Norske Ordsprog/Fortale

De forskjellige Talemaader, som man pleier at kalde Ordsprog, have vel ikke alle nogen særdeles stor Betydning; men i Almindelighed have de dog altid saa meget Værd, at de vel fortjene at blive samlede og komme paa Prent, for at Folket kan mindes om deres Brug, og for at der ogsaa kan blive Leilighed til at sammenstille dem med lignende Talemaader hos flere Folkeslag. I andre Lande har man længe havt Samlinger af saadanne Talemaader; og mange lærde Mænd have sat stor Priis paa sit Lands Ordsprog og gjort sig Flid for at faae dem samlede saa fuldstændigt som muligt. Og da den senere Tid især har medført en mere almindelig Opmærksomhed for de enkelte Folkeslags nedarvede Egenheder i Sprog og Udtryk, saa er da naturligviis ogsaa Ordsprogerne overalt komne under en nærmere Betragtning, saa at det nu vil blive anseet som en Forsømmelse eller en Mangel ved et Lands Folk, hvis det ikke kan opvise nogen Samling af hjemlige eller nationale Ordsprog.

Ogsaa her i vort Land har en Mængde Ordsprog været i Brug hos Almuen; og vi ere vist mange, som kunne sige, at vi allerede i vore Forældres Huus have hørt saa mange Ordsprog, at hvis de alle vare optegnede, vilde det blive en ganske vakker Samling alene fra et enkelt Sted. Og det kan ogsaa bemærkes, at en stor Deel af dette Slags Talemaader ikke engang betragtes som Ordsprog, da nemlig Udtrykket er saa simpelt og naturligt, at det ikke vækker nogen særlig Opmærksomhed. Man lægger først Mærke til saadanne Talemaader, naar de adskille sig noget fra den sædvanlige Tale, enten ved et mærkeligt Indhold eller ved visse Egenheder i Formen; og i dette Tilfælde betegner man dem ogsaa med en egen Benævnelse, saasom Ordtak, Ordtøkje eller Gamalt Ord, tildeels ogsaa Ordtam, Munntam, Ordstev, Vedstev eller Vedkvæde. Disse Benævnelser omsatte sædvanlig alle ordsproglige Talemaader uden synderlig Forskjel; imidlertid behøves der to forskjellige Benævnelser, da nemlig disse Talemaader adskille sig i to Rækker, nemlig fuldkomne og ufuldkomne Ordsprog. De fuldkomne Ordsprog (Ordtøke) ere de, som give en fuldstændig Mening, saa at de ikke behøve nogen Antydning af den Leilighed, ved hvilken de skulde bruges. De ufuldkomne Ordsprog eller Mundheld (som vi helst kunde kalde „Vedstev“), ere derimod saadanne Talemaader, som ikke give fuld Mening for sig selv alene, men derimod støtte sig til en Leilighed, som i Øie- blikket er forhaanden eller som forhen er nævnt og betegnet i Samtalen; f. Ex. „Han har mange Jern i Ilden“. I nogle af disse Talemaader nævnes virkelig ogsaa den Leilighed, ved hvilken de ere brugte (f. Ex. „Jeg er lige glad, sagde Smaadrengen; han gik og græd“); og saadanne Mundheld (de saakaldte Hermestev) kunne da ofte være morsomme nok, men have forøvrigt kun lidet Værd. Ellers er der da ogsaa mangt andet, som man stundom har kaldt Ordsprog, saasom adskillige Udtryk, som grunde sig nærmest paa et enkelt Ord eller Navn; men saadanne Talemaader synes dog hellere at henhøre til en Glosebog end til en Ordsprogsamling.

Indholdet af de fuldkomne Ordsprog er sædvanlig en vis Iagttagelse eller Erfaring som betegnes med saa faa Ord som muligt og helst i en saadan Form, at Ordene let kunne fæste sig i Hukommelsen og ved Leilighed eftersiges uden nogen Forandring. For en stor Deel betegne Ordene en Erfaring, som i sig selv har kun liden Betydning, men derimod faar et større Værd ved at benyttes som en Lignelse og altsaa anvendes i figurlig Betydning. Noget lignende er Tilfældet med endeel andre Ordsprog, som kun indeholde et Exempel, idet de bare nævne et af de mange Tilfælde, hvor en vis Regel gjælder, og saaledes kunne betyde meget mere, end der ligger i selve Ordene. Saadanne Ordsprog, som altsaa kunne have en dobbelt Betydning, ere naturligviis de fyndigste og bekvemmeste til at fæste sig i Hukommelsen. Imidlertid er der ogsaa mangfoldige andre, som udtale en Mening ligefrem og uden noget dobbelt Begreb, men som alligevel kunne være fyndige nok og vel skikkede til at vække Opmærksomhed. Det er ellers at mærke, at da Ordsproget altid vil være kort og sige meget med faa Ord, saa vil den Paastand, som det indeholder, stundom synes at være altfor dristig, idet der ikke er taget Hensyn til, at der kan være Undtagelser eller Tilfælde hvor Paastanden ikke gjælder. Man faar altsaa ikke vente, at Ordsproget altid skal indeholde en uomtvistelig Sandhed eller en altid gjældende Regel; man vil tvertimod sinde enkelte Exempler paa, at det ene Ordsprog netop modsiger det andet. Der har ogsaa været talt og skrevet om „onde Ordsprog“; men dette har dog ikke saa meget at betyde, da det som oftest ved nærmere Prøvelse har vist sig, at de omhandlede Ordsprog havde været mistydede og anvendte paa noget, som de egentlig ikke sigtede til. Og med alt dette vil man dog sinde, at vore Ordsprog i Almindelighed indeholde Sandhed, og mangen Gang ogsaa en vigtig Sandhed, som det altid kan være nyttigt at paaminde sig om.

Hvad der imidlertid gjør Ordsprogene saa vel skikkede til at fæste sig i Hukommelsen, er ikke deres Indhold alene, men for en stor Deel ogsaa deres Form. Man kan vistnok sige, at mangen simpel Tanke er bleven til et Ordsprog netop derved, at den har fundet et særdeles bekvemt Udtryk i Sproget; og derfor finder man da ogsaa, at enkelte Ordsprog ikke godt kunne oversættes fra det ene Tungemaal til det andet, da de nemlig derved vilde tabe sin oprindelige Fynd og Velklang. Sædvanligst har Ordsproget faaet en vis asmaalt og for Velklangen tillempet Ordfølge, saa at det ligner et Slags Vers, og i nogle Tilfælde har det ogsaa virkelig en Versesorm med rimede Stavelser, f. Ex. „Alle vil Herre være; ingen vil Sækken bære“. Men ved Siden heraf kunne Ordsprogene ogsaa have et andet Slags Riim, som fra gammel Tid har været meget brugt i de nordiske Lande, nemlig Bogstavrimet eller den saakaldte Alliteration, som bestaar deri, at et Par betonede Ord begynder med samme Slags Lyd, nemlig enten med samme Konsonant, eller ogsaa med en Vokal, som da ikke behøver at være den samme; f. Ex. „Skam og Slade søl- ges ad“, eller: „Et Aar er ingen Alder“. I mange Tilfælde er der ogsaa tre Riimord ligesom i de gamle SkaldeVers, s. Ex. „Naar Tønden er tom, faar Tappen hvile“; men dette er da ogsaa det høieste Tal, som kan ansees at være passende, da flere Riimbogstaver vilde snarere give Misklang. Ellers kunne enkelte Ordsprog ogsaa have et dobbelt Bogstavriim (s. Ex. „Lige Børn lege bedst“), og nogle kunne ogsaa have to Afdelinger med hver sit eget Bogstavriim, medens enkelte andre kunne have baade Bogstavriim og Stavelseriim, hvorved de altsaa faae en særdeles fuldkommen Form; men saadanne Tilfælde er dog noget sjeldnere.

Men medens Ordsprogene saaledes enten i Indholdet eller i Formen have noget, hvorved de paa en Maade udmærke sig fremfor andre simplere Talemaader, vil det alligevel ofte blive noget tvivlsomt, om en vis Talemaade skal ansees som Ordsprog eller ikke. Spørgsmaalet om hvad et Ordsprog egentlig er, har været noget forskjellig behandlet af de Forfattere som have skrevet derom. Nogle have villet paastaae, at egentlige Ordsprog ere kun de, som indeholde en Lignelse eller et Exempel og altsaa kunne bruges figurlig eller med en dobbelt Mening, saaledes som før er omtalt. Nogle have ogsaa taget det strengt fra en anden Side, idet de ved Ordsprog kun ville betegne saadanne staaende Talemaader, som ere meget brugelige og almindelig bekjendte blandt Folket i et Land. Men efter saadanne Regler maatte man da komme til at udelade meget, som var for godt til at udelades; og saaledes finde vi da ogsaa, at Ordsprogsamlere i andre Lande slet ikke have været saa nøieregnende i disse Stykker, da tvertimod de fleste større Samlinger indeholde meget, som er af temmelig tvivlsomt Værd. Sagen er, at der vel neppe kan gives nogen sikker Regel for hvad der skal henregnes til Ordsprog, og Bestemmelsen heraf vil altsaa for en stor Del beroe paa et Skjøn. Og naar man nu skal give en Oversigt over et Lands Forraad af Ordsprog, da vil man dog helst være tilbøjelig til at medtage alt, hvad der synes nogenlunde passende, idet man foreftiller sig, at der altid senere vil være Leilighed til at gjøre Udvalg og vrage alt det, som er til Overflod.

I vore Nabolande har man allerede længe havt store Samlinger af Ordsprog paa Prent. I Danmark har man havt Peder Syv’s store Samling (fra 1682 og 1688), og denne Samling har formodentlig havt nogen Indflydelse paa det norske Forraad da den i lang Tid vistnok var den eneste her i Landet bekjendte Ordsprogsamling. I Sverige har man fra en endda ældre Tid havt en stor Samling i Grubb’s „Svenske Ordseder“, et betydeligt Værk, hvori Ordsprogene ere opstillede i alfabetisk Orden med mange Sammenligninger og oplysende Anmærkninger. Ogsaa af islandske Ordsprog har man et betydeligt Forraad i Gudmund Jonsons „Safn af islenzkum ordskvidum“ (1830), hvortil der senere er kommet adskillige Tillæg.

Her hos os har derimod en Opsamling af Landets Ordsprog længe været forfømt. En Deel af dem er maaskee i tillempet Form indgaaet i de danske Samlinger; ialfald seer man, at P. Syd har beftræbt sig for at faae Ordsprog fra Norge. „De Nordske haver jeg havd verst for at bekomme, ihvor meget jeg hos de indfødde haver søgt derom“, hedder det i hans Fortale. Formodentlig ere dog adskillige Ordfprog blevne optegnede i en eller anden Deel af Landet; men de ere ikke komne paa Prent og have altsaa ikke kommet til nogen Benyttelse. En liden Samling fra Smaalenene findes trykt som Tillæg til Wilse’s Beskrivelse over Spydeberg (1780). En ældre Samling i Amtmand De Fines Beskrivelse over Stavanger Amt er derimod først nylig kommen paa Prent. En anden Samling, som ikke har været prentet, er forefunden iblandt Præsten Leem’s Optegnelser, hvoraf en Afskrift har været mig velvillig meddeelt af Dr. Skavlan. Disse Optegnelser indeholde et lidet godt Forraad af veftenfjeldske Ordsprog og Talemaader og ere meget godt skrevne, saa at man kun skulde ønske at have noget mere fra den samme Haand.

Til Benyttelse ved min første Udgave af de norske Ordfprog (1856) havde jeg foruden mine egne Optegnelser kun den nysnævnte Samling af Wilse og dernæst et Par Samlinger i Haandskrift, nemlig en fra Valders og en fra Stjørdalen. Senere ere derimod flere Samlinger tilkomne, som siden fkulle nævnes. Disse Samlinger indeholdt naturligviis adskilligt, som ikke netop var nyt eller nu først optegnet; men ved Siden deraf gav de dog et betydeligt nyt Forraad, saa at hvis alt det gamle skulde blive staaende, og alt det nye blive tillagt, vilde Samlingen nu blive temmelig stor. Imidlertid syntes det dog ikke vendigtnødvendigt at optage alt, hvad der saaledes var forefundet. Allerede den forrige Udgave indeholdt adskillige Talemaader, som gjerne kunde være udeladte, deels fordi de havde kun liden Betydning, og deels fordi de stode paa noget løs Grund eller syntes at være Efterligninger af fremmede Ordsprog. Og da nu Forraadet var saa meget større, saa var der altsaa bedre Leilighed til at vrage og udelade alt det, som havde for liden Betydning; og denne Leilighed har jeg da ogsaa benyttet. Men da nu en saadan Vrag ning altid maa beroe paa et Skjøn, saa vil maaskee nogle Læsere synes, at jeg har vraget for meget, medens andre ville synes, at jeg burde vrage meget mere. Imidlertid er da den nye Udgave bleven noget forskjellig fra den forrige, idet noget af det gamle Forraad er udelukket, medens derimod endeel nyt Forraad er indkommet, saa at Mængden i det hele er lidt større, skjønt mere sammentrængt end i forrige Udgave.

Den største Forskjel mellem denne og den forrige Ud gave er ellers den, at Ordsprogene her ere satte i en ganske anden Ordning, idet den hele Opstilling fra først til sidst er forandret, I forrige Udgave vare Ordsprogene opstillede i visse Rækker eller Grupper efter deres Indhold og Mening, saaledes at enhver Række havde en vis Overskrift for at betegne Indholdet. Denne Ordning har den Fordeel, at de Ordsprog, som ligne hinanden mest i Mening og Anvendelse, kunne findes samlede paa eet Sted, saa at de paa en Maade oplyse og forklare hverandre og altsaa kunne læses i Sammenhæng som en Række af Bemærkninger om samme Ting. Men paa en anden Side har denne Ordning sine store Ulemper, som især grunde sig derpaa, at man ved denne Opstilling ikke har nogen almindelig Regel at følge og altsaa har for megen Leilighed til en selvtykkelig eller vilkaarlig Fremgangsmaade, blandt andet deri, at man altid Vil lægge mest Vægt paa den figurlige Betydning, som et Ordsprog kan have, uagtet denne Betydning kan opfattes paa mere end een Maade. Peder Syd har opstillet sin Samling under alfabetisk ordnede Overskrifter, men uden Hensyn til, om Ordsprogene selv indeholdt det Ord, som var sat til Overskrift. Andre have derimod dannet sig Overskrifter efter en vis Tankerække eller „logisk“ Ordning; men herved er den Uleilighed, at man ikke veed, hvad Tanke der da skal sættes først, og hvad der saa skal følge dernæst og derefter. I dette Stykke vil hver Samler have sin egen Mening og helst lægge en ny Plan efter sit eget Hoved. Og imidlertid vil enhver Plan have sine Ulemper, saa længe som man tager sig den Frihed at danne Overskrifter af saadanne Ord, som Ordsprogene selv ikke indeholde; thi dermed vil følge, at det ofte bliver vanskeligt at finde en passende Plads for et Ordsprog og saa vil da ogsaa Læseren faae megen Møie for at finde hvad han søger, naar han nemlig vil paaminde sig om et vist Ordsprog eller see efter, om det er indført i Samlingen.

En simplere Opstilling er rigtignok den, at man sætter Ordsprogene i alfabetisk Orden efter de Ord, som de begynde med, ligesom i et Register til en Visebog eller deslige. Men for enhver større Samling vil denne Ordning være uheldig; thi for det første kan et Ordsprog begynde paa forskjellig Maade, saa at det første Ord ikke er altid det samme; og dernæst vil man ved denne Opstilling faae nogle umaadelig lange Rækker, som begynde med et ubetydeligt indledende Ord, saasom: en, et, den, det, han, der el. naar. Men da nu en vis alfabetisk Ordning alligevel altid vil være den sikkreste, hvor det gjælder om Ord og Talemaader, faa have nogle Ordsprogsamlere forsøgt at benytte denne Ordning paa en anden Maade, nemlig saaledes, at man ved Opstillingen ikke tager Hensyn til det første Ord, men derimod kun til de vigtigste eller mest betonede Ord i Ordsproget, saa at man altsaa udvælger et vist Mærkeord eller Slagord, som kan tjene til at opstille i den alsabetiske Ordning idet man derved nogenledes kan antyde, hvad Ordsproget handler om. Denne Opstillingsmaade er i den senere Tid bleven meget benyttet i andre Lande, saasom i de nyere tydske Samlinger af Körte, Simrock og Binder, og ligesaa i et Par nylig udkomne meget store Værker, nemlig Wander’s tydske „Sprichwörter-Lexikon“ og Harrebomee’s hollandske „Spreekwoordenboek“. I den nye danske „Ordsprogskat“, af E. Mau, findes ogsaa en lignende Ordning, skjønt Udgiveren gjerne sammenstiller to eller flere Mærkeord, naar de have omtrent samme Betydning. Det er altsaa at sormode, at flere Samlinger senere ville blive ordnede efter samme Plan, og dette vil da have den Fordeel at det bliver lettere at sammenligne de sorskjellige Landes Forraad, da Ordsprogene i denne Ordning blive lettere at finde.

Denne Opstillingsmaade fandt jeg efterhaanden langt bekvemmere end den, som jeg fþr havde brugt, saa at jeg kun beklagede, at jeg ikke havde kommet til at indføre den i min forrige Udgave, da jeg derved kunde have sparet mig for meget Arbeide. Med denne Plan er man da fri for al vilkaarlig Sammenstilling under kunstige og udstuderede Overskrifter; man har kun at søge ester saadanne Ord, som findes i selve Ordsproget, og saa har man kun at agte paa den bogstavelige Betydning og ikke paa nogen figurlig Brug, da den sidste vistnok let vil udsindes uden nogen nærmere Paaviisning. Rigtignok kan der stundom blive Tvivl, om hvilket Ord der skal ansees som Mærkeord, da enkelte Ordsprog kunne have to eller tre Ord, hvis Vægt og Betoning er lige stor; dog kan dette ikke blive nogen synderlig stor Uleilighed. For en stor Deel er det nu et af de første Ord, som er taget til Mærkeord, og forøvrigt vil man vel neppe søge længe forgjæves efter at finde et vist Ordsprog, saafremt det virkelig er indført i Samlingen.

De ordsprogelige Talemaader eller Mundheld (Vedstev) ere her satte i en Afdeling for sig selv, ligesom i den forrige Udgave; dog er herved gjort den Forandring, at de nu ere opstillede i en enkelt Række, medens de før vare deelte i tre Rækker. Imidlertid burde jeg her have gaaet et Skridt videre og sat disse Talemaader ind imellem de egentlige Ordsprog, saa at man her kunde have altsammen i en eneste Række saaledes som i de fleste Ordsprogsamlinger fra andre Lande. Dette kunde da ogsaa lade sig gjore, idet man kun hehøvede en vis Betegning til Skillemærke imellem Ordsprog og Mundheld; men uheldigviis blev det ikke rigtig paatænkt, førend efterat Arbeidet allerede var noget fremskredet. Imidlertid kan det ogsaa have sin Fordeel at finde disse Talemaader i en egen Asdeling.

Den Sprogform, hvori Ordsprogene ere skrevne, var noget udsørlig omtalt i Fortalen til forrige Udgave, og hvad der var ansørt, kunde gjerne her være gjentaget; men formodentlig er dette ikke saa ganske nødvendigt, da denne Sag nu ikke er saa ny eller saa lidet paatænkt som ved forrige Leilighed. Det kan bemærkes, at de benyttede norske Samlinger ere allesammen skrevne i Bygdemaal, med Undtagelse af en eneste, nemlig Wilse’s Samling fra Smaalenene, da denne er skreven i dansk Form med Optagelse af enkelte norske Ord. Ligesaa kan det bemærkes, at det samme Ordsprog ofte gjenfindes i flere af disse Samlinger og altsaa med de Asvigelser, som tilhøre vedkommende Bygdemaal; men disse Afvigelser have saa liden Betydning at det kun vilde blive kjedeligt at anføre dem alle. Og at skrive nogle Ordsprog i den ene Dialekt og nogle i den anden, vilde ogsaa blive ubekvemt for almindelige Læsere, som helst ville see den samme Form overalt, for at de kunne vide at gjenkjende Ordene og vænnes til at læse Sproget med nogen Lethed. Her er altsaa alt ført tilbage til samme Form; og naar her stundom er nævnt et skabLandskab, saasom Hallingdal (Hall.), Telemarken (Tel.), Hardanger (Hard.), Nordhordland (Nhl.) eller Søndmøre (Sdm.), saa betyder dette ikke, at Ordsproget er skrevet i Landskabets Dialekt, men kun at det først er bemærket eller optegnet i denne Deel af Landet. Og da det er sandsynligt at mange Ordsprog bruges meget videre, end som hidtil er bemærket, saa har jeg nogle Gange ogsaa tilladt mig at nævne et større Landskab saasom Østlandet (Østl.), Trondhjems (Trondh.) eller Bergens Stift (Berg.). Kun i enkelte Tilfælde har jeg anseet det tjenligt at anføre et Ordsprog i en særlig Bhgdemaalsform, og i disse Tilfælde er det da tilføiet som en Sideform med Anførselstegn („–“) og ellers med samme Slags Skrift.

I Almindelighed ere Ordenes Former her de samme som i forrige Udgave. De Ord, som have faaet nogen Forandring, ere meget faa, men da det netop er saadanne Ord, som ere meget brugte, saa vil Forandringen let blive bemærket. Dette er Tilfældet med „dat“ og „dan“, som her ere skrevne „det“ og „den“, da det her ikke syntes nødvendigt at holde fast ved den ældre Form, som ogsaa kan siges at have visse Grunde imod sig (hvorom se Norsk Grammatik, S. 189). I Lighed hermed er Formen „dar“ forandret til „der“. – Formen „dess“ ved Komparativ (f. Ex. dess lenger, dess betre) er her ombyttet med „di“, som vel er mindre brugt, men som dog netop er den rette Form og som vistnok ogsaa ligger til Grund for den fordunklede Form „te“ eller „til„ som tildeels er kommen i i Brug – Sammendragningen „d’er“ for „det er“ (sæd- vanlig udtalt: dæer, dær eller dæ) er ofte bleven benyttet ligesom i forrige Udgave, da den passer saa godt for Ordsprogets Trang til Korthed og kan desuden være ligesaa tilladelig som det engelske »’tis« (for: it is) og det tydske „’sist“ (for: es ist), som stundom findes brugt i Ordsprog og Vers, men ellers ikke i sædvanlig Stiil. – Ved Ordet „inkje“ var der i forrige Udgave taget for meget Hensyn til de Dialekter, som bruge denne Form til Overmaal, idet de sætte „inkje“ i Stedet for „ikkje“ (ɔ: ikke); og dette Misforhold er da her blevet rettet. I det hele er det ogsaa ellers forsøgt at bringe Ordenes Former i Overeensstemmelse med sidste Udgave af den norske Ordbog; saaledes f. Ex. i Skrivemaaden „Skeid“ for Skjeid, „gøyma“ for gjøyma o. s. v.

Det kan ellers bemcerkes, at den Form, som falder bekvemmest for Ordsprogene, ikke altid passer for andre Sager eller er tjenlig til Mønster for anden Skrift. Ordsproget behøver fornemmelig Korthed og Velklang, og det danner sig gjerne saa, at de betonede Stavelser ikke skulle støde for nær sammen og heller ikke komme for langt fra hinanden. Det vil stundom helst have een Stavelse i Stedet for to, saasom i Verbernes Fleertalsform, hvor man ofte finder Eenstavelsesformen sat i Stedet (f. Ex. dei kjem, sit, vil, kann, veit, – i Stedet for: dei koma, sitja, vilja, kunna, vita), om end Dialekten selv bruger Fleertalsformen i andre Tilfælde. I visse Stillinger vil derimod to Stavelser klinge bedre end een, saaledes i de Adjektiver, som egentlig ere Eenstavelsesord, men som i mange gode Dialekter faae en Endestavelse „e“, som netop er det gamle „er“ (eller ’r), f. Ex. sterk’e (sterker), fast’e (faster), og ligesaa i Præsens af endeel Verber, f. Ex. stend’e (stender), ligg’e (ligger). Da nu den korte Form stundom kommer i et uheldigt Sammenstød med en paafølgende Konsonant (f.Ex. „ein frisk’ Gut“), saa vilde det stundom synes tjenligt at foretrække den længere Form og altsaa gjøre en Undtagelse fra Regelen. Og i enkelte andre Tilfælde kan en vis Regel ogsaa blive vanskelig at gjennemføre; saaledes med Flertal af Adjektiv, hvor Hunljønsformen efter gammel Brug skal ende paa „a“, hvilket stundom medfører Misklang, naar der nemlig er flere Ord ved Siden, som ogsaa ende paa „a“ (f. Ex. Gamla Sinar lunna vera seiga). Denne Regel er derfor ikke her bleven gjennemfort. Det har altid forekommet mig, at man i Ordsprog (ligesom i Bers) maatte have Frihed til at benytte en og anden Dobbeltform eller tillade sig visse Undtagelser medens man derimod i andet Slags Skrift burde søge at gjennemføre de bedst begrundede Former efter en stadig Regel.

Rimeligviis vil der endnu findes adskillige gode Ordsprog, som hidtil ikke have været optegnede, saa at der altsaa med Tiden kan blive en større Samling. Og efter den nye Ordning, som her er indfort, vil det nu blive lettere at see, om et vist Ordsprog mangler, og at vide, hvor det skulde finde sin Plads.

Benyttede Samlinger, som her tildeels findes nævnte eller tilsigtede, ere folgende:

a) trykte.
Wilse’s Samling i Tillæggene til Spydebergs Beskrivelse. (1780).
DeFine’s Samling, i hans Beskrivelse over Stavanger Amt (1745), trykt i Nicolaysens Norske Magasin, 3die Bind. (1869).
Tillæg til „Søgnir fraa Hallingdal“. (1868).
En Samling fra Selbu, af J. P. Sand, trykt i Segner fraa Bygdom, II. )l872).
En Samling fra Valders, af H. Bergh, i Segner fraa Bygdom, IV. (1879).

h) utrykte
Optegnelser fra Valders, af A. Vang.
En Samling fra Stjørdalen, af Kirkesanger Bjorgum. (Begge disse ogsaa benyttede ved forrige Udgave). Efterladte Optegnelser af Præst og Professor Knud Leem, † 1774. (Efter en Afskrift).
En Samling fra Nord1and, af E. Thesen. (Tillæg til et stort Manustript, indeholdende Anmærkninger til den norske Ordbog).
En Samling fra Jæderen, af Skolelærer T. Mauland.
Flere Smaasamlinger, især fra Christiansands Stift, af Kandidat H. Ross.
Desuden adskillige Optegnelser fra Nordhordland af I. Veseth; fra Øvre Telemarken af A. O. Vinje; fra Guldalen af A. Reitan; fra Sætersdalen af Ioh. Skar; fra Telemarken af J. M. Moe og I. Mortensen.