Om den norske Kirkes symbolske Bøger
For nogle Aar siden fik den norske Kirkestyrelse endeel lærde Mænd til at lægge sig sammen for at faae i Stand en ny Oversættelse af den norske Kirkes symbolske Bøger. Denne Oversættelse blev derpaa trykt og omdeelt til Kirkerne, ligesom den er tilsalgs for en billig Priis (16 Skilling), saa Meningen var aabenbart, at den skulde blive saa udbredt som muligt.
Imidlertid er der vist Mange, der ikke vide rigtig Besked om, hvad symbolske Bøger er for Noget eller hvad de egentligen skal til; ja selv blandt forresten ret oplyste Folk torde der findes ikke saa Faae, som ikke have ganske klart Begreb om de Ting. Vi ville derfor her forsøge at give en liden Forklaring derom, saa fattelig som vi i Korthed formaae. Denne Forklaring vil vel altid vise sig at være forfattet af en luthersk Christen; fordetmeste vil den dog dreie sig om sikkre Kjendsgjerninger, og jeg antager desuden, at selv En og Anden, der staaer udenfor Kirken, kunde have Lyst til at see, hvorledes disse Sager i Kirken betragtes.
Det er da vel en bekjendt Sag, at Christendommen først og fremst er en Tro og en Tilstand eller Retning i Sindet og Samvittigheden, med eet Ord: noget Indvortes, Noget, der boer i Hjertets Dyb og som nærmest er en Sag imellem Enhver selv og hans Gud. Dersom ikke denne indvortes Christendom er tilstede, da er det kun daarlig bevendt med baade Kirke og Gudstjeneste, ja med et udvortes skikkeligt Levnet og verdslig Retsindighed med. Hvad denne Sidste kan være værd i verdslig Handel og Vandel, det ville vi her ikke befatte os med at veie; men for Christendom kan Intet gjælde, som ikke udgaaer af et christeligt troende Hjerte; derom er nu ikke den allermindste Tvivl.
Men skjønt saaledes det Indvortes er Hovedsag ved Christendommen, ja skjønt denne maaskee for en stor Deel kan siges at være „et skjult Liv i Gud“ – fordi nemlig kun Gud kan see, om En er isandhed en Christen eller ei –: saa er Christendommen dog ikke blot og bar Indvorteshed, blotte skjulte Tanker og Følelser, der ene og alene vedkomme den Enkelte, hos hvem de findes. Dette viser sig paa flere Maader. Thi for det Første er det vel saa, at dette indre Liv, der er Christendommens Kjerne, Troen, „det nye Liv i Christo,“ efter Christendommens egen Lære frembringes ved Guds Aands underlige Virkning paa Hjertet, og at ingen udvortes Midler, ingen Kjede af ydre naturlige Aarsager er i Stand til at udrette noget Saadant; men denne Guds Undervirkning gaaer paa den anden Side dog ikke for sig ganske uden naturlige Midler. Det er med Hjertets Christendom paa en vis Maade ligesom med Christus selv: han var den Høiestes Søn og undfangen af den Helligaand; men dog lod Gud ham fødes af en jordisk Moder, lod ham vore og modnes paa naturlig Viis og underkastede ham i det Hele den Maade, hvorpaa ethvert Menneske efter Naturens Lov udvikler sig, kun med de Undtagelser, der nødvendig fulgte af hans høiere Udspring og hans høiere Bestemmelse. Saaledes falder heller ikke den christne Tro lige ned fra Skyerne uden at forberedes og udvikles paa en saadan Maade, som i det Hele stemmer med den menneskelige Natur og de menneskelige Vilkaar. Ingen bliver saaledes f. Ex. Christen, medmindre Christi Ord paa en eller anden Maade bliver ham forkyndt – for ikke engang at tale om Daaben, hvis Nødvendighed og Betydning det blev for vidtløftig her at vise. „Hvorledes skulle de troe, .... naar der ikke er Nogen, som prædiker?“ siger allerede Apostelen (Rom 10, 17). Og ligesom Enhver der er kommen til Troen paa Christum, maa vide med sig selv, at han derfor for en Deel kan takke Andre, af hvem han har hørt om den Herre, i hvem han nu finder sin Salighed: saaledes vil det fremdeles følge af det christelige Sindelags egen Natur, at han ikke vil holde Sandheden for et Rov eller beholde den for sig alene, men maa baade ønske og føle sig forpligtet til, saavidt det staaer til ham, at gjøre Andre deelagtige deri, ved at meddele det Saligheds-Ord, han selv har modtaget. Ja ikke alene for at lære Andre, men ogsaa for sin egen Skyld vil han føle Trang til at udtale og aabenbare, hvad der rører sig i hans Indre. Menneskets Natur er nu engang saaledes indrettet, at det, ogsaa aandelig, ligesom trænger til Lys og Luft og Selskab – og det ikke mindst hvad de Ting angaaer, som især ligge det paa Hjerte. Hvad der ret skal gjennemtrænge os, de Tanker og Følelser, der skulle faae fuldkommen Kraft og Klarhed for os, maae ikke ligesom stænges inde hos os; de forblive der i et Halvmørke og ligne Taagebilleder, der let kunne opløses og udslettes; men vi maae lade dem træde frem i Dagens Lys, gjøre dem aabenbare for os selv og Andre. Derved ville vort Hjertes Tanker først faae en fast Skikkelse og Virkelighed for os, saa at vi kunne skue og gribe og holde dem fast. Det gjentager sig saaledes for enhver Enkelt – ligesom der staaer om det engang for Alle sendte „Ord“ – at det indre Ord maa „blive Kjød og Blod og boe aabenlyst blandt os,“ ikke blot skjule sig i Hjertets Inderste. Hertil kommer, at i Almindelighed baade Overbeviisningen vinder i Styrke, og Følelsen i Varme, naar vi vide, at den deles af Andre, vore Lige. I Følelsen af sin Svaghed søger Mennesket naturlig en Støtte hos sin Næste, ligesom for der at faae udfyldt eller fuldstændiggjort hvad der mangler i fuld og reen Menneskenatur hos den Enkelte. Dette gjælder overalt; thi i Almindelighed er det erkjendt, at Hjertets Slag først bliver ret fuldt og levende, naar et andet ligestemt banker det imøde; men især gjælder det den christelige Tro og den christelige Andagt. Der er kun eet fuldstændigt sandt Menneske, den Samme, der tillige er sand Gud; alle vi Andre ere mere eller mindre ufuldstændige, vi kunne næsten sige Brudstykker af det sande Menneske; hver har sine Mangler og Egenheder, hver skeier ud til sin Side – især paa Grund af Egenviljen, for hvilken Ingen er fri. Derfor er der ogsaa i Enhvers naturlige Tanke saameget Usandt og Eensidigt, Saameget, der blot har hjemme i hans særegne Indbildning men udenfor denne ikke har nogen Gyldighed eller Virkelighed, mange Tanker og Følelser, der igrunden ikke tilhøre Mennesket i os, men kun tilhøre os hver især, det er: mig Peer eller dig Paal. Ere vi nu imidlertid Christne, og have altsaa ikke alene Christus, det sande, fuldkomne Menneske, til Mønster, men have ogsaa i Troen ligesom optaget hans Væsen i os (eller som Skrivten udtrykker det: have iført Christus): da ere vi vistnok derved – og netop for saa vidt – rensede og fuldstændiggjorte; vi opløftes ligesom over vor naturlige Egensindighed, over Alt hvad der blot tilhører os selv; vi ere ikke længer blot Peer eller Paal, men nærme os til at blive sande, hele Mennesker, sande Guds Børn, ligesom han var, hvem vi efterfølge. Men i samme Grad komme vi ogsaa hinanden nærmere, slutte os inderligere sammen, have mere Tanker, Følelser, Idrætter fælleds, fordi ikke længer vi selv, men Christus, det sande Menneske, lever i os. Jo mere vi binde os til Hovedet, som er Christus, desto mere føle vi os ogsaa indbyrdes som Lemmer paa eet Legeme. Ligesom saaledes Troen paa Christus og den aandelige Forening med ham, maa befordre Foreningen og Slegtskabet mellem Menneskene indbyrdes, ja egentlig først frembringe det sande menneskelige Broderskab; saaledes maa ogsaa omvendt hiin Tro styrkes og næres ved Fælledsskabet, naar vi mere og mere føle og fornemme, at denne Tro, som den er guddommelig, ogsaa er isandhed menneskelig, at den netop fylder og optager det bedste Menneskelige i os, det, hvori egentlig alle Mennesker skulle mødes.
Se, Alt dette fører nu til, at Christendommen ikke alene maa være noget Indvortes, men ogsaa noget Udvortes, ikke alene noget Skjult og Usynligt, men ogsaa noget Aabenbart og Synligt, ikke alene Enkeltmands Tro, men ogsaa et Fælledsskab, et Foreningsbaand. Christendommen trives først ret i det christelige Samfund, hvor Troen annammes og meddeles, og hvor Medlemmerne ved at mødes i Enighed og vidne for hverandre ligesom aflægge hver sit smaalige snevre Væsen, sine særegne kjødelige Lyster og Tilbøieligheder, og netop komme til at føle sig som det, de i Sandhed skulle være, som Christne. Saaledes har jo ogsaa Christus selv sagt: „Hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg selv tilstede.“ (Matth. 18, 20).
Derfor har ogsaa Gud sørget for, at der skulde være et saadant christeligt Samfund, Kirken, (et Ord, som egentlig betyder Herrens Samfund, men siden ogsaa bruges til at betegne det Huus, hvor dette samles), hvilken allerede er grundlagt af Christus, der han bød sine Disciple at holde Nadver til hans Hukommelse, samt da han befalede dem at gaae ud i Verden, lære og døbe alle Folk i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Fra denne Begyndelse har da Christi Kirke efterhaanden udbredt og befæstet sig lige til den Dag idag, og vi haabe fremdeles, efter Stifterens Ord, at „Helvedes Porte ikke skulle faae nogen Magt imod den.“
Ogsaa om Kirken kan man sige, at den er en usynlig, forsaavidt som den egentlig er et aandeligt Samfund og i sin Sandhed grunder sig paa en levende Tro i Hjertet, som ingen uden Gud kan see; men den er alligevel ogsaa en synlig, blandt Menneskene bestaaende Indretning, som Verdenskrøniken veed at tale om, og som selv de Vantroende maae see og merke er til. Skjønt af guddommelig Oprindelse, er den dog ogsaa menneskelig og verdslig, fordi den, om end ikke af denne Verden, dog er i Verden, og saaledes ligesom sin guddommelige Stifter i mange Stykker underkastet denne Verdens Vilkaar, dens fremadskridende Udvikling, ja tildeels maaskee ogsaa dens Skrøbelighed og Forkrænkelighed, hvoraf den dog stedse skal hæve sig til den Uforkrænkelighed, der udgjør dens sande Væsen.
Da Christus havde forladt Jorden, sadde hans Disciple kurre og forsagte og skjulte sig af Frygt for Jøderne. Deres Tilstand viser os et Billed paa den Tro, der vel boer i Hjertet, men som ikke kan eller tør komme frem, stænger sig inde og ikke vover sig ud i Verden. Men da de paa den første Pintsedag vare forsamlede i Templet, da, fortælles der, kom der fra Himmelen Ildtunger, som satte sig over dem, og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og priste Gud med andre Tunger, eftersom Aanden gav dem at tale. Og Peder oplod Røsten og talte høit om Guds underlige Gjerninger, og med saadan Kraft, at henved tre Tusinde lode sig døbe. Hvorledes nu hiint Tegn, som paa første Pintsedag upaatvivlelig skede, nærmere er at forstaae og forklare, det ville vi her ikke forske efter; de Lærde kunne længe nok tviste derom; men Saameget er vist, at den christne Menighed først fra den Tid af fik Tunge at tale med, og at den aabne Bekjendelse løste Hjertets Tvivl og Frygt, saa at hiin lille Hob, der før sad taus og ængstlig bag de lukkede Døre, neppe var til at gjenkjende i disse Mænd, som nu baade levende følte og lydelig forkyndte, at det var dem givet at arve baade Jorden og Himmelen.
Da var der først et christent Samfund og en Christen Bekjendelse!
Der kunde nu vistnok være meget Mere at sige om hvad dette Samfund har at betyde, og hvad det allerede fra sin første Begyndelse ligesom pegte hen imod. Man kunde saaledes f. Ex. lægge Merke til, at Kirken allerede strax viser sig som almindelig, d. e. bestemt til at omfatte den hele Menneskeslegt, saa at det her ikke skulde gjøre nogen Forskjel, til hvilket Folkeslag Menneskene høre, i hvilken Stand og Stilling de ere o. s. v. Her gjælder det kun at være sandt Menneske og Christen. Allerede paa hiin Pintsedag hørte man Guds underlige Gjerninger at prises i de forskjellige Tungemaal, hvilket aabenbart tyder hen paa, at Evangelium skal forkyndes for alle Folk, og at der i Christendommen ikke skal være Forskjel paa Jøder og Grækere, men at der skal blive een Hjord og een Hyrde.
Men vi maae see til ikke at komme for langt ud i disse Betragtninger, saa vi glemme hvad vi her egentlig have foresat os at tænke over.
Det er da klart, at fra den Stund, det christne Samfund var aabenbart og haandgribeligt i Verden, maatte det ogsaa sørge for at indrette, ordne og befæste sig der. Det maatte have Lærere og en Styrelse. De af Herren selv indsatte Apostler vare nu naturligviis de første baade Lærere og Styrere, men de maatte, som Kirken udbredte sig, snart antage Medhjælpere, og saaledes blev det kirkelige Embede meer og mere mangfoldigt og i Tidens Løb adskilt i flere Trin eller Grader. Men især var det nødvendigt, at den christne Kirke kjendte sine Lemmer, at den klart skilte sig ud fra alle andre Samfund og i det Hele fra alle de Mennesker, der ikke hørte til Kirken. Den naturligste Maade, hvorpaa dette kunde skee, var vel ved den aabenbare Bekjendelse, derved, at Enhver udtrykkeligt vidnede om den Tro, han havde modtaget. Allerede ved Optagelsen i de Christnes Samfund maatte derfor vistnok en saadan Bekjendelse aflægges; hvilken ja paa en Maade allerede laa indsluttet deri, at man, efter Christi Ord, lod sig døbe i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn) fremdeles blev denne Bekjendelse vist ogsaa i de Christnes Forsamlinger paa mange Maader gjentagen.
Nu har den christelige Tro et Indhold, som er uendeligen rigt og mangfoldigt, thi Alt, hvad der er givet Menneskene at vide om Gud, hans Væsen og Egenskaber, om Menneskets Syndighed, om den hele Foranstaltning til dets Frelse, er indsluttet deri. Alt hvad de hellige Skrivter indeholde, er jo ikke Andet end en Forberedelse og Udvikling af den christelige Tro. Men der ere naturligviis visse Hovedstykker, visse Lærdomme, som det især kommer an paa at fatte, fordi det Øvrige paa en Maade hænger deraf og følger ligesom mere af sig selv, naar kun hine Hovedpunkter ret ere tilegnede. Til saadanne Hovedstykker, til en Sammenfatning eller et kort Begreb af Læren maatte stedse Bekjendelsen være indskrænket, da den jo ikke kunde være saa udførlig som Bibelen. (Denne var desuden i Christendommens første Tid endnu ikke samlet til et Heelt, hvad den vigtigste Deel, det nye Testamente angaaer).
En kortfattet Bekjendelse af den christne Tro, der dog maatte indeholde Saameget, at Enhver, der aflagde den, derved godtgjorde sig som Medlem af den christne Menighed, begyndte man allerede temmelig tidlig at kalde et Symbolum.
Oprindelig betyder dette Ord (eller efter den græske Form Symbolon) et Tegn eller Merke, hvoraf man slutter eller hvorpaa man kjender Noget, maaskee især forsaavidt som dette Tegn beroer paa en Overeenskomst. Fornemmelig er det et Tegn, som man kan vise for sig for at blive kjendt for den, man er, og faae Adgang til et eller andet Samfund, hvortil man hører, en eller anden Ret, som man kan gjøre Fordring paa. Saaledes vare f. Ex. i gamle Dage ofte Venner, der boede langt fra hinanden, komne overeens om et Tegn, hvorpaa de kunde kjende hverandres Udsendinger, en sønderbrudt Ring f. Ex., hvoraf hver havde sit Stykke, et Segl eller deslige. Det var da deres Symbolon, og Enhver, der kunde fremvise et saadant, var da vis paa at finde venlig Modtagelse hos den, der kjendtes derved. Soldaterne fik saadanne Tegn; ligeledes de, der vare Medlemmer af Folkeforsamlinger; endvidere Enhver, der tog Deel i et Sammenskudslag, fik ved at erlægge sit Bidrag, gjerne et Adgangstegn for at indlades, en „Billet,“ som det nu ofte kaldes, og dette hed da et Symbolon. Senere fandt man paa at give Soldaterne et Ord, saakaldet Feltraab eller Løsen, som de havde paa Opfordring at fremsige for at kjendes af rette Vedkommende; dette Ord, som altsaa gjorde samme Tjeneste som et haandgribeligt Merke, fik da ogsaa samme Navn.
Hvilken af disse Ordets Anvendelser man især har havt for Øie, da det førtes over til at betegne den christne Troes-Bekjendelse, ere de Lærde ikke ganske enige om; men det kan ogsaa være det Samme. I ethvert Fald er Bekjendelsen det Merke, hvorpaa de Christne kjende hverandre, hvorved Enhver altsaa godtgjør sin Adgang til det christne Samfund og de dermed forbundne Rettigheder. At man imidlertid ogsaa tidlig har tænkt paa Soldatens Felttegn eller Feltraab, er der Spor til i de gamle Skrivter; og det er ogsaa naturligt, da man ofte forestillede sig Christendommen, paa Grund af den Kamp den har at bestaae her paa Jorden, under Billedet af en Krigstjeneste og tænkte sig enhver Christen som en Christi Stridsmand.
Egentlig kunde nu allerede hine Ord, vi et Par Gange have nævnt, de med hvilke Daaben af Frelseren selv indsattes, gjælde som et Symbolum; thi den, der bekjendte Faderens, Sønnens og den Hellig Aands Navn, var allerede derved betegnet som Christen. Læren om den treenige Gud er nemlig egen for Christendommen, og udmerker denne baade fra Hedenskabet, der antager mange Guder, og fra Jødedommen, der ikke kjender Sønnen og Aanden, ialfald ikke paa den Maade. I ethvert Fald er det at bekjende den treenige Gud Grundlaget for enhver christelig Bekjendelse. Men da dog hine korte Ord, naar ingen Forklaring tilføies, ere temmelig dunkle og vel kunde forstaaes paa mange Maader, er det rimeligt, at man allerede temmelig tidligt bar føiet noget Mere til, og at den, der optoges i Menigheden, allerede ved Daaben maatte aflægge en noget udførligere Bekjendelse, for at det kunde komme for Dagen, at den treenige Gud blev opfattet paa den rette Maade.
Den første christelige Bekjendelse af denne Art, som under Navn af Symbolum er bleven almindelig erkjendt og optaget i Kirken, er det saakaldte apostoliske Symbolum, de tre Troens Artikler, som ogsaa staae i vor Katechisme og som endnu bruges ved Daab og Confirmation. Ligesom det er det ældste, saa er det ogsaa uden Sammenligning det vigtigste og ærværdigste. Det indeholder netop de allernødvendigste Hovedstykker den christelige Tro, saadan, som denne af enhver Christen til enhver Tid maa antages og bekjendes, og saadan som den uden al Tvivl har været forkyndt af Apostlerne selv. At dette Symbolum saaledes paa en eller anden Maade er udgaaet fra Apostlerne, er baade i sig selv rimeligt og har ogsaa fra gammel Tid af været en almindelig Tro i Kirken. Om disse Artikler imidlertid ogsaa netop saaledes ordret ere forfattede eller satte i Stiil af Apostlerne selv, derom ere de Lærde ikke ganske enige. Ogsaa dette, nemlig at Apostlerne selv ordret have forfattet Symbolet, er imidlertid en gammel Tro, og der er endog et Sagn, der vil vide, at alle Apostlerne have været sammen derom og hver givet sin Deel, saa at den Ene skulde have sagt „Jeg troer paa Gud,“ den Anden tilføiet almægtige,“ den Tredie „Himmelens, og Jordens Skaber“ o. s. o. Dette sidste Sagn har nu vel liden Troværdighed og er maaskee nærmest opkommen af en falsk Forklaring af Ordet Symbolon, hvilket ogsaa til Nød kan betyde Sammenskud, Bidrag, eller som vi ofte sige „Contingent“. Men at Symbolet i den Form, vi have det, skriver sig lige fra Apostlerne selv, det antages endnu af mange lærde og fromme Mænd. Andre derimod mene, at dette baade er ubeviisligt og i sig selv lidet sandsynligt. Rimeligere er det, siger man, at, ligesom Kirken i det Hele i Førstningen ikke havde nogen fuldkommen fast Ordning, men først efterhaanden fik en saadan, saaledes var der i Begyndelsen heller ikke nogen fast, overalt anordnet Bekjendelse, men den bestemtes og befæstedes først efterhaanden. Man kan da tænke sig, det er gaaet til paa den Maade, at saalænge Apostlerne og de Medhjælpere, de havde antaget – saalænge disse selv optoge Medlemmer og døbte, saa lode de sig nøie med at modtage Forsikring om, at den Døbte oprigtig bekjendte Christum og den treenige Gud, uden at de lagde saa stor Vegt paa, med hvilke Ord dette skede, naar kun Meningen var der. Men senere, da Menigheden blev større og Lærerne flere, og især da Apostlerne, der havde en høiere Myndighed, vare borte, fandt man det nødvendigt, for at forebygge Uorden, at binde Bekjendelsen til visse Ord og en bestemt Form, der netop paa den fuldkomneste Maade skulde udtrykke, hvad der allerede i Apostlernes Tid baade var sagt og meent, skjønt maaskee ikke altid i samme Orden og paa samme Maade.
Saaledes omtrent tænke nu Nogle. Vi ville derom Intet afgjøre, men blot holde fast, hvad allerede er sagt, at hvorledes nu end det apostoliske Symbolum har faaet sin Form, faa er det dog i Meningen ganske vist et gyldigt Udtryk af den egte, uforfalskede, apostoliske Lære, et Udtryk, der sikkert er blevet til under Ledelsen af den Helligaand, som efter Christi Løvte ikke skulde savnes i Kirken, hvilke Redskaber den nu end monne hade betjent sig af.
Som sagt, indeholde disse Troens Artikler Christendommens første og nødvendigste Grundlære, ligesom den christne Menigheds Børnelærdom. Endnu den Dag idag udgjøre de derfor ogsaa enhver Christens Børnelærdom. Men eftersom Menigheden og Kirken voxte til, saavel i Udstrækning som i Eftertanke og Erfaring, begyndte man at granske og spørge efter mange Ting, som man i hine korte Ord ikke fandt tilstrækkelig Forklaring om. Der opkom saaledes mangeslags Tvivlsmaal, om hvorledes den ene eller den anden Deel af Læren var at forstaae, hvorledes man nøiere skulde tænke eller forestille sig dette eller hiint. Deels i, deels udenfor Kirken opstode fremdeles mange falske Lærere, der forvirrede de Eenfoldige, saa de ofte ikke havde godt for at vide, hvad de skulde tænke, og undertiden endog stode Fare for at rokkes selv i de første Grunde. At der let kunde opkomme endogsaa temmelig grundforskjellige Meninger om Et og Andet, kunne vi iblandt Andet let indsee, naar vi tænke over den christne Menigheds Sammensætning. De, der vare omvendte til Christendommen, havde jo forhen deels været Jøder, deels Hedninger. Det kunde da saa let hænde, at der hang Noget ved af de Begreber, som de fra Barnsbeen vare opvante med. Jøden f. Ex. havde vanskeligt for at gjøre sig fri fra Lovtvangen og havde vel idethele Tilbøielighed til at blive altfor meget staaende ved det gamle Testamente; Hedningen havde ofte Lyst til at bringe den nye Lære altfor meget til at stemme med hedensk Verdsligviisdom o. s. v. – Allerede Apostlerne, især Paulus i sine Breve, kjæmpe ofte mod slige Vildfarelser.
Nu vare vel baade Apostlernes Breve og det nye Testamentes øvrige Skrivter efterhaanden blevne samlede til en Bog, der udbredtes og læstes i de christne Menigheder; og her var vistnok udførlig Veiledning at finde om den sande Lære for Enhver, der forstod at læse paa den rette Maade. Meen deels kunde nu ogsaa denne hellige Bog forklares paa flere Maader, idet En mere kunde holde sig til enkelte, en Anden til andre af de mangeslags Ord, som der i forskjellig Sammenhæng ere faldne; deels var den for vidtløftig til at kunne tilegnes af Alle ja, da den blot maatte afskrives, fordi man de Tider ikke forstod at trykke Bøger, kunde den endog kun læses af de Færreste; endelig gav den dog ikke ganske ligetil Svar paa alle de Spørgsmaal, som man først i en senere Tid faldt paa at opkaste. Da der nu heller ikke, efter Apostlernes Bortgang, fandtes Enkelte, der havde Myndighed til at afgjøre hvad der skulde gjælde som Kirkens Lære, kom man naturlig paa at foranstalte Møder af Kirkens Lærere, for at de isammen kunde overlægge og blive enige om det Rette. Ja allerede Apostlerne selv havde jo havt et saadant Møde i Jerusalem, (hvorom vi læse i Apostlernes Gjerninger det 15de Capitel), for at afgjøre, om Omskjærelsen skulde agtes nødvendig. Saaledes var et Exempel givet, som man i de følgende Tider efterlignede ved at sammenkalde de saakaldte Concilier eller Kirkeforsamlinger, ved hvilke da deels Kirkevæsenet idethele mere og mere blev ordnet og fastsat, deels ogsaa Læren efterhaanden blev bestemt og udviklet.
Især kunde Kirken tænke paa saaledes at ordne sine indre Sager, efterat den havde faaet etslags Overhaand i Verden og ikke længer havde Noget at frygte af udvortes Fiender. Saaledes var ogsaa Constantin, den første romerske Keiser der antog Christendommen, den, der sammenkaldte det første store, almindelige Kirkemøde (Aar 328) i Nicæa (i Lille-Asien). Det, som man da især havde begyndt at tænke over og tviste om, var Christi Guddom, hvorledes det havde sig dermed, og især hvorledes Christus forholdt sig til Faderen. I det apostoliske Symbolum stod blot, at Christus var Guds Søn, uden nøiere Bestemmelse. Der var da Mange, især Arius, en Prest i Ægypten, der havde begyndt at mene, at Christus var af en ringere Art, eller et ringere Væsen end Faderen og saaledes egentlig ikke var at agte for fuldkommen Gud. Denne Lære blev nu paa Kirkemødet aldeles forkastet, og de, der fremdeles hængte ved den, Arianerne, udstødtes af Kirkesamfundet. For at høre til dette, maatte man altsaa udtrykkelig lægge for Dagen en saadan Tro paa Christi Guddom, hvorved man klart adskiltes fra Arianerne. Derfor fastsattes paa Mødet en ny Bekjendelse, hvori vel den apostoliske gjentoges, men hvori tillige en nøiere Bestemmelse tilføiedes angaaende Christi Guddom, samt om et Par andre Stykker, som imidlertid vare blevne omhandlede. Denne Bekjendelse, der ogsaa paa et senere Kirkemøde i Constantinopel (Aar 381 efter Chr.) blev bekræftet og endda lidt nøiere bestemt, er den, vi have under Navn af det nicænske eller, som det ogsaa kaldes, det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Som sagt, søger det især skarpt at betegne Christi Guddom, hvorfor der siges om ham, at han er „fød af Faderen før alle Tider, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, avler, ikke skabt, af samme Væsen som Faderen o. s. v “. Desuden tilføies om Faderen, at han er „alt det Synliges og Usynliges Skaber,“ rimeligviis, fordi der havde været Nogle, der havde spurgt, om ogsaa det Usynlige var skabt af Gud. Ogsaa den Hellig-Aands Væsen er noget bestemtere udtrykt end i den apostoliske Bekjendelse, idet især den vigtige Bestemmelse er tilføiet, at Aanden udgaaer fra Faderen og Sønnen. Dette sidste „og Sønnen“ er imidlertid et endnu senere Tillæg, der først kom til paa et Møde i Spanien 389 og antoges af den vesterlandske Kirke; den græske Kirke vil endnu den Dag idag ikke kjendes derved, men siger at den Hellig-Aand blot udgaaer fra Faderen. Det kan synes, som en saadan Forskjel ikke kunde have saameget at betyde; men den stikker dybere, end man skulde troe; og en stor Deel af den mangelfulde Forfatning, ja man kan sige den Stivhed og Livløshed, hvori den østerlandske Kirke er hensunken, lader sig netop forklare heraf. Men for at forstaae dette, udfordres dybere og mere omfattende Kundskaber, end vi her kunne forudsætte.
Efterat Læren saaledes ved den nicænske Troesbekjendelse var bleven nøiere bestemt, stod der alligevel mange Ting tilbage, som endnu kunde spørges og tvistes om, og Stridigheder udebleve da heller ikke. Vel kan man sige, at de Lærestridigheder, som baade nu og siden førtes i Kirken, for en Deel kom af menneskelig Egensindighed eller andre Lidenskaber, eller af, at Mange havde større Lyst til at gruble over Læren, end til at give den Rum i Hjertet. Men det vilde være uretfærdigt at negte, at hine Tvistigheder dog som oftest angik Sager, som det maatte være isandhed magtpaaliggende for Kirken at bringe paa det Rene. Og skulde end En og Anden nu finde noget Spidsfindigt i visse Udtryk, som man dengang stredes om, eller idethele en for vidt dreven Iver for Læren og dens nøiagtige Udtryk, saa bør man betænke, at enhver Tidsalder tildeels har faaet sin særegne Gjerning at udføre, og at hiin Tid vel ganske hovedsagelig havde del Kald at bringe den christne Lære til en bestemt Form og udelukke alle væsentlige Vildfarelser i dette Stykke. Og det var isandhed et vigtigt Kald. Thi hvad et Menneske tænker om Gud og hans Væsen, udgjør ligesom Midtpunktet i hans hele Tænkemaade, hvoraf da ogsaa hans Handlemaade er afhængig. Vildfarelser heri, der i Begyndelsen synes smaae, kunne derfor føre til store og farlige Følger – hvilket vi ogsaa have peget paa i Anledning af Læren om den Hellig-Aands Udgang. Hvor det nu kun er et enkelt Menneske, der farer vild i et enkelt Punct, der skeer det let, at denne enkelte Vildfarelse ligesom holdes i Skranker og ikke udbreder sig i sin Følgerigtighed over hans hele Liv; derfor have vi ingenlunde Ret til at dømme strengt om vor Næste for hans Tro om dette eller hiint, ligesom man nu jo ikke heller brænder Kjettere, som i fordums Tid. Men hvor et heelt Kirkesamfund skeier ud fra det Rette, der ville Følgerne heller ikke blive borte, hvilket ogsaa alle Tiders Erfaring har viist. At Kirken altsaa som saadan fastholder den rette Lære og veed at udtrykke den nøiagtigt, saa at Vildfarelsen lades saa lidet Rum som muligt, maa da vistnok erkjendes som en overmaade vigtig Sag; og derfor havde da ogsaa hiin Tid, som vi nu nærmest handle om, en sterk Sands, ligesom et fiint Øre for den rette Samklang og alle Afvigelser derfra i Troens Indhold.
Havde den nicænske Troesbekjendelse sterkt holdt frem, at Christus var sand Gud og af samme Væsen som Faderen, saa laa der nu ikke mindre Magt paa at ihukomme, at han ogsaa var sandt Menneske og af samme Væsen, som vi. Thi deri bestaaer jo netop den vigtigste Trøst ved Christendommen, at vi have en Gud, der ikke blot er et fremmed Væsen høit oppe Himmelen, men som er stegen virkelig ned til os, er bleven Kjød og Blod, bleven os lig og forsøgt i alle Ting skjønt uden Synd. Uden sand Menneske-Natur, kunde det jo heller ikke være Alvor med hans Lidelse og Død, som er Hovedstykket i den Forsoning, Christendommen forkynder. Men paa den anden Side kunde det for Mange ikke være saa let at fatte den menneskelige Natur sammen med den guddommelige, hvilken i mange Henseender syntes at stride derimod, da jo Mennesket er endeligt, Gud uendelig. Tænkte man altformeget paa Christi Menneskelighed, kunde man let komme til at glemme eller ialfald ligesom gjøre Afdrag i hans Guddommelighed, og forfaldt da til det arianske Kjætteri; vilde man vogte sig derfor, kunde man komme til at lade den guddommelige Natur ligesom opsluge den menneskelige, hvorved Christi Lidelse og Død let opløste sig til et Skin og et Skuespil. Derfor maatte Kirken vistnok være paa Vagt til begge Sider og med Kraft forkynde begge Naturer i Christo, hvilke hverken maatte sammenblandes, eller saaledes udstykkes og rives fra hinanden, at vi tilsidst ikke fik een Christus, men to. Naar man nu fremdeles overskuede den hele Treenighed, da kunde man ligeledes fare vild til en af to Kanter: enten gjøre en saa sterk Skilsmisse mellem de tre Personer, at man fik tre Guder, paa hedensk Viis; eller sammenblande dem saaledes, at man egentlig kun fik en Gudfader paa samme Maade som Jøderne. Om disse og flere Puncter førtes da ivrige Forhandlinger i Kirken, og flere Kirkemøder holdtes, paa hvilke man efterhaanden søgte mere og mere bestemt at udtrykke den sande, Lære, der skulde ligge midt imellem alle Yderligheder. Som et Udslag (Resultat) af disse Forhandlinger kan man betragte det sidste af de tre Symboler fra den gamle Kirke, det saakaldte athanasianske. Det har faaet sit Navn efter Athanasius, en udmerket Kirkelærer, der levede allerede paa det nicænske Kirkemødes Tid og netop er bekjendt som en af Arianernes ivrigste og dygtigste Modstandere; dog er det neppe forfattet af ham, men meget senere; ialfald antager man ikke, at det har faaet kirkelig Gyldighed førend mindst 500 Aar efter Chr. Man kan ikke engang paavise nogen bestemt Kirkeforsamling, hvor dette Symbol er blevet udtrykkelig fastsat; saa det synes at høre til de Ting, om hvilke man siger, at „de gjøre sig selv,“ fordi de lidt efter lidt fremkomme og udbrede sig ved Sagens og Omstændighedernes egen Magt under Forsynets umerkelige Indflydelse. Dets Indhold gaaer, som man kunde vente sig, især ud paa i skarve Ordelag at betegne deels den virkelige Treenighed, deels Christi tvende Naturer, hvorhos ogsaa sterkt indskjærpes Nødvendigheden af, at Troen er almindelig, heel og uforfalsket.
Disse tre det apostoliske, det nicænske og det athanasianske, ere da de saakaldte almindelige Symboler, som allerede tilhøre den gamle Kirke, og som i vor Tid baade Katholiker og Protestanter ere enige i at erkjende. Som man let seer, stride de ikke mod hverandre, men danne ligesom Trin i en stigende Udvikling af den samme Lære, idet det andet er noget bestemtere og udførligere end det første, det tredie er det bestemteste og udførligste. Dog udtrykker heller ikke dette sidste Andet, end hvad der vistnok laa indsluttet i den christne Tro fra Begyndelsen, men som nu efterhaanden er kommet frem for Dagens Lys og bliver nu ikke længer blot indvortes følt og fornummet men tillige tydelig lært og bekjendt af Kirken.
Saa vidt var altsaa Kirken kommen i de første 500 Aar. Den egentlige Lære om Gud, hans Væsen og Gjerninger var saa bestemt udtrykt og ligesom omgjærdet fra alle Kanter, at det kunde synes umueligt, at nogen Vranglærdom mere kunde faae Indpas. Det kom kun an paa, at denne Lære nu ogsaa blev fuldkommen tilegnet af alle Kirkens Lemmer og havde den rette Virksomhed paa Sindelag og Handlinger. Dette glemte man maaskee undertiden, og under den store Iver for rene Begreber om Gud, forsømtes vel idethele mere at tænke paa Mennesket, hvorledes det er beskaffent, og hvad der fra dets Side fordres. Og dog kan man umuelig forstaae Forløsningen ved Christus, dersom man ikke tilgavns kjender Menneskets Syndighed og hvad deraf flyder. Vel var Tanken om Mennesket allerede paa hiin Tid vakt men idet Nogle kom ihu, at Mennesket ikke blindt og uvirksomt, som Steen eller Træ, kan drives til Saligheden, faldt man hen i den modsatte Vildfarelse, glemte den medfødte Skrøbelighed og meente, at hvert Menneske hovedsagelig maatte staae og falde for sig selv, og selv ved egen Kraft, ved egne gode Gjerninger maatte vinde sig op til Saligheden. Denne farlige Lære, (Pelagianisme, af Pelagius, en Munk, der levede omtrent 400 Aar efter Chr.) denne Lære, der tydelig vilde gjøre Christi Forsoning overflødig, og som var ligesaa meget imod Skrivten, som imod Enhvers egen dybere Samvittighed, blev rigtignok paa flere Kirkemøder forkastet; men Intet derom tom ind i nogen almindelig Troesbekjendelse. Idethele synes hiin Forkastelse neppe at have været grundig nok, især da den nævnte Lære altid har en mægtig Støtte i Menneskets hovmodige Indbildning og i den overfladiske, naturlige Forstand. Ogsaa havde Kirken nu faaet andre Ting at tænke paa, hvorved en videre Udvikling af den sande Tro for lange Tider standsedes og derimod mere og mere farlige Vildfarelser fik Raaderum.
Det er vistnok saa, som vi allerede have sagt, at Kirken maa være en synlig udvortes og verdslig Indretning. Kun af den Grund bliver ogsaa en udtrykkelig fastsat Troesbekjendelse nødvendig. Men idet Kirken nu stræber mere og mere at aabenbare og befæste sig i Verden, staaer den Fare for imidlertid at fortabe sig i det Verdslige. Dette see vi netop fra hiin Tid af. Det Usynlige, som skulde være Kirkens sande Væsen og Øiemed, tabtes mere og mere af Sigte; Alt skulde gjøres synligt og kjødeligt. Idet man havde for Øie, at Kirken skulde være et synligt Afbillede af Guds Rige, og nu sørgede for, at Billedet skulde blive saa fuldstændigt og haandgribeligt som mueligt, blev man efterhaanden hængende ved dette Billede og glemte det virkelige Gudsrige i Aand og Sandhed.
Ligesom Kirken havde sit usynlige Hoved, Christus, saaledes meente man nu ogsaa den maatte have et synligt Overhoved, der i denne Verden kunde staae fuldkommen i Christi Sted, være ligesom hans Statholder paa Jorden. Dette blev nu Paven i Rom, der efterhaanden udrustedes med næsten guddommelig Magt og Myndighed, og om hvem man indbildte sig, at han var ufeilbar. Han var jo Guds Fuldmægtig, og hvad han sagde, maatte gjælde som det var Guds eget Ord. Saaledes kom efterhaanden Kirkeforsamlinger af Brug, eller de holdtes kun for et Syns Skyld og vare egentlig blot Pavens Redskaber. Thi hvad skulde man vel spørge de Christnes Forsamling om? man havde jo i Pavens Ord en Afgjørelse, som Guds egen, og som var en Ende paa al Modsigelse.
Vi ville ikke negte, at den Bygning af Kirke-Regimente og Kirkeskikke, der nu efterhaanden opførtes, var baade sindrig og skjøn, og at den vistnok kunde indeholde meget Godt og Opbyggeligt. Men vi beklage kun, at denne Bygning, der ligesom paa en indvortes Maade skulde sammenholde Christenheden, drog al Tanke til sig, saa man, snart sagt glemte Gud i Himmelen over det Verk, man selv havde bragt istand. Den katholske Kirke blev saaledes ligesom til et nyt Babels Taarn, der med sin Top, Paven, skulde naae til Himmelen og være et SamlingsMerke for alle Mennesker, men som derfor ogsaa af Gud blev forstyrret og nu medrette betragtes som et Forvirringens Taarn.
Jo mere man ved udvortes og synlige Baand knyttedes til Kirken, jo mere denne udøvede et verdsligt Herredømme, des mindre Spørgsmaal blev der efter Hjertets Tro og frie Tilslutning til Evangelium. Selv Bekjendelsen træder mere i Baggrunden; det var ligesom denne forstodes af sig selv. Hvad Troen indeholdt, derom havde den simple Christen ei at bekymre sig; det kunde han overlade til Presten, og blot gjøre hvad denne sagde, forrette de Bønner o. s. v. som denne foreskrev. Tilsidst afgjorde dog Paven Alt.
Men jo mere eet Menneske tiltog sig guddommelig Myndighed, desto længer kom det, han bestemte, bort fra den guddommelige Sandhed og blev menneskelig Vildfarelse.
Selv Læren blev efterhaanden forvansket i Overeensstemmelse med den herskende Tænkemaade og Kirkeforfatningen. Dette viste sig f. Ex. angaaende Nadveren. Da en saa stor Vegt idethele laa paa det Synlige, det Sandselige, der allerede som saadant skulde indeholde Guddommens Fylde, saa kunde man heller ikke tænke sig Herrens Legeme og Blod tilstede i Brødet og Vinen, uden saaledes at disse udvortes Ting virkelig forvandledes ( transsubstantieredes, som man kaldte det,) dertil, saa at det, efter Indvielsen, var og blev Herrens Legeme og Blod, hvad enten det blev nydt eller ei. Denne Lære var en nødvendig Følge af den hele Maade, hvorpaa Kirkevæsenet toges. Hvad var Paven selv, efter den herskende Forestilling, Andet, end om man saa maatte sige, en Transsubstantiation, en Forvandling fra et almindeligt Menneske til en guddommelig Aabenbarelse, der var og blev guddommelig midt i al sin menneskelige Svaghed? Ja kan ikke noget Lignende siges om den hele Geistlighed, som man tænkte sig som en særegen hellig Stand, der midt i sine Skrøbeligheder dog skulde gjælde som uendelig hævet over Lægfolket og de almindelige jordiske Kaar? Den skarve Skilsmisse mellem Geistlige og Lægfolk viste sig nu ogsaa i Nadverens Forvaltning, idet kun den Geistlige nød Vinen – ligesom det finere, mere aandige Element – medens Lægfolket maatte nøies med Brødet alene, det grovere, tungere, mere legemlige.
En anden Lære, der ogsaa fandt Næring i den Hoved-Retning, Kirken havde taget mod det Jordiske og Haandgribelige, er den, vi allerede have paapeget, (den pelagianske), om gode Gjerningers Fortjenstlighed. Thi Gjerninger ere udvortes og synlige, medens Troen og Hjertets Grundstemning er usynlig. Og havde først den ydre Gjerning faaer en saadan selvstændig Betydning, kom man let videre til at finde det Fortjenstlige i saadanne Gjerninger, der egentlig blot bestode i et udvortes Skin, Iagttagelsen af udvortes Skikke, foreskrevne Bønner, vilkaarlige Bodsøvelser, Pilegrims-Reiser o. s. v. hvorved man ikke alene kunde erholde Syndernes Forladelse, men endog et Overskud af Fortjeneste, der kunde komme Andre tilgode. Tilsidst kom man saa vidt, at man endog for Penge kunde kjøbe Syndsforladelse og Salighed, hvormed da dreves en formelig Handel, den saakaldte Afladshandel.
Men dermed var ogsaa Maalet saa at sige fuldt. Det er bekjendt, at det var især den sidst nævnte forargelige Uskik, der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede vakte Tydskeren Morten Luther til kraftig Modstand, hvilken først efterhaanden kom til at gjælde alle den katholske Kirkes Vildfarelser. Istedetfor Paven og hans guddommelige Anseelse, vilde Luther blot holde sig til Guds eget i Skrivten aabenbarede Ord; istedetfor Gjernings-Hellighed forkyndte han Retfærdiggjørelse alene af Troen; istedetfor udvortes Iagttagelser, Faste og Sjælemesser, vilde han have Hjertets Ydmyghed og Samvittighedens indre Renselse; istedetfor en afsondret hellig Stand, der syntes at have etslags Fortrins-Ret til Guds Rige, forlangte han vel oplyste og grundige, men ydmyge Ordets Tjenere, der levede og giftede sig som andre Mennesker, og ikke vilde have noget Overordentligt noget Extra) at beraabe sig paa. I Nadveren fandt han vistnok Herrens sande Legeme og Blod, men dette var paa en aandelig Maade tilstede „i, med og under Brødet og Vinen“ i Nydelsen; forresten var Brød Brød og Viin Viin.
Vi have her ikke at fortælle, hvorledes den af Luther stiftede merkelige Kirkeforbedring (Reformation), videre kom i Stand; herom faaes meget god Underretning i Stenersens „Udsigt over den lutherske Reformation,“ foruden i andre Skrivter. Vi skulle blot lægge Merke til, at, skjønt Kirken nu mere end før henvistes til det Indvortes og Usynlige, saa blev dog snart ogsaa her en udtrykkelig Bekjendelse, et Symbol, nødvendigt, naar det gjaldt, at et virkeligt Kirkesamfund skulde danne sig. Under de Forfølgelser, der snart reiste sig mod den nye Lære, gjaldt det at gjøre nøie Regnskab for hvad den indeholdt. Da derfor Keiseren havde sammenkaldt en stor Rigsdag i Augsburg, paa hvilken denne Sag skulde overveies, maatte de Evangeliske eller Luthers Tilhængere indgive en nøiagtig Forklaring over den Tro, de bekjendte sig til. Denne Bekjendelse, der blev forfattet af Luthers Ven og Medarbeider, den lærde Philip Melanchthon men vedtaget af samtlige evangeliske Stænder, er den saakaldte augsburgske Confession, der altsaa medrette blev et Symbol eller Kjendetegn for det nye Kirkeparti. Denne Troes-Bekjendelse indeholder for det Første den samme Lære, som er udtrykt i de tre gamle Symboler, men søger dernæst, idet den forkaster alle de Tilsætninger og Forvanskninger, Læren havde modtaget under Pavens Herredømme, især indtrængende at hævde, hvad Luther efter Skrivten havde paastaaet om Retfærdiggjørelsen af Troen, om den christelige Frihed hvad de udvortes Skikke angaaer, om den rette Beskaffenhed af det kirkelige Embede o. s. v.
Ved denne høitideligt afgivne fælleds Bekjendelse havde da alle de, der efterhaanden havde sluttet sig til den lutherske Opvækkelse, (og som imidlertid paa Grund af den Protest eller Indsigelse, de havde fremført mod den katholske Kirke og dens Tvangsforsøg, havde faaet Navnet af Protestanter) ved den augsburgske Confession havde de nu faaet et fælleds udtalt Troes-Grundlag, der forbandt dem med hinanden, og klart adskilte dem fra Katholikerne eller Papisterne, som man nu begyndte at kalde Pavens Tilhængere. Paa dette fælleds Grundlag kunde ogsaa først et virkeligt Troes-Samfund, en ordentlig Kirke opbygges. Og da denne Kirke siden med Sverdet havde maattet tilkjæmpe sig Ret til at bestaae og anerkjendes i det borgerlige Samfund, var det fremdeles den augsburgske Confession, til hvilken man henholdt sig. De Rettigheder, som ved den sluttede Fred maatte tilstaaes de Evangeliske, skulde netop gjælde dem, der antoge denne Bekjendelse, og denne blev da ogsaa i politisk Henseende et Kjendetegn paa den evangelisk-lutherske Kirke-Afdeling.
Paa dette merkelige Symbol beroer altsaa fra først af denne Kirkes eller Kirke-Afdelings udvortes Bestaaen. Men deri er ogsaa dens indre væsentlige Beskaffenhed, dens Aand, udtrykt, og den Bane, hvorpaa den maa gaae frem, ligesom forud betegnet. Det nye Liv, som fra nu af begynder at spire i denne Kirke, ja i det borgerlige Samfund med, ligger, ligesom i et Frø, allerede indsluttet i hiin Maade at tage Christendommen paa. Vi kunne her ikke opholde os med en fuldstændig Redegjørelse heraf; men vi kunne ikke undlade at give et Par Fingerpeg. Naar det saaledes var blevet klart erkjendt, at „der er ingen Retfærdiggjørelse uden af Troen,“ at Alle ere Syndere for Gud og Ingen har nogen Fortjeneste at beraabe sig paa: saa bortfalder af sig selv Troen paa Helgener, der ved sin overvættes Hellighed endog skulde kunne frelse Andre. Gode Gjerninger flyde vel af Troen, ere ligesom dennes nødvendige Udtryk, men kunne for sig Intet hjælpe. Overhoved er det Udvortes og Sandselige vistnok ei at forkaste; det er netop deri, det Indvortes skal aabenbare sig; men i og for sig er det uden Værd. Saaledes er det ogsaa med den udvortes, synlige Kirke og dens Skikke; de have som blot udvortes ingen frelsende Kraft; derfor gjælder det her ikke heller den yderste Nøiagtighed eller en ængstlig Iagttagelse. En stor Deel Fester og Ceremonier blive mindre magtpaaliggende det gjælder især, at hvad der skeer, er gjennemtrængt af Sandhedens Aand, og tilegnes i Aand og Sandhed.
Medens altsaa Kirken fordrer mere Inderlighed, hvormed da ogsaa en større sædelig Dybde og Alvor er forbunden, idet der ikke gives ydre Afladsmidler: saaledes bliver det kirkelige Liv selv mindre haandgribeligt fremtrædende, mindre udvortes iøinefaldende. Prestestanden skiller sig mindre ved ydre Livsvilkaar fra andre Folk. Kirken selv kan i udvortes Henseende mere føie sig efter Staten, og gjør ikke Fordring paa, som udvortes Legeme i alle Dele at staae paa egne Been. (Dog ere netop herom Meningerne endnu maaskee deelte; men det er ialfald en Kjendsgjerning, at den lutherske Kirke virkelig har fundet sig i paa mange Maader at føie sig ind under Staten, uden at den dog derved er gaaen tilgrunde). Saameget er idetmindste vist, at der ikke længer gives nogen ydre, pavelig Myndighed i Troes-Sager, og at derfor er indtraadt en større Bevægelighed og Frihed, hvorfor ogsaa Videnskaben har kunnet opblomstre langt mere, end før, da Paven kunde undertrykke enhver Forskning, der forekom ham betænkelig. Menigheden har ogsaa faaet større Myndighed ligeoverfor Presterne, hvilke vistnok skulle agtes og æres som Ordets Tjenere, men som stedse skulle erindre, at de tale som til Forstandige, der selv skulle prøve (1 Cor. 10, 15). Den større Frihed, som i dette og andre Stykker er bleven indført, har nu vistnok ofte været misforstaaet og misbrugt, og saaledes voldet megen Skade og Ulempe; men det er dog kun ved den, at et fuldere og sandere Liv kan opkomme og trives.
Christendommen, som saaledes mindre er bleven til en Stadsdragt at prunke med paa Helligdagene, maa derimod mere og mere udbrede sig over hele det verdslige Hverdagsliv. Den skal være dettes sande, usynlige Aand. Saaledes faaer ogsaa det verdslige og borgerlige Liv en høiere Betydning, en høiere Salvelse. Ligesom Enhver er paa en Maade Prest i sin Kreds, saaledes er ogsaa enhver ærlig Syssel etslags Gudstjeneste. Alt hvad vi gjøre, Hverdag saavelsom Søndag, skal være til Guds Ære. Ogsaa Statens Øiemed bliver nu et andet, end blot at tjene til udvortes Sikkerhed, og Folkene merke, at de ogsaa som Folk have en guddommelig Sendelse, en af Gud bestemt Gjerning at gjøre i det store menneskelige Samfund.
Dette er nogle Grundtræk af den Christelige Aand, som gjennem Luthers Kirkeforbedring er bleven vakt i Kirken og derigjennem i Verden, en Aand, hvis Retning i den augsburgske Bekjendelse er angiven og som her – næstefter Skrivten selv – har ligesom et Fodfæste. Ogsaa her gjælder det, at denne Lære Intet indeholder, uden hvad der egentlig ligger i Christendommen fra Begyndelsen af; kun er her udtalt og ligefrem løsgjort Sandheder, der gjennem lange Tider have været tilbagetrængte og saa at sige have ligget i Dvale.
Da nu denne Lære, efter hvad vi allerede have peget paa, især sigtede til at gjøre Menigheden, Folket, myndigt i Troes-Sager, var det fornemmelig magtpaaliggende at sørge for Folkets Oplysning i Christentroens Indhold. Til den Ende skrev Luther sin liden Katechismus, der i sine fem Parter kort og eenfoldigt gjengiver Troens Hovedstykker. Denne Bog blev da almindelig antagen som Grundlag for Ungdommens Underviisning og gjælder endnu hos os som symbolsk Bog. Det er den samme, som vi alle have lært udenad i vor Barndom; der behøves da ikke her at sige mere derom.
Disse fem, de tre gamle Symboler, den augsburgske Confession og Luthers lille Katechismus, ere de symbolske Bøger, vor Kirke antager, og som ere indeholdte i den forhen omtalte norske Udgave.
Luther har ogsaa skrevet en større Katechismus, der indeholder en noget udførligere Underviisning om Troens Hovedlærdomme. Denne gjælder ogsaa i Tydskland som Symbol, men har hos os ikke faaet den Anseelse, uagtet vel Ingen tvivler paa, at den er særdeles gavnlig og opbyggelig at læse. Paa Norsk er den oversat af Wexels og faaes i vore Boglader. Der gives ogsaa et Par andre Skrivter deels af Luther, deels af Melanchthon, som i Tydskland, men ei hos os, ere antagne som symbolske Bøger. Det Samme gjælder om et udførligt Skrivt, der ved flere Lærdes forenede Bestræbelser kom istand i Tydskland omtrent 1580 under Navn af Concordie-Formelen. Den var fremkaldt ved Lærestridigheder, der allerede tidlig opstode i den lutherske Kirke og indeholder en heel Deel skarpere og strengere Bestemmelser af Læren, hvorved man vilde værge sig mod vildfarende Opfattelser. Hos os, hvor den lutherske Kirkeforbedring allerede tidligere var bleven indført og den augsburgske Bekjendelse antagen, vilde man ei gaae ind paa Concordie-Formelen, rimeligviis fordi man fandt, at hine skarpe Bestemmelser, hvor rigtige de end kunde være, mere hørte hjemme i den lærde Granskning end i Kirkens Bekjendelse, og at de, om de optoges her, snarere vilde give Anledning til Uenighed og Forvirring, end befordre sand christelig Tro og kirkelig Orden. Jeg, som skriver dette, er vistnok tilbøielig til at troe, at man heri handlede ret; men jeg tør ikke negte, at Alle ikke derom tænke paa samme Maade. Ligesom nu den lutherske Kirke har disse Symboler, der udtale hvad den er og hvad den vil, saaledes have ogsaa de andre christne Kirker sine, hvorved enhver adskiller sig fra de øvrige. Hine tre ældste Symboler have de dog alle tilfælleds, og de kaldes derfor ogsaa de almindelige. Men paa samme Tid, som Luther fremtraadte i Tydskland, opkom i Schweiz en Kirkeforbedring, der lededes af Zwingli og senere af Calvin. Disse vare vistnok enige med Luther i at frigjøre sig fra Pavemagten og i at holde sig til den hellige Skrivt, men afvege forresten i flere ikke uvæsentlige Stykker (især angaaende Nadveren). Denne Lære, som udbredte sig over Schweiz, en Deel af Tydskland, Frankrige og Skotland, fik da ogsaa, idet en Kirke paa den grundlagdes, sine særegne Bekjendelsesskrivter, hvilke vi her ikke ville befatte os videre med. I England tog ogsaa Reformationen en egen Vending og fremkaldte eiendommelige Troes-Artikler. Selv den katholske Kirke kom ved den almindelige Gjæring til at føle, at Noget maatte gjøres forat bringe en Forbedring, i Stand. Paven sammenkaldte da et Kirkemøde i Trient eller Trident i Øvre-Italien. Langt om længe kom man her overeens om endeel Troes Regler, som dog væsentlig gik ud paa at stadfæste det Gamle og at banlyse de Evangeliskes Læresætninger. Hine Regler kan man da betragte som etslags Symbol for den katholske Tro, endskjønt intet Symbol hist har den Betydning, som hos os, da Paven, som sagt, i ethvert Øieblik kan fastsætte Bekjendelsen. Saaledes har han jo i de sidste Dage fastsat en ny – forresten meget længe omtvistet – Lærdom om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse, en Lærdom, hvortil vi ikke finde nogensomhelst Grund hverken i Skrivten eller i de gamle Bekjendelser.
Vi kunne forresten ikke gaae videre ind paa de forskjellige Kirkers særegne Lærdomme og Forfatninger; maaskee kan det ved en anden Leilighed falde til at meddele Folkevennens Læsere Noget derom[1].
For at komme tilbage til vor Kirkes Bekjendelses-Skrivter, saa vil det af den foregaaende historiske Forklaring nogenlunde kunne forstaaes, hvad de egentlig ere, og hvortil de skulle tjene. De ere Kirkens Vidnesbyrd om sin Tro, hvorpaa den grunder sine Indretninger og sin Virksom hed, og hvorved den ligesom sammenholder sig selv og adskiller sig fra andre Samfund. Medens vi i den hellige Skrivt have den guddommelige Aabenbaring saadan som den i sig selv og til alle Tider uforandret er, see vi i Symbolerne Kirkens Tilegnelse deraf. Vi finde her den christelige Erkjendelse ligesom i sin Fremgang og Udvikling, idet den stedse bliver fyldigere og mere bestemt. I sin Rækkefølge give Symbolerne os altsaa Kjernen af Kirkens Historie, forsaavidt denne stedse har været ledet af Sandhedens Aand, som Frelseren selv havde lovet sine Disciple, naar han gik bort. De ere saaledes i ethvert Fald yderst vigtige og ærværdige; de ere ikke udgaaede af Enkeltmands Kløgt, eller støtte sig paa Enkeltmands Anseelse, men bære Kirkens hellige Stempel. De kunne derfor heller ikke af Enkeltmand rokkes eller forandres; og selv Kirken kan, naar den ikke vil sønderrive sin sammenhængende Udvikling, ikke afskaffe dette Grundlag, hvorpaa den hviler. Thi selv om Tiderne end engang skulde medføre, at man ligesom i det 16de Aarhundrede, blev enig om et nyt Troes-Udtryk, saa vilde dette udentvivl ligesaalidet ophæve de forrige, som disse ophæve hinanden, men blot være en nøiere Udvikling eller videre Følge deraf i et eller andet Stykke.
Da den synlige Kirke, efter hvad vi allerede have viist, sammenholdes ved den aabenbare, almeengyldige Bekjendelse, saa er det klart, at Symbolerne maae være en Rettesnor, for hvad der offentlig læres i Kirken, og som dens enkelte Lærere maae holde sig til. Vor Kirke kjender ingen Inqvisition, ingen Nyregranskning af Enkeltes Tro og ingen Kjætter-Fordømmelse; saalænge En blot ikke aabenbart forkaster Kirkens Bekjendelse, tillader den ham at blive staaende som den synlige Kirkes Medlem, idet det bliver ham selv overladt, hvorvidt han i Aand og Sandhed vil slutte sig dertil; men at der i Kirken selv som Kirke, i dens offentlige Forsamling og gjennem dens indsatte Lærere ikke føres nogen merkelig afvigende Lærdom, derover maa den vistnok til enhver Tid omhyggelig vaage, saalænge den ogsaa virkelig vil være sig selv.
Angaaende den Grad af Anseelse, i hvilken Symbolerne bør staae, især i Forhold til Bibelen, er der forresten forskjellige Meninger, fornemmelig hvad det apostoliske Symbolum angaaer. Thi Nogle af dem, der, som ovenfor sagt, ivre for dettes ordrette Affattelse af Apostlerne, lægge saamegen Vegt derpaa, at de gjøre det ligesom til den christne Læres faste Fund, saa at Skrivten kun faaer anden Rang og paa en vis Maade bliver afhængig af Symbolet. Andre derimod mene, at dette saavelsom de øvrige Symboler tilsidst maae grundes paa Skrivten. Men da man paa begge Sider er enig i, at Skrivten og Symbolet ingenlunde ere i Strid, men meget mere udtrykke samme guddommelige Sand- hed, er denne Menighedsforskjel ikke farlig, og vi ville her lade den fare. Naar man blot ikke gaaer saa vidt paa den ene Side, at man vil gjøre hiin bogstavelige apostoliske Affattelse af Troes-Artiklerne, selv til en Troes-Artikel og mene, at den hele Christendom staaer og falder med denne historiske Sætning, og paa den anden Side ikke ringeagter Symbolerne og mener, at enhver Kirkens Lærer uden at bryde sig om dem, kan gaae til Skrivten og forklare den efter eget Tykke: da forekommer det mig, at der forresten nok kan være Rum til forskjellige Opfattelser af den Sag, der kunne i Kjærlighed bekjæmpe hinanden med Grunde, uden at derved Kirke-Samfundet sønderrives. Lad de Lærde stride baade om denne og om mange andre Sager, og søge efter bedste Evne at bringe Sandheden for Lyset. Denne er vistnok aldrig ligegyldig men den christne Tro har dog et Grundlag, der ikke vil rokkes, hvilke Oplysninger der end maatte fremkomme angaaende Symbolernes Oprindelse, og hvilken Lære-Orden der i den Anledning skulde befindes meest hensigtsmæssig.
Om den nye Oversættelse af de symbolske Bøger, som paa Kirkestyrelsens Bud er udgiven, har jeg her kun Lidet at sige. Da det maa være enhver oplyst Christen om at gjøre at kjende sin Kirkes Bekjendelse, maa det betragtes som en god Gjerning af Styrelsen, at den har sørget for at gjøre disse Skrivter saa tilgjængelige som mueligt. Og da Symbolerne oprindeligt ere affattede i fremmede Sprog, der ei forstaaes af Menigmand, (nemlig de tre ældste paa Græsk og Latin, de to senere paa Latin og Tydsk), saa var det naturligviis først og fremst en Oversættelse, der maatte besørges udgiven. Forresten er ogsaa en Udgave af Grundtexterne til de Lærdes Brug omtrent paa samme Tid udkommen og koster 60 Skill. Nu vil man finde, at nærværende Oversættelse paa enkelte Steder afviger noget fra den, man hidtil har brugt, hvor man nemlig nu har troet nøiagtigere at træffe Grundtextens Mening. Meest merkelig er Afvigelsen i den apostoliske Bekjendelses tredie Artikel, hvor især et Par forklarende Tillæg, som i vort Kirke-Ritual ere tilkomne, ere faldne bort, fordi de ikke findes hverken i den latinske eller i den græske Text. Da imidlertid denne Afvigelse ikke angaaer nogen væsentlig Lære, men blot ligger i Udtrykket, saa bør den ikke vække nogen Uro der, hvor det gjælder mere den levende Tro og den levendegjørende Aand, end det døde og dødbringende Bogstav. Og da nu den nye Oversættelse upaatvivlelig er idethele[2] saavel rigtigere og nøiagtigere, som kortere, værdigere og skjønnere, saa var det vistnok at ønske, om den efterhaanden kunde blive almindelig brugt og tilsidst maaskee ogsaa komme ind i Ritualet. Imidlertid har den forrige mindre nøiagtige Oversættelse faaet etslags Hævd i Kirken, og Mange ville maaskee paa Grund af Vanens Magt hænge fast derved; hiin Forandring bør derfor vistnok ei forhastes eller fremtvinges. Det haster udentvivl saameget mindre dermed, som det netop er erkjendt, at den ikke har nogen væsentlig Betydning for Kirkens saliggjørende Tro.
Overhoved er kirkelig Orden og kirkelig Frihed tvende lige væsentlige Hoved-Stykker i vor Kirke – eller, som det omtrent heder i den augsburgske Bekjendelse, „det sømmer sig at bevare Kjærlighed og Fred for saa vidt at den Ene ikke skal forarge den Anden, for at Alt kan skee i Kirkerne med Orden og uden Forstyrrelse, dog saaledes at Samvittighederne ikke besnæres.“
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I de sidste Dage er her udkommet i norsk Oversættelse et Skrivt, der i Korthed afhandler disse Ting: „De forskjellige christelige Bekjendelsers indbyrdes afvigende Læresætninger“ af Graul. Pris 36 Skilling. Jeg har endnu ikke seet Bogen, men den roses af kyndige Mænd.
- ↑ Hvad jeg i det Enkelte kunde have at sige paa denne Oversættelse, kommer jeg maaskee til at fremsætte paa et andet Sted til de Lærdes videre Overveielse.