Norske Folke-Sagn/Fortale
For dem, der interessere sig for Videnskabelighed og Fødelandets Historie, vil det udentvivl være overflødigt at tale om det Værd, en Samling af Folkesagn kan have; men da denne Bog let kan falde i Hænderne paa Folk, der mangle denne Dannelse og Interesse, vil det vel ei være overflødigt med nogle Ord at omtale den Interesse og Nytte, en Sagnsamling kan have:
1. At Sagnene om de overnaturlige Væsener ved deres Sammenhæng med Nordens gamle Gudelære, der opbevares i begge Eddaerne, kunne tjene samme som en levende og ei uvigtig Commentair, og ved den mærkelige Overeensstemmelse som finder Sted mellem dem og de fleste nordeuropæiske Sagn, ei alene i det Hele, men ogsaa ofte i de enkelte Dele, i Forbindelse med andre Ting, føre til interessante Slutninger om Folkenes Oprindelse, Beslægtskab o. s. v., ja, ved denne mærkelige Lighed ei engang være Philosophen uvigtige, kan vel neppe med Grund modsiges. „Folkesagnene“ siger en af Danmarks lærdeste Mænd, Professor Werlauf, „have sjelden eller aldrig været Gjenstand for nogen egentlig videnskabelig Undersøgelse, skjønt de maaskee som Aftryk af ethvert Folks individuelle Charakteer, torde udgjøre et ikke uvigtigt Capitel i den menneskelige Culturs Historie.“ (Athene 4, 193). Den Indvending, som maaskee vil gjøres, at disse Sagn om Jutuler Nøkker o. s. v. ville tjene til at stadfæste en gammel Overtro, er efter Udgiverens Mening ugrundet. Saavel i Indledningen, som ofte i Anmærkningerne, vil Læseren finde antydet den første Oprindelse til disse Sagn, og den skadelige Tro paa disse Væsener vil udentvivl derved, at de komme paa Prent og blive Gjenstand for fornuftige Folks Samtale, faae Naadestødet; thi saadan Overtro trives kun, naar den indhylles i en vis Hemmelighed og uden Forklaring forplantes fra Mund til Mund.
2. At saadanne Sagn selv for Naturforskeren kunne have Interesse, vidner vor berømte Landsmand Professor H. Steffens. „Mig som Naturforsker,“ siger han, „var stedse Sagnenes Physionomi fra de forskjellige Bjerg- og Skovegne uendelig kjert; thi udsprungne af en bestemt Natur, bleve de, hvor de, bortskremte fra os, holdt sig i saadanne skjulte Tilflugtssteder, gjennem Aarhundreder stedse deres oprindelige Hjem troe, tydende hen paa det; ja, de syntes vidunderligen at bevare dets inderste Hemmeligheder. Med Bjergenes og Landenes Natur hænger Sagnenes Skikkelse paa det nøieste sammen, saa at jeg med den inderligste Fornøielse har iagttaget Sagnvexternes Forskjellighed efter Egnens Natur i dens fineste Nuancer.“ (Geschichten, Sagen u. s. w. von Hagen, Hofmann und Steffens S. 131).
3. For Digteren og Yndere af Digtekunsten maa en Samling af saavel mythiske som historiske Folkesagn, være velkommen. Med større Frihed og med mere Held kan han benytte sig af mythiske Væsener, naar han veed, at disse leve i Folkets Minde og ere saa bekjendte, at selv det mindste Barn forstaaer en saadan Hentydning, og, hvad de historiske og tilsvarende Sagn som Stof for poetiske Frembringelser angaaer, saa er det en almindelig Mening, at et Digt, der grunder sig paa et Sagn eller Factum, næsten stedse lykkes bedre, end hvor Stoffet ogsaa er opdigtet. Mig vilde det meget glæde, om denne Samling af Sagn kunde tjene vore unge Skjalde til en Slags Haandbog, og opmuntre dem til hellere at dyrke og opelske de vel ei saa glimrende, men dog friske, levende Blomster, der voxe frodige blandt Norges Fjelde, end at søge baade Stof og Billeder fra fjerne og for Mængden ubekjendte Gjenstande, kort at blive mere Folkedigtere, end tilforn har været Tilfælde.
4. For den, der har historisk Sands eller interesserer sig for Fødelandets Skjebne gjennem Secler og for gjeve Mænds Idretter, ville de historiske Sagn udentvivl være velkomne; thi om man ei altid kan bevise Sagnenes historiske Vished, og om der mod enkeltes Paalidelighed endog kan vækkes grundet Tvivl, ere de dog — om kun for saa vidt Aftryk af Virkeligheden, som de indeholde Folkets Minder om mærkelige og vidunderlige Hendelser eller Gjerninger — altid interessante, og vi maae med Sagnlitteraturens Fader, den berømte Grimm, erkjende, „at gaae Sagnene end med andre Skridt og see med andre Øine, end Historien gjør, maa man dog unde ethvert Folk, og regne det for en ædel Egenskab, at dets Histories Dag har Morgen- og Aften-Dæmring af Sagn.“ I flere af de i denne Samling meddeelte historiske Sagn findes ikke aldeles uvigtige Bidrag, der stadfæste, oplyse og supplere Historiens Vidnesbyrd og charakterisere de svundne Tider.
5. Vil man maaskee indrømme, at en Samling af Sagn har nogen local Interesse ei alene for de Folk, der boe paa de Steder, hvor Sagnet skal have tildraget sig eller hvor det endnu lyder; men selv for den Fremmede og Reisende, der ved en Sagn-Samling bliver gjort opmærksom paa, at et saadant Sagn existerer, og derved faaer Anledning til at forhøre sig om samme og da nyde den Fornøielse, som den naive, mundtlige Fortælling paa Stedet selv stedse medfører.
6. Endelig vil en Sagn-Samling maaskee blive Børn en kjer og, under Forældrenes Veiledning, uskadelig Morskabslæsning og en velkommen Erstatning for de kjere Eventyr, der deels mere og mere forsvinde, deels meddeles dem uden Valg og uden Forklaring, og desuden stundom ere vel massive.
Bliver det ved ethvert Værk i Almindelighed et vigtigt Spørgsmaal,
om Forfatteren baade har kunnet og villet være sanddru, saa
bliver det endnu mere ved en Samling af Sagn; thi her har Læseren
ingen anden Hjemmel, end Udgiverens Troværdighed[1]. For
saavidt, at de meddeelte Sagn tilforn ere blevne trykte, kan der vel
holdes en Slags Control, skjønt det ofte hender, at det samme Sagn
fortælles paa forskjellige Maader, i det enten enkelte Omstændigheder
udelades, andre tillægges, og flere Sagn sammenblandes; men
hvor der staaer: „Meddeelt eller Mundtligt.“ har man oftest ingen
anden Borgen end Samlerens Troværdighed. Den Paastand at
hvad Samleren har hørt, maa ogsaa Andre kunne faae at høre,
gjelder unegtelig om saadanne Sagn, hvorved Mindet om en Daad,
der kan tjene Egnen til Heden, er forbundet, eller som er knyttet til
en iøinefaldende Gjenstand, som en Høi, et Fjeld o. s. v., i det
Hele om mærkelige historiske Sagn; men aldeles ikke om andre, og allermindst om de overnaturlige Væsener: thi deels er Troen paa
dem ved en stigende Oplysning aftaget, og som en Følge deraf ogsaa
Beretningerne om dem blevne ufuldstændigere, deels udfordres
der en vis Takt, som kun Øvelse og Omgang med Almuen kan
give, til at faae den ønskede Underretning; thi er man ikke forsigtig
og varsom, hender det let, at Vedkommende troer, at man vil
have ham til Bedste, og man faaer et undvigende eller benegtende
Svar. Sagn, som paa Stedet, hvor Begivenhederne skulle være
indtrufne, ere hendøde, og hvor ei engang Spor ere at finde, træffer
man heel uventet paa et andet Sted, hvor de ved tilfældige
Omstændigheder, som ved Giftermaal, o. s. v., ere blevne
henplantede; thi Barndoms Fortællinger og Steder have ofte for
den, der tidlig blev fjernet fra dem, mere Interesse end for dem,
der daglig see de vante Omgivelser.
Tidsalderens Aand, der er mere raisonerende end troende, der i det Hele ingen Auctoritet respecterer; Geistlighedens Bestræbelser, og en mere udbredt Læsning have berøvet Sagnene og Eventyrene meget af deres gamle Interesse og Agtelse, saa at nu som oftest kun en gammel Kone eller et videbegjerligt Barn kjender et Sagn, der for ikke ret mange Aar siden var almindeligt.
