Anmeldelse af M. C. S. E. Aubert’s Skrift om Juryinstitutionen
Som bekjendt bleve D’Hrr. E. Aubert og M. Ræder i sin Tid udsendte for paa offentlig Regning at berejse de Lande, hvor Jury- eller Eedsvorne-Indretningen i Rettergang er brugelig, og, efterat have gjort sig nærmere bekjendt med de Former, under hvilke den udøves, at afgive Beretning derom til Vejledning ved de Foranstaltninger, som hos os i den Anledning maaskee kunde blive at træffe. Begyndelsen af den ene af disse Herrers Beretninger, under ovenanførte Titel udgiven efter Justitsdepartementets Foranstaltning, foreligger nu Almeenheden, og da Hensigten med at lade den udkomme Hefte- eller Leverings-viis uden at vente, indtil det Hele er færdigtrykt, rimeligviis maa være den, at fremkalde en Diskussion om de Materier, der allerede i de tidligere Dele af Verket fremtræder som afsluttede, kan det vel næppe kaldes nogen Foregriben, her at underkaste den historiske Fremstilling af Sagen, som indtager det meste af dette Hefte, en nærmere Drøftelse. Forf. er nemlig allerede i 9de Ark kommen ud over det første historiske Afsnit, idet han har begyndt paa et nyt, med Overskrift: „Oversigtlig Fremstilling af den engelske Proces-Orden.“
Det Afsnit, vi saaledes her nærmere ville gjennemgaae, fører Titelen: „Kort Oversigt over Jury-Institutionens Historie“, og det kan næppe fejle, at Enhver, som interesserer sig for denne Sag, med stor Nysgjerrighed, tildeels vel og med Forventning om at erfare meget, som han forhen ikke vidste, navnligen om de større eller mindre Spor af en saadan institution i vor ældre Retsforfatning, tager dette Afsnit for sig. Forfatteren gjennemmønstrer ogsaa virkelig de i Historien mest fremtrædende og i verdensbegivenhederne indgribende Folks Retsforfatning ligefra de ældste Tider. Efter en kort Charakteristik af Hovedforskjellen mellem de europæiske og asiatiske Nationer i Stats- og Rets-Forfatning berører han det atheniske og det ældre og senere romerske Rettergangsvæsen, skildrer derpaa de germaniske Folks Institutioner strax efter Folkevandringen og dvæler fornemmelig ved Frankerne, omtaler Feudalvæsenet og viser, hvorledes Romerretten i Frankrige og Tydskland efterhaanden fortrængte de ældre Rets-Institutioner. Derfra gaar han over til de nordiske Lande og dvæler fornemmelig ved vort eget Fædrelands ældre Indretninger; omsider gaar han over til England, hvorved han naturligviis fornemmelig bliver staaende som Jury-Indretningens egentlige Mønsterland; til Slutningen omtaler han de Lande, som i de nyere Tider, tildeels efter engelsk Mønster, have optaget Jury-Indretningen. Det Resultat, hvortil Forf. ved Sammenligning mellem vor ældre Rets-Forfatning og Jury-Institutionen er kommen, angiver han selv saaledes (S. 33): „Overeensstemmelsen bestaar vistnok ikke i andet end i, at Domsbehandlingen foregaar ved tilfældige af Folkets blasse valgte Personer og ikke ved fast beskikkede Dommere, saaledes at enhver Sag har nye Dommere; men en stor Ulighed falder strax i Øjnene formedelst den væsentlige Omstændighed, at vore gamle Lagrettesmænd vare Dommere i Sagen i dens fulde Omfang, men at Jurymændene kun ere det i Henseende til Sagens factiske Kvæstion, ikke at tale om hele Detaillen af disse Retters Organisation.“
Allerede heraf seer man, at Forfatteren erkjender en vis Lighed mellem vor gamle Lagrette-Institution, saadan som den var for fire eller fem Aarhundreder siden, og Jury-Indretningen; men han finder dog denne Lighed ikke synderlig stor og dvæler isærdeleshed ved den Omstændighed, at vore Lagrettesmænd dømte baade om Factum og Lovens Anvendelse derpaa, medens den engelske Jury alene dømmer om Factum. Det forekommer mig imidlertid, at der ere langt større Analogier mellem begge Institutioner, end Forfatteren antager; Analogier, saa betydelige, at de ved Behandlingen af denne Sag hos os næppe burde lades ud af Betragtning, da det endog er et stort Spørgsmaal, om man ikke netop i den svage Rest af Lagrette-Institutionen, som endnu har bevaret sig hos os, alligevel har et Tilknytningspunkt, hvorved man strax kunde give Indretningen sin nationale Farve og historisk Sammenhæng med den foregaaende Retstilstand.
Men disse Analogier fremgaae kun ved en nøgen Undersøgelse af vort ældre Retsvæsen i Sammenligning med de øvrige germaniske Nationers; og denne Undersøgelse maa desuden anstilles med tilbørligt Hensyn til de Kilder, som nu ere tilgængelige, og til de Skrifter over denne Materie, som i de nyeste Tider, i hvilke først den egentlige Sands for germanisk Retsforfatning kan siges at være vakt, ere udkomne. Det forekommer mig, som om Forfatteren i dette Stykke har taget sig Sagen noget vel let. Hvorvidt det egentlig paalaa ham at levere nogen historisk Udsigt over den omspurgte Institution, eller om denne historiske Indledning er noget, han uopfordret, alene for Fuldstændighedens Skyld, har tilføjet, bliver her vistnok ligegyldigt, thi om man end i sidste Tilfælde maa ansee det priisværdigt, at Forf. ogsaa har skjenket den historiske Side af Sagen sin Opmerksomhed, saa bliver dog derved ikke Forpligtelsen til at indrette sine Forskninger efter Videnskabens nuværende Standpunkt mindre. Allerede med Hensyn til enkelte af de Kilder, Forf. har benyttet, kunde der gjøres nogle Bemerkninger. Det lader nemlig noget besynderligt, naar han citerer vore gamle Love ikke efter den nye Original-Udgave, men efter Paus’s Oversættelse, med de der forekommende urigtige Benævnelser og aabenbare Trykfejl. Den ældre Gulathingslov kalder han saaledes fremdeles „Hakon Adelsteens“[1] Gulathingslov, uagtet den i den Skikkelse, vi have den, skriver sig fra det 12te Aarhundrede, og dens egentlige Redaction, naar man skal gaae endnu højere op i Tiden, vel nærmest er at henføre til Olaf den Hellige, efter hvilken samtlige norske Love af Folket selv langt hen i nyere Tider og, saavidt vides, endnu paa Orknøerne og Hetland kaldes Hellig Olafs Lov. Bestemmelsen om Lagmænd i den ældre Frostathingslovs Indledning synes Forf. (S. 20) at henføre lige til de ældste Tider, uagtet Lagmands-Institutionen først indførtes henimod Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Denne og lignende Fejl vilde Forf. kunne have undgaaet, hvis han havde benyttet Prof. Keysers „Udsigt over den norske Samfundsordens Udvikling i Middelalderen“, udkommen i „Nor“, 3die Binds andet Hefte 1846, et særdeles instructivt og med Hensyn til de radikale Forbedringer i Fremstillingen af vore ældre Retsforhold, det indeholder, for Lovhistorikeren uundværligt Skrift. Der sees heller ikke Spor af, at Forf. har benyttet Grimms og Eichhorns Verker over Tydsklands ældre Retsforfatning, ligesom han overhoved i sine historiske Undersøgelser synes at have undladt at trænge saaledes tilbunds, at han har erhvervet sig nogen klar Anskuelse af Tingenes sande Væsen. Forf. er overhoved ikke fri for at anvende, som saa mange andre, især af den historiske Skole, der herskede et Par Generationer tilbage, hvad man kunde kalde den construerende Historiegranskning, nemlig en saadan, hvorved man uden noget nøjere, ofte endog aldeles uden noget Studium af de rette Kilder, fremstiller de nyere Institutioners Oprindelse efter egne Hypotheser om, hvad der kan have været rimeligt. I mange Tilfælde er nu virkelig Sagen saa klar, at Hypothesen i sine almindelige Omrids ikke kan andet end stemme med, hvad der ved dybere Granskninger viser sig at have fundet Sted, men deslige Materier nytter det ej at conjecturere, eller man maa idetmindste, for at kunne conjecturere, have en Masse specielle Facta at holde sig til.
Idet jeg her nærmere gjennemgaar Forfatterens historiske Udvikling af Materien, er det ikke min Agt at levere nogen udførlig Fremstilling af Dommermyndighedens Organisation hos os i ældre Tider, men kun noget nøjere at antyde Lagrette-Væsenets Beskaffenhed og dets Analogi med Jury-Institutionen, samt overhoved at paavise, hvorledes denne saavelsom lignende Indretninger ikke tilfældigviis har dannet sig eller i sin Oprindelse er egen for England, men egentlig, skjønt under forskjellige Modificationer, har bestaaet, saalænge germanisk Retsforfatning har været til.
Forfatterens charakteristik af Forskjelligheden i Stats- og Retsforfatning mellem de ældste europæiske og de ældste orientalske Nationer holder næppe ganske sin Prøve. Den Skildring, han giver af det orientalske Patriarkat, passer egentlig kun paa de semitiske Nationer, som Jøder, Arabere, osv., men derimod ikke paa de østligere boende Folkeslag af den saakaldte indogermaniske Klasse, hvilken ogsaa vi tilhøre. En stor Afdeling af den indogermaniske Klasse – Germanerne nemlig – havde ligeledes etslags Patriarkalforfatning, der ligger til Grund for al sildigere germanisk Retsforfatning og adskiller sig i sit egentlige Væsen næppe mindre fra de sydeuropæiske eller, som man med et Fællesnavn kalder dem, thrakiske Nationers Indretninger, end Semiterne adskille sig fra de samme. Denne Forskjel mellem Germanernes og Sydeuropæernes Retsforfatning er Forfatteren, hvor han kommer til at omtale Folkevandringerne, inde paa at charakterisere, men han drager kun Adskillelsen mellem Romerrigets kunstige Despoti, saaledes som det ved Folkevandringens Begyndelse var beskaffent, og de indtrængende Germaners Høvdingdømmer. Man savner en bestemt Skildring af begge Retsforfatningers oprindelige Charakteer. Denne kunde man maaskee bestemme saaledes, at det constitutive Moment hos Germanerne var Familien, hos Sydeuropæerne Communen. Allerede heri ligger Nøglen til, at Germanerne grundlagde Monarkier, men Monarkier, indskrænkede ved de herskende Familiehoveders egen medraadende Myndighed, medens Sydeuropæerne dannede Republiker; ligeledes, at Germanerne, hyldende Familie-Principet, bleve i det Væsentlige en landboende Folkestamme, medens Sydeuropæerne, hyldende Commune-Principet, sluttede sig sammen i Byer. Det er derfor næppe engang rigtigt, naar Forfatteren siger, at overalt blandt de græske Stater, med Undtagelse af Sparta, en republikansk Forfatning allerede meget tidligt indførtes (S. 3). Efter den store Folkevandring, der i Grækenlands Historie danner Grændsen mellem den fabelagtige og den historiske Tid, Dorervandringen, udviklede der sig Republiker overalt, Sparta ikke undtagen, thi at de fornemste Øvrighedspersoner førte Titel af Konger og besade deres Embeder arveligt, forandrer ikke Statsforfatningens republikanske Charakteer.
Forfatteren fremstiller S. 6–8, hvorledes de af Selvtægten og Hevnspligten opstaaede indbyrdes Uroligheder og Fejder og den derved foranledigede Usikkerhed paakaldte Modforanstaltninger, saaledes at der snart udspandt sig en Retsbehandling af deslige Slags Stridigheder i de for fælles Nytte allerede tidligere existerende Folkeforsamlinger, hvilke vare mindre og større efter den sig snart udviklende Inddeling af Landene i større Districter og disse igjen i mindre Afdelinger; en Inddeling, der ikke saameget betingedes af locale Omstændigheder, som af Beboernes indbyrdes Forhold og Slægtskab, idet de af samme Familier gjerne boede sammen i Nærheden af hinanden, hvorved Communer, Grender eller Grendskab fremkom, og af en Forening af disse igjen større Communer, af flere saadanne et Fylke eller et „Lehn“, og atter af saadanne (som i Norge) et Lagthing. Forf. mener, at Communerne i de ældste Tider holdt sammen, at der paa Grund af stedfundne Fornærmelser udspandt sig Fejder mellem dem, men at denne Tingenes Orden snart forandredes, da Folkeforsamlinger kom i Brug, hvor da Stridighederne forsøgtes udjævnede og en Slags Rets- og Doms-Behandling indførtes. En Slags Strafferet, som dog kun drejede sig om Bøder og Fredløshed, udviklede sig, Stevnemaal kom i Brug, og Regler for Varsel gaves, Folkeforsamlingen begyndte mere og mere at paatage sig at afgjøre Stridighederne, Regler for Beviset begyndte at danne sig, og Vidneførselen ordnedes; blandt Beviismidlerne nævner Forf. ogsaa Medsvorne-Eden, og endelig Ordalier eller Gudsdomme, samt Duel eller Tvekamp.
At det i det Væsentlige maa være gaaet saaledes til, som Forf. her fremstiller Sagen, vil jeg ikke egentlig benægte. Jeg troer imidlertid, at den Periode, hvori denne Udvikling fandt Sted, ligger saa langt bagenfor al germanisk Historie, at man ikke engang er berettiget til at tage den i Betragtning ved en Undersøgelse om bestemte Facta. Saa langt tilbage i Historien, som vi finde germaniske Nationer, finde vi ogsaa den dem særegne Thing- eller Møde-Indretning, Domsafsigelse og Lovens vedtagelse paa Thinge, privat Hevn eller Retsforfølgelse af Fornærmelser, og i Forbindelse dermed et til saagodtsom alle Forbrydelser udstrakt Bods-System. Dette maa man tage, som det er og som den germaniske Retsforfatnings Udgangspunkt. Undersøgelser om og Forsøg paa at fremstille, hvorledes det blev til, maae igjen henregnes til den forhen omtalt chonstruerende Historieskrivning og kunne ifølge Sagens Natur intet klækkeligt relevere. Dette af Forfatteren construerede Afsnit af den germaniske Rets-Urhistorie kunde saaledes maaskee bedst have været udeladt, især da det er et Spørgsmaal, om han endog har gjættet rigtigt. For Norges Vedkommende idetmindste skulde det næsten synes, som om den gamle Herreds- og Fylke-Indretning oprindelig er grundet paa en krigersk Organisation hos de besættende Folke-Afdelinger. Det maa ikke tabes af Sigte, at Ordet „Folk“, hvoraf baade „Fylke“ og „Fylking“ er dannet, oprindelig betyder „opstillet Krigshær“, og at „Herser“ (ɔ: Herredforstander) ogsaa maa udledes af Ordet „Her“ (Krigshær). I Norge idetmindste kom Thingene eller Folkeforsamlingerne næppe ibrug, efterat Bygder og Grender havde dannet sig og Fiendtligheder imellem dem vare udbrudte, ligesom de næppe oprettedes for at raade Bod paa disse Ulemper. Thingene existerede som urgammel Folkeskik ligefra den første Dag, da vore Forfædre satte Foden i Norge; Thing-Institutionen har i Norge aldrig været oprettet, thi den medbragtes af de første Indvandrere, der nedsatte sig i Landet, og den medførtes siden af Udvandrerne til Island og Grønland.
I Udviklingen af Romerrettens Indvirkning paa den gamle germaniske Retsforfatning som overhoved af Lensindretningen, synes Forfatteren heller ikke at have trængt saa nøje ind i de sande Forholde, at disse staae ganske klart for ham. Uagtet hans Udtryk paa flere Steder ere noget svævende, saa synes dog hans Mening at være den, at Romerretten saagodtsom strax efter Folkevandringen indførtes hos de fleste germaniske Nationer, der gjorde sig til Herrer over Europas sydligere Lande. Navnligen siger han dette om Østgoterne, vestgoterne og Burgunderne. Han sætter Lens-Indretningen vel meget i Forbindelse med Romerretten, skjelner ikke nok mellem de egentlige Kjøbstæders og Landdistricternes Forhold i de første Aarhundreder efter Folkevandringerne og er overhoved tilbøjelig til at antage, deels at enkelte Retsforanstaltninger, der i sin egentlige Natur tilhøre Germanerne, ere udsprungne af Romerretten, deels ogsaa at flere af frankiske Konger og andre Magthavere givne Bestemmelser vare nye og forhen ukjendte (f. Ex. Ludvig den Frommes Forordn. om 12 Scabini), medens Sammenligning mellem de forskjellige germaniske Lovgivninger snarere viser, at de fleste Bestemmelser af dette Slags sluttede sig til noget Bestaaende, hvilket de i det Højeste kun modificerede, og som alene af den Grund ikke synderlig ofte omtales, at det udgjorde et væsentligt Moment i den germaniske Retsbevidsthed. Vi skulle i det Følgende, hvor vi nøjere omtale den oldnorske Rettergang, atter komme ind paa denne Materie. Her ville vi for det første nærmere betragte den Maade, hvorpaa Forholdene gestaltede sig i de romerske Lande, der ved Folkevandringen kom til at tilhøre Germaner, og den i disse sig udviklende Lensret. Vi have tidligere søgt at charakterisere den store Grundforskjellighed mellem den germaniske og den romaniske Stats- og Retsforfatning saaledes, at den første var grundet paa Familien, den sidste paa Communen, hvori ogsaa Landbo-Principet hos hine, By-Principet hos disse er givet. Germanernes oprindelige Jurisdictions-Eenhed var Gauen eller Herredet, med en Høvding (Greve, Herser, Gode o. s. v.) i Spidsen; Romanernes Jurisdictions-Eenhed var Byen (civitas ɔ: Borgercommunen), med et republikansk Senat i Spidsen. Germanerne havde ikke Byer, men Landet var for dem Alt; Romanerne beherskede Landet fra Byerne af, og Landdistrictet var hos dem kun et Anhang til Byen. For Rom blev derfor, endog under dette Riges vidtløftigste Udstrækning, Byen Rom dog altid Hoved-Eenheden, hvortil alt andet henførtes. Det var den romerske Commune, som styrede det hele Erobringsrige, og kun ved at have større eller mindre Rettigheder i denne Commune var det en Indbygger af en Provinds muligt at erholde nogen politisk Betydning. Hvorsomhelst det romerske Herredømme naaede, bleve Landdistricterne anseede som Biting og stæderne som Hovedsagen. Stæderne dannede underordnede Communer efter romersk Mønster, disse Communers Medlemmer fik større eller mindre Andeel af den centrale Borgerret, og det hele romerske Rige kan saaledes siges at være en kunstig pyramide af Borgercommuner, for hvilke alle Staden selv i egentligste Forstand, nemlig Rom, dannede Toppunktet og al Borgerrets Udspring. Keiserværdighedens Indførelse bestod i, at enkelt Mand ved Militær-Herredømme erhvervede den største Indflydelse i Rom, derved var han ogsaa strax hele det øvrige Riges Herre. Centralisationen og Embeds-Hierarkiets Organisation er heri strax givet, men alt dog under Bibeholdelsen af communale Former.
Landdistricterne bleve i egentlig Forstand Byernes Ejendom, hvad enten de nu virkelig uddeeltes til fattige Borgere eller som Statsjorder benyttedes af de Rigere. De romerske Borgere kunde vel have sine Landgodser og i Regelen opholde sig paa Landet, men Byen var dog deres rette Værnething og egentlige Hjem. Her maatte Statsmanden være tilstede, naar han vilde vedligeholde sin politiske Indflydelse. Den store Opdyngen af Rigdomme i de mægtige romerske Familier, forbundne med et til en for os næsten utrolig Grad drevet Trælle-Væsen, saaledes at den romerske Rigmand maaskee kunde eje Tusinder af Trælle, bevirkede i Aarhundredernes Løb, at Landejendommene samledes sammen til faa, men uhyre store Godser, tilhørende romerske Stormænd, der lode dem dyrke ved sine Trælle; derved forsvandt omsider saagodtsom den ældre Befolkning af underordnede Agerdyrkere. Befolkningens Klasser bleve tvende, Borgere i Byerne, af hvilke de rigeste vare Godsejere, og Trælle paa Landet. Disse Trælle antoge nu vel i Tidens Løb mere charakteren af ufrie eller livegne, dog bosatte, Jorddyrkere, men de havde dog ikke selv nogen Ejendom eller Interesse af at forbedre den Jord, de dyrkede, og derfor vidne ogsaa de ældre Forfattere, at de store Landgodser ødelagde Italien. Dette Uvæsen strakte sig efterhaanden ogsaa udenfor Italien. Navnligen var dette Tilfældet med den største Deel af Gallien, det nuværende Frankrige, hvor der vare store eller blomstrende Stæder, som bestyredes paa romersk Viis, og hvis rigeste Borgere ejede Landdistricterne, som dyrkedes af Livegne.
Naar de germaniske Barbarer, som man kaldte dem, nu brøde ind over et saaledes indrettet Land, saa kunde nok Ødelæggelsen være stor, og Byerne herjedes paa det voldsomste, men efter denne første plage bleve Forholdene ikke saameget forrykkede, som man i Almindelighed tænker sig. Det var Landdistricterne, som de germaniske Erobrere toge i Besiddelse, medens de ikke synderlig ændsede Byerne, hvor de romerske Provindsborgere fremdeles levede efter romersk Skik og romersk Ret. Trællene paa Landet bleve nu de germaniske Herrers Livegne, og deres Kaar bleve næppe slettere end forhen under de romerske Herrer; Byerne maatte vel erkjende de germaniske Kongers Overherredømme og betale dem Afgifter, men i deres Bestyrelse fik de i Grunden større Frihed, forsaavidt som de løsreves fra Kejserdømmet. Erobrerne vedligeholdt imellem sig selv den germaniske Ret, kun forsaavidt modificeret, som de nye Forholde gjorde det nødvendigt, da hver enkelt af Erobrerne her, som Ejer af en stor Landejendom med livegne Jorddyrkere, blev en Herre og Erobrerne selv tilsammen dannede en Herrestand, hvilken dog fremdeles udgjorde det egentlige Folk. Ligesom nu hos de gamle Grækere og Romere den egentlige Statsmyndighed tilhørte Byen, og de øvrige Indbyggere, der ikke vare enten Borgere eller Trælle, vare politisk Umyndige og hos Grækerne charakteristisk kaldes „de Omkringboende“, saaledes var Forholdet nu omvendt, thi statsmyndigheden udgik nu fra Landet, fra de Omkringboende, medens de romerske Byborgere vare politisk umyndige. Der var saaledes germanisk Ret paa Landet, hos Herrerne, romersk Ret i Byerne. Ligesom Meteorstenene synes at være løsrevne Stykker af Planeter, komne i urette Baner, saaledes vare Byerne i de af de germaniske Indvandrere erobrede Lande løsrevne af det romerske Statslegeme, en Tidlang, skjønt hensygnende, vedligeholdende romersk offentligt Liv. De indtrængende Barbarer opgave saaledes ikke, som Forf. finder naturligt, sine egne Folkeretter og adopterede romersk Ret, men de bibeholdt deres egen Ret, taalende romersk Ret i Byerne, hvis indre Væsen egentlig maatte være dem ligegyldigt. Da imidlertid de germaniske Erobringskonger ogsaa vare Byernes og de romerske Provindsborgeres Overherrer, kunde de dog ikke undgaae undertiden at tage sig af deres Lovgivning, og saaledes opstod paa denne Tid flere Udtog af den romerske Ret, bestemte til at gjælde blandt Provincialerne i de enkelte nye Riger, f. Ex. det alarikske, for Vestgoterne, det papianske, for Burgunderne o. s. v. Men de gjælde ikke, som Forf. troer, for Vestgoterne, Burgunderne, overhoved for Germanerne selv. Disse bibeholdt deres egne Love, som de nok forandrede efter nye Forhold, men uden at forandre de gamle Retsvedtægters egentlige Aand og Principer. Derfor har man endnu, som bekjendt, den gamle vestgotiske Lov, den longobardiske, den burgundiske, de frankiske o. fl., bestemte til at gjælde mellem de nævnte Rigers germaniske Herrer, medens den romerske Ret vedblev i Byerne. Indførelsen af den romerske Ret blandt Germanernes Efterkommere i disse Lande tilhører langt senere Perioder og gik overhoved kun gradeviis for sig. I Italien, hvor Massen af den romerske Befolkning altid maatte være overvejende, og hvor Germanerne ikke engang ret kunde siges at have deelt Landet imellem sig, maatte Germanernes overgang til romersk Nationalitet tidligst finde Sted. Men i Tydskland og Frankrige fik Romerretten ikke egentlig nogen Betydning i Rettergangen mellem Adelens Medlemmer, det vil sige Efterkommerne af de germaniske Erobrere, indbyrdes, førend længere hen i Middelalderen, da Kongernes eller Kejsernes og Adelens Interesse var bleven forskjellig og hine søgte sin støtte i Bykommunerne. Efter at disse havde henslæbt et sygeligt Liv i nogle Aarhundreder, lærte Kongerne, hvis Magt den vældige Lensadel næsten gjorde til et Intet, at deres Interesse i en vis Henseende var den samme som Bycommunernes. Disse, hvilke kunne betragtes som det romerske Væsens Aflæggere midt i Germanismen, understøttedes nu af Fyrsterne med Privilegier, for at deres Masse kunde tiltage paa Adelens Bekostning; dette bragte dem igjen i Opkomst, og derved dannede sig en Tredie- eller Borgerstand, hvis Retsforfatning oprindelig var grundet paa Romerret; paa samme Tid indbragtes ved Gejstligheden, hvilket ogsaa Forf. gjør opmerksom paa, den canoniske Ret, der ligeledes slutter sig til Romerretten; med den stigende Cultur og den tiltagende Forvikling af Forholdene tiltog ogsaa Retsbestemmelsernes Messe og følgelig Vanskeligheden for den Ikkeboglærde at kjende dem; Retskundskab blev derfor en egen Videnskab, som Adelsmanden maatte overlade til Gejstlighed og Trediestand, og for denne Videnskab dannede naturligviis Romerretten Grundvold. Der opstod nu en Klasse af Lovkyndige (Legister), der, fra Fødselen af og ifølge de bestaaende Forholde Adelen fiendtlig, betragtede Romerretten, saadan som den fremtraadte i den i streng absolutistisk Aand bearbejdede Corpus juris, som sit Orakel og derfor i enhver Henseende vare ypperlige Hjælpere for Konge- og Kejser-Magten. Disse Legister gik efterhaanden over fra at være blotte juridiske Consulenter ved Domsafsigelser til at blive virkelige Dommere og i denne Egenskab ordentlige Embedsmænd. Saadan Domsafsigelse, udøvet af en enkelt Embedsmand, er noget, som oprindelig er aldeles fremmed for germanisk Retsforfatning. Af de her udviklede Grunde slap ogsaa England frit for Romerret, da den normanniske Erobring fandt Sted, førend endnu Romerret var bleven gjældende i Frankrige, og de normannisk-engelske øverste-Thing eller Parlementer vedbleve af samme Grund at være virkelige Thing eller Parlementer, medens de franske, oprindeligt indrettede paa samme Maade, gik, som Forf. siger, over til at betegne visse Overdomstole, nemlig da Baroner, ude af Stand til at udføre den i Parlementerne paa de Tider hyppigst forefaldende Forretning, at dømme, da de ej kjendte Loven, maatte overlade denne Forretning til gagerede Legister, der beholdt deres Embede paa Livstid.
I Forbindelse med denne Retstilstand og Forhold mellem Landet og Byerne udviklede sig ogsaa Lensvæsenet som en ligefrem Følge af de germaniske Administrativ-Forholde, anvendte paa erobrede Lande, der ved Krigsmagt maatte holdes i Lydighed. Men i Fremstillingen heraf er Forf. atter noget svævende, idet han ikke tilbørligen skjelner mellem Lensindretningen paa Fastlandet, eller rettere de Riger, som dannedes af det store frankiske Monarchi, og den normanniske Lensforfatning i England. Han synes at betragte begge disse Lensforfatninger som een og den samme, uagtet de indbyrdes vare betydeligt forskjellige. Paa Fastlandet var Besiddelsen af Grundejendom Kilden til den virkelig politiske Magt. De erobrende Germaner deelte det erobrede Land imellem sig efter enhvers Magt og Anseelse i større eller mindre Stykker, som den nye Ejer fik med fuldstændig og fri Ejendom, aldeles saaledes som han hjemme havde været vant til at besidde sin Gaard; med andre Ord, den nye Ejendom blev hans Odel, eller, som man i Tydskland kaldte det, Allodium; hans eneste Forpligtelse bestod i at følge Fyrsten til Landets Forsvar ved almindeligt opbud (Heerbann). I det store frankisk-tydske Rigs var der store Stykker, Germanernes oprindelige Hjem, hvor ingen Erobring havde fundet Sted, hvor Allodierne vare smaa og egentlig kun Odelsgaarde, men i de erobrede Lande vare Allodierne desto større og befolkede med Livegne, over hvilke de nye Herrer havde den fuldstændigste Højhedsret. Ogsaa Kongerne havde sine Allodier, naturligviis de største, og fordeelte paa forskjellige Kanter af Riget. Dem, som de ikke selv kunde overtage at bestyre, bortforlenede de til mægtige Høvdinger imod visse Forpligtelser, især den at holde et vist Antal bevæbnede Mænd til Kongens Tjeneste, ligesom ogsaa den eneste Maade, hvorpaa Kongerne lønnede sine statholdere (Hertuger, Grever), bestod i Forleninger. Under disse omstændigheder maatte Lensbesidderne blive mægtigere end de øvrige Allodialbesiddere i Almindelighed; deres Afhængighed af Kongen blev efterhaanden kun en Afhængighed af Navn, og dette blev endog Tilfældet med de kongelige Statholdere, der betragtede det hele Embede, ej de blotte Lensgodser, som deres Len. Af Lens-Standens Anseelse og Magt fulgte det ligefrem, at det maatte ansees som et Gode at tilhøre den, ligesom ogsaa den blotte Allodialbesiddelse uden Lensafhængighed i Tidens Løb ikke i og for sig sikkrede Besidderen for Indgreb af den mægtige Lens-Adel. De mindre Allodialbesiddere gave sig derfor somoftest selv i Lensafhængighed, deels under Kongen selv, deels under en af de større Vasaller; derved dannede sig det indviklede, af mange over- og underordnede Trin (Suzerain-Vassal-Vavasseur-Vavassen) bestaaende, continentale Lensforhold. I England derimod, hvor det normanniske Lensforhold indførtes, grundedes dette paa Kongens Ejendom af det hele Land, med andre ord: der kjendtes ingen Odel eller Allodium. Dette Princip maa have været det sædvanlige ved enhver større Land-Erobring, foretagen af den saakaldte nordisk-germaniske Stamme (Nordmannastammen), det nemlig, at Kongen tilegnede sig selv al Odel i det erobrede Land, og at al Besiddelse af Land for Undersaatter kun grundede sig paa kongelig Forlening. Det samme Princip aabenbarer sig allerede heri Norge ved Harald Haarfagres Erobring af Landet. Der fortælles som be kjendt udtrykkeligt, at han tilegnede sig al Odel, det vil sige, fordrede Landet betragtet som sin Ejendom, og Besidderne blot som sine Lejlændinger (dette Udtryk naturligviis taget i en mere uegentlig Betydning). Det samme Princip aabenbarer sig under de gamle Konger af Ragnar Lodbroks Dynasti i Danmark, hvis Herredømme efter nøjagtige Undersøgelser blot kan betragtes som opstaaet ved en nordisk Krigerskares Erobring af de halvgotiske danske Lande; det heder udtrykkeligt hos Sven Aagesøn, at hine Konger ejede Jorden i hele Riget. Gange-Rolf erhvervede sidenefter Normandi paa samme Maade, skjønt under den franske Konges Overhøjhed; hans Ætling Vilhjelm Erobreren underkastede sig paa samme Maade England, og senere see vi det samme Princip gjøre sig gjældende i Neapel, da normanniske Erobrere ogsaa underkastede sig dette Land. „Endnu“, siger derfor en tydsk Forfatter, „er det Grundsætningen i England, at Kongen betragtes som den direkte og oprindelige Ejer af Landejendommene i det hele Statsgebet, og at al Besiddelse af Jord middelbart eller umiddelbart er at udlede fra ham. Den højeste politiske Værdighed er saaledes i en vis Henseende afhængig af en Privatrettighed, og medens paa Fastlandet de Besiddere, hvis Adkomst ej beroede paa kongelig Forlening, i Kongedømmet blot kunde see en ved mangeslags Interesser med dem forbunden og beskyttende Magt, kunne Landejendomsbesidderne i England betragte Kongen som den, der forlener og overholder deres Rettigheder. Den større Uniformitet ved Lensvæsenet i England forebyggede derfor ogsaa den Søndersplittelse, som paa Fastlandet fulgte af de feudale Indretninger; og de egentlige Højhedsrettigheder, fornemmelig Jurisdictionsretten, forenedes i den øverste Lensherres Haand. Men Vasallernes politiske Berettigelser kunde derhos lede til en fælles Repræsentation af Undersaatterne, som maatte være væsentlig forskjellig fra de stænderske Indretninger paa Fastlandet, hvilke i Almindelighed manglede offentlighedens og Almindelighedens Charakteer.“
Forfatteren gaar, som forhen omtalt, fra Lensindretningen over til at beskrive de gamle frankiske Domstole. Han viser, hvorledes man, da Møde i Folkeforsamlingerne ansaaes for byrdefuldt, fastsatte, at Communeforstanderen i Forening med 7 Rachimburger, valgte af de mest anseede Ejendomsmænd i Herredet, kunde afgive Dom; hvorledes Ludvig den Fromme siden forordnede, at enhver Greve skulde holde de almindelige Thing med 12 Scabini eller Bisiddere, der valgtes af Folket; endelig omtaler han Optagelsen af det romerske Retssystem, hvorved han paa en vis Maade kommer i Modsigelse med sin tidligere Yttring, at Frankerne allerede efter Folkevandringen antoge Romerretten. Hvad nu nysnævnte Bestemmelse om Rachimburger og Scabini angaar, da maa jeg her gjentage, hvad jeg allerede forhen har antydet, og hvad der i denne Materie er et særdeles vigtigt Moment, at de nok kunne være Modificationer af ældre Indretninger, men i og for sig ikke egentlig indeholdt noget nyt, der ikke allerede fra Urtiden laa i alle germaniske Nationers Bevidsthed. Man behøver ikke at studere længe i gamle norske, gamle engelske, gamle tydske Love, førend man overbeviser sig om, at de der optegnede Retsbestemmelser ikke egentlig ere beregnede paa at være udtømmende, men snarere fra først af kun ere conciperede for de Tilfælde, hvor den oprindelige urgamle Rets-Sædvane tiltrængte en eller anden Modification. Dette kan vistnok ikke være saa fremtrædende i den person- og krigsretlige Deel, hvor de specielle Bestemmelser i og for sig udtale de almindelige Principer, men det maa destomere finde Sted i det Processuelle og Judicielle, hvor de nedskrevne Bestemmelser aabenbart kun ere Supplementer til det oprindelige jus non scriptum, der ikke behøvede at optegnes, fordi det levede i Enhvers Bevidsthed. I de ældre norske Love handledes saaledes ikke om Herreds- og Fylkethingenes Organisation, fordi netop paa disse, der sluttede sig til Forholde, ældre end de store Lagthings Indstiftelse, den oprindelige, sædvansmæssige Fremgangsmaade fandt Sted, medens derimod flere Fylkers Forening under eet Lagthing allerede var en Modification af den oprindelige Retsorden og foranledigede derfor nærmere Bestemmelser, dog naturligviis i de oprindelige Retssædvaners Aand. Vi finde i vore gamle Love ingensteds Begrebet Odel forklaret, uagtet det dog medførte bestemte Rettigheder, alene af den Grund, at Begrebets Betydning var Enhver saaatsige medfødt. – Et Hovedprincip ved al Rettergang var saaledes at et Antal af Medborgere, sædvanligviis 12 eller flere Gange 12, dømte i alle Sager. Det omtales ikke udtrykkeligt i vore gamle Love, men det sees af en Mængde Diplomer, hvor „Tolv Mands Dom“ saare hyppigt omtales; og derhos forudsættes denne Indretning som det Bestaaende ved Lagthingsretterne og andre, der i vore Love virkeligen omtales. Egentlig, kan man sige, tænkte man sig ikke noget Doms-Thing uden et Udvalg af mindst 12 Dommere; dette forudsættes som givet, medens alene den særegne Indretning af samme Ur-Institution ved de større nyere Retter nærmere omtales. Allerede i vor ældste Gudelære fremtræder Principet: de 12 fornemste Aser ere Dommere under Odins Forsæde. I Egils Saga, hvor Gulathinget først omtales, nemlig paa Kong Erik Blodøxes Tid, da det endnu kun gjaldt for tre forenede Fylker (Fjordene, Sogn og Hordafylke), fortælles der, at indenfor Skrankerne (Vebaandene) sad 12 Dommere fra hvert Fylke, hvilke tre Tylfter skulde dømme i alle Sager. Da Gulathinget siden kom til at bestaae af 6Fylker, har rimeligviis hvert Fylke kun afgivet sex Dommere, dog nævnes intet herom enten i vor ældre Gulathingslov eller for Frostathinget i den ældre Frostathingslov, og man skulde næsten troe, at det hele Antal udnævnte Thingmænd ej alene samtykkede i Dommen, men ogsaa virkelig dømte i alle Sager, naar man ikke havde hiint udtrykkelige Vidnesbyrd af Egils Saga og den ligesaa udtrykkelige Bestemmelse i Kong Magnus Lagabøters Landslov, at der nok til hvert af de fire Lagthing skulde udnævnes et større Antal Thingmænd, men at der af disse igjen skulde udnævnes 36, nogle for hvert Fylke, til at udøve Dommer-Functionen eller, som det hed, sidde i Lagretten, hvilket er det rette og egentlige Navn paa den dømmende Comitee ved hvert Thing. Den blotte Taushed hos hine ældre Love viser altsaa, hvorledes netop det Væsentligste kan forudsættes. Paa Island, hvor vore Forfædre medbragte deres gamle Love, der dog kort efter Colonisationen noget modificeredes for at kunne passe paa de nye Forholde og efter Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd især støttede sig til Gulathingslagen, var der ligeledes 36 Dommere i hvert Vaarthing; i hver Fjerdingsdom paa Althinget var der 9 Dommere, men da alle fire Domme sad samtidigt, udgjorde de dog tilsammen 36, og Femtedommen eller den øverste Ret bestod ligeledes af 36 Dommere. En Forskjel med Hensyn til Benævnelsen fandt ellers paa Island Sted, forsaavidt „Lagretten“ der i den ældste Tid ikke betegnede den dømmende Comitee, men en lovgivende, bestaaende af Lagsagamanden med de 39 Goder eller Høvdinger, tilligemed 9 tilkaldte Mænd, tilsammen 48, af hvilke enhver igjen medtog tvende Raadgivere. Skulle vi nu tænke os, hvorledes hiin ældgamle Domsindretning gjorde sig gjældende paa Herredsthingene eller overhoved de mindre Thing i Norge, da bliver det udenfor al Tvivl, især naar man benytter de Vink, Diplomerne give, og tager senere praxis i Betragtning, at der ogsaa her var en Domscomitee eller Lagrette, bestaaende af 12 Mand.[2] Og sættes nu dette igjen i Forbindelse med hvad der forhen er nævnt om Rachimburgerne og Scabinerne i Tydskland, saa viser det sig, at Bestemmelserne herom ikke indførte noget nyt, men alene modificerede staaende Retsvedtægter. De 12 Thaner eller Thegene, der i de ældre angelsaxiske Love omtales som Assessorer (Ff. S. 42), blive da ligeledes Lagrettesmænd, men ikke, som Kerredy mener, Lagmænd i skandinavisk Forstand, uagtet de paa angelsaxisk kaldes Lahmen eller Lagmen. Og den positive Lov fra Henrik den andens Tid, ved hvilken efter Forf.s Mening Juryer ere etablerede, saavidt man kan skjønne af dens Indhold, „at alle Spørgsmaale om Hjemmel til Jordegods skulde afgjøres efter Undersøgelse af 12 Riddere, der bleve tagne i Eed paa, at de vilde sige Sandhed, og at i alle Tvistigheder om Ret til Land Besidderen maatte have Valget imellem at see Sagen afgjort enten ved 12 gode Riddere eller ved Duel“, synes ligeledes kun at slutte sig til det bestaaende Retsprincip, at være dets Anvendelse under særegne Modificationer paa Sager, som Kongen egentlig af egen Magtfuldkommenhed kunde have afgjort, hvorfor den ligefuldt kunde kaldes „en kongelig Velgjerning, tilstaaet Folket efter Magnaternes Raad.“
Af det her Anførte vil det allerede lettelig sees, at jeg betragter den engelske Jury-Indretning kun som en Modification af den ældgamle germaniske Lagrette-Institution, og at jeg anseer den forskjellig fra, og ingenlunde opstaaet af, den ligeledes oldgermaniske Medeedsmænds-Institution, hvilken ene vedkommer Beviisførelsen, ikke Dommen. Analogien mellem Lagrette og Jury vil imidlertid endnu bedre springe i Øjnene, naar vi nærmere betragte Lagrettens Organisation og Maaden, hvorpaa den udførte sine Forretninger, medens vi tillige nøjere undersøge Medeedsmænds-Institutionen i dens forskjellige Skikkelser. Alt dette kan bekvemt skee, idet vi fremdeles følge Forfatteren i hans historiske Fremstilling af Norges judicielle Indretninger. Hvad fordetførste Lagrettesmændenes, som overhoved Thingmænnes, Udnævnelse angaar, da er det mindre rigtigt, naar Forf. yttrer den Formening, at de i Førstningen valgtes af Folket. Det var fra umindelige Tider Skik, at de opnævntes af Herseren eller Herredsbøndernes Formand. Om Hersernavnets Oprindelse og Betydning maa jeg forøvrigt henvise til den føromtalte Afhandling af Prof. R. Keyser, da det her ikke er Stedet at udvikle dette nøjere, ligesom det heller ikke kan skee paa en klarere og grundigere Maade, end det der staar at læse. Her maa jeg blot bemerke, at istedetfor Hersernavnet paa Island traadte Gode-Titelen, der egentlig blot vidnede om Herserens offerpræstelige Forretning, og at Hersernavnet i Norge allerede tidligt afløstes af Lendermands-Titelen, uden dog i det Væsentlige at forandre sin Charakteer. Nu hedder det allerede i Egilssaga paa foranførte Sted, hvor der handles om Gulathingets Lagrette, at de udnævntes af Herserne, saaledes at den fornemste Herser i hver af de tre Fylker udnævnte 12 Lagrettesmænd. Paa Island var det Goderne, som opnævnte Dommerne, saaledes at til Vaarthinget tre Goder (hvert Vaarthing indbefattede nemlig tre Gode-Districter) udnævnte hver 12, til Fjerdingsdommene hver Gode een, og ligeledes til Femtedommen hver Gode een (nogle særegne Undtagelser kunne her lades ud af Betragtning). Nævningsmændene til Lagthingene i Norge opnævntes deels af Lendermændene, der repræsenterede Bøndernes Interesse, deels af de kongelige Gaardsfogder og Sysselmænd, men om noget Valg, foretaget af det hele Folk, var ikke Tale. At ogsaa Lagrettesmændene udnævntes af Lendermændene i Forening med de kongelige Embedsmænd, siges ikke udtrykkeligt, men det falder saagodtsom af sig selv. Det er imidlertid nøje at lægge Merke til, at Kong Magnus’s Landslov foreskriver, at de til Lagthinget udnævnte Lagrettesmænd skulle tages i Eed paa at dømme retfærdigt m. m., men føjer til, at enhver af dem skal sværge denne Eed den første Gang, han tiltræder Functionen, og ikke oftere, om han end oftere dertil udnævnes. Sættes dette i Forbindelse med den Omstændighed, at mange Diplomer ere udstedte af Mænd, der kalde sig eedsvorne Lagrettesmænd for dette eller hint Herred, saa seer man, deels at Eedfæstelsen ogsaa foretoges med Herreds-Lagrettesmændene ligesaavel som med Lagrettesmændene ved Lagthinget, deels at de saaledes eedsvorne Lagrettesmænd kunde opnævnes til Lagrette uden at eedfæstes paany, hvilket igjen forudsætter, at Antallet af de paa denne Maade eedsvorne Mænd i hvert Herred var større end den egentlige Lagrettes Antal, og at disse eedsvorne Lagrettesmænd dannede en egen Klasse, der nød fortrinlig offentlig Tillid, og blandt hvilke Skjønsmænd og Voldgiftsmænd fortrinsviis udnævntes. Vi have altsaa her fremdeles et Moment ved Lagrette-Institutionen, som bringer den i Analogi med Jury-Indretningen.
Forfatteren har misforstaaet vore gamle Love, naar han antager, at Lagthingene dannede Appel-Instanser. – Enhver Dom, endog afsagt paa Herredsthinget, naar den kun var ordentligt afsagt, var inappellabel, og det var kun, naar betydelig Meningsforskjel herskede blandt Thingmændene, at Sagen henskødes til en højere Ret, hvorimod det synes at have staaet Enhver frit for, naar det faldt ham belejligt, strax at lade sin Sag paadømme af en slig højere Ret. Den højeste Ret i de ældste Tider, førend Norge samledes til et eneste Rige, var naturligviis Fylkesthinget, og som en Levning fra den Tid maa det vel ansees, naar det nysfundne Brudstykke af den gamle Eidsivathings- eller Borgarthings-Lov kalder Fylkesthinget ogsaa Aalyktarthing ɔ: Slutningsthing. Det er ligeledes merkeligt, at dette Brudstykke nævner Tre-Fylkers-Thing som allerhøjeste Ret, uagtet baade Eidsivathingslagen og Borgarthingslagen bestod hver af mere end 3 Fylker. Men der gives flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at det, naar Frostathinget fraregnes, hvis oprindelige Omraade var de 8 throndhjemske Fylker, fra først af kun var tre og tre Fylker, som forenede sig om hvert Lagthing. For Gulathinget var det, som vi have seet, Fjorde-, Sogne- og Horde-Fylke; for Eidsivathinget rimeligviis Heina-, Hada- og Rauma-Fylke; for Borgarthinget Alfheim, Vingulmark og Vestfold, skjønt Thinget før Olaf den Helliges Tid snarere har staaet i Skiringssal, end paa Borg. Denne Omstændighed, at hvert Thing fra først af kun omfattede tre Fylker, er os Nøglen til det stedse vedblivende Antal af 3 Gange 12 Lagrettesmænd.
Naar Forfatteren, som det synes (S. 18), antager, at Riget fra gammel Tid af var deelt i fire Lagdømmer, saa er dette mindre rigtigt, da Borgarthingslagen først senere dannedes, endog langt senere, end man sædvanligviis har antaget (see Olaf den helliges Saga, udg. af Keyser og Unger, S. 106). Det er ligeledes en Fejltagelse, naar det uden nogen Undtagelse for den ældste Tid hedder (S. 20), at Lagmændene præsiderede ved Thingene, thi Lagmandsembedet oprettedes, som allerede forhen bemerket, først henimod Slutningen af 12te Aarhundrede. Overhoved er Forf. ikke ret paa det Rene med Lagmandsembedets Functioner og Lagthingsinddelingen, hvorom siden. Her ville vi for det første betragte Maaden, hvorpaa Lagretten udførte sin dømmende Function, og hvad Betydning dens Domme havde. I Førstningen synes det, som om dens Domme ikke fik Fuldgyldighed, førend de samtykkedes af de tilstedeværende Thingmænd (Keysers Afhandling S. 46), og dette er maaskee Aarsagen, hvorfor de i vore ældste Love ikke udtrykkeligen nævnes. Forøvrigt var Thingdommen, hvad enten den var afsagt af Lagretten eller alle Thingmændene, egentlig kun en Dom om Factum eller en Erklæring, at Lovens Bestemmelse skulde indtræde, med andre Ord: en Kjendelse, at Execution kunde finde Sted. Lovbestemmelserne vare i hine Tider saa simple og omfattende, de enkelte Tilfælde selv saa ufravigeligt indordnede under visse Rubriker, og Retsbevidstheden derhos saa levende, at Maaden, hvorpaa Loven, som man siger, skulde anvendes paa Factum, ej behøvede at nævnes; det var nok at erklære Factum for beviist, saa faldt Anvendelsen af sig selv; og om der overhoved skulde være Tale om nogen Afsondring mellem Kjendelse i Factum og Executionsdecretet, saa maa den første have været Lagrettens, det andet Thingmændenes Sag. Alt dette fremgaar tydeligt blandt andet af den ældre Gulathingslovs Bestemmelser (35, 36) om Inddrivelse af Vitafé, d. e. vitterlig beviist Gjæld. Hertil regnes laant Gods, lejet Gods, dømt Gods m. m. samt vidnesfast Gjæld; alt dette skal søges med Krav, som det kaldes; man stevner Vedkommende til sit Hjem, forventende at han der strax betaler; hvis ikke, stevner man ham til Things og fremfører der kun sine Beviisligheder for, at man ej har forsømt Formaliteterne; Beviset for Gjælden selv forudsættes som allerede tilstede, saa at det ikke engang behøves at føres til Thinge, men kun dets Gyldighed at undersøges; derpaa have Thingmændene at tildømme ham sit Gods og saamange af dem, som udfordres til at udføre Executionen, skulle strax følge Sagsøgeren for at hjælpe ham dermed. Naar der blandt beviist Gjæld ogsaa regnes dømt Gods, saa er dette Ord her brugt i en egen Betydning, der ej maa forvexles med Thingdommen; det sigter til en Fremgangsmaade, som anvendtes for at faae ubeviist Gjæld bragt i Kategori med den beviiste eller Vitafé, i den Hensigt at kunne hævde Executionsdom til Thinge. Herom handles i Gulathingsloven § 37 samt Frostathingslovens X, 11–18; det hedder her udtrykkeligt, at naar man ej har vidner paa sin Gjæld, maa man søge Debitor med Kvaða (ɔ: Anmodning, modsat Krav), hvorpaa da, hvis Debitor ej strax vedgaar Gjælden, sættes en Dom (Kvadedom) ved Debitors Gaard, af hvilken Dom hver af Parterne udnævnte 6, ligesom de og havde gjensidig Recusationsret; alt med forskjellige og for de enkelte Lagdømmer noget afvigende Formaliteter. Denne Dom kunde blot paalægge Debitor Benægtelses-Eed i Forhold til Gjældens Størrelse; denne Eed, forsaavidt den blev aflagt eller han ej dristede sig dertil, blev da Beviset, efter hvilket Thingmændene afsagde Executionskjendelse eller ikke. Forf. har fejlagtigt antaget, at denne Kvadedom altid anvendtes ved Hjemstevne.
Lagmændenes Embede oprettedes ganske vist, fordi Lovgivningen med den stigende Cultur blev mere indviklet, saaat fuldstændig Lovkundskab ej kunde forudsættes hos Lagrettesmændene. Deres Functioner vare da, deels at præsidere ved Lagthingene, deels at gaae Lagrettesmændene til Haande som Retsconsulenter, med andre Ord: at anvende Loven paa det af Lagrettesmændene undersøgte Factum. Nogen aldeles nøjagtig Adskillelse, saaledes at Lagrettesmændene blot holde sig til Factum, Lagmanden blot til Lovsanvendelsen, kan man her ikke vente at finde, men i Hovedsagen var den bestemt forhaanden. Dette fremgaar af flere Data. Det overholdtes i lang Tid temmelig strengt, at Lagmandens Kjendelse aldrig kaldtes en Dom, hvormed Begrebet om Executionskraft forvandtes, men alene Lagsagn eller Orskurd, d. e. Afgjørelse, Lovserklæring. Det var vistnok saa, at Kongerne, næppe saameget i den Hensigt at udvide Kongemagten, som virkelig at sørge for Retsplejen, søgte at give Lagmændenes Orskurder omtrent samme Kraft som en afsagt Dom, men i Almindelighed lykkedes det næppe, – at Parterne efter gjensidig Overeenskomst kunde vedtage dem som Voldgiftskjendelser, er en anden Sag. Paa det Sted i vor Lovgivning, hvor Lagmændene allerførst nævnes, nemlig i Kong Haakon Haakonssøns Indledning til Frostathingsloven, klager Kongen over, at mange ej ville tage Notits af Lagmandens Orskurder, naar denne havde „sagt Loven“. Der sættes ogsaa Pengebøder for dem, der ej ville indfinde sig, naar de blive indstevnte for Lagmanden. Pengebøder i dette Tilfælde foreskreves og i Kong Magnus’s Landslov, og der forordnes, at to stridende Parter, som have stevnet deres Sag ind for Lagmanden, skulle overholde Lagmandens Afgjørelse; de kunne nok henskyde denne til Lagthinget, dog Lagthinget maa ikke selv underkjende den, men alene indstille til Kongen at gjøre Forandring deri. Naar derimod Lagmanden tilligemed Lagretten dømte paa Lagthinget, forudsættes det som givet, at ingen Tvivl opstod i de i Loven omtalte Tilfælde; naar Loven derimod taug, skulde man, hedder det, kjende det for Ret, hvorom Lagmanden og Lagrettesmændene alle vare enige; hvis ikke, skulde Lagmanden og de, som med ham vare enige, raade. Dette maa vel forstaaes saaledes, at Stemmefleerhed gjaldt, og at Lagmanden ved lige Stemme gjorde Udslaget. En tydeligere Forestilling om Lagmændenes Functioner og deres Forhold til de egentlige Dommere faar man ved enkelte Diplomer. Af disse seer man nemlig ogsaa, at den legale Benævnelse paa Lagmandens Kjendelse ikke var „Dom“, men blot „Orskurd“, og at han ikke „dømte“, men blot „sagde“. Fortrinligt bevisende i saa Henseende er en egenhændigt beskreven Dom af den bekjendte Lagmand Hr. Hauk Erlendssøn paa Oslo Lagthing i Aaret 1302. Her hedder det nemlig, at ifølge de fremførte Beviisligheder tilsagde han og tildømte Lagrettesmændene Klageren en Gaardpart, ligesom der tilføjes den Trusel, at hvo, som bryder dette, skal straffes som den, der bryder Lagmands Orskurd og Thingmænds Dom. I et Brev fra Lagmand vige i Skien til Kong Haakon den 5te melder han, at han i Kraft af et af en vis Herbrand ført Beviis har tilsagt (ikke tildømt) ham en Støl; herpaa anholder han om kongelig Bekræftelse. Forresten maa det bemerkes, at Benævnelsen „Lagthing“ efter Lagmandsembedernes Oprettelse ikke længere udelukkende betegnede de egentlige 4 Lagthing, Gula-, Frosta-, Eidsiva- og Borgar-Thinget. For hvert Lagmandsembede oprettedes et eget Lagthing, f. Ex. det nysnævnte Oslo Lagthing, og hine større Lagthing havde næppe nogen særegen praktisk Betydning, uden forsaavidt almindelige Love der vedtoges og fik Lovskraft. At den samme dømmende Function, som endnu i Kong Magnus’s Landslov alene tillægges Lagretten paa de fire Hovedthing, virkelig udøvedes af en paa samme Maade organiseret Lagrette paa de nye Lagthing, kan sees af den Omstændighed, at et Par Haandskrifter af den nyere Landslov sætte „Skiens-Thing“ istedetfor „Borgar-Thing“.
De Lagthing, hvori Norge paa denne Maade blev deelt, vilde Forf. have fundet for de ældre Tider i Munthes Anm. til Aalls Oversættelse af Snorre. Forf. anfører dem kun efter Christian den 4des norske Lov. Med Herredsthingene havde derimod Lagmanden intet at bestille og her vare Lagrettesmændene fremdeles overladte til sig selv. Vistnok skulde ifølge Kong Haakon den 5tes Retterbod af 17de Juni 1308 Lagmændene berejse deres Districter for at afsige Orskurder og være ledsaget af en for Kongen selv eedsvoren Skriver, der kunde give hans Kjendelser beskrevne. Men disse vare da kun Orskurder, ingen Domme. Den eneste Maade, hvorpaa Lagmanden synes at have kunnet afsige Domme udenfor Lagthinget, var ved at tage et ubestemt Antal anseede Mænd, eftersom man tilfældigviis forefandt dem, især Kongens haandgangne Mænd, med sig som Bisiddere eller lade dem samtykke i Kjendelsen. Denne uregelmæssige Maade at afsige Dom paa maatte, som unødvendig, bortfalde, da Lagthingene holdtes 3 Gange om Aaret.
Det er saaledes viist, at Lagmandens Function oprindelig kun var at sige, hvad der var Lov, Lagrettens at dømme, og saaledes frembyder sig ligeledes her en Analogi med Jury-Indretningen. Det samme Forhold indtraadte paa en vis Maade ved Herredsretten eller Underretten, da denne fik en ordentlig beskikket eedsvoren Skriver (Sorenskriver). Forf. anfører det bekjente Sted i F orordn. af 21de Juli 1591, hvor Sorenskriver for første Gang nævnes. Imidlertid er det højst sandsynligt, at de, om end blot hist og her, have været ansatte, i alle Fald havde man allerede i 1308 etslags sorenskrivere i de eedsvorne, saagodtsom kongeligt beskikkede, Klerker eller Skrivere, der ledsagede Lagmændene. Det er højst rimeligt, at disse samme eedsvorne skrivere ogsaa have været brugte til at give Herredsretternes Domme beskrevne.
Det staar nu kun tilbage at omtale de Beviismidler ved vor ældre Rettergang, der tilsyneladende have nogen Analogi med Jury-Institutionen og derfor kunne tages for en saadan. Vore Forfædre, saavelsom Germanerne i Almindelighed, brugte som Beviismidler ved Siden af Vidner, der overhoved hos dem ikke spillede saa betydelig en Rolle som i vor nuværende Rettergang, Parts-Eden med eller uden Med-Eedsmænd og Ordaler, deri den hedenske Tid fornemmelig bestod i Tvekamp. Forfatteren fejler, naar han S. 7, 8 sætter Duel eller Tvekamp som en egen Afgjørelsesmaade ved Siden af Ordalerne. Den var tvertimod den ældste og vigtigste Ordal og udstraktes idetmindste i Tydskland saavidt, at den, utroligt nok, anvendtes endog mellem Mand og Kone, naar disse vare uenige. Afgjørelsesmaaden ved Tvekamp omtales ligefra de allerældste hedenske Tider hos vore Forfædre, og saameget er vist, at et af de gamle Eddadigte, som dog maaskee kan være forfattet efter Christendommens Indførelse, omtaler Beviis ved kogende Vand eller det saakaldte Kjedeltag. Samme Beviismaade omtales og hos de saliske Franker i det 5te Aarhundrede, og det rette torde da være, at Ordalerne – hvilket ogsaa Navnet viser – fra Urtiden have været brugelige blandt Germanerne. Men strengt taget var ogsaa Parts-Eden selv en Ordal. Parts-Eed og Ordaler behandledes paa samme Maade og sattes efter Christendommens Indførelse i Forbindelse med den kirkelige Ritus. Ligesom man antog, at Gud selv ledede Tvekampens eller Ildprøvens Udfald, saaledes meente men, at Gud virkede paa de Sværgendes Samvittighed, og den Vanskelighed, der maatte være ved at tilvejebringe Medeeds-Mænd, gav ligeledes dette Beviismiddel det hazardmæssige Præg, der udgjorde Ordalens Særkjende. Ligesom Ordalerne, Tvekampen undtagen, foregik ved Kirken, saaledes aflagdes ogsaa Ederne ved Kirken. Ordalen og Eden kunde enten være absolverede, førend Sagen kom ind for Thinget; da fremførtes Resultatet vidnesfast til Thinge, og Thingmændenes Dom eller rettere sagt Executions-Kjendelse rettedes derefter; eller den aflagdes af Dommerne selv, som da foreløbigt afgave Kjendelsen for det Tilfælde, at Beviset lykkedes, i hvilket Øjeblik Executionsretten indtraadte strax, som om Dommen da var afsagt. Men Maaden, hvorpaa Eden af Flere i Forening aflagdes, synes ikke til alle Tider at have været den samme. Den gamle islandske Lov, der dog udtrykkelig siges at være grundet paa Gulathingslagen og i alle Fald maa være formet efter norske Rets-Vedtægter, kjender nemlig ikke de egentlige Benægtelses-Eder, som Tylfter-Eed o. s. v., men har derimod de saakaldte Kvider, der mere svarede til de danske og svenske Nævndemænd, skjønt ingenlunde nøjagtigt. De opnævntes af Sagsøgeren, som dertil dog skulde tage dem, der boede i Nærheden af Modparten og følgelig forudsattes at kjende til Sagens Sammenhæng, hvorfor de og kaldtes Heimilisbúar (Hjemboer), og deres Udsagn, der gik ud paa at bevidne, hvad der almindeligviis sagdes om Sagen, kaldtes Heimiliskviðr. Antallet af disse Kvidmænd eller Heimilisbúar, oftest slet og ret kaldet Buar, var undertiden 5, oftest 9, stundom 12. Modparten havde Recusationsret og var desuden berettiget til, i alle Sager, hvor Sagsøgeren havde udnævnt 9 eller 12 Buar, af disse samme at udtage fem til sit Forsvar (den saakaldte Bjargkviðr), og i Gunst af dem faldt altid Dommen, om Sagsøgeren end havde flere paa sin Side. Kvidmændene beedigede altid deres Erklæring og vare saaledes etslags Medeedsmænd, men ingenlunde i den Forstand, som de virkelige Consacramentales i Tylfter-, Setter- og Lyritar-Eed. En Levning af den ældre Indretning forekommer endnu i den ældre Frostathingslov under Navn af Heimiliskviðarvitni eller Vidnesbyrd fra vedkommendes Naboer, hvormed Sagsøgeren kunde bevise sin Paastand, men Modparterne kunde fri sig ved Lyritar-Eed (d. e. Eed, som han aflagde selv tredie, efter Ordene „Indsigelses-Eed“). Naar denne Forandring i Beviismaaden er indført, vides ikke, men man skulde næsten antage, at den er indkommen med Christendommen, efter de sydgermaniske Landes Mønster og for at bringe Benægtelses-Eden mere ind under Ordalernes Kategori. Merkeligt bliver i alle Fald det dunkle Udtryk hos Saxo, hvor han fortæller om Kong Harald Rein (1076–1080), at han forandrede Beviisordenen i Rettergang ved at forordne, at den Sagsøgte skulde befri sig ved sine Beviismidler, førend Sagsøgeren fremførte sine, og saaledes gav den Sagsøgte Sagsøgerens Ret i at gjendrive Anklagen. – Maaden, paa hvilken Medeedsmændene erhvervedes, var forresten ikke saa let, som man almindeligviis forestiller sig, og Udfaldet af en ikke ganske reen og klar Sag maatte derfor altid være temmelig tvivlsom.
De her omtalte Beviismaader have saaledes intet at bestille med Jury-Indretningen, og den Grændse, Forf. S. 47 for Englands Vedkommende drager mellem begge Institutioner, passer derfor ogsaa paa Medeedsmændene, saaledes som de anvendtes hos os. Om forresten Anklage-Juryen eller Magna Assisa skulde være en Levning eller Modification af Kvid-Indretningen, er et andet Spørgsmaal, og det torde maaske ikke være saa usandsynligt. Forf. er med Hensyn til Normannernes Rets-Indretninger, som til deres Lensforfatning, altfor tilbøjelig til at antage en fuldkommen Overeensstemmelse mellem dem og de øvrige Franskmænd (S. 37), medens Sagen dog nok egentlig er den, at de kun optoge Franskmændenes Sprog og ydre Cultur, men beholdt det meste af de ældgamle norske Indretninger tilbage.
Naar Forf. S. 41–43 omtaler baade Sectatorerne og de 12 Thegner ved de angelsaxiske Domstole, uden at sætte dem i Forbindelse med hinanden, saa har han næppe heri Ret. Benævnelsen „Sectatorer“ er desuden kun en senere opkommen latinsk, som de angelsaxiske Love ej kjendte; det maa oversættes „Samtykkende, Bifaldende“. Naar han nu selv siger, at disse Sectatorer vare de forsamlede frie Indvaanere af Shiret eller Hundredet, der afsagde deres Dom med Vaabengny, saa have vi i dem noget, der aldeles svarer til vore samlede Thingmænd, der med Vaabentag samtykkede i Lagrettens Dom. Hine Sectatorer eller Samtykkende maatte dog have noget at samtykke i, og dette kunde ikke være andet, end den foreløbigt af de 12 Thegner afsagte Dom. De 12 Thegner eller Lagmen ere altsaa ligefrem en Lagrette i norsk Forstand.
Jeg har her udtalt mig om den Deel af Skriftet, der for den norske Lovhistoriker er af størst Vigtighed. Den interessante Fremstilling af Juryens videre Uddannelse og Skjæbne i England, tilligemed dens indførelse i andre Lande, ligger udenfor den Hensigt, jeg i nærværende Opsats har stillet mig. Denne er at paavise Jury- eller Eedsvorne-Indretningen som en ældgammel og i Folkets Bevidsthed levende Rets-Institution under det bekjendte Navn Lagretten, hvis Betydning vel for en Deel kan være gaaen i Glemmebogen, men som dog til enhver Tid vil kunne gjenoplives, og som, endog under den tarvelige og næsten ukjendelige Form, hvorunder den nuomstunder fremtræder, dog kunde afgive et bekvemt Tilknytningspunkt til en efter den engelske Jury-Institution formet Indretning, hvis blotte nationale Benævnelse maaskee endog vilde bidrage til, at man strax hilsede den som en gammel Bekjendt.
- ↑ Naar skal dog den urimelige, urigtige og i vore Kongesagaer aldeles ukjendte Benævnelse „Hakon Adelsteen“ ophøre at spøge iblandt os? Det gaar endog saavidt, at Nogle kalde denne Konge slethen „Adelsteen.“ Det har aldrig været Skik og Brug, at Fostersønnen optog Fosterfaderens Navn. Kong Haakon den Gode kaldte sig saaledes heller ikke nogensinde Adelsteen, men man kaldte ham undertiden, rimeligviis længe efter hans Tid, Adelsteens-Fostre (ɔ: Fostersøn) for at adskille ham fra andre Konger af dette Navn. Underligt nok, at man ikke ogsaa har fundet paa at kalde Kong Harald Haarfagre „Harald Dovre“, fordi han ikke sjelden kaldes „Harald Dofrafostre“.
- ↑ Det er ovenfor bemerket, at den gamle inddeling i Fylker og Herreder minder om en krigersk Organisation. Nu er det vist, at man paa nogle Steder i Norden finder Benævnelsen „Hundred“ anvendt aldeles som „Herred“, nemlig om en Underafdeling af Fylket. Angelsaxerne deelte igjen Hundredet i Tiendedele (Tithings), en Inddeling, som maaskee og har fundet Sted hos aa Idetmindste passer den godt med Tolvtallet i Lagretten, thi da Hundredet altid regnedes stort, ɔ: 120, blev der følgelig en Dommer for hver Tiendedel.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |