Ole Vigedal
I Midten af det attende Aarhundrede var der en Præst i Kvinesdal, Mads Andersen Horsens, en født Jyde. Han er den sidste, hvem Bygdetraditionen benævner ved Døbenavn „Hr. Mads“. Han havde adskillige Børn, som alle gik over i Bondestanden. En af dem, Lisbeth Godtzen, var dog førstegang gift med en „Student“ (egentlig nok Kapellan hos Faderen) Ole Vigedal.
En Søndag havde denne Ole Vigedal præket i H vedkirken og ved samme Leilighed ivret stærkt mod den Drik og Usædelighed, som gik for sig paa Pladsen Nesset lige ved Kirken, og nævnt endel af de værste Svirebrødre ved Navn. Om Eftermiddagen samme Søndag gik han ogsaa selv hen til Nesset for at tale for Drikkebrødrene. Men disse, der allerede havde faaet sig et godt Rus, bleve saa rasende, da de saa ham, at de stak ham ihjel og kastede Liget ud i en Bugt af Elven, der heder Knivsviken, som det fortælles, til Minde om denne Begivenhed. Liget drev ud i Søen og blev fundet igjen langt ude i Fjorden. En Retssag reistes, men Gjerningsmændene bleve ikke opdagede. Ikke desto mindre er der endnu, efter mere end hundrede Aars Forløb, Folk i Dalen, der vide at nævne Hovedmanden for Forbrydelsen.
Vigedals Enke, Lisbeth, giftede sig, inden Aar var omme, med en Bonde paa Aamot og fik med ham flere Sønner. Alle disse, saavelsom ogsaa Moderens Søn af første Ægteskab, der hed Ole Vigedal ligesom Faderen, udvandrede til Holland, hvor det skal have gaaet flere af dem ret godt. Men den unge Ole Vigedal, der for tilsøs med et hollandsk Skib, faldt i Barbareskers Hænder og førtes som Fange til Tunis. Herfra fik han Anledning til at skrive hjem til sin Stiffader paa Aamot og bad ham om at faa udbetalt sin Fædrenearv for at kunne faa Løsepenge. Men denne havde ingen Lyst til at rykke ud med Arven, skjulte Brevet og svarede ikke. Ole døde i Fangenskab, og da Moderen endelig fik Sammenhængen at vide, sørgede hun sig tildøde.
Mundtlig fortalt mig. Om de dengang saa hyppige Forbindelser med Holland se mit i 1880 udkomne Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |