Om Myrdyrkning/Om Skovdyrkning

Syvende Stykke.



Om Skovdyrkning paa Myrer og Moser.

Der findes store Vidder af nøgne og skovløse Moser og Myrer i mange af Norges Skove, og om der end findes noget Skov paa en Deel af dem, saa er den ikke væxterlig, men oftest ussel og vantreven. Et godt og ordentligt Skovbrug kræver imidlertid altid, at den bør forbedres; thi det er en af Skovbrugets Hovedforskrifter, som enhver Eier og Bruger af Skov burde holde som en Lov, at intet Sted i Skoven bør være aabent eller træløst.

Findes der Skovvæxt paa Moserne, saa er det ofte Løvskov, Or og Birk, men væxterligheden er saa ringe, at den almindelig holder reent op at voxe ved en Alder af 30 — 40 Aar. Saadanne Moser kunne let blive bedre, naar man veiter dem passeligt ud og fælder Skoven saaledes, som det foreskrives for Underskov- eller Buske-Skov-Bruget[1] ; thi Stubberne skyde da nye og mere væxterlige Renninger eller Stubbeskud, og Jordbunden bliver fastere og tørrer, saa at den om nogen Tid kan bære bedre Træslag end før. Men naar Udveitingen har virket en Tid, bør den gamle vantrevne Skov rodhugges og tages væk, da den ellers vil tørke, fordi Fugtigheden og Væden tager for stærkt af for den efter Udveitingen. Har det før staaet Gran eller Fureskov paa Mosen, saa er denne ogsaa almindelig ringe og kleent skikket og bør fældes ved Udveitingen, og siden bør Mosen eller Myren tilsaaes eller plantes til paa en af de Maader, som omtales i det Følgende.

Skovbare eller nøgne Mosemyrer ere fordetmeste meget raa og vaade og efter deres forskjellige Tilstand voxer der Pors, Blaabær, Tyttebær, Lyng eller Mosarter paa dem; Jordbunden er mere eller mindre tørvagtig, og det hender ikke sjelden, at den øvre Flo i en Drøid, af et Par Alen, bestaar af sammensunken uraadnet Hvidmose.

Hvor det lader sig gjøre, bør Myrer og Moser i mange Tilfælde udveites saa godt og fuldkomment, at Veiterne naa den faste Undergrund. Naar en Muldmyr, Græsmyr eller Jordmyr har saadant Fald, at den kan veites ud til en Dybde af halvanden til to Alen, er det ikke vanskeligt at faa Skov frem paa den, men paa de dybe Mosemyrer af raadnet Hvidmose er det vanskeligere, dog lader dette sig ogsaa gjøre naar man kun lader dem ligge nogle Aar efter Udveitingen. Man maa imidlertid ved Udveitingen lægge nøie Mærke til Myrmarkens og Myrjordens Lag og Tilstand: hvis Marken nemlig ikke er altfor blødlændt, og Myrjorden er løs og tørvagtig, saa har denne den Egenskab, naar Overfladen er tørket stærk ud, at den bliver saa løs og let, at den ikke kan holde paa Væden, og af denne Grund er den saa ufrugtbar, at ingen Væxt, intet Træ kan trives i den, og den er da ogsaa meget vanskelig at forbedre. I saadanne Moser maa Vandet aldrig veites dybere ud, end at det holder sig saa raat een til halvanden Alen under Jordskorpen, at Raaen eller Fugtigheden kan slaa op og komme Træplanterne tilgode. Efterhaanden som Ungtræerne skyde sine Rødder ned i Dybet, og ved sin sluttede Bestand eller sin tættere Stilling ere værgede mod at tørkes ud ovenfra, vil det være gavnligt at optage dybere Grøfter; thi da er Skoven sikret, og Undervandet mere til Skade end til Nytte. Ofte synker ogsaa Mosen saaledes sammen, at det alt i det 2det eller 3die Aar kan blive nødvendigt at renske Veiterne op eller gjøre dem dybere. De Væxter, som kun trivedes ved Væden, dø nu ud og Jordskorpen bliver fastere. Siden bør disse brændes, og da er det, hvis Mosen er saaledes skikket og den ligger saaledes til, at det kan gaa an, gavnligt at tage et Par Kornavlinger, som fordetmeste blive gode og lønnende; thi her behøver man ikke at frygte for, at Marken skal blive tynet ud. Efter Brænding vil Marken gjerne græsbinde sig, og man kan da, hvis man ikke ivl plante men saa paa den, lade den hvile et par Aar og lade Fæet beite der for at minke paa Græsvæxten og faa Marken trakket fastere til af Kreaturerne. Siden kan man saa Træfrø der med godt Haab om at Saaningen skal lykkes; thi det Gran Græs og de Smaabusker, som voxe der, ere mere til Gavn end til Skade for Træspirerne og Træplanterne; de ere ingenlunde i Veien for disses Trivsel, men derimod binde de Marken saaledes, at den ikke saa let flydes op i Tæleløsningen, hvilket ofte pleier hænde paa saadan Jordbund, og derfor er det almindelig som oftest, bedre at plante end at saa paa den.

Hvis man derimod har Grunde, hvorfor man ikke vil brænde Myrskorpen, saa vil man finde, at den udddøde og raadnende Mose danner et ganske godt Leie for finere Træfræ, naar man enten harver dette ned eller endda bedre, om man rager det ned med Jernriver. Hvis Mosen er saaledes skikket, at den ved Harvingen rives for meget op og rulles eller væltes i større Floker og Stykker, saa har man mange Steder brugt at drive Bølinger eller Kreaturflokke derover tit og jevnt, for at faa Frøet trakket ned i Marken, eller hvis den er mindre, klapper man den i samme hensigt til med Bagen af Jernriverne. At tage Mosedækket væk før Saaningen og saa paa bar Mark er mindre godt, thi under stadig Tørke tørres den bare Jord lettere ud, end naar den er mosdækket, og efter Regnveir holder Mosdækket dog, uagtet det er dødt og tørket, stærkere paa Væden og Fugtigheden end den blotta Jord; denne skydes desuden ikke saa let op af Frosten og er mindre villig til at græsbinde sig, naar den er dækket med Mose.

Hvis der ikke er Fare for at Vaarflommen fører Træfrøet bort, bør man saa om Høsten, eller ogsaa paa Sneen tidligt om Vaaren; Frøet blødes ved denne Fremgangsmaade op, saa at det gror og spirer med Lethed, og Træplanterne ere alt blevne kraftige, saa at de bedre modstaa Tørken, som gjerne pleier komme længer frem paa Sommeren.

Ved Skovdyrkning paa Myrer og Moser, kommer det naturligviis ogsaa an paa at vælge passelige Træslag. Kan Myren lægges nogenlunde tør, er Furen bedst; thi den er baade meget nøisom og forbedrer Jorden meget i kort Tid ved sit rige Barfald; det samme er i endnu høiere Grad Tilfælde med Lærketræet, men dette tiltrænger en bedre Afledning af Vandet. Kan Marken ikke blive tør nok, bør man tage Granen, thi den taaler mere Væde. Udkræves der Skovbræmme eller Lybælter, for at værge de unge Bartrær mod Sno, Vasgov eller skarpe Vinde, kan man paa tørrere Steder tage Hvidor til dette og Svartor paa Sidlænde og Blødmyr; disse trives godt der. Paa saadanne Steder, hvor Jordbunden er bedre skikket og Veirliget ikke er saa strengt, kan det ogsaa være tjenligt at saa eller plante Ask. Endeel af disse Træer ville, tilligemed Poppelarter, Hyldebuske og Piletrær, ogsaa være passelige at bruge til Lybælter for Agerbrug og Foderavlt paa store Moser og Tørvmyre, der ligge aabne for Havet.

Den Løvskov, som voxer til, bør — som sagt er- bruges som Underskov eller Buskeskov, idetmindste i een eller et Par Omløbstider, eller saa længe til Marken er kommen i den Tilstand, at man med Haab om større Vinding kan udvide Barskoven. Enten Løvskoven er drevet op i større Vidde og Udstrækning, eller den kun er lagt til Ly og Værge for anden Skov, saa tyndes den siden efterhaanden ud, til Barskoven er bleven tæt og sluttet.

Paa Mosemyrer, der fornemmelig bestaa af uraadnede Mosearter, vil Plantning uden Tvivl slaa vel til, om man vælger Or eller temmelig lange Sætkviste eller Sætstænger (Stiklinger) af Piil. Om disse end i Begyndelsen voxe mindre frodigt, saa hjælpe de dog til at faa Mosen til at raadne og forbedrer den saaledes at Træerne eller Skoven efterhaanden kommer i Væxt.

Vanskeligere er det at faa Laamyrer eller jernholdige Mosemyrer til at bære Skov. Jernet er vistnok i Almindelighed kommen fra jernholdige Oller eller Kilder, som ved Udveitingen hindres fra at tilføre Myrjorden flere Jerndele; men denne indeholder allerede saa meget deraf, at det er til Hinder og Ugavn for Skovvæxten. Hvis en saadan Mose kan blive veitet saameget ud, at den kan pløies, saa er dette det bedste Middel til at frembringe Frugtbarhed; thi naar Jerndelene og Syrerne i længere Tid blive udsatte for Luften og dens Virkning paa dem, blive de derved uskadelige for Væxtene, og siden kunne saadanne Myrer og Moser dyrkes op, samt enten — som foran er sagt — for bestandig drives til Ager og Eng, eller ogsaa kan man bruge dem dertil i nogle Aar, for at faa Udgifterne igjen, og siden, efter deres Tilstand, dyrke Skov paa dem.

Har derimod en jernholdig Mose ikke noget Fald, eller den i det Hele taget er saaledes skikket, at den ikke kan udveites, da er det vanskeligt at gjøre den bedre. Man kan vistnok faa Birkebusker og Orekrat til at voxe der, men de opnaae sjelden eller aldrig en saadan Størrelse at de kunne nyttes. Paa alle andre Slags Moser, som ikke kunne udveites, er det ogsaa vanskeligt at frembringe brugbar Skov, men for idetmindste at gjøre en Begyndelse til at bedre paa dem eller skaffe dem bort, bør man dog enten besaa dem eller plante dem til med Sættekviste og Sætstænger af Piil og Svartor, som rimeligviis ville trives godt.

Ofte ere Pilearterne de eneste og de mest passelige som man kan begynde med paa saadan Mark. Almindelig pleier man foretrække at plante eller sætte Sætstænger paa saadanne Myrer, der ikke have noget Fald; men hvor der skal saaes paa dem, tager man, idetmindste Sommeren i Forveien, op Græstørver, der holde en halv Alen til en Alen i Firkant, og lægger dem omvendt med Græsset ned i en Afstand af 5 Kvarteer til 2 Alen fra hverandre. Det næste eller det andet Aar er Jorden i disse Tørvstykker bleven mildere, formedelst Virkningerne af Frost og Tø, af Veir og Vind, og da kan man saa Træfrø paa dem og rage det ned. Herved komme Smaaplanterne følgelig ikke til at staa saa raat, og naar Væden ikke er større, end at de kunne trives og voxe i den første Tid, saa bliver Stedet de staa paa siden bedre og bedre, da Marken efterhaanden hæver sig ved Affald af Løv og Smaakviste, og denne Fremgangsmaade vil saaledes virke til, at hele Myren efterhaanden bliver høiere og mere skikket til at bære Træslag, der ere bedre og nyttigere. En lignende Fremgangsmaade, der findes nærmere omtalt i &quotFolkevennen“ (1854), Tredie Aargangs Sjette Hefte, Side 300, har man ogsaa med meget Held brugt ved Plantning eller Udsætning af Smaaplanter; men man har da ladet Tørvstykkerne ligge saa længe til Græsset er raadnet, hvilket dog ikke synes at være nødvendigt.

Fig. 32.
Græstørv-Hakke.
Fig. 32. Græstørv-Hakke.
Fig. 32. Græstørv-Hakke.

Græstørvstykkerne hugges op med en egen Flaahakke eller Græstørvhakke, Fig. 32, ved hvilken man let kan ophugge og optage Græstørver, der altid blive lige store. Disse lægges op til Plantning, saaledes som Fig. 33 viser.

Fig. 33.

Omvendte Græstørver.

Medens Plantning synes at være den tjenligste Fremgangsmaade ved Skovdyrkning paa Moser og Myrer, synes især den saakaldte Tueplantning at være mest skikket hertil, naar Marken ligger saaledes til og er saaledes, at man overhoved kan tænke paa at udføre noget saadant Foretagende; denne bestaar deri, at man uden videre sætter Renningen eller Ungtræet med dets Rødder paa Lyngen eller Ugræsset, paa Myren eller paa Mosen, bedækker dem med Madjord eller med en Blanding af Jord og Græstørvaske, Tørvaske eller Træaske og dækker den lille Tue, som dannes herved, med omvendt Græstørv. Naar Græstørven og Ugræsset begynder at raadne inde i disse Smaatuer, gaar der et Slags svag Brand i dem, hvorved det bliver varmt og fugtigt inde i Tuerne, hvilket giver de smaa Planter en rask og kraftig Væxt, og selv under den stærkeste Sommerhede holder det sig, idetmindste saalænge som man mærker at der falder Nattedug, af forskjellige Aarsager ogsaa fugtigt inde i Plante-Tuerne, hvorfor saagodtsom intet af den Næring, som ligger under Græstørvdækket, gaar tabt for Væxterne. Naar Rødderne siden begynde at udbrede sig, udenfor Haugen, holde de sig fornemmelig i den øverste Jordflo, som ofte er den, der indeholder mest Næring, og som det er lettest at holde fri for skadelige Syrer og overflødig Væde.

En saadan Tue med en Plante i, der er sat 2 Aars tidligere, seer, naar man skjærer Tuen tversigjennem, saaledes ud som det er tegnet Fig. 34, kun er det Hele i Naturen 12 Gange større end Tegningen. Alle de følgende Tegninger af Tue-Planter ere ogsaa tegnede i en Tolvtedeel af den virkelige Størrelse. Bogstaverne a-b vise overalt Tuens Bredde ligeledes i en Tolvtedeel af dens virkelige Størrelse.


Fig. 34.
Gjennemsnit af en Tue med Plante i.
a) En Flo der er et Kvart tyk af den Jord, som ligger under Tuen;
b) den Flo, som er dannet af de raadnede Væxter og Ugræset under Tuen;
c) Jorden, som blev strøet over denne for 2 Aar siden;
d) den raadnede Græstørv, der blev benyttet til att dække Tuen med.

Af hvad der ovenfor er sagt og viist er det tydeligt, at der er sørget godt for Renningens eller den unge Træplantes Næring, saalænge som dens Rødder holde sig inde i Tuen, men de følgende Tegninger, hvormed Tusinder af Træplanter, der ere satte paa denne Maade, stemme overeens, vise ogsaa at Rødderne siden udvikle sig paa den kraftigste Maade, og at saadanne Planter trives og bliver stærke af Væxt.

Til Udplantning tages almindelig toaarige Planter (Fig. 35), der, fordi de have staaet tæt i Plante-Sengen, ofte ere temmelig spæde, men de have dog alt korte Smaagrene, og ere forsynede med mange Sugerødder, som vel ere fine, men friske og sunde.

Fig. 35.Fig. 36.

En tvaarig Bartræplante før den sættes i Tue.En Bartræplante, der har staaet en Sommer i Tue.

Efter at Planten har staaet en Sommer i Tuen, kan man næsten ikke kjende den igjen (den seer da ud som Fig. 36). Stammerne ere blevne tykkere, de have faaet mange nye Smaagrene; ofte ere de blevne dobbelt saa høie. Men det er især Rødderne, som have udviklet og udbredt sig overmaade stærkt, og de have ogsaa forlænget sig saaledes, at Spidserne række udenfor Tuens Grundflade. Hele Planten æser (svulmer) af Sundhed og Fylde. Ved Enden af den anden Sommer har Træplanten atter tiltaget betydeligt baade i Tykkelse, Længde og med Hensyn til Antallet af Grene. Hovedrødderne vise sig nu fuldkomment udviklede (Fig. 37) og have overalt faaet en Mængde Sugerødder; desuden ere samtlige Rødder blevne længre, og hele Væxten har faaet et meget kraftigt og selvstændigt Udseende. I et lignende Forhold tager Planten til baade i Kraft og Størrelse den tredie Sommer, dog er det især Rødderne, der have den stærkeste og mest kraftige Væxt; de fleste af disse ere nu blevne saa lange, at de paa alle Kanter række udenfor Tuens Grundflade, og udbrede sig for at søge Næring omkring i Jordfloen udenfor (Fig. 38).

Fig. 37.Fig. 38.

En Bartræplante, der hr staaet to Somre i Tue.En Bartræplante, som har staaet i Tue tre Somre.

Hele Plantens Udseende er sundt og kraftigt. Fig. 39 viser os klart, at Træplanten, efter at den nu har staaet fire Somre i Tuen, er tiltagen meget i Kraft, Styrke og Væxt, og at den ingenlunde har, sturet eller er gaaet tilbage, efter at alle dens Rødder ere komne udenfor Tuen. Den tidligere Udvikling har saaledes gjort Rødderne kraftigere og mere skikkede til at søge sin Næring i den naturlige og tarveligere Jordbund, som de finde, naar de udbrede sig i den Jordflo, de staa paa.

Fig. 39.

En bartræplante, efter at den har staaet udplantet i Tue fire Somre.

I „Folkevennen“ for 1854 S. 291 og 295 samt S. 317 og 318 findes der Beskrivelser over et Par godkjendte Fremgangsmaader, ved at anlægge Frøsenge og skaffe sig Træplanter. Til dette Skrift, der er udbredt overalt i Landet henvise vi derfor og nævne kun i Korthed, at Bartræfrøet, efterat man har blødet det en 8 Dage, først bedsaaes i Senge, der af Jord og Græstørvaske ere lagede som Fig. 40 viser, hvorpaa Planterne almindelig næste Vaar sættes ud, hvor de skulle staa. Men, hvis man ikke har Plads eller Arbeidsfolk nok til at udføre hele Udplantningen, eller man ønsker at have Planterne større og kraftigere, før man sætter dem ud, saa bør de fra Frøsængen plantes om i en anden Seng, der lægges lige ved denne og paa samme Maade som denne arbeides op af Jord og Græstørvaske. Paa Tværs i den Seng, der skal bruges til Omplantningen, Fig. 41, optrækkes der Render eller Smaastriber, som ere 7—8 Tommer dybe og 3 Tommer brede; i disse sættes Planterne saaledes, at de komme til at staa ved Siden af hverandre, hvorpaa Rødderne dækkes med leerholdig Græstørvaske eller med jordblandet Græstørvaske, der trædes fast.


Fig. 40. Frøsenge.Fig. 41. Plantesenge.

Naar de eenarige Frøplanter omplantes eller radsættes paa denne Maade, kasserer eller vrager man alle dem, der ere klene og vantrevne, og paa de unge og kraftige afskjærer man Pælroden eller Dybroden, ja det anbefaldes endog, at alle de større Siderødder skulle afskjæres til halvanden Tomme fra Stammen. Dette udføres paa et skyggefuldt Sted helst med en skarp Sax, men man maa ikke tage flere Planter op af Gangen end man kan beskjære Rødderne paa, uden at de bliver tørre, inden de komme i Jorden igjen. Den Jord, som skal bruges til Tuerne, tages om Høsten paa et passeligt Sted, renses og gjennemarbeides med bredtindede Hakker, Fig. 42, hvorpaa man banker den Græstørv, som man først har slaaet af og lagt tilside, vel ovenpaa med Bagen af Hakken, og blander den Jord man vinder derved med den opgravede; saaledes bliver man ved at blande sammen en Flo reen Jord og en Flo udbanket Græstørvjord, indtil man har en 80 til 100 Kubikfod Jord eller 7 til 8 Kjærrelæs paa hvert Sted, hvor der skal plantes.

Fig. 42.

Bredtindet Jordhakke.

Siden brænder man i en Fordybning paa Haugen alle Levninger af Græstørven med Lyng, Rødden og Buske til Aske, og blander dette vel sammen med hele Jordhaugen, som klappes til i Form af et Tag med tvær eller afskaaret Mønsaas. Hvis Jorden indeholder meget Leer, begynder man at brænde Græstørv strax, naar man har faaet de to første Floer, nemlig en Flo Jord og en Flo udbanket Græstørvjord. En rask og dygtig Arbeidsman kan gjøre en saadan Dynge med Plantejord paa 60 til 100 Kubikfod istand paa en Dag, og den vil omtrent være tilstrækkelig til 600 Planter; dog retter dette sig naturligviis efter Planternes Størrelse og Røddernes Vidde eller Udbredning samt Jordbundens Tilstand og Plantedække.


Plantningen foretages om Vaaren, da Jorden bæres frem i Kurve og slaaes ud over Snoren, hvormed Planteraden er mærket. Smaatræernes Rødder sættes lige i Lyngen eller Ugræsset, uden at man strør Jord under, og man søger derhos at lade dem faa sin naturlige Stilling, uden at strække dem og uden at bøje dem. Derpaa rystes eller sopes Jorden op over Rødderne, men den maa ikke trykkes eller klappes til — dette gjør kun Ugavn og Skade paa Trivselen —; thi Tyngden af den Græstørv, som lægges ovenpaa, og hvormed Tuen dækkes til, er tilstrækkelig baade til at trykke Jordtuen sammen og til at holde Planten fast i dens Stilling. Med Græstørvdækket, som lægges ovenpaa, har man havt en dobbelt Hensigt, nemlig: at holde Luften fra at trænge formeget ind i den løse Jord i Tuen, samt paa samme Tid saameget som muligt at hindre Raaske eller de fugtige Dunster, som ere inde i den, fra at trænge ud og tillige at faa dem til at slaa ned igjen i Draaber eller i flydende Tilstand, formedelst Afkjølingen udenfra. Jo bedre Tuen dækkes til, desto bedre lykkes dette; derfor tager man ogsaa gjerne den tykkeste og tætteste Græstørv man kan faa, men hvis det er vanskelig at skaffe saadan frem, kan man ogsaa lade sig nøie med Lyngtørv, og paa Myrer og Moser kan man tage Mosetørv, vende den om og dække den med en Flo raa Jord samt lægge flade Sten paa. Tørven til Tue-Dækkerne skjæres eller ringes bedst ud, som to halvmaaneformige Stykker. Ved PLantning af fleeraarige Træplanter, maa der naturligviis tages flere Tørvstykker. Men enten man bruger mange eller faa, maa de passe eller slutte vel til Jorden samt omkring den unge Træ-Plante, og for at fremme Raadningen af Ugræsset maa de ogsaa i sig selv være saa tætte, at de nogenlunde holde Luften ude, samt saa tunge, at de i Forening med Jorden i Tuen trykke Ugræsset ned. At Græstørven vendes, saa at Roden kommer ud og Græsset ind, er alt før sagt. Hvis Jorden er saaledes skikket, tager man Græstørven bedst og bekvemmest op ved Hjælp af Græstørvhakken Fig. 32, eller ogsaa med den, som her er tegnet Fig. 43.

Fig. 43.

Flaa-Hakke.

