Norske Folke-Sagn/4
„Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,
Hiin gridske Landfarsot, den sorte Død;
Faa havde Herrens Naade kun bevaret
Mens Tusinder som Dødens Rov laae strøed!
Men der, hvor hele Slægter vare døde.
I mange Aar laa Egnen tom og øde.“
C. N. Schwach.
Denne under Navn af den sorte Død berømte Pest, der med Lynets Fart ilede fra Asiens Høilande ved Chinas Grændser til Ishavets Bredder, og for hvis dræbende Aande mange Tusinder sank hen, blev paa et strandet engelsk Skib bragt til Bergen, hvorfra den med rædsom Vælde foer fra Dal til Dal, blottede det hele Land for Folk og Fæ, og bragte Norge i en Afmagt, som varede gjennem Aarhundreder. Landet skal have mistet ⅔ Dele af sine Beboere. I de fleste Fjeldbygder findes der Sagn om denne Landeplage, der af Bønderne paa nogle Steder kaldes Storemannadouen, paa andre Svartdouen og Pesta. Stundom forestiller man sig „Pesta“ som en gammel gusten Qvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven, slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun „sopede,“ der døde hver Moders Sjel. Som oftest var hun iført et rødt Skjørt, og angest blev Folk ved at see hende. Mangen Dal uddøde, og først efter Aarhundreder gjenfandt man de tilgroede forglemte Strækninger, hvor man stundom traf paa de gamle Huse, stundom kun paa Tomter af Bygninger og andre Spor af fordums Beboelse. Saadanne gjenfundne Dale kaldte man siden Finddale, gjenfundne Huse, Fundarhuse og gjenfundne Gaarde, Findland, Findaas o. s. v. Mangen Dal blev vel siden igjen opryddet; men rundt om i Landet findes endnu Dalstrækninger, der bære Spor af fordums Beboelse, og nu kun bruges til Sæterdale. Saadanne ere f. Ex. Lomedalen og Noutedalen i Bygland i Raabygdelauget; Engdal og Nessedal i Sogn, hvor Hustomter og andre Spor af fordums Beboelse findes; Susendal paa Helgeland; Smeddalen paa Fillefjeld, der efter Sagnet skal have udgjort at Kirkesogn, hvis Kirke først blev nedbrudt 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, hvorfra man paa en Juledag talte 30 ringskoede Heste ved Sogndals Kirke; den øde Helestrand mellem Valders og Hallingdal, som ligeledes skal have udgjort et Sogn, af hvis Kirke o. m. man endnu seer Spor, og hvor paa Kirketofterne sammesteds Sagnet fortæller, at før Pesten 12 Bønder have boet. I Danmark kaldes denne Pest Mandeqvæl eller Mærkedød (Thiele 4, 88), men paa Bornholm kaldes den „den sorte Død,“ fordi Menneskene kort førend de døde fik en sort Prik inde i Haanden (Thiele 3, 52). Paa Island, som den først naaede 1402, rasede den frygtelig under Navn af Svarti Daudi (Olafsens Reise 261)[1].
- ↑ Denne frygtelige Landeplage har udentvivl faaet sit Navn, den sorte Død, af de sorte Pletter, som hos den Angrebne, i Forening med heftig Blodstyrtning, inden den tredie Dag medførte Døden. Angaaende Tiden stemme Efterretningerne ikke ganske overeens. I en gammel Chronologie fra 15de Sec. (Script. rerum Dan. 1, 395) anføres ved Aaret 1350: „gravis qvædam pestis ac mors subitana tam in hominibus qvam in pecoribus grussabatur,“ hvormed saavel en Beretning, som findes i en gammel Besindelse over Hammer (Budstikken 2, 818) som et gammelt Misale paa Thoten, stemme overeens. Hiin lyder: „saa slet bortdøde Folket den Tid, som skede Anno 1350 og samme smitsomme Syge begyndte her udi Norge Nativitutis Mariæ (8de Sept.) og varede til alle Helgens Tid (1 November) som var 8 Uger“ og dette: „pestis ultimis diebus Septembris hic (paa Thoten) incipiens (nemlig 1350) sex duravit hebdomadas, rqvo toto tempore perpetuo pluebat. Af den Maade, hvorpaa den paa Søndmør betegnes, nemlig med en Rist (M), 3 Pølser (CCC), en Kløv (L) og et Spyd (I), synes det, at Pesten der har raset Aar 1351. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).