Åpne hovedmenyen

Ogsaa et Forslag til Lettelse af Arbejdet i vore Skoler

Ogsaa et Forslag
til
Lettelse af Arbejdet
i vore Skoler.
Af
Knud Knudsen,
Overlærer.
Kristiania.
1860.
————————
Trykt hos J. Chr. Abelstad.
Udkast
til
Andragende til Kirkedepartementet om Tilladelse til
i visse opgivne Tilfælde at maatte fölge den nyere
Retskrivning i Skolen.
———

Der er som bekjendt stor Uoverensstemmelse i Retskrivningen hos de forskjellige Forfattere hos os. Denne Uoverensstemmelse har dog ikke altid været, som den nu er. I Begyndelsen af dette Aarhundrede var der i Sammenligning med nu en mærkelig Enighed med Hensyn til Retskrivningen mellem de allerfleste Forfattere i Norge og Danmark. Denne Enighed kom formentlig af, at man dengang mere fulgte nedarvet Skik og Brug, uden videre at prøve, om denne havde anden Ret end den historiske, nemlig at det nu engang var den og ingen anden, der var tilstede i Skriftsproget. Uden at ville have nogen personlig Mening skrev hver Enkelt, ligesom han saa, at hans nærmeste Forgjængere og Mængden af hans Samtidige plejede at skrive. Man betragtede Retskrivningen som en Del af Sproget selv og tog derfor baade den og dette som Noget, der nu engang var, som det var, og som der ikke var Andet at gjøre ved, end at bruge det med de Fejl eller Fortrin, det engang havde, og med disse at lade det gaa over til Efterkommerne, ligesom man havde faaet det fra Fædrene. Denne gamle Retskrivnings uforstyrrede Tilstand strakte sig fra forrige Aarhundrede ind over omtrent første Fjerdedel af det nærværende. Men i anden Fjerdedel af vort Aarhundrede er Retskrivningen efterhaanden indtraadt i et Slags Opløsningstilstand, idet Forfatterne ikke længere toge Alting for Godt, som Brug og Vane havde overleveret dem, men begyndte at prøve, vælge og vrage, og altsaa at anvende Fornuft og Eftertanke paa Retskrivningen ligesom paa andre Ting. De Skrivende delte sig saaledes i to Hovedklasser, i dem, der holdt paa Retskrivningen fra forrige Aarhundrede ganske eller næsten uforandret, og i dem, der vovede at gjøre Brud paa den nedarvede Vane, paa gammel Skik og Brug. De Førstes Retskrivning fik Navn af „den gamle,“ „den sædvanlige,“ „den almindelige,“ de Sidstes kaldtes „den nyere“ eller „den orthofoniske.“ Med dette sidste Navn vilde man betegne den nyere Retskrivnings Bestræbelse for nøjere end den gamle at angive Ordenes forskjellige Lyd (Lyddele). Den gamle fik i Modsætning til orthofonisk Navn af etymologisk, fordi den tog Hensyn til Ordenes Oprindelse.

Undersøger man imidlertid begge Retskrivninger, som de historisk ere fremtraadte i vor Litteratur, da vil man finde, at begge ere etymologiske, idet begge tage Hensyn til Ordenes Etymologi og af den Grund bruge dels stumme Bogstavtegn, dels andre Bogstavtegn, end Ordets Lyddele strengt taget tilsige; kun at den nyere gjør dette i færre Tilfælde end den ældre. Men begge ere ogsaa orthofoniske, idet begge søge at gjengive Udtalen; kun gjør den nyere dette i højere Grad eller i flere Tilfælde. Ogsaa vort Sprogs ældre Retskrivning var nemlig, som formentlig alle Sprogs oprindelig, orthofonisk og søgte hovedsagelig at gjengive Udtalen. I saa Henseende var det ældste Danske rigtigere og bedre end de følgende Tiders, da Skriftsproget overgroede med orthografisk Ukrud. Hertil kan regnes først især en uhyre Mængde stumme h’er; derefter og tildels samtidig med disse fik Sproget en overvættes Mængde Medlydsfordoblinger og endelig mangfoldige stumme d’er, stumme e’er og fordoblede Selvlyd. Orthofonisterne søge altsaa kun at fornye det ældste Skriftsprogs nu tabte Overensstemmelse mellem Skriften og Udtalen. At de i denne Hensigt gjøre Brud paa den nedarvede Brug, uagtet denne er en historisk Kjendsgjerning og synes at have historisk Ret til at vare ved, nemlig i Modsætning til den senere Tids, især indeværende Aarhundredes Nyheder, dette er Noget, der ogsaa har historisk Ret, da det kun er en Gjentagelse af, hvad Litteraturens Historie viser, at der er gjort tidligere under lignende Omstændigheder og i samme Øjemed. Orthofinien tager desuden kun en ældre baade filologisk og historisk Rets Parti imod en yngre og svagere historisk Ret; svagere, for saavidt denne hviler paa Uvidenhed, Slendrian eller forfejlet Selvtænkning eller dog er stridende mod Skriftens eget Øjemed. Det er saaledes en Bestræbelse i Retning mod Orthofoni, naar vor Tid udsletter stumme e’er og gjør dobbelt e, i, u (ee—ii—uu) til enkelt e, i, u og det uagtet disse e’er, i’er og u’er ikke ere nogen Enkelts Paafund, men støtte sig til Tusinders Samtykke og have en Menneskealdere gammel Hævd at beraab sig paa. Men det var ogsaa en Bestræbelse i orthofonisk Retning, da man gjorde eth, fangeth, wordhen,sidhen, sætthæ, møgheth, baadhe, baadhe, lidhe, til et, fanget, vorden, siden, sætte, meget, baade, lide, ligesom da man gjorde skall, vill, till, oss, att, thenn, til skal, vil, til, os, at, den o. s. v. og saaledes afskaffede Medlydsfordobling og stumt h, der dog dengang havde samme Ret, som den senere Tids Selvlydsfordobling og stumt e. Da som senere underkjendte man den historiske Ret, for saavidt den ikke var det Sandes og Rigtiges, men Misbrugens Ret, idet man fulgte den Lære, at det Fornuftigtiges, Hensigtsmæssiges og Sandes Ret er ældre en al historisk Ret, og at denne sidste er nærmest til at vige, naar den ikke i alle Fald nogenlunde lader sig forene med Fornuftens og Sandhedens.

Den nyere Retskrivnings Grundtanke er, at hver Lyd skal have ét Tegn (Bogstav), og hvert Tegn kun betyde én Lyd. Da imidlertid denne Sætning her anvendes ikke paa et Skriftsprog, der nu først skal dannes, men paa et, som allerede har et historisk givet Udseende, saa staar den her ogsaa kun som et ophøjet Maal, som Noget, man maa have in mente og søge at nærme sig, om end Hensyn til en historisk og nedarvet Skriftsprogets Tilstand ikke gjør det tilraadeligt at gjennemføre den med ubøjelig Strenghed. Heraf følger, at man ikke opgiver den gamle Retskrivning i hvert enkelt Stykke, fordi om man opgiver den som Helhed, ligesom man ikke praktisk viser sig som Fritænker i Retskrivningen eller som En, der tager enhver Nyhed for god, bare fordi den danner en Modsætning til det Gamle. Med andre Ord: Ligesom man ikke har svoret paa den gamle Retskrivning i Alt, om man end følger den i det Hele og Væsentlige, saa har man heller ikke svoret paa den nyere som Helhed, om man end overhoved holder med de “Nyere” i dette Spørgsmaal. Mange af den gamle Retskrivnings Tilhængere, der holde paa dens Hovedsætninger, Læren om Selvlydsfordobling og stumt e, lempe sig efter de Nyere i Betegnelsen af f. Ex. k, og da atter nogle mere, idet de skrive Kanal, Kasus, Kvinde, Karakter, vokse med k og sløjfe c, q, ch og x, andre mindre idet de kun sløjfe c, q, ch, men ikke x, medens atter andre vel forkaste c og q, men holde paa ch og x.

Ligeledes gaa den nyere Retskrivnings Tilhængere dels mere, dels mindre vidt; dog regnes vel Ingen til dette Parti, hvis han ikke gaar i alle Fald saa vidt, at han forkaster Selvlydsfordoblingen og det stumme e. Andre Punkter, hvori der, af Flere eller Færre, i længere Tid eller først i de sidste Aar, er vovet Afvigelse fra det Gamle, altsaa Nyheder, er forresten foruden nys anførte, nemlig 1) k for c, ch, q og tildels for x, — ogsaa 2) j for i i de saakaldte Tvelyd, 3) á eller å for aa, 4) f for ph, 5) s for z, ps og tildels for x, for ti og for c, 6) t for th, 7) Afskaffelse af endnu flere af de efter Oldtidens saavelsom efter Nutidens Udtale uberettigede d’er og e’er (saasom i Svend, kalde, falde, troede, snoede), 8) Indførelse af oldnorsk Skrivemaade med e for æ, samt 9) o for aa, og 10) Afskaffelse af store Forbogstaver, dels kun i substantivisk brugte Adjektiver og Desl., dels ogsaa i selve Substantiverne, ligesom Tilfældet er i de fleste europæiske Sprog.

Videre finder man i den nyere Skrivemaade en Gjentagelse af den i vort Skriftsprog oftere historisk forekommende Omsorg for at bringe Skriften paany i Overensstemmelse med Talen, efterat der er opdaget at være en Klæft mellem dem, idet enten Skriften havde holdt sig, men Talen var forandret, eller Talen havde holdt sig, men Skriften i Tidens Løb havde gaaet sin egen Vej, uden behørigt Hensyn til Talen. Saaledes ere i Tidens Løb vore Konjunktiver gaaede af Brug, og man har allerede længe skrevet Indikativ efter Talesproget istedenfor Konjunktiv. Ligesaa har Skriftsproget alt i lang Tid erkjendt Talesprogets Udslettelse af en Del Imperfektformer for Flertallet, og optaget Enkelttalsformerne efter Udtalen (de fik, gik, fandt, bandt for finge — bunde). Denne Skriftsprogets Tilslutning til Talen (thi Talesproget har jo allerede for længe siden opgivet Flertalsformerne i hele Verbalbøjningen) begynder nu paany ved de Nyeres Skrivemaade at gjøre sig gjældende i Skriften paa nye Punkter, nemlig i Præsens og de øvrige stærke Imperff. (vi læser, gaar; skriv nu, Børn! vi gav I stod, de skrev), efterat den i nogen Tid har været trængt tilbage. “Paany”; thi for hundrede Aar siden og derover var denne Forkastelse af Verbernes Flertalsformer endog meget udbredt i vort Skriftsprog.

En anden Tilslutning af Skriften til Talen er, i det ældre Danske, Indførelsen i Bogen af det nyere danske Talesprogs b, d og g for det ældre p, t, k, f. Ex. i tabe, gribe, bøde, bide, Krog, Bog for det ældre tape, gripe, bøte, bite, Krok, Bok. Dette sidste Skridt begynde Nordmændene, som i Dansketiden nødtes til at lempe sin Skrifte efter den i Danmark forandrede, men i Norge uforandrede Udtale, nu saa smaat at gjøre om igjen, idet de rette Skriften efter den endnu uforvanskede norske Udtale og skrive f. Ex. Aker, Eker, Piperviken, Kraake, like, Supen, Gapen, Braaten, Sut, Laat o. s. v. Blev denne sidste Forandring tilligemed smaa Forbogstaver og Udslettelsen af de falske d’er efter l og n (som Svenden, hende, kalde, falde for Svennen, henne, kalle, falle) fuldt gjennemført, da blev Skriftens og Talens Overensstemmelse omtrent ligesaa stor i vor Tid igjen, som den var i det ældste Danske, og da blev det omtrent lige saa let at lære at læse det Skrevne rigtig op efter Bogen samt at skrive det Sagte rigtig ned efter Øret og Udtalen, som det var i Sprogets ældste historiske Tid, og saa vare Lærlinger og Lærere fri for overordentlig megen Tidsspilde og forholdsvis unytting Møje og Fortræd i Skolerne.

Denne sidste Betragtning, nemlig at Kunsten at læse og skrive er ved overflødige og vildledende Bogstaver samt etymologiske Hensyn gjort langt vanskeligere, end den efter Sagens Natur behøver at være, synes at maatte gjøre Retskrivningen til Gjenstand ogsaa for Skolens Overbestyrelses Opmærksomhed.

I lang Tid betragtede man nemlig Retskrivningen alene fra den videnskabelige Side, og Forbedringspartiet forkastede saaledes vistnok mere eller mindre af den “gamle” Retskrivning, men kun som videnskabelig ufuldkomment, som mindre vel svarende til Øjemedet, det Øjemed nemlig, at give en tydelig og nøjagtig Forestilling om, hvorledes det Sprog lyder, som Skriften paatager sig at afbilde og gjengive. Først for kort Tid siden har man her i Landet, men senere ogsaa i Danmark, begyndt at de Retskrivningsstrævet fra et pædagosisk og praktisk Standpunkt. Man er bleven opmærksom paa, at alt eftersom Retskrivningen bliver belemret med flere Bogstaver og med andre Bogstaver, end Lydsproget fordrer, og den saaledes bliver vilkaarlig og, bedømt fra Videnskabens Synspukt, urigtig, bliver den og vanskeligere at lære, altsaa upraktisk, idet den hvert Øjeblik forlanger, at der skal skrives Et, hvor der siges et Andet, og omvendt ved Læsning gjør det nødvendigt at sige Et, hvor der er skrevet et Andet.

Der er saaledes formentlig flere Grunde for, at Skolen overhoved godkjender den nyere Retskrivning. Den er nemlig simplere og saaledes lettere at lære. Men om den saa ikke havde denn Anbefaling, saa vilde Skolen undetvivl alligevel gjøre rettest i at tage Hensyn til den, idetmindste indtil en vis Grændse, da den sees at have Medhold af saa Mange og at gjøre sig gjældende med anseelig moralsk Kraft, saa anseelig endog, at den, skjønt den for nogle Tiaar siden kun havde faa Tilhængere, nu for en stor Del har fortrængt den ældre, der dog herskede gjennem Skolen og altsaa ved Vanen og Øvelsen fra Barndommen, og følgelig maatte have Skolens Overbestyrelse paa sin Side.

Dersom der nemlig ingen Undervisning gaves i Modersmaalet og altsaa heller ikke i dets Retskrivning, som Tilfældet virkelig var indtil for omtrent 100 Aar siden, da havde den ældre og den nyere Retskrivnings Tilhængere omtrent lige Fordel, idet de kun paa Litteraturens Omraade kunde forfægte hver sine Meninger, dels ved Grunde, dels ved Exempel og Handling. Men nu har Skolen i henved 100 Aar taget sig af den saakaldte ældre Retskrivning og opdraget Ungdommen, Kuld efter Kuld, i den, og enten overseet den nyere eller ligefrem arbejdet paa at indtage Ungdommen mo den. Og alligevel har den nyere vundet sine fleste Tilhængere i dette Tidsrum, medens den gamle har tabe over Halvdelen af sine.

Det sees da formentlig heraf, at hverken Skolen selv eller Skolestyrelsen kan holde oppe nogen vis Retskrivning i Skriftsproget og Litteraturen for alle Tider, om den end nok saa meget tager sig af den, som den har gjort med den nu saakaldte gamle Retskrivning. Skolestyrelsen kan tvinge Børnene til at lære den vanskeliger Retskrivning i Skolen istedenfor den lette, at lære en, der med hver Dag gaar mere og mere af Brug, saa Børnenes Skrivemaade allerede tildels er forældet, før de komme til at faa bruge den i Livet; men ingen Skolestyrelse kan hindre Lærlingerne i, efter Afgangen fra Skolen at bortkaste den paatvungne forældede Skrivemaade og lære sig den nyere, skjønt de da maa blive Skolebørn igjen for nogen Tid og have Ulejlighed med at aflægge gammel Vane. Ungdommen kommer saaledes til at maatte lære to Retskrivninger, hvor en kunde været nok.

Mon det da ikke skulde være rigtigere at lade SKolen følge med Tidens og Sprogets Gang end at anstrenge sig for at faa Skolen til at staa stille, medens TIden gaar? Det Rette er formentlig, at Skolen hverken er forud for Tiden eller langt bagefter. Skolen skal ikke søge at gjætte det 20de eller 21de Aarhundredes Retskrivning, ligesaa lidt som den skal indøve Lærlingerne i det 16de eller 17de Aarhundredes Retskrivning; thi hine Tiders nu forældede Retskrivning har som Helhed ikke mere at gjøre i Skolen end samme Tiders Sprogbrug og Stil, Synsmaader, Lærebøger, Læsebøger o. s. v.

Skal da ikke Skolen holde paa den gamle Retskrivning, indtil den nye har faaet Flerheden af Forfatteren paa sin Side? Nei, formentlig ikke længere, end til den ser, at det er sandsynligt, at den nye vil trænge igjennem, og dette kan man saa meget tidligere forudse, jo mere den nye i det Punkt, som der i hvert Tilfælde er Spørgsmaal om, i Simpelhed og Lethed anbefaler sig fremfor den ældre. Jo før Skolen her giver efter for den nye Tid, des mere letter og forkorter den jo Overgangstidens Pinagtighed for den opvoxende Slægt.

Men naar nu det sidste Aarhundredes Retskrivning deles i to Afdelinger, under Navn af den gamle og den nyere, er det da Meningen, at Skolen paa én Gang skal godkjende alt det, som henregnes til denne sidste, hvad enten det endnu har flere eller færre Bekjendere, er prøvet og modent eller hvilende paa Indfald eller ensidig Kundskab? Nej, Enkeltmand kan tage i Brug, hvad han tror er ret, uden Hensyn til, om det er gammelt eller nyt i Litteraturen, om det har mange eller faa Tilhængere; men Skolen maa se paa, hvorvidt den nye, rigtigere Brug først har fundet ret talrige Tilhængere. Det Nyeste kan derfor længe nok være theoretisk rigtigt og behage Læreren, han maa dog holde det udenfor Skolen og se Tiden an, om det har Kraft nok til at bane sig Vej i Litteraturen.

Er denne Synsmaade rigtig, da kan Skolen formentlig allerede godkjende den nyere Retskrivning i følgende Punkter:

  1. I Afskaffelsen af stumt e;
  2. i Afskaffelsen af Fordobling af e, i og u i Betegnelse af Stavelsens Længde;
  3. i Afskaffelsen af c, ch og q som Tegn for k;
  4. i Afskaffelsen af ph som Tegn for f;
  5. i Godkjendelsen af j for i i de saakaldte Tvelyd.

Anmærkn. Egennavne, i alle Fald de fra den Skrivendes Samtid, staa ikke under de almindelige Regler, men rette sig efter egen Skik og Brug, især Personnavne.

Under disse 5 Nummer er der kun optaget og godkjendt saadanne Forandringer i Retskrivningen, som foruden at medføre store Lettelse ved Skoleundervisningen tillige har saa mange Stemmer for sig og saa mange TIlhængere paa sin Side i Litteraturen, at det er sandsynligere, at det Nyere her overvinder det tilsvarende Gamle, end at det Gamle, som fra Først af ikke har kunnet forsvare sit Omraade, nu, da dette Omraade er svundet ind til det Halve eller derunder mod før, skulde kunne drive de indtrængte Erobrere tilbage, især da det ikke er den uddøende Slægt, men den yngre, tilvoxende Slægt, der staar paa den her anbefalede Skrivemaades Side, og denne desuden har langt større Medhold baade af Videnskaben og Hensigtsmæssigheden (af Theori og Praxis) end den gamle Retskrivning.

Dersom man gik alene efter Videnskabens Fordringer, maatte man sige f. Ex. i Anledning af k: Lyden k udtrykkes med Bogstavet k samt med c, ch, q og x. Baade c, x, q og ch ere overflødige, naar man har k. Altsaa bør man enten i alle Tilfældene holde sig til den gamle Retskrivning og altsaa skrive Character med ch og c, Qvinde med q, ligesom sex med x (ɔ: ks), eller til den nyere i alle Tilfældene og altsaa bruge det samme Tegn k overalt, hvor Udtalen har samme Lyd; men da maa man skrive seks med k, ligesaa vel som karakter med K og k, samt Kvinde med K. Men Sagen er, at Skolen ikke kan holde sig udelukkende til Videnskaben eller theoretiske Grunde, men maa tage væsentligt Hensyn til, hvorvidt Brugen allerede har godkjendt, hvad Videnskaben bil have sat i Stedet for det Gamle, og da er det klart, at c, ch og q ombytet med k, har baade flere Aar og flere Tilhængere paa sin Side end x ombyttet med k; thi Okse, vokse, Eksempel med k er af langt nyere Datum end f. Ex. Karakter med k, og anvendes endnu kun af et Mindretal af Forfattere.

Samme “Brug” vidner ogsaa afgjort imod de Faa, som i den nyeste Tid have skilt stumt e og dobbelt e, i og u fra hverandre, idet de dels holde paa stumt e, men forkaste ee, ii og uu som overflødige, dels finde ee, ii, uu fornødne, men stumt e overflødigt. I Litteraturen have disse ellers bestandig delt Skjæbne med hinanden, idet Forfatterne enten have holdt paa begge eller forkastet begge. Skolen maa her som ellers rette sig efter de Mange og ikke efter de Faa.

Videre fordrer Konsekvensen (Videnskaben), at c i Betydning af s ombyttes med s, ligesaa vel som at c i Betydning af k ombyttes med k; at ch i Betydning af sj ombyttes med sj, ligesaa vel som ch i Betydning af k ombyttes med k; at den latinske Maade at udtrykke det græske θ paa ombyttes med en Skrivemaade efter Udtalen, saasnart den latinske Maade at udtrykke det græske χ og det græske φ paa ombyttes med en Skrivemaade efter Udtalen; altsaa at θ hos os betegnes efter vor Udtale med t (Teolog, Trone), ligesom χ efter vor Udtale med k (Karakter, Kateket), og φ efter vor Udtale med f (Filosof).

Men naar Skolen holder sig til de Punkter, hvori Fobedringer, som Tænkningen eller Videnskaben har bragt paa Bane, allerede have faaet temmelig mange Tilhængere i Litteraturen, da kan ikke engang Discipelen, end sige Læreren være udsat for at forvilde sig, hvad Retskrivningen angaar, fordi om han opgiver den gamle Retskrivning som Helhed betragtet og gaar over til Udtalens, den nyere Retskrivning. Thi naar man efter Udtalen nedskriver f. Ex. Ordene Kateket, Teolog, Filosof, Kvinde, Kanal, vokse, Prinsip, Sentrum, Sefyr, Nasjon, Sjeni, Sjokolade, Sjarlatan, da er det temmelig let, endog efter Følelsen, at udpege de Ord hvor den nyere Skrivemaade er ung og saaledes fra Skolens Standpunkt uberettiget, og at adskille dem fra de Ord, hvor den nyere Skrivemaade er saa almindelige, at Enhver ser den for sig hver Dag.

Saaledes er det ogsaa let at kjende de Tilfælde med stumt e i Substantiv, Adjektiv og i Præsens af Verdernem hvis e længe har været udpeget i vore grammatiske Lærebøger som stumt, og hvor man længe og almindelig har været vant til at undvære det i Bøgerne, fra visse andre Tilfælde, hvor e først i den senere Tid og endnu kun af Faa er erklæret for stumt, f. Ex. i Imperfektum og Supinum af enstavelses svage Verber (troede, syede, strøede, troet, syet, strøet o. s. v.). Disse sidste e’er regner altsaa Skolen ikke for stumme endnu. Enhver ved godt, at tro! tror! (jeg) tror, se! ser! (jeg) ser, uden e efter o og e, er ganske sædvanligt i vore Bøger, men at trode, trodde, trod, set, faat, gaat, staat, slaat endnu ere sjeldne Skrivemaader i Sammenligning med de foregaaende.

I Henhold til de her anførte Grunde og Betragtninger tilladder.... sig at foreslaa, at Skolerne fra nu af fritages for det betydelige Arbejde, der er forbundet med Indøvelsen af stumt e, af fordoblet e, i og u, af ch, c og q som Tegn for k, af ph for f, samt at j godkjendes i Tvelydene istedenfor i, og at altsaa Kirkedepartementets Skrivelse af 8 August 1838 sættes ud af Kraft, hvad de ovenfor anførte fem Punkter angaar. Til Støtte for nærværende Andragende vil man gjøre opmærksom paa, at en lignende Lempning af Skolens Retskrivning efter Litteraturens i Tidens Løb forandrede Retskrivning, hvorved paa en Maade det ophøjes til Lov for Skolen, der allerede er tilstede i Litteraturen som temmelig gammel og udbredt Vedtægt, allerede er godkjendt i Danmark, idet “Underviisningsinspecteuren”, Madvig, under 27 Januar 1855 har udstedt en Omgangsskrivelse om denne Sag til de lærde Skoler i Danmark. Denne Skrivelse giver den nyere Retskrivning Ret i Hovedpunkterne, nemlig om Selvlydsfordoblingen og det stumme e, og det uagtet den nyere Retskrivning aabenbart ikke har vundet saa megen Indgang i Litteraturen i Danmark, som i Norge, saa det synes, at kan man stemple disse to Forandringer som godkjendte for Danmarks Vedkommende, saa kan man udentvivl endnu sikrere godkjende alle de 5 Artikler hos os, som ovenfor ere opstillede. Følgende Ytringer i Madvigs Skrivelse hidsættes (Side 10):

“I denne Tilstand (nemlig i det “Forviklede og Usikre” i Brugen af Selvlydsfordoblingen og det stumme e som Udtryk for Selvlydens Længde) ligger baade med Hensyn til Underviisningnen i Læsning og endnu mere til den Retskrivning og til Beqvemheden og Sikkerheden i Brugen af Sproget udenfor Skolen en Opfordring til en Regom, der neppe lader sig afvise, og denne kan ikke rimeligen gaae ud paa andet end aldeles at opgive baade Selvlydsfordoblingen og det stumme e som Betegnelse paa Selvlydslængde.” Hertil slutter sig følgende Ord paa Side 11: “Opgives det stumme e som Tegn for Selvlydslængde i lukkede Stavelser, vil man udentvivl med det Samme maatte give efter for Paastanden, at det stumme e i Enden af danske Ord, der slutte med en Selvlyd, aldeles skal falde bort, ikke blot, hvor det forhen sattes af mange, i Navneord (Bie, Roe, Bye, Øe), men ogsaa, hver det endnu sættes af de Fleste, i de Former af Adjektiver og Verber, i hvilke de paa Medlyd endende Ord faa et Bøinings-e.” Man mærke, at Madvig her selv indrømmer, at det stumme e “endnu sættes af de Fleste,” ligesom det Side 10 heder om fordoblet e, i og u, at “ikke Faa have sluttet sig meer eller mindre til en Reform i dette Stykke,” og at Forbedringen altsaa ikke der som her i Norge allerede har Flerheden for sig. Og dog erklærer han Striden mellem det Gamle og det Nye for afgjort til Fordel for det Sidste. Dette er en Følge af, at han lader Hensynet til, hvad en Retskrivning eller Skrivemaade mangler i Autoritet eller i Udbredthed i Litteraturen, opvejes af dens Simpelhed og Bekvemhed til i Skolen at lære dels at læse, dels at skrive Sproget efter. Han siger saaledes Side 4: “Den Sprog-lærde maa godtgjøre sin Ret til at gjøre Reformforslag” (i Retskrivningen) “derved, at han har bemærket praktiske Vanskeligheder, som Andre ikke gjøre sig Rede for, og ved sin Eftertanke fundet lette og naturlige Midler til deres Fjernelse. Fra den praktiske Side kan nu mod en bestaaende Skrivebrug fornemmelig gjøres gjældende den Vanskelighed, som saavel dens Forstaaelse og Ordenes og Lydenes Gjenkjendelse deri koster dem, der skulle lære at læse, som den Tilegnelse og Bevaring dem, der skulle lære Retskrivning, paa Grund af kunstig og vilkaarlig Indretning i det Hele eller i enkelte Dele, forstyrrende Uovereensstemmelse i det Eensartede, Blanding af det Ueensartede, en Vanskelighed, der i Skolen, ligefra den første Læseunderviisning, kan vise sig langt større, langt mere tidsspildende, end den, der staar udenfor, antager.” Og Side 5: “Forsaavidt her nu ved Spørgsmaalet om Retskrivningsforandringers Berettigelse er lagt særdeles Vægt paa praktiske Hensyn, og derimellem allermeest paa mulige Vanskeligheder ved hurtig og sikker Tilegnelse af Skrivebrugen eller endog blot ved Erhvervelse af Færdighed i Læsning, der kunde tænkes fjernede eller lettede ved en Forandring, synes der at tilkomme Skolerne hvor slige Vanskeligheder fornemmelig føles, naturligviis paa en meget forskjellig Maade efter Skolens forskjellige Tri og Opgave med Hensyn til Modersmaalet, ikke blot en ikke ringe Medvirkning, men vel endog et vist Initiativ ved Forsøg paa Forbedringer. Forsaavidt Kravet paa en Forandring just bygges, ikke paa theoretisk grammatikalske Betragtninger, men paa de antydede praktiske Hensyn, kan Skolen heller ingenlunde fortænkes i, at den søger at gjøre Kravet gjældende og at arbeide for dets Opfyldelse; men selv sa maa dog en nogenlunde omfattende Erkjendelse af Kravets Gyldighed og om Maaden at tilfredsstille det paa være tilveiebragt udenfor Skolen, førend Forsøget faaer Plads i Skolens Underviisning.” Men en saadan Erkjendelse er i Norge formenlig tilvejebragt udenfor Skolen, d. e. i Litteraturen og Forretningssproget, hvad alle de Tilfælde angaar, der i de fem ovenfor opstillede Punkter ere indbefattede. Selv den af disse Omdannelser af Retskrivningen, der har de færreste Tilhængere, det mindste Parti for sig her i Norge, har dog udentvivl flere saadanne her, end de to første Regler (om Afskaffelse af stumt e og af dobbelt e, i og u) have i Danmark, saa at hvis de to Regler have Navne nok for sig i Danmark for allerede nu at kunne “faae Plads i (den danske) Skolens Underviisning,” saa kan, som før sagt, Skolens Overbestyrelse vistnok godt forsvare at give alle fem Regler saadan Plads i Skolens Undervisning her i Norge, især naar det betænkes at det Nye havde tællet langt flere Tilhængere nu hos os, dersom Kampen mellem den gamle og den nye Retskrivning havd været fri i f. Ex. det sidste Snes Aar, fra 1838 til 1860, istedenfor at Skolen har hjulpet den gamle Retskrivning, medens den nyere var forfulgt eller banlyst fra Skole, Universitet og formentlig tillige fra det embedsmæssige Forretningssprog. Og ikke engang alle de, der bruge den gamle Retskrivning, høre af Overbevisning til dennes Parti, men kun fordi de ikke gide gaa over. De have nemlig nu engang lært den gamle Skrivebrug og finde sig personlig vel ved den. Madvig regner sig i nysnævnte Omgangsskrivelse til disse Sidste.

For Resten var jo denne Kampens Ufrihed, om den var et Onde, sikkerlig et nødvendigt Onde. Kirkedepartementets Skrivelse til de lærde og Middelskolerne af 8 August 1838 udelukkede Retskrivningsstriden fra Skolen og henviste den til Litteraturen. Men dt mest modne Udbytte, som Striden i Litteraturen i de sidst forløbne 20 Aar har afgivet, vil nu formentlig kunne og burde komme Skolen tilgode. At skrive efter ovennævnte fem Regler er ikke nu længere ligesom i 1838 en “af enkelte Personer her i Landet antagen Retskrivningsmethode,” men den kan nu gjerne kaldes “den sædvanlige Methode” eller den “almindelige Orthografie,” hvilket den gamle Retskrivning var og af Kirkedepartementet kaldtes i hin Skrivelse af 1838. Om andre 20 Aar vilde maaske de andre Forbedringer, som ovenfor ere antydede, være saa vidt fremmede, at Styrelsen da kan trykke Stemplet ogsaa paa dem til ny og yderligere LEttelse for Skolen, for Lærerene saavel som for Lærlingerne; thi, som før sagt, saalænge der i et Sprog er Liv, er det og Rørelse og Forandring, og vort Sprog hører jo til de levende Sprog, ikke til de døde.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.