Ole Vigs Minde
Foredraget i General-Forsamlingen i Selskabet for Folke-Oplysningens Fremme, den 3die Februar 1858, af Eilert Sundt.
Vor tabte Ole Vig staar vel fremst for vor Tanke ved dette Møde og ham gjælder mit første Ord. Jeg dvæler gjerne ved hans Minde, og det skulde vist være Forsamlingen kjært om jeg havde et eller andet Træk at meddele, der kunde tjene til at forklare hans Billede.
Jeg har modtaget Meddelelser om den Afdøde af hans egen Fader, gjennem en af hans Bygds Præster, samt fra hans eneste Søster, endvidere fra en af hans Barndomsvenner, der tillige var sammen med ham paa Seminariet, fra en af hans Lærere ved Seminariet, og fra en Præst i det Throndhjemske, der længe havde staaet i Venne-Forbindelse med ham.
Det vil forstaaes, at disse Meddelelser ikke oplyse os om store udvortes Begivenheder. De give os mest Smaatræk fra hans Barndoms- og Ungdomsliv.
Ole Vig fødtes den 6te Febr. 1824; da han døde den 19de December f. A., var han altsaa ikke fuldt 34 Aar gammel. Hans Fader, der ogsaa hedder Ole, var og er fremdeles Husmand paa Pladsen Vigmarken tinder Gaarden Vikan, Værnæs Sogn, nedre Stjørdalens Præste gjæld. – Nogen kunde sige, at vor Ven altsaa ikke havde Stort at slægte paa. Men det havde han dog. Endnu er hans Farfader kjendt og omtalt i Bygden som en mærkelig Mand. Der fortælles dette Sagn om ham: da han engang kom til Præsten for at indskrives til Konfirmation, var han saa ung og liden, at Præsten efter en kort Prøve viste ham tilbage. 6 andre Børn lede samme Skjæbne, og disse gik sin Vei; men hin gik atter til Præsten, bad ham om at blive prøvet i nok et Stykke, bad endnu en Gang og vakkert; saa spurgte Præsten ham igjennem hele „den store Pontoppidan,“ antog ham og stillede ham øverst. Trods hans store Evner blev han kan simpel Husmand og levede i smaa Kaar, saa Børnene og deriblandt Ole Vigs Fader tildels maatte vanke om paa Bygden. Men han forbausede Folk ved den Gave, hvormed han kunde gjentage hele Prædikener, og endnu erindres det Ord af ham, at han mente, han skulde have været god til at lægge ud, om han var bleven præstlært. Og han maa have vundet sine Bygdefolks Yndest; det siges ialfald, at Folk vare gode mod hans Børn og hjalp dem frem i deres Fattigdom.
Blandt disse Børn var som sagt vor Oles Fader. Han er omtalt for mig som en baade forstandig og brav Mand. Vi kjende vor Ole Vigs herlige Gave til at udtrykke sine Tanker og Følelser, og det er mig sagt af den nævnte Barndomsven, at netop hans Slægtninger paa Fædresiden udmærke sig derved, at de have saa godt for at snakke for sig.
Men Hjertelaget synes vor Vig at have arvet efter Moderen. „Faderen har – det er dennes egne Ord – et noget hastigt Sind; men Moderen havde et mygt Sind, og Sønnen lignede hende mest: han taalte ikke Haardt, Graaden tog ham strax; men han behøvede ikke Haardt heller, for han var lydig og snild“. Godt Nemme har dog ogsaa Moderen havt, og hun var derhos fortrolig med Bøger. Jeg kjender ikke hendes Navn; men hun var en Gaardmands-Datter fra Storvalstad i Stjørdalen, og hendes Moder var kommen fra Helgeland.
