Wikikilden

Om J. E. Sars's Skrift «Historisk Indledning til Grundloven»

Om

J. E. Sars’s Skrift

„Historisk Indledning til Grundloven“.

Af

Dr. Ludvig Daae.

Udgivet af Novemberforeningen.

Christiania 1882.

Trykt hos E. C. Bjørnstad & Co.

Nærværende Brochure er i det Væsentlige et Optryk af nogle Artikler i Morgenbladet for April og Mai d. A., som jeg har modtaget talrige Opfordringer til at udgive særskilt.

Christiania i Juni 1882.

L. Daae.

Historisk Indledning til Grundloven, af J. E. Sars. Kristiania 1882. Folkeskriftselskabets Forlag. 220 S. 8vo.
I.

Denne Brochure er udsendt af et „Selskab for Folkeskrifters Udgivelse“, hvis Oprindelse, Bestyrelse, Organisation og Forhold overhoved indhylle sig i et næsten ligesaa mystisk Slør som Frimurernes. Derimod er Selskabets Tendens rigtignok saa paatagelig som vel muligt. De ni Smaabøger, det hidtil har sat i Omløb, ere nemlig samtlige agitatoriske Indlæg i den radikale Politiks Tjeneste. Fire af Pjeserne ere forfattede af Bjørnstjerne Bjørnson, to af Erik Wullum, en af Advokat G. Mejdell, og blandt de anonyme er den ene et Særtryk af „Verdens Gang“, der ironisk nok har faaet Titelen: „Vor nationale Skam“. Foruden disse Skrifter erholdes desuden „gjennem Selskabet“ Jaabæks „Varme Piller“ m. m. Det er saare betegnende for den oprodede og usunde Tilstand, hvorunder Landet for Øieblikket lider, at et saadant rent og bart Opviglerkompagni vover at kalde sig et Selskab for Udgivelse af „Folkeskrifter“. Dette er omtrent, som om et Gjæstgiveri kun skulde have Finkeljokum at byde paa som eneste Traktement for de reisende.

„Flagmanden og Historikeren“. Sars — som han kaldes af sin Biograf i „Verdens Gang“ — har i en Aarrække staaet Bjørnsons og de „varme Pillers“ Kreds nær, og han er nu ogsaa indtraadt som aktiv Deltager i dens Konsortium for saakaldte „Folkeskrifter“. Man kan dog paa Forhaand vide, at der er en uhyre Forskjel mellem Professor Sars’s nye Bog og de Fraser og Smørerier om Christian Magnus Falsen, den norske Forfatningskamp osv., som Selskabet hidtil har bragt tiltorvs. Sars er ikke alene almindelig erkjendt som en aandrig Mand, men i Modsætning til Bjørnson, Wullum osv. kjender han noget til de Ting, hvorom han skriver. Derfor fortjener hans „historiske Indledning til Grundloven“ Almenhedens Opmærksomhed, og den vil, selv naar Dagens Kamp engang er bilagt, bevare en vis Interesse som et af Tidens mest karakteristiske Stridsskrifter. I Bogen findes adskillige historiske Urigtigheder, den er fuld af ensidige Synsmaader, og saaledes alt andet end et objektivt historisk Arbeide. Den er nærmest et politisk Advokatindlæg, men med alt dette indtager den en fornem Plads blandt hans Partifællers literære Præstationer. Naar vi altsaa i det følgende skulle nærmere behandle dette Skrift, da sker det med en Respekt for Talentet og, vi tilføie, for Forfatterens Person, som vi ikke ere istand til at yde den Kreds,i hvilken han har valgt at bevæge sig.

Professor Sars begyndte sin Forfatterbane med en Prisafhandling over Aarsagerne til Kalmarunionen og Norges Forhold under denne. Han var dengang paavirket af Samtidens Skandinavisme, og hans Afhandling endte ogsaa med de Ord: „Den skandinaviske Tanke har i vore Dage faaet en større Magt end nogensinde tilforn. Den vinder bestandig mere og mere Raaderum, drager Næring af enhver ny Begivenhed, og Modstand tjener kun til end mere at befæste den. Ingen kan tvivle om, at den vil naa sit Maal, men naar dette skal ske, det beror mere paa, hvad man kalder Tilfældet, end paa Bevægelsens egen Styrke. Endnu synes alting os lidet forberedt. Men det vilde være overilet, dersom vi deraf sluttede, at Maalet endnu staar os fjernt. Den gunstige Leilighed kan komme snart, og da bør den ikke slippes, saaledes som det allerede engang før er skeet i dette Aarhundrede. Skandinavismen er bleven en for stor Magt, til at den kan lade sig afvise nu som i ældre Dage; den vil maaske fuldføre sin Bygning snarere, end vi tror“.

Sars’s næste Arbeide var hans fortjenstfulde Studier over „Norge under Foreningen med Danmark“, der ligesom den nysnævnte Afhandling optoges i „Nordisk Universitets-Tidsskrift“, og som fremdeles indtager en fremtrædende Plads mellem de hidtil udgivne Bidrag til denne Periodes Belysning. For disse Aarhundreders Historie var der dengang fra norsk Side gjort overmaade lidet, efter at J. Chr. Berg havde afsluttet sin Bane, ja i den Keyser-Munchske Tid vare de omtrent gaaede i Forglemmelse. Selv Rigsarkivar Lange, som var en af de yderst faa, der dengang skjænkede den nyere Tid nogen Opmærksomhed, kunde endnu i 1847 udtale sig saaledes: „Til mit Lands Historie efter 1537 kjender jeg saare lidet; den har for mig tabt sin Interesse fra den Stund af, da Nordmændene vare jammerlige nok til at underkaste sig et Magtsprog af det danske Rigsraad paa Herredagen i Kjøbenhavn, et Magtsprog, der efter min Opfatning vel var en i Historien tillykke sjelden Uretfærdighed fra dansk Side, men en Skjændsel for Nordmændene, der taalte det“.[1] Omtrent ved den Tid, da den saakaldte „norske historiske Skole“ aftraadte fra Skuepladsen, begyndte imidlertid en naturlig Reaktion mod den ensidige Fremhævelse af Sagatiden at gjøre sig gjældende. Man indsaa, at Landets Institutioner og Tilstande, dets hele Udvikling, Kultur og Liv havde sin egentlige Rod i de sidst forløbne Aarhundreder, og det blev derfor en Trang hos Mange at lære disse grundigere at kjende. Mellem dem, der nu med Iver og Dygtighed tog fat paa den nyere Tid, var Sars. Hans nysnævnte Afhandling i Universitets-Tidsskriftet er det første Forsøg til en alsidigere Fremstilling af Norges Vilkaar og Tilstand i Tiden 1537—1814. Hvad han vilde give, var nemlig ikke historisk Fortælling af Begivenhederne efter deres Tidsfølge, men samlede Oversigter over Landets vigtigste Forhold, først statistiske og økonomiske, saasom Næringsveiene, Landboforholdene, Kjøbstædernes Folkemængde og Udvikling m. m., dernæst ogsaa Kulturens og Nationalbevidsthedens Vext og Fremgang. Afhandlingen modtoges med Paaskjønnelse i hele Norden og fortjente det i fuldt Maal.

Denne Afhandling var fra først til sidst gjennemtrængt af en Fædrelandskjærlighed, der gjorde et ublandet tiltalende og smukt Indtryk. De varme skandinaviske Sympathier, der udtalte sig i Skriftet om Kalmarunionen, synes vistnok allerede dengang at være betydeligt afkjølede, men i Opfatningen af Begivenhederne paa Reformationstiden, Forholdet til Danmark overhovedet, saavelsom af de danske Konger og deres Historie, raadede der den største Moderation og Ro, end sige, at der skulde findes Spor af hadefulde Stemninger mod den danske Nation, thi dette vilde for en Forfatter med Sars’s Intelligents have været en Umulighed. Tiden, i hvilken Afhandlingen skreves, var ogsaa for vor indre Politik en stille og besindig Periode, i hvilken kun Statholderstriden fremkaldte lidt Uro, men vel at mærke ingen Uenighed, saasom vistnok alle Nordmænd i den stod paa samme Side. Der er heller ikke i denne Sars’s Afhandling saagodtsom mindste Spor af politisk Tendens. Maalstrævet var allerede kommet igang, men Sars synes ikke at have følt nogen Interesse derfor; thi han aftrykte med Tilslutning og Bifald det bekjendte Sted af P. A. Munchs „Det norske Folks Historie“ (2den Hovedafd. I., Side 596—597), hvori denne Historiker — til Maalmændenes store Sorg — erklærede det gamle norske Sprogs Fortrængelse at være en naturlig Følge af den almindelige europæiske Sprogudvikling og godtgjorde, „at naar det nyere danske Sprog kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det, som ungdommeligere, friskere og mere belivet af den nyere Kulturbevægelses Aand, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Kulturperiode og stod ligeoverfor det som udlevede Oldinge mod en Yngling, eller som en uddøet Vegetation mod en fremadskridende, hvorfor dette er saalangt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemlige, fordi det bragte os ud af en forældet hensygnende Kulturperiode og stillede os ved Begyndelsen af en nyere og friskere“.

I de nærmeste Aar, der fulgte efter hin Afhandlings Afslutning (1864), maa der imidlertid hos Sars være foregaaet en gjennemgribende og for hans senere Liv afgjørende Krise. Hans Produktion blev en Tidlang næsten standset paa Grund af de nye Studier, som han begyndte af Nordens gamle Historie, men i 1867 optraadte han under det ved Christopher Bruuns første Taler i Studentersamfundet fremkaldte Røre med et mærkeligt Foredrag „om den nyeste nordiske Helstatspolitik“, der udkom i Trykken efter det nævnte Samfunds Foranstaltning sammen med et ældre Foredrag i en helt anden Aand af Rigsarkivar M. Birkeland. Her viser Sars sig aabenbart berørt af to nye Retninger, der just paa denne Tid begyndte at vinde Indgang. Det var paa den ene Side den fra Frankrige importerede positivistiske Filosofi og paa den anden Side den Radikalisme og høirøstede „Norskhed“, der samtidig skaffede sig et Organ i „Dagbladets“ Moder, Ugebladet „Vort Land“, hvis Udgivere optraadte med den stolte Forsikring „ikke at have opgivet Troen paa vort Lands Evne og Ret til at bestaa som et selvstændigt Rige“. Man paastod, som bekjendt, at det nye Unionsudkast, der var undertegnet af Harbitz og O. G. Ueland, skulde være farligt for Norges Selvstændighed.

Ved denne Tid har Sars’s Livssyn faaet en stærk hedensk Paavirkning, der, som bekjendt, senere er kommen yderligere frem i hans Skrifter. Naar han f. Ex. i hint Foredrag (Side 46) udtaler følgende: „Hvad er Individet — det som Tyskerne kalde das Ich — uden en Mangfoldighed af Atomer og Kræfter, som ved sin Konsensus eller Konvergens mod et fælles Punkt fremkalder den Følelse af Enhed og Sammenhæng, der er den individuelle Tilværelses Princip?“ og (S. 47), at „Døden er en Opgiven af særlige Grændser og en Opgaaen i en høiere Enhed“, da kan dette ikke forliges med Troen paa en personlig Udødelighed. I nær og let begribelig Forbindelse med en saadan Livsanskuelse og Tro staar den saakaldte Heroskultus eller Forgudelse af enkelte i hans og Meningsfællers Øine fremragende Mennesker, der tildels indsættes paa den efter Vorherre ledige Plads. Dette er hidtil neppe kommet saa utilhyllet frem som i hans nu foreliggende sidste Skrift. Nu erklærer han nemlig (S. 73), at „et Menneskes Værd kan maales efter dets Evne til at beundre“, — „Genierne, de fremragende Aander er det største, som vor Iagttagelse kan naa til“, — „Hengivenheden, Beundringen for dem, hvad Engelskmændene have kaldt heroworshipping, er derfor den sandeste, bedste Idealisme — „Tvilen paa de store Mænd er Middelmaadighedernes, Spidsborgernes Krig mod Geniet, det værste Anarki, et Oprør mod Aanden“ o. s. v. (Kun Skade at Menigmand, „Folket“, skjønt det jo er „suverænt“, her lettelig kan komme i en slem Knibe, naar det skal afgjøre, hvem der er en tilbedelsesberettiget Heros og hvem ikke. Trods al sin Suverænetet har det her neppe andet at gjøre end at hylde Heroskandidaterne efter disses egen Paastand om at være det eller efter deres gjensidige Udnævnelse til saadan Værdighed).

Den radikale Bevægelse, af hvilken Sars var bleven greben, og hvis Ledere i og udenfor Storthinget meget godt have begrebet en saadan Forbundsfælles uhyre Betydning og umistelige Værd for Partiet, gjorde ham for det første ikke alene til ligefrem Antiskandinav, men endog til antiunionel, saavelsom ogsaa til (theoretisk) Maalstræver. Den øvede ogsaa den Virkning paa hans hele Personlighed, at han fra nu af indrømmede Affekter og Følelser Indflydelse paa sin historiske Betragtning, ja ligefrem tilstod, at han gjorde det, saaledes som han i Foredraget (S. 28) udtaler: „Man kan være sikker paa, at en Opfatning af den nationale Historie, der oprører vor naturlige Følelse, er falsk“. (Den „naturlige Følelse“ er dog vel baade hos forskjellige Individer og til forskjellige Tider helt forskjellig, medens det sande og det falske vel overalt og altid er uforanderligt).

Disse Aandsretninger, en hedensk Opfatning af de høieste Spørgsmaal, Herossværmeriet, demokratisk og national Ophidselse, ere vistnok at anse som de fremherskende hos denne i saa mange Henseender mærkelige Forfatter, og hans nyeste Bog, hvormed vi her have at gjøre, bærer ogsaa de tydeligste Spor deraf.

II.

Som Forfatteren selv i et Par Forord har fundet det nødvendigt at bemærke, „kunde Titelen: „Historisk Indledning til Grundloven“ vække Forestilling om et andet Indhold, end det Bogen giver“, thi man vil her ikke finde nogen „Paavisning af de Mønstre, hvorefter Forfatningen blev dannet af de politiske Ideer, der var de raadende hos Forfatningens Grundlæggere og som fik Indflydelse til at bestemme dens Former i det enkelte“. Sars „haaber senere at kunne give som et Tillæg til denne Bog en populær Fremstilling af Grundlovens Kilder og ledende politiske Ideer“. I den allerede foreliggende Brochure har han derimod villet „skildre, hvorledes Folket lidt efter lidt modnedes for politisk Selvstændighed og en fri Forfatning“.

I saadan Hensigt har nu Professor Sars givet en Udsigt over forskjellige historiske Forhold ligefra unionstiden og ned til 1814. Man vil her paa mange Steder (lige indtil Ord og Vendinger) gjenkjende Afhandlingen i Universitetstidsskriftet, men ved Siden heraf ogsaa finde adskilligt nyt. Mellem dette nye er der imidlertid meget, som man baade for Videnskabens og for Forfatterens egen Skyld helst kunde ønske borte. Førend vi gaa over til det egentlige Kjernepunkt i Sars’s Skrift, skulle vi først pege paa forskjellige Enkeltheder, der vise, hvorledes endog en Mand af hans Maal, naar Partilidenskaben faar Overhaand, kan henfalde til de værste Urimeligheder og Fordomme, ja endog forvilde sig ind i Kredsen af Døgnets ørkesløse og trivielle Ræsonnører. Vel er Talentet her, som overalt hos Sars, umiskjendeligt, det afføder endog her af og til aandfulde og paaagtelsesværdige Bemærkninger, men jevnlig møder man ogsaa Betragtninger, der vilde kunne sættes i Klasse med Jaabæks i hans „Englands Historie“, hvis ikke disse to Forfatteres helt igjennem forskjellige Personlighed, Opdragelse og Dannelsestrin gav deres Skrifter et saa forskjelligt Udseende, at en Sammenligning vilde være upassende og fornærmelig.

Især taber Sars Ligevegten, hvor han er kommen til Tiden efter Enevoldsmagtens Indførelse. Af Kongerne fra Frederik den tredie af og nedover tegner han en Række ligefremme Karrikaturbilleder, af hvilke han neppe vil høste varig Glæde og Tilfredsstillelse. Istedenfor som den sande Historiker at sætte sig paa de gamle Dages eget Standpunkt og med retfærdigt og stadigt Hensyn til Datidens Forhold ude og hjemme at anskue Personer og Begivenheder, bedømmer Sars dem med sine og sit Partis Yndlingstheorier i 1882 som Udgangspunkt. Nu ja, han staar ikke ganske ene i denne Henseende, thi Enevoldskongernes Historie har længe været misforstaaet, og det ikke alene i Norge, men tildels i Danmark selv, hvor den navnlig fra den Tid af, da man kjæmpede for en fri Forfatning, mere end engang blev lagt paa Prokrustessengen: Christian den anden forherligedes ensidigt som „Folkets“ Velgjører, Corfitz Ulfeldt som Enevoldsmagtens Modstander, Struensee som liberal Reformator osv., medens man forøvrigt omtrent brød Staven over de senere Aarhundreders Regjeringer. Man skulde tro, at saadan Ensidighed, for at bruge et af Sars’s Udtryk, maatte „oprøre den naturlige Følelse“ og altsaa allerede af den Grund være falsk, men den „naturlige Følelse“ er jo ikke overalt den samme.

Om Frederik den tredie heder det, at „man hører lidet til ham“ efter 1660, uagtet Forf. dog overmaade vel maa vide, at der i de tilbagestaaende ti Aar af hans Regjering og det naturligvis under Kongens egen stærkt indgribende Medvirkning blev foretaget de betydningsfuldeste Omorganisationer, fast af alle Statens Forhold, som Følge af Enevoldsmagtens Indførelse.

Om Christian den femte har Sars intet andet end Skjænderier og Spottegloser. Karakteristisk nok er det eneste Kildeskrift, som han her citerer, en Dagbog af en af Kongens Kammertjenere (den Klasse Mennesker, „for hvem ingen Mand er stor“), og heraf anføres et Par Prøver, der dog i og for sig intet andet indeholder, end at Christian yndede at gaa paa Jagt. I Sars’s Sted vilde vi have taget et større Hensyn til Kongens egne Dagbøger, der foreligge for flere Aar af hans Regjeringstid og i ethvert Tilfælde godtgjøre, at Christian den femte med Opmærksomhed fulgte ethvert Regjeringsanliggende og stedse var sig sit Regentansvar bevidst Men endnu mere havde vel de fortrinlige Beretninger af fremmede Diplomater fra denne Tid fortjent at komme i Betragtning i Forbindelse baade med andre originale og samtidige Vidnesbyrd og nyere og fordomsfriere Historikeres Resultater. I sidste Henseende ville vi bl. a. ogsaa nævne en interessant liden Meddelelse af A. D. Jørgensen: „Om Christian V.s formentlige Tyskhed“.

Om Frederik den fjerde er Dommen omtrent den samme; „hans Flid vilde have gjort ham til en god Renteskriver“ (som man vil bemærke, en Gjenklang af Macaulays Dom om Jacob den anden). Her henvises til, at den „velmenende Blaastrømpe“ Dorothea Biehl „ikke ved meget andet at fortælle om ham end Kjærlighedshistorier“, et Argument, der ikke er stort bedre end Kammertjenercitaterne ovenfor. Jomfru Biehl fortæller kun, hvad hun selv har erfaret eller hørt fortælle om Kongernes og Hoffets Privatliv, og da hun var født efter denne Konges Død, vidste hun her ikke synderlig meget. Kan man end ikke gaa saa vidt, som f. Ex. Allen, der regner Frederik blandt de bedste Konger, er det dog givet, at han hører til de bedre, og at han efterlod Staten med udvidede Grændser og forøgede Indtægter. Selvfølgelig har Sars i sin Betragtning af hine Dage ingen Tanke for det uhyre Fremskridt i Norges aandelige Liv, der betegnes ved Mænd som Thomas v. Westen og endnu mere Hans Egede. Dette var ikke at vente. Povel Juel derimod har fundet Naade for hans Øine; „han havde ved sin Begavelse og Fædrelandskjærlighed været en bedre Skjebne værdig“. At den virkelige Povel Juel (for ikke at tale om, hvad der bragte ham paa Skafottet) nærmest var en Fusentast og Projektmager, og at han i sin Samtid havde et saa slet Rygte, at man — længe før hans politiske Forseelser — tiltroede ham at have gjort sig skyldig i Mordbrand, det glemmes over hans „Fædrelandskjærlighed“. Vi tro oprigtigt talt ikke meget paa Juels Patriotisme, der nok væsentlig, som hos et vist Slags Patrioter, var en Følge af skuffede Forhaabninger, men det forundrer os dog lidt, at just Professor Sars omtaler ham som Fædrelandsven. Thi et af de mærkeligste af Juels Projekter gik ud paa, at „Bondesønner og Bondedøtre i Norge ikke maatte forlade deres Hjemstavn eller gribe til anden end Bondehaandtering“, altsaa med andre Ord — Indførelse af det danske Stavnsbaand ogsaa i Norge!

Ingen af vore fordums Konger maa dog i den Grad holde for som Christian den sjette. Han havde „en pibende Røst, et svagt Bryst og en endnu svagere Hjerne“, — han var „en Mandsling, lige ussel paa Sjel som paa Legeme“, — ja „han strævede i sit Ansigts Sved med at fordumme og trælbinde sit Folk“. Som man kan begribe, er det dels Pietismen, dels Opførelsen af Christiansborgs Slot, som her skildres med den Veltalenhed, man kjender fra den radikale Presse. Alle Lyssider ved Christians Regjering oversees eller forties. Og den har Lyssider. Det er naturligvis ikke at vente af Professor Sars, at han skal have Øie for de kirkelige Foranstaltninger af blivende Betydning, der fandt Sted under denne Regjering, men han kunde dog nok have erindret, at i Forbindelse med Konfirmationens Indførelse bleve de første Almueskoler paa Landet i Norge oprettede i 1739. Dette er ligefrem en Hovedbegivenhed i vor Historie Som bekjendt fandtes Færdighed i at læse indenad hidtil kun yderst sjelden hos vore Almuesmænd og var mellem Kvinder næsten et Særsyn, thi den eneste Undervisning (Catechismen) foregik kun ved mundtlig Indprentning gjennem Øret. Det er overflødigt at bemærke, at Forordningen af 1739, selv om den tiltrængte et Par Menneskealdere til ordentlig at gjennemføres, dog har virket ganske overordentligt til at opdrage Bonden og allermindst burde være uomtalt i den „historiske“ Indledning til Grundloven. Var den ikke kommen, vilde Odelsbonden i 1814 end ikke have kunnet læse den Grundlov, der gav ham selv en saa stor Magt. Det er endvidere forunderligt, at en Professor glemmer de store og gavnlige Resormer ved Universitetet, som fandt Sted under denne Regjering. For at nævne en Hovedsag, indførtes først i 1736 den juridiske Examen, der efterhaanden skaffede os en videnskabelig dannet Stand af Dommere og administrative Embedsmænd istedenfor den gamle, dels kun praktisk, dels slet ikke uddannede, og dette var et stort og betydningsfuldt Fremskridt. Ogsaa i andre Henseender gik Videnskabeligheden fremad, og de to betydningsfulde Stiftelser, det danske Videnskabsselskab og det „danske Selskab“, hidrøre fra disse Aar. Man kan ogsaa med Føie minde om, at et Anliggende, som nuomstunder regnes blandt Samfundets allervigtigste, men som fra Statens Side hidtil var blevet næsten ganske upaaagtet, nemlig Fattigvæsenet, ordnedes ved Reskript af 2den Decbr. 1741, og det saa godt og hensigtsmæssigt, at det hermed i det væsentlige havde sit Forblivende lige til 1845, altsaa i mere end et Aarhundrede. Endnu i flere andre Henseender fremkaldte Christians Regjering gavnlige Foranstaltninger, deriblandt Landeværnets Oprettelse i Norge. Og hvad Danmark angaar, da lader det sig ikke negte, at dette Riges Velstand netop ved Foranstaltninger af denne Regjering hævede sig til en langt større Høide end forhen. Man fik dengang for første Gang en offentlig Bank. Hvad angaar den uheldige, tidt nok klandrede Bestemmelse om, at Kornindførselen til Norges to sydlige Stifter alene maatte ske fra Danmark, maa det erindres, dels at den utallige Gange suspenderedes, indtil den 1788 for bestandig hævedes, dels at norske Varer formedelst Toldfriheden ogsaa havde et privilegeret Marked i Danmark. Selvfølgelig undlader ikke Sars at omtale som „Regjereri“, at Styrelsen greb ind paa Næringsdriftens og de økonomiske Interessers Omraade; „Handelsmænd og Fabrikanter vænnedes til at haabe alt, ikke af egen Driftighed, men af Regjeringens Omsorg eller Gunst“. Dette er sandt nok, men det var aldeles ikke særegent for den danske Regjering, det var tvertimod en almindelig Feil i Samtiden, der hidrørte fra skjæve statsøkonomiske Begreber. Allermindst var det en Følge af Enevoldsmagten; thi vi gjenfinde ganske det samme i endnu større Udstrækning i det dengang halvrepublikanske Sverige. Ogsaa her optraadte det ved Rigsdagen herskende Parti paa samme Maade. Man gjorde den svenske Rigsbank til Laangiver for industrielle Anlæg, ja man lod Fabriker og Manufakturer ligefrem drive for Bankens Regning, hvoraf Følgen blev den, at Banken ikke kunde opfylde sine Forpligtelser og Pengevæsenet kom i Uorden.

Til sit Vrængebillede af Christian den sjettes Historie føier Sars ogsaa nogle for hans Skrift karakteristiske Bemærkninger om de Hjælpetropper, som denne Konge overlod i fremmed Krigstjeneste. Han fortæller os nemlig, at deriblandt var „mange Nordmænd, hvis Blod ofredes for en Sag, der ikke vedkom deres Fædreland i mindste Maade“. Sandheden er imidlertid for det første, at der ved disse Leiligheder ikke var Nordmænd med, endsige „mange Nordmænd“, og for det andet, at der næsten ikke „ofredes Blod“ i disse Felttog. I 1734 udsendtes 6000 Mand, lutter danske og holstenske Regimenter, der ifølge Christian den sjettes Forbund med Carl den sjette af Østerrige og Anna Ivanowna af Rusland skulde deltage i et Felttog ved Rhinen mod Frankrige. Men der blev næsten intet af den hele Krig paa denne Skueplads, og Tropperne vendte hjem efter ubetydelige Forpostfegtninger. Senere havde Kongen sluttet en Traktat med, Georg den anden af England, der 1741 medførte en Udrykning, atter 6000 Mand, Danske, Slesvigere og Oldenburgere. Hensigten var, at de skulde beskytte Hannover, men den hele Styrke vendte allerede 1742 hjem uden en eneste Gang at have været i Ilden. Disse Subsidietraktater havde forøvrigt paa den Tid en Foranledning, der lader en fordomsfri Betragter bedømme dem meget mildere. De vare nemlig ingenlunde fremkaldte blot eller endog væsentligt for at indbringe Kongen Penge, men derimod for gjennem Alliansen med vedkommende Magter at bevare Slesvig for Danmark.

Vi kunne forresten paa dette Punkt ikke tilbageholde en Sammenligning med samtidige Forhold i Sverige. I dette Rige herskede jo en Forfatning, der var Danmark-Norges saa ulig, som vel muligt, det var „Frihedstidens“ Dage. Her var det ikke, som hos os, en enevældig Konge, der herskede, nei, det var Rigets »maktegande« Stænder. Disse gik en Smule videre end til at udleie Landets Militærstyrke i fremmed Tjeneste. Folkets Repræsentanter udleiede eller solgte her sine egne Personer, sin Ære og sin Samvittighed for Penge til Udlandets Interesser. Omtrent paa samme Tid, som de nysnævnte uskyldige Udrykninger fandt Sted fra Danmark til Hannover, kunde den engelske Gesandt i Stockholm skrive hjem til London: „9000 Pund Sterling ere nødvendige til at bekoste Valgene til Preste- og Borgerstanden, og Russerne ville betale det halve“, — „om vi nu, efterat 4000 Pund ere anviste til vore Bekostninger ved Rigsdagen, kunde faa en for os brugelig Landmarskalk og faa Pluralitet i Sekreta Utstkottet, saa bliver det en smal Sag for os og Rusland at bestemme Thronfølgen“, — „den franske Indflydelse stiger, Rusland bør betale mere“, — „de Rigsdagsmænd, jeg har at føde, ere mig dyre; man tror, vi have paa vor Side ⅝ af Presterne, Borgerne og Bønderne og omtrent den halve Adel, — „Talemanden i Bondestanden[2] lover at blive vor mod 100 Dukater, Fordringerne stige“, — „to Adelsmænd have tilbudt sig for 100 Pund at meddele mig alt, hvad der forefalder paa Riddarhuset, og jeg har allerede givet hver af dem noget paa Haanden og en ny Klædning“, — „Rigsdagsmændene tilhøre den høistbydende, ligesom vi kjøbe Kreaturer paa Smithsield“ osv. Man vil se, at det idetmindste ikke var bedre i det „frie“ Broderrige.

Frederik den femtes Synder ere bekjendte nok, men for en Historiker af Sars’s Anseelse passer det kun lidet, i et Skrift som dette, at røre ved.skandaløse Enkeltheder. Ved Frederik den femtes Udsvævelser er der nemlig den overmaade vigtige Omstændighed, at han aldrig gav sine Elskerinder eller Svirebrødre Indflydelse i Statssager. Derfor vedkommer da ogsaa hans Forhold til dem kun lidet Historien, der ganske vist maa indrømme Friller som Pompadour og Dubarrh, Jomfru Moth og Frøken Taube en Plads i sine Aarbøger, men dog, hvor det kommer an paa alvorlige Betragtninger, afholder sig fra at optage nogen Statistik over ordinære Mætresser og Drikkelag. Allermindst høre disse hjemme i en Indledning til Norges Grundlov. Med Christian den syvendes Regjering ere vi komne ind i Enevældets sørgeligste Tid, og de Farer, hvorfor han udsatte Staten, vare ganske vist ikke mindre end de, der kunne blive Følgen af et raaddent Demokratis Udskeielser. Heldigvis varede det dog ikke længe, inden denne Konge faktisk fjernedes fra enhver Befatning med Regjeringen, og i hans senere Aar var denne tildels i Hænderne paa Mænd, om hvem det med Rette er blevet sagt, at „de viste liberalere Tendenser, end det norske Storthing i de første Aar efter 1814“.

Har end Enevoldsperioden, dens Konger og dens Regjering i det Hele liden Fordring paa vor Beundring, har den dog et uafviseligt Krav paa en retfærdig Bedømmelse.

III.

I det kortfattede vita, som Professor Sars for et Par Aar siden sendte til Kjøbenhavn i Anledning af sin Promotion til dansk Æresdoktor, har han oplyst, at det fra først af var hans Hensigt at blive Naturforsker. Det er interessant at iagttage, at hans senere historiske Forfatterskab bærer Mærker af denne hans oprindelige Tilbøielighed. Ikke alene henter han gjerne sine Billeder fra Geologien eller andre Naturfag, men i sin Betragtning af selve den historiske Videnskab stræber han at gjennemføre en naturvidenskabelig Methode. Hans Program er altid „at komme til stedse mere omfattende Generalisationer“, eller „at finde de Naturlove, der gjælde saavel for aandelige som for materielle Organismer“[3] osv. Han og hans Skole gaar gjerne ud fra en „Hypothese“ og vender sig saa til at betragte Kildeskrifternes Stof for deraf at udsondre, hvad der kan synes at støtte, eller, som man har hørt det benævne, „mætte“ Hypothesen med et større eller mindre .Kvantum af Kjendsgjerninger, hvilke stundom behandles med nogen Frihed, medens Resten af Materialet skydes til Side som unyttigt eller ubeleiligt. Sars er blandt de norske Historikere den eneste Repræsentant for denne Retning og indtager allerede af den Grund en eiendommelig Plads i vor Literatur. Men det er en overordentlig farlig og slibrig Vei, som han har betraadt, og det er endnu for tidligt at lykønske ham med at have valgt den. Historien er intet Regnestykke, der lader sig opgjøre paa den Maade, Friheden spiller altid sin Rolle ved Siden af Nødvendigheden. Ganske vist er der en logisk Sammenhæng i det store og hele, men i Folkenes Udvikling og Skjæbne gjør der sig gjældende et Sammenstød af utallige og uberegnelige Faktorer. De givne Kjendsgjerninger maa paa ingen Maade behandles som en oplysende Exempelsamling til et allerede færdigt Schema, tvertimod, de maa alle studeres og betragtes med den samme Opmærksomhed, og først af et saadant Studium tør Resultaterne fremgaa, ifald de skulle gjøre Fordring paa objektiv Sandhed og blivende Værd og ikke maatte nøie sig med at være Aandrigheder for Dagen.

Jo mindre det Folk og det Land er, hvis Historie foreligger H til Behandling,7 desto farligere bliver den Sarsiske Methode, thi desto svagere og som Følge deraf desto mere udsat for ydre og tilfældige Paavirkninger vil vedkommende Folk have været. England er Exempel paa en stor og mægtig Nation, der menneskelig talt selv har kunnet raade over sin Skjæbne i en Række af Aarhundreder, og dets Historie frembyder derfor en Udvikling, i mærkelig Grad fri for fremmed Indflydelse. Norge er derimod et Exempel just i modsat Retning, dets politiske Selvstændighed har været tabt, dets nationale været truet med Undergang, og ved de store Overgange, der gjør Epoke i dets Historie, har Evnen til Selvbestemmelse hyppigst manglet. Den gamle Unions Stiftelse, dens Opløsning ved Sveriges Udtræden, Reformationen, den nærmere Forening med Danmark, Enevældets Indførelse, Begivenhederne i 1814, alt dette kan ganske vist historisk forklares, men mere som Følge af Begivenheder udenfor end indenfor vore egne Grændser. Det forstaar sig, at naturligvis heller ikke Sars vil forsøge at eftervise alt dette som en immanent norsk Proces. Om Reformationen, for hvilken vel Bjørnson er ene om at give Nordmændene selv Æren[4], maa Sars selvfølgelig erkjende, at den kom udenfra, ligesom han jo heller ikke paastaar, at Norge selv løsrev sig fra Danmark 1814. Men ikkedestomindre gaar han i denne sin Skizze af vor nyere Historie meget for vidt i sit Forsøg paa at paavise en logisk Kontinuitet i Norges Historie, idet han opstiller den Sætning, „at hvad der skete i 1814 var ligesaa vel, som hvad der skete i 1536, et Udslag af den samme, aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“.

Vi skulle ikke opholde os længe ved Sars’s Betragtninger over Norges Forfald i den senere Middelalder. Hans patriotiske Pathos løber her, som ellers, idelig af med ham. De toaarlige Møder af Rigsraadet (en kongevalgt Repræsentation af Adelen i Forbindelse med Rigets i Virkeligheden ligeledes kongevalgte Biskoper) sammenlignes med de treaarlige Storthing! Naar dette Rigsraad ikke forlanger Oprettelsen af et eget norsk Universitet[5], (hvad dengang vilde være ligesaa utænkeligt, som f. Ex. at oprette et norsk Akademi for de skjønne Kunster i 1814), da finder han heri en „national Abdication“ osv.

I hans Ræsonnement fremkommer der forøvrigt, og det temmelig hyppigt, Paastande, der skulde synes at staa i ligefrem Modsætning med den „positive“ Filosofi, for hvis Tilhænger Forfatteren ellers gjelder og vil gjelde Det er saaledes nu indseet af alle Historikere, at hvad Norge i Unionstiden fornemmelig savnede, var et Aristokrati, der kunde maale sig med de to andre Rigers og navnlig formaa, saaledes som Sveriges Adel gjorde det, at stille sig i Spidsen for en Selvstændighedskamp. Heri er ikke Sars uenig, men hvad han paa ingen Maade vil vide af, er den af os andre anerkjendte Sandhed, at det norske Aristokratis Svaghed havde sin Grund i, at Norge dengang endnu mere end nu var et fattigt Land. I sin Afhandling om „Norge under i Foreningen med Danmark“ havde han endnu lagt en betydelig Vegt paa de materielle Betingelser for et Samfunds Trivsel og Bestaaen, men her skyder han derimod disse Hensyn utilbørligt tilside og drives derved til at opstille ubevislige og i sig selv urimelige Paastande. Norge, heder det, var oprindelig „det mest aristokratiske Land i Norden“ (en Doktrin, som visselig tiltrænger Bevis), det havde en „talrig (?) Kreds af Storætter“, „for dette Aristokrati havde Rigdom ikke saameget at betyde“ (?), „en god Æt nød lige stor Anseelse og øvede lige megen Indflydelse, om den end var fattig“ (?) osv.

Dette vil Sars (S. 9) bevise af Sagaerne, men vi maa tilstaa, at vor Sagalæsning har lært os noget andet. Vi kunne ikke skjønne rettere, end at Sagaerne lære os at kjende et norsk Aristokrati, som først gjennem Sørøveri og dernæst gjennem Handel saa ivrigt stræbte efter jordisk Gods, at dette umuligt kan have været det af en saa underordnet Betydning, som det nu paastaaes. At Aristokratiet opgav sin Handelsvirksomhed, skede ifølge Sars (S. 3) „ikke saameget ifølge Hanseaternes Konkurranse, som ifølge en raadende Opinion“. En slig Paastand er saa urimelig, at den næsten ikke fortjener Gjendrivelse. „Opinionen“ havde sikkerlig ikke mere hindret de norske Stormænd i at drive Fiskehandel, end den hindrede deres danske Standsfæller i at drive Studehandel, og det var udentvivl netop Hanseaternes Kapitalstyrke og fagmæssige Dygtighed som Kjøbmænd, der lidt efter lidt berøvede vore egne Stormænd denne Indtægtskilde. En anden Sag er det, at Hanseaternes Optræden i Norge neppe har skadet, snarere endog gavnet Menigmand langs Kysten, der herved fik et sikrere Marked for sine Varer. Heri tro vi at være enige med Sars og sætte Pris paa at være det.

Derefter taler Sars om „uhyre Jordegodser, som vilde have afgivet et tilstrækkeligt økonomisk Grundlag for en talrig og mægtig Adel“, og som i det fjortende og femtende Aarhundrede samledes paa en enkelt Haand[6] (S. 13). Men naar han saa kort efter bemærker, at disse samme „uhyre“ Eiendomme gik over i fremmed Adels Besiddelse og tjente som Grundlag for dens Herredømme“, slaar han selv sin Paastand om de „uhyre“ Eiendomme ihjel, thi som Sars ypperlig ved, var den indvandrede danske Adel, der arvede de uddøende norske Slægter, altid (naar en eneste Mand, Jens Bjelke, undtages) baade faatallig og fattig i Sammenligning med sine Frænder i Danmark selv, og det vel at mærke, uagtet de „uhyre“ Eiendomme i det sextende Aarhundrede, netop samtidig med deres Overgang i danske Hænder, voxte umaadeligt i Værdi formedelst Trælasthandelens Opkomst. Tingen er den, at de „uhyre“ Eiendomme havde en saa ringe Leieværdi, at de ikke vare istand til at skabe rige Jorddrotter, men det er en Sandhed, som ikke passer i Sars’s System. Ved paa denne Maade at bortse fra Kjendsgjerninger er det, at Sars faar ud, „at Evnen til at forsvare Landet havde været rundelig nok, saafremt ikke Villien havde manglet“, og her anbringer han, idet han næsten bliver sentimental, endog det Citat af Bjørnson: „Her er Sædejord nok, her er Sommersol nok, bare vi, bare vi havde Kjærlighed nok“ osv.

Idet Prof. Sars nu gaar videre, maa han vistnok erkjende, at i 1536 „syntes Sjelen i det norske Samfundslegeme at være udslukket“, men, tilføier han, „Nationer dø ikke“, — „som Madame Staël siger“. Han ser da med Stolthed i Norges gamle nationale Historie den Kraft, der har opretholdt Nationens Liv. Naturligvis ere vi her forsaavidt enige med ham, som ogsaa vi tillægge de historiske Minder en overordentlig Betydning, men vi kunne ikke gaa videre end til at erkjende, at det var dem, der gjorde en ny norsk Historie mulig. At sikre den vilde de ikke have formaaet. Thi trods Madame Staëls Forsikring kunne Nationer dø, og da naturligvis især smaa Nationer. Og paa Reformationstiden — det tør man trygt sige — vare Nordmændene uden Sammenligning Europas mindste og svageste Nation.

Norge var, naar der skal tales alvorligt, i det sextende, ja endnu i det syttende Aarhundrede udsat for større Farer, end man almindeligvis betænker. De, der i vore Dage behage sig i Godtkjøbs-Deklamationer over „Dansketidens“ Ulykker, bør nok tilsidst indrømme, at der kunde have hændt os meget værre Ting, end de, der bleve en Følge af Grevefeiden. Midt under Norges Ulykker var det nemlig en uvurderlig Lykke, at Norge helt og ubeskaaret blev den danske Konges Bytte og undgik f. Ex. at blive delt mellem Sverige og Danmark. Dette kunde meget let være skeet allerede paa Reformationstiden, om Gustav Vasa havde siddet fastere paa Thronen i sit eget Rige, og denne Konge har som bekjendt selv udtalt, at det alene var Omstændighederne, som hindrede ham i at gribe efter Norge. I Syvaarskrigen var hele det Nordenfjeldske en Tid i svensk Besiddelse, og det skyldtes visselig kun Erik den fjortendes og hans Hærføreres Uduelighed og Uklogskab, at det blev vundet tilbage. En Deling af vort Land kunde ogsaa senere have foregaaet gjennem smaa, men fortsatte Afstaaelser til Sverige. Og dette sidste er noget mere end en Tanke, thi en saadan sukcessiv Opløsningsproces var virkelig engang sat i Gang, ja havde for et Øieblik antaget store Dimensioner. I 1645 afstodes Jemtland og Herjedalen, af hvilke Landskaber det førstnævnte dog unegtelig allerede før var halv forsvensket og det andet en kun lidet befolket Fjeldbygd. Men man kan saameget mere prise Norges Lykke, da det slap saa billigt i Brømsebrofreden og undgik at bære det hele Offer, naar man ved, at den danske Adel var meget forbitret over, at ogsaa danske Landskaber skulde afstaaes, og lod sig forlyde med, „at dersom Kongen vil give de Svenske noget bort til Fredens tractat, da skal han give noget bort af Norge, som hører ham selv til, og ikke af vores.“[7] I 1658 afstodes det store og vigtige Bohuslen, en af Norges folkerigeste og bedste Provinser, omtrent svarende til to af vore nuværende Amter. Et Par Menneskealdre efter var i dette Landskab, der dog havde været fuldstændig norsk, saagodtsom al Erindring borte om det gamle Moderland; thi Carl den ellevte var en Mester i at amalgamere. Samtidig med Bohuslen var endog hele Throndhjems Stift afstaaet. Det er ikke rimeligt, at den norske Nationalitet skulde have holdt bedre Stand her end den danske i de meget folkerigere skaanske Provinser, fra hvis Kyst man jo endog daglig har den fordums Hovedstad, Kjøbenhavn, for sine Øine. Hvilken uhyre Svækkelse skulde ikke Tabet af Throndhjems Stift have voldet Norge, og hvor lidet sandsynligt maatte det være, at Sverige, naar baade Bohuslen og Thrøndelagen vare indlemmede og forsvenskede, ikke skulde fortsætte sine Annexioner for omsider at tage ogsaa den sidste Levning? Vi fik imidlertid Thrøndelagen tilbage, og det er sandt, at vore Landsmænd ved denne Leilighed viste sig kjække, men Stiftet var dog efter al Rimelighed for bestandig forblevet ved Sverige, om ikke Carl Gustav selv havde været uklog nok til at bryde Freden i Roskilde. Hvad der ogsaa kom Norge tilgode, var den Omstændighed, at Sverige i sin Stormagtstid mere havde Blikket henvendt paa Erobringer hinsides Østersøen end paa sin egen Halvø. Havde det samlet sin Kraft til det Maal at forene hele denne, saaledes som Johan Gyllenstjerna synes at have ønsket det, vilde det udentvivl have formaaet at gjennemføre en saadan Politik.

Dette er triste Betragtninger, men Historien kan ikke undlade at anstille dem, og det lader sig ikke afvise, at en saadan Lemlæstelse kunde være foregaaet. At benegte Muligheden heraf vilde neppe være meget forstandigere end den formastelige Ytring, som man har hørt af danske Grundtvigianere, „at Gud ikke kan undvære Danmark“.

Ved en saadan langsom Opgaaen i Sverige gjennem Afstaaelse af det ene Landskab efter det andet vilde hele Norge tilsidst være blevet, hvad Bohuslen virkelig er. Men ogsaa, om vort Fædreland helt og paa engang var blevet forbundet med Sverige i det sextende Aarhundrede, vil det let indsees, at dette vilde havt ganske andre Følger, end den stedfundne Forening med Danmark kunde medføre. Reformationen, indført fra Sverige, svensk Prædiken i enhver norsk Kirke, svenske Bibler og svenske Skoler, Upsala Svenskes og Norskes fælles Universitet! Enhver fordomsfri Betragter føler uden nærmere Paavisning, hvorledes det vilde have gaaet, om svensk Sprog havde faaet Indgang som Kirke-, Literatur- og Forretningssprog her i Landet paa den Tid, da vort Folk, for at bruge Aschehougs træffende Udtryk, „var ifærd med at nedsynke til en Stamme“. Naar man kjender det nære ethnografiske og sproglige Slægtskab, der uimodsigelig raader især mellem Norges bedste og rigeste Dele og de tilstødende svenske, er det let at forstaa, hvilke Betingelser for en Sammensmeltning her havde været tilstede, om den var bleven forsøgt dengang. Og tænker man sig saa Nordmændene som Deltagere i Trediveaarskrigen og alle Sveriges øvrige Bedrifter i dets Stormagtstid, og en Plads paa det svenske Riddarhus som Maalet for hver ærgjerrig norsk Krigers Stræben, er det let at indse, at her vilde have været knyttet Baand, endnu stærkere end mellem Engelskmænd og Skotter, hvilke ikke ere fuldt overensstemmende hverken i Herkomst eller i Religion, med andre Ord saa stærke, at selv Gjenoplivelsen af den gamle norske Historie vilde være kommen for sent til at sprænge den.

Dette, at Norge i sin Afmagts Dage i det væsentlige undgik at sønderlemmes, og at det forenedes med et Land, hvis geografiske Fjernhed og naturlige Forskjellighed fra vort allerede lagde bestemte Hindringer i Veien for en fuldstændig Amalgamation, dette er den sande Grund til, at der nu bestaar to selvstændige Stater paa den skandinaviske Halvø.

Under Foreningen med Danmark bleve Nordmændene delagtiggjorte i dette Lands aandelige Udvikling, uden at de selv bleve danske. Det første Fremskridt var Reformationen selv, og i Følge med den kom Humanismen. Dennes Betydning er ikke kjendt og kan ikke engang ret forstaaes af den store Mængde, men den blev ligefuldt meget følgerig. Den er det egentlig, der — her som andensteds — igjen vakte Historien tillive. Ogsaa i Danmark var, trods dette Lands mægtige Stilling i Norden, den historiske Interesse næsten uddød. Selv en Margretes overlegne Personlighed og store Bedrifter fremkaldte ingen Historieskriver, ja endog Nationalverket, Saxos prægtige Historie, var i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede saa sjeldent, at Christiern Pedersen kun med stor Møie opdrev det Exemplar, hvorefter Trykningen fandt Sted. Det stod altsaa i den Henseende ikke bedre til der end i Norge. Men Klassikernes Studium vakte overalt i Europas Lande fornyet Interesse for Nationalhistorien. I Norden spores den første Virkning af den humanistiske Strøm i Sverige, der allerede i det femtende Aarhundrede fik sin Ericus Olai og i den næste Generation de to Brødre Johannes og Olaus Magnus. Saa kom Danmark, og tilsidst Norge. Halvard Gunnarssøn (hvem man med Urette som oftest glemmer, fordi hans historiske Arbeider ere skrevne paa Latin) er en ligefrem Humanist, men ogsaa Biskop Jens Nilssøn, Absalon Pederssøn og Peder Claussøn have aabenbart modtaget sine Impulser gjennem den samme frugtbare og belivende Vækkelse. Men det forstaar sig, at man ikke maa overdrive Betydningen af dette Tilløb til en historisk Renaissance. Den frembragte hos os kun et Par Beskrivelser af Landet og nogle Oversættelser af Sagaerne, ja meget heraf kom endog til at henligge utrykt. Faa kunde og vilde dengang læse, og det hele blev saaledes kun en første Begyndelse. Det siges og gjentages vistnok i mange Skrifter, at Peder Claussøns Oversættelse af Snorre har øvet en stor og almindelig Indflydelse endog paa Bønderne, men at dette er en stor Overdrivelse, viser sig allerede deraf, at første Oplag af denne Bog udkom 1633, andet først 1757. Det blev kun en ganske liden Minoritet, hvis Fædrelandsfølelse blev vakt eller næret gjennem disse Sagaer, og til at danne et Værn mod de Farer, vi ovenfor have paapeget, vilde dette endnu have været aldeles utilstrækkeligt.

IV.

„Hvad der skede i 1814, var, ligesaavel som hvad der skede i 1536, et Udslag af den samme, aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“.

Saaledes fortæller Professor Sars. Vi tro noget andet. Vi mene, at hvad der i 1814 satte vore Landsmænd istand til at opnaa en selvstændig politisk Tilværelse, nærmest skyldtes de Institutioner, som til Folkets Bedste, men uden dets Fortjeneste, vare blevne grundlagte i Tiden efter 1536, og den Opdragelse, som Folket derved i det samme Tidsrum vel havde modtaget, men ikke givet eller kunnet give sig selv.

I 1536 møde vi en syg og faldefærdig katholsk Kirke, et Rigsraad, der havde sprængt sig selv, og som det ikke engang havde staaet i Christian den tredies Magt at fornye ved nationale Elementer, om han end havde villet det, ingen Hær, ingen Flaade, ingen Statskasse, knapt Latinskoler, ikke en Tanke om andre Undervisningsanstalter, en forglemt og for de fleste uforstaaelig gammel Literatur, men ikke mindste Spor af en ny, et forældet Retsvæsen og en mislig Retspleie, paa det halvtydske Bergen nær neppe en virkelig Kjøbstad, altsaa heller ingen Borgerstand, en Befolkning (i det nuværende Norge) af neppe stort mere end 300,000 Bønder uden Almenaand og med ringe Nationalbevidsthed.

I 1814 er Billedet blevet et andet. Overalt sees Spor af, at Landet gjennem en Række af Slægter havde havt en Regjering, der havde virket, om ikke glimrende, saa dog jevnt og sikkert. Norge havde nu et Kirkesamfund, der neppe stod tilbage for andre protestantiske Landes, og Hans Hauges ofte overvurderede, men altid mærkelige Optræden havde netop godtgjort, at den for det meste indfødte Geistligheds Arbeide var trængt dybt ned i Menighederne; thi ellers vilde ikke saadanne Lægprædikanter have kunnet udgaa af disse. Man havde en forholdsvis meget betydelig Hær af kjække og vel opøvede Soldater, et ordnet Skattevæsen, Postvæsen og Veivæsen, tidsmæssigt indrettede, om end ikke mange, lærde Skoler, ja endog et begyndende Universitet. Literaturen var bleven en Magt i Samfundet, og ikke faa Landsmænd havde vundet et Navn som Forfattere. Lovgivningen havde undergaaet hensigtsmæssige Reformer, og Landet havde faaet en videnskabelig dannet civil Embedsstand, hvis fleste Medlemmer forlængst vare Nordmænd af Fødsel. Nye Næringsveie vare aabnede, og Byernes Antal og Folkemængde forøget til det mangedobbelte. Hanseaterne vare fortrængte, og en norsk, men tildels i deres Skole oplært Handelsstand havde dannet sig og indtil for faa Aar siden været forholdsvis rig og mægtig. En egen Stand af søfarende var opstaaet, for en væsentlig Del oplært i hollandsk og engelsk Tjeneste. Landets Befolkning var siden 1660 fordoblet fra 450,000 til 900,000, og inden den talrigste Samfundsklasse, Bønderne, var saavel Selveiendom som Velstand og Oplysning stadig blevet mere og mere udbredt.

Hvad siger nu Sars om alt dette i sit „historiske“ Skrift? Meget deraf ignorerer han ganske, deriblandt naturligvis først og fremst hvad der angaar Kirken. End ikke Hauge bliver nævnt, og dog vil Sars ikke kunne negte, at Haugianismen er den eneste Bondebevægelse i den hele lange Foreningstid, der var af en aandelig Natur og ikke hidrørte fra Misfornøielse med Skatter og Embedssportler.[8] Nogle Sider af det, vi have sammenstillet, blive vel berørte, men uden at Forfatteren synes at ville erindre sig, paa hvilken Maade vedkommende Institutioner ere blevne til eller Reformerne have fundet Sted. Det er, som vare de komne der af sig selv, og som om „Folket“ i 1814 naturligvis havde dem ved Haanden ligesom Guds Veir og Nordenvind.

Vi faa saaledes fra Sars ganske vist høre meget stærke Lovtaler om de norske Bønders Tapperhed fra den Tid af, at en Armee oprettedes, men det falder ikke Forf. ind at betænke, at denne Armee ikke er noget „Udslag af Folkets Udviklingsgang“, og at den aldrig vilde have kommet til at existere, dersom man skulde have ventet paa „Folkets“ egen Erkjendelse af dens Nødvendighed og frivillige Opofrelser for at skabe den. Og dog er det let at forstaa, at uden denne af den danske Regjering oprettede, oprindelig af indkaldte Fremmede organiserede og opexercerede Hær vilde Frihedsverket i 1814 været en Umulighed og ethvert Forsøg paa at gjennemføre det en Latterlighed.

Med Hensyn til Lovgivningen gaar Sars saa vidt, at han ikke alene lukker Øinene for de Fordele, som Reformerne bragte os, men endog for ramme Alvor synes at mene, at det havde været det bedste, om Christian den femtes norske Lov aldrig var given, men Magnus Lagabøters (gjennem Christian den fjerdes Oversættelse) var bleven staaende. „I den værste Fornedrelses Periode havde Norge dog beholdt sin egen nationale Lovgivning, men herpaa blev der gjort en Ende ved Enevoldsregjeringen“ (S. 90). Altsaa hellere ligefremme juridiske Fossilier, naar de blot vare norske, end en tidsmæssig Lovgivning i Overensstemmelse med Danmarks og Europas! Vi skulle ikke spilde Ord paa en saadan Forblindelse, men alene minde om, at dansk Lov allerede længe før Christian den femte havde vundet Indgang af sig selv gjennem Praxis, fordi den norske viste sig ubrugelig. Dette er Ting, som vore Retshistorikere for længe siden have paavist, og som Professor Sars maatte have erindret, om han havde tællet til tyve, førend han gav sine Lidenskaber Luft. I bedste Overensstemmelse med den citerede Ytring staar det forresten, at Lovgivningen efter Christian den femte ikke omtales med et Ord, skjønt den dog bragte saa mange Forbedringer i vore Tilstande og Vilkaar.

Den samme Miskjendelse gjenfinde vi med Hensyn til Embedsstanden. Der findes intetsteds i Bogen paavist, hvorledes denne Stand, der i 1536 næsten ikke existerede, efterhaanden var opstaaet og udviklet. Man faar f. Ex. intet at vide om Sorenskriverembedets Oprindelse, og Sars anser det maaske nu (hvad der vilde være et Sidestykke til hans Opfatning af Forholdet mellem de gamle og nye Love) for et Tilbageskridt, at Sorenskriveren traadte i Stedet for det udlevede Lagrette. Ligesaalidt erfare vi om Oprettelsen af Overlagthingene eller om Herredagene og deres Afløsning ved Overhofretten, heller ikke et Ord om den vigtige Omregulering af Domstolene i Slutningen af forrige Aarhundrede. Med Hensyn til det administrative Embedsverk iagttages den samme Taushed. Lenenes Overgang til Amter, hvorved egentlig først Grunden lagdes til en virkelig Lokalstyrelse, alt saadant glemmes. Det er noget trivielt, men, som det synes, dog nødvendigt, at minde om, at denne Embedsstand ikke var falden ned fra Himmelen, og at det derfor i en „historisk Indledning til Grundloven“ nok kunde have været Umagen værd at dvæle lidt ved dens Historie, især da det nu engang ikke lader sig bestride, at Grundloven uden Embedsmændene ikke engang vilde være kommen paa Papiret. Den forudsatte studerede Embedsmænd som Koncipister, som Folkerepræsentanter og som konstitutionelle Ministre. Uden en Armee lod Forfatningen sig ikke forsvare, uden Embedsstanden havde den ikke ladet sig tænke.

Paa samme Maade ogsaa i andre Henseender. Man faar høre om de norske Digtere i forrige Aarhundrede og om det norske Selskab. Da dette er Sager, der kildre Nationalfølelsen, er Forf. her bred og giver navnlig en udførligere Skildring af J. N. Brun (i hvilken karakteristisk nok det, der var denne mægtige Personligheds Alpha og Omega, hans varme religiøse Tro, fremstilles som idel Bornerthed). Ogsaa vor Skjønliteratur omtales altsaa først paa et allerede fremskredet Trin, og da, som om den var opstaaet af sig selv, medens man intet faar at vide om, hvorfra dens Spirer ere komne, og hvorledes de have skudt Rod i Norge. Det samme gjælder Universitetssagen. De gamle og velbekjendte Klager over, at den danske Regjering saa sent gik ind paa at opfylde Nationalønsket, gjentages naturligvis. Men det vigtigste i en „historisk Indledning til Grundloven“ er dog nok den Kjendsgjerning at et saadant Nationalønske overhoved var vakt, og vakt for Alvor. Dette var det, som det kom an paa. Saasnart Nordmændene (hvilket her vil sige Norges Embedsstand og Borgerstand) for Alvor satte sig en høiere videnskabelig Institution som Maal for sine Bestræbelser og vare villige til at opofre noget for at naa det, havde de nemlig betraadt den rette Vei til Selvstændigheden, ja vare egentlig komne et godt Stykke frem paa den. Men hvorledes vare de naaede frem til et saadant Standpunkts Sikkert ikke gjennem den Sarsiske „aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“, men simpelt hen formedelst de Studier, som vor Embedsstand havde gjort udenfor Norge, fornemmelig i Kjøbenhavn, i Forening med sine danske Brødre. Ret betegnende for Sars er det, at han af de Danskes og Nordmændenes gamle akademiske Samliv fortrinsvis fremhæver Slagsmaalene paa Universitetstrappen og deslige i Virkeligheden temmelig ubetydelige Rivninger, ligesom han overhoved i den hele Foreningstid stedse dvæler ved Modsætningerne, men overser Samarbeidet. For ham er nemlig Hovedsagen kun norsk Særfølelse og norsk Opposition. Det er vel nok, at ogsaa den har sin Betydning, men mon det ikke for Norge først og fremst kom an paa at delagtiggjøres i de aandelige Goder, som det selv savnede og ikke var istand til ved egen Kraft at skaffe sig? Mon man ikke først trængte til noget at opponere mod, førend Oppositionen kunde blive mulig, end sige fornuftig og berettiget? Men atter her oversees, at de Goder, til hvilke Foreningen med Danmark aabnede Norge Adgang paa en Tid, da vort Fædreland befandt sig i det dybeste Forfald og saa at sige var blevet en Ærens effeta, maatte indføres udenfra gjennem et langt og haardt Arbeide og først efter Menneskealdre vare istand til at yde hjemlige Frugter.

Idet han undervurderer eller helt ud glemmer de elementære Sandheder, som vi her og tidligere have maattet bringe i Erindring, vender Sars ensidig Blikket mod Almuen Betingelserne for vor Selvstændighed ere i hans Tanker at søge hos denne. Det er sandt, at konstitutionelt Statsliv kræver vigtige Forudsætninger hos Bønderne og det fornemmelig i de tre nordiske Riger (som bekjendt næsten de eneste, hvor Bonden spiller nogen virkelig politisk Rolle). Intet er vissere, end at det er en Hovedfaktor i vor Historie, at Bønderne hos os til Gjengjæld for (men rigtignok ogsaa paa Grund af) sin Jords Fattigdom bevarede den personlige Frihed og tildels ogsaa den Selveiendom, som de i de, fleste andre Lande havde tabt. Sars vilde derfor være i sin gode Ret, ifald han havde nøiet sig med at kræve denne Kjendsgjerning taget i tilbørlig Betragtning. Men han gaar meget videre. Endnu høiere end Bondefriheden selv synes han at anslaa den Begeistring, som denne vakte, dengang da man først ret blev opmærksom paa, at den var til. Som bekjendt bleve de norske Bønder, i hvem man tidligere neppe havde seet stort mere end en Almue, der kunde beskattes og udskrives, i forrige Aarhundrede Gjenstand for høirøstet Enthusiasme og Hyldest, fordi man i hin af Rousseau stærkt paavirkede Tid mellem Norges Fjelde mente at finde de frie, uskyldige og lykkelige Naturens Børn, som man ellers forgjæves maatte lede efter, og som mindst lod sig opdage i Danmark, hvor Bonden var ufri. Denne Begeistring for „de gjæve Odelsbønder, Arvtagerne efter det prude Sagaold“, anser Sars for „Sjelen i vor politiske Historie ligefra da og til denne Dag“. Andre have som bekjendt kaldt denne Begeistring en Bondeforgudelse. Sars optager selv dette Udtryk.

V.

Hele Norges nyere politiske Udvikling daterer altsaa Professor Sars fra en enthusiastisk Opmærksomhed, en „Forgudelse“, for hvilken vore Bønder skulle være blevne Gjenstand i Christian den syvendes Dage. Denne Stemning skal efter hans Mening have holdt sig gjennem den følgende Tid. Den skal have bevirket, at Eidsvoldsgrundloven nedlagde en saa stor Magt i Bøndernes Hænder.

Den Begeistring, hvorom her er Tale, var dog kun et Modesværmeri af en følsom, æsthetisk Natur, og derfor hverken dyb eller varig. Hvad man „forgudede“ var et uklart Ideal af „Klippelandet“ og dets „ufordærvede“, „troskyldige“ Sønner, hvem ingen faldt paa at tildele nogen Rolle udenfor deres egne „paradisiske“ Dale. Disse Følelser have efterladt sig et karakteristisk Mindesmærke i Fredensborg Slotshave, hvor man i „Nordmandsdalen“ endnu ser et lidet ethnografisk Museum af Bønder i saakaldet Nationaldragt fra Norges forskjellige Egne, ligesom ogsaa Thomas Thaarup i „Høstgildet“ har faaet anbragt en Nordmand, hvem han lader tale i Dialekt. Det er derimod en betydelig Overdrivelse, naar Sars fortæller os, at „man overalt hos norske og danske Forfattere fra de sidste Decennier af det attende Aarhundrede møder Lovprisning af Odelsretten og den norske Bondestand“.

Hvad for det første Odelsretten angaar, har den i Danmark som oftest været misforstaaet, endog af Juristerne, blandt dem af en Mand som Stampe, og vi kunne derhos, om det forlanges, tjene Professor Sars med en temmelig lang Liste baade af Forfattere, som have skrevet imod den, og af sagkyndige Mænd, der have arbeidet paa dens Ophævelse. Allerede før 1771 var der indhentet Erklæringer om, hvorvidt Odelsretten skulde bibeholdes, og af disse gik Halvparten ud paa at forlange den afskaffet. Sars kan ikke være uvidende om, at det var Nordmanden Christian Colbjørnsen, der forfattede Forordningen af 5te April 1811, hvorved Odelsrettens fuldkomne Ophævelse skulde forberedes, og at J. Chr. Berg, hvem endnu ingen har beskyldt for Mangel paa Patriotisme, ikke stod alene, naar han omtrent samtidig skrev, at „Odelsretten skader Jordbrugets Opkomst, befordrer Skovenes Ruin, nærer privat Had og Avind, fremmer Immoralitet, kort afstedkommer sligt Onde, som slet Politik ikke alene mægtede“. Sibbern udtaler derfor i sin Dagbog med fuld Føie sin Forundring over, at Odelsretten fik saamange Venner paa Eidsvold, ligesom Nicolai Wergeland i sine „Fortrolige Breve“ omtaler saadanne Ytringen som at „man har hørt Odelsretten her i Rigsforsamlingen kaldes den forhadte Landeplage for det norske Folk.“

Heller ikke er den ovenomtalte Enthusiasme for Norges Bønder i den Grad fremtrædende i Literaturen, som Sars paastaar. Af danske Forfattere fremhæver han selv Tyge Rothe, hvem han i den Anledning udnævner til „Danmarks maaske mest agtede Tænker og Videnskabsmand“[9] paa sin Tid. Rothe havde imidlertid, saavidt os bekjendt, aldrig seet Norge for sine Øine og kjendte altsaa egentlig intet til dets Bønder, hvorfor hans Udtalelser ikke have noget at betyde[10], ikke at tale om det pudserlige Indtryk, Rothe overhoved maa gjøre i Egenskab af Bondeven, naar man ved, at han, der selv var Godseier, havde Ord for i særegen Grad at plage sine Bønder. Selv hos norske Forfattere gik Beundringen for Bønderne ikke saa vidt, som Prof. Sars vil have, og hos de yngste af Fællesliteraturens Digtere hører man lidet eller intet om dem. Den franske Revolution bidrog ikke til at stemme Sindene idyllisk, og de store Begivenheder, den medførte, vendte Iagttagernes Tanker udad. Sars har forresten selv afkræftet sin hele Paastand ved at erkjende, at Nordmændene egentlig kun sværmede for Bonden, medens de studerede i Kjøbenhavn, altsaa paa Afstand, og at „Ilden somoftest sluknede“, naar de vare komne hjem til Norge, det vil sige, naar de som modne Mænd lærte Virkeligheden at kjende. Han har selv da tilsidst ein Fornemmelse af sin Paastands luftige Beskaffenhed.

Hvad der beherskede Rigsforsalmlingen i 1814, var derimod Revolutionens Frihedsideer, hvorfor ogsaa den franske Konstitution af 1791 kom til at øve en saa stor Indflydelse ved Affattelsen af vor Grundlov. Ganske paa samme Maade gik det til, at fornyede Revolutionsbevægelser i Frankrige bidroge til at give den danske Grundlov den Skikkelse, som den fik i 1849. Hos os som i.Danmark opstilledes derfor demokratiske Valgprinciper, og da maatte det efter de nordiske Landes hele Forhold blive en nødvendig Følge, at Bønderne som det talrigste Element i Befolkningen ogsaa bleve det talrigste i Repræsentationen, saasnart de bleve sig sin Magt bevidste. Det vilde være saare interessant at se, hvorledes Prof. Sars vilde bære sig ad, ifald han skulde skrive en „historisk Indledning“ til den danske Grundlov og forklare, hvad der skede i Danmark i 1848 og 1849. Vilde han være sine Principer tro, maatte han vel forsøge at se ogsaa Danmarks Forfatning som „et Udslag af en aldrig afbrudt, stedse fortsat Udviklingsgang hos Folket“. Men aabenbart maatte han da opfinde en anden „Hypothese“ end den, han har givet tilbedste for Norges Vedkommende, thi hvor stor Frihed han end kan tillade sig ligeoverfor de historiske Kjendsgjerninger, lod det sig dog ikke gjøre at paavise Jeppe paa Bjerget’s Forgudelse eller at forklare den danske Forfatning som et „Udslag“ af Træhesten. Det sikre er da, som Danmarks Exempel viser, at et Bondedemokrati er gjennemført og altsaa kan gjennemføres uden foregaaende „Bondeforgudelse“. Det er da ogsaa hos os, som hos vore Frænder, gjennemført under Indflydelse af de store europæiske Begivenheder.

Med temmelig stor Tryghed kan man ogsaa sige, at dersom Affattelsen af Norges Grundlov var bleven udsat til nogle faa Aar efter 1814 og den danske til nogle faa Aar efter 1848, vilde ingen af de to Forfatninger have undgaaet at paavirkes af de imidlertid indtraadte reaktionære Bevægelser og som Følge heraf heller ikke nogen af dem være bleven bygget paa de liberale Grundsætninger, hvorpaa de kom til at hvile, fordi de bleve til, førend Reaktionen gjorde sig gjeldende.

Sars, der med saa stor Udførlighed taler om det norske Selskabs Digtere, har ingen Plads for Biskop Gunnerus’s Fortjenester af Fædrelandets Videnskabelighed eller for det mærkelige Tidens Tegn, at Norges Historie paa samme Tid i Gerhard Schøning for første Gang fik en Dyrker, der helt helligede den sit Liv. Ligesaalidt som det af disse to Mænd stiftede Selskab i Throndhjem nævnes det patriotiske Selskab i Christiania, der dog var et smukt Vidnesbyrd om en vaagnende Almenaand. Paa samme Maade oversees det af Frederik Moltke stiftede topografiske Selskab, der ligeledes havde sit Sæde i Christiania og udfoldede en stor Virksomhed i national Retning. Alt dette har dog mindre at betyde i Sammenligning med endnu meget vigtigere Ting, der hos Professor Sars maa glimre ved sin Fraværelse.

Der er nemlig i denne sære Bog ingen Plads for Hovedbegivenhederne i de kritiske Aar 1807—1813. Man faar høre en ubillig Anklage mod Frederik den sjette, hvem Forfatteren — uden at tage ringeste Hensyn til Prof. E. Holms her uundværlige Verk: „Danmark-Norges udenrigske Historie fra 1791 til 1807“ — beskylder for med frit Valg, og til Norges Skade at have allieret sig med Frankrige, medens Sandheden er, at han netop havde ønsket at forbinde sig med England, men hindredes deri af denne Magt selv. Derimod faar man intet høre om den norske Regjeringskommission, der dog blev en saa betydningsfuld Forberedelse til en selvstændig Styrelse, intet om Grev Herman Wedel-Jarlsbergs store og mærkelige Planer, intet om Christian August, og saagodtsom intet om Selskabet for Norges Vel, der dog optraadte paa Fædrelandets Vegne med en Myndighed og en Dristighed, som tidligere havde været utænkelig.[11] I en Indledning til vor Grundlov bliver det endog fortiet, at en fri Forfatning var paatænkt af Grev Wedel og hans Venner allerede i 1809, en Kjendsgjerning der har en saa stor Betydning for det endelige Udfald af Begivenhederne i 1814. Grunden til, at alt dette ignoreres, er dog ikke vanskeligt at fatte. Den lader sig tilsyne paa flere Steder i Bogen, f. Ex. S. 135, hvor det heder, at „Hadet mod Sverige var en altfor væsentlig Ingrediens i Nordmændenes Nationalfølelse til, at de kunde ville opnaa noget ved svensk Hjælp eller ved en Tilslutning til Svenskerne“. Uden her at indlade os paa at drøfte denne Paastands større eller mindre Berettigelse, tør vi nok sige, at Sars’s egen Patriotisme og Historik neppe selv er fri for lignende Ingredienser.

Medens Professor Sars saaledes bortser fra alt det, der gjør de sidste Aar af Foreningstiden med Danmark til nogle af de indholdsrigeste i Norges Historie, er der andre Sider af hin Tid, ved hvilke han dvæler. Han bliver begeistret ved at omtale den økonomiske Nød, der var en Følge af Krigen, medens de forudgaaende Neutralitetsaars blomstrende Næringsveie volder ham den heftigste Ærgrelse, ja endog lader ham stemple Tidens Historieskriver, Jacob Aall, i hvem vi andre ere gammeldagse nok til at se en af vore ædleste Mænd, som en borneret „Spidsborger“. Jacob Aall tiltrænger ikke vort Forsvar mod Professor Sars’s Beskyldninger for „Høker-Opfatning“, men Sars’s Omtale af Tiden er for karakteristisk til, at den her kan forbigaaes. Det falder slet ikke Sars ind at betænke, at det netop var de fordelagtige Handelsaar, som satte Nationen istand til at udholde de følgende Trængsler, som den gjorde det. Han finder, at de gode Aar kun bragte „dundrende Kalaser og kostbare Silketøier til Kjøbmændenes Madamer“, ja, han tror, at Nationen før 1807 formedelst „Materialisme og egennyttig Smaahedsaand“ ikke havde „villet“ yde nogetsomhelst patriotisk Offer, særlig ikke villet bidrage til et Universitets Oprettelse. Han glemmer her, at Universitetsbestræbelserne efter de kraftige, men forgjæves Forsøg, som der omkring 1794 vare gjorte for at gjennemføre dem, havde mødt et saa bestemt Afslag hos Regjeringen, at man havde tabt Modet til at gjentage dem. Havde dette med noget Haab om Fremgang kunnet ske, da vilde udentvivl Norges Rigmænd (navnlig de østlandske) med Bernt Anker i Spidsen ikke holdt sig tilbage. Denne Mand havde som bekjendt i 1794 været villig til at kjøbe og til Universitetet skjænke Suhms fyrstelige Bogsamling, og overhoved er hans storartede Mæcenatvirksomhed en faktisk Protest imod Sars’s Karakteristik af hans Samtid. Endog i det dengang ubetydelige Stavanger kaldte en Kjøbmand et af sine Skibe „Det norske Akademi“, et Tegn til, at han neppe havde lukket sin Pung om der dengang havde været Haab om at faa et Universitet. Gjennemser man „Norske Stiftelser“ for hine Aar, vil man ogsaa finde adskillige Gaver, og det ikke alene testamentariske (i Almindelighed i „velgjørende“ og kirkelige Øiemed), der ingenlunde vidne om Smaalighed og sneverhjertet Tænkemaade.

Men, siger Prof. Sars (S. 172) — „i Misvæxtens, Barkebrødspisningens, Blokadens, den ødelagte Handels Tider grundlagde Nationen ved egne Midler Universitetet“. Meget sandt, men hvad maa her forstaaes ved „Nationen“? Mon ikke for den aller væsentligste Del netop den Stand, hvis Aand Sars nogle Sider ovenfor (S. 167) har karakteriseret som „ifølge sit Væsen egoistisk, materialistisk, utilbøielig til at vurdere andre Goder end dem, man kan tage og føle paa“ osv.? Det var Handelsstanden (især den østlandske) i Forbindelse med Embedsstanden, forsaavidt dennes Vilkaar tillod den at være med, medens „Nationens“ Flertal holdt sig tilbage. Og blandt Giverne indtage de „Skibsredere fra Tønsberg til Arendal“, som paa et andet Sted (S. 191) forhaanes, en meget fremtrædende Plads, hvorom et Blik paa denne Sags Aktstykker tilstrækkelig vil overbevise enhver. Derimod indeholde Akterne omtrent intet om Landdistrikternes Deltagelse i „Nationens“ Opofrelser, og hvad der vides derom, er ikke engang værd at nævne. Men der er endnu nogle Bemærkninger at gjøre ved Sars’s Fremstilling af Universitetssagen. For det første var det ikke blot af sin „Fattigdom“, at Grosserere samt Gods- og Jernverkseiere („Nationen“) ydede sine Bidrag til Universitetet, thi disse Ydelser bleve tildels kun mulige ved den indbringende, af Sars ikke nævnte Licencefart. For det andet tager Sars betydelig feil, naar han fortæller, at Subskriptionen til Universitetet var saa rigelig, „at det, man bad Landssaderen om, tilsidst kun var at tillade Nordmændene at oprette et Universitet af egne Midler“. Tvertimod, de subskriberede Midler vare vel i og for sig selv, især for Østlandets Vedkommende, meget respektable, men ingenlunde tilstrækkelige, og der maatte strax Tilskud til ogsaa fra Statens Side. Alene Sorø Akademi ydede her hele 50,000 Spd., vel at mærke ikke i slette Papirpenge, men i rede Sølv. Den indkomne norske Subskription, der omsider blev anvendt som et Bidrag til Opførelsen af Universitetets nuværende Bygninger, udgjorde tilsammen 75,773 Sølvspecier. For det tredie var den Mand, som mere end nogen anden kan siges at have skaffet Norge Universitetet, ingen anden end den af Sars helst glemte Grev Herman Wedel-Jarlsberg. Regjeringen havde villet afspise Norge med en saakaldet „akademisk Læreanstalt for Ustuderede“, der skulde sættes i Forbindelse med Bergseminariet paa Kongsberg, men Greven satte igjennem, at Landet fik et virkeligt Universitet i Christiania.

Man skulde, mener Sars, ikke have antaget Konventionen i Moss. Man skulde have kjæmpet med Svensken til sidste Mand. „En Krig, hvori alle Samfundsklasser havde taget lige Del“, vilde være bleven det „bedste Foreningsbaand mellem de to Samfund, hvori Folket var delt“ osv. „Frihedens og Selvstændighedens ydre Form vilde være blevet bedre“, det vil formodentlig sige, at den i hans Tanker skadelige Forening med Sverige skulde være undgaaet. Idet Sars skal beregne en saadan Krigs rimelige Udfald, tager han, som man af det ovenstaaende kan slutte, ikke meget Hensyn til Norges udtømte og hjelpeløse Tilstand. „Folkets Offervillighed“ havde, mener han, jevnet alle saadanne Vanskeligheder. Han glemmer, hvor liden Pris „Folket“ i de første Aar endnu satte paa Friheden. Endog Ole Haagenstad, den af Henrik Wergeland saa lovpriste Bondehøvding, ytrede i 1815 paa selve Storthinget i Anledning af Diæterne, „at man maatte vogte sig for at sætte Staten i for stor Bekostning da Folket ellers let kunde finde denne Regjeringsform for kostbar og igjen ønske sig Enevoldsmagten“. Det er sandt, at det i 1814 først og fremst gjaldt noget mere end den konstitutionelle Frihed, thi det gjaldt den nationale Selvstændighed, men saa maa man ogsaa huske, at Forsvaret af den sidste kostede mere end nogle Diæter, at Foreningens Fordele vare store, at Carl Johan var en Personlighed, der uvilkaarlig indtog, naar man lærte ham at kjende, og at han ikke kom for at undertvinge Folket, men allerede længe før Kielerfreden havde været fuldt bestemt paa at indrømme det Rettigheder, som det allerede havde kjendt under den forrige Forening. Medens Sars, saalænge det gjelder Norge, fra sit ophøiede Standpunkt ganske overser alle prosaiske og økonomiske Hensyn, har han — og dette er ligefrem morsomt — strax Øie for deres Betydning, naar det gjelder Sverige. Ikke alene udfinder han, at den svenske Hær (som just havde været med i Tydskland mod Napoleon) „neppe var mere krigsvant, end den norske“, men han fortæller endog, at Sverige „savnede Penge“. Alene Nordmænd kunne nemlig føre Krig uden Penge! Enhver ved dog, for at tale alvorligt, at Sverige havde Kredit, men Norge ikke. Endnu flere Aar efter 1814 var det, som bekjendt, yderst vanskeligt at skaffe Norge et lidet Statslaan, og Grev Wedel maatte i den Anledning finde sig i Afslag hos den ene Pengejøde efter den anden, tildels endog taale deres spydige Hentydninger til Grundlovens § 2. Sars fortæller os videre, at „Europas legitime Fyrstehuse saa med Uvillie paa Carl Johan og ønskede at faa ham styrtet“. Historien derimod fortæller, at fire Stormagter sendte Gesanter til Norge for paa det eftertrykkeligste at formane Christian Frederik til at trække sig tilbage og Nordmændene til at nedlægge Vaaben og modtage Carl Johan. Men sæt for et Øieblik, at de „legitime Fyrstehuse“ havde villet bryde alle sine Løfter til Sverige og dets Kronprinds, hvad saa? Rimeligvis vilde de, just som „legitime Fyrstehuse“, have gjengivet Norge til dets gamle Konge, Frederik den sjette, men i ethvert Fald vilde Norges demokratiske Grundlov være bleven kasseret, om den hellige Alliances Hovedmagter for Alvor havde kommet til at gribe ind i Norges Anliggender.

Prof. Sars’s Skrift afsluttes med nogle Pennestrøg om vor politiske Udvikling efter 1814. Han har bestridt eller søgt at bortræsonnere Embedsmændenes Fortjenester af Grundlovens Tilblivelse, men maa dog her indrømme, at det var dem, der bevirkede, at Forfatningen ikke kom til at undergaa de Forandringer, som dels dens „Fader“, Christian Magnus Falsen, dels Kong Carl Johan havde bragt i Forslag. Kongens Grundlovsforslag benævnes „Stormløb“, uden at der dog gjøres mindste Forsøg paa at paavise, at nogetsomhelst ukonstitutionelt Middel blev anvendt for at gjennemføre dem. Forf. glemmer ogsaa at oplyse, hvilke Benævnelser de Attentater paa at forandre vor Forfatning og Statsskik kunde fortjene, som for Øieblikket gjøres fra den radikale Side. Som man kunde vente, har han under sin Omtale heller ikke et Ord om den Fare, hvorfor Selvstændigheden var udsat i Aaret 1821, hvis ikke netop Kong Carl Johan havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, for at afværge den og til vor Lykke været heldig i disse sine Bestræbelser. Enhver, der kjender en Smule til vor nyere Historie, ved dog, hvorhen det sandsynligvis vilde have ført, hvis ikke Storthinget i det nævnte Aar ved Kongens Forestillinger omsider havde ladet sig overbevise om, at ikke alene Ære og Pligt, men Hensyn til selve Statens Bestaaen bød det at bevilge det forholdsvis ringe Beløb, hvortil Statsraad Holsts kloge Underhandlinger havde faaet Norges Andel af den danske Statsgjeld reduceret.

Paa sidste Side pranger Johan Sverdrup som den norske Bondestands Mand. Historien vil neppe komme til at betegne ham saaledes, der har havt saa stor en Andel i den tragikomiske Afslutning af „Bondeforgudelsens“ Saga, som vi i disse Dage have oplevet.

Vi have i det foregaaende gjennemgaaet væsentlige Punkter af Prof. Sars’s Bog, men endnu langtfra ikke fremsat alle de Indsigelser, hvortil denne giver rig Anledning, eller paapeget alle de Vildfarelser, hvori Forfatteren gjør sig skyldig. Skulde dette være skeet, vilde vor Protest let have kommet til i Omfang at kappes med det recenserede Skrift. Saameget er imidlertid, det tør vi antage, fremlagt, at en fordomsfri Læser vil indse, at Prof. Sars har forsøgt at bruge den Videnskab, der skulde mere end nogen anden danne et Værn mod politiske Fordomme, til end yderligere at forøge den Begrebsforvirring, hvorunder en saa stor Del af vor Samtid for Øieblikket lider, idet den, istedenfor at takke Forsynet for mere end to Menneskealdres Fred og Lykke, hengiver sig til formasteligt Hovmod og utopiske Daarskaber. For det Ansvar, der er forbundet med et saadant Forfatterskab, synes Sars selv at være blind. Ros, høirøstet Bifald kan „Flagmanden og Historikeren“ være sikker paa at høste i den radikale Presse, af Bjørnstjerne Bjørnson, paa Folkemøder, i „Samtalelag“ og i lignende Kredse. Men hos kyndige Mænd i Nordens tre Riger vil Dommen være en anden. De ville beklage, at en Bog som nærværende er skreven af en Mand med Professor Sars’s oprindelige Talent og literære Fortid.

  1. ↑ Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udgivet af Chr. Lange. I. (1847) S. 248.
  2. ↑ Dette var dengang den noksom bekjendte Blekingebonde Olaf Håkansson, der stundom, for at bruge Malmstrøms Ord, „med fullkomlig opartiskhet tog penningar af både Englands och Frankrikes sändebud“.
  3. ↑ To Foredrag om Skandinavisme og Norskhed. S. 31, 38.
  4. ↑ Se hans Digt „Til Johan Sverdrup“, hvor det heder:

    Så da for Luther blod det galdt
    I Nord et gærde bare falt,
    Ti folkets tænkning stod der alt,

    men selv Bjørnson har — et sjeldent Exempel — bagefter indseet, at dette var for galt, og i anden Udgave af sine Digte udslettet den sidst citerede Linie.
  5. ↑ Det kan her erindres, at endog de to nye Universiteter i Upsala og Kjøbenhavn vare høist ubetydelige Stiftelser, ja at det svenske Universitet ikke engang traadte i fuld Virksomhed og meget snart opløstes, for først over 100 Aar senere (1593) at blive en virkelig akademisk Institution. I Sars’s Sted vilde vi, istedenfor at klage over, at man ikke tænkte paa det umulige, hellere med Anerkjendelse erindre det Tilløb til dog at forbedre de latinske Skoler, som den videnskabeligt interesserede Erkebiskop Olaf var ifærd med 1533 (Danske kirkehistoriske Saml. 3. R. I. S. 507 flg.).
  6. ↑ Som Exempel paa de „uhyre Besiddelser“ bruger Sars Fru Gyrdvild Fadersdatters unegtelig udstrakte Gods, men naar han saa siger, at dette kun var en Trediepart af Hr. Sigurd Jonssøns Eiendomme, glemmer han den virkelige Sammenhæng. Fru Gyrvhild havde nemlig ikke alene arvet sin Oldefader, Hr. Alf Knutssøns Part af Sigurd Jonssøns Efterladenskab, men tillige sin rige Oldemoder, Fru Magnhilds mange og store Gaarde, hvortil kom, at disse hendes Oldeforældre i et langt Liv og under særdeles heldige Betingelser havde benyttet enhver Leilighed til at sammenskrabe Jordegods, noget, som endnu godtgjøres ved utallige Diplomer.
  7. ↑ Nye danske Magazin. VI. S. 213.
  8. ↑ Allerede paa Eidsvold og ved det overordentlige Storthing havde adskillige Haugianere været Repræsentanter. Den religiøse Vækkelse var somoftest Forløberen for den politiske Interesse. Ligeledes gik det i Danmark, hvor f. Ex. den bekjendte J. A. Hansen ingenlunde var den eneste, der begyndte som Pietist.
  9. ↑ Videnskabens Dom om Tyge Rothe pleier som bekjendt være en ganske anden og har fundet et Udtryk hos N. M. Petersen, der (Bidrag til den danske Literaturs Historie, 2den udg. V. 2, S. 3) kalder ham „en affekteret, forskruet Skribent, hvis Skrifter i Længden ingen kan holde ud at læse, som ogsaa den Gang faa læste og nu ingen“. — I sine bindstærke historiske Verker, hvilke dog af Historikerne ikke anerkjendes som Historie, men, saaledes som hos N. M. Petersen, anvises Plads mellem „filosofisk“ Ræsonnement, gik forøvrigt ogsaa Rothe ud fra „Hypotheser“, og, som hans lærde Samtidige, Abraham Kall, sagde, „lempede han sine Resultater efter de forudfattede Meninger, han vilde finde Hjemmel for i Kilderne“.
  10. ↑ Vi ville ikke forholde Læseren en Prøve raa Rothes Fraser om Norge. For Kronprindsen foreslog han en Reiseplan i følgende Ord: „Fra Fladstrand seiler Frederik i 10 Timer til Norge, drager frem, bliver ei i ødselt, halvt vanartet Christiania, men om blandt Folket, ind i nogle Bøigder til Thelemarken, gjør det i et Par Uger, seiler hjem igjen. O Gud! Hvilken Handling, hvilken Ære, hvilken Velsignelse, hvilket stolt Rygte!“
  11. ↑ „Dette Selskab foretog sig Tid efter anden mange økonomiske Foranstaltninger, tildels uden at spørge Regjeringen om Tilladelse, og en Nordmand, Etatsraad Tønder-Lund, hørte jeg selv sige, at Selskabet havde grebet ind i Kongens Suverænitetsrettigheder paa en saadan Maade, som faa Aar tidligere næsten vilde have stemplet Ophavsmændene som Forrædere eller Oprørere, men som man nu maatte lade hengaa aldeles upaaagtet“. (Werlauffs Erindringer i Dansk hist. Tidsskrift, 4de R., B. 4). Werlauff har her i sin høie Alderdom gjort sig skyldig i en Unøiagtighed, thi N. Tønder-Lund var druknet paa Overreisen til Norge allerede før Selskabet stiftedes, men de anførte Ord ere dog fuldt stemmende med den Opfatning, som den danske Enevoldsregjering fra sit Standpunkt maatte have af hvad der foregik i Norge.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_J._E._Sars%27s_Skrift_«Historisk_Indledning_til_Grundloven»&oldid=125202»