P.F. Steensballe (s. 44-49).
3. Opbrydning.

Det egentlige Jordarbeide kan gjøres paa flere Maader f. Ex. ved Pløining, Harving, Flaahakning, Spadevending, og hvilken af disse man skal bruge, med den største Vinding, kommer an paa, hvorledes Marken er skikket. Det beror ogsaa paa Myrens Skik og Tilstand, hvor dybt man maa bryde den op; men det er i Almindelighed ved enhver Myrdyrkning nødvendigt at gaae dygtig paa Dybet (idetmindste 8-12 Tommer); thi Overfloen, som hverken er raadnet eller frugtbar, er som oftest temmelig tyk, især paa Mosemyrer. Her er det ogsaa en anden Grund til at tage dybt, nemlig den, at man ved Brændingen maa søge at faa saa megen Aske som mulig; thi Mosejorden giver meget mindre Aske end f. Ex. jordblandet Græsmyr. Man bør derfor, hvor det lader sig gjøre, helst paa een Gang skalle af hele den uraadnede Overflo med dens Stubber og Trærødder. Gaar dette ikke an, bør man dog tage bort saameget deraf som er muligt, for at Afstanden til den bedre Jordflo kan blive mindre; thi paa nogen god Høst kan man ikke regne, førend man naar denne.

En billig Arbeidsmaade er Pløining, som man almindelig bruger paa jevn og nogenlunde fast Myrmark. Man har imidlertid ogsaa paa flere Steder brugt den paa adskillig Mark og Blødlænde om Vaaren, naar Tælen er gaaet ud af Jorden til nogle Tommers Dybde, ja paa enkelte Steder har man endog maattet sætte Truger paa Hestenes Fødder. Man har fundet at Plove, der vare dobbelt saa store som de almindelige, vare bedst skikkede hertil, og i Trygstad havde man for nogle Aar siden en saadan Plov, som blev kjørt med 3 Heste; den gjorde godt Arbeide, og Folket fandt at den sparede Tid og gjorde stort Gavn, hvorfor Flere leiede den til at kjøre raa Myr med. Der gives imidlertid endnu en anden Fremgangsmaade, som er kommen i Brug i de senere Tider, og som synes at være mindre kostbar, end nogen af de før nævnte; den bestaaer deri, at man harver Marken, helst med Knivharv, om Vaaren, naar Sneen er smeltet, og Jorden er tinet op til 3-6 Tommers Dybde, men medens der endnu er saamegen Tæle tilbage i den, at den bærer Hestene. Da Græsvolden eller Tørven nu er opløst af Væden, rodes den dygtig op og smaadeles ved Harvingen. Naar Tælen tiner dybere op, kjører man med „Ard“ (Al) og lægger Marken i dybe men glisne Furer og lader dem ligge saaledes i nogle Uger. Ryggen af Vælterne eller Plovtørvene (Plovstrimlerne) tørker da og kan brændes, uden videre Vedgjærd. Denne Framgangsmaade synes at være den billigste af alle, som man hidtil kjender, men man maa have jevn Mark forat kunne bruge den. Er Marken fuld af Stene, Busker, Rødder, samt Læger og Rodvælter, saa maa naturligviis alt dette ryddes bort, ligesom ved Pløiningen af et Nybrødt, og i slige Tilstande bliver der mindre Forskjel paa Kostningen forat bryde Nyland eller dyrke Myr. Paa Græsmyr er der imidlertid altid Grund til at bruge den af de to sidste Arbeidsmaader, som bedst lader sig udføre, enten Pløining eller Tæleharving.

På Mosemyrer kan der neppe være Spørgsmaal om anden Redskab end Flaahakke og Rodøxe; thi om Moserne er jevne og saa fri for Skov og Rødder, at Plov eller Harv kunne komme frem der, da kan man være temmelig sikker paa, at Marken er saa ringe og daarlig skikket, at den ikke duer til at dyrkes, førend den har ligget og tørket i mange Aar.

Til Dyrkningen eller Arbeidet paa Mosemyr er saaledes Flaahakning og Rodhugning den eneste rette og passende Maade at arbeide paa, som man kjender.

Man pleier sige, at Tørven skal tages tynd, naar man bruger Flaahakken. Denne Forskrift, som uden Tvivl er meent for Flaahakning paa Græsmyr, passer ikke for Arbeidet paa Mosemyr. Hensigten er her nemlig at skaffe væk den øverste uraadmede Skorpe eller Flo, som paa Mosemyrer ikke pleier være meget tynd. Af denne Grund bliver det netop nødvendigt at hugge dybt med Flaahakken, for at komme til den mere raadnede eller jordagtige Flo, som ligger under, og som man bør søge at naa jo før jo heller. Det er vistnok sandt, at tynd Mosetørv lettere tørker og derfor bedre kan brændes end den tykkere, men det er ingen Vinding at vælge den letteste Arbeidsmaade, naar man ikke udretter det, som skal udrettes ved den. Ved Flaahakningen bør man derfor, hvis det lader sig gjøre, helt oprive og aftage hele den uraadnede Skorpe eller Flo med dens Stubber og Rødder paa een Gang.

Kan dette ikke ske, bør man tage bort deraf saameget som muligt, for at minke paa Afstanden til den bedre Jord; thi man maa — som sagt- ike gjøre Regning paa nogen god Høst, førend man naar denne.

Ved Opbrydning til Brændning af saadan Jord som 7de Afdelings 1ste Klasse, bør man ikke optage mer end 2 Tommer af selve Jordlaget og ved 7de Afdelings 2den Klasse neppe 1 Tomme. For en billig og rimelig Priis at skalle en tynd Jordskive af, er ikke mulig med noget andet Redskap end Flaahakken.

Flaahakning er imidlertid ligesom Spadevending en Arbeidsmaade, som kan bruges paa al Slags Myr og Tørvjord, men almindelig bliver den den dyreste, og derfor bruger man naturligviis ikke nogen af disse, hvor man kan hjælpe sig med en billigere. Spadevendingen bør kun bringes, naar Marken er saa blød, at den ikke paa nogen Viis kan bære Plovhestene, eller naar Overfloen er saa fuld af Tuer at Ploven ikke kan gaa for disse.

Spadevending og Afskalling samt Tørvbrænding har alt været brugt i meget gamle Dage, langt borte i andre Lande af Romerne og Chineserne, og derfra er Brændingen kommen nordover. Almindelig bruges og drives det paa Heider, gamle Enge og tørkede Myrer og Moser. Mange Steder, som i Spanien og Frankrig, brændes Stubben, og i flere af Englands mest kornrige Landskaber brænder man endog baade Stubben og Halmen. Naar et Heideland, en Myrmark eller en gammel Eng der skal slaas eller skalles til Brænding, saa skaller man Tørven af i regelmæssige eller jevnstore Stykker. Dette udføres for det meste ved Hjælp af forskjellige Slags Spader. Den beste Spade til dette Brug er den engelske Tørvspade, som findes tegnet Fig. 25 og 26.

Fig. 25.Fig.26

Engelske Tørvspader.

Denne er, som den bør være, meget stærk, og den skarpe Kjøl under, samt den Vinkel, som Skaftet danner mod Bladet, gjør det meget lettere at arbeide med den. En anden Spade, som seer egen ud, men som ogsaa er meget god, er at se Fig. 27.

Fig. 27.Fig. 28

Engelsk Tørmosespade.Haandtag og Skaft af den store engelske Tørvpade.

Paa denne er Bladet indrettet saaledes at det baade skjærer Tørven løs vandfladt og paa Siden, og Arbeidet bliver ved denne ordentligere, fordi Tørvstykkerne blive jevne og lige store. Denne Tørvspade bruges ogsaa meget i England, og lignende Spader er det, som man almindelig bruger til at skjære Brændetørv med. I en Dybde af 4-6 Tommer støder og skyder Arbeidsmanden denne kraftigt frem, saa at der spades op lange Tørvremser, som for det meste vendes med det samme. Paa gammel forgroet Lyngbund og andet lignende Jordsmon aarker ikke en Mand at haandtere den, og man indretter den da noget anderledes, saaledes at to Mand kan lægge sig mod Skaftet, Fig. 28, medens en tredie trækker med et Taug, der er sat fast foran i Ringen; paa steenfemgt Jordbund bruger man ofte Grev eller Gafler med 3-4 Tinner istedetfor Spader. Da dette Arbeide paa mange Steder ansees for at være for tungt for een Mand, saa har man søgt at gjøre det lettere ved først at skjære Tørven igjennem i rette Linier med en Tørvkniv, Fig. 29, og at løsne Remserne med en Tørvløfter eller Tørvvender, Fig. 30, som en Arbeidsmand drager og en skyder paa. Den gjør altsaa det samme Arbeide som en liden Plov.

Fig. 29.Fig. 30.

Tørvkniv.Tørvløfter.

I store Brug, og der vor Tørvjordsbrænding og Græstørvbrænding høre til hver dags Skik, pleier man ogsaa altid, naar det kan gaa an, at løsne Tørven og vende den ved hjælp af en Plov. Hertil kan

nesten enhver Plov bruges, naar man, istedetfor det almindelige Plovjern, Fig. 31.
Skalplovskjære.
sætter derpaa en Skjære eller et Beskne, som er brav høit, Fig. 31. Er det imidlertid nødvendig at faa Plovvælterne lige store, bruger man at lade en Skarifikator, eller et Redskab med flere skarpe Knivtinder, gaa i Forveien for Ploven og Skjære Jordskorpen op i flere lige brede Remser.