Norske Folke- og Huldre-eventyr/1
{{Kategbori:Vincent Stoltenberg Lerche]]
Vinden peb i de gamle Lønner og Linde lige over for mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen som en Decemberhimmel kan være her i Christiania. Mit Humør var lige saa mørkt. Det var Juleaften, den første jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officer og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glans og Herlighed. Men en Nervefeber bragte mig paa Hospitalet, hvorfra jeg først var kommet ud for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storeborken og min Faders Finmut, men Brevet kunde neppe naa frem til Dalen før anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. Mine Kammerater vare reiste fra Byen, og jeg havde ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved. De to gamle Jomfruer, som jeg logerede hos, vare vistnok godslige og snille Mennesker, og de havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers hele Maade at være paa var alt for meget af den gamle Verden til rigtig at falde i Ungdommens Smag. Deres Tanker dvælede helst ved Fortiden, og naar de, som ofte kunde hænde, fortalte mig Historier om Byen og dens Forhold, mindede det saavel ved sit Indhold som ved den naive Opfatningsmaade om en forsvunden Tid. Med dette mine Damers gammeldagse Væsen stod ogsaa det Hus, som de beboede, i god Overensstemmelse. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort netop en saadan Gaard, maaske det endog var den samme, som Mauritz Hansen har skildret i sin Fortælling: »Den Gamle med Kysen«. Hertil kom, at deres Bekjendtskabskreds var meget indskrænket; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madamer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.
Jeg søgte at adsprede mig i min Ensomhed og min mismodige Stemning ved at se paa alle de mange Mennesker, som færdedes op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaa Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage det Liv og den Travlhed, som herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud og gav sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Tydningen syntes at lykkes for Nogle; men undertiden tilkjendegav langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Opgaven var for svær. Det skumrede; jeg kunde ikke skjelne Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod
det med sine merke rødbrune Vægge spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i Fjerde Christians Tider. Kun Svanen var da som nu meget adstadig, med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Jeg var just i Færd med at fordybe mig i Betragtninger over fængslede Fugle, da jeg blev afbrudt af Støi og Barnelatter i Sideværelset og en svag, jomfrunalsk Banken paa Døren.
Paa mit »Kom indx«, tren den ældste af mine Vertinder, Jomfru Mette, ind med et gammeldags Knix, spurgte til mit Befindende, og bad mig under mange Omsvøb at tage til Takke hos dem om Aftenen. »De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,« tilføiede hun, »vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Mor Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaske adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?«
Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor firkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den Vidtaabnede Ovnsdør et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, som var meget dybt, og møbleret i gammel Stil med høiryggede Ryslæders-Stole og en af disse Kanapeer, beregnede paa Fiskebensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portræter af stive Damer med puddrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Panser og Plade eller røde Kjoler.
»De maa sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,« sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, som i Dagliglaget almindelig kaldtes Sillemor, og kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; »men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Mor Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.«
»Passiar mig hid, Passiar mig did, Du koser Dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemor, og saa skal vi have Skylden,« svarede den gamle, trangbrystede Dame, der tituleredes Mor Skau.
»Nu se, god Aften, Far, kom og sæt Dem her og fortæl mig hvorledes det er med Dem; De er min Sandten bleven dygtig afpillet,« sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed.
Jeg maatte berette mine Fata og døiede til Gjengjæld en meget lang og omstændelig Fortælling om hendes Gigt og asthmatiske Plager, som til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Husinventarium Stine.
»Faster, ved Du hvad Stine siger, Du?« raabte en liden væver, bruneiet Tingest. »Hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet i Aften og give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!«
»Aa, det siger Stine bare for at, blive Jer kvit; hun tør ikke gaa paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun ved nok, hun en Gang er bleven skræmt af Nissen«, sagde Jomfru Mette. »Men vil I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?»
»Aa nei, er det Dig, Løitnant, jeg kjendte Dig ikke, hvor bleg Du er, det er saa længe siden jeg Saa Dig«, raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. »Nu maa Du fortælle os noget Morsomt, det er saa længe siden Du fortalte, aa fortæl om Smørbuk, snille Dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!« Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give til Bedste et Par Nissehistorier om Vagernissen og Burrenissen, som drog Hø fra hverandre, og mødtes med hver sin Hobørd paa Nakken og sloges, saa de blev borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardshunden, til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. »Det var tilpas til ham det, stygge Nissen«, sagde de, og fordrede mere.
»Nei, nu plager I Løitnanten for meget, Børn,« sagde Jomfru Cecilie; »nu fortæller nok Faster Mette en Historie.«
»Ja, fortæl, Faster Mette!« var det almindelige Raab.
»Jeg ved ret ikke hvad jeg skal fortælle,« svarede Faster Mette; »men siden vi er komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I husker vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle?« — »Aa ja,« raabte Børnene. — »Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Vaisenhuset her for mange Aar siden. Den Gang var det endda mere ensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning det Vaisenhus. Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staa op og brygge, saa sagde de andre Tjenerne til hende: »Du maa agte Dig, at Du ikke staar for tidlig op; før Klokken To maa Du ikke lægge paa Rosten.« — »Hvorfor det?« spurgte hun.
»Du ved da vel det, at der er en Nisse her, og Du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa Du slet ikke have paa Rosten,« sagde de.
»Pyt, ikke værre,« sagde Kari, hun var meget frisk paa Leveren, som de siger, »jeg har ikke noget at skaffe med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg, den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.«
De Andre formanede hende, men hun blev ved Sit, og da Klokken vel kunde være lidt over Et, stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden under Kjedlen, og det var ligesom En kastede Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun ikke se. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden, men det gik ikke bedre, og Resten vilde heller ikke gaa. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte:
»Pak Dig did Du er kommen fra. Tror Du, Du skal skræmme mig, tar Du feil!«
»Tvi vorde Dig da!« svarede det fra en af de mørkeste Kroge; »jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte jeg skulde have faaet den ottende med.« Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Vaisenhuset, sagde Kari Gusdal.« —
»Jeg blir ræd, nei Du skal fortælle, Løitnant; naar Du fortæller, saa blir jeg aldrig ræd, for Du fortæller saa morsomt,« sagde en af de Smaa. En anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dansede Halling med Jenten. Det var Noget, jeg meget nødigt indlod mig paa, da der hørte Sang til. Men de vilde paa ingen Maade lade mig slippe, og jeg begyndte allerede at rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at synge Hallingdansen, som hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter til Børnenes Glæde og min Frelse traadte ind.
»Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kan faa Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,« sagde jeg, idet hun tog Plads; »og saa danser I selv, ikke sandt?« Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dansemusikken og jeg begyndte min Fortælling.
»Der var ensteds, jeg tror næsten det var i Hallingdal, en Jente, som skulde gaa med Flødegrød til Nissen; om det var en Torsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg tror vist, det var en Julekveld. Nu syntes hun det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremelsgrød og sur Mælk i et Grisetraug. »Der har Du Trauget dit, Styggen!« sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, før Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dans med hende; det holdt han paa med, til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dansede, sang han« — her overtog Jomfru Lise Nissens Parti og sang i Hallingtakt:
»Aa Du har iti op Grauten for Tomten Du,
Aa Du skal faa danse med Tomten Du!
Aa har Du iti op Grauten for Tomten Du,
Saa skal Du faa danse med Tomten Du!«
Under dette hjalp jeg til ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene støiende og jublende tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet.
»Jeg tror I sætter Stuen paa Taget med det Samme, Børn; I støier, saa det Værker i mit Hoved,« sagde gamle Mor Skau. »Vær nu rolige lidt, saa skal jeg fortælle Jer nogle Historier.« Det blev stille i Stuen og Madamen tog til Orde:
»Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldrer og Sligt, men jeg tror ikke Stort af det. Jeg har hverken seet
den Ene eller den Anden — jeg har nu ikke været vidt i mit
hun siger hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en Skipper, som havde holdt op at fare. Der var der saa stilt og roligt; de kom aldrig til Nogen, og ikke kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig til Sengs, og der var en Nisse der, sagde de. Men saa var det en Gang, sagde Stine, som Kokken og jeg vi sad oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle og sy for os selv, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaa med Syningen og Stoppingen, for hvert Øieblik kom Jon Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidlig oppe og vasket om Morgenen. Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet, sagde hun, og jeg skreg: »Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,« og jeg var saa ræd, at jeg ikke torde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laa alle Tallerkenerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Lue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det og sagde, det var roligere for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds, sagde hun, og saa sagde hun til ham det, — hun skalv lidt i Maalet — at han skulde flytte over til Kobberslagerens tvers over Gaden, der var det mere stilt og roligt, for der gik de til Sengs Klokken Ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa, sagde hun til mig, men Du ved nok det, sagde hun, at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken Tre om Morgenen hele Dagen Siden den Dag, sagde hun, saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren likte han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Torsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de blev rige heller, for Nissen gik vel og drog til dem, sagde Stine, og det er sandt, de tog sig op og blev rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,« tilføiede Mor Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for hende usædvanlig lange Fortælling.
Da hun havde taget sig en Pris Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk:
»Min Mor det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som har hændt her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den ved jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.«
»Lad os dog faa høre den, Madam Skau,« sagde jeg. »Fortæl, fortæl, Mor Skau,« raabte Børnene.
Madamen hostede lidt, tog sig atter en Pris og begyndte: »Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hedte — ja hvad var det nu hun hedte da? Madam — jo, Madam Evensen var det, og hun var en Kone noget over sin bedste Alder, men enten hun boede oppe i Møllergaden eller inde i Krogen ved Lille Kirkebakken, det skal jeg ikke sige for vist. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaa i Fropræken Julemorgen, for hun var flittig til at gaa i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, forat hun kunde faa sig lidt varmt Drikke, saa hun ikke skulde være fastende. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde se paa Klokken, havde den stanset, og Viseren stod paa halv Tolv. Hun vidste ikke, hvad Tid det var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, mens hun klædte paa sig, og tog Salmebogen og gik i
Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien. Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saae saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde allesammen. Der var Ingen hun kjendte, men der var Mange hun syntes, hun skulde have seet før, men hun kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgenen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.
Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: »Kast Kaaben løst om Dig og gaa, for bier Du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa Dig. Det er de Døde, som holde Gudstjeneste.«
»Uf, jeg blir ræd, jeg blir ræd, Mor Skau,« suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol.
»Hys, hys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,« sagde Mor Skau. »Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og Mange af Menigheden, og at de vare døde for lange Tider siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær havde segnet ned paa Kirkegulvet. Da hun kom ud paa Kirketrappen, kjendte hun de tog hende i Kaaben; hun slap Taget og lod dem beholde den, og skyndte sig hjem saa fort hun kunde. Da hun var ved Stuedøren sin, slog Klokken Et, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød, saa angest var
hun. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa
havde seet den mange Gange før, og jeg tror, hun havde seet et af Stykkerne ogsaa; men det er nu det samme, det var en kort lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds Fo’r og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at se en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i Kirken med slige Kaaber i Julehelgen.«
Børnene, som under den sidste Del af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, erklærede, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De havde krøbet op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad Nogen og tog efter dem under Bordet. I det samme kom der ind Lys i gamle Armstager, og man opdagede med Latter, at de sad med Benene paa Bordet. Lysene og Julekagen, Syltetøi, Bakkelse og Vin forjagede snart Spøgelseshistorier og Frygt, oplivede Gemytterne og førte Samtalen over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gav Risengrøden og Ribbenstegen Tankerne en Retning mod det Solide, og man skiltes tidlig fra hverandre med Ønsker om en glædelig Jul. Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg ved ikke, om det var Fortællingerne, den nydte Kost, min Svaghedstilstand, eller alt dette tilsammen, som voldte det; jeg laa og kastede mig hid og did og var midt inde i Nisse-, Huldre- og Spøgelseshistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dombjælder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at se der end Døler med røde Luer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, som var død, da jeg var en liden Gut. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Rundkast — han var bekjendt som en rask Fyr — midt ned i Kirken, saa at Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. »Der ligger Præsten,
og her er jeg,« sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, »og lad os nu faa en Springdans.«
Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dans, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: »Du lyt være med, Kar.«
Jeg vidste ikke hvad jeg skulde tro, da jeg i det samme vaagnede og følte Taget i min Skulder, og saa den samme jeg havde seet i Drømme, lude sig over min Seng med Døleluen ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store Øine stilt heftede paa mig.
»Du drømmer vist, Kar,« sagde han, »Sveden staar paa Panden Din, og Du sover tungere end en Bjørn i Hi. Guds Fred og glædelig Jul siger jeg fra Far Din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren og Finmut til Dig, og Storeborken staar i Gaarden.«
»Men i Guds Navn, er det Dig, Thor?« Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl. »Hvorledes i al Verden er Du kommen hid nu?« raabte jeg glad.
»Jo, det skal jeg sige Dig,« svarede Thor; »jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han: Thor, sagde han, nu er det ikke langt til Byen, Du faar tage Borken og reise ind og Se til Løtnan, og er han rask og han kan være med, saa skal Du tage ham med, sagde han.«
Da vi fore fra Byen, var det klart igjen, og vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle raske Ben, og en saadan Jul, som jeg turede den Gang, har jeg aldrig turet hverken før eller siden.