Om Myrdyrkning/Udtapning
Første Stykke.
Om Udtapning og Udveiting eller Afgrøftning.
Det kan aldrig nytte at tænke paa at dyrke eller lægge Arbeide på en Mark, som de indstængte Jordsyrer og Grundvandet ikke kan skaffes ud af, thi saalænge som Myren eller den vandsyge Mark staar fuld af Vand, er Varmen lav og ringe, og da de uddøde Væxter og Plantelevninger, hvoraf Myren bestaar, ere gjennemtrængte af det kjølige Vand og Jordsyrer eller Survæde, der hindrer Raadningen, saa gaar denne kun meget langsomt eller aldeles ikke for sig, og der udkræves derfor meget land Tid til at saadanne Myrer kunne forandres til Muld eller Madjord. Tapper man derimod Vandet ud, synker Myren sammen, de uddøde Væxter og Affald af Væxter komme i nærmere Berørelse, Luften faar Leilighed til at virke paa dem, Varmen stiger, og naar Myren da danner en fastere Masse, begynder den først at raadne, hvorved den bliver tjenlig til Næring for andre Planter, og følgelig er det da først Tid at begynde paa at dyrke den. Medens den første Betingelse for Myrdyrkning saaledes er den, at Vandet føres bort, er den næste, at Syrerne, som indeholdes i Tørven eller Myrjorden, bindes; dette fremmes, som i det Følgende nærmere skal vises, snarest ved Hjælp av brændt eller ulædsket (kaustisk) Kalk, Træaske, Tørvaske eller Tørvkul, brændt eller røstet Leer, men ogsaa, skjønt ikke saa snart, ved Paaførelse af Leer og sandblandet Jord; thi ogsaa i disse findes for en Deel de nødvendige Bindemidler (Baser) for de frie Syrer, som hindre Plantevæxten. Udtapningen eller Afledningen nævnes først og fremst.
Førend man begynder nogen Myrdyrkning maa man altsaa nøyagtig undersøge, om man kan faa Grundvandet ud af Myren, til hvilken Dybde det kan skee, og hvor store Udgifterne blive, i Forhold til Størrelsen og Godheden af den vandsyge Mark.
Det gives naturligviis flere forskjellige Maader at udtappe eller aflede Vandet paa. Den som mest almindelig er i Brug hos os, er at optage Tørkeveiter eller Hovedgrøfter, eller skaffe Vandet bort ved Afgrøftning. Denne maa, under enhver Omstændighed, idetmindste bruges, forat veite eller lede Vandet hen til en eller anden kant af Myrken eller Marken. Det er imidlertid ikke altid sagt, at det er saa let at udtappe en Myr eller Mose, at man kun behøver at optage nogle Veiter eller Render; ofte har den vandsyge Mark ikke noget Afsig, idet den f. Ex. ligger i en Fordybning eller Dok mellem Bjerge, Bakker eller Høider, som man enten ikke kan gjennemgrave, eller ikke vil koste paa at bryde eller mindere hovedgrøften igjennem. Under saadanne Omstendigheder maa man søge at faa Vandet ud paa anden Maade.
Et meget virksomt Middel til at udtørre sadanne indheldende eller indskraanende myrmarker, som ogsaa med god virkning har været brugt her i Landet, er Bundhuller eller Dragveiter, et Slags Brønde, hvis Anvendelse er megel gammel og som alt er omtalt i Thaers Grundsætninger for Jordbruget.
Som oftest er der nemlig under Myren en fastere Flo af Leer o. a. desl. og under denne ikke sjelden andre Floer af Gruus, Sand, Rullestene eller saadanne Ting, som der er større eller mindre Aabninger imellem. Gjennembrydes nu den første af disse Floer, sildrer eller rinder Myrvandet efterhaanden gjennem Bundhullet ned det løsere Underlag, gjør sig Vei gjennem Jorden og kommer siden som Kilde eller Olle frem et eller andet Sted nedenfor. Man graver altsaa een eller flere Brønde i Myren, som man fylder med store Stene, og i disse Brønde lader man hovedveiterne krydse eller gaa tvært over hverandre; Brøndene gives en større eller mindre Dybde, eftersom Tapningen skal gaa fortere eller sagtere. Har man Anledning til at bruge et Jordbor, maa man prøve med dette, før man begynder at grave; thi det hender ikke sjelden, at der i Grunsfloen under Leret eller Auren løber Kilder eller underjordiske Vandaarer, som trænge op og forøge den Vandmasse, der allerede er tilstede, istedetfor at denne skulde afledes derigjennem. Som bekjendt, er det især Leerjorden, som holder Vandet tilbage, saa at det vanskeligt eller endog aldeles ikke kan komme igjennem dette Slags Jordbund; heraf vil man skjønne, at Vandet følger eller bliver staaende ovenpaa de Leerfloer, som findes i Jorden, der dannes saaledes paa disse fleresteds større eller mindre Vandsamlinger, som, naar de blive staaende der, ere den første Oprindelse til Myrer, Moser og Sølemarker eller Blødlænde. Naar disse Leerfloer have et vandfladt eller svagt heldende Leie, rinder Vandet bort af dem, hvis det ikke mangler Udløb eller Afsig, men de vise sig ligesaa ofte ved Jordskorpen, sænke sig derpaa ned til visse Dybder og kommer op igjen længere bort, saaledes som man kan see paa Fig. 1 ved A.
Fig. 1. Tvœrslaar af en udveitet Myr.
Naar Leerfloerne ligge saaledes som paa Figuren, danne de, som man siger, et Bækken, en Skaal, eller Dokker og Hulninger, hvori der samles en stor Mængde Vand, som ved al Slags Nedburd rinder ned over Bakkerne og samler sig i Dokken; men dette Vand mangler Udløb, og naar der faar samlet sig meget af det paa Bunden af Kjedlen eller Skaalen, saa trykker det sig gjennem de øvre Jordfloer, til disse blive gjennemtrængte heraf, og viser sig endelig i Lyset; kan det nu heller ikke ved Jordskorpen finde noget Afløb eller lavere Sted, som det kan flyde udover, saa dannes der en fuldkommen Myr, hvis staaende Vand kun minker derved, at endel af Vandet dunster eller damper bort i Luften. Har man undersøgt Plantevæxten paa en saadan Myr, og man er kommen til Vished om, at den bør dyrkes, eller at Vandet bør afledes, for at forbedre Skovens Væxterlighed, forat formindske den Kulde og Frostnæmhed Myren foraarsager, eller forat tilintetgjøre de skadelige Opstig og Gusser den udsender, eller af alle eller flere af disse Grunde, saa gaar man frem paa den Maade, som nu skal beskrives.
Fig. 2. Grundrits af Fig. 1.
Det er allerede sagt, at Myren er omgivet av Bakker eller Høider, som det vilde være umuligt eller altfor bekosteligt at grave et Udløb igjennem. Naar Fig. 2 er Planen af Fig. 1, fremstilles derpaa en Myr, der ligger ligesom i et Fad eller i en skaalformig Fordybning, saa maa man først se at komme efter, om den har Heldning til nogen Kant. Paa denne Myr vil man finde, at det laveste Sted er midt i den. Nu optages der, ligesom ved den almindelige Afgrøftning, flere Tapningsveiter eller Afledningsrender B B B, der ere brede og dybe nok til at lede Grundvandet bort. En hovedgrøft af lignende eller maaskee endog lidt større Dybde optages efter Længden av Myren.
Lodret Tværskaar af en Tørkveit.
Almindelig maa Siderne af disse Grøfter have en stærk Heldning eller Skraaning, som man kan se Fig. 3. Den øverste Aabning eller Bredde, bør nemlig mindst
bør den altsaa være 4 Alen bred og undertiden endog bredere; men hvis Myren eller Mosen bestaar af en temmelig fast Masse, er det ikke nødvendig at afskakke (docere) Borderne eller Siderne stærkt, thi de falde da ikke ind, eller glide ud, og hvor dette forudsees, kan man spare ind Meget af det første Udlæg til Veitingen.
Saasnart som disse Grøfter ere færdige, bores der ved Hjælp af et Jordbor, eller paa anden Maade, i bestemte Mellemrum Huller i dem, saaledes som det er at se i Fig. 1 og 2; dette gjør man for at faa det Vand, som findes paa Dybden, til at trænge op i Grøfterne og flyde bort. At optage en Landveite for at modtage Overvandet fra Bakkerne vilde være meget gavnligt, men det er ikke udført paa vor Figur. Det laveste Sted er midt paa Myren; her maa man altsaa skaffe den Udløb eller Afsig, ved at optage en Brønd, saaledes som ovenfor er omtalt, med en lodret Rende eller, som det ogsaa kan kaldes, en Dragveit i Bunden (Tydsken kalde det en Sugeschakt). For at det hele Arbeide ikke skal slaa feil, maa man naturligviis, før man har gjort noget andet Arbeide, have undersøgt om Undergrunden er saaledes skikket, at dette gaar an. Hvis Myren, eller den Mose- eller Tørvflo, hvoraf den bestaaer, ikke er meget dyb, vil en saadan Brønd, som vi i det Foregaanede have omtalt, være tilstrækkelig; men naar den er saa dyb og saaledes skikket, som den, der er tegnet paa Fig. 1 og 2, kan man ikke give sig til at grave heelt til Bunds. Arbeidet udføres da saaledes: Først graves der et dybt Hul eller en Brønd paa det laveste Sted i Midten av Myren (ved E Fig. 1 og 2). Oventil er denne omtrent 7 à 8 Alen vid. Væggene er Siderne (Borderne, Barranne) i den maa naturligviis skraane ned, forat de ikke skulde falde ind eller rape ud. Den graves i denne Myr 9—10 Alen dyb, og naar man holder op at grave, borer man med Jordboret til det naar gjennem Undergrunden eller den Leerflo, som Myren hviler paa, og bliver ved til det kommer ned i Grunsfloen eller Sandfloen, der ligger under denne igjen; thi gjennem denne kan Vandet rinde bort eller sige ned i Jorden, naar der ikke er Vandaarer eller Opkommer i den; men hvis Myren staar saa fuld af Vand, at man ikke kan komme til at grave, maa man bore først, for at faae Bundhullet til at virke, og saa grave siden; thi at lændse den store Brønd, som har Tilløb fra hele Myren, ved Pumpning eller ved at øse, vil blive altfor kostbart og møisommeligt. Naar dette er færdigt, sætter man ned i det opborede Hul et Rør eller en Rendestok af Or, Alm, Eg eller Fure, C Fig. 4.
Fig. 4. Tvœrsnit af en Dragveit.
For at denne Rende ikke skal tæppes til, lægger man Klungerkviste eller Tornekviste over Aabningen og sætter op over Enden paa Stokken og Klungerriset en liden Kiste af flade Stene, saaledes som det er at see ved D Fig. 2. Tilsidst fylder man hele Brønden eller Hullet med Stene, til det naar op til Bunden paa den øverste Jordflo, C Fig. 2 og G G Fig. 4, eller under Bunden paa Hovedgrøften. Det siger sig selv, at alle Hovedveiter eller Afledningsrender i Myren maa helde lidt nedover mod denne Brønd; men Faldet maa ikke være for stærkt, thi hvis det skulde være Tilfældet, kunde en stærk Skylregn, som ofte kan falde under Tordenbyger, skylle Gjørme eller Muddersørpe med sig fra alle Grøfter og tæppe Brønden og Dragveiten til, saa den ikke kan trække, og herved kan det hænde, at hele Marken kan komme under Vand igjen.
Skal man udveite en Myr paa denne Maade, maa man først lave istand Brønden med Dragveiten eller den lodrette Afledningsrende, derpaa optage de aabne Hovedveiter og tilsidst gjøre Borehullerne i disse. Til at udføre dette Arbeide er det, som man kan skjønne, nødvendigt at have et Jordbor; thi ved et eneste Bundhul kan man ikke alene spare megen Gravning, men det er ofte ikke engang muligt at faa Undervandet frem uden et saadant. Dette er ogsaa til mange andre Arbeider og Undersøgelser et saa nyttigt og uunværlig Redskab, at det burde findes i hver Bygd, idetmindste burde for det første hvert Landhuusholdningsselskab eller Landboforening eie et saadant.
HulboretMeiselbor forfra og fra Enden.
Jordboret bestaar af Boret, Stangen og Haandtaget. Det almindelige Bor, som man oftest har Brug for, er et Slags Hulbor, som holder 3—4 Tommer i Tværmaal, samt 14—16 Tom. i Længde. Naar det kommer an paa at gjennembore fastere Jordfloer eller Bjerg, bruger man først et Meiselbor eller Minerbor, som ved en Rambuk heises op og slippes ned igjen, og siden Hulboret. Efter den forskjellige Haardhed og Skik af de underjordiske Floer, som skulde gjennembores, bruger man ogsaa forskjellige andre Boregreider, saasom: Skruebor, Spiralbor m. fl., ligesom ved Opboringen af Dybbrønde eller saakaldte artesiske Brønde og Borehuller.
Et af de fortrinligste og nyttigste Jordbor, især til Brug ved ringere Dybder, er det Skivebor eller Spiralbor, der er tegnet her paa Fig. 8 og 9. Med dette arbeider man baade let og hurtigt, og det kan f. Ex. med megen Vinding bruges til at bore Huller i Jorden for Stolper til Gjærder, Stakitter o. a. besl.; thi man udfører det mangedobbelte Arbeide i samme Tid, og har foruden den Tid og de Penge der spares, ogsaa den Fordeel, at Stolperne med det samme staa som om de vare skruede fast i Jorden. Det er dette Jordbor, som man har brugt til Nedsætning af Stolperne paa Telegraflinien her i Landet.
Hvert af disse forskjellige Bor er oventil forsynet med en Skrue eller Skruegjænge, ved hvilken det kan skrues fast paa Stangen, Fig. 10, der almindelig er 2—3 Alen lang. Det siger sig selv, at denne Skruegang maa gaa den modsatte Vei af den, hvori Boret dreies. Stangen maa være indrettet saaledes som Figuren viser, at man kan skrue det ene nye Stykke paa efter det andet, eftersom man borer dybere ned i Jorden.
b) Enden af Stangen.
c) Modtrykken.
Almindelig behøves der tre Mand til Boringen; den ene af disse styrer Stangen og hjælper til at trykke den ned; begge de andre dreie eller skrue Boret ned i Jorden ved Hjælp af Haandtaget, der tilligemed Splinten eller Kilen, hvormed den fæstes til Stangen, sees paa Fig. 11, 12, 13.
Fig. 11 HaandtagetFig. 12. Samme ovenfra.Fig. 13. Splinten eller Kilen.
Ved Boringen maa det være en almindelig Forskrift, at man aldrig borer dybere af Gangen, end Skeen eller Hulboret rækker, thi ellers er det meget vanskeligt at trække det op af Jorden, ja det hænder endog at det brydes istykker.
Paa den her omtalt Maade kan man altsaa ofte endog temmelig let udtappe Vandet, især af mindre Myrer, hvis Undergrunden er saaledes skikket, at Vandet derigjennem kan faa Afsig, naar den er gjennemgravet eller gjennemboret; ved Myrer og Moser af større Vidde vil denne Fremgangsmaade imidlertid ikke altid række til, og hvis Underlaget er saaledes skikket, at Vandet ikke kan faa Afløb nedad, maa man bruge andre Midler forat skaffe det bort. Der tales nemlig fremdeles om Myr eller Sidlænde, som paa alle Kanter er omgiven af høiere Mark, hvorfra Regn og al Slags Nedburd flyder ned og mætter Jorden eller Myren med Vand, som bliver staaende i den og over den.
Fig. 14. Afgrøftning og Opdœmning.
Det første, man har at gjøre ved et saadant Stykke, er at stænge ude Overvandet, som kommer ned fra Høiderne, Til denne Ende optager man enten, som hertillands almindelig er Brug, en Landgrøft rundt om Myrens Kanter i Skjellet mellem den vandsyge Mark og den faste Jordbund, eller ogsaa kaster man tillige rundtomkring op en Dæmning eller Jordvold, A Fig. 14, af Leer eller anden seig jord, som ikke let slipper Vandet igjennem. Denne finder man ikke sjelden paa ringe Dybde i Undergrunden, og man kan i saa Fald tage den i Bunden på Landveiten og Afledningsgrøften B. Jordvolden maa ogsaa hvile på en tœt og fast Jordflo, som Vandet ikke kan trœnge igjennem; thi hvis man f. Ex. lagde den paa den sædvanlige Myrskorpe, hjalp det ikke til Noget, da Vandet let vilde trænge igjennem denne. Man søger naturligviis siden indenfor denne Dæmning ved Afgrøftning at lede Vandet hen til den Kant, hvorhen Marken helder. Naar man nu ikke her kan blive af med det ved Hjælp av Dragveiter, eller disse kun raade med at føre bort en liden Vandmængde, som ikke forslaar stort mod den, som ofte er samlet paa saadan Mark og Myr, eller naar slige Suge- eller Dragveiter ikke kunne anlægges, saa har man paa mange Steder i Udlandet indrettet og opbygget egne Maskiner eller sammensatte Redskaber til at øse Vandet opp med. Der gives mange Slags af disse, som Øsesnegler, Arkimedesskruer eller Skruer uden Ende, Øseturbiner eller Vøttehjul, Kassehjul og Skuffehjul. Af disse sidste ansees det, som almindelig bruges i Syd-Frankrig, for at være det bedste. Det er ogsaa indført paa mange Steder i Tydskland, hvor det kaldes: „Øsehjulet eller Skuffehjulet fra Bayonne“. Det seer saaledes ud, som det fra forskjellige Kanter er tegnet Fig. 15—18.
Tværmaal efter c d Fig. 15, fra Bredisen. Tværskaar efter e f Fig. 15, saa at
man seer Aren eller
Hjulaasen og dens Tapleie.
Fig. 19.
Forat sætte dette Hjul i Gang, forbinder man det med et lodret Trædehjul, der drives ved Menneskekraft, eller ogsaa sættes det i Forbindelse med et fladtliggende Kamhjul eller en anden Indretning, som dreies rundt ved Heste, Oxer eller andre Dyr; i Ægypten seer man saaledes ikke sjelden Asenet og Kamelen parrede sammen til dette Arbeide. Er Foretagendet af et saadant Omfang, at der udkræves en større og varigere Drivkraft, kan intet være mere tjenligt og tilraadeligt end en liden Dampmaskine, som kan flyttes og føres; thi den kan ogsaa nyttes til meget Andet. Et saadant Hjul kan, eftersom den Drivkraft hvorved det dreies eller svinges om er svag eller stærk, hæve 30—50 kubikfod Vand til en Høide af 3 á 4 Alen i Minuttet. Dette udtømmes da, saaledes som det kan sees paa Fig. 17, i en Rende, hvorfra det kan ledes hen og benyttes til Overrisling eller Vanding af Enge og Agre. Dog maa man være forsigtig med at bruge det hertil; thi saadant Vand har ofte vist sig skadeligt, naar det er bleven ført paa Engen for snart, efter at det er kommen op af Myren. Luften må nemlig virke paa det først, førend det kan bruges hertil, og det er derfor godt, om det har et Stykke Vei at rinde, førend det anvendes til Vanding og Overrisling; i andet Fald kan det først ledes hen i Damme, hvorfra det siden kan føres ud paa Engene.
Det forstaar sig af sig selv, at hvis dette Øseværk indrettes saaledes, at det kan bevæges ved Hjælp af det Vand, som det selv øser op, saa bliver det Hele billigere og mere lønnende. Man har forresten ogsaa saadanne Øse- eller Pumpeværker, som drives ved Vind, men det er indlysende at disse ofte slaa feil, naar man bedst behøver at have dem i Virksomhed.
Den Fremgangsmaade at udtappe Myrer ved Øsehjul er rimeligviis lidet kjendt og brugt her i Landet. I andre Landre, f. Ex. Holland, er den, som sagt, meget brugt, og i Ægypten seer man lignende Indretninger og Øseværker hcert Øyeblik, men der anvendes de fornemmelig til at føre Vandet op i Høiden for at overrisle og vande store Eng- og Agerflader. I Sverrig har man gjort Forsøg dermed, og der er i 1842 paa Svensk udkommet et lidet Skrift derom *) Af Oberst G. Lagerheim. Der siges imidlertid, at man der endda har for liden Erfarenhed i denne Sag.
Hvad Omkostningerne angaar, da beror dette for en stor Deel paa Lændet, og hvorledes Myren eller Marken ligger til, samt paa Størrelsen af Foretagendet; thi det forstaaer sig selv, at Tilkostningen og Driften af saadanne Greider ikke kan svare Regning ved Opdyrkningen af Smaamyrer.
Den gamle hævdede Fremgangsmaade at aflede Vandet ved Grøfter, som baade er den simpleste, greideste og almindeligste, har vistnok et stort Fortin for hiin, thi naar Grøfterne ere færdige, saa rinder Vandet sin Kos uden nogen videre Foregjerd; ved Bøttehjul eller Skuffehjul kræves derimod stadigt Tilsyn og Omtanke efter hver ny Nedburd, samt desforuden den fornødne Arbeidskraft, som paa enhver Aarstid behøver at anvendes hertil. Er det nødvendigt at bruge denne Fremgangsmaade, eller man finder den god til sit Formal, naar Dyrkningsforetagendet er af den Betydenhed, at det kan lønne sig, da er det bedst at holde en egen Mand eller egne Folk, der forestaa denne Opdrift og Afledning af Vandet, i modsat Fald vil det være Fare for, at Marken ved tilfærlig Glemsomhed eller Forsømmelse kan sættes under Vand og tage Skade.
Enskjønt man ikke maa overse hvilken stor Vinding denne Opdrift og Afledning ved Skuffe- eller Kassehjul kan berede, saa er det vistnok, indtil man ved Erfaringer er kommen til den paalidelige Kundskab, som man siger man endnu mangler i Sverige, om Fordelene og Manglerne ved denne Fremgangsmaade, det sikreste til Dyrkning at vælge Steder, som ligge saaledes til, at der er eller kan skaffes Afløb for Vandet. Overskylles Myren eller Marken til enkelte Tider ved Flom eller ved Undervand fra Elve og Søer, der ligge høiere eller i Jevnhøide med den, siger det sig selv, at disse først maa sænkes, før der kan tænkes paa nogen Udtapning.
Beslutter man sig altsaa til at dyrke en Myr eller Myrlænde, saa maa man føste afgrøfte den, og det forste Spørgsmaal er daa hvor høit Faldet, eller hvor dyb Hovedgrøften bør være, for at den vandsyge Mark med Fordeel kan hævdes; dette beror naturligviis for en stor Deel paa Markens Beskjaffenhed og Fasthed.
Overfladen sænker sig nemlig mere eller mindre efter Udtapningen: Myren synker sammen; og Myrens øverste Flo af Mose og Rødder, som maa bortskaffes, kan have forskjellig Tykkelse. I Myrer der have fast Bund, bør Hovedveiten, eller den første Grøft som optages, være tilstrækkelig stor til at kunne modtage og bortføre hele den Vandmængde, som kommer fra de øvrige Grøfter. Den bør, som ovenfor er omtalt, derfor mindst være 2 Alen dyb, 1 Alen bred i Bunden og 3 — 4 Alen bred oventil. Men medens denne Dybde af Hovedgrøften kan være tilstrækkelig paa Myrer, der have en fast Bund, især dersom man siden tænker fornemmelig at dyrke Græs paa Myren, hvilket efter gammel Erfaring trives bedst paa Jord, som er noget fugtig, saa er dette ikke tilstrækkelig paa Mosemyrer; tgi i disse, eller Myrer som ere stærkt mosegroede, og som have en tykkere Bedækning af uraadnede Plander, der maa Faldet være høiere eller Grøfterne dybere; saadanne Myrer synke nemlig stærkere sammen, og da desuden Græsset paa Moser af mindre god Skapnad ikke altid slaar rigtig til de første Aaringer, saa udsætter man sig let for Tab om man tager Veiterne for grunde. Derfor er det ikke tilraadeligt, at tage paa at dyrke en Mose, hvor man ikke i det minste kan faa et Fald af 3 Alen; thi som anført synker Mosen under fortsat Behandling sammen, saaledes at Faldet sjelden bliver for stort, inden den kommer i brugbar Stand, Naar man saaledes ved en Hovedveit eller Afløbsgrøft har forberedet Vandets Udtapning, pleier man almindelig gjennemskjære den Deel af Myren, som skal dyrkes, med tvende Grøfter, der krydse hverandre paa Midten af denne Vidde. Paa denne Maade har man troet, at man bedst kunde aflede Vandet fra alle Dele og Kanter af den Mark, som skal dyrkes. Men Formaalet opnaaes ikke ved denne Fremgangsmaade; thi al den Væde eller det Overvand, som flyder ned fra de omkringliggende Høider, maa nemlig først trænge igjennem Jorden før det kan komme til de optagne Veiter, og Marken bliver derfor fremdeles ved at være vandsyg. Dette afhjælpes ved rundt omkring, i Skjellet mellem Myren og den faste Mark, at optage en Landveit eller Landgrøft der har tilstrækkelig Dybde, til at modtage og aflede alt Overvand fra den omliggende Jord, saa at det ikke kan trænge ind og gjøre Skade paa Myren. Dybden af denne maa naturligviis passes efter Omstendighederne, og i Almindelighed bør den være fra 1 ½ til 2 Alen dyb samt 2 til 3 Alen bred oventil og ½ Alen i Bunden. Tager man den for grund, rammer man ikke Øiemedet; thi Vandet trænger da for en stor Deel ind i Myren under Bunden af den; det er derfor altid det sikreste at give Landveiten tilstrækkelig Dybde og Fald samt at lægge den et Stykke fra den faste Mark, som omgiver Myren. Da modtage disse Landveiter alt det Vand, der rinder til fra Siderne, og dette flyder snart bort, uden at trænde ind i det afgrøftede Stykke, der saaledes efterhaanden tørker og bliver skikket til Dyrkning. Erfaring har vist, at denne Fremgangsmaade er meget nyttig. Det er ogsaa en Erfaring, at Moser og Myrer almindelig ere dybest langs med Kanterne, hvilket tydelig kommer deraf, at Overvandet, som bestandig rinder ned fra den høiere Mark, der ligger omkring Myren, bliver staaende her, uden at det kan finde Afløb, og de Vandsamlinger, som saaledes fremkomme, maa naturligviis afledes, inden de kunne gjennemtrænge Jorden, hvis man vil vente, at den skal kunne dyrkes og blive grødefør.
Hvis den Myr eller Mark, som skal dyrkes, har en betydelig Vidde, bliver det ogsaa fornødent at gjennemskjære den med en eller flere større Hovedgrøfter, for at aflede den overflødige Væde, som Marken Super eller trækker i sig i Vaarbløden og ved stærkere Nedburd. Paa saadanne sidlændte Marker og Myrer som her er Tale om, findes der ogsaa ofte mindre Holmer eller Høider, som Vandet samler sig omkring, ligesom ved Bredderne. Herfra maa man ligeledes søge at lede Vandet bort ved Afstikkere eller Tværveiter til de større Grøfter, hvis Marken ei i Nærheden af dem skal komme til at lide af Syre; det samme maa man ogsaa gjøre, om man skulde mærke, at der hist og her i Myren gives dybere Huller, som Vandet bliver staaende i. Har Marken en saadan Vidde, at man ikke kna eller vil foretage sig at bringe den under Dyrkning paa een Gang, og man anseer det for at være altfor kostbart strax at afgrøfte den i hele dens Omfang, saa kan man ved en Hovedgrøft eller Afløbsveit afskjære et Stykke saa stort som man vil, og naar dette paa den Maade, som ovenfor er beskrevet, omgives med Afløbsrender, saa kan det dyrkes, medens den øvrige Myr eller Mark vedbliver i sin oprindelige Tilstand; thi Væden hindres ved de optagne Veiter fra at trænge indi den dyrkede Mark.
Det er saaledes indlysende, at Hovedveiternes eller Tapningsgrøfternes og Tværveiternes samt Landveiternes Dybde maa indrettes saaledes efter Hældningen eller Faldet, at man ikke graver dem dybere end Myrens Udløb er, thi det var før til Skade end til Nytte; selv om Faldet skulde være større end 2 Alen, saa bør man dog almindelig, naar man først optager Grøfter, standse ved denne Dybde. Der er to Grunde derfor; den første er, at Markens overste Flo tørker altfor Stærkt, hvis Vandet paa een Gang tappes ud i en større Dybde, og det er noksom bekjendt for Enhver, som har havt med Dyrkningen af Myrjord og Tørvjord at Gjøre, at man i mange Tilfælde til ingen Nytte kun vilde forøge Dyrkningsudgiften, ved at optage dybere Grøfter. Det behøves nemlig neppe at erindres, at enhver Forøgelse af Dybden kræver en tilsvarende Øgning af Bredden paa Veiterne, og Gravningen bliver naturligviis ikke lidet øget, om man vil give sig til at bruge hele Faldet paa een Gang. Da nu desudenden hele Myrdyrkning, som ovenfor er nævnt, vilde have Skade heraf, saa bliver det altid det nyttigste, naar man har høit Fald, i Begyndelsen kun at bruge en passende Deel deraf eller afknappe Dybden af de første Veiter til et Par Alen, og lade Resten være ubenyttet til senere hen. Efterhaanden sænker Marken sig, og naar Grøfterne minke saavel herved, som fordi den øvre Flo af Myrlændet borttages, saa kan man siden med en forholdsviis ringe Bekostning oprenske dem og gjære dem dybere, eftersom det trænges til, uden at man behøver at udvide dem noget videre i Bredde. Ved en saadan Fremgangsmaade bliver Afgrøftningen ikke saa kostbar, som om man strax vilde optage Veiter, der vare saa dybe som Myrens Faldhøide kunde tillade. Hvad Bredden af disse Grøfter angaar, da bør den i Bunden, som alt ovenfor er omtalt, mindst udgjøre 1 Alen, og, hvis Dybden er 2 Alen, behøves der i Jordskorpen 4 Alens Bredde, for at Skraaningen paa Siderne skal være stor nok. Hvis Marken er stærkt sammenvævet med Rødder, saaledes at Jorden derved bindes og hindres i at rape ud, saa kan det være nok med en Grøftebredde af 2 Alen eller endog mindre; thi ved det forste Forsøg maa man, som vi har sagt, lægge an paa at spare saameget som det fornuftigvis er mulig. Imidlertid trænge Veiterne da til at renses op før, og Bredden maa, hvis man skal kunne holde dem dybe nok, øges paa senere, eftersom Dyrkningen gaar frem. Forøvrigt maa Grøfternes Bredde bero på den Vandmængde, som skal bortføres; i større Myr- og Mosemyrvidder kan det saaledes være nædvendigt at gjære hovedgrøfterne 1 ½ — 2 Alen brede i Bunden med en øvre Bredde af 6 — 7 Alen samt en tilsvarende Dybde. Naar disse Hovedgrøfter og Landveiter ere optagne, er det ofte nyttigt og nødvendigt at lade Marken ligge en Sommer, for at Vøden og Jordsyrerne kan trækkes nogenlunde ud, inden man tager paa det egentlige Jordarbeide.
Førend man begynder dette, maa man ogsaa skaffe sig Kundskab om Markens Egenskaber (dens Hævleik eller Godleik), for at blive sikker paa, om den fortjener at dyrkes, og kan give Erstatning igjen for den Kostning, som er lagt paa den. Herimod kan der gjøres den Indvendig, at det brude man have Greide paa, før man tog paa at grave og rode i Myren, for at tappe Vandet ud. En saadan foregaaende Prøvelse vil man ogsaa finde Veiledning til i næste Stykke, hvor der handles om Markens Skapnad eller Beskaffenhed. Forresten er Indvendigen rigtig nok, især naar der tales om Myrer, som ere overvoxne med Græs, og hvor man altsaa ved at tappe Myren ud, mister en Høslæt, som man var sikker paa; her bør man saaledes ikke tappe Vandet ud, hvis man ikke i Forveien har Vished for, at Marken er tjenlig til at opdyrkes. Men hvis det nu er en Mosemyr, saa faar man ogsaa, om man finder at den ikke kan dyrkes, rigeligt Vederlag for den Kostning man har lagt paa den, derved at Skovvæxten øges og tiltager. Man seer strax en saadan Forskjel paa Aarsskuddene, at de ere 3 — 4 Gange saa lange, efterat Mosen er tørket som de vare før Tapningen. Dette findes ogsaa i en Bog, som nylig er udkommet *) Asbjørnsen: Om Skovene og et ordnet Skovbrug i Norge, s. 161, omhandlet paa følgende Maade:
„Hvad Afledningen af Vandet angaar, da har man saavel i Tydskland som paa de brittiske Øer, hvor Trævarernes Kostbarhed gjør det muligt at drive Skovdyrkningen paa en langt fuldkomnere Maade end i de fleste øvrige Lande i vor Verdensdeel, fundet at Afledningen af staaende Vand og Undervand fra Skovene, ved Hjælp af aabne Render eller Grøfter, er et af de ypperste Midler til at faa Skoven til at voxe og trives, paa samme Tid som det utrolig forbedrer Græsvæxten. Lignende Erfaringer har man ogsaa fra et Par Steder her i Landet *) Se Mere om det i Morgenbladet for 1856, Nr. 34. En Mand i Aas Sogn optog saaledes for en Deel Aar tilbage Grøfter i sin Skov, for at forbedre Havningen, som før var meget slet. Han opnaaede snart den tilsigtigede Fordeel, en stærkere og bedre Græsvæxt, men bemærkede ogsaa at Skoven trivedes bedre og voxte langt stærkere end før. Nytten og Vindingen af at gjære dette er indlysende, men det lader sig neppe fuldføre uden i Hager og Hjemskove, og maa derfor kun foretages paa saadanne Steder, hvor store, vandsyge Strækninger kunne udtappes, ved en rimelig Udgravning paa et udseet Stykke.“
Det er saaledes ikke noget Tab, om man koster nogle Penge paa at tappe Vandet ud af en Mosemyr, selv om man siden skulde finde, at den ikke var skikket til at oparbeides og dyrkes; men der er saameget mere Grund til at foretage Udtapningen og Afgrøftningen, fordi dette, foruden de Fordele som vi allere have anført at det bringer, ogsaa gjør Mosejorden bedre skikket til at dyrkes op engang i Fremtiden.
Naar hovedveiterne og Landveiterne ere optagne, graves de saakaldte Duggrøfter, der, efter Omstændighederne, enten kunne være aabne eller lukkede. Dersom Myren er blød, om man ikke træffer fast Bund ved den første Afgrøftning, saa er det bedst at have aabne Veiter til den bliver fastere og synker sammen, eller indtil man træffer fast Bund. Veiterne gjøres dybere, eftersom Myren synker. Lægger man Huulveiter i en dyb, blød Myr, saa komme disse, fordi Myren synker sammen, inden kort Tid til at ligge saa grundt, at de gjøre liden eller ingen Nytte, og de blive endog til Hinder for Ploven. Dersom Veitens Bund er fast Aur, eller Myren er saa fast, at man i Forveien kan skjønne, at den ikke kommer til at synke altfor meget eller for fort, saa kan man derimod lægge huulveiter.
Ved aabne Grøfter er der den Fordeel, at de let kunne renskes op eller gjøres dybere, uden at de blive oprevne og omlagte. Derfor bør Huulveiterne ogsaa lægges dybere fra Begyndelsen af, saa at det kan vare længer inden man behøver at lægge dem om. Steen bør ikke bruges til Fyldning, uden at den kan lægges paa fuldkommen fast Bund. Steenveiter ere meget kostbarere at tage op og lægge om end Riisveiter; disse bør derfor have Fortrinnet paa saadanne Steder, hvor man kan skjønne, at det bliver nødvendig at lægge dem om.
Det kommer meget an paa hvorledes Marken er skikket om Udveitingen bliver det første Arbeide eller ikke. I mange Tilfælde er det nyttigst og giver mest Vindig at rodhugge først, og undertiden kan man bryde Marken op og brønde den før Afgrøftningen, og denne sidte bliver da meget billigere; dette kan imidlertid kun skee, naar ikke Myren er saa blød eller vandsyg at dette er til Hinder. Undertiden udføres endeel af Afgrøftningen før og endeel efter Opbrydningen. Dette er fornemmelig paa større Myrer, men paa Smaamyrer bør man være færdig med Afgrøftningen Aaret førend man tager fat paa at bryde Myren op.
