Wikikilden

Om Mag. Jakob Kærup

Om Mag. Jakob Kærup[1].
Af
A. FAYE,
Sogneprest til Sande.

Mag. Jakob Kærup, den 13de evangeliske Biskop i Christianssands Stift, er født i Naskov paa Laaland 13de Septbr. 1682. Hans Fader Peder Kærup var Kjøbmand og Raadmand sammesteds; hans Moder Margrete Jakobsdatter var en Provstedatter fra Laaland. Indtil sit 10de Aar blev Jakob opfødt og oplært i Fædrenehjemmet, men 1692 blev han indsat i vor Frues Latinskole i Kjøbenhavn, hvorfra han dimitteredes 1698. Han modtog derpaa en Huslærerpost hos Magister L. Mariager, Prest ved Frue Kirke i Kjøbenhavn, tog examen philosophicam 1702, blev 1707 Amanuensis hos Sjællands Biskop, den strengt orthodoxe H. Bornemann, og 1711 hos hans Eftermand, den kloge Christen Worm. I Aaret 1711, da Pesten herjede Kjøbenhavn, tog han theologisk Embedsexamen og prædikede for Dimis i Holmens Kirke. Samme Aar (10de Oktbr. 1711) blev han paa Forslag af Admiral Gyldenløve, der var Holmens Kirkes Patron, kaldet til øverste Medtjener ved Holmens Kirke, hvortil Biskop Worm indviede ham 4de Novbr. 1711. Det følgende Aar tog han Magistergraden. Efter at han i 17 Aar havde tjent som øverste Kapellan ved Holmens Kirke, blev han af Kong Fredrik 4. kaldet til Sogneprest sammesteds og Provst over Søetatens og Garnisonens Gejstlige. Samme Aar blev han befalet at være Kommitteret ved Kjøbenhavns Fattigvæsen, hvorfra han efter 3 Aar blev fritaget. Da Christianssands Bispestol blev ledig ved Nyrops Død, og Peder Hygom frabad sig den Ære[2], blev Magister Kærup, som han selv ytrer i et Brev til Stiftsprovst Spidberg i Christianssand, „uden min Attraa og Ansøgning af Kong Christian 6. kaldet til at være Christianssands Stifts Biskop den 27de April 1733. I en Alder af 51 Aar blev han af C. Worm ordineret i Nikolai Kirke 28de Juni. Den 19de Septbr. 1733 ankom han til Christianssands By, efterat han havde været 6 Uger undervejs og i stor Havsnød og Livsfare.

I 18 Aar førte Kærup Bispestaven i den norske Kirke, og mærkelige vare disse Aar i vor Kirkes Historie, thi aldrig har der hersket saa stor Virksomhed fra Kirkestyrelsens Side, og aldrig er i et lignende Tidsrum saa mange Forbedringer og Forandringer foretagne som i disse Aar. Frederik 4. var død 12te Oktbr. 1730, og ham fulgte hans Søn Christian 6., der selv var Pietist saavelsom hans meget formaaende, herskesyge Dronning. Pietismen, som under Frederik 4. havde dannet en gavnlig Opposition mod den stive Orthodoxi, kom nu til Roret. Den forenede med megen Iver stor Virksomhed, men savnede oftest den Omtanke, det nøje Kjendskab til Forholdene og den praktiske Forstand, der udfordres til at drive gavnlige Forbedringer igjennem. Under 12te Marts 1735 udkom en Forordning om Sabbatens Helligholdelse, hvori der ej blot paalægges Enhver flittig at indfinde sig i Kirken, men de Forsømmelige skulle mulkteres eller sættes i Gabestokken paa Kirkegaarden. Presterne skulle give Attest for bemeldte Helligbrøde og Bøder paa deres Samvittighed, og at de ikke ved Flere dertil at være skyldige. Under 23de Decbr. 1735 udkom en Forordning om nøjere Kirkedisciplin imod skandaløse Synder, hvor den Prest trues med Suspension eller anseelig Mulkt, der videndes tager Saadanne til Skrifte, der efter Loven burde med Kirkens Disciplin ansees, uden kongl. Tilladelse. 1736 13de Januar indførtes Ungdommens Konfirmation for dermed at forherlige Reformationens andet Jubilæum, som s. A. fejredes[3]. Efter Raad af den meget formaaende, ivrige Pietist Hofprædikant Bluhme oprettedes 7de Oktbr. 1737 en særegen Bestyrelse for Kirken under Navn af General-Kirke-Inspektions-Kollegiet, der var alle Landets Biskoper overordnet og stod umiddelbart under Kongen. Med Undtagelse af Sjællands Biskop, den dygtige Hersleb, som man ej kunde undgaa at tage med, bestod Kollegiet af Bluhme og hans Aandsfrender, der ved enhver Lejlighed overstemte den enestaaende Biskop[4]. Dette Kollegium havde især i Begyndelsen væsentlig Indflydelse saavel ved de Anordninger, som det fremkaldte, som ved de gejstlige Embeders Besættelse.

Megen Opmærksomhed viste man i dette Tidsrum Skolevæsenet og især Ungdommens christelige Undervisning[5]. Det lærde Skolevæsen blev forbedret efter Raad af den lærde Gram, og flere mindre Latinskoler bleve inddragne. Ved Reskr. af 1ste Mai 1739 ophævedes paa Landet og i de fleste Byer Fro-, Tolv- og Ugeprædikener for at give Plads for Katechisationer med Ungdommen, hvorpaa man i de Dage drev med megen Iver, og hvorom man gjorde sig store Forhaabninger. Ved Reskr. af 22de Aug. 1738 indførtes til Brug ved Ungdommens Undervisning Erik Pontoppidans udførlige Forklaring, og 23de Januar 1739 udkom den i flere Henseender mærkelige Forordning om Skolen paa Landet i Norge med Instrux for Lærerne, der dog havde den væsentlige Mangel, at den mindst kom 100 Aar for tidlig, og som, uforberedt og ej passende for Tid og Omstændigheder, ej lod sig udføre, men suspenderedes ved Plakat af 5te Mai 1741.

I de to forløbne Aarhundreder havde Kirken fordret af sin Lærerstand, at den skulde have sin Hovedopmærksomhed henvendt paa at prædike, prædike Ordet purt og rent og rigtig administrere Sakramenterne, og til Pligten om at forkynde Ordet hørte da ogsaa at forsvare den lutherske Tro mod alle andre Religionspartier og især mod Papisterne. Nu lagdes mindre Vegt paa Prædiken og paa Orthodoxien, men mere paa Katechisation og Katechismens Overhørelse, og ved Husbesøg at kontrollere hver enkelt Families christelige Kundskab og christelige Levesæt. Den specielle Sjælesorg, der i det tyndt befolkede og vidt udstrakte Norge paa mange Steder var faktisk umulig, befaledes. Skulde denne Hensigt naaes, maatte der ansættes mange flere Prester. Man gjorde ogsaa et Forsøg i denne Retning ved 1742 at beordre de bedste, men derfor ej altid de vidtløftigste Prestekald delte; men deres Tal vare forholdsvis faa, og Almuen var i Almindelighed misfornøjet med Delingen, naar samme medførte forøgede Udgifter.

Den Vækkelse, som ved Pietismen fandt Sted, medførte paa flere Steder i den dansk-norske Kirke heftig Strid mellem de konservative orthodoxe Prester og Pietisterne, hvad enten disse vare Prester eller Lægfolk, der fremstod som Prædikanter. For at dæmpe Striden var ej blot (7de Oktbr. 1733) udkommet en Forordning, der forbød al Skjælden og Larmen paa Prædikestolen især mod Pietismen, men General-Kirke-Inspektionen paalagde 26de Novbr. 1737 Bisperne at forbyde alle Kontroverser om Religionen og forekomme alle Religionsstridigheder. Da dette ej hjalp, nødtes man til at udstede den bekjendte Forordning af 13de Januar 1741 om gudelige Forsamlinger, som i vore Dage har været saa omtvistet og endelig blev hævet[6].

At meget godt ved disse og lignende Anordninger baade tilsigtedes og fremmedes, at mange Misbrug afskaffedes, og at en alvorligere christeligere Aand aabenbarede sig baade i Lærerstanden og Menigheden, maa erkjendes, medens man maa beklage, at man ofte udstedte Anordninger, som dels ej praktisk lod sig gjennemføre, dels modarbejdede hvad man tilsigtede, som f. Ex. Sabbatsforordningen af 12te Marts 1735[7] og Forordningen af 2den Decbr. 1740, i hvilken det blev Amtmændene paalagt at føje Anstalt til, at hele Menigheden blev tilstede i Kirken, til Katechisationen var til Ende, „da der blandt de Gamle af Almuen skal findes megen Vankundighed, og i Kjøbstæderne skal alle Tyende komme til Katechisation“.

Forsøgene paa at gjennemføre disse og lignende Anordninger vakte paa mange Steder i Norge Misnøje. Strid mellem de orthodoxe og pietistiske Prester var dog i Norge sjelden og fandt ej Sted i Christianssands Stift. Derimod var man paa mange Steder misfornøjet med Indførelsen af Pontoppidans Forklaring. Mellem Throndhjems Biskop Hagerup og Akershus’s Biskop Peder Hersleb var der ført en alvorlig litterær Strid om Absolutionen. I Drammen drev Gjendøberne sit Uvæsen, især i Aaret 1743 under Ledelse af en Student Søren Bølle og Skolemester Jørgen Kleinov. Da Formaning og lignende Midler ej frugtede, anvendtes Tugthus og Landsforvisning. I Anledning af saadanne sværmerske Bevægelser udstedtes Mandatet af 5te Marts 1745. Kvækerne søgte ogsaa at udbrede sine Vildfarelser og fik indsmuglet sine Katechismer og andre Bøger. En Lykke for den norske Kirke var det, at den i disse bevægede Tider havde ualmindelig dygtige og hæderlige Biskoper; Akershus Bispestol beklædtes af Peder Hersleb (1731–37) og N. Dorph (1738–58), Throndhjems af Eiler Hagerup (1731–43) og Bergens af Erik Pontoppidan fra 1747–54.



Efter saaledes at have kastet Blikket ud i den dansk-norske Kirke i Almindelighed, ville vi nu vende det mod det Stift, som var Kærup betroet, for nærmere at betragte det kirkelige Liv og Forhold i en engere Kreds og se, hvorledes det gik med mange Reformer, naar de skulde gjennemføres i Livet.

Man maa anse det for en stor Lykke, at man i disse bevægede Tider havde en Biskop som Kærup; der med christeligt Alvor og rosværdig Iver forenede Sindighed og den praktiske Forstand, der satte ham istand til at dømme om, hvad der med Haab om lykkeligt Udfald lod sig gjennemføre, og hvad Tid og lokale Omstændigheder gjorde ugjennemførligt.

Ved sin Ankomst til Christianssand fandt han, som han ytrer i et Brev til Biskop Worm (21de April 1737), Bispegaarden meget forfalden, Skolen i slet Tilstand. Til Degne havde man Bønderkarle, som have elendigt Levebrød og „der er en bedrøvelig Brøstfældighed med Kirkerne, siden de bleve solgte“[8].

En af den nye Biskops første Foretagender var at tage sig af det 1708 oprettede Hospital i Christianssand, der hidtil kun havde været belagt med 8 à 9 Lemmer. Han forfattede en ny Fundats for samme, som han 10de Decbr. 1733 oversendte til den meget formaaende Ivar Rosenkrands for at faa den approberet. En Student og Skolelærer Fog blev med Løn af 28 Rdlr. ansat for at prædike og Nils Viborg blev Hospitalsforstander og Kirkeskriver med Instrux af 2den Januar 1734[9].

Den følgende Sommer foretog Bispen sin første Visitats i den vestre Halvdel af Stiftet. I sin Rundskrivelse af 16de April 1734 anordnede han, at ved Visitatsen skal Gudstjenesten begynde Kl. 8 og Alt være endt Kl. 12 à 1. Degnene skal møde i Kirken med deres Børn, som ere underviste i Katechisme og Rostochs Børnemad eller anden god Forklaring. Børnene sættes i Rad efter deres Kundskab. Den af Biskop Nyrop under 8de Juli 1724 anordnede Protokol, hvori Love, monita, Dokumenter m. v. skal indføres, fremlægges ved Visitatsen, som begyndte 24de Mai og endte 30te August. I et Brev af 17de Septbr. fortæller han, at han lykkelig var hjemkommen fra en besværlig, 126 Mile lang Visitats, der varede over 15 Uger. I en Rundskrivelse af 5te Novbr. paalægger han Presterne „at lade sig Ungdommens Katechisation være angelegen og holde god Inspektion med Degnene. Disse formaner han at iagttage deres Embede efter Loven, lære Ungdommen Katechismen udenad og at fatte dens Forstand ved Hjælp af Rostochs og Bornemanns Forklaringer. Han klager over, at han paa Visitatsen ofte fandt Choret i Kirkerne fyldt med Mennesker, der ofte mere sove og snakke end give Agt paa Guds Ord*.

Inden han tiltraadte denne Visitats, ramte en stor Ulykke Stiftsstaden. Kl. 3 om Morgenen den 6te Maj blev der Ildløs i en Skrædders Hus, hvor man om Natten bøgede Klæder, og da en stærk Blæst rasede, var inden Kl. 2 om Eftermiddagen mere end to Parter af Byen nedbrændt. Den smukke Domkirke med Chorkaaber, Messeklæder, Sølvkar og andre Ornamenter, Latinskolen, Kongsgaarden, hvor Kommandanten boede, Raadhuset, Presternes og Skolelærernes Bopæle og i det Hele Byens bedste Gaarde gik op i Luer. Da Vinden vendte sig, blev den østre Del med Stiftamtmandens og Bispens Boliger og Hospitalet frelst[10].

At faa Domkirken og Skolen gjenopreiste af deres Aske var nu Gjenstand for Bispens ivrige Bestræbelser, saa meget mere som det Middel, man ved saadanne Lejligheder greb til, at faa Tilladelse til at samle Bidrag ved Kollekter i begge Riger, ikke indbragte det Nødvendige, da slige Kollekter i sednere Tid vare hyppige. Ikke destomindre udvirkede Bispen ej alene Kollektbreve for Kirke og Skole, men ogsaa for Byens brandlidte Prester og Skolelærere.

I det følgende Aar (1735) visiterede han den østlige Del af Stiftet.

Han fandt Visitatsen i Thelemarken besværlig, klagede til Amtmanden, Oberstlieutenant Esseman, at Bønderne i Rauland udhugge og fordærve Kirkens Skove, at Bønderne i Vinje ej vedligeholde sine Kirker, beder Sabbatsforordningen overholdt, efterdi Drukkenskab meget tager Overhaand. Han klager ogsaa over, at Maaneder kan hengaa, inden man fra Thelemarken kan faa Svar paa Breve, formedelst Mangel paa Post.

Paa sin Visitats havde han havt rig Anledning til at lære at kjende de store Vanskeligheder, der vare forbundne med i Stiftet at faa et ordentligt Skolevæsen indrettet, skjønt det meget tiltrængtes. Opmærksomheden derpaa var i de Dage vakt ved den spenerske Vækkelse i Tydskland og ved Hofprædikant og sednere Biskop Herslebs energiske Virken i den Retning. En Rundskrivelse af 3dje August 1735 blev Gejstligheden tilstillet om, at hver Provst og Prest skulde indkomme med Erklæringer og Betænkninger om Skolens Ind- retning paa Landet[11].

Endnu værre end det stod sig med Oplysningen paa Landet, hvor dog Forældrene dels selv underviste sine Børn, dels holdt dem til at deltage i de offentlige Katechisationer, var Tilstanden blandt den fattige Befolkning og Tjenestetyendet i Stiftets Byer. Ved at ansætte Katecheter troede man i de Dage bedst at raade Bod paa denne Skade, og Kærup delte sin Tids Haab. Han gjorde derfor strax Forslag til at faa Katecheter ansatte i Christianssand, Stavanger, Arendal og Risør, og erholdt Stadfæstelse derpaa ved kongl. Reskript af 11te Novbr. 1735[12].

Katecheter, der tillige skulde lære Fattigbørn, bleve ansatte, og Instruxer bleve dem meddelte. I Instruxen til Student Printzlau, der (24de August) ansattes som 1ste Katechet og „dansk Skoleholder“ for Fattige i Stiftsstaden, paalægger Bispen ham,1)at undervise fattige Børn i Staden i Guds Ord, 2) hver Søndags Eftermiddag fra Kl. 1–2 og hver Onsdag Eftermiddag fra Kl. 2–3 offentlig i Kirken og midt paa Kirkegulvet med lydelig Røst, ved tydelige, korte, enfoldige Spørgsmaal og Gjensvar at forklare og udlægge Luthers Katechisme stykkevis, saa at Ungdom, Tjenere, Tjenestepiger og andre tilstedeværende Tilhørere kan fatte, lære og bevare, hvad der læres. Katechisationen begynder og ender med gudelig Sang og Bøn. Hjemme i Skolen underviser han Børnene i at læse i Bøger, at lære Luthers Katechisme, item naar de kan komme saa vidt, Rostochs eller Bornemans Forklaringer over Katechismen, Evangelierne, Epistlerne og de 7 Davids Poenitentsepsalmer, de brugeligste Kirkepsalmer samt gudelige Bønner udenad, ja at kunne skrive og regne. Skolen begynder og ender med Sang, Bøn og Læsning af et Kapitel af Biblen. Han har at føre et christeligt, gdru og skikkeligt Levnet, Ungdommen til god Eftersyn og Exempel. Ungdommen holdes renlige i deres fattige Klæder og Legeme. Baade i Kirken, Skolen og andensteds maa de ej storme og gjøre Allarm, men allevegne være sædelige og stille. Flittig maa han gaa til og fra Kirken med dem og lade dem gjøre sig nogen Rede for hvad Presten lærte. – Sin Øvrighed, Presterne, skal han være tilbørlig hørig og lydig og ellers opføre sig saa i sit Embede, saaledes som han det for Gud og Menneskene agter at ansvare. Hans Løn var frit Hus, Brænde og 70 Rdlr.[13].

Biskop Kærups Iver for Ungdommens Undervisning gjorde, at han i Begyndelsen af Aaret 1736 med Glæde modtog det kongelige Reskript af 16de Decbr. 1735, hvori Kongen paabød Biskop Kærup at besørge Konfirmationen indført i alle de Menigheder, som ham var betroet. Bispen „ønskede Konfirmationsanordningen optaget i en ny Alterbog, som tiltrænges“[14]. Men var Bispen fornøjet med den, saa var den mod alt Nyt mistænkelige Almue derimod paa flere Steder misfornøjet, og Biskopen fik megen Ulejlighed med at besvare indløbne Forespørgsler og Klager, inden Sagen blev bragt i ordentlig Gang[15]. Under 4de Maj underretter han Provsterne om, at han har faaet kongelig Befaling til under forma epistolæ pastoralis alvorlig at tilholde Presterne at rette sig efter Konfirmationsanordningen af 13de Januar 1736. Han udarbejdede ogsaa et Hyrdebrev, hvori Konfirmationens store Betydning og Overensstemmelse med Guds Ord og Kirkens gamle Skikke fremhæves. Det sendtes 3dje Aug. 1736 til samtlige Provster og Prester[16].

I nær Forbindelse med Konfirmationens Indførelse stod Skolevæsenets Indretning. I denne Anledning var Gejstligheden, som før omtalt, opfordret til at indkomme med Forslag. Disse bleve 16de Marts fra Bispen og Stiftsbefalingsmand With Kongen tilsendte med en velskreven Erklæring. I denne oplyses, at Stiftet, som er 200 Mile i Omkreds, har 49 kirker og 105 Annexer. De fleste Degne ere ustuderede Bondesønner, og kun 4 af dem ere Studenter, da Bønderne give sine Degne, hvad de vil. De Fleste leve derfor kummerlig af 12–20 Rdlr., hvorfor de maa leje Hus, føde og klæde sig og Familie. Mange eje dog selv Gaarde og drive ved Siden af Skolen Jordbrug, Fiskeri o. m., hvorved Skolen forsømmes.

Der foreslaaes fri Boliger for Degne og Skoleholdere, tilbørlig Løn af Almuen, Frihed for Enrullering, for Konsumtion og Skatter.

Hvor Sognene ere store, maa foruden Degnen beskikkes aparte „Skoleholdere,“ der skulle gaa omkring i Gaardene.

Fri Boliger til Degne bør efter norske Lov 2, 15 anskaffes og forsynes med Skolestue med Ovn, Borde og Bænke, Sengkammer, Kjøkken og Spisekammer, Stald, Vedskur, Brænde og Jord til Kaalhave. De bør anskaffes af Almuen, men vedligeholdes ved Kollekter.

De rette Sædedegne bør, som fra Arilds Tid, lønnes ved Offer paa de tre store Højtider, ved Barnedaab, Bryllupper og Begravelser, og med Løn som andre Skoleholdere. Disse skulde mindst have 4 Skilling af hvert Barn for at lære det at læse og Katechismen, og 6–8 Skilling af dem, som ville lære at skrive og regne. Fattigbørn gaa frit. Almuen betale 2–4 Skilling af hver Hud, lidt Korn og Hø. Gaa Skoleholderne om, da skal de nyde fri Flytning, Kost og Nathold hos Almuen. Den meddelte Instrux var lig den, som var meddelt Katecheterne i Byerne.

Samtidig med hans Bestræbelser for at ordne Skolevæsenet og faa Konfirmationen indført, havde han en alvorlig Strid med Stiftets Fornemme. Efterhaanden havde den Uskik indsneget sig, at Officiererne og andre fornemme Folk ej vilde gaa til Herrens Bord paa sædvanlig, i Ritualet bestemte Tid med den øvrige Menighed, men derimod privat. Bispen bød Presterne at holde sig Ritualet efterrettelig og ej tilstede nogen privat Altergang uden for Syge. Over denne Forandring bleve ej blot de mange Officierer, der boede om i Bygderne, men Fogderne og fornemme Negotianter yderst opbragte baade paa Bispen og Presterne og overøste ham med Klager og Suppliker. I Lyngdal geraadede i denne Anledning Presten Nils Coldberg i langvarig Strid med Kapt. Bjørnsen og Brigader von Lühe, der med Frue og Børn ej vilde deltage i den offentlige Kommunion[17]. Ole Tufse, Sogneprest i Nærstrand gik det ej bedre, da Fogden Hundt og Kapt. Græve undsloge sig for den publike Kommunion, den sidste, „fordi han var i Rangen“. Heftigst var Striden i Flekkefjord, hvor et Triumvirat af Kapt. Kloed, Kontrolør Bredesen og Negotiant Didrik Fester[18] anklagede baade Sognepresten og tilsidst Bispen, som havde erklæret, at hvis noget Usømmeligt tenderes mod Sognepresten, vil Bispen anse det som sig bevist. Striden varede i flere Aar, men endelig gik dog Bispen sejerrig ud af Kampen, da den private Kommunion efter Bispens Forestilling endelig blev forbudt ved Reskr. af 7de Januar 1741[19].

En stor Fortjeneste af Stiftets Gejstlighed erhvervede den nidkjære Biskop sig, idet han 21de September 1736 fik kongelig Stadfæstelse paa en Fundats for en Enkekasse for Stiftets Gejstlighed, som han det forrige Aar havde forfattet og omsendt i Stiftet[20]. Efterhaanden formaaede han de fleste Prester i Stiftet til at indsætte deri for sine Enker.

Samme Aar fejredes en Jubelfest til Minde om, at Gud for 200 Aar siden frelste disse nordiske Lande af det papistiske Mørke og Pavens utaalelige Aag[21]. Den forberedtes i vor Kirke ved Udgivelse af Skriftet „Kort Forestilling af de store Velgjerninger, som Gud ved den for 200 Aar siden, anno 1536 skede offentlige Reformation og Antagelse af den sande evangeliske Lærdom disse Riger og Lande i det Timelige saavelsom fornemmeligst i det Aandelige har ladet vederfare“[22]. Som Texter ved Jubelfesten var anordnet til Froprædiken Joh. 8, 31. 32, Højmesse 2 Krøn. 34, 33–34, Middagsprædiken Es. 42, 16, Aftensangsprædiken 2 Tim. 2, 19–21. Jubelfesten fejredes efter det kongelige Paabud rundt om i Stiftet. Højtideligheden i Stiftsstaden forhøjedes, da Biskopen selv den 31te Oktbr. indviede den efter Branden paany opbyggede Latinskole med en Tale „de meritis Lutheri in scholas et bonas litteras“. Skolens Rektor Grach[23] holdt dengang en Jubeloration, der blev trykt 1745. I samme berettes, at Bispen først holdt „en meget lærd og zirlig Oration“ og indviede Skolen, hvorpaa Magister Claudius Tobiæson, lector theol., ogsaa holdt en Jubeloration. Bispen og Stiftsbefalingsmanden Johan With roses for den Iver og Gavmildhed, hvormed de sørgede for den nedbrændte Kirkes og Skoles Gjenopbyggelse.

Det var i de Dage en Reformens Tid. Den indskrænkede sig ej til det lavere Skolevæsen, den berørte og det højere. Paa den Tid fandtes der mange smaa latinske Skoler med slet lønnede Lærere, især i Danmark. En Kommission, som bestod af Sjællands Biskop Worm, Ivar Rosenkrands, Gram og Bartholin var nedsat for at tage denne Sag under Overvejelse, og til den beordredes Bisperne at sende Beretninger om Skolernes Tilstand, Indkomster o. m.[24].

Den 29de Marts 1737 indberettede Kærup til ovennævnte Mænd, at i Christianssands Stift fandtes kun 2 Latinskoler. Den ældste, Stavangers Skole, blev 6te Maj 1682 berøvet sit Jordegods, som fordeltes mellem Christianssands Skoles Rektor og Kapellanen ved Domkirken, saaat den nu kun ejer en Kapital af 1050 Rdlr., Malde Prestekald med fast Indtægt 4 Pund og 18 Spand Korn, det Halve af Degnepengene i Ryfylke (20 Rdlr.) og Tavlepenge i Stavanger Kirke. Christiansands Skole, der brændte 6te Maj 1734, er nybygget af Mur. Skolen holdes i Midten, Rektor bor i Østsiden med nogle fattige Disciple. De andre Lærere bo i Kvisten. I vestre Ende ere frie Værelser til Byens Fattigskole og sammes Lærer. Skolen ejer en Kapital af 100 Rdlr., Degnepengene af 6 Fogderier (136 Rdlr. aarlig), Tavlepenge over hele Stiftet (300 Rdlr. aarlig), Blokkepenge fra Flekkefjords Toldsted 3 à 7 Rdlr.[25].

I Stavanger Skole er Rektor Røyem med aarlig Løn 130–140 Rdlr. og nederste Kollega Henrich Godsen, der tillige er Klokker og Bedemand. Han har bedre Indtægter. I øverste Lektie er 10 à 12 Børn, i nederste idel Fattigbørn, henved 20, som faa lidt af Skolekassen til Beklædning og Sko.

I Christianssand har lector theol. Tobiæson 280 Rdlr. af Jordegods o. a., Tvedt Sognekald 250–300 Rdlr. og 24 Rdlr. i Husleje. Rektor Mag. Grach har 300 RdIr., 3dje Lektiehører Christen Fog, der tillige er Kantor ved Kirken, er fornøjet med sine Indtægter, skjønt de kun beløbe sig til 110 Rdlr.; 2den Lektiehører Hans Smidt har 96 RdlIr. Nederste Lektiehører Jesper Jensen har 56 Rdlr.

Her er nu større Konflux af Disciple end nogensinde før. I Mesterlektien er 24, i 3dje 9, i 2den 11 og i 1ste 13, tilsammen 57 Disciple. Af disse ere nogle faa af Stadens og Stiftets fornemste Folk. De Fleste ere fattige og bekomme til Jul en sort Kjortel, Buxer, Sko og Strømper, Klud, Skjorte, Hansker og Hat, nederste af grovt, øverste af godt Klæde. I 1736 bleve 44 fattige Disciple klædte for 268 Rdlr. St. Thomasdag fordeles blandt de skikkeligste 40 à 50 Rdlr., til Bøger 30 Rdlr., til Bordpenge til dem, „som ikke have fri Kost hos godt Folk“, 10 à 20 Rdlr. Ved St. Hans gives fattige Kandidater i Rejsepenge til Akademiet 8 à 10 Rdlr.

Blandt Midlerne til at ophjælpe Christianssands Skole foreslaaes at tage af Stavangers Skoles Kapital o. m.[26] og reducere denne til en dansk Skole, hvori Børn lærte at læse, skrive og regne og til Salighed, ja saavidt Latin og boglige Kunster, at de kunne sendes til Christianssand“. Fremdeles foresloges til Christiansands Skoles Ophjælpelse at tage nogle Kongetiender, Noget af Skiens og Tønsbergs Skoles Indtægter, Lektoratets Indkomster, og at paabyde „at Collegæ ej maa gifte sig, saalænge de ere ved Skolen, thi derved følger omsider, Skade baade for Skolen og dem selv“.

Det følgende Aar (1738) skulde han efter Sædvane visitere den vestre Del af Stiftet. Han tilsagde ogsaa Bispevisitats, men han kom ej længere end til Mandal. Efter at have visiteret Halsaa Kirke Christi Himmelfartsdag den 31te Maj var han saa uheldig at træde paa en løs Rorbænk i sin Jagt, falder og slaar sin højre Arm af Led og forslaar Skulderbladet. Efter 8 Dages udstandne Smerter maatte han vende om til Christianssand og beordre Provsterne hver i sit Provsti at visitere. Først efter flere Maaneder fik han igjen Førlighed til at kunne skrive. Mod Aarets Slutning (20de Decbr.) gratulerer han sin dygtige Kollega Biskop Hersleb til hans Forflyttelse til Kjøbenhavn som Biskop over Sjælland og Medlem af General-Kirke-Inspektionen. Han anbefaler ham som saadan Christianssands fattige Skole, Almueskolen med dens Lærer, Indskrænkning af den private Kommunion og „at man ej vilde behage med for mange nye Konstitutioner at haste, men behage vel overlagte med Vedkommende sensim at gaa frem dermed, Gud alene Æren“[27].

Under samme Dato svarer han General-Kirke-Inspektionen paa gjorte Spørgsmaal, at i de sidste 5 Aar ingen anstødelige Controverser om Religionen have fundet Sted, ingen Prester ulovlig komne til sine Embeder, at Gejstligheden som før skal observeres og formanes, og at Prestemøder ej holdes og ej kan holdes formedelst „locorum distantiam“.

Med hvilket Alvor han „observerede og formanede Gejstligheden“, derpaa havde man nylig havt et Exempel, som er ganske charakteristisk. Den 23de Juni 1736 opfordrede han Provsten Gabriel Schanche paa Ly til at meddele Efterretning om det Rygte, at under en Barnedaab paa Højlands Prestegaard skal Foged Zachariassen have slaaes med 3 Prester, hvoraf den ene skal være bleven beskadiget. Som Svar derpaa indmeldte Provsten, at i Barnedaaben paa Højlands Prestegaard den 4de Juni „overfaldt Fogden Ole Zachariassen voldelig og haardelig ej alene med ærerørige Ord, men med Hug, Slag og Stød til Legems Saar og Helbreds Mistelse, ja endog til Fare selv for Livet (nu han ligger under Chirurgi Haand) Provsten selv og det uden al given Aarsag. Men endnu 3andre, ellers skikkelige og gode Prestemænd, Hr. Frorup, Fogdens egen Sogneprest og Sjælesørger i Højland, Hr. Munch i Haa og Hr. Hugo (Hjorthøy) i Klep bleve paa samme Tid og Sted af Fogden i hans Drukkenskab uden dertil given Aarsag med Hug og Slag og Eftersøgelse med blottet Kaarde begegnede og ilde medhandlede“. Bispen, forbitret over saadan Vold, tilskrev strax Amtmand de Fine i Stavanger om at lade Fogden arrestere og tiltale for en Extraret, og samtidig tilskrev han vedkommende Provst og Prester, „at han helst ønskede at slige Gilder, som det 4de Juni paa Højland, maatte være efterladte. For Konsekventsens Skyld maatte han faa den ugudelige Foged tiltalt, om end Presterne i Mindelighed vilde forlige sig Amtmanden sendte Bispen Fogdens Erklæring paa Provst Schanches Klage, og deri gjordes saadanne Beskyldninger mod Presterne, at Bispen anordnede Provsteret, for at faa Sagens rette Sammenhæng oplyst. Et Forhør blev optaget af den anordnede Provsteret, i hvis Spidse stod Provst Winther i Stavanger; men efter at denne Sag havde, som Bispen selv siger, foraarsaget ham baade Arbejde og Ærgrelse, „saa at jeg nu er kjed af at skrive mere om denne fortrædelige Sag“, endtes den endelig med Bispens Erklæring gjennem Provst Winther (22de Juni 1737) til Vedkommende, „at siden jeg af Deres holdte Provsteforhør i Sagen med Foged Zachariassen erfarer, at intet Uanstændigt og Forargeligt efter Angivelse i Fogdens Erklæring Dem tydeligen og lovligen er overbevist, saa maa den Sag falde af sig selv, hvad mig angaar“. Kort efter formaner han vedkommende Gejstlige „at vogte sig for at bringe deres hellige Embede i Foragt og Vanære“.

Med Aarvaagenhed vedblev han under hele sin Embedstid at observere Presterne og Degnene. Saasnart noget Usømmeligt kom ham for Øre, afæskede han strax Vedkommende Erklæring, og var denne ej tilfredsstillende, beordrede han Provsteret til at optage Provsteforhør. Naar undtages et Par Tilfælde, hvor Prester bleve tiltalte og domfældte for Drukkenskab, bleve de fleste Provsteforhør optagne i Anledning af Strid mellem Sognepresterne og deres Kapellaner og Degne, der beskyldtes for Opsætsighed, og Degnene tillige hyppig for Drukkenskab og Udygtighed.

Med Hans Berg i Valle, der blev beskyldt for at opføre sig slet mod sin Hustru og ogsaa i andre Henseender forsaa sig, gik han frem med saa megen Alvor, at denne fandt det tjenligst at bytte Kald med Sognepresten paa Hvaløerne Hr. Muldorp. Endnu inden denne kom 1739, „sneg sig Hr. Berg underlig og uformodentlig bort“.

General-Kirke-Inspektionens mange baade modne og umodne Reformer gav den Tids Biskoper meget at bestille. De mange Erklæringer, som Gejstligheden maatte afgive, skaffe os imidlertid nøjere Kundskab om Kirkens Anliggender og Gejstlighedens og Folkets Forhold end til nogen anden Tid, og da flere af de brændende kirkelige Spørgsmaal ogsaa ere opdukkede i vore Dage, ville disse Efterretninger ej være uden Interesse.

I Anledning af General-Kirke-Inspektionens Forespørgsler og Befalinger mindedes Gejstligheden om, aarlig at indsende Kirkeexpenserne ifølge kongl. Befaling af 3dje Jan. 1727, Akademiskatten og Cathedraticum ifølge Befaling af 15de Marts 1732 og 28de Jan. 1735, ved Gjestebuder, Maaltider ved Bryllupper, Barselfærd og deslige Forsamlinger at iagttage exemplarisk Forhold samt Tarvelighed og Maadehold o. m. For at fremme Ungdommens Oplysning anbefaler Bispen General-Kirke-Inspektionen at faa Onsdagsprædikenen erstattet ved Katechisation, at anordne Katechisationer over Prædikenen fra Kl. 1–2 om Søndagen i Menighedens Overvær, at Presterne paa Landet tilholdes at katechisere 1/2 Time efter Prædikenen fra Paaske til Michaeli. Han klager over, at Tjenestefolk og konfirmerede Børn sjelden møde ved Katechisationerne, hvorfor Mulkt anbefales.

Det var imidlertid ej blot General-Kirke-Inspektionens egns Forslag, som Bisperne fik at erklære sig over; men til dette Kollegium kunde hver som vilde indkomme med Klager og Projekter, som derpaa sendtes Bisperne til Oplysning og Erklæring. Blandt disse var et Projekt om Skoleholdet paa Landet af en ubenævnt Nordmand, som under 1ste Febr. 1738 blev Kærup tilstillet. Han henviser, hvad Sagen i sin Almindelighed angaar, til sin Erklæring om Skolevæsenet af 16de Marts 1736, men drøfter derpaa det anonyme Produkt, som synes at være fra Throndhjems Stift.

„I Anledning af Forfatterens Ytring, at der overalt i Norge er bedrøvelig Blindhed og Vankundighed i det Aandelige, det kan jeg takke Gud for ej saa at være i Christianssands Stift, thi nogle ganske faa Prester undtagne, ere de øvrige alle gode og opbyggelig Mænd, som lære saa og leve vel. Af Degne er der kun 6 à 7 Studenter. Resten ere Bondedegne, der baade ved Sang og Ungdommens Undervisning gjøre, saavidt de formaa. Jeg har ogsaa ved mine Visitatser befundet mange Soldater af Landfolket, mange Børn og Tiuende vel oplyste i deres Guds Kundskab, Tro og Christendom; thi de retfærdige Herrens Tjenere arbeide troligen med dem ved Katechisation, saa der ei kan siges, at bedrøvelig Blindhed og Vankundighed nu hersker i Norge, men vel hos Nogle og især hos de Gamle“. Angaaende Forfatterens „impedimenta“ erkjender han med Forfatteren, at Lokaliteten er besværlig og Kaldene vidtløftige, men tilføjer: „dog gjøre Prester, Kapellaner og Degne, hvad de kan og af yderste Evne, og skjønt Degne og Substituter have lidt at leve af og maa nære sig af Arbeide, ere de ei saa rude og vankundige, som den norske Mand skriver, thi de fleste kunne baade læse og skrive, efter god Maade undervise i Katechisme og Børnelærdom. Uagtet Forældre og Foresatte ogsaa her heller holde Børn og Tjenere til Arbeide end til Skole og Kirke, saa har jeg overalt i Stiftet fundet mange gudfrygtige og for deres Børns christelige Undervisning og Optugtelse om- hyggelige Forældre endog blandt den gemene Almue. I Stiftet findes gudfrygtige Bønder og Bønderkoner, som selv undervise deres Børn i deres Salighedssag og have baade Bibel og Huspostil, Psalme- og Bønnebøger i deres Huse, som de, naar Veierligt og lange Reiser, især om Vinteren, og naar ei Prædiketjenesten holdes i Hovedsogn og Annexer, da selv derudi læse og synge for og med deres Børn i deres Huse“.

At med Undtagelse af nogle Odelsbønder de fleste ere fattige, erkjendes, men mange udarme sig og Sine aandelig og legemlig ved Fylderi og unødige Processer.

„At Lærerne ved de danske Skoler i Byerne ere vankundige og udygtige, passer ei paa dette Stift“.

Den norske Mands 5 Expedienter bleve derpaa drøftede. Blandt disse var, at Huskapellanerne ei ere tjenlige, men bør erstattes med Katecheter med 50 Rdlr. Løn og fast Kosthold af Presten; at Kaldsindtægterne hos de uvillige Prester, som ej ville holde Katecheter, skal hæves af Kongen, som deraf lønner baade Prest og Kapellan. Men Bispen gjør grundede Indvendinger mod disse Expedienter; derimod anbefaler han, at Degne og Skoleholdere skal gaa om, ligesom for 2 Aar siden af ham foreslaaet. Hvad Lønnen angaar, saa vil han, at den skal være ens for Lærerne i Hovedsognet og Annexerne, 12 Rdlr. for hver, som udredes dels af Matrikulen, dels efter Formuen. Fri Bolig og lidt Jordvej af Prestens eller Kirkens Gods anbefales.

Kirkedisciplinen var i de Dage et brændende Spørgsmaal. I de 50 Aar, som vare forløbne, siden Kirkedisciplinen bestemtes ved den norske Lov og Ritualet, var der foregaaet mange Indskrænkninger i saa Henseende. Først fritoges Officierer[28], siden hvervede Soldater og endelig alle Indrullerede baade til Lands og Vands. Nu vilde efterhaanden Alle fritages for offentlig Skrifte, og Erklæringer paa Ansøgninger til Kongen om Oprejsning eller Dispensationer fra Kirkens Disciplin hørte for Bispen til Dagens Orden som en nødvendig Følge af Forordningen af 23de Decbr. 1735 om nøjere Kirkedisciplin mod skandaløse Synder § 4. Under disse Omstændigheder afæskede General-Kirke-Inspektionen Presteskabet og Bisperne Erklæringer om Kirkens Disciplin. Under 27de Febr. 1738 afgav Biskop Kærup sin Betænkning, hvis Hovedindhold i Korthed er Følgende.

Han formener, at en ret gudelig Kirkedisciplin efter den første christne Kirkes Exempel burde indrettes saa, at den paa ingen Maade kunde ansees for nogen verdslig Dom eller Straf, ei heller forstyrre den almindelige Rolighed, eller blive Sjælene til et Aag, hvoraf idel Hykleri og et „opus operatum“ kan forventes.

Han gjør derpaa opmærksom paa Kirkens excommunicatio major og minor og paa Skriftens Udsagn Matth. 7, 6. 1 Kor. 5, 4. 5. 1 Tim. 1, 20. 2 Kor. 13, 10. I Kor. 5, 5. og 2 Thes. 3, 14. „Men“, tilføjer han, „i vore Tider ere mange halsstarrige og vil ei lade sig sige“; han beklager dog, at Kirkedisciplin paa mange Steder er ganske forfalden, bifalder og ønsker, at Syndere uden Tvang undergave sig Disciplin, men frygter, at i denne onde Verdens Tid mange og de halsstarrigste Synderes Kirke-Disciplin ei faar saadan selvvillig og tilbørlig Lydighed. Han tror, at det vil falde vanskeligt at faa Kirkens Disciplin adskilt fra verdslig Straf, og beraaber sig paa Carpzow o. Fl.

Han foreslaar 1) at Presten alvorlig holdes til at iagttage Lovens 2–5–10. 20, 4–1–9 og Anordning af 23de Decbr. 1735, 2) at han fører med Familie et ulasteligt Levnet, 3) at han taler i Enrum i sit eller deres Hus om deres Synder og stræber at formane dem til frivillig at underkaste sig Kirkens Disciplin, 4) at de, som frivillig underkaste sig den, uden videre Dom afløses, 5) hvis de ere halsstarrige, medtager Presten 2 à 3 Vidner, i hvis Overværelse de formanes til Bod. Hjælper det ei, har Presten efter norske Lovs 2–13 fra Prædikestolen efter Matth. 18. at foredrage for Menigheden Synderens Forhærdelse og siden tiltale dem for en Provsteret. Hjælper det ei, stevnes den Skyldige for Konsistoriet.

6) At ingen verdslig Jurisdiktion maa befatte sig med at dømme i Henseende til Kirkedisciplin. 7) Vil den, som ved det store Ban excommuniceres, ej forbedre sig, henvises han som en Guds Bespotter til at dømmes af den verdslige Øvrighed. Store Ban bør oftere bruges. 8) Ej blot besovede Kvinder, men Horkarle, Drukkenbolte, Sabbatskjendere o. d. hør staa aabenbar Skrift efter Lovens Forskrift.

I nær Forbindelse med Kirkedisciplinen staar Presternes Husbesøg, hvorom Bispens Erklæring ogsaa afæskedes. Han erkjender, at saadanne kan iverksættes i Byerne og paa Jæderen og nogle andre Steder. Han foreslaar, at de skal finde Sted ved Paaske og Michaeli, at der skal holdes Mandtal over Menighedens Lemmer, at der skal holdes Husandagt med Morgen- og Aftenbøn og Bibelens Læsning, at Presten skal annotere befundne Exormiteter af Husfolkene, rette og formane og anmelde grove Laster for Øvrigheden efter Forordn. af 23de Decbr. 1735. Presterne maa afholde sig fra at lade sig traktere eller afspise med forfængelig Snak.

I de øvrige Menigheder, hvor Afstanden mellem Gaardene er stor, bør dog Presten tilholdes engang om Aaret at besøge alle Gaarde, især hvor gamle Syge findes. Presterne bør paa disse Besøg have fri Befordring og Kosthold hos de mest Formuende.

Den tredje med Kirkedisciplinen forbundne Post, hvorom han afgav Formening, var om Medhjælpere og Ældste. Han henviser til den norske Lov, anbefaler, at Lovens Bestemmelser særskilt aftrykkes, foreslaar, at nogle af de bedste Gaardmænd og Husmænd en Gang maanedlig skal samles med Medhjælperne for at raadslaa om de befundne Skandaler og indkalde de Skyldige for sig. Alt skal indføres i Ministerialbogen og underskrives af samtlige. Hvis ingen skandaløse Peccata gaves, kunde de sjeldnere samles. Saadanne Medhjælpere maatte forundes Friheder, ja nogen Skattefrihed og Beskyttelse mod Efterstræbelse, for at de kunde vedblive længe. Hvis de befandtes forsømmelige og partiske, skulde de afsættes.

Til Slutning gjør han opmærksom paa 1) at naar Bondekarle paa Landet besove Kvinder og mærke, at de ere frugtsommelige, give de sig ind i Militsen for at undgaa publique Ahsolution og Rader, beraabende sig tillige med deres Officierer paa den kongl. Forordn. af 20de Decbr. 1696, 2) at Beslægtede leve et forargeligt Liv sammen, inden de faa Dispensation til at gifte sig, ja først have Barn sammen og dog ej ville underkaste sig Kirkens Disciplin[29]. 3) Klager Bispen over, at fornemme Folk ville gaa privat til Alters og ej deltage i den almindelige Kommunion.

Han vedlagde 3 skriftlige Betænkninger om Kirkedisciplin m. m. fra de lærde og nidkjære Mænd Lector theol. Mag. Claus Tobiæson, Provst D. Stelling i Arendal og Søren Dumetius i Vestre Moland. Under 14de Marts sendte han Erklæringer om samme Sag fra Stiftsprovst Jens Spidberg, „en lærd og tro flittig Mand“, Michael Tyrholm, Sogneprest til Vansø, „en lærd, velbegavet, retsindig og i Guds Hus ret opbyggelig Mand“, T. Schive i Søgne og Gjert Faye, Sogneprest i Holt,“ (som ogsaa lærer og lever vel) en god Herrens Tjener. Sednere indsendtes Erklæringer fra Horster, Sogneprest i Gjerestad, „en vel og solid lærd Mand, som fører et exemplarisk Levnet, ja en ret nidkjær Mand for Guds Ære, som meriterede et bedre og større Kald“, og fra Provst Claus Winther i Stavanger, „en sand og opbyggelig, retsindig og skikkelig Herrens Tjener, der med flere deslige Prester i Stiftet lider meget ondt af det Slags høie og lave Tilhørere, som paastaa uden Fornødenhed at gaa adskilte fra Andre i Menigheden privatim til Alters paa extraordinaire Dage og Tider, ja saa godt som dertil opmaner og bespotter Herrens Sendebud, fordi de ei mod deres Samvittighed og vort Kirkeritual vil samtykke det, ja tør vel baade mundtlig og skriftlig true baade mig og dem med Proces og Klagemaal“[30].

I dette Aar (1738), inden han tiltraadte sin Visitats Vester, indviede han 1ste Pintsedag den 25de Maj Christianssands nye Kathedralkirke, skjønt den endnu manglede Altertavle, Orgel, Seierverk, Lysekroner og en Klokke. Han anbefalede derfor Kirken til Statholder Ranzaus Bevaagenhed (23de Maj)[31]. I Sommerens Løb fuldførte han lykkelig sin Visitats Vester. Ved sin Hjemkomst sendte han Gejstligheden en Rundskrivelse, hvori han blandt Andet underretter den om, at Erik Pontoppidans Forklaring ved kongl. Resol. af 22de August var paabuden til Indførelse, minder om, at rigtige Kommunikantbøger holdes, Ubekjendte ej stedes til Herrens Bord, og advarer mod den syndige Skik især ved Høstens Tid at gjøre Gilder for sine Folk paa Løverdag.

Under 28de Novbr. 1738 afgav han til Kongen sin Beretning om den aandelige Tilstand i Stiftet, der forekommer os saa mærkelig, at vi meddele den efter hans Kopibog i Bilag 3.

Mod Slutningen af Aaret 1738 omsendte Bispen til Gejstligheden det kongl. Reskript af 21de Novbr. om, „at Skriftemaal og Absolution skal finde Sted Dagen før Altergang og ej før Prædikenen om Søndagen uden for gamle svage og langtfra Boende, og at enhver bodfærdig Konfitent især absolveres i det tilbørlige Skriftestolens Sted og ikke for Alteret eller andet Sted, og ej heller med to Prestens Hænder paa engang paa to Konfitenters Hoveder, som visse Steder her i Stiftet hidindtil er skeet“.

I Anledning af dette Reskript, der tillige bød, at Presten samme Dag skulde prædike baade i Hovedsogn og i Annexet, hvilket paa mange Steder var uudførligt, opstod megen Misnøje og indkom Klager baade fra Almuer[32] og fra Prester. Ved denne Lejlighed lagde Bispen megen Sindighed og Klogskab for Dagen, da han istedetfor at holde sig til Reskriptets Bogstav svarede de Klagende, at Kongen ej kan fordre det umulige, og gjør opmærksom paa, at med Hensyn til Skrifte om Søndag –Morgen tilstedes det for „langt fra Boende“, og med Hensyn til Prædiken baade ved Hovedkirke og Annex gjorde han opmærksom paa Kongens Ord „saa vidt ske kan“. – Med Prædikenen ved Annexerne blev det nu ved det gamle, da baade Presterne paa Grund af det uoverkommelige Arbejde, ja ofte fysiske Umulighed og Almuen formedelst den forøgede Presteskyds o. a. vare misfornøjede. Med Hensyn til Udtrykket „de langt fra Boende“, saa var det saa ubestemt og vilde givet Anledning til Tvist hver Søndag om „hvo dertil kunde regnes“, at det ogsaa snart i den Henseende blev ved det gamle, hvilket stedlige Forhold ogsaa paakrævede. Man vil af denne Sag imidlertid erfare, at det almindelige Skriftemaal om Søndags Morgen for Alteret er langt ældre, end Mange i vor Tid have paastaaet.

Aaret 1738 maa for Bispen og Gejstligheden have været et overmaade travelt Aar; thi foruden de nævnte kirkelige Gjenstande, hvorover Erklæringer forlangtes, afæskede den Kommission, som var beskjæftiget med at ordne baade det højere og lavere Skolevæsen, under 18de Jan. 1738 Bispen Oplysninger om Skolevæsenet i Christianssands Stift og hans Formening om dets Forbedring[33].

Kærup afgav sin Erklæring under 23de Jan. 1739. Den indeholder følgende statistiske Oplysninger. I Christianssands Stift findes 46 Hovedkirker paa Landet, 4 i Byerne, 105 Annexer, 50 Sogneprester, 15 Kapellaner, 77 Degne, 60 Bygdeskolemestere, 54 Skoler og Degneboliger kan opbygges, hvilke paa nogle Steder ville koste 50 Rdlr., paa andre 100 Rdlr. Af Flere foreslaaes Omgangsskoleholdere med Løn 24–30 Rdlr. Degnene skulle tillige være Skolelærere, og naar deres Løn forøgedes, kunde man dertil vente Studenter, hvoraf kun 7 fandtes ansatte i Degnekald. Om de godvillige Gaver, hvortil Bispen skulde opfordre, havde han tilskrevet Provster og Prester og selv paa Visitatsen paa den bevægeligste Maade opmuntret, men kun med liden Frugt, thi dels er Almuen fattig, dels læse Forældre selv med sine Børn og Tyende, dels slaa Flere sig sammen og holde om Vinteren en vis Person, som underviser deres Ungdom; thi fra Paaske til Mikaeli bruge de sine Børn og Tyende til Kvægvogtning og andet Arbejde. En Del, som ere bedre formuende, ere uvillige og erbyde lidt engang for Alle, men ikke aarlig, hvorfra vi dog maa excipere Presterne og nogle faa goddædige Guds Børn her og der i Sognene.

Til Hjælp til Skolernes tilbørlige og nødvendige Bygning og Vedligeholdelse anbefales Helsingørs Hospitals og Skoles Kollekt, der for Stiftet aarlig beløber sig til 170–180 Rdlr., da Hospitalet skal være i god Stand, Generalvejmesterens Løn, som ligger paa Gaardene, frit Tømmer af Kirkernes og Prestegaardenes Skove, Kollekt, Sabbatsbøderne o. m. Degnene skulde have Offer og om Høsten 4 à 6 Skilling af hver Hud eller Gaard, og tilligemed Substituter og Bygdeskolemestere være fri for Enrullering, Konsumtion, for Familie og Folkeskat o. s. v. Endelig tilføjer han, „at det maatte tillades, at ved hver Degne- og Skolebolig maatte apteres et Kammer for hvert Sogns udlevede og sengeliggende Fattige, som ikke have deres Ophold andetsteds, paa det en Del slige gamle og syge Mennesker kunde høre Guds Ord og besøges af Presterne, en Del af hvert Sogns Almue der tilføres deres Opholdsmidler alt under Sogneprestens bedste Tilsyn. Disse Forslag havde imidlertid ingen Indflydelse paa den nye Skolelov, thi man hastede saa med at faa den ud, at man ej oppebiede Modtagelsen af de forlangte Oplysninger og Forslag, idetmindste fra Biskop Kærup; thi samme Dag, nemlig den 23de Januar 1739, da Biskopen nedsendte sin Erklæring, udkom den nye Skolelov og Skoleinstrux.

Begge Dele, baade Loven og Instruxen, vare udarbejdede baade med Dygtighed og Omhu, ja kunne kaldes fortrinlige, men de staa som et advarende Exempel paa, at Love og Bestemmelser kunne i og for sig være ypperlige og tage sig godt ud paa Papiret, men dog lidet udrette, naar de ej ere forberedte og passe for Tiden og de stedlige Forhold.

„Der er meget godt derudi anordnet, men ej overalt at faa istand“, ytrede Biskop Kærup til en Ven, kort efter at have modtaget den nye Lov.

At det ej overalt var at faa istand, viste sig snart, uagtet Bispen gjorde, hvad han kunde. I en Indberetning til General-Kirke-Inspektionen fra Stiftamtmand Juell og Biskop Kærup af 7de Oktbr. 1740 oplyses, at paa 7 bekvemme Steder i Stiftet skulde vel opbygges Degneboliger, men kun den i Lillesand var færdig fornemmelig ved Sognepresten Dumetius’s Iver og Forskud. Til de øvrige er vel udlignet 1 à 2 Rdlr. paa Huden, men af disse Penge er aldeles ingen indkomne formedelst den store Mangel, afvigte Aars excessive kolde og haarde Vinter paa Brødkorn og Livets Midler har forvoldet. Derved er dette Distrikt blevet blottet for Penge, ja saadan Elendighed er opstaaet, at Bønder selv have maattet ladet sig nøje med Bark og Maskebrød. Under saadanne Omstændigheder har man ej kunnet drive paa Udpantning. 30 Personer ere udseede og fundne bekvemme til Skoleholdere. De ere tilholdte „som ambulatores at undervise Ungdommen, men det er vanskeligt at faa Penge til at lønne dem. Efter Forordn. af 23de Jan. 1739 ere Presterne ilagte et aarligt Bidrag af 147 Rdlr. og Kirkeejerne 48 Rdlr. 3 ₻. Af Mulkter og ved Kollekter er Lidet indkommet“.

Mange Vanskeligheder og Tvivlsmaal rejste sig. Almuen i Bygland vilde sende Folk med Klage til Kongen mod Oprettelsen af Skole- og Degneboliger. Bispen fraraadede det, men om Raadet fulgtes, vides ej. Til Hr. Lindal, Sogneprest paa Haa, skrev han (8de April 1741), „det er bedst, at man vedbliver med den Katechisme Forklaring, som Ungdom- men er vant til, og at Bøndernes Uvilje til at give i Tavlen de 2 Dage aarlig til Skolekassen bør ved Presternes Bevægelsestaler modarbejdes“. – Bispens og Andres Bestræbelser for at faa den nye Skolelov indført vare frugtesløse. Loven lod sig under forhaandenværende Omstændigheder ej gjennemføre, hvorfor den blev paa en Maade igjen sat ud af Kraft ved Plak. af 5te Maj 1741.

I denne ytres, „at Kongen ugjerne har maattet fornemme, at de Anstalter, som han ved Forordning af 23de Jan. 1739 havde ladet føje til Skolers Anlægning paa Landet, ikke endnu ere bragte til nogen ønskelig Exekution, hvortil skal tildels være Aarsag, at om end Skoler med Bekostning bleve byggede og indrettede, saa skal dog Landets Situation paa mange, ja de fleste Steder være af den Beskaffenhed, at saa megen Ungdom, som en saadan Skole kunde og burde imodtage, kan formedelst Stedernes Adspredelse samt Vejenes Længde og Besværlighed ikke samles til ordentlig og daglig Skolegang paa noget vist Sted, saaledes, at de udi de korte Vinterdage kunde have noksom Tid til at begive sig til og fra Skolerne og derforuden Tid til den nødvendige Undervisning, og det ventedes vilde falde mange Forældre besværligt at udstyre Børnene med saa megen Kost, at de, i Tilfælde af indfaldende Uvejr, sig nogle Dage over i Skolen kunde opholde; det vilde ogsaa falde Skoleholderne, naar de ikke vare Landets Kost og Levemaade bevante, helt vanskeligt paa Landet at subsistere, og Almuen ikke mindre besværligt saadanne at underholde, allerhelst vi have erfaret, at de Midler, som ere anordnede til Skolevæsenets Bekostninger at bestyre og udkræve baade megen Tid og Besværlighed at faa indkasserede, vil ikke findes tilstrækkelige til de aarlige Udgifter, skjønt Adskillige formene sig endnu dermed for hart bebyrdede: Da som Vi allernaadigst er tilbøielig at sørge for Vore kjære og tro Undersaatters saavel timelige Velfærds Conservation som deres aandelige Gavn og Gode“ – saa paa Grund af Landets ulige Situation o. m. har Kongen fundet for godt at moderere og forandre Forordningen af 23de Januar 1739 og i den Sted at tillade Menighederne paa Landet, som bedst kjende de Distrikters Situation og Beskaffenhed, hvor de bygge og bo, saavelsom og deres egen Lejlighed, at indkomme med Forslag, hvorfor befales:

1) Hvert Prestegjæld skal have sit Skolevæsen for sig selv og sin egen Skolekasse, og, naar Indbyggerne villig kontribuere, hvad som uomgjængelig udkræves til deres egen Ungdoms Undervisning udi deres Børnelærdom, ville Vi allernaadigst, at de for al Slags Udgifter til Skolevæsenet paa andre Steder skal være aldeles fri og forskaanede. 2) Vore Amtmænd tilliggmed Provsterne, hver for sit Provsti, bør det, forderligst muligt er, for sig at indkalde 4 af de kyndigste og bedste Mænd i hvert Prestegjeld samt Bygdelensmanden tilliggmed Sognepresten og hans Kapellaner for med dem at overveje og endelig afgjøre, hvad Anstalter til Ungdommens Undervisning i deres Christendom i hvert Prestegjeld for sig efter dets Situation og Indbyggernes Lejlighed bekvemmeligst kan blive at fastsætte, være sig ved faste Skoler, omgaaende Lærere, eller hvad Midler de tjenligst og bedst maatte befinde, hvorudi Vor om Skolerne paa Landet i Norge udgangne Forordning maa tjene dem til Veiledelse, men ingenlunde til Hindring. 3) Over Bekostningerne skal gjøres nøiagtig Calcul, men de have Frihed til selv at udligne dem saavel paa Tjenere som Husbonder o. s. v. Dog skal der forfattes en ordentlig Forretning over Skolevæsenets Indretning, og denne indsendes til Stiftamtmandens og Bispens Approbation og Opbevarelse i Stiftskisten, saasom den stedse og for den efterkommende Tid bør tjene til en bestandig Regel og Rettesnor for Skolevæsenet i vedkommende Prestegjeld. 5) Til omgaaende Lærere kunne antages Personer, som opholde sig i Bygderne og ere Landets Levemaade og Kost bevante, naar de selv forstaa deres Christendom, kan læse og skrive og ere bekvemme til at undervise Andre derudi og for Resten ere af et ustraffeligt Liv og Levnet, dog at Menighederne tage deres Prester med i Raadet saavel til Personernes Antagelse som til Stedernes og Tidernes Udnævnelse til Undervisning. Lærerne skal være befriede for Konsumtion, Folke- og Familieskat samt alle andre Paalæg, Kjørsel, Skyds, Arbeide og Udskrivning. 7) – – I de Sogne, hvor Ungdommen ei kan samles til ordentlig og daglig Skolegang i noget vist Hus, insisteres ikke paa Anskaffelse af Klokkerboliger. 8) Efterat de væsentligste Hindringer ere ryddede af Veien, fordres, at Skolevæsenet skal være ordnet inden Mikaeli 1742. – Værket i sig selv, ytrede Bispen til Gejstligheden, har 3 fornødne Ting: 1) utvungen Kjærlighed til at efterleve Guds og Kongens Befaling, 2) at moderere Udgifterne efter hvers Formue, Ungdommens Mængde samt Bygdernes Vidtløftighed i hvert Kald, 3) at Degnene eller de omgaaende Skolemestere kan faa tilbørlig Tilleg og Løn for deres Arbejde, som vel aarlig ei kan være mindre end 16–20 Rdlr., ligesom Omgangen er stor eller liden til.

Den Nød og Elendighed, som i disse Aar herskede, gjorde imidlertid enhver Ordning af Skolevæsenet vanskelig, forsaavidt Ordningen medførte forøgede Udgifter. Dog lykkedes det i Løbet af 2 Aar at faa Skolevæsenet bragt saavidt, at Forslag til og Forretninger om Skolevæsenets Ordning efterhaanden indkom til Approbation af Stiftsbefalingsmanden og Biskopen, saaat denne under 4de Aug. 1743 kunde beordre Gejstligheden fra alle Prædikestole at oplæse de stadfæstede Skoleforretninger, Almuen til Kundskab og Efterretning. Det vanskeligste stod endnu tilbage, og det var at faa Almuen til at rette sig efter disse Skoleforretninger. Her fik Biskopen og Presterne en haard Nød at knække, og paa de fleste Steder gik det saare traadt, især med at skaffe Skoleholderne Løn, der som oftest sattes langt lavere, end af Biskopen foreslaaet. Snart klagede Presterne over Almuens Selvraadighed og over Officiererne, som hindrede dem i at faa bekvemme Skolemestere blandt det indrullerede Mandskab, og snart klagede Skoleholdere, som ingen Løn fik. I sin Indberetning til General-Kirke-Inspektionen af 31te Decbr. 1745 ytrer Biskopen: „Det, som mest beklages, er, at hvad som af Almuen paa Landet efter de 2 kongelige Forordninger og Plakat er udlovet til de paa Bygderne omgaaende Skolemestere paa Landet, enten af Uformuenhed til største Del eller Uvillighed tilbageholdes og ikke uden med Tvang og Exekution kan bekommes, hvorudover mange af de antagne Bygdeskolemestere nødes til at kvittere Embedet“ Under 1ste Marts 1748 tilskriver han Stiftets Amtmænd og Prester, at adskillige Klagemaal og Besværinger om Skolevæsenet fremkomme, som at Almuen er uvillig til frivillig at betale den til Skolelærerne ilagte Løn, og at disse derfor opsige og forlade sine Embeder, at Land- og Søofficierer modsætte sig at afgive Mandskab til Skoleholdere, at Almuen hverken vil bygge Skolestuer eller Degneboliger.

Den vigtigste udvortes Hindring for at det prestelige Tilsyn og Sjælesorgen kunde ventes udført i den Udstrækning, som General-Kirke-Inspektionen ønskede, var de gejstlige Embeders store Udstrækning og Menighedernes Talrighed. Skulde der imidlertid udrettes noget Alvorligt i denne Retning, saa maatte de fleste Prestegjeld være blevne delte, saa at hvert Annex havde faaet sin Prest; men derimod stillede sig den Hindring, at Almuerne vare ganske uvillige til at forøge sine Ydelser til at lønne flere Prester, og at de fleste Kald i Stiftet, ihvor udstrakte de end vare, ofte ydede knap Underholdning nok for en Prest med Familie, især naar han blev gammel og maatte holde Kapellan, som da almindelig af Bispen paalagdes ham.

Under 29de Maj 1739 afgav Bispen sin Erklæring om, hvilke Kald i Stiftet vare saa store eller gode, at de kunde deles[34]. Han foreslog, at Holt med sine 4 Annexer kunde deles i 2 Prestegjeld; at Tvedt, som var lagt til Lektoratet i Christianssand, skulde blive et eget Prestegjeld, at til Arendal skulde lægges Kolbjørnsvig og der oprettes et residerende Kapellani. „I øvrigt finder han Kaldene vidtløftige, men antager, at Almuen i Almindelighed er for fattig til, at Kaldene videre kan deles, men anbefaler Kapellaner ved de største“.

Under 20de Febr. 1740 afæskede General-Kirke-Inspektionen ham fornyet Erklæring om, hvilke Kald med Indtægt af 5–800 Rdlr. taale foruden Pastor en residerende Kapellan eller stadig personel Kapellan. Han erklærede (18de Marts 1740), at Christianssand kunde foruden Pastor og residerende Kapellan føde en nederste Kapellan; at residerende Kapellaner burde ansættes i Mandal med 5 Kirker, Vansø og Lund med 4 Kirker; Kapellaner pro loco ansættes i Oddernes med 4 Annexer, i Undal med 3, i Hvideseid og Fyrisdal. Holt, det bedste Landkald i Stiftet (700 Rdlr.), bør saavelsom Gjerestad ved Vakantse deles i 2 Prestegjeld hver. De øvrige Kald kunne ej taale Kapellaner, da de ere smaa og Almuen fattig. Tiende betales ej efter Avling, men efter Matrikel.

General-Kirke-Inspektionen maa have fundet Biskopens Bemærkninger grundede; thi ved den kongelige Resolution af 2den Marts 1742 blev kun Mandals, Holts og Gjerestads Prestegjeld delte hver i 2, hvorved lidet vandtes med Hensyn til Øjemedet, da samtlige de residerende Kapellanier ophævedes, saa man vel fik flere Sogneprester, men ej flere Prester. I Arendal, Oddernes, Vansø, Valle, Hvideseid og Fyrisdal skulde ansættes residerende Kapellaner og i Christianssands By en nederste residerende Kapellan, som tillige skulde være Prest for Hospitalet.

Menighederne vare imidlertid paa de fleste Steder misfornøjede med disse Foranstaltninger. I Fyrisdal vilde man saaledes hverken skydse eller ofre til den ansatte residerende Kapellan, saa at han var nær ved at sulte ihjel[35]. I Aaret 1747 søgte Bønderne i Fyrisdal om at blive fri for Kapellan.

I Begyndelsen af 1740 indberetter han til General-Kirke-Inspektionen, at han i Aarene 1738 og 1739 har visiteret hele Stiftet og fundet de fleste Presters, Kapellaners, Degnes og Gejstliges Lærdom, Levnet og Forhold tilbørligt og upaaklageligt, undtagen Christen Bloch i Sogndal[36]. „Menighedens Tilstand finder jeg hos de fleste god og vel, aleneste Tjenestefolkene af begge Kjøn i Kjøbstæderne ere meget efterladne og uvillige at komme til Katechisation, hvorvel Provsterne med Presterne derom gjøre offentlig saavelsom hemmelig alvorlige Formaninger saavel til dem som deres Husfædre“.

De samme Klager gjentages i en Indberetning af 27de Maj 1740 i Anledning af en Forespørgsel fra General-Kirke-Inspektionen af 7de s. M. Han oplyser da, at Katechisationerne holdes strikt efter Befaling af 22de Aug. 1738 saavel i de 4 Kjøbstæder som paa Landet. I Byerne saavel Onsdag som Søndag, Festdage og de maanedlige Bededage, Prædikedagene i Annexerne efter Prædiken, og hver Løverdag, hvor Menigheden efter Situationen kan samles til Skriftemaal, da ligesom i Kjøbstæderne holdes en Poenitentstale. Dog maa han klage over, at Tjenestefolkene især om Onsdagen ej møde, ja om Søndagen ganske faa. De øvrige komme ej i Kirke, før det ringer sammen til Aftenssang og Katechisationen er til Ende, hvoraf følger, at Ungdommen snart glemmer, hvad den har lært. Han foreslaar Mulkt, da hverken Biskops eller Prests Formaning udretter Noget her. For at man kan lære at katechisere methodisk, har han anbefalet Rambachs og Speners Traktat„om en vel underrettet Katechet“, trykt 1728.

En Følge af disse og andre Forestillinger var vel Res. af 2den Decbr. til begge Rigers Biskoper, som 30te Decbr. blev Stiftets Prester meddelt, at Biskopen skal tilholde Presterne i Stiftet, at de ved flittig Husbesøgelse, Katechisation i Kirken og kjærlig Undervisning ved alle Leiligheder gjøre saa vidt de formaa til de Gamles Oplysning, at de kunne have en frelst Samvittighed for Gud; iligemaade har Biskopen at beordre Presterne i Stiftets Kjøbstæder, at de af Prædikestolene bekjendtgjøre, at alt Tyende og Tjenestefolk i Katechisation skal komme og forblive, saa længe den varer, til hvilken Ende Biskopen, paa det at Menigheden ei alt for længe skal opholdes, har at tilkjendegive Presterne paa Landet, at de ikke maa prædike over een Time og ei katechisere over en halv Time. Bispen meddelte tillige Res. af 2den Decbr., hvori Amtmændene beordres at lade føje den Anstalt og se derhen, at den hele Menighed undtagen Diebørn og Svangre bliver tilbage i Kirken, indtil Katechisationen er til Ende[37].

Vi have tilforn seet, at Bispen havde indmeldt, at der ingen separatistiske Bevægelser fandt Sted i Stiftet. I Aaret 1739 optraadte der dog to danske Skræddersvende, Børre Pihl og Hans Frederik Mørch, i Christianssand, medførende en Kvinde, som kaldte sig den førstes aandelige Søster, men delte Seng med ham. Han blev derfor nødt til at ægte hende. I Stiftsstaden fandt de intet Gehør med sin pietistiske Prædiken, hvorfor de droge til Mandal, forklarende Bibelen paa sin Vis, rev ned paa Gejstligheden og den verdslige Øvrighed, og fandt der baade Tilhørere og Tilhængere, ja vandt endog for sig den personelle Kapellan Jens Halse, som varmt anbefalede fra Prædikestolen „disse andægtige Folk“ til Menigheden. Flere i Menigheden bleve imidlertid saa forbitrede paa Presten, at de indgave Klage over ham[38]. I en Skrivelse til Stiftsprovst Spidberg af 16de Maj anmoder Bispen denne om i Mindelighed at forlige Jens Halse og Almuen og at faa Skrædderne tilbage til Kjøbenhavn. De havde været forhørte af Lagmand Sønderborg, for hvem de vrangeligen havde forklaret 2 Petr. 1, 16 og 1 Kor. 11, 34. – De kom i Juni til Christianssand for derfra at rejse hjem til Kjøbenhavn, og siden hører man Intet til dem. Stiftsprovstens Forsøg paa at forlige Halse og Almuen maa være mislykket, thi han blev tiltalt for en Provsteret, der dømte ham i en liden Mulkt og paalagde ham at reconciliere sig med Menigheden.

I sin Indberetning til Kongen af 30te Septbr. 1741 giver han Gejstligheden og Menighederne følgende Skudsmaal: 1) „Provster og Prester gjøre næsten alle efter min nøje Erfaring deres hellige Embede vel og troligen og leve som gode Hyrders Exempel (har jeg fundet noget Lastværdigt, ere de derom paamindte, og vil formode, at de forbedre sig) undtagen Mag. Bloch, der vedbliver sit Drukkenskab og er suspenderet, og Worm i Høyland, der staar i ondt Rygte for Levemaade og af mig ved sidste Visitats alvorlig blev advaret og straffet[39]. Residerende Kapellan Hanning blev uden Aarsag i Drukkenskab og med Vold og Slag overfaldt af Stadsborger Niels Bentzon, men ved Stiftamtmandens Mediation forligt[40].

2) Degne og Substituter befinde sig til største Del flittige og upaaklagelige. De fleste Bygdeskolemestere gaa omkring i Bygden at undervise Ungdommen, men deres Løn er endnu ei reguleret.

3) Menighederne, især Vester, ere i det Timelige hjemsøgte af Gud med dyr Tid af næstforleden Aars Misvæxt, stor Armod, Tiggeri og smitsomme Sygdomme[41], men i det aandelige ydmygede og Ungdommen forbedret i Oplysning til Salighed. – Han beklager, at Tjenestefolkene i Byerne endnu entholde sig fra Katechisationen om Onsdagen, hvor sjelden møde 2 à 3 Tjenestefolk og faa af Menighedens konfirmerede Børn. Kirkerne ere i god Orden, hvad Bygningerne angaar, men Skovene ofte af de første Kjøbere bortsolgte“.

I Sommeren 1742 skulde han efter gammel Sædvane visitere Stiftets østre Dele; men han kom ej længere end til Risør, hvor han blev angreben af en Feber, som hindrede ham i at visitere Thelemarken og nødte ham til at rejse hjem. Han kom sig igjen saavidt, at han tiltraadte Visitatsen i Sætersdalen, men i Bygland blev han atter syg og maatte vende tilbage til Christianssand[42].

Hver Gang en religiøs Bevægelse finder Sted, kan man være temmelig vis paa, at den første Storm bliver rettet mod Lærerstanden, og blandt de mange Klagemaal, som føres mod den, vil man da iamindelighed ogsaa høre Beskyldningerne for Havesyge og Gjerrighed. Dette fandt ogsaa Sted ved denne Lejlighed. En Anonym fra Throndhjem havde indsendt til General-Kirke-Inspektionen en nærgaaende Klage over „Gejstlighedens Gjerrighed i Norge“ og Forslag om at sætte den paa fast Gage. Den blev sendt Bisperne til Erklæring.

Under 15de Novbr. indberetter Biskopen, at han har tilsendt Stiftets 10 Provster Anonymens Klage, og tilføjer, at han i 10 Aar paa sine Visitatser hverken da eller senere, mundligt eller skriftligt, har bekommet noget saadant excessiv Klagemaal over Presternes Gjerrighed i Almindelighed med Undtagelse af 2 à 3, som efter Irettesættelse have forbedret sig. Han fraraader Anonymens umodne Forslag, erklærer, at der i Stiftet ej findes noget Kald, som indbringer 2000 Rdlr.; 2 à 3 af de bedste ere paa 7–800 Rdlr., men de blive ved Delingen mindre. Han udbeder sig Protektion for de herudi uskyldige Prester, men skulde der indkomme beviselige Klagemaal over nogen Prest, beder han, at denne maa straffes med en anseelig Mulkt til Stiftets gejstlige Enkekasse.

Det lader til, at General-Kirke-Inspektionen har faaet mere, end den ønskede af umiddelbare Andragender, Projekter o. m., thi under 21de Decbr. 1742 bad den Bispen alvorlig at tilholde Prester, Degne og Skoleholdere, at de efterdags entholde sig fra at besvære General-Kirke-Inspektionen med slige uvedkommende Memorialer og Ansøgninger, da der ingen Hensyn vil tages til samme, at General-Kirke-Inspektionen oversvømmes med Memorialer om Strid om Indkomster, Degneboliger &c. De skal indsendes gjennem Provst og Biskop.

Elendigheden i Stiftet havde i Aaret 1742 været stor, og Følgerne viste sig endnu i 1743. I sin Indberetning til Kommercekollegiet melder Kærup, at med Undtagelse af Øvre Thelemarken, hvorfra Underretning savnedes, var der i Stiftet i 1742 født 2167 Mennesker, og døde 3525. „Blodsot, Flekfeber og Hovedsot, der henrykke Sandserne og opsvulme Legemet og langsom udpine, har været de til Døden herskende smitsomme Sygdomme, som endnu næsten overalt grasserer i Stiftet, mest paa Landet, om ej saa mange dø som anno 1741[43]. Men den største Elendighed er Mangel paa Brød for den fattige Bondealmue paa Landet, som i nærværende Tid med Misvæxt fra forrige Aar er saa stor hos de fleste, at de i Hungersnød maa æde af Bark, tørre Kornax, Mask, brændte Ben, opgravede Rødder og Urter paa Marken, malet og baget til Brød, hvoraf følger ovennævnte hidsige, smitsomme og dødelige Sygdomme. Gud naadelig forbarme sig over os i denne dyre og sygelige Tid og se til sine trængende Fattige med faderlig Opholdelse, Hjælp og Undsættelse“[44].

I et samtidigt Brev til Obersek. Holstein, med hvem han stod i stadig Brevvexling, tilføjer han, at de Syge, som komme til Live igjen, gaa ligesom sandseløse og uden Kræfter. Han foreslaar en extraordinær almindelig Bededag. I et Brev til samme (af 29de Marts) takker han for Reskriptet af 1ste Febr. mod Anonymi Klagemaal[45] og for Paabydelse af en Bededag med de af Bispen foreslaaede Texter. Han takker og for Kongens Gave til de Fattige[46]. Samtidig meddeler han Christianssands Gejstlighed Underretning om, at Kongen paa Bispens Forestilling i Reskr. af 8de Marts har anordnet en extraordinær Bededag i Stiftet med Text Ezech. 14, 23. 2 Mos. 23, 25. Jak. 5, 16. Bispen bestemte, at Bededagen skulde holdes den 12te Juni.

I Aaret 1743 foretog Kærup ingen Visitats, da hvert 3dje Aar efter gammel Sædvane var Hvileaar, i hvilket Stiftet blev visiteret af Provsterne, hvilke han i sin Beretning til General-Kirke-Inspektionen (29de Novbr. 1743) giver det Skudsmaal: „De ere Alle retsindige og for Guds Menigheds aandelige Tarv og Opbyggelse omhyggelige Mænd“. De have indberettet, at de have forefundet Menighed, Prester, Degne og Skolemestere i god christelig Tilstand.

I dette Aar var han Medlem af den nye Skattekommission. „Propter senium“ kunde han ej følge den til Stavanger, hvorfra Stiftamtmand Reuss og de øvrige Medlemmer kom tilbage den 26de Novbr. „Skjønt med tynd Hilse“ fulgte han den til Arendal og Risør. Den gamle Biskop burde visseligen have været fritagen for at sidde i en almindelig Skattekommission, da han som Landets øvrige Biskoper havde mere end nok af Ulejlighed med at indsamle fra alle Provstier og tilsende Vedkommende ej blot de aarlige faste Skatter af Kirker og Prester, som Cathedraticum, Studieskat[47], Bidrag til Missionsvæsenet[48], Kollekterne til Helsingørs lærde Skole og Hospital[49], til Slavekassen[50], der vare konstante, men ogsaa de mange Kollekter, der bevilgedes af Kongen dels til Opbyggelse af Kirker[51], dels til betrængte Menigheder udenlands[52], dels til brandlidte Byer[53], dels til Private, som havde lidt et eller andet usædvanligt Tab, Forlis af Skibe o. s. v.

Uviljen til at underkaste sig Kirkens Disciplin synes med hvert Aar at blive større og større, og Ansøgninger om Oprejsning bleve hyppigere og hyppigere, især fra dem, som over et Aar havde afholdt sig fra Altergang, og dem, som havde gjort sig skyldige i Overtrædelse af 6te Bud, sjeldnere for andre Overtrædelser.

Sagen blev ej forbedret derved, at Kongen ved Reskript af 5te Juni 1744 bød, at virkelig indrullerede Landeværnssoldater tilstedes lige Frihed med andre Soldater ved første Gangs begaaet Lejermaal, nemlig Frihed for Kirkens Disciplin og Bøder[54].

Herved aabnedes en let Adgang for enhver Bondegut til at undgaa Kirkens Disciplin, som ogsaa benyttedes; thi naar de havde begaaet Lejermaal, gik de i Kongens Tjeneste, hvorved de undgik Kirkedisciplinen. Gejstlighedens Stilling var under saadanne Omstændigheder vanskelig[55], og Vanskeligheden forøgedes derved, at ej blot militære Befalingsmænd, men ogsaa den verdslige Øvrighed blandede sig i disse Kirkesager[56]. Biskopen havde megen Ulejlighed i disse Anliggender, da han maatte give sin Erklæring paa alle Ansøgninger til Kongen om Dispensationer og derhos Raad til Presterne om, hvorledes de skulde forholde sig. I denne Anledning forenede Bispen i sine Erklæringer Alvor med Mildhed. Naar Omstændighederne talte til Undskyldning, og Overtrædelsen kunde regnes blandt Skrøbeligheds Synder, anbefalede han Eftergivelse fra en Disciplin, som ej længer var frivillig, men ansaaes for en stor Skam som en borgerlig Straf; men mod halstarrige og dem, som vedbleve at forarge Menigheden og trodse Kirkens bestaaende Love, viste han Alvor og Strenghed.

Saaledes tilskrev han (3dje Maj 1743) Gjert Faye, Sogneprest i Holt: „Da Prokurator Kruse fremturer i modvillig Afhold fra Sakramentet og ikke vil møde for Dem og Medhjælper at anhøre Undervisning om sin Saligheds Bedste, da skal Presten 3 Søndage lyse til Bann og ellers tit og ofte fra Prædikestolen gjøre Bøn og Formaning, og hvis han da ei indfinder sig med tilbørlig Omvendelse til publique Absolution, ved Navn udelukke ham af Guds Menighed“.

I Thime Kirke i Ly havde Torkel Thime og Aslak Norem 5te Søndag i Trinitat. 1743 i en Rangstrætte under Gudstjenesten faret hinanden i Haarene og foraarsaget forargelig Tumult. Ved Indmeldelse derom tilskrev Bispen Sognepresten Leganger (10de Aug. 1743), at Vedkommende skulde staa aabenbar Skrifte og betale 1 Rdlr. til de Fattige. I Vægringstilfelde skal de indstevnes for Provsteret. Vedkommende maa have søgt at undgaa denne Kjendelse, thi 13de Marts 1744 tilskrev Bispen atter Sognepresten, at angaaende denne Strid i Kirken „har Foged og Amtmand Intet at gjøre med Kirkens Disciplin, som dependerer af den geistlige Jurisdiktion“. Til Amtmand de Fine i Stavanger skrev han (2den Maj 1744), „at Presten havde gjort sin Pligt, og at det ei var værd at røre videre ved denne Sag[57].

Vi ville anføre et Exempel til Oplysning om, hvor mange Vanskeligheder der vare forbundne med at faa Kirkens Disciplin anvendt. En af Stiftets dygtigste Prester var Provsten Tyrholm i Vansø. Over ham klagede Baadsmanden Hans Meberg til Bispen, fordi han fordrede, at Hans Meberg skulde underkaste sig offentlig Skrifte, uagtet han ved Ed havde fralagt sig at være Fader til et Barn, hvorfor han var udlagt. Tyrholm oplyser (2den Novbr. 1745), da Klagen blev ham sendt til Erklæring, at Hans Meberg som gift Mand begik Leiermaal, men lod sig indrullere i sin Søns Sted for at undgaa Kirkens Disciplin, at han ved sin Ed vel havde renset sig for at være Barnefader, men ej fra at være Horkarl og derved givet almindelig Forargelse. Bispen resolverede, at han skulde udstaa Kirkens Disciplin. Hans indgik nu med Klage over baade Provsten og Bispen og søgte om kongelig Dispensation. Klagen blev sendt Vedkommende til Erklæring. Tyrholm oplyste nu, at Hans Meberg var berygtet i Menigheden for sit letfærdige Levnet, og at han, medens hans Kone levede, havde havt Barn med sin Tjenestepige. Under Forhandling med Presten havde han erklæret Horeri for ingen Synd at være og undrede sig over, at man gjorde saa meget Væsen deraf, „da det i Holland blev intet agtet“. Han tilføjer: „det er højst beklageligt, at Presteembedet i denne og deslige Kirkedisciplins-Sager ej kan nyde den Bistand af den verdslige Arm, som saa mange gudelige Forordninger med høj priselig Nidkjærhed befaler, men faldne og sikre Syndere nyde Frihed til at tilføje Presteembedet adskillig Fortred og paa alle optænkelige Maader at sno sig fra Kirkens Disciplin, ja og fra Boeslods Forbrydelse“. – – – „Det er Skade, at Kirkesager handles for verdslig Ret, som sjelden favoriserer det gejstlige Embede“. Bispen refererer sig til Provstens Erklæring med Tilføjende, at „slige Casus desværre ofte her i Stiftet forefalde, at saadanne horagtige Personer løsligen forsværge sig, at de ei ere Barnefædre, og lægge Skylden paa Andre, skjønt deres egne Sind og Samvittighed ere besmittede. Det var ønskeligt, at den verdslige Øvrighed befales at undersøge, om de Beskyldte vide sig fri for den med saadanne Kvindfolk for eller siden deres Besvangrelse havte syndige Samleje, førend det blev dem tilladt at aflægge Ed.“

Da Biskopen ved sin svage Hilse hindredes i selv at visitere eller altid at fuldføre sine Visitatser i det vidtløftige og med slette Veje forsynede Stift (der fandtes kun Rideveje)[58], bød han Provsterne at indgive nøje Beretninger fra de Visitatser, som de aarligen maatte holde, paa det han kunde have Oversigt over Gejstligheden og det christelige Liv i Menigheden. Naar han havde erholdt disse Indberetninger, tilsendte han Provsten og Presterne sine Admonitioner.

I 1744 tilskev han dem 12 Monita, hvoraf vi her ville anføre de vigtigste:

1) ej at tage de ældste unge Drenge og Piger til Alters uden først at have prøvet i aandelig Samtale med dem deres aandelige Forfremmelse og fornødne Saligheds Forstand.

2) at Ingen uden Konfirmerede stedes til Nadveren, og at de Konfirmerede tilholdes at indfinde sig ved Katechisationerne.

3) der klages paa nogle Steder over, at de Fattige, som lidet have at give Presterne for sin Undervisning, længere end Andre opholdes derfor,

4) at Presterne ville betænke forud at skrive sine Prædikener „til des bedre Orden, Fattelse og Opbyggelse.“

5) at saavel residerende som personelle Kapellaner have at iagttage den tilbørlige Subordination, som de ere sine Sogneprester skyldige.

6) Med Degne og Skolemestre vil Gejstligheden have nøje Tilsyn, at de inden og uden Kirken gjøre sit Embede lovligen og leve skikkeligen, uden ved Bøndernes Bryllupper, Barseler og andet Samkvem med Almuen i Kro og Drikkehuse at drikke over Tørsten til Drukkenskab og Forargelse, hvilket om skeer, maa det mig strax tilmeldes for at vorde lovligen paatalt og dømt.

7) Skulde Skolevæsenet paa Landet ej endnu paa visse Steder efter de til Stiftet fra Amtmænd, Provster, Prester og bedste Sognemænd indsendte og approberede Ligninger have mødt saa tilbørlig Fremgang, eller derved mangle endnu Skolemestere eller deres Løn, eller Almuernes Uvillighed tindes til at betale de dertil udfordrede Penge, da vilde Provsten med sit Provsties Pastoribus først derom conferere med vedkommende Amtmænd og begjære deres Assistence til dette christelige Verks Fremmelse efter Guds og Kongens Befaling. Men (om herved ikke er at vinde Sagen til sit ønskelige Maal) da siden skriftlig give Stiftamtmanden og mig Hindringerne tilkjende til deres Afvergelse og foreslaa, hvad der kan være efter Tidernes Tilstand muligt, bedre og gjørligt til dette Skolevæsens Bedste[59].

I den Indberetning, som han ved Slutningen af Aaret 1745 (31te Decbr.) indsendte til General-Kirke-Inspektionen, „takker han Gud med Hjertets Glæde, at Stiftet nu er forsynet med tro og gode Lærere saavel i Kirken som i Skolerne. Ungdommen tiltager ogsaa derved i Guds og vor Herres Jesu Kundskab og Naade“.

En nødvendig Følge af den Hungersnød og Elendighed, der havde hersket i Aarene 1741–43, var, at Betlernes Tal var forøget i en foruroligende Grad, saa denne Sag blev Gjenstand for alvorlig Overvejelse blandt Presterne og Andre rundt om i Stiftet. I Aaret 1746 blev Fattigvæsenet ordnet i Arendal og Stavanger, og i Februar samme Aar tilstillede Bispen Stiftets Provster til Erklæring et fra den dygtige Sogneprest Hans Speilberg i Homedal indkommet Forslag om en Ordning af Fattiges Forsørgelse i hans Prestegjeld efter Forordning af 24de Septbr. 1708. Han vilde have alt Betleri af „omløbende Tiggere“ afskaffet, og Bygdens Fattige lagte paa Lægd.

Som Følge af denne Rundskrivelse indløb der fra flere Prester og Kald adskillige og ulige Forslag til Fattigvæsenets Ordning, hvorpaa forlangtes Approbation. Denne meddeltes kun midlertidig til enkelte, da Bispen i Forening med Stiftsbefalinggmanden (Grev Reuss) ønskede at faa Fattigvæsenet sat paa egal Fod ved kongelig Anordning, ligesom i Akershus Stift[60].

Den 6te August 1746 døde Kong Christian 6. og efterfulgtes af sin Søn Frederik 5. – Klageprædiken over den afdøde Konge anordnedes at holdes over Ap. Gj. 13, 36. den 4de Oktbr., paa hvilken Dag det kongelige Lig skulde føres fra Kjøbenhavn til Roskilde. Den 65aarige Biskop holdt selv Klageprædikenen i Christianssands Domkirke. – Gejstligheden befaledes under Kalds Fortabelse at indsende Gjenparter af sine Kaldsbreve, ledsagede af Ansøgninger om Konfirmation. Stiftets Provster og Sogneprester befaledes at møde paa Konsistoriet i Christianssand 21de Septbr., for der mundtlig efter en anordnet Formular at aflegge Ed til den nye Konge. Bispen gjorde Fordring paa, at den indkaldte Gejstlighed skulde have Friskyds, „men Stiftamtmand Barner var dertil ej at overtale“[61].

Uagtet der ved Kirkens ydre Styrelse ingen Forandring foregik ved Kongeskiftet, idet General-Kirke-Inspektionen vedblev, og Biskopen fortsatte som før i alle kirkelige Anliggender at henvende sig til Obersekretær Grev Holstein, saa mærker man dog, at ovenpaa de foregaaende Aars urolige Kraftanstrængelser, som almindelig er Tilfældet, en Træthedstilstand indtraadte, hvilken man ikke mindst sporer hos selve General-Kirke-Inspektionen. I de paafølgende 5 Aar, i hvilke Kærup levede og førte Bispestaven, ser man kun faa Spor af General-Kirke-Inspektionens Virksomhed, og hører man næsten ikke til almindelige Kirkeanliggender, hvorom Bispens og Gejstlighedens Raad og Erklæringer æskedes. Det var saaledes Stiftets indre Anliggender, som i disse Aar hovedsagelig beskjeftigede den gamle Biskop. Uagtet han var saa legemlig svag, at han ej længere kunde visitere, da han led af Stensmerte og andre Ulemper, synes han dog lige til sit Livs Ende at have bevaret sin fulde Aandskraft og med uformindsket Aarvaagenhed og Kraft ført Bispestaven.

I sin Rundskrivelse til Provsterne af 12te Januar 1747 gjør han dem blandt Andet opmærksomme paa, at der efter Kongens Bud ej maatte antages nogen Herrnhut til at undervise Børn, forlanger Oplysning om Skolevæsenet, og gjør opmærksom paa, at Klager vare indkomne over, at Gudstjenesten paa flere Steder begynder for sildig, og anordner, at Prædikenen især udi Vinterkulde og Frost ej skal forlænges, men forkortes[62].

I sin Rundskrivelse det følgende Aar (26de Jan. 1748) anbefaler han som sædvanlig Skolevæsenet paa Landet, der vedblev at gaa traadt, Christianssands Latinskole og Fattige (for hvilke Tavler ombares i Stiftets Kirker), Hospitalet og Presteenkerne til Gejstlighedens Omsorg og Tilsyn, saa at Vedkommende erholdt de dem tilkommende Indtægter ved Mulkter, Kjendelser o. s. v.

Han paalagde ogsaa Presterne at være forsigtige ved at udstede for Trængende Tryglebreve, mindede dem om at overholde Lovens Bud (3–8–12) om Trolovelse[63] og at faa Kirkens Expenser og de øvrige Kollekter betids indsendte. Han paalagde Studenterne, „som det er tilladt undertiden at prædike for Presterne, med sømmelig Dragt, Kappe og liden Krave at staa paa det hellige Sted“. Residerende og personelle Kapellaner formanes til trolig at forrette sine Embeder og iagttage den tilbørlige Subordination efter Loven mod Sognepresterne. Degne og Skolemestere have at gjøre deres Embede for Gud redelig og ikke befatte sig med Lensmænds og Andres verdslige Bestilling. Provsterne tilholdes aarligen efter Loven at visitere med Flid og at give Bispen Notice om Gejstligheden og Menighedernes Tilstand. Presterne skulle ved bedste Tid og Lejlighed iagttage Husbesøgelser.

Under 6te Juni 1749 underrettede han Stiftets Provster og Prester om, at der ved Reskript af 25de April var anordnet, at den 28de Oktober og følgende Dage skulde der over det hele Land fejres en Jubelfest i Anledning af, at 300 Aar ere forløbne, siden den oldenburgske Stamme kom ind, og for at bede for dens Konservation. Tillige opfordrer Bispen at bede for Kongen, som er paa Rejse til Norge.

I de paafølgende Aar indtraf i Stiftet og Bispens Virksomhed kun lidet Mærkeligt, naar undtages et Par Sager, der foraarsagede den gamle Biskop baade Ulejlighed og Bekymring. I Christianssand opholdt sig i disse Aar Hr. Thomas Montagne, en Thrønder, der i nogle Aar havde studeret Filologi i Kjøbenhavn og sednere informerede fornemme Folks Børn i Christianssand. Det var et fordringsfuldt og uroligt Menneske, der kom i Strid med al Verden, men ved formaaende Venner mod Bispens Ønske blev Konrektor og som saadan kom i heftig Strid baade med Skolens Rektor Femmer og med Mesterlektiens Disciple, saa Bispen tilsidst maatte sætte ham under Provsteret, hvorover han blev meget misforngjet. Dog endnu ubehageligere for Biskopen var en anden Sag, som i den Tid vakte megen Opsigt. Lector theol. og Sogneprest til Tvedt Mag. Claus Tobiesen, der tidligere af Bispen var nævnt som en af Stiftets dygtigste og frommeste Gejstlige, blev af en A. M. Krüger, en 43aarig Pige, som styrede hans Hus, anklaget for at være Fader til et Barn, hvormed hun var frugtsommelig. Tobiesen erklærede i en Memorial til Kongen, at han var uskyldig, beklager sig over den ham tilføjede Tort og tilbød sig ved Ed at fralægge sig Beskyldningen. Da Sagen vakte stor Opsigt, anordnede Bispen efter A. Krügers Forlangende Provsteret, ja suspenderede endog Tobiesen fra sit Embede, hvorover denne blev meget forbitret og truede Bispen endog med Sags Anlæggelse. Da Tobiesen den 7de Juli 1750 aflagde for Provsteretten sin Benegtelsesed, var der ingen Grund til at forlænge Suspensionen, som hævedes; men derover blev Klagerinden, som appellerede Sagen til Konsistoriet ogsaa saa vred, at hun eller hendes Sagfører endog truede med at anlægge Sag mod Hs. Høiærværdighed, men lod sig nøje med at klage til Kongen (30te Marts 1751), saa den gamle Mand havde Ærgrelse nok af en Sag, som tillige meget havde bedrøvet ham[64].

Disse Ubehageligheder bidroge maaske ogsaa Sit til at nedbøje den længe svagelige Mand, der anede, at hans Dages Ende nærmede sig. I Mai 1751 tilskrev han sin gamle Ven Provst L. Winther i Stavanger og bad ham at vedblive Provsteembedet, saa længe Bispen levede. „Da som jeg en Del selv nu 69 Aar med mange mig daglig truende Sygdomme er efter Guds Vilje for menneskelige Øjne nærmere Graven end min kjære Broder, vil jeg endnu som før kjærligst bede, at han vil i Provsteembedet holde Arbejde med mig“.

Den sidste Expedition fra Bispens Haand, som findes i hans Kopibog, er fra 10de August 1751.

Den 29de August 1751 den 12te Sønd. efter Trinitatis Kl. 5 om Morgenen endte han sin jordiske Bane. Hans Støv hviler i Christianssands Domkirkes Kjelder, hvor hans Ligkiste staar ved Siden af hans ogsaa i Christianssand 10 Aar sednere afdøde trofaste Hustrues.

Uagtet Kærup især i de sednere Aar havde været meget sygelig og længe ej havde kunnet visitere, var han dog en ualmindelig flittig, arbejdsom og nøjagtig Mand. Lige indtil sin Død førte han en udbredt, halv officiel halv privat, Brevvexling med Stiftets Gejstlighed og Andre. Man behøvede ej at vente længe paa Svar, naar man henvendte sig til ham, og han meddelte ren Besked. Naar man gjennemgaar de 10 Folianter paa det norske Rigsarchiv, hvori han har ladet kopiere sine Erklæringer og Breve, kommer man uformærket baade til at højagte og elske Manden[65], thi overalt sporer man en samvittighedsfuld Embedsførelse, Nidkjærhed for Guds Rige, usminket Gudsfrygt og en sjelden Forening af aaben Ligefremhed, Alvor og Kjærlighed. Han var streng mod de Gjenstridige, mild mod dem, som erkjendte sine Brøst, og fri for Persons Anseelse. Gejstligheden havde vistnok i ham en alvorlig og aarvaagen Tilsynsmand, men tillige en trofast Støtte og uforfærdet Talsmand, ja en sand Fader, der tog kjærlig Del i den Enkeltes Glæder som Sorger. Han døde agtet og elsket af Presteskabet og vistnok ogsaa af Menigheden. 43 theologiske Kandidater bleve af ham ordinerede og ansatte i Stiftet.

Biskop Kærup var Forfatter til følgende Skrifter:

1) En Disputats de decimis Ebræorum, trykt Hafniæ 1707, 4to, hvilken han holdt 1706 som Alumnus i Borchs Kollegium.

2) Sørgevers over Generaladmiral Gyldenløves Død 1719 (aftrykt i den wielandske Poesisamling, 14de Bind).

I Aaret 1712, den 9de Maj, havde Kærup ægtet Hans Hagerups Enke Helene Katrine Brinck, Datter af Sognepresten til St. Nikolai Kirke, den bekjendte Ivar Brinck, og født i London 28de Maj 1693 † 5te Maj 1761. Med hende levede han „et fornøjeligt Egteskab i 39 Aar. Deres Børn vare:

1) Hans Jakob Kærup, døbt 1717 den 9de Juli. Han døde som By- og Raadstuskriver i Christianssand.

2) Ambrosia, døbt 1726 den 11te Oktbr., † 1790 den 21de Novbr., gift med Justitsraad og Toldforpagter Søren Brinck i Christianssand (f. 1722 † 8de Jan. 1791).

3) Dennes Tvillingsøster Ivarica, gift med Justitsraad og Lagmand paa Agdesiden Jakob Weinwich.

Foruden ovennævnte 3 Børn havde de 2 Døtre, der begge hedte Margrete, hvoraf den ene blev døbt 1714 den 24de Septbr., den anden 1728 den 7de Febr. De døde begge som Børn[66].



Naar vi nu kaste et Blik tilbage paa Christianssands Stift i de 18 Aar, Kærup var sammes Biskop, erfare vi, at Prestestanden, paa nogle faa Undtagelser, har levet og lært upaaklageligt. Det samme gjaldt ogsaa om Degnene og Skoleholderne i Almindelighed, skjønt det ej sjelden hedte, at Degnene bleve tiltalte, især for Drukkenskab og Opsætsighed mod deres Foresatte, i hvilken sidste Overtrædelse ogsaa Kapellanerne stundom gjorde sig skyldige. I Menighederne synes Livet i Almindelighed at have været skikkeligt, om og Sæderne vare raa, og man paa Fædrenes Vis ved visse Anledninger og Tider drak sig en Rus. Mest klages der over Ungdommens og de Militæres Krænkelse af det 6te Bud. Kirken søgte vel at værne om Menighedens Renhed ved Kirkens Disciplin, men denne blev mere og mere anseet for en vanærende Straf, som man ved Ansøgninger til Kongen om Dispensation, ved Penge og ved at gaa i Kongens Tjeneste (hvorved man fritoges for Kirkedisciplin) søgte at unddrage sig. Mellem Presterne og Menighederne synes Forholdet i det Hele at have været godt, skjønt der stundom føres Klage især over Vrangvillighed med Hensyn til at ofre og til Presternes Befordring til Annexerne. Saaledes klagede Basballe, Sogneprest i Oddernes, over, at han ej kunde komme til Annexerne, paa Grund af at Bønderne ej vilde bryde Snevejen til Kirken. Til Rumohr, Sogneprest i Sogndal, skrev Bispen, at hvis Almuen gjør Modstand med Skyds og Nattehold, har han at klage til Amtmanden. Huss, Sogneprest i Ombli, klagede 1743 over Almuens Selvraadighed og Sendrægtighed med at betale ham Tiende. Samme Aar tilskrev Bispen Beboerne paa Hitterøen og minder dem om deres Pligt at ofre til deres Sogneprest, Prahl, og skydse ham; men da det ej hjalp, maatte han klage til Kongen. Om Almuens Forpligtelse til at bygge og vedligeholde et Herrekammer, en Borgstue og en Stald opkom der ej sjelden Strid. 1735 tilskrev Bispen Frorup, Sogneprest i Højland, at det var ham ukjært „at fornemme hans vanartige Sognefolks Uvillighed og Ondskab og deres Modstand i at ville kontribuere til den forfaldne Prestegaards Bygning. 1737 klagede Nagel, Sogneprest i Skjold, til Statholderen over, at hans Almue istedetfor Herrekammer anviste ham en Røgstue og for Borgstue en Lade. Under 25de Oktbr. 1737 indgav Ryfylke Skattebønder til Kongen Klage „over den utaalelige Smørtiende, som en Del Prester fordre og kalde Redegerd.“ Stiftsbefalingsmanden og Bispen, til hvis Erklæring Klagen sendtes, oplyser 14de Febr. 1738, at Redegerden, der er svaret lige fra Reformationstiden, er stadfæstet ved kongelige Breve og Gejstlighedens Privilegier og svares til Kongen, Kirken og Presten. De bemærke ogsaa, at en af Underskriverne, Philip Nessem er bekjendt for et uroligt Hoved, der ophidser Almuen. Samme Aar meddeler Kongen Resolution „paa Bøndernes ugrundede Klage over den Redegerd, Ost- og Smørtiende, som Presterne fra Arilds Tid fordre, og som Kongen stadfæster.“

De sørgelige Følger af, at Fredrik 4. solgte de norske Kirker, viste sig snart, idet Kirkens Skove og andre Herligheder frasolgtes og Kirkerne forfaldt. Allerede strax efter sin Tiltrædelse af Stiftet klagede, som vi have seet, Bispen over, „at der er en bedrøvelig Brøstfældighed ved Kirkerne, siden de bleve solgte. Bispen tog sig ogsaa med Iver af denne Sag. En af hans første Embedsexpeditioner var en Rundskrivelse til Gejstligheden, hvori han paalægger Presterne med 4 Ældste at tage Skjøn over Kirkerne og deres Ornamenter, da der klages over, at Kjøberne lade dem forfalde. Under 11te Septbr. 1734 tilskrev Stiftsbefalingsmanden og Bispen Provster og Prester, at Kirkeejerne have at sørge for Brød og Vin, da efter Bispens Klage Vin og Brød ofte mangler, eller er utilstrækkeligt, eller gammelt og bedærvet, eller tappet paa og af Brændevinsankre. Det følgende Aar (22de April 1735) tilskrev Bispen Kongen om den mislige Maade, hvorpaa Kirkegodset behandledes, at der hersker Strid mellem Kirkekjøberne og Almuen om gamle Kobber- og Jernkjedler o. m. blandt Kirkens Inventarium, som Kjøberne ville tilegne sig, men Almuen ej vil miste, og at Brød og Vin i tilstrækkelig Mængde ofte savnes. I Rundskrivelse (af 6te Marts 1739) paalægges Presterne fra Prædikestolen at advare Kirkeejerne og Almuen om forsvarlig at vedligeholde Kirkerne med Ornamenter og Kirkegaarde, og at Kirkerne i Skjøderne reserveres deres Skove og Landskyld af bortsolgte Jorder.“

Blandt Stiftets Prestestand finde vi mange brave og hæderlige Prester, der have virket i Stilhed og, som vi haabe, med Velsignelse; mange dygtige Provster, men faa fremragende Mænd. Blandt de praktisk dygtige og tildels lærde Mænd fortjene at nævnes Magister Diderich Stelling (født i Frederikstad 1686), Sogneprest i Arendal fra 1721 til sin Død 23de Septbr. 1756 og Provst i Nedenes fra 1724; Hans Speilberg, der i 24 Aar (fra 1740–64) var Sogneprest i Homedal, derpaa i Holt, hvor han døde 23de Septbr. 1792 som Sogneprest, Jubellærer og Provst i Nedenes; Mag. Michael Tyrholm, fra 1725–1767 Sogneprest i Vansø og fra 1742 Provst paa Lister, ivrig som Prest, dygtig som Provst og derhos en videnskabelig Mand, der syslede med Norges Kirkehistorie[67], Knud Leem, Sogneprest til Augvaldsnes fra 1735–52, der havde været Missionær i Finmarken, Forfatter til flere Verker[68]; Søren Friedlieb, Sogneprest i Vestre-Moland fra 1741–60, Forfatter til 16 Prædikener over Passionen o. m., en lærd Mand, der 1760 blev Stiftsprovst i Christianssand og 1778 Biskop i Bergen[69]; Mag. Eiler Hagerup, fra 1743–57 Sogneprest til Højland paa Jæderen og sednere Sogneprest i Arendal, Biskop i Ribe, i Bergen og endelig i Christianssand † 1788, en stor Latiner og en lærd Mand, der udgav flere lærde Skrifter; og endelig Mag. Jens C. Spidberg, født i Skibtvet 1684, Stiftsprovst i Christianssand fra 1721–59 og Biskop i Christianssand fra 1759 til sin Død 1762, en mangesidig dannet, lærd og dygtig Mand, der ejede et stort Bibliothek, et lidet naturhistorisk Museum, og efterlod sig flere lærde Skrifter.



Bilag.
I.

Den 26de Febr. 1734 tilskrev Biskop Kærup Biskop Peder Hersleb i Akershus følgende Brev[70].

Siden Indlagde (Anbefaling for en Kollekt for nogle Lodser i Mandal) var skreven, bekom jeg med Posten Deres Høiærv. meget ærede Skrivelse af 19de hujus og derfor takker skyldigst; naar jeg læser de derudi meldede Besværinger over de urigtige og confuse, de uefterretlige og manglende Stifts-Hoved-Breve og Bøger, de saa mange Aars uklarerede publique Regnskaber allesteds, som man haver fundet for sig, da veed Gud, jeg hjertelig haver condoleret Deres Sorg og Møie, og maa bekjende, at De haver havt ligesom Augiæ Stabulum for sig at see renset, og kan (skjønt efter min gode sal. Formand var og meget sligt at sætte i Orden og bringe til Rigtighed) dog prise mig til Guds Ære lykkeligere, mens hvem kunde vente andet efter Deres afgangne Formand, som tog παρεργα vare og lod το εργον fare, som trængte sig ind i fremmede Bestillinger og haver efterladt Dem saa møie- og sorrigfulde Bestillinger (Dem Herren den sterke Gud hjælpe Deres Høiærværdighed at bære og bedre) ja efterladt os hver i sit Stift ved Kirkernes Afhændigelse mange Gravamina, som daglig forekomme og vil i Længden blive værre[71]. Hr. Stiftamt. With haver med mig ladet udgaae her i Stiftet Brever, om at indsendes fra Provster og Prester lovlige Syner over Kirkerne med derhos værende Besværinger over bortsolgte Kirkejorder, hvoraf Kirkerne ei faaer deres Landskyld efter sidste Landskylds Forordning. Tiden vil lære, hvad Udfald det vil faae. Kjere Hr. Collega! hvad Raad med Deres gode Betænkning er der vel til at faae Degnekaldene i vore Stifter forsynede med gode, skikkelige fattige Studenter? Er der vel andet Middel end at vi conjunctim begjerede, at der (som i Danmark) maatte allerunderdanigst udbedes noget Hjælp fra Fogderierne af de kongl. Revenuer, at der i hvert Hovedsogn eller midt i Prestegjeldet kunde vorde Skole- og Degnehuse bygde og Degnene noget Levemiddel tillagt. Var og ikke Uniformitet i Katechisationen (dog paa den eenfoldigste Maade) efter Rostochs og Bornemanns Forklaringer fornøden, og at Presterne ei toge Nogen til Alters, før de kunne læse i Bøger og gjøre god Rede for deres Daabspagt. 2) Var ikke det opbyggeligt, at Presterne allevegne loco exordii catechetice udlagde Linie efter Linie Børnelærdommen. 3) Var det ikke godt at faae Presteenke og Degneenke Cassam indrettede, kunde ikke, om ei andensteds, da Kongen Kapitalerne betroes. 4) Hvad synes Deres Høiærværdighed om Prestegaardenes Kjøb i Norge ligesom i Danmark, og at 100 Rdlr. deraf kunde erlægges til Manufakturers Oprettelse i Hovedstæderne for at flye ledige Betlere Arbeide? Mere vil jeg ei dennesinde lægge under Deres Betænkning og Raadførelse, men sluttelig paa deres kjerlige og ufortrydelige Gjensvar spørge: Hvad er det, som mellem Dem og Een vor fælles Ordens Broder er ventileret i casu absolutionis privatæ?[72] Jeg haver hørt tale derom, men veed ei Sammenhængen. Kjere Broder, lad os heller være ved eet Sind og efter Guds Ord og Troens rene Talemaade conforme med vor augsburgske Confession end at dissentere for ei at give Anledning til λογομαχιαν? Jeg er forsikret om Deres Höiærv. rene og redelige Intention, saavelsom at De vel optager det, at jeg herudi tager mig den kjerlige Dristighed at skrive derom til aandelig Freds og samdrægtig Enigheds Tanker. I det øvrige, næst at aflægge min Taksigelse for bevisende Godhed mod Collega Iver Brinch &c. Christiansand 26de Febr. 1734.

Kærup.

P. S. Hr. Munch[73] var ankommet med Deres gode Attest, og fra mig til sit Kald i Gaar expederet. Hr. Nagel haver jeg forat spare Reiseomkostninger for ham tilsendt sin Collatz, og er det mig kjert, at De giver ham et godt Vidnesbyrd[74].


II.
Christianssands Biscop Kærups epistola pastoralis
om Confirmationen
udstedt 3 Aug. 1736[75].

Anm. Biskop Hersleb skrev en „epistola pastoralis“ (til Akershus Presteskab i Oktbr. 1737) 10 Ark trykt (Mnemosyne 4, 267). Biskop C. Worm i Sjælland skrev efter kongelig Befaling Slutningsbönnen ved Konfirmationsakten og anbefalede Konfirmationen i et Hyrdebrev, kort för sin Död 9de Oktbr. 1237.

Efter 2de til mig ergangne Skrivelser af 14 April og 23 Mai sidstleden udi hans Kong. Maj. høie Navn fra hans Excellens Hr. Geheimeraad og Obersecretair i det kongelige danske Cancellie, Hr. Johan Ludvig v. Holstein, at jeg foruden hvis af mig forhen til Provster og Prester her i Stiftet om den kongl. allernaadigst anbefalede Confirmation i Kirken var skrevet, og dennem allerunderdanigst communiceret, endnu mere omstændeligen og udførligen samme Confirmations-Act under Form af en epistola pastorali paa dansk allerunderdanigst skulle beskrive, tilsende dem, og deraf Gjenpart til Høibet. Hr. Geheimeraad og Obersecretair nedsende. – Saa i allerunderdanigst Følge af Høibem. kongl. allernaadigst Befaling gives dem samtlige Provster, Sogneprester og Medtjenere (korteligen forfattet) Confirmations Actens Beskrivelse udi efterfølgende Ord.

Den christelige Kirkeskik, nemlig den tilvoxende Ungdoms i vor evangeliske christen lutherske Kirke, deres offentlige Overhørelse, og efter befundne god Oplysning i deres Tro og Christendom, da deres offentlige Contirmation eller Bekræftelse ved Herrens Tjenere, ja ved Bøn og Haands Paalæggelse, udi deres Daabes Naade-Pagt med Gud, den haver: 1) Sin Oprindelse fra Apostlernes Tid, det Doctor Chemnitius udi hans Examine coneilii Tridentini Pars 2 de confirmatione taler om, med disse Ord, af Latin paa dansk oversatte saa lydende: Saadan Confirmations Skik fører megen Nytte med sig til Ungdommens og den ganske Kirkes Opbyggelse, stemmer ogsaa overeens med den hellige Skrift og den rene Antiqvitet, thi man læser udi Act. XIX, 6, at i den apostoliske Haandspaalæggelse skede en Examen og Prøve paa hvad de døbte Christnes rene Lærdom og Troes Bekjendelse var. Man læser ogsaa udi Act. XIV v. 3. 22, item XV 32 og 41, item XVIII, 23, at Apostlerne og deres Medarbeidere bekræftede og bestyrkede de døbte Christnes og deres Disciples Sjele ved Guds Ord, og formanede dem at blive bestandige i den engang fattede christelige Lærdom og Tro og dertil brugte offentlige Bønner og Forbønner. Act. VIII v. 15. 17. Isærdeleshed ere ogsaa de fleste og bedste orthodoxi Theologi[76] og Commentatorer over Epistelen til de Ebræer enige derom, at udi det 6te Cap. 2det V. taler Guds Aand ved Apostlen Paulum under de Ord Daabens Lærdom og Hænders Paalæggelse om den apostoliske Confirmation, ved hvilken de, som vare i deres Barndom døbte og siden kunde gjøre god Regnskab for deres Løfte til Gud, bleve ved Apostlerne og deres Efterfølgere tro Hyrder og Lærere med Bøn og Haands Paalæggelse bekræftede i deres Daabs Naade-Pagt med Gud og velsignede. Da nu saadan Kirkeskik ved Confirmationen var næsten udi 800 Aar paa sine Steder i god Stand, blev den ved Pavedømmets vrange Lærere forfalsket og fordærvet, gjort til et Sakrament, og brugt derved mange unyttige, mod Guds Ord stridige og forfængelige Ceremonier, som kan læses i det tridentinske Concilio, som sal. Dr. Chemnitius i bemeldte sin examine vel haver igjennemgaaet og refuteret. Men efterat Confirmationen næsten i 600 Aar under Pavedømmet var fordærvet ved hine forblindede og vrange Lærdomme og Ceremonier, da kom den igjen i god christelig Brug og Stand udi den ønskelige Reformations Tid ved sal. Dr. Morten Luther, sær Aar 1520, da han blandt andet i sine wittenbergske latinske Skrifter skriver om det aandelige babyloniske Fængsel og derudi ønsker den rette Brug af den Kirkeskik, Confirmationen, som i Apostlernes Tider.

Siden er den meer og meer udbredt og især renset fra Pavens vrange Lære, Aar 1566 ved Dr. Luthers Discipel, den berømte Theolog og Professor til Wittenberg, siden Superintendent til Brunsvig Doct. Martin Chemnitii examen concilii Tridentini i bemt. hans examinis anden Bog, hvor man læser in editione Francofurt. An. 1596, at han skriver om Confirmations rette Brug og Nytte, af Latin oversat paa dansk med efterfølgende Ord.

Confirmations Skikken (naar man tager derfra Papisternes unyttige, overtroende og mod den hellige Skrift stridige menneskelige Lærdomme) kan gudfrygtelig og til Kirkens Opbyggelse, efter den hellige Skrifts Bifald, bruges paa efterfølgende Maade: 1) at nemlig de Børn, som ere døbte i deres Barndom og siden, naar de ere komne til skjels Aar og Alder, ere blevne rettelig underviste af deres Catechismo udi deres Troes og Christendoms rene Lærdom, og den nogenlunde haver begyndt at fatte, kan fremstilles for Biskopen eller Presterne i Guds Menigheders Aasyn og da først ved enfoldig og kort Opmuntrings Tale erindres og tilspørges om deres Daab, hvor, hvorfra, hvorledes og til hvad Ende de ere døbte, hvad den ganske hellige Treenighed i deres Daab gav og beseglede dem, nemlig sin Freds Forbund og sin Naades Pagt, hvorledes de og paa deres Side lovede at forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gjerninger, hvorledes de Børns eller det fremstillede Barns Troes Bekjendelse da skede, samt Lydigheds Løfte. 2) Maa saadant et Barn offentlig i Menighedens Nærværelse selv svare og gjøre Regnskab for denne sin Troes Bekjendelse og Lydigheds Løfte i Daaben.

3) Bør det tilspørges om de fornemste den christelige Religions Hovedlærdomme og svare til hver, og dersom det ikke endnu ret forstaaer dem, da bedre derudi at vorde undervist.

4) Paamindes om ved saadan sin Troes rene Lærdom og Bekjendelse at forblive bestandigen og at tilsige sig at ville have Afsky til alle hedenske kætterske vildfarende sværmerske og vanhellige Lærdomme og Meninger.

5) Gjøres alvorlig Formaning af Guds Ord, at det bliver bestandig i sin Daabes Pagt samt i den sin bekjendte Troes rene Lærdom, og at voxe daglig meer og meer i en sand Troe og Christendom.

6) Derpaa kan ske af Biskopen og Presten offentlig Forbøn til Gud over disse Børn, at Gud ved sin Helligaand vil styre, opholde og bestyrke dem i denne Bekjendelse til deres Sjeles evige Salighed, til hvilken Bøn ogsaa kan uden nogen Anstød føies Hændernes Paalæggelse, som ikke vorder forgjæves efter Guds naadige Forjettelses Ord, der lover at styrke og bekræfte sine Troende i sin Naade. Ja det kom ogsaa saa vidt efter Mag. Trochilli Arnkiels, fordum Provst og Pastor til Apenraade, hans Ord i det Skrift han kalder christliche Confirmation der Catechumenorum, trykt i Schleswig 1693[77], hvilket Skrift jeg forhen haver recommenderet Dem om muligt at faa tilkjøbs, men ellers og tilskrevet Hr. Geheimeraad Obersecretair von Holstein, at det maatte verteres paa dansk og paa ny oplægges (Cap. 9, § 9 p. 95 og 97), at i det Aar 1534 blev den pomerske Kirke Ritual forfattet af Dr. Bugenhagen, og Aar 1537 blev af samme Dr. Bugenhagen, efter sal. høilovlig Ihukommelse Kong Christian den 3dies Befaling, først paa Latin oversat, gjennemseet og approberet af sal. Doct. Luthero, siden Aar 1542 for den Schleswig-Holstenske Kirke paa tysk, men Aar 1553 for den danske og norske Kirke oversat paa dansk, og der iblandt indført, hvorledes Confirmationen som en opbyggelig Kirkeskik skulde holdes[78]. Siden er den Aar efter Aar meer og meer i Holsten, i Tyskland og anden Steds indført, ja endog findes brugelig i England og i den engelske Kirke Ritual indført, men hvorfor den i vort danske og norske Kirke Ritual ei er indført, vides ei Aarsagen til, og om den er tilstrækkelig, da dog denne Confirmations Ritus (om den havde før været i Danmarks og Norges Ritual indført) kunde baade være fornøden eg opbyggelig.

II. Ordet Confirmation betyder en Stadfæstelse eller Bekræftelse, og naar det Ord Ungdommens lægges til, eller som det i andre lærde Skrifter kaldes Catechumenorum, da er det saa meget som de mundtlig ved eenfoldige og tydelige Spørgsmaal og Gjensvar i deres Tro og Christendom underviste døbte unge Børns Stadfæstelse og Bekræftelse ved en lovlig kaldet Guds Menigheds Lærer i deres Daabes Naadepagt med Gud, som dog ikke hænger af Presten eller den udvortes blotte forrettede Ceremoni og Gjerning, men ved Guds Ord og en alvorlig Bøn haver sin aandelige Kraft og Trøst af den treenige Guds Faders, Søns og Helligaands Naade og Naadevirkninger i de troende Unges Sjele. Og endskjønt da denne Kirkeskik, Confirmationen, hverken med klare Ord i den hellige Skrift er befalet af Gud, eller indstiftet af Gud som et fornødent Saligheds Middel, saa dog, efterdi den haver baade de apostoliske og første Christnes Skikke til Efterlignelse og Efterfølgelse, tjener og til sand Opbyggelse for Unge og Gamle i Kirken, er det høi priseligt og christeligt af vor allernaadigste Konge betænkt samme opbyggelige Kirkeskik i Danmark og Norge ved allernaadigste Befaling at indføre.

III. Confirmations Definition eller korte Beskrivelse kan en Deel gives efter sit Navn, og da er den de unge Skolebørns eller vel underviste og oplyste døbte Christen-Børns Bekræftelse i den kjendte og bekjendte christelige Troes Lærdom. En Deel kan Confirmations Beskrivelse gives efter sit Indhold og Sagen i sig selv, og da er Confirmationen en christopbyggelig Kirkeskik og Forretning, ved hvilken de unge døbte christne Børn, førend de komme til Alterens Sakramente, fremstilles offentlig for Guds og den ganske Menigheds Aasyn paa en bekvem anordnet Tid og Sted i Kirken, og da af Confirmatore (som kan være efter den første Kirkes Skik en lovlig kaldet Biskop eller Ældste, en Prest, Hyrde eller Lærer) overhøres i deres Catechismi og Børnelærdoms Hovedstykker, offentlig aflegger deres Troes Bekjendelse og ved et helligt Forsæt love og tilsige, at de ved Guds Aands Naade derefter vil, efter deres Daabes Pagt og Løfte, leve christelig, blive faste ved deres Tro til Døden og haabe fast efter Døden det evige Liv og en ærefuld Opstandelse. Hvorpaa da Presten, da Confirmator, med Bøn og Haands Paalæggelse, som et Sendebud i Christi Sted forkynder og forsikrer dem Guds Naadepagts Fornyelse med dem, som de bekom i Daaben, og det i den Treenige Guds Faders, Søns og Helligaands Navn, sluttende med Herrens Velsignelse over dem den ganske Act, ligesom ellers udi den derom udgangne kongl. allernaadigste Forordning af 13de Januar 1736 om Confirmationen er befalet.

IV. Men som Ungdommen, før de kan admitteres til denne Confirmatum, bør tilforn af Forældre eller i Forældres Sted værende, især ved deres christelige Onhyggelighed, sættes i Skole forat undervises til Saligheds Forstand, saa vedkomme Eder, mine elskelige Brødre i Herren, saavelsom de Eder subalternerede Degne og Skoleholdere under tilbørlige Ansvar for Gud, Kongen og Biskopen i sin Visitats at see vel til, hvorledes disse Eder betroede smaa Christi Lam og unge Børn, saavelsom de mere voxne Faar og sterkere Lemmer i Eders Menigheder, baade ved Eders egen bedste og opbyggeligste Catechisations Methode paa de Eder i kongl. Lov og Forordninger forelagte Tider, som og ved benævnte Degne og Skoleholdere efter Loven bekomme den aandelige Sjeleføde af Guds Aands og Ords rene Lærdomme, hvorved de itide kan lære at kjende, samtykke og ved Troen at tilegne sig den treenige Gud og den, han udsendte, Jesum Christum til deres Salighed, at kjende sig selv rettelig som fattige strafskyldige Syndere, der have overtraadt deres Daabespagt med Gud, at kjende deres høie Trang til Guds Naade ved en sand Omvendelse, lære hvorudi den bestaaer, nemlig udi en sand Anger og Fortrydelse over Synden, sand Tro og Tillid til Guds Naade ved Jesum Christum og et alvorligt Forsæt til Levnets Forbedring og ny Lydighed, og faae derved aandelig Længsel efter denne Contirmations Trøst i Guds Naade og efter Herrens Nadvere, ja derved tillige lære at faae en sand inderlig Afsky til Synden og de Laster, Gud i de 10 Bud forbyder, derimod en inderlig Troes Kjærlighed til Gud, sig selv og deres Næste, især til de Dyder, som Gud i de 10 Bud Ord befaler, og derefter til Guds Ære og deres Troes levende Christendoms Bevisning og skyldige Øvelse beflitte sig paa at gaae paa den rette Vei til Guds Riges evige Salighed, og imidlertid at oplæres og øves vel til at bede i Troen rettelig for sig selv og andre til Gud. Naar da den gode Gud til saadan Eders aandelige Planten og Vanden giver over disse aandelige Vexter sin Velsignelses Fremvext, saa kan de stedes til Confirmation paa den allernaadigst anordnede Tid og Maade. Og haver da endelig saadan en til Guds Ære og Ungdommens Saligheds Trøst vel anordnet Confirmation sin dobbelte aandelige Nytte og Opbyggelse.

Først i Almindelighed, dernæst i Særdeleshed. Den almindelige Nytte udflyder til Guds Kirke heraf paa 8 Maader.

1) at den guddommelige og rene Troes Lærdom af Guds Ord herved uforfalsket vedligeholdes, og indsnigende kjetterske og secteriske falske Lærdomme og Vildfarelser forhindres, idet de confirmerede Personer ved Guds Naade staae faste ved deres fattede og nu offentlig aflagde rene og rette Troes Lærdom og Bekjendelse, og ikke letteligen lade sig drage derfra.

2) At Menighedens Lemmer ved denne offentlige Act opmuntres og bevæges til den sande Troes og Christendoms Lyst og Kjærlighed, ja forbindes til aandelig broderlig og systerlig Kjærligheds Enighed og Samfund med hverandre.

3) At saavel de anseelige og rigere som de ringere og fattige Folks Børn herved ligesom lokkes til at være begjerlige efter Catechismi Lærdom og efter at kjende, troe, frygte, elske, tjene og dyrke Gud retteligen.

4) At den confirmerede Ungdom opvoxer herved des bedre Gud til Ære og de 3 almindelige Stænder til Bedste.

5) At de confirmerede Børn daglig i deres ganske Liv erindre sig deres Daabs Pagt med Gud, og i alle Fristelser derved trøste sig til deres Salighed.

6) At de derhos erindre sig daglig deres Daabes Løfte til at forsage Djævelens, Verdens og Kjødets onde Væsen og Gjerninger, og til at leve gudfrygtige for Gud, tugtige hos sig selv og retfærdige mod deres Næste.

7) At enhver christelig Fader, Moder, de i Forældres Sted værende og Øvrighed i alle Stænder saavelsom Børn, Tyende og Underhavende herved opmuntres til deres aandelige Omsorgs og tilbørlige Lydigheds Pligt mod hverandre.

8) At de, som have især været Faddere eller aandelige Vidner til Børns Daab, herved kan opvækkes til at ihukomme det Løfte, som de ved samme Børns Daab forpligtede sig til Gud med, nemlig at see dem vel oplærte i deres christelige Tro og Børnelærdomme, at de ved tilvoxende Aar kan blive ved Christum, ligesom de ved Daaben bleve indpodede i samme.

Men i Særdeleshed haver de 4 Stænder i Kirken deres visse Nytte ved Confirmationen.

1) Idet Guds Ords Lærere og Christi Tjenere i Lære- eller Geistlig Standen, naar de ved deres foregaaende Undervisning og paafølgende Confirmation kan see og høre deres vel oplyste, ret i Tro og Christendom grundede unge Kirkebørn, have en inderlig Glæde deraf, og kan i Troen til Guds Ære trøste sig ved det, der staaer Daniel 12, 3.

2) Idet Øvrigheden i den verdslige Stand kan hjertelig fryde sig derover, at de have saadanne Underhavende, der kjende og frygte Gud, hvorved de og kan vente Velsignelse over deres Riger og Lande, dem selv og deres Undersaatter.

3) I det alle christelige Husfædre og Husmødre herved opvækkes og erindres at anvende bedre og bedre Flid til at see deres Børn optugtede i Herrens Frygt og gode Formaninger, hvorved de kan vente Glæde af dem baade i Tiden og Evigheden.

4) Herved opmuntres gode Skolemestre og Diseipler til at lære og oplæres des bedre, ja herved kommer Skolestanden des bedre i Obagt og Ære, naar man seer, hvor fornødent det maa være for at faae sine Børn til Confirmationen, da at sætte dem hos gode, dygtige, troe og flittige Lærere og Læremødre i Skole.

Herren den Treenige Gud, som da haver givet det i sin Salvedes allernaadigste Konges Hjerte at see saavel unge som gamle sit jordiske Riges Børn at oplæres i Guds saliggjørende Kundskab, og til at blive ved Jesu Christi Kundskabs rette og bestandige Tro, Guds Naaderiges Børn og Arvinger til Ærens evige Rige (hvorfore Gud velsigne ham og hans Sæd og stadfæste hans Kongestol evindelig). Han den trofaste Gud give Eder Alle, mine elskelige Brødre i Herren! saavelsom Eders Kirkelemmer, store og smaa, Visdoms og Vittigheds Aand, Raads og Styrkes, Forstands og Herrens Frygts Aand til at gjøre denne Herrens Gjerning, dette gudelig hensigtede Confirmations Verk troligen, at Landet maa blive fuldt af Herrens Kundskab, at Eders aandelige Sønner maa opvoxe som Planter i deres Ungdom og Eders aandelige Døttre maa vorde som udgravede Hjørner efter Templens Lignelse – Gud selv ogsaa forsyne ved Kongens allernaadigste Omsorg de her fra Stiftet i Aar allerunderdanigste efter Befaling foreslagne og saa høit til dette Confirmationsverks rette Drift fornødne Skoler og Skoleholdere med deres fri Hus og tilbørlige Ophold; og at i det øvrige alle Ting ved denne begyndte Confirmation hos os i dette nordiske Rige og ellers i de øvrige Kongens Riger og Lande kan begyndes, forfremmes og fuldendes til Guds allerhelligste Navns Ære, Kongen til aandelig Glæde, Herrens Tjenere til Fryd i Herren og Sjelene i Kirken til sand Omvendelse, ren, uforfalsket, uhyklisk og oprigtig Tro og Christendom samt evig Gavn og Salighed. Amen i Jesu Navn, Amen.

Ellers ved denne Leilighed gives Hr. Provsten og samtlige Pastoribus tilkjende Hans Kongl. Maj. allernaadigste Resolution og Rescript til mig fra Gottorp Slot af 25de May sidstforleden paa min foregaaende allerunderdanigste Forestillelse af følgende Indhold, at, som hans Kongl. Maj. er kommet i Erfaring, at det her i Christianssands Stift paa adskillige Steder, saavel i Henseende til Reisernes Besværlighed for Presterne til Fjelds og Søs som og hvor Presterne have mere end en Kirke at betjene, ikke skal være muligt, at den af hans Kongl. Maj. udi allernaadigst udgivne Forordning af 13de Januar indeværende Aar anbefalede Confirmationstid kan i alle Sogner og vidtløftige adspredte Annexkirker præcise paa en Dag vorde iagttaget og tilbørligen absolveret: saa tillader hans Kongl. Maj. allernaadigst, at hvor Confirmation formedelst ovenanførte eller andre deslige Omstændigheder ikke paa de 3 i Forordningen determinerede Søndage kan blive forrettet, der maae de 3 paa de i Forordningen præscriberede Dage følgende Søndage til Confirmationsforretningen blive anvendte. End lader hans Excellence Hr. Geheimeraad og Obersecretair Holstein mig i sin Skrivelse af 26de May næstleden vide, at det er hans Kongl. Maj. allernaadigste Villie, at hvor Opløbere til den Kongl. Orlogsflaade her af Stiftet ved Sølægderne ere udskrevne og antagne, hvilke ei endnu have været til Herrens Nadvere, da (om de skal inden næste Michelsdag nedsendes til Kjøbenhavn) maae de der (om de have den fornødne Oplysning i deres Saligheds Sag) blive confirmerede.

Christianssand, 3die August 1736.

Jacob Kærup.


III.
Biskop Kærups Indberetning om den aandelige Tilstand i
Christianssands Stift 1738[79].
Stormægtigste Monark
Allernaadigste Arve Konge og Herre!

Efter Deres Kongl. Majest. allernaadigste Befaling i det kongl. Patent om General-Kirke-Inspections Anordning af 10de Octbr. 1737 og derpaa følgende Deres Excellences og samtlige høie og høi- og vel-ærværdige Herrers de allernaadigst anordnede General-Kirke-Inspecteurers høi respective Skrivelse til mig af 30te Novbr. 1737, angaaende at jeg aarlig allerunderdanigst til Deres Kongl. Majest. skal indberette en Del enhver Lærers Flid og Forhold i Menighederne, en Del efter høitbet. Herrers Skrivelses Indhold udi 5te Post allerunderdanigst relatere, hvorledes jeg i min aarlig Visitats befinder Menighedernes Tilstand og Presternes Forhold, Flid og Beskaffenhed, samt hvad ellers kunde observeres fornødent og tjenligt til Kirkens Bedste og Menighedernes Opbyggelse. Da: Hvad Presterne i det mig allernaadigst anbetroede Stift angaaer, haver jeg udi de 31 Sognekald af Stiftets 49 Kald, som jeg i Aar anden Gang, gjennem 120 Miles besverlige Reise til Lands og mest til Vands, tilfjelds og i Dalerne, frem og tilbage i 14 Uger ved Guds Naade og trygge Ledsagelse igjennem visiterede, befundet i Sandhed paa den vestre Visitats, at baade Provster, Sogneprester samt Degne og Substituter have ved Guds Naade gjort deres Embede trofaste i Herren, vinskibelige og til sand Opbyggelse, befundet ogsaa deres Ungdom, især de lærvillige iblandt dem i god Oplysnings Stand, saa vidt deres Fattelse af de hidindtil dem lærte Luthers Katechismi Ord samt Rostochs og Bornemanns Forklaringer have formaaet at lære, det ogsaa Presterne stræber daglig at forbedre hos dem til en ret grundig Guds, Troens og Christendommens Kundskab og Kundskabs Øvelse, finder ogsaa, Gud Æren! at den største Del af disse Herrens Tjenere leve som gode Hjordens Exempler. Det enorme og skrøbelige hos nogle faae haver jeg alvorlig straffet, formanet, sat til rette og haaber, ved Guds gode Aands Virkning, Bedring. Men det fornemste, som jeg haver i denne og foregaaende Aars Visitatser observeret i Henseende til Prester, Degne og en Del Menigheder, bestaaer udi disse 9 Poster.

1) At Presterne besværge sig over en Del af dem, som første Gang skal confirmeres, at de, især unge Drenge, for at undgaae Undervisningen ved Søkanterne reise med egne og fremmede Skippere til England, Holland, Frankrige og andre Steder, hvor de i lutherske Kirker blive antagede til Herrens Bord, og ved Hjemkomsten paastaae uden Overhørelse og Confirmation at admitteres til Alterens Sakramente, skjønt de have ingen Bevis derpaa og endnu ere meget vankundige, og naar Prester og Degne tilbyde dem Oplysning af Guds Ord, da vil de dog ikke dertil indfinde sig, men bortseile igjen og fremture i deres Vankundighed. Dette indstilles allerunderdanigst til deres kongl. Maj., om det ikke allernaadigst maatte forbydes trafiqverende at modtage saadanne voxne Drenge til Skibs og til fremmede Steder, før de efter Attest fra Stedets Sogneprest ere publice confirmerede og have vaared til Alters, ligesom og var ønskeligt, at ingen enten Soldat eller Matros maatte indskrives til Deres Maj. Krigs Tjeneste, før de vare confirmerede og havde været til Herrens Bord.

2) At som den private Communion, uden Fornødenhed endog i god Helbreds Stand, af mange og adskillige Rangs Personer, af Militaire, Ober officerer, af kongl. Betjente ved Ampter og Toldstæder, af Borgere og deslige, som agte sig selv rigere og anseeligere end andre Menigheds Lemmer og Almues Folk saavel i Kjøbstæderne som paa Landet, paaæskes hos Presterne, naar Vedkommende behage, udenfor de Dage og den Tid, om Søndage, hellige Dage, Bede og Prædike Dage, da Deres kongl. Maj. Ritual allernaadigst befaler Communion i Kirken med andre Kirkens Lemmer skal være, hvilket naar retsindige Prester ei kan eller tør tillade, da maa lide megen Spot, Deres Indkomsters Borttagelse eller Formindskelse, ja Proces og Trætte af de særsindede og onde Tilhørere, som vel ogsaa understaae sig at forurolige mig, der efter Guds Ord og den sande Troens Lærdom giver dem de bedste Raad og søger daglig at forene dem og deres Prester i Gudsfrygt og Kjærlighed (hvorpaa haves Exempler). Saa forekommer mig herover daglige Besværinger fra Presteskabet. Deres kongl. Maj. vilde allernaadigst behage, at befale denne den private Communions Misbrugs Afskaffelse uden i Sygdoms, Skrøbeligheds og uomgjængelige Fornødenheders Tilfælde, at man ikke ved den høihellige Communions Andagt i Kirken skulde have vor Herres Jesu Christi Æres Tro i Personers Anseelse.

3) Besværge Presterne sig over, at Kirke-Disciplinen over scandaleuse Syndere, den de, efter deres kongl. Majest. allernaadigste Lov og udgangne Forordning af 23 Decbr. 1735, bør beobagte, og ei kan, efter deres Ønske nidkjere, Overholdelse og Paastand nyde sin tilbørlige Fremgang, fordi Mange skyldige dels ere modvillige dertil, dels paaskynde kongl. Dispensations allerunderdanigst Ansøgelse, ifølge Høistb. Forordning, men med vidtløftig Ophold, dels skyde sig til verdslig Lov og Ret, dels forhærde sig endog mod ergangne lovlig Provstedom, efter Lovens 1 Bogs 2 Cap. 13 Artik., og i saa Maade paaføre Presterne vidtløftig Fortræd, Proces, Appellationer og Pengespilde: Deres kongl. Maj. vilde derfor allernaadigst tillade, at naar slige Sager lovligen for Provsteretter og Consistorio i Stiftet vare paadømte, de Skyldige da ei videre maatte appellere, og den verdslige Ret sig med de Sager, som hænge af Kirkens Myndighed, ei at maatte befatte.

4) Besværge Presterne sig over, at den høistpriseligste og allernaadigste Kongl. Forordning om Sabatens og andre hellige Dages tilbørlige Helligholdelse af 12 Marts 1735 ikke i sine Bøder og Mulcter hos de Skyldige kan indkomme, fordi de Skyldige, efter lang Omgang ved verdslig Ret, søge derfor Udflugter og at blive befriede. – Maatte det derfor allernaadigst behage Deres Kongl. Maj. at befale Byfogdernes nærmere Obagt i Kjøbstæderne udi denne Sag, og at naar Lehnsmændene paa Landet befandt Sabbats Overtrædere efter 2 à 3 Vidners edelige Udsigelse skyldige, Mulcten og Straffen derefter strax maatte fordres og exseqveres uden vidtløftige Proces og Omgang, da muligt man undsaa sig mere for Overtrædelse, især om Mulcten og Straffen efter Sagens Omstændighed blev efter Kongl. allernaadigst Befaling mere skjerpet. Ellers er i Kjøbstæderne her i Stiftet lidet eller intet af slige Sabbatsbøder, (siden Høistb. Kongl. Forordning udkom) fra Byfogderne til Stiftamtmanden og mig indkomne og ganske Lidet fra Landet.

5) Som ogsaa Presterne her i Stiftet til største Del for mig have besværget sig over, at de, ved at forfærdige Mandtallene i deres Prestekald efter Consumptions Forordningen i Norge, ei kan gjøre Forpagterne til Maade, men en Del derved maa udstaa Processer med Forpagterne og Penge Spilde, skjønt de kan befindes uskyldige: Saa ifølge Deres kongl. Maj. allernaadigste Patent om General-Kirke-Inspection, som giver Geistligheden allernaadigst Fortrøstning om Befrielse for en Del dem paaliggende verdslige Forretningers Byrde og Ansvar, indstilles det hermed allerunderdanigst, om Presterne fra disse Mandtallers Forfærdigelse allernaadigst maatte forskaanes, og det Fogderne eller Sorenskriverne i Stiftet vorde paalagt, som ere Sognefolket bekjendte.

6) Degnene her i Stiftet besværge sig over, at som de fleste ere Bønder og verdslige og have ingen fri Boliger, som i Danmark, og ikkun lidet Levebrød, Mange ikkun 10 à 12 Rdlr. i et helt Aar, og dog maa betale Consumptions og Familie Skat samt være undergivne Indskrivelse til Militsen, til Lands eller vands. Indstilles allerunderdanigst, om Deres Maj. dem derfor allernaadigst vilde forskaane.

7) Som det ellers kan forefalde, at en Prest eller Degn, formedelst Forseelse i Embed eller Levnet, bør efter Loven for Provst og Oberret lovlig tiltales og dømmes. Men ofte i Provstierne mangle dels formedelst faae geistlige Subalterne, dels formedelst Provstiernes Vidtleftighed til Vands og Fjelds, dels formedelst Mangel paa lovkyndige Personer, saadanne Actores, som kan tilbørligen procedere mod de Skyldige, hvorudover Justitsen i det geistlige foro ofte svækkes. Saa indstilles til deres Kongl. Maj., om Stiftamtmand og Amtmænd i Stiftet allerunderdanigst maatte befales, efter Anmodning af Biskopen at anordne, i Mangels Fald, udi Amtet eller Distriktet en god og bekvem verdslig Actor, som slige Sager paa den Skyldiges Bekostning lovlig skulle udføre.

8) Som det ved Søkanterne her i Stiftet ofte forefalder, at besovede Kvindfolk imod Tiden, at de skal gjøre Barsel, overfare med fremmede Skippere til Holland, England og anden Steds uden Pas og ligesaa hjemkomme uden Pas og Bevis, hvor de have født deres Børn og hvo Barnefaderen er, med videre. Hvorved Presterne til Kirke-Disciplinens Obagt lide adskillig Modstand og bedrages. Saa indstilles det til Deres Kongl. Maj. allernaadigste Behag, hvorledes slige Casus bedst kunde hemmes ved Amtmænds, Fogders og Lensmænds bedste Opsyn og Inqvistion.

9) Om Onsdags Prædikenens Ophørelse i Kjøbstæderne og Katechisationen af Presterne i dens Sted forventes allerunderdanigst Deres Kongl. Maj. allernaadigste Resolution. Hvilket alt jeg herved efter allerunderdanigst Embedspligt nedlægger til Deres Majest. allernaadigste Resolution og forbliver i allerdybeste Underdanighed

Christianssand, 28de Novbr. 1738.

Jacob Kærup.


IV.
Indberetning til Kongen om Stiftets aandelige Tilstand
1740[80].
Stormægtigste Monark
Allernaadigste Arve-Konge og Herre.

I allerdybeste Underdanighed fremsendes herved efter Deres Kongl. Maj. allernaadigste Befaling min allerunderdanigste Relation efter nærværende Aars Selv erfarne og fra Provsterne i Christianssands Stift indhentede Kundskab om Menighedernes Tilstand og de geistliges samt andre Læreres Forhold og Beskaffenhed, samt hvis videre til Kirkens Bedste og Menighedernes Opbyggelse kan være observeret og eragtes fornøden og tjenligt.

1) Hvad Menighederne i det mig allernaadigst anbetroede Stift angaaer, da, som jeg sidst forleden Aar i December derom haver nedsendt min allerundanigste Relation, saavidt jeg da efter fuldendte øster Visitats i Stiftet havde erfaret, men i dette Aar 1740 (som er efter praxin og Reise Situation i dette vidtløftige Stift til Vands og Fjelds Biskopens Hvileaar, nemlig hvert 3die Aar, thi udi 7 Aar haver jeg ved Guds naadige Ledsagelse 2de Gange igjennem visiteret det ganske Stifts Menigheder øster og vester) haver alle Stiftets Provster udi Tallet X efter 10 Provstier 1) visiteret hver Deres Menigheder og skriftligen Alle indberettet mig, at de udi deres Kirkevisitatser haver, siden den allernaadigst anbefalet Ungdommens Confirmation, befundet god aandelig Forbedring og Fremvext i sand Omvendelse, Tro og Christendom hos mange baade unge og ældre i Menighederne, som ere Jesu Christi Aand, Ord og hans Tjenere lydige. I det øvrige befinde dog mange vantro og ulydige, som ved Guds Ords og Sabbats Foragt og Overtrædelse, ved Horagtigheds, Letfærdigheds, Drukkenskabs, Tyveries, Trættes, Kivagtigheds og Uforligeligheds Synder fortørne Gud, forarge deres Næste og forhærde deres Hjerter til egen Fordærvelse, paa hvilke de retsindige Herrens Tjenere ved Guds Aands Kraft daglig arbeide til Omvendelse og Bedring.

2) Hvad Provsterne angaaer i Stiftet, da ere de alle (saavidt jeg haver til Datum Kundskab og Erfarenhed om dennem) troe, flittige og gode Mænd i deres Embede og Levnet.

3) Hvad Stiftets Prester og Kapellaner angaaer, da, naar jeg exciperer den for sit Drukkenskab og Embeds Forseelsers Skyld høist forargelige Sogneprest til Soggendals Prestekald (Hr. Christen Bloch, som Deres Kongl. Majest., ved allernaadigst Rescript til mig af 29 Juli sidst afvigt, haver befalet at suspenderes og ved Procurator Kirsebom at actioneres, hvormed det er kommet saa vidt, at Provsteretten haver henvist hans Dom til Consistoriets Kjendelse. Naar jeg ogsaa undtager en Capellan i Mandal, Hr. Jens Halse, som Almuen formedelst Embeds Forseelse haver indstevnet for Provsteret) kan jeg takke Gud for næsten alle de øvrige Stiftets Prester, som gjøre Evangelisters Gjerninger og deres Tjeneste redelig, ja saa vidt jeg hidindtil haver kunnet erfaret om Dem, ere gode Hjordens Exempler. Iblandt disse findes besynderlig 6 saadanne i Herren lærde, exemplariske og habile Mænd, som kunde ved Guds Naade beklæde de bedste og bedre Læresæder i Guds Kirke, nemlig 1) Lector og Sogne- prest til Tveds Kirke Mag. Claudius Tobiæsen. 2) Stiftsprovsten og Sognepresten til Christianssands Domkirke Mag. Jens Christian Spidberg. 3) Hr. Didrik Stelling, Provst og Sogneprest i Arendal. 4) Mag. Michael Tyrholm, Sogneprest til Vandsøe Prestekald paa Lister. 5) Hr. Peter Horster, Sogneprest udi Østerrisøer. 6) Søren Dumetius, Sogneprest til et lidet Kald, vester Moland.

Af residerende og personelle Capellaner ere der ogsaa en Del saadanne lærde og gudfrygtige og opbyggelige Herrens Tjenere, som ved Guds Forsyn og deres kongl. Majest. Naade kunde forfremmes til Sogne-Preste-Kald.

4) Hvad Klokkere, Katecheter, Degne og Skoleholdere angaaer, da gjøre hver efter sit Talent hvad de kan og formaaer til Ungdommens Oplysning, og med Tiden kan gjøre bedre Fremgang, naar Gud giver Velsignelse, efter Deres kongl. Maj. allernaadigste Intention og Forordning, til Skolernes og Skolevæsenets Istandsættelse paa Landet i Norge. Hvorom Hr. Stiftsbefalingsmand Juell med mig til den kongl. Commission i Kjøbenhavn den 7de October sidst forleden haver nedlagt vores allerunderdanigste Relation, hvorvidt dermed her i Stiftet er arrangeret, og hvad videre mangler. I øvrigt drives saavel ved Presterne som ved Kjøbsteds Katecheter, Degnene og Skoleholdere paa Landet Katechisationen flittig og vel. Over disse nuværende Degne, Katecheter og Skoleholdere ere ellers ingen Klagemaal i dette Aar mig forekomne.

5) Det jeg ellers haver observeret at kunde i Guds Kirke tjene til Opbyggelse, bestaaer (foruden hvis jeg tilforn den høiloflige kongl. General-Kirke-Inspection haver udi de forbigangne Aar insinueret) udi efterfølgende: 1) at de nær Kirkerne paa Landet værende Krohuse maatte ved allernaadigste Befaling til Amtmænd og Fogder vorde afskaffede, som forvolde hos Mange Drukkenskab paa Sabbats- og Prædikedage til stor Forargelse. 2) At Kjøbstæders og Amters Øvrighed maatte alvorlig tilholdes at holde over de høipriselige Sabbats Forordninger og straffe de skyldige Overtrædere. 3) Som ogsaa baade en Del de Rigeres Børn, som og de fleste Tjenestefolk i Kjøbstæderne ei ere at overtale med bedste prestelige Formaninger til at komme, især om Onsdagene, til Katechisationen, de skyldige eller deres dem derfra hindrende Husforældre i Kjøbstæderne saavelsom paa Landet maatte allernaadigst paalægges nogen taalelig Pengemulct til de fattiges Skoler og Skolekassen. 4) Om Deres Kongl. Maj. allernaadigst maatte behage at befale hver Kirkeeiere i Stiftet at kjøbe den in qvarto nylig oplagde danske Bibel, en til hver saavel Hovedkirke som Annex. 5) Om Forraad af Katechisme, Katechismi Forklaringer, Psalmebøger og de smaa Bibler i 8vo, Huspostiller, gudelige Bønner og Communions Bøger, item til Tjeneste for Degne og Skolemestere Rambachs og Speners paa dansk verterede Katechisations Betænkninger allernaadigst maatte befales i de 4 Kjøbstæder Christianssand, Arendal, Øster Risøer og Stavanger til Sogne Presterne fra det kongl. Waisenhuses Bogtrykkeri at vorde sendte indbundne og for billig Pris solgte paa bemeldte Sogne Presters Ansvar til Betalning, paa det baade Ungdomnien og andre ei skulle klage over Mangel paa slige Bøger, som fra bemt. Kjøbstæder beleiligst i det ganske Stift kunde indføres. 6) Endelig som en Del Provster og Prester her i Stiftet beklage sig, at den Dem i Deres kongl. Maj. norske Lov allernaadigst givne fri Skyts til Lands og Vands paa Deres lovlige Kirke-Visitatser og Embedsreiser ofte af Almuerne og vedkommende enten negtes eller langsom opholdes, Deres Embede tilhinder og Dem selv til Udgift og Byrde – Saa vilde Deres Kongl. Maj. allernaadigst befale Stiftets Amtmænd herudi ved Fogder og Lensmænd at være dem til Assistence og Befordring ved bemeldte fri Skyts.

Dette er da, saa vidt jeg denne Gang og for dette Aar (indtil jeg, vil Gud give Liv og Helbred, næste Aar ved min Visitats kan erfare videre) allerunderdanigst haver at indberette, og midlertid ved den allerhøieste Guds Bistand og til hans Navns Ære skal stræbe at gjøre det mig allernaadigst anbetroede Embeds Gjerning i Herrens sande Frygt troligen og med et retskaffent Hjerte indtil min Død, forblivende med aller underdanigste Devotion Deres Kongl. Majest. &c.

Christianssand, 18de Novbr. 1740.

Jacob Kærup.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ „Diptycha episcoporum Stav. & Christ. a. M. Tyrholm. manuscr.“ og „Annales ecelesiæ Danicæ von E. Pontoppidan“. 4, S. 254. Kærups Kopiböger, 10 Folianter i Rigsarchivet.
  2. ↑ Hertels Aarhus Domkirkes Beskrivelse 2, 507.
  3. ↑ Möllers Mnemosyne. IV. S. 234. Cfr. Möllers Theol. Bibl. V, S. 146–181.
  4. ↑ Herslebs Indberetn. om Kirkeinspekt. Kol. 1747. Möllers Theol. Bibl. V. S. 446.
  5. ↑ Reskr. 28de Juni 1740, Reskr. 7de Oktbr. 1740 og Reskr. 27de Novbr. 1739.
  6. ↑ At mange Prædikantere i den Tid maa have havt for Skik at sætte deres Tilhöreres Taalmodighed paa haard Pröve, kan man slutte af, at der ved Reskr. af 23de Juni 1740 forbödes dem under 1 Rdlrs Mulkt at prædike over 1 Time.
  7. ↑ Man yndede i de Dage meget Gabestokken. Reskr. af 24de Oktbr. 1739 befalede, at en Fader, som beder mere end 5 Faddere til sit Barns Daab, skal staa 1⁄2 Time i Gabestokken, men der kan ofre saa Mange, der vil.
  8. ↑ Cfr. hans Brev til Hersleb 26de Febr. 1734 Bilag 1.
  9. ↑ I Bergs Reskr. 1, S. 567 findes Fundatsen. For Hospitalet var han stedse en Fader og varetog dets Tarv især ved at bestemme, hvad man skulde give til samme for Dispensationer til at indgaa Ægteskab i forbudne Led. Den rige Hans Ellefsen i Arendal maatte saaledes betale 80 Rdlr. for Bevilling til at egte Enke Dorthea Falch i Risöer, der var beslægtet med ham i 3dje Led.
  10. ↑ Bispens Brev til Kongen 7de Mai 1734. I Brev til Statholder Ranzau nævnes Bispinde Nyrop, Stiftsprovst Spidberg, Præsident Wium, Borgermester Sönderborg, Fru Lillienpalm blandt dem, som bleve brandlidte. En Kollekt i begge Riger anordnedes 10de Debr. 1734 for Christianssands Domkirke. I Anledning af Kirkekollekten bemærker han i en Skrivelse til Kongen (29de April 1735), at Kollekten fra Viborg Stift kun var 73 Rdlr., medens Christianssands Stifts Kollekt til Viborg havde været 3400 Rdlr., og at Gejstlige og Verdslige i dette Stift havde til Kjöbenhavns Brandstyr betalt 30,600 Rdlr. I et Brev til Statholder Ranzau (1ste Septbr. 1735) beretter han, at Kollekten fra Danmark, Akershus og Christianssands Stift kun adgjorde 3,300 Rdlr.
  11. ↑ Ved Reskr. af 13de og 26de Juni 1732 til samtlige Biskoper i Danmark og Norge begjæredes deres Tanker om, hvad der kunde gjöres til Skolernes Opkomst tilligemed Bemærkninger om de Mangler, de havde observeret.
  12. ↑ Findes i Bergs Reskripter I, S. 599.
  13. ↑ Lignende Instruxer bleve meddelte Student Fallenkamp i Arendal, Ole Jessen i Risör 30te Juni 1736, Ole Hannibalsen og Henrik Godsen i Stavanger. (Lena Aagaard i Stavanger skulde derimod lære fattige Pigebörn).
  14. ↑ Reskriptet findes i Holts Prestearchiv og er ordlydende med det, Kongen under samme Dato tilsendte Fyens Biskop Ramus, og som findes i Mnemosyne IV. S. 264.
  15. ↑ Som Fölge af Bispens Forestilling tillodes det 25de Maj 1736 paa Grund af stedlige Forhold i Christianssands Stift at forrette Konfirmation paa de 3 Söndage, som fölge efter de i Konfirmationsanordningen foreskrevne.
  16. ↑ Da dette Hyrdebrev ej för er trykt, meddeles det under Bil. 2.
  17. ↑ Efter megen Brevvexling og Klagen fik Lühe 16de Januar 1740 endelig kongelig Bevilling til at lade sig betjene af hvilken Prest, han dertil kan formaa, men han maa henvende sig til sin Sogneprest, hvis han vil kommunicere i hans Kirke.
  18. ↑ Bispen omtaler senere hans urene og uforskammede Tale og Forhaanelse af Provsten.
  19. ↑ Dette forandredes igjen ved Reskr. af 3dje Juli 1747, efter hvilket det tillodes Presterne at antage til Skrifte og Kommunion for sig selv dem, som det begjære. (I Anledning af Ansögning fra adskillige Folk om at maatte gaa til Skrifte og kommunicere for sig selv).
  20. ↑ Fundatsen var udkastet af Bispen 10de August efter Overlæg med Konsistoriets övrige Medlemmer og Stiftets Provster og Prester. Den findes i Bergs Reskr. I, S. 629.
  21. ↑ Anordningen er kontrasigneret af J. L. Holstein. Kopi af samme sendtes af Bispen til alle Provster og fra disse til samtlige Prester. Den findes i Holts Prestearchiv tilligemed den Tillysning, som skulde ske fra Prædikestolen.
  22. ↑ Uddrag af det findes i Dänisch Bibl. I, S. 258.
  23. ↑ Grach var den sidste Rektor, som kaldtes af Bispen (1733). Hans Eftermand Mag. Nikolai Femmer blev kaldet af Kongen 1746.
  24. ↑ Allerede ved Reskript til Bisperne i Norge af 13de Juni 1732 befales disse at indsende Beretning om Skolernes Tilstand og Forslag til deres Opkomst.
  25. ↑ I en Beretning til Skolekommissionen i Kjöbenhavn af 9de Oktbr. 1739 opgives Skolen at eje Schoutbynacht Neubergs Legat paa 200 Rdlr. og Mogens Linds paa Holt – 100 Rdlr. og 1500 Rdlr. indsamlet i mange Aar. Udgifterne til Skolen, naar den skulde være i fuld Gang, anslaaes til 2200 Rdlr., hvoraf 1380 Rdlr. til Lærernes Lön og Resten til Beklædning af 42–44 Elever, Kosthold for 24, Böger og Papir til Fattige. Indtægterne belöb sig imidlertid kun til 906 Rdlr. Det Manglende foresloges dækket ved det Lector theol. tillagte Jordegods ved Stavanger og Strögods i Lister og Mandal = 250–260 Rdlr., Kongetienden i Nedenes 570 Rdlr., Renterne af D. Hansens Legat til Stavanger Skole = 40 Rdlr., og de manglende 440 Rdlr. af de reducerede Skoler i Christiania Stift.
  26. ↑ I Indstilling til Skolekommissionen i Kjöbenhavn meddeles, at Stavanger Skole ejer en Kapital af 1050 Rdlr., hvoraf Kapellan D. Hansen paa Torvestad har skjænket 800 og Sogneprest Jens Simensen i Hjelmeland 100 Rdlr. Deraf skulde den afgive Hansens Legat til Christianssand og til den danske Skole kun beholde Latinskolens Hus, Degnepengene fra Ryfylke = 20 Rdlr. og Simonsens Legat til fattige Disciplers Klæder! Degnen skulde blive 1ste Lærer, og 24 Rdlr. foresloges som Lön til en Skrive- og Regnemester for Fattige. Ved Reskr. af 27de Novbr. 1739 bestemtes, at da ifölge Resol. 17de April 1739 Stavanger Skole skulde oplöses som Latinskole og forandres til en dansk Skole, saa skulde Daniel Hansens Legat 800 Rdlr., som den överste Hörer i Stavanger Skole havde havt, henlægges til at forbedre Lönnen for Christianssands Rektor. S. Bergs Reskripter I, S. 537.
  27. ↑ Han sigter her formodentlig til den bekjendte Skrivelse af 26de Novbr. 1737 angaaende Gejstlighedens Religionsstridigheder, Provste- og Prestemöder (Bergs Reskripter I, S. 679), som den ved Patent af 30te Novbr. 1737 stiftede General-Kirke-Inspektion havde tilsendt samtlige Landets Bisper.
  28. ↑ Ved Forordn. 29de Decbr. 1696 befries militære Personer, naar de förste Gang begaa Lejermaal, for Böder og Kirkedisciplinen. Conf. Forordn. 23de Decbr. 1735.
  29. ↑ Kort efter modtog han en Skrivelse fra Generalmajor Arnold om, at Kongen under 3dje Febr. har fritaget Soldater for förste Gangs Lejermaal for al Straf.
  30. ↑ De övrige Erklæringer sendtes efter hinanden, som de indkom, uden Skudsmaal om Forfatteren.
  31. ↑ Dronningen skjænkede 1000 Rdlr. til en Altertavle og videre Ornamenter til Domkirken, hvorfor Bispen takkede 16de Jan. 1739.
  32. ↑ Vegaardshejens Almue indsendte saaledes 23de Juni 1739 en formelig Klage over, at det nu var paabudet at gaa til Skrifte Dagen för Prædikenen, „hvorved Bekostningen for længst bortliggende bliver utaalelig, da de maa være 4 Dage hjemmefra. Ligesaa vil Prestens Kosthold foröges, saa hvis det skalde continuere, maatte störste Delen derover geraade i Armod. De bede derfor Bispen, at han ifölge „den höie Magt og Myndighed, som ham af Gud og Kongen er given, vil foranstalte, at det med Skrifte og Altergang maa forholdes, som tilforn, og af gammelt har vaaren“. Paa et lignende Andragende fra Holt svarede Bispen, „at Kongen ikke æsker umulige Ting, naar Veie, Veirligt og Distance hindrer den ellers befalede Tid“.
  33. ↑ Ved Reskr. 2den Januar 1739 anordnedes, at Kirkelysene paa Kirkens Altere skulde afskaffes og sammes Kostende betales af Kirkerne til Skolekasserne, de saakaldte Lysepenge.
  34. ↑ 1739 14de Januar paalagdes det Christianssands Biskop, naar han indmeldte vakante Prestegjeld, da ogsaa at tilföje Kaldenes Indkomster baade af det Visse og Uvisse.
  35. ↑ Bispen tilskrev i Aug. 1747 Holstein, at Fyrisdal og Hvideseid kan formedelst Menighedens tiltagende Fattigdom ej underholde to Prester, som de efter Res. af 2den Marts 1742 skulde.
  36. ↑ Mag. Christen Bloch, som 1725 blev Sogneprest i Sogndal, var baade en dygtig og begavet Mand, men et ulykkeligt Egteskab o. m. synes at have bragt ham til at söge Tröst i Flasken. I Aaret 1738 (10de Maj) underretter Bispen ham om, at han skriftlig var beskyldt „for Drukkenskab og forargeligt Samliv med sin Hustru og var bleven en anden Mand end för“. 1739 blev han af sin Tjenestepige udlagt som Barnefader, men fralagde sig Paterniteten ved Benegtelsesed. Han fremturede i sin Drukkenskab, hvorfor 10 af Bygdens bedste Mænd 29de Decbr. 1739 indgav Klage over ham for Fylderi og Forsömmelse. Bispen beordrede nu Provsteret over ham; men da Provsteretten ej vilde modtage en Del ældre Attester, som han fremlagde, klagede han over Retsfornegtelse og indstevnede Provsterettens Erklæring for Overhofretten. Bispen indmeldte Sagen til General-Kirke-Inspektionen, hvorpaa fulgte en kongl. Resol. af 29de Juli, hvorved Bloch suspenderedes fra sit Embede. Da Provsteretten havde afvist Sagen istedetfor at dömme i den, blev Sagen af Konsistoriet hjemvist til ny Provsteret med Befaling at dömme, idet der ved kongl. Res. 1ste Septbr. 1741 bestemtes, at Provsteretten skal dömme i gejstlige Sager, selv om de kunne strække sig til Afsættelse. Ved ny Provsteret blev han 1ste Decbr. 1741 dömt til Afsættelse. Den paafölgende Vaar (4de Maj) forlod den ulykkelige Mand med sin Familje Sogndal og begav sig til Bergen, hvorfra han (30te Juli) klager baade over Provsteret og Biskop og beklager sig over, „at han efter 17 Aars udstandne Møje i besværligt Kald, nu sidder i Armod med Kone og 6 Børn og er svag“. Ved Reskr. af 2 Novbr. 1743 blev han afsat,fra Kald og gejstlig Habit, og Niels Prahl blev hans Eftermand. Berg I, S. 872.
  37. ↑ Om den aandelige Tilstand i Stiftet 1740, se Kærups Indberetning til Kongen 18de Novbr. 1740, som findes i Bilag 3.
  38. ↑ De beskyldte ham for, at han paa Prædikestolen erklærede disse Folk for at være Guds Börn og hellige Mennesker og sagde, at han i de 19 Aar, han havde været Prest, ej havde faret nogen Sjel omvendt, at deres Forfædre vare i Helvede, og at hvis de selv vilde blive rette Christne, skulde de gaa til disse Guds Börn o. s, v.
  39. ↑ Bertel Worm blev 1740 fra Graven i Bergen forflyttet til Sogneprest i Höyland. Samme Aar indkom anonym Klage saavel om hans („fama vitæ non integræ hactenus“) som hans Kones onde Vandel, hvilken Provsten paalægges at undersöge. 16de Decbr. skrev Bispen til Provsten: „Om Worm faar jeg værre og værre Rygter. Sög Vidner. at han ej længer skal forarge“. – – 20de Januar 1742 anordnede Bispen Provsteret over ham „for hans uanstændige Selskabs, Drukkenskabs, Klameries og andre en retsindig Guds Tjener ganske uanstændige Laster.“ Worm skal nu offentlig af Prædikestolen have begrædt sin Daarlighed og anmodet Menigheden at bede for sig. Da nu den störste Del af Menigheden gik i Forbön for ham og sagde, at de ej havde at klage, frikjendtes han under alvorlig Forelæggelse „de debito“. Da han ej forbedrede sig, var Bispen igjen i Begreb med at lade ham tiltale, da han döde 25de Novbr. 1742.
  40. ↑ Bispen forespörger sig 30te Septbr. hos General-Kirke-Inspektionen, om Niels Bentrzon, som voldelig overfaldt Peder Hanning (resid. Kapellan i Christianssand) og Hustru ej skal udstaa Kirkens Disciplin. Han kom 4de August drukken ud af et Vinhus og overfaldt med Skjældsord og Slag Presten og hans Hustru, som sade i sin Husdör.
  41. ↑ I Brev til Ober Sek. Holstein 13de Oktbr. 1741 ytrer han: „Her især i Vesterstiftet grasserer en meget smitsom Blodsot og Flekfeber, hvoraf næsten i alle Kald en stor Mængde Mennesker dö“.
  42. ↑ 1742 fratraadte Stiftamtmand Juell sin Post som Stiftsbefalingsmand, idet han blev Hofmester hos Prindsesse Lovise, og efterfulgtes af Henrik 6, Greve af Reuss.
  43. ↑ Dette Aar födtes 2780, men döde 6458.
  44. ↑ Ved Reskr. 8de Aug. 1743 udnævntes Dr. Frederik von See til medicus provincialis i Christianssands Stift med aarl. Lön af 300 Rdlr. mod at betjene de Fattige og den gemene Almue uden Belönning.
  45. ↑ I Reskr. af 1ste Febr. til General-Kirke-Inspektionen böd Kongen at tilkjendegive Bisperne i Norge, at Kongen tror, der ere retskafne Mænd blandt dette Riges Gejstlighed, og at denne selv ej er skyldig i de Forseelser, som et indkommet anonymt Skrift (der menes forfattet i Throndhjems Stift af en Militær, som var opbragt paa 2 Prester) indeholder om de fleste norske Gejstliges Gjerrighed, Begjærlighed o. s. v.
  46. ↑ 3000 Rdlr.
  47. ↑ for Christianssands Kirke, Skole og Prester efter Branden 1734, for de Brandlidte i Bragernes, hvorved indkom 675 Rdlr. 1 ₻ 13 ß, hvoraf 160 Rdlr. fra Arendal og Risör, hvilke Penge 5te Jan. 1747 tilstilledes Stiftamtmand Rappe i Christiania. Den 24de Mai 1745 var nemlig afbrændt 38 Gaarde 17 Söboder o. m.
  48. ↑ Studieskatten var aarlig over 300 Rdlr. (310 Rdlr. 20 Skill.), der sendtes til Kjöbenhavns Universitets Kvæstor, confr. Anordn. af 18de Marts 1732 og Reskr. 18de Marts 1732.
  49. ↑ Missionskontingenten 302 Rdlr. (1735).
  50. ↑ Helsingörs Skole og Hospital aarlig 170–180 Rdlr.
  51. ↑ Slavekassen henved 200 Rdlr.
  52. ↑ til Augvaldsnes ærværdige af Kvadersten byggede Kirke, der var saa forfalden, at Træer voxede i Murenes Revner. Efter Reformationen blev i Choret bygget en Trækirke, som ved det almindelige Kirkesalg 1725 kom i Hænderne paa Oberstlieut. von Krogh paa Haagenvik. Da Kirkeejeren ej uden sin Ruin kunde opbygge Kirken og Almuen ej for Fattigdom kunde eller vilde hjælpe til ved Pligtarbejde, maatte man søge til det almindelige Nödmiddel – en Kollekt.
  53. ↑ f. Ex. 1736 til den evangelisk-lutherske Menighed i Kassel, 1741 til den lutherske Menighed i Utrecht, som belöb sig til 88 Rdlr. 87 ß. Ved Res. af 30te Septbr. 1740 bestemtes, at de 6879 Rdlr, 72 ß., som vare indkomne ved Kollekter til den salzburgske Emigration, skulde anvendes til Hjælp for afsatte Prester og deres Familier.
  54. ↑ Ved Reskr. af 10de Decbr. 1745 fritoges Officierers ugifte Tjenere, som förste Gang med ugift Kvinde forsaa sig i Lejermaal, ligesom Underofficierer og gemen Milits skal være fri for Kirkens Disciplin og Lejermaals Böder!! og ved Reskr. af 15de Novbr. 1748 befaledes, at de virkelig Indrullerede ligesom Landsoldaterne skal være fri for aabenbar Skriftemaal, den förste Gang de begaa Lejermaal.
  55. ↑ Confr. Reskr. af 3dje Decbr. 1734.
  56. ↑ Reskr. 19de Maj 1740.
  57. ↑ Under 9de April 1734 tilskrev Bispen Sogneprest Ole Dampe, at Bonden Niels Höyland, der i Drukkenskab skreg og bandede i Konnismo Kirke, og at Færgemand Ole Vigeland, der i Valle Kirke offentlig talte mod Presten med bitre Ord, skal staa offentlig Skrifte. I Höyland opstod der Strid om den yderste Plads i Stolene. Bispen erklærede 17de Febr. 1745, at de yngre skal vige for de ældre.
  58. ↑ I Juli 1745 tænkte han paa at visitere öster i Stiftet, men paa Rejsen til Heirefos paakom der ham paa Skiftet Aabel en „saa extensiv Tand- og Hovedsmerte samt Mavesvaghed“, at han efter Raad af Doktor von See, der fulgte ham, maatte rejse hjem igjen.
  59. ↑ De övrige 5 monita angaa Indmeldelse og Oversendelse af Mulkter til Enkekassen, Hospitalerne, publique Expenser, Justitskassen, om at Pontoppidans Menoza og Annales ere at faa kjöbte i Christianssand.
  60. ↑ Se Anordn. af 2den Decbr. 1741 om Tugthusets Indrettelse i Christiania og de Fattiges Forflegning i Akershus Stift.
  61. ↑ Kærups Brev til Provst Stelling i Arendal 5te Septbr. 1746. Barner fulgte som Stiftsbefalingsmand efter Grev Reuss, som 1746 havde forladt Stiftet.
  62. ↑ Kort efter, 2ide April, indgav Magistraten i Christianssand, Arent Kjærulf, Hans Berg og Corfiz Numsen Klage til Kongen over, at Stiftsbefalingsmand Barner og Biskop Kærup havde givet Orgelbygger Gloger Exspectants paa Christianssands Organistpost, uagtet denne efter Byens Privilegier skulde besættes af Magistraten. Stiftets Direktion oplyser derimod (26de Maj), at Organist With, som nu er 65 Aar og drikfældig, for 45 Aar siden (nemlig 1702), trods de paaberaabte Privilegier, af Stiftsbefalingsmand Povisch og Biskop Stoud og Stadens Præsident blev kaldet til Organist, og at Stiftsdirektionen uden Magistratens Bistand som Direktörer styre Domkirkens Anliggender. Gloger behöver ei noget Lærebrev, da han flere Aar har været Organist i Risör.
  63. ↑ Under 9de August 1748 tilskrev han Provsterne: „Det er en almindelig Besværing, at Trolovede bo sammen og beblande sig og bie med Vielsen, til de blive frugtsommelige.“
  64. ↑ Den anklagede Mag. Claus Tobiesen overlevede ej længe denne Sag, thi han döde kort efter Bispen, den 14de September 1751, efterat han i 30 Aar havde været Lector theol. i Christianssand og Sogneprest i Tvedt. Ved hans Död ophörte Lektoratet, men dets Indkomster tilligemed Tvedt henlagdes ved Reskript 5te Novbr. 1751 til General-Kirke-Inspektions-Collegii Sekretariat (förste Gang E. J. Jessen). Det skulde forsynes med en Vicepastor, der mod Lön af 150 Rdlr. og Prestegaarden skulde gjöre Sekretariatet Rede for Kaldets Indtægter.
  65. ↑ Derimod deltog han sjelden i Konsistoriets Forhandlinger, hvori han hindredes dels ved Visitatser, dels ved Sygdom. Sagerne, som forhandledes, vare færre end tilforn, og ej sjelden var der ingen Sager. De fleste angik Ægteskaber, der löstes, fordi den ene Egtefælle var römt eller rejst sin Vej. Derimod bleve andre Sager behandlede med stor Vidtlöftighed og alskens Formaliteter, da Parterne lod möde for sig ved Prokuratorer, der ej lod mangle paa bitre Ord og lange Indlæg, som f. Ex i Sagerne mod Bloch i Sogndal og Tobiesen paa Tvedt.
  66. ↑ Om Ivar Brincks Slægt, s. Gjessings Jubellærere III, 223–396. Hans Hagerup, f. 1686, var Broder til Throndhjems Biskop Eiler. Han havde egtet Helena Brinck 3dje August 1710, men döde af Pesten i Kjöbenhavn 10de Oktbr. 1711.
  67. ↑ Han er Forfatter til et Værk, som endnu haves i Manuskript under Titel af „Diptycha episcoporum Stavangriensium & Christiandiensium supra VI sæcula ante et post Reformationem ad annum MDCCXXXIII consignata a Mag. Michaele Tyrholm præpos. List. & past. Vandsiens.“ I et Brev til Kirkehistorikeren E. Pontoppidan skrev Biskop Kærup 18de Oktbr. 1748: „angaaende mine Formænds Personalia har Provst Tyrholm 1741 givet mig sin skriftlige Biographia over Stiftets Biskoper fra Reformationen til 1741, den jeg lader verbotenus udkopiere og skal sende.“ 31te Marts 1747 tilskrev Kærup Tyrholm, at han vil underrette Direktionen for det danske Selskab om, at „Deres historia eccl. norveg. er under Arbejde, paa det den kan blive bekjendt og nyde fri Tryk.“ 1762 blev han Konsistorialraad.
  68. ↑ I November 1746 tilskrev Kærup K. Leem om at sende Bispen en ved Augvaldsnes Kirkes Restauration fundet Antikvitet af Vox, 6 ℔ vægtig med gamle Karakterer paa, for at han selv kunde undersöge, om den var værd at nedsende, hvis ikke vilde han indsætte den i sit lidet Museum blandt de andre derværende Augvaldsneses Rarieteter. „Finder man ogsaa nogle urnas hele, da lad mig dem nyde.“ Han önskede ogsaa at se hans lappiske Grammatik og Lexikon og Finmarkens Beskrivelse med sine Afridsninger, inden de nedsendtes til Missionskollegiet, da han da gjerne vilde rekommandere det. Knud Leem, f. i Söndmöre 1697, blev 1725 Missionær i Finmarken. 1752 blev han Professor docens ved Seminarium lapponicam i Throndhjem, † 1774. Hans Grammatik blev trykt 1748, hans Beskrivelse over Finmarkens Lapper 1767 og lexicon lap. 1768.
  69. ↑ Over denne ligesaa ivrige som lærde Mand indgav Almuen i Hövaag Klager, fordi han fordrede for megen Kundskab af Ungdommen og afviste Mange fra Konfirmationen. Bispen gjorde i sin Erklæring af 20de Oktbr. 1746 opmærksom paa, at E. Pontoppidans Forklaring er anordnet.
  70. ↑ Kærups Kopiebog I, S. 70.
  71. ↑ Den bekjendte Deichmann.
  72. ↑ Sigter til Herslebs Strid med Biskop Eiler Hagerup om Absolutionen.
  73. ↑ Sigvard Munch, der var bleven udnævnt til Ludvig Schults Eftermand som Sogneprest til Haa, hvor han döde 17de August 1747.
  74. ↑ Dominicus Nagel, fød i Bergen 1700 blev fra Birid i Akershus forflyttet til Skjold, hvor han döde 2den Juni 1749.
  75. ↑ Den findes i Kærups Kopibog 2den Tome. I Holts Prestearchiv findes ogsaa en Afskrift med nogle faa Forandringer, som maaske have sin Oprindelse fra Provsten Stelling, der har afskrevet eller besörget Afskriften af Bispens ep. past., der i Original kun sendtes Provsterne.
  76. ↑ Ebr. 6, 2 anföres som Hovedbevissted af Kirkens berömteste Dogmatikere Hunnius, Gerhard o. Fl. Den bekjendte danske Dogmatiker Hemmingius siger: „Denne Haandspaalæggelse skede ved Bispen og Prester, som lagde Haanden paa dem, der vare examinerede i Katechismo, med Tilföjelse af Bönnen og Velsignelsen“. Calvin: „dette eneste Sted beviser overflödigen, at Confirmationen har sin Oprindelse fra Apostlerne, skjönt samme siden i Pavedömmet blev forvandlet til et overtroisk Væsen“. Mnemosyne 4, 260.
  77. ↑ og 1698. Han söger at vise, at Konfirmationen fra Arilds Tid har været brugelig i Slesvig og Holsten.
  78. ↑ i Hole blev Konfirmationen indfört af den dygtige Gudbrand Thorlakson, som fra 1571–1629 var Bisp i Hole. Den driftige P. Hersleb fik den ved Gejstlighedens Understöttelse paabegyndt i Akershusstift 1734.
  79. ↑ Kærups Kopibog 3, 190.
  80. ↑ Kærups Kopiebog, 5, 79.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Mag._Jakob_Kærup&oldid=232374»