Norske Sprogværker
Hvilken Væxt! Hvor jeg vender mig, ser jeg Liv og Fremskridt og Udvikling i vort i mange Henseender lykkelige Land. Skibsbygning, Agerdyrkning, Veivæsen, Skolevæsen – Du behøver ikke lede længe for at finde Exempler. Denne Gang tænker jeg paa en aandelig Interesse, en videnskabelig Syssel, en Granskning, som har trængt dybere og dybere ind, en Opmærksomhed og Deltagelse, som hver Dag udbreder sig videre og videre. Det er det norske Sprog, jeg tænker paa, hvorledes det er blevet dyrket i vor Tids-Alder, hvorledes Kundskaben om det er voxet, – Gammel-Norsken, Bygdemaalene, Skrift-Sproget.
I min Skoletid, i Stavanger, traf jeg aldrig til at se Snorre Sturlesson eller nogen anden Saga, enten i Oldsproget eller i Oversættelse. Og i mine første Aar ved Universitetet, fra 1835 af, var der liden Tale om den Sag mellem os Studenter. Kun mindes jeg, at vi havde en særegen, ligesom anelsesfuld Høiagtelse for Rudolph Keyser. Han havde været paa Island, hed det, for at studere Sagaerne og lære Sproget, og vi havde en Forestilling som om en stor Skat, han havde bragt med sig hjem.
Nu for nogle Uger siden blev Keysers Navn nævnt i National-Forsamlingen; det var, da Storthinget havde det vemodige Hverv at bestemme Pensionen for hans Alderdom. Den Væxt som jeg taler om, laa allerede som i sin Spire i den Kjærlighed til Sagaens Historie og Sprog, som besjelede hans Ungdom.
„Og derfor i Midnatsdrømme
Stod Island for din Hu;
Did vilde Drengen svømme,
Did drager Ynglingen nu.
Alt staar Du med Længsel paa Dække,
Og Forstavnen stikker i Sø;
Held følge da din Snekke,
Alt til den gamle Ø!
Held følge dit Fjed paa Øen
I Fædres djærve Spor!
Held følge dig hjem over Søen
Tilbage til dit Nor.“
Det var i 1825, i de Aar, da saa meget dæmrede og rørte sig her i Norge, at en af den norske Nationalitets første Sangere udtalte dette „Held.“ I 1827 kom den Bortdragne tilbage. I det Aar blev Lange og i det næste Munch Studenter – Lange, den allerede hedengangne Lærde, hvis Fortjenester af Norges Sprog og Historie jeg før iaar (Side 213) har oplyst med et enkelt Exempel, og Munch, den vel kjendte og endnu rastløs arbeidende Historieforsker og Sprogmester. Disse To – og rimeligvis Fritzner med, som jeg siden skal nævne et betydeligt Værk af – bleve vel Førstegrøden af Keysers Disciple. Senere hen fik han blandt mine Samtidige en Discipel, som ligeledes har gjort Mesteren Ære, nemlig den nuværende Professor Unger, den ubegribelig flittige og udholdende Udgiver af en lang Række af norske Oldskrifter – et Udgiverarbeide, hvis Møie jeg søgte at give et Begreb om ved den nys berørte Omtale af Lange, som sammen med Unger begyndte at udgive i Trykken de mange Oldbreve eller Diplomer.
Universitetets skjønne Samling af Fornlevninger eller Oldsager er Keysers Værk; hans Interesse for denne Del af disse fædrelandske Studier er gaaet over paa Nikolaysen, der nu har det Hverv at føre Tilsyn med Landets Oldsager, og hvis Flid en kort Anmeldelse Side 362 giver en Prøve paa.
Yngre er Sophus Bugge. Han har udgivet en Samling af Viser, som han fik gamle Koner i Thelemarken til at synge, og han holder nu paa med en Udgave af Edda, den berømte gammel-norske Digtsamling. Ellers har han, vel mere end nogen anden Sproglærd af denne Kreds, fra Oldnorsken af udvidet sine Sprogstudier over den hele Verdens-Del af beslægtede Sprog, alt til Indien.
En egen Gren af den historiske Forskning er den saakaldte Personal-Historie med de mange Slægts-Tavler. Dette Studium er ligesom tilfaldet en anden yngre Mand, nemlig Huitfeldt, som har fortsat det helt op i Saga-Tiden og derved tillige er kommet til at fordybe sig i Læsningen og Tydningen af de før omtalte Diplomer, som han nu efter Langes Død er sammen med Unger om at udgive.
En af de yngste i dette Samfund er Rygh, den heldige Oversætter af Sagaerne om Gunlaug Ormstunge og om Sigmund Brestessøn, som vort Selskab har ladet trykke, saa Folkevennens Læsere have gjort ligesom personligt Bekjendtskab med ham. Som kanske enhver af Keysers Disciple paa en Maade har arvet sin Del af Mesterens Gaver, saa tør det være, at denne hans yngste oftere skal glæde os med Arbeider, som minde om den Gamles smagfulde, jevne, troværdige, ægte sagamæssige Fremstillings-Gave.
Der er som et eget Samfund mellem disse Mænd. Et saadant Samfund pleier man kalde en Skole, med Erindring om Mesteren og med Hensyn til det Discipel-Forhold, hvori de nu selvstændige Forskere og Lærde fremdeles føle sig forbundne med ham og med hinanden indbyrdes. Jeg nævner dette med Tanke om, at nogle af Folkevennens Læsere maaske have undret sig over det Udtryk, som stundom kan sees i Aviser og Bøger ved Tale om Keyser og Munch og alle disse Andre: den norsk-historiske Skole.
Et af denne Skoles nyeste Foretagender er at danne et eget Selskab for Udgivelsen af norske Oldskrifter. Blandt de Skrifter, som Selskabet har udgivet i dets netop sluttede første Aar, er en oldnorsk Grammatik af en ganske ny Mand i dette Fag, Kandidat Aars – saaledes vinder denne fædrelandske Interesse bestandig friske Kræfter, atter og atter nye Mænd.
Et andet Foretagende er endnu nyere, eller rettere: det er i sin allerførste Begyndelse; jeg tænker paa en Subskriptions-Plan, som i disse Dage gaar Landet rundt og melder om et videnskabeligt Tidsskrift for norsk Historie og Sprog, som fem Mænd, nemlig ovennævnte Bugge, Huitfeldt og Rygh, samt fremdeles Adjunkt Daae og Assistent ved Rigsarchivet Sars agte at udgive.
Saaledes er der da en hel Del Mænd, som mere udtrykkelig have viet sig for denne sammenhørende Historie- og Sprogvidenskab. Men udenfor denne indre Kreds staar der desuden en større og talrigere af ældre og yngre Studerende, for hvem Oldnorsken og Sagaen er bleven et kjært Bi-Studium: jeg tænker paa at nu i længere Tid have de, som vilde tage den latinske Skolelærer-Examen, maattet gjøre Rede for Oldnorsk ved Siden af Latin og Græsk, og jeg tænker paa dette, at ifølge en Regel, som nu i adskillige Aar har været indført ved Universitetet, har en stor Del af de Studerende, som agtede at studere til Jurist eller Præst eller Doktor, valgt at læse Oldnorsk til den saakaldte Anden Examen, istedetfor visse andre Fag, som de dermed have sluppet for. At det paa denne Maade er blevet saa almindeligt ved Universitetet at læse Oldnorsk, det mærkes allerede paa adskillige Forfattere f. Ex. Siegw. Petersen, Forfatteren af den lille Norges-Historie, der er bleven saa ualmindeligt yndet og snart sagt er kjendt af hvert Skolebarn i Landet. Her faar jeg ogsaa nævne en iaar udkommen Bog af den varmhjertede Saga-Ven G. A. Krogh, som forleden Aar gav os her i Folkevennen en Prøve af Edda; hans nye Bog er en Oversættelse af islandske Eventyr og Sagn, som vi altsaa nu kunne sammenligne vore egne med.
Hvilken Forskjel altsaa paa Før og Nu! Jeg mindes den Tid, da der neppe var en oldnorsk Saga trykt i Norge – og nu er der en hel, ja meget betydelig norsk Litteratur af Oldskrifter og Lærebøger om Oldsproget. Jeg mindes den Tid, da Kjendskab til Oldnorsk ansaaes for en Sag, der kun vedkom nogle faa Lærde, og nu, mener jeg, er det paa gode Veie til, at det for enhver studeret Mand, navnlig for Præster og Skolelærere og andre, som have at sysle med Folkets aandelige Interesser, vil ansees for en Ønskelig Ting, om ikke en Nødvendighed, at kjende Noget til Folkets Sprog i dets ældste Skikkelse.
Thi Oldnorsken er kun den ældre Skikkelse af Landets nuværende Sprog, navnlig af den Form af det, som tales omkring i Bygderne, af Land-Almuen. Denne Opfattelse af Tingen er af stor praktisk Vigtighed. Men saa ligefrem og naturlig den samme Opfattelse er, saa er det dog først temmelig nylig, at den har slaaet an og trængt igjennem hos Mængden, og det formedelst en ny sprog-videnskabelig Virksomhed, som er voxet op ved Siden af og har sluttet sig til den forrige.
Jeg tænker paa den Bevægelse som tog sin Begyndelse med Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog, der udkom i Trykken 1850.
Sjelden er dog nogen Begyndelse ganske uden Forberedelse, og saaledes heller ikke denne. Allerede ved nogle af Henr. Wergelands Viser, skrevne i Valders- og Halling-Maalet, var Bygdefolkets særegne Maalføre blevet Gjenstand for lidt mere end Undren, og de Sagn og Eventyr, som Moe og Asbjørnsen fortalte os fra deres fortrolige Omgang med Bonde-Folket, vakte venlige Forestillinger om selve det Sprog, hvori saa meget Vakkert først var tænkt og sagt. Og dette var netop Forberedelsen, mener jeg.[1] Thi da saa det var nok i Aaret 1841 eller 42) en Skoleholder fra Søndmør kom reisende ind til Bergen, for at vise Folk en Ting, som han havde strævet meget med, nemlig en saakaldet botanisk Samling af sin Føde-Egns Planter og Blomster, og da han med det samme kom til at vise en Mand nogle Blade han havde skrevet om Bygdemaalet i Søndmør, saa var der Ingen, som ændste det første Arbeide, men dette sidste blev der gjort saadant Væsen af, at der blev skrevet til Videnskabs-Selskabet i Throndhjem om, at den haabefulde Mand burde man understøtte, saa han kunde reise Landet rundt og besøge Bygdefolkene og mærke hvert eneste Ord i deres Tale.
Skoleholderen var netop Ivar Aasen, og det er sjelden, at en ny Bog har vakt saadan Opmærksomhed og Glæde som hans fortrinlige Ordbog. Thi den viste os Sammenhængen mellem Nutidens Sprog og det, som Hellig-Olaf og Sverre talte. – Just fordi man havde anet Sammenhængen før, var man forberedt paa at erkjende den og glæde sig over den.
Endnu den Dag idag hører jeg stundom saadan Yttring af Uvidenhed, at Folk spørge, om ikke Oldnorsk var det samme som det Sprog, som Finnerne i Finmarken tale nu. Men indtil for faa Aar siden var det nok, selv blandt Folk, som ikke kunde henregnes til de Uvidendes Klasse, en temmelig almindelig Mening, at Oldnorsken var at agte for et uddøet Sprog, der kun formedelst en forunderlig Undtagelse endnu var i Brug paa det fjerne Island. Almuemaalet omkring i vore Bygder troede Mange var kun en fordærvet Skikkelse af det Sprog, som nu bruges i vore Bøger og i mere dannede Folks Tale. – Men den Anskuelse, som nu opkom og gjorde saa stærkt Indtryk, var den, at netop vore Bønders Sprog var en i lige Linie[2] nedstammende Efterkommer af det Sprog, som vore gamle Konger talte, kun at det i lange Tider har været altfor lidet dyrket og derved er blevet ikke alene noget forandret i det Hele, men under Forandringen tillige noget forvandsket og det paa ulige Maader i de ulige Bygdelag, hvorved da det engang over hele Landet herskende gammel-norske Sprog tilsidst er bleven paa en Maade delt i flere Dialekter eller Bygdemaal.
Alle have hørt de fremkomne historiske Oplysninger om Bondesproget med stor Interesse; Alle erkjende ogsaa, at disse Oplysninger have stor Betydning for Studiet af Folkelivet og for Bestræbelserne for Folkets Oplysning og Dannelse. Men om den praktiske Anvendelse har der været og er der fremdeles modstridende Meninger.
Hvorledes Ivar Aasen selv tænker sig, at Bygdefolkene – trods Bygdemaalenes Uligheder – endnu kunde faa sig et fælles Skriftsprog, som ialfald i visse Tilfælde skulde passe for deres Behov bedre end det Skriftsprog, som ellers nu gjælder i Landet, det har Folkevennens Læsere faaet se en Prøve paa i hans Oversættelse af Fridtjovs Saga, for nogle Aar siden. Denne Oversættelse er skrevet ikke i noget enkelt Bygdemaal, men i hvad han selv kalder Landsmaalet, fjernende sig meget fra det nuværende Skriftsprog, holdende sig saa nær som muligt til Bygdemaalene, nærmende sig noget til Oldnorsken – Om end Rummet var til det, skulde jeg dog vist ikke paa langt nær formaa at opregne den hele Række af Disciple og Tilhængere, som have sluttet sig til I. Aasen og fulgt hans Mønster. Aasmund Vinje er en af dem, og ham er det nok at nævne – hvad Opsigt hans vittige Skrifter i Landsmaalet have vakt, er hver bekjendt, som kun i nogen Maade interesserer sig for disse Ting. Men jeg tillader mig her at henlede Opmærksomheden paa en Mand, som i mine Tanker ret fortjener den velvilligste Modtagelse hos alle dem, som have fulgt disse Aars Bestræbelser for Sprogforbedring og Almueoplysning; thi jeg tror, at han har gjort endog store Offere for sin Ide: det er Seminarist Sommer i Throndhjem, Forfatter til en nylig udkommen „Noregs Saga,“ en Fædrelands-Historie fra de ældste Tider til Nutiden, tænkt for Bonde-Almuens Ungdom og for dens Skyld med uhyre Flid skrevet helt igjennem i Landsmaalet.
Dette Aar har givet en særdeles rig Høst af norske Sprog-Værker. Jeg har liggende paa mit Bord:
1. Et stort Hefte af det gamle Saga-Skrift Flatø-Boken, som udgives her i Christiania paa offentlig Foranstaltning, ved Penge, som dertil ere bevilgede af Storthinget. Selv Skrivfeilene i den gamle Skindbog blive optrykte Bogstav for Bogstav, og den trykte Bog er dermed saa lig det oprindelige Skrift, at det nu er mest, som om jeg havde denne gamle Kostbarhed selv liggende paa Bordet. — Det er Professor Unger som forestaar Udgivelsen.
2. Ordbog over det gamle norske Sprog, af den førnævnte Fritzner. Denne Mand er Præst. Han var ansat nogle Aar i Finmarken og der studerede han tillige Finsk; men det var fra en Præstegaard henne paa Vestlandet, at han overraskede og glædede disse Studiers Venner med denne fortræffelige Bog. Den er ikke færdig trykt endnu; men de udkomne Hefter vise, at vi i den skulle faa det Hovedværk, som saa længe har været savnet.
3. Det norske Oldskriftsselskabs Skrifter for 1862, nemlig:
a) en gammel norsk Homiliebog (med opbyggelige Betragtninger og Legender), udgiven i Grundsproget (ved Unger),
b) en oldnorsk Grammatik for Begyndere, af ovennævnte Aars,
c) en oldnorsk Læsebog, ligeledes for Begyndere, bestaaende af Gunlaug Ormstunges vakkre lille Saga med forskjellige Tillæg af Tydninger og Ordforklaringer, ved førnævnte Rygh, af hvem Folkevennens Læsere, som ovenfor erindret, have faaet den samme Saga oversat paa vort nuværende Skriftsprog. Endelig
4, den nys omtalte Noregs Saga i Landsmaalet af Sommer.
Man tillade mig et Par Bemærkninger. Ved de nævnte Skrifter af Fritzner, Aars og Rygh har det undret mig, at de ikke eller ialfald saare lidet tænke paa at lette Studiet for Begyndere ved at gjøre opmærksom paa Oldnorskens Overensstemmelse med Bonde-Sproget, i saadanne Tilfælde, hvor Sammenligningen med vort nuværende Skriftsprog glipper. Det gamle Ord at eller át f. Ex., saasom i Talemaaderne: at veizlunni, gera at o. s. v., et Ord, som forekommer fast i hver Linie i Oldnorsken, maa i vort nuværende Skriftsprog høist ubekvemt omskrives snart paa en, snart paa en anden Maade, ved Ordene paa, i, ved, under, til, om, af, efter, overensstemmende med, o. s. v., hvorved man faar et Indtryk, som om der var saa himmelvid Forskjel mellem det gamle og det nye Sprog, indtil man bliver opmærksom paa, at det gamle Ord er hverken mere eller mindre end det aat, som hvert Øieblik høres i Bonde-Almuens Tale. Jeg er selv opvoxet i en By, og var ikke fra Barndommen fortrolig, eller engang kjendt med dette Ord, og hver Gang jeg i senere Aar saa det i en oldnorsk Bog, var det mig saa besynderlig fremmed og dunkelt, indtil jeg langt om længe fik færdes mere mellem Bønderne og høre det i den levende Tale: nu støder det mig ikke mere, naar jeg ser det i Bøgerne. Men det er ved Overvindelse af mange saadanne smaa Anstød, at den hele Sagaskrift lidt efter lidt skal blive os mere hjemlig, og en god Hjælp vilde det derfor være for Begyndere, om Lærebøgerne med et Pennestrøg hist og her henviste til Folk, som endnu have det Gamle paa Tungen (og hvad angaar det Ord aat, saa er det jo i Brug ikke alene blandt den norske Bonde-Almue, men blandt det hele svenske Folk). Underligt maa det derfor kaldes, at Lærebøger, som forresten ere saa omhyggelig udarbeidede, og som for en Del vistnok have til Hensigt at befordre dette Sprogstudium blandt Almueskolelærere og den mere velstaaende Bondestand, ikke ændse den Opmuntring til og den Lettelse i Studiet, som fortroligt Kjendskab til Folkesproget skulde yde. Jeg mener, man skulde opmuntre f. Ex. Bonde-Sønner paa Hedemarken eller i Gudbrandsdalen til at tilegne sig den aandsdannende Nydelse at kunne læse en Saga i Grundsproget, opmuntre dem ved at give dem at forstaa, at netop fordi Bygdemaalet er deres Modersmaal, have de i visse Maader lettere for at lære Oldnorsk end vi Byfolk. Men disse Lærebøger fra 1862 holde sig saa tause med Hensyn til Bygdemaalene som om de havde været skrevet for længe, længe siden, ialfald før 1850, da Ivar Aasens Ordbog for alle Tider henvendte Opmærksomheden paa Sagen.[3]
En Bemærkning med Hensyn til Sommers Bog skal jeg knytte til et Ord af Ivar Aasen selv i en Fortale til Bogen, hvor han siger:
Det, som Folk vilja fyrst merka ved denne Boki, er at ho er skrivi i eit Maal, som er litet kunnigt i Skrift. Den Tanken, som visar seg i denne Freistnaden, kann vel snaraste tydast soleides, at sidan det no lenge hever voret so, at Aalmugen laut læra tvau Maal, eit til Tale og eit til Skrift, so vilde det inkje skada, um Aalmugen ogso fekk nokre Bøker til at lesa i det Maalet, som han sjølv kann tala, og som høyrer Landet til ifraa gamle Tider.
Norsk og Latin ere „tvau Maal.“ Dersom der virkelig var saa stor Forskjel mellem vort almindelige Skriftsprog og Bygdefolkenes Talesprog at det kunde være ret at kalde dem to Maal, saa maatte man skyndsomt se at faa oversat i Bygdemaalene de vigtigste Bøger, Kathechismus, Bibel o. s. v., saaledes som Stockfleth med Alles Bifald har gjort det for Finnerne. Men i Guldalen, Gudbrandsdalen, Thelemarken o. s. v. begjæres eller tiltrænges visselig ikke Saadant. Med lignende Ret skulde det vel siges, at Talesproget i Jylland er et eget Maal, adskilt fra det almindelige danske Skriftsprog, og i Sverige skulde der kanske findes foruden almindelig Svensk endnu et eget Maal i Syd-Sverige og et i Nord-Sverige. Men jeg vilde gjerne tænke mig, at om Ivar Aasen gjorde en Rundreise gjennem Danmark og Sverige, saa skulde han (jeg kunde ialfald unde ham det) paavirkes saaledes af det Meget og Mangt, som vilde møde, at den Forestilling snarere vilde faa Overvægt hos ham, at i disse beslægtede Lande (som vi jo alle kalde dem) er der nu som i Oldtiden i Grunden kun eet Sprog, bare med noget afvigende Eiendommeligheder her og der, Eiendommeligheder, som det er vel nok at lægge Mærke til, men som ikke bør fremhæves saa stærkt og holdes paa saa alvorligt, som om dermed dannedes virkelig adskilte Sprog. – Jeg tænker her ikke blot paa den praktiske Vigtighed for Folkenes Fremtid, som det vilde være, om disse Lande bleve mere udstykkede i sprogligt Henseende end de ere nu, eller om de omvendt bleve mere inderlig forenede, hvilket Sidste man bør ønske; men jeg har som en Tvivl (en ganske svag Tvivl, thi jeg er langtfra sagkyndig nok) om, at dersom der for Alvor skulde dannes nye Skriftsprog efter Bygdemaalenes Egenheder, saa skulde det kanske vise sig, at Thrøndelagen hvor Hr. Sommer har hjemme, maatte have Skriftsprog sammen med Nord-Sverige, istedetfor, at han nu har skrevet i et Landsmaal, som nok nærmest passer for I Aasens og Aasmund Vinjes Føde-Egn, Bergens Stift og Thelemarken.
Til Slutning to Ønsker.
1. Ethvert ikke altfor fattigt Almuebibliothek burde skaffe sig saadanne Skrifter som de nu omhandlede. De behandle jo et Dagens Spørgsmaal af største Betydning; de tjene til at fremme en boglig Syssel, som staar i nær Sammenhæng med Fædrelandsfølelsens Udvikling i vort Land. – Nogen kan sige, at saadanne Bøger dog ikke ere for Mængden af et Almuebibliotheks Medlemmer. Og jeg vil ikke paastaa det Modsatte; men om de umiddelbar kom kun et enkelt Menneske hist og her tilgode, f. Ex. en Skoleholder, som ikke havde Raad til at kjøbe dem selv, men som kunde have hvad Andre mangle, nemlig Tid og Udholdenhed til at tilegne sig deres Indhold? gjennem en saadan Læser kunde de Indtryk og de Oplysninger, som Bøgerne gav, forplantes videre, til andre Bygdefolk. – Det skulde ialfald være saare ønskeligt, om det blev almindeligt at selv Folk, som ikke for egen Del have Tid eller Sind til at læse meget, alligevel med Penge-Bidrag vilde understøtte Almuebibliotheker, netop i den Tanke, at gode Bøger derved kunde komme i Hænderne paa de Enkelte, som gjerne ville læse og tillige have Evne til at gjøre de nye Kundskaber frugtbringende i deres Kreds. Man tænke sig Almuebibliothekernes Virksomhed saa udstrakt og kraftig, at ethvert dertil passende og værdigt Skrift kom til hvert Sogn i Landet, og man tænke sig, at det saa blev gjennemlæst og overveiet af, om saa kun en eneste forstandig Mand i hvert Sogn – hvilket Opsving skulde ikke det lede til?[4]
2. Nu og da, og ikke saa sjelden, have Folkevennens Hefter indeholdt Prøver paa Bygdemaalene – Vidnesbyrd om, hvilken livlig Opmærksomhed disse Aars Sprogbevægelse har vakt omkring i Landet og navnlig hos Skolelærer-Standen, fra hvilken de fleste af hine Sprog-Prøver ere indsendte. Jeg mener, at det skulde blive mere lærerigt, om vi fra forskjellige Egne kunde faa til Prøve en Oversættelse i Bygdemaalet af et og samme Stykke, saa vi Ord for Ord kunde se Lighed og Ulighed. Derfor lader jeg trykke her strax nedenfor et Stykke af Sommers Bog, (af Kapitlet om Olaf den Hellige, Side 81), med Ønske om, at denne Sprogøvelses Venner ville forsøge at oversætte dette, hver i sit Bygde-Maal, saa nøie som muligt. Jeg skulde i Sandhed personlig sætte Pris paa at faa se saadanne Prøver fra den lange Række af Bygdelag, mellem Lindesnæs og Nord-Kap, og dobbelt interessant mener jeg Sammenligningen skulde blive, om vi tillige kunde faa Stykket oversat i nogle svenske og danske Dialekter. Det er maaske ikke ret mange af Folkevennens Læsere, som ville have stor Fornøielse af det; men der vilde da ikke være Tale om stort Rum i hvert Hefte, høist som det, der nu iaar har været brugt til at give nogle svenske Læsestykker. Jeg tillader mig da at yttre Ønske om at faa meddelt til Folkevennen saadanne Oversættelser, og tilføier, at det var vel, om der fulgte med nogle almindelige Forklaringer om Udtalen og om Dialekten i det Hele, om hvorved den adskiller sig fra Sproget i Nabobygderne, om Forandringer, som monne være iagttagne i Mands Minde, om Almuens egen Betragtning af Bygdemaal og Bogsprog, kort allehaande Underretninger om, hvad vi kunde kalde Sprogets Bygde-Stikke.
Høvdingarne i Noreg vaaro myket stride og einviljuge, so dei vilde berre søkja sit eiget Gagn paa kvar si Vis, og ingi Sak skulde ganga fram, naar ho inkje var til Lags aat deim, um ho endaa var nog so god og rett; dei tenkte inkje paa alt Riksens Gagn, men meinte, at dei skulde faa raada so som dei vilde i den Landsluten, dei hadde Vald yver; dei sette seg gjerna imot Log og Rett og imot Ko- nungen, naar dei derre torde. Olav Konung vilde læra Høvdingarne aat halda nokon Maate; han vilde setja Log og gjera Rett og god Skipnad i Riket og verka meir Samhald han vilde fremja Kristendomen so myket som mogolegt var, og for og hardt fram med di. Fyre alt dette lagde Høvdingarne Hat aat Olav Konung. Daa Konungen tenkte aat fremja Kristendomen vest i Landet, so forbaud han Folket der aat selja Korn til Folk nord fraa Landet, at det inkje skulde vanta Mat aat Mannstyrken hans, naar han kom der vest. Ein veldug Høvding i Helgaland var Aasbjørn Sigurdsson paa Trondarnes. Han var i Ætt med Ærling Skjalgsson, med Høvdingen Tore Hund og andre Stormenner. Han var van til aat halda store Veitslor; men i Uaari vardt det forlitet Malt aat bonom; og han for til Erling Skjalgsson og vilde kaupa seg Korn. Erling torde inkje selja sjølv; men han sagde: „Du kann kaupa Korn av Trælarne mine, fyredi dei ero inkje i Log og Landsrett med andre Menner.“ Soleides fekk Aasbjørn seg Kornfarm; men daa han siglde nord etter, so lagde han aat Land fyre Kongsgarden Agvaldsnæs. Der hadde Kongen ein Aarmann (elder Gardsdrivar), ein Træl heitte Tore Sel; han gjekk ned til Skipet med 60 Menner og bad Aasbjørn ganga paa Land med Mennerne sine, medan han fekk rydja Skipet. Daa tok Tore ifraa honom all Farmen og endaa Seglet og gav honom eit gamalt Segl i Staden, „det er godt nog aat deim, som skal sigla paa lett Kjøl, „ sagde han. Aasbjørn vardt hardla vreid og harm i Hugen fyre detta; Skaden var stor, men Skammi verre. Han siglde no heim; men sidan siglde han sud til Agvaldsnes atter og gjekk eine upp i Garden. Daa var Konungen der; og Aasbjørn stod i Utstova og høyrde paa di, at Tore skrøytte fyre Konungen av detta Verket. „Graaten stod i Halsen hans, daa eg tok Seglet,“ sagde Tore. Daa rende Aasbjørn inn og sagde: „No ber eg daa inkje Graaten i Halsen.“ Og so hogg han Tore, so Hovudet datt ned paa Bordet fram fyre Konungen, og Bulen valt yver Knei hans. Daa vardt Aasbjørn sett i Jarn, og Konungen dømde honom til Dauden. Skjalg Erlingsson av Sole bad Konungen fyre Livet hans. Daa sværade Konungen det: „Er inkje det ei Dauda-Sak, Skjalg, aat brjota Paaskafreden, og den andre aat drepa ein Mann i Konungens Herberge, og den tridje aat hava Føterne mine til Hoggstokk?“ Skjalg skundade seg heim til Fader sin, og Erling for med stor Mannstyrke og kringde um Konungen, daa han gjekk or Kyrkja, og han vilde nøyda Konungen til aat spara Aasbjørn Men Olav stod som ein retteleg Konung i Faaren. Daa bad Biskup Sigurd innelega fyre Livet hans Aasbjørn, og Konungen sparde Livet hans, men dømde honom til aat taka ved Tenesta hans Tore Sel, aat vera Aarman. Aasbjørn vardt glad i detta, og han fekk Løyve til aat fara heim som snøggast; men han gjorde seg hard atter, og vilde inkje koma til Tenesta; difyre let Konungen honom missa Livet. Men detta kunde inkje Høvdingarne finna var rett, at Frenden deira skulde lida Refsing fyre Illverket sit, og dei lagde en meir Hat aat Konungen og ynskte Tilføre til Hevnd yver honom.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Landstads Folkeviser kom senere. Men i Aalls Oversættelse af Snorre var Almuesproget paa en venlig Maade bragt i Erindring. Den udkom 1838.
- ↑ Vort nuværende, for Danmark og Norge fælles Skriftsprog nedstammer naturligvis ogsaa fra Oldsproget, der ligeledes i sin Tid var fælles for baade de danske og norske Folkestammer – i alle Hovedstykker at sige. Nu er vort Skriftsprog blevet langt mere dyrket og er derfor langt anderledes bekvemt til at udtrykke alle Tankens Bevægelser, end de norske Fjeldbønders mere simple Tale: men ved Siden af denne Fordel kan det jo siges, at Skriftsproget gjennem Samkvem med Tydskere og andre Fremmede har faaet adskilligt ved sig, om hvilket man ikke kan bruge det Udtryk, at det i lige Linie nedstammer fra det gamle Norske.
- ↑ Endnu en Bemærkning om hvordan jeg synes man skulde indrette det for Begyndere. Det Ord Hest f. Ex. hed i Oldnorsken ganske ligedan, nemlig hest; men i et vist grammatisk Tilfælde fik Ordet en r-Lyd tilføiet og lød altsaa hestr. Ligesaa det Ord svart (sort), det hed i Oldnorsk ogsaa svart, men lød i det samme Tilfælde svartr. Og formedelst en Skik, som vel er gaaet i Arv fra den latinske Grammatik, pleie Sproglærde at nævne det oldnorske Ord netop i denne sidste Form; spørger man altsaa, hvad Ordet Hest hed i Oldnorsk, faar man til Svar: ikke hest, som det virkelig hed, men hestr, som det hed i det enkelte Tilfælde. Men dette er forvirrende for Begyndere; det gamle Sprog synes dem mere fremmed, end det i Virkeligheden er. Derfor mener jeg, man skulde nævne saadanne Ord i Grundformen.
- ↑ Fritzners Ordbog vil udgjøre en 42 Ark og koste 6 Skill. Arket; Læsebogen og Grammatikken maa nok kjøbes sammen med Homiliebogen (Oldskriftselskabets samtlige Skrifter for Aaret 1862); Pris 1 Spd. Sommers Bog (231 Sider) koster 72 Skill.