Om at samle paa Oldsager
Overlærer Henrichsen i Bergen, som bestyrer en Samling af Oldsager i det anseelige Museum i hans By, har henvendt det Ønske til Folkevennen, at den vilde tale et Ord til Bønder og Almuesfolk om den store Nytte, som netop de kunne gjøre Videnskaben, ved at lægge vel Mærke til, hvad Oldsager de monne finde i Skov og Mark, og ved hjælpe til at samle dem.
Jeg er selv saa glad i Oldsager en Kjæmpehaug, en gammel Stuebygning, eller bare Grundstenene, som vise, at der har boet Folk, en Ager-Ren paa et Sted, som nu er tilvoxet med Skov, et forrustet Stykke Jern, som skjønnes at have været et Redskab – alt Saadant kan det fornøie mig at betragte, min Smule Indbildningskraft sættes i Bevægelse, jeg synes at skimte det Liv, som har efterladt disse Spor, Afstanden bliver ikke længere saa endeløs stor mellem Oldtiden og min egen Dag, det Hele bliver en sammenhængende Kjæde.
Og jeg vil mere end gjerne tjene som Mellemmand, naar Videnskabsmænd søge Hjælp og Bistand hos Almuesfolk. Der er jo overhoved ikke nogen himmelvid Forskjel mellem den videnskabelige Forskning og den jevne sunde Forstands almindelige Iagttagelse og Eftertanke, og med et lidet Side-Hensyn netop til dette har jeg i forrige Hefte, i det Stykke om Sten-Alderen, fortalt om Oldgranskeren Thomsen i Kjøbenhavn, hvorledes han, uagtet han selv ikke fra Begyndelsen af hørte til det videnskabelige Laug, dog gjorde den berømte Opdagelse om Sten-Alderen og Jern-Alderen, og hvorledes han, som naturligvis i Førstningen kun anede Sammenhængen og maatte gjætte sig frem, for at faa Vished henvendte sig til Landets Almue om Hjælp, og Grøftegravere og Plovmænd kom til ham med hvad de fandt i Jorden af saakaldte Tordenstene og Offerknive og deslige gamle Sager. Denne Forstaaelse mellem Videnskaben og det hverdagslige Stræv har ikke alene gavnet den første, men ogsaa kastet en oplivende Glands over dette sidste; Oldtidsvidenskaben er er bleven populær i Danmark og har bidraget Sit til at fremme Folkeoplysningen, til at styrke og udvikle Nationalbevidstheden, vække og nære Fædrelandskjærligheden.
Og vi have Exempel paa det samme her hjemme. Der er jo Tusinder af os, som have været Vidne til, hvorledes den saa særdeles agtede og yndede Professor Keyser har ført Besøgende omkring i Universitetets Samling af Oldsager og forklaret for dem Stykke for Stykke, og hans Personlighed har i høi Grad bidraget til at gjøre Oldtidsgranskningen agtet og yndet i vort Land.
Alligevel tør det være, at denne Sags Interesse ikke har trængt saa meget igjennem hos den norske Almenhed som det kunde ventes, og ligesom den nævnte Bestyrer af den Bergenske Samling klager over, at Almuen paa den Kant af Landet ofte behandler gravfundne Sager og andre Oldtids-Levninger altfor skjødesløst saaledes hører jeg af den nuværende Bestyrer af Universitetets Samling, Lektor Rygh, at han er af den Formening, at ogsaa her paa Østlandet en stor Del af, hvad der findes, slænges bort eller ødelægges.
Det var i afvigte Høst, at Hr. Henrichsen skrev mig til om dette; men jeg har udsat med Sagen indtil nu af den Grund, at nu kan jeg henvise til et Stykke i forrige Hefte (med den Overskrift: „Helgeland den ældste norske Bygd?“) og der pege paa et historisk Spørgsmaal, som enhver Nordmand maa finde interessant, og som ethvert nyt Fund af Oldsager kan tjene til at klare – jeg mener Spørgsmaalet om, hvordan det gik til med Norges Bebyggelse, eller hvad Vei Folket er indvandret til Landet.
Jeg siger, at hvert nyt Fund kan komme til Nytte ved Overveielsen af det Spørgsmaal, og min Tankegang er den:
Er den norske og den svenske Befolkning kommen ind i disse to Lande ad saa forskjellige Veie, som Nogle mene (den svenske tvers over Østersøen, fra de nærmeste Lande paa hin Side – den norske derimod fra Hvide-Havet og rundt Finmarken samt nedover den langstrakte norske Kyst og derpaa indad til de indre Bygder af Landet), saa synes det rimeligt, at da Nordmændene og Svenskerne langt om længe traf sammen ved Grændsen mellem begge Landene, maatte der være adskillig Ulighed i deres Skik og Brug, i deres hele Bedrift og Kunstfærdighed. Om man end tænker sig, at de to Folk oprindelig boede sammen i Landene hinsides Østersøen og at de der vare som Et, med ens Skik og Brug, saa mener jeg, at der maatte opkomme adskillig Ulighed under den langsommelige Flytning ad hine tvende Veie, og under de mange og ulige Omskiftelser, som den maatte medføre for hver af Stammerne. Men denne Ulighed skulde man igjen tro maatte komme tilsyne i Oldtids-Levningerne fra de ældste Tider. Omvendt, dersom vort Lands Rydningsmænd ere indflyttede fra de svenske Grændse-Bygder, saa maa vi jo forestille os, at de have taget Skikken med sig der, de kom fra, og i saa Fald er det at formode, at der vil være overveiende Lighed i de Menneske-Værker, som kunne findes fra hine Tider Gravhauge maa være byggede paa ens Maade, Vaaben og Haandværksredskaber ville være gjorte efter samme Model, Sølv-Spænder og Guld-Ringe og andre Smykker ville være arbeidede i samme Smag.
Men denne Sammenligning mellem Oldsager i Norge paa den ene Side og i vore nærmeste Nabolande Sverige og Danmark paa den anden vil blive fuldstændigere og mere lærerig og afgjørende formedelst hvert nyt Fund, som gjøres.
For saadan Sammenlignings Skyld maatte der da ogsaa være samlet paa Oldsager i Nabo-Nabolandene. Men man kan være tryg derfor. Om Museet for Oldsager i Kjøbenhavn har jeg allerede fortalt, og naar det nybyggede Rigs-Museum i Stockholm bliver færdigt og Oldsamlingen flyttet ind der (hvis det ikke allerede er skeet), saa ville begge disse Hovedstæder have Samlinger at fremvise, som det for os skulde være en Fornsielse at kappes med.
Nye Fund kunne naturligvis ogsaa være oplysende i andre Retninger, men jeg har her exempelvis nævnt en enkelt Sag, som er saa interessant, at den alene kan anspore til forhøiet Flid med at samle paa Oldsager.
Specielt skal jeg tillige gjøre Folk oppe i Nordlandene opmærksomme paa, at det for det samme Spørgsmaal om Indvandringen vil være af Vigtighed at komme efter, om der i Maalselv- og Bardo-Dalen (se Side 135) og ellers i de indre Bygder i Distriktet monne være Spor af, at der har boet Folk i Hedenskabets Tid. I Maalselv- og Bardodalen spurgte jeg efter, men alle Svar gik ud paa, at der ikke kunde have boet norske Folk her før den nylig foregaaede Bebyggelse fra Slutningen af forrige Aarhundrede af; men jeg nævner Tingen endda, for at der mulig kan vindes fuldstændigere Oplysning.
Af største Interesse for Spørgsmaalet om Nordmændenes Indvandring skulde det ogsaa være, om man kunde finde Spor efter dem – eller ikke – langs den Vei, som de skulde have taget, for at komme ind i Landet paa den nordlige Kant. Der har været gjættet ikke alene, som anført, paa Veien langs Finmarkens Kyst, men ogsaa nordenom den Botniske Bugt og op gjennem de svenske Lapmarker. Paa den ene eller anden af disse Veie tænkes Stammen at være draget frem, findende et folketomt Land for sig og efterladende et folketomt Land efter sig. Men man skulde tro, at der maatte blive opkastet en eller anden Gravhaug eller dog reist Bauta-Stene over Folk, som døde underveis, eller at der maatte blive tabt af Vanvare et og andet Redskab, en Øx, en Pile-Od o. desl.
Endnu sikkrere skulde man vente at finde Spor efter vore Forfædre oppe ved Hvide-Havet, om de vare komne den Vei; thi her maatte de aabenbart have boet i lang Tid, inden de bleve saa fortrolige med Havet, at de kunde falde paa og virkelig være istand til at foretage hin Flytning til Søes rundt Finmarkens Kyster. Her vil det imidlertid være et rent Træf, om nogen norsk Mand kan komme til at gjøre noget Fund – det skulde da være, om vi kunde faa nogen af vore Oldgranskere til at foretage en Reise derhen.
Som jeg ved disse Bemærkninger vilde anbefale hver Mand at fordobble sin Opmærksomhed og Omhu, om han finder Noget, som vore Oldgranskere kunne bruge, saa skal jeg ogsaa tillade mig at yttre det Ønske til disse sidste, at de nu og da vilde meddele Folkevennens Læsere Et og Andet af deres interessante Videnskab jo mere meddelsomme Oldgranskerne selv ere, desto villigere og kyndigere Bistand kunne de igjen vente sig af Almenheden.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |