Norges Dæmring (Welhaven)
|
Night wanes, — the vapours round the mountains curl’d, |
Mens Norge slumrer i sit Sølverpantser,
Og selv hans Aandedræt i Luften fryser,
Og hele Folket gaaer i laadne Ryser,
Og Vand og Blod forkjøler sig og standser;
Mens Glæden kun med Granbar sig bekrandser,
Og Talglys er det hele fast, som lyser,
Og Brystet selv i Ulvepeltsen gyser,
Og man er lam paa tre à fire Sandser;
I denne Nød man griber Stimulantser,
At Livet ei skal slukne i det Indre:
Man drikker Punsch, forlover sig og dandser;
Jeg har i Sneen lavet nogle Skandser,
En hadrianisk Vagtmuur i det Mindre;
Her leger jeg med literaire Landser.
Med Issen blottet under Polens Nætter,
Med Barmen hævet under Bølgens Slag,
Med trefold Skumring mod den korte Dag,
Staaer Norges Klippe mellem vrede Jetter.
Og hvor den tause Vandrer Foden sætter
Han skuer Kraften, hører Kampens Brag;
Hist slaaer Lavinen Skovens Værn i Kvag,
Her raser Elven mod de stille Sletter.
Og seer du Norge fra det vilde Hav
Hvor Stormens Vælde sig mod Fjeldet kaster,
Da tykkes Landet dig et Kæmpevrag;
See, Skroget sortner fra sin Bølgegrav,
See, Alpens Toppe staae som brudte Master
Hvor Skyen svæver som et Sørgeflag.
Vend da dit Øie mod de blide Flammer,
Der blusse evigt frem af Landets Skjød
Med Tusindfryd for Vinternattens Nød,
Med Skjønheds Rosenblad for Kampens Skrammer.
Her hvælver Lunden dig et duftfuldt Kammer
Hvor Klippen dirrer under Fossens Stød;
Her hænger Frugten svulmende og rød
Hvor Bræens Jotun med sit Iisskjold brammer.
Og denne Blussen, denne milde Kraft,
Der knytter Sydens Vaar til Vintrens Zone,
Er Norrigs Adelskab og rette Glands;
den ædle Styrke kæmper for en Krands,
Og Seiren lønner ham ved Skjønheds Throne
Hvor Blomster slynge sig om Landsens Skaft.
Men skal blot Jorden sprænge Isens Skranker,
Skal Moderbrystet ene slaae med Varme,
Mens Kulden leirer sig om Folkets Barme,
og overskyer Sønneflokkens Tanker?
Skal Aanden ei slaae ud med Vaarens Ranker
Og dele Seiren over Mørkets Harme?
Har da Naturens gaverige Arme
Kun Fisk og Jern og Slagtekvæg og Planker?
Og skal den norske Stammes Værd og Hæder
Kun søges hist og her langs Fjeldets Sider,
Hvor Kraft og Uskyld bygger mellem Faarene?
Ak, det er dog en Skat fra bedre Tider,
En Rest af Sagaoldets prude Sæder,
En ædel Rust, der holder sig med Aarene.
Hvor Yndets Farveskjær for Øiet lue.
Og Kraftens Skygning blander sig deri,
Og begges Liv i frydfuld Harmoni
Gaaer op i Klang og Duft mod Himlens Bue,
Hvor alle Magter, der med Rædsler true,
Maae tabe sig i Vaarens Sympathi;
Hvor findes her det sære Kogleri,
Der binder Aanden til den lave Tue?
Er Mandens Hjerte ei det Tryllebæger.
Hvor Jord og Himmel med fornyet Pragt
Skal blande sig i rene Phantasier?
Hvor groer det Held der styrker eller kvæger,
Naar Kampen ei kan luttre sig til Takt,
Og Hvilen ei til stille Melodier? —
Hvo føler ei, at hvad der her beklages,
Hvad der gjør Tankelivet armt og smaat,
Er, at vi nyde Phænomenet raat,
At Stoffet sluges hvor det kun vil smages? —
Vi spise Udsæd, der fra Agren tages,
Og bruges op til Dagens Nødtørst blot,
Vi ligne Ødsleren, der lever flot
For siden dobbelt af sin Sult at plages.
Men Aanden lever kun i fortsat Skaben,
Og Stoffet er det ubekvemme Givne
Hvor Funken skjuler sig for Hobens Øie;
Vi see i Stoffet endnu kun det Drøie,
Og derfor maa vort Norges Kræfter stivne
I Aandsdefekter som i verdslig Taben.
See, Fjeldet vinker med de høie Tinder,
Men Ingen did paa Gangergriffen rider
At skue vidt om Land, hvad Tiden lider,
Og løfte Nuet mellem Kraftens Minder.
Ak, intet Vingeslag, naar Solen rinder,
Kun Taagens Flaggren, der langs Aasen glider;
Og Klager over byrdefulde Tider,
Men ingen Aftensang, naar Dagen svinder!
Og blege Luer selv i Viisdoms Haller,
Hvor Musen træller for det kjære Foder
Og driver Ploven i den golde Fure!
See, trindt om Helligdommens snævre Mure
Fremvælde Glemsels sørgelige Floder,
Og Laurens ædle Frø i Dybet falder.
Paa Landet sveder man af alle Porer
Og søger Udvei til de høie Skatter,
Til Pynt for Konen og en bylært Datter
Naar Manden er af Bygdens Matadorer.
I Staden Pøbel og Noblesse sig morer
Naar Pennekniv og Døgnchronikkers Latter
Har flikket sammen et Par ny Rabatter
Til gammel Vanes slidte Rokkelorer.
Naar stundom man en større Tummel sporer,
Har Himlen sendt os stærke Meteorer,
Som Cholera, en afbrændt By, med Mere;
Men efter Skrækken sig fra Barmen lister
Det stille Længselssuk, naar Synet brister:
”Hvor her er flaut! — O, gid der snart kom flere!”
I Hovedstaden kæmper Smaastads-Nykker
Med Residentsens Sæder og Manerer,
Men ak, Terrainet Parterne generer;
De falde begge to i mange Stykker;
Og trods den megen Nutidskløgt man trykker,
Trods al den Frihed, her man proklamerer,
Er dog den Aand, der egentlig regjerer,
En Pudersky fra Fædrenes Perykker.
Og paa vort unge Nationaltheater
Vi høre Musen sukke under Kramper:
”Skal Kunsten være eller ikke være?” —
Orkestret sover og Parterret tramper;
Paa Scenen staaer en Haupt- und Staats-Affaire
Med norske ”Greier”, danske Tinsoldater.
En halvdød Hval, der gisper mat paa Land,
Og lytter hjælpeløs til Bølgebraget,
Et Kaperskib, der slaget er og taget,
Er Billedet af stakkels Christiansand.
Dog flyver endnu til den mørke Strand
En kvæstet Seilerflok, af Stormen jaget,
Og Byen lever christeligt af Vraget,
Og takker Himlen og det salte Vand.
Men Stiftets Engel flyer fra dette Fængsel
Og Arndal vinker ham med Laurbærblade:
Med al sin færske Glands i Sort paa Hvidt;
Her har dog Tanken et Slags Takt, en Længsel,
Og i et jevnt poetisk Mareridt
Dog Drømmen om Pegasers Gallopade.
Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
Hvor Bergen skinner søndagsklædt og net,
Hvor Mængden myldrer paa den grønne Plet,
Mens alle Tanker flyve ud paa Rheden.
Her spørges ei om Kulden eller Heden,
Og ei om Aandsbedrift og Folkets Ret;
Her Bryst og Hoved er et Regnebræt,
Her gjælder Fisk foroven og forneden.
See, Stedet har en grund-forstandig Mine,
Hvis Liv er evig bundet til Trafikken;
Men den er selvgod, hanseatisk stiv.
For alskens Muser er det dog en Pine
At leve her anstændigt efter Skikken
Og, i Musæet selv, et Pakbodliv.
I Throndhjem trumfer man de andre Stæder
Med Kjerne-Norskheds pralende Besyver:
En Dukke-Olaf, der sin Vælde lyver
Bag Olafsskrinets ødelagte Bræder.
Du bolde Thrønder med de norske Sæder,
Hvor har du Vingerne, hvormed du flyver,
Hvor er den Skat, hvor findes blot den Styver,
Hvormed du grunde vil din Thrønder-Hæder?
Er det dit lærde Selskab til Exempel,
Den gamle Ko, der endnu ei har malker,
Der nu staar blind og lam blandt Støv og Skimmel?
Mon det er hint vandaliserte Tempel,
Som Helte hvælved til en Marmorhimmel,
Som Svensken plyndred og som du har — kalket?
Naar Lyset graaner i de større Byer,
Naar Aanden her er bunden til det Lave,
Og hver af dem er egentlig en — Mave,
Da kan man spare LadepladsRevuer.
Og hvis nu Himlen sendte Mannaskyer,
Da vilde Folket Honningkager lave,
Og Staten fik af denne ny Gudsgave
Maaskee lidt flere Toldbodrevenuer.
Men hermed dyrkes ei de golde Egne;
Det bliver dog ei nogen frodig Have,
Saalænge Dug og Regn blot Jorden fugter;
Hegn Marken ind med smukke Gjerdestave,
Og dan dig store Anlæg allevegne —
Et livfuldt Helt gi’er Blomster kun og Frugter.
Vort Hegn er reist; en Engel var tilstede
Og vogted det, da Landets Nød var bitter,
Og Lykken smilte til det skjønne Gitter,
Og drev Dæmonen fra sit Klippesæde.
Men indenfor er ingen rigtig Glæde,
Det Heles Liv sig i Detaillen splitter,
Og ingen Svada, intet broget Flitter
Kan knytte Bruddet med en varig Kjæde.
Men hvad der vindes ei ved Lykkens Terning,
Det Livets Liv, den produktive Evne,
Der fordrer Kraften af de spredte Dele,
Det Aandens Taktslag i den mindste Gjerning,
Der gaaer som Nerve i det store Hele,
Kan ene fylde Samfundslivets Revne.
Hvad Norges Manddom tabte under Dvalen,
Da Landets Hjerte slog paa fremmed Bund,
Og Løven tæmmedes til Pudelhund,
Og fik sin Grød, og loggrede med Halen;
Hvad Blomst og Frugt der visnede i Dalen,
Hvad Rod der raadnede paa Klippegrund,
Erstattes ei af nogen plantet Lund,
Og allermindst af Døgntrompeters Pralen.
Men Dæmringen i Helteættens Sind
Hvor hvert et Billed halvt i Drømme raver.
Den hele Lamhed i vor Daad og Tale,
Og Kraftens Ledighed blandt Jordens Gaver,
Og Renomistens latterlige Vind,
Er mørke Spor af Nationens Dvale.
Hvo mindes ei det var en skyfuld Vaar
Da Slægten vaktes af sin dybe Blunden,
Og Friheds Demant blev saa godt som funden.
Og Tvangen knustes som et Potteskaar?
Og skjøndt nu Folket stod med krandset Haar,
Var dog dets Tankegang konfus i Grunden,
Og Styrken end af Nattekulde bunden.
Og Landet egentlig en Ødegaard.
Men Staters Aarskreds har et langsomt Løb,
Og Norges Vaar er end ei lagt tilbage,
Og mangen Spire gjemmer Jordens Skjød,
Og Blomsten hviler end i Knoppens Svøb,
Og føler Trykket af de kolde Dage
Da Solens første Glimt i Skyen brød.
Og naar nu Vaaren tykkes dig for gold,
Og alt er Lunkenhed hvorhen du skuer,
Og Himlen selv med Vinterskyer truer
Hvor Lysets Frøkorn lover mange Fold;
Da peger Klippens Fee mod Hedenold,
Og du seer gyldne Harper, hvasse Buer,
Og kloge Hoveder og Hjerteluer
I Bjørnebringer under Kobberskjold.
Men Norge freder end sin Kjæmpes Been,
Og bærer Skjoldets drabelige Mærke,
Der engang vogtedes af Heltesværd,
Og over Høien staaer den gamle Steen,
Hvor Sagnet svæver som en kvadfuld Lærke
Med Morgenlysning paa de dunkle Fjær.
Thi Glandsen, der i Ahne-Hallen brænder.
Kan ei fortabes, er en hellig Arv,
Der falder renterig til Folkets Tarv
Naar det kan hæve den med voxne Hænder;
Og medens Hallen sine Funker sender
Til Aandens Virken og til Plov og Harv,
Groer atter Helteoldets faste Marv
I klare Hjerner og i stærke Lænder;
Og derfor flyver med sit Varselsord
Den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
Og Folket undres ved den sære Klang:
”Din Hjemstavn Bonde! er en hellig Jord;
Hvad Norge var, det maa han engang vorde
Paa Land, paa Bølge og i Folkerang!”
Dog, det er Tid at skifte Melodi —
Mit Blik saae Fremtids gyldne Frugter gløde,
Og glemte lykkelige sit Stevnemøde
Med Nutids Pral og Styverfængeri.
Her skuer jeg en overgroet Sti
Hvor Tidslen hæver sig til Asenføde,
Hvor laadne Fauner i Basuner støde.
Hvor dunkle Masker liste sig forbi.
Her høres mangen Gang en velmeent Lire,
Men Sværmens Skvalder i dens Tone klinger,
Og dens Begeistring er et fromt Bedrag.
Et traurigt Stevne for en Landsesvinger!
Her kryber Fjenden allerhelst paa Fire,
Og har kun Nerver for et Kølleslag.
Men denne vilde, tankeløse Hær
Har dog en listig Talisman, der maner
Fra Riddersindets ærefulde Baner
til Prakkerlivet mangt et brugbart Sværd.
Det er ei Kaste- eller Ildgevæhr,
Det er ei hvasse, blanke Partisaner —
Men ak, et Pjalterov fra Lysets Faner,
Hvormed den smykker sine rustne Spær!
Naar blot en Ivrer seer de trende Farver:
Det Hvide, Røde og det ”høie Blaa,”
Da har han strax en overjordisk Gysning:
”I disse Farver boer al Verdens Lysning,
Og her er Vingepragt til alle Larver,
For disse Farver maa hver Normand slaae!”
Symbolets Legem kan en Halvblind fatte,
Og følge Strømmen i en banet Retning,
Og holde fast ved den konkrete Sætning:
At vælge Huer og forkaste Hatte;
Men kan du hæve de forborgne Skatte,
Og tyde Aanden i Kontourens Fletning,
Og binde Sphinxen med en aandfuld Gjetning,
Og aldrig staae og svimle i det Bratte? —
Og uden denne Kunst, hvad er din Kjækhed,
Hvad er din Frihed? Kun et Echos Klang;
Og al din Svada? Fibelbrætsententser;
Og ingen Fiende dine Vaaben endser.
Og vil Du endda bruge Sværd og Stang,
Da har dit Mod forvandlet sig til Frækhed.
Et Hurraraab, en Snaps, om aldrig Andet,
Kan i en Fart faae Blodet til at stige,
Og bringe Tanken til det lysblaa Rige,
Hvorfra man seer med Ørneblik paa Landet;
Men Skyen kommer dunkelgraa og vandet,
Slaaer om den Lille sine vaade Flige;
Og jevnet ud i dette Himmel-Dige,
Gaaer Geisten ned med Rusk og Regn i Sandet.
Saalidet gjælder blot og bar Extase,
Saalidet kan den værge for sin Plads,
Og aldrig fatter den sin egen Stræben;
Men hvor den bruger Pennen eller Læben,
Der jubler Mængden ved den gale Sats;
Thi den har selv et Anlæg til at rase.
See, naar Begeistring sig i Barmen rører.
Er den en Kime først, hvis Væxt er seen;
Hvor maa den kæmpe mellem Sump og Steen
Mod mangen Taage, som dens Himmel slører!
Naar nu dens Kampen den til Klarhed fører.
Og den kan træde, uden Frygt og Meen,
For Dagen frem, i Form og Tone reen.
Da er den tabt for Mængdens Blik og Ører.
Her har ei Sandsen nogen Lyst og Hvile,
Naar den ei fatte kan det Heles Liv;
Her findes ingen obligate Kunster.
Skal en Philister græde eller smile.
Da maa han vækkes ved et Rap, en Kiv;
Forresten seer han Skygger kun og Dunster.
Skal Følelsen, mens den i Barmen gjærer.
Mens den endnu maa kæmpe for sin Flugt,
Forcere sig til Ydelse af Frugt,
Da fødes store eller smaa Chimærer.
Lad Frugten være Druer eller Pærer,
Det bliver dog et mangelfuldt Produkt;
Thi overdreven, unaturlig Tugt
Gi’er kun Forsteening eller hule Blærer.
Den indre Nød forkynder sig i Verket,
Det lettest grebne trenges frem og brammer.
Og her er Mængden paa sin rette Grund.
Hvor mangen Stymper troer ei, han har mærker,
At Aphrodites Ideal man rammer
Med store Øine og en kneben Mund?
Her raaber vel en Deel forrykte Ho’der:
”Skal ei det Høieste sig tvangfrit tee.
Og er ei Eftertankens dybe Snee
Og Hjertets Flammer rene Antipoder?”
Ak, hvad er høit, og hvad er falske Noder?
Hvor tit var ei det Gjøglespil at see:
Begeistring for en latterlig Idee,
Der smugles ind ved Feilgreb eller Moder?
Hvo nævner vel det Høieste i Livet,
Der ei maa tænke paa en vunden Kamp,
Et Gjennembrud af Taagernes Forsænkning?
Først her blev F.rihed Aandevingen givet.
Her fødes Flammer uden Kvalm og Damp,
Mens Hjertet banker gjennem Aandens Tænkning.
Nævn mig et helligt Maal for Mandens Higen,
Der ei blev skjændet eller endevendt
I Sværmeriets tankeløse Prent,
I Selvbedraget ved ikarisf Stigen!
Men her skal alle stryge løs paa Gigen,
Og her vil alle holde Vingen spendt.
Og mene, at det lysende Moment
Kan dække deres Vakten eller Vigen.
Naar Himlen letter Mulmet med sin Flamme,
Slaaer den en Seer med forstærket Ild;
Han fatter den med Klarhed eller tier.
Men Spurveflokken vaagner i det samme.
Og nu har dog Mephisto vundet Spil;
Nu er han vis paa grelle Parodier.
Trindt i Europa gjærer det og syder.
Det løste Ildstof tænder nye Fakler,
Den store Mængde næres ved Mirakler,
Den øser frit af Bøger og af Gryder.
”Oplysning, Frihed, Fødeland!” saa lyder
Det høie Raab fra Hædersmænd og Stakler;
Blandt Gnister staae de gamle Tabernakler;
Det er forbi med rituelle Dyder.
Men hist, hvor Folkeraabet vældigst klinger,
Gaaer Aandens Lynglimt i de dybe Drøn;
Det er et Veir med Mening og med Handling;
Der reises endnu Muur ved Muur, der tvinger
Den unge Phønix til en Flugt i Løn,
Hvor den vil vise Verden sin Forvandling.
I Norge har vi Lykken paa det Rene.
Her er et Liv som i det vide Rum,
Og intet klækkeligt at kives om.
Og ingen Handling paa den hele Scene.
Lad Aanden vaagne først blandt Klippens Stene,
Hvor Egnen ligger glædeløs og tom;
Den kan ei stænges her af nogen Bom,
Her slettes intet Buur af Skovens Grene.
Den ydre Tvang er splittet ad ved Loven,
Og Redet hænger luftigt i det Høie;
I gode Fugle, Vingerne proberer!
Der er et Skrig, en Pladskenom i Skoven;
Men Vingen voxer indenfra med Møie,
Mens Næbbet stikker frem og skvadronerer.
Hvo venter her at finde Øiet vakt
For Livsprincipet, for den indre Kilde,
Hvor Aandens Frihed vælder klar og stille.
Skjult for hver Voldsmands SPeiderblik og Magt!
Men praktisk Frihed er med hiin i Pagt,
Og uden hiin i sit Begreb en Grille,
En Dukke, som vi daglig see at spille
Snart i Tom Paynes, snart i Marats Dragt.
Hvor nemt at skjule under dette Raab,
Hvad Læben ellers stammer ved at sige:
En Gunst af Nuet, et elendigt Haab!
Hvor nemt at flette Krandse i sit Haar
I borgerlige, fredelige Krige,
Hvor der er Hurra nok, men ingen Saar!
Søg da ei Frihed i den ydre Norm,
Hvor indre Lænker holde dig i Klemme
Og bringe dig blandt andet til at glemme.
At der maa Liv i denne døde Form,
Et Liv, der holder sig mod Bjørn og Orm,
Der ei blot juble kan med Stormens Stemme,
Men og forstaaer med Rolighed at tæmme
Det skarpe Anfald af en rigtig Storm.
Og søg ei Frihed hos en taaget Skare,
Hvis Kraft er idel lamme Attentater,
Og hvis Begeistring en forssldt Fanfare;
Hvor Lykken er med Tummelen forbi.
Hvor Dorskhed griber alle Kammerater
Paa Vunden af et øllet Sværmeri.
Men denne Jubel, dette raske Blod —
Hvor hente de sit Støttepunkt, sin Næring?
Fra Skummet af Pariserfolkets Gjæring,
Fra Dithyramber til Polakkens Mod?
I lette Spirer af en kraftig Rod,
I gav os dog en kummerlig Belæring;
Vi har en Folkefest, der døer af Tæring,
Parter-Triumpher i en Fjælebod!
At gaae for Friheden i Kampens Larm —
Hvor skjønt! Men her kan Kampen dig besjele
Og lægge Flammer til din egen Ild;
Men der vil andre Sjelekræfter til
I Fredens Roe ved Alteret at dvæle
Med klarnet Blik og Luer i sin Barm.
Betragt det første bedste Manifest
Af vore gjæve Friheds-Rigorister,
Hvor man vil kontrollere en Minister,
Hvad heller hvor en Foged faaer sin Rest.
Her skildres Despotismen som en Pest,
Mod Don Migueler er man yderst bister.
Og sender ud til Lysets Antichrister
Et Alvorsord, en tordnende Protest,
En kraftig Røst hos Tyrken eller Paven,
En losset Klingklang mellem Thules Folk,
Hvor Barnet remser dig en stig Tirade.
Men Hoben skynder sig med Egeblade
Til Friheds Talsmand, til Nationens Tolk,
Og sletter Lovet omkring Narrestaven.
Ak, denne vamle, slappe Rhetorik
Er Qvintessentsen i de bittre Drammer,
Der slukke skal vor aandelige Jammer:
Vort djærve Sprog, vor Kløgt i Politik.
Den gav os efter andre Landes Skik
Et Par massive, rummelige Rammer,
Hvo i man skiller ad de tvende Stammer
Servile Folk og dem, der holde Stik.
I Mænd, der sidde i den høire Ramme,
Og tænke frit, og sværge, naar I vil,
At Tyranni og Void skal styrte sammen.
Til Venstre hører I et Ja og Amen;
Men man er kjed af Eders Abespil,
Og tænk! man troer engang at see Jer tamme.
Her bragre Friheden, hvad mindst man venter:
Censur, men paa en let haandteerlig Maade;
Thi Løst og Fast, det Tørre med det Vaade
Vurderes med de samme Instrumenter.
Og om du høvler, hamrer, eller prenter.
Og om du løser Alchymiens Gaade,
Dit Verk er spildt og domfældt uden Naade,
Hvis Du ei først et Hurrcu-Ry dig henter.
Og har du en af Skriger-Chorer saaret.
Da har du Krig med hele Kompagniet.
Tør du vel møde dette Slags Dravat?
Enthusiasmen trækker dig ved Haaret:
”En Royalist, en Ven af Despotiet!
Op frie Normænd, frelser Eders Stat!”
I plumpe Raab fra Tølperen og Taaben
Skal Fædrelandets Stemme aabenbares!
Og Fædres Kraft skal hævdes og bevares
I trivielle Raaheder as Hoben!
Du leer maaskee ad hele Flokkens Raaben,
Og mener, her kan Kræfterne bespares —
Det er forsilde, Marken maa forsvares,
Og Rusten gnides af de gode Vaaben.
Det er for seent at negte eller dølge,
Hvad fornem Taushed bragte for et Gode,
Hvad Seir den travle Skrigerhob har vunden.
Vi see den bedre Mand med Strømmen følge.
Skjønt denne Norskhed gjør ham flau tilmode;
Thi Skriget dominerer os i Grunden.
Hvad er din Mening paa de mange Tunger,
O Fædreland, du skjønneste blandt Navne?
En Haandfuld Stormvind i de trygge Havne,
En Lettelse for Svirebrødres Lunger,
Et Litani, som Egoisten sjunger,
Naar han sit eget Kontrafei vil favne.
Det hæse Uveirsklynk fra Fjeldets Navne,
Et evigt Hungerskrig fra Ravneunger;
En Harpelyd, hvor Brystet eier Strenge,
Der løser Skjebnens grelle Dissonantser,
Og haver Manden over egen Smerte;
Hans Blik som Lynglimt gjennem Mulmet trænge,
Hans Værge tryller sig til tusind Landser,
Et Sekels Livsstrøm banker i hans Hjerte.
Er det da nok, at norske Tunger prale
I aandløs Hovmod med en Lyd, er Navn?
Gjør du en Løvedaad, en Skjoldvagts Gavn
Fordi du dasker med en Løvehale? —
Kan Klippens Fee ei til dit Hjerte dale,
Har du ei hvilet i den Høies Favn,
Og delet hendes Sorrig, hendes Savn,
Da er din Jubel kun en fjantet Tale.
At gaae Ideens Nøgenhed paa Klingen,
Og pynte den med Stads, som du maa borge,
Og lade Carlsvogn eller Nordlys tindre,
Ak, dette rører og begeistrer Ingen.
Vil du med Varme skildre gamle Norge,
Maa først et Billed leve i dit Indre.
Hvad Skvalder høres ei fra Klippemuren
Om Norrigs Odelsmænd og Friheds Lykke;
Man troer det gjælder her at kunne trykke
Jo mere Vind desbedre gjennem Luren.
Skal Norges Storhed prises i Naturen,
Da males Klippen ud med broget Smykke,
Der trumfes frem et Nürnberger-Stykke
Med Farveklatter udenfor Figuren.
Skal denne Tomhed dig med Kraft besjele.
Kan disse Luurstød, disse raa Gestalter
Dit Hjerte gribe, trylle dine Sandser? —
Ak, Hoben henrykt om sin Guldkalv dandser.
De fordre kun en Dukke og et Alter,
Og Formler, naar de jubler eller knæle!
Og uden Kraft og uden mandig Tanke
Henstirrer Mængden paa de stærke Fjelde,
Og kroer sig af en ubegrændset Vælde,
Hvergang den sidder der og rider Ranke,
Og seer ei Skyggerne, der tause vanke,
Hvor Dværgeflokken støier med sin Bjelde;
De gjæve Helte kunde Jetter fælde.
For dem var Klippen en Tournerings-Skranke
Vi prale med de rustede Trophæer,
Vi prale med vor Jord og med vor Himmel,
Vi pukke paa en Kraft, hvoraf vi kues;
Og, fra vor vinterlige Klippestrimmel,
Den halve Verden tappert vi bebærer.
Og gjøre Vind, hvor dog vi burde blues.
Hvo føler ei med Hjertekraft i Barmen,
Ved denne grove nationale Bram,
En Mindelse af Veemod og af Skam,
En Vammelhed, der griber ham i Larmen?
Et Surrogat er Jubelen og Varmen,
Et Vildhedssurrogat, hvor man er tam.
En Søndagsruus, hvor man er hverdagslam
Med Vand i Hovedet og Træ i Armen.
Thi jubles skal der, Folkets Røst skal høres.
Den frie Normand maa sin Tid forstaae.
Og ruste sig til kommende Attakker.
Men da man nu har Møie med at røres,
Saa ta’er man dygtig ind at svede paa
”For Kæmpers Fødeland,” for ”Snee og Bakker.”
Det er en gammel Skik, at Nordmænd hædres,
Om ei for egen Kraft, for deres Lands,
At de et Rygte har til Lands og Vands,
Om ei for egen Daad, for deres Fædres.
Men denne Glands er dog kun laante Fjædres;
Nu gjelder det at vinde selv en Krands,
At stille roligt for den indre Sands,
Hvad der maa vækkes, skabes og forbedres.
Thi hvilket Land har ei en fordums Ære,
Et Glimrepunkt i Folkehavets Strøm,
Hvor det har blomstret, hersket eller truet?
O, det er Minder, straalende og kjære;
Men intet Billed i den store Drøm
Erstatter os Fortabelsen i Nuet.
Her kommer en af Norskhedens Forfægtere
Og raaber: ”holdt; hvo taler om Fortabelse!
Just nu arbeide vi paa Norges Skabelse
Jeg og de andre Folkesagens Vægtere;”
“Men derfor er’ vi stadige Fornegtere
Af alt, hvad der seer ud som Efterabelse,
Af Hiins og Dennes skjændige Forgabelse
I fremmed Kløgt, og hvad der ei er ægtere.”
”Den sande Kraft boer kun i Norges Klipper,
Selvstændighed skal være al vor Tragten.
En Bom for tydske, danske Discipliner!”
”Kun norske Meninger og norske Miner,
Og Stoffet norsk i Sjelen og i Dragren,
Og norske Nympher i de norske Kipper!”
Hvad der er billige her, er ler at gjætte.
Vi la’er det hvile uden al Protest;
Med hver en Sats i dette Manifest
Har neppe Nogen Lyst at gaae i Rette.
Men hvad der her Anledning gi’er til Trætte —
Skjønt Gud skal vide, Taushed har det bedst —
Er blot Tendentsen i den norske Blæst,
Den Aandens Qvarantaine, man vil sætte.
Jeg hører sige: ”Sagen er indlysende;
Det hele er et latterlige Project,
Her maa Kritiken skamme sig og vige.”
Kritiken, Kjære, har et vidtstrakt Rige,
Ei altid bruger den sin Demant-Vægt;
Her er den blot advarende og kysende.
Daarskab er tidt en let Ephemeride;
Den flagrer, morer sig en Dag, og døer —
Men under Mørkets hemmelige Slør
Har den sin Yngel stille lagt til Side.
Familien vaagner, flagrer om saa vide.
Og skyder ned paa mangt et luftigt Rør.
Nu mærker man, man har se’t Dyret før;
Til Slutning maa man Snyltegjæsten lide.
Derfor bør Dyret ryddes ud i Tide,
Om det er flygtigt, lidet eller stort.
Om det er nok saa nydeligt at see til.
Det nytter lidt at gruble og at skride,
Naar Fluesværmen farver Himlen sort;
Da er det Tid at lægge Ak og Vee til.
Hvor først Besindighedens Ro sig fjerner,
Der er man døde Fixideers Rov,
Man seer ei Træerne for lutter Skov,
Man knuser Nødderne med Skal og Kjærner.
En Patriot fortæller, at han værner
Om Landets Kraft, hvor Fyren blot er grov.
Og vrager Aandens Nektar med en Lov
Af Tankefinkel fra Kartoffelhjerner.
Hvad gi’er ham Mod til dette Slags Haandtering,
Til denne Rutten med elendigt Foder:
Hvad skaffer Ører til hans tomme Ord?
Først Fluesmækkers Mangel i vort Nord,
Saa Fluernes og Skruernes Formering
I donranudisk-bremenfeldske Ho’der.
”Selvstændigt,” raaber man, ”skal Norge være,
Til dette Maal vor Qvarantaine sigter,
Og hvad du tænker, taler eller digter,
Skal spire frem af denne Norskheds-Lære!”
Ved I da ei, I Støtter for vor Ære,
At kun igjennem stadige Konflikter
Kan Kraften skjærpes, til den aldrig svigter
I Døgnets Larm, som i den høie Sphære?
At ei Selvstændighedens Ros kan vindes,
Fordi man sidder bjerget bag en Muur,
Hvor intet Sværd og ingen Kugle rammer,
Saalidt som Skovens Fugl, hvis Vinge bindes
Til Sikkerheden i et snevert Buur,
Kan rose sig som Herre i sit Kammer?
I støtte Norge høit blandt Jordens Riger —
Men ak, hvad er dets Hirder og dets Magt,
Naar de maa sikkres ved en Amme-Vagt
Som svage Børn og uerfarne Piger.
Og den Selvstændighed, hvortil man higer,
Hvor grundes den, naar, grændseløs forsagt,
Man finder Landets Inderste for svagt
Til Stof, hvormed Kulturen os beriger.
Man frygter, at de udenlandske Aander
Skal mærke os med udenlandske Stempler,
Og slette ud vor norske Charakteer.
Men heri er — hvad Gud og hver Mand seer —
En Angst, som naar i Drømme man sig vaander —
Jeg vil belyse Sagen med Exempler.
Her er en Have med diverse Planter,
Og mellem dem sig Biekuben hæver;
Men Haven er den travle Flok for snæver.
Den flyver ud til alle Verdens Kanter,
Til Egnens Roser, Lilier, Amaranther;
Og mens den stadigt mellem Blomster svæver,
Den henter Duggen, der i Kalken bæver:
Saphirer og Rubiner og Demanter.
Men naar det brune Nektarstof er vundet,
Og Kagen nydeligt i Kuben stilles
Ved Taflet hos den underfulde Dronning,
Da er det Brogede med eet forsvundet,
Og Havens Frugt kan ei fra Markens skilles;
Det Hele har forvandlet sig til Honning.
Men er der Livskraft i vort Norges Bringe,
Og uden det er Resten Narrerier
Da maa hans Tanker flyve ud som Bier,
Da kan ei Fjeldets Jettemur ham tvinge;
Men hvad han søger med den lette Vinge,
Er Verdenslivets friske Melodier,
Der bringe Hjertets gamle Phantasier
Og glemte Strenge atter til at klinge.
Og efter Farten til de fjerne Lande,
Hvor nye Syner ham imøde tindre,
Er Hjemmets Billeder ham mere klare —
Lad Tonerne og Farverne sig blande,
Den frie Livskraft maa sig dog bevare,
Og norske Verker gaa fra Norges Indre.
Hist staaer et Æbletæ, hvis Grene slette
I sære Vinkler sig, og stærke Bugter,
Som Solen varmer, og som Regnen fugter;
Men Safterne i Træet sig fortætte.
Og Æblerne er bitte smaa og slette;
Det er den vilde Skovnaturs Produkter,
Et evigt Rodskuds kummerlige Frugter,
Som hverken smage liflige, eller mætte.
Men sæt en Podekvist blande Træets Grene,
En liden Spire fra Hesperiens Haver,
Da vaagner Stammens hemmelige Kræfter,
Og Grenen strækker sig med smidig Sene,
Og Kronen smykker sig med Iduns Gaver,
Som du og jeg med Glæde griber efter.
Men Kraft-Chimærer drive om i Blodet
Hos denne Norskhedens Philister-Kaste;
Her er det Lov den søde Frugt at laste,
Og derfor maa ei Træet være podet —
Ak, det er ude med Bersærker-Modet,
Og, hvor det findes, er det let at baste.
Og Ho’derne staae meget mere faste,
Skjønt Ingen bærer Gryder meer paa Ho’det
Hvad nytter det i Aandsbedriftens Dage,
At man i laadne Dyrehuder smutter,
Mod tvende Verdner vaklende som Sivet?
Vi kan ei løse os fra Verdens-Livet,
Og saadan vender Kraften ei tilbage;
Den gaaer ei meer med Raaheds Atributter.
Man glemmer over fædrelandske Griller,
Hvad der staaer klart igjennem alle Tider,
At Folkets Aandsliv eier tvende Sider,
Som kun en Sværmer fra hinanden skiller.
Dets Rod i Moderjorden fast sig stiller,
Der henter det sit Præg blandt Individer;
Men Altets Lysstrøm over Kronen glider,
Og Kronens Løv i Lysreflexer spiller.
At holde trofast Charakteren hellig
Og stræbe kjækt mod Universets Skjønhed,
For denne rene Lov hver Mislyd tier;
Hvor disse Kræfter slynge sig i Fællig,
Der er man tryg mod Livets Ironier:
Forskruet Kraft og overdreven Grønhed.
Det er da Daareverk at ville hemme,
Med kraftløs Haand Skidbladner i sin Gang;
Det staaer ei stille ved Sirene-Sang,
Det la’er sig ei af noget Vagtskib skræmme.
Og om vi nu forskandsed os her hjemme,
Vandt vi da ægte Norskhed i vor Tvang?
Ak, fremmed Frugt groer alt vaa Norges Vang,
Og fremmed Viisdom i vort norske Nemme.
Selv du, der pracker Qvarantainens Lære,
Siig, er da du en norsk Original,
Hvor Du er ivrig, patriotisk bister?
Du gjærer med, mens Verden er i Gjære;
Du er blot mere hoven og fatal:
En norsk Kopi af fremmede Kopister —.
Og her endnu et Overblik paa Horden:
En Deel for Alvor arrig er og heed.
En Deel er bare for Commercen med.
Det hele Korps er uden Takt og Orden.
Et Halvsnees Tyre trave foran Hjorden,
Og stanger om hvert Gjærde og hvert Led;
Thi alt skal nivelleres, trampes ned.
Til Alt er fælles Mark og Grasbund vorden.
Og, om vi tage bort Allegorien,
Gi’er Flokken os et Hverdags-Phænomen
Af huul Begeistring ved en klangfuld Glose;
I Aandens Dybde ligger skjult Værdien;
Men Navnet er blot Daarerne til Meen,
Et indbildt Lys, der leder til en Mose.
Jeg frygter her at en og anden Læser,
Der ei blot fremad seer, men og tilbage.
Skal møde Autor med den slemme Klage,
At han formeget dvæler ved Fadaiser:
”Man lider nok at Næsten gives Næser,
Man gider gjerne virre med at vrage.
Men her er andre Ting at varetage
End denne Smule Nordenvind, der blæser.”
”Det er en Overgang som meget Andet,
Og Statens Aarstid selv er Grund til Blæsten;
Her er jo riig Anledning til Ovbyggelse:”
Trafikkens Fremgang vide om i Landet
Og Storthinget, Forfatningen forresten.
Og Kongsbergs Flor, Finantsernes Betryggelse.”
Ak, jeg er blind for denne ydre Røre;
Jeg søger Hjertet til de spredte Lemmer,
Jeg kan ei samle disse brudte Stemmer,
Mens Grundakkorden viger for mit Øre.
Jeg veed, at Vintren giver herligt Føre,
At dette Plankedriften meget fremmer.
At Malmen heises fra de dybe Gjemmer,
At der er Levevei ved Garn og Snøre.
Men heri øiner jeg endnu kun Haanden,
Der snapper, høkrer med hvad Himlen sender.
Og stødes frem af Elementers Krig;
Men uden Eenhed, Fyrighed i Aanden,
Og uden Dannekraft i travle Hænder,
Er gamle Norge kun et sminket Lig.
Og Thinget — O, jeg bøier mig ved Navnet
Et Oltids Minde, en prophetisk Røst,
En Daab for Hjerterne til Alvorsdyst —
En Sum af Goder slutter det i Favnet;
Men end er det et Udtryk kun for Savnet
Af hine Kræfter i vort Norges Bryst,
Der skal forene Bjerg og Dal og Kyst
Til eet i Stræben, Villien og Gavnet.
At vaage over Fædrelandets Love,
Ar sørge for, at ei en Hvid forlises.
Er smukt, betryggende for Folkeheldet;
Men det er skjønnere med Aand at vove,
At slsaae med Mosis Tryllestav paa Fjeldet
Skjønt Nytten ei kan gribes og bevises.
Skue over Landet med opmærksomt Øie,
Og negt da ei, at denne Norskheds Blæst
Har efterladt en Smitte, et Slags Pest,
Trods Cholera, forsmædelig at døie.
Man finder Folk, hvem Sygdomsgriller bøie,
Skjænt hver af dem er kraftig som en Hest;
Men her er Synet af en Narrefest
Af Syge, som i Sundhedsdrømme støie.
At Scenen er en Overgang, er troeligt.
Imidlertid maa Kraffterne forspildes.
Og Stykket dog til Slutning pibes ud;
Hvor kan da Blikket virre blidt og roligt.
Mens Norges unge Morgenrøde hildes
I dette Slør af Taager og af Slud?
Vel har vor brogede, konfuse Tid
Politisk Lapsethed i alle Lande,
Og overalt sig Parodier blande
I Tidens gode, alvorsfulde Strid;
Men intetsteds er man saa nær paa Glid
Til Infamien ved en lurvet Bande,
Der, blot i Medhold af en Tyrepande
Og indre Raahed, kaster sig i Splid.
Man taaler Puf, man mores ved Excesser,
Man ynder selv den djærve Harcellist,
Naar der er Vid i Larmen eller Skosen;
Men hvor man sidder med en Eisenfresser,
Der staaer i Bordet, ”snakker reent af Posen” —
Ak, der gaaer Tiden væmmeligt og trist.
Var her en Kamp, ak, blot lidt Vaabengny,
En Smule Vagtfyr mod Korsarers Flokke!
Man kunde jage dem med simple Stokke,
Og sove til de nærmed sig paa ny.
Men nu har Troppen ordentlig et Ry,
Som ingen gider prøve eller rokke.
Og derfor kan den Hjernerne forlokke.
Og drive Hvervningen i Bygd og Bye;
Og derfor tør den dække sig med Sminke
Af Herren veed hvormange høie Dyder,
Og blande Gift, og øve List og Vold;
Og see, nu priser man den værste Sinke,
Og Æretyven, og den vamle Skryder,
Der fæster Friheds Navn til Avindsskjold.
Var her, ved Siden af den vilde Støi,
En ordnet Leeg, ei blot for Gadedrenge,
Og, over Taagerne paa Sump og Enge,
Blot en og anden smukt bebygget Høi;
Var her, hvor Stemmen falder plump og drøi,
Et Nyn af Vellyd, nogle rene Strenge,
Og mellem Fuglene, hvis Vinger hange.
Lidt Glæde ved et Vingepar, der fløi;
O, mangen Klage skulde da forsvinde.
Og mangen Daare høre op at rase.
Og mangen Længsel øine sit Asyl,
Og ile til den smilende Oase,
Hvor der er Palmer, og hvor Kilder rinde.
Og glemme Ørknens Traurighed og Hyl.
Men her dit Øie møder allevegne
Den blinde Iver, og den sløve Skik,
Og Aandens Glæder dæmre for dit Blik
Lig smukke Eventyr fra fjerne Egne.
Om alle Farver, alle Luer blegne.
Om alle Harper, hver Seraph forgik —
Velan! Med Vægten af et døsigt Nik
Vor norske Ro, vor Fasthed vi betegne.
Vi føle Kulden isne vore Lemmer,
Vi strække som Polyppen vore Arme,
Naar Strømmen viser os et Sølverskjæl;
Men ak, som den os Klipperiften klemmer,
Vi ahne Dybet, høre Bølgen larme.
Men kan ei svømme i det klare Væld.
Omsider gaaer selv Længselen til Grunde,
Og man er Borger, Embedsmand, Forpagter;
Man har det hedt med Skjøder og Contrakter,
Og skaffer Brødet til Familiens Munde.
Og Maverne bli’er meer’ og mere runde,
Og Hjernerne gaae meer’ og mere agter,
Og Aandens Higen hedder ”Daarefagter.” —
See, dette er de Grundige og Sunde.
Og naar der stundom svæver hid fra Syden
Et muntert Alfechor i Rhythmers Dands,
Man føler kun, at de er Penge krævende;
Man dreier Ører af og til mod Lyden,
Men sætter Skodder for den indre Sands,
Og har i Grunden Medynk med de Svævende.
Men mangen Aand, der slipper Hobens Tridt,
Og mangt et Hjerte, hvori Himlen daler,
Staaer under Klippen med Prometheus’ Kvaler,
Og seer sig lænket til den raa Granit.
Og mangen Genius har Lænken slidt;
Men først naar Sydens Vaar hans Hjemvee svaler,
Og først naar Verden om hans Storhed taler,
Faaer den Forviste et Slags norsk Kredit.
Vi maae til Verdens Lys vor Straale skatte,
Skjønt her er taaget Luft og halvklar Tid,
Og alle Spirers Hjerteblade matte;
Men Savnet selv kan vi endnu ei fatte.
Vi prale kun, naar Glandsen rækker hid,
Med dette Tab, som Intet kan erstatte.
Hvert Aandens Barn, der gi’er en Lyd, et Muk,
Er alt i Fødslen her forknyt og knækker,
Og udbasunet, sværtet, eller gjækket,
Det svage Noer er ligefuldt kaduk.
Selv om dets Stigen virkelig er smuk,
Det maa dog ned igjen med Vingen stækket,
For i en Sump og mellem Padde-Kvækket,
At drage ubegradt sit sidste Suk.
Men hvad der kryber langs den slagne Vei,
Og hvad der mere vælter sig end falder,
See, dette veed at holde sig i Live;
Thi her har Hoben just sin gyldne Alder,
Og derfor la’er den sig til Skat beskrive
Ved Synet af sit eget Kontrafei.
For Alvor snart, og snart igjen af Kede,
Man spørger dog hinanden af og til.
Hvorfor da Intet rigrig trives vil
I vore aandelige Urtebede,
Mens alskens Frø, der groer lidt langer nede.
Hvor Luften ei er meget mere mild.
Kan bære Frugter, give Farvespil,
Og drive i det Høie og det Vrede? —
Man undres over, at vor Stats Forfatning,
Der dog skal give os fornyet Liv,
Ei vækker Sandsen for sublime Glæder;
Man har dog Følelse for Folkets Hæder,
Man savner stundom dog lidt Tidsfordriv,
Og Politik er hele vor Erstatning!
Hvad Jorden skatter som sin bedste Pryd:
Den Trylleverden af dens Smiil og Taarer,
Der vækker Jubler, eller saligt saarer
I rene Kvad, i Harmoniers Lyd —
O, denne Strøm af Veemod og af Fryd,
Maa rulle først igjennem Folkets Aarer,
Før Bragis Viisdom sine Præster kaarer,
Før der i Nord kan danne sig et Syd.
En Strøm, hvor Hjerternes de spredte Kilder
Forene sig og mod hinanden banker.
Og hvori Himlen sine Straaler tømmer —
Saa er et Folks Begeistring; den kun stiller
De høie Villeder for Skjaldens Tanker,
Kun den kan bære ham, den djærve Svømmer.
Og derfor kan ei Frihedsraabet vække
Det sjunkne Liv, og give Aanden Vinger,
For det fra Folkets Hjerterødder klinger.
Og sprænger Barmens vinterlige Dække.
Lad Individet sine Arme strække
Mod Drømmens Fee, der Strengelegen bringer —
Ak, Kulden stivner dog hans Barm og Finger,
Før han er færdig med sin Tonerække.
Thi kun i Dagen mellem Blomsters Duft,
Hvor Engen lytter, hilser ham velkommen.
Er Skjaldens Hjem, der bygger han sin Hytte;
Men hvor man ynder Piben kun og Trommen,
Hvor Egnen trykkes af boeotisk Luft,
Der maa en Sanger tie, eller flytte.
Men ei blot Sangeren har dette Kaar;
Han er den Første kun, der høit forkynder.
At Aarets rige Herlighed begynder.
At det for Alvor nu er blevet Vaar.
Hver Aand, der modigt sig en Bane slaaer.
Og med sin Higen imod Maalet skynder,
Høit over Alfarveiens Køer og Mynder,
Paa Folkets Arme havet, did kun naaer.
Jeg ligner Folket ved et kraftige Træ,
Der stræber, lever for sin Blomsterskat,
I Sydens Glød som nærmere ved Polen;
Det samler Lys ved Dag og Dug ved Nat,
Det giver Blomsterknuppen Ly og Læ,
Og hæver Blomsten freidigt imod Solen.
Bort da med denne jammerlige List,
At dække, under pralende Vravader
I tomme Skrifter eller tomme Gader,
Den norske Lunkenhed og Statens Brist;
Thi Skuffelsen har kun en stakket Frist,
Men lange Tider vammes ved, og hader
Den grove Kvalm, de affekteerte Lader,
Der daared Folket, øded Kraftens Gnist.
Men vil man stræbe, vil man fremad skride.
Da maa man hærde sig mod Døgnets Røst,
Og gribe Vaaben, stille sig ved Rangler;
Og fremfor alt maa man sit Standpunkt vide,
Og skue kjæk dets Farer og dets Mangler,
Og dernæst kvæge sig ved Haabets Trøst.
O, mangt et Gny, og mange vrede Klager,
Der bryde frem i stormende Bombast,
Naar Landet rammes af et Øiekast,
Et listigt Smiil fra Politikens Drager,
Er tomme Ord og løierlige Sager,
For Folket føler sig i Sadlen fast.
Og skyder sikkert, hugger djærvt og hvast.
Og vinder Kornet af sin egen Ager.
Thi om man Loven selv ved Altret vier.
Det kan ei værne den mod Brist og Farer,
Mod Lumskheds Rænker, eller Vældens Skaft;
Den stærkeste af alle Garantier,
Der evig frist og sikker sig bevarer,
Maa Norge vinde i sin egen Kraft.
Og dette Ord vil føles varmt og klart.
Naar det som Mundsveir først er gaaet over,
Naar ingen Pøbelhævding længer vover,
I Landets Navn, at plante sin Standart.
Da vil det sandes, blive aabenbart.
At Statens Frihed ingen Frelse lover.
For den har vakt den Folkehob, der sover
Mat i dens Skjød, og troer sig vel bevar’t;
En Leder maa den vorde gjennem Ætten,
Lig Tryllegrenen, der faaer Liv i Haanden,
Og peger sikkert mod det dybe Væld,
At gylden Sæd kan vore rigt paa Sletten,
At Norges Søn kan fryde sig i Aanden,
Og træde ud af Skyggen fra hans Fjeld —
Her er et Glimt af Morgenrødens Flamme,
Her lad mig atter hæve Taagens Flor,
Og skimte Dagen i vort dunkle Nord,
Og glemme Billedet i Nuets Ramme.
O, der er Haab ved denne prude Stamme,
Der eier Sønner end af Tyr og Thor,
Hvor Kraftens Spire i det Indre groer,
Skjønt alle Lemmer endnu synes lamme.
See, det er Natten, som med Dagen kæmper,
Der bringer Slægten denne halve Blunden,
Hvor Øiet aabnes, lukker sig igjen,
Og Vindens Susen gaaer i Granelunden,
Og Taagesløret Morgenrøden dæmper —
Da er det let at sove Morgnen hen.
Men Dagen stiger, Søvnen er forbi,
Den snævre Verden lukker sig og svinder;
Den Vaagne hæver sig mod Fjeldets Tinder,
Og kaster Øiet fra den steile Sti.
Da dvæler han med stille Sympathi
Ved Sølverfloden, der i Dalen rinder;
Men snart hans Blik vil ile uden Hinder
Mod Horizontens hele Trylleri.
Det store Billed af den rige Dag
Forjager Drømmens Blendverk af hans Hjerne,
Mens Ætherstrømmen bølger i hans Bryst;
Thi der hvor Blikket rækker Sjølunds Kyst,
Og Kjølens sidste Bakker i det Fjerne,
Først der det skuer over Hjemmets Tag.
O, som en Yngling blussende og kjæk
Skal Ætten voxe bag de høie Fjelde,
Naar mangen Jette synker hen af Ælde,
Der nu staaer rank og truende og fræk.
Paa røde Val og paa Fregattens Dæk
Dens Arm skal minde om Normannens Vælde,
Og lade Sagabogen atter melde
Det gamle Heltenavn for Seir og Skræk. —
Hvad nu er Ord, skal engang vorde Daad,
Hvad nu er taust, skal finde stærke Munde
I Thingets Sale og i Templets Buer.
Hvad nu er Larm, skal blive vise Raad,
Og visne Ho’der byttes om med sunde; —
Hvad nu er Glimt, skal engang vorde Luer!
”Thi Glandsen, der i Ane-Hallen brænder,
Kan ei fortabes, er en hellig Arv,
Der falder renterig til Folkets Tarv,
Naar det kan hæve den med voxne Hænder;”
”Og medens Hallen sine Funker sender
Til Aandens Virken og til Plov og Harv,
Gror atter Helteoldets faste Marv
I klare Hjerner og i stærke Lænder.”
Og derfor flyver med sit Varselsord
Den høie Saga over Fjeld og Fjorde,
Og Folket undres ved den sære Klang:
””Din Hjemstavn, Bonde, er en hellig Jord;
Hvad Norge var, det maa han engang vorde
Paa Land, paa Bølge og i Folkerang.””.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |