Om Dannelsen og Norskheden

Om Dannelsen og Norskheden

av Ivar Aasen
Prenta i «Folkevennen» VI (1857), s. 419–460.



Der er to Ting, som man meget ofte hører tale om, men som man sjelden faaer nogen tydelig Forklaring over, nemlig «Kulturen» og «Nationaliteten». Disse Navne ere vistnok saa fremmede for os, at vi snarest maatte slutte, at det var et Slags udenlandske Varer, som maatte være altfor dyre for simple Folk, og som vi derfor ikke burde tænke noget videre paa; i alle Fald seer det ud, som om det var slige Ting, som ikke komme os noget ved. Men ved nærmere Forklaring viser det sig dog, at det er noget, som virkelig kommer os ved, ja at det endog er vigtige Ting ei alene for lærde Folk og rige Folk, men for os allesammen. Og ligesom disse Ting ere vigtige hver for sig, saa have de ogsaa en vis Sammenhæng og en Virkning paa hinanden indbyrdes, som Folk burde have tydelig Kundskab om, da nemlig denne Sammenhæng lettelig kan blive misforstaaet. Og da en saadan Misforstaaelse virker skadeligst paa en Tid som denne, da mange Forandringer skee, og meget nyt kommer i Brug i Landet, saa skulde det netop nu være nødvendigt, at denne Sag blev omhyggelig eftertænkt og forklaret, for at Folket kunde komme nærmere til det rette Begreb om Tingen og frigjøre sig fra adskillige falske Meninger, som grunde sig paa Vankundighed og Tankeløshed, men som alligevel kunne have et stort Herredømme.

OM DANNELSE.

Den Tanke, som betegnes ved «Kultur», bliver i mange Tilfælde ogsaa betegnet ved det danske Ord «Dannelse», og dette Ord maa vist være meget bekjendt her i Landet, da det nu i den senere Tid har været saa jævnlig brugt i Skrift og Tale, at man næsten maa være ræd for at skræmme sine Læsere fra sig, naar man skal skrive om den Ting. Der tales idelig om Dannelse og Mangel paa Dannelse; der tales om dannede Mennesker og dannet Selskab; der gjøres en skarp Skilning imellem dannede og udannede Folk, og efter som Talen stundom klinger, seer det endog ud til, at de udannede ikke egentlig ere Folk, men kun et Slags Mellemting imellem Folk og Fæ. I slig Tilstand er det da ikke underligt, at vi allesammen maa ønske at kaldes dannede og saaledes faae Deel i den Ære, som Dannelsen skal give. Men her bliver det da nødvendigt at prøve, om Dannelsen virkelig er slig, at vi alle kunne faae den; thi hvis det skulde vise sig, at det er en Skat, som den store Mængde ikke kan faae, saa var det ikke værdt at jage og drive Mængden til at søge efter den. Og hvis det paa den anden Side skulde vise sig, at Dannelsen ikke var saa nødvendig eller saa ypperlig, som den var udraabt for, saa var det jo ogsaa det klogeste at lade den Fugl flyve og derimod holde sig til noget, som var mere at stole paa. Men i ethvert Fald bliver det først nødvendigt at vide, hvad Dannelsen egentlig er, og saaledes spørge vi da: Hvad er Dannelse?

Vi have nylig talt om «Kulturen», og det kunde for det første være nyttigt at vide, hvad dette er for noget. Naar vi nu see efter i Bøgerne, saa finde vi, at «Kultur» egentlig betyder Dyrkning, og især den Gjerning at oparbeide og tilrede Jorden, at fremdrive Væxter eller Frugter og forbedre den ved omhyggelig Pleie. Det, som er saaledes dyrket og tilredet, siges ogsaa at være «kultiveret», og dette siges ogsaa (i figurlig Mening eller lignelsesviis) om Mennesker og Folkeslag, som ere vel oplærte i Kundskab og gode Sæder.[1] I det ene Tilfælde tænker man da paa den Forbedring, som Jorden og Væxterne kunne faae ved Dyrkning; i det andet Tilfælde tænker man paa den Forbedring, som Mennesket kan faae ved Lærdom og Øvelse. Nu er det just en lignende Mening, som ligger i Ordene «dannet» og «Dannelse». At danne en Ting er at forme eller tilskabe den saaledes, at den bliver bekvem til sit Brug; at danne Folk bliver altsaa at øve og oplære dem i noget, som er godt og tækkeligt. Dannelse kunde altsaa for det første betragtes som en Fremgang i Kundskab, Tænksomhed og gode Sæder, eller som den Tilstand, som Mennesket kommer til, naar det idelig samler Lærdom og Forfarenhed, øver sig i at tænke og skjønne paa alle vedkommende Ting, og vænner sig til en fredelig Omgang med andre Mennesker. Og forsaavidt kunde man da sige, at Dannelsen var et almindeligt Formaal, det vil sige: noget som de allerfleste kunde komme til, og som alle burde tragte efter.

Imidlertid maa vi nok stige noget høiere op for at komme til det, som man nu sædvanlig kalder Dannelse. Det er en Forfremmelse (eller Forædling) af Aandens Evner, som det her fornemmelig kommer an paa, og i denne Forfremmelse er der naturligviis mangfoldige Stig eller Grader, saa at det er vanskeligt at nævne det Høidemaal, som enhver kan og bør komme til. De, som have god Leilighed, kunne naturligviis drive det meget videre end andre. De kunne samle sig en meget større Kundskab, saaledes at de kunne have et vist Begreb om alt, hvad der er noget mærkeligt eller videværdigt i den store Verden; de kunne gjøre sig bekjendte med Menneskeslægtens Historie saavelsom med Folkenes nuværende Tilstand, med Skabningsværket i sine mangfoldige Dele saavelsom med Menneskelivet i sin store Almindelighed, med Naturens Kræfter og Virkninger saavelsom med de mærkeligste Værker af menneskelig Kunst og Opfindsomhed. Ved god Veiledning og ved egen Tænkning kunne de komme til en større Skjønsomhed, en mere klar og ophøiet Betragtning af Livet, saa at de med større Lethed kunne finde Sandheden i en vigtig Sag og ikke saa let blive forledede til falske Meninger om Tingene, enten ved tilfældig Lyst eller Ulyst eller ogsaa ved indprentede Forestillinger, som ikke ere blevne tilstrækkelig prøvede. Og ved denne skjærpede Sands kunne de lettere adskille det vigtige fra det uvigtige, eller det varige fra det forgjængelige, saa at de ikke spilde Umage paa en smaalig Beregning af indbildte Vindinger, men derimod lægge Vind paa det, som gavner mest i Længden og gavner saa mange som muligt.

Denne høiere Forfremmelse af Aandens Evner er, saa vidt jeg kan skjønne, det som man sædvanlig kalder Dannelse. Som man seer, er det især Kundskab og Skjønsomhed, det her kommer an paa[2]; imidlertid venter man naturligviis ogsaa, at denne Aands-Tilstand skal vise sig i visse gode Virkninger i Livet og Omgjængelsen. Nu tales der vistnok om «en dannet Opførsel» (eller Adfærd); men dette bliver nok forstaaet paa forskjellig Maade, som vi senere skulle omtale. Her ville vi imidlertid holde os til det, som duer mest; og saaledes ville vi ansee det som de rette Frugter af Dannelsen, at den skulde virke til et fredeligt og hyggeligt Samliv, til Mildhed og Skaansomhed, og fremfor Alting til Ærlighed og Sædelighed. Thi om endog dette efter den knappeste Forklaring ikke skulde høre med til Dannelsen, saa synes det dog at være en naturlig Følge af den; og netop derved faaer den da ogsaa sit rette Værd. Derimod vil det altid gjøre et ondt Indtryk, naar Folk med høiere Kundskab findes belastede med saadanne Udyder, som man kun ventede at finde hos uvidende Folk, saasom Drukkenskab, Løsagtighed, Hævngjærrighed, Egennytte og Ligegyldighed for Andenmands Ret, Overmod iblandt Smaafolk og krybende Føielighed imod de mægtige, med mere saadant. I slige Tilfælde synes det ikke at være ret fat med Dannelsen, og ialfald har den da ikke gjort sin rette Virkning.

Nu er det at mærke, som før er sagt, at Dannelsen har meget forskjellige Høidemaal eller Grader, og at dette især er Tilfældet med den Kundskab eller Oplysning, som udgjør Grundlaget for den. Den høieste Grad af Oplysning er et Maal, som ikke alle kunne opnaae, da dette beroer saa meget paa god Leilighed og god Veiledning, at det kun bliver en liden Deel af Folket, som kan komme dertil; medens derimod den største Mængde har saa meget andet at gjøre, at den hverken faaer Tid eller Leilighed til en saadan Aands-Øvelse. Men om man nu ikke kan komme til det høieste Maal, saa er det dog altid godt at komme et Stykke paa Veien, og dette er noget, som alle kunne gjøre. Og med en god Villie kan man ogsaa komme meget langt paa Veien, om endog Leiligheden ikke er saa særdeles god; dette er noget, som vi ofte see Exempler paa, da vi nemlig finde saa mange, som ved egen Flid have arbeidet sig frem til et ret anseeligt Maal af Kundskab, og som tillige ved stadig Tænksomhed have sat sig i Stand til at dømme meget klart og grundigt om Tingene i Verden. Men imidlertid er det en fornøielig Ting at mærke, at om endog Oplysningen ikke er saa overmaade stor, saa kan den dog snart virke til en Forbedring i Tænkemaaden og Sæderne. Man kan saaledes ofte finde en meget ophøiet Tænkemaade hos Folk, som dog ikke have nogen særdeles stor Kundskab, og hvad det ydre Væsen vedkommer, da kan man endog i de fattigste Bygder finde Folk, som ere omhyggeligt oplærde ei alene til en sømmelig og tækkelig Fremfærd, men ogsaa til en vis Fiinhed og Artighed i Omgang efter den Skik, som er brugelig paa Stedet. Og saaledes kan man da troe, at et vist Maal af Dannelse er muligt eller kan finde Sted i enhver Stand og Næringsvei, i Bygderne saavelsom i Byerne, i smaa Huse saavelsom i de store.

Men nu høre vi ofte tale om dannet Stand, om dannede og udannede «Klasser» iblandt Folket; og her begynder Begrebet at blive noget forvirret, thi om end denne Tale har nok saa god Grund, saa bliver den dog ialfald meget misbrugt. Sagen er den, at der er visse Stænder, som have en særdeles Leilighed til Dannelse; men det er derfor ikke sagt, at de virkelig ere dannede. Nogle have den Vinding, at de boe paa et Sted, hvor der er meget at lære uden nogen synderlig Møie, eller hvor Adgangen til Kundskaben ligesom kommer og tilbyder sig selv; dette er især Tilfældet i de store Byer. Andre have den Vinding, at de ere frie for tungt Arbeide og have saa god Tid til at samle Kundskab, at denne Gjerning bliver bare som et Tidsfordriv for dem; dette er især Tilfældet med rige eller velstaaende Folk. Endelig have nogle en saadan Bestilling, som netop udkræver boglig Kundskab, saa at de altsaa maa drive paa Lærdommen for Levebrødets Skyld. Saaledes er der da visse Stænder eller Selskaber, som have et vist Kald til en høiere Forfremmelse af Aandens Evner; og hos disse Folk er det da ogsaa, at man helst venter at finde Dannelse, medens man ikke saa let venter at finde den hos de Folk, som gaae paa tungt Arbeide, lide mange Savn og have liden Leilighed til at faae Kundskab om den udenfor værende Verden. Men om end denne Tanke er nok saa naturlig, saa kan den dog ofte forlede til en uretfærdig Dom, da man let vil forestille sig, at Dannelsen findes altid i den ene Stand og aldrig i den anden. Thi i dette Tilfælde vil en Deel Folk aldrig faae noget Ord for Dannelse, hvor meget de end kunde fortjene det, medens derimod en anden Deel vil uden videre kaldes dannede Folk og indbilde sig selv at være det, omendskjønt det ikke er Tilfældet.

Det gaaer nemlig med Dannelsen, som med mange andre gode Ting i Verden, at den lettelig bliver forfalsket. Ved Siden af den rette gode Ting, faaer man ofte see en anden, som seer ud til at være lige god, men som ved nærmere Prøvelse findes at være Fuskerværk, som vel har Skinnet, men ikke Kraften. Dannede Folk, som ere noget anseede enten ved Rang eller Rigdom, kunne stundom have mange Skikke, som ikke ellers bruges hos Landets Folk i Almindelighed. Disse Skikke blive da et bekvemt Formaal til Efterligning for mange andre Folk, som ogsaa gjerne ville være anseede og have Ord for Dannelse; thi det udvendige er altid lettere at see end det indvendige, og mangen Stakkel, som aldrig har naaet op til nogen rigtig Dannelse, kan dog med Lethed lære sig noget af de Skikke, som bruges hos de mest anseede dannede Folk. Men nu er det netop det værste, at disse Skikke ansees for at høre med til Dannelsen, at være det rette Tegn paa Dannelsen, ja maaskee endog at være Dannelsen selv. Paa denne Maade bliver Dannelsen intet andet end Fornemhed, altsaa det som vi her i Landet kalde Storviis eller Stormandsviis. Men dette bliver nok intet andet end en Sammenrøring af to forskjellige Ting, som ikke maa forbyttes med hinanden. Vi holde fast ved den givne Forklaring, at Dannelsen er en Forfremmelse og Forbedring i Sjælens Evner; den er altsaa en indvortes Fuldkommenhed, som meget vel kan forliges med de Skikke, som tilhøre ethvert Folk for sig selv, og som forstandige Folk baade have brugt og kunne bruge uden nogen Uleilighed. Hvis man nu ikke er kommen til nogen indvortes Forfremmelse, men kun til en udvortes Omskabelse i sin Skik og Viis, og man saa vil, at dette skal kaldes Dannelse, da bliver det kun en Skindannelse, en ydre Forfinelse, som maaskee kan gjøre Folk nettere at see paa og artigere at snakke med for en liden Stund, men som for Resten intet duer, og som ofte kun tjener til at narre Folk med. Thi man bliver dog virkelig narret, naar man troer at see Tegn til Dannelse og i dens Sted finder en tyk Uvidenhed og en tosset Ligegyldighed for alt det, som ikke giver Mad i Munden og Penge i Pungen. Man bliver virkelig narret, naar man venter at finde en opklaret og ophøiet Forstand, og i dens Sted finder en barnagtig Forgabelse i Stas og Fjas, en streng Omhyggelighed for de usleste Smaating, og en letsindig Uagtsomhed for Menneskets vigtigste Sager.

Denne Tilbøielighed til at udmærke sig fra Mængden ved en egen Skik vil hos os sædvanlig vise sig i en Efterligning af udenlandske Skikke. De Folk, som have den letteste Adgang til Dannelse, have ogsaa den letteste Adgang til at kjende Folkene i andre Lande; og naar de nu skulle søge at gjøre den samme Fremgang, som andre Folkeslag allerede have gjort, saa ville de paa en Maade komme til at lære af Udlændinger. Herved vil det da let hænde, at de ogsaa tilegne sig noget af Udlændingernes Skikke; og overalt vil den Leveskik, som bruges hos de mægtigste og mest anseede Folk i andre Lande, staae for dem som et Mønster, som lokker til Efterligning. At nu en saadan fremmed Leveskik kan finde Indgang hos enkelte Slægter og Selskaber, er endda ikke noget at klage over; men Ulykken er den, at det gaaer meget lettere at udbrede de fremmede Skikke end at udbrede den Dannelse og Kundskab, som man har lært af de fremmede Folk. Thi saasnart som Folk faae høre, at en Skik er i Moden hos de mest anseede Folk, ville de lettelig faae Lyst til at bruge den samme Skik, om den endog maatte være dem til nok saa megen Møie og Uleilighed. Man vil nemlig, som før er sagt, indbilde sig at slige Sæder nødvendigviis høre med til Dannelsen, og at det ikke gaaer an for dannede Folk at bruge noget andet. Og saaledes kan det lettelig komme dertil, at enhver fremmed Skik bliver anseet som bedre end Hjemlandets egen gamle Skik, eller med andre Ord, at Folkets egne nedarvede Sæder altid blive anseede som stygge og upassende, saasnart som de ere anderledes end Sæderne hos Mønsterfolkene i Udlandet.

Og her ere vi da komne til en Sag, som her i vort Land og nu i vor Tid har en særdeles Vigtighed, nemlig: Sammenhængen imellem Folkets tiltagende Dannelse og Folkets gamle nedarvede Skikke. (Man kunde ogsaa kalde det Dannelsens Virkning paa Landsskikken, eller for at tale paa Stormandsviis: Kulturens Indflydelse paa Nationaliteten). Det seer ud til at være en almindelig Tro, at naar en høiere Oplysning skal blive udbredt i Landet, saa kunne Folkets Fædreneskikke ikke længere blive staaende; og især hører man idelig den Mening fra alle Kanter, at Folkets Omgangsskik og Tungemaal ikke skal kunne bestaae med en rigtig Dannelse. Det seer ud til, at en Aflæggelse af gammel Viis og gammelt Maal skal altid ansees som Tegn paa aandelig Fremgang; de Folk, som have været flittigst i at aflægge det gamle, siges at være komne paa «et høit Trin af Kultur»; de Bygder, som have mest tilbage af det gamle, siges at «ligge langt tilbage i Tiden». Det seer ud til, at en Tilbagevending til det gamle bliver anseet som en Umulighed, eller ialfald som en stor Ulykke, et Tilbagefald til «Raaheden» og en Standsning i det begyndte Dannelses-Værk. Nu skulle vi rigtignok tilstaae, at der er et og andet af det gamle, som kunde trænge til en Forandring, og som vi altsaa ikke ønske vedligeholdt; men med det samme ville vi ogsaa paastaae, at den største Deel og netop den allervigtigste Deel af vor Arveskik er saa god, at den fortjener at holdes vedlige, og ialfald ikke saa ond, at den skulde forhindre os fra al aandelig Fremgang. Saafremt nu Dannelsen ikke er nogen Skik eller Mode, men derimod en indvortes Tilstand, en Dyrkning og Fuldkommengjørelse af Sjælens Evner, som før er sagt, saa kan altsaa vor Landsskik i det hele ikke staae i Veien for den. Vi ansee det altsaa som en falsk Mening, at de to Ting ikke skulde kunne staae sammen i eet Rum; og denne Paastand skulle vi her søge at forklare ved at betragte Landsskikken i Almindelighed.

OM NORSKHED.

Det er bekjendt, at det Ord «Folk» bruges i to eller flere Meninger; det kan betyde det samme som Mennesker, det kan betyde en Flok eller Samling af Mennesker, det kan ogsaa betyde alle de Mennesker, som leve sammen i et Land eller Rige, forsaavidt som de ere af samme Oprindelse eller have saa meget indbyrdes Frændskab, at de bruge det samme Tungemaal, om ikke i alle Dele, saa dog i alt det vigtigste. I denne sidste Betydning bliver «et Folk» altsaa det samme, som i nogle andre Sprog kaldes en «Nation», nemlig et Folkeslag, et Landsfolk eller en Landslyd.[3]

Ethvert saadant Folkeslag har sine visse Ættemærker eller Ættelag, som adskille det fra andre Folk, nemlig i Tungemaal, Sæder og Vedtægter, samt i visse andre Sædvaner og Oplag, som ofte ere lette at mærke, men vanskelige at beskrive eller sætte Navn paa. Disse Ættemærker tilsammen blive i visse andre Lande kaldte «Nationalitet» (paa Tydsk: Volksthum, altsaa: Folkedømme); og hertil er det jeg i det foregaaende har sigtet med Benævnelsen Landsskik og Fædreneskik. For vor egen Part eller for det norske Folks Vedkommende blive disse Ættemærker det samme, som man kalder «Norskhed», og saaledes faae vi ogsaa Leilighed til at bruge dette Navn.

Naar man nu vil betragte det norske Folk som en Æt eller Slægt for sig selv, da kan det stundom blive vanskeligt at afgjøre, hvorvidt de enkelte Ættemærker skulle ansees som egentlig norske; thi for det første har dette Folk nogen Lighed med de nærmeste Folk, især med Svenskerne, og for det andet har det nogen indbyrdes Ulighed i Landskaberne. Egentlig kunde man sige, at ethvert Landskab eller ethvert Dalføre har visse Ættemærker for sig selv. I et Land, som er stort i Vidden og tyndt bebygget, kan man netop vente at finde megen Forskjel saavel i Sæder og Skikke som i det vigtigste af alle Ættemærker, nemlig Tungemaalet. Dette er da ogsaa Tilfældet i vort Land; og derfor høre vi ofte, at den ene Landsmand kan finde saa meget fremmedt hos den anden, at han anseer ham næsten som en Udlænding. Men alligevel er dog denne Forskjel ikke saa stor, som den synes at være ved første Øiekast; thi en Ulighed er altid lettere at mærke end en Lighed; og kanskee den største Forskjel nu for Tiden grunder sig derpaa, at Folket paa nogle Steder har lært saa meget nyt og fremmedt, at det ikke rettelig forstaaer sig paa den gamle Skik, som bruges paa andre Steder. Naar man derimod seer nøie efter Tingen og overalt adskiller det vigtige fra det uvigtige, saa vil man alligevel finde meget, som er almindeligt i Landet, og som dog hverken ligner den svenske eller den danske Landsskik; ved nøiere Eftersyn vil man ogsaa finde, at meget, som synes at være forskjelligt her i Landet, dog i Grunden er eet og det samme. Imidlertid vilde den indre Lighed i Landskaberne uden Tvivl have været meget større end den er, dersom Folket havde havt et fælles Mønster og Forbillede af ægte norsk Form til at rette sig efter; thi det er tydeligt nok, at Folket selv kjender en Trang til et saadant Forbillede og saaledes tragter efter en større Enhed og Lighed. Og da her ikke er noget stort almindeligt Samfærdselssted, hvor Folk fra hele Landet kunde samles noget ofte, saa bliver det de største Byer i hver Landsdeel, og især Stiftsstæderne, hvor Folket kommer til at søge et saadant Forbillede til at danne sig efter; saaledes pleie de nordenfjeldske Folk at rette sig efter Brugen i Trondhjem, medens derimod de vestenfjeldske rette sig efter Bergen, og de søndenfjeldske mest efter Christiania. Dette vilde ogsaa have været en god Hjælp for Norskheden og for Dannelse i en norsk Form, naar der kun havde været nogen rigtig Norskhed at finde i disse Byer; men Ulykken er, at vore største Byer nu i lang Tid netop have været et Hjem for fremmedt Maal og fremmede Skikke, og have saaledes netop virket til at svække Norskheden i Stedet for at styrke den.

Det er bekjendt, at dette Land har i lang Tid staaet under et fremmedt Herredømme, og det netop paa den Tid, da det nyere Oplysningsværk skulde grundlægges ved Brugen af trykte Bøger og ved Ungdommens Oplærelse i Læsning. Det bedste Middel til at bevare Norskheden i denne Tid vilde have været at beholde det gamle Landsmaal og skrive Bøgerne deri, saaledes som Forfædrene havde gjort, og som Islændingerne endnu vedbleve at gjøre. Dette blev imidlertid forsømt. Vistnok vedblev Almuen endnu at tale det gamle Landsmaal med visse Forandringer, men paa Papiret fik man ikke andet at see end den danske Skrift med alle de fremmede Tilsætninger, som den i den seneste Tid havde faaet. Da nu det danske Herredømme omsider fik Ende, var det norske Maal saa forsømt og ringeagtet, at ingen tænkte derpaa. Det fremmede Væsen blev saaledes staaende, ja det saae endog ud til, at det først nu skulde blive fuldkommen rodfæstet ved den nye Lovgivning, det forbedrede Skolevæsen og de mange andre Indretninger, som nu kom i Gang, efter at Riget havde faaet sin selvstændige Stilling tilbage. Det var ikke nu som før, at det var kun en liden Hob af indflyttede Folk, som holdt fast paa det fremmede og forsmaaede det norske; en stor Deel af de mest anseede Folk havde allerede gaaet over til de fremmede, og flere kom altid efter; thi hvad der først er kommet i Moden og anseet som Tegn paa Dannelse, det faaer naturligviis altid Tilhængere nok. Den fremmede Brug gik altsaa videre ud over Landet, og omsider naaede den da ogsaa til de mange Almuesmænd, som nu kom ind i Forretningslivet og fik noget at gjøre enten med Oplysningsværket eller med Rigets og Bygdernes almindelige Sager. Og nu bleve disse Folk netop de flittigste til at lære den fremmede Brug, og det netop for den saakaldte Dannelses Skyld. Hvis en høi Embedsmand brugte en og anden norsk Talemaade, saa var dette ikke synderlig farligt; han blev dog anseet som en dannet Mand alligevel. Hvis derimod de simplere Bestillingsmænd brugte norske Talemaader i sine Forretnings-Sager, saa vilde det strax vække en Mistanke om, at de ikke havde nogen rigtig Dannelse. Denne Mistanke vilde de paa ingen Maade taale, og derfor blev det deres første og største Omsorg at undgaae alle slige Tegn paa en udannet Tilstand og at vise, at de forstode sine Ting saa godt som enhver anden. Og i dette Stræv kunde det endog stundom hænde sig, at de gjorde langt mere end som behøvedes, saa at de i visse Maader bleve fornemmere end de fornemme selv. Saaledes skulde nu den tiltagende Oplysning desværre blive et Middel til at forøge og bestyrke det fremmede Væsen; thi nu maatte dette ogsaa udbrede sig iblandt Almuen, som i den forrige Tid ikke var bleven synderlig paavirket af det. Og saaledes kunde det da skee, at den lykkelige Opreisning for Norges Rige slet ikke blev nogen Opreisning for Norskheden, men tvertimod kom til at give Norskheden et værre Stød, end den nogensinde før havde faaet.

Der bliver ofte klaget over, at det er vanskeligt at gjøre Forbedringer i Skolevæsenet og andre Ting, som røre ved Folkets gamle Skik, da slige Forandringer ofte møde Modstand hos Almuen. Nu er det vistnok saa, at denne Modstand ofte kan grunde sig paa en smaalig Frygt for Udgift og Umage eller ogsaa paa Ulyst til at lære noget nyt, og forsaavidt er den vistnok at beklage. Men for en stor Deel turde dog denne Modstand ogsaa have en bedre Grund, og især saavidt Oplysningsvæsenet vedkommer. Oprigtig talt maa jeg tilstaae, at jeg for min Deel heller ikke har saa megen Kjærlighed til den saakaldte Folke- Oplysning i den nuværende Tilstand, som jeg vilde have havt under andre Tilstande. Det er vist og sandt, at almindelig Oplysning er en ønskelig Ting; men dette gjælder kun om Oplysningen i sig selv, og ikke om enhver Form eller Skikkelse, hvori den gives. Dersom de Midler, hvorved Oplysningen skal udbredes, skulde virke til en Bortryddelse af alt det, som vi have arvet fra vore gamle Forfædre, saa maa det undskyldes, at vi, med al Agtelse for Oplysningen selv, dog have nogen Ulyst til at drive den frem med slige Midler. Dersom den almindelige Oplysning skal kjøbes med en Bortkastelse af Landets gamle Tungemaal og en Fordømmelse af alle gamle Landsskikke, da er den dog sandelig dyrt kjøbt alligevel. Mon det ikke skulde være en saadan Tanke, som virker noget til denne Modstand imod visse nye Indstiftelser? Vistnok maa denne Tanke nu være noget uklar hos Mængden, fordi man har hørt saa længe paa den Tale, at vi ikke have nogen egen Skik, som var værd at holde paa, og at vi ikke havde noget andet Maal end det danske, som derfor nu skulde kaldes «det norske Sprog». Men enten man nu tænker klart eller uklart om Tingen, saa maa man dog blive noget ilde tilmode, naar man seer, at Fædrenes Gjerning overalt skal kuldkastes, at ikke en eneste gammel Indretning skal faae være i Fred, og at alt det, som kommer fra fremmede Lande, skal holdes for bedre end vort eget. Man bliver ikke vel tilmode, naar man seer, at hver eneste ny Indretning skal medføre en heel Mangfoldighed af fremmede Ord, som Folket ikke kan bruge med nogen Skikkelighed, og at man ikke engang kan tale om en Forbedring i Jordbrug, Skovdrift eller Huusholdning, uden at indbyde en Hob af tydske, franske eller engelske Navne, medens derimod de norske Ord, som kunde vove at melde sig til dette Brug, blive uden Naade viste paa Dør, fordi de ikke passe sammen med det øvrige. Og det er let at see, at alt dette med Tiden vil føre til en fuldkommen Omskabelse, som imidlertid vil koste megen Møie og Ulempe, uden at man dog kan vide, hvor længe det vil vare, førend ogsaa den nye Skikkelse vil findes at være for gammel, saa at man atter maa til at stræve med en ny Omskabelse.

Det bliver derfor et Spørsmaal, som er vel værdt at tænke paa, om det ikke kunde gaae an at ophjælpe den almindelige Oplysning uden nogen Skade for Norskheden, eller med andre Ord, om vi ikke kunde blive et oplyst og dannet Folk og dog være Nordmænd ligesom før. Vi see dog, at noget sligt lader sig gjøre i andre Lande; thi der er ogsaa andre Folk, som drive paa Oplysning og Forbedringer i sit Land, men de pleie da at give Oplysningen i den Form og det Maal, som tilhører deres eget Land; de pleie hellere at forbedre sine gamle Indretninger end at afskaffe dem og sætte noget fremmedt i Stedet; de pleie idetmindste at give sine nye Indretninger en hjemlig Form og et Navn af deres eget Maal, saa at disse Nyheder ikke svække den fædrelandske Sands, men tvertimod kunne tjene til at styrke og forbedre den. Og noget sligt maatte vel ogsaa være muligt i vort Land; ja man skulde endog troe, at der i dette Land maatte være bedre Adgang til at bevare den gamle Fædreneskik end i mange andre Lande. Dersom vort Land laae omringet af andre store Lande, saa at vi altid bleve paavirkede af mægtige Naboer, saa vilde Sagen være mere vanskelig; men nu er det Tilfældet, at vort Land ligger i en Udkant af Verden, og at vore næste Naboer ikke ere stort mere anseede end vi selv. Dersom vi vare et Folk af blandet Oprindelse, eller hvis vor Slægt havde været sønderskilt ved Folkevandringer og ved Overvældelse af Fiender, saa vilde Sagen ogsaa være vanskelig; men nu er det Tilfældet, at vort Folk udgjør saa godt som en eneste Æt eller Stamme, og at dette er den samme Æt, som først har ryddet og bygget dette Land, og som siden har boet i Landet den hele Tid; dette er noget, som ikke alle Lande kunne rose sig af. Dersom vi endelig vare et Folk uden Historie, et Folk, som havde ingen Minder fra Forfædrene, ingen Adgang til Kundskab om Landets gamle Viis og Maal, da vilde Sagen ogsaa være meget vanskelig; men nu er det Tilfældet, at vi have en meget udførlig Historie fra vore Forfædre og i deres eget Maal; dette er ogsaa noget, som visse andre Lande ikke kunne rose sig af. Vi behøve kun at see paa vore gamle Forfædres Bøger og Breve for at vide, at der var en Tid, da Stormændene vare ligesaa norske som Bønderne, og da man talede lige saa godt Norsk i Oslo og Tunsberg som paa Vossevangen. Og naar man nu veed, at vort Landsfolk hidtil har havt det meste og vigtigste af sine gamle Ættemærker tilbage, saa skulde man dog troe, at der endnu kunde gjøres noget ved Tingen, naar der kun havde været nogen almindelig Sands og Agtelse for de norske Ættemærker. Hvis der var Kyndighed nok og alvorlig Villie til at drive paa Sagen, saa vilde vel Norskheden endnu kunne sættes paa fast Fod, saa at den ikke skulde blive saa ganske let at omstøde.[4]

Nu hører man ofte Tale om, at vort Folk skal være for lidet til at have saa meget for sig selv, og at det ikke gaaer an at afsondre og afstænge sig saaledes fra den øvrige Verden, da vi tvertimod burde lægge Vind paa at holde sammen med andre Folkeslag i den almindelige Fremgang og Dannelse. Denne Tale trænger til nogen Drøftelse; thi den er nok ikke ganske at stole paa. Dersom Dannelsen ikke er en udvortes Tilskabning, men derimod noget, som kun vedkommer Aanden eller Forstanden, da kan der lige saa godt være en Dannelse i en norsk Form som i en dansk eller tydsk, eller med andre Ord: Dannelsen kan voxe og trives ligesaa godt hos os som hos andre Folk, om vi end have nok saa mange Skikke for os selv. Man afsondrer sig ikke fra Verden ved det, at man holder paa sin Landsviis og sit Landsmaal; thi netop det samme gjør den øvrige Verden ogsaa, idet ethvert Folkeslag har sit Maal og sine Sæder for sig selv, saa at det kunde blive vanskeligt nok at vide, hvorhelst den «Verden» eller det Land er, som vi endelig skulde hænge sammen med. Det kan ikke være Danmark, thi dette er en meget liden Deel af Verden. Langt hellere skulde det da være Sverige, da det svenske Folk er meget større end det danske og har desuden mere tilfælles med vort eget Folk baade i sit Maal og i sin Landsskik. Men naar det nu gaaer saa godt an at holde sig adskilt fra Sverige, saa maa det vel ogsaa gaae an at holde sig adskilt fra Danmark, saa meget mere som vi see, at Danmark slet ikke lærer noget af os til Gjengjæld for alt det, som vi lære af Danmark. At vi ere et lidet Folk, kan i visse Tilfælde være en slem Ting, og især hvis vi skulde have ærgjerrige Tanker og tragte efter megen Magt og Anseelse i Verden. Saa længe vi derimod ere fornøiede med vor tilskikkede Deel, og vi for Resten have Fred og Ro, saa er dog ikke vor Stilling saa slem endda; vi have i alle Fald den Vinding at boe i et eenligt Land med naturlige Grændser, med en gammel Historie og et gammelt Tungemaal. Og hvad den almindelige Oplysning og Dannelse vedkommer, er det maaskee endog en Vinding for et Folk, at det ikke er meget stort. Landets Bogmænd eller Skribenter kunne da vistnok ikke have den Ære at skrive for Millioner Læsere, men derimod kunne de have den Fornøielse at skrive for det hele Folk i Landet; thi netop hos et lidet Folk er det let at kjende Folkets Tænkemaade og Tilstand, saa at alle Oplysningsværker des lettere kunne lempes efter Folkets Tarv i det hele. Saa vidt jeg veed, skal det ogsaa netop være de smaa Folkeslag, som udmærke sig ved en almindelig god Folke-Oplysning. Dette skal være Tilfældet i Holland, hvor Maalet vistnok er nærskyldt til det tydske, men dog i lang Tid har været adskilt derfra og dyrket efter Landets eget Brug. Ogsaa Danmark giver et Exempel paa et lidet Folk med en god Almue-Oplysning. Men det mærkeligste Exempel finde vi dog paa Island, altsaa hos et Folk, som er udgaaet fra Norge og har bevaret det gamle Maal saaledes, at det i visse Maader er bedre der end nogensteds her i Landet. Dette Folk er saa lidet i Tal, at det kun udgjør saa meget som et af de mindste Amter i Norge og ikke engang en Tyvendedeel af Norges Folkemængde; og alligevel har det en Mangfoldighed af Bøger i de forskjelligste Kundskaber; blandt andet synes vor gamle Historie at have en langt bedre Skjæbne der i Landet end her hos os; thi medens den her kun findes i dansk Oversættelse hos en og anden formuende Mand, findes den nok paa Island i hver Mands Huus og i det samme Maal, hvori den først var skreven.[5] Dette skulde da vise, at boglig Kunst ogsaa kan trives hos et lidet og fattigt Folk, og især naar der bliver skrevet i et Maal, som virkelig hører Folket til, og som derfor har Folkets Yndest og Kjærlighed for sig.

Endelig faae vi stundom at høre, at denne Tanke om Folkets Ættemærker (eller Nationaliteten) i Grunden kun skal være en Grille eller tom Indbildning, og at det egentlig kan være det samme med hvad Viis og Maal der bruges i Landet, naar bare Folket staaer sig godt og gjør Fremgang i Klogskab og Duelighed. Dersom dette var sandt, saa behøvedes det ikke at spilde Ord eller Umage paa denne Ting; vi kunde da lige saa gjerne tie stille til al den Bedrøvelighed, som vi see omkring os. Men at det ikke er sandt, skulde man næsten slutte deraf, at andre Folk ikke pleie at tænke saaledes; de klogeste og mest anseede Folk pleie derimod at holde fast paa sine gamle Ættemærker og at ansee dem som Landets og Folkets Ære, som man ikke for nogen Priis kan afstaae. Og naar vi nu tage Tingen paa den Maade, som er lettest at forstaae, saa synes dog enhver af os, at det er mere hyggeligt at tale med Kjendinger fra Hjemmet end med fremmede Folk, som hvert Øieblik misforstaae os og forspilde vore bedste Tanker. Ethvert Folk har altid en Mængde af fine Vendinger til at betegne Tankerne med, og disse Vendinger kunne ikke skjønnes af fremmede Folk uden ved en møisommelig Forklaring og kanskee ikke derved heller. Og desuden vide vi, at de mest ophøiede Tanker, de reneste og bedste Rørelser i Menneskets Barm ere netop de, som kræve de simpleste og hjemligste Udtryk for at forstaaes og gjøre Virkning. Heraf følger, at det er vanskeligt at give Folk nogen Lærdom i andet Maal end deres eget, og at det er endnu mere vanskeligt at virke paa Hjertet og vække nogen Rørelse ved en Tale, som savner alle de fædrelandske Vendinger. Den Hygge og Fornøielse, den aandelige Nydelse, som man kunde have af ethvert ypperligt Aandsværk, vil paa saadan Maade for en stor Deel gaae tabt, og dette Tab vil med Tiden og for hele Landets Vedkommende blive saa stort, at det er aldeles uberegneligt. Dernæst veed man ogsaa, at de ægte gamle Ættemærker hos et Folk ere netop et kraftigt og styrkende Baand til at holde Folket sammen og virke til Enighed og et hyggeligt Samliv imellem de forskjellige Stænder eller Klasser i Landet. Dersom den ene Stand vil skille sig ud ifra Folket ved fremmedt Maal og fremmede Sæder, da kan man ikke vente nogen rigtig Enighed længer; hellere kan man da vente at see to Partier, som forfølge hinanden med Spot og Had eller ialfald ikke kunne trives i Selskab med hinanden. Hvis derimod alle Stænder have lige megen Agtelse for Landets rette Skik og Maal, da er der Haab om en god Samvirken til fælles Gavn og Hygge for alle Parter, og tillige er der Haab om, at Landsskikken selv maa blive saaledes forbedret og befæstet, at den kan ansees som en Ære og Prydelse for enhver Stand i Landet. – Endelig er det et Spørgsmaal, om vi slet ikke have nogen Pligt imod vore Forfædres Minde. Det skulde dog være hyggeligt alligevel at gaae frem i samme Stævne som Forfædrene, og egentlig skulde vel den fælles Agtelse for deres Minde være det bekvemmeste Baand til at holde os sammen som et enigt Folk, idet vi alle vare samraadige om at bevare og forbedre det aandelige Arvegods, som de have efterladt os, i Stedet for at kaste det bort som en uduelig Ting. At fornægte vor naturlige Lighed med Forfædrene for ligesom at indbilde Verden, at vi vare komne af bedre Folk: det vilde være Svig imod Fædrenes Minde og kanskee ogsaa imod os selv. At ødelægge alle gamle Mindesmærker, at vrage Fædrenes Maal og gjøre Nar af alle gamle Skikke: det kunde passe for en fremmed Flok, som var indflyttet i den Tanke at styre Landet alene og gjøre Landets Folk til Trælle og Tjenere, som man altid skulde holde i tilbørlig Afstand og aldrig have noget Samlag med. For Landets rette Børn passer saadan Fremfærd sig ikke; for os er det nok baade sømmeligst og nyttigst at vise Fædrenes Minde saa megen Agtelse, at vi følge dem efter i alt det, som godt er, og ikke blues ved at være dem lige i saadanne Ting, som passe lige saa godt til vor Tid som til de forrige Tider.

OM SKIKKENE.

Vi tale her om en Ting, som er deelt i mangfoldige eenlige Stykker, og ved slige Betragtninger er der den Vanskelighed, at Oversynet af Tingene enten kan blive for stort eller for lidet; thi naar man seer paa det hele, vil man lettelig glemme de eenlige Dele, og naar man seer paa Delene, vil man lettelig glemme Oversynet af den hele Samling. Det kunde vist være nyttigt at see noget nøiere paa de enkelte Grene af Landsskikken, men disse Grene ere mange, og det vilde her blive for langt at omtale dem alle; vi faae derfor nøie os med at nævne nogle af de vigtigste Grene og det endda i største Korthed. Den Grundtanke, som vi her maa holde os til, er denne: Naar en Skik er passende nok til alle Tider og ikke til nogen Hinder for vor aandelige Fremgang, da bør den ogsaa holdes vedlige; naar derimod en Skik, som i Grunden kunde være god, er bleven belastet med Misbrug eller Overdrivelse, da bør den renses for de paakomne Udvæxter og føres tilbage til sit rette Lag. Enhver Forandring burde være en virkelig Forbedring, ikke en tankeløs Overgang til en ny Mode, som der ikke er nogen Vinding ved. Og enhver nødvendig ny Indretning burde lempes efter det gamle og i det mindste benævnes saaledes, at den ikke skulde svække den fædrelandske Sands, men hellere om muligt tjene til at opklare og styrke den.

De almindelige Landssager, som kunne bestemmes ved Lov eller Paabud, ville naturligviis nu som før faae adskillige Forandringer, da nemlig Tidernes Tilstand saa ofte medfører, at en gammel Vedtægt maa forbedres, eller en ny Indretning indføres. Herved er nu intet at mærke uden dette, at der stundom viser sig en underlig Lyst til at forkaste visse gamle Indretninger uden nogen synderlig Nødvendighed, og, som det synes, bare fordi de ere gamle. Dernæst er det ogsaa at laste, at visse nye Indretninger, som vedkomme Almuen, ikke ere blevne lempede efter nogen gammel Landsskik eller benævnte saaledes, at Almuen kunde forstaae og kjendes ved dem. Det var, for Exempel, en Nødvendighed for os at bruge samme Vaaben som andre Folk, efterat den nyere Krigskunst var opkommen; det var den Gang maaskee ogsaa nødvendigt at indrette Forsvarsvæsenet paa samme Maade som Franskmændene; men det var vist ikke nødvendigt, at man med det samme skulde indføre den hele Række af franske Navne, som hørte hertil (f. Ex. Corps, Compagnie, Chef o. s. v.), hvilket naturligviis maatte blive en Plage for det hele Folk og især for de arme Soldater, som altid bleve nødte til at kjende og bruge disse underlige Navne. Det var (for at nævne et andet Exempel) engang nødvendigt at lære Bergværks-Driften af Tydskerne, fordi Tydskerne kunde denne Kunst, og vi derimod ikke; men det var ikke derfor nødvendigt at indføre alle de tydske Navne, som hørte til Kunsten (f. Ex. Schicht, Kehrrad, Einfahrer o. s. v.), og siden lade dem blive staaende i alle Love og Forordninger om denne Sag. Og noget saadant kunde ogsaa siges om mange af de Indretninger, som ere indførte i den senere Tid; men dette kommer nærmest ind paa Sproget, og derved er det vanskeligt at gjøre nogen Forbedring, saa længe som det norske Maal ikke er taget i fuldkommen Brug.

I Arbeidsskikkene forestaae vistnok adskillige Forandringer, deels derved at nye Arbeidsmaader og nye Redskaber ville komme i Brug, og deels derved, at visse Arbeider ville overlades til visse Hænder alene, saaledes at ogsaa Bygderne ville faae sine Haandværkere, i Stedet for at hver Mand før har maattet lære alle Arbeider til sit eget Brug. Og herom have vi ikke meget at sige, uden hvad der før er sagt, at slige Forandringer vel kunne gjøres uden nogen Skade for Fædreneskikken, naar man kun gaaer frem med Lempe og i det mindste vedbliver at bruge de gamle Navne paa Tingene, om endog Brugen kunde blive noget forandret. Vistnok bliver der ofte talt og skrevet med slig en oprørende Ringeagt om Forfædrenes Gjerninger i dette Stykke, at man kunde ræddes for, at Folk vilde forledes til at begynde paa en voldsom Omskabelse af alle de hertil hørende Ting; men dermed er det dog kanskee ikke saa farligt, da den gamle Forfaring har lært Folk at lempe sig efter Landets Leilighed og at prøve med det smaae, før man begynder med det store.

I Huusskikken eller Huusholdningen vil vel ogsaa Forandringer foregaae, og paa nogle Steder kan dette vel behøves, da den gamle Viis tildeels er altfor armodslig endog paa saadanne Steder, hvor der dog ikke er nogen egentlig Armod. Herved er da at mærke, at Forandringen ikke burde bestaae i en Sammenskrabelse af Stas og Fjas eller i saadanne Skinforbedringer, hvorved alt bliver «udentil blankt og indentil krankt»; thi dette vilde kun være en Forvanskning af Fædreneskikken. Hellere burde da Forandringen være en virkelig Forbedring i Skikken og gaae ud paa noget, som der var en Vinding i, saasom bedre Huusrum, sundere Værelser, kraftigere Kost, mere passelige Sovesteder, større Reenlighed og mere Bekvemhed og Hyggelighed i alle Ting. Det Formaal, som man her skulde have for Øie, er ikke just at rette sig efter, hvad der bruges i andre Lande, men hellere at opnaae det bedste, som kan passe til vort Land og til Stedets Leilighed; og da nu dette Land er noget forskjelligt fra de andre, som vi have mest Samfærdsel med, saa skulde man vente, at et Slags Norskhed netop maatte komme til Syne i saadanne Skikke som disse. Og noget sligt kan ogsaa siges om Klædeskikken. Denne Viis er rigtignok meget forskjellig i Landet, og det er vanskeligt at vide, hvor gammel den er; det er saaledes ikke let at sige, hvad der er den rette norske Klædeskik; men det kan være os nok at vide, at den bedste Klædningsmaade er den, som passer bedst til Landets Luft og Veirlag og tillige er bekvemmest for Folkets forskjellige Arbeider paa Sø eller Land. Det vilde saaledes være en Daarlighed af Landets Folk at ville efterabe de udenlandske Moder, som ofte kunne være meget ubekvemme for arbeidende Folk og meget upassende for det Veir og Føre, som man kan vente sig i dette Land. For eenlige Mennesker, som opholde sig hos fremmede Folk, kan det ofte blive nødvendigt at følge den fremmede Viis, for at de ikke skulde holdes for Nar, som saa ofte skeer; men at hele Bygder og Landskaber skulle paatage sig en ny Ham i Stedet for den gamle, som kanskee var meget bedre: det er noget, som slet ikke er nødvendigt.

Endelig maa vi ogsaa tænke noget paa Selskabsskikkene eller Levemaaden i Samkvem og Omgang med flere Folk. Disse Sæder have ogsaa nogen Betydning, baade fordi de strække sig vidt ud over Landet og saaledes ere lige paa mange Steder, og tillige derfor, at de efter al Rimelighed ere meget gamle, saa at de paa en Maade kunde ansees som et Tegn paa Forfædrenes Tænkemaade eller Tilbøielighed. Der er saaledes god Grund til at holde dem vedlige, men det vil ogsaa være nødvendigt at paasee, at de ikke skulle forvanskes ved Overdrivelse. Det er nemlig Tilfældet med nogle af disse Skikke, især med Gjæstebudsskikkene, at de let kunne forvanskes og drives for vidt, især naar Folk ville kappes med hverandre, og den ene søger at overgaae den anden. Det er, for Exempel, en vakker Skik at lade kommende Folk faae noget til at æde og drikke, især naar de have faret en lang Vei; men det er ikke velgjort at tvinge Folk til at æde mere, end de have godt af, og det er slet ikke vakkert, at Folk skulle drikke sig fulde, for hver Gang de komme sammen. Det er vakkert nok, at Folk, som sjelden samles, ville være længe sammen og holde sig lystige med hverandre; men det er ikke nyttigt, at et Gjæstebud skal vare en heel Uge, og at man i denne Uge skal ødelægge saa meget, som man kunde leve af i mange Uger.

Det er en vakker Skik, som vi kalde Dugnad[6], at Naboer og Grandfolk skifteviis komme til hinanden, for at hjælpes ad med et stort Arbeide, og derefter faae en Forfriskning med Mad og Drikke; men det er daarligt, at denne Forfriskning skal gjøres til et Drikkelag, saa at Vindingen af Arbeidet gaaer bort i Tidsspilde og Overdaadighed. I slige Ting bør man da forbedre Skikken ved at føre den tilbage fra Umaadeligheden til det rette og passende Maal. Der er mange saadanne Skikke, som kunne tjene til et opfriskende Selskabsliv og en sømmelig Fornøielse; de ere saaledes i Grunden uskyldige, og det vilde være ilde at lægge dem af; men det kommer da ogsaa an paa at holde dem frie for saadanne Misbrug, som gjøre Skikken forhadt og paaføre den et Vanrygte, som den ikke fortjener.

Førend vi nu gaae over til at omtale det vigtigste Ættemærke, nemlig Tungemaalet, burde vi først nævne en Ting, som hører hertil, og som der stundom tales meget om, nemlig det indvortes Ætte-Lag eller Folkets særegne Sindelag og Tilbøielighed, altsaa den saakaldte «National-Charakteer». Men dette er en meget vanskelig Ting at faae Tag paa. Hvor vanskelig den er at bedømme, kan skjønnes deraf, at nogle sige, at vi ere et meget spagfærdigt og alvorligt Folk, endog med Hang til Tungsindighed, medens andre derimod sige, at vi ere et meget lystigt, ja endog yderlig letsindigt Folk. Det seer saaledes ud til, at der findes noget af begge Slag i Landet, og at vi i dette Stykke ikke ere saa meget forskjellige fra andre Folkeslag. Men hvorledes det nu end er, saa er det en Ting, som man ikke lettelig kan gjøre noget ved, og saaledes kunde vi lade den Sag fare. Imidlertid kunde der være visse Yttringer af dette Folkesind, som her skulde komme i Betragtning, og især hvis disse Yttringer skulde være saa slemme, som vi stundom høre. Iblandt andet bliver der talt noget forfærdelig meget om et Slags Døsighed eller «Dorskhed» og «Træghed» (som de kalde det), som skal være saa almindelig her i Landet. Imidlertid troe vi, at dette ikke er saa almindeligt alligevel. Vistnok findes her en Deel dovne og ligegyldige Kropper, og det samme findes vel ogsaa i andre Lande; men saa findes der ogsaa en god Deel kvikke og nemme Folk og rigtigt gode Mands-Emner, som vistnok ere skikkede til nyttige Ting, om de end ikke strax kunne skikke sig i uvante og ubekjendte Ting. En vis Langsomhed og Seenfærdighed er maaskee noget almindelig her i Landet, men dette mærker man ikke noget synderligt til, uden paa de Steder, hvor mange Ting skulle afgjøres i en Hast, og der pleie da Folk at vænne sig til en anden Skik. Det vilde heller ikke være nogen særdeles Dyd, at Folk skulde vænne sig til at haste og buldre, naar ingen Ting staaer paa, eller at tale som man kommanderede en Brandvagt, og vilde have Svaret færdigt, førend Spørgsmaalet er kommet ud af Munden. Hos Folk, som boe adspredt og sjelden komme sammen, er det slet ikke underligt, at de have en Tilbøielighed til at give sig Tid med sine Ærinder og tale længe om lidet; og om nu en slig Omgangsmaade ikke passer sig paa et Posthuus eller i en Krambod, saa kan den dog passe sig paa andre Steder, hvor man har lidet at tale om og faa Folk at tale med.

OM TUNGEMAALET.

Af alle de gamle nedarvede Sædvaner bliver imidlertid Tungemaalet den allervigtigste, og lykkeligviis er denne Arveskik ogsaa den uskyldigste, da den ikke indeholder noget, som kan føre til Fordærvelse eller være til Hinder for Folkets Fremgang. Intet af alle de gamle Ættemærker har en saa mangfoldig Brug og Betydning som Tungemaalet, og intet staaer heller i en saa inderlig Sammenhæng med alle andre Landsskikke som dette. Det er desuden det tydeligste og tryggeste Ættemærke for et Folk; det er noget, som man kan forklare og beskrive; det har sine visse bestemte Former, saa at vi deraf oftest kunne vide, hvad der hører os til, og hvad der hører andre til. Og hertil kommer, at det ogsaa er det ældste og varigste Ættemærke; det er det, som bedst kan holde sig vedlige i Ætten gjennem alle Tiders Omskiftelser. Om alle de øvrige Skikke bleve forandrede, saa kunde Maalet endda i alt det vigtigste blive staaende, og dette vilde allerede være nok til at betegne et Folkeslag og udmærke det fra alle andre Folk. Saa længe som vi tale ægte norsk, saa kunne vi frit kalde os ægte Nordmænd og rette Børn af de gamle Nordmænd, om vi end ikke følge alle deres Skikke i andre Maader. Hvis vi derimod aflægge det norske Maal, da vil vort Nordmands-Navn kun have saare lidet at betyde, og da kunne vi ikke længere tale om vore gamle Forfædre uden med Skam og Blusel; thi vor Lighed med dem vil da blive saa liden, at Verden vil troe, at vi ere en indflyttet Folkeslægt og ikke de rette Efterkommere af de gamle Nordmænd.

Men her maa vi først have en Afgjørelse af, hvad der nu er det rette norske Maal; thi det vilde være ilde, om Folk skulde have urette Tanker om denne Sag. For det første maa vi da vide, at Norsk ikke er det Maal, som vi nu sædvanlig læse og skrive, og som, for Exempel, dette Stykke her er skrevet i; thi dette Maal er Dansk; det er altsaa et Maal, som tilhører et andet Land, og som er meget anderledes end det gamle Maal i Norge. Vistnok er herved at mærke, at Norsk og Dansk have fra gammel Tid havt meget tilfælles, saa at mange Ord ere lige i begge Maal eller ogsaa næsten lige[7]; det er saaledes meget i Dansken, som ogsaa er norsk; ja det hænder endog stundom, at vi i den danske Skrift finde Ord, som ogsaa have været norske, men som nu ere gaaede af Brug i Dagligtalen her i Landet. Men dette samme er ogsaa Tilfældet i Svensken, og i Grunden er der en meget større Lighed imellem Svensk og Norsk, saa at det vilde falde os meget lettere at læse det Svenske, naar vi vare lige saa meget vante til dette som til det Danske. Men nu vide vi, at vort Folk har fra gammel Tid havt et Maal for sig selv; og dette Maal fremviser sig nu for os i to Former, en ældre og en nyere. Den første Form er den, som vi finde i vore gamle Skrifter, som ere tilkomne førend Foreningen med Danmark og især i det trettende og fjortende Aarhundrede; dette er altsaa det gamle Norske. Den anden Form er den, som endnu bruges som Omgangsmaal hos vor Almue, især i det indre af Landet, og som overalt viser sig som en lidt forandret Form af det gamle Maal; dette er altsaa det nyere Norske. Imellem det gamle og det nyere Maal findes en lignende Forskjel, som man ogsaa finder i visse andre Lande, nemlig at det nyere Maal har beholdt de gamle Ord med de nødvendigste Bøiningsformer, men derimod afkastet de øvrige Ordformer og Endelser, som vare mindre nødvendige, og som det gamle Maal havde en stor Mængde af. I det nyere Maal finde vi ogsaa en indre Forskjellighed, da nemlig Formerne have dannet sig noget anderledes i det ene Bygdemaal end i det andet; imidlertid er denne Forskjel i Grunden ikke saa stor, som den synes at være, da nemlig de vigtigste og nødvendigste Dele af Sproget alligevel ere nogenlunde lige paa de fleste Steder. I Nærheden af Byerne er Maalet rigtignok noget afvigende fra den gamle Form, fordi det har nærmet sig mere til Dansken; men i den indre og største Deel af Landet er Formen derimod tydelig og afgjort norsk, og især kunne Bygdemaalene i Fjeldbygderne og i Bergens Stift siges at staae meget nær ved det gamle Norske; disse Bygdemaal ere derfor nu at ansee som de bedste. Naar der nu skulde blive Spørgsmaal om et Bogmaal (Skriftsprog), som med Sandhed kunde kaldes norsk, da har man at vælge enten det gamle Norske eller ogsaa en Middelform af de nuværende bedste Bygdemaal. At optage det gamle Maal enten efter vore gamle Skrifter eller efter den Form, som bruges paa Island, vilde vistnok endnu have gode Grunde for sig; men alligevel vilde dette blive meget møisomt og tungført paa Grund af de føromtalte mangfoldige Ordformer, som for en stor Deel ere gangne af Brug, og som derfor nu maatte læres af Bogen ved en langvarig Øvelse. Det vilde derfor blive meget bekvemmere at optage en Middelform af de bedste Bygdemaal, saaledes at man i Hovedsagen overalt havde det gamle Maal til Mønster.[8] Men enten man nu vil tænke paa nogen Skrift eller ikke, saa er det ialfald vist, at den ægte norske Talebrug ikke er den, som nu er i Moden i vore Byer og i Nærheden deromkring, men derimod den, som findes hos Almuen i Bygderne, især i Midten af Landet.

Saa sandt som nu dette er, og saa klarlig som det bevises af ethvert Blad af vore gamle Skrifter, saa finder man dog nu overalt, at Folk ere uvillige til at tilstaae eller vedkjende sig de nødvendige Følger af denne Sandhed. Vistnok sige nogle, at alt dette kan være altfor sandt, og at vi paa denne Maade have lidt et stort Tab; men saa hedder det ogsaa, at vi nu have vundet saa meget andet godt i Stedet for det tabte, at vi gjerne kunde slaae os til Ro og lade Tilstanden være, som den er. De glemme da, at vi kunde have vundet det samme gode og meget mere til, om denne Tilstand havde været anderledes. Andre derimod mene, at der ikke kan være noget synderligt Tab ved at undvære dette Maal; det var ikke skikket til at følge med det Opsving, som Oplysningen nu har taget; det var ikke vakkert og værdigt nok til Udtryk for de ophøiede Tanker, som en oplyst Aand maa omgaaes med, sige de. De glemme da, at det netop er den høiere Brug og Dyrkning, som skal forfremme et Maal saaledes, at det bliver skikket til at følge med i al mulig Oplysning, og at det norske Maal kunde være lige saa tjenligt som ethvert andet til saadan Brug og Dyrkning. Saaledes kan det da hænde, at mange nu ville gjerne kaldes Nordmænd og maaskee ansee dette som en Ære, men derimod ikke kunne taale at høre det norske Maal i sit Huus eller i sine Selskaber. Hvorledes det nu kan være en Ære at være Nordmand og en Skam at tale Norsk, det skulde være vanskeligt at forstaae, naar man ikke fra andre Kanter vidste, hvor megen Magt en falsk Indbildning kan faae, naar den bliver bestyrket ved flere samvirkende Omstændigheder. Dersom det norske Maal var i Moden hos Stormandskabet i Landet, dersom man havde sine Bøger og Aviser i dette Maal og var vant til at bruge det i sine Forretnings-Sager, da skulde vi høre en ganske anden Tale om dette Maal; da skulde det kanskee være anseet som Landets Pryd og Ære, som man for ingen Verdens Priis vilde lade sig fratage. Nu er det derimod Tilfældet, at dette Maal er kun i Brug hos en fattig Almue, og dette er nok til at gjøre Tingen usmagelig. Det har nemlig været en gammel Vane hos en stor Deel anseede Talere og Skribenter at tale med Ringeagt om alt det, som tilhører Almuen eller Bondestanden; alt hvad som kom fra den Kant, skulde være «raat» og «plumpt», saa at det ikke kunde bruges af dannede Folk; noget godt og tækkeligt, noget stort og ophøiet skulde aldrig kunne ventes fra denne Side. Dette troer man paa, og derefter skikker man sig. Derfor ere Folk saa rædde for, at hvis de nu skulde tale Norsk, saa vilde de ansees som udannede, som Folk af ringe Stand, som ikke havde lært Folkeskik. Og vistnok kan Tingen have sin Uleilighed, saa længe der ere saa faa, som baade have virkelig Dannelse og tillige bruge det norske Maal; hvis derimod disse Folk bleve mange, saa vilde Tingen faae et andet Udseende. Det har hændt i forrige Tider, at visse Folkeslag, som vare lidet bekjendte og lidet agtede, have forstaaet at ophøie sit Maal til en saadan Anseelse, at ogsaa deres stolteste Nabofolk bleve nødte til at lægge Mærke til det. Og hvem veed, om ikke noget sligt kunde endnu hænde? Man skulde derfor ikke tale for høit om denne «Plumphed» ved Bondemaalet; thi det kunde maaskee hænde sig, at Efterkommerne engang vilde gjøre Nar af den hele Tale. Der kan komme den Dag, da man vil undre sig lige saa meget over denne Tids Fordomme, som man i denne Tid undrer sig over forrige Tiders Fordomme.

Det kan ikke være nogen rigtig Folkeskik, at det ene Folkeslag skal gaae ind til det andet og sige: «Kjære, lad os faae laane dit Maal; thi det, som vi have selv, er noget usselt Kram, som vi ikke kunne bruge». Om det endog var sandt, at det norske Maal var saa daarligt, som nogle sige, saa maatte vi dog ville kjendes ved det alligevel, fordi at netop dette og intet andet er vort eget, og hvad som ret er, det faaer vi lade staae, enten det tækkes os vel eller ilde. Men nu er det ikke sandt, at vort Maal er værre end andre. Sprogkyndige Folk sætte megen Priis paa det gamle Norske og give det en meget høi Rang i Sprogenes Række; og nu vilde det nyere Maal i sin fuldkomneste Form være næsten lige saa godt og ikke meget ringere end det gamle. Det er ialfald lige saa rigt som Dansken, og især naar man fraregner den store Slump, som Dansken har taget af Tydsken og andre Sprog; dette er rigtignok laant Gods, men hvis nu vi vilde bruge det samme Laan, saa havde vi strax den samme Rigdom; thi paa den Maade kan endog det fattigste Bygdemaal gjøres til et saa rigt Sprog, som nogen vil ønske sig. Og hvad nu Fagerheden vedkommer, da tænke vi, at Norsken ikke vil tabe for Dansken i dette Stykke; lad saa være, at et og andet Ord kunde see nettere ud i Dansken, saa er der dog en stor Mængde Ord, som vistnok ere vel saa vakre i Norsken, f. Ex. Øy, Høy, Støyt, støypa, skaut, auka, Eik, veit, leikande, seinare, einaste. (Paa Dansk: Ø, Hø, Stød, støbe, skød, øge, Eeg, veed, legende, senere, eneste). Vi troe ogsaa, at man kan give lige saa gode Udtryk af Velvillie og Høflighed i Norsk som i Dansk, og vi synes ogsaa at have hørt Exempler nok derpaa. Og naar vi ret betænke os, saa kunne vi heller ikke finde noget uværdigt eller vanhelligt ved at bruge vort eget Maal, saavel i høitidelig Tale og gudelige Betragtninger som i anden Tale; thi saa snart man sætter Vanen og Indbildningen tilside, saa maa man dog tilstaae, at en Tanke er lige værdig og hellig, enten det siges i det ene eller det andet Maal. En høitidelig Tale i Norsk kunde kanskee synes lidt underlig den første Gang, da man hørte den eller saae den paa Prent; men saa snart man blev vant dertil, vilde man ikke undres længere derpaa. Naar man nu tænker, at et Bibelsprog skulde tabe sin Kraft og Værdighed ved at siges paa Norsk, da kan det ikke være andet end en Indbildning, som grunder sig paa Vanen og paa en indprentet Ringeagt for Landets Maal; thi det skulde dog ellers være baade vakkrest og nyttigst, at Bibelen blev oversat «paa hvert Lands Maal til hver Mands Brug og Bedste», ligesom det ogsaa vilde være den største Ære for Lærdommen selv, at den blev forkyndt i alle Tungemaal for alle Folk og Slægter; det skulde da langt hellere synes uværdigt, at Bibelen endnu ikke er oversat paa Norsk, uagtet vore gamle Forfædre dog have gjort en Begyndelse dertil, og Islændingerne have allerede fra det lutherske Kirkeskifte havt den hele Bibel paa sit eget Maal. Naar man endvidere tænker, at en Kirkesang eller en Bøn skulde blive vanhelliget ved at opsættes paa Norsk, da synes mig dog, at denne Tanke selv er mere vanhellig; thi det seer da ud til, at man her forestiller sig Sagen ligedan som de Folk, som skulle henvende sig til en fremmed Herremand, og som ved denne Leilighed ville tale i et Maal, som de ikke ere vante til, for at den fremmede Herremand skal forstaae dem bedre og fatte gode Tanker om deres Forstand og Kundskab. Dette skulde da ikke behøves, naar man taler til En, som forstaaer alle Maal, og som desuden forstaaer Tankerne, enten de komme til Ord eller ikke. Hellere skulde man da tænke, at det var rettere at bede i sit eget Maal, saa meget mere som Bønnen da kunde være et sandere Udtryk af Hjertets Tanker og derfor des mere alvorlig og inderlig. – Vistnok er herved at mærke, at man i Bøn og gudelig Tale altid burde bruge de bedste Ord, som man kunde; thi det gjælder om Norsken som om andre Maal, at ikke alle Ord ere lige gode eller lige værdige; der er altid noget, som ikke passer til en høitidelig Tale, om det end kan være godt nok for Dagligtalen. Men deraf følger aldeles ikke, at alt hvad vi bruge i Dagligtalen, skulde være upassende til høitideligt Brug, eller at man i aandelige Sager skulde bruge et Maal, som ikke brugtes til noget andet. Dersom dette var sandt, da maatte man for længe siden have udelukket de mange Ord, som ere lige i Dansk og Norsk, f. Ex. Himmel, Jord, Dag, Tid, Liv, Sorg o. s. v. Thi alle slige Ord bruges jo daglig her i Landet baade i Spøg og Skjemt og til mange Slags Brug, som ikke er hellig; og dog høre vi aldrig, at Ordene ansees som vanhellige for den Sags Skyld.[9]

Naar vi saaledes tænke nøie efter Tingene, saa kunne vi ikke komme til anden Slutning, end at det norske Maal kunde godt lade sig forlige saavel med den høieste Oplysning som med den alvorligste Behandling af de aandelige Sager. Og hvis vi skulde trænge til en større Bestyrkelse i denne Tro, saa kunne vi see os lidt omkring i Verden og høre efter, hvorledes det staaer til hos «dannede Folk» i andre Lande. Dersom Dansk var det eneste Maal, som kunde bruges i vigtige Sager, da maatte jo al Verden lære Dansk; det kunde da ikke være Nordmændene alene, som havde denne Byrde paa sig. Nu er der andre Folkeslag, som er meget større og mere anseede i Verden end det danske; fornemmelig have Tydskerne, Engelskmændene og Franskmændene en stor Overvægt i Tal og Anseelse; og disse Folk have nu i lang Tid netop været et Slags Foregangsmænd i Oplysning og Dannelse. Naar man nu endelig skal følge med andre Folk eller have andre med sig, da er det bedst at have saa mange som muligt med sig. Tydskerne staae os rigtignok ikke saa nær som Danskerne, men de have dog et vist Frændskab med os alligevel, og saaledes træffer det sig, at der i deres Maal findes adskillige Ord, som have mere Lighed med de norske end de danske, saasom: Auge, Bein, Gras, heim, leid, las (Dansk læste), blies (D. blæste) og flere. Naar det nu gaaer an for Tydskerne at bruge slige Ord baade i Bibelen og andre Bøger, saa maatte det ogsaa gaae an i norske Bøger at bruge slige Ord som Auga, Gras, heim o.s.v.; og da kunde man ogsaa have den Trøst, at der var over 30 Millioner Folk, som brugte disse samme Ord. Og saa er der et Folkeslag, som vi endnu skulle lægge Mærke til, nemlig Svenskerne, som ere vore allernærmeste Naboer. De udgjøre et meget større Folketal end Danskerne, og de ansees for at have ligesaa megen Dannelse som andre Folk. Men nu er det netop Tilfældet, at Svenskerne bruge en heel Mængde Ord, som ligne mere de norske end de danske, f. Ex. fram, djup, sjuk, et gagn, en aaker o. s. v.[10] Og slige Ord bruges da naturligviis baade i Bibelen og Lovene, i Bønner og Psalmer, i Breve og Kundgjørelser, hos fornemme Folk saavelsom hos Bønder; og der er meget mere fornemt Folk i Sverige end i Norge. Der er saaledes nok af de Tilfælde, hvori vi just ikke staae alene med vore Ord, men tvertimod have en ganske anseelig Folkemængde med os.

Endnu ville nogle sige, at alt dette hjælper intet, da den Tilstand, som nu er, har allerede varet saa længe og sat sig saa fast paa alle Sider, at der ikke længere kan gjøres noget ved den. De ville tale om en «historisk Nødvendighed», en hævdet Ret, en gjort Gjerning, som ikke kan vendes. Det Norske har nu saa meget imod sig, at det ikke længere kan komme til nogen Velmagt, ville de sige. Men saaledes pleie duelige Folk ikke at tænke i andre Tilfælde; naar de see, at der er overgaaet dem en stor Uret eller en stor Skam, da pleie de først at see efter, om der ikke skulde være nogen Udvei til, at de selv kunde rette paa sin Skade og opreise sine faldne Sager paa en sømmelig Maade. Og her skulde vi troe, at der maa findes en Udvei til en ærefuld Opreisning, naar vi kun selv for Alvor ville søge den. Lykkeligviis er Fædrenemaalet ikke af det Slags Arv, som man strax mister, naar man til en vis Tid har forsømt at paatale sin Ret; det er heller ikke af det Slags Eiendom, som kan komme saaledes under fremmede Hænder, at man ikke kan tage den tilbage uden anden Mands Skade. Den gamle Arv er endnu til; de rette Arvinger ere ogsaa til, og de have det i sin Magt at tage Arven i fuld Brug og sætte den i fuldkommen Stand, uden at nogen har Ret til at forhindre det. Vistnok vilde det kræve nogen Tid og koste nogen Umage at sætte denne Arv i fuldkommen Stand; men dersom Sagen blev dreven med Forstand, saa kunde man dog vente meget af Tiden alligevel. Ialfald har vor Tid den Fordeel, at der nu findes en bedre Kundskab om Sagens rette Sammenhæng end i forrige Tider, da man ikke kunde læse gammel Norsk og ikke heller havde nogen klar Tanke om Sammenhængen imellem de nyere Maal. Naar nu denne Kundskab bliver mere og mere almindelig, saa vil ogsaa vort norske Maal vinde mere Anseelse, og da vil rimeligviis den Tanke at reise dette Maal til en større Værdighed, end det hidtil har havt, ikke længere synes saa underlig som før; thi Sandheden pleier dog altid at have den Kraft, at den efterhaanden drager Folk alt mere og mere til sig, om de end i Førstningen vare noget modvillige. Derfor troe vi, at det norske Maal ikke længere vil være saa forladt af alle oplyste og vellærde Folk, som det før har været; og derfor troe vi ogsaa, at det baade vil holde sig vedlige og komme til en større Opreisning.

SLUTNING.

Efter disse Betragtninger over Dannelsen paa den ene Side og Norskheden paa den anden Side, komme vi her tilbage til det, som før er sagt, at vort Folk vistnok kan gjøre al ønskelig Fremgang i Oplysning eller Dannelse, uden at det derfor behøver at aflægge alle sine gamle Sæder og sit gamle Maal, da disse Ting slet ikke staae saaledes imod hinanden, at det ene netop skulde fortrænge det andet. Man kan gjerne være meget oplyst for det, om man boer i en Røgstue, sover paa Halm og sidder paa en Bænk, «æder Grød og Sild» og gaaer i hjemmevirkede Klæder. Og paa den anden Side kan man være meget udannet og uvidende, om man boer i et staseligt Huus og klæder sig efter de nyeste Mode-Tegninger fra Staden Paris udi Frankrige. Man kan være saa dannet, som nogen vil ønske sig, og dog tale Sognemaal eller Hardangermaal; og man kan gjerne være meget udannet og dog tale den fineste Dansk. Endvidere kan det godt gaae an at boe i et pynteligt Huus og gaae i fine Klæder og alligevel tale ægte Norsk (f. Ex. Vossemaal); thi hvis det var sandt, som vi stundom høre, at det ikke skulde være passeligt at tale Norsk, naar man gaaer i Kjole, da vilde det være slemt for Folk i andre Lande, f. Ex. Svenskerne, som nok ogsaa gaae i Kjole og dog tale sit Lands Maal. Overalt vil man ved nærmere Eftertanke finde mange slige Indbildninger, som grunde sig derpaa, at man er vant til en Tilstand, som ikke er den rette; og disse Indbildninger maa man da modvirke, fordi de ere til Hinder baade for Dannelsen og for Norskheden. Hvis det var sandt, at fremmed Viis og fremmed Maal skulde være Mærke paa Dannelse, da maatte vore Byfolk være meget dannede Folk, og de Bondefolk, som boe næst ved Byerne, maatte være mere dannede end alt det øvrige Landsfolk. Men alligevel hænder det dog ofte, naar man kommer til andre Landsfolk med gammeldags Viis (f. Ex. i Fjeldbygderne), at man netop der synes at finde bedre Tegn paa virkelig Dannelse, saasom en større Artighed og Velvillie, en bedre Sands for Kundskab, og især en større Tænksomhed og Agtsomhed for alle videværdige Ting.

