Olaf Benneche

Olaf Benneche av Carl Nærup

Fra Urd 22. februar 1908.

Udpaa høsten 1904 udkom der en fortælling med titelen «Marie Louise Reventlow» af en ny forfatter ved navn Olaf Benneche. Bogens omslag var prydet med en silhouet af et ungt pigehode med en fin udtryksfuld, lidt sørgmodig profil, omhvirvlet af srnaa kokette proptrækkerkrøller. Denne silhouet i forening med det udsøgt høitidelige navn paa bogen gjorde, at jeg længe antog den for en historisk roman. Var der mon ikke en dansk dronning til venstre haand, som hed noget sligt som Marie Louise Reventlow?

 Da jeg saa en dag fik fat paa bogen, viste det sig, at jeg hadde tat feil baade af titelvignetten og den danske dronnings navn. Marie Louise Reventlow var en ung pige af et meget borgerligt præg, og hendes skjæbne var ikke mere usædvanlig, end at tusinder unge kvinder oplever noget lignende i vore dage. Hun — saalidt som fortællingens øvrige personer — hadde intet med historien at bestille. Den svage farve af en svunden tids sprog, som forfatteren hadde prøvet at sætte paa bogens sprog og personer, betydde ikke stort, — den var nærmest at anse for et ganske virkningsfuldt middel til at fremholde en stemning af fjærnhed . . . og af noget rokokoagtig fint og fornemt, hvad der altid flatterer lidt. Vi undgaar hverdagens paatrængende nærhed, dens platte virkelighed og fornuft. Det er en lignende historisk stemning over nogle af Vilhelm Krags fortællinger, som t. eks. «Lille Bodil».

 Forøvrigt var «Marie Louise Reventlow» et — for en debut at være — endog usædvanlig dygtigt og paaagtelsesværdigt arbeide. Det led ikke af debutanters sædvanlige feil. Den lille romans hovedmotiv var gjennemført med, ikke ringe sikkerhed. Forfatteren var ung — høist en to-treogtyve aar gammel —, men han tilhørte aabenbart ikke den letsindig fremstormende ungdom. Snarere var der noget betænkt og roligt ved ham. Han lar da ogsaa fortælleren i bogen udtale, at han fra sin tidlige ungdom har følt sig i pagt med høstens gyldne dage. Og, siger han videre, det tror han var tilfældet med alle, han holdt af i hin svundne tid. «Dengang var de unges glæde høi som septembers himmel, i deres aarer flommed det dysterrødt som asp og løn gjennem lier, og deres sorg var sort og taus som høstens maaneløse nætter» . . .

 Naa, i de ord røber dog forfatteren sin ungdom med al ønskelig klarhed.

 Men ellers er «Marie Louise Reventlow» en stilfærdig bog, en bog fuld af mildhed og resignation, skrevet i en sirlig udpenslet stil. De tre mennesker, hvis livshistorie berettes, staar alle klare og levende for os. Bedst lyktes er selve fortælleren, Jørgen Schmettow. — Marie Louise er ikke saa helt igjennem overbevisende. Vi tror ubetinget paa hendes ynde og skjønhed saavel som paa hendes spodskhed og stolthed, men derfor er der ogsaa en ting, som denne Marie Louise aldrig i verden vilde gjøre, — hun vilde ikke trænge sig ind til Jørgen Schmettow og formelig byde sig frem til ham.

 I dette glimtvise feilsyn tør vi vel ogsaa se et udslag af forfatterens ungdom.

 Noget af det smukkeste i denne roman er de indstrødde betragtninger og refleksioner over begivenhederne. Som nu disse linjer: «Aarene gaar sin stille gang. De skrider langsommelige forbi os med mange kloge ord og tanker, som lindrer de sværeste saar og lærer os resignationens fine kunst. De er de barmhjertige søstre i menneskehedens umaadelige lazaret. Vi ser de vekslende blege ansigter under de sorte slør, og for hvert nyt er vi som et skridt borte fra de tunge minder. Mangen sorg, som laa stum og gjemt paa sindets bund, fordi dens smerte syntes uendelig, saa vældig, at den rnaatte knuse himmel og jord, den evner vi nu at ta frem. Tiden har mildnet den og klarnet den af som vin, der laa i den dybeste kjælder, og det mærkelige sker, at det blir dig som en vellyst at føle din milde sorg fylde din sjæl . . .» I disse ord har forfatteren git bogens intime stemning. Det er det milde, slørede vemod, som gir denne ynglinge-roman dens egne hemmelighedsfulde charme.

 — Saa besynderlig det lyder, saa er dog «Marie Louise Reventlow» fremdeles Olaf Benneches bedste og eiendomrneligste bog. Ingen at de tre romaner, han siden har udgit, kan hverken fra formens eller indholdets side gjøre krav paa nogen større opmærksomhed. De mangler personligt særpræg, — dermed er alt sagt. Og det hjælper lidet, at forfatteren søger at dække denne mangel med masser af ord og billeder. Værst i denne henseende er «Villenskov». Her er Olaf Benneche tydeligvis paavirket af Thomas Krag. Bare de navne, han bruger: Bjug Vargson Vaa, Varg Bjugson Vaa, Svein Starke, Dreng Rike, Judith Dyre . . . hvor minder de ikke om de tungt henrullende, sagadunkle navne i «Ulf Ran». Men ellers ligner romanens figurer saavist ikke sagaernes stærke og faamælte mennesker. I «Villenskov» kan ikke det usleste kryb af et mandfolk aabne munden uden at aflevere lange, smægtende veltalenhedsprøver, hvori forfatteren finder afløb for sine retoriske kunster og eksperimenter.

&emsp,Ogsaa om personerne i «Erik Rathlau» gjælder det, at deres menneskevæsen — forsaavidt de da har noget saadant — forsvinder i de tykke taager af ord og lyrisk kaudervælsk, som forfatteren til stadighed omgir dem med. Bogens motiv — udredningen af en æstetikers lutring gjennem arbeide, savn og resignation — burde være en interessant opgave for en virkelig digter. Men saa maa den ogsaa gribes anderledes alvorlig an end Olaf Benneche har gjort det.

—Det har han maaske faat en anelse om selv. Thi i «Udvaar Fyr», hans siste fortælling, har han valgt sig et meget beskednere emne og i høi grad indskrænket personernes schönrednerei. Det er en jevnt underholdende hjemmenes bog, elskværdig i sin menneskeskildring . . . akkurat saa lidet dyb som det store publikum vil ha den. «Udvaar Fyr» handler mest om en ung pige, som omsider blir gift med den mand, hun bør og skal ha. Og romanen slutter med bryllup og julaften.

 I de gode gamle romaner var efter rette vedkommendes mening ogsaa alt i orden, naar hovedpersoncrnes bryllup efter mange og lange vanskeligheder endelig kunde feires. I de bedste moderne romaner er livsbetragtningen blet noget anderledes. Maaske kommer ogsaa Olaf Benneche en dag til at forsøge sig paa løsningen af de konflikter, som opstaar efter brylluppet. Men da vil han faa brug for en dybere psykologi end den, som findes i hans hidtidige produktion.

Tilbake til toppen av siden.