Norges dæmring (Gran)/1

Gerhard Gran

Norges dæmring

John Griegs forlag, 1899 (s. 15-49).

Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
hvor Bergen skinner søndagsklædt og net,
hvor Mængden myldrer paa den grønne Plet,
mens alle Tanker flyve ud paa Reden.

Her spørges ei om Kulden eller Heden,
og ei om Aands-Bedrift og Folkets Ret;
her Bryst og Hoved er et Regnebret,
her gjelder Fisk foroven og forneden.

Se, Stedet har en grundforstandig Mine,
hvis Liv er evig bundet til Trafiken;
men den er selvgod, hanseatisk stiv.

For alskens Muser er det dog en Pine
at leve her anstændigt efter Skikken
og i Musæet selv et Pakbod-Liv.

---

Bergen var i Welhavens opvækstaar Norges største by, men den var alligevel ikke noget samlingspunkt for det unge Norges politiske bestræbelser eller almene aandsinteresser. Isoleret som den laa og langt borte fra de vigtige begivenheders skueplads, levede byen sit liv videre, uden at 1814 i synderlig grad synes at have bragt forandring i forholdene. Tolvklokken kaldte til børs, og femklokken til klub og perial som før, byen grænsede fremdeles til vand og torsk, og punschen bestod som altid af »Rom, Sukker og Citronsaft«.^[1] Mellem fiskehandel og kortenspil og drik deltes tiden; — her var handel »den eeneste Vei til at gjøre Lykke«,^[2] og fylderi den eneste form for moro.

Bergen havde længe været bekjendt som landets bedste drikkeby. Steffens’ skildringer af, hvorledes det gik for sig i bergenske selskaber, er neppe synderlig overdrevne: »Jeg blev først indbuden til en rig kjøbmand, hvor jeg traf en mængde andre kjøbmænd samt endel læger, jurister og prester. Husets frue viste sig først, da vi gik tilbords, tog plads ved bordets øvre ende, gammeldags klædt, generet og stille; ingen tog hensyn til hende; hun sagde ikke et ord under hele maaltidet, og da desserten blev serveret, reiste hun sig fra bordet; vi blev siddende tilbords længe efter, og ingen lagde merke til, at hun gik. Ved maaltidets begyndelse blev der sat en halv flaske madeira for hver gjæst; — — derpaa fik man to flasker bordeaux hver. Desuden blev der serveret fin rødvin, malaga, alicante o. s. v. Efter bordet blev der drukket kaffe og cognac. Derpaa besøgte hele selskabet en offentlig have, hvor vi spillede kegler; en stor bolle punsch dampede paa bordet, blev tømt og atter igjen fyldt. Om aftenen vendte vi tilbage, og der blev drukket videre til midnat.«^[3]

Denne skildring er fra slutten af forrige aarhundrede (1798), men tonen synes ikke at have forandret sig synderlig fremover tiderne; Pavels, der kom til Bergen i 1817, er aldrig i selskab uden at forbauses over drikkeriet; selv hos doktor Monrad, et af byens fineste huse, gaar det temmelig varmt for sig. »Rolfsen begyndte paa den fjerde Flaske, Mange tømte de to, og jeg var ved den sidste Halvdel af den anden.«^[4] — Og P. A. Jensen fortæller fra sin barndom, som falder et par aar senere, at det var almindeligt at stikke propperne af de tømte vinflasker i lommen, »og at der gaves den Helt, som ved 5 à 6 slige Trophæer kunde bevise sin Adkomst til den øverste Plads i Laget«.^[5]

Selv om P. A. Jensen har ret i, at disse kalaser ikke var »purt og bart Bacchanalier«, selv om der var adskillig sang og musik og ikke saa lidet mundraphed og vits, saa lader det sig dog vel neppe negte, at det aandelige liv gjenemgaaende stod paa et meget lavt niveau.

Det er ganske paafaldende, naar man læser Pavels’ dagbøger fra 1817, at iagttage den forandring, der foregaar i hans optegnelser ved overflytningen fra Christiania til Bergen. Saalænge han er i Christiania, træffer han stadig folk, som i dagens løb siger ting, som det er umagen værd at notere; men efterat han er kommen til Bergen, ophører dette næsten ganske. — Naar han nu citerer noget af den art, tager han det i regelen fra breve fra sine gamle venner i Christiania eller Kjøbenhavn. Det gaar i opfyldelse, hvad han allerede ved ankomsten spaar: »— — Næring for mit Legeme, min sunde Menneskeforstand og mit Hjerte vil jeg nok ikke savne i Bergen; men den høiere Aandsnæring, jeg i Kjøbenhavn og Christiania var vant til, maa jeg tage hos mig selv eller hente over Fillefjeld. Her er intet uden Prosa«.^[6]

Bergen var dengang i endnu høiere grad end nu udelukkende de merkantile interessers og derfor spidsborgeriets by; der var mere tradition og mere dannelse inden handelsstanden end i andre norske byer, men man maa dog ikke gjøre sig nogen høi forestilling om byens kultur. Der var endel forretningshuse, hvis formuer havde bestaaet i flere generationer, hvis indehavere var konsuler og hofagenter, hvis hustruer derfor var fruer, og hvis døtre var frøkener; disse familjer holdt paa sin fornemhed, blev seet op til af sine medborgere og vidste at hævde en social position gjennem pengemagt og fine manerer, som de havde lært paa sine udenlandsreiser. Der er megen patriarkalsk uskyldighed og ikke saa lidet humør i dette liv, men liden sammenhæng baade med det, som hændte hjemme, og med verdensbegivenhederne. Postgangen er utrolig langsom, og ikke er der nogen, som lider under det; man lever sit eget liv, føler sin by som det vigtigste, skjeler med skinsyg paapasselighed til den voxende hovedstad,^[7] er iøvrigt noksaa ovenpaa og selvgod, undrer sig med passelig malice over det, som er lidt anderledes end det, man er vant til at se hver dag, har ikke mere at bestille, end at der blir fuldt op af tid til at beskjæftige sig med sin næste, lader revolution og reaktion og atter revolution gaa hen over sig, uden at pulsen gaar synderlig hurtigere for det. — Ensformigt og tarveligt er dette liv, et par selskaber om aaret i de gode huse, med god mad og mange vine og sange og taler; taler for fædrelandet og for sjøfart og handel, og sange om mad og drikke og de velædle verters udmerkede egenskaber. —

En musikalsk klub og det »dramatiske selskab« er aandslivets blomster; i theatret spiller man Iffland og Kotzebue, og byens borgere og deres hustruer og døtre er de tildels udmerkede skuespillere; overkrigscommissær Mohr og kjøbmand Erichsen, jomfruerne Grib og Bøschen siger sine replikker med slig følelse, at de »veldædige« taarer flyder nedover de brave matroners kinder. Hjerterne strømmer idetheletaget let over i denne tid; paa Frerrik VI’s, Christian Frederiks, Carl Johans og prins Oscars fødselsdage samles borgerne med fruer og madamer i »Den gode Hensigt« eller »Harmonien« og synger med tindrende øine »vor« Sagens, Børresens eller A. Olsens ordfyldte kantater, eller man slaar sig ned ved kortbordene og tømmer sine toddyglas til den lyse morgen.

Det er de samme navne, man møder overalt inden handelsstanden: Nicolaysen, Meyer, Mohr, Konow, Krohn. — de samme familjenavne og de samme fornavne: Lyder, August, Albert, Wollert o. s. v. Verden synes her at være i den bedste orden; naar Wollert dør, sætter Dankert sig paa hans kontorkrak, og naar Dankert dør, er der en ny Wollert til at indtage hans plads.

Alle kjender hverandre og følger hverandre i deres skjæbne med venskab eller misundelse, — naar madam Krohn har faaet tvillinger, er der strax en indsender i adresseavisen ude med nogle velmente ord i anledning af hendes »vel overstaaede Barselseng«, og naar Bruun har mistet en datter, kommer en borger og trøster ham med et uskyldigt digt;^[8] — det hele virker som en idyl, gjæs forvilder sig stadig i gaderne og efterlyses, herskaber og tjenestefolk diskutterer sine mellemværender i avisens spalter, ingen har adresser eller gadenumre, alle véd, hvor alle bor; og over dette lille samfund staar i mange aar den almægtige bisp, Joh. Nordahl Bruun; hans praktiske, jordvendte sjæl synes at have svømmet som fisken i vandet blandt disse borgere, som alle er optaget af »at klarere udgifter«, han staar for den almindelige mand som »Zions overvægter« (som en begeistret avisindsender etsteds kalder ham), der ordner alt paa det bedste med Vorherre; og da han dør, strømmer byen over af taarer, og avisernes poeter blir aldrig trætte af at stemme sine harper; — i vers og prosa, paa norsk og latin lovprises »vor berømmelige« biskop gjennem hele aarganger; kun Jonas Rein og en og anden mindre kjendt skumler knurrer i sine breve over den mægtige afdødes intellektuelle mangler og paafaldende karakterbrøst.

Dette samfund mangler dog ikke sit lille aandsaristokrati, som næsten udelukkende rekruteres fra embedsstanden. — Embedsmændene indtog i hine dage, som bekjendt, en ganske anden stilling end nu; deres gager var i forbindelse med de talrige sportler i regelen tilstrækkelige til at sikre dem økonomisk uafhængighed. De dannede paa en maade en adel i vort unge samfund, der til en begyndelse ikke var saa demokratisk, som man kunde faa indtryk af ved bare at gaa ud fra grundloven; en meget hyppig vending er: embedsmænd — og borgere og bønder; — kjøbmænd, haandverkere gaardbrugere dannede tilsammen »folket« i modsætning til embedsmændene; disse var jo saagodtsom enebesiddere af den høiere dannelse og følte sig herigjennem som en egen societet, der sluttede sig sammen paa basis af den høiere kultur. Herved udvikledes megen hovmod embedsdespoti, der havde den rigeste anledning til at faa praktiske udslag i de mange aar, som gik hen, før den kommunale lovgivning blev ordnet paa en tilfredsstillende maade. Men paa den anden side maa man i det hele og store sige, at embedsmændene hævdede sin plads med glans, besjæledes af fædrelandskjærlighed og almenaand og var uundværlige som førere i de første vanskelige aar, da det var saa magtpaaliggende, at vort offentlige liv blev præget i brugelige former.

Bergen adskilte sig i denne henseende ikke væsentlig fra landets Øvrige stæder. Ogsaa her var en liden kreds af embedsmænd, som skilte sig ud fra borgerne, som levede sit eget liv og tildels stillede sig i bevidst opposition til sine omgivelser. — Et midtpunkt i denne snevrere kreds dannede en tid amtmanden i Søndre Bergenhus, Chr. M. Falsen; i hans hus mødtes regelmæssig de af byens embedsmænd, som faldt i den vanskelige verts smag; kun faa af stadens handelsmænd fik adgang til denne Falsens »Thecirkel«;^[9] allerede navnet tyder paa en bevidst opposition mod det almindelige drikkeri, og det synes ogsaa, at kredsens bestræbelser gik ud paa idetheletaget at forbedre tonen.^[10] — I denne kreds stiftedes ogsaa en engere dramatisk klub,^[11] som dog aldrig fik den betydning som det gamle dramatiske selskab. Om aarsagen til denne klubs oprettelse var den omstændighed, at Falsen, der synes at have havt en merkelig evne til at gjøre sig upopulær, i lang tid forgjæves aspirerede til at blive optaget i det dramatiske selskab, ved jeg ikke. Men sandsynligt er det, at klubben i sine bestræbelser stillede sig oppositionelt mod det ældre selskab, at det gik ud paa at hævde »en ædlere smag« og at fremdrage de gamle klassikere i modsætning til den alt beherskende Kotzebue. En epilog, der blev fremsagt efter en opførelse af »Kjærlighed uden Strømper« synes at indeholde et program i denne retning; her heder det bl. a.:

»Din Skygge end Thalia os i Dag,
O Wessel! bød paa Scenen at fremmane,
Og hvis hans Spøg fandt Eders Velbehag,
Og hans Satires fine Brod, — vi ane
En Fremtid, for vor Scene lys og skjøn,,
Da Norges Og Thalias bedste Søn,
Der veier op mod Kotzebuers Skokke,
Da Holberg frem vi efter Wessel, lokke.«^[12]

Og i slutten af den samme epilog forekommer de fra Welhavens første polemiske digt bekjendte linjer:

»Det sande Store jevnt» og simpelt er,
Saa var en Moses, saa var en Homer.«

— Det betydningsfuldeste udslag af denne kredses bestræbelser var dog ugeskriftet »Den norske Tilskuer«, der udkom i aarene 1817—22 under redaktion af Falsen, Rein og Herman Foss.

Falsen havde dengang endnu ikke gjort sin bekjendte kovending mod øst, Rein var en af landets stiveste nakker, der aldrig lod sig bøie til tilbedelse af Carl Johan’s regimente, og Foss var en ung løitnant, som fulgte sine medredaktører. »Den norske Tilskuer« blev derfor, ialfald i sine første aargange, organ for den embedsmandsopposition, der spillede en saa betydningsfuld rolle i vore første konstitutionelle aar. Som saadant hævdede det med ære sin stilling og stod i alle henseender paa høide med sin noget ældre Kristiania-kollega »Det norske Nationalblad«; »Tilskueren« udmerkede sig især ved sin dannede og moderate tone; den bøiede sig loyalt for det, som nu engang var blevet virkelighed, og den skuffelse, som redaktionens medlemmer uden tvil følte over udfaldet af 1814aarets begivenheder, fandt kun udtryk i en saglig opposition mod regjeringen, et opmerksomt vagthold om grundloven og en ængstelig mistanke mod alt, hvad der kom fra Sverige og Carl Johan.

Bladet var, som alle den tids ugeblade, en mellemting mellem hvad vi nutildags forstaar ved et tidsskrift og en avis; indholdet var yderst ujevnt og bestod af grundige politiske og statsretslige afhandlinger, kortere indlæg i dagens brændende spørgsmaal, lokale notiser, originale og oversatte digte, æsthetiske betragtninger, økonomiske artikler o. s. v. — De allerfleste opsatser er — efter tidens skik — anonyme; af og til træffer man dog foruden udgiverne ogsaa paa andre navngivne forfattere som Zetlitz, Sagen, Nansen o. fl. — Mange af artiklerne vidner om forfatternes store læsning og høie dannelse, man finder hyppig citater fra hele verdenslitteraturen, ligefra oldtiden og opover til samtiden. — Man maa dog ikke heraf gjøre sig overdrevent høie forestillinger om tidsskriftets almindelige fysionomi; redaktionen var overmaade letvindt, der sees ingen plan eller nogen bestræbelser for at variere indholdet, som i regelen er givet tilfældigheden ivold; ofte optages et helt nummer, ja flere nummere i rad af en eneste artikel; eiendommeligt for den tids journalistik er dernæst redaktionens liberalitet ligeoverfor anonyme indsendere; her anvendes saa godt som ingen kritik, og »Tilskueren« er da ogsaa, ligesom »Nationalbladet«, »Patrouillen« o. s. v., et offer for godtfolks skrivekløe og for en stor del opfyldt af udgydelser, som ikke var bogtrykkersværten værd; Men gjennem redaktionens egne artikler, navnlig da Falsens, gaar der et sterkt drag af aandsaristokratisk overlegenhed, af foragt for hoben, og en sterk uvilje mod den merkantile materialistiske aand i Bergen.

Foruden Nordahl Bruun, Falsen og hans kreds var deri den første del af aarhundredet ogsaa en del andre embedsmænd, som udøvede en vækkende indflydelse paa det bergenske aandsliv; vi træffer her mænd som professor Arentz, »jubeloldingen«, konrektor Winding, Porath, Bohr, Lyder Sagen, stiftamtmand Christie, biskop Pavels, byfoged og poet Andreas Olsen o. fl. Alle disse mænd har hver paa sit omraade, i større og mindre udstrækning havt betydning for kulturlivet i Bergen. Det vilde imidlertid føre os altfor vidt, i detalj at gaa ind paa, hvad hver enkelt af dem har udrettet; men én af dem, Lyder Sagen, maa vi dvæle lidt nærmere ved paa grund af den betydning, vi ved, han har havt for Welhavens udvikling og aandsretning.

Vil man have fuld forstaaelse af den betydningsfulde rolle, Lyder Sagen spillede i Bergen i næsten et halvt aarhundrede, maa man se bort fra eller ialfald ikke ensidig betone den lokale legende, som endnu lever om hans navn, og ifølge hvilken han nærmest betragtes som den altid oplagte selskabsmand, den utrættelige visedigter og slagfærdige spasmager, om hvem der verserer de mangfoldige morsomme historier. — Lyder Sagen var først og fremst en alvorsmand, der med klar bevidsthed arbeidede i bestemte formaals tjeneste, ja om hvem man uden misbrug af ordet kan sige, at han udførte en mission i det samfund, han levede i. Han følte i høiere grad end de fleste » og led under det —, at hans fødeby saa udelukkende var »handelens sæde«, at de materielle interesser var saa altopslugende, — og han stillede sig som sit livs opgave at skabe kulturelle elementer i denne ufrugtbare jordbund. Der er noget af det attende aarhundredes travle interesserthed til alle sider i ham; overalt er han paafærde, han er med om at oprette »borgerskolen«, der skulde faa saa stor betydning for den bergenske handelsstands dannelse, er et af de virksomste medlemmer i bestyrelsen af »det nyttige selskab«, en af stifterne og direktørerne i Bergens museum, redaktør og forfatter i »Urda«, hidtil Norges eneste arkæologiske tidsskrift, — skaber af kunstforeningen o. s. v. Skjønt — som vi ser ikke udelukkende saa var dog Sagens kulturbestræbelser sterkt æsthetisk farvede. Dette var en naturlig følge af hans livsløb; sine glade udviklingsaar havde han tilbragt i Kjøbenhavn, hvor han havde været nøie knyttet til Rahbeks kreds; her havde han indsuget en dyb kjærlighed til kunst og skjønhed, den han aldrig blev utro. Han stod hele sit liv i et religiøst forhold til kunstens helligdom, og dette var det, som blev bestemmende for hans mangeaarige virksomhed som lærer ved Bergens kathedralskole. »Dansk« og græsk var hans hovedfag, og begge gav ham den rigeste anledning til at indprente eleverne sine idealer, og han benyttede tiden flittig til at dyrke skjønhedsglæden i de unge sjæle. Det fyldigste billede af Lyder Sagen som lærer faar man af P. A. Jensens autobiografiske meddelelser. »Overlærer Sagen var ingen lærd,« siger han, »men vel en meget belæst Mand; han vilde neppe kunne have leveret en systematisk Æsthetik eller noget større litteraturhistorisk Værk; men han gav ypperlige Vink fra begge Felter og udarbeidede til Skolens Brug et Slags litteraturhistorisk Schema, der gav Eleverne et godt Overblik baade over de forskjellige æsthetiske Brancher og over Fælleslitteraturens mest fremragende Personer og Værker. Leilighedsvis bleve vi gjort bekjendte med de fortrinligste Forfattere ogsaa i fremmede Litteraturer, og jeg mindes meget vel, at jeg allerede i Skolens næstøverste Klasse havde læst ikke Ubetydeligt af Schiller, Göthe, Jean Paul, Sagens Yndlingsforfatter — Shakespeare. (i Foersoms Oversættelse) Walter Scott, ja at jeg endog havde dristet mig til at oversætte Et og Andet af den Førstes mindre Digtninger. I Fælleslitteraturen var vi temmelig godt bevandrede; større poetiske Arbeider blev stundom gjennemlæste under Sagens Veiledning, og et Par af Øhlenschlægers Tragedier bleve paa denne Maade gjennemgaaede i øverste Klasse, med Rollerne fordeelte mellem Klassens Elever. Idelig bleve vi derhos opfordrede til at anvende vor Fritid til Læsning af Skjønlitteraturen og til flittigen at excerpere, hvad der udmærkede sig enten fra Indholdets eller Formens Side. Denne Sag var ingen Tvangssag; men man saae nok, at han satte Priis paa at blive føiet i dette Punkt; jeg for min Part vilde ikke staae tilbage, og for ret at faae noget Klækkeligt paa engang, indrettede jeg mig en stor Foliant og gav mig til at nedskrive Løst og Fast.« —

Sagens begeistring for smuk læsning er bekjendt nok; han opdrog sine elever til deklamatorer, og denne interesse bevarede de ogsaa ofte, efterat de havde forladt skolen; i studentersamfundets blad omtales flere gange bergenserne som dygtige deklamatorer. Ikke mindre omhyggelig var han i sin gjennemgaaelse af de danske stile; hvad han her især lagde vegt paa, var udtrykkets vellyd; »Gjennemførelsen af de Rahbekske Regler om Ordenes og Sammenføiningernes »Renhed, Rigtighed, Tydelighed og Passelighed« drev han til det Yderste, og han var en uforsonlig Hader af alle Forsøg paa at fornorske, eller, som han vilde kalde det, forfjaske Stilen ved Optagelse af Bygdeord eller folkelige Udtryk og Vendinger. Jeg husker meget godt, at jeg engang i en Beskrivelse over »Norges Herlighed« havde dristet mig til at bruge Ordet »Vasdrag«; men det blev strøget som et Pøbeludtryk, og jeg selv gjort mistænkelig som en plebeiisk Aand.«^[13]

Plebeiisk var et ord, der ofte forekom Sagens jargon; han var i sin undervisning, som ellers, ikke saalidet af en aandsaristokrat; han tænkte stadig med vemod tilbage paa sine minder fra Kjøbenhavn og Bakkehuset og følte sig ofte som en forvist i fiskebyen. De af eleverne, hos hvem han fandt indgang for sine bestræbelser for at vække sandsen for det skjønne, »fik med det samme hans varme Hjerte; alle andre vare udelukkede derfra som et profanum vulgus« (P. A. Jensen). Thomas Erichsen beklager sig i den ovenciterede selvbiografi over stadig at være udsat for hans spot, fordi han ikke hørte til hans yndlinge, og han var sikkert ikke den eneste, som led kvaler, naar Sagens vitser og klassens latter haglede ned over hans hoved.

Ogsaa paa skolen stillede Sagen sig i levende opposition til den kjøbmandsaand, som omgav ham; og han kunde heri undertiden drive det saavidt, at han dybt saarede sine elevers følelser. En af hans elever, søn af en gammel kjøbmandspatricier, har for mig udtalt, at han hadede Sagen af et oprigtigt hjerte, fordi han i sin undervisning havde benyttet enhver leilighed til at haane hans faders stand.

Saaledes var det samfund, som Johan Sebastian Welhaven voxede op i, indtil han blev student.

Et samfund af spidsborgere med et tyndt islæt af aandsaristokrater, der søger at hævde den aandige kultur med fattige midler.

Desværre kjender vi ikke Welhavens forældre tilstrækkelig, hverken til at gjøre grundede slutninger om sønnens aandsarv eller til at danne os et intimt billede af de hjemlige indflydelser, han voxede op under.

Faderen synes i intellektuel henseende ikke at have raget op over det almindelige; som saa mange af tidens prester skriver han af og til vers, men i ingen af de digte, jeg har kunnet komme over, sporer jeg nogen selvstændig poetisk begavelse; det er det almindelige rimede prosa, som udgjør en saa væsentlig del af hine dages spalteføde i aviserne; ogsaa hans talrige i »Bergens Adresseavis« indrykkede gravskrifter (»Paa Pladen«) er støbt i den gjængse rhetoriske skabelon fra det attende aarhundrede, og i de prækener, som er efterladte efter ham, finder vi hverken nogen forstandens overlegenhed eller nogen fantasiens flugt.

Han maa dog have været i besiddelse af en vis populær veltalenhed; hospitalskirken var altid fyldt; han trak »Mange, især af den simple Borgerclasse, fra Byens yderste Kanter ind i sin henimod »Stadsporten« liggende Kirke«.^[14]

Selv Pavels, der var noget af en feinschmecker, naar det gjaldt geistlig veltalenhed, og som havde meget at indvende mod Welhavens høirøstede manér^[15] og overdrevne gestikulation, hans planløshed og aforistiske manér, indrømmer dog, at »den Mængde Almuemennesker, som var hans Tilhørere, have hørt ham med Velbehag og Rørelse«. Han finder hos ham et »Liv i Foredraget, der synes at vidne om Hjertets Deltagelse hos Taleren«.^[16]

Idethele samstemmer alle vidnesbyrd om at lovprise presten Welhavens hjerte, og han indehavde jo ogsaa en stilling, som krævede mere end almindelig offervillighed; som prest for de spedalske ved St. Jørgens hospital havde han den opgave at trøste den menneskelige elendighed i dens allermest frastødende skikkelser; man maa erindre, at spedalskhed i begyndelsen af aarhundredet var noget ganske andet end nu, da internering og desinfektion har begrænset sygdommen paa en dengang uanet maade; de rædselsfulde former af syg- dommen med de halvt bortraadnede og stinkende legemer var dengang meget almindeligere end nu, — og lægen var endnu ikke kommen til for at lindre deres ulykke, — presten var baade deres legemlige og sjælelige forsørger. Blandt disse ulykkelige var Welhaven som en fader, der aldrig veg tilbage; og til ham kom de med alle sine sorger. Han synes at have elsket dem; da engang en indsender i byens avis foreslaar, at man skal paalægge de spedalske at bære slør, for at de mindre skal incommodere byens borgere, svarer Welhaven ham i ord, der dirrer af krænket menneskekjærlighed.^[17] —

Han kunde da ogsaa i sjelden grad glæde sig over kjærlighed og tillid fra smaafolks og de ulykkeliges side; det er bekjendt, at da falskmyntneren Fenstad skulde forberedes til sin henrettelse, vilde han ingen anden prest se end Welhaven; men ham hørte han paa, — og Welhaven var hos ham til det sidste. Trofast gik han i sin gjerning til sin død, og det synes at være noget mere end de almindelige taleblomster, naar stiftsprovst Bruun ved Welhavens baare siger: »— — Ja! Du gik indtil Du saa godt som segnede, gik der hvor mangen anden skulle have krympet sig for at gaae, gik til dem, som kommer til Ingen, og til hvem Faae ville komme, og hvis Klage det blev: »Min Plage er hver Morgen nye over mig.« Du gik, ei fordi Du maatte, men fordi Du selv vilde, gjorde det saa gjerne, gik med Liv og Sjel, med Mod og Kraft, med Lyst og Iver, fordi det var Frihed for din Aand, Salighed for dit Hjerte, at gaae i din Herres Ærinde, at gjøre en Evangeliets Gjerning, fordi det hørte til Dine gladeste, Dine saligste Timer, at forkynde Guds Raad til Salighed — — — — Nei! hvormeget af det Gode, som Du har virket til Vederqvægelse for Lazari Brødre og Søstre, for Enker og de Faderløse, for de bundne og fængslede, hvormeget af den Olie og Viin, Du har øst i den Elendiges Saar, skulle man ikke have savnet, om Du ikke havde givet Mere, end Du var pligtig at gjøre, men hvorfor ogsaa Korsdrageren, Enken og den Fangne^[18] sukke nu, da Du har forladt dem:

»Borte er vor bedste Ven
Ingen er som Han igjen«

— — — — Verdens Roes og Menneskers Bifald veier ikke op mod dette Samvittighedens Vidnesbyrd: »Jeg mener baade Gud og Mennesker vel med, hvad jeg gjør, — der er ingen Modsætninger mellem mit Hjerte og mine Handlinger.« Og saa forholdt det sig med Dig, ved hvis Urne jeg her taler. Ærlighed var virkelig et Grundtræk i din Caracteer, og en Nidkjærheds Aand besjelede Dig. Ei alene vilde Du alt hvad Du kunde, men Du anstrængte Dig endog over Dine Kræfter.«^[19]

I sit væsen var presten Welhaven en ualmindelig livlig mand, der altid var i bevægelse; ligesom sønnen ledsagede han gjerne sine ord med sterk gestikulation; P. A. Jensen erindrer ham »gjennempilende Gaderne med utrolige lange Skridt — hvad der ikke just tog sig præsteligt ud, naar han om Søndagene med høit optrukket Samarie gik fra Høimessen i Hospitalet til Høimessen i de »Søfarendes Fattighus«; — han kunde sjelden gaa en Bekjendt forbi uden at tale ham til, eller paa sine Spadseerfarter i Byen om Sommeraftenen støde paa en Familje udenfor Gadedøren paa dens grønne Bænk, uden at sidde ned imellem dem og ved sin ualmindeligt livlige, af den dristigste Mimik og Gestikulation understøttede Samtale at blive Indehaver af Familjens indre Historie.«^[20]

Welhaven havde den dybeste kjærlighed og pietet ligeoverfor faderen, men satte ham ikke høit som begavelse; han mente, at han udelukkende havde sine anlæg fra moderen; men hende kjender vi desværre endnu mindre til.

Else Margrethe var yngste datter af residerende kapellan til korskirken, Johan Sebastian Cammermeyer og dennes anden hustru, Maren Heiberg;, en kusine af P. A. Heiberg. Cammermeyer betegnes af Daniel Thrap som »den sidste pontoppidaner«, han var en udpræget pietist, og hans hjem var stille og asketisk, al fornøielse var banlyst og presten en vederstyggelighed. Men den unge, smukke Else synes med stille trods at have opponeret mod faderens mørke livssyn og i hemmelighed at have listet sig til forbudte glæder. Naar hun sad ved sin rok, kunde hun stundom, selv i faderens nærværelse, stjæle sig til at kige ud af vinduet, ud til verden. Naar den gamle opdagede det, gik han høitidelig hen og trak gardinet for. — Om søndagen pleiede Else at have sin gang i tyske-kirken, men altid fulgt af sin 26 aar ældre søster Eva, der holdt skarpt øie med hende. »Engang sad de i kirken, da tjenesten udførtes af hospitalets unge kapellan, J. E. Welhaven. Han saa fra alteret den smukke Else og var ikke herre over sine øine, saa hun anede, hvor de vilde hen, da der mødte hende et strengt ord fra søsterens læber: »Else! se i din salmebog.«

Den unge kapellan kunde let skaffe sig anledning til at faa et erinde til Cammermeyer, der blev kaldt ned fra studerekammeret og modtog ham med spørgsmaalet: Er det Welhaven? — Ja. — Sæt sig ned! — Else blev distraheret og saa paa den fremmede; men søsteren var der straks med sit: »Else, pas din rok!«, og til rokkehjulets lyd blev den unge mand siddende med den livligste tale, der trak ud til middagen, som han maatte nyde med — alt uden at kunne faa et ord henvendt til sin udvalgte. Han maatte passe hende op paa hendes spadserture, og endelig lykkes det ham engang, da hun med sin strenge søster var standset ved en lygtepæl, hvor denne talte med en bekjendt, at komme bag pælen og liste et brev i hendes haand. At faa dette besvaret, var en meget vanskelig sag for den unge pige; men kjærligheden er opfindsom, og det skede da omsider ved en velvillig kirketjener eller paa anden maade. Welhaven kom da igjen til Cammermeyer, fortalte, at det var afgjort mellem hans datter og ham, og udbad sig hans faderlige velsignelse. Cammermeyer svarede: »Ja, Else har bekjendt det for mig;« men det havde sine store vanskeligheder, ikke blot paa grund af hans ringe stilling og lange udsigter, men allermest fordi han var en mand, som tog del i det selskabelige liv og baade dansede og spillede. Det maatte dog gaa, og allerede i sit 21de aar blev Else gift med sin kapellan 15de april 1806.«^[21] bekræftes af de sparsomme oplysninger, som vi ellers har om hende. Hun synes ikke i ringeste maade at være bleven kuet af livsmørket i hendes hjem; P. A. Jensen kalder hende en »staut og kjernesund kvinde«, og Pavels omtaler hendes ugenerte kavbergenske sprog. — Hun skal have havt et udpræget Heiberg-ansigt, ligesom sin søn, og idetheletaget have havt meget tilfælles med denne familje. Welhaven var som bekjendt meget stolt af at være i slegt med den berømte danske digterfamilje, han føler sig i temperament og livssyn J. L. Heiberg nærmere end nogen anden dalevende forfatter.

Mal:Stjerner

I en liden hyggelig trægaard, (i Domkirkegaden) som nedrives i disse dage, blev Johan Sebastian Cammeermeyer Welhaven født den 22de december 1807.

Hans barndomsdage gik rolige og lykkelige hen; han kommer i sine digte ofte tilbage til sit hjem og mindes stadig sin barndom som sin gladeste og sorgløseste tid. Bergen var ligetil for faa aar siden et eldorado for gutter; gaderne var deres ubestridte domæne, hvor de tumlede sig uden at lade sig synderlig genere af de gamle vægtere, som var byens eneste politi; og Johan var en ualmindelig livlig gut,^[22] som med lyst deltog i kammeraternes lege.^[23] — Og hjemme mødte han aldrig andet end kjærlighed og venskab; faderen synes at have forgudet sin ældste, og det var vist ikke frit for, at han forkjælede ham og stundom lod ham faa sin vilje, hvor det havde været sundere at betvinge den.

Ganske uden modgang gik dog heller ikke denne barndom; Johan var en altfor sterk og stridig natur til, at det ikke af og til maatte komme til sammenstød med omgivelserne.

Det har altid været skik i Bergen, at alle »honnette« folks børn gaar paa danseskolen; og da Johan var syv aar gammel, kom ogsaa turen til ham; men dette smagte ham slet ikke, og han gjorde simpelthen oprør. Presten lik da en voksen mand til at eskortere ham hen i Hollændergaden, hvor danseskolen var; men Johan stred imod og spændte og sparkede, saa hans følgesvend blev baade gul og blaa og bad sig fritaget for det ubehagelige hverv. Det endte med, at gutten gik af med seiren, og blev fri for de forhadte anstandsøvelser.^[24]

Værre var det med latinskolen; her var en lang række af tvangsaar, som maatte gjennempløies, enten det gik saa eller saa.

Johans karakterbog, som er opbevaret i Bergens kathedralskoles bibliothek, frembyder et lidet lysteligt skue. De første aar gik det rigtignok, som sedvanlig, idethele bra, skjønt der ogsaa allerede i det andet skoleaar klages over hans opførsel og mindre tækkeligt§ væsen. Men fra 1821, da han traadte ind i sit fjortende aar, falder herligheden sammen, og næsten alle lærerne samstemmer i en klagesang over »denne vanskelige discipel«. Han er doven og uskikkelig, hans examenskarakterer i flid og opførsel varierer mellem »temmelig godt« og »maadelig«, og til sin sidste halvaarsexamen, da han var en voxen gut paa 17 aar, fik han endog »slet« i opførsel. Han har ganske vist været impertinent og uforskammet i sine svar.

Der var dog de timer, hvor Johan sad rolig og med andagt slugte lærerens ord, — det var Lyder Sagens danske timer; — hans tidlig udviklede skjønhedssans fik rig næring i Sagens undervisning.

Sagens styrke var, som vi har hørt hans smag, — han havde en udpræget forkjærlighed for det formelle; alt, hvad der virkede formløst og monstrøst, var ham en vederstyggelighed. Han havde ogsaa stor sans for det komiske og skal have været ubetalelig morsom, naar han i timerne slog sig til ridder paa, hvad han fandt dumt og latterligt. Johan havde i begge retninger anlæg til at skatte sin lærer, fulgte ham med henrykkelse, naar han lagde ud om Øhlenschlægers og Schillers digte, og lo af hjertens lyst, naar han haanede eleverne for deres stilistiske merkværdigheder.

Johan synes da ogsaa gjennem hele skolen at have hørt til Sagens yndlinge, selv om denne af og til maa klage over hans dovenskab i græsken. Han havde et ualmindelig smukt organ og læste fortrinlig; endnu i studentersamfundet omtales han som fremragende deklamator, og da han havde indsendt sin »tylvter« mod Wergeland til samfundsbladet, lod han ikke, som sedvanligt var, bladets redaktør oplæse dem, men betraadte selv kathedret for at udsende dem med større fynd. Ogsaa hans danske stile var »nydelige, tydelige og prydelige« og læreren en glæde.

Man kan sikkert antage, at Johan har gjort alt, hvad Sagen ventede af sine bedste elever; han har ganske vist udenfor skolen læst alt, hvad læreren anbefalede ham, og det for en skolegut ikke ubetydelige litteraturkjendskab, som P. A. Jensen omtalte som sin eiendom, har ganske vist ogsaa været Welhavens; han har rimeligvis ogsaa anskaffet sig sin »excerptbog«, hvor han nedtegnede sine yndlingsdigte. Men mest af alt blev han dog befrugtet af Sagens æsthetiske theorier og livssyn, hans ærbødige dyrkelse af kunstens helligdom, hans kjærlighed til skjønheden og had til alt det som var hæsligt og »forfjasket.«

Grundlaget for den opfatning af digterkunsten, som Welhaven senere udviklede til et formeligt system, og som skulde faa en saa afgjørende betydning for hans opfatning af sin tid og omgivelser, er saaledes allerede lagt paa skolen.

Endnu som ældre mand omtaler Welhaven Sagen med stor veneration, og han undervurderer ikke den betydning, han har havt for hans udvikling. »Fra Skolen,« skriver han i 1838, »havde en Lærer, som jeg elskede, medgivet mig en skjærpet Sans for Digterkunstens Kydskhed og Renhed.«^[25]

I guttedagene var det imidlertid ikke digtekunsten, Welhaven knyttede sine fremtidsdrømme til, — men malerkunsten. Hans anlæg for tegning var saavidt paafaldende, at baade han selv og hans omgivelser kunde tænke sig, at der boede en kunstner i ham. Sagen, der selv var dilettant i denne kunst, gjorde meget væsen af hans tegninger, og skal flere gange have talt til faderen om, at han burde sende sønnen til Kjøbenhavn; kanske havde han et stille haab om at redde en professor Dahl, til for fædrelandet. At Welhaven selv endnu længe, efter at han var blevet student, var usikker om, hvor hans talent egentlig laa, er sikkert nok. —

Under denne sterkt æsthetiske paavirkning og med det stille haab om selv at eie guddomsgnisten i sin sjæl, var det ikke at undres paa, om der i den unge Welhavens sjæl udviklede sig en sterk opposition mod den materialistiske aand, der omgav ham i Bergen, hvor der ei spurgtes »om Aandsbedrift«, men hvor »Bryst og Hoved« var et »Regnebret« og fisk var det eneste, som gjaldt »foroven og forneden«.

Det drag af aandshovmod, som hyppig kommer frem i Welhavens polemik, og som var det, der vakte mest forargelse i »Norges Dæmring«, har saaledes rimeligvis faaet sin første væxt i hans guttedage; der var ogsaa andre omstændigheder, der kunde virke i samme retning; faderen synes at have havt meget høie tanker om sin søn, det fortælles saaledes, at han, naar Johan kom hjem med sin slette karakterbog, havde for skik at trøste ham med de ord: »De andre faar karakter for sin flid, men du for dit geni«

Umuligt er det heller ikke, at han i guttedagene har været paavirket af den aandsaristokratiske tone, som hyppig kom frem i »Den norske Tilskuer«; det er jo høist sandsynligt, at presten Welhaven har holdt den eneste betydningsfulde avis, som udkom i Bergen, og at gutten læste den.^[26]

Sommeren 1825 slog endelig befrielsens time. 17½ aar gammel forlod han sit fædrenehjem for at fortsætte sine studier ved universitetet, sjæleglad Ved at slippe ud af skolens tvangstrøie, men lidt vemodig ved at forlade det kjære hjem, og i sin inderste sjæl kanske noget skuffet over, at turen gik til vor tarvelige hovedstad og ikke til Kjøbenhavn, hvor kunstakademiet vinkede ham.

---

---

1. Se »Den norske Tilskuer« I, 30.
2. P. A. Heiberg: Tre Aar i Bergen, p. 19.
3. Steffens: Was ich erlebte, III, p. 52—53.
4. Pavels: Dagbøger 1817—22, p. 292.
5. P. A. Jensen: Autobiogr. Medd. »Illustr. Nyhedsblad«, 1863, p. 5.
6. Pavels, ib. p. 205.
7. »Attraperes f. Ex. en Loppe i Bergen, da skal der, førend man beskriver den, undersøges om den ikke overtræffer, med Hensyn til Farvens Skjønhed og i Størrelse, de Lopper, man har grebet i Christiania.« 

   W. Konow: Breve, p. 180.

8. »Bergens Adresse-Contors Efterretninger«, 1812, no. 1 og no. 14.
9. Saaledes benævnes de selskabelige eftermiddagssammenkomster hos Falsen i en (utrykt) paabegyndt selvbiografi af provst Th. Erichsen, som eies af arkitekt v. d. Lippe i Bergen.
10. »Den falsenske Høitid aabnedes med en Prolog, forfattet af Foss, men declameret af Sagen, hvor der tilkjendegaves, at man ønskede at indføre en bedre Selskabstone end den herskende, hvor man spiller Kort i halvfjerde Time og sidder til Bords i fem — —« (Pavels, l. c. p. 485).
11. Se Pavels, p. 487, 489, 567. Ogsaa i den ovennævnte biografi af Th. Erichsen omtales Falsens »private Theater«.
12. »Den norske Tilskuer«, I, 34.
13. »Illustreret Nyhedsblad« 1863, p. 69 ff.
14. P. A. Jenssen, l. c. p. 238.
15. Dagbøger 1817—22, p. 427: Pavels har været i barnedaab hos Welhaven: »Drengen, som blev opkaldt efter sin Fader, skraalede ganske umenneskeligt; det var maaske et Omen for, at han engang vil træde i sin Faders Fodspor, og raabe saaledes ud af Struben, at hans Tilhørere blive døve, inden han selv bliver hæs.«
16. Ibidem p. 451.
17. »Bergens Adressecontoirs Efterretninger« 1813, no. 20 og 21.
18. Welhaven var ogsaa prest ved »Tugthuset«.
19. C. Bruun: Tale Ved Pastor og Ridder Welhavens Gravfæstelse. Bergen 1828. Trykt til Bedste for Hospitalslemmerne, hos Chr. Dahl, R. S.
20. »Illustr. Nyhedsbl.« 1863, p. 238.
21. D. Thrap: Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarhundrede. II, 311 ff. — Nedskrevet efter Elisabeth Welhavens mundtlige meddelelser.
22. »Aa den Bastian, den Bastian. Gudbevare meg kafor en Vivacitet.« (Sagen) Løchen, Welhaven I, 31.
23. Welhaven: Skr. III, 1—14.
24. Løchen, I, 16—18.
25. II, 179.
26. De før citerede linjer, »Det sande store jevnt og simpelt er« —, som Welhaven benytter som motto i sit første digt til Henrik Wergeland, og som han udgiver for at være af J. Rein (men som rimeligvis er af Foss), findes ikke i de under Reins navn udgivne skrifter, men kun i »Den norske Tilskuer« i den tidligere nævnte epilog til »Kjærlighed uden Strømper«. .