Åpne hovedmenyen

Om

Schweigaard

af

Aasmund Olafſon Vinje.

Ihopſanka fraa „Dølen“ etter Utgjevarens Afferd.

Kriſtiania.

Trykt hjaa H. E. Larſen.

1870.

Det ſkifter Dom om Gud og Mann.
Er Livet falſkt er Dauden ſann.

Han døydde braadt fraa os Schweigaard! Der er nokot i dette, ſom du meſt ikke kan tru. Eg ſaag den ſvarte Rand paa Bladom og las om denne Burtgang af „Landets førſte Borgare“ (ſom ellers Kongen etter ſin Tanke er), men endaa var det, ſom eg ikke vilde tru det. Det er ikke meir hel’ ſo eg trur det enno. Det er likſom naar du braadt fær eit Saar: det er lenge før du trur, at det er ſo ſtort. Og naar det er eit Banaſaar, verdt det ſagt, at denne Tru ikke kjem til Mannen før Enden alt er komen.

Med eit ſlikt Døydarord er der altid nokot, ſom likjeſt eit Slag. Du likſom kvekk og ſkvett tilbake, og naar du ſo fær att’ di Tankeſamling, ſo gjeng den i Taktſlag lik Uroen i Klokka (Pendulen). Det verdt til Rim, naar du ſkal ſkriva. Eg kjende denne ſame Riden i Tanken her, ſom daa eg f. Ex. ſpurde Døydarordet hans Poul Botten-Hanſen og Ueland; men denne Svingning vart ikke aukande (accellererende) ſom daa, men minkande (retarderende), daa den vaknande Tanken meir og meir kom til ſeg ſjølv. Derfor ſkriv eg her i ubunden og ikke, bunden Stil. Desſe Vers her framme i Bladet til Likferda hans ned i Tønsberg var eit Slags Pligtarbeid. Og ſo varm var eg daa, at eg kunde faa Maalet til aa ſmelta ſo-vidt.

Tingen er, at Schweigaard ikke var poetiſk i vanleg Meining. Han var baade for ſtor og for liten til at vera det. Forunderleg nok, at du ſkal kunna tala ſo! Men døm no om dette, naar du har leſet mi Utlegging af det.

Det poetiſke ligg likſom midt millom Himil og Jord, eller rettare, det er dette, ſom er her paa Jorda. Det er det reint menneſkelege med ſi ſorgſame Blanding af godt og vondt, ſom altſo anten er „tragiſk“, naar det gjeng den Vegen, eller „komiſk“, naar det gjeng den andre, eller „humoriſtiſk“, naar det er ei Blanding af desſe tvo, ſo ſom Livet vanlegt er.

Schweigaard var fraa ei vis Side ikke rettmenneſkeleg. Han var nemleg i mangt nokot meir. Han var i mange Stykke ſo rein, at det likſom ikke var det varme Liv, men det kalde Marmor. Der var f. Ex. ikke desſe Ungdomsfeil, ſom kunna vera elſkværdige, naar Grunnen er god og dei ſo til Gagns verdt aflagde. Han var „uſtraffelig“, og det ſama var Welhaven i dette Stykke, og dette var ein av Grunnane til desſe tvo Menns Kamp mot Wergeland, ſom var ein „Rasſebasſe“ og ſom dei derfor ikke kunde godkjenna til eit Uttryk for den vaknande Norſkdom i Politik og Literatur. Dei hadde Rett, og det var ſannt paa ſin Maate, men likevel ſo er Wergeland meir poetiſk enn desſe laasføre eller „korrekte“ Folk. Der var nemleg ſtørre Drift i honom og han var meir uppe i Livets Strid. Og ſo gjorde dei dette laasføre til ein Herre iſtadenfor at gjera det til ein Tenare. Laaſen er ikke Rikdomen inne i Huſet men Væktaren for den.

Eg ſagde eingong om meg ſjølv til nokre Folk, ſom gav meg vel ſtore „Komplimenter“: „Aa Skam far’ i det. Der kan ikke vera ſynderlegt ſtort ved meg, for eg er for „ordentlig“. Var eg ſtørre vilde der vera meir Damp, og der vilde koma ſine Sprekker.“ — Dette er naturlegvis meſt eit Vitord. Men nokot ſannt er der i det etter alt Livsrøyn fraa alle Tider. Og eg bør ikke tru, at Ranglefanten kan taka dette til ſeg og tru ſeg eit Geni, for det han ranglar.

Og likſom Schweigaard var laſtelaus i dette Ungdomsliv, ſo var han det og i ſit borgerlege og politiſke. Var han utſend af Staten ſoſom til den ſtatiſtiſke Kongres i Paris f. Ex., ſo bar han ſo litet up og gjorde alle Reikningar ſo ſmaa ſom mogelegt. Han var ikke ſom andre ſlike Utſendingar. Han tok ſom Storthingsmann ingen Dagløn (Diæt) men bergad ſeg med ſi Profesſorløn. Han var her og ein Mønſtermann, eit Ideal. Han ſat med litet Hus det er ſannt, og var ſoleids ikke freiſtad; men han ſaag i dette Stykke ut til at vera ſo rein af Grunnſetning, at han før hadde ſvultet. Det er ſtort dette. Men moralſke Tankar ero ikke Poeſi.

Det var meſt ſo det kvakk i meg, naar eg tenkte paa dette og ſaag denne fagre Mannen. So underlege kunne vi vera.

Dette maatte vel vera, for eg fann, at her vardt drivet Afguderi med dette, iſtaden for at taka det paa den naturlege Maate, likt nokot ſom ikke kan eller bør vera anderleids. At roſa ein Mann for han er ærleg, det er no for det fyrſte ein liten „Kompliment“ til Mannen ſjølv, og ſo tyder dette paa ei Samfundstilſtand, ſom ikke er ærleg, naar Motſetningen ſo verdt roſad. Du kunde av dette draga ut, om du ikke viſte det, at her i Ombodslivet maatte vera komet nokot ſlikt in ſom det at lata ſeg bitala for at vera ein bra Kar.

I Framvokſtren var det litt Stræv for Schweigaard. Men ſo var han med eit framme. Han var ein lykkeleg Mann, ſom alle ſnart bøygde ſeg for, og han fekk alt det, ſom han vilde, og meir til. Dette er fagert, men det er heller ikke poetiſk. Poeſien er fraa denne Sida Striden for eit Mønſter, ſom du aldri naar. Det er Idealet, ſom du ikke kan gjenomføra i Livet. Men Schweigaard ſaag ikke ut til at hava fleire Idealer, en han kunde gjenomføra. Det er plaſtiſk dette, og han er og tidt med Rette kallad ein plaſtiſk Mann. Skriv eit Dikt om det kven ſom vil, eg kan ikke gjera det.

Det er ei ſikker Sak, at den „heldige“ Mannen aldri er den ideale. „Heldig“ er nemleg den, ſom upnaar og fær driva igjenom ſine Planer, ſit Livs Inhald. Men er dette Inhald ſtort og naar langt fram, ſo verdt der ikke med eit og ſo ſnart Rum for det i Livet. Der ſkal fleire Mannsaldrar til, for det kjem ſo langt, og ſo døyr Mannen før den Tid, og er „uheldig“, eller han ſtrævad etter nokot, ſom han ikke naadde. Han kjem i det bedſte Fall ſolangt ſom Moſes, nemleg at han fraa Bergtoppen ſer in i det lovad Land.

Daa Schweigaard var fullvakſen, ſo ſtod han der netup færdig til nokot, ſom Livet praktiſk hadde Bruk for. Og dette utſyllte han vidunderleg godt. Hans juridiſke Tolkningar og Tydningar ero ſnart ſagt makalauſe. Men lenger en til at tolka og tyda kunde han ikke koma. „Den eine er Propheten og den andre er Utleggaren, ſtend det ſkrivet. Schweigaard „lagde ut“, men han „propheterad“ ikke. Han ſat der i ein juridiſk og politiſk Tydnings- og Tolknings-Ring, og utom dette „givne“ kunde han ikke koma. Han hadde ikke Syn og Sans for vaar framſtrævande Norſkdom, f. Ex. han kunde ikke like til det ſiſte faa i Hovudet ſit, at der var nokot ſtort ved Wergeland. Og vi vita alle, at han ſtod imot det meſte af det, ſom ſkulde ſkipa vaar Grunnlog til Kravet af denne nyare Tid. Religionsfri var han; men det var ein Tanke fraa hans Ungdom. Han kunde tyda men ikke ſjølv ſkriva Rettarbøter. Der er nokot tungt og uklaart ved deim, ſom han hadde ſin ſtørſte Part i, ſoſom denne for Handverket og Handelen og Fatik- og Brennevins- og Bankvæſen. Der er den meſte Flugt i hans fyrſte Arbeid, ſoſom i hans Strid mot dei tyſke Rettstydningar i Algreen-Usſings juridiſke Tidsſkrift, og der er Utſyner (vuer) imillom i hans fyrſte ſtatiſtiſke og ſtatsoekonomiſke Arbeid. Der er og likſom Luftningar imillom i fyrſte Parten af „Procesſen“ hans.

Det kan vel ingen mistyda meg ſo, ſom om eg ſkulde vilja hava „Poeſi“ in i ſlike praktiſke Arbeid. Ved Framgang og Ideer meinar eg naturlegvis her det, ſom gjeng ut over det „givne“ og lagar til ei betre Tilſtand, og altſo gjør meir en tydar og tolkar. Eg har ſom alle Juriſter leſet kvert Ord af Schweigaard (kanſke ſonær ſom dei ſiſte Tydningane hans) men eg fann altid meir af det ſtilleſtandande en af det framgangande. Derfor var han og ganſke rigtig „konſervativ“. Han maatte etter ſin heile Natur og ſit heile Livsinhald vera for det, ſom var, for status quo. Han vardt likefram ſkræmd af det, ſom nytt var, og Talemaaten: „Vi vita det vi hava men ikke det vi faa,“ den var meir en ein Talemaate for honom; den var hans heile Grunnſyn paa Livet, hans aandelege Organisme. Det kunde likſo litet falla honom in f. Ex. at retta paa det eigenlege Princip i Civilprocesſen ſom at vera Maalſtrævare. Det var like logiſk umogelege Ting dette.

Welhaven ſkal hava ſagt, at det var at „ſpenna Araberen fyre Matkjerra“ at ſetja Schweigaard ſo in og up i alle desſe Thing- og By- og Bank- og ellers alle praktiſke Greider, ſom aat Mannen ſo reint up, at der etterat han kom in i desſe ikke kunde vera Tale om Vitenſkapen eller at fylgja med ſi Tid. Men om Welhaven, ſom var hans Jamgamling og Omgangsven i Studenteraara og hans Medkjempe i Striden mot den frambrytande Norſkdom, om han, ſegje eg, maatte kjenna honom betre en vi, ſo ſynes likevel den heile ſtore Schweigaardſke Livsgjerning at motſegja Welhaven i dette Stykke. Havde han for det fyrſte voret ein „Araber“ af Naturen, ſo hadde han ikke letet ſeg „fyreſpenna“, og om han var kommen in i „Spannet“, ſo vilde han hava ſlitet det ſunder, ſo Skoklar og Reimar hadde druſt ſom rotne Baſt. Det vilde hava voret, ſom daa Dalila batt Samſon, for han miſte Haaret ſit.

Nei han ſom ikke af Armod var nøydd til at draga denne „Kjerra“, ſom eg trur Welhaven kallad endaa nokot ufinare en „Matkjerra“, han vilde ikke hava dregjet den, hadde det voret mot hans Natur og han hadde voret ſkapt til nokot ſtørre (ja „ſtørre“ er no ikke det rette Ordet, for denne Kjærredraatta er i ſit Slags det ſtørſte og fær idetmindſte den ſtørſte Løn og Æra paa Dagen og Timen, ſom Arbeidet.er gjort.)

Han ſagde, ſkal likeins Welhaven hava ſagt, at han gjorde dette af Pligt. Riket trang til ſlik ein „Kjærredragare“. Han ſaag altſo den Lagnad, ſom ventad honom, og viſte paa Fyrehaand, at han ved denne Fyreſpenning ikke lenger kunde vera „Araber“. Er dette ſannt, ſo er det „tragiſk“ med fri Vilje og af Pligt ſoleids at vigja ſeg til Slitarbeid og dermed ſtengja ſeg ute fraa det hægre og friare Tankeliv og likſom med dette døy fraa Vitenſkapen og Ideernes Rike. Det vilde vera at lemleſta ſine ædlaſte Sanſer for at dei grøvre og mindre ædle kunde bli ſette i ſomyket betre og ſterkare Drift. Kan vaart Livsinſtinkt gjera dette? Ja, Religionsſværmarar vita vi hava „rivet ut ſit Auga og kaſtad det fraa ſeg“, fordi det „forargad“ deim eller fordi dei trudde det var Pligt.

Ei hiſtoriſk Utgranſkning af Schweigaard maatte ſamla ſeg om dette Punkt og faa dette uplyſt. Gjorde han dette, ſo var han født „Araber“ eller „Geni“, og gjorde han det ikke men berre fylgde Naturen ſin, ſo var han ikke meir en eit „Talent“. Det maatte han vera, og det eit godt eit; for der var ein Siriusafſtand imillom honom og hans Felagar (Kollegar) i Univerſitetet og vanlege Embætsmenn i Storthing. Det kan vera ſokallad „gode Hovud“ imillom dette. Det er alt.

Det er nok viſt, at Schweigaard trudde det ſi Pligt at vera med i alt det praktiſke Liv, ſom han var. Men det er nokot forunderlegt at tenkja ſeg, at ein ſlik Mann ikke ſkulde koma etter, at her maatte vera nok af deim, ſom kunde gjera alle desſe Haandarbeid, ſoſom Bankadminiſtrator, det meſte af Formannſkapsarbeidet, alle dei Utval (Kommitteer) til ſomange Smaaſaker oſv., ſom han ſat med Hendane fulle af.

I kvert eit Land vi altid høyrde mæla,
at Folk, ſom tenkja, ſtyra deim ſom træla.

Ifraa alle ſlike Haandarbeid, ſom eg kan kalla deim i Motſetning til ſtørre Tankegjerningar, er det ikke langt ned til vanlegt Sakførarſkap, Departementsarbeid oſv. Og fraa dette er det atter ikke langt ned til Inkasſationer, Kasſererſtap, Bokføring paa Kontorer oſv. Og fraa dette er det atter ikke langt ned til Taarnvektaren og Arreſtforvararen oſv. Samfundet treng til alle, og det vilde i daglegt Lag vera ein ariſtokratiſk Tanke at agta den eine meir en den andre for Arbeidet hans. Og for likſom at bøta paa denne Ariſtokratisme, ſo agtar det daglege Liv den meſt, ſom tener beſt. Men dette kan altſaman vera godt og vel nok til ſit Bruk, viſt er det vel ellers, at ingen Mann, naar han ikke er nøydd til det for Livemaatens Skuld, ſliter ſeg up i desſe Gjerningar utan at finna med ſeg ſjølv, at han er ſkapt for deim, og at der ikke ligg andre Upgaavor for honom i Livet. Derfor veit eg og, at vi talad om og kjende os visſe paa, at f. Ex. noverande Statsraad Broch ikke kunde vera nokon mathematiſk „Araber“, daa han fraa Profesſor vardt til den „Omnibusſen“ i det praktiſke Liv. Han maatte i ſin inderſte Grunn vera ſkapt og ſkoren for det, ſom han tilſlutt utan yttetvingande Magter vardt. Han vilde ellers f.Ex. ſom Gauſs hava funnet Greide paa Maaneknutane iſtadenfor at kalkulera Bogar og Bruer og rotne Tverſtokkar til Jernbanen; og han vilde hava fortfaret med dei „Abelſke Funktioner“, ſom enno ero eit Slags Matbur for det mathematiſke Europa iſtadenfor at reikna ut Tabeller for Livrenteſelſkap og i Serier for Hypothekbanken og Dividender for Kreditbanken. Dette kunde ein mathematiſk Handlangare hava gjort. Han vilde ſom Leverrier hava funnet ut og ſagt: Paa den og den Planet er der Slinger i Valſen; der maa vera ein før ukjend Planet i den og den Himileign, ſom all denne Ugreida kjem ifraa; ſtil Storkikaren dit, og ho maa finnas. Erindſveinane gjorde dette og fann Uroſtiftaren. Her er Skilnaden greid millom Menn af fyrſte Rang og dei af andre, tridje, fjorde oſv. nedetter til det reine Rangløyſe eller til daglegdagſe Folk.

„Men“, verdt det ſvarad, „alle desſe Arbeid maa vera med for at vinna fram og faa den Tiltru, ſom det trengſt til forat kunna bli praktiſk Statsmann.“ Ja, det kan vera ſannt nok dette. Folk tru Mannen i Maal og Maate etter Talet paa hans „Tillitspoſtar“. Men dette er ingen Arabertanke, og ein „Araber“ meinar nok ſom ſo: „kan eg ikke faa traava utan at draga paa alle dei Laſs, ſo verdt det ikke nokot Traad af kvaar ſom er.“

Schweigaards ſtore Exempel gjorde viſt ikke mindſt til denne no ſo aalmenne Værdſetjing af Mannen etter Talet og Omfanget af hans Ombodspoſtar. „Den Mannen maa vi hava med der og,“ vardt det ſagt, og han gjekk med. Det er dette Slitarbeid, denne „Spenning fyre Matkjerra“, ſom er vorden Merket paa den ſtore Mann.

Der laag likeins i heile Schweigaards Grunntanke og Lære nokot af dette praktiſk arbeidande i Motſetning til det ſpekulativ tenkjande. Dette kjem greidt fram i hans Strid mot tyſk Rettsphiloſophi og hans i det heile praktiſke Tidnings- og Tolkningskunſt. Han var ikke langt ifraa ein Napoleon med Ringeagt for „Ideologer“. Dette praktiſke Spursmaal: „om det førde til nokot,“ laag altid nær. Og derfor ſagde han og ganſke rigtig etter denne Livs- og Tankegrunnſetning eingong i 1851 under eit Ordſkifte i Storthinget om „Arbeiderurolighederne“ og Stemmeret: „Det vilde ſandt for Dyden være bedre at give Almuesmanden en Skjæppe Korn eller en Tønde Potetes end Stemmeret.“

Det er denne ſunne Fornuft, denne praktiſke Forſtand; men det er ikke den ſom er Vængeheſten (Pegaſus); Det er ikke „Araberen“.

Han var likevel ſjølv ſo idealt anlagd, at han bar uppe i ei rein Tankeluft dette, ſom hjaa andre mindre Aander maatte faa eit ringare Navn. Og netup ved denne ſi perſonlege Adling af det mindre uplyftande vardt den Aand, han med ſin Autoritet inførde i Riks- og Ombodslivet mindre ideel. Folk ſom ikke hava hans perſonlege Hjarta- og Hovudgaavor til at adla ſeg og ſi Gjerning med, dei hava hans Lære og Ombodsupfatning ſom eit Mønſter, og dermed ero dei lukt inne paa nokot, ſom han ſjølv urettelegt ſtundom vardt gjord til Storpreſt for, nemleg „Materialisme“. Dette er, ſom eg fraa ſomange Sider har ſtrævd med at uplyſa, den politiſk raadande Grunntanken i Landet no. Dette er Uviljen mot alle framifraa flinke Folk, ſom ikke ero „praktiſke“; dette er det „praktiſke“ ſom f. Ex. ſegje om ein Mann, at han er altfor „vitenſkapeleg“ og derfor heller gjør til Profesſor i Medicin ein almindeleg „Dyrlæge“, heller til Profesſor ein hiſtoriſk Samlare en ein hiſtoriſk Sambindare, heller til Domare ein praktiſk Kontormann en ein vitenſkapeleg Rettslærd, heller til Statsraad ein vel inlærd Departementsmann en ein lærd og med ſit Land og Folk kjend Mann. Exemplerne ero endelauſe i kver Grein af Rikslivet, og Aand og Tanke i denne Samanheng og Riks- og Livsupfatning maa vera klaar og greid for kver, ſom har Auga til at ſjaa med og Øyra til at høyra.

Det „praktiſke“ i Livet er all Ære værd, og vi er eit litet Folk, ſo det ſkulde ſynes, at dette maatte vera det eine turvande. Men, underleg nok, det ſom ſkal gjeva eit litet Folk Rett til at liva, det er nokot annat. Millioner agtværdige Dragarar paa Matkjerra kunna ikke gjera Teneſte for ein einaſte „Araber“. Det er alt godt kvert til ſit Bruk, men naar det ſkal vera Tale om ein Folkets Mann i den ſtore Stilen og om ein Monarch in the realm of thought (ein Herſkare Tankeriket), ſom Englenderne ſegja, daa verdt ikke ſerſkilt praktiſke Menn nevnde. Naar Engelſkmannen likſom ſkal forſvara ſit aandelege Liv og ſin Rett til at liva ſom eit Folk, daa maa Shakeſpeare, Bacon og Newton fram. Blackſtone, Campell og Brougham ſlaa ikke til, ikke eingong Canning eller Pitt. Om dette er fyrſte Rangs Folk i ſi Grein, ſo ero dei det ikke i det ſtore og breide Tankeliv. Det er ikke eigenleg Menn i den rette Meining af dette Ord. Dei hava ikke brotet nye Baner. Der er ingen ny Tanke komen in i Verdens- og ikke eingong Rikslivet med deim. Dei hava brukad godt det „givne“ og tydad og lagt det ut og ſett det i god Stil paa ſin Maate.

Og ſo med Schweigaard her. Han vilde netup ſvara til den engelſke Blackſtone, ſom dei engelſke Juriſter enno etter hundrad Aars Tid ſegja, var nær paa makalaus. Men Folket, Nationen, Utlandet, Verden veit den ſtort om honom? Vilde Englands Hiſtori voret anderleids, om ikke han hadde voret til? Det er ikke meir en ſovidt, at Englands Hiſtoriſkrivarar nevna Mannens Navn, og eg minneſt ikke rettare en at hava leſet om at det er tenkt med i Rædſla paa eit Samfund, der ein Juriſt, ſo framifraa ſom han var i ſit Slags, ſkulde hava ſtor Inflytelſe paa Riks- og Folketanken.

Og naar ſo daa Schweigaards ſtore Exempel og det praktiſke Utſlag af hans Livslære og Rettstydningar hadde ſett ſlike „praktiſke“ Folk up paa Styreſtolen i kver Grein alt ifraa Statsraaden og ned til den mindſte Ombodsmann, ſo var desſe „Autoriteter“, ſom vardt forſvarad af denne blaute Mannen, ſo dei kjende ſeg trygge, og ſo der aldri kunde vera Tanke om, at dette burde vera anderleids. Paa denne naturlege Maaten er det komet til det, ſom det no er, og ſom eg ikke her nærare kan leggja ut, men berre mynta paa.

Det er dette aandlauſe Regelverk af ein Ombodsbolk, ſom verdt kallad Byrokrati. Og dette ſtend no likſom faderlauſt graatande. Det var naturlegvis eldre en Schweigaard dette Regelverk, men han ſtyrkte og ſkjærmad det og var den gjæve Mønſtermannen for det; „Byrokratiet vardt idag boret til Grava“, ſagde eit fint Hovud. Der er myket ſannt i dette ſom i alle aandfulle Uttryk, men fullſannt var det naturlegvis ikke, likſo litet ſom det er fullſannt, at Schweigaard var ſlik ein Regelverkets Mann; han var perſonleg for aandfull til deſs. Men ſo gjeng det: Læra naar lenger en Mannen, og Exemplet liver, naar han er burte. Det er med os alle ſo, at vaare Tankar og Setningar ikke ero ſanne lenger en til eit viſt Punkt. Det er ſo med Ordſpraak og Poeſi og endaa meir med juridiſke Formler. Verdt derfor alle desſe til eit viſt Punkt gode og ſanne Ting drivne for langt og praktiſk ſette in i Livet forat ſpinna ſeg ut til ſine ytſte Endemaal der, ſo ſlaa dei over til ſin Motſetning, og den Romerretlige Setning kjem fram: summum jus summa injuria, det er: den ſtørſte Retten verdt til den ſtørſte Urett. Og det er atter med dette ſom naar Skapningar verdt fødde med ein liten Feil: dei ero friſke og fine, alt til denne fær utvikla ſeg. Dette er f. Ex. den arvelege Tæring, Hjarteſjuke oſv. Eg har kjent eit Syſtkynlag af fire ſtore og ſterke Brødrar, ſom ingenting vondt viſte af, for ſo i det ſekstiende Aar, daa det med eit kom paa, ſo dei døydde af Hjarteſjuke. Den uendeleg fine ſjuke Prikken i Grunnfræet, Organisme, ſom ikke for var merkt nokot til, den voks daa fram og gjorde Ende paa Livet.

Ja, ſo gjeng ei Lære „ſvanger“ med ſin Undergang og ſi Ulykka for Samfundet. Dette har altid voret Ulykka med dei fagre Fridomsſetningar f. Ex. dei navngjetne fraa 1789, og dette har likeins voret Tilfellet med all Ordens- og Autoritetslære, ſom altid førde til Deſpoti og Mekanik i Rikslivet. Schweigaard var, ſom alle vita og hava ſagt, ein Ordenens og Autoritetens Mann. Det var Juriſten med dei greide Formler, ſom fraa ſin eigen Natur maatte ſkapa Livet etter Lod og Vinkel, og viſa burt ifraa ſeg og ſi Rikslære alt uklaart og framifraa. Poeſi, Philoſophi, kort alt det friare og meir ubundne Andarliv vardt vel tolt og lønt, likſom det var rumhendt med alt fraa den Kant, naar det paa nokon Maate kom Ein under Statstanken og ſtilte ſeg lydigt under Autoriteten, men ſlike frie Kunſter kunde ikke faa Plaſs i det Syſtem, ſom var ſo uendeleg praktiſk. Det var derfor ikke at „ſpenna Araberen fyre Matkjerra“ at ſetja Schweigaard in i alle desſe praktiſke Livsſtillingar, men det var netup at lata Mannens indre Natur koma til ſin utvordes Rett i Livet, „koma paa ſi Hylla.“

Dette var naturlegvis og Grunnen til, at han ſo godt høvde til denne Hylla og utfylde ſin Livsplats ſo vidunderleg godt. Dette er altſo og baade Stordomen og Smaadomen hans. Det er med eit Ord hans Afgrensning, og dermed og det „plaſtiſke“, ſom det ſo tidt med Rette var Tale om, at han var. Han var plaſtiſk baade af Likam og Aand. Det var netup Autoritets- og Embætsmannen i beſte Meining, for han ſtod ſine Tummar over Ombodsmaalet. Han var Uniformens Mann, om han ſo perſonleg var for ſtor til den, ikke ſo at han lik Storegut

„ſprengde ſin Uniform ſunder“

men ſo, at han likſom var for god til den. Og derfor bar han og ſjeldan ſine Ordener, og meſt løynde deim burt, naar han paa ein Maate var nøydd til at bera deim.

Han var ſjølv for god og ſtor men likevel Skjærmaren, Borgensmann for dei mange, ſom eg ſkreiv desſe Vers om:

Dit Framgangsvilkor i ein Sum
er ſo, eg ſagde tidt og lo:
„Vær litſo litet vis ſom dum
men midt imillom baade tvo.“

Ja, Guten min, du kan meg tru,
at du verdt like myket feit,
naar det med deg er ſo, at du
formyket hell forlitet veit.


Spikk ei forliten Naglen din.
og bruk ei heller digre Vol[1].
Var netup ſo du høver in
i Livſens javne Navarshol.

Den Naglen ſom er pasſad ſtor,
utor det rume Hol ei dett,
og ſprenger korkje Benk hell’ Bord
og likſo litt tilbake ſprett.

Naar det er Tale om Framſtig i Politikken, ſo er det tidt vaalundt med eit ſlikt Uttryk. Det kan nemleg likſo godt vera eit Bakſtig: Det kjem her alt an paa Standpunktet i Tid og Rum og Tankens Retning. Eit nyt Lag paa Klædom uplyſer dette beſt, nemleg den ſokallad Mode. Eg har f. Ex. kjent ein Hatt ſom tri Gonger hadde voret paa Moden. Han var naturlegvis fyrſt af nyaſte Slag, men ſo vardt han gamaldags og kom ſo upatter i Velten og ſo ned atter og ſo upatter og ſo nedatter og tilſlutt upatter, der han ſtod i mi Tid. Han ſtod og ventad, og ſo hadde han tri Gonger ſi Tid.

So med mange politiſke og ſtatsøkonomiſke Ideer. Schweigaard vardt kallad Framſtigsmann f. Ex. i Frihandelsvegen, og han gjorde viſt meir enn nokon annan norſk Mann til aa faa inført her heime desſe utlendſke Tankar. Han hadde ſi Utvikling fraa den Tid, daa Atterſlaget mot dei gamle Beſkyttelſesſyſtemer i Theorien var paa ſit ſterkaſte. Dei Adam Smithſke Ideer var daa den fulle Sanning i Motſetning af dei Turgotſke, ſom daa var den ſkire Daarſkap. Franſkmenn ſom Michael Chevalier og dei Engelſke Frihandels-Theoretikere ero alle omtrent paa Schweigaards Alder. Men ſo har Livet lært, at desſe Fritheorier kanſke ikke heller ero ſo rett at lita paa. Her er idetmindſte over heile Europa eit ſterkt Atterſlag imot deim, og den norſke Induſtri er heller ikke vorden feit i denne Fritid, om ſo Statskasſa har tent ſine Penge paa Tollen af all den inførde Vara. Det var ikke Spursmaalet om at tilverka noko ſjølv, men at kaupa til billigaſte Pris, likſom vi ſkulde finna Pengane paa andre Kantar. Det torde koma den Dag, daa det vardt ſagt, at Schweigaard her i dette Stykke ikke var meir en ſo halvſann, og at han theoretiſerad vel myket utan fullt Kjenſkap til det virkelege Livs Krav og det, ſom vaart Land trengde til. Med Atterſlaget mot denne Frilæra framfyre ſeg fraa induſtrielt utviklad Laand, er det ingen uhjemlad Tanke at tru ſo. Det einaſte Undantak fraa denne ſi Frilære, det var den frie Sakførar- og Lækjarnæring, ſom han ſtod imot idetminſte for det frie Sakførarſkaps Vedkomande, til der kom eit Regjeringsforſlag. Men hadde ikke Sakføraren og Doktaren før havt kongeleg Utnevning ſo hadde han viſt voret likſo fri der ſom med Handelsmann og Skræddare og Skomakere. Det var nemleg, ſom ſo tidt uttalad, hans politiſke Grunnſetning, at Regjeringen i ſit Samvirke med Storthinget ikke maatte misſa den mindſte Magt. Det var alt ſo tilmælt og afvegjet mot kvarandre for Statsmagterne etter vaar Grunnlog, at der i ſo Maate ingenting maatte bli omgjort, ikke eingong ſomyket, at Sakføraren og Doktaren vardt frie for kongeleg Utnevning og dermed for det Tenarſkap at ſtaa meir likefram under den utførande (exekutive) Statsmagt. Regjeringen vilde ved alle ſlike Løysningar af eldre Baand likſom misſa Hærſveinar, ſom kunde ganga over til Folkeſida. Dette er den gjenomgangande Tanke i Schweigaards heile politiſke Liv og Lære, alt nede ifraa den vesle Rettarbot om Val til Lensmenn og up til Utnevning af Statsraadar, ſom Storthinget ikke maatte invirka det mindſte paa. Dette var ein kongeleg Rett, ſom der aldri maatte røras ved. Kongen kunde ikke eingong om han vilde upløyſa ſi Garde. Daa nemleg Roll paa Thinget i 1848 (etter eit Ynſke af Kongen) fyreſlog dette, ſvarad Schweigaard, at her gjaldt det ei alene Kongens Perſon men ſelve „Kongemagtens Begreb“. Der var juridiſk Logik i dette, ſom eg lenger framme kjem betre in paa. Her fær det vera nok, at Schweigaard ikke kunde lata ſi Frilære i Næringsdrift koma i Strid med ſi Jamvigtslære millom Statsmagterne. Lat os no derfor tenkja os, at vi trenga til denne Jamvigt etter denne Tid, ſom jamvel braut ſo paa denne Schweigaardſke Jamvigtslære, at her kom aarlege Storthing og dermed gjorde det umogelegt for „Kongemagtens Begreb“ f. Ex. at lata Statsraadet „ſupplere ſeg ſelv“, ſo kjem likſom hin gamle Hatten upatter til ſi eldre Ære, og Schweigaard verdt Framſtigsmannen.

Likeins med all den Veg- og Jernbanelæra, og Laan til desſe. Dette var og eit fælande Framſtig, og Schweigaard ſom Stordrifts- og Laanemannen gjekk for ein makalaus Framſtigsmann. Men, ſo er det, at dei jamvel i det rike og manntykke England ikke laana til ſlikt Arbeid. Og ſo er det den Ting, at det ſom i denne Vegen kan gjelda for eit tettbygt Land, ikke kan gjelda for det mindre tetbygde. Vi ſaa no ſjaa, naar Gjelda er bitalad og alt i har fengjet javnad ſeg. Eg vilde ikke koma med meir her om dette en mine Tvil om Visdomen i alt dette Stordriſtsvæſen idetmindſte for os. Og med desſe Tvil er den Tanken mogeleg, at det ſom ein Dag gjekk for Framſtig, kan ein annan Dag ganga for Bakſtig.

Og om denne Atterſlagstanken kanſke ikke kjem ſo ſnart fram i Laan til Jernbaner, ſo er den alt paa god Veg i Væſenet med all den andre Stordrift, der Schweigaard altid, kan du omtrent ſegja, var for den ſtørſte Riksutgiſt. Hans Tale var gjerne den trøſtefulle, at Norge ikke var ſo armt, ſom Folk ſagde, og at det derfor var nokot uſannt og mindre ſtatsøkonomiſk rigtigt i alle dei Krav paa at ſpara, naturlegvis til „nyttige“ Gjerninger ſom Tilfellet gjerne var med alt, naar det kom paa Regjeringsvegen. Og om det ikke kom derifraa, ſo var Schweigaard do altid den gavmilde Mannen, og han talad ſovidt eg veit, aldri ſom f. Ex. Aall om det „ſpendte Budget“. Kjem her no ſoleids, ſom ikke er uliklegt, ei Husmannstid etter denne Gardemannstid eller Sparing etter Utkaring, ſo vil ikke lenger Schweigaard vera den Framſtigsmannen i desſe Pengegreider, ſom han no er gjengjen for at vera. Men, naar ſo Landet atter har ſamlad Magt, og det kjem betre Tider, og Skoganne hava vokſet upatter og Folk hava lært at ſetja Tæring etter Næring, ſo kjem det atter ei Tid for ein Kulturens Mann ſom Schweigaard med den opne Rikspungen. Og ſo verdt han daa atter Framſtigsmann, alt til Landet igjen maa tenkja paa den ſkarve Skillingen.

Det er karakteriſtiſk, at jamvel i Chriſtiania Formannſkap var Schweigaard i ni af ti Tilfelle, om ikke altid, for dei ſtørſte Bevillinger og Laan. Det ſkulde vera lærerikt, om nokon kunde uplyſa, at han nokonſin var imot det ſtørſte Laan, den ſtørſte Utgift, den ſtørſte Løn, den ſtørſte Penſion, oſv. kort imot det mindſte af den ſtørſte Skillingen. Privat tok han ſolitet af Rikskasſa ſom mogelege. Havde han perſonlegt Penge, ſo gav han deim og burt f. Ex. eit Aktiebrev, eg trur paa 500 Daler, til Bygningen for Studenterſamfundet. Og daa Slektningar ſagde, at han ikke burde gjera det; for han hadde Arvingar, daa ſkulde han ſvara: „Lat dei arbeida ſeg fram, ſom eg har gjort“.

Det var atter denne ædle Tankemaate, ſom gav Mannen denne yndefulle Magt. Han handlad ſom Grunnſetnings- ſom ſtatsøkonomiſk Principmann, naar han auſte Riksſkillingen ut og ſyntes aldri, at her vardt formange eller for ſtore Ombod. Det ſkulde alt koma tilbake med Riksrente, trudde han. Han var „naiv“, ſom han ſo tidt vardt kallad, ogſo i det Stykke. Han var i Grunnen, naar alt kjem til alt, meir theoretiſk en praktiſk ſonær ſom i det reint juridiſke. Han kjende forlitet til Livet og Landet. Han var ikke af deim, ſom foor ikring og ſaag og høyrde og lærde fraa Folkemunnen, men han ſat her inne i Byen og las og tenkte og gjorde ſeg up eit theoretiſk Norge. Men kven veit, om ikke den ſtatsøkonomiſke Lære, ſom han ſo trufaſt fylgde i ſit ſtore politiſke Liv, kunde koma upatter, nemleg at ein Stat verdt rikare di meir den laaner, naar det er til nyttige Foretagender? I ſo Fall kjem den Hatten og upatter.

Eg veit ellers tvo Gonger, at Schweigaard var imot Bevillinger, og det var til Bergmeiſtar, no Profesſor Sexe og Adjunkt no Overlærar Holth. Men dette kom atter af hans Princip „at ſtøtte Regjeringen“ og „Autoriteten,“ og det var eit ſtørre Princip en at „bevilge“. Sexe hadde nemleg fengjet ſin Afſked af Finansdepartementets Chef, og Holth hadde kritiſerad Statsraaden for Kyrkja. Forunderleg nok, at han reiſte ſeg paa ſidſte Thing, daa det var Spursmaal om meg. Men han maatte ikke rett ſanſa paa mine Synder; kanſke han ikke eingong kjende deim men berre minteſt, at han hadde gjevet meg ſlike Lovord for Romerretten (eg lyt ſortelja dette ſjølv, daa det truligvis er ingen annan ſom gjør det). Dølen las han knapt og trulegvis likſo litet nokot annat fraa Pennen min. Han laag utanfyr alt ſlikt. Han ſat likefram i Olympiſk Ro utan for ſi Tid, ſonær ſom kanſke i det økonomiſke og praktiſk politiſke og juridiſke. Eg ſkal koma med Merke paa, at han i mangt ikke var med der heller i dei ſidſte 25 Aar; men var han med nokonſtad, ſo var det der. Viſt er det, at han knapt var med meg, ſonær ſom daa eg ſkreiv paa Engelſk. At han reiſte ſeg for meg, kom nok likefram af hans gamle gode Setning, at „Folk bør faa eit Svar“, og det var netup dette, ſom Hammerſtad og Harbitz med ſi hjelpande Præſidentklubbe ikke vilde gjeva meg, men putta Kortet under Bordet ved at ſetja „Forſlaget ned i 2 Klasſe“. Slikt var den likeframme Schweigaard altid imot.

I ſjølve Saka maatte han derimot hava voret imot meg. Han var imot Sexe og imot Holth, og ſo maatte han ſom ein ſamtenkt Mann hava voret imot meg med, ſom hadde vaagad meg til at kritiſere Overmenn. Jamvel før der kom Merke paa utvordes Uprør fraa „Arbeiderforeningerne“ i 1851 var han reint ſkrikande imot, at Thinget ſkulde taka mot eit Sendelag fraa desſe, og dette, ſom ikke ſkulde ſynes at vera meir ein Høfligheit og eit venlegt Øyra til politiſke Krav;, det verdt ſtemplad ſom Republikanisme. Eg veit ikke om juſt det Ordet vardt brukad, men i den Retning gjekk det, ja det gjekk jamvæl nær in paa desſe Ord under ſama Thing i den Harro i Harringſke Sak, at ſlike Folk maatte Riksſtyret møta med „Krudt og Bly[2]“. Harring, vil det minnaſt, hadde ſkrivet „Teſtamentet fra Amerika,“ og han gav ut „Folkets Røſt“ eit likſo upraktiſk Blad med republikanſk Grunntanke, og for dette vardt han af Regjeringen landsforviſad eller rettare landsutkaſtad. Og daa der i Thinget af mange vardt ankad paa dette, daa var det, at Schweigaard kom med dette „Krudt og Bly.“

Ja, han hadde ein fint utviklad Sans for „Orden“ og „Autoritet“. Der var „Krudt og Bly“ for den ſom ikke var ærbødig mot desſe Samfundets „Grunnpiller“; og om ikke eg i „vaar Politik“ har ſyndad mot „Orden“, og om eg berre har ſkjemtad med „Autoriteten“, ſo maatte han likevel hava gjevet Regjeringen Medhald, for den kaſtad meg ut, ſo vondt ſom dette ellers kunde hava gjor hans gode Hjarta.

Det gjeng fram af mangt f. Ex. Storthingstidenden for 1863 Side 883, at Schweigaards Tankar fingo „et overordentlig Chok ved Begivenhederne i 1848“. Det er vel knapt for myket ſagt, at han meſt var ængſteleg til Sjukdom for at ſleppa in omſtøytande Krefter[3]. Men jamvel ſo tidleg i Thingaaret 1848, at Revolutionen ikke endaa hadde boret ſine Frugter, ſagde han blandt annat under Ordſkiftet om den uſkuldige Lensmanns Log, at ſlike Forſlag var til at „deſtruere Magten“, at „det arvelege Kongedømme var omgjerdet med Hellighed,“ at „den langſomme Forvanſkning af Inſtitutionerne var den farlegſte“, at „derſom den exekutive Magt ſkal udgaa af Almeenvillien, maa vi hava en ny Forfatning“, at „naar man beſtandigt indhamrede Folket, i at det hadde Magten, var det rimeligt, at det tilſidſt ogſaa vilde have Noget.“

No, alle ſlike Setningar fraa Munnen hans vilde det ellers vera urettviſt at leggja for ſtort Lag paa. Han var nemleg ein varmblodig Mann; og naar han møtte ei Motſtand, ſom han ſyntes gjekk for vidt, ſo gløymde han ſeg ſjølv. Vi ſom hava livt med i det meſte af hans Tid og kjent og talad med Thingmenn, vi vita, at det tidt kom til „Optrin“, og eg ſom viſte alt dette, kunde ikke nokſom undra meg over den kriſtelege Tydning af Preſten Harbitz i hans Liktale, daa han gjorde Schweigaard til eit ſlikt „Guds Lam“. Aa nei, der var for myket Eld og Glod i Mannen til at vera det. Det veit eg, at Harbitz ſjølv tidt fekk kjenna.

Om altſo ellers „Begivenhederne i 1848“ gav Schweigaard „et overordentlig Chok“ fraa det uſtyrleg folkelege og i Retning mot Orden og Autoritet, ſo ſaag vi likevel, at han før og var ein Ordens og Autoritetens Mann. Dette laag og i hans heile juridiſke og formulerande Væſen. Det kjem greidt fram i hans gode Tydning af vaar Brotbolk helſt i Kapitelet (det 10de) om „Forbrydelſe mod offentlig Myndighed.“ Han var ſjølv med paa Thinget i 1842 og gjorde denne Log og han lagde den ut Aaret etter, og hans Utlegging har ikke gjort mindſt til denne af Domſtolane faſtſette Rettsbruk, ſom gjør det nokot ſo nær umogelegt for Privatmannen at faa Rett imot den offentlege i ſlike haandgripelege Tilfelle af Tviſt. Politiet kan meſt fara aat ſom det vil. Her er Domar af dei meſt uprørande Exempel paa dette f. Ex. denne her om Aaret fraa Eikerſund. Denne „Krudt og Bly“-Læra gjeld altſo ikke berre om Motſtand mot Statsraaden, men like ned til Vant paa Ærefrygt for Konſtablen, ſom naturlegvis og er ein Autoritet.

Ja, no er Samfundet ordnad; men naar vi ſo ein Dag hava“ arbeidt os ut af dette Ordensliv, ſo kjem der ei lauſare Tid, daa vi, ſkræmde af Uorden, atter kaſta os i Autoriteternes Armar. Daa kjem den Hatten og up atter, og Schweigaard verdt daa i dette Stykke og ein Framſtigsmann. Og eg ſom vil kritiſere fritt og ſkriva „vaar Politik“ eg har og daa fengjet eit ſo „overordentligt Chok“ at eg kanſke ſvarar paa mit heile gamle Liv med dette Schweigaardſke „Krudt og Bly“.

Denne nye ſtore Rettarbot for Sjøfarten var her fælt til Stræv med paa viſt tri om ikke fire Storthing, og der var eit Par Tankar i den, ſom dei ſokallad Framſtigsmenn lagde ſtort Lag paa, nemleg at den gamle Tugterett for Skipsføraren burde vera mindre, og at der ſkulde vera ei Tidsgrenſe for Matroſens Pligt til at fylgja med Skipet paa lange Ferder. Det gjekk fram dette, men Schweigaard var imot det[4]. Det var under den Tale om denne Hustugt til Sjøs, og daa det vardt ankad paa, at denne tidt vardt misbrukad, at Schweigaard ſvarad Olaſſen: „Jeg tror, at de, ſom have ſkrevet Chriſtian den 5tes Lov, visſelig have anſtillet ligeſaa nøiagtige Betragtninger over denne Sag ſom en Repræſentant i Odelsthinget fra Romsdalen.“

Det er ei underleg Miskjenning „af dei nye Tankar i nye Tidsaldrar at ſvara paa denne Vis; og her ligg likeins i dette Svar ein Storlaat og ſo Ringeagt mot ein mindre vitande Thingbroder, ſom ikke er venleg og overberande: Men Schweigaard hadde ſjølv voret til Sjøs ei Stund, og truleg var han der komen i Lag med Folk, ſom maatte faa ſine gode „Dragter Pryl“. Og ſo ſamheldt han dette med den raae Naturen vaar, ſom lyt ſaa Tugt, og dermed kom han til denne ſi Tugtlære, ſom han likeins brukad, daa det var Spursmaal om at afſkaffa Pryleſtraffen for Soldaten[5].

Det er ellers nokot ſjølvſagt for ein ſamtenkt Mann, at han maa krevja Tugt i det ſmaae og likſom til Husbruk, naar han i det ſtore er ein ſlik Ordens- og Autoritets- og „Krut- og Bly“-Mann ſom Schweigaard. Der maa for ein ſlik vera Politi fraa Topp til Taa paa Livet. Det er ſom du maa venta af den ſtore Juriſten „at liva under Loven og ikke under Naade,“ og derfor var det likeins i Samheng med alt dette Trugsmaal, at han paa ſidſte Thing reint ut talad med Spott mot dette nyare Stræv med at faa afſkaffa Livsſtraffen. Det er „Lovens Løvemund“ heilt igjenom[6].

Men, før vi døma om alt dette, maa vi ſanſa paa den juridiſke Theoretiker, ſom vil hava Javnan eller Egalitet gjenom det heile Syſtem. „Penge, Vant eller Pryl“ der lengſt nede, og ſtigande Tugt upigjenom, alt til paa Slutten at ſpringa over Klinga. Derfor maatte han likeins vera mot Nedlegging eller Formilding af Gjeldsfengſel, (Sjaa Ordſkiftet i Storthinget om Afſkaffelſen af Gjeldsfengſel f. Ex. St. Eft. for 1851. S. 435 og for 1857 S. 159.) Han maatte likeins vera mot Formilding i Tjoveſtraffen. (Sjaa f. Ex. St. Tid. for 1866. S. 710). Han maatte med eit Ord vera imot alt det, ſom verdt kallad det „humaniſerende Element“ i Politik og Log og Rett, og det ſkulde vera lærerikt, om nokon Mann kunde uplyſa, at han i den ringaſte Sak i all ſi lange Tid ikke var imot dette. Der maa vel, om ikke eg har funnet det, finnas Undantak her og der helſt i hans Rettstydningar, ſom var den rette Storevnen hans. Og eit ſlikt er der paa ein Maate og i Ordſkiftet om Tillegg til Log af 1ſte Auguſt 1821 om Kronarbeidet der han (St. Eft. for 1851 S. 766) ſegje, „at det ſmagte af privat Slaveri, naar man henſatte en Mand for Gjæld til hvilkenſomhelſt Privat-Mand, hos hvem han dog ikke havde ſin Frihed ſom andre Tjeneſtefolk; ved Kronarbeide var han dog under det Offentliges Varetægt.“ Han var altſo ikke af deim, ſom vilde hava denne uprørande Log utſtrekt endaa vidare; men ſom den var, hadde han ingenting imot den. Det er karakteriſtiſk, at han fann ei Trygd i „det Offentliges Varetægt,“ om han ſo, i Likning med os andre Juriſter, maatte vita, at desſe ſtakkars patres conscripti eller lauſe Barnefedrar under ſit Kronarbeid hava det verre en dei rette Storſlavar, for dei hava ikke den Koſten og heller ikke det Hus over Hovud, men maa tidt liggja ute ſom Skogdyr. Her ſynes eg er eit ſtort Exempel paa, at han i alle ſlike Ting ikke kunde koma ut over det, ſom var det givne (status qvo). Dette lagde han godt ut og beinkad det til, men nokot Framſtig kunde han umogeleg gjera.

Schweigaard hadde mange gode Menn med ſeg. Han ſat ofte med ſo faae, det er ſannt, ſtundom med ſo tri fire Stemmer. Det er ille, at Storthingstidenden ikke altid har Navn og Stemmetal i alle ſlike Storſaker. Der ligg ſtor kulturhiſtoriſk Uplysning i det at vita Navn og Samfundsſtilling paa desſe Menn. Det var ellers, ſom vi vita, meſt dei ſokallad uplyſte eller „intelligente“ ſom vaaro med Schweigaard, ſoſom Asſesſor Motzfeldt og Rektor Holmbo. Det er nokot at merkja ſeg dette for den, ſom ſkal ſkrive vaar Hiſtorie og dei virkande Krefter i denne Tid. Vilde Livet hava komet af Flekken, om her ikke hadde voret andre Folk? „Eg ſeer fram men ikke tilbake,“ ſagde Paulus. „Eg ſeer berre tilbake,“ ſagde Chineſeren Confucius, og Samfundet ſtod ſtill i ſine tuſen af Aar. Høyrde desſe vaare boklærde Folk til Chinamannen eller til vaar ſtore Lærare?

„Driv du der paa og ſtend!“ ſagde Thrønderen til Mannen han møtte ſtandande paa Brua. Det er nokot forunderlegt med dette, ſom her no ei Stand er kallad den ſtørſte Uplysning, at det driv paa og ſtend. Ein Profesſor i Philoſophi har jamvel ſagt liketil, at det er hans Livsupgaava at ſtaa, ſtaa imot det nye og i hans Tankar umogne, ſom naturlegvis alt nyt maa vera for ſlike Folk.

At det her kan vera komet til eit ſlikt ſtandande Samfund! Ja finn meg Grunnen til dette? Det tyder ikke Tingen, at Schweigaard og dei andre „beſte“ Menn ſtod eller rettare ſveiv rundt ikring ſom Kvernekallen og og dermed dreiv Kverna, ſom mool Mjølet for Dagen, men ikke ei Saad til Morgondags. Det maa hanga ihop i med Landets Utviklingshiſtorie.

Det var vel det, at Landet var komet til eit Punkt i ſi Framgang, daa der maatte til eit nytt Stig. — Dette orkad ingen af desſe her nevnde Menn gjera, og daa dei no vaaro for uplyſte og friſinnad til at ganga tilbake, ſo maatte dei likſom i Krampe halda paa og tyda ut det, ſom var. Att’ og fram var like umogelegt, og derfor maatte dei driva paa og ſtaa. Og dette tyder og, kvi dei alle kom in i ſo ſtore Samfundsſtillingar; for det reint utvordes og officielle Liv „ſtend“ i denne Meining for det meſte. Det er Tankane, Ideerne ſom ganga.

Til dette kom, at Schweigaard, ſom er det ædlaſte Uttrykk for dette Skifte i vaart Samfundsliv, ſyntes at hava leſet ſeg ſo faſt i Montesquieus Lære om Jamvigt millom Statsmagterne, at han trudde dette for at vera det ævelege Mønſter. Og daa no vaar Grunnlag ſo ſterkt er bygd paa desſe Læreſetningar, ſo var ei Omgjerd i den umogeleg, forſovidt ſom denne kunde koma til at røra ved denne hi Jamvigt. Derfor var han for aarlege Storthing, ſolenge det var trutt, at dette berre vilde vera ein „forbedret Forretningsorden“, men imot dette, daa han ſaag eller fælte for, at det vilde „forrykke den etablerede Stilling mellem Statsmagterne.“ Tenk den „etablerede“, (faſtſette, grunnlagde). Det er og eit karakteriſtiſk Ord for Staaſyſtemet. Og naar no denne Staalæra kjem ſo langt ifraa hine ſtore Grunnſetningsmenn ſom ned til desſe daglegdagſe Thingmenn og Bladſkrivarar, ſo hava vi Speverket eller Karrikaturen.

Derfor var det ſo han ſkreik i alle hine Addresſeſaker, daa der kunde vera Tanke om ein „Demonſtration“ fraa Thinget mot den andre Statsmagt (Regjeringen). Han forſvarad det, ſom var, der likſom i Retsſyſtemet.

Pope ſagde paa Vers: was ever is, is ever good. Hegel i ſin Philoſophi: alles was iſt, iſt vernunftig. Schweigaard i Politik og Rettslære ſagde det ſama, nemleg at det ſom er det „etablerede“, det er godt. Livet ſkulde ſtaa ſtilt. Underlegt, at han ikke ſkulde ſkyna, at dei indre Tankeregler og Inſtitutioner likeſovel maa ſkifta om og lempa ſeg etter dei nyare Livskrav ſom dei ytre Reidſkaper til Jordbruk f. Ex. I dette utvortes Stell vilde han hava Ombyte. Damp og Telegraf vilde han inføra, men endaa ſkulde der vera det gamle „Træleforhold“ og „Liveigenſkap“ til Sjøs, ſom den ideale Bøyeſen (ſjølv ein Sjømann) kallad det. Dette forſtod han ikke kunde ſkifta om med ei nyare Aand, om ſo mange andre utvordes Vilkor hadde bytt om. I Jordbruk og alt ſlikt vilde han fylgja med ſi Tid, men dei Rettsforhold, ſom ſlike Omgjerder virka gjenom, dei ſkulde ſtaa. Dette nyare europæiſke Krav paa utvidkad Vallrett f. Ex. ſtod han imot. Han maatte vita, at det var upkomne nye Livsvilkor, nye Stender og Næringsveger og Livsmaatar paa mange Vis, men den gamle Log og Rett ſkulde likevel ikke bli omgjord etter alle desſe nyare Livskrav. Samfundet kunde likſom ſkifta om Likam men ikke Sjæl. Tenker du over alt dette maa du finna, at der var nokot viſt utvordes og mekaniſk ved Mannens Upfatning. Han vilde hava utvordes Trygd eller Garantier likſovel for Moral- og Tankelivet ſom paa ein Vekſelobligation. Det er vel juridiſk at byggja Livet paa Garantier, men ein Statsmann maa hava ein vidare Synsring og likſom ſjaa det uſynlege. Det er dette borgenslauſe, dette uvegande og umælande, med eit Ord denne Tru paa Gud og Mann, det er dette og ikke alle desſe utvordes Kautioner, ſom er Samfundets ſiſte Trygd og Skjold og Verje. Det er nemleg det menneſkelege i os, men ikke det dyriſke, ſom ſkaper Staten og Folkeſamfundet. Det er for den ſiſte Domſtolen Tru paa den uſkrivne Log og Rett, paa Gud ſjølv.

Dette maatte Schweigaard vita likſo godt ſom nokon af os; men han var ſo inlærd i desſe juridiſke Borgenstankar, at han heilt igjenom maatte byggja ſin Stat og ſit Riksliv paa Trugsmaal og Garantier, Kautioner, Endosſementer og alt det, ſom denne utvordes Trygd og Borgen heiter. Sjaa der var Grenſa for Storthinget og der for Regjeringen, og der for Domſtolarne. Der ſtod kver af desſe i Ringen og Baaſen ſin, og han ſaag Fare for Samfundet, naar nokon gjekk utom ſin Ring og Baas eller ſtakk Hovudet ſit in i den andre. Deraf denne Tale om, at Storthinget, Folket ikke kunde faa ei ſtørre Magt utan at dei andre Statsmagter fingo ſine tilſvarande Tillegg til ſi. Magt. Det er Mekanik, det er at addere og ſubtrahere, men Tru paa Land og Folk er det ikke.

Fordi Schweigaard ikke hadde denne Tru, ſo var han rædd, naar han fælte for, at dette utvordes Regelverk ſkulde koma i Baklaas. Han var idet heile ein rædd Mann, ſom alle ſlike Folk maa vera. Der kan koma eit Haar eller Sankorn in i Klokka, og ſo ſtend det heile Verk. Derfor ſagde han i Addresſeſagen 1848 (Morgenbladet No. 127). „Hvorledes ſkulde det være kommet derhen, at alt hvad der er ſkeet ſiden 1814 ſkulde være en Misforſtaaelſe af Grundloven? Mænd hvis Navne ere udødelige have været med at affatte den.“[7] (Tru paa Autoriteten og det eingong faſtſette). Og derfor maatte der vera Tugt og Skræmſla og Politi fraa fyrſt til ſidſt. Og derfor ſagde han med ei isande Rædſla paa Thinget i 1864, daa det var Spursmaal om vi ſkulde vera med i den danſke Krig eller ei: „Er her nogen ſom tør paatage ſig et ſaa ſtort Anſvar, jeg tør ikke.“ Her glapp Garantierne, og Mannen med ſtørre Tru paa eit Regelverk en paa det Ideale ſtod ſkjelvande. Er det nokonting ſom viſar, at han var Privat- og ikke Statsmann, ſo er det vel dette. Det er Motſtykket til dette, ſom Dryden ſagde om Bolinbroke:

He sougth the storm but for the calm unfit.
Would steer too nigh the sands to boast his Wit.

Han ſøkte Storm og høvde ei for Stille.
Han ſtyrde Skuta gjenom Brot og Brand,
juſt netup for at ſo i Faren han
det ſtore Mannavitet viſa vilde.

Vil du forſtaa det, ſom er, maa du med det eine Auga ſjaa paa det, ſom var, og med det andre paa det, ſom ſkal koma. Du maa idetmindſte ſjaa paa det, ſom var eller paa det hiſtoriſke Samheng med det, ſom er. Med det, ſom ſkal koma, er det altid nokot vaalundt (precrært), for der kan koma in ſomange Ting det, ſom du ikke paa Fyrehaand kan reikna ut.

Det ſkal vel ikke bli motſagt af Schweigaards Skrifter, og det ſom nedteiknad er fraa hans Talet i Thing og Formannſkap, at han tok det, ſom er, det givne utan ſynderlegt at granſke der det kom ifraa og tyda det hiſtoriſke Samband. Han gjør i ſin „Proces“ f. Ex. meſt ſom ei Undſkyldning for han talar om „Retternes Organiſation“. I Afſnittet om „Domar“ der i ſama Verk gjør han rigtignok eit Slags hiſtoriſk Atterſyn, men det er lauſt og litet uplyſande. I ſine Tydningar af Brotbolken eller Straffelogje, ſom mange kalla hans beſte Verk, der er han meir undſkyldt med ſlikt at falla med Døren in i Huſet; for det er meſt eit tyſk (hanoveranſk) Arbeid, ſom er ſkipad til for os, og derfor var der ikke ſtort Samband millom vaar gamle og den nye Rett i dette Stykke. Det var ſlike Hopp og Sprang i vaar Rettsutvikling paa den Mark, at det ikke altid hadde voret naturlegt at lata den nye Rett hiſtoriſk-genetiſk (framvekſande) gro fram af den eldre. Men nokot meir burde det vel vera gjort, ſoſannt ſom denne hans Lærebok ſkulde kunna faa det rette Navn af vitenſkapeleg og ikke meſt vera eit ſokallad kaſuiſtiſk Arbeid. Det er logiſk inne i ſi Ramme og ſyſtematiſk nok paa den Maaten, men det er den afſkorne Tydning af nokot for ſeg ſjølv.

Ser du derfor burt fraa denne Brotbolk ſom kan vera ſyſtematiſk nok paa ein Vis, ſo var hans Grunnretning kaſuiſtiſk og derfor praktiſk for Læregutar til juridiſk Ekſamen og for Livets daglege Handverksfolk paa Domſtolane og ellers for Rikets nevanyttige Adminiſtration. Der ſkal ikke ſtor Kunſkap og vitenſkapeleg Sans til at lære ſlikt (utanaat) ſom er det vanlege. Det er ſom ſagt praktiſk og og nyttigt til Livets Husbruk. Men naar denne Læremaate (Methode) verdt overførd paa Romerretten, ſom ikke lenger er gjeldande, men meſt ſkulde vera eit juridiſk updragande og kulturhiſtoriſk Studium, daa verdt det verre. Og dette gjorde Schweigaard. Her er ikke Skrifter etter honom i dette Stykke, ſo eg ingenting annat har at viſa fram her en mine eigne Intrykk, og det er trulegt, at det ikke er alle, ſom ſjaa deim eller vilja taka deim for gode og gyldige. Men ſo er det og det gode med dette, at mit Ja er likſogodt ſom dit Nei, og dermed faa vi ſikta paa denne lauſe Grunnen.

No ja, eg gjekk mindſt i eit heilt Aar paa Schweigaards Fyrelesningar over Romerrett. Men eg kom ſnart etter, at eg ikke lærde ſtort af det, ſom eg trudde var Romerrettens Væſen og Tanke for os; for det var ikke mi Meining at procedere i Rom likſom her, daa eg lærde Kaſuiſtikken i vaar Rett. Men eg gjekk der meſt forat ſtudere i og njota Synet af denne fagre Mannen med dei Ungdomsraude Lippor, dei aandfulle Kaſt med Augom, og det alt daa (1853) graaſprengde Haar, ſom gjorde honom vænare, en daa han var ſo ravnende ſudlendſk ſvart. Det var ein ſann „æſthetiſk Nydelſe“ at ſitja det, om det ſo var dei vanlege tvo Timar i Slag, ſom han las over Romerretten. Og ſo var det ſkjemtefullt at ſjaa alle dei „Guds Faar“, ſom han ſnakkad der i Søkk, og ſom tok ſi veſle Fornuft fangad under „Troens Lydighed“. Dei viſte nemlig, at det var godt ſagt, om ikke dei forſtod ſtort af det. Og ſo ſkreiv dei ned ſine værdifulle „Excerpter“. Eg veit f. Ex. ein, ei ſtor juridiſk Løve, ſom ſkreiv ned den jamlege Schweigaardſke Talemaaten: „Det ſkal en Tankeanſtrengelſe til.“ Eg minnes ikke rettare, en at denne uplyſande Talemaaten vardt nedſkriven der om testamenti factio.

Nei eg maatte ſjølv taka mine Lærebøker og ſlaa etter i „Corpus“ forat faa Greide paa Romerretten. Det vanlege er, at dei ganga ſo ei fem ſeks Vikor fyre Examen til ein Manuductør og læra litt utanaat af dei ſtyrande Tankar. For den Skuld og til det daglege Bruk for 9 af 10 kan du vel ſegja, kunde gjerne Romerretten ganga ut af Examensliſta.

Det er ille, at Skikk og Vis har fort det til deſs; for Romerretten er i Grunnen den einaſte Rettsvitenſkap. Den er likſo logiſk ſambunden ſom f. Ex. ſamliknande Spraaklære og Anatomi. Er eit givet, ſo kan du ſikkert draga ut det andre. Den er, ſom Leibnitz ſagde, Mathematik, og det var meg nokot reint utrulegt at høyra Schweigaard leggja ſo litet Lag paa dette. Det vart det heile nokot forunderleg litet vitenſkapelegt i den Schweigaardſke Maate at taka Rettstydningar paa. Jamvel Romerretten, dette logiſke Utviklingsverk for ſomange Aarhundrad, jamvel den vardt kaſuiſtiſk og liketil eit Slags lauſt Verk for treffande „Bemærkningar“, det er ſannt, men likevel med litet vitenſkapelegt Samband. Det laag i Schweigaards heile Foredragsmaate, anten han ſtod paa Læreſtolen eller i Thinget, at ſjaa til Side og likſom tala med og for ſeg ſjølv, rett ſom det var. Og ſo kvad han daa atter. Det gjekk i Rykk og Rid (fits and starts), og denne hans utvordes Maate at tale paa vart eit godt Uttrykk for hans indre Tankegang og heile vitenskapelege Upfatning. Det var korkje i Tale eller Tanke dette logiſke Jernbanetræn, ſom med overveldande Magt overkjøyrer all Motſtand.

Eit ſlikt Træn er Romerretten og idetheile alt det, ſom ſkal faa Navn af Vitenſkap. Det var underlegt, at Schweigaard med ſine ſtore Naturevne og ſit grundige Studium af den aalmenne Skolekunſkap og ſin ſerſkilde Vitenſkap ikke ſkulde kunna overføra denne vitenſkapelege Gjerd paa ſi Lære og Framſtilling. Daa du derfor ikke godt kan tru, at denne Vant (Defect) var ein Naturfeil ved Mannen, ein Sprekk i Diamanten, ſo maa du tyda det ſom eit Atterſlag eller ein Reaktion imot den tyſke, og halv danſke philoſopherande Rettsvitenſkap, ſom han i ſine Kandidataar ſkrifteleg og ſidan mundtleg førde Strid imot. Han vilde vera praktiſk, og dermed vardt han i ſin inderſte Grunn uvitenſkapeleg. Han vardt kaſuiſtiſk, ſom det heiter i Rettens, og atomiſtiſk, ſom det heiter i Philoſophiens Tungemaal, det vil ſegja: Læra miſte ſit Samheng og vardt ei Samling af einſtake Tilfelle, liketil ein Sandhaug, ſom ſjølve Meiſter Eirik ikke kunde ſpinna nokot Tougverk af, men ſom gniſtrad og ſkreik, daa han hadde ſpunnet ein Stubb, og det druſte og datt ifraa kverandre.

Det vantad ikke Mannen paa dialektiſk Styrke; han upløyſer og ſtort og viſpar Motſetninger og „Kategorier“ i Skum. Det er, om du vil, ei mathematiſk Likning, der han løyſer og bind med Forteiken og Parentheſer og kjem til dei meſt uventande Utſlag, f. Ex. der han tumlar med Provtungen (onus probandi) og Exceptioner. Det poſitive verdt negativt, rett ſom det er, og omvendt. Du fær ein Tanke, at han i Grunnen ringeagtad Philoſophi, fordi han forſtod den ſo godt og kjende ſeg ſom Herre over den. Eg vaagar meg til at meina ſo, fordi eg for meg har kjent til nokot liknande. Daa eg nemleg i ſi Tid hadde leſet ei Stund paa den tyſke Metaphyſikphiloſophi og høyrt paa Profesſorane, fekk eg den meſt uſigelege Ringeagt for det heile Væſen; for det meſte var i Grunnen berre Ordkunſter og Sky og Skodd.

Men var no dette ſo med Schweigaard, ſo var det ille at ein Mann med hans Invirkning paa Rikslivet ſkulde bli ſkræmd af det tyſke (og danſke) Væſen og ikke retta ſeg upatter af den franſke og engelſke deduc- og inductive Philoſophi, ſom held ſeg til Kjensgjerningar og gjør ſine Utdrag (Deductioner), og ſine Overføringer (Inductioner) fraa deim, med eit Ord, ſpinn Traaden ſin af Livsulla, og ikke af ſit eiget Rokshovud.

Det er no vel ellers trulegt, at Schweigaard meir var philoſophiſk utſkiljande en ſambindande (analytiſk og ikke ſynthetiſk). Dette fell og ſaman med det, at han var meir upløyſande en ſkapande eller meir kritiſk en productiv. Men alt dette kan no vera, ſom det vil, nokot greidt og viſt kan det knapt koma ut af ſlike Underſøkninger, viſt er det vel ellers, at dei Schweigaardſke Rettstydninger ero uphiloſophiſke og kaſuiſtiſke, og at dette ikke har gjort godt for vaar Rettsutvikling og politiſke og ombodsførande Væſen i det heile. For Schweigaard ſjølv og hans Taler og Skrifter var alt dette godt og vel: han bar det alt uppe ved ſin eigen Styrke. Det høyrde i Grunnen med til Danſen, ſom Guten ſagde, daa han datt. Men naar det ſlapp honom utaf Haandom og kom in i Livet, Politiken, Rettsvæſenet oſv., daa vardt det ſnart nokot annat, og daa bar Læra og Exemplet ſine mogne Frugter.

Dei beſte Juriſter, eg har talad med, ſegja liketil, at her no ingen Rettsvitenſkap er. Det er praktiſke Folk, flinke Sakførarar eller tettare med det Holberſke Navn „Thingſtutar“, men det heng ingenting ihop. Her er ikke lenger Rettsafgjerder (Præjudicater) men uſamhangande Rettstilfelle, reine Sandhaugar, ſo ſom du beſt kan ſjaa det i dei Lasſonſke Samlingar.

Denne nyare Tid med ſine mange Rettarbøter for alle Livstilfelle er no viſtnok heller ikke vel lagad for ein ſamhangande Rettsvitenſkap, ſom ut af godkjende Rettsgrunnſetningar maa draga ut ſine Afgjerder for dei mange ſereigne Rettstilfelle. No gjeng derimot Rettsutviklingen den motſvarande Veg, idet der verdt gjorde Retterbøter, ſom ſkulde høva in i Rettsſyſtemet, men ſom ſo tidt ikke gjera det. Af dette kjem det meſte af denne Ugreida, ſom her no er i desſe Saker. Den Rettslærde ſtend raadvill millom alle desſe Rettarbøter og finn ikke dei ſambindande Tankar millom deim, af den gode Grunn, at det ikke heng ihop dette Logverk. Det kan i mangt vera godt for det praktiſke Liv dette, men det endar med eit Slags Logløyſe eller Anarki, daa det ikke lenger kan bli ſagt om ein Mann, at han ſtuderer Rettsvitenſkap, men ſo ſom det heiter paa Landet: „han lærer ſeg til at bli Prokerater.“ Det verdt gode Dagar for det Slags Folk.

Men dette, ſom ſynes at liggja i den heile nyare Utvikling i alle Laand, det kunde ikke Schweigaard nokot til, vil du ſvara. Viſt ikke; men han kunde hava ſtyrt denne Utviklingsgang innom rimelege Grenſor, og ikke i ſine Læreſetningar og heile Rettsliv likefram dregjet up Sluſune for denne Straum. Og ſo kunde han i Thinget hava havt betre Tilſyn med, at der vardt Samheng i dei ſtyrande Rettstankar millom alle desſe Rettarbøter. Dette er den ſtore Juriſtens Hovudgjerning i loggjevande Forſamlinger. Han er likſom der Politimeiſtaren for Rettsvitenſkapen, at der ikke kjem Logloyſe (Anarki, Uorden) in i den af Benke- og alle dei mange andre umogne og rettsukyndige Forſlag. Der maa altid vera ſlike Politimenn inne i ſlike Forſamlinger, og for det ikke altid er eller etter ſin Natur kan vera dette i fullt Maal, ſo hava mange og deriblandt jamvel den friſinnad Stuart Mill ſagt, at ſlike Forſamlinger i Likning med ein Jury berre ſkulde hava med Faktum og ikke Jus. Naar Saka var utlagd, og Kravet paa ei Rettarbot etterviſad og afgrenſad, ſo ſkulde eit Samlag af Rettslærde (ei Redaktionskommitte, om du ſo vil) ſetja det i Stil og Samheng. Det maa koma til dette; for det verdt like ſterkt kravt af Rettstanke og Rettsſpraak. Og Schweigaard har ved ſit ſtore Exempel gjort det meſte til, at dette og maa koma her. Dette endelauſe Uføre maa vi koma ut af. Og han har ikke gjort mindſt til dette med ſit Spraak. Der er altid Tankar i hans Tale, naar du kan greida den ut. Det er fullvegtigt Korn og lidt med ſine Punds Overvegt. Men det er ſom Pariſeren, daa han kom heimatter fraa Krim, ſagde om Tungemaalet til dei Engelſke: Ce n’est pas une langue, mais ils s’entendent entre eux.

(Det er ikke nokot Spraak, men dei kunna gjera ſeg forſtaaelege for kverandre.)

Eg nevnde ſidſt, at mange af vaare beſte Rettslærde ikke finna ſeg tilfreds med Schweigaards vitenſkaplege Upfatning af Rettsſyſtemet og vaar Rettsſtilling i mange væſentlege Stykke. Men ſo var Tonen og Tanken, at dei likſom ikke vaagad ſeg ut med det. Schweigaard var i det heile havd eller lyft up over Kritiken og ſtod ſkotfri af den; og det merkjelegaſta var endaa det, at det ſkulde ein ſjølvſtendig Mann til at meina, at Schweigaard ikke var det fullgyldige Mønſter paa alt det gildaſte ſom til er. At uttala den meſt folkelege Tvil om dette, kunde der i dei fleſte Tilfelle aldri vera Tale om, ſonær ſom ſo paa tvo tri Manns Haand og millom Folk, ſom kunde møta fram og f. Ex. ſegja: „eg er gamal nok og har af andre kloke Folk godkjende Kunſkaper og Aandsevne, ſo eg meinar at vera ein myndig Mann med den fulle Rett til at leggja mit Ord i dette Lag.“ Eg veit det var Folk ſom ſaag ſeg nøyde til at ſlaa alle hine for Panna med ſlik utekkeleg Tale om ſin eigen Domsrett.

Det vanlege var ellers, at der vardt fundne ut dei meſt underlege Tydningsgrunnar, naar Schweigaard hadde ſkrivet eller i Thinget talad nokot, ſom det var raadlauſt med at finna mønſtergyldigt. Eg veit f. Ex. her paa næſtſidſte Thing, daa han og Rikter var i det varme Ordſkifte om dei rette Kjennemerke paa Materialisme. No, det var i Grunnen uſkuldige Saker, og Schweigaard var ſo utmanad, at hans Ord var Svar paa Tiltale. Men likevel ſo laag det nokot menneſkelegt i desſe hans Ord, og det var netup menneſkeleg han ikke maatte vera ſom vi andre. Eg minneſt vi ſtod i ein Ring der i Departementet og talad juſt om dette, og dei kom med ſine Grunnar, at Schweigaard umogeleg kunde vita det eller meina dette, men at han maatte vera uſkuldig. „Han er altid ſo naiv han,“ var det endelege Svar, naar der ingen annan Utveg var. Det var, ſom eg daa og ſagde i denne hin Departementsringen, Jomfru Maria-Læra hans Paven om conceptio immaculata (Ubeſmittede Undfangelſe). Det var det Slags Folk, ſom her fanſt mange af, nemleg ſom lagde ſeg til eit raudt Lommetørklæd og leto det hanga med den eine Snippen ut af Frakkelomma (for ſo gjekk Schweigaard tidt) og ſom harkad og hoſtad etter honom og ſkok paa Haaret med eit Sidekaſt af Hovudet og ſo velte paa Augom. Det var fagert og aandfullt med Schweigaard det meſte af dette, om det ſo ſtundom kunde ſjaa nokot tilgjort ut; men det Etterhermde var ſkjemtefullt, og eg ſkal aldri gløyma den Schweigaardſke Augnevelting f. Ex. af Folk ſo daud- og kvitøygde ſom det kokad Fiſkehovud.

Under dette, ſom eg vil kalla det vitenſkaplege og æſthetiſke Trykk, ſtod alle, ſom vilde gjera Schweigaard til eit Menneſke, viſt og ſannt eit ſtort Menneſke, men likevel med dei vanlege Menneſkemerke. Eit annat Trykk ſom ikke var mindre, var det politiſke. Det høyrde med til ein loyal Borgare og helſt til ein Mann, ſom kunde venta ſeg paa ein god Fot med Regjeringen og ſaa ſeg eit Embæt, det høyrde med til dette at ſjaa den politiſke Mønſtermannen i Schweigaard. Det ſkulde Magt og Mod under alle desſe Trykk til at hava og utala ein liten kravslaus Tanke om Schweigaards Menneſke-Likheit, og her er eit godt hiſtoriſk Merke paa dette i juridiſk „Ugeblad“ for 1866 No. 28, der ein Mann med eit „Foredrag i Sagførerforeningen“ kjendeleg ankar paa mangt i den Schweigaardſke Rettsvitenſkaplegheit og Rettsupfatning, men likſom ikke rett vaagar ſeg ut med Spraaket. Han henviſar til Schweigaards Fyredrag i Juryſaka St. Tid. for 1862—63, p. 883 og 887 og likſom kaſtar fram til Ettertanke ſome af desſe Schweigaardſke Tankar, men du ſeer lett, at han leikar „løyn og finn“ (hide and seek).

Der maatte og i den Tid ein ſlik „Legen Skjul“ med denne Schweigaardſke Tale. Det er ikke for det, at den er imot Juryrn, men den er, kan du omtrent ſegja, imot dei fleſte godkjende retspractiſke og politiſke Grunſetningar i den civiliſerad Verden. Du kunde byggja deg (conſtruere) Mannen af denne Tala, og det vardt eit underlegt Billæte, derſom du ikke tok med til Hjelp Tid, Stad og Omſtand og ellers alt det andre ſom du viſte om Mannen. Det var til at ſkriva ei heil ſtor Bok om dette. I det heile var denne Jurylog paa fine mange Thing og ſine mange Trappetrin eit framifraa Emne til at faa ut av Schweigaard hans politiſke og rettslige Tru og Tankar (ſjaa f.Ex. St. Ef. for 1854 p. 754 og 55) og du fær ved at leſa alt dette eit i Sanning ſorgſamt Billæte af Mannen. Likeins er det i andre Saker, ſom vedkoma Rettsvæſenet og Stellet med dette f. Ex. om Lagrettslogje i 1854 og endaa meir om Rettarbot for Byretten i Chriſtiania 1866 ſjaa f. Ex. St. Tid. for det Aar p. 7 og framigjenom.) Der er, vilde du om ein annan Mann kunna ſegja, dei nær paa meſt uværdige Uttrykk om alt, ſom vil røra med det fullkomne ſom er, det givne ſtatus qvo, med Staaſyſtemet. Og ſjaa her, attaat det ſom eg før har henviſad til, eit litet Stykke om offentleg Votering i Riks- og Hægſteretten, etter St. Eft. for 1854 p. 376: — — „Det vilde ikke virke til Forbedring af Dommerinſtitutionen, om man kunde tage den enkelte Mann i en kollegial Ret for ſig og underkaſte Perſonligheden Kritik. Overhoved var det et Spørgsmaal, om ikke det Felt, ſom Presſen, den fjerde Magt i Staten, allerede har, er ſtor nok, ſaa man ikke bør bidrage til at udvide det, Uagtet man nok kunde indrømme, at Presſen hertillands er noget mere varſom end i andre Lande, hvor den har ſamme Frihed ſom hos os. Men der har været Tider da Presſen blev misbrugt, da man kunde ſkrive Løſt og Faſt, da man rev ned paa Eiendomsinſtitutionen og agtede Mænd gjordes til Gjenſtand for en vidtgaaende Kritik.“

Likſom vi af dette veſle her ſjaa, at han i ſin inderſte Grunn miskjende Presſefriheit og likſom ikke kjende den engelſke Setning (af Burke) at Presſen rettar paa (corrigerar) Presſen, ſoleids ſjaa vi og af desſe hans mange Taler, at han likſo grunndigt miskjende det, ſom verdt kallad Folkefriheit i Politik og Offentligheit, og det mundtlege Ord i Rettargong. Skulde du taka Mannen paa Ordet, ſo maatte du ſegja, at han vilde hava voret ein god Kronjuriſt for ein god Deſpot. Den ſom af hans 17de Maitale eller nokot annat trur at kunna godtgjera ein annan politiſk Grunntanke i Mannen, han ſtend ſo i Skruveſtikka millom hans andre og meir aalvorſame Uttalelſer, at han knapt kan røra Haand eller Fot.

Men eg ſkal her i eit annat Samband tyda burt mangt af dette, ſom ſynes ſo ufritt og i Strid med Tankane af Verdſens meſt upplyſte Menn. Han var nok friſinnad Schweigaard og, men han var ein Oldtidens Mann, ſom ordnad Mannen in under Staten og Næringsvegen. Dette ſidſte viſad ſeg beſt i hans Tankar om Skipsfarten. Han vilde hava ein fri og ſtor Sjøfart, men Mannen, Matroſen ſkulde ſtaa under den gamle Tugt og likſom vera ſtavnsbunden til Skipet. Kom der Strid imillom Mannen eller Arbeidet og Kapitalen, ſo maatte Kapitalen vinna. Det var denne engelſke Maſkintanken, og om du vil, denne materialiſtiſke Fridom han vilde hava og ikke ſomyket denne menneſkelege og perſonlege. Han er derfor ein Fridomsmann for Skipseigarar og Rederier men ikke for Matroſer. Kapitalen ſkulde vera fri, men ikke Mannen.

Dette var og eit af dei mange Stormerke paa, at Schweigaard høyrde til ei eldre og ſnart no utdøydd Tid. Denne Strid millom Kapital og Arbeid og dette Stræv med at „formilde Kapitalens Tyrani,“ det er ein yngre og meir menneſkeleg Tanke, ſom dei ſtørſte Menn i denne Tid brjota ſit Hovud med f. Ex. Gladſtone og Mill i England og ingen mindre en Keiſer Napoleon ſjølv i Frankrike.

Og ſo var det med hans Rikslære (Politik.) Han hadde gjort ſeg up eit Statsſyſtem, og derſom ein Mann kom in i desſe Hjul og Taggar og Springfjædrer, ſo maatte han bønlauſt bli knuſad. Det var den meſt fullſtændig „abſtrakte Doctrinarismus“ ſom nokon kan tenkja ſeg. „Han meinte det vel ſo,“ verdt det ſagt. Javiſt meinte han det vel, men kven gjør ikke det? Vi bør tru, at jamvel Inkviſitionens Læremeiſtarar meinte det vel. Fanatismen meinar det vel altid vel, og ei ſlik upgjord Lære etter Lod og Vinkel utan Syn for Livets og Mannens Krav den er altid fanatiſk eller blind og iverſjuk, anten det ſo er om Politik eller Religion ja til og med „Maalſak.“ Kven veit, om derfor ikke eg og er ein Fanatiker?

Fanaticism and jesuitism are convertible terms, det er: Fanatisme og Jeſuitisme ero Uttrykk, ſom du kan ſetja det eine i Staden for det andre, eller det er Vekſeluttrykk, ſom det og verdt ſagt. Dette trur eg at hava leſet paa Engelſk, og det er nokot, ſom kver af os maa kunna koma etter, naar vi med Omtanke ſjaa paa Liv og Folk.

Dette er ein kort Uttryksmaate for det, at den blindt ivrige Mannen gjeng ſine Omveger for at koma til ſit Maal. Var derfor Schweigaard, ſom vi etter alt maa tru, den blindt ivrige Mannen i ſine politiſke Upfatningar, ſo maatte han og taka mangt advokatoriſk. Her ero Saker i vaar Thinghiſtorie, ſom ſynes at vitna om dette. Det er nemleg knapt meir en tenkelegt, at ein ſo rettskyndig Mann ſom Schweigaard rigtig for Aalvor kunde tru, at det var conſtitutionelt f. Ex. at Lensmenn verdt utkorad ſo ſom no og ikke ſom før, — at det var ein Rett for Regjeringen at ſanktionere mange af Bevillingane fraa Storthinget, — at Storthinget ikke hadde Rett over Procenterne til Tollfolkets Lønning, og at det var Regjeringen ſom burde utlikna til Vegſkatten. I desſe og andre ſlike Tviſtemaal millom Regjering og Storthing i ſomange Aar ſtelte Schweigaard ſeg paa Regjeringens Side, og ſyntes ſtundom rett at koma med Utveger f. Ex. St. Eft. for 1845 p. 70, der han vil at „Spørgsmaalet om Sanktion ganſke ſkulde lades ud af Betragtning og at der alene ſkulde tages Henſyn til Indehaverens juridiſke Stilling.“ Han ſtemde og imot Storthingets Rett til at nedſetja Logkommiſioner (St. Eft. for 1857 p. 392). Dette og mangt annat i Samheng med dette, ſom har voret ſlike langvarige „konſtitutionelle Tviſtepunkter“ millom Statsmagterne, og der Oppoſitionen har ſett Viljen ſin igjenom, dette vilde vera værdt at ſtudere for at koma etter om Schweigaard var betre i ſlike Ting en ſine Motſtandarar. Det er nemleg, ſom ſagt, nokot utruleg, at han den loglærde Mannen ſkulde kunna forſtaa Grunnlogje paa den Maate, ſom hans Partiſtilling viſar. Det var nok uklaart mangt af dette lenge frametter, men Schweigaards Skarpſinn til at tyda og leggja ut Logord, ſkulde du tru, ſnart maatte hava funnet klaare alle desſe Grenſor millom Statsmagterne; Tingen var at han var rædd Folkemagta. Dette gjeng fram af mangfoldige Uttalelſer (f. Ex. St. Eft. for 1854 p. 754 og 55), og ſo fann han i Rettsordet den Meining han vilde hava lagt i det. So gjeng det os gjerne. Han ſtelte ſoleids for, at Storthing og Amtsformandſkap ikke ſkulde hava Syn og Sans for Førings- eller Kommunicationsvæſenet, og at derfor Retten til Utlikning aat dette laag hjaa Regjeringen, ſom hadde dette Syn. Stakkars Thing og Formandſkap, dei hava havt altfor myket Syn Sans for dette Væſen, og ſo vona vi desſe „Folkemagter“ koma til at hava for alt det andre, ſom Schweigaard trudde; at ingen annan en Regjering og Embættesmenn kunde forſtaa ſeg paa. Det var i Striden om desſe Ting, at Ueland i 1848 eingong i ſvarad Schweigaard: „En Regjering, der frygter Kommunernes Magt, kan ikke være god.“ Til dette gjenſvarad Schweigaard, at „det var forbauſende at en Mand, der var over 50 Aar, kunde nære deslige Anſkuelſer“, og det var til dette, at Ueland daa gav det ſo tidt omtalad Svar: „Min Alder er for ſtor til at jeg kan paavirkes af Declamationer, og for liden til at jeg kan ſympatiſere med Schweigaardſke Ideer.“ Det gjekk ſtundom varmt og kvaſt til, kunna vi ſjaa. Og vi undras no paa, at kloke og loglærde Folk nokotſin kunde ſtrida um ſlike greide Ting. Men hine gilde Menn hava greidt alle desſe Tviſtemaal for os.

Kom nokonting i Strid med den theoretiſke Rikslæra til Schweigaard, ſo har eg viſad, at han var bønlaus. „Den rædde Mann er altid den gruſome,“ ſagde all Hiſtorie. Og det er pinſamt at ſjaa af Voteringsliſta (St. Eft. for 1854 p. 748) at han f. Ex. ſtemde imot ein litt ſtørre Skilling i Koſtpenge for nokre af deim, ſom hadde voret dømde for Arbeiderurolighederne. Desſe ſtakkars Folk, ſom ſo lenge hadde voret arreſterad, ſøkte om at faa meir en 12 ß Dagen i Koſtpenge, daa dei vaaro utmattad i den lange Tid af den laake Koſten. Der vardt talad om „Humanitet“, og at det burde takas Henſyn til, at det var „politiſke Logbrot“. Men desſe Folk, ſom ellers altid talad og ſtemde for dei ſtørſte Løner og Penſioner, dei meinte her at 12 ß Dagen maatte vera nok. Her var Bøndane naadige, men ikke desſe boklærde Menn. Nokot ſaa ukjærleg henſynslauſt ſom det er med desſe Styresfolk, naar det ſtrider mot deires Grunſetningar og Interesſer, finſt det ikke i Tanken af den armaſte Husmannen.

Alt har ſin gode Grunn og ſoleids og denne ſtore Tru paa Schweigaards Makaløyſa eller bergfaſte Autoritet blandt Folk, ſom kjende honom fraa Ungdomsdagane og ikke ſidan hadde voret med ſi Tid. Han var ein Kjempekar, daa han møtte fram ſom juridiſk Kandidat i ſit 23de Aar. Du ſkal ikke leſa mange af Setningane hans fraa den Tid, før du kjenner, at her er Kunſkap og ſjølvſtendig Tenkning, ſo at alt det han hadde leſet var ſamført med det ſom han ſjølv hadde tenkt og uplivt. Det er ei ſo tidleg Mogning, at du maa koma til at tenkja paa det, ſom Pomologer eller Eplelækarar tala om, og ſom dei fleſte af os ſjølve maa hava merkt ſeg, nemleg at Eple, ſom tidleg falla af, ſynes at vera ſo urimeleg mognad, fordi der har lagt ſeg ein Makk eller eit Inſekt millom Eplet og Kviſten og dermed ſtanſad Safterne fraa Treet, ſo Eplet ikke kunde venta ſi rette Mogning; men dette gjorde netup, at dei Safter, ſom alt hadde kommet ut, dei ſlog ſeg til at mogna ſo tidleg, at du fær ein Smak af den fullmogne Frugt.

Det er vel ſannt i det vanlege, at den edlaſte Frugt mognar ſeint, men der er ſtore Undantak, idet mange mogna forunderleg tidleg f. Ex. Schiller og Byron; men dei fleſte af desſe koma likevel ſjeldan lenger fram. Smaken verdt nok utviklad, men den ſkapande Evnen naar ſjeldan lenger. Der er ikke den Utvikling eller Evolution til Livets naturlege Grenſe, ſom er Flogvitets vanlege Kjennemerke.

Dette vere no ſom det vil, viſt og ſannt er det, at Schweigaard var ein overveldande Mann for ſin Alder. Eg ſkal aldri gløyma det Intrykk, eg fekk under mit juridiſke Studium, daa eg raakad paa hans „Betragtninger over Retsvidenſkabens nuværende Tilſtand i Tyſkland“[8]. Det var ein Slagſtyrke, ſom var uvanleg. Likeins er det i No. 1 og 2 af „ugeſkriftet Vidar“ (1832) „Om Nødvendigheden af at indſkrænke Sprogſtudiets Omfang i den lærde Undervisning.“ Der er alt, ſom høyrer til den fullvoksne Mann. Det er megtigt; og var dette dit fyrſte Kjenſkap til Mannen, ſo maatte du faa utrulege Tankar om ſlikein Kar.

Og likevel ſo er Smaaguten Fader til den eldre Mann her og. Han ſegje nemleg blandt annat: — — „Saaledes har Forſtanden ligeſaamegen Øvelſe ved at følge en ſyſtematiſk gjenemført Lære om den mekaniſke Ligevægt under alle dens forſkjellige Former, ſom ved at anvende grammatiſke Regler“ (Vidar No. 1 p. 4).

Eit Stig til, og han maatte hava ſagt, at Schakſpil vilde hava gjort ſama Teneſta. Det var ikke gjengjet up for honom, at Tungemaalets Formler ero meir inderleg ſamvoksne med den menneſkelege Tanke en mekaniſke ja tilmed mathematiſke Formler, ſom der meir er nokot for ſeg ſjølv og ytre ved. Det gjeng med eit ut fraa meg ſjølv det, ſom eg talar, og eg kan hava Tilſyn med (kontrollere) det gjenom alle Former og Uttryksmaatar. Spraaket er Menneſketankens meſt naturlege Utſtraaling, og derfor vil Studiet af denne vera det, ſom lærer Menneſket beſt at vita af ſeg ſjølv og kjenna ſine eigne Tankar. Og der er likeins Form og Tanke meir ſamvoksne en i nokon annan Vitenſkap, ſo det kan vel ikke vera Tvil om, at Spraakſtudiet er det, ſom beſt utviklar vaar Tanke og paa ſama Tid fyller den med To (Stof). Og dei eldre Spraak med ſine rikare utvordes Former maa vera betre for den mindreutviklad Tanken en desſe nyare Tungemaal, det, Tankens Omſkifte og ſærſkilde Uttrykk meir ligg i det indre en i det ytre, og der Ordſtillingen ſo tidt er komen iſtadenfor mekaniſke Endelſer og annat Formſkifte i dei gamle Maal.

Schweigaard var alt i denne Unge Alder inne paa Naturtanken for dette Aarhundrad, og dermed godtgjorde han at vera in the van of intellect eller i Brodden af Tankeſylkingen for ſi Tid. Tankens og Livets tinglege eller reale Krav braut in paa honom i Motſetning til dei eldre tinglauſe eller abſtrakte og metaphyſiſke, og dermed var det givet, at han maatte gjera Uprør ſovel mot den aandlauſe og pedantiſke Klasſicitet i Spraakſtudiet ſom imot den tyſke Metaphyſikphiloſophi. Men, ſo ſtanſad han med eit, og likſom han ikke eingong ſeinare kunde vera med paa at mindka Timetabellen for dei klasſiſke Spraak, ſo Gamalnorſken kunde koma in i Skolane, ſoleids gav han, den megtige Mannen, Lov til at der kom tvo iſtadenfor ein af desſe hiſtoriſke Trænkuſkar eller Profesſorar i tyſk Philoſophi ved Univerſitetet. Han var nok med eit Stykke frametter til Lemping for dei nyare Kunſkapskrav i vaare lærde Skoleplaner, men ſolangt ſom til at faa vaart eiget gamle Spraak kunde han ikke koma. Dette var no og meir en ventande kunde vera. Han hadde ſine Ungdomsintrykk (og lenger kom ikke han) fraa ei Tid, daa Nationalitetstanken endaa ikke var fullt utviklad i Vitenſkapen. Det vesle Stykket hans i No. 15 af Vidar „om den literære Antidanſkhed“ er karakteriſtiſk. Det er myket godt og ſannt enno i det; for det var imot hans velſkapte Natur at fara med Tøv. Men naar han ſamfører det nationale i Tungemaal og Tankemaate med andre norſke Varor og kjem i dette aandelege in paa det materielle Frihandelsſyſtem og liknar det ihop med dette, ſo finna vi atter dette „mekaniſke“ ved Mannens Upfatning, ſom vi leſa paa ſomange Blad i hans Livsbok. Han er no ellers undſkyldt i mangt her i dette Stykke; for han maatte møta eit Norſkeſtræv, ſom var endaa meir utvordes og mekaniſk en hans nationale Frihandelslære, idet hin ſtakkars ſamlande Norſkdom ſette det Framifraa i denne meſt idet, at Norge hadde ein Konſtitution eller var politiſk friare en Danmark og derfor maatte hava eit betre Spraak og betre Bøker! Ja, Herregud! ſoleids arbeidde Nationalitetstanken ſeg fram. Det er ſo du ikke veit, anten du ſkal læ eller graata. Det er no det, at Folk paa den motſatte Sida heller ikke for ein Mannsalder ſidan kunde vera ſo kloke ſom no; for ellers maatte ei Nationalitetslære ſom denne hava voret til at misſa Vit og Forſtand af for ſo tankeklaare Menn ſom Schweigaard. Det er inkje Under, at Folk, ſom ingenting hava lært etter den Tid, maa ſynes, at dette Norſkeſtrævet vaart er nokot Fjas.

Mindre undſkyld er han i det, at han, ſom var inne paa den naturvitenſkapelege og reale Tanken i den heile Upfatning af menneſkeleg Vitenſkap og Lære ikke førde denne Tanken lenger fram her i Landet. Men forutan det, at han ſo ſnart vardt „ſpend fyre Matkjerra“ og ſoleids ikke lenger kunde vera med i dette van of intellect eller denne fremſte Tankefylking, ſo ſjaa vi alt her i hans fyrſte Arbeid Merke til dette „Inſekt“, ſom gjør, at der dett ned i Hagen denne ved Jonſoktid mogne Frugt; for likſom vi her framme ſaag, at han gjorde Læra om den mekaniſke Ligevegt jamgod med Spraaklæra til Utvikling for vaar Tenkning, ſoleids gjør han tilſlutt i dette Domedags Slag mot den blinde „Clasſicitet“ (Vidar No. 2 p. 12) „Naturvitenſkapen til Grunnlag for all Kultur“. Dette er ellers Wolfgang Menzels Ord, ſom han med fullt Hjartelag gjør til ſine. Her er atter dette mekaniſke; for ſo god og umisſande ſom Naturvitenſkapen er, ſo ligg der likevel eit ſtørre „Grunnlag for Kultur“ i det ſom den menneſkelege Aand ſjølv har ſkapt, ſoſom Spraakvitenſkap, Hiſtorie, Politik, Kunſt og alt det andre Mennſkeverk. Alt dette maa bli ſamført med Naturvitenſkapen og det heile ſeet i Samheng; men det er ſjølv ein hægre og finare Naturvitenſkap, likſoviſt ſom Menneſket ſjølv er Naturens ædlaſte Verk og derfor og maa afſetja ædlare Vokſtrar en f.Ex. Berg og Stein og Jord og Gras og Fiſk og Fugl og andre Dyr. Grunntankane eller dei ſokallad Naturlogjer maa vera dei ſama upigjenom denne heile Skapningsſtigen, men det er Utvokſtren paa denne Tanken ſom vedt finare og finare, di lenger du kjem ifraa Madk og Mold up mot Mann.

Dette vilde ein Mann af det rette Slaget med eit einaſte Lynglimt hava ſeet, ſo ſnart han var komen inpaa dette Tankedrag. Men det var alt nokot ſtort for ein Ung Mann her uppe i den Tid at koma in paa denne Naturtanken. Den var blandt dei gode Menn i England, Frankrike og Tyſkland aalment uppe i Dagen daa, men her? Det er ikke ſomange, ſom enno ſjaa den her.

Det er ſannt, der var myket af dette mekaniſke ved denne Naturtanken ut over Europa i den Tid. Menneſket hadde likſom gjort formyket af ſeg ſjølv for, og ſo ſprang det likſom forlangt burt ifraa ſeg atter. Det hoppar vanlegt ſo fraa det eine til det andre midt imot. Men dei ſtore Menn gjera ikke dette ſo lett, for dei hava Jamvippet eller Kompenſationspendelen i ſin eigen Natur; og du fær ſoleids ein Mistanke til, at denne tankegode men ſpraakrøvetſke Setningen til Schweigaard (Vidar No. 2 p. 11) er meir tillærd en ſjølvtenkt, etterdi han ikke kan bruka den paa ſeg ſjølv: — — „Det er juſt en Epoches Væſen, at dens virkſomme Moment, naar det har udvirket, maa afløſes af et andet Princip, der neutraliſerer den Enſidighed, ſom Bibeholdelſen af eet uforandtet Syſtem under Forholdenes Omvexling har til Følge.“

Det var ein Motſetning til det gamle, dette, at Naturvitenſkapen var Grunnlaget for Kultur, men Schweigaard vilde hava ſeet det „virkſome Moment i denne Epoche og neutraliſerad denne Einſidigheit,“ om han hadde voret den ſtore Mannen for ſi Tid.

Men han kom ikke lenger en til det fyrſte Gjenomſlag fraa det gamle og til det nye, og dermed ſtanſad han. Det var ſtore Ting dette af ein Mann her nord, og ſo ung, og det gjorde ſin ſtore Nytte. Desſe Humaniſter, ſom hine inhumane Folk kallad ſeg, dei ſkreik gjenom ſine Ordførarar, Rektor Bugge og, Lektor (no Rektor) Vibe; men Schweigaard tok deim, ſom det høvde ſeg for ein ſlik Storkar du haut en bas eller ſaag deim over Okslom og ſnudde up ned paa deim ſom Smaagutar (Sjaa f. Ex. hans lange Strid med deim i den Conſtitutionelle for 1836 No. 26, 50 og 302; for 1837 No. 16, 53 og 54). Han var einſidig han og, men dette maatte til for Folk, ſom gav ſeg ut for at vera Talsmenn for den eine og ſanne Vitenſkapeligheit, og der maatte ein Slagſtyrke ſom hans til at lemleſta nokot ſo ſeigt.

Likeins er det med Metaphyſikphiloſophien. Han gjør fyndigt Narr af denne i ſin „Anmeldelſe af Sverdrups Logik“ (Conſtitutionelle for 1836 No. 17—19) og du kjenner, at der er ein Mann med det fullſtendige Herredøme over denne philoſophiſke Vitenſkap og Literatur. Han ſopar med ſeg over den heile Mark. Det er ikke berre det gamle ſcholaſtiſk-wolfiſke Standpunkt, ſom Sverdrup ſtod meſt paa, men det nye ſom tenkte ſeg til at afløyſa dette, nemleg det Hegelſke. Det er ſo du kan ſtrika over, at ein ſlik Mann ſkulde ſlutta der og lata alt dette Ugras vekſa up imillom os alla. Der er mangt, ſom minner deg om the broadheaded Werulam eller „Kongen med det breide Hovud„[9], ſom Engelſkmenn kalla Lord Bacon, i hans Strid mot Middelaldrens Scholaſtik.

Men Schweigaard kom ikke her heller lenger en til at ſlaa ſundt det gamle. Ja, hadde han endaa gjort det; men han viſad berre, at han kunde hava gjort det. Det er nokot mismodigt at ſjaa ſlike Tilſprang utan Framlaupet. Det minner om Poetens Ord:

— — „Thor ſin Hammer kaſter efter.
Ha, de ſkjønne ſpildte Kræfter.“

For at koma etter ein Manns Værd og Væſen maa du fyrſt og fremſt ſjaa etter desſe tvo Ting, nemleg det, ſom han gjorde, det han vardt til i Livet, og ſo det ſom maatte vera hans Livs Grunnſetning og heile Tankegjerd. At ſjaa paa det ſidſte maa du aldri gløyma, ſkal du vera rettferdig mot Mannen; for du kan daa tidt koma etter, om han var ſkapt til nokot annat en det, ſom han vardt. Han kunde vera baade for god og for vond til ſin Livslagnad eller Skjæbne. Han kunde nemleg vera ſkapt og uplærd baade til nokot betre og til nokot verre, idet han ikke fekk framliva eller realiſere ut i den ytre Lagnad ſit indre Tankeliv. Sjæla hans kom likſom ikke in i den rette Likamenn.

Det var dette eg var inne paa her lenger framme, nemleg om Schweigaard vardt til det, ſom han ſkulde hava voret, eller „kom in paa ſi Hylla.“ Du kunde tru, at han ikke gjorde dette, etter denne Paavisning af hans philoſophiſke og naturvitenſkapelege Standpunkt i hans Unge Dagar. Du kunde af dette tru, at han meir var ſkapt til Skribent og Tanke- og Vitenſkapsmann en til den likſom meir ytre rikspraktiſke Gjerning, ſom han kom til at utføra. Det er litet det, ſom vi hava fraa hans Haand til at gjera os ei fullſtendig Meining om dette. Det er i Grunnen ikke meir en desſe tri nevnde Stykke, nemleg om „Retsvitenſkapens Tilſtand i Tyſkland“, hans Kritik af Sverdrups Logik og ſo det om Studiet af dei eldre Spraak. Sonær ſom i desſe faae Saker kom han ikke til at uttala ſeg om aalment vitenſkapelege og kulturhiſtoriſke Spursmaal, men gled in paa ſi Sergrein i Vitenſkapen nemleg den einſkilt juridiſke og ſtatsoekonomiſke; for alt i ſit 24 Aar gjenomgjeng han „Nutid og Fortid“ af Aal (Vidar No. 20. 21, 27 og 28) og er med eit inne paa Bank- og Pengevæſen og Kurſer. Og om dette ſama Emne ſkrivet han i Vidar No. 45 og 46 i den Conſtitutionelle framigjenom Stykke for Stykke fraa 1836 til 1840. Det er Pengevæſen og Toll og Riksutgifter, ſom daa med eit verdt hans vitenſkapelege Arbeid ataat hans juridiſke Profesſorgjerning. Med hans fem til 26de Aar kan du ſegja, at han reint døydde burt fraa den aalmenne Vitenſkap. Og det var ikke med honom ſom med ſomange andre Fagsmenn, at han her og der kom tilbake til Grunnſetningar og Overſigter og Gjenomſyner af meir aalmenn Natur. Dette var netup nokot, ſom var imot hans heile Smak og Upfatning, i det han var, ſom han ſjølv kallar det „analytiſk descriptiv“, det vil ſegja, han tok fyre ſeg dei ſerſkilde Ting og Tilfelle og upløyſte og tydad deim utan at kjære ſeg om Samheng med dei andre Ting og Tilfelle. Han hadde ſjeldan eller aldri nokot af dette, ſom Franſkmannen kallar vue og aperçu. Livet og Læra vardt utan rett Samband, ſo ſom eg før har trutt at finna ut af hans juridiſke Upfatning.

Det vilde viſt vera forvitnelegt og lærerikt for mange i at afprenta nokre af hans Setningar til Prøve paa hans philoſophiſk-vitenſkapelege Standpunkt. Eg ſkal og her prøva paa med ſome Setningar, ſo godt i Samheng ſom det kan lata ſeg gjera: —

Det tidtnevnde Tidsſkrift p. 292: — „Enhver der har arbeidet ſig ind i hans (Kants) practiſke Syſtem, forfulgt det i dets Conſeqventſer og paa hvert enkelt Punct faſtholdt det ſidſte Led i den Bevisførelſe, hvortil han dog maatte gaa tilbage, forat faa noget at holde ſig til, hvormeget den end ſtred imod hans Grundbetragtning, han vil ſnart overbeviſe ſig om, at de Sætninger, ſom Kant udgav for Inſpirationer, utvivlſomme og fra al Skepſis ved et Magtſprog undtagne Orakeludfagn, Copier af hvad Gud hadde ſkrevet ham ind i Bevidſthedens tabula rasa — jeg bruger med Forſæt disſe Benævnelſer, fordi de temmelig klart betegne hvad man maa tænke ſig ved hans kategoriſke Imperativer, Fornuftpoſtulater, Axiomer, Udſagn af den practiſke Fornuft og lignende Udtryk, der vel tildeels ſenere have ſkiftet Navn, men ſom endnu ſom forklædte Gjengangere foranledige den uſaligſte Misforſtaaelſe og Forvirring — at alle disſe Sætninger ikkun ere ufuldſtændige, fra et underordnet Standpunct opfattede og endnu ei gjenomarbeidede Abſtractioner, ſamt at den ſamme Mand, hvis førſte og berømteſte Værk i ſin kritiſk negative Retning var en i alle Tonearter gjenomført Variation paa det gøthiſk-ſchillerſke Thema:

„Was Ihr hinein nicht gelegt, ziehet Ihr nimmer heraus“

i ſin ſenere poſitive Tendents ſelv forfaldt til den ſamme ſcholaſtiſke Dogmatismus, ſom han med ſaamegen Kraft og Virtuoſitet hadde bekjæmpet. Kort, ligeſom det er klart, at Kant ſelv i det Væſentlige kom tilbage til det ſamme Udgangspunct, hvorfra han hadde fordrevet ſine Forgjængere, og ſelv greb til den ſamme ſaakaldte aprioriſke, eller rettere tilſnigende Syntheſis ſom Kilde til ſin poſitive Lære, og derved gav Anledning til de hurtig hinanden afløſende philoſophiſke Syſtemer, der paa hvert Punct minder om Middelalderens Scholaſtikere; ſaaledes vilde hans Lære, hvis deri nogenſinde havde kunnet ſkaffe ſig ſamme Indgang ved den poſitive Rets Behandling, ſom den Wolfiſke, ſikkert have havt de ſamme Forvirringer til Følge. — — pag. 307 — „Det er kun ved en vilkaarlig Abſtraktion man kan ſætte det Nyttige og det Billige mod det Rette; ved en fuldſtændig Sammenfattelſe af alle Momenter forſvinder Forſkjellen. Saalænge disſe Modſætninger ſtaa i deres ubearbeidede og iſolerede Selvſtændighed, kommer man ſtedſe tilbage til ſaadanne ufordøiede Setninger ſom, at Loven, for at blive ſom den bør være, maa afvige fra Retfærdighedens Udſagn oſv. Juſt fordi Tyſkerne mere end nogen anden Nation foretrække en ſyſtematiſk Demonſtration for en analytiſk-descriptiv Methode, faa deslige indgribende Almeenbegreber en Vægt og Indflydelſe paa Tankegang og Bevisførelſe, der maa lede til ſaameget ſtørre Misforſtaaelſer, naar de oprindeligen ere ſkjævt dannede.“ — — pag. 310 — „Hvad der ved ſaadanne Problemer ligger i Baggrunden og holder dem i Live, er en uklar og ved en ſkjæv Doctrin opfoſtret Ærefrygt for Abſtractioner, der ved deres ſtore Almindelighed og ſtore Omfang faa Skin af at være Videnſkabens Grundpiller, ſkjøndt de kun ere dens Skyggebilleder, er en gjennemgribende og al videnſkabelig Klarhed forvirrende Selvſkuffelſe, at det, ſom kun er Productet af en paa Halvveien ſtrandet Tankebevægelſe efterat opfatte det Hele i ſit Sammenheng, indeholder det begrundende og beſtemmende Princip. Deraf ogſaa det Særegne i Behandlingsmaaden, at man ſtiller en ſaakaldet Grundſætning eller Princip i Spidſen for Udviklingen af en Lære, og derved giver Fremſtillingen Skin af, at den følgende Mængde af enkelte Lærdomme flyde af eller have ſin Grund i den opſtillede Almenſætning, medens dog denne Slags Fremſtilling er et reent Hyſteron-Proteron, hvor Kilderne til et Begreb ſættes ſom dettes Emanationer og det, der egentlig kun er en Reſumé, et Omrids af det Mangfoldige, ſom det dybere Liggende Grundvæſentlige. Ofte er denne i Spidſen ſtillede Grundſetning aldeles intetſigende, men den hele Fremſtilling viſer dog den ſcholaſtiſke Tankegang, at Udviklingen vinder i Grundighed derved, at man førſt pakker de almindeligſte Beſtemmelſer ind i en Sætning, og derpaa trækker dem ud igjen“ — — — — „ret ſom om Loven ſkulde have gjort ſig ſelv og ikke være et Værk af menneſkelige Kræfter og Indſigter — — pag. 320: — — „Naar man endnu i Tyſkland characteriſerer en vis Retning af Retstænkningen ſom hiſtoriſk i Modſætningen til en ikke hiſtoriſk, eller, ſom den til Gjengjæld kalder ſig, en philoſophiſk i Modſætning til en ikke-philoſophiſk Skole, ſaa viſer dog Betragtningen af hvad der paa begge Sider udrettedes, at denne Modſætning allerede for længe ſiden har ophørt at være ſkarp og med Henſyn til Behandlingsmaaden aldrig har været det“ — — „under Paaberaabelſe af Naturret eller hvilketſomhelſt andet Kneb.“

— — pag. 322 — — „naar man kjender Tydſkernes Foreſtillingsmaade om Forholdet mellem Begreb og Virkelighed, om Syſtemets Abſoluthed, om Principer ſom det Conſtitutive oſv. — ſaa ere dog deslige Selvmisforſtaaelſer, ſkjønt høiſt beklagelige Skjævheder, at regne for Intet i Sammenligning med det umaadelige Chaos af Barbari og Scholaſtik, der under Navn af Philoſophi lige fra Kants inconſeqvente og ulykkelige, poſitive Lære under de forſkjelligſte Former, ligetil den nærværende Dag har udviklet ſig i Tyſkland og har iſoleret det fra alle andre civiliſerede Lande. Det er klart, at hvis dette Monſtrum af Magtſprog og Digtninger, denne af fattige og ufuldſtændige Abſtractioner ſammenſatte Carricatur af et Verdensbillede, der udgives for Virkelighedens Archityp, havde faaet Indpas i den poſitive Rets Behandling, ſaa maatte der opſtaa en betydelig Forvirring — — pag. 324: — — At indlade ſig paa Underſøgelſer over den abſtracte Retslære eller Naturrets Standpunct i Tydſkland, kunde ſynes at være et ligeſaa ufrugtbart og utaknemmeligt ſom uinteresſant Arbeide. I Indhold og Grundſynsmaade har den ikke gjort eet Skridt fremad ſiden Kant, omendſkjøndt Terminologi og Fremſtilling ere undergaaede en uafladelig Afvexling; (ligeſom overhoved Tydſkernes Originalitet viſer ſig i at opfinde Navne og Udtryk, ſom udgives for ſtore og vigtige Opdagelſer af dertil ſvarende, forhen ukjendte Sandheder). Den fælles Grundtanke, ſom gaar gjennem det Hele, er, at Retsreglerne ved en Præformationog med ſelvſtendig Tilværelſe ere givne af ſig ſelv ſom oprindelige Aftryk eller Afpræg, der ikke kunne betragtes ſom Reſultater af den menneſkelige Erkjendelſes almindelige Operationer, ſom altſaa ikke ere beſtemte ved en ſaavidt mulig fuldſtændig Overveielſe af alle individuelle og univerſelle, forbigaaende og varige, timelige og aandelige Interesſer af. Menneſkene i deres indbyrdes Forhold, og i Forhold til den hele øvrige Verden, i dettes kun med en vis Grad af Sandſynlighed beſtemmelige og forudſeelige Udvikling og Forandring. Med det ſamme Magtſprog, hvormed disſe fixe og ſkarpe Afpræg tiltvinges den manglende Realitet, fingeres ogſaa de menneſkelige Handlinger og den hele Virkelighed at falde ind i og congruere med dem ved et Slags harmonia præstabilita. Og disſe conſtitutive Urbilleder tillægges da en anden Kilde, en anden Betydning, en anden Sanction, en anden Activitet, end Erkjendelſesgrundene til en fornuftig Handlemaade i Almindelighed, ſom man dog maa indrømme ikke kunde være andet, end fuldſtændig Opfattelſe og Overveielſe af det givne Forhold med alle dets Momenter og Beſtanddele. Af denne Foreſtilling om Retsbudenes Oprindelighed og Prioritet, opſtaa nu alle de Forvirringer, ſom denne Kundſkabsgrener ſaa frugtbar paa; thi da af Intet kommer Intet, da denne ubegribelige og ſelvmodſigende Digtning af en Dobbelthed i Erkjendelſen, eller det endnu haardere Magtſprog, at man med lukte Øine kan danne ſig et Verdensbillede ſvarende til Virkeligheden, blot ved at ſtirre paa ſin Selvbevidſtheds Tavle (der, naar man tager det bort, ſom ved Livets uafviſelige Indvirkning har afpræget ſig derpaa, dog kun bliver en tabula rasa) ikke kan erſtatte den Fattigdom og Maverhed, ſom deraf vilde være en Følge: ſaa blive dog disſe Orakelſprog tilſidſt ikke andet end dunkle Remiscentſer og mavre Abſtractioner af det Erkjendelſesſtof, ſom man har opfattet og til dette Punct bearbeidet, eller for ſtørſte Delen modtaget ſom bearbeidet i denne Form, og ſom derfor, naar man ved Forvexling af deres Oprindelſe og i Tillid til deres Ufeilbarhed deraf vilde conſtruere et Forbillede for Menneſkelivets Ordning, i ſamme Grad maa lede til Carricatur, ſom Enſidigheden har været forherſkende.“ — —

Af den Conſtitutionelle“ for 1836 No. 17. Hans Kritik af Sverdrups Logik. — — „De mange begrebsløſe Ord, der ere ſatte i Omløb, ere ſom ſlet Mynt, der fordriver den gode. Mange blive ogſaa bedragne ved disſe Regnepenge. Var der ikke ſaamegen Tale om det Uendelige og Abſolute, ſaa vilde man bedre finde ſig til Rette i det Endelige og Betingede; thi Ikkeforſtanden bliver til Uforſtand, naar den vil være Forſtand.“ —

— „Philoſopherne maa forat beſtaa have fire Udgangspuncter. Deraf det Forſøg i ældre Tider at finde en fælles oprindelig Grundſætning, hvorefter hele Syſtemerne characteriſeredes. Som Grundſætninger kunde de alle være lige gode og lige ſande; thi naar man taler i Tautologier, ſtaar man ikke i Fare for at ſige noget urigtigt, da man Intet ſiger. Men disſe uſkyldige Tautologier blive forſtyrrende, fordi de i deres Anvendelſe tjene til Skjul for vilkaarlige Tilſnigelſer. Nu have vi en Sværm af evige og ſtaaende Fornuftſandheder, ſom Ingen faar Lov til at røre ved. Man er viſtnok ikke høflig mod Sandheden ved at give enkelte Sandheder Adelspatent og nedſtøde andre i Proletariernes Klasſe. Hver Nation og hver Tidsalder har ſine Begreber, ſom den kalder abſolute og uforanderlige. Alle have Fordring paa den ſamme Gyldighed; deres Abſoluthed have de i Traditionen.„ — — “Skolephiloſophien gaar juſt ud paa at indbalſamere og unddrage fra Forraadnelſe Udviklingens Skud, der kun vare til, medens de havde Liv. Idet den vil gribe og forevige de afvexlende hiſtoriſke Tendentſer, giver den os et Ris af tørre og i deres Saftløshed uforanderlige Kviſte iſtedetfor en Roſenbouqvet, der dufter, til den dør. Men Virkeligheden er ikke et Kar, ſom man kan gribe i dets Hanker, for med een Fangſt at bemægtige ſig dens flydende Indhold; den er en rindende Strøm, ſom vi maa følge, thi for os ſtandſer den ikke.“ — — „ Det Virkelige er ſandt, og det Forſtandige er Fornuftigt.“ —

No. 18. — — „Maa Logiken end frikjendes for ligefrem at lære noget uſandt, ſaa rammes den dog af den Beſkyldning, at den med dens ſelvvalgte Indſkrænkning Intet lærer. Dens Indhold bliver en vidtløftig Periphraſe paa en eneſte Tautologi.“ — — — „At enhver Størrelſe er lig ſig ſelv, at identiſke Størrelſer kunne ſubſtitueres, at det Hele er ſtørre end en Del oſv., danne ingenlunde det mathematiſke Syſtem; veed man ikke Mere, ſaa veed man Intet. Men videre end til ſaadanne tautologiſke Sætninger kommer Logiken ikke.“ — — — „Havde Sproget ikke en Rigdom af Vendinger og Udtryk for ſamme Tanke, blev det umuligt at faa en logiſk Lære iſtand.“ — — „Slige Diſtinctioner angaae hverken Virkeligheden eller Begrebet, men kun Sproget. Hvo der ved, at et „Saa“ efter et „Naar“ udtrykker en Afhængighed, veed alt hvad Logiken lærer om hypothetiſke Domme; men denne Betydning af „Naar“ maa Enhver kjende, ſom bruger det eller ſlaar efter i en Ordbog.“ — —

No. 19 — — Til den Klasſe af Begreber hører „Noget“, og dette indholdsløſe Ord, hvormed man kan betegne, hvad det ſkal være, det tomme, matte, ſørgelige Noget og dets Synonymer ſkulle nu danne en egen Hovedart af Begreber: Hvormeget bedre var ikke det Hele udtrykt, naar man ſimpelthen havde ſagt: Sproget har Ord, der kan betegne een Gjenſtand, andre der udtrykke flere, og endelig nogle, der ere ſaa farveløſe, at man kan bruge dem om hvad det ſkal være. En ſaadan vilde nu viſtnok ſynes meget maver, men den bliver ikke federe, fordi den findes i en Logik“ — — „Exempler tjene ſom Chiffernøgle til Logikens Cryptographi. Logiken er ſom alle philoſophiſke Diſcipliner, ogſaa deri diplomatiſk, at den har ſit eget Tegnſyſtem for ſine Meddelelſer. Men Diplomatiken giver dog altid dem, for hvem den vil gjøre ſig forſtaaelig, Nøglen til Tegnenes Betydning.“

Før Ariſtoteles var Logiken Sophiſtik efter ham blev den i Middelaldren Scholaſtik. I de Perioder, ſom ved disſe Benævnelſer betegnes havde den ſin ſtørſte Anſeelſe. I nyere Tider har den atter gjort Opſigt efter Hegels Behandlingsmaade. Hegels Logik ſkulde nu efter hans Plan blive noget ganſke andet end den ældre, ſom han behandler haanende nok; da de ſaakaldte formelle Tænkningslove ſlet ikke pasſe i hans Lære, ſkulde den være en Udvikling af Begrebet om det Identiſke med Tilværelſen, altſaa indholdsfuld og ſelv i ſin ſubjective Deel objectiv. Heraf kom nu viſtnok intet Godt. For dem der have ſtor Agtelſe for Auktoriteter, kan Forſøget imidlertid anføres ſom et argumentatio ad hominem mod en Lære, der flyr ſin Gjenſtand. Ligeſaa radical er Schelling, ſom erklærer den formelle Logik Philoſophien modſat.“

„De ſom mere kjende Videnſkabernes Betydning af Bøger, end af hvad de paa ſig ſelv have oplevet og af deres Forhold til Virkeligheden, ville viſtnok finde min Proteſt grundet i noget Individuelt. Men den er ingenlunde en Singularitet; det er ikke de bedſte og originaleſte Tanker, der fremkomme i Skrift. Den, der bærer et Syſtem i ſig, føler mindſt Drift til at fremſtille det, fordi de kun er et ægte Syſtem, medens det lever hos dets Beſidder, og døer naar det ſkal lægges i Dogmernes Baand.“ —

Af dette her afprentad maa det viſa ſeg, at det vel nokot nær er rigtigt det, ſom eg har ſagt om Schweigaards Kjenſkap til Philoſophien og hans heile philoſophiſke Upfatning. Han kjende den og gjorde Narr af den og upløyſte den i Skum. Og naar vi anka over, at ikke han førde ſit Land burt fraa den tyſke Metaphyſikphiloſophi, og over i den franſke og engelſke Inductionsphiloſophi, ſo kjenna vi ikke Mannen. Han hadde i Grunnen tenkt ſeg burt ifraa all ſokallad Philoſophi, ſo der ingenting annat var atter for honom en hans „analytiſk-deſcriptive Methode“, nemlig Tydning og Skrivning om kvert einſtak Ting og Tilfelle. Han vilde vel hava Samheng millom desſe, men det vardt eit annat Samheng en det, ſom kunde kallas philoſophiſk. Det var practiſk Forſtand eller Fornuft han vilde hava, og det ſo kavande forſtandigt, at der ikke kunde vera Tale om annat en det, ſom kunde takas paa med Haandom. Den verdt det philoſophiſke Spraak kallad empiriſk og materialiſtiſk ein ſlik Synsmaate, og den er klaar og greid og ſo nyttig og ſnusfornuftig, at der meſt ingen Ende er paa det; men den er ikke eingong brukeleg for philoſophiſk Tydning af Kjendsgjerningar i Granſkning af Naturen, idet desſe og krevja ſit Samheng af Aarſak og Virkning og tidt ein Tanke om nokot „meta ta phyſika“ innafor Yta paa Tingen, med eit Ord ei Sjæl i den. Eg kan derfor ikke ſjaa annat, en at Schweigaards Philoſophi (om du kan bruka eit ſlikt Ord) var endaa meir empiriſk en den af desſe utſtrikne Naturphiloſopher ſoſom Carl Vogt og Schleiden i Tyſkland og Huxley og Owen i England.

Det er eit merkjelegt Syn, han har for kver einkel Ting i Livet og Tanken. Sjaa no f. Ex. dette han her ſkrivet i ſit Stykke om Studiet af dei gamle Spraak.[10] Han ſyntes at ſjaa ſo vel det ſerſkilde, at han ikke lenger hadde det fulle Syn for det ſambundne. Og om dette ikke altid er ein Naturlagnad, ſo er det tidt nokot, ſom Tame eller Øvelſe fører med ſeg. Du kan læra deg up til det, f. Ex. til at høyra fint dei einſtake Tonar, men ikke den heile Melodi, til at ſjaa grant den og den Flekken i eit Landſkap men ikke det heile ſamlad Daledrag oſv. Det ſkal nemlig attaat Sansninga Inbillingsevne og Sambandstanke til dette ſidſte. Og det er det fulle Maal af denne Inbillingsevnen og denne ſambindande Tanken eller Combinationen, ſom Schweigaard ſyntes at vanta (mangle). Han var etter alt komen dit, der kver af os har voret, naar han var ein ſjølvſtendig tenkjande Mann og ikke tok ſit Tankeliv paa Borg; Det kom daa ei Tid ſo imot den aandelege Fullvokſtren, daa det gjekk ſom eg har ſett det paa Vers:

Mit Liv gjeng ſundt, eg ſlikt det finn,
ſom naar paa Sjøen Straum og Vind
med Skvulp kjem under Iſen in:
I Reil og Rull det gjeng aa Flot:
So ſlær det up med Brot i Brot,
og alting ſkvett i Kras og Krot.

Den gamle Dogmatik, den philoſophiſke ſom theologiſke, ryk ſund. Du tok ſom Barn og Framvokſtring dit heile Andarliv paa Borg, det vil ſegja, du trudde paa alt det, ſom du hadde høyrt og leſet deg til, utan at du ſjølv hadde voret myndig til at prøva det. So hadde du lagt deg til Kunſkab, og du lærde at tænkja og vardt fordomsfri, og ſo ſaag du lik Guden Thor paa dine Livsbjelkar, alt til dei brakad og vardt ſunderſprengde.

Denne Rid eller Kriſis kjem tidlegare eller ſeinare, etterſom du er tidleg eller ſeint ute med di Utvikling. Den kjem aldri til dei fleſte Folk. Dei liva paa Borg og dei døy paa Borg. Men det er ikke om deim her kan vera Tale. Det er om virkeleg Tankefolk, og til desſe høyrde Schweigaard, ſom vi ſjaa. Havde han ikke gjort det, ſo vilde han ſom dei andre hans jamgamle Philoſopher og Juriſter og Philologer hava „ſlukad heile Griſen“, ſom Engelſkmannen kallar det. Men han hadde Kunſkap og Tenkning og Mod, og han gjorde Upſtand mot det inlærde, og reiv ſund dei gamle Borgensbrev.

Og ſo var det dette attaat med Schweigaard, at i denne hans aandelege Upvekking falt in i eit Tidarſkifte millom det eldre og dette nyare Syn paa Spraak- og Naturvitenſkap og tyſk Philoſophi, ſo der likſom kom eit dubbelt Arbeid paa den vaknande Mannen i den Tid, nemleg baade det perſonlege Upgjør for kver Mann til alle Tider og det ſerſkilt vitenſkapelege for den Tid. Dette ſidſte er no hiſtoriſk upgjort, ſo kver Ungdom ikke lenger tarv dragaſt med det, naar det ikke reint er i ein Ravnekrok af den civiliſerad Verden, ſom han verdt upfødd. Dette maa vi vel merkja os, naar vi ſkulle vera rettferdige mot Schweigaard. Han maatte bauta med ſi Tid likſovel ſom med ſeg ſjølv, og om det no er ſo, at kver ſjølvſtendig Mann altid vil finna nokot i ſi Tid for dette Arbeid, ſo var likevel hans Ungdom ei framifraa Tid for ein ſlik Overgangsſtrid i national og ſpraak- og naturvitenſkapeleg og philoſophiſk Upfatning. Han hadde derfor meir at gjera en ein annan Ungdom no i desſe philoſophiſke Slyngelaar, ſom du kunde kalla Aldren for denne Upvakning og Overgang fraa det borgande og uſjølvſtendige til det eigande ſjølvſtendige Tankeliv. Det er Framvokſtringens Overgang til Mann i Tankevegen. Det er likſom det aandelege Tannſkifte.

For dette hans Dobbeltarbeid var det derfor ikke ſo underlegt, at han aldri kom lenger en til denne Overgang til dette Gjenomſlag, og denne Upſtand mot det gamle, med eit Ord til dette Tannſkiſte. Der er i desſe her nevnde Stykke dei meſt fullgyldige Merke paa, at han ikke kom lenger. Der er dette ſpræke, dette kritiſk kvasſe, desſe abſtract ſtive og uforſonad Motſetningar, dette klumpne umeltad og ſtølvinte Spraak, dette einſidig ſtridslyſtne, denne forunderlege Blanding af aandelegt og ſanſelegt Syn paa Tingen og dette urolege i den heile Framſtilling. Du ſer likſom dette Unge gode og kunſkapsrike men likevel umogne Hovud. Det er Nihilismen eller denne Tru paa ingenting, men det er ikke dette ingenting paa Borg; det er eit hugſterkt og tilſtridt ingenting, og derfor er der altid nokot i det, nemleg ei Tru paa det einſtake om ikke paa det ſambundne eller paa Caſus om ikke paa Nexus, eller meir tydelegt ei Tru likſom paa Treet men ikke paa Skogen. Livet er ſundt, men ikke atter ſambundet. Thor ſiter likſom ned i Jotunheim med Thrymer og alt ſunderſleget af Hamaren ikring ſeg, og Vola lyfter ſeg up gjenom Blodeimen og ſpaar ilt. Der er endaa ikke komet Utſoning.

Og denne, ſom her maa heita vitenſkapelege Utſoning, kom heller aldri med Schweigaard. Solangt fram naadde han ikke. Han kunde taka ſundt eit Liv Led for Led, men ikke ſetja det ihop atter og blaaſa Livſens Ande in i det. Den fyrſte Halvdeilen af ein fullvokſen Manns Livsverk gjorde han, men til at gjera den andre vann han ikke. Der er, philoſophiſk talad, det negative, men ikke det poſitive. Det er den kritiſke og ordnande men ikke den ſkapande Aand.

At dette er ſo, ſegje i Grunnen Profesſor Bang i den Anmerkning ſom han paa det juridiſke Tidsſkrifts Vegne knyter til dette tidtnevnte Hovudſtykke af Schweigaard om Tilſtanden af Rettsſtudiet i Tyſkland.[11] Men ingen Mann kan ſo likefram ſegja ſlikt og leſa det ut af hans Skrifter, om ſo desſe hadde voret ſtørre og meir tydelege en der ero. Det er nokot ſom maa ganga fram af hans heile ſeinare Liv og Livsgjerning. Men likevel ſo er det ei god Rettleidning i ſlike philoſophiſke og vitenſkapelege Utviklingar af ſine eigne Tankar. Det er ein Slags i Stemmegaffel til Utfinning af Mannens rette Livstone og i Grunnto.

Det ſom af Schweigaards Liv berer det beſte Vitnemaal om, at det maa vera ſom her meint, det er den ſtore Ting, at han, ſom var komen ſolangt, kunde ſlutta paa halve Vegen, naar han ikke af ytre tvingande Grunnar var nøydd til det. Den Drift til Kunſkap og Klaarſyn ſkulde du tru maatte hava ſtevnt fram til full Overſigt og Samheng og til Sambinding af det uppløyſte og einſkilde. Men, han trudde naturlegvis, at dette alt var upnaat, og at der likſom paa den Leid ikke for honom var nokot meir at gjera. Han var ferdig. Og heri er det hans Undermaal og Afgrenſing ligg. Kom veit? Det kunde ellers henda, at han i ein Slags Følelſe af ſi Afmagt ſnudde ſeg fraa eit philoſophiſk dogmatiſk ſunderrivet Liv til poſitiv Jus og Statiſtik og Bank- og Pengevæſen, likſom ein ulykkelig Elſkare ſlær ſeg paa Drykk og Kortſpil eller i betre Fall paa Tung- og Grovarbeid, eller lik Diocletian gjev ſeg til at plante Kaal, daa han ikke ſyntes han fekk det, ſom han vilde, ved at vera Keiſare. Men det er ikke likleg til at vera ſo heller; thi forutan at det er med det beſte Huglag (con amore) han ſtraks talar om „Bankens Sølvvexling“ f. Ex., ſo ligg der meſt fullgyldige Motprov paa dette i desſe hans her fyriaat afprentad Ord: „Den, der bærer et Syſtem i ſeg, føler mindſt Drift til at fremſtille det, fordi det kun er et ægte Syſtem, medens det lever hos dets Beſidder, og dør naar det ſkal lægges i Dogmernes Baand.“

Forunderleg aandefulle men halvt ſanne Setningar. Det er atter det unge men gode Hovud ſom talar. Det er kavende uſandt, at „den ſome bærer et Syſtem i ſig, føler mindſt Drift til at fremſtille det“. Det er imot all Hiſtorie og Livsrøyn. Men Schweigaard trudde det og, det ſom meir er, livde etter det, og dette er her nok. Det er denne gamle elſkværdige Luring ſeg ſjølv: Naar eg kjenner, at eg ikke kan ein Ting, ſo finn eg meg up i ei Lære, at eg ikke vil eller bør gjera den, at det er nokot, ſom Folk lik meg aldri falla paa at gjera. Da Macaulay ikke kunde vera Diktare, ſom han fyrſt prøva paa med, ſo fann i han kritiſk ut, at Diktekunſt var nokot ſom høyrde til den meir barnslege Alder, altſo var nokot for den myndige Mann og Nation fraavokſet likt eit annat Klædeplagg fraa Framvokſtringsdagane. Det er med eit Ord Reven, ſom ikke vil hava Rognebera.

Vi ſjaa altſo af desſe Schweigaards Skrifter, at han var komen til Nedbryting af det gamle i Livs- og Læretru, utan at nokot nytt og ſamhangande atter var upbygt i Tanken hans. Han var philoſophiſk komen dit ſom vaare Forfedrar, nemlig at tru paa ſin eigen Maatt og Megin (Magt og Styrke).

„Som Thor han viſte at du bør
i Oſen ſtemme Elv.
Han gjorde det, ſom Kjemper gjør:
Han trudde paa ſeg ſelv.“

(over Theis Lundegaard)

Schweigaard trudde paa den practiſke Forſtand og ſunne Fornuft i kvert ſerſkilt Tilfelle. Der var ikke lenger Dogmer der korkje philoſophiſk-vitenſkapelegt eller theologiſk eller juridiſk. Det var, ſom han ſjølv ſagde, ei tabula rasa, eller reint Bord.

So ſtend denne ſterke Mannen for os i ſin myndige Alder. Det han kom til, etter at han vardt tretti Aar, vita vi ingenting om, for han uttalad ſeg aldri etter den Tid i desſe Retningar, men var practiſk virkande Embæts- og Statsmann.

Men dette hans practiſke Embæts- og Statsmansliv viſar, at hans Tankar ikke vardt omgjorde. Det kaſuiſtiſke i hans juridiſke Lære, ſom eg før har omtalad, ſyner dette. Og af hans Politik gjeng det ſama fram. Han livde likſom for Dagen og det, han i det ſerſkilde Tilfelle fann nyttigt og godt, utan at ſjaa paa Samheng og tenkja over Endemaalet, ſom det maatte føra til. Det er nemlig ikke nok her at merkja ſeg det, at han var Embætspartiets meſt gjenomførde Talsmann og ſoleids ſyntes at vera meir ſamtenkt eller konſekvent en nokon annan i at forſvara dei ſokalad „konſervative Interesſer.“ Ein Tankemann ſom han vilde nemleg hava ſpurt etter Enden og Utſlaget af ein ſlit Politik i det lange Drag, ſoſannt ſom han ikke hadde livt for Dagen og tekjet det ſerſkilde Tilfelle framom ein Grunſetning, eller Kaſus fram om Princip. Han vilde ſtydja den Regjering, ſom var for Dagen og Timen; han var imot all Afdøming, eller Kritik af dei Embætsmenn og det Embætsverk, ſom var for Haand, og han var for alt, ſom kunde ſtyrkja og anka Ombodsbolken. Han ſagde rigtignok, og andre Folk ſagde det endaa meir, at det var ein Grunnſetning alt dette, nemleg den at ſtrida imot det aukande Folkevelde og ſkjærma det faſte Samfund (dei konſervative Interesſer).

Men ein Tankemann med Syn og Sans for Grunnſætningar vilde ſnart hava ſeet, at eit ſlikt Stræv i Lengda meſt maatte ſkada det, ſom han trudde at gagna, ſoſannt ſom du ikke vil gjæra Mannen til ein blind Partiførar. Han var vel altid nokot af dette og; for han kunde vera braadſinnad og lidenſkapeleg. Men han var i ſit Væſen nokot betre, han gjorde det, ſom han i det ſerſkilde Tilfelle trudde var Rett, og han gjorde det med Overlegg og Omtanke, og netup dette viſar, at hans Tanke ikke naadde lenger fram en til Dagen og Timen. Han var med andre Ord ſtuttenkt. Han greid Tilfellet, Kaſus, og ſaag ikke framom det. Dette var, ſom vi ſjaa af hans eigne Ord, ein Slags Grunnſetning, Syſtem. Dogme vilde han ikke vita nokot af.

Forunderleg, at ein Mann med hans klaare Syn paa det einkelte og ſerſkilde ſkulde hava ſoliden Sans for det ſamhangande! Det laag viſt i Naturevnen hans dette, og derfor gjorde han det og til ein Grunnſetning eller ei Tru. Dette Syſtemlauſe gjorde han til eit Syſtem, likſom Karacterløyſe af mange netup verdt gjort til Karacter. Det er nemlig ein Slags Karacter det og, ingen at hava.

Forat koma nærare in paa Tingen, vi meina, ſo burde han hava voret ſo framſynd, at han hadde ſeet, at hans Forſvar for alt, ſom het Regjering og hekk ihop med den, maatte føra til at Regjeringen med dens Folk vardt nokot daarlegt Gods altſaman: for naar Tilſyn og Kritik er burte ſo ſovnar Menneſket in. Det laag ikke lenger nokot Lag paa at leita etter dei beſte Folk og vera var om ſine Gjerningar. Der ſtod ein Forſvarare for alt, ſom gjort vardt raa den Kanten, og denne Forſvararen var ſo ſterk, at han afbøtte alle Hogg. Schweigaard har derfor likefram vaare mange daarlege Statsraadar og andre mindre dygtige Embætsmenn paa ſi Samvittigheit. Og det er nokot ſo blindt, at du meſt ikke kan tru det, at han ikke ſjølv ſaag dette, for han maatte kjenna ſi Magt og ſjaa ſin Autoritet.

Slike framifraa Menn ſom Schweigaard gjera i dette Stykke eit af desſe tvo Ting: anten krevja dei Mønſterfolk i Likning med ſjølve ſeg, eller og ſo ſegja dei: „Aa ja, det er godt nok; det er ikke at venta betre; det er practiſk at hava ſlike Kolabrennarar; lat ſkura med det ſom er.“

ette ſidſte ſyntes Schweigaard at ſegja. Goethe ſagde og det ſama i ſi Stilling. Han tenkte vel ſom ſo Schweigaard og: der er Aand og Tanke nok i meg: den Ting ſkal eg ſyrgja for i Riksverket. Lat os derfor faa Kontorfolk, practiſk nevanyttige Menn. Dei kom desſe Folk og trygge ſat der, ſolenge dei kunde tyggja Graut. Er det rimelegt at Statsraadar ſom Møinichen, Manthey o. ſ. v. kunde hava vaaret valde og ſetet faſte all ſin Dag utan ein ſlik Stormeiſtare for Laget? Det var ikke fullt ſo før hans Tid, og verdt viſt ikke ſo etter den heller.

Under denne ſkjærmande Haand af Schweigaard er og Talmaaten med den practiſke Embætsutnævning etter den framkomen: „Dei fordømde Genier, dei forſtyrra berre Livets javne Gang.“ Paa denne Maate er Statsmanns- og Embætsverket vordet „praktiſk;“ men det ſkal ikke hava ſtor Motſtandsmagt mot fientlige Angrip, naar „Fa’r ſjøl i Stuga“ er burte, han ſom ikke tolte, at der vardt andad eit Ord til Afdøming denne Ombodsbolken.

Og likſom han ved alt dette lægnad Tummeſtokken for Ombodsfolk til Rigsverket, ſo Undermaalsmenn gingo for fullvaksne Karar, ſoleids gjorde han og Embætsmenn umogelege i Storthinget ved ſit ſtore Mønſter, at roſa og taka alt i Forſvar, ſom kom fraa Regjeringen. Det vardt nemlig ved dette ſynlegt for alle, at Storthinget med ſlike Folk ikke kunde vera den til- og etterſjaande (kontrollerande) Statsmagt, ſom det var tenkt at ſkulle vera, men ſeig ned til ein Ha- og Jabror af den fyrſte den beſte Regjering.

„Den maa og hava eit Forſvar,“ ſagde han og andre med honom. Men ved eit Forſvar ſom dette fraa denne Kant vardt Storthinget øydelagt for at „frelſa Regjeringen. Og her viſar ſeg beſt det urimelege i vaar Statsform, at Statsraadet ikke gjeng fram af Storthinget og atter møter up i det eller er ei parliamentariſk Regjering. Det var practiſk nyttigt i det ſerſkilde Tilfelle, meinte Schweigaard, at gjera ſom han gjorde, og han ſaag ikke ſolangt fram, at han ved dette upofrad den eine Statsmagt for den andre og ſoleids ved ſit ſkjærmande eller „konſervative“ Verk gjorde den meſte grundige Omſtøyt i vor Riksrett, eller rettare han drog Tanken i den fram og paa den Maate ſynte, at den var bygd paa ein falſk Grunn.

Det kunde hava gjengjet ei Stund lenger med det gamle Stell af eit Storthing med Embætsmenn, derſom ikke Schweigaard hadde gjevet ſlikt eit ſtort Exempel paa ein Regjeringsadvocat i Thinget. Det er ikke ſtor Tanke i det, at Folk, ſom faa ſine Ombod fraa Regjeringen, ſkulle hava Tilſyn med dens Handlingar; men likevel ſo kunde det hava vart nokot lenger med dette barnslege Stell og Styre, om ikke Schweigaard var komen og med eit gjort det urimelgt og latterlegt. Dei kunde hava „opponerad“ ſo fint i ſmaa Saker, ſom dei og ſtundom før gjorde, og ſoleids gjevet Landet eit Skalkeſkin af at der va tvo Statsmagter, nemlig ei gjætande og tilſynande og ei gjætt og tilſynt. Men Schweigaard kom og lærde ved ſit Mønſter, at det i Grunnen berre var ei Statsmagt, idet Storthinget berre vardt Sandhuſet til at ſtraa paa Regjeringens Skrift. Og om han ikke altid fekk Thinget med ſeg til Regjeringens Teneſtegut, ſo ſat han der og talad for Saka, og naar han hadde talad for den, ſo var den god, og Miniſteriet hadde den „moralſke“ Rett paa ſi Side og ſat ſo ſtødt ſom Naglen i Riksveggen. Det var eit Par Vendor no paa det ſidſte, at det ikke var ſo, nemlig i Sakerne om desſe militære Statsraadar; men daa var og Bogaſtrengen bruſten og Riket fallet fraa hans Hender, ſo det hadde gjort litet eller ingenting til denne Sak i Framtida, anten Mannen hadde livt lenger eller han no døydde.

Det var ein „naiv“ Mann er det ſo tidt ſagt. Ja, det er viſt og ſannt. Han ſaag ikke langt ikring ſeg. Han trudde (og mange tru det enno), at han var den rette Grunnlogsmann med Tilſyn, at den eine Statsmagt ikke gjorde Overgrip paa den andre, men at kver fekk verka i den afgrenſad Ringen ſin. Og ſo arbeidde han netup paa at faa ut af Stell det Jamvipp millom Regjering og Storthing, ſom er meint at ſkulle vera!

Det er ofte ſagt, at han theoretiſk i Politiken høyrde til den Guizotſke Doctrinarisme og Parliamentarisme. Men han hadde no for det fyrſte ingle „Theorier“ i den vanlege Meining af dette Ord. Det var, ſom vi hava ſeet af hans eigne Skrifter, imod hans heile Livslære. Og ſo var Parliamentarismen nokot, ſom han netup ikke vilde hava. Thinget ſkulde ingen Inflytelſe hava paa Statsraadet og Samſetningen af det, idetmindſte ikke her. Han las nok Guizot og hans Utvikling høyrer til den Tid daa Guizot likſom pusſad upatter Montesquien og all den Læra om den engelſke mønſterværdige Statsforfatning. Men dette, ſom kunde vera ei Theori paa ſin Maate, gjorde han ikke Bruk af i ſit practiſke Statsmannsliv. Han las nok Montequien og; eg ſaa den endaa eit Par Gonger paa hans eiget Bord. han roſar likeins den Engelſke Statsforfatning, det høyrde eg tidt. Men, ſom vi vita, ſo livde og lærde han her heime nokot ſom var tvertimot det meſt karacteriſtiſke i den Engelſke Forfatning, ſoſom den utviklad ſeg etter Revolutionen mot Slutten af det ſyttende Aarhundrad, nemlig Parliamentarismen eller at Parliamentet (Storthinget) afgjør, kven ſom ſkal ſitja i Kongens Raad og altſo i Grunnen er den eine ſtyrande Statsmagt, idet Kongen med Raad ingenting kan gjera imot den raadande Meining i Parliamentet. Schweigaard ſnudde netup dette om, idet Regjeringen etter hans Statsmannsliv var den, ſom ſkulde ſtyra.

Han meinte vel ved dette berre at „ſtyrkja Regjeringen,“ ſom han trudde ellers vilde bli for veit imot den vekſande Storthingsmagt. Men her er atter nokot af dette faa- og ſtuttenkte i ein ſlik Tankemann, ſom han ſkulde vera, at han kunde tru, at denne Jamvipping eller Likevegt millom desſe tvo Statsmagter var nokot ſom kunde halda ſeg. Han maatte med eit af dei Lynglimt, ſom du ſkulde tru, at han maatte hava i Tanken ſin, hava ſeet at denne Jamvegtslæra var ein i det verkelege Liv umogeleg Ting, og ſo burde hans Kjenſkap til Hiſtorien og hans Syn paa dei nyare Staters Utvikling hava lært honom, at Folkemagta eller Storthinget altid vinn ſtørre og ſtørre Magt, ſo det er faafengt at ſtrida imot denne naturlege Utvikling af Rikslivet.

No, om det endelege Gagn af denne folkelege Framvokſter i Rikslivet kan der vera tvo Meiningar. Der kjem vel Atterſlag, ſom Hiſtorien altid viſar. Men likevel ſo er dette ei Slags Naturmagt, ſom maa hava ſin Gang, og ingen tenkſam Mann ſtend heller reint imot denne Magt men ſtrævar at føra den paa rett Laup, ſtyra den juſt ſom ein Eimheſt (Locomotiv). Og det er netup eit af dei i mange Merke paa dei ſokalad ſtore Menn, at dei ſjaa Kravet i ſi Tid og adla det ved at gjera ſeg til Tenarar for det. Dette ſaag ikke Schweigaard; han arbeidde ikke i Flugt med Kravet og Tanken og Vitenſkapen for ſi Tid, men ſtilte ſig idetmindſte i Statsmannsliv tvertimot dette. Han vilde likſom ſtanſa det alt; „han dreiv paa og ſtod“ og likſom ſagde med hin Tyſken: Die Wiſſenſchaften müsſen ſich um kehren (Vitenſkaperne maa ſnu ſeg om; Bekken maa renna Bakken upatter). Det kan vera nyttige og gode Folk ſlike med; Samfundet har Bruk for deim og. Men ſtore Menn er det aldri.

Forat tyda dette Statsmanns-Syn af Schweigaard, at han ſoleids var ein Regjeringens og Embætsverkets Advokat, ſo er det ikke nok at merkja ſeg hans filoſofiſke Upfatning og juridiſke Tenkning, men vi maa ſjaa etter andre medvirkande Grunnar. Og ſom ein af desſe er viſt og ſannt den, at han ikke fylgde med ſi Tid, etterat han, ſom det her lenger framme er ſagt, vardt „ſpend fyre Matkjerra“, eller ſo heilt komen in i Riksverkets Tjeneſte, at at der ikke var Tid til at fylgja med det framſtridande Verdensliv i ſine mange Former, ſoſom Literatur, Politik, dei ſerſkilde Vitenſkapsgreiner oſv. Hadde han kunnad dette, ſo vilde han nemleg hava ſeet, at hans Statsmannsupfatning meir og meir kom i Strid med Tankane i den framvekſande Tid, og at han ſoleids bar Vatten i eit Møſaal (Danaidernes Kar).

Dette „at fylgja med ſi Tid“ er no ellers ein Talemaate utan full Meining. Det er nemleg ingen Mann i ſom kan fylgja med ſi Tid. Det meſte den beſte kan gjera, det er at fylgja med i den eller dei ſerſkildte Vitenſkaper ſom han i Ungdomen lagde ſeg etter, ſoſom Juriſten i det juridiſke, Preſten i det theologiſke oſv. Med desſe gamle Vitenſkaper kan endaa dette ſo vera frametter; alt til Mannen eldes, daa Tida i denne Meining reiſer i fraa honom, likſom naar du kjem forſeint fram paa Bakken til Stationen og derifraa ſer ned paa Jernbanetrainet puffande og larmande fara ifaa deg. Du ſeer litt af Røyken der du atter ſtend. Men med desſe yngre Vitenſkaper og daa meſt Naturvitenſkaperne kjem du ikke eingong ſolangt. Desſe fara ſo fort, at dei ſtraks i dine beſte Aar reiſa ifraa deg, om du ſo var den ſjeldfegne Mannen, at du paa ein af dine beſte Dagar var komen ſolangt, at du var Herre over deim eller kjende og hadde lært deim fraa fyrſt til ſidſt og altſo i denne Meining ſtod paa Toppen af di Tid.

Men ein Ting er at fylgja med Tankane og Vitenſkapane i ſi Tid, og nokot annat er det at hava ei Meining om Gangen i denne Utvikling og ſoleids i mange Greiner af dei menneſkelege Framſtig ſjaa Stevningsleida (Direktionen) og vera med i dei aalmennt ſtore Drag. Jamvel berre dette har til Fyrekrav at Mannen i Ungdomen lærde myket meir en Servitenſkapen ſin, ſoſom Juriſten myket meir og annat en den juridiſke Vitenſkap, og ſo at han ſtadig attaat ſi Livsgjerning las og fylgde med i mange andre Vitenſkapsgreiner.

Det var dette ſom eg maa tru, at Schweigaard ikke gjorde etter ſit tretiende Aar; for hadde han nemleg gjort det, ſo vilde det hava voret ein forunderleg Ting, at han ſtadig ſkulde hava ſett ſeg imot det, ſom laag i den aalmenne Utvikling af hans Tid. Og eg meinar ikke med dette berre det, ſom her nyleg er talad om, nemleg Striden hans imot den politiſke Folkeutvikling og Strævet hans med at verja om ein Slags afſtengd Ombodsbolk, men idetheile hans Uvilje mot ſomange Framſtig. I Handels- og Haandverksnæring var han derimot ein fri Mann. Det høyrde til hans ſtatsøkonomiſke Syſtem dette, og her er gode Meiningar for, at han gjekk forvidt i dette og dermed ikke uphjalp vaar Landsnæring, ſom han burde hava gjort. Han ſtod her paa det ſtatsøkonomiſke Standpunkt fraa hans Utviklingstid utan Paavirkning af dei mange ſerſkilt nationale Næringskrav fraa dei nyare Tider. Og ſo kjende han litet til ſit eiget Land af annat en Bøker og ſtatiſtiſke Tabeller. Han var forſovidt ein upraktiſk By-Bokmann, og dette kan alene tyda hans liketil ville Laanlære. Han vilde jamvel paa ſiidſte Thing hava voret med og laant 5 Millioner til Jernbaner. Han vilde laana og driva ſtort — hava eit „Civiliſationsbudget“, ſom han ſagde — han vilde hava det frie Kapſprang i Næringsvegen millom vaart Land og Utlandet, anten det ſo var rimelegt eller ei, at vi kunde ſtaa os i Kaplaupet. Han vilde, ſom i alt ſagt lenger framme, hava dei fleſte Ombod og dei ſtørſte Løner. Soleids ſom vaart Land er lagad, kan du derfor trygt ſegja, at vilde den Jaabækſke Stat ſtaa ſtill, ſo maatte den Schweigaardſke ſpringa i Lufta eller bli buſliten (fallit).

Det er ein forunderleg Motſetning denne hans Næringsfridom med hans ufrie Ubfatning af mange Ting, ſom ſkulde ſynes at liggja dette Matſtræv nær, ſoſom Utbetringer i Sportel-, Inkasſations-, Forliis-, Formyndar-, Skyts-, Skyldſetnings- og mange andre ſlike Smaavæſen, ſom ganga ut paa at løyſa Livet fraa mange Baand. Og du kan omtrent med eit Ord ſegja, at han var imot alle desſe ſmaa Rettarbøter, ſom kom fram paa Thing etter Thing og ganga i denne frigjerande Retning. Det vilde vera for uædelt at ſegja, at han ſtod imot alt dette, for at Embætsverket ikke ſkulde misſe nokot af ſi Intekt og Storleiken ſin. Det maatte vera hans Uvilje mot at at rulla med det juridiſke Syſtem, ſom han hadde gjort ſomyket for at ſetja i Stil. Og ſo var det vel hans Rædſla for Folkemagta, ſom han ſo tidt uttalad og meſt, ſom vi hava ſeet paa Thinget i 1848. Ja, han dreiv denne Rædſla ſovidt,1at han vilde at den ſtore Sjøſartslog ſkulde liggja uvigſlad (uſanktionerad) fraa Thing til Thing, berre for det vardt vedtekjet, at der ſkulde vera eit Slags „folkelegt Element“ med i Sjøretten. Naar han ſom in paa denne ſin, Demophobi eller Folkeſælſke, ſo fekk Sjøfart og andre Næringsvegjer berga ſeg, ſo godt dei kunde. Maſkineriet ſkulde heller ſtaa ſtilt, en det maatte bli ſtyrt af „uautoriſerad“ Hender. Og likevel ſo var han for at gjeva up Handelsexamen og Haandverksprøvor. Ja, det torde ikke ved hans Riksſtyre af Embætsfolk dette, og den Samfundstrygd han fann i dette. Det var dei Næringsdrivande indbyrdes, ſom her kunde hava det fritt.

Dette Folkerædde og denne Mistanke til alt „uautoriſerad“ kom naturlegvis fyrſt og fremſt af det, at han kjende litet til Folket af Livsomgang og meſt berre hadde leſet om dei i Bøker, og paa den Maate gjort ſeg up Meiningar om eit Folkeſtyre fraa Grekarlands, Roms og den franſke Revolutions Dagar. Hans Utvikling fell og i den Tid, daa Lærarar i Statsrett endaa ſat med friſke Intrykk fraa Folkemisbruk i den franſke Revolution. Guizot f. Ex., ſom Schweigaard myket las og i mangt rettad ſeg etter, han trur ikke ſtort paa det ſokallad „Folk“, og det Riksſtell, ſom gjekk fram af denne Tids politiſke Lære var meſt ei Tru paa Rikdom og Velſtand, altſo forſovidt ei Slags Etterlikning af det engelſke Samfundsſtell. Det var, ſom vi vita, ei Bygging paa ſtor Velſtand for at faa Stemmerett (haag Cenſus) at den franſke Fridom vardt grundad etter Napoleons Fall og likeins etter Juli Omſtøiten i 1830, daa „Borgarkongen“ Louis Philipe kom og trudde paa Skillingen, alt til han vardt utjagad i 1848, Det var denne Slags Parliamentarisme af Rikmenn, ſom Schweigaard her fann ſeg i, og daa den vardt ſprengd fraa kverandre, vart han rædd og likſom ikke trudde paa den europæiſke Politik etter den Dag. Og her ſjaa vi beſt, at han ikke lenger fylgde med ſi Tid og ſaag dei ſtore Krefter, ſom var i Verk for at afſkaffa det eldre Væſen og laga til eit nyare, nemleg i Frankrike ved Keiſardømet og den aalmenne Valrett der, og i England ved Parliamentar-Reformen, ſom endeleg for tvo Aar ſidan gjekk fram.

Det nationale i Politik (og Literatur) kunde han heller ikke forſtaa, og daa dette er ei Utvikling af dei ſidſte tretti Aar, ſo viſar kanſke dette endaa betre en alt det andre, at han i denne Tid ikke hadde voret med i Framvokſtren af dette Verdensliv. Eg har rigtignok ikke fundet offentlige Uttalelſer af honom i denne Retning om denne nationale Politik i Italia, Tyſkland, Danmark og blandt dei ſlavoniſke Folkeferder, men det fullſtendige Ukjenſkap, han hadde til Nationalrørelſen her heime, maa vel gjeva meg ein Slags Rett til at uttala denne Meining. Og her maa det vel og vera tillat at nevna det Intrykk, eg ſjølv fekk af Mannen di Samtaler med honom.

Eg ſkal ikke roſa meg af, at eg hadde den Ære ofte at tala med Schweigaard. Men daa eg kom tilbake fraa England, og han hadde leſet mi engelſke Bok, var han ein Dag, eg raakad honom, uvanleg fyrekomande mot meg, og han ſpann i ei Samtale, ſom i Sanning var ei af dei meſt forvitnelege, eg har høyrt i all min Dag. Det i var no ellers ikke „Samtala“ for det var ſjeldan eg kunde koma til Ords og ſvara, men det var ein Ordſtraum fraa hans eigen Mann i mangt og myket ſo aandfull og lærd og original ja vittig, at eg knapt har høyrt Maken, ſonær ſom naar Welhaven i ſine beſte Stunder utladde ſine „elektriſke Batterier“. So ſkok han imillom paa ſit ſtore fagre, Hovud, ſo det graae Haaret kranſad ſeg i Likning med dei „ambroſiſke“ Lokkar til Jupiter. Og ſo ſaag han paa meg med ſine uendeleg aandfulle og talande Augo. Eg ſtod ſom fortrollad, og om eg i all denne Flaumen hadde fengjet Munns Ord for meg, ſo ſanſad eg paa den engelſke Talemaate: to beard the lion in his den (at ryſkja Løva i Skjegget in i Hola ſi).

Han gjenomgjekk ſtore Stykke af Englands Hiſtori og mange af deires meſt navngjetne Menn f. Ex. Walter Scott, ſom han fraa Ungdomsdagane maatte hava fengjet eit ſterkt Intrykk af. Og ſo foor han over til Frankrike og gjorde det ſama der, og ſo til Tyſkland, og det var ſo ſannt og rigtigt paa ſin Vis altſaman, at det var ein Lærdom at høyra det; men det var Synsmaatane og Domane fraa 1830 og der ikring. Up til 1840 var det faa Ting, ſom kom, ſo det var tydelegt, at han ikke hadde livt med etter den Tid. Det gjorde eit forunderlegt Intrykk at ſjaa framfyre ſeg eit ſo megtigt Menneſke, ſom var afdøytt i denne ſidſte Mannsalderen. Han ſtod der for meg ſom ein Draug eller Gjengangare. Han vilde likſom veipa meg in i den kvite Likſkjorta med ſine kalde Armar. Eg vardt rædd.

Der er nokot ſom heiter ein Manns hiſtoriſke Stilling, og dette er hans Stilling til ſit Folk, ſi Tid og til ſeg ſjølv, kan du leggja til. Naar du ikke lenger kan tyda deg ein Manns Framgangsmaate, ſo kjem du med „Uttrykket“, at det laag i heile hans hiſtoriſke Stilling. Det kunde ikke vera anderleids ſo ſom Mannen ſtod til ſi Tid.“

Eg finn ingen annen Utveg med Schweigaard en at bruka denne Talemaaten. Eg har af mange Grunnar ſøkt at tyda meg hans Standpunkt; men eg kjenner at det ingen rett vil ſlaa til. Det er „Mannens hiſtoriſke Stilling“ ſom lyt gjera det. Utan dette breide Syn paa Tingen kjem ikke Schweigaard til.ſin Rett men maa bli mistydad i det endelauſe.

Men her verdt det fyrſt greidt, at det er ein umogeleg Ting at ſkrive om Schweigaard utan med det ſama at taka med myket af Landets Hiſtori under dei Aar. Det er naturlegvis ſo med alle framifraa Menn; det er i Samheng med ſit Folk og ſi Tid dei maa faa ſin Dom. Men dette er endaa meir Tilfellet med ſlike politiſke og ombodsvirkande Menn ſom Schweigaard en med Skribenter og Poeter ſoſom her hans Samtidingar Munch, Keiſer, Welhaven oſv. Han greip nemleg meir praktiſk med in i Livet han og ſoleids likſom meir var med til at gjera ſjølve Landets Hiſtori for ſine Dagar.

Den Schweigaardſke Politik maa du derfor ſjaa i Samheng med vaar heile politiſke Utvikling etter 1814.

Dei meſt framſynte af deim ſom gjorde vaar Grunnlog, dei ſaag ſtraks at Bonden vilde faa Bugta og baade Endane i Politiken vaar, naar denne fekk Tid til at vikla ſeg ut, og at Embætsfolket, ſom fraa fyrſt var de politiſk ſtyrande, umogeleg kunde faa inne hava denne ſi Stilling i det lange Drag. Det var mange gode Menn, ſom var ængſtelege for denne Framtid, ſom ikke kunde vera ſo langt burte, og vi vita at Falſen, ſom hadde gjort ſomyket til vaar Grunnlog, han kom ſtraks etter med Forſlag om at gjera Embætsmagta ſtørre og Bondemagta mindre i Storthinget. Og det varde likeins ei Stund, før dei torde lata kvert Amt faa ſomange Thingmenn, ſom det ſkulde hava. Havde det voret Raad med, ſo vilde der viſt hava komet Omgjerder i vaar Grunnlog til Stansning af den framtrengande Bondemagt, og til Skjærning for den tilbakeſigande Embætsmagt. Men vaar „Forfatning“ ſtod der no eingong paa Papiret, ſo det var ikke godt at faa den ombord. Folk kunde tala om den Tid, daa „Bonden ſkulde koma“, men dei kunde ikke afvenda, at han kom. Det gjekk denne politiſke Retning over heile Europa i den Tid. Det var Atterſlag eller Reaktion overalt. Og hadde ikke vaart Embætsverk voret ſkræmte fraa Sverige men kunnad ſluttad ſeg til ei Kongsmagt, ſo er det trulegt, at vaar Grunnlog ikke vilde hava ſtadet ſo heil og helſad fraa den Atterſlagstid. Her nøgde vaar Stilling Sverige os til at halda ihop paa det vi hadde Embætsmann og Bonde maatte her ſtaa ſaman.

Denne Fælſka for Bonden i Politiken vaar var netup paa ſit ſtørſte, daa Schweigaard vardt fullvakſen Mann. Der var alt Bondetilſprang til Storthinget i 1827 og 1830, og 33 var det Thinget, ſom gjorde Vendinga millom Thingpolitiken før og etter den Dag. Den ſom ſkal ſkriva om Ueland, maa vel merkja ſeg dette, daa hans hiſtoriſke Stilling maa bli ſedd fraa det Thing ſom Utganspunkt. Og her ſjaa vi beſt og med eit Motſetningen millom Ueland og Schweigaard, idet at Uelands hiſtoriſke Stilling netup var den ſom Schweigaard med ſi Stilling ſkulde motvirka.

Samfundets ſtyrande Menn leitad nemleg blandt den ſtuderande Ungdom likſom etter Fedrelandsfrelſarar mot denne „Bondekoma“ ſom her er nevnt. Og Schweigaard var daa netup framifraa ein ſlik Frelſarmann for „Tanken og det aandelege Liv“ imot det framveltande „Barbari“. Ja ſo ſjaa vi desſe tvo politiſke Motſetningar tidt vardt kallad i den Tid.

Det var inkje Under, at Schweigaard vardt fakkad af det „fine Samfund“ ſom han ſkulde vera med og ſkjærma mot det „raabarkad“. Ingen var ſlik ſom han, og det Framtidshaap, ſom i den Tid vardt ſett paa honom, kan du ikke forſtaa utan i Samheng med denne her nevnde politiſke Stilling. Det var ſom det ikke ſkulde vera eit Menneſke men ein Halvgud, daa Laget vardt gjordt for honom i 1833, før han med Stipendium gjorde ſi Utlandsreiſe. Det er „Norges beſte Søn“ baade paa Vers og Proſa. (Sjaa Vidar f. Ex.) Og du kan godt forſtaa dette, naar du paa den eine Sida ſeer hin ſtraalande Mannen med ſi overveldande Overlegenheit, og paa den andre Sida tenker deg den patriotiſke Rædſla for eit „Bonderegimente“. Der var Balder imot Ragnarok. Det var Stridsmann det.

Og det var hans Vaabendragarar alle hine flinke unge Menn fraa den Tid, ſom alle kom ſo langt og godt fram. Det var Motzfeldt, Faugſtad, Birch-Reichenwald, Dunker, Langberg kort den heile „Trop“, den „forgylde Ungdom“, ſom vardt ſamlad i Greivegarden hjaa Stathaldaren Wedel. Det var „Jarlen“, ſagde Welhaven i eit af ſine glimrande Vers. Han var Diktaren for desſe „Ljoſets Bannerførarar“, ſom likeins ſkilde ſeg ut or Studenterſamfundet og gjorde ſeg eit „Forbund“.

Og dette „Forbund“ var det, ſom utgav Vikuſkriftet Vidar om Hauſten 1832. Du ſeer af Inleidningsdiktet til Vidar af Welhaven; at det var tenkt, ſom den frelſande Guden i Domedagsſlaget mot „Myrkrets Magter“. Norſkdomen foor nemleg daa til at koma fram.

Om vi leſa i Bøkene fraa den Tid og tala med Folk, ſom enno liva atter af den, ſo er det likevel umogelegt for os at forſtaa den Strid og Motſetning ſom der daa var millom den upvaknande Norſkdom i Politik og Literatur, og den danſke Kulturen og Statsſkikken, ſom utgjorde dei „fine“ i Samfundet, dei ſtyrande, dei ſom Welhaven kvad for, og dei ſom Schweigaard og hans Juriſter ſkulde forſvara med ſin Fylking. „Men i all Verden, at der kunde vera ſlik Strid millom Dem og Wergeland,“ ſagde eg ein Dag til Welhaven, „vi forſtaa nok, at der maatte vera Strid millom dei poetiſke Synsmaatar, men ei ſlik Hærferd er os reint ufatteleg.“ „Det var,“ ſagde han i det ſtørſte Aalvor, „ein Strid millom Uplysning og Barbari, det var Raaſkap og Kultur, ſom ſtod mot kverandre.“

Vi ſjaa vel af hans „Dæmring“, at det maatte vera nokot ſonær ſom her ſagt af hans eigen Munn, men likevel ſo er der betre Uttydningar i eit ſlikt poetiſk Verk, ſo vi maa hava reine Ord for at tru paa ſlike Motſetningar. Dei trudde det hine fine og uplyſte og ſtyrande Folk, at det reint ut var Aasgaardreida ſom kom med Bonden i Politiken og Wergeland med dei andre Skribenter i Literaturen.

Det var ei Overgangs- og Skiftetid denne ikring Trettitallet, daa juſt Schweigaard vardt vakſen. Her kom litt europæiſk Luft her up med, og desſe flinke Menn, ſom ſkulde vera Landſens Væktarar, dei hadde og ein Puſt i ſeg af Juliomſtøyten 1830. Stang er friſinnad i ſi Grunlogstydning og Faugſtad ſkreiv fordomsfritt og for ſi Tid utruleg godt om Storthinget 1833. Det vilde vera værdt i denne Tid at afprenta hans Tankar um Embætsmenn i Storthinget. Han greide ut ſo godt, ſom det ſkulde vera gjort i denne Tid, at eit Storthing af Embætsmenn er imot Naturen af Storthingstanken: der er nemleg daa ikke det Tilſyn med Riksſtyret af Storthinget. Men om Faugſtad ſtrider nokſo friſinnad i mangt om Storthing og i Regjering, ſo gjeng der likevel gjenom Skriftet den her nemnde Rædſla for den vekſande Bondemagt.

Faugſtad var ellers meir friſinnad en dei fleſte af dette „Forbund“, ſom med Schweigaard fremſt i Fylkingen ſkulde forſvara „Kulturſamfundet“ fraa Danſkdagen imot den framvekſande Norſkdom. Det er nemleg fortalt af Kjendsfolk, at det vardt ſagt til Schweigaard: „Ja, ja her verdt ingen politiſk Folkeſkik, ſo lenge der er alle desſe Bønder paa Thinget.“ Men daa ſvarad Schweigaard: „Du veit ikke Tanken i det, du talar; var ikke Bønderne, ſo vilde her vera nokot myket verre. Det ſkal Maate med Bonden og, men vi maa hava honom i Thinget likſovel ſom i Livet.“

Ja ſo omtrent verdt Samtalane hermde fraa den Tid. Det er alle ſamtykte om, at Schweigaard vardt utvald ſom ein Slags frelſande Mann mot den aukande Bondemagt, men han var ein maatehaldande Mann, ſom ikke i vilde ſtanſa „Tingens naturlege Gang.“ Han var her i denne Tid, likſom daa Sendelaget til Stockholm i 1860 kom tilbake og ſkulde hava lagt Heimvegen om Kjøpenhavn, men Schweigaard, ſom var Formann, ſagde nei og meinte, at det var ikke „loyalt“ at fara innom den eine Kongen, naar dei foor fraa den andre. Det var nemleg lagt Vin om at faa Norge med paa dei danſke Krigsplaner.

Han var alt ſo her og Pligtens og Rettens Mann, og i hans fyrſte politiſke Skrivning og Thingferd er han likeins fri og framſkriden. Dette er viſad her i mange af desſe mine framdregne Ord og Tankar, men han vardt meir og meir rædd, etter ſom han kom in i den politiſke Drift. Han ſynes likſom at hava voret meir ſkræmd af Bonden i Thinget en af Læra om, at han ikke maatte koma der. Hans Harme og Skrik ſtiger Thing for Thing. Det var vel kanſke ſterkaſt i 1848, daa Adresſeſaka var framme, men ellers ſo er det meſt Juryſaka, ſom framigjenom aflokkad mange af hans fleſte Tankar om det ſokallad Folkeſtyre.

Schweigaard vidſte derfor likſom ikke, at han var ein forſkriven (engageret) Mann for „Kulturſamfundet“. Han tok dette og ſi heile Stilling ſom nokot reint likefram og naturlegt og det vilde vera likſo uretferdigt mot honom, ſom imot Stathaldarar og Statsraadar at meina det ſo, at det var eit uplagt Raad mot Bondemagta paa vaart Thing. Det var ei naturleg Skjerming um ſjølve ſeg; ſom desſe „dannede“ gjorde, og dei valde ſine bedſte Kræfter til dette, ſom dei meinte, eit Frelſarverk for Samfundet. Vi gjera det ſame den Dag i Dag: Folk har f. Ex. ſagt til meg no i denne politiſke Tid: „Du er for uplyſt du til at ſtaa paa den Sida, du ſtaar. Vi ſom hava lært nokot, vi maa halda ihop og vera konſervative.“ Annat var det viſt ikke, ſom var ſagt til Schweigaard, men det var ei Tid, ſom fælte for ſtørre Omſkiftningar, end vi no gjera; endaa ſkal ein tru alle ſkrivande Blad, ſo gjeng Samfundet no og over ifraa Folkeſkik til Forfall.

Eg ſkulde derfor ikke hava framdreget denne Schweigaards Stilling til Politiken og vaart heile Samfund, derſom eg ikke ved dette tenkte at laga til og gjera forſtaalegt hans journaliſtiſke Gjerning og meſt hans Upfatning af Wergeland, ſom er hans Motſetning i det nationalt folkelege paa ſame Vis, ſom Ueland var det i det reint politiſke.

I Bladet „Den Konſtitutionnelle“ for 1836 (fyrſte Aargang) ſtend denne „Proklamation“ fraa dei navngjevne Redaktører Fougſtad, Motzfeldt og Schweigaard:

Den Konſtitutionnelles Redaktion finder ſig foranlediget til en Gang for alle at afgive den Erklæring, at alt hvad der for Eftertiden maatte blive indført i Spidſen af dette Blad om eller mod Kandidat Wergeland, vil være et Reſultat af ſamtlige Redaktørers Overbevisning om Nødvendigheden af at modarbeide den fordærvelige Aand i vort offentlige Liv, hvis førſte Repræſentant Hr. Kandidat Henrik Wergeland forkynder ſig at være, og at der ingenlunde er delte Meninger blandt Redaktionens Medlemmer om denne falſke og feige Folkeprofet.“

Det er ei kjend Sak, at desſe aandelege Styresmenn, ſom her er nevnde, ſkulde inføra ein Mønſtertone i Bladlitteraturen, likſom dei paa andre Kantar ſkulde frelſa Kulturſamfundet for den framkomande Raaſkap. Derfor vardt Bladet „Den Konſtitutionelle“ grunnlagt, og Rikets Statholdar og Stormann, Grev Wedel, hjalp dei med Pengar; her ſkulde alt vera greidt, Redaktørernes Navn paa fremſte Bladſida og ellers alt i beſte Stil. Det høyrer ikke hit at fortelja, at det ſokallad norſke Folk ikke vilde vita nokot av dette Bladet, men heldt ſeg til Morgenbladet og dei andre Smaaſkrifter, der dei trudde at finna betre Meiningar om Politik elder Landſens Framtid. Det ſom eg her maatte draga fram, det var denne Ting, at Schweigaard ſkulde vera ein journaliſtiſk Skulemeiſtar likſovæl ſom ein juridiſk og adminiſtrativ, likſom det dog er værdt at merkja ſeg den ſtore Magt, dei „Intelligente“ lagde paa at halda all Ting gangande i gamle Stilen og.halda den politiſke og norſk litterære Smitte burte fraa Folket.

Og nettup i dette viſar ſeg Schweigaards hiſtoriſke Stilling, at han var Stridsmannen for det gamle Embætsſamfund fraa Danmark med ſine politiſke og litterære Fraaſegner elder Traditioner. Var det mogelegt at uttala i kvasſare ſin Motſetning til norſke Strævet en i denne Proklamation, ſo vilde det visſt vera gjort. Her er nemleg nettup den Mann lyft i Bann, ſom er og var det alt paa den Tid det beſte Uttrykk for den framvekſande Nationalitet. Dette var baade politiſk og litterært. Det var for Wergelands Polemik mot Sverige og Storthingets Upløysning, at denne Banlysning næraſt var utſlengd. Her var nemleg ein Svenſkeſtrid daa likſo kvaſs ſom i 60, og Wergeland ſkreiv „Flyveblade“, ſom kom til Sverige og vekte Forſkrækkelſe. Det var norſke Krav, Wergeland kom med. Det var ikke alt ſo fint og diplomatiſk ſagt, men Tanke og Meining laa open. Og „Den Konſtitutionelle“ var konſtitutionel, den heldt ſeg til Brev og Bogſtav i vaar Millomrett og den gjorde ſtort Gagn ved ſin norſk loyale Holdning. Schweigaard var her ſom 24 Aar ſeinare ein Rettens Mann og vilde ingen Ting gjeva burt, men han kunde helder aldri driva Tanken til at koma lenger, enn til det ſom var, det ſom forelaa; han „dreiv paa og ſtod“, her ſom over alt. Og derfor var Wergeland med ſin idealiſtiſke Rett ein urimeleg Mann i hans Auga.

Dette ſkal ingen forundra ſeg over, men det forunderlege er, at han ſo heilt ut ſkulde miskjenna Wergelands Liv og Livsgjerning, ſom her er uttrykt. Dette kann ikke vera ſo myket ein Stutthugs elder kortſynt Tanke, ſom det er nokot „hiſtoriſk“ i Schweigaards og Samfundets heile Stilling. Den wergelandſke Tanken var „Barbarie“, det trudde Welhaven fullt og faſt endaa for nokre Aar ſidan, om han ſo medgav, at ingen ſkreiv betre Vers en han imillom. Felagarne av dette „Forbund“, ſom ſiſt vardt talad om, dei trudde liketil 3, 4 Aar ſidan, daa Welhavens ſamlade Verker utkom, at no ſkulde Verda ſjaa, at Welhaven hadde havt Rett og Wergeland Urett. Ja ein av dei klokaſte ſagde jamvæl, at Hiſtorien alt hadde gjevet Welhaven Rett, og talar du med mindre Folk av desſe, ſom vaaro med i Troppen mot Wergeland og „Bondepolitiken“ og Norſkdomen, ſo er det ſo det kjem Skum i Munvikarne deires, naar du nevner Wergelands Navn med Ros. Og det meſt upplyſande er kanſkje endaa, at ei pynteleg og god Frue med tvo fine Døtre ikke vilde gjeva desſe Lov til at fylgja med Wergeland paa eit Bal, ſom han hadde indbodet desſe Smaagjentor til. Ho torde ikke ſetja ſine Døttre ut for det mogelege Vanrykte at fylgja ein ſlik Mann til Dans.

Her er derfor nok av Kjendsgjerningar til at uplyſa Motſetningen millom det Samfund, ſom var i By og Embætsliv og det Samfund, ſom var paa Vegen til aa koma med Wergeland og det nyare Livet. Men nettup, for der er ſo kvasſe Motſetningar, ſo ſkulde du tru, at Schweigaard maate hava ſeet det overdrivne i alt dette og voret den mæglande Mannen, ſom talentfulle Menn gjerne ero, naar dei nemleg ikke ero ſo flinke, at dei ſjølve hava ei Ide og ſoleids verd ſynskvervde av den. Schweigaard ſkulde nettup vera den Mannen, ſom ſtod mæglande og forſonande imillom ſlike Motſetningar. Han hadde nemleg ikke ſjølv nokon Ide at driva fram; han vilde berre forſvara det gamle, det, ſom var, og med dette for Auga er det ſnart ingen annan. Utveg en at gjera Mannen antan til ein trongſynt (borneret) Mann elder til eit raſande Partimenneſke, ſom i Likning med Halvgalningar i Morgenbladet f. Ex. den Dag i Dag føra den ſama blinde Strid, ſom Schweigaard gjorde. Hans Sans for Wergeland var formyrkt paa alle Kantar, ſom vi ſjaa. I „Den Konſtitutionelle“ for 1836 No. 306 har han nemleg anmeldt „Ephemerer“ af A. Munch, og i den Anmeldelſe indirekte roſat Munch paa Wergelands Bekoſtning. F. Ex. „Munch ifører ſig ikke laante Søndagsklæder, naar han vil viſe ſig ſom Digter, derfor ere hans Sange frie for disſe Pragtord og Kraftudtryk, disſe Storſtikkere og tuſindaarige Sententſer, ſom er det ubedrageligſte Tegn vaa det poetiſke Hykleri.“

Wergeland ſkynar nok dette Slag paa Slæden, ſom var meint Mærra, og derfor ſkreiv han.

Til munchſke Digtning pasſer Schweigaards Recenſioner
Som til en Dans af Mus Trompetens Kobbertoner.

Det maa ellers vedkjennas, at Schweigaard roſar ikke Munch ſo ſærdeles myket. Han er ein ſkynſam Mann, naar han kjem utanfor ſin Partiſtilling; men denne Kritik viſar likevel, at Schweigaard aldri i ſine beſte Dagar kunde tenkja ſeg ein annan Litteraturutvikling i Norge en den gamle danſke, og at Ideer og Krefter i Tiden laag løynde for Augom hans. Dette ſyner ſeg likeins av eit Stykke i „Vidar“ ſom eg før nevnde i eit annat Samband, nemleg „litterær Antidanſkhed“. Det er paa alle Kantar, han kjem i Motſetning til det framvekſande nationale Livet, nemleg i Litteratur og Spraak, i Diktning og hiſtoriſk Upfatning, i Politik og Tankar om Bondelivet, ſom medvirkande Statsmagt. Han vender Front til Norſk overalt. Og dette gjorde viſt ikke det mindſte til, at han var den fullſtendige Mønſtermannen for ſit Parti. Der var ingen Knæling og Fotgliding der. Han var heilſtøypt?

Og likevel ſo er han norſk i utruleg mange Ting; hans Liv var betre en hans Lære. Det er f. Ex. ein Fynd i mange af hans Uttryk, ſom er ravnorſk, ſoſom det han ſagde om Adresſeforſlaget: „Det er ei Pylſe utan Inmat“. Det kom mange ſlike Fyndsſpraak fraa Munnen hans og han gjekk ſo buſt og bauſt paa, at han var nog ſo national, ſoſom daa han til ſtor Forſkrækkelſe for mange Norſke og Svenſke ſpurde fraa Feſtſalens Talarſtol i Stockholm 1860: „Hvad er det I vil, gode Herrer og ſvenſke Mænd“? Er det Krig med Norge I vil have? Nu vel I ſkulle faa den.“

Ja ſo fortalde ſvenſke Menn meg, at Orda paa Lag fall, og dei ſpurde meg nærare ut om Schweigaard. Ja ſvarad eg, han er, ſom vi alle vita, Norges fremſte Mann i mange Ting, men eg trur knapt, at Nationen vilde ſenda honom ut ſom Diplomat. „Nei, det tror jag“.

Det er mange Folk, ſom hava ſagt meg, at eg ſkulde ſkriva eit Upgjør millom Wergeland og Welhaven, men daa har eg altid ſvarat, ſkal det vera Tala om Motſetning ſo maa det vera millom Schweigaard og Wergeland. Schweigaard er nemleg den meſt fullgyldige Repræſentant for det gamle Samfund. Han er ſom Benjamin Conſtant ſagde om Napoleon, ein utmerkt Repræſentant for eit daarligt Syſtem.

Eit Samfund ſom dette gamle med Schweigaard til Uttryk kunde nok hava ſi Rædſla for det nye framkomande norſke Liv. Du vil undſkylda baade Schweigaard og alle dei andre, naar du kjem deg ihug at Norſkdomen i Politik og Literatur ikke altid viſte ſeg tekkjeleg. Den trivlad ſeg fram ſtakar. Den var arm, den hadde ikke Landſens Mjølk og Uld at gjeva ſine Talsmenn Den var meſt, ſom dei mange, ſom kom til Hola med David. Men at den var ſlik, ſom du les fraa Schweigaards og dei andres Pen i „den Konſtitutionelle,“ det ſynes du er vel ſtridt. Her prentar eg af utan ſynderleg Samheng, mange av desſe Domar, over Wergeland og det politiſke Strævet i den Tid. I Bladet ſtraks efter denne Proklamationen ſtend: — „Forbandelſe hvile over deslige Misbrug, hvorſomhelſt de fremkomme. No. 3 af Flyvebladet for Menigmand, den ſidſte Affødning af Wergelands afſindige Polticering, det nyeſte Led i det politiſke Drama, det Hr. Wergeland opfører under vore Øine, og der vel for Nationens oplyſte og fornuftige Del i ſig ſelv fremtræder ſom en patriotiſk Harlekinade, men for den uoplyſte Masſe, den han juſt vil paavirke, maaſke tør fremtræde ſom noget virkeligt og alvorligt og netop med Henſyn hertil maa opvække Ængſtelſe, ikke blot hos Enhver, ſom er Fedrelandet og den beſtaaende Forfatning oprigtig hengiven, men ogſaa hos Enhver, ſom ved Omſtyrtelſen af al borgerlig Orden har noget at tabe. Vort Bekjendtſkab til Wergeland fremkalder viſtnok et Smil paa vore Læber, naar vi læſe Yttringer ſom denne: „Men ſaa gaar det hos et Folk, hvis politiſke Stilling gjør, at det ſondres i Partier: Patrioter og Ikkepatrioter. Den ſtore Mængde har hidtil hos os, fordi den forſømmes og ikke ſkal vide noget, været ingen af Delene, uden forſaavidt en naturlig, men tankeløs Følelſe har øvet nogen Indflydelſe. Men,jeg vil gjøre dem til Patrioter, og derfor ſtrider jeg et patriotiſk Flyveblad for Menigmand;“ men Smilet forſvinder, naar vi erindre os det letſindige og ſkammelige Spil, ſom her bruges med et Navn, der burde være Enhver helligt; naar vi betenke den moralſke Smitte, dette Menneſke kan udbrede blandt den uoplyſte Masſe, og hvilken Fordærvelſe han kan bringe over Landet, hvis ikke Enhver efter Evne ſøger at ſtandſe ham i Tide.“

Denne daarlege Stilen maa vera fraa Motzfeldt, men Schweigaard har ſjølv gjort ſeg ſolidariſk alt ſlikt om og mot Wergeland. Det var inkje Under, at Wergeland raſad paa ſin Vis vidare en han vilde hava gjort og at han ſnart ſagt, har ſkjemt ut mange af ſine Dikt ved inflettad Tankar om denne hans miskjende Stilling og ved hans poetiſke Faafengd, ſom trudde at han var mønſtergyldig, men berre hatad og misunnad. Det er ein daarleg Mann, Hartvig Lasſen, til at ſkriva om Wergeland, naar han ſo lett, ſom han gjør, ſpring over denne Wergelands hiſtoriſke Stilling til det fine Samfund. Men her kan Lasſen ikke vera med, daa han juſt er ein af dei ſidſte Mohichanere af dette Samfund.

I „den Konſtitutionelle“ 321 1836 ſtend blandt annat; han kallar ſeg ein Inſender, men det gjer ingen Ting: — „Heller ikke vil Inſenderen antage, at den Omſtændighed, at DHr. Wergelands Penne (nemlig Fader og Søn, og det til eit ſvenſkt Blad det verdt ſkrivet) i lengere Tid ofte ere blevne gjenkendte i. Morgenbladet, ſkulde kunne lægge noget Baand paa det ſidſtnævnte Blads Redaktører, og hindre dem fra aabent, ærligt og upartiſkt at yttre ſeg over Flyvebladene og Conſorter eller over Tendentſen, Arten og Beſkaffenheden af Henrik Wergelands og Fleres politiſke og publiciſtiſke Virkſomhed og Indflydelſe. — Uden Tvil kan det for Sverige og den ſvenſke Nation være temmelig ligegyldigt hvad ſlige norſke Patrioter ſom DHr. H.Wergeland, Soelvold, Karl Bonaparte Rooſen, Wangenſten, Hadeln og deslige privatmene: det ſvenſke Folk misunder ikke det norſke Patrioter af dette Slags,“ og ſo vidare i denne Stilen.

Ja det var landflygtige Menn, dei ſom før 1840 vaagad ſeg til aa opponera, vera norſke, og i det heile ſkriva, ſom vi no alle faa Lov til. Og ſo nær ſom Wergeland var det heller ikke flinke Folk, før Stabel og Daa kom med til Hjelp. Dei maatte løyna ſeg i Byens Utkantar og krabba in til Bondeſtorthingsmenn fraa dei Dagar. Alt ſtort og fint var Modpart, og Schweigaard var den gode kjende Herſtyraren. Det var ei Fælſke for at koma fram med ſine Meiningar paa den Sida, ſom no er oſs ukjende; jamvæl Ueland gjorde paa dei fyrſte Ting, han var, mangein god Undſkyldning, for han ſom ein „læg“ Mann talad. Det var paa gamal Vis at ſtaa med Hatten i Hand og buga og bøyga ſeg, og vardt ikke dette gjort, ſo var det Raaſkap. Det var ikke Under, at Finpartiet (Intelligens) hadde Magt under dei Storthing framigjenom, daa Politiken vaar bar til at koma i Samheng. I 1845 veit eg Thormod Knutſen ſagde, at det var meſt umogelegt for ein Bondeſtorthingsmann at taka ſin Middag paa ein Reſtauration ſaman med Kandidatar og andre, og i 1848 minnes eg vel, at her var ikke ſtort betre. Og den Forfylgſel, ſom det var mot Bokfolk, naar dei hadde hjelpt Bondepartiet, den er for os no ukjend i Tanken, endaa eg ſjølv har kjent, at eg perſonleg er kaſtad paa Riksporten for den Skuld. Det er Folk fraa den gamle Tid med Schweigaard til politiſk Mønſter, ſom enno ſitja med Styret, maa vita. Det er Folk med ſit „Krut og Bly, Krut og Bly!“

Det er ei Ulykke for ſlike praktiſke Folk ſom Schweigaard, at deires Livsgjerning og Lære medfører, at dei ikke ſtræva etter eit Mønſter eller Ideal, men gjeva ſeg tilfreds med det praktiſk brukføre, det, ſom er, naar ikke dette er reint for ille. Deires heile Aand og Gruntanke verdt paa denne Maate heilt igjenom proſaiſk.

Dette ſlær fullſtændig in med Schweigaard. Det er vel ingen ſo urimeleg at krevja, at han ſkulde vera idealiſtiſk i ſine juridiſke Tolkningar og Tydningar, men det er Tonen, Temperaturen i Mannens heile Stil og Tale, ſom eg her meiner. Og den er, — ja den er nokot ſo leidt, at det rette Ordet ikke er fint nok um Schweigaard — den er ſpitsborgerlig og philiſtrøs. Det ligger ei Slags jordiſk Mare over Bringa, naar du rett kjem in i Selſkap med honom. Sjaa f. Ex. med hans Statiſtik; det er Summar og Størrelſer utan det rette Syn for det ſtatiſtiſke Gruntankar, ſom igjenom Tal koma fram. Det er vel ſo, at desſe ſtørſte ſtatiſtiſke Grunſetningar ikke vaaro utfunne i Schweigaards Ungdomstid, men likevel ſo er hans Tal trøyttande og tunge. Det var og ein Miskjennelſe af. Statiſtiken at leggja den til det juridiſke, ſo ſom Schweigaard gjorde. Det er ein philoſophiſk Vitenſkap for ſeg ſjølv det.

Ved dette, at Schweigaard hadde ſo litet at gjera med ideale Krav, ſo var han i Forretningen og daglegt Liv ein lykkeleg Mann. Han gjekk der ſo fin og velfornøgd, og Verda var viſt ikke for honom nokon „Jammerdal“. Han let ſeg dyrka af almindelege Navrar eller Bor, og det er aldri ſpurt, at han vardt keid af ſlikt Selſkap. Han mottok ſine Røykoffer og med ſin gode Natur, ſo vardt han ikke ſo utſkjemt af al Roſen ſin, ſom du ſkulde venta. Det er i det heile eit ſtort Exempel paa Schweigaards fine Natur, at han ikke vardt reint utſkjemd af al den Offerrøyken. Vi ſjaa, hosſen det gjeng Folk, ſom ikke faa halv Ros og Uplyfting mot Schweigaard. Han var ein velſtuderad Mann, og hans gode Natur gjorde Reſten. Det forſtend ſeg, han var hofmodig. Det braut fram rett, ſom det var, men det underlege er, at han ikke var meir. Var du kjære Leſar agtad og ærad ſo ſom Schweigaard, ſo vilde du nok ſnart koma paa Gauſtad.

Og her ſpring Motſetningen beſt fram millom Wergeland og jamvel Welhaven og Schweigaard. Desſe tvo Herrar drøymde om eit Mønſterliv og Mønſterformer for alt, ſom til var. Schweigaard fann godt det, ſom var, og det var ikke hans Sak at føra Livet frametter. Han var konſervativ, eller dreiv paa og ſtod, og det var nettup hans Livsgjerning at halda Livet paa ſama Flekken. Welhaven derimot f. Ex., ſom og ſkulde vera med og halda det gamle Samfund uppe mot det nye, han puſtar og klagar over det aandlauſe i dette ſit fine Samfund, og gjør Narr af det rett ſom det er. Han vil fram og under dette ſit Framſtræv kom han, ſom vi vita, i Strid med Schweigaard, ſom ſyntes at „Philiſterlivet“ var nok ſo agtværdigt og ikke fortente dei kaate Utfall fraa Welhaven.

Det er borgerligt, det er godt og agtværdigt at taka dette ſom Schweigaard med Livets „Philiſtre“, og det er ubilligt i ſit idealiſtiſke Overmod at føre Strid imot deim, ſo ſom mange Poeter og Kunſtfolk ellers hava for Vane at gjera; men dette er eit, og ikke at lyfta ſin Tanke up over dette Standpunkt, det er nokot annat og det var dette, ſom eg etter alt maa tru, at Schweigaard ſjeldan gjorde.

Det var ein forunderlig Nyttens Mann, Schweigaard. Han ſaag ſine fleſte Ting fraa den nyttige praktiſke Side. Karakteriſtiſk er ſoleids, daa han afgjorde Storthingsbygningens Lagnad. Det var ikke for Bygningen var god og fin, men det var, for det maatte vera ein Ende paa den Sak. Juſt likſom Hevd i det juridiſke Spraak verd uttrykt ſom eit Endemaal for alt uviſt. Der er ’ke for det er rett, men det er for at hava ein Regel. Hans Patriotisme var likeins nyttig. Det var Komercelæſter og ſtatiſtiſke Størrelſer ellers ſom gledad Tanken hans. Han vardt ſtundom poetiſk, naar han kom in paa Skipsfarten, men han kom altid under dette in paa Læſtedrægtigheden. Det er greidt, den poetiſke Sjæl maa og hava ſin Likam, men den ſchweigaardſke Patriotpoeſie vardt likevel altfor ſtatiſtiſk. Dette heng ellers ihop med hans heile Grunſyn. Han var ein Engelsmann og du kan høyra dei meſt patriotiſke Utrop af Engelsmenn um Landſens Næringsvegen men Verſelinerne er Kjøtpund og Bankliſtor og Alnemaal af Calico og alt ſlikt Manufakturvæſen. Times ſkriver ſanne „Høiſange“ over England, naar det raakar ſo til, at Tollen er ſtørre i det Kvartal en i det andre. Det er denne Nytten, ſom f. Ex. ein Doktor i London utviklad. Han vilde faa Byen til at byggja ſunnare Fattighus og for at faa den til det, ſo utreiknad han det nationale Tap af alle dei, ſom døydde fyre Tida og vardt helſelauſe i denne ufriſke Heim. Det vardt ſom Dampmaſkiner ſett til Heſtekræfter, ein Mann var ſo og ſomange og ei Kone ſo ſo mange; Framvokſtringsungane hadde og ſine „Heſtar“. Paa denne Maate ſaag dei gode Riksmenn i London at det var eit nationalt Tap at hava uſunne Boliger.

Det kan naturligvis ikke vera Tanken min, at Schweigaard ſkulde hava argumenterat ſlik, men det var ein accord cerebral elder Hjerneſamklang millom honom og den engelſke ſtatsøkonomiſke Upfatning. Eg minnes ſoleids, at hans Tankar var fullſtendig Benthamſke ein Gong eg høyrde honom i Statiſtiken tala om Irlendarne og deires tidlege Giftarmaal; og vi minnes alle fraa Storthinget, at han ſpaadde ſeg ſtore Nytter af alt dette Agronom-, Forſt-, Fæ- og annat Uphjelpningsſtell. Eg ſvarmad ſjølv og for dette og ſkreiv jamvel Songer for Feſjaa; men det laag altid ein Skalk bak Øyrat.

Det er Maal og Maate med alt ſlikt og til Slut kann du ikke halda deg til annat en ein Manns Gruntanke for Livet. Den eine ſegjer, ſkaf meg fyrſt Velſtand, ſo kjem Uplysning baketter av ſeg ſjølv. Paa dette Standpunkt ſtod Schweigaard. Og den andre ſvarar: ſkaf meg Uplysning, ſo kjem Velſtand baketter af ſeg ſjølv. Denne Tviſt er vel likſom den hin gamle om Egget eller Høna var den fyrſte. Her er gode Grunnar for baade desſe tvo Synsmaatar, men det er ein faafengd Strid, og her maa vi vera ſo praktiſke, at dei ero like gamle, og at den eine ikke kan vera den andre forutan.

Det verſte ved denne ſchweigaardſke Lægning af Tumeſtokken for Livet var ſom vi alt hava ſeet, at han overførde dette Syn paa Ombods- og Rikslivet. Lat ein Mann finna ſit aandelege Krav uppfylt ved at halda ſeg til ein god velfødd „Jydeſkipper“, ſom eig ſi Skute og ellers ſiter varmt innan „Vægge“. Dette kan vera ei Smaksſak, men naar det ikke verdt gjort ſtørre Krav til Embætslivet, ſo verdt det riksfarligt. Og det var dette, ſom Schweigaard ikke ſyntes at gjera. Det er praktiſk og godt nok, meinte han, og Livet likad godt dette Skjøn af Meiſtaren. Du vinn aldri ein Manns Hjarta ſo lett ſom ved at lata honom vita, at han er klok nok, og at Livet ikke har Bruk for betre Hovud en hans. Og viſt er det, at med alle Schweigaards Dygder og Kunſkapar, ſo vilde han aldri hava havt den Magt, ſom han hadde, derſom han ikke hadde gjort Folk ikring ſeg ſo kloke, ſom han gjorde. Idealiſtiſke Folk ſtøyta fraa ſeg mange ved det, at dei upſtilla ſlike Livsmønſter, ſom Livet har vondt for at ſkaffa. Den velfødde, trivlige, runde Herre, ſom ſmiler til alle og likſom ſegjer deim, at dei er flinke Folk; han maa vinna deim, fordi han er ein af deires eigne.

Ja, ja vi krevja vaare Mønſter og gløyma det tunge for Livet i at ſkapa desſe. Den kloke Mann gjeng med ſine Mønſtertankar, men han er rimeleg og gjør ikke utidige Kravsmaal paa ſlike. Det er trulegt, at Schweigaard med alt dette lemfeldige mot det middelmaadige i Livet, gjekk med ſine Idealer til Stats-, Embætsmenn og Borgarar. Du ſkulde tru, han maatte gjera det, for han ſtod ſo langt framme i Aand og Tankeutvikling, at dette maatte vera nokot ſjølvſagt; men vi ſjaa litet til det i al hans ſtore Skrivning og Taling; nokot maa der vel vera, endaa det overalt er eit trykkande Laagmaal paa Livet, ſom er trøyſteslauſt, ſoſom daa han meinte, at det vilde vera betre at gjeva Arbeidsmannen ei Tunne Potetes en Stemmeret og ei Skjeppe Korn helder en Jury.

Alle ſtore Menn tru paa det gode i Menneſkenaturen, og dei ſigla etter ſine Idealer likſom Sjømannen etter Himmelens Stjerner. Han naar deim ikke, men finn ved dette fram paa ſi jordiſke Vandring. Schweigaard gjorde forlitet af dette, og det vil vera den ſtrengaſte Domen over Minnet hans.


  1. ſtor rund Stav, Stokk, Nagle oſv. „Slagvol og Handvol“ paa Flygilen (Slyul, Pleiel).
  2. I Storthings-Efterretningerne for 1851, Side 1102 ſtend feilagtigt „Staal og Bly“.
  3. Jamvel den ringe Sak, at Voteringerne i Hægſteretten ſkulde vera offentlege, ſtemplad han ſom „nye Ruſtkamre for Demagogiet“. St.-Eft. for 1851 S. 955.
  4. Sjaa blandt alle dei vidtløftige Forhandlinger f. Ex. St. Eft. for 1857 S. 182 og St. Tid. for 1860 S. 193.
  5. Sjaa blandt annat St. Eft. for 1857 S. 838 og St. Tid. for ſ. A. S. 98.
  6. Samhald med alt dette Profesſor juris Auberts Minnetala i Studenterſamfundet, der Schweigaard verdt gjort til „Humanitetens Repræſentant.“
  7. Heidingen Cicero talad og altid om majores nostri.
  8. I eit af desſe mine fyrre Stykke, der eg talad om dette mismintes eg Tidsſkriftets Navn. Eg ſer no, at det ſtend i Juridiſk Tidsſkrift. Kjøbenhavn 1834 XXIII 292—340.
  9. Eit arabiſk Uttryk for Løva.
  10. Vidar No. 2 pag. 11 —: „Under Menneſkeaandens Udvikling i alle Retninger under vort ſtigende Herredømme over Naturen og Indtrængen i Lovene for dens Virkſomhed, under den aldrig hvilende Beſtræbelſe efter at udforſke Formerne for det Guddommeliges Aabenbarelſe i det Mangfoldige ved en flerſidig Opfattelſe af Livets Hovedmomenter og deres Fremſtilling i Videnſkab og Kunſt, ved den hiſtoriſke Granſknings Udvidelſe, faavel i Dybde ſom Omfang, ved de politiſke Interesſers Forvikling i Conflicter, har den almindelige Stræben efter Erkjendelſe faaet en Alſidighed, en Tendents til at opfatte de vigtigſte Momenter af den hele Masſe af Viden, der ikke tillader, at man fordyber ſig i et enkelt Punct af Slægtens Udviklingshiſtorie. Saaledes bliver Indflydelſen af den clasſiſke Oldtid blot middelbar, eller med andre Ord, den ytrer ſig kun gjennem Reſultaterne af den lærde, men den middelbare Indvirkning taber ſig mere og mere, hvormeget man end ved Organiſationen af den videnſkabelige Undervisning ſøger at opretholde den. Den Sætning, at al ægte Dannelſe hviler paa den clasfiſke Grundvold, har derfor længeſiden tabt ſin Sandhed og Betydning, og den hele Inſtitution ſtaar ſom et Skyggebillede fra en forſvunden Tid.
  11. Etter inleidingsvis at have ſagt:
     „For den, der har Retsvidenſkaben kjær, er det glædeligt at erfare, at den har vundet en Dyrker, ſom, udruſtet med ſjeldne Aandsgaver, med ungdommelig Ild forfægter ſine Anſkuelſer af hvad han finder forkert i Videnſkabens tidligere Behandling, og ledſaget denne ſin Fremſtilling med rigtige og træſſende Bemærkninger,“ ſo legg han ſidan i ſin rett kvasſe Kritik over Arbeidet blandt annat til: „Forfatteren har ei givet, og kunde ei give Publicum Andet end ſin egen ſubjective Overbevisning om de Gjenſtande, han omhandler ledſaget af enkelte Bemærkninger eller Exempler. Et Bevis for ſine Reſultater har han ei ført.“ — — — „Iøvrigt.indſer jeg ei, at der ligger mere i Forfatterens nye ſaakaldte analytiſk-deſcriptive Methode, end at man, ved at afgjøre hvad der er Ret, ſkal tage det Individuelle ved de enkelte Artsforhold i tilbørlig Betragtning.“ — — „Jeg har dog ei opgivet Overbevisningen om, at Retstilſtanden har en høiere moralſk Nødvendighed, ligeſaalidt ſom jeg med ham (Schweigaard) antagaer, at al Lov er menneſkeligt Værk.“ —


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.