Wikikilden

Om Amund Sigurdssøn Bolt og Urolighederne i det sydlige Norge 1436–38

Hr. Prof. Daae har i 3die Rækkes 1ste Binds 3die Hefte, S. 489 ff., anket over en Artikel i Nordisk Conversationslexikon (3die Udgave I 642) om Slægten Bolt, hvori den tyske Beretning om, at Oprørshøvdingen Amund Sigurdssøn blev „brændt, fordi han sagde sig [Arving og] født Konge til Norge“, ansees for utrolig. Da jeg, som ogsaa Hr. Daae formoder, er Forfatter af den nævnte Artikel og saaledes staar til Ansvar for dens Indhold, er jeg naturligvis fuldt villig til at begrunde denne min Opfatning i samme Tidsskrift, hvori min ærede Kollega har optraadt. Jeg havde ventet, at naar Hr. Daae havde optaget Spørgsmaalet til Behandling, han havde leveret en mere indgaaende Undersøgelse om den af ham fremdragne Krønike, hvis Autoritet jeg har bestridt; men naar dette ikke er skeet, maa jeg saa vidt muligt rette Angrebet ogsaa mod denne Krønike, for at fremkalde nærmere Oplysninger om en skriftlig Kilde til Norges Historie i 15de Aarhundrede, hvilke min ærede Kollega sidder inde med; men finder det derved nødvendigt at lægge til Grund en Studie af de andre Kilder til Oprørets Historie. Jeg kommer da i det følgende til delvis at bygge paa de Resultater, min Kollega er kommet til i sin Afhandling i dette Tidsskrifts 1ste Rækkes 4de Bind, medens jeg paa mange Punkter har troet at maatte opfatte adskillige Kildesteder anderledes og paa andre Punkter nu kan supplere ham.

I

[Amund Sigurdssøns og Vikværingernes Opstand kjendtes, da Prof. Daae skrev derom i 1875, kun fra Dokumenter; blandt disse er Forligsdokumenterne af 23de Juni 1436 og 18de Febr. 1437[1], hvis Datering er sikker nok; men dertil kommer et Forligsdokument fra 2den Halvdel af 1436, som Udgiverne af Dipl. Norv. VI henfører til Tiden før 13de December, men Daae omtrent til Midten af December, samt Amund Sigurdssøns Kapitulation „St. Magnusdag 1436“; den henførte Lange med Tvivl til 13de December (St. Magnus’s Translation), hvad Prof. Daae ligesom før ham Keyser godkjender. Da jeg anser denne Bestemmelse for utvivlsomt urigtig, skal jeg her fremføre mine Grunde for at henføre Kapitulationen til 16de April s. A. I de første Bind af Diplomatariet har Lange, skjønt han i Regelen henførte „Magnusmesse“ til St. Magnus’s Dødsdag, dog nogle Gange ved Bestemmelsen af denne Festdag havt Tvivl og vaklet mellem hans Dødsdag (16de April) og hans Begravelsesdag (13de December); men efterat P. A. Munch (Unionsperioden II 145 Note 3) havde ryddet bort Betænkeligheden ved et Brev i 3die Bind, som er dateret „Magnusmesse i Kong Haakons 26de Aar“ (= 16de April 1381, uagtet Kong Haakon var død Høsten 1380), har i de senere Bind Udgiverne overalt angivet „Magnusmesse“ som 16de April, og dette maa da ogsaa gjennemføres for de første Bind. Dateringsreglerne for norske Diplomer er bedst og tidligst opstillet i Erkebiskop Jons Kristenret (C. 26), og her vil man kun finde én Magnusmesse, 16de April; i de norske Love (Jons Kristenret, ældre Frostathings Kristenret i ét Haandskrift samt ældre Eidsivathingslov) kjendes kun denne éne Magnusmesse, og i de norske Kalendarier, jeg har gjennemgaaet, findes for Kalenderberegninger kun denne Magnusmesse optaget[2]. Kun i nogle faa Breve fra Voss har jeg fundet Omtale af „Magnusmesse om Vaaren“ og. „Magnusmesse før Jul“, altsaa Translationsdagen[3]; ellers betegnes altid i Diplomatariet 13de December ved „Lucie dag“ eller ved „7 Nætter efter Nicolausdag”‘. „Magnusmesse“ brugtes hyppigt ved Kalenderberegning, men altid er det da 16de April; naar Breve ligefrem dateres fra „Magnusmesse“, maa det samme være Tilfælde. For blot at holde os til Tiden om 1436, er Dipl. Norv. VI 464 (fra Hamar) dateret „Magnusmessedag 1436“ og II 730 (fra Løiten) dateret „Magnusmessedag 1437“; den i Kapitulationsdokumentet forekommende Variant „Magnusdag“ forekommer hyppigt i 15de Aarhundrede[4]. Selvfølgelig maa overalt den samme Datering gjengives paa samme Maade, altsaa bliver Amund Sigurdssøns Kapitulation i Oslo at henføre til 16de April, ikke til 13de December. Det er let at forstaa, at Lange kunde føle sig fristet til at foretrække 13de December, thi paa hans Tid kjendte man intet om Opstanden tidligere end 23de Juni 1436, og det kunde da have sine Betænkeligheder at flytte en vigtig Begivenhed under Opstanden saa langt tilbage paa Vaarkanten som 16de April; men efterat v. d. Ropp har fremdraget et Brev, som viser, at Opstanden var kjendt saa langt borte som i Kalmar i Marts 1436, maa denne Betænkelighed helt falde bort. Dateringen for det ufuldstændige Brev i Dipl. Norv. 6te Bind bliver noget paavirket heraf; af Hensyn til Kapitulationen, som henførtes til „13de December“, har DHrr. Unger og Huitfeldt sat det ufuldstændige Brev noget tidligere; men nu maa det stilles i nærmere Forbindelse med Forliget af 23de Juni, som det supplerer og udvider. Det synes af Grunde, som senere vil blive tydelige, at maatte henføres omtrent til Oktober 1436.

Dette maatte forudskikkes som Grundlag for, at jeg ordner Begivenhederne i 1436 noget anderledes end min ærede Kollega.]

Opstanden i Norge 1436 og dens Historie har som naturligt talrige Paralleler til Svenskernes Opstand i Aarene før og efter. Den norske Opstand har de samme Aarsager, Misfornøielsen med de udenlandske (danske) Fogder, og det samme Endemaal, Reisningen af en indenlandsk, national Regjering istedenfor Kong Eriks Centralstyrelse eller Mangel paa Styrelse. Men Opstanden i Norge beholder dog altid en mere lokal Karakter og fremfor alt, Opstandens Ledere og disses personlige Hensigter ere forskjellige. Vi finder i Norge intet svarende til den personlige Ærgjerrighed hos Karl Knutsson eller tildels hos Engelbrekt, hvad der er dybt begrundet i Norges og Sveriges indre Udvikling, her under Arveregjeringen, hist under det svenske Adelsstyre.

Misfornøielsen i Norge viser sig allerede i Aarene 1424 og 1425, men er allerede her indskrænket til et enkelt Distrikt, Borgesyssel; den vender sig direkte mod en enkelt Mand, Tyskeren Herman Molteke, som ved Giftermaal med Hr. Amund Bolts Datter havde faaet Eiendomme i Borgesyssel og derefter var bleven Foged ialfald over Skaun (Rakkestad). Til Klagerne over ham tages der intet Hensyn, han faar beholde sin Bestilling, og naturligvis varer Misfornøielsen. Denne forøgedes ved, at de største og vigtigste Len paa Østlandet var i halve eller hele Udlændingers Vold. Saaledes havde allerede 1415 Hans Krøpelin faaet Baahus med Viken, i 1424 var en Tysker Tydeke Rust Foged paa Akershus, fra omtr. 1430 havde den dansk-svenske Hr. Svarte-Jøns Akershus og Oslosyssel med Skiens Syssel, og, hvad der var vigtigere, paa Oslo Bispestol sad siden o. 1420 den danske Biskop Jens, der tillige Var Rigskantsler. At de udenlandske Magthavere til sine Underfogder brugte Landsmænd, er naturligt, og det bekræftes udtrykkeligt. I Viken nævnes saaledes Væbneren Jakob Augustin som Foged allerede 1415 og saa sent som 1440; ved 1422 nævnes en Henrik Olafssøn, Landfoged i Bohuslen, ved 1430 nævnes en Væbner Didrik Bære o. s. v., og Almuen klagede jo netop 1437 over de „umilde“ udenlandske Fogder i denne Landsdel; i Skiens Syssel havde allerede længe (mindst siden 1410) en dansk Mand, Herlog Pederssøn paa Mærden, været Underfoged; paa Hedemarken fungerede i 1438 en Jusse Niklisson, i Tune Skibrede (Borgesyssel) i 1434 en Lasse Bing; i Ñummedalen — og maaske videre — styrede Pommeraneren Markvard Buk, som levede endnu 1434 o. s. v. Blandt Biskop Jens’s (danske) Fogder eller Fuldmægtige maa regnes den Jøsse Thomassøn, som i 1418 var Raadsmand paa Bispegaarden og siden c. 1423 havde bygslet af Kirken Gaarden Huseby paa Lier, og Peder Nilssøn, som 1424 var Raadsmand, men omkr. 1430 var Biskopens Ombudsmand i Tønsbergsyssel, Pil Laurenssøn, som 1434 var Raadsmand paa Teige o. fl. Nogle af disse Mænd har været vel likte af Almuen, men alle har de forstaaet at vinde Rigdomme og gode Giftermaal, saa at vistnok mange af de Indfødte har betragtet ogsaa dem med uvenlige Blik og følt sig tilsidesatte eller fortrængte af dem. Forargelse vakte det ogsaa, at den danske Biskop i Oslo hyppigt befordrede danske Mænd til Prester og andre geistlige Embeder; saaledes findes endog blandt Kannikerne i Oslo flere danske eller dansklignende Navne, som Toke Nilssøn (Erkeprest † 1448), Peder Svart, Henrik Hinzesøn, Hans Hanssøn o. fl., og det samme kan ogsaa paavises blandt Landspresterne; naar Erkebiskop Aslak i Provinsconsiliet 1436 klager over, at Udlændinger trænger sig ind i de geistlige Embeder og Beneficier „til Fortrængsel for de indfødte“, maa han vistnok fornemmelig sigte til Forholdene i Oslo Stift. Den vigtigste Anke mod Biskop Jens rammede ellers nærmest Kongen selv, idet Kong Erik havde gjort ham til norsk Kantsler, hvad der baade var i Strid med Lov og Sædvane — idet Provsten ved Mariakirken i Oslo skulde være Kantsler — og tillige var til stor Skade for Befolkningen, fordi Biskopen som Kantsler oftest maatte opholde sig udenlands hos Kongen og man saaledes „maatte løbe udenlands efter Indseglet“. At denne Klage ikke er Mundsveir, sees af Landsvistbreve, som er udstedte fra Helsingborg (1422), Gurre (1424) og Kjøbenhavn (1428); fra 1434 til 1437 opholdt Biskop Jens sig uafbrudt i Danmark eller Sverige, og i den Tid findes ingen Landsvistbreve udstedte, saa Kantslerembedet faktisk var ledigt.

Men tiltrods for den ulmende Misfornøielse maatte der dog støde noget udenfra til for at rokke Nordmændenes Lojalitet ligeoverfor Arvekongen. Under og efter det svenske Oprør benytter Kong Erik gjentagne Gange sine norske Raadgivere til at mægle, og i Oktober 1435 var flere af disse samlede i Stockholm for at bistaa Kongen, saaledes Biskop Olaf Nilssøn i Bergen, Biskop Jens i Oslo, Hr. Svarte-Jøns paa Akershus, Hr. Endrid Erlendssøn paa Tønsberghus, samt Væbnerne Olaf Haakonssøn (Stumpe), Sigurd Jonssøn (paa Sørum), Kolbjørn Gerst og Henrik Skakt, alle fra Østlandet eller dettes sydlige Dele. Ved det Forlig, som istandbragtes, maatte Kongen indrømme Sverige en selvstændig Regjering (Drost og Marsk) og love at betro kun Indfødte Rigets Len og Slotte. Det kan ikke feile, at de norske Raadsherrer har maattet føle Ønskeligheden af lignende Institutioner for Norge, og at Mødet i Stockholm har vakt Kravet herom ogsaa i Norge eller rettere paa Østlandet. Dette sees deraf, at Oprøret i Viken ledes af Adelsmænd, og at selv Rigsraadets Medlemmer, skjønt de gjør sit for at dæmpe Oprøret, dog faktisk stiller de samme og endnu stærkere Krav til Kongen om en national Regjering.

De norske Raadsherrer, som deltog i Stookholmsmødet, er neppe komne hjem til Østlandet før i Novbr. 1435, og senest tre Maaneder efter er her en Opstand udbrudt. Det ved vi nu efter et Brev, som Engelbrekt Engelbrektssøn skrev fra Kalmar 10de Marts 1436[5]. Brev fra Opstandens Ledere maa saaledes være afsendt fra det sydlige Norge allerede i Februar 1436; Opstanden er altsaa ikke blot brudt ud, men den maa allerede have grebet om sig før Udgangen af Febr., og i Spidsen for den har der fra først af staaet Mænd udenfor Almuen, som har forstaaet Konsekventserne af sin Handling: de har indledet Forbindelser med Engelbrekt og sammen med denne søgt at opnaa Forbund med Hansestæderne. Naar vi nu finde Oprørerne i April s. A. i Besiddelse af Oslo befæstede Bispegaard, er det naturligst at hævde, at de har havt dette faste Punkt inde, allerede da de indledede Forbindelsen med Sverige, med andre Ord, at Oprøret er begyndt ved en rask Fremrykning mod Oslo, ganske som i 1433 af Engelbrekt mod Vesteraas. Erobringen af Oslo Bispegaard er da foregaaet i Febr. 1436, og herfra er Brevet til Svenskerne udgaaet.

Togets Anfører har været Amund Sigurdssøn, thi han siger, at han 16de April „havde Bispegaarden i min fri havende Værge“; at han havde sit Hjem i Vaaler i Borgesyssel, skal siden vises. Han nævner som sine Underanførere fem „gode Mænd“ (ɔ: af Adel): Thormod Gunnarssøn, Baard Thoressøn, Niklis Ivarssøn, Halvard Thoressøn og Gudmund Helgessøn. Blandt disse var Baard Thoressøn en af de „gode Mænd“ fra Skaun (Rakkestad), som allerede i 1424 forgjæves klagede over Herman Molteke[6], og Halvard Thoressøn var rimeligvis fra Ødemark[7], medens Gudmund Helgessøn var fra Romerike (Ullensaker); No. 1 og 3 kan jeg ikke eftervise, men ogsaa de har utvivlsomt stammet fra Egnene øst for Oslofjorden. Reisningen har altsaa fra først af været udbredt over flere Sysler paa Østlandet, og dets Program — at fordrive de udenlandske Magthavere — er grebet med Begjærlighed af Almuen i alle Dele af Oslo Bispedømme, hvilket noksom fremgaar af Dokumenterne.

Hr. Svarte-Jøns paa Akershus har i Begyndelsen ikke vist sig meget energisk i Modstanden. Han har begyndt med Advarsler og Formaninger, har sendt Bud og Brev til Amund og Almuen; men først da Advarsler ikke hjalp, har han grebet til Vaaben[8]. Sammen med Sigurd Jonssøn paa Sørum og Lagmanden i Oslo Simon Bjørnsson samt Oslo Bymænd er han 16de April 1436 rykket frem mod Bispegaarden; her fulgte nu en kort Kamp, hvor der ialfald var „døde og saarede“; men allerede samme Dag fandt Oprørerne at burde kapitulere mod fri Afmarsch. Oprørerne og deres Anførere fik Løfte om Tilgivelse mod at de underkastede sig, og „hvis Kongen ikke vilde tage dem til Naade, skulde de komme i sit Behold“.

Hermed er, saavidt jeg forstaar det, den egentlige Feide i Norge tilende; ialfald er der senere end 16de April intet Spor af Uroligheder med Vaaben i Hænde. En anden Sag er, at Partiet fremdeles holdt sammen og at Almuen overalt i Oslo Bispedømme gav det sin Tilslutning ved at kræve, at alle udenlandske Fogder og Magthavere skulde fjernes.

Hr. Svarte-Jøns har naturligvis indberettet til Kongen om Oprøret og dets Anledning samt Indtagelsen af Bispegaarden. Urolighederne i Norge er visselig kommet Kongen mere end sædvanligt ubeleilige, thi han havde om Vaaren 1436, omtrent samtidigt med Engelbrekts Død, anraabt Hansestæderne om Mægling; disse havde sendt en Raadmand fra Lübeck og en Borgermester fra Wismar til Danmark, og for dem havde Kong Erik i Mai Maaned erklæret sig villig til at godkjende Stædernes Gesandter samt det danske og det norske Rigsraad som Voldgiftsmænd mellem sig og Svenskerne. Gesandterne gik videre til Sverige, Og paa Mødet i Vadstena (3die Juni) blev der aftalt en Kongres i Kalmar til 15de Juli, hvor da de tre Rigers Raad skulde være tilstede. Rimeligvis allerede i Mai Maaned har da Kongen sendt Bud ogsaa til Norge for at sikre sig det norske Rigsraads Støtte. Budet har dels indeholdt en Indkaldelse af Raadsmedlemmer til Kalmarmødet, dels Opfordringer til Rigsraaderne om at stanse Urolighederne i Norge ved et Løfte om senere at indkalde et almindeligt Møde af Rigsraadet og 5 Lagmænd til at raade Bod paa Manglerne. Enten Hr. Endrid Erlendssøn eller Hr. Svarte-Jøns eller maaske begge i Forening har i Henhold til Kongens Skrivelse kaldt Rigsraader og andre Adelsmænd sammen til et Møde paa Jersø udenfor Tønsberg i Juni s. A. og stevnet did ogsaa Amund Sigurdssøn med hans Tilhængere. Af Rigsraader mødte foruden de to Riddere Endrids Søn Erlend, Mattis Jakobssøn fra Sigerstad, Sigurd Jonssøn fra Sørum, Olaf Haakonssøn (Stumpe) og Lagmanden Simon Bjørnsson, af andre Adelsmænd 5 Væbnere; de fleste eller maaske alle disse havde sit Hjem eller var bosatte paa Østlandet og i Oslo Bispedømme. Af Oprørerne mødte Amund Sigurdssøn med 26 Tilhængere, hvoriblandt 2 „gode Mænd“; den ene af disse (Nisse Sveinssøn) Var fra Aremark[9], den anden (Halvard Thoressøn), som før nævnt, fra Ødemark. Af de øvrige 24 Mænd kan lige til 15 eftervises som Bønder og Lagrettemænd fra forskjellige Dele af Borgesyssel (5 fra Onsø, 2 fra Rygge, 2 fra Borge, 2 fra Eidsberg, 1 fra Raade, Rakkestad, Spydeberg og Sarpsborg)[10], af de øvrige 9 var 1 fra Soner i Follo, 1 fra Tanum i Viken, 1 fra Oslo, 1 fra Gjerpen og 1 fra Eker[11]; kun fire er ukjendte, og disse kan saaledes have repræsenteret nogle af de vestlige Distrikter.

Mellem disse to Partier er der nu 23de Juni 1436 kommet et Forlig istand, hvorved Oprørerne er de Vindende. De har modtaget Kongens Tilbud om at indkalde Rigsraader og 5 Lagmænd til et almindeligt Møde i Oslo, og Mødestiden er af Hensyn til Kongens Brev om Mødet i Kalmar sat saa sent som Midten af Oktober; men samtidig har Oprørerne opstillet sine Fordringer og faaet dem godkjendte af Rigsraaderne: alle danske og udenlandske Magthavere skulde udvises af Landet og være borte inden 29de Juli; kun for 2, de førnævnte Herlog Pederssøn og Jøsse Thomassøn, gjøres den Undtagelse, at de faar blive til Mødesdagen i Oslo. Iøvrigt anerkjendes Amund og hans Tilhængere som „krigførende Magt“, og der sluttes en formelig Vaabenstilstand: de 12 Rigsraader og Væbnere og Indbyggerne i Viken og „alle andre Kong Eriks Tjenere og Venner i Norge“ skal være „fri og felige i denne Dag uden alt argt og Argelist“ for Amund Sigurdssøn og hans Medhjelpere, og ligesaa de sidste for de første.

Det er nu sikkert nok, at Forligsbetingelserne blev udførte efter Bogstaven. Allerede i Juli 1436 er de udenlandske Fogder bleven udviste af Norge, hvilket fremgaar af Forhandlingerne paa Kalmarmødet (se nedenfor). Men havde det allerede paa Grund af den fremrykkede Tid og de lange Afstande vist sig vanskeligt for de norske Rigsraader at komme til Kalmarmødet i Juli Maaned ifølge Kongens tidligere Opfordring, maa det efter Forliget med Oprørerne have været endnu vanskeligere: det gik jo dog ikke an at forlade Riget, naar Kongens Fogder i Viken var bortviste og Oprørerne fremdeles stod væbnede. De paa Jersø samlede Rigsraader maa have sendt en Undskyldningsskrivelse til Kongen eller til Kongressen og forklaret Grundene for sin handlemaade, — sikkert er det nemlig, at der endnu i August ingen var kommen —; og de danske Rigsraader, som i Kalmar sammen med Stædernes Sendebud fik at mægle mellem Kongen og Svenskerne, benytter derfor i sin Fremstilling til Kongen Leiligheden til at omtale de norske Forhold og lægge ham paa Hjertet at rette paa de mislige Forhold der: „Og forglem saa ikke Norge, at I der udnævner (saadanne) Embedsmænd og Fogder, som det sømmer sig, at det kan komme til en bedre Regjering, end vi erfarer at det har, og med Hensyn til, at her ingen (Rigsraader) er komne fra Norge, saa give vi Eders Naade tilkjende, at det skal ikke være vor Skyld.“[12]

Ved Kalmarkongressen i Juli og August 1436 blev der atter opnaaet en Forsoning mellem Kongen og Svenskerne; disse vandt Anerkjendelse for alle sine Krav, og det blev besluttet, at den endelige Ordning skulde istandbringes paa et Møde i Söderköping den 29de Sept. s. A. Paa dette Møde har man antaget, at alle de tre Rigers Erkebiskoper med en verdslig Rigsraad fra hvert Rige har udarbeidet det bekjendte „Udkast fra 1436“ til fornyet Union mellem Rigerne. Fra Norge har isaafald Erkebiskop Aslak og Hr. Endrid Erlendssøn indfundet sig til Mødet[13]. Erkebiskopen var i Bergen endnu 22de August og er neppe kommen til Oslo før December s. A. Paa Grund af Erkebiskopens Fravær har de øvrige Rigsraader fundet at burde udsætte Afgjørelsen, som skulde have fundet Sted i Oslo ved Midten af Oktober. Der findes Brudstykker af et Brev[14], udstedt af Biskop Audun i Stavanger m. fl., som omtaler et talrigere Møde af geistlige og verdslige Herrer i Oslo 1436 og synes at udtale, at dette Møde har udvidet den forrige Vaabenstilstand til at gjælde hele Norge og til at vare indtil en Maaned efterat Erkebiskop Aslak kommer til Oslo, Dette Rigsraadsmøde i Oslo tør saaledes have været samtidigt med Mødet i Söderköping; Prof. Daae mener, at dette Oslomøde ikke er blevet ’af, og henfører det ufuldstændige Brev til omtrent Midten af December; men da Brevet i mange Punkter ordret gjentager Bestemmelserne fra Jersøvaabenstilstanden og synes at henvise til denne, men forudsætter Erkebiskopens Fravær, synes det at maatte henføres til en noget tidligere Tid end December.

I Midten af December 1436 holdt Erkebiskop Aslak sammen med Biskoperne af Stavanger, Bergen og Hamar et Provinsconsilium i Oslo, som sluttede 20de December; da var altsaa Forholdene i Oslo Stift ialfald midlertidigt bragte i Ro, og Conciliet synes i en enkelt Bestemmelse at tage Hensyn til Almuens Klager, nemlig over Mangelen paa indenlandske Præster. Selv om det skulde være usikkert, om Erkebiskopen nylig havde været i Sverige og der godkjendt det af Svenskerne opstillede Fremtidens unionelle Program: en Centralregjering og indenlandsk Styrelse i hvert af de forenede Riger med en Fælleskonge og en Fællesregjering for alle tre Lande, synes der dog i selve den politiske Situation at være givet, at han ikke kunde have saameget mod Vikværingernes Krav paa en indenlandsk Styrelse. Erkebiskopen har kort efter Conciliet sammen med Biskop Audun, Hr. Svarte-Jøns og Lagmanden Simon Bjørnssøn udskrevet et almindeligt Møde i Oslo til Midten af Februar; hertil indkaldtes Medlemmer af Rigsraadet, nogle faa Adelsmænd, 5 Lagmænd samt Repræsentanter for Almuen baade fra Oslo Stift og fra andre Bispedømmer, altsaa hvad der i ældre Tider i Norge og fremdeles i Sverige kaldes et „Rigsmøde“. Paa Kongens Vegne mødte Kapelmagisteren, Provst Thorleif, rimeligvis sendt fra Gotland, hvor Kongen tilbragte Vinteren 1436—37, og paa Oprørernes Vegne mødte 24 Bønder fra alle Dele af Oslo Bispedømme (Viken, Borgesyssel, Osloherred, Romerike, Lier, Vestfold og Skienssyssel), der havde Fuldmagt fra „menige Almue over alt Oslo Bispedømme“. Paa dette Rigsmøde istandbragtes nu under Erkebiskopens og Rigsraadernes Mægling en Fred og Forsoning efter aabenbart meget korte Forhandlinger (18de Febr. 1437).[15]

Almuens og Oprørernes Krav, som ganske bifaldtes af Rigsraadet, gik ud paa: 1) at Kongen ikke længer skulde ansætte udenlandske Magthavere (valdsmen), hverken aandelige eller verdslige, „thi de ere nu af os og hele Almuen udviste (ut samtykter) paa alle vore Thing i Norge, og vil vi dem aldrig oftere ind have for den store Uret og Tyngsel, som de have gjort Klostre, Kirker, Lærde og Læge i Norge“, 2) at Kongen skal udnævne en Drotsete, lade slaa god Mynt og „lade Indseglet komme tilbage til Riget“ (ɔ: udnævne en indenlandsk Kantsler), 3) at Kongen afskaffer de ulovlige, tunge Skatter, som umilde Fogder har lagt paa Almuen i Viken (ɔ: Bohuslen) samt 4) at Rigsraadet anbefaler Amund Sigurdssøn til at faa Færøerne i Len. Brevet viser, at Almuens Oprør var rettet først og sidst mod de udenlandske Magthavere; naar disse betegnes som „baade aandelige og verdslige“, og dette sammenstilles med, at Oprøret strakte sig „over alt Oslo Bispedømme“, at det direkte havde rammet Bispegaarden, og at man ogsaa forlangte Kantslerværdigheden frataget Biskop Jens, kan man ikke tvivle om, at Oprørerne har betragtet Biskop Jens som de udenlandske Fogders Hovedstøtte, og da man ikke kunde fjerne ham som Biskop, har de ialfald villet berøve ham hans verdslige Embede. Og forsaavidt Biskop Jens (som Kantsler) og Fogderne repræsenterede Kongen, var Oprøret ogsaa rettet mod Kongen; men da Rigsraadet jo i sit Brev giver Almuen Ret og støtter dennes Andragende, faar Oprøret et forholdsvis lojalt Udseende, og der kunde ikke egentlig blive Plads for Straffedomme fra Rigsraadets Side.

II.

Forligsdokumentet af 18de Febr. 1437 blev forfattet i 3 Exemplarer: et fik Almuen beholde, det andet fik Rigsraadet, det tredie blev sendt til Kongen til hans Stadfæstelse, ledsaget af en Proklamation fra Rigsraadet. Provst Thorleif, som var tilstede i Oslo paa Kongens Vegne, har vistnok bragt Dokumentet med sig til Danmark, hvor Kongen ventedes Vaaren 1437. Men istedenfor at komme did drog Kongen fra Gotland kort efter Paaske (som det Aar indtraf 31te Marts) til Danzig, hvor han blev til Midten af Juli uden at ville beskjæftige sig med Regjeringsanliggender. Det svenske Rigsraad havde indbudt ham til et nyt Møde i Kalmar 24de Juni, men Kongen blev hvor han var, og først efter Opfordringer fra det danske Rigsraad og fra Stædernes Gesandter drog han i Juli til Gotland og derfra i August til Danmark, hvor han blev Vinteren over. Men selv her vilde Kongen kun beskjæftige sig med Thronfølgerspørgsmaalet og skjøv alle andre Regjeringssager fra sig. Det norske Rigsraad har derfor vistnok lige saa lidet som de andre Rigers Raad faaet Svar paa sine Forslag og Krav. At Rigsraadernes Breve er naaede til Kongen, tør man vel slutte deraf, at et Exemplar senere fandtes i det danske Geheimearchiv, og af at Provst Thorleif endnu.i nogen Tid blev hos Kongen i Danmark, hvor han i 1437 eller 1438 blev valgt til Biskop i Viborg. Men hvis Kongen har svaret de norske Rigsraader, har han neppe givet Svaret skriftligt og aabenbart ikke tilfredsstillet Nordmændenes Ønsker. Naar Biskop Jens allerede før 15de August 1437 er hjemme i Oslo[16], kan han ikke være sendt af Kongen, som da neppe var kommen til Danmark. Biskopen maa være vendt hjem i Fortvivlelse over Kongens Adfærd og har opgivet sin Stilling som Kantsler; sikkert er det nemlig, at han i Aarene 1437—39 ikke udøver nogen Virksomhed som saadan og altsaa ikke har faaet Rigsseglet med sig til Oslo. De Rigsraader, som var tilstede i Oslo i Februar 1437, er rimeligvis bleven sammen nogen Tid for at vente Svar fra Kongen; ialfald ser man, at Erkebiskop Aslak og Biskop Audun var i Oslo endnu 18de April 1437[17], og Erkebiskopen udtaler da endnu sin Glæde over at have paa Rigsmødet stiftet Fred „alle Norges Mænd til Glæde, Trøst og ydermere Bestandelse“. Naturligvis har Rigsraadet maattet fatte midlertidige Beslutninger om at indsætte nye Fogder i de fordrevnes Sted, men derom oplyses slet intet. I Oprørets Arnested (Borgesyssel) har man vel vogtet sig for at lade udenlandske Fogder vende tilbage; ialfald sees Herman Molteke endnu Høsten 1438 at holde sig borte, og hans Hustru Borghild Amundsdatter optræder derfor paa hans Vegne som Foged, idet hun kvitterer for Thegn og Fredkjøb „paa Kongedømmets og sin Husbondes Vegne“ og forsegler Brevet med sin Faders, Amund Bolts, Segl[18]; derimod maa Hr. Svarte-Jøns paa Akershus fremdeles have beholdt Herlog Pederssøn i sin Tjeneste som Foged i Skiens Syssel, thi det følgende Opløb i Skiens Syssel synes at være rettet mod denne[19], og ligeledes kan vel Biskop Jens’s Tilbagekomst til Oslo have vakt Forargelse, thi ogsaa mod ham er det nye Opløb rettet.

Medens vi ikke finder Spor til Indgriben fra Kongens Side i 1437, kan vi dog paapege en enkelt Handling af ham ligeoverfor Norge i 1438. Han maa, før han Sommeren 1438 drog til Gotland for at slaa sig ned her, have udnævnt Olaf Nilssøn til Befalingsmand i Bergen og „Hirdstjore“ paa Island, eller rettere, Olaf Nilssøn har ved Siden af at blive Lensherre i Bergen forpagtet Island sammen med Danziger-Raadmanden Berthold Burhamer; dette kan kun være skeet Vaaren 1438, thi endnu i Novbr. 1437 er Olaf Nilssøn optaget med sine og sin Hustrus Eiendomme i Skaane og Danmark, men Berthold Burhamer, som opholdt sig endnu i April 1438 i Nykjøbing[20], er kort efter vendt hjem til Danzig og har fra Oktober 1438 til Juli 1439 været paa Reise som Gesandt i Belgien og kan altsaa ikke senere end Vaaren 1438 have deltaget i finansielle Foretagender i Norden. Olaf Nilssøn er neppe kommen til Bergen før Om Høsten 1438 eller Vaaren 1439, thi hans Fuldmagt til at opkræve Indtægter paa Island er først fra 17 de Juni 1439[21]. I Valget af denne Mand har altsaa Kong Erik virkelig givet efter for Kravet paa norske Embedsmænd. Maaske det ogsaa bør regnes hertil, naar vi se i Løbet af 1438 den svensk-danske Hr. Svarte-Jøns paa Akershus afløses af Olaf Buk, som ialfald paa Moderens Side kunde regnes for Nordmand. Olaf træffes første Gang i Juni 1438 Ved Marstrand, hvor han fanger Røvere og faar dem dømte til Døden af en Domstol af Marstrands Borgere[22]. Det ser ud til, at han da med en væbnet Magt er paa Veien til Oslo, hvor han er kommen før 9de August 1438, netop tidsnok til at deltage i Kampen mod Halvard Graatops Bande og overtage Kommandoen paa Akershus ved Siden af Hr. Svarte-Jøns og kort efter uden denne, som synes at være vendt hjem til Sverige[23].

Ogsaa Sommeren 1438 har været urolig i det sydlige Norge, men Urolighederne har denne Gang navnlig holdt sig vestenfor Kristianiafjorden. Bevægelsen begyndte denne Gang i de vestlige Prestegjeld i Øvre Thelemarken, altsaa Hviteseid, Nissedal, Vraadal, Fyrisdal, Skafsaa og Mo („Thelemarken, saa vide som hører under Oslo Bispedømme“); men til dem har sluttet sig Bønderne i Nedre Thelemarken og Bamle, og herfra har de rimeligvis faaet sin Leder, idet Halvard Graatop synes at stamme fra Drangedal[24]. Om Oprørshobens Bedrifter vides kun, at den forsøgte at trænge frem til Oslo og paa Veien plyndrede „baade Kirker og Almue“ og navnlig paa Brunla Gaard, som tilhørte Olaf Buks Moder Hustru Sigrid, Enke efter Markvard Buk; omtrent samtidig har Almuen i Aker og Bærum nægtet at betale sin Skat til Kongens Fogder, og da Halvard naaede frem henimod Oslo, har den sluttet sig til ham og forsøgt at indtage Oslo; men her er de slaaede tilbage af Hr. Svarte-Jøns, som netop havde faaet Undsætning af Olaf Buk. Allerede i Begyndelsen af August er Oprøret dæmpet, og i Løbet af Vinteren begynder Straffedommene. Olaf Buk maa have givet en Indberetning til Kongen om Oprøret og skildret ham, hvormeget der er at rette paa i Norge, og Kongen er forsaavidt vaagnet af sin Sløvhed, at han Vaaren 1439 fra Gotland har tilladt at afholde et nyt almindeligt Møde i Oslo ligesom 2 Aar forud. Dette nye „Rigsmøde“ er virkelig kommet istand[25] Sommeren 1439, thi omkring 1ste Septbr. faar Kong Erik en fornyet Opfordring fra „vort elskelige Raad og gode Mænd af Norge, Biskoper, Prælater, Riddere og Svende og ganske menige Menighed og Almue“ om dog endelig at beskikke Landet en Regjering i hans Fravær[26]. Bekjendt er, at Kongen endelig 3die Septbr. 1439 opfyldte dette Ønske ved at udnævne en Drotsete og kort efter (eller samtidig) ogsaa en Kantsler, altsaa tilslut virkelig gav efter for Kravet paa at oprette en selvstændig Regjering i Norge, — hvilket saaledes blev det endelige Udbytte af de mange Uroligheder og Forhandlinger.

Før jeg forlader dette Thema, være det mig tilladt at fremhæve den forskjellige Opfatning i Kilderne af de to Bevægelser, i 1436 og i 1438. Den første Reisning — under Amund Sigurdssøn — har grebet stærkt om sig, den har bredt sig over hele Oslo Stift, den har havt Ledere blandt Adelen, og den har stillet de samme — nationale og politiske — Krav som Rigsraaderne selv; man hører derfor kun lidet om Kampe, absolut intet om Plyndringer eller Ødelæggelser. Det ser næsten ud til, at Amund Sigurdssøn uden Sværdslag har bemægtiget sig Oslo Bispegaard og ialfald kun efter nogle Timers Kamp har besluttet sig til Overgivelse; og senere hører man kun om mere fredelige Underhandlinger, hvor Rigsraadet helt eller delvis gaar over paa Oprørernes Side; Ganske anderledes omtales den anden Reisning under Halvard Graatop: det er en Almuereisning, den er mere lokal og mere voldsom, og Behandlingen efter Nederlaget er derfor ogsaa en anden. Vistnok havde Rigsraadet i 1437 aflyst al Feide og udstedt almindelig Amnesti; men samtidig var det fastslaaet, at hver den, som brød Freden igjen, skulde „være sande Landraademænd, miste Gods og Fred i Land og Løsøre og kunne fanges og dræbes af hver Mand baade inden- og uden Lands“. Dette i Forbindelse med, at det nye Opløb mere var rettet mod de indenlandske Styrere end mod Kongens Misregjering, maatte være Foranledning nok til, at man ved Gjentagelsen for haardere frem mod Oprørerne; men ogsaa disses voldsomme Færd og Plyndringer maatte øge Forbitrelsen mod dem. I alle Diplomer om Straffe og Bøder omtales derfor altid Halvard Graatop anderledes end hans Forgjænger; han er „Kongens Uven og Forræder“, og hans Oprør er „alt Landet til Skam og Blusel“; han nævnes foragteligt „Graatoppen“ og hans Tilhængere „de, som løb med Graatoppen“[27]. Mærkeligst kommer Modsætningen mellem de to Opløb frem i Olaf Buks Brev (27de April 1439) til Indbyggerne i Skienssyssel: Efterdi, kjære Venner, denne gode Almue her i Bispedømmet og flere andre Steder blev storlig svegen og forraadt, en stor Del med stort Forræderi, af Halvard Graatop og hans Medfølgere efter den Dagtingning, som ærlige Herrer Erkebiskopen, Biskop Audun, Hr. Endrid, Lagmænd og andre flere Rigets Raad i Norge istandbragte, som nu sidst var her i Oslo, med Almuens Samtykke om Amund Sigurdssøns Reisning og hans Medfølgere; derefter kom Halvard Graatop og hans Medfølgere, røvede Kirker og Kongens Almue, slog og greb Dannemænd og truede Læge og Lærde, rige, og fattige, Kvinder og Mænd, Udenlandske og Indenlandske o. s. v.

III.

