;
Men Haven er den travle Flok for ſnæver.
Den flyver ud til alle Verdens Kanter,

Til Egnens Roſer, Lilier, Amaranther;
Og mens den ſtadigt mellem Blomſter ſvæver,
Den henter Duggen, der i Kalken bæver:
Saphirer og Rubiner og Demanter.

Men naar det brune Nektarſtof er vundet,
Og Kagen nydeligt i Kuben ſtilles
Ved Taflet hos den underfulde Dronning,

Da er det Brogede med eet forſvundet,
Og Havens Frugt kan ei fra Markens ſkilles;
Det Hele har forvandlet ſig til Honning.


Men er der Livskraft i vort Norges Bringe,
Og uden det er Reſten Narrerier
Da maa hans Tanker flyve ud som Bier,
Da kan ei Fjeldets Jettemur ham tvinge;

Men hvad han ſøger med den lette Vinge,
Er Verdenslivets friſke Melodier,
Der bringe Hjertets gamle Phantaſier
Og glemte Strenge atter til at klinge.

Og efter Farten til de fjerne Lande,
Hvor nye Syner ham imøde tindre,
Er Hjemmets Billeder ham mere klare —

Lad Tonerne og Farverne ſig blande,
Den frie Livskraft maa ſig dog bevare,
Og norſke Verker gaa fra Norges Indre.


Hiſt ſtaaer et Æbletæ, hvis Grene ſlette
I ſære Vinkler ſig, og ſtærke Bugter,
Som Solen varmer, og ſom Regnen fugter;
Men Safterne i Træet ſig fortætte.

Og Æblerne er bitte ſmaa og ſlette;
Det er den vilde Skovnaturs Produkter,
Et evigt Rodſkuds kummerlige Frugter,
Som hverken ſmage liflige, eller mætte.

Men ſæt en Podekviſt blande Træets Grene,
En liden Spire fra Heſperiens Haver,
Da vaagner Stammens hemmelige Kræfter,

Og Grenen ſtrækker ſig med ſmidig Sene,
Og Kronen ſmykker ſig med Iduns Gaver,
Som du og jeg med Glæde griber efter.


Men Kraft-Chimærer drive om i Blodet
Hos denne Norſkhedens Philiſter-Kaſte;
Her er det Lov den ſøde Frugt at laſte,
Og derfor maa ei Træet være podet —

Ak, det er ude med Berſærker-Modet,
Og, hvor det findes, er det let at baſte.
Og Ho’derne ſtaae meget mere faſte,
Skjønt Ingen bærer Gryder meer paa Ho’det

Hvad nytter det i Aandsbedriftens Dage,
At man i laadne Dyrehuder ſmutter,
Mod tvende Verdner vaklende ſom Sivet?

Vi kan ei løſe os fra Verdens-Livet,
Og ſaadan vender Kraften ei tilbage;
Den gaaer ei meer med Raaheds Atributter.


Man glemmer over fædrelandſke Griller,
Hvad der ſtaaer klart igjennem alle Tider,
At Folkets Aandsliv eier tvende Sider,
Som kun en Sværmer fra hinanden ſkiller.

Dets Rod i Moderjorden faſt ſig ſtiller,
Der henter det ſit Præg blandt Individer;
Men Altets Lysſtrøm over Kronen glider,
Og Kronens Løv i Lysreflexer ſpiller.

At holde trofaſt Charakteren hellig
Og ſtræbe kjækt mod Univerſets Skjønhed,
For denne rene Lov hver Mislyd tier;

Hvor disſe Kræfter ſlynge ſig i Fællig,
Der er man tryg mod Livets Ironier:
Forſkruet Kraft og overdreven Grønhed.


Det er da Daareverk at ville hemme,
Med kraftløs Haand Skidbladner i ſin Gang;
Det ſtaaer ei ſtille ved Sirene-Sang,
Det la’er ſig ei af noget Vagtſkib ſkræmme.

Og om vi nu forſkandſed os her hjemme,
Vandt vi da ægte Norſkhed i vor Tvang?
Ak, fremmed Frugt groer alt vaa Norges Vang,
Og fremmed Viisdom i vort norſke Nemme.

Selv du, der pracker Qvarantainens Lære,
Siig, er da du en norſk Original,
Hvor Du er ivrig, patriotiſk biſter?

Du gjærer med, mens Verden er i Gjære;
Du er blot mere hoven og fatal:
En norſk Kopi af fremmede Kopiſter —.


Og her endnu et Overblik paa Horden:
En Deel for Alvor arrig er og heed.
En Deel er bare for Commercen med.
Det hele Korps er uden Takt og Orden.

Et Halvſnees Tyre trave foran Hjorden,
Og ſtanger om hvert Gjærde og hvert Led;
Thi alt ſkal nivelleres, trampes ned.
Til Alt er fælles Mark og Grasbund vorden.

Og, om vi tage bort Allegorien,
Gi’er Flokken os et Hverdags-Phænomen
Af huul Begeiſtring ved en klangfuld Gloſe;

I Aandens Dybde ligger ſkjult Værdien;
Men Navnet er blot Daarerne til Meen,
Et indbildt Lys, der leder til en Moſe.


Jeg frygter her at en og anden Læſer,
Der ei blot fremad ſeer, men og tilbage.
Skal møde Autor med den ſlemme Klage,
At han formeget dvæler ved Fadaiſer:

”Man lider nok at Næſten gives Næſer,
Man gider gjerne virre med at vrage.
Men her er andre Ting at varetage
End denne Smule Nordenvind, der blæſer.”

”Det er en Overgang ſom meget Andet,
Og Statens Aarstid ſelv er Grund til Blæſten;
Her er jo riig Anledning til Ovbyggelſe:”

Trafikkens Fremgang vide om i Landet
Og Storthinget, Forfatningen forreſten.
Og Kongsbergs Flor, Finantſernes Betryggelſe.”


Ak, jeg er blind for denne ydre Røre;
Jeg ſøger Hjertet til de ſpredte Lemmer,
Jeg kan ei ſamle disſe brudte Stemmer,
Mens Grundakkorden viger for mit Øre.

Jeg veed, at Vintren giver herligt Føre,
At dette Plankedriften meget fremmer.
At Malmen heiſes fra de dybe Gjemmer,
At der er Levevei ved Garn og Snøre.

Men heri øiner jeg endnu kun Haanden,
Der ſnapper, høkrer med hvad Himlen ſender.
Og ſtødes frem af Elementers Krig;

Men uden Eenhed, Fyrighed i Aanden,
Og uden Dannekraft i travle Hænder,
Er gamle Norge kun et ſminket Lig.


Og Thinget — O, jeg bøier mig ved Navnet
Et Oltids Minde, en prophetiſk Røſt,
En Daab for Hjerterne til Alvorsdyſt —
En Sum af Goder ſlutter det i Favnet;

Men end er det et Udtryk kun for Savnet
Af hine Kræfter i vort Norges Bryſt,
Der ſkal forene Bjerg og Dal og Kyſt
Til eet i Stræben, Villien og Gavnet.

At vaage over Fædrelandets Love,
Ar ſørge for, at ei en Hvid forliſes.
Er ſmukt, betryggende for Folkeheldet;

Men det er ſkjønnere med Aand at vove,
At ſlsaae med Moſis Trylleſtav paa Fjeldet
Skjønt Nytten ei kan gribes og beviſes.


Skue over Landet med opmærkſomt Øie,
Og negt da ei, at denne Norſkheds Blæſt
Har efterladt en Smitte, et Slags Peſt,
Trods Cholera, forſmædelig at døie.

Man finder Folk, hvem Sygdomsgriller bøie,
Skjænt hver af dem er kraftig ſom en Heſt;
Men her er Synet af en Narrefeſt
Af Syge, ſom i Sundhedsdrømme ſtøie.

At Scenen er en Overgang, er troeligt.
Imidlertid maa Kraffterne forſpildes.
Og Stykket dog til Slutning pibes ud;

Hvor kan da Blikket virre blidt og roligt.
Mens Norges unge Morgenrøde hildes
I dette Slør af Taager og af Slud?


Vel har vor brogede, konfuſe Tid
Politiſk Lapſethed i alle Lande,
Og overalt ſig Parodier blande
I Tidens gode, alvorsfulde Strid;

Men intetſteds er man ſaa nær paa Glid
Til Infamien ved en lurvet Bande,
Der, blot i Medhold af en Tyrepande
Og indre Raahed, kaſter ſig i Splid.

Man taaler Puf, man mores ved Excesſer,
Man ynder ſelv den djærve Harcelliſt,
Naar der er Vid i Larmen eller Skoſen;

Men hvor man ſidder med en Eiſenfresſer,
Der ſtaaer i Bordet, ”ſnakker reent af Poſen” —
Ak, der gaaer Tiden væmmeligt og triſt.


Var her en Kamp, ak, blot lidt Vaabengny,
En Smule Vagtfyr mod Korſarers Flokke!
Man kunde jage dem med ſimple Stokke,
Og ſove til de nærmed ſig paa ny.

Men nu har Troppen ordentlig et Ry,
Som ingen gider prøve eller rokke.
Og derfor kan den Hjernerne forlokke.
Og drive Hvervningen i Bygd og Bye;

Og derfor tør den dække ſig med Sminke
Af Herren veed hvormange høie Dyder,
Og blande Gift, og øve Liſt og Vold;

Og ſee, nu priſer man den værſte Sinke,
Og Æretyven, og den vamle Skryder,
Der fæſter Friheds Navn til Avindsſkjold.


Var her, ved Siden af den vilde Støi,
En ordnet Leeg, ei blot for Gadedrenge,
Og, over Taagerne paa Sump og Enge,
Blot en og anden ſmukt bebygget Høi;

Var her, hvor Stemmen falder plump og drøi,
Et Nyn af Vellyd, nogle rene Strenge,
Og mellem Fuglene, hvis Vinger hange.
Lidt Glæde ved et Vingepar, der fløi;

O, mangen Klage ſkulde da forſvinde.
Og mangen Daare høre op at raſe.
Og mangen Længſel øine ſit Aſyl,

Og ile til den ſmilende Oaſe,
Hvor der er Palmer, og hvor Kilder rinde.
Og glemme Ørknens Traurighed og Hyl.


Men her dit Øie møder allevegne
Den blinde Iver, og den ſløve Skik,
Og Aandens Glæder dæmre for dit Blik
Lig ſmukke Eventyr fra fjerne Egne.

Om alle Farver, alle Luer blegne.
Om alle Harper, hver Seraph forgik —
Velan! Med Vægten af et døſigt Nik
Vor norſke Ro, vor Faſthed vi betegne.

Vi føle Kulden isne vore Lemmer,
Vi ſtrække ſom Polyppen vore Arme,
Naar Strømmen viſer os et Sølverſkjæl;

Men ak, ſom den os Klipperiften klemmer,
Vi ahne Dybet, høre Bølgen larme.
Men kan ei ſvømme i det klare Væld.


Omſider gaaer ſelv Længſelen til Grunde,
Og man er Borger, Embedsmand, Forpagter;
Man har det hedt med Skjøder og Contrakter,
Og ſkaffer Brødet til Familiens Munde.

Og Maverne bli’er meer’ og mere runde,
Og Hjernerne gaae meer’ og mere agter,
Og Aandens Higen hedder ”Daarefagter.” —
See, dette er de Grundige og Sunde.

Og naar der ſtundom ſvæver hid fra Syden
Et muntert Alfechor i Rhythmers Dands,
Man føler kun, at de er Penge krævende;

Man dreier Ører af og til mod Lyden,
Men ſætter Skodder for den indre Sands,
Og har i Grunden Medynk med de Svævende.


Men mangen Aand, der ſlipper Hobens Tridt,
Og mangt et Hjerte, hvori Himlen daler,
Staaer under Klippen med Prometheus’ Kvaler,
Og ſeer ſig lænket til den raa Granit.

Og mangen Genius har Lænken ſlidt;
Men førſt naar Sydens Vaar hans Hjemvee ſvaler,
Og førſt naar Verden om hans Storhed taler,
Faaer den Forviſte et Slags norſk Kredit.

Vi maae til Verdens Lys vor Straale ſkatte,
Skjønt her er taaget Luft og halvklar Tid,
Og alle Spirers Hjerteblade matte;

Men Savnet ſelv kan vi endnu ei fatte.
Vi prale kun, naar Glandſen rækker hid,
Med dette Tab, ſom Intet kan erſtatte.


Hvert Aandens Barn, der gi’er en Lyd, et Muk,
Er alt i Fødſlen her forknyt og knækker,
Og udbaſunet, ſværtet, eller gjækket,
Det ſvage Noer er ligefuldt kaduk.

Selv om dets Stigen virkelig er ſmuk,
Det maa dog ned igjen med Vingen ſtækket,
For i en Sump og mellem Padde-Kvækket,
At drage ubegradt ſit ſidſte Suk.

Men hvad der kryber langs den ſlagne Vei,
Og hvad der mere vælter ſig end falder,
See, dette veed at holde ſig i Live;

Thi her har Hoben juſt ſin gyldne Alder,
Og derfor la’er den ſig til Skat beſkrive
Ved Synet af ſit eget Kontrafei.


For Alvor ſnart, og ſnart igjen af Kede,
Man ſpørger dog hinanden af og til.
Hvorfor da Intet rigrig trives vil
I vore aandelige Urtebede,

Mens alſkens Frø, der groer lidt langer nede.
Hvor Luften ei er meget mere mild.
Kan bære Frugter, give Farveſpil,
Og drive i det Høie og det Vrede? —

Man undres over, at vor Stats Forfatning,
Der dog ſkal give os fornyet Liv,
Ei vækker Sandſen for ſublime Glæder;

Man har dog Følelſe for Folkets Hæder,
Man ſavner ſtundom dog lidt Tidsfordriv,
Og Politik er hele vor Erstatning!


Hvad Jorden ſkatter ſom ſin bedſte Pryd:
Den Trylleverden af dens Smiil og Taarer,
Der vækker Jubler, eller ſaligt ſaarer
I rene Kvad, i Harmoniers Lyd —

O, denne Strøm af Veemod og af Fryd,
Maa rulle førſt igjennem Folkets Aarer,
Før Bragis Viisdom ſine Præſter kaarer,
Før der i Nord kan danne ſig et Syd.

En Strøm, hvor Hjerternes de ſpredte Kilder
Forene ſig og mod hinanden banker.
Og hvori Himlen ſine Straaler tømmer —

Saa er et Folks Begeiſtring; den kun ſtiller
De høie Villeder for Skjaldens Tanker,
Kun den kan bære ham, den djærve Svømmer.


Og derfor kan ei Frihedsraabet vække
Det ſjunkne Liv, og give Aanden Vinger,
For det fra Folkets Hjerterødder klinger.
Og ſprænger Barmens vinterlige Dække.

Lad Individet ſine Arme ſtrække
Mod Drømmens Fee, der Strengelegen bringer —
Ak, Kulden ſtivner dog hans Barm og Finger,
Før han er færdig med sin Tonerække.

Thi kun i Dagen mellem Blomsters Duft,
Hvor Engen lytter, hilſer ham velkommen.
Er Skjaldens Hjem, der bygger han ſin Hytte;

Men hvor man ynder Piben kun og Trommen,
Hvor Egnen trykkes af boeotiſk Luft,
Der maa en Sanger tie, eller flytte.


Men ei blot Sangeren har dette Kaar;
Han er den Førſte kun, der høit forkynder.
At Aarets rige Herlighed begynder.
At det for Alvor nu er blevet Vaar.

Hver Aand, der modigt ſig en Bane ſlaaer.
Og med ſin Higen imod Maalet ſkynder,
Høit over Alfarveiens Køer og Mynder,
Paa Folkets Arme havet, did kun naaer.

Jeg ligner Folket ved et kraftige Træ,
Der ſtræber, lever for ſin Blomſterſkat,
I Sydens Glød ſom nærmere ved Polen;

Det ſamler Lys ved Dag og Dug ved Nat,
Det giver Blomſterknuppen Ly og Læ,
Og hæver Blomſten freidigt imod Solen.


Bort da med denne jammerlige Liſt,
At dække, under pralende Vravader
I tomme Skrifter eller tomme Gader,
Den norſke Lunkenhed og Statens Briſt;

Thi Skuffelſen har kun en ſtakket Friſt,
Men lange Tider vammes ved, og hader
Den grove Kvalm, de affekteerte Lader,
Der daared Folket, øded Kraftens Gniſt.

Men vil man ſtræbe, vil man fremad ſkride.
Da maa man hærde ſig mod Døgnets Røſt,
Og gribe Vaaben, ſtille ſig ved Rangler;

Og fremfor alt maa man ſit Standpunkt vide,
Og ſkue kjæk dets Farer og dets Mangler,
Og dernæſt kvæge ſig ved Haabets Trøſt.


O, mangt et Gny, og mange vrede Klager,
Der bryde frem i ſtormende Bombaſt,
Naar Landet rammes af et Øiekaſt,
Et liſtigt Smiil fra Politikens Drager,

Er tomme Ord og løierlige Sager,
For Folket føler ſig i Sadlen faſt.
Og ſkyder ſikkert, hugger djærvt og hvaſt.
Og vinder Kornet af ſin egen Ager.

Thi om man Loven ſelv ved Altret vier.
Det kan ei værne den mod Briſt og Farer,
Mod Lumſkheds Rænker, eller Vældens Skaft;

Den ſtærkeſte af alle Garantier,
Der evig friſt og ſikker ſig bevarer,
Maa Norge vinde i ſin egen Kraft.


Og dette Ord vil føles varmt og klart.
Naar det ſom Mundsveir førſt er gaaet over,
Naar ingen Pøbelhævding længer vover,
I Landets Navn, at plante ſin Standart.

Da vil det ſandes, blive aabenbart.
At Statens Frihed ingen Frelſe lover.
For den har vakt den Folkehob, der ſover
Mat i dens Skjød, og troer ſig vel bevar’t;

En Leder maa den vorde gjennem Ætten,
Lig Tryllegrenen, der faaer Liv i Haanden,
Og peger ſikkert mod det dybe Væld,

At gylden Sæd kan vore rigt paa Sletten,
At Norges Søn kan fryde ſig i Aanden,
Og træde ud af Skyggen fra hans Fjeld —


Her er et Glimt af Morgenrødens Flamme,
Her lad mig atter hæve Taagens Flor,
Og ſkimte Dagen i vort dunkle Nord,
Og glemme Billedet i Nuets Ramme.

O, der er Haab ved denne prude Stamme,
Der eier Sønner end af Tyr og Thor,
Hvor Kraftens Spire i det Indre groer,
Skjønt alle Lemmer endnu ſynes lamme.

See, det er Natten, ſom med Dagen kæmper,
Der bringer Slægten denne halve Blunden,
Hvor Øiet aabnes, lukker sig igjen,

Og Vindens Suſen gaaer i Granelunden,
Og Taageſløret Morgenrøden dæmper —
Da er det let at ſove Morgnen hen.


Men Dagen ſtiger, Søvnen er forbi,
Den ſnævre Verden lukker ſig og ſvinder;
Den Vaagne hæver ſig mod Fjeldets Tinder,
Og kaſter Øiet fra den ſteile Sti.

Da dvæler han med ſtille Sympathi
Ved Sølverfloden, der i Dalen rinder;
Men ſnart hans Blik vil ile uden Hinder
Mod Horizontens hele Trylleri.

Det ſtore Billed af den rige Dag
Forjager Drømmens Blendverk af hans Hjerne,
Mens Ætherſtrømmen bølger i hans Bryſt;

Thi der hvor Blikket rækker Sjølunds Kyſt,
Og Kjølens ſidſte Bakker i det Fjerne,
Førſt der det ſkuer over Hjemmets Tag.


O, ſom en Yngling blusſende og kjæk
Skal Ætten voxe bag de høie Fjelde,
Naar mangen Jette ſynker hen af Ælde,
Der nu ſtaaer rank og truende og fræk.

Paa røde Val og paa Fregattens Dæk
Dens Arm ſkal minde om Normannens Vælde,
Og lade Sagabogen atter melde
Det gamle Heltenavn for Seir og Skræk. —

Hvad nu er Ord, ſkal engang vorde Daad,
Hvad nu er tauſt, ſkal finde ſtærke Munde
I Thingets Sale og i Templets Buer.

Hvad nu er Larm, ſkal blive viſe Raad,
Og visne Ho’der byttes om med ſunde; —
Hvad nu er Glimt, ſkal engang vorde Luer!


”Thi Glandſen, der i Ane-Hallen brænder,
Kan ei fortabes, er en hellig Arv,
Der falder renterig til Folkets Tarv,
Naar det kan hæve den med voxne Hænder;”

”Og medens Hallen ſine Funker ſender
Til Aandens Virken og til Plov og Harv,
Gror atter Helteoldets faſte Marv
I klare Hjerner og i ſtærke Lænder.”

Og derfor flyver med ſit Varſelsord
Den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
Og Folket undres ved den sære Klang:

””Din Hjemſtavn, Bonde, er en hellig Jord;
Hvad Norge var, det maa han engang vorde
Paa Land, paa Bølge og i Folkerang.””.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.