Flere troværdige Folks Forsikkring, at man i deres Barndom hørte baade gamle Viser og Sagn, som nu ere aldeles glemte; den Erfaring, at den tiltagende Almueoplysning ei alene medfører Overtroens Udryddelse, men ogsaa Sagnenes Glemsel, og den Interesse, som disse vidunderlige Toner om en Verden, som vi ikke kjende, fra en Tid, der længst er forsvunden, have for mig, lige fra mine Barndoms Dage, da jeg med levende Interesse og Tro lyttede til dem, opvakte tidligen hos mig den Idee, at samle en Deel at disse Sagn, inden de ganske forstummede. Tildeels opdraget paa Landet og saaledes vant til at omgaaes med Bønder, blev det mig ei vanskeligt ved flere Fodvandringer, jeg i mine Universitetsferier foretog, at udvide min Sagnkundskab, som jeg siden deels ved at studere Topographier o. s. v., deels ogsaa ved mundtlige Samtaler og Brevvexling har stræbt at fuldstændiggjøre. Sjællands lærde Biskop, den af den oldnordiske Historie saa fortjente P. E. Müllers, Hr. Professor C. Steenblochs og flere agtede Videnskabsmænd Ønske om, at en Samling norske Sagn snart maatte udkomme, og Opmuntring til mig, om at realisere Ideen, har fornemmelig bidraget til at denne Samling af Sagn nu fremtræder. At den er ufuldstændig og i flere Henseender mangelfuld, er Ingen villigere til at erkjende end Udgiveren, der dog har stræbt at udstyre den, ei saaledes som han ønskede, og Critiken udentvivl fordrer; men saaledes som Tid, Mangel paa tilstrækkelige Hjelpekilder og andre Omstændigheder have tilladt ham det.
Med Grundene for sit Valg af Sagn, som Inddeling og andre Smaating vil Forfatteren ei trætte sine Læsere; men kun tilføie, at han har leveret Sagnene, som han har erholdt dem, uden at lægge til eller tage fra og uden Udpyntning. Mangen Læser vil maaskee finde, at en saadan Samvittighedsfuldhed her er paa sit urette Sted; men Udpyntningen vil jeg overlade Andre og bede Læseren tage til Takke med disse simple, men ægte og nationale Folke-Sagn. Ei som nogen fuldstændig Samling af norske Sagn, men kun som et ringe Bidrag til at fylde et Hul i vor Litteratur og i den nordeuropæiske Sagnkreds, vover jeg at anbefale til mine Læseres Velvillie og Yndest dette Forsøg, hvis gode Modtagelse maaskee kan opmuntre Andre til at fremkomme med lignende Bidrag.
Ti Aar ere henrundne siden denne Sagnsamling første Gang
saa Dagens Lys, og jeg havde i de senere Aar i en anden Embedsstilling
og under vigtigere Sysler næsten glemt den, da Hr. Boghandler
Guldberg for et Par Aar siden anmodede mig om at lade
en nye Udgave udkomme, efterdi Bogen ei længere var i Boghandlen
og ofte efterspurgtes. Jeg henvendte mig derpaa til flere Landsmænd
om Meddelelser af Sagn eller Bemærkninger over dem, som
fandtes i første Udgave. Fra Mange har jeg intet Svar erholdt,
medens jeg paa den anden Side skylder Flere, især yngre Mænd,
min Tak for de Bidrag de hade meddeelt mig, blandt hvilke jeg
især skylder at nævne Hr. Christie, B. Moe, J. Moe og Asbjørnsen.
Uagtet jeg uden stor Vanskelighed, især naar jeg som f. Ex. Hr.
Afzelius, ogsaa vilde have optaget Sagn, der have levet, men nu
ere uddøde hos Folket, kunde have forøget denne Samling til det
dobbelte, har jeg ikke villet forandre eller forøge den mere end nu
er Tilfældet, da den let kunde blevet en ny Samling istedetfor anden
Udgave af en ældre. Dertil kom, at jeg veed, at Hr. Asbjørnsen
sysler med en udgave af Sagn, der fra hans Haand vil udgaae
fortrinligere end fra min, da jeg desuden i de senere Aar
baade har savnet Tid og Anledning til at sysle med Sagn. Mine vigtigere Forretninger, og de faae Fristunder, der have staaet mig
til min Raadighed, maae derfor tjene til Undskyldning for, at den
anden Udgave ei gaaer mere fuldendt fra min Haand, end den under
andre Omstændigheder ved Venners Hjelp vilde have kunnet.
Holt, 18de August 1843.
A. Faye.
- ↑ En anonym og mig ubekjendt Anmelder af denne Sagnsamlings første Udgave i Skiens Ugeblad 1835 No. 16–24 yttrer: „Mange af de Sagn, som findes i Bogen, har Indsenderen hørt, deels i sin Barndom og deels paa sine Reiser i Oplandene „og det ganske saaledes, som Hr. Faye har opgivet dem.“