Det er ovenfor fremhævet, at Udgangspunktet for Bevægelsen i 1436 var Borgesyssel og at Oprøret herfra har havt sine fleste Tilhængere. Det siger sig da næsten selv, at ogsaa Hovedanføreren Amund Sigurdssøn har været fra Borgesyssel og at han har tilhørt en anseet og fremtrædende Slægt her. Allerede Munthe har været opmærksom paa, at Amund Sigurdssøn fører samme Vaabenskjold (en halv Lilje til høire, to Sparrer til venstre)[28] som Slægten Bolt, og formodet, at han hørte til denne Slægt, og dette har været godkjendt af alle senere Historikere. Slægten „Bolt“s Stamtavle er bragt i noget Urede ved sidste Hefte af P. A. Munchs Historie ( Unionsperioden II), idet en Formodning, som han udtalte i en Note S. 170, og hvortil han konstruerede en hypothetisk Stamtavle, er bragt i Kurs derved, at denne Stamtavle efter Munchs Død tryktes bag i Bindet (S. 395) som „Ætten Bolt“ (a og b). Her er nemlig mindst to udenfor Bolterne staaende Slægter medtagne: Hallvard Alfssøn paa Sundbu førte som Vaaben en med Pil gjennemboret Dyrefod og Jon Thorgilssøn paa Tom (som urigtigt kaldes Lagmand) førte i sit Vaaben runde Kugler (eller Næper?) og hørte altsaa til ganske forskjellige Slægter; alle de Led paa Stamtavlen, som hænger sammen med disse Mænd, maa saaledes udskilles fra Ætten Bolt. Ridderen Haakon Ogmundssøn († c. 1345) førte ialfald samme Vaaben som Bolterne, og i hans Linje forekommer Navnene Haakon, Ogmund (Amund) og Borghild som blandt de sikre Bolter, ligesom man ser Hr. Amund Bolt bevidne en Gave af Cecilia Haakonsdatter[29]; det er altsaa meget sandsynligt, at Haakon har været en Bolt, men denne Grens nærmere Slægtskab med de senere Bolter kan ikke bestemmes. Munch mente tidligere, at ogsaa Hr. Ogmund Guthormssøn paa Tom Var en „Bolt“[30]; han oversaa da, at ogsaa hans Vaaben var forskjelligt (3 Kranse)[31]. Overhovedet gives der ikke mere end to sikre Slægter, som fører Navnet Bolt: den, hvortil Amund Berdorssøn hørte, og den, hvortil Erkebiskop Aslak hørte; og disse var saa nær beslægtede, at Erkebiskopen kalder Amund sin Frænde[32]; men man kan ikke længer paavise Slægtskabet[33]. Det er rimeligt, at ogsaa Hr. Alf Haraldssøn paa Tom († 1412) hørte til samme Slægt; ialfald fører han samme Vaaben som Bolterne, kalder Amund Berdorssøn sin Frænde og har hjemme i Borgesyssel som denne. Men Alf Haraldssøn har ikke som de to andre Linjer optaget Slægtnavnet Bolt, og desuden uddør hans Linje med ham, da han kun efterlader Døtre. Den Linje, som Amund Berdorssøn hørte til, og som Vistnok (ved c. 1380) først har optaget Navnet Bolt, er saaledes den egentlige Bolt-Slægt i Borgesyssel. Den stammer fra Vaaler, og dens første paaviselige Mand er Kolbein paa Fletsberg, som 1333 gav sin Søn af første Ægteskab Sigurd hans Mødrenearv i Gaarden Løken[34]; begge disses Gaarde i Vaaler har Kolbein altsaa eiet, og de var ogsaa i hans Efterkommeres Besiddelse[35]. Kolbeins yngre Søn Berdor (Bergthor) omtales ved 1357 og 1370 i Vaaler[36]; han døde senest 1380, thi da indløste hans ældste Søn fra „Korset i Vaaler“ en Part i nordre Løken, som Berdor havde givet[37]. Berdor havde Sønnerne Amund (Ogmund), Kolbein og Sigurd — der alle fører Tilnavnet Bolt — samt ialfald én Datter, Rønnog, gift med Væbneren Holte Gunnarssøn fra Romerike[38]. Først med den ældste Søn Amund naar denne Slægt op til større Anseelse; Amund var allerede i Kong Haakons Tid fra omtr. 1370 i Kongens Tjeneste som Hirdmand; men senere steg han til Sysselmand i Borgesyssel, Rigsraad og Befalingsmand paa Akershus (fra 1388), Ridder (1397) og døde først 1419—20; han drev betydelige Kjøb og Salg rundt om paa Østlandet og endte som Eier af de store Gaarde Throndstad i Hurum og Tom i Raade (Borgesyssel); han var gift med Gunhild Bergsvensdatter og havde med hende Børnene Haakon og Borghild[39]. Haakon Bolt arvede Throndstad m. m., deltog som Rigsraad bl. a. i Mødet i Vordingborg 1434 og levede endnu 1438; med Haakons Søn Sten sees den mandlige Linje at være uddød, og Throndstad tilfaldt ved Midten af Aarhundredet hans Søster Gudrun Haakonsdatter, som bragte Throndstad til sine to Ægtemænd Erik Olafssøn (Gyldenhorn) og Einar Olafssøn Fluga. Amund Bolts Datter Borghild blev gift med Tyskeren Herman Molteke og bragte ham i Medgift bl. a. Gaarden Tom, som senere arvedes af Sønnen Olaf Molteke. Om Kolbein Berdorssøn vides kun, at han i 1391 kjøbte en Gaardpart i Valders og i 1393 sammen med sin Broder Amund sælger en Gaardpart i Stumperud i Lier, som de altsaa eiede i Fællesskab[40]; han har havt en Datter Liva, som døde før sin Fader, og for hvis Sjæl Kolbein gav hvad han eiede i Stumperud[41]. Kolbein er selv død før 1396, thi da var den af ham erhvervede Gaardpart i Valders given til Kirken for hans Sjæl[42]; han er altsaa aabenbart død uden Arvinger. Den 3die Broder Sigurd Berdorssøn er ligesom sin Broder Amund bleven Ridder (1405?) og har havt en Forlening i Borgesyssel, ialfald Marker[43]. Ved et Skifte mellem Brødrene Amund og Sigurd i 1404—5 har Sigurd faaet Gaardene Haugen og Naverstad i Vaaler; Hr. Sigurd sees at være død i 1411—12, idet Skifte efter ham blev holdt i „Kong Eriks 23de Aar“[44]. Hvem Hr. Sigurd var gift med, vides ikke; heller ikke om han havde andre Børn end Amund; maaske har han ogsaa havt en Datter (se nedenfor S. 130).

Amund Sigurdssøn har neppe været voxen ved Faderens Død; det eneste, som kan siges om ham i hans tidligere Aar, er at hans Farbroder Hr. Amund har forsøgt at indløse fra ham Gaarden Naverstad (som Slægtens Odel), og at Amund eller hans Formyndere har modsat sig dette, saa at Hr. Amund maatte erhverve Dom paa Ret til Indløsningen af Lagmanden i Tønsberg „i Kong Eriks 27de Aar“ (ɔ: 1415—16). Amund Sigurdssøn har rimeligvis beholdt Gaarden Haugen og andre Gaarde af Slægtens Odel i Vaaler; som nedenfor vil sees, har han ogsaa eiet den store Gaard Texelnes i Vaaler, maaske ved Arv efter sin Moder[45]. Amund nævnes første Gang som selvstændig i 1432 paa Eker, og det paa en saadan Maade, at han da maa have været gift der med en rig Enke, Fru Ingerid Thorbjørnsdatter, Datter af Biskop Øisteins bekjendte Søster, Hustru Asgerd paa Kirkeberg[46]; med hende har han faaet Eiendomme paa Eker og tillige Udsigt til mere efter Hustru Asgerds Død. Af Forligsdokumentet 18de Febr. 1437 har man sluttet, at Amund før Oprøret har havt en kongelig Forlening, nemlig 4 Skibreder i Borgesyssel (Idd, Ingedal, Skjeberg og Aabygge)[47]; saavidt jeg forstaar det, staar der egentlig kun, at han under Oprøret har indehavt disse Skibreder, altsaa maaske efter Jersøforliget, da de udenlandske Fogder blev fordrevne. Rigsraadet og Almuen anbefaler ham til at faa beholde disse ogsaa for Aaret 1437, samt derefter til at blive forlenet med Færøerne „med al kongelig Ret“.

Dagen efter Forliget sees Amund i Oslo at have foretaget i fuld Frihed et Mageskifte med en Mand fra Eker[48]; men derefter stanser for nogen Tid de samtidige Efterretninger om ham. Dog synes Olaf Buks ovenfor (S. 122) citerede Ord om ham i 1439 at vise, at Amund i 1437 virkelig har nedlagt Vaabnene og ganske har holdt sig udenfor Halvard Graatops Oprør. Det er ikke rimeligt, at Rigsraadet i 1437 paa egen Haand har overdraget Amund Færøerne, hvorom det havde ansøgt Kongen, saa at Amund efter 1437 maa have været uden Forlening. Derimod var det tænkeligt, at Drotseten eller Rigsraadet i eller efter 1439 har sendt ham til Færøerne for at fjerne ham fra hans tidligere Forbundsfæller; hvad der taler derfor er, at han efter 1439 ganske forsvinder og endnu synes at være borte fra Landet i 1446, idet Fru Ingerid i dette Aar foretager selvstændige Godstransaktioner, uden at Amund nævnes[49]. Men i Mai 1447 optræder en Amundh Bolth aa vapn paa Brunla hos Hartvig Krummedike[50], og allerede Lange har pegt paa, at denne Væbner Amund Bolt er den samme som Oprørshøvdingen[51]. Og at dette er rigtigt, tror jeg med Sikkerhed fremgaar deraf, at den ved Midten af Aarhundredet levende Amund Bolt var fra Borgesyssel og fra Vaaler Sogn ligesom Amund Sigurdssøn. Noget efter Midten af 15de Aarhundrede (før 1463) har nemlig en „Hustru Gunhild“ og „Hustru Gertrud Eilifsdatter“, der begge kaldes Amund Bolts Arvinger, arvet efter ham Gaarden Texelnes i Vaaler; de to Kvinder har solgt denne Gaard til Gertruds Mand, Fogden Nils Mus paa Thoten, og denne har 1463 givet den og andet Jordegods til sin Søn af et ældre Ægteskab Lasse Mus. Men senere opstod der om denne Gaard en langvarig Arvetrætte mellem paa den ene Side Gertruds Slægtninge, Væbneren Jon Eilifssøn paa Evje og hans Sønner Mag. Eilif (siden Biskop i Stavanger) og Amund paa Evje og paa den anden Side Lasse Mus og dennes Arving Henrik Krummedike[52]. Ved en af disse Leiligheder, paa Lagthinget paa Hamar 23de Febr. 1471, vilde blandt de til Dommere opnævnte Rigsraader kun én (Hr. Sven Galle) deltage i Dommen; de øvrige — Biskop Gunnar Thorgardssøn paa Hamar, Hr. Alf Knutssøn, Hr. Gaute Kane — undskyldte sig med Slægtskab med Parterne, og vi kan virkelig paavise, at disse Rigsraader er Parternes Slægtninge, hvis „Amund Bolt“ er den samme som „Amund Sigurdssøn“; thi Biskop Gunnar var Jon Eilifssøns Svoger, Hr. Alf Knutssøn var som Dattersøn af Hr. Alf Haraldssøn en Frænde af Bolterne (se ovenfor), og Hr. Gaute Kane var Søstersøn af Amund Sigurdssøns Hustru. Kaptein Munthe, som har omtalt denne Arvestrid i Saml. til norske Folks Spr. og Hist. (IV 607 ff.), antog Gunhild og Gertrud Eilifsdatter for Hr. Amund Berdorssøns Arvinger; men det er umuligt, da Hr. Amund efterlod Børn (se Stamtavlen S. 13O), og isaafald er man, saavidt jeg forstaar, henvist til Amund Sigurdssøn. Denne har altsaa i sine sidste Dage trukket sig tilbage fra det offentlige og er død som Eiendomsbesidder paa Vaaler mellem 1447 og 1463, og da han ikke efterlod sig Børn, er hans Eiendomme gaaet til Udarvinger. Hvilket Slægtskab der har bestaaet mellem Amund og de to Kvinder, nævnes ikke; de kan have været hans Halvsøstre, men da Gertrud var gift allerede i 1432, er de maaske snarere hans Søsterdøtre, Frugten af hans Søsters Ægteskab med en Eilif paa Evje. Naar Gertruds (og Gunhilds) Broder Jon Eilifssøn (Væbner ved 1440—71) ikke nævnes blandt Amund Bolts Arvinger til Texelnes, men kun som Odelsmand til Gaarden, forklarer jeg dette ved at antage et tidligere Arveskifte mellem Søskendene, hvorved Texelnes er tilfaldt Søstrene og Amunds øvrige Eiendomme Broderen Jon.

Jeg opstiller altsaa følgende Stamtavle over Familien Bolt i Borgesyssel:

Efter det foregaaende kan det ialfald antages for muligt eller rimeligt, at Amund Sigurdssøn snarest i 1439 eller 1440 har begivet sig til sin fjærne Post paa Færøerne og ikke er vendt tilbage derfra før i 1447; noget sikkert Vidnesbyrd om hans Ophold paa Færøerne kan jeg dog ikke paavise, thi Efterretningerne fra Færøerne i hele 15de Aarhundrede er overordentlig magre. Et eneste, meget usikkert Spor vil jeg dog nævne. En Mand fra Eker, Jon Nilssøn Skak, Dattersøn og Arving af Haavard Jonssøn paa Foss, sælger i 1447 i Tønsberg sin Arv efter en Hustru Elin Eriksdatter paa Færøerne og Fordringer fra Gaarden Sudervaag sammesteds (paa Vaagø) m. m.[53] Mon det er en Tilfældighed, at en Mand fra Eker, en Nabo af Amund Sigurdssøn, 1447 synes at være kommen hjem fra Færøerne efter at have erhvervet sig Løsøre og Jordegods der? Eller er det ikke snarere et Indicium paa, at Jon Nilssøn har fulgt Amund til Færøerne og er vendt hjem sammen med ham?

Blandt Forloverne for Hr. Henrik Jenssøn (Gyldenløve) ved hans Løsning fra svensk Fangenskab 31te Mai 1453, trykt i Brings Handlingar 2, 246 f., nævnes mellem svenske Adelsmænd en Væbner „Anund Bolt“; ham antog J . O. Berg for en Nordmand af Bolteslægten, saa at Navnet i Virkeligheden burde læses „Amund Bolt“, og Prof. Daae har i sin Tid antaget ham for den samme som Amund Sigurdssøn. Denne Formodning var meget naturlig og sandsynlig, men ifølge Oplysninger fra Dr. E. Hildebrand maa den dog falde bort. Det af Lagerbring trykte Brev findes nu i Original i det svenske Rigsarkiv, og Bergs Formodning, at Navnet skal læses Amund, er rigtig; ligeledes viser det sig, at denne svenske Amund Bolt er af norsk Herkomst, idet han er Sønnesøns Søn af Hr. Jon Hafthoressøn. Han var yngre Søn af Rigsraaden Hr. Peder Ulfsson til Ervalla, var 1460 Ridder og døde 1465; han var gift med Cecilia, Datter af Engelbrekts bekjendte Morder Måns Bengtsson („Natt och Dag“), og havde med hende Sønnen Amund Bolt (den yngre), som døde barnløs 1484—85. I et Brev af 21de Febr. 1488 heder det om ham: en friboren sven kal1at Amund Bolth i Glantzhammers sokn boendes, hvilken forde Sterlinge i værio hade ok honom i arf tilfallet var effter sin fader herre Amund Bolth, hvilken thet oc ærfft hade effter sin fader Peder Ulffson, som thet oc ærffde effter sin fader herre Ulf Pederssøn (ɔ: Jonsson), som forne Sterlinge clostrid afvellit hade“. Glanshamar Sogn og Sterlinge Kloster er begge i Nærike, hvortil denne Gren af Slægten var kommet fra det nærliggende Ervalla i Vestmanland ved Giftermaal i Natt- och Dagslægten (Bengt Stensson paa Göksholm og hans Søn Måns var begge Lagmænd i Nærike). At Navnet „Amund Bolt“ forekommer i denne Slægt, maa forklares af Opkaldelse efter Hr. Amund Bolt paa Tom. Man ser af Registret paa Akershus, at der har bestaaet et Svogerskab mellem Peder Ulfsson og Hr. Amund, thi i Kong Eriks 20de Aar (ɔ: 1408—9) udstedte Peder Ulfsson Brev „om noget Sølv og andet Løsøre, som han havde oppebaaret af Hr. Amund“, og fra 3 Aar senere fandtes et Skiftebrev mellem Hr. Amund og Peder Ulfsson paa Løsøre og Jordegods, nemlig „Throndstad og Mosseros og Jordegods i Soner“. Rimeligvis har altsaa Peder Ulfsson 1408—9 ægtet en Slægtning af Hr. Amund eller hans Hustru og derfor senere opkaldt en Søn efter denne sin Hustrus Frænde. Denne svenske Amund Bolt maa imidlertid være ganske forskjellig fra den norske A. B., thi den svenske A. B.s Arvinger var hans svenske Slægtninge, medens den norske A. B.s Arvinger var norske (se ovenfor S. 128 f.).
IV.

Ligesom Hr. Daae i den tidligere Afhandling har jeg fremstillet Oprøret og alt, hvad det vedkommer, efter de samtidige Aktstykker; at saadanne, saa langt de rækker, maa ansees for fuldt gyldige og fuldt oplysende Kilder, ligeoverfor hvilke afvigende historiske Efterretninger, endog fra Samtiden, maa staa tilbage, turde vel de fleste Historikere være enige om. I 1875 fandt Hr. Daae i Lübeck Afskrift af en Krønike fra Christian 1stes Tid, indeholdende om Amund Sigurdssøn en Notits, som maatte forekomme stridende mod Sagens Aktstykker; men trods dens paafaldende Indhold synes Hr. Daae ikke at have betænkt sig paa at anse den for fuldgyldig. Hr. Daae siger nu, at han i 1875 har gjort nærmere Rede for denne Krønike, og udtaler, at den „er at betragte som et samtidigt Skrift, da Chronisten, Carsten v. Gheren, levede i Christian den førstes Regjeringstid som Bergefarernes Capellan og Sekretær“ og „hans Vidnesbyrd maatte altsaa synes at være fuldt paalideligt“. Men Hr. Daae oplyste selv i 1875, at det af ham benyttede Haandskrift ikke er selve Carsten v. Gherens Krønike i Original, men et Uddrag deraf, forfærdiget til uvis Tid, rimeligvis i 16de Aarhundrede; allerede denne Oplysning gjør, at man bliver betænkelig ved uden videre at følge en Kilde, som i Hr. Daaes Referat jo er Uddrags Uddrag af den oprindelige Krønike. Hr. Daae oplyste videre, at Carsten v. Gheren levede i Bergen i Christian d. 1stes Dage, og at hans Krønike stanser med 1476. Vi ved andenstedsfra, at Carsten v. Gheren var i Bergen før 1455, men da han‘for Aarene 1448 og 1449 giver fuldstændig urigtige Dateringer[54], tør man vel antage, at han ikke er kommet til Bergen før 1450. Naar hans annalistiske Notitser er optegnede, er ikke oplyst; men de ser ikke ud til at være nedskrevne Aar for Aar, og er altsaa muligens saa nye som fra Tiden om 1476. Sikkert er ialfald, at Forfatteren ikke var i Bergen eller i Norge ved 1436, og han er saaledes for disse Aar netop ikke en samtidig Kilde i den Forstand, som man ellers opfatter dette Ord: han har kanske over en Menneskealder senere fortalt om Begivenheder ved 1436 efter Traditionen i Bergen. Men ved Siden heraf har Hr. Daae undladt at oplyse det vigtigste: om Carsten v. Gheren er en paalidelig og upartisk Forfatter. Af Citaterne sees, at Carsten v. Gheren lader Vitaliebrødrenes Plyndring i Bergen i 1429 udføres af „de Denen“ (!), at han under de tyske Kjøbmænds Strid med Hr. Olaf Nilssøn i 1455 kalder de første „de uskyldige Kjøbmænd“ og lader Hr. Olafs Angribere være ikke Kjøbmændene, men alskens „løst Folk“, — Oplysninger tilstrækkelige til at man tør vove at benægte Forfatterens Upartiskhed, navnlig naar han fortæller om sin Fiende Olaf Nilssøn. Det er naturligvis for mig en vanskelig Sag at undersøge en Krønikes Troværdighed, af hvilken man kun kjender de Uddrag, som Hr. Daae har fundet værdige til at benytte, og jeg skal derfor her kun hævde, at saalænge Krøniken ikke foreligger i sin Helhed og tilstrækkeligt kritisk belyst, er man berettiget til at betvivle dens Paalidelighed for de ældre Dele og dens Upartiskhed for de nyere.

Hvad denne Krønike eller dette senere Uddrag af en ældre Krønike indeholder om Amund Sigurdssøn, er nu følgende:

„Anno 1436 blev Amund Sigurdssøn brændt paa (i, ved?) „Folgerede“, da han sagde sig (at være) Arving og født Konge af Norge. Det udførte („bestelede“) Olaf Nilssøn, som da blev Foged i Bergen“.

Det er denne Notits, jeg har kaldt „utrolig“, men som min nærede Kollega kun indrømmer mig Ret til at kalde „paafaldende“. For det første er Aarstallet 1436 paafaldende, thi Amund levede endnu i Februar 1437 (for ikke at tale om Mai 1447). Men det undskylder Hr. Daae med, at Krøniken ogsaa har andre Aarstalfeil; han forandrer altsaa Aarstallet til 1437. For det andet er Straffen paafaldende, thi efter norsk Ret blev Høiforrædere straffede med Hængning; men naturligvis kan baade Dom og Straf være uregelmæssig, skjønt det ialfald er underligt, at man ikke i Diplomer finder Spor til, at hans Gods blev inddraget. For det tredie er det paafaldende, at Amund ikke omtales som Oprører (Oprøret nævnes ikke, og det kjender altsaa Krøniken ikke). Videre er det paafaldende, at Amund blev brændt, fordi han udgav sig for „Arving og født Konge i Norge“, thi nogen Arveret eller endog Skin af en saadan for Amund kan ikke paavises Paafaldende er videre Stedsnavnet „Folgerede“, hvor Amund blev brændt; thi det kjendes ikke. Paafaldende er det videre, at den, som lod Amund henrette, skulde være Hr. Olaf Nilssøn, thi han var endnu 24de November 1437 i Vordingborg som Kong Eriks Hofsinde, lod sig der tildele Bevilling af ham paa Bøder over sine Underhavende i Skaane eller andensteds i Danmark og tænkte altsaa endnu ikke paa nogen Virksomhed i Norge. Paafaldende er endelig ogsaa Tilføielsen, at Olaf „da blev Foged i Bergen“, thi det skal falde vanskeligt at bevise, at Olaf Nilssøn er bleven dette i 1436 eller 1437; han kan ikke eftervises i Norge før 1439.

Skulde det efter dette ikke være til]adeligt at finde Efterretningen i den tyske Krønike utrolig? Man lægge nærmere Mærke til Udtrykket „Arving og født Konge i Norge“. Efter Krøniken udgav Amund sig altsaa ikke blot for Arving, men for „født Konge i Norge“, ɔ: for norsk Kongesøn. Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at han optræder som den afdøde Kong Olaf, Margretes Søn, at dette er Grunden til at han bliver brændt, og at altsaa den hele Beretning er en Gjenganger af Begivenheden i 1402 med den „falske Olaf“. Jeg kan ialfald ikke finde det andet end Vilkaarligt af Hr. Daae at fortolke Krønikens Ord „Arving og født Konge“ kun saaledes, at Amund „har optraadt med Paastand paa Arveret til Norges Krone“. Og selv denne Fortolkning maa, saavidt jeg skjønner, falde af flere Grunde. Der kan ikke paavises — eller er ialfald ikke paavist — noget Slægtskab mellem den ældre norske Kongeæt og Amund Sigurdssøn, som kunde begrunde nogen Arveret. Hr. Daae formoder, at Ridderen Amund Hatt i Værmland, som rimeligvis Var gift med en uægte Datter af Kong Magnus Erikssøn, Var Morfader til Amund Sigurdssøn, saaledes at denne kunde være Datterdattersøn af Kong Magnus eller Søsterdattersøn af Kong Haakon. Men selv om denne Formodning var bevist (hvad den ikke er), kunde Slægtskabsforholdet ikke begrunde nogen Arveret; ligesaalidt som Hafthoressønnernes Sønner i 1388 kunde hævde nogen Arveret, da alle kun nedstammede fra ældre Kongers uægte Døtre. Retteboden af 1302 — den eneste Arvelov, som giver uægte Døtre betinget Arveret — stiller som nødvendig Betingelse, at uægte Døtres Arveret regnes fra sidst afdøde Konge[55]; men desuden maa det erindres, at den Arvelov, som citeres i 1389 og gjennem hele Unionstiden, er Magnus’s Landslov, og den anerkjender ikke nogen Arveret for uægte Kongedøtres Efterkommere. I 1389 havde Rigsraadet erklæret, at Erik af Pommern var retmæssig Arving til Kongedømmet, og at Arveretten for Fremtiden skulde regnes fra ham efter Landsloven, og paa dette Grundlag havde man levet i de senere Aartier før Oprøret, idet Eriks Fætter Bugislav var almindelig erkjendt som lovlig Arving i Norge. Men hertil kommer: ifølge Dokumenterne Vedkommende Opstanden 1436—37 har Amund Sigurdssøn ikke optraadt som Kronprætendent, men kun som Almuens Forsvarer mod udenlandske Fogder og med Krav paa en „national“ Regjering Hr. Daae anser det forklarligt, at Amunds Prætensioner i Aktstykkerne ikke omtales, „thi disse vare jo bestemte for Kong Erik, hvem man naturligvis mindst af alt vilde ophidse ved at inddrage en saa ubehagelig Ting i noget Brev“. Men naar man har fortiet Amunds Kronprætensioner for Kong Erik, for hvem har de saa været aabenbarede? Ikke de svenske Oprørere 10de Marts 1436, ikke Amunds Ledsagere 23de Juni 1437, ikke hans Tilhængere 18de Febr. 1437 kan have kjendt dem, siden de ikke med et Ord nævner dem og ikke fralægger sig enhver Mistanke om Forbindelse med et saadant Forræderi. Og af disse Aktstykker var kun det sidste bestemt for Kong Erik, og man tør ialfald for de øvrige hævde, at de aldrig kom ham for Øie. Men ikke heller Amund selv vover i det fra ham bevarede Brev fra „Magnusdag 1436“ til Rigsraaderne at antyde sine Prætensioner; tvertimod forsikrer han Kongen om sin Lydighed, ligesom han 18de Febr. 1437 søger gjennem sine Tilhængere trods sine „Prætensioner“ at opnaa et kongeligt Len paa Færøerne Ikke engang i sit Segl har Amund gjort nogen Antydning til sin paastaaede fornemme Herkomst, — noget som dog laa saa nær og som f. Ex. i tidligere Tid Sigurd Hafthoressøn havde gjort ved at optage den kongelige Løve ved Siden af sit Slægtsvaaben Rosen. Og de danske Rigsraader i August 1436, som dog gjorde alt paa Kalmarmødet for at opretholde Unionen mellem Rigerne, vilde de kunne give det norske Oprør en saa direkte Støtte, hvis dette Oprørs Fører havde gjort Prætensioner paa et separat Kongedømme i Norge? Og endelig de norske Rigsraader i 1437, hvis de har vidst om Amunds Prætensioner, var det ikke Høiforræderi af dem at fortie dem og endog anbefale „Prætendenten“ til en næsten uafhængig Herskerstilling paa Færøerne? Jeg kan ikke med Hr. Daae finde det saa „mærkeligt at se en slagen Oprører anbefalet til saa megen kongelig Gunst“, thi det havde en nærliggende Parallel i, at 1435 Ørebro Len tilsikredes Amunds svenske Forbillede, Engelbrekt, da han nedlagde Magten. Men vilde det ikke være endnu mere mærkeligt, om Rigsraadet anbefalede en slagen „Kronprætendent“ til samme Gunst?

Hr. Daae fortolker ogsaa Udtrykket „ det udførte (bestelede) Olaf Nilssøn“ paa en, som det forekommer mig, besynderlig Maade. „Det er neppe tænkeligt, siger han, at Amund kan være brændt paa Befaling af nogen anden end af Kongen, Erik af Pommern selv“. „Det er forklarligt nok, at en Thronprætendents Optræden har gjort ham rasende, og at han har kunnet sende Olaf Nilssøn, der just ved denne Tid synes at have bevæget sig i hans Nærhed, til Norge med Bud om at foranstalte en Gjentagelse af Scenen ved Falsterbod 1402“, eller som han nu siger: „han har tvertimod villet have Amund straffet exemplarisk, og denne haarde, men som anført dog ingenlunde paafaldende Straf er bleven exekveret ved Olaf Nilssøn“. Det vilde her være af Interesse at se, hvad Chronisten fortæller forøvrigt om Kong Eriks senere Aar for fuldtud at dømme, om Hr. Daae har Ret til her at interpolere Kong Erik; men saaledes som Hr. Daae citerer Krøniken, maa vi tro, at de citerede Linjer er det eneste, som vedkommer Sagen, og da maa jeg hævde, at ifølge denne er Olaf Nilssøn selv Ophavsmanden til Henrettelsen, ikke Kong Erik. „Bestellen“ er jo paa Plattysk ikke at udføre en andens Kommission, men selv at foranledige, at give Ordre[56]. Og da aabenbart Krøniken vil betegne Olafs Handling som en Grusomhed, synes det mig tydeligt, at Olaf, og han alene, faar Skylden, og at Kong Erik er ganske uskyldig. Og skulde vi ikke i Forfatterens og de bergenske Tyskeres bekjendte Had til Hr. Olaf Nilssøn finde den virkelige Grund til, at han tillægger denne en Handling, som, saavidt jeg forstaar, saa ganske strider mod al historisk Sandsynlighed.

Febr. 1891.

Tillæg. Efter at dette var skrevet, har jeg faaet Meddelelser, som fjerner enhver Mulighed for Hr. Daaes Hypothese, at Amund Sigurdssøns paastaaede Arveprætensioner skulde skrive sig fra hans Nedstammelse fra Kong Magnus Erikssøn gjennem Hr. Amund Hatt. Den udmærkede Kjender af de svenske Adelsslægter, Hr. Baron G. Djurklou i Ørebro, har oplyst mig om Hr. Amund Hatts Svogerskab med Kongeætten og hans Efterkommere. Hr. Amund Hatt var i 2det Ægteskab gift med Kristina, Datter af Ingemar Ragvaldsson og Katarina Magnusdatter, som Kong Magnus i et Brev af 28de Juni 1347 (Dipl. Svec. V No. 4192) kalder „consanguinea nostra“; Ingemar kalder Hr. Amund i et utrykt Brev af 1382 (Kullbergs Registratur No. 1894) sin „Maag“. Naar ogsaa Kong Haakon i 1370 kalder Amund Hatt sin „Maag“, betyder dette (som saa ofte i den Tids Sprog) „gift med en Slægtning“, uden at det netop behøver at betyde „Søster“ eller endog „Cousine“. Den Magnus, Katarina var en (uegte) Datter af, kan efter Hr. Baron Djurklous Mening neppe være anden end den ulykkelige Søn af Kong Birger (f. 1300 † 1320), idet Kong Magnus vel hverken kan antages at betegne en naturlig Datter som „consanguinea nostra“ eller endog at have havt en gift Datter saa tidligt som i 1347 (han var da selv 31 Aar gammel). Men naar Hr. Amund Hatt var gift med en Datterdatter af Magnus Birgerssøn, kommer hans Hustru ikke til at stamme fra den norske, men fra den svenske Kongefamilie, og selv om Amund Sigurdssøn skulde være en Dattersøn af Amund Hatt, kommer han ikke derved i noget Slægtskab med de norske Konger. Imidlertid maa ogsaa dette formodede Slægtskab opgives, thi som Hr. Djurklou oplyser, kjendes ogsaa Hr. Amund Hatts Børn; han havde tre Døtre (Karin gift med Per Niklisson Djekn, Sigrid gift med Thord Kokland og Kristina gift med Sten Bese, alle Svensker) samt to Sønner (Heming og Harald); der synes altsaa ikke at være Plads for nogen Datter gift i Bolte-slægten, end mindre for Arveprætensioner grundede herpaa.

30te Marts 1891.

  1. ↑ ikke 1436, som Prof. Daae to Gange ved Inkurie siger i sin sidste Afhandling.
  2. ↑ Norges gl. Love IV 427, 507; det samme gjælder ogsaa Kalendariet fra Tønsberg (C 15), som ikke er aftrykt N. g. L. IV 653.
  3. ↑ Dipl. Norv. I 555 (1396) og V 61 (1315).
  4. ↑ Dipl. Norv. I 877 (fra 1467), I 907 (fra 1474), IV 1032 (fra 1499).
  5. ↑ Brevet er trykt i Hanserecesse von 1431 bis 1476 I, S. 25 og citeres af Daae i dette Tidsskrifts 3die Række I, S. 490. Dateringen (Lørdag før Oculi) er af v. d. Ropp urigtigt beregnet til 19de Marts, og Daae følger ham heri, uagtet allerede Regesta dipl. Hist. Dan., Series 2da I, 1 p. 648 har gjort opmærksom paa, at den rette Dag er 10de Marts (Paaske 1436 faldt 8de April).
  6. ↑ Dipl. Norv. II, No. 680; han eiede Gausthorp i Rakkestad, se Dipl. Norv. X, No. 152.
  7. ↑ Dipl. Norv. I, No. 781.
  8. ↑ Se Oslokannikernes Vidnesbyrd herom Dipl. Norv. III, No. 735.
  9. ↑ Dipl. Norv. II, No. 781.
  10. ↑ Dipl. Norv. I 743, 798, 819; II 715, 727, 757, 790; IV 852, 925; V 553, 666; VII 380; IX 252, 265, 279; XII 194, 212; XIII 103.
  11. ↑ Dipl. Norv. I 780; IV 938; VI 480; VII 449 og IX 265.
  12. ↑ Hanserecesse von 1431 bis 1476, I 547.
  13. ↑ Jfr. Daae i dette Tidsskrift 1ste Række IV, S. 70 og v. d. Ropp, Z. deutsch-scandinavischen Geschichte, S. 43. Jeg nærer nogen Tvivl om dette Resultat, da de ældste og bedste Afskrifter af Unionsudkastet siger, at Kong Erik „War kronet her vdi Calmarn till alle thry rigenne“ og altsaa forudsætter Kalmar som Mødested. Og overhovedet finder jeg det vanskeligt at antage, at de to norske Medlemmer virkelig har deltaget i Udarbeidelsen af dette Udkast; i dette nævnes f. Ex. Lagmanden i Tønsberg ved Siden af Lagmanden i Borgesyssel, uagtet dette var den samme Mand, ligesom det forudsættes, at Oslo Bispedømme kun omfatter Viken og Borgesyssel, — en Uvidenhed, som man neppe kan forestille sig mulig for Befalingsmanden paa Tønsberghus og for den norske Kirkes Primas.
  14. ↑ Dipl. Norv. VI, No. 465.
  15. ↑ Dipl. Norv. II, No. 727. Man har talt om Forhandlinger paa 5te Dag, fordi Lange har læst „then ffe[m]tha dagh (som tha begripen war i Oslo)“ istedenfor „then ffetha dagh“ (= Feidedag).
  16. ↑ Dipl. Norv. III, No. 754.
  17. ↑ Dipl. Norv. IV, No. 863.
  18. ↑ Dipl. Norv. I, No. 767 (Segl i Rigsarkivet).
  19. ↑ Brevet D. N. V, No. 724 fra 1444, hvorved to Mænd forliger sig „for Rov og Udløb, som de havde gjort Herlog“, vedkommer vel Opløbet i 1438.
  20. ↑ Hanserecesse von 1431 bis 1476, II, 171.
  21. ↑ Utrykt Brev i den Arnamagnæanske Diplomsamling, der i islandsk Transscript af 1441 lyder saa: „Alla þa goda menn sem byggia og bua nordan og vestan vpp a Islandi heilsar ek Olafur Nikulasson fehirdir j Biorgvin og hirdstiore vpp a Island huorn æinkanliga um sik kiærliga med Gud. kunngiere ek med þessu minu opnu briefe at ek hefir feingit þeim brefit færer Karl Steginberg mitt fullt og laugligth umbod þar nær ydr vpp at bera mins herra kongsins skatt og skulld eptir stander og sakhræra, þui bidr ek ydr kiærliga at þier latet honum greidliga og goduiliugliga ath koma ollum þeim retti gommlum og nyium sem ydr berr at giaura mer og Beltillt Burhamer vpp a mins herra kongsins vegna og huat sem j forde Karl anthuarde edr fange þa læter ek ydr kuitt og aullungis akiærulausa bædj firi mic og sua firer Bertillt Burhamer, og huat sem hann laugliga giorir j þetta mitt vmbod þat vill ek allt bædj hallda og hafa mic vndir grein og reiknings skap.. Ok til sanninda hier vm liet ek heingia mitt insigli firi þetta brief er giort var j Biorgvin Anno domini Mocdo XXXo nono upp a sancti Bothulfs dag“. (Dipl. isl. fasc. X, 11; meddelt mig af Dr. Kaalund).
  22. ↑ Dipl. Norv. III, No. 743.
  23. ↑ En anden norsk Regjeringshandling antages i Almindelighed at være foretaget af Erik i 1438, idet han fra Rügenwalde skal have udstedt Adelsdiplom for Sjofar og Nils Sigurdssønner (Rosensværd) efter Ansøgning fra disses Fætter, Kanniken Gudbrand Rolfssøn. Men denne Antagelse er vilkaarlig; Diplomet er ifølge den bevarede Afskrift (se Saml. t. n. F. Spr. og Hist. I 416) udstedt i 1458, da Kong Erik virkelig opholdt sig i Rügenwalde, og 1458 er det Tidspunkt, som passer bedst med de tre Personers Levetid (i 1438 levede endnu Sjofars og Nils’s Fader, Lagmanden og Væbneren Sigurd Sjofarsson, og da var neppe Gudbrand Rolfssøn bleven Kannik).
  24. ↑ Daae i dette Tidsskr. 1ste Række IV, 86. Der er dog neppe Grund til med Keyser og Daae at antage H. G. for den samme som Halvard Thoressøn (ovenfor S 108,).
  25. ↑ Prof. Daae tvivlede derom i dette Tidsskrifts 1ste Række IV, S. 88.
  26. ↑ Brevet hos Jahn, S. 516.
  27. ↑ „Graatop“ (d. e. graahaaret) betyder vistnok i denne Forbindelse „Ulv“, ligesom nutildags „Graatas“; derfor siges „løb med Graatoppen“.
  28. ↑ Hans Segl, som findes i Rigsarkivet ved Dipl. Norv. II, No. 713 fra 1432 og III, No. 738 fra 1437, bærer Omskriften: S’ Amundvs Siwardi.
  29. ↑ Dipl. Norv. IX, No. 184.
  30. ↑ Unionsperioden I, 906.
  31. ↑ Saml. t. n. F. Spr. og H. IV, Segl No. 252 og 253.
  32. ↑ Dipl. Norv. XII, No. 162.
  33. ↑ Af Erkebiskop Aslaks Slægt kjendes følgende Led:
  34. ↑ Dipl. Norv. III, No. 174.
  35. ↑ Dipl. Norv. III, No. 514.
  36. ↑ Dipl. Norv. III, No. 290 og IV, No. 498.
  37. ↑ Registret paa Akershus (Oslo Bispearkiv II ii) S. 30.
  38. ↑ Røde Bog S. 277 og 495.
  39. ↑ Man har tidligere — ogsaa Prof. Daae i dette Tidsskrifts 1ste Række IV 73 — antaget, at Erkebiskop Aslaks Svigersøn Bjarne Amundssøn (Raadmand i Oslo) var Hr. Amund Bolts Søn. Men det er en Misforstaaelse; hans Vaaben var forskjelligt fra Bolternes (tre Horn). At Haakon Bolt, som arvede Throndstad, Var Hr. Amunds Søn, nævnes derimod udtrykkelig i Registret paa Akershus.
  40. ↑ Dipl. Norv. IV, No. 598 og V, No. 359.
  41. ↑ Røde Bog, S. 124.
  42. ↑ Røde Bog, S. 243.
  43. ↑ Dipl. Norv., I No. 616.
  44. ↑ Registret paa Akershus, S. 18 og 38.
  45. ↑ Omtrent Ved 1400 boede en Elin paa Texelnes (Røde Bog, S. 121); hun kan have været Amunds Mormoder.
  46. ↑ Dette fremgaar af Dipl. Norv. II, No. 713, hvor Thoralde Kane og A. S. bevidne et Kjøb af Hustru Asgerd, sammenholdt med Dipl. Norv. III, No. 738, hvor A. S. „med sin Svigermoders Raad og Samtykke“ mageskifter en Kværnefos „nedenfor Hustru Asgerds Hus“. Da Thoralde Kane var gift med Asgerds yngre Datter Thurid, maa Amund have ægtet den ældre, Fru Ingerid (hvis første Mand ikke kjendes).
  47. ↑ Daae i dette Tidsskrifts 1ste Række IV, S. 77.
  48. ↑ Dipl. Norv. III, No. 738.
  49. ↑ Dipl. Norv. VI, No. 500—502.
  50. ↑ Dipl. Norv. III, No. 793.
  51. ↑ Se Registret til Dipl. Norv. III, S. 871 og Rettelser til Keysers Kirkehistorie, II 788.
  52. ↑ Dipl. Norv. I, No. 895, 997 og 998 (hvor Heffwe gwld skal læses hosfrwe Gunnild), jfr. II, No. 850, 878, 879.
  53. ↑ Dipl. Norv. I, No. 802, jfr. II, No. 942 o. fl.
  54. ↑ L. Daae, Christian den førstes norske Historie 1448—58, S. 10 Note 2 og 42 Note 3.
  55. ↑ P. A. Munch, n. F. Hist. IV, 2, S. 399.
  56. ↑ Schiller-Lübben oversætter „bestellen“ med „anordnen, einrichten, befehlen“, enkeltvis ogsaa med „ausrichten“.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Amund_Sigurdssøn_Bolt_og_Urolighederne_i_det_sydlige_Norge_1436–38&oldid=71466»