Paa smaa Mosemyrer eller Skovmoser, hvor Bredderne ikke ere langt borte, og hvor man altsaa temmelig let kan faa den nødvendige Jord og Græstørv, kan saadanne Plantningsmaader med største Nytte sættes i Værk, naar Foretagendet i den Hele taget kan lønne sig, og naar det desuden kan bære den Udgift, som kommer til ved Udtapningen eller Udveitingen og Kostningen ved den længre Førsel eller Bæring af Træplanter, Plantejord, Græstørv o. s. v. Men hvis Moserne eller Myrerne have en saadan Vidde, at dette ikke gaar an, maa man prøve at hjælpe sig paa en endnu simplere og mindre bekostelig Maade.

Som det paa flere Steder i det Foregaaende er nævnt, maa Myren eller Mosen, hvor det lader sig gjøre, udveites paa en passelig Maade og ligge i nogle Aar for at tørke. Grøftefylden kastes ikke op paa Randen af Veiterne, men samles hist og her paa tørrere Steder i Hobe, for at man senere kan bruge den til at gjøre Plante-Tuer af, og Resten spredes ud over den udtørrede Myrskorpe. Veiterne maa stadig eftersees og renskes op Høst og Vaar, for at Vandet altid kan ledes bort og Luften og Varmen vedblive at virke paa Jordbunden, saa den bliver mere fri for Syrer og Væde. Naar mærkerne paa dette vis sig i en frodigere Plantevæxt, og Myren begynder at bliver mere græsbunden, saa er den rette Tid til Skovsaaning eller til Plantning kommen, selv om de Væxter den bærer kun ere sure Græsarter.

Planteraderne eller Trærækkerne bør mindst være halvanden Alen fra Veitebredderne, for at Veiterne let kunne renskes op, og for at der kan blive Plads til at udbrede den opkastede Veitefyld. Træplanterne bør sættes i Rader, som gaa fra Syd mod Nord, for at Solskin og Varme kan have den frieste Adgang imellem dem, og for at der tillige kan dannes et Værn mod fugtig Vind og skarp Sno fra Vest og Øst. Mellem Planteraderne bør der af samme Grunde være 3 Alen, medens Smaatræerne i hver Rad kun bør staa halvanden til to Alen fra hverandre. Mange Steder vil det ogsaa paa Blødlænde være ganvligt at bruge Buskeplantning eller at sætte 4-5 Smaatrær sammen, da det her kommer an paa at Planterne indbyrdes yde hverandre Ly og Bærge. Naar Plantningen nu skal udføres, bruger man til Plante-Tuerne den Grøftefyld, som blev kastet op ved Udveitingen, og som senere har ligget og luftet sig ud, og derved er bleven kvit en Deel af sine Syrer. Kan denne Jord forbedres ved noget Tørvaske e. a. desl. vil det være meget gavnligt. Imidlertid bør disse Tuer gjøres 3-4 Gange saa store, som de der dannes af god almindelig Jord, og den lette og løse Myrjord maa desuden ogsaa trykkes meget fast til; dog maa den ikke være raa eller klumpet, men kun fugtig. I dette Tilfælde er det ikke alene uskadeligt, men endogsaa nødvendigt at Tuen trykkes fast sammen, for at hindre at den løse Myr eller Mose-Jord, hvoraf den bestaar, ikke skal gjennemstrømmes af Luften og blive reent udtørket. Naar man ikke har god Græstørv eller noget andet, saa tager man Mosetørv, som ogsaa trykkes fast til Tuen; denne voxer snart fast og hindrer baade Regnet i at flomme Myrjorden bort og Solen i at udtørre Haugen under langvarig Tørke.

Skal man kunne regne paa et heldigt Udfald af Plantning paa Myr eller Mose, maa man jevnlig efterse Veiterne og renske dem op; thi hvor Vandet bliver staaende, bliver Jordbunden maaske endda ringere end før, fordi Luftdraget er mere hindret fra at strømme frit henover Jorden, naar Smaatræerne ere noget tilvoxne. Hvis en saadan Standsning eller Tilstand skulde indtræde igjen, vil ogsaa Træerne blive vantrevne og kues i Væxten, saaledes som man seer dem paa Myrerne og Moserne i deres oprindelige Lag og Skik.

Hvad kostningen af denne Plantningsmaade angaar, da er den vistnok, idetmindste i enkelte Tilfælde, noget større end ved flere andre, men dette vindes fuldkommen igjen derved at den er sikkrere, og man vinder desuden flere Aars Tilvæxt ved den; thi de Træplanter der sættes i Tuer, vedblive at voxe uden Standsning eller Ophold, medens Planter der sættes paa andre Maader, ofte sture eller gjøre en Stilstand i 2-3 Aar. Den større Udgift for Tue-Plantningen er i sig selv ubetydelig; thi den ugjør ikke mere end lidt over en Skilling. (4 Pfenning eller 1 1/15 Skilling for en Skok eller 60 Planter, og naar der tages tilbørligt Hensyn til de nævnte Omstændigheder og fornemmelig til den, at Plantningen er saa meget bedre og slaar saa vel til, kan man næsten regne den for ingen. Tue-Plantningen er nemlig lykkedes saa vel, at der paa 4 Aar i 30,000 Skok eller henved 2 Millioner Tuer, kun udkrævedes 374 Skok Planter til Udbedring.

Det siger sig imidlertid selv, at hverken denne eller nogen anden Plantningsmaade kan roses eller anføres, som den der, under alle Omstændigheder og paa alle Steder, er den rette og rigtige. Dette maa komme an paa Jordbund, Lænde, Veirlag, hvorledes de omliggende Egne ere skikkede og meget mere; men til at frembringe Skov paa Blødlænde og Mosegrund synes denne, den saakaldte Manteuffelske Tue-Plantning, at være en af de bedste Fremgangsmaader

Træer og Skove ere ypperlige Midler til at værge Landet og den dyrkede Mark mod Vindenes og Stormenes Skaphed og skadelige Magt. Det dyrkede Land, som ligger i Ly af Skoven, bliver derfor frugtbarere, og der trives ofte Væxter og Frugter, som ellers ikke skulde have Fremgang. Det er saaledes mange Steder her i Landet, hvor Jorden ikke kunde bære Korn, hvis den ikke havde Ly af Skoven. Ude ved Havet og oppe paa Fjeldene er dette tydeligt, men Skoven viser ogsaa i det Indre af Landet en velgjørende Indflydelse paa Frugtbarheden og Menneskenes Trivsel og Velbefindende[2]. De store aabne Myrvidder, som paa saa mangfoldige Steder findes i Norges Kystegne, f. Ex. paa de store Øer i Bergens Stift, i Trondhjems Stift, samt paa Jædderen o. fl. Steder, trænge følgelig til at blive forsynede med Skovbræmme eller Lybælter, førend man kan tænke paa at de skulde bære Korn eller give en rigere Foderhøst. Frembringelsen af Skov paa Moserne vil imidlertid ikke alene hjælpe paa Frugtbarheden ved at give Markerne Ly, men ogsaa forbedre Mosegrunden ved at holde den aaben for Luften, dels fordi Træernes Rødder overalt trænge ned i Jorden, dels fordi Rødderne løsne Jordbunden omkring sig, naar de bevæges eller rystes af Vinden. Saaledes kan uftrugtbare Tørv- og Mosemyrer igjen komme til at blive frugtbar Jordbund. Foruden Ly for Agerdyrkningen og en mere grødefør Jordbund, giver Skovdyrkningen paa Mosemyrerne naturligviis ogsaa en god Indtægt af det Træ, som de saaledes komme til at bære, og som netop i mange af disse Egne baade er en sjelden og kostbar Vare.


  1. Se herom Asbjørnsens Bog: „Om Skovbruget i Norge“, Side 217 til 221.
  2. Se mere om dette i Asbjørnsens Skovbog S. 112-120.