Det vilde saaledes være baade til Gavn og Ære for vort Land, om man kunde mage det saa, at Oplysningen kunde blive til Hjælp og Forfremmelse for Landets Maal og Landets Sæder, og at man engang kunde komme til en rigtig Tanke om Dannelse i en norsk Form. At der er en og anden Skik, som kan forbedres, og at dette kan skee uden Skade for Norskheden, saalænge som man ikke gaaer videre, end som nødvendigt er, have vi allerede omtalt, og tænksomme Folk ville lettelig udfinde de Tilfælde, hvor saadan Forandring behøves. Hvad Tungemaalet derimod vedkommer, vil det for de fleste være vanskeligere at vide, hvad der i visse Tilfælde er det rette, da dertil udkræves nogen Kundskab, saa at dette maatte nærmest blive en Sag for Skolerne og Ungdommens Lærere. Imidlertid ere dog Bygdemaalene saa gode i en meget stor Deel af Landet, f. Ex. i alle Fjeldbygder, at Folk paa disse Steder overalt ere meget nær ved den gamle og rette Form, og derfor gjøre de naturligviis rettest i at holde paa det, som de have. Paa andre Steder og især ved Byerne er Maalet vistnok mere forvansket; men ogsaa her vilde man gjøre vel i at passe paa, at Forvanskningen ikke blev større, end den er; thi endnu er der dog i de fleste Bygder et godt Forraad af det ægte Norske tilbage, og dette Forraad kunde godt holdes vedlige, naar man kun lod det være i Fred og ikke var saa flittig til at aflægge alt det, som ikke bruges hos fremmede Folk, eller som ikke passer til Skriften (det vil sige til den danske Skrift). For det første vilde det overalt være godt, om de, som kunne det norske Maal, vilde bruge det i al sin Tale til hverandre indbyrdes, og om de, som ikke kunne det, vilde idetmindste tillade andre at bruge det. Om det end ikke gaaer an i dette Aar eller til næste Aar at bruge det fuldkomne norske Maal i skriftlige Forretninger, saa kan det dog gaae an at bruge det i mundtlige Forretninger, og hvis denne Brug blev mere almindelig, vilde dette allerede være en stor Vinding. Men til en fuldkommen Opreisning af Landets Maal behøves der endnu noget mere, nemlig en saadan Indretning, at man kunde læse det paa Prent og lære det i Skolerne ligesom andre Maal. Der behøves nemlig en Opklaring af, hvad der er ægte Norsk, og en Rettesnor i de Tilfælde, hvor Bygdemaalene ere ulige, og hertil maatte man have en regelbunden skriftlig Form eller et Bogmaal for Landet i det hele; thi at skrive i ethvert Bygdemaal duer ikke, da man derved fik mange Former i Stedet for een, saa at ingen kunde vide, hvad som var det retteste. Det vilde saaledes være den største Hjælp for Sagen, om kyndige Mænd vilde begynde at skrive Bøger, f. Ex. Fortællinger og slige lettere Sager, i en saadan fuldkommen norsk Form, som de da alle maatte være enige om at følge. Herved vilde man for det første opnaae, at Folket vænnedes til at see og læse dette Maal, og denne Tilvænnelse vilde virke meget til Sagens videre Fremme.

For Resten var det ikke mit Formaal her at paavise, hvorledes en saadan Sag skulde drives, da dette her vilde blive alt for langt. Formaalet for dette Stykke var at vise, at Norskheden ikke er til Hinder for den rette Dannelse, og saaledes at modvirke en vildfarende Forestilling, som stundom synes at true med at ville udslette ethvert Spor af Norskhed i dette Land. Herved maatte det særlig paavises, at det norske Maal netop er den allervigtigste Deel af Norskheden, eftersom Tungemaalet har en saa stor Overvægt over alle de øvrige Landsskikke, at disse ligesom skjule sig og komme bort, naar de sættes ved Siden af det. Og herpaa maatte der lægges en særdeles Vægt af den simple Grund, at den dyreste Eiendom er den, som man bedst maa bevare; thi dersom det allervigtigste af vore Ættemærker skulde blive udskjæmt og bortkastet, da vilde det øvrige, som vi endnu havde tilbage, blive saa lidet, at det kanskee ikke var Umagen værdt at tale om nogen Norskhed længere. Dette er en Sag, som vedkommer det hele Folk i Landet, og som derfor burde saaledes oplyses og forklares, at alle tænksomme Læsere kunde faae Veiledning til at gjøre sig en rigtig Forestilling om Tingen. Sandheden bør være bekjendt, og Folket bør vide hvad ret er, saavel i denne Sag som i andre. Og allermest skulde dette behøves paa denne Tid, da der skeer saa mange Forandringer, da der indføres saa mange nye Virke-Midler, og da der ellers er saa meget, som driver Folket til at søge en større Oplysning og Kundskab, end det hidtil har havt. Det er ilde nok, at denne tilvoxende Oplysning har hidtil medført saa meget, som var til Fortrængsel for Landets Maal og Fædrenes Sæder, i Stedet for at Oplysningen selv skulde netop styrke, forfremme og forbedre baade Maalet og Sæderne. Men man bør dog have et Haab om, at den tilvoxende Oplysning ogsaa skal virke i en anden Stævne ved at aabne Folkets Øine for den Vinding, som det vilde have, naar dets herligste Fædrene-Arv blev agtet og skjøttet, som den burde, og at altsaa Oplysningen selv skal gjøre Folket villigt til at give sit Samtykke til en saadan Forandring, som vilde være til Ære for Folket selv, til Hæder for Fædrenes Minde og til Gavn for alle de kommende Slægter.

  1. En lignende Tanke udtrykkes ved et Par andre fremmede Ord, nemlig «civiliseret» og «Civilisation», som bruges, naar man taler om Folket i et heelt Land eller Rige. Civiliserede Folk ere de, som ere vante til at skikke sig i et «borgerligt Samfund», og som altsaa have Agtelse for Lov og Ret, for gode Indretninger og et hyggeligt Samliv.
  2. Den høiere Kundskab og Skjønsomhed bliver ogsaa ofte kaldet «Intelligents» (efter Latinen). Ellers betyder dette egentlig Forstand, og dernæst Kundskab. Deraf «Intelligentsblad» om en Avis med almindelige Kundgjørelser, altsaa et Kundskabs-Blad.
  3. Det norske «Lyd» betyder Familie og er forskjelligt fra det danske Lyd, som her hedder Ljod. Ellers har vort gamle Sprog et meget bekvemmere Navn paa en Nation, nemlig en «Tjod» (egentlig Thjod), som atter bør tages i Brug i det norske Maal. Deraf kan man med Lethed danne andre hertil hørende Ord, saasom: tjodleg (national), Tjodskap (Nationalitet), Tjodlynde (National-Charakteer). Vil man sige, at slige Ord ere uforstaaelige, da svares hertil, at de ikke ere værre end de fremmede Ord, som altid maa forklares, førend de kunne tages i Brug, og som alligevel indføres fortvæk uden nogen Modvillie. f. Ex. Jernbanetrain, Chaussee, Drainrør, Guano o. s. v.
  4. For kun at tage een Ting til Exempel, skulle vi her nævne Stedsnavne og Mandsnavne. I andre Lande have slige Navne en Form, som passer til Landets gamle Maal, saa at man let kan see, om et Navn er tydsk eller engelsk eller hvad det nu kan være. Men hvor staaer det til med slige Navne hos os? Det er forargeligt at læse, at f. Ex. det gamle Nautøy «hedder nu Nødø», at Eikarøy «hedder nu Egerø», at Straumen hedder Strømmen o. s. v. Det er heller ikke fornøieligt at see, at vore Mandsnavne altid skulle have en fremmed Form (f. Ex. Gunder, Stener, Svend), og at norske Ættenavne skulle skrives saaledes, at de see ud som tydske eller i det mindste som danske.
  5. Der er et stort Værk, som indeholder Norges gamle Historie i en meget udførlig Fremstilling, skreven i den ældre Tid og i det gamle Maal; dette Værk, som udgjør flere Bind, blev for nogle Aar siden udgivet under Titel af «Fornmanna-Søgur». Af Listen over Forkjøberne eller Subskribenterne paa denne Udgave see vi, at der havde tegnet sig 90 Kjøbere i Norge, men 769 paa Island, og af dette Tal var 330 Bønder eller Jordbrugere, 63 Tjenestedrenge og 62 andre Gutter eller Ungkarle, foruden en Mængde af simple Bestillingsmænd, som vist ikke vare rigere end en Bonde paa en maadelig Gaard i Norge.
  6. Hedder paa nogle Steder: Duna, Dona, Duning og Domning. Den bedste Form er Dugnad, af «duga», dvs. hjælpe.
  7. Den lange Tilvænnelse til Dansken har imidlertid gjort, at denne Lighed nu synes at være større, end den virkelig er, og at mange derfor troe, at Norsk og Dansk ere samme Maal, saa at der ikke nu skulde være noget andet at gjøre end at optage de bedste norske Ord i Dansken. Men her vil Forskjellen imellem begge Maal snart vise sig deri, at de norske Ord for en stor Deel passe saa ilde til den danske Form, at de der blive ganske stødende eller utækkelige. Optagelsen af norske Ord vil altsaa ikke kunne drives saa vidt, at den kan være til nogen stor Hjælp. Og om man end kunde optage nok saa mange norske Ord, saa maa dog Maalet kaldes Dansk alligevel, saa længe som Grundlaget og Formen i det hele er dansk.
  8. En saadan Mønsterform maa man nødvendigviis have for Øie for hver Gang der spørges om den rette Form for et Ord, som er anderledes i det ene Bygdemaal end i det andet. Naar vi f. Ex. tage for os det Ord, som paa dansk hedder Lys, og i Norge Ljos, Ljøs, Løs, Jos og Jøs; saa finde vi ved nærmere Forfaring, at den rette norske Form er «Ljos». Ligesaa finde vi, at Navnet paa en Vandpyt egentlig skal hedde «Tjørn», om det end i Bygderne hedder Tjøn, Tjenn, Kjødn, Kjønn eller Kjenn. Ligesaa at Nælde her skal hedde «Netla», om end nogle sige Neltle, Nesle eller Nosle. Saa finde vi ogsaa, at det Ord byde skal i sin fuldkomne norske Form hedde «bjoda», uagtet man kun siger bjoa, bjo, bjøde, bjø og by. Ligesaa at det Ord læse skal hedde «lesa», omendskjønt der er mange, som sige læssa, lassa, laassaa og løssaa. I slige Tilfælde maa da den ældste og fuldkomneste Form ansees som den regelrette (eller normale) norske Form, og de øvrige blive da at ansee som Bygdeformer (Provincialismer).
  9. Her maa ogsaa mærkes, at en Deel Ord vilde blive lidt anderledes i den fuldkomneste norske Form, end i Dagligtalen paa visse Steder. Hvis nogen skulde blive ræd for at høre et sligt Udtryk som f. Ex. «mi Sæl» i en høitidelig Tale, saa kan det oplyses, at den ægte norske Form hverken er «Sæl» eller «Sjæl», men derimod «Saal». Nu vil man sige, at paa slig Maade ville Ordene paa mange Steder blive uforstaaelige. Men hertil svare vi, at dette vilde snart rette sig, og at det ikke er muligt at skaffe Landet et Maal, som er sligt, at hvert eneste Menneske forstaaer hvert eneste Ord. Ogsaa i Dansken er meget, som ikke alle forstaae, og derfor blive disse Ting saa flittig forklarede baade i Bøgerne og i Skolerne. Fik man nu slige Forklaringer i Norsken, saa vilde det vist ikke vare længe, førend Folket forstod den lige saa godt som Dansken og naturligviis meget bedre.
  10. Andre Exempler af det Svenske ere: hage (Dansk: Have), hake (D. Hage), eld, vatten (Vatn), botten, bjørk, mjølk, tjuf (D. Tyv), tjugo (20), mjuk, dryg, laag, svart, naken, hata, vaka, skapa, ropa, ljuga, skilja o. s. v.