Norges Farvel til Ole Bull

NORGES FARVEL TIL OLE BULL

           Farvel, min stolte Søn! Farvel!

           Følg Kaldet i din dyre Sjel!

           Før bandt til mine Skjær jeg let

           den vilde Pelikan end det.

           Før standsede jeg Havets Gang

           og Stormens Flugt end Skjaldens Trang.

           Drag hen, min Søn! Den samme Lyst

           har rørt sig i din Moders Bryst.

           Jeg ogsaa digtet har engang.

                      Heimskringlas Liv det er min Sang.

           Jeg skrev min egen Epopee.

           Hver Helt var deri en Idee.

           Jeg skrev med Evighedens Skrivt:

           med Kongers Daad og Mænds Bedrivt.

           Se, ved mit Hjerte gyldenblaa

           den store Havets Harpe laa!

           Paa den fik sjelfuld Tanke, før

           kun navnløs, Navn . . Hør "Frithiof!" hør!

           Hør, længe fra dens Strenge skjalv

           Lyd af dit Navn, Sjøkonning Alf!

           Min Harald er et Heltedigt.

           Hvo maler Verden et saa rigt?

           Saa skjøn en Fantasi har knapt

           en Skjald som blonde Gyda skabt.

           Alnorden bævte for de Ord

           jeg grov i røden Hafursfjord.

           Et herligt høit Haleluja

           var Sigurds Fart til Jorsala.

           I haarde Birkebeengeled

           jeg fantaseerte Noder ned.

           Ved Fimbureid hvor lød de vildt!

           Paa Hvitingsø hvor fredsomt mildt!

 

           Ved Holmengraa din Guerriera,

                      i Nidaros din Preghiera.

           Se Hakon i hans Kongesal!

           Hvor majestætiskt et Final!

           Nu er der visseligen i

           min Sjel meer Kløgt end Poesi.

           Dog flød endnu i fyrig Stund

           en Frihedshymne af min Mund.

           Jeg ligner egen Mark, som den

           nu ligger der høstblegnet hen.

           Som sparsom fattig Pige, lagt

           min Dal har hen sin Høitidsdragt.

           Dog vil jeg gjennemleve hver,

           om ei en Blomst til Dig der er.

           Til dig, min Søn! min Søn, som gav

           mig større Glands end Konnings Grav.

           O, vant til Sønners Verdensry,

           mit Øie funkler op paany.

           Hvor arm jeg er, man dog Demant

           meer dyr end Glædesblik ei fandt.

           Ak, er der i den Glands ei Glød?

           Bli'er dig for koldt din Moders Skjød?

           Nei, flyv! udbred din Moders Navn!

           Din Hæder trøster da mit Savn.