Norske Folke- og Huldre-eventyr/30
Det var ret en trist Aften: ude føg det og sneede; inde hos Proprietæren brændte Lyset saa døsigt, at man næsten ikke skimtede andre Gjenstande end en Klokkekasse med kinesisk Krimskrams, et stort Speil i en gammeldags forgyldt Ramme, og et arvet Sølvkrus. I Stuen var der ikke andre end Proprietæren og mig. Jeg sad i det ene Hjemme af Sofaen med en Bog i Haanden, medens Proprietæren selv havde taget Plads i det andet Hjørne, fordybet i Funderinger over en Pakke af »de baade sure og søde Statsborgere,« som han kaller dem i sin Afhandling, betitlet »Forsøg med nogle velmente patriotiske Yttringer for Fædrelandets Vel. For Beskedenheds Skyld af en Anonym.«
Af det grundige Studium i denne Guldgrube for hans Ideer udklækkedes der, som man nok kan vide, mangehaande kløgtige Formeninger; at han selv i det mindste var overbevist om deres Fortræffelighed, syntes det fiffige Blik at antyde, som han tilkastede mig fra sine graa klippende Øine; der var heller ingen Mangel paa »velmente patriotiske Yttringer,« om hvis Gehalt den bedst kan dømme, som har havt Anledning til at kige i den ovenfor anførte Skrift eller hans store Afhandling i Manuskript om Tienden. Men al denne Visdom var spildt paa mig; jeg kunde den paa mine Fingre, thi jeg hørte den nu for tre og tyvende Gang. Jeg er ikke udrustet med nogen Engletaalmodighed; men hvad skulde jeg vel gjøre? Tilbagetoget til mit Værelse var mig afskaaret; der var skuret til Helgen; det stod i en Damp. Efter at have gjort nogle forgjæves Forsøg paa at fordybe mig i min Bog, maatte jeg saaledes lade mig føre af de bevægede Vande i Proprietærens Veltalenheds Strøm. Proprietæren var nu paa sin hvide Hest, som man siger; den gamle rødslidte Skindlue havde han lagt ved Siden af sig i Sofaen, og bar sin skaldede Pande og sine graa Haars Værdighed aabent til Skue. Han blev ivrigere og ivrigere; han reiste sig og fægtede med Hænderne; han gik op og ned ad Gulvet med hastige Skridt, saa Flammen i Lyset viftede hid og did, og den graa, fodside Vadmelskjoles feiende Flag beskrev store Kredse, hver Gang han svingede rundt og hævede sig paa sit lange Ben; thi som Tyrtæus og Per Solvold var han lavhalt. Hans bevingede Ord summede om mine Øren som Oldenborrer i en Lindetop. Det gik løs om Processer og Høiesteretspræjudikater, om Kranglerier med Overformynderiet, om Tømmerbrøtning og Luxus, om Magthavernes Regjereri og Mørkfossens Udminering, om Korntolden og Jæderens Opdyrkning, om Industri og Centralisation, om Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed, om Bureaukrati og Embedsaristokrati, og om alle de Kratier, Arkier og Rier, som har existeret lige fra Kong Nebukadnezar til Per Solvolds Statsborgeri.
Det var ikke til at holde ud længer med Proprietærens Knot og affekterede Pathos. Fra Kjøkkenet skraldede den ene Lattersalve efter den anden; Christen Smed førte Ordet derude; han havde just holdt op, og der lød paa ny en hjertelig Latter.
»Nei,« sagde jeg og brød over tvert, »nu vil jeg rigtig ud og høre Smedens Historier,« løb ud og lod Proprietæren tilbage i Stuen med den matlysende Praas og sin egen forstyrrede Tankegang.
»Barnevæv og løgnagtige Rægler!« brummede han, idet jeg lukkede Døren efter mig; »det er Skam for lærte Folk; men velmente patriotiske Yttringer —.« Mere hørte jeg ikke.
Lys og Liv og Munterhed straalede ud i den høie, luftige Hal. Et Baal, der lyste op selv i de fjerneste Kroge, flammede paa Skorstenen. I denne, ved Siden af Skorstensstøtten, tronede Proprietærens Madame med sin Rok. Skjønt hun i mange Aar havde ligget til Feldts mod Gigten og forskanset sig mod dens Anfald i en Mangfoldighed af Stakker og Trøier, og som Udenværker udenom alle de øvrige anlagt et Uhyre af en graa Vadmelskofte, skinnede dog hendes Ansigt under Skautet som den fulde Maane. Paa Peiskanten sad Børnene og lo og knækkede Nødder. Rundt om sad en Kreds af Piger og Husmandskoner; »de traadte Rokken med flittige Fødder eller brugte de skrabende Karder.« I Svalen trampede Træskerne Sneen af, kom ind med Avner i Haaret og satte sig ved Langbordet, hvor Kokken bar frem Natverden for dem, en Mælkeringe og et Traug haardstampet Grød. Op til Skorstensmuren lænede Smeden sig; han røgte Tobak af en liden Snadde, og over hans Ansigt, der bar sodede Spor fra Smedje-Essen, laa en tør alvorlig Mine, som vidnede om at han havde fortalt, og fortalt godt.
»God Aften, Smed,« sagde jeg, »hvad er det Du fortæller, som vækker saadan Latter?«
»Hi, hi, hi,« lo Smaagutterne med Sjæleglæde i sine Miner, »Christen fortalte om Fanden og Smeden, og saa om Gutten som fik ham ind i Nødden, og nu har han sagt, han skal fortælle om Per Sannum, som de Underjordiske holdt Hesten for i Asmyr-Bakken.«
»Ja,« begyndte Smeden, »den Per Sannum var fra en af Sannumgaardene nordenfor Kirken. Han var en Signekall, og han blev ofte hentet baade med Hest og Slæde for at gjøre aat Folk og Fæ, ligesom gamle Berthe Tuppenhaug her nede i Braaten. Men hvordan det var eller ikke, saa var han nok ikke klog nok, for en Gang havde de Underjordiske bundet ham, saa han maatte staa en hel Nat i Hjemhagen sin med Kjæften paa Skakke, og det gik ikke rigtig vel til den Gangen, jeg nu vil fortælle om heller. Denne Peren kunde aldrig forliges med Folk, akkurat ligesom — hm — hm nu ja, han var en Kranglefant, som havde Sag med Alle. Saa var det en Gang han havde en Sag i Stiftsretten i Christian, og derinde skulde han være til Klokken ti om Morgenen. Han tænkte han havde god Tid, naar han red hjemmefra Kvelden i Forveien, og det gjorde han ogsaa; men da han kom i Asmyr-Bakken, blev Hesten holdt for ham. Det er ikke rigtig der heller; for lange Tider siden har En hængt sig oppe i Haugen, og der er Mange som har hørt Musik der, baade af Feler og Klarinetter og Fløiter og andre Blaasegreier. Ja, gamle Berthe veed nok at tale om det; hun har hørt det, og hun siger hun aldrig har hørt saa vakkert, det var akkurat som da den store Musikken var hos Lensmanden i 1814. Var det ikke saa, Berthe?« spurgte Smeden.
»Jo, det er sandt, det er Gudsens Sandhed og det, Far„« svarede Husmandskjærringen, som sad ved Skorstenen og kardede.
»Nu, Hesten blev da holdt for ham,« fortsatte Smeden, »og den vilde ikke røre sig af Flækken. Alt det han slog paa og alt det han hujede og skreg, saa dansede den bare i Ring, og han kunde hverken faa den frem eller tilbage. Det led med det skred, men det blev ikke anderledes. Saaledes gik det hele Natten, og det var tydeligt at se, at der stod En og holdt den, for alt det Sannumen bandte og huserte, saa kom han ikke videre. Men da det led ud paa Morgenen i Graalysingen, saa stod han af og gik op til Ingebret Asmyr-Haugen, og fik ham til at tage med sig en Varmebrand, og da han var kommen i Sadlen igjen, saa bad han ham fyre over Hesten med den. Da kan det vel hænde det gik af Gaarde i fuldt Firsprang, og Per havde nok med at hænge paa, og ikke stansede det, før han kom til Byen; men da var Hesten sprængt.«
»Dette har jeg hørt før,« sagde gamle Berthe og holdt op at karde, »men jeg har aldrig villet tro, at Per Sannum ikke var klogere; men siden Du siger det, Christen, saa maa jeg vel tro det.«
»Ja, det kan Du,« svarede Smeden, »for jeg har hørt det af Ingebret Asmyr-Haugen selv, som bar Branden og fyrede over Hesten for ham.«
»Han skulde vel have seet gjennem Hulaget, Berthe, skulde han ikke?« spurgte en af Smaagutterne.
»Jo, det skulde han,« svarede gamle Berthe, »for da havde han faaet se, hvem det var som holdt Hesten, og da havde han maattet slippe. Det har jeg hørt af En, som vidste om Sligt bedre end Nogen, det var En, som de kaldte Hans Frimodig hjemme paa Halland. I andre Bygdelag kaldte de ham Hans med Skikkelighed, for han havde nu det til Mundheld: »Alting med Skikkelighed.« Han blev indtagen af de Underjordiske og havde været hos dem i mange Aar, og de vilde endelig have ham til at tage Datter deres, som hang efter ham stødt. Men det vilde han ikke, og da der blev ringet efter ham fra mange Kirker, saa tog de ham tilsidst og kastede ham ud fra en høi Kolle langt ude i Bygderne, som jeg tror de kaldte Horte-Kollen, og da syntes han, han foer lige til Fjords. Fra den Tid var han en Jaaling. Saa kom han i Lægd og gik fra Gaard til Gaard og fortalte mange underlige Historier, men bedst han sad, saa lo han:
»Hi, hi, hi, Kari Karina, jeg ser Dig nok!« sagde han, for Huldrejenten var bestandig efter ham.
Mens han var hos de Underjordiske, fortalte han, saa maatte han bestandig være med dem, naar de var ude og forsynte sig med Mad og Mælk, for det som var korset over og signet med Jesu Navn, havde de ikke Magt til at tage, og saa sagde til han Hans: »Du faar tage i her, for dette er der »krikkla paa,« og han lagde nu saadanne Børder i Meiserne til dem, at det var fæle Ting; men naar der kom Tordenslag, satte de afsted saa fort, at han ikke kunde følge dem. Hans var bestandig i Lag med en af dem, som hedte Vaatt, og han var saa stærk, at han tog og bar baade Hans og Børden, naar der kom sligt Braaveir paa dem. En Gang mødte de Futen fra Ringerike i en dyb Dal oppe paa Halland, saa gik Vaatt bort og holdt Hesten for ham, og Futen skreg og slog paa og foer saa ilde med Hesten, at det var Synd at se. Men saa gik Skydsgutten frem af Meierne og saa gjennem Hulaget; saa maatte Vaatt slippe, »og da kan det vel hænde det gik,« sagde Hans. »Skydsgutten var nær ikke kommen paa Slædemeierne igjen, og vi slog op en Skrassel, saa at Futen vendte sig i Slæden og saa tilbage.« —
»Ja,« sagde en af Husmændene, som var en Udbygding, »det har jeg hørt om en Præst i Lier ogsaa. Han skulde rejse i Sognebud til en gammel Kjærring, som havde været et ugudeligt Menneske, mens hun levede. Da han kom paa Skoven, blev Hesten holdt for ham; men han vidste Raad, for det var en rask Karl den Lierpræsten; i eet Sprang var han fra Slæden oppe paa Hesteryggen og skottede ned gjennem Hulaget, og der saa han det var en styg gammel Mand som holdt i Tømmen — de siger, det var Fanden selv.«
»Slip kuns, Du faar hende ikke,« sagde Præsten.
»Han maatte slippe, men med det samme gav han Hesten et Rap, saa den satte afsted saaledes, at det gnistrede under Hovene og lyste i alle Skovtoppene, og det var ikke mere end Skydsgutten kunde holde sig bagpaa. Den Gang kom Præsten ridende i Sognebud.« —
»Nei, om jeg skjønner hvorledes det skal gaa med Kjørene ligevel, Mor,« sagde Mari Budeie, som kom staakende ind med et Mælkespand, »jeg tror de sulter rent ihjel, her kan Mor se hvor lidet Mælk vi faar.«
»Du faar drage Hø fra Staldgulvet, Mari,« sagde Gamlemor.
»Ja, det var sandt!« svarede Mari; »kommer jeg did, saa er Karlmændene og Kallen saa forsinte som vilde Gasser.«
»Jeg skal give Dig et Raad, Mari,« sagde en af Smaagutterne med en polisk Mine. »Du skal koge Rømmegrød og sætte ud paa Staldlaaven om Torsdagskvelden, saa hjælper nok Nissen Dig at drage Hø til Fjøset, mens Gutterne sover.«
»Ja, bare der var nogen Nisse her, saa skulde jeg nok gjøre det,« svarede den gamle Budeie troskyldig; »men det er Fanken ingen Nisse her i Gaarden, for de tror ikke paa Sligt Sjelvfolkene; nei, paa Næs hos Kapteinen, den Tid jeg tjente der, der var Nissen.«
»Hvorledes kan Du vide det, Mari?« spurgte GamLemor. »Har Du set ham?«
»Seet ham? Ja det har jeg rigtig ogsaa det,« svarede Mari, »det er sikkert nok.«
»Aa, fortæl os det, fortæl os det!« raabte Smaagutterne.
»Ja det kan jeg nok,« sagde Budeien og begyndte:
»Det var nu den Tid jeg tjente hos Kapteinen, saa sagde Gaardsgutten til mig en Lørdagskveld:
»Du er nok saa snild, at Du gir Hestene for mig i Kveld Du Mari, saa skal jeg altid gjøre Dig et Puds igjen.«
»Aa ja,« sagde jeg, »jeg kan nok det,« for han skulde gaa til Jenten sin.
Da det led mod Tiden, at Hestene skulde have Kveldsfodret, saa gav jeg først de to, og saa tog jeg et Høfange og skulde give Hesten til Kapteinen, og den var altid saa fed og blank, at En gjerne kunde speile sig i den; men i det samme jeg skulde gaa ind i Spiltauget, saa kom han faldende lige ned over Armene paa mig —«
»Hvem, hvem? Hesten?« spurgte Smaagutterne.
»Aa nei vist, det var Nissen; jeg blev saa forfærdet, at jeg slap Høet der jeg stod, og skyndte mig ud igjen det forteste jeg vandt. Og da Per kom hjem, saa sagde jeg: »jeg har givet Hestene for Dig een Gang, min kjære Per, men nei Gu’ blir det ikke oftere da, og Brunen til Kapteinen den fik ikke Høstraaet he1ler,« sagde jeg, og saa fortalte jeg ham det.
»Aa ja, det har ingen Nød med Brunen,« sagde Per, »han har nok den som passer ham, han.«
»Hvorledes saa Nissen ud da, Mari?« spurgte en af Smaagutterne.
»Ja, mener Du jeg kunde se det?« svarede hun; »det var saa mørkt, at jeg ikke kunde se Hænderne mine, men jeg kjendte ham saa tydelig, som jeg tar i Dig; han var lodden, og det lyste i Øinene paa ham.«
»Aa, det var vist bare en Katte,« indvendte en af dem.
»Katte?« sagde hun med den dybeste Foragt. »Jeg kjendte hver Finger paa ham; han havde ikke mere end fire, og de var lodne, og var det ikke Nissen, saa lad mig ikke komme levende af Flækken.«
»Jo, det var Nissen, det er vist,« sagde Smeden, »for Tommelfinger har han ikke, og lodden skal han være paa Næverne; jeg har aldrig handtagets med ham; men saa skal det være, det har jeg hørt; og at han passer Hestene og er den bedste Husbondskarl, Nogen kan have, det ved vi alle det. Der er Mange, som har stor Nytte af ham; men det er da ikke ham alene de har Nytte af, for oppe i Ullensaker,« begyndte han igjen at fortælle, »var der en Mand, som en Gang havde ligesaa megen Nytte af de Underjordiske, som Andre har af Nissen; han boede paa Røgli. De vidste nu vel det, at Huldren var der og holdt til der, for det var en Gang han reiste til Byen saa i Flæksneen om Vaaren, og da han kom ind til Skjællebæk og havde vandet Hestene sine, kommer der ud over Bakken en Buskap med brandede Kjør, saa store og fede at det var Moro at se dem, og Nogle af dem som var med, kjørte med alle Slags Bukjørrel og Greier paa Kjærrer med vakkre fede Heste for; men foran gik der en svær Jente, som havde en drivende hvid Mælkekolle i Haanden.
»Men hvor skal I hen paa denne Aarsens Tid da?« spurgte Røgli-Manden forundret.
»Aa,« svarede hun, som gik foran, »vi skal til Sæters i Røgli-Hagen i Ullensaker; det er Havn nok der.«
Dette syntes han var rart, at de skulde havne i Hagen hans; og ingen Anden end han hverken saa eller hørte Noget, og alle dem han mødte paa Veien indover, spurgte han; men Ingen havde set en saadan Buskap.
Hjemme paa Gaarden hos den Røgli-Manden gik det ogsaa underligt til iblandt, for naar han havde gjort noget Arbeide efter Soleglads Leite, saa blev det altid ødelagt om Natten, og tilsidst maatte han rent holde op at arbeide, naar Solen var gaaet ned. Men saa var det den Gangen jeg vilde tale om, det var en Høst, han gik ned og kjendte paa Byg-Loen om den var tør — det var sent ud paa Høsten — og han syntes den ikke var rigtig tør nok endda, men saa hørte han saa skjellig det sagde borte i en Haug:
»Kjør ind Loen Din Du, i Morgen snøger det.«
Han til at kjøre det Bedste han kunde; han kjørte til langt over Midnat, og han fik ind Loen; men Morgenen efter laa der over en Sko dyb Sne.« —
»Ja, men det er ikke altid, de Underjordiske er saa snilde, Smed,« sagde en af Smaagutterne; »hvorledes var det med hende, som stjal Bryllupskosten paa Eldstad og glemte igjen Luen sin?«
»Jo, det skal jeg sige Dig,« sagde Smeden, som med Begjærlighed greb dette Vink til at begynde en ny Fortælling.
»Paa Eldstad i Ullensaker var der en Gang et Bryllup; men paa Bryllupsgaarden havde de ikke nogen Bagerovn, og derfor maatte de sende Stegene bort til Nabogaarden, hvor de havde Bagerovn, og stege dem der. Om Kvelden skulde Gutten i Bryllupsgaarden kjøre hjem med dem. Da han kom over en af Moerne der, hørte han ganske skjellig, at det raabte:
»Hør Du, kjører Du til Eldstad fram,
saa sig til hende Deld,
at Dild dat i Eld!«
Gutten slog paa og kjørte, saa det hvinede om Næsen paa ham, for det var koldt i Veiret og gildt Slædeføre. Og det Samme raabte det efter ham flere Gange, saa han mindtes det vel. Han kom vel hjem med Føringen sin, og gik saa frem for Bordenden, hvor Tjenerne gik fra og til, som de havde Tid til, og fik sig Noget at leve af.
»Naa da Gut, har Fanden selv skydset Dig, eller har Du
ikke reist efter Stegen endnu?« sagde en af Husens Folk.
»Jo, det har jeg,« sagde han, »der ser Du den kommer ind ennem Døren, men jeg slog paa og lod det gaa, alt det Mærren orkede at spænde i, for da jeg kom paa Moen, saa raabte det:
»Kjører Du til Eldstad fram,
saa sig til hende Deld,
at Dild dat i Eld.«
»Aa, det var Barnet mit det,« raabte det i Gjæstebudsstuen, og saa foer der En afsted, som om hun var galen, hun rendte paa den Ene efter den Anden og slog dem paa Skallen Allesammen; men tilsidst faldt Hatten af hende, og saa lik de se, at det var en Hulder, som havde været der; for hun havde rapset med sig baade Kjød og Flesk og Smør og Kage og øl og Brændevin og alt det som godt var; men hun var saa forfjamset over Ungen, at hun glemte igjen en Sølvkaupe i Ølkarret og ikke sansede, at Hatten faldt af hende. De tog baade Sølvkaupen og Hatten og gjemte paa Eldstad; og Hatten den var slig, at den som havde den paa han kunde ikke sees af noget dødeligt Menneske, uden at han kanske var synen; men om den er der endnu, skal jeg ikke kunne sige for vist; for jeg har ikke seet den, og ikke har jeg havt den paa heller.« —
»Ja, de Underjordiske er slemme til at stjæle, det har jeg altid hørt,« sagde gamle Berthe Tuppenhaug, »men værst skal de være i Sætertiden; det er ligesom en lang Høitid baade for Huldrer og Underjordiske; for mens Sæterjenterne gaar og tænker paa Gutterne sine, glemmer de at korse over Mælk og Fløde og anden Bumad, og da tager Huldrefolk alt det de vil. Det er ikke ofte, at Folk faar se dem, men det hænder da iblandt, og det hændte en Gang paa Neberg-Sæteren oppe i Almenningen her.
Der var nogle Tømmerhuggere eller Vedhuggere oppi der og huggede. Da de saa skulde gaa frem til Neberg-Vangen til Kvelds, saa raabte det til dem borte i Skoven: »Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner foer ilde; de brændte op sig i Soddkitiln.«
Da Huggerne kom frem til Sæteren, saa fortalte de Jenterne dette og sagde: »den Tid, vi skulde gaa hjem til Kvelds og vi havde faaet Øxen paa Nakken, saa sagde det borte i Skoven:
»Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner foer ilde; de brændte op sig i Soddkitiln.«
»Aa, det var Barna mine det,« skreg det inde i Mælkeboden, og saa kom der farende ud en Hulder med en Kolle i Næven, og den kastede hun, saa at Mælken skvat om dem.« —
»Folk fortæller nu saa meget,« sagde Smeden med en noget spodsk Mine, ret som om han nærede Tvivl om denne Fortællings Troværdighed. Imidlertid var der næppe Andet, som talte af ham, end Ærgrelse over at være bleven afbrudt, da han havde faaet Munden saa godt paa Glid. Der fandtes næppe Nogen i hele Bygden, som var rigere paa de vidunderligste Fortællinger om Huldren og de Underjordiske end han; og i Troen paa disse Væsener hamlede han op med de stærkest Troende. »Folk fortæller saa meget,« sagde han, »En kan ikke tro det Alt. Men naar det er hændt i Ens egen Slægt, saa faar En tro det. Og nu skal jeg fortælle Noget, som har hændt Værfar min; det var en alvorlig og troværdig Mand, saa det nok var sandt hvad han sagde. Han boede paa Skroperud paa Lodding-Eierne i Ullensaker; han hedte Jo. Han havde bygget sig en ny Stue, han havde en to tre Kjør, fede og i god Stand og en Hest som var udmærket fremfor alle Andre. Med denne Hesten foer han ofte i Skyds fra Mo til Trøgstad, og naar det faldt sig saa, derifra til Skrimstad og tilbage til Mo igjen; og han brydde sig ikke om, hvordan han foer med Hesten, for den var og blev lige fed. Skytter var han ogsaa, og Spillemand med. Ofte var han ude og spillede, men hjemme kunde de aldrig faa ham til at røre Felen; om saa hele Stuen var fuld af Ungdom, nægtede han lige fuldt at spille. Men een Gang var der kommet nogle Gutter til ham med Lommeflasker og Brændevin. Da de havde faaet Kallen paa en Pisk, kom der flere til, og endda han sagde nei i Begyndelsen, saa fik han Felen fat tilsidst. Men da han havde spillet en Stund, lagde han den bort, for han vidste, at de Underjordiske ikke var langt borte, og at de ikke syntes om saadant Spektakel; men Gutterne fik ham til at spille igjen, og saaledes gik det en to tre Gange; han lagde Felen bort, og de fik ham til at tage den fat igjen. Tilsidst hængte han den op paa Væggen og svor paa, at han ikke vilde gjøre et Strøg med Buen mere den Kveld, og saa jagede han dem ud Allesammen baade Gutter og Jenter. Da han havde begyndt at klæde sig af og stod i Skjortærmerne borte i Skorstenen og skulde tænde Kveldspiben sin med en Brand, saa kom der ind et Følge af Store og Smaa, saa det yrede i Stuen.
»Nu,« sagde Jo, »kommer I nu igjen?« Han troede det var dem, som havde været inde og danset; men da han fik se, at det ikke var dem, blev han ræd, tog Døttrene sine, som alt laa i Sengen, og slængte dem op paa Gulvet — han var en stor stærk Mand — og spurgte: »hvad er dette for Folk? kjender I dem?«
Jenterne var søvntunge og sansede ikke. Saa tog han Geværet ned af Væggen og vendte sig mod det Følget, som var kommet ind, og hyttede til dem med Trompen. »Dersom I nu ikke pakker Jer, saa skal jeg« — bandte han — »føise Jer saaledes ud, at I ikke skal vide, om I staar paa Hovedet eller Benene.« De satte ud gjennem Døren og hujskreg, saa den Ene foer hovedstupes over den Anden, og han syntes det ikke saa anderledes ud, end som en Hob graa Garnnøster trillede ud igjennem Døren. Men da Jo havde sat fra sig Geværet og kom bort til Skorstenen igjen og skulde tænde paa Piben sin, som havde sluknet, saa sad der en gammel Mand paa Peiskrakken med et Skjæg saa langt, at det rak helt ned til Bænken, ja det var over en Alen langt; han havde ogsaa en Pibe, og foer frem og tilbage med en Brand ligesom Jo selv og skulde tænde paa den: ret som det var, saa sluknede den, saa tændte han paa igjen, og det blev ikke anderledes.
»End Du,« sagde Jo, »hører Du til samme Fantefølget Du med? hvor er Du fra?«
»Jeg bor ikke langt borte jeg, Du,« svarede Manden, »og jeg raa’r Dig til, at Du passer Dig og ikke holder slig Styr og Larm herefter, ellers gjør jeg Dig til en arm Mand.«
»Naa, hvor bor Du da?« spurgte Jo.
»Jeg bor her borte under Kjonen, og havde ikke vi været der, saa havde den nok strøget med for længe siden, for Du har lagt svært paa Varmen iblandt; det har været hedt der, og den er ikke frakere, end at den falder over Ende, dersom jeg sætter Fingeren min bort paa den. Nu ved Du det,« sagde han, »og pas Dig efter denne Dag.«
Aldrig blev der spillet til Dans mere; Jo skilte sig ved Felen sin, og aldrig fik de ham til at røre nogen anden efter den Tid.« —
Under den sidste Del af denne Fortælling havde Proprietæren holdt en svare Rumstering inde i Stuen; Skabdøre bleve lukkede op og igjen; der rasledes med Sølvtøi og Nøgleknipper; man kunde høre og vide, han var beskjæftiget med at laase igjen for al rørlig Eiendom lige fra Sølvkruset til Blytobaksdaasen. Netop som Smeden havde endt, gløttede han paa Døren, stak Hovedet ud med Luen paa det ene Øre og sagde:
»Er Du nu ude med Ræglerne Dine og lyver igjen, Smed?«
»Lyver?« sagde Smeden meget stødt; »det har jeg aldrig gjort, for dette er sandt; jeg er jo gift med den ene af de Jenterne, og Kjærringen min, Dorthe, hun laa selv i Sengen og saa den gamle Skjæggekallen; rigtignok var de Jenterne rare og ligesom halvfjollede, men det kom af, at de havde seet de Underjordiske,« tilføiede han med et harmfuldt Blik paa Proprietæren. —
»Fjollede?« sagde Proprietæren, »ja, det tror jeg nok; det er jo Du ogsaa, naar Du ikke er paa en Kant, for da er Du rent bindegal. Kom, Smaagutter, og gaa op og læg Jer, og sid ikke her og hør paa hans Røreri.«
»Det maa jeg sige er daarligt sagt af Jer, Far,« yttrede Smeden med Overlegenhed. »Sidst jeg hørte der blev snakket Fjolleri og Rør, var da I prækede paa Neberg-Haugen den syttende Mai,« føiede han til i samme Tone.
»Forbandede Sludder!« brummede Proprietæren og kom stampende gjennem Kjøkkenet med Lyset i den ene Haand og en Pakke Akter og nogle Aviser under Armen.
»Aa, bi lidt Far,« sagde Smeden drillende, ɔog lad Smaagutterne faa Lov at være her, saa skal I ogsaa faa høre en liden Stub; I har ikke godt af at læse i Lovbogen stødt I heller.
Jeg skal fortælle Jer om en Dragon, som blev gift med en Hulder. Det ved jeg er sandt, for jeg har hørt det af Gamle-Berthe, og hun er selv fra den Bygden, hvor det hændte.«
Proprietæren slog bister Døren til, og man hørte ham trampe op ad Trappen.
»Ja ja, siden Kallen ikke vil høre, saa faar jeg fortælle Jer den da,« sagde Smeden til Smaagutterne, over hvem den bedstefaderlige Myndighed ikke længer udøvede nogen Magt, naar Smeden lovede at fortælle Eventyr.
»For mange Aar siden,« begyndte han, »boede der et Par gamle velstaaende Folk paa en Gaard oppe paa Halland. De havde en Søn og han var Dragon, og en stor, vakker Karl var han. Paa Fjeldet havde de en Sæter, og den var ikke som Sæterstuerne pleier være, men den var pen og godt opbygget, og der var baade Skorstensmur og Tag og Vinduer i den. Her laa de hele Sommeren, men naar de reiste hjem om Høsten, havde Tømmerhuggere og Skyttere og Fiskere og Saadanne, som færdes i Skoven ved de Tider, lagt Mærke til at Huldrefolk flyttede ind der med Buskapen. Og med dem var der en Jente, som var saa nauvakker, at de aldrig havde seet hendes Mage.
Dette havde Sønnen ofte hørt Tale om, og en Høst de reiste hjem fra Sæteren, klædte han sig i fuld Mundering, lagde Dragonsadlen paa Dragonhesten baade med Pistolhylstrene og Pistolerne, og saa red han derop. Da han kom i Vangbredden, var der saadan Varme paa i Sæteren, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene, og da kunde han skjønne, at Huldrefolket alt var der. Saa bandt han Hesten sin ved en Granlægg, tog den ene Pistolen ud af Hylstret og listede sig sagte op til Vinduet og skottede, og derinde i Sæteren saa han en gammel Mand og en Kjærring, som var krogede og rent skrukkede af Alderdom og saa urimelig stygge, at han aldrig havde seet noget saa Stygt i sit Liv; men saa var der en Jente der, og hun var saa deilig, at han syntes han ikke kunde leve, hvis han ikke kunde faa hende. Alle havde de Korumper, og det havde den vakkre Jenten ogsaa. Han kunde se, at de nylig var komne, for det var netop ryddet op der. Jenten holdt paa at vaske Gamlestyggen, men Kjærringen gjorde Varme under den store Primkjedlen paa Peisen.
Ret som det var, stødte Dragonen op Døren og skjød af Pistolen lige over Hovedet paa Jenten, saa at hun tullede bort over Gulvet. Men i det samme blev hun lige saa fæl, som hun før havde været vakker, og en Næse lik hun saa lang som Pistolhylstret.
»Nu kan Du tage hende; nu er hun Din,« sagde den gamle Manden. Men Dragonen var ligesom fjettret; der han stod der stod han, og han kunde ikke flytte sig et Skridt hverken frem eller tilbage. Den gamle begyndte da at vaske Jenten; saa blev hun noget ligere: Næsen minkede sagtens til det halve, og den stygge Korumpen blev opbunden, men vakker var hun ikke, det var Synd at sige.
»Nu er hun Din, min staute Dragon, sæt hende nu paa Sadelknappen og rid til Bygden og hold Bryllup med hende. Men til os kan Du lage til i det vesle Kammerset i Størhuset; for vi vil ikke være sammen med de øvrige Brudefolkene,« sagde den gamle Stygfanten, Som var Far hendes; »men naar Skaalen gaar om, saa kan Du se ud til os.«
Han torde ikke gjøre Andet; han tog hende med paa Sadelknappen og lavede til Bryllup. Men før de gik til Kirken, bad Bruden en af Brudepigerne at staa vel bag hende, forat ikke Nogen skulde se, at Rumpen faldt af, naar Præsten lagde Haanden paa hende.
Saa drak de Bryllup, og da Skaalen gik om, gik den unge Manden ud i Kammeret, hvor der var laget til for de gamle Huldrefolkene. Den Gang saa han ingen Ting der, men da Bryllupsfolkene var reist, laa der igjen saa meget Guld og Sølv og saa mange Penge, at han aldrig havde seet saa megen Rigdom før.
Det gik nu baade godt og vel i lang Tid; hver Gang der var Fremmedlag, lagede Konen til for de Gamle ude i Kammeret, og altid laa der efter dem saa mange Penge, at de tilsidst næsten ikke vidste, hvad de skulde gjøre af dem. Men styg var hun og styg blev hun, og kjed var han af hende, og det var ikke frit for, at han var lidt slem iblandt, saa at han bød til at slaa og dænge hende.
En Gang skulde han til Byen; det var paa Barfrosten om Høsten, og saa skulde han lægge Sko under Hesten. Han gik da til Smedjen, for han var en dygtig Smed selv; men hvorledes han lagede det, saa blev Skoen enten for stor eller ogsaa blev den for liden, og aldrig vilde den passe. Han havde ikke flere Heste hjemme, og det led med det skred, saa det blev Middag og det blev Eftasverdstid.
»Kan Du da aldrig faa lagt under den Skoen?« sagde Konen; »ikke er Du rar Mand, men Du er nok kleinere Smed. Der blir ikke anden Raad, end at jeg faar gaa i Smedjen og sko; er den for stor, kan Du jo øre den mindre, og er den for liden, kan Du jo gjøre den større.«
Hun gik til Smedjen, og det første hun orde, var at tage Skoen med begge Næver og rette den ud.
»Se her,« sagde hun, »saa skal Du gjøre.« Saa bøiede hun den sammen, som om den havde været af Bly. »Hold nu op Benet,« sagde hun, og Skoen passede saa akkurat, at den bedste Smed ikke kunde gjort den bedre.
»Du er nok stiv i Fingrene Du,« sagde Manden og saa paa hende.
»Synes Du det?« sagde hun. »Hvordan mener Du det var gaaet med mig, dersom Du havde været saa stiv i Fingrene? Men jeg holder for meget af Dig, til at jeg skulde bruge Kræfterne mine paa Dig,« sagde hun.
Fra den Dag var han en aparte Mand imod hende.« —
»Nu synes jeg, vi kan have hørt nok for i Aften,« sagde Gamlemor, da Fortællingen var til Ende, og reiste sig.
»Ja, vi faar vel til at rusle paa os, siden Kallen har kurret sig,« sagde Smeden og bad Godnat, men han lovede Smaagutterne at fortælle mere næste Aften, og knyttede en Underhandling med dem om en Kvart Tobak.
Om Eftermiddagen da jeg var ude i Smedjen hos Smeden, skraaede han stærkt, hvilket altid var et Mærke paa, at han havde drukket Brændevin; om Aftenen var han gaaet paa Bygden for at faa mere. Da jeg flere Dage efter saa ham igjen, var han mørk og ordknap. Han vilde intet fortælle, uagtet Smaagutterne lovede ham baade Tobak og Brændevin. Men Pigerne mumlede om, at de Underjordiske havde haft fat paa ham og slaaet ham over Ende i Asmyrbakken. Der havde en Kjører fundet ham liggende paa Morgensiden, og da talte han over sig.