Om de Hamarske Krøniker (Daae)

Som det vil sees, har Professor Dr. Gustav Storm taget til Gjenmæle mod mine ovenfor fremsatte Tvivl om den gamle Hamar-Beskrivelses paastaaede Ælde. Han anfører i sine Indledningsord, at han havde antaget, at en vidtløftigere Begrundelse af sin Mening om denne Sag vilde have havt sin naturlige Plads i en bebudet Udgave af norske topographiske Arbeider fra det 16de Aarhundrede, og jeg er naturligvis enig heri, men maa dog bemærke, at naar han dog allerede før Udgavens Fremkomst offentlig havde fremsat sin Mening om Hamar-Beskrivelsen og dens Alder og foreløbig begrundet denne, da var der fuld Opfordring for den, der nærede forskjellige Anskuelser om denne Sag, til strax at fremsætte disse. Thi det laa nær at antage, at Almenheden, nemlig i Mjøslandskaberne, for hvem dette Spørgsmaal er en Sag af særlig Interesse, øieblikkelig vilde gribe Professor Storms Apologi for denne Beskrivelses Ægthed, og at altsaa denne maatte formodes at ville gaa ind i Bevidstheden som afgjort og udisputerlig Sandhed. Derfor gjaldt det for mig, som ikke kunde overbevise mig om, at min Collegas Opfatning var fuldt begrundet, at bidrage hvad jeg kunde til at holde Spørgsmaalet aabent ved at foranledige en Debat, som derhos ogsaa tør antages at komme den forestaaende Udgave af norske topographiske Arbeider til Nytte.

Det er neppe nødvendigt at sige, at jeg skylder ogsaa Professor Storms interessante Replik min Tak for mere end en Belærelse, men i det Væsentlige og i Resultatet staar jeg dog fremdeles som den tvivlende. Mine Grunde herfor vil jeg nedenfor forsøge at udvikle, idet tillige Leiligheden benyttes til at medtage en og anden historisk Bemærkning ogsaa udenfor de Punkter, hvorom min Collega og jeg polemisere

I.

Da der mellem de Exemplarer af Hamars gamle Beskrivelse, om hvilke jeg var vidende, da jeg skrev min første Artikel, kun var et, hvori Stykket om Begivenheden i 1537 fandtes, og da dette Stykke aabenbart i Paalidelighed og Forstandighed er de øvrige langt overlegent, laa det nær at formode, at dette Stykke oprindelig kunde være de øvrige uvedkommende Prof. Storm, der systematisk har opsøgt, sammenlignet og grupperet alle de Haandskrifter: han har kunnet overkomme, har nu oplyst, at Stykket forekommer i 2 af de 12, som han kjendte, nemlig i det Bergske og i et andet, hvorimod det savnes i de øvrige 10, ganske vist yngre. Han oplyser dog tillige, at de yngre Haandskrifter tildels „vise ud over“ det ældste (det Bergske), og at de altsaa maa antages at være afskrevne efter tabte Texter, der stode Originalen nærmere. Men saa opstaar Spørgsmaalet, om hvorfor Afskriverne skulde have udeladt netop det interessanteste Capitel af sine formentlige Originaler eller Qvasi-Originaler. At de have udeladt det maa altid blive paafaldende Enten maa det hænge saa sammen, at en Afskriver ikke er bleven færdig med sit Arbeide, og at saa de øvrige Afskrifter, der savne sidste Capitel, nedstamme fra dette ufærdige Exemplar, eller flere Afskrivere maatte uafhængige af hverandre have faldt paa at undlade at medtage dette Stykke, hvilket dog synes urimeligt at antage, eller – Stykket har ikke oprindelig hørt til Beskrivelsen.

Prof. Storm mener, at der i Beretningen vises en „aabenbar Interesse“ for Hr. Truid Ulfstand, og antager, at dette staar i Forbindelse med, at Christiern Munk var gift med Hr. Truids Datter[1] og derfor har havt Lyst til at nedtegne eller lade optegne hans Bedrifter. Mig forekommer Hr. Truid ikke at være anderledes omtalt i Stykket, end han som en Hovedperson nødvendigvis maatte blive det i enhver udførligere Skildring af Begivenheden. En Beretning, anlagt paa at fremhæve Hr. Truid og redigeret under Chr. Munks Tilsyn, vilde have havt rig Anledning til anderledes at omtale Hr. Truid som Kongens gjentagne Gange høit betroede Fuldmægtig i Norge.

Fra Christian den tredies Tid haves kun faa historiske Beretninger, affattede i Modersmaalet, og en Sammenligning af Stykkets Aand, Tone og Stil med disse er ikke ganske let. Mig forekommer Stykket at tyde paa en yngre Affattelsestid. Ordet „Losemente“, der to Gange forekommer, kan neppe paavises i den Tids Dansk. Bispeembedet kaldes Mogens’s „gamle Bestilling“, et Udtryk, som lyder underligt om en Herrebisp saa kort efter Reformationen. At Vaabnene i Norge (og man kan vel tillægge i Danmark) skulde have undergaaet store Forandringer i Tiden 1537–1553, der dog i alt væsentligt havde været en Fredsperiode, er ikke sandsynligt, men ikke destomindre omtales, hvad der i Krigen „paa den Tid var brugeligt“. Om de hvide Kjeppe har jeg tidligere talt.

Gjerne indrømmer jeg dog, at Stykkets Oprindelse og Affattelsestid er og vistnok stedse bliver saare tvivlsom. Af de forskjellige Tanker, hvorpaa jeg har været inde, vil jeg udtale en, nemlig et Spørgsmaal, om ikke vor Beretning kan have været Nils Krag bekjendt, da han omkring Aar 1600 skrev sin Christian den Tredies Historie. Medens Arild Huitfeldt, hvis egen Fader dog indtil Throndhjem var Truid Ulfstands Ledsager paa Toget til Norge, intet fortæller[2] om, hvad der skede paa Hamar, har hans samtidige Krag en ret udførlig og med vort Stykke neppe stridende Omtale deraf. Der er imidlertid i Krags Fremstilling den Egenhed, at han, saavidt jeg ved, er den eneste, der udtrykkelig siger, ad hvilken Vei Hr. Truid kom fra Throndhjem til Hamar. Man har almindeligvis i vor Tid gaaet ud fra, at han kom ad Landeveien, altsaa over Fjeldene Krag derimod siger, at Truid overlod den af ham i Throndhjem indsatte Befalingsmand, Christopher Huitfeldt, de til Besætning (paa Stenvigsholm) fornødne Tropper (mediocre praesidium) og med Resten igjen gik ombord paa Skibene og førte sine Folk til Hamar.[3] Alt vel betænkt, er jeg tilbøielig til at tro, at Krag har Ret. Den Udrustning, som Hr. Truid havde med fra Danmark, var betydelig – den angives af A. Huitfeldt til 14 Krigsskibe og 1500 Knegte – og den Besætning, som efterlodes i det Nordenfjeldske, har neppe væsentlig formindsket Krigsfolkets Tal. At føre en saa stor Troppestyrke over Fjeldene vilde være ganske unødvendigt, og selv blot en Del deraf vilde vanskelig kunne føres ad den Vei, især da Knegtene vare fremmede og vistnok alle eller for det meste Tydskere, for hvem passende Forpleining ikke vilde kunne skaffes under den ikke korte Marsch. Transporten af Vaabnene vilde ogsaa være besværlig, især om virkelig, som vort Stykke siger, „Mesteparten vare Hageskyttere med dobbelte Hager“.[4] Hertil kommer, at ikke noget stort Hastverk kunde synes nødvendigt i et Tilfælde som dette, i hvilket Seiren for Hr. Truid maatte være ganske utvivlsom. Alt maatte da tale for, at Hr. Truid valgte Søveien, da jo desuden under enhver Omstændighed Skibene maatte hjem til Danmark. At saa har været Tilfældet, derpaa ser jeg en Bestyrkelse deri, at i et af de bevarede Documenter (19de Juni 1537) ogsaa den Joseph Falster, der havde Commandoen over Skibene og derfor kaldes „kongelig Majestæts Ammerall“, omtales som nærværende paa Hamar under Forhandlingerne med Bispen, og at ligeledes Befalingsmanden paa Akershus, Peder Hanssøn, da var tilstede. Joseph Falster havde neppe forladt Skibene i Throndhjem og gaaet ind over Fjeldet, medens han derimod efter Flaadens Ankomst til det Søndenfjeldske ganske naturligt har fulgt med op fra Oslo, hvor Peder Hanssøn da har sluttet sig til Toget. Seiladsen har været heldig, men Tiden mellem Stenvigsholms Overgivelse og Hr. Truids Optræden paa Hamar er dog ikke kortere, end at man med god Vind nok har kunnet tilbagelægge den lange Vei.

Prof. Storm vil i Modsætning til mig forstaa Udtrykket „i mange Dage = „for mange Dage“. Gjerne for mig, men jeg indser ikke, hvad hermed kan opnaaes, heller ikke tror jeg, at Stillingen var saa, at Hr. Truid havde nogen Grund til at indrømme sin ubetinget underlegne Fiende længere Vaabenstilstand. Med Hensyn til Beregningen af Tiden har jeg ellers intet at indvende. Kun vil jeg tilføie, at medens hverken „Beskrivelsen“ eller vort Stykke har noget Datum, findes i andre gamle Optegnelser fra Oplandene St. Hans Aften angiven som den Dag, da Bispen blev fangen, nemlig saavel i den Vardalske som i den Ringsagerske Krønike.[5]

II. Søormen.

er Helten i „Beskrivelsens“ tredie Afsnit. Jeg tror, at Beretningen om dens Bedrifter vil styrke min Mening om Skriftets Alder. Selvfølgelig ved ogsaa jeg, at Mjøsegnenes Befolkning i Aarhundreder har troet, at dette navnkundige Uhyre holder til i deres Indsø, saavelsom ogsaa, at dets formentlige Apparitioner ere blevne betragtede som Varsel om store Omvæltninger, ligesom jeg heller ikke er uvidende om, at disse Forestillinger have holdt sig til det sidste. Derfor forundrer jeg mig slet ikke over, at endog Egnens første og mest oplyste Mænd fuldt og fast have været overbeviste om, at en Søorm har bebudet Christiern II’s Afsættelse, og at det samme Varsel har gjentaget sig i Anledning af Biskop Mogens’s Tilfangetagelse og Bispesædets Undergang. Heri skulde jeg ingenlunde søgt et Argument mod Beskrivelsens paastaaede Alder. Men derimod finder jeg et saadant og det et meget stærkt i den detaillerede Fortælling om den c. 1536 landstegne, blesserede og omsider dræbte Søorm, om de overordentlige Foranstaltninger, som bleve trufne for at fordrive dens Stank, og om de vindskibelige reisende Tydskere, der førte sig dens efterladte Ben til Nytte. Der er overhovedet Intet, som gjør utrolige Historier saa comiske, som at de fortælles ret omstændeligt. Holberg har ogsaa her forstaaet sine Ting, naar han lader sin Barber (Den Stundesløse, Act I Sc. 6) bekræfte sin Fortælling til den skeptiske Vielgeschrey, at „eine Matrosen-Frau in den Neuen-Buden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht“ etc., med det Argument: „Das ist so wahr, als ich hier stehe, denn ioh kann die Historie mit Umbständen erzählen“.

Med andre Ord: jeg skjelner mellem deri naive Phantasi, som lader et eller flere Mennesker misforstaa et øieblikkeligt Naturphænomen og bringer dem til at tro, at et Uhyre kruser Søens Overflade, og den plumpe Skrøne, der giver udførlige Beretninger tilbedste, ikke om at det Fabelagtige er seet i et flygtigt Nu, eller at en Enkelt er kommen i Berøring dermed, saaledes som i Huldreeventyr og ved Indtagelse i Berg, men om at det Ikke-Existerende er blevet til at føle og tage paa for Almenheden, og at det har paakrævet Forholdsregler fra Myndighedernes Side, og alt dette vel at mærke i Fortællerens egen Samtid og paa hans eget Hjemsted. Noget saadant er det netop, der maa siges at være fortalt i Hamars „Beskrivelses“ tredie Afsnit – at sige, hvis denne hidrører fra 1553.

De Jertegn, som fortælles saa udførlig i Beskrivelsen, maatte af dennes Forfatter – om han skrev 1553 – tænkes at være foregaaede noget før 1537 og altsaa i 1553 ligger noget mindre end tyve Aar tilbage i Tiden. Og saa skulde Oplandenes fornemste og mest oplyste Mænd ikke alene – hvad de gjerne kunne have gjort – troet, at Ormene viste sig i Vandskorpen, men tillige, at en af disse var løben op paa et Skjær ved Communet, at Bispens Karle havde skudt den i Øiet, og at den derefter var drevet i Land paa Helgeøen, ja endvidere, at Biskop Mogens havde ladet udgaa Befaling om, at „en voxen Mand af hver Gaard i Næs og Svabo[6] og nogle af de andre Gjeld“ skulde samle sig for ved forenede Bestræbelser og ved Hjælp af nogle hundrede Læs Ved at faa det stinkende Aadsel brændt og for ved egen Erfaring at overbevise sig om, at en voxen Mand neppe kunde bære Dyrets mindste Rygben.

Disse Historier skulde gamle og fornuftige Mænd i 1553 endog have ladet bogføre som Begivenheder, passerede saa at sige for deres egne Øine, som faktiske Begivenheder, der naar som helst kunde godtgjøres ved saamange Vidner, det skulde være, idet naturligvis den større Del af de af Bispen udkommanderede Mandhusinger „i Næs, Svabo og andre Gjeld“ dengang endnu maatte være i Live, ikke at tale om Massen af Tilskuere ved Autodafeen. Her siger jeg: credat Judaeus!

Men anderledes er det, naar saadanne Historier hensættes til en Tid, der ligger saa fjernt, at dog idetmindste første Haands og levende Vidner ikke let kunne citeres og udspørges om Sandheden. Da er Beretningen gaaet over til Sagn og dens vis comica formindsket.

Det gjør derfor ikke synderligt Indtryk paa mig, naar man indvender, at „hvis denne Tradition [om Jertegnene kort før 1537] var f. Ex. yngre end 1567, vilde den anderledes være knyttet til Begivenhederne under Syvaarskrigen“, og at „det derfor er ganske correct, at en Sagnfortæller fra 1834 antager Søormen at have været et Varsel om Byen Hamars Undergang i den svenske Krig“. Et er, hvad Sagnfortællere mundtlig give tilbedste efter Aarhundreders Forløb, et andet, hvad der kunde antages at være nedskrevet f. Ex. i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. Thi da laa endnu 1567 saa nær, at fuldt op af levende Mennesker kunde give Forklaring om de da stedfundne Begivenheder, og om end upaalidelige Sagn om disse allerede kunde existere, vilde de ikke have kunnet antage de Dimensioner, som Beskrivelsens Søormehistorie. 1537 laa derimod da allerede over to Menneskealdre tilbage, og den, der f. Ex. i 1620 skulde fortælle om 1537, maatte være henimod 100 Aar gammel, med andre Ord 1567 var endnu ikke Mythedannelsen helt og holdent prisgivet, medens 1537 var stærkt ifærd med at blive det.

At forklare Fortællingen om den brændte Søorm saaledes, at det f. Ex. var en død Elg, der laa hen og forraadnede, kunde maaske forsøges, men vilde neppe være heldigt. Det vilde minde noget om E. Hagerups Forsøg paa at forklare Olaf den Helliges Mirakler og overhoved

om en ældre Tids Rationalisme.
III.

Som Prof. Storm bemærker, har jeg i min første Afhandling ikke indladt mig paa Sammenligning mellem de to Hamarske Bispe-Rækker eller Krøniker, „Beskrivelsens“ og Jens Nilssøns. Aarsagen hertil var, som tidligere antydet, at jeg ikke kjendte Indholdet af Prof. Storms Foredrag om denne Sag i Videnskabs-Selskabet. Efterat han imidlertid nu har offentliggjort sin Mening ogsaa herom, er der ikke længere nogen Hindring for at forhandle denne Sag med ham.

Prof. Storm paastaar, at der er Sammenhæng mellem de to Bispekrøniker, samt at Jens Nilssøn har benyttet „Beskrivelsens“ Bispenotitser. Herved vilde vistnok ikke være godtgjort, at „Beskrivelsen“ var forfattet 1553, men dog ialfald, at den var ældre end 1598.

Min Collega indleder sin Bevisførelse herfor med at paaberaabe sig den Overensstemmelse, der finder Sted mellem begge Krøniker i Henseende til Biskop Karl (I) Sigurdssøns Personalier, hvilke Beretninger han derfor afskriver ved Siden af hinanden. At nu Jens Nilssøn maa have hentet sin Kundskab fra „Beskrivelsen“, mener han at godtgjøre derved, at der hos den første forekommer „uægte Tilsætninger“. Som saadanne anser nemlig Prof. Storm Jens Nilssøns Notitser om Biskop Karls Tjeneste i Cancelliet, samt om at han skulde have faaet „den kongelige og præstelige Rente“ af Thoten, førend han blev Biskop af Hamar. Men nu er det – hvad Prof. Storm synes at have overseet – bevisligt, at Karl har været ansat i Cancelliet, rigtignok ikke i Kong Hans’s, men i Faderen, Kong Christiern den førstes. Man har nemlig fra Aaret 1472 et Brev fra Erkebiskop Olaf Throndssøn i Throndhjem, skrevet til to kjøbenhavnske Kanniker, hvori Brevskriveren udtrykkelig nævner Karolum Sigwardz nostratem et in Cancellaria Domini Regis existentem.[7] Intet er nu sandsynligere, end at Karl skylder denne sin Tjeneste i Cancelliet sin Bispestol, idet Kongen har anbefalet ham, der forøvrigt paa Grund af sin Stiffaders og sin Moders Indflydelse paa Oplandene neppe har havt vanskeligt for at faa Domkapitlets Stemmer, til pavelig Bekræftelse. Og dernæst maa det erindres, at Retten til at bortgive den „kongelige og den præstelige Rente“ af Thoten, som af ethvert andet Distrikt, i den katholske Tid ikke tilkom en, men to forskjellige Myndigheder. Karl kan altsaa godt allerede, førend han c. 1478 blev Biskop, af Kongen være bleven forlenet med Thotens „kongelige Rente“, medens Prof. Storm vistnok har Ret deri, at Eilif Jonssøn sandsynligvis har havt „den geistlige Rente“, indtil han 1480 blev Biskop i Stavanger. Man vil altsaa ikke kunne sige, at Jens Nilssøns Efterretninger om Biskop Karl paa Grund af disse Tilføielser staa tilbage for de i Hamars Beskrivelse meddelte. Tvertimod have de Fortrinet derfor ved at meddele et vigtigt biographisk Træk, som denne savner, og muligens ogsaa ved en rigtigere chronologisk ordning af de angivne Data.

Forresten indser jeg ikke ret Prof. Storms Hensigt med at drage Biskop Karl I’s Personalier ind i denne Undersøgelse, thi han antager jo (S. 290–291), at Beretningen om denne Biskop hidrører fra hans (nu ikke existerende) Gravskrift i Domkirken. Til denne have begge Bispekrønikers Forfattere udentvivl havt lige god Adgang, og – altsaa behøvede jo ingen af dem for den Sags Skyld at have udskrevet den anden![8]

Derimod har Prof. Storm ikke taget Hensyn til, at der foreligger endnu en tredie chronistisk Angivelse af Hovedpunkterne i denne Biskops Liv, nemlig den, som findes anbragt under hans „Billede“ i Hofs Hovedkirke i Thotens (nu Østre Thotens) Prestegjeld Den lyder saaledes:

„Aar 1483 fik jeg Ridder Carl, Hr. Seiers Søn af Grefseng, Toten med al Kongelig og Præstelig Regiment (!) av Kong Hans, holdt her Capellan, var Biskop i Hammer og Slots-Herre paa Aggershuus, døde Aar 1488 og førtes til Hammer. Reges erunt Nutrici (!) tui“.[9]

Sammenligner man disse Data med de to for Karls Vedkommende af Prof. Storm citerede Krønikers, vil man se, at Kirkeinscriptionen paafaldende ligner Jens Nilssøns Angivelser og afviger endnu mere fra „Beskrivelsens“, skjønt den med denne har tilfælles det unøiagtige Aarstal 1488. Fra Jens Nilssøn er den Thotenske Indskrift dog neppe hentet, thi da var vel ikke Notitsen om Cancelliet bleven udeladt. Vel er jeg fuldt opmærksom paa, at Jens Nilssøns Søn Christopher, der maaske har besiddet sin Faders Manuscript, har været Sognepræst til Thoten, men herpaa lægger jeg ingen Vegt, da han døde i samme Aar (1611), som han fik Embedet, og ikke let har kunnet tænke paa at anbringe Inscriptioner i Kirken lige efter sin Ansættelse, og disse ere desuden vist yngre. Det er derfor i mine Tanker rimeligere, at der allerede i det sextende Aarhundrede har existeret f. Ex. i et Missale eller en anden Bog paa Thoten nogle Optegnelser om gamle Præster der, og at Jens Nilssøn under en Visitats har seet og udskrevet disse og anbragt hvad der angik Karl i sin Hamarske Række. Fra samme Kilde kan Efterretningerne om Karl være gaaede over i „Beskrivelsen“, hvis Forfatter dog i saa Tilfælde i nogen Grad har forandret dem.

Da Prof. Storm har anført nogle Oplysninger om Karl I, vil ogsaa jeg tilføie et Par Bemærkninger om ham.

Hans Fader, „Hr.“ Sigurd paa Grefseng, en lidet bekjendt Mand, der neppe, som i de omtalte Notitser anført, har været Ridder, siges af Kraft (Norges Beskr. 1. Udg. I, S. 671) at have tilhørt Familien Baat. Dette er ikke rigtigt. Han var efter Sigillers Vidnesbyrd en Skaktavl og altsaa beslægtet saavel med den i Aarene 1449–1482 hyppig forekommende Ridder og Rigsraad Erik Bjørnssøn som med den i vor „Beskrivelses“ Intimation nævnte Sognepræst til Thoten Mag. Thorbjørn Olafssøn, uden at jeg formaar nærmere at paavise Slægtskabet. Da hans Moder, Fru Magnhild, havde indgaaet sit tredie Ægteskab med Hr. Alf Knutssøn, har udentvivl denne hans efter Eiendomme meget gridske Stiffader lagt an paa i Tiden at bringe Grefseng og overhoved Karls Formue over til sine egne Børn ved at bestemme ham for den geistlige Bane, hvilken vel i Regelen kun mindre bemidlede Adelsmænd eller yngre Sønner betraadte. Personlig synes Karl, der jo ogsaa blev Slotshøvedsmand, ingenlunde at have været særlig geistligt anlagt. Prof. Storm siger, at han i Interregnet befandt sig i „Oppositionen“, men der er neppe Grund til at antage, at han virkelig har modarbeidet Kong Hans’s Valg. Han havde jo aabenbart været vel– anskreven hos hans Fader og gjort en udmærket Carriere, og dertil kommer, at ogsaa Stiffaderen synes at have staaet sig vel med det nye oldenborgske Kongehus. Trods sin svenske Fødsel var nemlig Alf Knutssøn allerede 1454 Christiern I’s Hofsinde og forlenet med Solør, og, hvad jeg især lægger Vegt paa, han fulgte Kongen paa hans svenske Tog 1471[10] og har muligens endog været med at kjæmpe for ham og mod Svensken ved Brunkeberg. Vistnok finde vi Stiffader og Stifsøn deltagende i Rigsraadets Politik under Interregnet, men derfor behøve de ikke selv at have foretaget noget imod den udvalgte Konge Hans’s Interesser. De have sandsynligvis kun indtaget en afventende Holdning, og i ethvert Fald viser Karls Ansættelse som Befalingsmand paa Akershus, at han snart har gjenvundet Yndest og Tillid, thi herom vidner det i høi Grad, at Kongen lod ham forbinde to saa indflydelsesrige Stillinger, der gjorde ham til Herre over to Fæstninger og over en stor Del af Norges bedste og dertil Sverige nærmeste Landskaber. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at Karls to Halvbrødre Odd og Knut Alfssønner i en meget ung Alder – som man maa antage, allerede ved Kroningen i Throndhjem 1483 – fik Ridderslaget. Prof. Storms Mening, at Biskop Karl døde „i Julen 1487“ kan jeg ikke bifalde. Han maa være død noget før, thi den 28de December 1487 kunde allerede hans Eftermand som Slotsherre, Hr. Henrik Krummedike, modtage Inventariet paa Akershuus af hans Moder Fru Magnhild,[11] hvilket forudsætter kongelig Udnævnelse og altsaa nogen Tid til dennes Erhvervelse. Karl var i Live endnu 25de September 1487[12] og er altsaa død samme Høst eller Vinter. Han har ved sin Død ikke været mere end lidt over 40 Aar i det Høieste, thi hans Moders første Mand, Hr. Bengt Harniktssøn, blev dræbt omtrent 1445. Han har altsaa opnaaet sit Bispedømme i en ganske ung Alder. Biskoppens Broder, Hr. Knut Alfssøn, gav som bekjendt en siden navnkundig Søn Navnet Karl. Dette kan have været efter Biskoppen, muligens dog ogsaa efter Kong Karl Knutssøn, eller efter dem begge i Forening.

IV.

Jeg mener i det foregaaende at have gjort det sandsynligt, at det Argument for en Sammenhæng mellem „Beskrivelsens“ og Jens Nilssøns hamarske Bisperækker, der skulde hentes fra delvis Overensstemmelse m. H. t. Biskop Karl I, ikke ret slaar til. Vi skulle nu videre betragte Prof. Storms Doctriner.

Med Hensyn til „Beskrivelsens“ Efterretninger om Bisperne forekommer mig Biskop Hermans urigtige Plads efter Karl II istedenfor foran denne at tyde paa en senere Tid end 1553. I hint Aar, i hvilket endnu Hermans Brodersøn, Cantor Truls, levede og deltog i eller dog saa at sige stod Fadder til det historiske Verk, der da skal være udarbeidet, og i hvilket Aar endnu flere vare tilbage, der personlig havde kjendt Karl II, vilde en ombytning af Navnene ikke let have fundet Sted. Flere ville med mig have erfaret, at endog Almuesmænd have en god Hukommelse for Embedsmandsrækker, der tilhøre den nærmeste Tid. Det er mig derhos ikke let forstaaeligt, hvorledes „M D orate“ paa en Gravsten har kunnet læses „1513“, da jeg ikke kjender noget latinsk Talord eller Taltegn for 13, der kunde ligne „orate“; i en latinsk Indskrift vil dog vel Ingen søge Ord af noget andet Sprog. Endvidere vilde det være forunderligt, om Karl II i en Bisperække af 1553, der indlader sig paa at tilføie, om ikke mange, saa dog nogle biographiske Data, skulde være affærdiget med saa fattige Oplysninger, som at han var No. 22, at han var en Riddersmandsmand og „var til Aar MDXII“! Denne sidste Biskop Karls Historie var dog virkelig saa opsigtsvækkende, som vel muligt. Var den end ikke saa følgerig, som det, der skede i 1537, var til Gjengjæld Karls personlige Behandling ganske anderledes haard, end Biskop Mogens’s, og man ved, hvorledes den er bleven udsmykket med romantiske Sagn af den danske Svaning, der maa have skrevet sin Christiernus Secundus en god Stund efter 1553.[13] At der i Beskrivelsen ikke staar et Ord om Christiern II, hvem man jo dog kunde omtale med den størst mulige Frihed, forundrer mig. Enhver af de Personer, der angives at have været forsamlede 1553, har dog vidst at fortælle om den Sag.

Med Hensyn til de hos Jens Nilssøn forekommende Efterretninger om Hamars Bisper har jeg en fra Prof. Storms afvigende Mening. Jeg tror nemlig ikke, at Mag. Jens blot har forefundet de tørre Navne paa Hamars Bisper og selv er Forfatter af alle de meddelte Fortællinger, men derimod, at han har havt for sig en Series med endel tilføiede Notitser, hvilke han har afskrevet med Tilføielse af endel nye. Det er mig nemlig ikke muligt at antage, at de groveste af de mange Feil i Norges almindelige Historie, især i Sagatiden, hidrøre fra Jens, der jo, som Prof. Storm selv indrømmer, „sad inde med sin Tids bedste Dannelse“. Jeg mener at kunne gjøre dette sandsynligt ved at henvise til den „stutt tilvisan“ om Norges ældre Konger, som Jens i samme Bog og lige foran sine Bisperækker har afskrevet og aabenbart ogsaa udvidet med egne Bemærkninger paa Dansk.[14] Thi allerede denne lille Kongerække indeholder historisk Capital nok til at kunne beskytte imod saa voldsomme Feil, som at Olaf Trygvessøn skulde have levet 1049 og været Pave Eugenii III (1145–1153) Samtidige. Det vilde ogsaa være uforklarligt, om Jens, aabenbart endnu en kraftig Mand, skulde, hvad Storm ser sig nødt til at statuere, i den Grad have kunnet, glemme “ de Kundskaber, som hans egen Afskrivning af en Sagacodex havde givet ham, ikke at tale om, at i 1598 en Oversættelse af „de norske Kongers Krønike“ allerede forelaa trykt (Kjøbenhavn 1594) og visselig havde fundet Vei til en saa literær Mands Bogsamling, som Mag. Jens, der desuden levede i nær Omgang med mindst en efter Tidens Leilighed respektabel Historiker, Mag. Halvard Gunnarssøn, siden hin Krønikes latinske Bearbeider. Jeg formener altsaa at Mag. Jens ogsaa med Hensyn til Hamars Bispekrønike tildels er Afskriver af en nu ubekjendt Forgjængers Notitser, skjønt jeg naturligvis ikke tør indlade mig paa i alle Enkeltheder at paavise, hvormeget der tilhører Anonymen og hvormeget Mag. Jens. Dog tror jeg f. Ex., at maatte antage, at Angivelsen af Biskop Karl som Stifter af altare qvinque vulnerum, af hvilken ogsaa Prof. Storm tager Anstød, ikke tilhører Mag. Jens, men Anonymen, og ligesaa forekommer det mig lidet rimeligt, at Mag. Jens skulde have opfundet de ældste Biskoppers Romerreiser; de ere vist snarere opdigtede af en Hamarsk Localpatriot, der har betragtet dem som et Slags Ære for Bispesædet. At Mag. Jens skulde, som Prof. Storm mener, have læst (i „Beskrivelsen“) noget om hundrede Mand og saa have „søgt en Leilighed, hvorved en saadan Styrke kunde bruges“, for vilkaarlig at anbringe den under en eller anden Biskop, og saa valgt at putte de 100 Mand ind i Sigurds Personalier, forekommer mig lidet troligt. Snarere har han fundet det for sig andensteds.

Min Anskuelse om Jens’s Forhold til den af ham leverede Hamarske Bispeserie finder jeg ogsaa bestyrket ved at hense til Beskaffenheden af hans Efterretninger om Bisperne i Oslo. I denne By var Jens Nilssøn født, her henlevede han den største Del af sit Liv, med denne Bys Traditioner maa en Mand af hans Aandsretning antages at have været særdeles fortrolig. Heraf maatte naturlig følge, at han kom til at nære en særlig Interesse for Oslos fordums Biskopper, som hvis Efterfølger og Arvetager han maatte føle sig i en ganske anden Grad, end han kunde betragte sig som Successor af Bisperne paa det ham forholdsvis fremmede Hamar. Ikke destomindre har han efterladt en Hamarsk Bispekrønike, men for Oslo kun afskrevet en Bispeliste.[15] Hvad kan Grunden hertil være? Det kan idetmindste være tænkeligt, at det netop har været de ældre Bispenotitsers Existents for Hamars Vedkommende, der har bragt ham til i nogen Grad at supplere, hvad han forefandt, medens han undlod at gjøre noget ved den tørre Liste for Oslo. Havde han ikke havt nogen Forgjænger for Hamar, havde hans Bispeliste for dette Stift ikke frembudt større Rigdom end for de øvrige Stifter. Er min Antagelse rigtig, da har Jens altsaa med Hensyn til den sidstnævnte Bispekrønike gjort netop det samme, som med stutt tilvisan.

Til en af Mag. Jens’s Hamarske Annotationer tror jeg at kunne eftervise Kilden. Det er den nøiagtige Angivelse af Tiden for Biskop Mogens’s Død i Antvorskov Kloster. Thi man ser, at Jens Nilssøn i 1580 personlig har været i Antvorskov,[16] og her har han sandsynligvis læst Aar og Datum paa den sidste Hamarbiskops Gravsten ved Klosteret.

Prof. Storm lægger megen Vegt paa, at begge Bispekrønikerne feile ved at lade Biskopperne Sigurd og Ambjørn bytte Plads; jeg erkjender gjerne, at dette er paafaldende, men tror dog, at begges Forfattere uafhængige af hinanden maa have fundet denne Feil i en eller anden tabt Fortegnelse. At saadanne have existeret i større Mængde, end vi nu kjende, synes rimeligt. Man betænke, hvor hyppigt Missaler have været brugte til Annotationer af den Art, hvilket har været saa almindeligt, at jeg blandt de temmelig mange Exemplarer, jeg kjender af Missale Nidrosiense, kun ved om et eneste, i hvilket jeg ikke har fundet historiske Antegnelser af en eller anden Art. Dersom Jens Nilssøn havde kjendt „Beskrivelsen“, da vilde visselig dens Yndling, Biskop Sigurd, der i den saa at sige er gjort til Hamars Harun al Raschid, have faaet en bredere Plads i hans Bispekrønike, men nu er, som man vil se, hans Omtale af ham temmelig tynd.

V.

Det vilde gjøre denne Forhandling altfor lang, om jeg vilde udførligere gjennemgaa enhver Enkelthed, hvori Prof. Storms og mine Meninger divergere, og jeg skal derfor endnu kun gjøre et Par Antegnelser.

Naar han finder Hamar og Marstrand som Byer at staa omtrent lige og derfor kalder det et „temmelig parallelt Forhold, naar Bergens Bylov i 1551 kom til at blive et Forbillede for Marstrands, „hvor de bergenske Forhold lige saa lidt passede“ (som paa Hamar), da kan jeg ikke anerkjende denne Parallel. Thi Marstrand var dog en virkelig Kjøbstad, hvad Hamar ikke var, og dertil en Søstad, hvor Forholdene vistnok vare langt mindre end i Bergen, men dog ikke kunde savne Analogier. Marstrand havde f. Ex. 1485 ikke alene Raadmænd, men endog (hvad Bergen dengang endnu ikke havde) Borgmestre, ja endog flere saadanne paa engang; ogsaa i 1508 omtales to navngivne Borgmestre i Marstrand.[17] Det er desuden bekjendt, at Marstrand havde sine Privilegier, der bekræftedes f. Ex. af Christopher af Bayern, Christiern I, Christiern II, Frederik I osv., samt at denne Kjøbstad i 1546 lagdes i en Skat af 500 Daler, det vil sige Trediedelen af hvad der paalagdes Bergen, ligesaa meget som, hvad Stavanger og Skien tilsammenlagte ydede, og mere, end Tønsberg var ansat for (400).[18] Og man maa endelig erindre, at just ved Midten af det sextende Aarhundrede begyndte Sildefiskeriet at gaa til under Baahuslens Kyst, hvorved netop Marstrand fik et stærkt Opsving. Sammenlignet med Hamar var altsaa Marstrand endog et anseligt Sted.

Prof. Storm anfører ogsaa, at Norge i det sextende Aarhundrede har at fremvise en topographisk Literatur, hvortil Danmark først senere kjendte Mage. Han fremhæver i den Henseende: Bergens Fundats, Bergens Rimkrønike, Mag. Absalons Norgesbeskrivelse, Peder Claussøns tidligere Arbeider om Island og Grønland og Jens Nilssøns Visitatsbøger. Hertil vil jeg dog gjøre nogle Bemærkninger. Bergens Rimkrønike kan for det første neppe kaldes et topographisk Arbeide, og for det andet er dog Rimkrøniken et Genre, hvori Sverige og Danmark ubetinget kunne hævde Ancienneteten. Hertil kommer, at Bergen paa Grund af sine eiendommelige Forhold indtager en Særstilling (og man tør vel sige, at Grunden til, at denne By er alle andre Stæder i de gamle Tvillingriger saa afgjort overlegen med Hensyn til historiske Optegnelser, visselig for en væsentlig Del tør søges i dens Forbindelser med Nordtydskland, hvis Bykrøniker ere bekjendte). Ogsaa Danmark har imidlertid sin Andel i Æren for denne norske Productivitet: Bergens Fundats staar i nært Forhold til Christopher Walkendorf, Absalons Beskrivelse til Erik Rosenkrands, Laurids Scavenius og Axel Gyldenstjerne til flere Dele af Peder Claussøns Forfatterskab. Har Prof. Storm Ret i, at Hamars Beskrivelse er fra 1553, kommer atter en dansk Mand, Christiern Munk, til at faa sin Part af Fortjenesten. Og endelig: Danmark har dog ogsaa sin topographiske Literatur. Allerede Claudius Clavius’s Arbeider og Morten Børups Digt om Danmarks Kjøbstæder (Clericali et regali turba gaude, Haunia etc.) ere en Art Forløbere, og saa have vi i det sextende Aarhundrede „Duodecim excellentiae regni Daciae“ (Scr. R. D. VIII), Niels Svansøes Danmarks Beskrivelse paa Latin[19] (udtogsvis i Suhms nye Samll. I) og den Lundske Biskop Mogens Madsens latinske Beskrivelse over de skaanske Kjøbstæder (Braunii theatrum urbium). I Mogens Madsen have vi netop en Forfatter, der i Embedsstillinger som i Interesser minder om sin noget yngre samtidige Jens Nilssøn, men som ogsaa viser sig ham langt overlegen i Benyttelsen af historiske Documenter.[20] Der er imidlertid en væsentlig Forskjel mellem dansk og norsk topographisk Literatur fra den Tid deri, at man, som det vil sees, i Danmark gjennemgaaende brugte Latinen, i Norge derimod væsentlig Modersmaalet. Det hænger sammen med begge Landes forskjellige literære Arv fra Middelalderen.

VI.

Prof. Storm udtaler (S. 307), at han „tror at have besvaret Prof. Daaes vigtigste Ankeposter mod Beskrivelsens Ægthed“. Forsaavidt her „besvaret“ skal være enstydigt med f. Ex. „gjendrevet“, maa jeg i det Hele benegte hans Paastand, om der end kan være Enkeltheder i min første Artikel, som jeg gjerne kan opgive eller anser for mindre væsentlige for Hovedspørgsmaalet. Men min vigtigste „Ankepost“ er bleven fuldkommen uænset og ubesvaret. Jeg sigter her til, hvad jeg (S. 265–266) har bemærket om den i Skriftets første Afsnit gjennemgaaende Brug af Præteritum der, hvor man hos en Forfatter fra 1553 nødvendigvis maatte vente Præsens, denne forunderlige Ting, at de Gjenstande, der i 1553 nødvendigvis endnu maa antages som existerende, i Beskrivelsen omtales som tilhørende Fortiden, hvilket gaar saavidt, at endog Taarnet, hvor det i hint Aar fremdragne Archiv siges at have befundet sig, og den Gaard, hvori de i Intimationen omtalte hos Chr. Munk forsamlede Personer vare samlede, begge omtales som noget, der engang havde staaet og engang havde været osv. Man se paa dette Sted i min første Afhandling, og man undersøge derefter, hvorvidt det er imødegaaet af Prof. Storm, og endelig – man spørge sig selv, om denne præteritiske Tone lader sig forene med den Antagelse, at denne Beskrivelse skulde være skreven paa en Tid, da Bisperesidentsen endnu var i fuld Brug som Fæstning og som Bolig for en kongelig Befalingsmand.

Hvad min „positive Theori“ angaar, da indrømmer jeg gjerne, at den „forudsætter Hypotheser“, ja, hvad mere er, selv kun er en Hypothese. Men paa den anden Side indser jeg ikke, hvilken Skade Hypotheser kunne medføre, der som mine kun fremsættes som saadanne og alene henstilles til Historikeres Prøvelse nu eller i Fremtiden. Jeg mener, at enhver Videnskabsmand, som nødes til at forkaste en Antagelse, uvilkaarlig drives til at forsøge en eller flere nye, og at man alene da kan gjøre ham Bebreidelser herfor, naar han enten udgiver dem for mere end Hypotheser, eller de i og for sig ere taabelige eller umulige.

Prof. Storm har indrømmet, at min Formodning om den rette Sammenhæng med de 1800 Borgere osv. (nemlig at det Hele er et Vandringssagn) „maaske kan have lige saa meget for sig“ som hans egen Formodning om noget helt andet. Det er maaske Tilfældet paa mere end et Sted i hans og min Polemik, at hans og mine Antagelser kunne være omtrent lige sandsynlige, thi Emnet hører virkelig til de meget vanskelige. Af Beskrivelsen existerer intet fuldt ud authentisk Haandskrift, Indvendinger mod Udtryk og Sprog kunne mødes ved at lægge Skyld paa senere Afskrivere, der kan disputeres om, hvilke Afsnit oprindelig have udgjort det behandlede Skrift, og hvilke ikke, overalt kan gjøres og forkastes Paastande og Conjecturer om Kilder, om senere Indskud osv. Hertil kommer endnu Spørgsmaalet om, hvilke og hvor store Vildfarelser, hvor megen Uvidenhed og hvor grov Overtroiskhed man har Lov til at tiltro Mennesker ved Midten af det sextende Aarhundrede. Altfor ofte kommer saaledes det subjective Skjøn, der ved denne Leilighed har vist sig at være saa forskjelligt hos min Collega og hos mig, til at indvirke bestemmende paa vor Dom. For mit eget Vedkommende gjør jeg ingen Fordring paa, at mine Meninger skulle være uangribelige eller ufeilbare, og jeg er nu som forrige Gang fuldt villig til at erkjende det Tiltalende i mere end en af min Collegas Bemærkninger, om jeg end tilsidst i Resultatet ligesaa lidt som før ser mig istand til at tiltræde hans Mening om dette Skrifts Ælde. Men i ethvert Tilfælde haaber jeg, at vor Polemik har gjort den Nytte, som den virkelige Debat, det vil sige den, der, saaledes som her, er ført fra begge Sider med ubetinget Kjærlighed til Emnet og ene og alene i Sandhedens Interesse, altsaa uden mindste Stænk af Rethaveri, altid vil medføre, idet den stedse er sund, velgjørende, ja endog uundværlig for et videnskabeligt Liv. En Glæde skulde det være mig, om ogsaa andre Historikere vilde udtale sig i Sagen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Dette Forhold har maaske bevirket, at Christiern Munk søgte og fik Forlening i Norge (1549), thi efterat hans Svigerfader var død (1545 eller 1546) som auri ditissimus (H. F. Rørdams Monumenta, I. p. 433) og to Aar efter ogsaa hans Søn af andet Ægteskab med Fru Gyrvild Fadersdatter ligeledes var død (1548), opstod en større Arvetvist mellem Hr. Truids Børn af første Ægteskab, til hvilke Christiern Munks Hustru hørte, og Stedmoderen Fru Gyrvild, hvilket ikke mindst dreiede sig om den sidstnævntes norske Jordegods. Christiern Munk kunde nu varetage Ulfstand-Familiens Tarv i Norge, hvilket han virkelig ogsaa gjorde.
  2. Undtagen, at Truid Ulfstand førte Biskopen af Stavanger fangen med sig, en Feil, der i sin Tid har forvoldt Misforstaaelser. Biskop Hoskold førtes ikke til Danmark, men til Bergen.
  3. Reliquae copiae, denuo navibus conscensis, ad inferiora Norvegiae Hamaraeam transportantur. Nic. Cragii Annal. Hafniae 1737. Fol. p. 164. Kunde det tænkes, at Krag har anseet Hamar for en Søstad? Den geographiske Kundskab var ikke meget stor i de Dage.
  4. En anden Sag var det, at Erkebispen Aaret i Forveien havde ladet Einar Tjeld gaa over Dovre, thi dennes Styrke var liden og bestod af Nordmænd eller dog af Personer, som havde vænnet sig fuldstændig til Norge og norske Forhold.
  5. Norsk hist. Tidsskrift, IV. S: 495 og 2. R. V. S. 265.
  6. Svabo er en Del af Ringsager Prestegjeld, i hvilket den ene af de i 1553 hos Christiern Munk forsamlede Personer, Hans Krukow til Tjerne, boede.
  7. Scr. Rer. Dan. VIII. p. 466.
  8. For mit Vedkommende er jeg dog ikke ret tilbøielig til at tro, at Ligstenene have været saa indholdsrige. Den eneste, vi kjende fra Hamar, Biskop Hermans, har jo et meget lidet Indhold.
  9. Her anført efter Tillægget i Chr. Hammers Udgave af Hamars gamle Beskrivelse, Chra. 1774. 8. p. 28. Et Aftryk findes ogsaa i den Norske Huusven (3. Halvaargang, S. 150–152, ved C. H.), men nogen critisk Undersøgelse og fuldt paalidelig Udgave af de i sit Slags hos os enestaaende Billeder og Indskrifter i Thotens Kirker findes ikke. Saaledes tør jeg ei sige, naar de ældste Billeder og biographiske Notitser ere tilblevne, men maa dog antage dem for ikke at være ældre end Midten af det syttende Aarhundrede. At Notitserne i Kirken ere i høi Grad feilagtige, falder let i Øinene. Saaledes mangler endog Karl I’s Formand, den senere Stavangerbiskop Eilif, ganske i Rækken af Thotens Sognepræster, hvorimod en anden, „Anvord Jensen“, angives at være bleven Biskop i Stavanger uden at have været det. Aarstallene for Ansættelser og Død ere for de ældre Præsters Vedkommende ganske upaalidelige, idet f. Ex. Sira Harald Brynjulfssøn, der angives at være bleven Sognepræst 1457, bevislig allerede var det 1442 (Dipl. Norv. V. S. 516) osv. Den feilagtige Notits om hin „Anvord Jensen“ tør ikke desto mindre være af Vigtighed, thi da han er samtidig med Hamars Biskop Ambern eller Ambjørn, er det muligt, at netop denne har været ment, og vi faa i saa Tilfælde en ny Oplysning om ham.
  10. Kongen havde hos sig paa det Tog af Norske eller i Norge bosatte Herrer: Provst Ivar Vikingssøn, Erik Bjørnssøn (Skaktavl) og Alf Knutssøn.
  11. Dipl. Norv. II. S. 692.
  12. Ibid. V. S. 675.
  13. Det var idetmindste Allens Mening, hvilken han under H. F. Rørdams Doctordisputation (4de Juli 1867) offentlig udtalte, at Svaning havde skrevet dette Verk i en Alder af 70–80 Aar.
  14. Man saa tidligere i „stutt tilvisan“ udelukkende et Arbeide af Mag. Jens selv, og Prof. Unger har i sin Tid (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af M. J. Monrad og H. Winter-Hjelm, 1853, S. 291) ment deraf at kunne godtgjøre, at Mag Jens „forstod at skrive det norske (ɔ: oldnorske) Sprog temmelig godt.“ Det er Professor Storms Fortjeneste at have paavist, at Jens væsentlig kun er Afskriver. (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger i 1879, No. 14, S. 27.)
  15. Prof. Storm siger, at „Oslorækken er stærkt udvidet“, men Udvidelserne bestaa for de catholske Bispers Vedkommende kun deri, at 1) tre Bispers norske Døbenavne ere oversatte paa Latin, 2) at en Bisps Hjemstavn og en andens Familienavn er nævnt, og 3) at en Notits tilføies bestaaende af 13 Ord. Om tre lutherske Bisper findes lidt mere, men af disse er han selv den ene og dertil den udførligst omtalte, og hans Svigerfader er den anden, det er altsaa nærmest en Fortsættelse af sin Selvbiographi, han leverer. Den næstsidste catholske Biskop (død 14 Aar før Jens Nilssøns Fødsel) er aldeles oversprungen, uagtet han, den berygtede Hans Mule, nødvendigvis maa have levet i Erindringen paa Grund af sin Hensynsløshed og sine mange lidet rosværdige Bedrifter.
  16. Jens Nilssøns Visitatsbøger m. m. udg. af Y. Nielsen, S. 35, cfr. S. 45. Ogsaa til et andet Sted i Jens Nilssøns Skrifter vil jeg gjøre en liden Antegnelse. Han taler (nævnte Udgave S. 39–40) om „Bispekrogen“ i Nærheden af Korshavn ved Hvaløerne, der skulde have faaet sit Navn efter en Biskop, der havde „været med sin Krigsmagt“ der mod Dronning Margrete. Dette har ingen Biskop gjort. Men mon det ei kunde være et Minde om Erkebiskop Aslak Bolt, der i 1449 netop som Christiern I’s Modstander befandt sig i Korshavn? (Cfr. L. Daae, Christiern I’s norske Historie, S. 31). Endnu tør jeg tilføie en Bemærkning om Jens Nilssøns Danmarksreise i 1580. Man ser (nævnte Udg. S. 35), at han, efter at have opvartet Kongen i Kolding og der at have erholdt de forønskede Kongebreve, gjør en Afstikker til Ribe og bliver der nogle Dage. Dette formoder jeg at være skeet i Svigerfaderens, den gamle Biskop Frands Bergs, Ærinde, thi denne havde et Canonicat i Ribe (C. F. Wegener. Historiske Efterr. om A. S. Wedel, 2. Udg. S. 121), og Mag. Jens har nu benyttet Leiligheden til at indfordre de paa Grund af den lange Afstand maaske ikke altid saa regelmæssigt modtagne Indtægter af dette Beneficium.
  17. Christiania Videnskabs-Selsk. Forhandlinger i 1879, No. 13, S. 6 (af Y. Nielsen).
  18. Norske Rigsregistr. I. S. 86.
  19. Dette vistnok lidet paaagtede Skrift forekommer mig at have ikke liden Interesse, og man kunde ønske at se det udgivet fuldstændigt. Det er en talentfuld Humanists Arbeide og røber stor Færdighed i at skrive latinske Hexametre samt, hvad mere er, en virkelig livlig Aand. Den luxurierende Skildring af de fyenske Pigers Yndigheder minder noget om Saxos bekjendte Paraphrase af Bjarkemaalet (ed. Müller p. 91) og kunde tyde paa, at Forf. hørte hjemme i Fyen.
  20. H. F. Rørdam, Historieskrivningen i Danmark og Norge, I. S. 60.