Allerede i sit 4de Aar sad Ole Vig med Bogen under Moderens Veiledning. I de første Aar var han stam; men det gik alligevel saa let og glædeligt; om Aftenen laa han i sen Seng og gjentog for sig selv de Bogstaver, som han havde lært den Dag. Tidlig tog han fat paa „Tusindbogen,“ en gammel historisk Psalmebog med 1010 Psalmer. Moderen fortalte ham især af Horsters Bibelhistorie; i den var der Psalmevers, og Ole var da ivrig med at finde op i Guldbergs Psalmebog, hvor de hørte hjemme, og hvergang han havde fundet, hvad han søgte, var det hans Glæde at vise Moderen det. Faderen siger, at han ved saadanne Leiligheder ofte følte sig beskjæmmet ved de Ord, der faldt; „han havde saa varmt Hjerte, den Lille, og saa godt for at udtale, hvad der bevægede sig derinde.“
Der var oprindellg 4 Børn; men de to døde spæde, og kun en yngre Søster voxte op sammen med Ole. Det var snart hans Lyst at læse med hende. Hun skal have viist endog hurtigere Nemme end han; han var dybere og bedre til at lægge ud. De to havde bestandig saa meget at tale sammen om, og som de voxede til, lærte de at holde af hinanden ogsaa som Broder og Søster i Christo.
Han tog nok Del med Nabobørnene i deres Lege, men kun lidt; oftest stod han for sig selv, saa paa dem og smilte – det er Faderens Ord. Hjemme brugtes hans Fristunder til Bogen. Snart vare Husets Bøger læste atter og atter, og han trængte til flere. Engang var der Tale om at faa oprettet en Bogsamling i Bygden, med Penge-Tilskud fra Deltagerne. „De maa lægg til, De og, Far, lidt – saa faar vi og sjaa i Bøkan,“ ivrede han.
Som han var Forældrenes Fryd, saa blev han Gjenstand for Skolelærernes og Præsternes glade Opmærksomhed. Allerførst skal daværende resid. Kap. Bugge være bleven opmærksom paa ham ved en Katechesation i Kirken over de Ord: „Værer barmhjertige“ o. s. v. „Den Lille,“ som han kaldtes, svarede for dem allesammen, og fik offentlig Ros. Han var da høist 9 Aar – Noget, jeg regner mig til ved at agte paa, hvad Aar Præsten flyttede fra Bygden. Han kan ialfald ikke have været stort ældre, da en anden Præst ved en Skoleoverhøring satte ham paa Prøve med det Spørgsmaal: „Kan Du læse mig det 11te Bud?“ „Det staar ikke i min Bog det,“ svarede Gutten flinkt. Sognepræst Heyerdahl fik ogsaa store Tanker om ham ved en Katechesation over den store Fiskedræt. Meget fornuftig svart,“ sagde Præsten og klappede Gutten paa Kinden. Han kan da ikke have været over 11 Aar. Da Ole Vig gik til Konfirmation, fik han være med paa en Søndagsskole hos nuværende Præst Hirsch; han var, hedder det, den eneste Ukonfirmerede, men blev dog flyttet op blandt de Øverste. Ved Konfirmationen under Provst Widerø udmærkede han sig fremdeles, og det var Widerø, som ved sine Tilskyndelser formaaede Faderen til at optage Laan og bekoste Oles Ophold ved Klæbo Seminarium.
Paa en Reise i det Throndhjemske ifjor Høst hørte jeg det Sagn, at Ole Vigs forrige Lærere ved Seminariet skulde være blevne ikke lidet overraskede ved at se den Dygtighed, han i de modnere Aar har lagt for Dagen; man havde ikke ventet noget saa udmærket af ham. Dette Sagn stadfæster nu en af hans Lærere. Det feiler jo ikke, at han stod sig meget godt ved sin Afgangs-Examen, og til den gode Charakter blev der desuden tilføiet rosende Ord om overordentlig stor Lærelyst og mere end almindelig gode Aands-Evner. Men med alt dette nærede man dog ikke større Tanker om ham, end at han ligesom flere af hans Med-Elever gav grundigt Haab om at ville virke til Velsignelse i Almueskolens Tjeneste. „Føier jeg hertil, siger Læreren, at han henregnedes til de bedste Elever, som Seminariet til den Tid havde havt, saa er Billedet temmelig fuldstændigt.“ Som Aarsagerne til, at han ikke vakte større Opmærksomhed, anføres dette, at da man vidste, at han – som nys erindret – havde nydt nogen videregaaende Undervisning hos Hirsch, saa ventede man ogsaa mere af ham end af de Andre. Mere tør man maaske lægge Vægt paa den Betragtning, at Ole Vig i de to Aar, han opholdt sig ved Seminariet, var saa aldeles optaget med at lære det meget Nye, at han ikke vandt med at bearbeide det paa sin Maade og udvikle sine egne Tanker. Beskeden som han altid var, synes han paa Seminariet endog at have været bly og forknyt. Jeg slutter saa af et Træk, som hans Kammerat har meddelt til Prøve paa, hvor øm han var og lidet taalte Haardt: Engang havde en Lærer talt noget alvorligt til Eleverne om norsk Stil, som han syntes, det gik daarligt med, og det græd Ole Vig saa saart over siden, uagtet Irettesættelsen ikke egentlig gjaldt ham, men alle i Almindelighed. Han var ogsaa i denne Tid liden og spæd af Væxt, saa det – at slutte efter nogle Yttringer af Faderen – nok ikke var mere end saa, at han holdt ud med den Flid, han viste som Lærling. Han var paa Seminariet i Alderen fra til Aar; i denne Alder pleier Ynglingen jo skifte Stemme; men dette var ikke Tilfældet med Vig; han vedblev at synge Altstemmen i Seminaristernes Sangchor, lige til han blev dimitteret – Noget, som kun skal have hændt med en Elev foruden ham.
Men da mod Slutningen af hans Ophold ved Seminariet Rektor Bugge kom op til Klæbo for blandt Seminaristerne at søge en Huslærer for sin Svoger, Provst Magelsen, da Sognepræst til Aafjorden, saa valgte han Ole Vig og det, som det siden blev fortalt, uden at raadføre sig med Lærerne, men kun paa Grund af hans tiltalende Udseende.
Det var om Sommeren 1843, at O. Vig forlod Seminariet, og hos Magelsen var han i to Aar. Derfra kom han til Christiansund og var først i 3 Aar Andenlærer ved Kirkelandets Almueskole der, siden i Aar eller til Udgangen af 1851 Tredie-Lærer ved Borgerskolen. Jeg har seet hans Foresattes Bevidnelser om ham i alle disse Stillinger: de indeholde alle Ros over hans Gaver og Flid som Lærer; og ligesom paa Seminariet, saaledes ogsaa her berømmes hans beskedne og blide Væsen samt pletfrie Sædelighed.
Men medens han saaledes svarede til det Seminarium Forventninger, fra hvilket han nys var udgaaet, og medens han ved Selvstudium fortsatte de paa Seminariet gjorte Begyndelser, udviklede der sig i disse Aar noget Nyt hos ham. De Tegn og Mærker, som allerede i hans Barndom tydede paa noget usædvanligt, slog ikke feil. De store Kræfter, som slumrede hos ham, maatte vækkes ved noget Stort. Grundtvigs aandfulde Skrifter tiltalte hans Aand, og nu blev han først naturligvis Grundtvigs Discipel. siden den selvstændige Ole Vig.
Han følte Trang til at takke sin Lærer; i Sommeren 1851 vandrede han gjennem Landet til Christiania og reiste videre til Kjøbenhavn og tilfredsstillede sin Trang: han saa og talte med Grundtvig. Han fortsatte Vandringen og kom saa langt som til Digteren Ingemann i Sorø, hvem han ogsaa havde meget at takke for.
Men et halvt Aar efter, i Begyndelsen af 1852, finde vi ham her i Christiania, som den Mand, der skulde skaffe vor „Folkeven“ Agtelse viden om i Landet. Det var to mærkelige Ungdoms-Arbeider:. „Norske Bonde-Blomster“ og „Liv i Norge,“ begge af 1851, som havde henledet Opmærksomheden paa ham, saa Bestyrelsen for vort Selskab kaldte ham fra Christiansund hidned for at overtage „Folkevennens“ Redaktion.
Fra nu af er Ole Vig kjendt i Landet som Faa.
Man forlange ikke af mig, at jeg skal udmaale og angive hans Værd som Forsker eller Tænker eller Digter. Saadant hører ikke til mit Kald og vilde maaske endnu mindre passe paa Ole Vig. Thi hans Fortjeneste ligger ikke i nogen af hine enkelte Retninger, men i det sjeldne Exempel, han gav paa fyrig og begeistret Kjærlighed til Fædrelandet og opofrende Virksomhed for Folke-Oplysnings Fremme. Han var en saare frugtbar og begavet Forfatter; men han var større endnu som Folkeven og nidkjær Arbeider i Lysets og Livets Tjeneste.
Men et skal jeg dog pege paa, som efter min Mening kan bidrage til at sætte hans Forfatterskab og hele Virksomhed i det rette Lys og skaffe ham selv fortjente Anerkjendelse og beskytte hans Minde mod den umilde Dom, som fra tvende Sider blev ham til Del her i Livet.
Jeg maa her gaa tilbage til Ole Vigs Barndoms-Liv i Hjemmet. Hans Forældre vare „Opvakte,“ og det saaledes, at de i de fleste Meddelelser, jeg har faaet, kaldes Haugianere. Og saa meget er ialfald vist, at de viste megen religiøs Iver. Dette var især Tilfælde med den af Forældrene, som udøvede mest Indflydelse paa Sønnen, nemlig Moderen. Som hendes Sind var dybt religiøst, gik hendes Arbeide med Sønnens Undervisning og Opdragelse i samme Retning. Hans Sind stemmede jo ogsaa saa vel med hendes og lod sig villigt paavirke. Men lidt efter lidt opstod der nogen Forskjel og ligesom Strid mellem ham og Moderen. Han havde kun Tanke for det „ene Førnødne;“ men eftersom han voxte til, fik han Skjøn paa anden Oplysning og Læsning end den blot religiøse; hans Tanker fore saa vide, og som Yngling blev han snart fortrolig med Norges Saga som hidtil med Bibel-Bogen. Da ængstedes Moderen og frygtede for, at han skulde „overraskes af de naturlige Ting.“
Dette var ofte Gjenstand for fortrolig Samtale og alvorlig Overveielse mellem dem. Ganske kunde i vel ikke Moderen følge Sønnen i hans Betragtningsmaade, der for hende var saa ny og uvant; men som han visselig ikke tabte det ene Fornødne af Sigte, saaledes kunde ogsaa hun bevare sit glade christelige Haab om Sønnen. Det er mig udtrykkelig sagt, at hun var den i Hjemmet, som bedst forstod hans Tanke og Sind, og det er vist, at der lige til det Sidste bestod det ømmeste Forhold mellem Moder og Søn. Omtrent et Aar før hans Død laa hun paa Dødsleiet. Da skrev han: „Gak hen først, du Moder, saa vil jeg se til at blive mere himmelsindet og komme efter,“ og hendes sidste Hilsen til ham aandede en christelig Moders Kjærlighed og Haab.
Hans Moder forstod ham – men ikke Alle forstode ham. Det Indtryk beholdt han altid fra sine lykkelige Barne-Aar, at Gudsfrygt maatte være det Første og det Sidste, og det en levende, ret inderlig og hjertelig Gudsfrygt, som bestaar ikke i Ord, men i Kraft. Og derfor ivrede han ogsaa idelig for, at det Ord, som skulde røre Hjertet og vække Lys og Liv derinde, endelig maatte lyde fatteligt, hjemligt, folkeligt; thi han havde vel ofte maattet erfare, hvorledes den uforstaaede eller kun halv forstaaede Tale om de aandelige Ting hos mangfoldige Mennesker kun fremkalder et koldt Gudfrygtighedens Skin. Men som han voxede i Erfaring og Erkjendelse, saa fik han ogsaa Øiet mere og mere opladt for den Gudfrygtighedens Hemmelighed, at den Christnes Saligheds-Haab maa bygges ikke paa de fromme Følelser og Forsætter og Øvelser, men paa Guds Naades Foranstaltning i Christendommens Historie. Fra nu af blev hans Tale en idelig Paamindelse om disse tvende Stykker: Folkelighed, ægte norsk Art, i vort hele Oplysningsværk, og Kirkelighed, ægte apostolisk Art, i vore religiøse Anliggender.
Med denne sin Dale fik han Indgang hos Mange. Vel er det ikke urimeligt at antage, at den Omstændighed, at han ved sin Fødsel tilhørte den store Almue, og at han ved sin Opdragelse og første offentlige Virksomhed tilhørte Almuuskolelærernes talrige Stand – at den Omstændighed har lettet ham hans Indgang. Det var, som om disse Mange længe havde følt Savnet af en Talsmand og snart med glad Tillid saa op til Ole Vig. Men de mange Beviser paa saadan Tillid og Forventning vare for ham et alvorligt Kald, som han med samvittighedsfuld Iver stræbte at fyldestgjøre, og det er vist, at han, selv begeistret, tændte Lys og Liv viden omkring og hos Mangfoldige vakte noget af den Fædrelands-Kjærlighed og Evigheds-Længsel, som besjelede ham selv.
Men med den samme Tale stødte han ogsaa Mange og blev strængt bedømt. Hans Begeistring for Folkelighed kunde stundom forstaaes som en Klage over den Del af Nationen, der i en vis Betydning af Ordet ikke regnes med til Folket, Klage over den, som om den ikke ogsaa kunde agte og sætte Pris paa det sande Folkelige. Hans Iver for Kirkelighed i religiøse Forhandlinger blev stundom forstaaet saa, at Nogle syntes at savne hos ham Sands for den Vækkelsens Inderlighed, uden hvilken Christendommens Sandheder ikke komme til sin Ret hos den Enkelte, men kun blive for ham som tomme Ord.
Men derfor var det vel fornødent for den gode Sags Skyld, at dertil de Grunde og Beviser, han fremstillede i sine Skrifter, ogsaa føiedes det Vidnesbyrd, som ligger i hans Død. Det er vel sjeldent, at det om Nogen kan siges saa sandt som om Ole Vig, at han opoffrede sig for sit Kald og sin Gjerning og ikke sparede sig selv under Fornemmelsen af, at hans Legeme bukkede under for Anstrængelsen. Han holdt, hvad han i et af sine mest begeistrede Ungdoms-Kvad havde sagt:
„Hvad vil det sige, om Tidens Elv
Mægter at bøie mig skjælvende Siv?
Fædrenelandet og Sandheden selv
Krav har paa Hjertet og hele vort Liv.“
Synet af saadan Udholdenhed og Trofasthed skal styrke dem, som allerede her i Livet følte sig hendragne til ham, styrke dem i den af ham vakte Lyst til Arbeide for Fædreland og Sandhed, og Synet af den samme Udholdenhed og Trofasthed skal vel bøie selv hans Modstandere til Skaansomhed i Dommen om den Hedenfarne.
Ole Vig var en sjelden vennesæl Mand, og Mange af os sørge som Venner ved hans tidlige Bortgang. Men der er en vemodig Trøst for vor Sorg; vi vide nemlig, at han i sine sidste Aar, medens han levede her i vor By, ikke var lykkelig. Midt mellem sine mange Venner og idelig beskjæftiget med sine ivrige Arbeider maatte han ofte føle sig ensom og forladt; thi han han havde intet Hjem, og han, netop han med det varme Hjerte savnede det saa dybt. Vi tro og haabe, at Gud har gjort det vel for ham og ført ham ind i det salige Hjem.[1]
Men vort Selskab har lidt et stort Tab. Ole Vig var en tro og begavet Arbeider i vort Selskabs Tjeneste, en heldig Befordrer af dets Sag. Han var os umistelig. Og dog maatte vi miste ham. – Men, Tanken og Forsættet lever efter ham, styrket ved hans Daad. Og derfor siger jeg saa: Saalænge vort Selskab bestaar, ja saalænge der viser sig Spor igjen af, at et Selskab har bestaaet og virket her i Landet med det ædle Formaal: Folke-Oplysningens Fremme, saa skal Ole Vig mindes med Tak og Ære.
Jeg holder mig forvisset om, at jeg udtaler den høitærede Forsamlings Stemning, naar jeg med bevæget Sind beder:
„Fred og Velsignelse over Ole Vigs Minde!“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ole Vigs fraværende Venner ville maaske gjerne erfare noget om hans sidste Sygdom. Den bestod i Ledde-Rheumatisme eller et Slags Gigt; denne Sygdom havde holdt ham bunden til Lenet i et Par Uger og gav ikke nogen alvorlig Grund til Frygt. Men pludselig – det var sent paa Aftenen, efterat et Par Venner havde forladt ham, men imedens en Vaagekone var tilstede, stødte en voldsom Bryst-Betændelse til eller Congestion af Blodet; snart tabte han sin Bevidsthed, og efter nogle Timers Forløb havde han udstridt. – Den Sygdom, som havde kastet ham paa Leiet, agtes ikke i Almindelighed for farlig; men fordi han i de sidste Aar var bleven svagere og svagere, kunde det sidstnævnte Tilfælde saa meget lettere støde til.