Norsk Adel i forrige Aarhundrede (Norske Bygdesagn)

Norske Bygdesagn

Utgitt av Ludvig Daae, J. W. Cappelens Forlag, 1881 (Første Samling, s. 113-118).

I Aaret 1713, da 5000 norske Soldater bleve nedsendte til Danmark, sagde Obersten for et throndhjemsk Regiment, senere General, Budde, til den kommanderende General Hausmann: „Jeg har i en Bataillon to Bondekarle, som siges forvist at nedstamme fra et af de ældgamle norske kongelige Huse. Deres Ansigter og Miner ere saa kjendelig distingverede, at Eders Excellence selv kan udfinde dem.“ Dette forsøgte Generalen og kjendte just de to Karle blandt nogle hundrede. Den ene af dem døde som Underofficier under Beleiringen af Stralsund.^[1]

Henrik Steffens fortæller i sine Erindringer,^[2] at Christian VI. havde til Hensigt „allmälig einen echt norwegischen einheimischen Adel zu begründen,“ hvortil Elementer fandtes, idet nogle tildels velhavende Bondefamilier i Gudbrandsdalen, Valders og andre frugtbare Dele af Landet nedstammede fra de gamle Jarler (!) og vare sig det bevidst, idet de kun indgik Ægteskaber indbyrdes o. s. v. Sønner af saadanne Storbønder bleve da, fortælles der videre, nedkaldte til Kjøbenhavn og indsatte i Landkadet-Akademiet. Man vilde gjøre dem til Officierer, ja til Pager ved Hoffet. Men det var store, firskaarne, stærke, halsstarrige, modige Mennesker, opdragne i stor Frihed og lidet skikkede til at underkaste sig Subordination. Dengang anvendtes endnu legemlige Straffe ved Akademiet, og det hændte nogle Gange, at de raa norske Kadetter satte sig til Modværge mod sine Lærere. Man havde da kun Valget mellem at lade dem skyde eller sende dem hjem, og den menneskekjærlige Konge valgte den sidste Udvei. Forsøget mislykkedes altsaa.

Denne Steffens’s pikante, men tydelig kun paa en usikker Tradition grundede Fortælling citeres af N. M. Petersen^[3] og har udentvivl vakt Fleres Opmærksomhed. Noget sandt maa vel ligge til Grund herfor, og det lader sig tænke, at Planen er opstaaet under Christian VI.s og hans Dronnings med talrigt Følge af Hoffolk foretagne Reise i Norge i Sommeren 1733. Men det er forbundet med stor Vanskelighed at finde sikre Data til Bestyrkelse af denne Beretning. Saadant skulde nærmest være at søge i Landkadetakademiets Archiv. Af denne Institutions Strafprotokoller har Kancellist Dittmann i Danske Saml., udg. af Chr. Bruun m. Fl. (III. S. 280 flg.) meddelt udførlige med Aaret 1738 begyndende Uddrag, uden at heri noget om denne Sag forekommer. Skulde der nogensteds her i Landet endnu existere Sagn, der indeholde Erindringer herom?

To gammelnorske Adelsfamilier kjendes dog, som efter længe at have været halvt nedsunkne til Bønder, igjen fik sit Adelskab fornyet under Christian VI. og hans Søn, og det tildels virkelig paa en Maade, som i nogen Grad bestyrker Henrik Steffens’s Fortælling.

Den ene af disse Familier var Slægten Tordenstjerne til Gulloug i Lier ved Drammen. Denne Slægts Stamfader, Nils Svendssøn Tordenstjerne, blev af Kong Hans nobiliteret ved Brev af 20de Juli 1505 (aftrykt af Prof. Gr. Fougner Lundh i hans Prøve paa et norsk Diplomatarium, Kbhvn. 1828, 4. S. 13). I Magazin til den danske Adels Historie, I. S. 52 fortælles (Indberetning fra Biskop N. Dorph i Christiania af 1749 om adelige Familier i hans Stift), at Nils Svendssøn og en anden, der samtidig skal være bleven adlet under Navn af Dalpil, skulde have udmærket sig ved Vennersborgs Erobring i Kongens Nærværelse. Denne Begivenhed er imidlertid apokryfisk; Allen, hvis Forskninger neppe nogen saadan Tildragelse vilde have undgaaet, om den havde fundet Sted, kjender heller Intet dertil. Familien holdt sig dog, hvorom Alting er, paa Søndre-Gulloug i syv Slægtled, i Begyndelsen gjennem standsmæssige Ægteskaber (med Slægter som Maaneskjold, Kalips, Mylting o. s. v.), siden, fra 5te Led, af gjennem borgerlige Forbindelser, først med en Bondedatter fra Kjekstad i Røken, dernæst med en Præstedatter fra Hurum. Døtrene giftedes med Bønder, Sidelinierne gik vel i Regelen ogsaa over i denne Stand. I 17de Aarhundrede forekommer^[4] et Par Personer paa Stenshorne i Eker, hvoraf den ene førte Tordenstjernernes Vaaben og den anden i 1648 ansøgte om Fornyelse af sin Adel. Om dette indvilgedes, kjendes ei, men under 3die Februar 1734 fornyedes derimod selve Hovedliniens Adelskab af Christian VI. for Nils Oudenssøn Tordenstjerne til Gulloug (ifølge J. C. Bergs Optegnelser født 8de Septbr. 1676, † 24de Novbr. 1744, ægteviet i Huset paa Gulloug den 9de August 1731 med Martha Lucia Bache fra Hurum, født 1698 eller 1700 og † 1767). I en Anonyms Optegnelser om Frederik V.s Reise i Norge (1749), der findes i den Kallske Manuskriptsamling paa det st. kgl. Bibliothek (No. 226 fol.), heder det: „Paa Gulloug, et gammelt Herresæde bor endnu den eneste (!) Levning af den gamle norske Adel, Ouden (Nilssøn) Tordenstjerne, 17 Aar gammel, vel studeret og ønskede gjerne nogen Employe. Der hængte indtil for nogle Aar siden paa samme Gaard den gamle riddermæssige Rustning, Stormhat, Skjold, Sværd og fuld Harnisk fra Haand til Fod, nu er det bortkastet og Jernet til andet opsmedet.“ Denne Ouden, som var født den 14de og døbt 20de Septbr. 1732, havde nydt Undervisning i sit Hjem af Jens Essendrop, hvis Ophold der i Egnen vi skylde hans Liers Beskrivelse (Kbhvn. 1761. 8). Ouden kom derpaa til Kjøbenhavn og blev 10de August 1753 Sekretær i Danske Kancelli, 26de Septbr. samme Aar Hofjunker og 13de Juni 1769 Kammerjunker (Statsjournalen for 1739, S. 45), men døde ugift og barnløs allerede den 21de Decbr. 1771, som det har staaet eller maaske endnu staar paa hans Ligsten paa Frogner Kirkegaard i Lier. Hermed uddøde denne adelige Familie. Søndre-Gulloug var allerede 1765 solgt tilligemed Midtre-Gulloug, som var Avlsgaard derunder, til Kammerraad M. H. Bache (maaske en Slægtning af den sidste Tordenstjernes Moder). Den vedligeholdt dog fremdeles i nogen Tid sine Friheder paa Grund af Besiddernes Stilling som Rangspersoner. Hovedbygningen paa Søndre-Gulloug var opført i 1568, efter at Svensken under Syvaarskrigen havde brændt de tidligere Huse. Den udmærkede sig, ifølge Essendrop, ved Tømmerstokkenes usædvanlige Længde og Tykkelse. Ifølge et Sagn skal denne Bygning efter Gullougs Salg være bleven flyttet til Hofvin ved Kirken af samme Navn i Ullensaker.

Den anden Familie, hvorom her kan være Tale, er Botner-Ætten i Høland, hvorom der i 1751 blev nedskrevet en temmelig udførlig Efterretning af Sognepræst Pharo sammesteds.^[5] Denne Familie, som havde Navn af Gaarden Botner, var forlængst saagodtsom gaaet over til at være Bønder, men kjendte sin Slægt meget langt op, ligesom der i Hovedkirken hang en Tavle, hvorpaa baade selve Botner-Familiens og de i den indgiftede Familiers Vaaben vare afbildede (Tegning i Magazinet l. c.). Botner-Ætten, der neppe nogensinde har havt synderlig Betydning udenfor Hjembygden, havde været rig paa Jordegods, havde egen Begravelse, paastod at have boet paa sin Herregaard i fem hundrede Aar og udledede sin første Herkomst fra en „Jutul“ Aaster, der skulde ligge begravet i en Haug tæt ved Gaarden, hvor ogsaa et Kapel skal have staaet. Af Botner-Familien var Anders Botner, som i 1757, efter at have gjennemgaaet den mathematiske Skole (Krigsskolen) i Christiania, var Sekondløitnant ved det „Nestorfske“ Regimente i Norge. Om ham har jeg seet Følgende i en Extrakt „aus der Kriegs Cancelley Sachen“ (i det danske Geheimearchiv), dateret Christiansborg 19de Januar 1757: „Der Second Lieutenant Andreas Botner von dem unlängst wieder deterrirten (sic!) alten norwegischen Adel, stellet vor, dass seine Ältern genöthigt worden die Hälfte ihres in ihrem Geschlecht seit 500 Jahren bewohnten Hofes zu verpfänden um nur zu dem Ankauf seines Platzes und seiner Equipirung und der Herunterreise zum Campement Rath zu schaffen.“ Han ansøgte derfor om at maatte sælge sin norske Officiersplads og benaades med en Løitnantsplads ved de Gevorbne „hier unten“ (ɔ: i Danmark). Den ene Halvdel af Ættegaarden var pantsat for 600 Rdl., og han frygtede meget for, at Gaarden, som det heder i hans Ansøgning, „skal komme i Decadence eller i Fremmedes Hænder.“ Sluttelig paaberaaber han sig „det høipriseligste Exempel paa Hofjunker Tordenstjerne, hvis Familie var ligeledes kommen i Forglemmelse.“ Paa Extrakten er tilføiet i Marginen: „Mundtlig at tale med ham.“ Anders Botner blev siden forflyttet til Falsterske Infanteriregiment, deltog i Troppesamlingen i Holsten mod Rusland og tjente derpaa i tre Aar som Frivillig i den preussiske Hær under Syvaarskrigen. Efter Hjemkomsten til Danmark fik han under 28de Juli 1765 sin Families gamle Adel formelig fornyet,^[6] vendte tilbage til Norge, overtog sin Ættegaard og blev Kaptein og Chef for Eidsbergske Kompagni. 1780 fik han Karakter af Generaladjutant og døde 13de Februar 1784. Anders Botner var imidlertid, ligesom Kammerjunker Tordenstjerne, ugift, saa at begge disse Adelsslægter kom til at dele Skjæbne ogsaa deri, at de kun kort overlevede sin Gjenophøielse.

Udtrykket „der unlängst wieder deterrirte alte norwegische Adel“, hvor ved det besynderlige Ord „deterrirt“ udentvivl maa være ment „gjenoplivet“, „fornyet“ eller noget Lignende, tyder aabenbart paa, at Levningerne af den norske Adel maa have tildraget sig en vis større Opmærksomhed ved Hoffet. En Kjendsgjerning, som her maaske ogsaa bør erindres, er, at der i 1747 alvorlig tænktes paa Oprettelsen af en egen Ridderorden for Norge, hvorom Hans Grams Betænkning indhentedes.^[7]

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. E. Pontoppidan, Norges naturl. Hist. 2. S. 460.
2. „Was ich erlebte“. 2. S. 40–42.
3. Bidrag til den danske Literaturs Historie. III. 2. S. 295.
4. Norsk historisk Tidsskrift 1. Række I. S. 34.
5. Magazin til den danske Adels Historie. I. S. 83 flg.
6. Diplomet trykt i G. Fayes Bidrag til Hølands Menigheds og Præsters Historie. Chra. 1866. S. 75–76.
7. Se Werlauffs Oplysninger herom i Illustr. Nyhedsblad for 1859, No. 21 (ogsaa særskilt).