Samlede Skrifter
Utgitt av A. E. EriksenDen norske historiske Forening (1s. iii-xxxiv).

En af de ældste, mest agtede og videst forgrenede Slegter nordenfjelds i det syttende Aarhundredes anden Halvdel bar Navnet Falch. En Jyde Jakob Peterssøn, som med Troskab og Duelighed havde tjent forskjellige Adelsmænd og til Løn derfor først blev Bestyrer af Giske Gods og Foged paa Søndmøre, siden Lagmand i Trondhjem, egtede i 1587 en norsk Kvinde af denne Æt, Margrete Petersdatter, og ved deres mange Børn — de tog efter en paa den Tid hyppig Skik Navn efter Moderen — kom Slegten op til Nordland.

Lagmandens Søn Peter Falch blev Foged paa Helgeland, giftede sig med en vis Anna Jonsdatter og bosatte sig paa den store Gaard Nord-Herø i Alstahaug. Her fødtes i 1629 hans Datter Maren Falch, Digteren Petter Dass’s Moder.

Blandt de mange Skotter, der under de kirkelige og borgerlige Uroligheder paa Stuarternes Tid tyede over til Norge, var ogsaa Peter Don Dass eller Dundas. Hans tidligere Liv er os fuldkommen ubekjendt. Kun saameget mindedes i Ætten, at han med sin Søster Maria omtrent 1630 forlod sit Fædreland, som der menes, misfornøiet med de kirkelige Forandringer, Kong Karl den første søgte at paatvinge Presbyterianerne. De to Søskende bosatte sig Bergen, og han er rimeligvis den „Petter Petterssøn, født til Dondi i Skotland,“ der ifølge en gammel Liste over Borgerne i Bergen den 23de April 1635 tog Borgerskab i denne By[1]. Søsteren blev gift med en Kjøbmand ved Navn Fasmer og blev Stammoder til en vidt forgrenet Slegt i Bergen.

Peter Don Das blev forlovet med den ovennævnte Fogeddatter Maren Falch og holdt Bryllup med hende paa Helgeland i 1646. Bruden var kun sytten Aar gammel og havde dog allerede været gift en Gang tidligere[2]. Efter Bryllupet flyttede han ikke tilbage til Bergen, men blev boende hos Svigerfaderen paa Nord-Herø, rimeligvis som Handelsmand. Sex til syv Aar senere døde han, efterladende sig fem smaa Børn, tre Sønner, af hvilke Digteren Petter Dass var den ældste, samt to Døtre. Børnene bortkastede den første Del af Fadersnavnet og kaldte sig Dass. Først i senere Tid har en Gren af Familien gjenoptaget det fulde Slegtsnavn Dundas.

Petter[3] Dass fødtes i 1647 paa Gaarden Nord-Herø i det samme Prestegjeld, hvortil hans Navn er knyttet ved en lang og fortjenstfuld Virksomhed. Neppe syv Aar gammel blev han faderløs. Moderen roses som en gudfrygtig, husholderisk og ferm Kone. Volquarts, denne Slegts utrættelige Lovpriser, digter om hende:

„Er en Martha fordum blevet
For Hus-Raadighed opskrevet,
Er Marine Gudsfrygt klar,
Da var dette Søsterpar
Begge samlet i dit Bryst,
Disse Dyder var din Lyst.“

Men nu sad hun i trange Kaar og saa ingen Udvei til at forsørge sine fem smaa Børn ved egne Kræfter. Hun maatte da ty til Venner og Frænder, der fordelte Børnene mellem sig. Saaledes blev Petter sat i Huset hos sin Moster Anna Falch, der var gift med Nils Mikelssøn Arctander, som netop var bleven Sogneprest til Nærø i Namdalen.

De to smaa Sogne, som udgjør Nærø Kald, bestaar hovedsagelig af Øer, liggende langt ude tilsøs. Presten boede for sig selv paa den Ø, hvor Hovedkirken laa, ved brede Sund skilt fra alt menneskeligt Samkvem. De haarde Søreiser, de daglige Farer for Liv og Lemmer for at afvinde Havet Livets Bjergning, skabte et haardført, alvorligt og nøisomt Folkefærd. Vi kan ikke tvivle om, at Petter Dass fra sine Gutteaar har bevaret et dybt Indtryk af denne Natur og dette Folkeliv. Nærø havde ogsaa sin Digter: den forrige Prest, den lærde Magister Mikel Mogenssøn, havde i et længere Digt, ufuldkomment i sin Form, men gribende ved Skildringens Sandhed, forfattet „et sørgeligt Klagemaal om den store Havsnød og Søskade,“ da i 1625 Hundreder af fattige Fiskere omkom i Namdalen. Mag. Mikel er, kan man sige, Petter Dass’s Forløber som Nordlandsbedristens Sanger, og det aandelige Frændskab mellem dem, der ikke kan miskjendes og som allerede af en tidligere Forfatter er paapeget, tør vel skrive sig fra den sidstes Ophold i Nærø Prestegaard[4].

Dette Ophold varede en fem sex Aar. Han undervistes af sin Onkel og bestemtes af denne for den studerende Vei. Mosteren, der forresten roses som en hæderlig og gudfrygtig Kvinde, skal have været streng og haard mod ham, hvorom P. Dass’s Sønnesøn og første Biograf, Albert Dass, har opbevaret en liden Fortælling. En Dag, fortæller han, havde Presten givet ham en Lexe at lære; men Mosteren jog ham ud at hugge Ved isteden. Da Manden satte hende irette derfor og sagde: „Er det paa den Maade, Drengen skal studere og blive Prest?“ svarede hun: „Naar der blir Prest af ham, blir der og en Smør-Tønde af min R…“ Hun skulde dog opleve at se ham baade som Prest og i den Stand, at han kunde yde Gjengjeld for, hvad godt han havde nydt i hendes Hus. Thi da, som Volquarts siger,

I Ild og Vand hun Prøve stod,
Da Hus og Gaard afbrændte,
Da Mand og Søn de i een Flod
Tilsammen Livet endte, —

da blev Pleiesønnen den, der ydede den gamle en sønlig Haandsrækning. Hun overlevede ham og døde i en Alder af 84 Aar i 1709.

„Jeg svæved hid og did alt under andres Naade,“ siger Petter Dass i sit „Levnetsløb,“ og det synes virkelig, at han paa en Maade har levet paa Omgang hos Moderens Familie. Fra Nærø er han udentvivl flyttet til en anden Moster, der var gift med Sorenskriveren paa Helgeland, Jesper Hanssøn, hvor de holdt Huslærer[5]. Af dem undervistes han sammen med Husets Søn, Peter Jesperssøn, der var født samme Aar som han selv. De to Fættere sluttede et Venskab, der varede for hele Livet.

I Aaret 1660 sattes Peter Jesperssøn i Trondhjems Skole, men Petter Dass i Bergens. Det er rimeligt nok, at han i Bergen har boet hos Faderens der gifte Søster, og at denne Bekvemmelighed har været Grunden til, at han ikke fulgte Fætteren til Trondhjem. Bergens Skole havde paa den Tid, da Petter Dass nød Undervisning der, sex Lærere: Rektor, Konrektor og fire Hørere. Flere af de Lærere, der var ansatte ved Skolen i de Aar, Dass gik der, var dygtige Mænd med et vist literært Navn, som Rektoren Arnold de Fine, senere Biskop i Trondhjem, hans Eftermand Klaus Nilssøn Bleking, og ikke mindst Edvard Edvardssøn, hvis rige Samlinger til Bergens Beskrivelse har været en uudtømmelig Guldgrube for Holberg og senere Topografer. Petter Dass gjennemgik i fem Aar Skolens fem Klasser med den efter vore nuværende Forhold trykkende Skoletid fra Kl. 6 Morgen til 4 eller efter Omstændighederne 5 Eftermiddag med Fritid fra Kl. 10—12 for at spise Middag og med Ferier „udi Hundedagene“ — om Eftermiddagen[6].

Fra Skolegangen i Bergen haves en Fortælling om et Skjelmsstykke af Petter Dass, som, hvor ubetydelig den end er, dog bør bevares. Engang, heder det i den Nordlandske Tradition, kom han som ung Gut ind til en Bekjendt, en Kjøbmand, som sad i sin Slaabrok ved et Bord og tællede

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Penge. Kjøbmanden, som morede sig over Gutten, der med en liden Hammer pikkede i Vægge og Gulv, lagde ikke Merke til, at han havde listet sig til at slaa nogle Smaaspiger gjennem Slaabrokken, der hang ned paa Gulvet. Da dette var gjort, sprang Petter op, tog Næven fuld af Penge paa Bordet og rendte ud gjennem Døren. Kjøbmanden skulde sætte efter Gutten, men kom ikke af Flækken[7].

Petter Dass endte sin Skolegang i 1665 og blev vistnok Øienvidne til den haardnakkede Kamp, som Englænderne samme Aar leverede en hollandsk Flaade paa Bergens Havn. Atten Aar gammel blev han saaledes Student. Han gjensaa i Universitets-Staden sin Fætter Peter Jesperssøn, der deponerede samme Aar. Denne, der havde formuende Forældre, fik Bolig hos summus Theologus, Dr. Johan Wandal, og lagde under hans Veiledning Grunden til omfattende Studier, der i Forbindelse med sjeldne Anlæg banede ham Veien til en glimrende Fremtid. Hans Frænde Petter Dass’s Stilling og Udsigter var mer beskedne:

„Den Tid var Guld og Penge
Mig ikke til Besvær,
Jeg derfor maatte trænge
At laane her og der.“

Han klager over, at hans Uformuenhed ei tillod ham at tilfredsstille sin Lyst til at kjøbe Bøger.

„Altid var tomt i Lommen,
Sorrig var i min Hu,
En Skilling var kjærkommen,
Ja som en Daler nu.“

Ved Universitetet „holdt han ud,“ siger Alb. Dass, i to Aar, altsaa til 1667[8]. Længer vilde hans smaa Midler ikke strække til. Ogsaa Peter Jesperssøn tog snart hjem til Helgeland, maaske endog samtidig. Men snart adskiltes deres Veie; den sidste drog igjen ud for ved de berømteste Universiteter i Holland, England og Tydskland at fuldende sine Studier, Petter Dass for i en Huslærers beskedne Kaar at fortjene sit daglige Brød.

Jakob Wirthmand havde været Prest i Vefsen siden 1660. Med Kaldet havde han, som det saa ofte gik i de Dage, faaet Formandens Enke, ja, hvad mere var, hans Hustru havde været gift med tvende tidligere Prester i Vefsen. Hun hed Elisabet og var Herr Laurits Holgerssøns Datter[9]. Hendes første Mand, Herr Anders Sørenssøn fra Romsdalen — han gik for sin Styrkes Skyld almindeligvis under Kjendingsnavnet „Bjørnen“ — havde været Konrektor ved Trondhjems Skole og døde 1694 som Prest til Vefsen. Af dette Egteskab havde Elisabet to Døtre, Anna og Margreta, og Sønnen Lars. Disse tre var paa den Tid, Petter Dass som Huslærer kom til Prestegaarden, omtrent voxne, medens en Søn af tredje Egteskab, Sten Wirthmand, skulde nyde godt af hans Undervisning. Opholdet i Vefsen blev langvarigt og tillige skjebnesvangert for Dass. Af Børnene paa Prestegaarden blev Sten Wirthmand i sin Tid hans Kapellan og trofaste Ven, og Halvsøsteren Margreta Andersdatter blev hans Kone. At dømme efter en Vise, der tillægges Petter Dass, maa et fortroligere Forhold mellem dem allerede tidlig have fundet Sted.

Efter i nogle Aar at have „konditioneret“ som Huslærer, blev Petter Dass i Slutningen af 1672 eller maaske i Begyndelsen af 1673[10] ordineret til Prest, idet han af Presten i Nesne, der ligesom Vefsen dengang var et residerende Kapellani under Alstahaug, blev kaldet til personel eller Hus-Kapellan. Dette var dog en saare ringe Befordring. En saadan Kapellans Stilling var dengang ligesaa usel som en Almueskolelærers i senere Tider. De sedvanlige Vilkaar var, at Kapellanen skulde bo i Prestens Hus, hvor han foruden Mad og Drikke i Almindelighed nød en aarlig Indtegt af 12 Rigsdaler og — en Støvlehud[11]. „Jeg fik“, siger Dass med et Ordspil, „et Brød, men uden Smør.“ Han tjente, fortæller han videre, ligesom Jakob uden Løn. Da han nu ogsaa stiftede Familie — han egtede strax efter Udnævnelsen sin Fæstemø Margreta Andersdatter — kan vi nok forstaa, at hans Kaar i disse Kapellans-Aar har været alt andet end blide, og at hans Ord: „Jeg som en anden Bonde arbeided for mit Brød,“ er at tage efter Bogstaven.

„Mit Embeds Indkomster var aldrig saa god,
At jeg kunde kjøbe en Sko til min Fod
Og Hoser at skjule min’ Hæle“.

Et gudfrygtigt Sind i Forening med et uforanderlig god Humor og en vis Evne til at møde Verden og dens Modgang med Skjemt og Lystighed hjalp ham til at bære disse „Trængsels Aar“ forholdsvis let. Allerede fra Barneaarene havde han jo nok seet, at

„Nordlands Prester danser ei
Paa Roser og Violer“.

Dertil kom, at den Prest, hos hvem han „en Tjeners Tjener var,“ Herr Henrik Dinclow, lader til at have været ham en god „Husbond.“ Petter Dass, der i et langt Rim har beskrevet hans Oplevelser, roser ham som en dygtig og nidkjær Prest, der modig trodsede de tusende Besværligheder, hans vanskelige og farlige Kald udsatte ham for. Han skildrer ham ei alene som den fromme Herrens Tjener, men ogsaa som Menighedens Fader og Raadgiver, til hvem Sognefolkene bragte sine syge, som han ved sine Husraad og „Plaster“ kurerte[12].

Da Herr Dinclow i 1681 afgik ved Døden, blev Petter Dass hans Eftermand som residerende Kapellan i Nesne og Ranen. Om end dette Kald ikke kunde regnes blandt de bedste prestelige Stillinger, bragte det dog den fattige Hus-Kapellan en betydelig Forbedring i de ydre Kaar. —

„Gud gjorde endog mere,
End nogen Tid jeg bad,
Han lod mit Kald formere,
Gav Kald paa Kald i Rad“.

Sognepresten til Alstahaug, Peter Meyer, døde den 26de April 1689 efter i sex Aar at have forestaaet dette store, men besværlige Kald. Petter Dass ytrer i sin korte Ansøgning om at blive Meyers Eftermand, at han nu i henved 16 Aar havde tjent som Kapellan i Nesne, først ni Aar „uden al Løn,“ derpaa syv Aar „og imidlertid intet havt andet end det uvisse at leve af.“ Det gik efter Ønske, og Dass udnævntes allerede den 18de Mai til Sogneprest i Alstahaug. Han indsattes af Trondhjems nye Biskop, Dr. Peter Krog, der samtidig ordinerede Magister Paul Munch til hans Eftermand i Nesne.

Alstahaug Prestegjeld er selv efter sin nuværende Udstrækning et godt Kald; men det er intet mod, hvad det var paa Petter Dass’s Tid, Det bestod dengang af de nuværende Prestegjeld: Alstahaug, Vefsen, Nesne, Hemnes, Mo, Herø, Tjøttø og Hatfjelddalen, der nu tilsammen tæller henved 28,000 Mennesker. Allerede Peder Claussøn taler om Alstahaug som et rigt Kald; „der pleier“, siger han, „at være 900 Bønder, og er i denne Tid vel mere end 1000, saa at en Sogneprest kan vel aleneste udi sit Offer og Offertold faa hedenved 2 eller 3 Hundrede Vaager Tørfisk hvert Aar, foruden sin Tiendekorn og Tiendefisk og anden saadan Herlighed.“ En Prest deroppe, siger han, kan „leve som en Herre.“ Alstahaug var paa Dass’s Tid ganske vist, hvad det kaldes i en omtrent samtidig Optegnelse, „det rigeste og sormuendste Kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems Stift.“ Petter Dass drev derhos som saamangen Nordlandsk Prest paa den Tid Jægtebrug som Bisyssel. Han havde flere Jægter, hvis „Opsaat“ endnu er at se ved Alstahaug, og skal ved denne Bedrift have tjent mange Penge. Naar dertil kommer, at han førte et tarveligt og nøisomt Liv og var en god Husholder, vil det let forstaaes, at der af de rigelige Indkomster blev en hel Del tilovers; der fortælles, at han blev istand til at opkjøbe alt Kongens Gods i Vefsen, „hvilket er det allerskjønneste Gods i alle Nordlandene[13].“

Foruden Sognepresten var der residerende Kapellaner i Hovedsognet, i Nesne og i Vefsen. Disse holdt desuden for det meste Hus-Kapellaner. Det var altsaa et temmelig talrigt Samfund af Geistlige, i hvis Spidse Petter Dass var stillet. Forholdet mellem Sognepresten og de faste Kapellaner var nøie bestemt i den Trondhjemske Reformats af 1589, et for dette Stift eiendommeligt, merkeligt Dokument: De skulde kaldes af Sognepresten, deres Løn var fastsat i Reformatsen, og ligeoverfor Sognepresten, „Pastor,“ som han kaldes, skulde Kapellanen „sig som en Søn imod sin Fader i alle Maader forholde.“ Den første havde i hvert Sogn de visse, den residerende Kapellan eller „Vice-Pastor“ de uvisse Indtegter, saaledes som Petter Dass selv i „Nordlands Trompet“ med den største Nøiagtighed angiver[14]. Her var Fristelse nok til Overmod og Undertrykkelse fra den overordnedes Side og til Intriger og Misfornøielse hos Kapellanerne[15]:

„De siger, det er deres Arbeid og Sved,
Men fremmede Tænder forlækres derved,
Saa sker her forbister Aspecter.“

Men Petter Dass’s aabne og ligefremme Karakter, den Djærvhed og Frimodighed, der laa i hans Væsen, gjorde ham mer end de fleste andre skikket for en saadan Stilling og sikrede ham saavel hans Menigheders som de ham underordnede Presters Venskab og Agtelse.

En enkelt Undtagelse fandt dog Sted. Den Prest, der i 1689 fulgte ham som residerende i Nesne, Magister Paul Munch fra Falster, skulde volde ham mange Ubehageligheder. Han var en Broder af den daværende Stiftsprovst i Kristiania, Dr. Hans Munch, der faa Aar efter blev forfremmet til Biskop i Kristianssand og omsider døde som Kristiania Biskop „af Sovesyge.“ Ligesom denne uduelige og lidet værdige Prælat skyldte en Smule Slegtskab med Kristian den 5tes Frille baade Doktorgraden, som han fik uden Disputats, og sine hurtige Fremskridt paa Embedsbanen, saaledes synes han selv at have trukket Broderen med sig og hjulpet ham længere frem, end denne trættekjære og uhæderlige Mand fortjente at naa. Da Mag. Paul ordineredes, sluttedes i Biskop Krogs Overvær en saadan Akkord mellem ham og Petter Dass, at den første skulde oppebære dennes tilgodehavende Indtegter af Nesne mod en Sum af 100 Rdl., der skulde afbetales terminvis; da han indsattes af Provsten i sit Embede, forstrakte Petter Dass ham med Penge; da han strax efter giftede sig med en forældreløs Prestedatter og ingen af hendes Frænder vilde paatage sig det, holdt Dass Bryllupet i sit Hus og bestred alle Udgifterne derved. Vinteren efter laante han ham, hvad han trængte til sin Husholdnings Tarv. Tiden led, og Dass saa intet til Betalingen, men hørte nok ymte om, at Skyldneren tidt og ofte forgreb sig paa hans gode Navn og Rygte. Høsten 1690 lod han da sin Tjener reise til Magisteren om Pengene, „men nød ei den Ære at se hverken Brev eller Penger, saa min Forhaabning paa den ene Side om Gjensvar, paa den anden Side om Betalning blev i begge Dele frustreret“. I et senere Brev til Munch klager Dass i fyndige og hvasse Ordelag boer dennes utaknemlige og uværdige Adfærd; Sten Wirthmand havde fortalt ham og vilde under Ed vedstaa sine Ord, „at Herr Magister med stor Bitterhed ei alene mod min ringe Persone, Navn og Levnet, men end og mod mit hellige Kald, Gaver og Embede haver sig ladet forlyde. Er det Betaling for mine laante Penger? … Er det Taksigelse for min Sved og Umage, jeg Tid efter anden i Prædikestolen for hannem efter Begjær i forleden Vinter havde?“ „Efterdi jeg ved Guds Aands naadige Bistand agter at være, leve, blive og dø en ærlig Prestemand, trods Djevelen og alle admirable Kalumnianter, da vil jeg have Herr Mag. efterfølgende Poster erindret: 1. Her ligger Herr Magisters skriftlige Afbedelse for sin forrige begangne mod mig Skjelds- og Skjænds-Ord, hvilken er hos mig i god Forvaring; 2. Her blev talt af Herr Magister nogle Ord paa Nesne over Bordet om etc., hvorpaa fire Mennesker blev skudt til Vidne, NB samme fire Mennesker ere endnu i Live; 3. Her er flere end jeg, som sig i lige Tilfælde besværger, kan derfor ei forundres over min Skjebne, thi jeg er ikke bedre end mine Brødre i Verden; 4. Her er paa min Side en god Samvittighed: hic murus aheneus esto, nil conscire sibi, nulla pallescere culpa; 5. Jeg er bono Deo resolveret, at Almuen i mine residerende Kapellaners Kirker efter lovlig given Varsel paa Kirkebakkene skal nu med første uden al Venne-Følge give sandfærdig Skudsmaal om mit Liv, Levnet og Lærdoms Forhold blandt dennem; haver da Herr Magister nogen Instants derimod, ville han lade sig paa Aastederne finde[16].“

Paa dette Brev fulgte hverken Svar eller Penge. Tvertimod skrev Munch til Bispen et Klageskrift over Sogneprestens uretfærdige Behandling af Kapellanerne, fuldt af Beskyldninger for Ubillighed, Nærighed o. s. v. Trondhjems Biskop, Krog, der ialfald ligeoverfor Petter Dass stedse viste sig som en retsindig overordnet, maa strax have sendt denne Klageskriftet; thi allerede 13de Februar 1691 havde Dass et Svar færdigt til Biskopen. Han medsendte sine øvrige Kapellaners Erklæring om Sagen, hvoraf Bispen kunde se, fra hvem „den Pukken og Truen“ skrev sig; „som Syl i Sæk ei gjerne kan dølges,“ saa har Mag. Munch ved sin Klage røbet sin Ondskab. „Mag. Munch melder i sin Erklæring,“ skriver Dass videre, „at jeg opbærer uden Umage det, han i Nesne og Raen med sit sure Sved arbeider for; dertil svares: Den samme Umage, han saa tidt udraaber, haver jeg havt i 17 samfulde Aar og ved Guds Naade udstandet, og Gud være evig Ære for hver en Time og Stund, jeg der var! Mange Pastores i Nordland og andresteds skulde ville ønske sig Indtegter som Mag. Munchs residerende Brød importerer, hvorom jeg, som der længst haver tjent, bedst ved at give Underretning. Mit Jægtebrug staar ham i Øiene: invitus alterius macrescit rebus opimis! Han beskylder mig for Umildhed: da er min Umildhed mod hannem denne, at jeg for hans anseelig Venners Skyld lod upaatalt mere end 80 Rdls. Importants af de Indtegter, mig ifjor med rette tilkom; kortelig, uden Ros at melde, gid min eneste Søn, som nu paa fremmede Steder efter Guds Behag skal henskikkes, maatte med lige Umildhed af andre antræffes, som Mag. Munch af mig er vederfarets! Jeg tror dog, Utaknemmelighed formedelst Guds Retfærdighed ordineres engang sin Løn.“ — Han paaviser dernæst, at Munchs Paastand om, at Kapellanerne tidligere havde nydt Sogneprestens halve Offertold, ikke medførte Sandhed, ligesom at hans Ytring, at de første altid havde besørget Vin og Brød anskaffet til Kirkerne, var greben ud af Luften. Derimod tilbød jeg ham ved hans Ansættelse, siger Dass, vel ti Ganger at paatage sig dette sidste. „Men han svared, me præsente: Nei! me absente: Gid Fanden være Herr Petters Dreng!“ Nu har han ikke synderlig Lyst til at indgaa Forpligtelser ligeoverfor Paul Munch. Han fortæller om dennes Misligholdelse af den første Kontrakt: „Nu, jeg sendte for fire Dage siden min Tjenere ind, hannem derom at erindre, kommer Budet breveløs og pengeløs med det Svar tilbage: at hans Broder i Kristiania (Stiftsprovsten) har forbydet ham mig en eneste Skilling at give, og derfor sagde sig den Akkord ei at ville holde.“ „Hans Mund, Haand og Parole bliver hos mig aldrig mere i Kredit.“ Endelig beder han Biskopen med et Ord eller to at meddele sin Vilje angaaende Offertolden, „at,de residerende det, som mit er, sig ei med befatter, men enhver at blive ved det, Gud og vor naadigste Konge har undt[17].“

At Bispen har givet Petter Dass Ret, kan vi ikke tvivle om; men ligesaa utvivlsomt er det, at Sognepresten ogsaa i Fremtiden mangen Gang har havt Ubehageligheder for Munchs Skyld i de ti Aar, denne endnu residerede i Nesne.

Den Redebonhed til at hjelpe sin Næste i dennes Forlegenhed, der kommer tilsyne i Petter Dass’s Adfærd ligeoverfor Paul Munch, var et sterkt udpræget Træk i hans Karakter. Ved hans Død fandtes af hans Formue over 2000 Rdlr., i de Tider en betydelig Sum, udestaaende som Laan, og kun en liden Del deraf kunde Arvingerne faa inddrevet. „I sin Hjelp mod trængende,“ siger hans Sønnesøn, „var han ei ubetænksom, som mange fromme Gemytter er, men gav paa det nøieste Agt, om den, som begjærede hans Hjelp, var duelig, ædruelig og flittig, og ei ved nogen Ladhed var bleven trængende,“ saaledes som han selv skarpt udtaler sig i sine Katekismus-Sange:

„Hvo der Arbeid ei vil gjøre,
Han ei heller æde maa,
Man skal ham ad Døren kjøre,
Naar han vil at tigge gaa,
Lade saa hans dovne Arme
Ligge hos hans hungrig Tarme.

Er det saa, du vilde give,
Almis til en doven Hund,
Det er som du skulde rive
Brødet bort fra Barnets Mund
Og det hen for Hunden kaste,
Hvilket vel er værd at laste.“

Heller ikke Petter Dass vandt sit Brød uden Arbeide, Strid og Fare. Til sin Opregning af Alstahaugs Herligheder føier Peder Claussøn ogsaa den Bemerkning, at Sognepresten kun erholder dem „med stor Livsfare til Sjøs, naar han uddrager til de Kirker paa Øerne, som ligge to eller tre Mile ude i aabenbar Hav.“ Men Petter Dass var ligesaa modig, som han var samvittighedsfuld i at opfylde sit Embeds Pligter: i al den Tid, han var Prest, forsikrer hans Biograf, blev neppe nogen Gudstjeneste forsømt.

„Vort Nordland saaledes beliggende er:
Guds Lov maa forkyndes blandt Øer og Skjær
Uagtet al Fare og Møie.“

Graven paa Havsens Bund, der havde aabnet sig for faa mangen Nordlandsprest, havde for ham intet særdeles afskrækkende:

„Hvad vil en Guds Tjener bekymre sig ved,
At ham er udvalt et Begravelses Sted,
Som Mennesken ikke kan sinde?
Om han ikke bæres af Venner herud,
Han kan dog med Mose begraves af Gud
Og lukkes saa rolig derinde.“

Med samme Freidighed og Ro kunde han, da hans rigtladede Jægt Høsten 1692 gik under paa Stathavet, udbryde: „Mit Gods er nedsjunken, men ikke mit Sind!“

Stundom, som i et af Rimbrevene til Dorothea Engebretsdatter, undslipper der Digteren et Suk over den strenge Natur, de daglige Farer og Møisommeligheder:

„Naar andre kan frydes ved straalende Sol,
Er vi Elementernes Slaver“;

men han sinder sig deri, som noget, der nu engang ikke kan være anderledes, og aldrig ytrer han et Ønske om at komme fra sit kjære Helgeland til blidere Egne og et mageligere Liv. Deroppe mellem Klipperne, hvor hans Vugge havde staaet, havde han endnu rundt om sig den talrige Kreds af nærmere og fjernere Frænder, ved hvem hans Hjerte hang. Der boede hans Broder Benjamin paa Aakvik, og dennes Søn, som giftede sig med Digteren Volquarts’s Søster, paa Skar[18]; den anden Broder, Jakob Dass, var Sorenskriver over Helgeland og boede paa Leines, ligesom Søsteren Pernille, gift med en Handelsmand Nils Greger, havde sit Hjem i Sognet. Moderen levede endnu; hun havde forlængst, endnu før Sønnen blev Prest, indtraadt i et nyt Egteskab med Fogden Peter Broch og boede fremdeles paa Nord-Herø. Med denne sin Stedfader levede Petter Dass i den allerbedste Forstaaelse og paaskjønnede denne brave Mands sjeldne Egenskaber, som Volquarts besang:

„Gudsfrygt, Godgjørenhed, som neppe haver Lige,
Var knyttet i hans Liv med Kjærlighedens Flige.“

Hans egne Søskende og hans Moders mange Brødre og Søstre med deres Børn — de opregnes, samtlige disse „mine elskelige nær Blodsforvante, Svogre og Anrørende“ i Dedikationen til Katekismus-Sangene — dannede et fastsluttet Samfund, hvis Hjertevarme og Endrægtighed gjorde dem det lunt og hyggeligt i den mangengang saa triste Natur. Sang og Viser var der fuldt op af ved hver Sammenkomst, og Aakvik, Nord-Herø og Søvik er endnu velkjendte Navne for de mange Yndere af Markus Volquarts’s Poesi; det er nemlig for den allerstørste Del disse Slegter, Falch, Dass, Angell og Broch, denne Digter har ofret sine Sange i „Sjælens Luth.“ Det var ogsaa Begivenhederne i disse Slegter, der var Gjenstand for Petter Dass’s første Digtervirksomhed. Flere Gange kappedes Dass og Volquarts om at besynge det samme Emne, en Jordefærd, et Bryllup eller et Barnsøl; var der ingen bestemt Anledning, digtedes Vindedreve, Rimbreve, gudelige Viser, „gjorte paa N. N.’s Navn,“ d. v. s., indrettede saaledes, at Begyndelses-Bogstaverne i hvert Vers tilsammen dannede et, især en Kvindes, Navn; dette ansaaes i det hele paa den Tid som en stor Opmerksomhed, og mangen gammel Salme skjuler paa den Maade et for Digteren dyrebart Navn. Man dømme, hvordan man vil, om alle disse Rimerier — de fleste vil neppe falde i vor Tids Smag — saa merker man dog i dem intet til det stive, opstrammede Høitidsantræk, hvori de bestilte Leilighedsvers fra den Tid er os saa usmagelige.

I sit huslige Liv synes Petter Dass at have været lykkelig. Hans Hustru nævnes ikke ofte. Hendes Portræt, der endnu findes i Familiens Eie, viser en ferm og noget før Kone, ikke egentlig smuk, men med et godt og forstandigt Ansigt. De havde to Sønner, Lars og Anders, den sidste opkaldt efter sin Morfader, samt en Datter, om hvem intet vides[19]. Da Børnene voxede til, — tog han til Huslærer for dem sin Svoger og tidligere Discipel Sten Wirthmand, der opholdt sig hos ham fra 1685 til 1688, da Gutterne sattes i Bergens Skole. Den ældste af dem døde som Skolediscipel i Bergen i Begyndelsen af 1691 og blev der begraven[20].

Den yngre Søn, Anders, blev Student i Kjøbenhavn, rimeligvis i 1691. Dass var saa heldig i sin Fætter Dr. Peter Jesperssøn at kunne skaffe sin Søn en formaaende Beskytter og et udmerket Tilsyn i Hovedstaden. Jesperssøn havde efter sin Udenlandsreise aflagt et kort Besøg hjemme paa Helgeland, men saa siden ikke sit Fødeland igjen. Hans fremragende Evner, navnlig en uimodstaaelig Veltalenhed, bragte ham fra en kortvarig Ansættelse som Landsprest paa Fyn til den anseelige Stilling som Kongens Konfessionarius, medens en kongelig bulla udnævnte ham til Doktor i Theologien. Han var den mest ansete og inflydelsesrige af Rigets Geistlighed; som Prædikant gjaldt han for den ypperste; man kaldte ham oratorom Phoenix, „Herrens Gyldenmund.“ Af os fortjener han ligesaameget at mindes som den, der faderlig tog sig af sine unge Landsmænd i Hovedstaden. Det var ham, der var Peter Tordenskjolds første Støtte i Kjøbenhavn.

Anders Dass’s Ophold ved Universitetet fornyede de to Fætteres gamle Venskab. Vi har endnu levnet et Par Breve fra Jesperssøn til Dass af Aarene 1692 og 93. Doktoren takker ham for den kjærkomne Sending af „eders gode Nordlandske Sild,“ af Rav og Rækling, og giver ham i Kommission at kjøbe Hermelin: „min Kone hænger mig over for For til en Kjole, og her er de altfor kostbare“ o. s. v. Det er dog naturligvis mest om Sønnen, Brevene handler: „Eders Søn er ellers ved god Helbred og skikker sig vel, saa I faar nok Glæde af ham. Maa ikke fortryde at lade det følge, som rekvireres til en smuk Mand at perfektionere! Gud har lavet det saa vel for eder, at det var Synd, han skulde ikke participere derudi, endog han i Sandhed holder sig saa tarvelig som nogen kan. Uden Skamme maa han endelig gaa, efterdi han hører godt Folk til.“ Det synes altsaa, som om Faderen har været vel knap med at sende Tærepenge. I det andet Brev heder det: „Eders Søn tager ret vel af Sted, lever smukt og skikkelig og varer med Flid paa sin Bog; han studerer nu af al Magt til sin Attestats.“ Han raader forresten til at sende Pengeremisserne gjennem ham og ikke direkte til Sønnen; „thi de undse sig da mere at depensere, naar de skal efter Haanden tage dem af deres Haand, de bær nogen Undseelse for, end naar de har dem i deres egen Disposition. Jeg ved af mit eget Exempel, at naar man er paa den Alder og ikke selv har forsøgt, hvor sur en Skilling er at fortjene, ved man ikke heller ret at menagere den.“ Anders Dass tænkte med det første at blive færdig ved Universitetet og derefter drage hjem over Bergen, hvor han haabede at møde sin Fader[21].

Anders Dass nød alle Fordelene af at være en velstaaende og velvillig Faders eneste Søn. Han behøvede ikke, som saamangen anden norsk Student, at affærdige sin akademiske Uddannelse i størst mulige Hast for at komme hjem og tjene sit Brød i en usel „Kondition.“ Han fik Anledning til at tage Magistergraden og derefter opholde sig en Tid udenlands, især i England, hvor de unge Nordmænd allerede paa den Tid ret hyppig fortsatte sine Studier.

Den 24de April 1700 udstedte Petter Dass „Opladelses-Brev“ paa Alstahaug Sognekald for sin Søn. „Om det med Guds og kongelig Majestæts Vilje kan ske,“ skriver han, da oplader han Kaldet for Anders Dass, paa de Vilkaar, at han selv, saa længe han lever, oppebærer alle Kaldets visse og uvisse Indtegter, hvorimod Sønnen skal være fornøiet med, hvad han aarligen vil tillægge ham. Det andet Vilkaar er ganske betegnende for den gamles Virkelyst: han forbeholder sig Ret til, ved Siden af sin Søn, at forrette Kirketjenesten, „paa det jeg formedelst Ørkesløshed ei skal forsynde mig mod Gud, min Menighed og min Samvittighed[22].“ Hvorvidt denne Opladelse fik Stadfæstelse paa høiere Steder, ved vi ikke; men først den 6te April 1704 blev Anders Dass ordineret til personel Kapellan hos Faderen og giftede sig fire Dage efter med Rebekka Angell, Datter af den rige Trondhjemske Raadmand Lorents Mortenssøn Angell. Mag. Anders Dass arvede intet af Faderens digteriske Anlæg. Vi har af ham kun seet et eneste Digt, hans „Æresvers“ til P. Dass’s Katekismus-Sange, og dette hæver sig ikke over Samtidens maadeligste Rimerier. Heller ikke Faderens helt igjennem elskværdige og humane Karakter gik i Arv paa Sønnen. Denne, der snart blev en af de største Jordegods-Eiere nordenfjelds, mindes endnu af Almuen deroppe som den herskelystne Prælat og havesyge Proprietær.

Petter Dass siger ensteds spøgende om sig selv, at han „bor i det Land, hvor ei findes Skrift eller Bøger.“ Ialfald maa det for en Mand med saa sterke literære Interesser ofte have været en pinlig Fornemmelse at føle sig saa fjernt fra Centret for alle boglige Sysler. Det er derfor naturligt, at han med Begjærlighed greb den Leilighed til Forbindelse med aandsbeslegtede, der kunde tilbyde sig. Hans bedste og tidligste Ven var visselig hans egen Elev og Svoger, den fjorten Aar yngre Sten Wirthmand. Efterat denne i 1679 var bleven Student fra Trondhjems Skole og havde taget sine Examina ved Universitetet, var han, som vi har hørt, i fire Aar Huslærer hos Dass, der da endnu var Vice-Pastor i Nesne. Efter nogle Aars Adskillelse blev han 1692 residerende Kapellan i Alstahaug; en Tid efter giftede han sig med Petter Dass’s Søskendebarn Dorothea Nilsdatter Arctander fra Nærø. De boede sammen med P. Dass paa Alstahaug Prestegaard, og denne stod Nytaarsdag 1698 Fadder til hans første Søn. Ogsaa Sten Wirthmand havde en poetisk Aare, om end ikke synderlig frugtbar. Hans Epistel-Sange udkom sammen med Svogerens Sange over Evangelierne og er tilligemed disse udgivne mange Gange.

En anden Mand, der har staaet vor Digter meget nær, var Magister Peter Bredal, Prest i Nabosognet Brønø. Han var omtrent jevnaldrende med Dass og har i mangt og meget delt hans Interesser. Ogsaa Bredal var Forfatter, om end af en noget anden Art end hans Ben paa Alstahaug. Grundighed og Lærdom var mere hans Sag end Smag og en tiltrækkende Fremstilling. Al verdslig Digtning laa ham fjernt; men han fordybede sig gjerne i vanskelige theologiske Emner. Gunnerus kjendte af ham et utrykt Skrift, som nu synes at være forsvundet, en Udlægning af Salomos Høisang, der var saa vidløftig, at Forklaringen af de sytten første Vers udgjorde 1303 Sider i Kvart[23]. Med Dass kom han i en theologisk Skriftvexel, der førtes paa Latin; han forsvarede Tilværelsen af virkelige Atheister, noget som Dass benegtede. I Grunden hvilede Tvisten paa en Misforstaaelse, idet Dass mente, at intet Menneske var ganske uden Troen paa en Gud, medens den anden tænkte paa de kristnes Gud. Begges originale Indlæg er bevarede og giver ganske godt Indblik i de to Venners helt forskjellige Anlæg og Maner. Bredal skriver udførlig, lærd og smager noget af Pedanten, den anden kort, fyndig og skarpt. Den første bliver stødt og bitter; han lader sig endog forlyde med, at Dass stoler vel meget paa sin Velstand, sine fornemme Velyndere og sin sjeldne Veltalenhed: det er Støtter, som kan briste, og han vil falde med dem. Dass afviser i sit Svar kortelig disse Personligheder, foreslaar godmodig at ende denne lærde Strid, som han er hjertelig kjed af, og slaar over i Modersmaalet med et trohjertigt Digt paa sin vante Vis. Denne Tilnærmelse var uimodstaaelig, og Magisteren svarer paa Vers, saa godt han kan[24]. Dass tog broderlig Del i sin Vens mange huslige Bekymringer, trøstede ham ved hans Hustrus Død og sendte ham en Række latinske Smaadigte, da han i 1694 tog Magistergraden. Venskabet led ikke synderlig ved smaa Knuder, der alt imellem kom paa Traaden, som da Petter Dass havde glemt at invitere ham til Gravøllet efter sin Svigermoder, hvilket den pripne Magister lod ham høre. Dass undskyldte sig i et latinsk Carmen og bad ham at lade gammelt Venskab være hævet over slige Smaating, og, hvad enten de varme Ord eller de flydende Hexametre virkede mest, Venskabet blev igjen fornyet. Dass lægger ham ved samme Leilighed indtrængende paa Hjerte, som hans fuld,tro Ven og som den, der vistnok vilde overleve ham, at være hans efterladte Hustru en Støtte og hans Søn en anden Fader. Bredal overlevede Dass, og vi tvivler ikke paa, at han opfyldte sin Vens Ønske.

Peter Strømer i Nord og Peter Bredal i Syd, siger P. Dass, er mine gode Naboer og trofaste Venner, og han sammenfatter spøgende Trekløveret som „de Klostermænd af Sancte Peters Orden.“ Strømer, der var Sogneprest i Rødø og forresten ligesom Dass lever i Sagnet som en stor Hexe-Mester og Fandens Overmand, boede for langt borte, til at nogen synderlig Omgang kunde sinde Sted, og har neppe heller havt saa meget tiltrækkende for Dass som hans sydlige Nabo.

Langt mere fik Petter Dass at bestille med en Studiosus Ole Nysted, der en Tid „logerede“ hos Mag. Bredal[25]. Han havde læst de første Stykker af „Nordlands Trompet“ og ytret for Forfatteren sit udelte Bifald med denne Prøve. Nu vilde han selv forsøge sig som Poet og skrev, hvad Dass kalder en Physica Ligata, en Afhandling paa Vers om alle mulige Gjenstande. Arbeidet sendte han Petter Dass til Gjennemsyn. Dennes Svar er i høi Grad overgivent: i en lystig Revu lader han alt, hvad Nysteds „poetiske Pibe“ har fremtryllet, passere forbi. Rigtignok beder han undskyldt, at han efter sin Vane saaledes slaar Gjækken løs:

„Det hellere faldt For langt
I Verden at forblive,“

og beder ham ei lægge hvert Ord „paa gylden Vegt.“ Men den krænkede unge Digter svarede i alvorlige Alexandriner og gav at forstaa, at

„en velment ringe Digt
Den ikke bør ansees med Haanligheds Gesicht.“

Han finder det raadeligst at lægge Pen og Blæk bort for Fremtiden, og ytrer kun Frygt for, at Kritiken skal gaa Landet rundt. Dass beklager i sit Svar sin overgivne Skjemt, hvormed intet ondt var ment. Men Ole Nysted lod det, som det synes, bero med dette første Forsøg paa Digterbanen.

En sand Forfriskelse for Aand og for Legeme nød Petter Dass under sine Ophold i Bergen, der var hans som alle Nordlændingers egentlige Hovedstad. Der var et Liv og en Virksomhed, som tiltalte ham, — man læse kun den levende Skildring af den bergenske Trafik, som han giver tilbedste i Viserne om denne Byes Brand i 1702. Det var ogsaa som den dristige Forretningsmand, Dass kom der, om end Sagnet gjør sig skyldig i Overdrivelse, naar det lader ham staa paa Bryggen og sælge sin Fisk som en anden Jægteskipper. Hans Befordring var en af hans egne Jægter; han kommer, siger han, til Bergen „i Nordfar-Stevne,“ og Opholdet der kalder han sin „Ligge-Tid.“ Dog blev ikke Presten og Digteren glemt for Handelsmanden: den gamle Hansestad husede jo Tvillingrigernes feirede Digterinde, Dorothea Engebretsdatter, hende, om hvem Kingo sang:

„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste Gudinder,
At bukke eder dybt for en af Nordens Kvinder,“

medens Peder Syv fandt, at Dorothea, ligesom Grækernes Sappho, billigen burde selv regnes blandt Musernes Tal. Ogsaa Dass kjendte „Dorthes berømmelig Rygte“ og bragte hende under sit Ophold i Bergen 1680 sin poetiske Hyldest. De vexlede siden Tid efter anden Rimbreve, og Dass blev, naar Leilighed gaves, en kjær Gjest i Digterindens Hus. Ogsaa Stiftamtmanden i Bergen, den danske Adelsmand Laurits Lindenow, hørte til Petter Dass’s Bergenske Vennekreds. Bekjendtskabet skrev sig fra Lindenows Reiser i Nordlandene og blev pleiet ved vor Digtets Besøg i Bergen og ved poetiske Epistler.

Petter Dass, hvis Helbred i yngre Dage bød enhver Anstrengelse Trods og derfor heller ikke blev sparet, begyndte temmelig tidlig at føle Alderdommens Tryk. Allerede i Aaret 1700 skriver han:

„Jeg for min Svaghed ikke kan
Aftrække mine Strømper.“

Endnu kan han dog spøge med sin Skrøbelighed. Siden begyndte ogsaa Synet at slaa feil:

„… naar jeg eftertænker ret,
Et Skylden i mit Øie.
Jeg ser nu ofte to for et“ osv.

Hans Aandskraft var imidlertid usvækket, ja just i disse sidste Leveaar synes han at have digtet sine fleste Viser. Det seneste Digt, hvis Tid kjendes, er Gravsangen over hans Stedfader, der døde 1ste Februar 1707; han ender den med disse Linjer:

„Jeg tror med første Post og Bud
At komme dig i Tale.“

Med hans øvrige Svagheder forenede sig Stensmerter, der foraarsagede ham de heftigste Lidelser. „I sex Aar,“ skriver han, „har jeg været svag og ikke havt en rolig Dag.“ I rørende Simpelhed skildrer han sine Kvaler, der pinte ham den udslagne Dag og ei lod en Blund falde paa hans Øine om Natten. Det var ham en Lise at skildre de Smerter, hvoraf han led. Hans Tanke vendte sig altid mere mod Døden som den eneste Befrielse. I denne Tilstand beskrev han i en Sang sit Levnetsløb, „tilegnet hans kjære Menighed,“ eller som han kalder den: sit sidste Testament Vakkert og inderligt takker han Gud, fordi han saa uforskyldt har overøst ham med sin Naade. Han viser, hvorledes Guds Miskund har fulgt ham lige fra Barndommen af, da Herren selv blev den faderløses Fader, og ender med en Bøn for Menigheden, baade den store, der omfatter alle kristne, og den mindre, som var ham betroet:

„Vor Syndetal afskrive,
Stryg al Restantsen ud,
At Helgeland maa blive
Et helligt Land for Gud!“

Endelig opfyldtes hans Bønner. Han døde i August Maaned 1708[26], 61 Aar gammel. Han blev bisat i Alstahaugs Kirke. For nogle Aar tilbage, da Kirken blev restaureret, fandtes og borttoges Petter Dass’s Ligkiste, tilligemed andres af hans Familie. Hvor der et blevet af dem, vides ikke.

Det fremgaar af alt, hvad der er os berettet om Petter Dass, at han har været en mer end almindelig sund, kraftig Personlighed, ved sin Fremtræden og Evner vel skikket til baade at imponere og vinde, hvem han kom sammen med. Han var, siger han Sønnesøn, „noget hastig i Svar og Udtale, dog ei fremfusende.“ Spøg og Skjemt kom ham tidt paa Tungen som paa Pennen:

„En knur og grinen Mand
Af alle bør belees,“

heder det i et af hans Rimbreve. Som Exempel paa hans Lyst til Selskabelighed ved Traditionen endnu at berette, at hans Kapellaner hvert Aar om Vinteren var forsamlet hos ham, og levede man da et Par Uger i Lystighed og Glæde[27]. Sit Kalds Pligter og sin Menighed omfattede han med Varme og Kjærlighed, men fandt dog Tid til at sørge for sin timelige Velstand og til at udfolde en omfangsrig Digtervirksomhed. Han havde Sangens Evne, og hvad Magt der laa i hans Ord og Rost, naar han stod paa sin Prædikestol, derom kan Folkesagnet endnu fortælle. Det er ikke Petter Dass’s Digtning alene, men ligesaameget hans hele Personlighed, der har gjort, at Nordlændingen fremdeles med Kjærlighed og Respekt ser op til hans Navn og bevarer hans Minde. De brugte i Nordland i lange Tider, og nogle bruger det vel endda, i sine Raaseil at sætte to Firkanter af sort Tøi, helst af Vadmel, oppe under Raaen, en Firkant paa hver Side; dette, siger de, er til Sorg over Petter Dass’s Død; har man i tillige havt et sort Stykke midt paa Seilet under Raaen, var det Tegn paa, at man var i Slegt med ham[28].

Ifølge Sønnesønnens Vidnesbyrd var Petter Dass „af Person noget lav, af Vext undersætsig, men haardfør af Lemmer.“ Hans endnu bevarede Portræt, der er taget i hans bedste Aar, før han endnu var bøiet af Alder og Sygdom, viser os en rask, fyldig Mand med et bestemt, karakterfast Udtryk. Han bærer der et studset, nedentil glat afklippet Fipskjeg, der ligesom Haaret er rødbrunt. Med dette Billede har det ellers en merkelig Sammenhæng. Det hænger i Melhus Kirke, to Mil søndenfor Trondhjem. Det angiver intet Navn, men har paa Latin Indskriften: „i sit Alders 37te og Preste-Embedes 11te Aar,“ hvilket passer paa Dass i Aaret 1684. Et Sagn, der er meddelt af nogle af Slegtens nulevende Medlemmer, ved om dette Portræt at fortælle følgende: Paa en Gjennemreise kom Petter Dass til Melhus en Søndag Formiddag, just som der forrettedes i Kirken. Han gik ind i Kirken, satte sig og deltog i Salmesangen. Hans sterke og smukke Stemme vakte megen Opmerksomhed, og da han en Tid opholdt sig hos sine Slegtninger paa Prestegaarden[29], vandt han megen Yndest blandt Menigheden og forærede den til en Erindring sit Billede[30].

Et andet Portræt af Petter Dass bevaredes hos hans Efterkommere paa Gaarden Skeid i Alstahaug tilligemed Billeder af hans Hustru samt Sønnen, Mag. Anders Dass, og dennes Kone. Ved en Undersøgelse for nogle Aar siden befandtes Digterens Portræt ødelagt; de øvrige var ret vel bevarede[31].


  1. Det kan med det samme merkes, at i ovennævnte Liste opføres en Jørgen Dass allerede i 1605.
  2. „Tre Pægle skjænket er af Maræ bitre Vande,
    Som Falchen drukket har til Bunde i en Kande,
    Tre Mænd hun savnet har udi sin Egtestand,“

    synger Markus Volquarts ved hendes tredje Mands Død. Hvem den første var, vides ikke.

  3. Sit Fornavn skriver han selv altid saaledes, saaledes findes det i de ældre Udgaver af hans Skrifter, og saaledes kalder endnu Nordlændingen ham; vi har derfor ikke nænnet at gjøre nogen Forandring.
  4. Se L. Dietrichson i Den norske Poesis Hist. I 77.
  5. Dette Ophold omtales ikke af Alb. Dass, men kun saaledes kan P. Dass’s Ord til Peter Jesperssøn i Tilegnelsen af Katekismus-Sangene forklares:

    „Vi ginge tilsammen i Skole og Tvang.“

    Fra Huslærerens Undervisning sendtes P. Jesperssøn i Trondhjems Skole og gik der, til han blev Student.

  6. Interessante Oplysninger om Bergens Skoleliv paa den Tid af Edv. Edvardssøn i N. Mag. II 636 fgg.
  7. Forf. meddelt af Augustinus Johannessøn Sellevold i Dvergberg, Stortingsmand fra Nordlands Amt 1845 og 1848.
  8. Erlandsen i Tromsø Stifts Geistlighed S. 58 siger: til 1669, efter hvilken Kilde?
  9. Vi optager, for Bekvemmeligheds Skyld, hin Tids Brug af Ordet „Herr“; det betegner, som bekjendt, den ordinerede Prest. — Denne Laurits Holgerssøn, Arrebos Samtidige, var en vidt bereist Mand. Hans Stambog paa det st. kgl. Bibl. i Khb. giver mange biografiske Data til hans og den Wirthmandske Families Historie.
  10. Dass’s egen Opgift er vaklende; snart siger han, at han var Kapellan „i 17 samfulde Aar“ (indtil 18 Mai 1689), „i fulde 17 Aar,“ snart „hen ved 16 Aars Tid.“ Hans Biograf Alb. Dass har „henved 1672.“
  11. Traditionen vil imidlertid vide, at Petter Dass som personel Kapellan ikke boede paa Prestegaarden, men paa Gaarden Mehus, tre Fjerdings Vei derfra.
  12. Det var i de Dage, og navnlig i-Nordland, vistnok hyppig Tilfældet, at man tyede til Presten ogsaa for sine legemlige Brøst. Dr. Peter Jesperssøn lagde sig paa sin Udenlandsrejse efter Medicinen, fordi han paa den Tid endnu tænkte at leve og dø som Nordlandsprest.
  13. Dette siges i en i Rigsarkivet beroende Klage over Mag. Anders Dass, fremsat 1718 af Ole Broch, residerende Kapellan i Vefsen.
  14. „Nordlands Trompet“ Side 85.
  15. Man læse Dass’s Betragtninger i denne Anledning i „Nordlands Trompet“ Side 102—103.
  16. P. Dass’s Brev til P. Munch, dat. Alstahaug d. 28de Jan. 91, i Thj. Vid. Selsk. Mskr. fol. 248.
  17. Brev fra P. Dass til P. Krog, dat. Alstahaug d. 13 Feb. 91, Thj. Vid. Selsk. Mskr. fol. 248.
  18. Der fødtes 1705 deres ældste Søn, den lærde og dygtige Rektor Benjamin Dass, der altsaa er en Brodersøns Søn af Digteren.
  19. Hun nævnes i Visen om hans Sygdom (Side 221): „Min Søn og Datter“ osv.
  20. Aaret angivet af A. Dass; han var død før 13 Febr. 1691, da Faderen i sit ovennævnte Brev til P. Krog taler om sin „eneste Søn.“ Erlandsen (Tromsø Stifts Geistl. S. 58): „Lars D., døde ugift, som Student, 1691 i Bergen paa Hjemrejsen fra Kjøbenhavn, 16 Aar gammel;“ Alderen er maaske rigtig, men det øvrige maa være galt. Den neden aftrykte Liste over P. Dass’s Viser har: 1686.
  21. Efter Jesperssøns originale Breve, dat. Khvn. d. 23de Juli 1692 og 22de Febr. 1693, tilhørende Thjem Vidensk. Selsk. fol. 248. — Det sidste Brev indeholder en ret merkelig Ytring, der fortjener at medtages. Dass havde nedsendt et Bønskrift for Herr Kristofer Todal, der, uvist af hvad Grund, i 1692 var entlediget fra sin Stilling som Sogneprest i Verø. „Den Supplik, I sendte ned for Todal,“ skriver Jesperssøn, „har de slaget af i Kancelliet. Der er Naadsens Dør meget hart tillukt, — Gud trøste dem, der skal nødes at søge der Hjelp! Vil dog med allerførste overgive den til Hans Majestæt selv, og haabes da at nyde en naadigere Expedition.“
  22. Ester P. Dass’s egenhændige „Copie af mitt Kalds opladelse for min Søn,“ tilhørende Herr Bibliotheks-Amanuensis Tellefsen i Kristiania.
  23. Gunnerus’s Hiertenbrief S. 29. Et andet Skrift af ham har Forf. seet i Kjøbenhavn (st. kgl. Bibl., Ny kgl. Saml. 4to 2122 h), en Ligprædiken over hans Kapellan Jens Snoghs tredje Kone Gjertrud Stefansdatter, skreven med Bredals egen, ualmindelig smukke og sirlige Haand, og forsynet med Biskop Schletters egenhændige Anbefaling til Trykken.
  24. Epistolæ de Atheismo i Original i Thjems Vidensk. Selsk. 4to 60.
  25. At han var hans Kapellan, som Welhaven siger, er ikke rimeligt, da han aldrig tituleres „Herr.“ En studeret Mand har han dog vistnok været.
  26. Dette Aar angives af Alb. Dass og er visselig det rette. Welhaven (Saml. Skr. VI 123) har 1707, rimeligvis efter en Chronologia & Series Pastor. Alstah. i Rigsarkivet, som dog er nyere end A. Dass og ei kan tillægges saamegen Troværdighed. Datoen kan ikke nøiere oplyses, da Alstahaugs Ministerialbøger først begynder med Aar 1714.
  27. Meddelt af Kirkesanger H. Heitmann i Alstahaug.
  28. Meddelt af A. Sellevold, som tilføier: „Snarere skulde det nok være brugt som mere varigt for Forraadnelse, da Vadmel har den Egenskab at holde længere ud end Tøi af Hamp, Bomuld o. desl. Men Sagnet er nu saa.“
  29. Hans Fætter Mikal Melkiorssøn havde været Prest i Melhus, og dennes Datter var gift med den daværende Prest, Peter Mentssen Darre.
  30. Saaledes meddelt af Fru Eitran, født Dass, i Lurø. Herr M. B. Dass paa Sandnes skriver: „Jeg har hørt, at der i Melhus Kirke skal være et Portræt af en Prest Dass, men om det er Peders, er vist tvivlsomt, da han var Prest her paa Alstahaug til sin Død.“ Der kan fornuftigvis ingen Tvivl være om dette Portræts Identitet, naar der betænkes, at det bevisligen ikke forestiller nogen af Stedets egne Prester, at Indskriften netop passer paa ham, og at Sagnet bestemt henfører Petter Dass’s Portræt til denne Kirke.
  31. Meddelt af Herr M. B. Dass i Sandnes.