Åpne hovedmenyen
OM
PRONOMEN RELATIVUM
OG
NOGLE RELATIVE CONJUNCTIONER
I VORT OLDSPROG.
Af
C. A. Holmboe.
Universitetsprogram for 2det Halvaar 1850.
CHRISTIANIA.
Trykt i P. T. Mallings Bogtrykkeri.
1850.

I de ældste indoeuropæiske Sprog have de correlative Pronominer en skarpt afsondret Form, i det enhver Classe betegnes ved et særeget Begyndelsesbogstav, saaledes at i Regelen Demonstrativet betegnes ved Dental, t (p, d), Interrogativet ved Guttural, k (modificeret qu, hv) og Relativet ved Palatal, j (modificeret i, ǵ og spir. asp.). Men igjennem Tidernes Löb ere i Demonstrativclassen flere Stammer optagne, dog som oftest uden at fortrægne den dentale, og i Relativclassen er i flere Sprog den oprindelige Stamme tabt og erstattet ved Laan. Dette vil let sees af fölgende Fortegnelse, hvor jeg i den sidstnævnte Classe har sat de laante Stammer i Parenthes.

Pronomen
demonstrativum interrogativum relativum
m. f. n. m. f. n. m. f. n.
Sanskrit: सः सा तत् कः का किं यः या यत्
saḣ tat kaḣ kiṁ jaḣ ja jat
eller स्यः स्या त्यत् ell. ell.
sjaḣ sjá tjat kas jas
Zend: taṭ kaṭ jaṭ
Prakrit: so se taṁ kiṁ
Bengalsk: se se ki
Hindustansk: ell. taun (o. gen.) kaun ell. kijá ǵu ell. ǵaun
Persisk: ô (ín og án) keh og ćeh (keh)
Græsk: τὸ (art.) τίς τίς τὶ ος
Latin: is-te is-ta is-tud qvis qvæ qvid (qvi qvæ qvod)
Gotisk: sa þata hvas hvó hva ei, inflexibelt.

Oldhöitydsk: der diu ell. siu das hwer m. & f. hwas í, inflex. (der diu das)
Oldnorsk: sa su þat (hvar) hvat is, jas, es ell. er (sem)
eller sjá sjá (þjat?) inflex.
Angelsachsisk: se sëo þät hwa hwät (se sëo þät)
Engelsk: this that who what (who that el. which)
Höitydsk: der die das wer was (der die das)
Hollandsk: die, m. & f. dat wie, m. & f. wat (die dat)
hij sij het (pers.) (wie wat)
Oldslavisk: t’ ta to kui kaja koe iǵe jaǵa jaǵe
Russisk: шошь ша шо кошо́рій кошо́рая кошо́рое (кошо́рій кошо́рая кошо́рое)
Polsk: ten ta to który która które (który która które
kto
Böhmisk: ten ta to kdo co (který která které)
Slovenisk: ti ta to káki káka káko (ki inflexib.)
Litthauisk: tas kas (kas)
Lettisk: tas ta kas (kas)
Norske Dialecter: han ho da ell.  kvær, kvem, kva, kem, kvann, ell. kvenn el. ken m. & f. kvæ (som, so ell. saa, inflex.)

Man seer heraf, at Sanskrit, Zend og Græsk have vedligeholdt sit Relativ fuldstændigt, Gotisk, Oldhöitydsk og Oldnorsk mindre fuldstændigt; de slaviske Sprog og det Latinske (samt de yngre romaniske Sprog) have gjort Laan i Interrogativclassen; det Andelsachsiske, Oldhöitydske og yngre germaniske Sprog have gjort Laan i Demonstrativclassen, for at betegne de relative Begreb.

Hvad det oldnorske og de ældre germaniske Relativer betræffer, da kan man i dem næppe miskjende en fælleds Oprindelse med de tilsvarende i Sanskrit og Zend. Her er Relativstammen i, hvoraf Pronominet ved Suffixer danner Genera, Numeri og Casus. I Oldnorsk maa Stammen ogsaa have været i, med Nominativendelse is ell. jas, hvilke Former findes paa nordiske Runestene. Men Nominativsuffixet s, der i Græsk, Latin og Gotisk har vedligeholdt sig uforandret, gik i Oldnorsk senere over til r, og ifölge heraf blev is til ir, og jas eller es til er. At Nominativendelsen saaledes ligesom forstenes, er ikke uden Analogier saavel i vort Oldsprog som i flere nyere Sprog. Beviserne vil jeg her forbigaae, da jeg har anfört dem i et andet Værk, som er under Pressen.

Det gotiske ei (der udtales som i) og det oldhöitydske i sees letteligen at være den uforandrede oldindiske Relativstamme uden noget tillagt Suffix.

Som Enclitica bruges er og es jævnligen, f. Ex. sás for sá es, den, som; sús for sú es, id. fæm.; þas for þat es, det, som.

Det got. ei forekommer næsten udelukkende enclitisk. Grimm — d. Gr. III S. 16, anförer som en Mærværdighed, at ei staaer alene Neh. 5, 14: fram þamma daga, ei anabauþ d. e. fra den Dag, (paa) hvilken han böd. Ellers stötter ei sig stadigen til et andet Pronomen, og ligesaa de faa Levninger af det oldhöitydske i, som anföres af Grimm d. Gr. III S. 16.

Det andet oldn. Relativ sem, senere gaaet over til som, maa betragtes som et Laan fra Demonstrativstammen, uagtet denne ligesom i Sanskr. og Gotisk, ikke uden i Nomin. m. & f. har s som Begyndelsesbogstav, men overalt ellers þ. Der maa nemlig have været en Tid, da s-Lyden har været brugt ogsaa i Casus obliqvi; thi i Oldlatinsk læses sum = eum, sam = eam; sos = eos — Max Schmidt „De pronomine græco & latino,“ p. 11, 12 — og i Græsk σήμερον, i denne Dag. Forövrigt maa sem betragtes som en oprindelig accusativisk Form, analog med vort nyere spörgende Pronomen hvem[1], der næsten har fortrængt det egentlige Nominativ hvo, ligesom i vore Almuedialecter kvem og kem er almindeligere end kvær — I. Aasen, det norske Folkesprogs Grammatik, S. 162 —. Accusativets m eller n er ogsaa, som Bopp — v. Gram. S. 178 — har godtgjort, trængt op til at blive Nominativ i Neutrum i en Classe af Nomina (a-Stammen) i Sanskrit, Zend, Græsk og Latin. I vore Almuedialecter er denne Accusativendelse igjen jævnligen bortfalden, og Ordet hedder so ell. saa. Ogsaa i det Tydske bruges so jævnligen som inflexibelt Relativ.

Relative Conjunctioner.

Af det relative Pronomen danne de fleste Sprog en Deel Conjunctioner, der deels ere bestemte Casus af Pronominet, som de latinske qvam og quo, deels ere forældede, ei mere som Casus brugelige Former, som lat. quum eller cum, græsk ὡς, (oprindelige Ablativ — Bopp vergl. Grammatik Art. Abl. Sing.). Til den sidste Art hörte de oldnorske Conjunctioner ef, at og en, hvilket i det Fölgende söges godtgjort.

1. ef.

Den betingende Conjunction ef eller if, om, dersom, har i beslægtede Sprog fölgende Former: hindui: जौ, ǵau जो, ǵo जब्, ǵab जबै, ǵabaj — Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindouie, p. 57 —; hindustansk: ǵab῾i, ǵab, kab og ; begalsk: ǵabé eller ǵavé; gotisk: ibai eller jabai; angelsachsisk: gif; engelsk: if; engelske Dialecter: gef, gife, — Halliwell, Dictionary of archaic and provincial words —; skotske Dialecter: geif, gefe, gewe — Jamieson, scottish Dictionary —; oldhöitydsk: ibu, ipu, upi, ubi, ube, oba; tydsk: ob; græsk: εἰ; oldpreussisk ikai; slovenisk: ako; lettisk: ja; litthausik: jéy.

Den blotte Sammenstilling af disse Synonymer vækker Formodning om en fælleds Oprindelse. Noget Forsög paa at bevise en saadan har jeg dog ikke nogensteds antruffet, ligesaalidt som en udförlig Sammenstillen af dem. Grimm har i sin deutsche Grammatik 3ter Th. S. 283 flg. sammenstillet saamange af dem, som höre til de germaniske Sprog, men berörer ikke de övrige, og yttrer heller ikke nogen Formening om deres Oprindelse. Jeg vil derfor forsöge at paavise denne. Naar man betænker Partiklers sædvanlige Tilböielighed til Afslibning og Forkortelse, maa man antage, at de udförligste af ovenstaaende Former ligge Oprindelsen nærmest; og, naar man dernæst tager i Betragtning, at en Mængde Partikler ere af pronominal Oprindelse, vil man næppe miskjende Ligheden mellem det got. jabai, hinduiske ǵabaj, hindustanske ǵab῾i, beng. ǵabé med sanskr. याभिः, jáb῾iḣ ell. jab῾is, instrumental plural. m. & f. og याभ्यः: jáb῾jaḣ ell. jáb῾jas, dativ plural af pron. relat. Hvad Bogstavovergangene betræffer, da bliver sanskr. य, j, i de indiske Döttresprog sædvanligen til ज, ǵ og b῾ = bh kaster deels Aspiranten bort og bliver til b, v, u ell. i Forening med foregaaende a til o, deels Labialen, saa at Aspiraten alene bliver tilbage. I förste Tilfælde ere de fleste af de opregnede Synonymer, i sidste det oldpreus. ikai og slov. ako, saafremt de medrette kunne ansees at v're af samme Oprindelse. Instrumentalendelsen भिः, b῾is gaaer i al Fald allerede i Prakrit regelmæssig over til हि, hi eller हिं, hiṁ — Lassen, Istit. ling. pracr. p. 310 — og h forhærdes ved Sprogovergange ofte til k. Det lett. ja, som har tabt hele Felxionsendelsen, sees dog oprindeligen at have havt den, da den i det sammensatte Ord jabšu, omendskjönt, antydes ved den bibeholdte Labial. Det græske εὶ bærer ogsaa ringe Spor af sin Oprindelse, og dog er denne saagodtsom den eneste af de opregnede Former, der, saavidt jeg veed, har været Gjenstand for etymologisk Analyse. Bopp har saaledes — vergl. Grammatik, S. 376 og 556 — udledet dette og the lith. jéy af sanskr. यदि, jadi, naar, om, hvilket staaer i kjendelig Forbindelse med pron. rel.; og han mener, at det er fremkommet ved at udstöde Bogstavet d[2]. Herimod gjör Benfey — Griechischer Wurzellexicon I. S. 401 — den Indvending, at der i det Græske ikke kjendes nogen Analogie for Udstödelsen af d; han mener derimod, at man bör ansee εὶ for en Dannelse analog med Localadverbierne εχ-εῖ, την-εῖ, αὐρ-εῖ, κ-εῖ o. s. v. Hvorledes man derimod skal forklare disse anseer han for tvivlsomt, og vakler mellem Hartungs Forklaring — Casus 212, — ifölge hvilken de ere at betragte som Locativer, og en af ham selv proponeret Derivation af dat. sing. af det relat. Pronomen. I förste Tilfælde maa men tænke sig εὶ forkortet af εὶν, som igjen skulde være dannet af यष्मिन्, jasmin, ved Elision af sm, der i Pronominernes Declination viser sig som indskudt mellem Stamme og Flexion; i andet Tilfælde tænker han sig at en ældre singul. Dativform af Relativet kan have hedt यभि, jab῾i, i Lighed med Dativsuffixet i det pers. pron. for 2den Pers. sing. तुभ्थं, tub῾jaṁ = lat. tibi; af jab῾i fremkom da ved Elision ja-i, hvoraf εὶ. — Naar jeg foretrækker Derivationen fra Pluralendelsen, som ovenfor anfört, da ledes jeg deels af Fordelen ved at tye til en bevislig tilværende Form, istedetfor til en hypothetisk, deels af Hensyn til fölgende Bemærkning.

Conjunctionen ef er i vort nyere Sprog gaaet over til om, ved Blödgjörelse af Labialen, og Vocalens Lempelse efter den labiale Consonant. Herved er den i Formen bleven ganske lig Præpositionen om hvorved et Bidrag vindes til at bestyrke Rigtigheden af Bopp’s Formening, at den sansk. Pluralendelse i Instrumental भिः b῾iḣ og i Dativ भ्यः b῾jaḣ er beslægtet med Propositionen अभि ab῾i, angaaende, over, om. Thi af denne har vor Præposition om udviklet sig, hvilket bliver klart ved fölgende Mellemled: græsk ἀμφί, oldhöitydsk umbi, angelsachsisk ambe, umbe, umb, ymb, latinsk ambi, amb og am som uadskilleligt Præfix f. Ex. i ambivium, ambedo, amplector; oldsvensk aff og aaf; oldn. of og af; russisk og slovenisk об, (ob).

Ganske analogt hermed have de plurale Endelser भ्यः b῾jaḣ og भिः b῾iḣ gjennemgaaet lignende Overgange indtil Endelsen um, der er plural Dativendelse i vort Oldsprog; m i Gotisk og Slavisk; mis i Lithauisk; φι og φιν i Græsk f. Ex. i Ίλιόφι, ὀστεόφιν — Bopp I. c. S. 251 — bis og bus i Latin. Vel har Dat. Sing. ogsaa Suffixet m i Gotisk og Oldn. i den pronominale og den sig dertil sluttende adjectiviske Declination; men dette m har, som Bopp l. c. S. 190 flg. har godtgjort, sin Oprindelse fra Partikelen स्म, sma, der ikke kan gjennemgaaet de Forandringer, som her ere paaviste[3]. Hvad Formen ef forövrigt angaaer, er der al Grund til at antage, at den i ældre Tid har været jef eller jaf, hvilket kan sluttes ikke alene af de allerede anförte analoge Former, men ogsaa af det endnu nærmere liggende ældre Svenske, hvori jäf ell. jef forekommer som Subst. i Betydningen Tvivl, jäfwa, at tvivle, af samme Oprindelse fra Partikelen jef, ef som det oldn. efi, Tvivl, efa, at tvivle; hvoraf har dannet sig ima af samme Betydning, ligesom om af ef.

Hvad dernæst Betydningen betræffer, maa ef ifölge det Anförte oprindelige have udgjort det relative Correlativum til det demonstrative þvi, derfor og det interrogative hvi, hvorfor. Disse ere nemlig aabenbare Berivater af ताभिः táb῾iḣ ell. ताभ्यः ''táb῾jaḣ, instr. og dat. plur. m. & f. af तत् tat, det, den, (i Pali tebi, m. & n. og táb῾i, f.) og काभिः káb῾iḣ ell. काभ्यः káb῾jaḣ, samme Casus af किं kiṁ, hvad, hvem, af hvilke ogsaa de tilsvarende hindustanske Correlativer b῾i, derfor og káhí ell. kahé, hvorfor, udledes. I Analogie hermed har ef i ældste Tid sandsynligviis havt Formen efi eller jafi. Den förste Betydning maa her som i ande pronominale Partikler antages at have været den local, hvoraf successivt den temporale, causale og conditionale have udviklet sig. Altsaa först = qvibus (relat.) scil. locis, paa hvilket Sted, hvor (relat.); dernæst: paa hvad Tid, naar (relat.); saa af hvilken Aarsag, under hvilke Omstændigheder, Betingelser (relat.). En omtrænt lignende Overgang i Betydninger lader sig iagttage i det lat. ubi, upaatvivlelig af samme Oprindelse (kun opr. interrog.) som vort ef. Den locale og temporale Betydning er noksom bekjendt; og, at det ogsaa brudes causalt eller instrumentalt sees af Steder som Terent. Heautont. 4, 6, 9: Hujusmodi res semper comminiscere, ubi me excarnifices d. e. saadanne Ting finder du stedse paa, for dermed at plage mig. Her forklarer Fabri i sin Thesaurus ubi ved in qvibus eller propter qvos. Den locale Betydning er ogsaa Grundbetydningen i vor sædvanlige betingende Conjunction dersom der intet andet er end Adv. der + Relat. som.

2. at.

Conjunctionen at har deels en relativ, deels en demonstrativ Oprindelse, ligesom de tilsvarende Conjunctioner i de beslægtede Sprog oftest slutte sig til Pron. rel., men undertiden til Pron. demonstr. Saadanne ere: sansk. यत्, jat, zend jaṭ og jaṫa; hindustansk ǵó, hindui जो, ǵó og जु, ǵu; oldpersisk tja; nypers. keh; gotisk ei, þata, þatei, angelsachsisk þät, engelsk that; skotsk at; græsk ὅτι; latinsk qvod og ut; tydsk dass; hollandsk dat; lettisk ; litthauisk had.

Den blotte Sammenligning mellem disse Ord og de ovenfor S. 3 og 4 anförte Pronomina vil vække Formodning om fælleds Oprindelse, og denne lader sig end yderligere bevise ogsaa for de Sprogs Vedkommende, hvor den ikke allerede er erkjendt. At sanskr. यत्, jat, med den pronominale Betydn. forener Betydn. at, anföres ei hos Wilson, men sees af Steder som किं तवापकृतं राजन्... मया... यदहं ताडितास्त्वया, kiṁ tavápakṛtaṁ raǵán... majá... jadahaṁ táḍitastvajá, d. e. hvad Uret er dit tilföiet af mig, Konge, at jeg er bleven fældet af dig? See Westergaards Sanskrit Læsebog, S. 45, l. 21, 22.

I Zendsproget haves endnu intet paalideligt Lexicon; men at jaṭ foruden at være Pron. rel. ogsaa betyder at, sees af Steder som jaṭ kerenáiṭ, for at han skulde gjöre — Journ. Asiat. IV S. T. IV. p. 479 —; taṭ jasaṭ djaptem jat῾ hé put῾ro uśazajata, d. e. den Fordeel er bleven ham til Deel, at en Sön er ham födt — ib. p. 491 —; jat῾ javó póurus bavat῾, at Kornet kan være rigeligt — Yaçna I. p. 422. Nott. p. 147. — Ogsaa jat῾a, at, f. Ex. jat῾a asem badajéni, at jeg binder.

Det hinduiske जो, ǵó og जु, ǵu, opföres af Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindouie p. 34 og 58 baade som Pron. relat. og som Conj. que, si Det oldpersiske tja er baade pron. relat. og conj. at —cfr. Glossaret til Benfey, die persischen Keilinschriften —; det samme gjælder om det nypers. keh. Det got ei, baade Pron. rel. og at, conjunct. f. Ex. Luc. 20, 7: andhofun, ei ni vissedeina d. e. de svarede, at de ikke vidste det. þata, neutr. af det dem. Pron. bruges ei sjelden foran Infinitiver, som den græske Artikel, f. Ex. Mark. 10, 40: þata du sitan = τὸ δὲ καϑίσαι; ib. 9, 10: þata us dauþaim usstandan = τὸ ἐκ νεκρῶν ἀναστῆναι. Formen þatei er en Sammensætning af de to foregaaende og bruges baade som pron. rel. = ὅς, og som conj. = ὅτι. Talrige Exempler haves hos Schulze, gotisches Glossar S. 66 flg.

Det angels. þät og eng. that er neutr. af pron. demonstr., ligefrem brugt som conj., og det skotske at er aldeles synonymt med det oldn. at; det bruges ifölge Jamieson’s scottish dictionary, baade som conj. og som pron. relat., hvilket nedenfor vil sees ogsaa at være Tilfælde med det oldn. at. Det græske ὅτι ansees af Benfey — griech. Wurzellexicon II. S. 148 — for identisk med ὅ,τι ell. ὅττι, neutr. af ὅστις[4]. At den lat. conj. qvod er identisk med Relativet, trænger ei til Beviss; og ut forholder sig til यत्, jat, som ubi til याभिः jáb῾iḣ — S. 8 — (eller rettere काभिः káb῾iḣ). Det tydske dass er forlængst erkjendt som blot graphisk forskjelligt fra det demonstr. das. Hvad FOrmen af at betræffer, da er den fremkommen ved Aphæresis deels af þat deels af यत्, jat[5]. At þ falder bort i Begyndelsen af Pronomina, derpaa have vi Analogier i it for þit, I to og er for þer, I (flere); og Berettigelsen til at ansee þat og at for oprindeligen identiske ligger ikke blot i flere af de anförte Sprog, men ogsaa i det endnu nærmere beslægtede ældre Svenske, hvor they bruges som Conjunction at, f. Ex. Som nw josep thetta saa, at thet gudz wili war, thet honom maria til ækta skwlle gifwas d. e. Da nu Joseph saae, at det var Guds Villie, at M. skulde gives ham til Egte. Helgons-Sagor utg. af J. E. Rietz. Lund 1845. S. 196.

tha wart han mykyt gladher thet han hænne seet haffde — ibid. S. 202.

Det er denne demonstrative Oprindelse at i vort nyere Sprog skylder sin Plads foran Infinitiver, hvor det i Almuesproget ofte optræder under Formen te, ligesom her ogsaa da bruges baade som dem. Pron. og som Conj. at, f. Ex. eg tænkte da han va komen d. e. jeg tænkte at han var kommen.

Paa den anden Side maa at ogsaa have en relativ Oprindelse, thi det bruges ligefrem som pron. relat. f. Ex. i Strengleikar S. 12: Oc þui næst var ængi sa riddari i Brætlande, at eigi for þangat at fræista ef beltit gæti læyst d. e. Og dernæst var der ingen Ridder i Bretland, som ikke drog derhen, for at forsöge om Beltet kunde löses. Ligesaa i Fornmanna Sögur IX B. S. 208: Andres bað Vegarð gánga til huss þess, at finnskattr var i, d. e. Andreas bad Vegard gaae til det Huus, som Finnskatten var i; see endvidere ibid. II B. S. 217. 233; III B. S. 105.

Nu kunde det vel synes, som om man ikke af den relative Brug burde slutte til relativ Oprindelse, da f. Ex. det eng. that og det tydske das, uagtet de bruges som Relativer, dog erkjendes for oprindeligen at være Demonstrativer; men herved maa bemærkes, at disse Ord dog samtidigen vedblive at bruges som Demonstrativer, hvilket ikke er Tilfældet med oldn. at, ligesaalidt som med det skotske, hvorfor her en relativ Oprindelse ligger nærmere. Heraf lader det sig ogsaa forklare, at det tilsvarende Pronomen i det Færöiske bruges som Relativ og det, skjönt oprindelig neut. gen. sing., i alle Genera og begge Numeri f. Ex.

Høyri tað Mylint ríki,
ætlar at gera ille
d. e.
Hör det, du Myling rige,
som har i Sinde at gjöre ilde —

Ólvu Kvæði, 59 — i Antiqvarisk Tidsskrift 1846—48. S. 289 —.

hvàrer Oluva drottning min
ey fekk tàr at goyma
d. e.
hvor er Olufa min Dronning,
som jeg overgav dig til Bevogtning?
— ibid. Str. 78.

allir teir, inni vóru,
bliknaðu tà um kinn
d. e.
alle de, som inde vare,
blegnede da paa Kind
— ib. Str. 166.

Landrus vàr komin firi heygin tann,
hans là móðir i dvàli.
d. e.
L. var kommen til den Höi,
hvor hans Moder laae i Dvale
— ib. Str. 146.

2. enn.

Den sammenlignende Conjunction enn, end, (qvam) er formeentlig en forstenet Accusativform af det relat. Pronomen es, = यं, jaṅ eller jaṁ accus. af यः jas, ligesom qvam af qui. I flere beslægtede Sprog er den tilsvarende Conjunction af relativ Oprindelse. Saaledes det græske η, der af Benfey — l. c. l. S. 400 — af gode Grunde unsees for svarende til sanskr. यया, jajá, Instrumentalis af pron. relat. Til det lat. qvam slutte sig de romaniske Sprog, franske que, italiensk che, spansk que.

Det angelsascsiske þon og engelske than, oprindelig Accus. af det demonstrat. Pron. = sanskr. तं, taṅ, er analogt med den relative Brug af that.

Den sammenlignende Conjunction sees saaledes stadigen at höre til samme Pronominalclasse, som den, der tjener til Betegnelse af det relative Forhold. Det er derfor rimeligere at ansee enn for et Derivat af Relativet er, end for en ved Aphæresis fremkommen Form af det demonstrative Pronomens Accusativ.

Jeg formener saaledes at have godtgjort, at vort oldn. pron. relat. es ell. er, som hidtil har været anseet for inflexibelt, dog i en forhistorisk Tid har været flecteret. — Medens der i vore ældste Skrifter ikke findes Spor til nogen Bevidsthed om, at de her behandlede Conjunctioner ere Flexionsformer, haves dog flere Exemper paa, at deres relative Oprindelse endnu stod klar for Bevidstheden; thi saavel at som en[6] bruges ligefrem som relative Pronominer, f. Ex. ovenfor S. 10, og Strengleikar S. 63 l. 29: En su hin rica fru systir Miluns, en fostraðe sun þeirra d. e. Og den rige Frue, Miluns Söster, som fostrede deres Sön.

Paa den anden Side bruges er i samme Betydning som at, f. Ex. En Helga Droplaugarsyni likaði illa, er fé kom firi vig Torýfils d. e. Og H. D. syntes ikke om, at Betaling erlagdes for Ts. Drab. — Sagan af Helga og Grími Droplaugarsonum, utg. af K. Gislasyni — S. 11.

þat var nokkurum vetrum fyrr, er þeir nafnar fundust á haustþingi d. e. Det var nogle Vintre för, at disse Navner (d. e. Mænd af samme Navn) mödtes paa Höstthinget. — ib. S. 18.

En han kvazt.. litt njóta þess, er han fæddi Helga Asbarnarsyni barn etc. d. e. Og hans sagde, at han havde liden Nytte af, at han opfödde Barn for H. A.

I Betydning af ef bruges er f. Ex. Strengleikar S. 7 l. 25: Nu er þer likar her huilast til þess er þer bætezt oc batnar, giarna skulom ver þer með goðvilia þiona d. e. Nu, dersom det behager dig at hvile her indtil du helbredes og bliver frisk, skulle vi gjerne med Velvillie tjene dig.

I samme Betydning bruges zend. jaṭ f. Ex. jaṭ aété jói mazdajasna.... naśdum fraǵasaṅn d. e. om de, der ere Ormuzd-Dyrkere.... nærme sig en Död. Bopp v. Gr. S. 1105.

Endelig bruges ogsaa en i Betydning af ef, f. Ex. i Olafs Saga hins helga S. 83 l. 11: „en þu meger ut komazt þa ertu holpenn“ d. e. dersom du formaaer at komme ud, da er du hjulpen.


  1. Det kunde vel synes lettere forklarligt, at sem og hvem vare Dativformer, da vort ældre Sprogs Dativ endte paa m; men, at Dativ skulde være trængt op til Subjectsform, mangel al Analogie.
  2. Han omtaler S. 554 ogsaa Slægtskabet mellem got. jabai og pron. rel., men forklarer Stavelsen bai som en egen Adverbialendelse = va i iva, ligesom. Hvorvidt det lith. jéy rigtigst sammenlignes med sanskr. jadi eller med Relativets Dativ Pl. tör være tvivlsomt; det polske który ell. gdy, naar, om, dersom, udgaaer derimod tydeligen fra jadi.
  3. Den paa de eugubinske Tavler forekommende og omtvistede Sætning „juve garbovei buf treif fetu,“ af Pott — Etymol. Forsch. I. S. 203 — forklaret Jovi Grabovi bubus tribus fiat, viser os en plur. Dativ-Ablat. Form paa f ligesom i vort oldn. ef.
  4. Ogsaa ἵνα er sikkerlig en relativ Romation — येम, jema, istrum. sing. af det rel. Pron. i Betydn. — lat. quo, der som bekjendt, ogsaa bruges i Betydningen for at.
  5. Til Masculinformen jas, som forekommer paa Runestene, har vort Oldsprog sandsynligviis havt en tilsvarende Neutralform jat. Denne Sandsynlighed bliver end större ved at sammenholde Demonstrativformen sjá (og þjat?) i vort Oldsprog med de tilsvarende Demonstrativer sja og tjat i Sanskrit; disse sidste anseer nemlig Bopp — v. Gr. S. 506 — sammensatte af de domtr. Stammer s og t samt de relative ja og jat. En lignende Sammensætning kunde man tænke sig i Oldnorsk.
  6. Kun i graphisk Henseende er en forskjellig fra enn, ligesom got. þan fra tydsk dann.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.