Om den sorte Død

Folkevennen, Femte Aargang, 1856 (s. 93-148).

journalFolkevennenOm den sorte DødOle VigP. T. Malling1856KristianiaFemte AargangOm den sorte Død93-148

Om den sorte Død.

Denne store Landeplage rammede Asien, Afrika og hele Europa (kanske ogsaa flere af Jordens Hoveddele) for omtrent 500 Aar siden. Den svækkede alle Folk og Riger ganske utrolig, og andet kunde man heller ikke vente, saa stor som Ødelæggelsen var; ti det er ikke urimeligt, at henimod Halvparten af Europas Folkemængde dengang døde bort. Vist er det ialfald, at ingen Natur-Omvæltning og ingen Krig eller Pest^[1] har siden Syndflodens Dage voldt saa mange Menneskers Død som hin fæle Farang (Epidemi) eller Landfarsot. Hertillands (saavelsom i andre Lande) findes endnu ret mærkelige Sagn om den Ødelæggelse og Folketomhed, som „Svartedauen“ voldte i By og Bygd; saa dybt Indtryk gjorde den paa de Gjenlevende, at de og deres Ætmænd bevarede Mindet derom ligetil den Dag idag. Men disse Sagn er (som alle andre) likevel ufuldstændige og upaalidelige, og de gamle skrevne Optegnelser om denne Pest her i Norge er vel heller ikke saa bekjendte blandt almindelig Mand, at det skulde være afvejen at samle dem her.

Det 14de Aarhundrede er vistnok i alle Maader det mindst glædelige siden Kristi Dage. Vankundigheden var stor; Usædeligheden gik over alle Grænser; Troløshed, Røveri, Overfald og Slagsmaal hørte til Dagens Orden. Kristendommens Lære var gjennem lange Tider bleven mer og mere forfalsket; men endnu udi det 12te og 13de Aarhundrede havde den dog i sin urene Skikkelse Livskraft nok til at opflamme halve Europa til storartede „Korstog.“ I det 14de var ogsaa dette forbi, og det Hele laa i en sørgelig Dødssøvn. Ikke engang i verdslig Strid viste noget europæisk Folk da nogen synderlig Kraft, undtagen Schwejtzerne, der tappert værgede sin Frihed, og tildels Englænderne, som rykkede ind i Frankrig og slog den franske Overmagt i flere Slag. I Norge, Danmark og Sverrig havde lange sørgelige Borgerkrige svækket Landets Styrke. Vistnok blev disse Kranglerier afbrudt af Valdemarstiden i Danmark, og afløst af Haakon den Gamles glimrende Regjering hos os; men den var alene det sidste Gjenskin af Norges gamle Herlighed, der nu forsvandt saa braat.

Endog den ydre Natur (Himmel og Jord og Luft og Vand) synes ligesom at have været i større Oprør end sædvanlig. Udbrud af ildsprudende Berg, Jordskjælv og Fjeldskred, et yderst uroligt Veirlag, strænge, ustadige Vintre, svære Storme og langvarig Regn og snart igjen en overvættes Tørke, styg, stinkende Skodde, Oversvømmelser af Have og Elve, Risstjerner (Kometer), Ildkugler og andre Luftsyn (Meteorer), Stenregn, Blodregn og rød Sne, Uaar, Rotter, Græshopper og andre Insekter, omframt alskens Sygdom baade blandt Folk og Fæ (ja vel endog blandt vilde Dyr): alt Sligt og Mere til synes i Tiden nys før den sorte Død at have indfundet sig i en overordentlig Mængde, og det baade i Europa og Asien.^[2] – Den finlandske Professor Ilmoni,^[3] som har skrevet om disse Ting, fremsætter den Gisning, at næsten alle hine Hændelser har haft en og samme naturlige Grund, og det især i Jordens Indre. Det er nemlig bekjendt nok, at de nyere Naturforskere tror at være kommen efter, at dens indvendige Dele er i hed, smeltet Tilstand, og at Bergmassen med Sten og Muld og Vand er intet andet end Jordens Skorpe eller Skal, som indeslutter de kogende Dele, og som har dannet sig lidt efter lidt, efterhaanden som den hele gloende Kugle blev afkjølet udenfra. At det endnu koger i Jordens Indvolde, derom synes især de mange ildsprudende Berg at give Vidnesbyrd. Disse Berg er da som store Skorstenspiber eller Damprør, hvorigjennem den indvendige Hede skaffer sig Luft; ellers vilde hele Kuglen springe istykker. Naar hin Varme af en eller anden Grund ikke faar tilstrækkelig Udvej, da rystes hele Jordskorpen, og saaledes fremkommer, tror man, det, som vi kalder Jordskjælv. – Ilmoni mener nu – og som det synes med megen Rimelighed, at Jordens Indre i det 14de Aarhundrede og deromkring har været i større Uro end sædvanlig; deraf kom da de mange fæle Jordskjælv og de store Udbrud gjennem de ildsprudende Berge; deraf blev ogsaa Vandet udskjæmt; deraf opstod ligeledes Skodden og det ustadige Vejr saavelsom den hele Sværm af alskens Smaadyr; ved alt dette blev igjen Luften fordærvet, og derved avledes da Pesten.

De vigtigste af hine Natur-Mærkværdigheder i den første Halvdel af „Svartedauens“ Aarhundrede (især de i Norden) maa nøjere omtales. Aar 1300 udspydde Hekla Ild og Røg i saadan Mængde, at en stor Del af Island i 2 Døgn var formørket; og Nordsjøen gik over Bredderne og gjorde megen Skade. Jordskjælv og vulkanske Udbrud rystede atter Island 1308, 1311, 1332 og 39; men især voldte Hekla gruvelige ødelæggelser i 1340–41, og Jordrystingen var i 1345 saa svær, at der endog opstod en ny Ø i Brejdafjorden. – 1301 saaes en stor Risstjerne, 1312 en endnu større, og 1302–5 samt 1314 viste sig mange smaa. Vinteren mellem 1306 og 7 var overordentlig stræng, men endnu strængere mellem 1322 og 23; en slemmere Vinter end denne ved nok ingen gamle Bogskrivere at melde om; baade Østersjøen og Nordsjøen skal dengang have været aldeles tilfrosset. Ogsaa Vinteren 1331 og 34 var meget harbar; og ligesaa Vinteren 1346, da Kulden i Januar skal have gjort Ende paa mange Menneskers Liv. 1320 rasede Stormene saaledes i Østersjøen, at dens Bølger gjorde svær Skade paa Nordtysklands Kyster, især ved Lybek. Overhændigt Regn havde man i Europa især i Aarene 1312, 1315 og 1319.

I Østasien (især i Kina), hvorfra man sædvanlig tror den sorte Død har sit Ophav, skal store Natur-Forstyrrelser først have begyndt at ytre sig i Aaret 1333 med svære Jordrystelser og et yderst uroligt Vejrlag. (Der fortælles ogsaa, at en stor Vejrkugle skal have sprunget istykker den Tid og udbredt svær Stank). Samme Aar plagedes Europa af stor Tørke, og det ildsprudende Berg Ætna i Italien brød ogsaa løs. I begge Verdensdele holdt de ovennævnte Hændelser ved at vise sig Aar efter Aar, dog med stor Ustadighed og Omskiftelse, saaledes at f. Ex. snart Tørken, snart igjen Væten var rent overhændig. Det syntes, som om der var vendt op og ned paa hele Naturen: Vinterluften tit ualmindelig lummer, fuld af Torden og Lyn, Sommerne stundom rige paa Sne og Frost. Tre Aar i Rad (1337–40) plagedes endog Mellem-Europa (Tyskland) af en umaadelig Mængde Græshopper.

Den mærkeligste Ulykke hertillands var i hin Tid den, at Gaulelven i Trondhjems Stift blev aldeles stoppet igjen ved et uhyre Berg-Ras (eller Jordskred) i September 1344; og da den nogle Dage senere brød sig Vej gjennem Dæmningen, opstod der en forfærdelig Ødelæggelse, især i Sognene Horrig og Flaa. Henimod 250 Mennesker tilsatte Livet tilligemed en stor Mængde Kreaturer; 48 Gaarde og nogle Kirker reves bort, og store dyrkede Vidder blev skjult af Sten og Aur.

Noget af det Mærkeligste var vistnok det, at Brøndvandet mangesteds i Europa skiftede Smag, blev modbydeligt og vondt; ja endog i store Elve som Donau og selv i Havet maa det have forandret sig noget paa en eller anden Vis; ti Fiskene gjorde nu tildels andre Rejser end de ellers nogensinde plejer.

Slemme Sygdomme havde i dette Aarhundrede raset i Aarene 1309, 1312–16, 1320, 38 og 44–1347. Disse Sotter og Alt, hvad vi ellers har omtalt fra det 14de Aarhundredes Begyndelse (især efter 1333), maa betragtes som Forbud for selve Storpesten. Dog tør det vel ogsaa være muligt, at det var denne selv, som viste sig i de sidste Aar (44–47). Imidlertid blir det dog vist, at det var Aarene 1348–53, som egentlig kan kaldes Digerdødens Aar i den største Part af vor Verdensdel. I disse Aar ledsagedes Sotten tildels af mærkelige Natur-Fremsyninger (Fænomener) næsten paa alle mulige Sæt og Vis. Alle de Forstyrrelser i Naturen, som før er nævnt, gjentog sig da med endnu større Magt end før. Den 25de Januar 1348 begyndte et gruveligt Jordskjælv, der ialt skal have varet i 40 Dage og rammede Cypern, Grækenland, Øvre-Italien, Schweitz, Østerrig og Ungarn. Den store Ø Cypern skal have mistet næsten hele sin Folkemængde og blev omskabt saagodtsom til en Vildmark. Landskabet Kärnthen blev meget haardt medtaget; Staden Villach ødelagdes, og i Nærheden opstod et nyt Berg, hvorved 18 Landsbyer gik aldeles under. I Grevskabet Gørz havde ikke mindre end 50 Landsbyer samme Skjæbne, hvorved flere tusinde Mennesker omkom; og kring Basel omstyrtedes 80 Borge og Herregaarde – Et fælt Jordskjælv rasede ogsaa det følgende Aar i Sydtyskland, og mindre Plager af samme Slag mærkedes i Polen, England o. fl. Steder. – I sidstnævnte Land havde man ustanseligt Regn i et helt Halvaar (fra Sankthans-Lejte til Jul 1348). Og i flere Lande var det noget Lignende. En slig Væte maatte naturligvis volde store Vasflomme og megen usund Damp.

Allerede i flere Aar, førend „Svartedauen“^[4] naadde Europa, havde den regjeret i Asien (og kanske i Nordafrika). Saavidt man ved, begyndte den i Kina, hvor den skal have gjort Ende paa 13 Millioner Mennesker. Derfra udbredde den sig vest og syd gjennem Asien, og dette gik saameget lettere for sig, fordi Mongolerne just paa den Tid havde begyndt sine umaadelige Krigstog. Højasien, Indien, Persien, Arabien og Vestasien blev efterhaanden hjemsøgt af denne Storsyge; og da Mongolerne 1343–44 belejrede Byen Kaffa eller Feodosia paa Krim, udbredde den fæle Pest sig over Sydrusland 1345 og 46 og videre til Konstantinopel, hvor den 1347 skal have raset ganske forfærdelig; ikke engang Kejserhuset sparedes. Dog plejer man ikke regne denne Ødelæggelse til selve Digerdøden, men alene blandt dens mangfoldige Forløbere; ti endnu i Aarene 1346 og 47 var det, at den rasede som værst i den asiatiske By Bagdad, hvorfra den saa kom til Middelhavets Kyster, Nordafrika og Italien. Imidlertid er der Intet ivejen for at tro, at det var selve Sortedøden, som kom til Europa paa to forskjellige Veje, først til Krim, Sydrusland og Konstantinopel og siden til Italien og Frankrig, hvorfra den vandrede rundt til Tyskland, Spanien, Portugal, Nederlandene, Danmark, Norge, Sverrig og Rusland. Isaafald maa vi sige, at den i det Hele har brugt en 9–10 Aar til at gjennemfare Europa.

Hvordan det nu var eller ikke med Pesten i det sydøstlige Europa, saa er det vist, at selve Svartedauen kom til de italienske Øer i Slutten af 1347 og rasede faa stærkt, at knapt en Trediedel af Folket paa Sardinien og Korsika blev ilive. Snart naadde den ogsaa Italiens Fastland og Sydfrankrig. – Hvorledes den nu var kommen fra Østerlandene til Italien, det er man ikke aldeles stø paa. Der fartælles rigtignok, at den kom drivende østenfra som en styg, fæl Skodde, der snart drog sig videre og udbredde Pesten fra Land til Land;^[5] men det siges igjen af Andre, at Sotten fulgte med østerlandske Skibe og Sjøfolk. Det sidste er vel rimeligst. Skodden kunde ligefuldt have skadelig Indflydelse (ligesaavel som de raadnende Græshopper) og gjøre, at Pesten blev værre under den store Fugtighed, end den allerede var.

I Italien var Farsotten overvættes stræng. I hele Toskana skal over Halvparten af Folket være uddød; alene i Hovedstaden Florenz, hvor Pesten rasede et halvt Aar (fra April til Septbr. 1348), var der mindst 60,000 Lig, kanske endog 100,000.^[6] Munkene døde næsten allesammen. I Siena omkom 70,000 og i Venedig 100,000 Mennesker. – At bruge Lægehjælp var aldeles faafængt; ja, det syntes endog som om Lægemidler kun gjorde Sygdommen værre. Paven fik da istand en stor Jubelfest i Rom, for at man der ved Bønner og Gaver kunde afvende Guds Vrede; men heller ikke dette Middel hjalp. Snarere tjente det til at forøge Ødelæggelsen; ti af alle de Pillegrime, som nu strømmede did fra hele Europa, døde de allerfleste, saa der knapt blev 1 igjen af 100. – Mærkelig nok var der nogle italienske Landskaber (saasom Modena og Piemont), der gik aldeles fri for den sorte Død i disse Aar, men som derimod hjemsøgtes paa lignende Vis i Aaret 1361.

Til den franske By Marsejlle var Pesten, som sagt, kommen omtrent paa samme Tid som til Italien, og Byen blev næsten aldeles øde. Udover Vaaren 1348 udbredde Sygdommen sig over hele Frankrig, hvor den kaldtes Blaadøden. Ikke mindre end 60,000 Mennesker omkom i Byen Avignon; og i Paris begroves i flere Maaneder 500 Mennesker daglig, saa alle Kirkegaarde tilsidst blev fulde. En haardnakket Krig, som Englænderne førte mod de Franske, stansede ogsaa paa Grund af Farsotten.

Samme Vaar havde Pesten ogsaa taget Overhaand i Spanien, og der holdt den sig længere end i de fleste europæiske Lande, nemlig samfulde 2 Aar eller kanske endog meget paa det tredie. Landskabet Andalusien blev næsten øde. Dronningen af Arragonien og Kong Alfons den Ellevte af Kastilien (hvilken sidste dengang belejrede Gibraltar), var begge blandt dem, som bortreves af den graadige Morderengel. – Rimeligvis har den hærjet omtrent paa samme Vis i Portugal.

I August Maaned kom den fra Frankrig over til England (altsaa under hin langvarige Regntid) og naadde London i November. I denne By skal af hele Folkemængden alene en Tiendedel (omtrent 14,000 Sjæle?) have beholdt Livet. Ogsaa der blev Kirkegaardene mer end fulde (alene paa en af dem begroves over 50,000 Mennesker), hvorfor en Herremand (Lord) Walter Manny kjøbte en særskilt stor Begravelsesplads, paa hvilken han ogsaa opførte en liden Kirke (et Kapel) og lønnede Præster, som daglig skulde læse Messer der. Endnu udpaa Vaarparten begroves i London daglig 200 Lig, og Sotten stansede ikke der før i August 1349. – I Skotland døde, saavidt man ved, to Trediedele af Indbyggerne; (en af de Bøger, jeg har for mig, siger dog bare en Trediedel).

Til Tyskland og Schweitz kom Sygdommen ligeledes 1348, dog først mod Slutten af Aaret. Man mener, at der døde omtrent en Fjerdedel af den hele tyske Folkemængde, (1,200,000 Mennesker?) og en Trediedel af den schweitzerske. Alene af tyske Barfodmunke regnede man 124,000 Døde.^[7] I Wien skal paa en eneste Dag ikke mindre end 960 Mennesker have opgivet Aanden; i Westfalen var der tilsidst ikke Folk ilive, som vilde paatage sig at jorde de Døde; i Erfurt blev Kirkegaardene fulde, saa man maatte grave 11 store Gravhuller, hvori lagdes over 12,000 Lig. I Strasburg døde 16,000 Mennesker, og i den schweitzerske By Basel 12–14,000. – I Nederlandene skal Halvparten af Folkemængden have mistet Livet. – Ogsaa i Polen rasede den i Aaret 1349, og det saa hardt, at ikke stort mere end en Fjerdedel af Indbyggerne beholdt Livet.

Endnu værre synes den tildels at have raset i Nordtyskland. Did kom den kanske fra Danmark; ialfald fik den ikke ret Magt der førend i Aaret 1350. I endel af Holsten (Ditmarsken) blev knapt mere end Femtedelen af Folket ilive. I Lybek gik de Dødes Tal et Døgn op til 2500. Pesten varede her fra Pinse til Mikkelsmesse, og i det Hele bortreves i denne By henimod 90,000 Sjæle. Huse og Gader laa tilsidst fulde af Lig. Munkene i Byen – fortælles der – blev saa umaadelig rige af alle de Sjælegaver, som sendtes dem for at holde Bønner og Messer, at de bygde sig et nyt Kloster, der havde en Værdi af flere Tønder Guld. – I Danzig døde 13,000, og i Kønigsberg 8000 Mennesker.

Til det egentlige Rusland kom Farsotten vestenfra, skjønt rimeligvis ad flere Veje, og varede der ualmindelig længe, nemlig fra 1350 til 53. Blandt den uhyre Mængde Døde nævnes selve Storfyrst Simeon Iwanowitsch den Stolte. Hele Byer blev saagodtsom folkeløse. Ogsaa Husdyr bortreves af Pesten.

De nordiske Lande, som vi nu har igjen, blev nok ikke smittet søndenfra men fra England. Hvad Aar dette skede, er ikke aldeles vist. Rimeligst synes det dog at være, at Pesten kom over Havet til Danmark nys før Jul 1348, og fra England til Norge ved Sommerens Begyndelse 1349. Fra Norge bragtes den atter til Sverrig om Høsten (i November Maaned?) samme Aar.

Ved Herregaarden Ulstrup i Vendsyssel i Jylland drev et (engelsk eller norsk?) Skib tillands; det kom fra England, og hele Mandskabet var paa Rejsen død af Pesten. Ved at gaa ombord paa dette blev Jyderne smittet, og nu udbredde Sotten sig over hele Danmark, kanske ogsaa til Holsten og Nordtyskland. Dersom de gamle Fortællinger er at stole paa, saa maa Sortedøden have raset værre i Jylland end nogen andensteds i Europa. Byerne, hvoriblandt Aalborg, Viborg og Aarhus, skal være bleven saagodtsom aldeles folketomme, og store Vidder af dyrket Land (f. Eks. en Strækning af hele 7 Mil mellem Skive og Kolding) bleven liggende øde gjennem de følgende Tider. Endog i Slesvig var det alene en Femtedel af Indbyggerne, som beholdt Livet. Og paa de danske Der skal det heller ikke have været stort bedre end i Jylland. – Endnu i 1351 vedblev Pesten at hærje dette Rige. Af Husdyr var det alene Hunde og Katte, som gik aldeles fri.

Vi staar nu ved Svartedauen i vort eget Land, hvorom vor norske Digter Professor Welhaven siger:

„Der kom en rædsom Folkenød
Til Norge med den sorte Død.
Til Slutnings var der kun igjen
En Tredjepart af Landets Mænd,
Og tomt blev mangt et Bygdelag,
Der ligger øde end idag.“

Bergen var det Sted, som først rammedes af „Store Manndauen.“ Her (ligesom i Jylland) kom nemlig et engelsk Skib med livløse (eller kanske syge og døende?) Folk drivende ind. Skibet var afsejlet fra London og skal have været laddet med Uldvarer; saasnart det var kommet, og adskillige af Bergens Borgere havde været ombord og noget af Varerne var bragt i Land, begyndte Sygdommen at ytre sig i Byen. For at afvende Nøden blev mangeslags Sælebods-Gjærninger dels befalet og dels frivillig gjort. Blandt andet forordnede Bisperne hver i sit Stift, at Folk 5 Dage i ad skulde holde Messe og gaa dertil i høitideligt Storfølge (Procession) barfodede og med brændende Lys samt ofre til de Fattige, efterat man 4 Dage i Forvejen havde fastet. Paa denne Maade gik man i Bergen Byen rundt, en Onsdag til Prædikebrødrenes (eller Dominikanernes) Kloster, Torsdag til Minoritternes (eller Franciskanernes), Fredag til Nonnesæter, Lørdag til Munkeliv og Søndag til Domkirken, hvor alle Deltagere da gik til Alters. Men Sygdommen tog ligefuldt til. Da den var som værst, skal ikke mindre end 90 Lig (hvoriblandt 14 Præster og 6 Degne) paa en Dag være bleven begravet bare ved en af Byens Kirker.

Fra Bergen for Pesten videre over næsten det hele Rige^[8] og ødelagde baade Folk og Fæ. De Optegnelser, vi har fra gammel Tid om Sortedøden hertillands, er baade magre og faa; men rimeligt er det, at den i det Hele rasede omtrent et Par Aars Tid, og voldte her som overalt et overmaade stort Mandefald. Somme har ment, at den ikke bortrev mere end en Trediedel af det norske Folk. Andre vil sige, at ikke stort mere end en Trediedel beholdt Livet^[9]). De sidste har vistnok snarest Ret, især dersom man tager Hensyn til den svære Dødelighed, som Storpestens mange Efterveer voldte i det 14de Aarhundredes sidste Halvdel (især i Aarene 1371, 73, 91 og 92). Vist er det ialfald, at adskillige Bygdelag hos os blev aldeles øde paa Grund af Sortedøden. Skulde vi tro vore mange Bygdesagn (hvoraf nogle siden skal omtales), maatte vel endog meget mere end 2 Trediedele af Folket have mistet Livet; for i mangfoldige (ja kanske i de fleste) Bygder ved man at fortælle, at der efter Pesten fandtes Menneskeliv bare i 1 Gaard, at der ikke røg af flere end 2, 3 eller 7 Mure (Skorstenspiber) i Bygden osv. Sligt kan vi naturligvis ikke ligefrem stole paa, men det stadfæster dog altid den Overbevisning, at Ødelæggelsen ogsaa hertillands har været fæl. En Vinter (rimeligvis den mellem 1349 og 50) skal især have faat Navnet „Manndaue-Vinteren.“

Paa Hamar skal Pesten have varet i 8 Uger (nemlig fra 8de September til Allehelgens Tid); og paa Toten i 6 Uger, regnet fra de sidste Dage af Septbr. 1350 (eller kanske 1349). Paa det sidste Sted skal man i al denne Tid have haft et ustanseligt Regn.^[10] – Af alle 5 norske Biskopper^[11] var det alene en, som under denne Stordød beholdt Livet, nemlig den gamle Biskop Salomon i Oslo. I Trondhjem uddøde endog hele Domkapitlet^[12] saa nær som en eneste Kannik. – De norske Klostre led utrolig meget ved denne Landeplage. Dette sees blandt andet deraf, at somme af dem paa lange Tider næsten slet ikke nævnes i de gamle Skrifter efter hine Dage, og at mange blev staaende saagodtsom tomme;^[13] baade Agtelsen for dem og Dannelsen saavelsom Sædeligheden i dem gik tilgrunde, skjønt de ved alle Sjælegaver i denne Nødens Tid blev utrolig vige. Der blev en slig Mangel paa Præster, at Ungdommer paa 18 Aar maatte beskikkes dertil.

En Del gamle Brevskaber (Diplomer) viser os endnu, hvorledes Folk i hine Nødens Dage bortgav Gaarde og Jordstykker eller anden Ejendom til Kirker og Klostre, til Præster, Munke og Fattige. Giverne kalder sig stundom „syge paa Legemet men friske paa Vittet“ (Forstanden). Ogsaa Ærkebispen, Arne Vade, har i sit Testament bortgivet store Summer. Deraf sees tillige, at han endnu den 23de Septbr. 1349 var „hejl (frisk) baade paa Vittet og Legemet.“

Til Island skal ingen fæl Sygdom være kommen i denne Tid, men derimod halvhundrede Aar senere (nemlig 1402–4). Om denne Sot var aldeles af samme Slag som selve „Svartedauen“ paa Fastlandet, eller om det bare var en af dens mange Efterløbere, er ikke ret bekjendt. – Sortedøden i Norge gjorde ellers, at alt Samkvem mellem dette Rige og Island blev afbrudt, saalænge den stod paa. Dette gik saa vidt, at i mange islandske Sogne kunde ingen Altergang forrettes 1350 af Mangel paa Vin. – Det endnu fjærnere norske Landskab Grønland blev saagodtsom glemt, efterat Stordøden havde begyndt her hjemme. Pesten kom kanske ikke did; men i Aaret 1379 skal Normændene deroppe være bleven overfaldt af de Bilde (Skrællingerne eller Eskimoerne), hvorved 48 Mand blev dræbt og 2 Gutter taget til Fange. Og i det følgende Aarhundrede blev de aldeles udryddet paa lignende Vis. – Paa Færøerne og de andre Øer nord for Skotland, som da hørte Norge til, rasede derimod Pesten.

Paa et norsk Skib kom den herfra til det sydvestlige Sverrig, i hvilket Land den da herskede især i 1350,^[14] og hvor man tror, at omtrent Tredieparten af Folket mistede Livet. Kong Magnus Smek (som tillige regjerede over Norge) gav – efter den hellige Fru Birgittas^[15] Raad – Befaling om, at hans svenske Undersaatter skulde ydmyge sig for Gud, afstaa fra al Synd, faste, bede, give Almisser, gjøre Processioner osv. Men Digerdøden vedblev at rase. Alene i Vestergøtland skal 466 Præster og Munke have mistet Livet. Mangesteds blev Folk liggende ubegravne; i Stockholm skal endog mange Gader have været bedækkede med Lig. Ogsaa Kongens 2 Halvbrødre bortrykkedes. Sommesteds blev hele Byer og Bygder øde, saa deres gamle Navne og Beliggenhed næsten glemtes og blev overgrod af Skog. Wærmeland blev saa folketomt, at der i lange Tider var 2, 3 og flere Mil mellem Grannerne. Bergværker, Agerbrug og anden Haandtering stansede; Husdyrene styrtede ogsaa. – Hvilke store Forandringer, og hvilket dybt Indtryk Pesten gjorde, viser sig ogsaa deraf, at man var paa Veje til at begynde en ny Tidsregning fra Sortedøden istedenfor som sædvanlig fra Kristi Fødsel. Endog somme af Kongens offentlige Brevskaber i de følgende Aar er underskrevne paa denne Maade.

Den Maade, hvorpaa Sygdommen ytrede sig, var ikke alle Steder eller hos alle Syge fuldkommen ens. I Østerlandene især begyndte den tildels med en forfærdelig Hede i Kroppen, svære Tryk for Brystet og Blodspytning eller anden styg Opkastelse. Tungen og Gomen (Ganen) var altid tør, og saa sort eller blodig ud. Aandedraget var meget vanskelig og lugtede ilde. Bylder eller sorte Flekker slog ud paa de bløde Dele af Legemet, især paa Kinderne, i Armhullerne og under Akslerne, og udbredde sig ofte over hele Kroppen. Nogle Syge døde i samme Øjeblif, og Mange inden det første Døgn var omme; Somme tabte straks baade Følelse, Maal og Mæle, faldt saa i enslags Dødssøvn og levede i 2 eller 3 Dage. Nogle Faa kom sig igjen, men kunde sjælden tale, da Tungen som tiest var bleven naamen (eller lam). Somme af dem angrebes paany og blev da tit bra; de fik nemlig atter store Bylder i Armhullerne og Laarkrikene; og af disse rendte en stinkende Materie, hvorved de gjerne følte sig meget lettet og kom sig. – En ubeskrivelig Angest var ellers ofte Sygdommens Følgesvend, og Mange døde ogsaa af bare Frygt og Fortvilelse. Undertiden blev Ligene haarde som Sten.

Flere eller færre af de her beskrevne Sygdoms-Ytringer ledsagede vistnok Sortedøden overalt. I Italien var Bylderne tildels saa store som et Æble eller Æg. Senere hen under Sotten viste sig ikke Bylder men sorte eller brune Flækker. – I Frankrig var der ogsaa to Slag af Pesten; først rasede den i 2 Maaneder med stærk Feber og Blodspytning, hvorved ingen Syg overlevede den tredie Dag; siden blev Feberen ledsaget af Bylder, og Døden kom da undertiden først i det 5te Døgn. Alene henimod Pestens Slutning blev nogle Syge helbredet, idet Bylderne gik i Værk. – I England var der dog enkelte Syge, som blev friske allerede efter 6 Timers Lidelser; og dersom man overlevede den 3die Dag uden derpaa at falde i en dyb Søvn, var der ogsaa godt Haab. Blærer eller Knuder var stedse Dødens visse Tegn, dersom de udbredde sig over hele Kroppen eller blev haarde og tørre uden at give nogen Materie fra sig. – I Tyskland varede Sygdommen ofte til den 6te Dag, stundom til den 8de. Men Mange døde dog ogsaa ganske braat, som de gik og stod i sit daglige Arbejde. – Her i Norden skal de Syge aldrig have ligget længere end et Par Dage, da de saa gjærne døde under stærk Blodstyrtning gjennem Mund og Næse. Den svenske Præst Sivers, som for over 100 Aar siden har skrevet om disse Ting, vil ogsaa vide, at Pesten sommesteds ledsagedes af en Rosen-Sygdom, „som i en Hast fortærede Levendes og Dødes Legemer lige til Benene.“ – I Danmark (kanske ogsaa flere Steder) var det ellers mærkeligt, at Pesten først og fremst angreb smaa Børn, derpaa Ungdommen og sidst de Gamle, hvoraf der stedse døde mindst.

Sotten holdtes for at være overmaade smitsom, hvilket den vel ogsaa var. Dette sees allerede deraf, at den ofte bragtes fra det ene Land til det andet ved folketomme Skibe. Mangesteds vilde næsten Ingen passe de Syge eller føre de Døde til Jorden; det traf sig ogsaa tit, at En blev aldeles forladt af Slægt og Venner, saasnart han bare fik en liden Blære paa Huden, om denne aldrig var pestagtig; Folk stængte sig inde af Rædsel eller rømte sin Vej; ja, det gik stundom saa vidt, at man trodde, at alene Synet af en Pestsyg kunde smitte, og derfor undgik ham. – Det er da klart, at denne overvættes Frygt gjorde Ulykken værre end den i sig selv var; ti ikke nok med, at Mange døde af bare Skrækken, saa døde naturligvis ogsaa nu Mange paa Grund af Vanrøgt; og den usunde Luft blev stedse værre ved alle de ubegravede Lig.

Hele Lægevæsenet var yderlig usselt; fordetmeste blev det drevet af uvidende Munke eller andre Fuskere.^[16] Hist og her i det vestlige Europa fandtes en og anden Dokter, der ligesom udmærkede sig fremfor hele Hoben; men ogsaa deres Maade at kurere Folk paa maa efter vor Tids Indsigter synes meget mangelfulde. Alt, hvad Araberne og deres Efterfølgere havde anset for gavnligt mod en eller anden Sygdom, blev prøvet, ligetil de mest modsatte Ting. En af de navnkundigste Læger i den Tid (i Sydfrankrig) brugte blandt andet Aareladning og Afførelsesmidler (især Aloe), Syrer og armenisk Bolus til at afværge Bylder og Raaddenhed, Theriak og Buxbomplanter til at styrke Hjertet, Latverge og Sirup samt udvortes Salver til at bringe Bylderne og Knuderne til at værke ud (suppurere), Igler og Kopsætning mod Bylderne selv m. M. Ellers var det almindeligt at røge med Laurbærblade og Ejne (Brisk eller Brakje), at blande dygtig Æddike i Maden, at bære Bævergjæld, Æbler og andre stærkt lugtende Sager.

Hvad der endvidere blev gjort for at afværge denne Sygdom, bestod især i højtidelige Omgange (Processioner) med det indviede Nadverbrød, Vievand osv., i at sætte Kors paa Klæder, Huse og Redskaber, at give rige Gaver til Præster, Kirker, Klostre og Fattige, at gjøre Pillegrimsrejser (Valfarter) til saakaldte hellige Steder og opsende Bønner ved Helgenernes Grave, eller ogsaa selv give sig i Kloster. Paven – som dengang bodde i Avignon G det sydlige Frankrig) – fik istand et Jubeltog til Rom (se Side 101), gjorde sig megen Umag for at forlige stridende Konger og uenige Munke, og forfattede selv en Messe, som 5 Gange hver Dag skulde synges knælende og med tændte Vokslys, saalænge Pesten stod paa – altsamment for derved at afvende Guds Vrede. I denne Tanke var der naturligvis noget Sandt og noget Falskt. Landeplage saavelsom enhver anden Ulykke paa Jorden er jo en Straf over Synden, en Følge af Syndefaldet; ti uden dette vilde Menneskeslægten været fri baade for ydre og indre Nød. Men paa den anden Side lærer Bibelen os tydelig (f. Eks. i Jobs Bog og i Joh. 9 Kapittel), at vi ingenlunde maa tro, at en vis Sygdom eller anden Ulykke skulde være en særegen Syndestraf over det Menneske (eller det Folk), som den rammer. Hvad den timelige Nød angaar, saa lider hele Menneskeslægten med og for hverandre; Fædrenes Syuder hjemsøges da ofte paa Børnene, Efterkommerne faar lide for Fædrenes Misgjærning, og „Slægterne sone maa, hvad Slægterne have forbrudt.“ (Saaledes tør vi vel sige, det f. Eks. var med den velmenende franske Konge Ludvig den 16de, der henrettedes i Revolusjonstiden). Imidlertid er det dog vist, at mange af de største Folke-Ulykker har rammet Verden netop i de Tidsrum, da Ugudeligheden havde taget Overhaand, ligesom blandt Israels Folk i gamle Dage, og at Sortedøden „rammede i det Hele (endog her i Norden) en dybt fordærvet Slægt,“^[17] som højlig trængte til Omvendelse. Men ogsaa da er Landeplagen vistnok mere en Advarselsrøst for de Gjenlevende end et Strafferis over de Døende. At varme, hjertelige Bønner kan udrette Meget, det er Bibelens egen Forsikring; og forsaavidt havde atter Folkene i hine Dage Ret, naar de trodde derpaa. Men for det første tænkte de mindre paa at nedbede sig Herrens uforskyldte Naade, end paa at fortjene den ved sine Bønner og sin Bod og ved andre udvortes Midler saasom Pillegrimsgang, Faste, Gavmildhed, Messer, Ofringer, Munkelidelser og pavelig Aflad. For det Andet hjælper det Lidet at „bede,“ dersom man ikke tillige vil „arbejde,“ eller med andre Ord bruge alle de Raad og Hjælpemidler, som staar i menneskelig Magt. For det Tredie er den Bøn, som Mennesket gjør, naar Nøden staar for Døren, ikke altid en Bøn af hjærtelig Kjærlighed. Og endelig har Herren tit sine gode Grunde, hvorfor han ikke hører vore Bønner – om de end er nok saa fromme og oprigtige – naar de angaar timelige Ting.

Det er allerede omtalt, at Sortedøden som tiest var ledsaget af en forfærdelig Dødsfrygt. Dette kom rimeligvis dels af Sygdommens Beskaffenhed og dels af den store Mangel paa kristelig Tro og Gudsfrygt, som dengang var saa almindelig i Verden. Derfor er det saa meget glædeligere at høre Tale om Folk, med hvem det Modsatte var Tilfældet. Saaledes fortæller Sivers (efter de tyske Skribenter L. Osiander, M. Saxe og den navnkundige Chr. Scriver), at især mange „unge Folk og smaa Børn“ med en besynderlig Frimodighed mødte Døden, og gav sin inderlige Forvisning om det evige Liv tilkjende ved Sang og Lov og høje Fryderaab. En Tolvaars-Pige f. Eks., som laa dødelig syg, begyndte ganske uventet og med et glad Opsyn at smile og klappe Hænderne sammen og raabe af Glæde. Da hun nu blev spurt, hvorover hun glædede sig saa meget, svarede hun: „O, ser I ikke Himmelen aaben, og hvorledes saa mange skinnende Lys stedse farer derop?“ Da man atter spurte hende, hvad dette var for Lys, gav hun til Svar: „Det er de Udvalgtes Sjæle, som af Englene bæres til Himmels. Men for at I skal vide, at det er sandt, hvad jeg siger, saa tag dette til et Tegn: I denne Nat skal jeg skilles herfra og du, min kjære Mor, om 3 Dage.“ Derpaa rakte hun Haanden ud, pegede paa 7 andre Mennesker og sagde Tiden, da enhver af dem skulde dø, hvilket ogsaa skedde.

Af en ganske anden Art var Flagellanternes (eller Piskebrødrenes) Fromhed, der blussede op paany i Sortedødens Tid. Hele Menneskeslægtens Historie viser os, at saasnart der sker et aandeligt Omslag blandt Folk, eller en aandelig Gjæring kommer igang, da er man stedse tilbøjelig til at gaa fra den ene Afvej til den modsatte; og Kirkehistorien viser næsten overalt, at des elendigere den religiøse Tilstand er, des værre og vildere ytrer ogsaa Livet sig, naar det engang begynder at vaagne, eller med andre Ord, des mere tar alle mulige Sværmerier Overhaand. I hine Dage, da Kirkelyset saa højlig var formørket eller endog halv udslukt af alskens Menneskepaafund og Paveløgne, var det derfor naturligt, at fæle Ting lod sig tilsyne indenfor Kirkens Landemærker. Allerede omtrent 90 Aar før Sortedøden havde store Skarer af Mænd og Kvinder, Voksne og Børn, Fornemme og Ringe (især i Italien) draget ud paa Bodsvandringer fra By til By. De gik aldeles nøgne ned til Bæltestedet, og det endog i den strængeste Vinter, sang rystende Bodssalmer og piskede sig selv (stundom ogsaa hverandre) tilblods, medens Taarerne randt i Strømme nedover deres Kinder, og holdt ved dermed baade Nat og Dag. Omtrent det samme Raseri gjentog sig i Italien i 1334 og 1340. Men endnu værre blev det om Vaaren 1349 (paa Grund af Sortedøden), da Flagellanternes Piskningstog udbredde sig ogsaa over Tyskland, Polen, England og flere Lande.^[18] Med Kors og Faner i Haanden og med Kors paa Klæderne gik de nu med store Svøber og Piske, hvori der var fæstet skarpe Tagger og Torne, og piskede sig paa det ynkeligste 33 Dage i Rad (fordi Kristus, som man tror, havde levet i 33, Aar). Paven saavelsom Kejseren og andre Fyrster og Lærde forbød dette Uvæsen, men uden synderlig Nytte; det hændte endog, at Flagellanterne, naar de kom til en By, blev højtidelig modtaget af hele Præsteskabet med tændte Voksfakler, ledsaget ind i Staden under Klokkeringning, og af Borgerskabet gjildt beværtet med god Mad og Drik. Hvis Intet andet Middel hjalp til at give dem Anseelse, oplæste de Himmelbreve, som skulde være fundne i Jerusalems Tempel, og i hvilke en Engel efter Kristi Befaling udlovede Syndsforladelse til alle dem, der saaledes piskede sig. Og den uvidende Mængde trodde da som altid enhver Fortælling om Aabenbarelser og andre underlige Ting. Mange fulgte visselig med paa disse Piskevandringer, fordi de var alvorlig bekymret over sine Synder og ikke vidste, hvorledes de skulde stille Samvittigheden tilfreds; men Mange tog vel da som ellers Del deri, alene fordi det var en Modesag; Somme gjorde ogsaa Følge bare for derved at faa Lejlighed til Uorden og Utugt. Hos dem Alle var rimeligvis enslags legemlig Sygdom eller Svækkelse med i Spillet.^[19] – Da nu Paven havde udtalt sig mod dem, blev de efterhaanden mere og mere afgjorte Modstandere mod selve Kirken og gik over omtrent til de samme Meninger, som Beghardernes i Mellem-Europa, f. Eks. at hele det udvortes Kirkevæsen ja endog Sakramenterne var unyttige Ting osv. – Omkring Aaret 1400 opflammedes Piskegalskaben paany, da Tyrkerne og Mongolerne stormede frem mod Europa, og det Rygte udbredde sig, at Verdens Ende var forhaanden. Og uagtet alle Forfølgelser fra de Mægtiges Side, vedblev Flagellanterne tildels at vise sig lige indtil Reformasjonen.

I ren Modsætning til Piske-Væsenet var der paa Sortedødens Tid en hel Mængde Spottere, der gjorde sig lystige baade over Flagellanterne og Herrens alvorlige Tugt, og satte sin Glæde alene i at æde og drikke, være i godt Lune og leve lystigt ja endog liderligt, f. Eks. Ungdommen i Bern og Folk i Florenz (Se længere ude). Rimeligvis fandtes dog Sligt næsten alene i de sydlige Lande.

Nu kommer vi til noget af det Værste, som Digerdøden gav Anledning til, nemlig Jødernes Forfølgelse. Det Rygte var kommet ud, at dette arme Folk var Skyld i Pestens Opkomst og Udbredelse; man paastod nemlig, at de havde forgiftet Brøndene for nu at ødelægge den hele kristne Verden, ligesom de i gamle Dage havde gjort med Frelseren selv. Især i Tyskland, Frankrig og tildels Italien fik denne løse Indbildning stor Magt. Alene Paven og den polske Konge tog dem kraftig i Forsvar, Kejseren ogsaa tildels, men det hjalp ikke; Mængden rasede ligefuldt med dem, og de stakkers uskyldige Jøder mistede Livet i Tusindtal. De lagdes paa Pinebænken (som Skik var i den Tid), indtil somme af dem (i Basel) for de fæle Pinslers Skyld løj paa sig selv, og tilstod alt hvad man paadigtede dem. Straks opførtes en stor Træbygning, som derpaa fyldtes med Jøder og sattes ibrand. Mangesteds blev de fortvæk dræbt uden ringeste Spor af Forhør eller Dom; man passede endog paa, naar Jøderne var samlet i sine Synagoger, og satte Ild paa dem. I Strasburg brændtes f. Eks. 1800, i Kyburg, Zürick, Bamberg, Augsburg og Ulm blev ligeledes Jøder dræbt i Hundrede- eller Tusindetal. Pøbelen truede ofte Øvrigheden til disse Voldsgjærninger. Endnu værre gik det til i Maintz, hvor 12,000 Jøder brændtes paa et og samme Baal, der var saa svært, at Domkirkens Blyvinduer smeltede ved Heden; ja somme vil endog sige, at et af Byens Kirketaarne ved samme Lejlighed kom ibrand. I Forvejen havde dog Jøderne sat sig til Modværge og dræbt omkring 200 af Byens saakaldte kristne Folk. Sommesteds blev Jøderne syd i Sække og kastet ud i Sjøer og Elve; paa andre Steder styrtedes de ud over bratte Berg eller kastedes ned fra høje Huse. Tilsidst blev de saa rædde og leje af Livet, at de ikke vidste sin arme Raad, men satte Ild paa sine egne Synagoger og brændte sig selv, f. Eks. i Eslingen, Kostnitz o. fl. Steder.

Følgerne af Sortedøden var ellers mange og fordetmeste sørgelige. Nogle af dem er allerede lejlighedsvis omtalt, men her faar vi samle de vigtigste i en kort Hovedsum. Bygder og Byer blev øde, og det tildels i lange Tider. Offentlige Forretninger stansede At Pesten afbrød den fransk-engelske Krig, er allerede nævnt. I England blev Stortinget (Parlamentet) paa Grund af Sotten ikke samlet i 4 Aar, og i Tyskland kunde den Rigsdag, der efter Skik og Brug skulde have ledsaget Kejserens Kroning, heller ikke komme istand. – Handel og Vandel og alskens Næringsveje ja selve Gudstjenesten gik i Staa; Grønlandsfarten f. Eks. stansede saagodtsom aldeles; og i Sverrig skal et Par Sølvgruver, som dreves før Sortedøden, være bleven rent glemt.^[20] Kirker og Klostre blev rige af alle Sjælegaver (især paa Jordegods), og endda var der vel Overflødighed af Gaarde paa Landet at faa til en Skampris. I Norge blev adskillige Gaarde ved den Lejlighed Kongens Ejendom. Ligesaa meget som Jordegodset, sank rimeligvis ogsaa Pengene i Værdi, hvorved Priserne næsten paa Alting storlig forandredes. Ved Arv og Røveri i de folketomme Huse blev nemlig de Gjenlevende rige paa Løsøre og Mynt, hvorved mangen En, som før havde levet af sine Hænders Gjærning, nu holdt sig for god til at arbejde med Kroppen, og isteden derfor henfaldt til Dovenskab, Overdaadighed og Vellyst. Tjenere og Arbejdsfolk maatte betales 4dobbelt imod før, og endda var de næsten ikke at faa.^[21] Det var derfor intet Under, at store dyrkede Jordstrækninger blev liggende øde og overgroddes af Skog eller brugtes idethøjeste til Sætergange, eftersom der manglede Mandemagt til at dyrke dem, især da ogsaa Mangelen paa Husdyr var meget almindelig. Disse var nemlig for en stor Del enten døde af selve Pesten eller af Vanrøgt, eller ogsaa rendte de tilskogs og levde paa vild Fod. At Hungersnød og Dyrtid maatte være Følgen af alt dette i mange Aar efter Sortedøden, det er klart nok, især da ogsaa Rotter og Mus og andet Utøj indfandt sig i Mængde for at ødelægge Folkets Levnetsmidler og Jordens Grøde. – Hvor stor Folkemangelen var, sees ogsaa deraf, at der i somme Lande Ingen var at faa til Lærere, hvorfor Børnene vokste op i den største Uvidenhed, og Raahed, Grovhed og alskens Laster tog sørgelig Overhaand. Ligesom Præsteskabet, saaleledes døde ogsaa for en stor Del Øvrighedspersonerne, hvorved Tilstanden blev endmere lovløs end den i hine Tider allerede var. Man har derfor ogsaa sagt, at Verden paa Grund af Sortedøden blev „tom paa Folk men fuld af Forbrydelser;“ for i det Hele synes det slet ikke, som om de Gjenlevende i mindste Maade skikkede sig bedre end før, men snarere værre. Og dog kan det alligevel næppe nægtes, at denne Landeplage i visse Maader tjente til Nytte, ligesom Alt, hvad Vorherre gjør. Sortedøden var vistnok enslags nødvendig og nyttig Renselses-Kur. Idetmindste somme Steder skal ligesom en ny Kraft og Kvikhed have ytret sig blandt Folkene. Der tales f. Eks. om, at Kvinderne i de følgende Aar var langt frugtbarere end sædvanlig; Tvilling- og Trilling-Fødsler skal saaledes have været meget almindelige straks efter Sortedødens Tid. Om dette viste sig her i Norge ogsaa, er ubekjendt, idetmindste for mig da. Dog synes det ikke rimeligt, at Folkemængden hertillands vokste med nogen synderlig Raskhed; og vist er det ialfald, at Norge i de følgende 400 Aar ikke paa langt nær opnaadde den Magt og Velstand, som det havde haft før Store Manndauen. Foruden Pesten, som var Hovedaarsagen, bidrog ogsaa flere Ting dertil, saasom daarlig Regjering, Uaar, Hungersnød og de mange ulyksalige Krige med Sverrig, hvortil ogsaa kom den graadige Udsugelse og al anden Overlast, som Folket maatte lide af de tyske Kjøbmænd (Hanseaterne), og som de usle Konger i lang Tid ikke var istand til at afværge.^[22] – Har der altsaa end været Riger, der ligesom modtog nyt Liv og ny Kraft ovenpaa Sortedøden, saa gjælder dette dog ingenlunde om Norge; derfor kunde man vel ogsaa sige, at næppe noget europæisk Land igrunden fik et saa voldsomt Stød af Pesten som vort.

Den italienske Digter Boccaccio, der levede fra 1313–1375 og selv var Øjevidne til Pesten i Florenz, har beskrevet, hvad han i den Tid saa og hørte. Disse hans Skildringer fra Pestens Dage er saa livlige og mærkelige (interessante), at nogle Uddrag af dem vel fortjener at gjengives her.

„Denne Sygdom – siger han – gik ved Berørelse over til de Sunde, ligesom naar Ilden antænder de tørre og letfængende Sager, der kommer den nær. Ja, det gik saa vidt, at man endog syntes at blive angrebet, bare man rørte ved Klæder eller andre Ting, som en Syg havde brugt eller berørt. – Jeg skal ved denne Lejlighed fortælle Noget, som vilde synes utroligt, dersom jeg ikke selv og mange Andre havde set det. – – – To Svin fandt nogle Filler, som havde tilhørt en død Fattigmand, men som nu var slængt ud paa Gaden; de begyndte at rode og slide i dem med Tænderne og ryste dem hid og did, men om en liden Stund faldt de, efter nogle Trækninger, døde til Jorden, som om de havde faat Gift.

Nogle – siger han videre – var af den Mening, at man bedst kunde undgaa Plagen ved maadeholdent Liv og Levemaade. Disse stiftede særegne Lag, og levde adskilte fra Andre, indesluttede i Huse, hvor ingen Syge var. Her nød de de fineste Retter og den kosteligste Vin men med stort Maadehold, skyede enhver Udsvævelse og opmuntrede sig med Musik og andre uskyldige Fornøjelfer, uden at bry sig om Nøden og Døden udenfor. Men Somme var af den modsatte Mening, og forsikrede, at det bedste Raad mod Sotten var at drikke dygtig, leve lystig, fordrive Tiden med Sang og Skjæmt, og i Alt, saavidt det lod sig gjøre, tilfredsstille sin Lyst og le og more sig over enhver Tildragelse. Disse fulgte da ogsaa sine Grundsætninger; de gik Nat saavel som Dag snart til den ene Vinkjælder, snart til den anden, drak umaadeligt og opførte sig ilde i Andres Huse. – – – Dog, hvormeget de end fulgte sit dyriske Forsæt, skyede de dog af alle Kræfter Omgang med de Syge.

Under denne Stadens Elendighed og Sorg havde ogsaa de menneskelige og guddommelige Love næsten mistet sin Anseelse; ti de, der skulde vaage over Lov og Ret, var enten syge eller døde ligesom de andre Byfolk, eller havde ialfald saa faa Haandlangere, at de ikke længer kunde udføre nogen af sine Embedsgjærninger. Derfor kunde da Enhver tillade sig Alt, hvad han vilde. – Mange slog imidlertid ind paa en Middelvej mellem begge de ovennævnte; de indskrænkede sig ikke saa meget som de Første, men var heller ikke saa umaadeholdne og udsvævende som de Sidste. Nej, de nød fuldtop af Mad og Drik, indesluttede sig heller ikke, men gik omkring med Blomster og vellugtende Urter i Haand, hvis Duft de flittig indaandede, i den Tro, at det især var gavnligt at opfriske Hjærnen dermed; ti den hele Luft var som befængt og stinkende af de døde Legemers Uddunstninger, af Sygdom og Medicin. Men Nogle var værre tilsinds og sagde, at det bedste og sikreste Middel mod Smitten var det at tage Flugten. I denne Overbevisning var der Mange, Mænd saavelsom Kvinder, der ikke tænkte paa andet end sin egen Redning, og nu rømte bort fra sin Fædrenestad, sine Boliger, sine Slægtninger og Venner saavelsom sin Formue, og drog ud paa egne eller fremmede Landgodser, som om Guds Vrede, der ved denne Sygdom vilde straffe Menneskenes Ryggesløshed, ikke kunde naa overalt men alene vilde ødelægge dem, der fandtes indenfor Byens Mure, eller som om Ingen mere skulde blive tilbage i Staden, og som om dens sidste Stund var kommen.

Men skjønt nu ikke alle disse forskjelligsindede Mennesker døde, saa slap de dog heller ikke alle. Tilhængere af enhver af de nævnte Meninger blev syge, hvorsomhelst de end opholdt sig, og maatte nu vansmægte næsten uden al Pleje og Hjælp paa samme Vis, som de selv, medens de var friske, havde forladt Andre, af hvilke Somme nu igjen var helbredet. Jeg vil ikke tale om, at den ene Medborger skyede den anden, at Granne ikke vilde pleje sin Granne, og at Slægtninger sjælden eller aldrig besøgte hverandre. Denne Elendighed havde opfyldt baade Mænd og Kvinder med saadan Rædsel, at en Bror lod den anden ligge hjælpeløs, ligesom ogsaa Farbroderen sin Brorsøn, Søsteren sin Bror, og Konen ogsaa ofte sin Mand; ja – Hvad der er det skrækkeligste og utroligste – Fædre og Mødre vægrede sig endog ved at besøge og opvarte sine Børn, som om disse ikke var deres. I denne almindelige Folketomhed var der ingen anden Hjælp for de syge Mænd og Kvinder end de faa medlidende Venner, som ikke forlod dem, eller de gjerrige Tjenere, som for overvættes Løn lod sig lokke til at give dem Pleje.^[23] Men selv af de sidste var der ikke mange, og disse Faa var Mennesker med liden Indsigt, der fordetmeste ike engang duede til slige Opvartninger og knapt nok kunde gjøre Andet end at række de Syge en og anden Ting, som de forlangte, samt se paa deres Død. Dog blev ofte de Penge, som de derved fortjente, dem selv til Fordærvelse. – I denne Tid opstod den endnu uhørte Skik, at Kvinder, hvor fornemme, sædelige og smukke de end var, aldeles ikke undsaa sig for, naar de blev syge, at lade sig opvarte af Mænd, hvad enten disse var unge eller gamle, og at de uden Undseelse viste sig for dem, som om det var Kvindfolk. Kanhænde denne Uskik ogsaa var Aarsag til, at mange Helbredede siden viste saa liden Kyskhed.

Tallet paa dem, der døde i Byen Nat og Dag, var faa stort, at man forfærdedes, naar man hørte det, endsige naar man selv saa Elendigheden. Men derfor kunde det næsten ikke andet være, end at der blandt de Gjenlevende viste sig Mangt og Meget, som ikke svarede til Borgernes tidligere Sædvaner. Saaledes var det Skik, at Granne-Kvinderne og Andre efter Ens Død kom sammen i hans Hus tilligemed hans nærmeste Skyldfolk for at udtrykke sin Sorg i Klage, og at Mandspersonerne af hans Slægt saavelsom Naboer og Venner samlede sig i Mængde ved hans Dør; hertil kom, efter Omstændighederne, ogsaa Præsteskabet. Den Dødes Ligemænd bar ham da paa Akslerne hen til den Kirke, som han før sin Død havde udvalgt sig, altsamment ledsaget af tændte Voks-Kjærter, Sang og andre Begravelses-Ceremonier. Men disse Skikke blev ikke synderlig agtet, da Pesten tog Overhaand. Ti ikke nok med, at de Fleste døde uden at nogen Mængde af Klage-Kvinder kom sammen, men Mange gik endog ud af Verden, uden at et eneste Vidne var tilstede, og det var yderst Faa, over hvem der fældtes bitre Taarer eller medlidende Klager fød. Istedenfor kvindelig Medlidenhed hørtes fordetmeste selskabelig Latter, Skjæmt og Spot – Noget, som endog Konerne havde lært sig til. Det var sjældent, at noget Lig ledsagedes til Kirken af mere end en 10–12 Naboer. Den Døde blev heller ikke baaret af sine Venner og agtværdige Medborgere men af et Slags Gravere, som bestod af simple Folk og kaldtes Pesttjenere; disse rendte da afsted med Kisten, idethøjeste ledsaget af 4 til 6 Gejstlige, hen til den første den bedste Kirke (uden at bry sig om, hvor den Afdøde havde ønsket at hvile), mangengang med et Lys, mangengang ogsaa uden det. Der satte man da den Døde i den første aabne Grav, som fandtes, uden at give sig Tid til lange Ceremonier.

Med den simple Mand saavelsom de Fleste af Middelstanden var det endnu værre; i Tusindvis faldt de daglig i Sygdom og døde af den fuldkomne Mangel paa Pleje og Hjælp. Der var Mange, som om Dagen eller Natten ud- aandede Livet midt paa Gaden, Mange igjen, som døde i Husene, uden at Naboerne fik det at vide, førend de mærkede Lugten af de raadnende Lig. Mere af Frygt for Stankens Skade end af Medlidenhed med de Døde, slæbte da Naboerne dem ud af deres Boliger og lagde dem udenfor Dørene. Her kunde Enhver, som gik igjennem Staden, især om Morgenen, se utallige Lig ligge. Naar de nu skulde bæres bort, var der Mange, som ikke engang havde en Baare men kun et Bræt at lægge de Døde paa. Det hændte tit, at 2 eller 3 blev lagt paa samme Baare, og det var ikke en men mange Gange, at Mandens og Konens eller 2–3 Søskendes eller Faders og Børns Lig paa denne Maade fulgtes ad. Ofte hændte det ogsaa, naar et Par Præstemænd gik foran En med Korset, at en 3–4 Baarer undervejs sluttede sig til Følget, og at Præsterne, som ikke vidste andet, end at de havde 4 Død at begrave, isteden derfor havde 6, 8 eller flere. Omsider hædredes de Døde slet ikke med Taarer, Følge og Lys; man brød sig ikke mere om, naar et Menneske opgav Aanden, end naar en Gjed kreperer nu. – – – Da den indviede Jord ikke strakte til, saa grov man dybe Grøfter, hvori man kastede de Døde i Hundredevis. Her ophobedes Ligene som Varer i et Skib, Flo paa Flo, indtil Grøften blev fuld op til Randen, og imellem hver Flo kastedes der lidt Jord.

Heller ikke det omliggende Landskab blev skaanet for Pesten. Paa de adspredte Landgodser og Bondegaarde (hjemme saa vel som paa Gader og Veje) døde de stakkers Folk uden nogensomhelst Lægehjælp og Pleje. Derfor blev ogsaa deres Sæder udskjæmt ligesom Kjøbstadfolkenes; de brydde sig ikke noget om sine sædvanlige Sager, men lod dem skjøtte sig selv; de tænkte ikke paa at bevare og forøge Frugten af sit tidligere Stræv, men gav sig bare til at gjøre Ende paa, hvad de havde, som om Døden skulde ramme dem alle samme Dag. Derfor rendte ogsaa Okser, Æsler, Sauer, Gjeder, Svin og Høns ja endog Hunde, som dog er Mennesket troest, omkring paa Markerne, hvor Kornet stod forladt og hverken blev skaaret eller indhøstet.

Hvad Mere kan jeg sige, naar jeg vender mig fra Landet til Byen igjen, end at Himlens, kanske ogsaa Menneskenes, Haardhed var saa stor, at man med Vished tror, at der indenfor Florenz’s Mure fra Marts til Juli blev bortrevet over 100 Tusinde Mennesker, dels af den ondartede Sygdom og dels af Mangel paa Pleje. Ak, hvor mange store Palladser, hvor mange herlige Huse og fornemme Boliger, som engang havde været fulde af glimrende Tjenerskab, af ædle Herrer og Damer, stod ikke nu tomme lige til den ringeste Stalddreng! Hvor mange navnkundige Slægter uddøde ikke, og hvor mange rige Efterladenskaber var ikke nu uden Arvinger! Hvor mange raske Mænd og vene Kvinder og blomstrende Ungersvende, som endog Galen, Hippokrates og Æskulap selv^[24] vilde have holdt for sunde, sad ikke om Morgenen tilbords med sine Slægtninger, Kammerater og Venner, og var dog allerede inden Kvælden samlet med sine Forfædre i den anden Verden!“

Den før omtalte Professor Ilmoni har den Mening, at Digerdøden rettest maa betragtes som Højdepunktet i den lange Rad af Byldepest, der efter hans Forestilling jævnlig hærjede Europa i 1200 Aar (nemlig fra omtrent Aar 550 til 1750). Og denne Tanke synes slet ikke saa urimelig; ti vi ser, at vor Verdensdel længe efter Sortedøden fremdeles blev hjemsøgt af lignende Sygdomme som den, og at Kolera-Pesten, som nu i den senere Tid har voldt saa store Ødelæggelser, er af et langt andet Slag end de fleste Farsotter, der i ældre Tider rammede Verden. Man kunde altsaa sige, at Svartedauens Forløbere ytrede sig i 800 Aar, og Efterveerne i 400, De vigtigste af disse kan ogsaa fortjene at nævnes, tænker jeg, ligesaavel som de forrige.

Aar 1351 sattes Folk i Skræk ved en stor Komet (og i Danmark tillige ved en svær Storm); og 1356 sporedes atter svære Jordskjælv ved den øvre Del af Rhin-Elven, hvilke gjentog sig i forskjellige Lande og ledsagedes (især i Syd- og Mellem-Europa) af svære Sygdomme baade paa Mennesker og Dyr. Omkring 1360 udbrød i Norden (især i Sverrig) en stor „Barnedød“ (rimeligvis Smaakopper), og i Sydeuropa gjentog sig mangesteds de samme Sygdomstegn som ved selve Sortedøden (se Side 101). Fire Aar senere blev Rusland angrebet af en lignende Pest; og 1369–74 rammedes blandt andet Italien, Tyskland og Norge af store Sygdomme. I Tyskland døde endog en ustyrtelig Mængde baade tamme og vilde Dyr, hvorpaa fulgte den underlige Dansesyge (se Side 115); og i England henfaldt mange Mennesker til Afsindighed og Galskab. 1378 skal Norge paany være bleven hjemsøgt af „en slem Sygdom med Bylder“ (rimeligvis blandet med Smaakopper), og det følgende Aar Island. 1386–90 rasede Pesten saaledes i Rusland, at f. Eks. i Byen Smolensk kun 10 Mennesker beholdt Livet. 1391 led Sverrige af en overordentlig Misvækst og Norge atter af Pest.^[25]

1402 saaes en stor Komet, Vinteren var overordentlig stræng og Snefaldet stort, og paa Island udbrød, som før sagt, en Pest, der skal have ødelagt 2 Tredieparter af Øens Folkemængde. Det hændte sig endog, at der af et Ligfølge paa en 10–12 Personer døde 9–10 paa Vejen – saa stærkt rasede Pesten. 1412 var den slem i Danmark (den store Dronning Margrete døde deraf ombord paa et Skib i Flensborgs Havn), og det følgende Aar i Sverrig. I Rusland rasede den især i 1417 (alene i Nowgorod døde 80,000 Mennesker, og det i en overordentlig Hast og aldeles paa samme Vis som i Sortedødens Dage, hvilket ogsaa gjentog sig i 1426–27, 1442 og 1465–67, da 56,000 Byfolk sammesteds blev Dødens Rov). Aarene 1433–38 var alles sammen Uaar i Tyskland, ledsaget af Pest, der ogsaa viste sig i Sverrig 1440 og i Danmark 1445–46. Endnu værre ytrede den sig 1451 (i Stockholm døde 9000 Mennesker, hvoriblandt Kong Karl Knutzens Dronning); i 1464 bortreves atter 7000 Mennesker i samme By, og i den tyske Stad Augsburg døde dette Aar 14,000 Mennesker. Aarene 1482–87^[26] var allesammen Pestaar (i Stockholm døde f. Eks. 15,000 Mennesker i 1483–84; i Kjøbenhavn endog en Trediedel af Indbyggerne). 1495 rammedes atter Sverriges Hovedstad af en saadan Pest, at mindst 7000 Mennesker tilsatte Livet (Somme siger endog 18,000). – Af ny Farsotter nævnes den engelske Svedfeber for første Gang 1485; dog ytrede den sig ikke med nogen Kraft her i Norden før omtrent 1520. Ogsaa Kikhosten og Skjørbugen var først i det 15de Aarhundrede bleven almindelige. Venerisk Sygdom ytrede sig heroppe først omkring Aar 1500.

Blodstyrtning, der var Sortedødens almindelige Ledsager, stod jævnlig i Forbindelse med alle Farsotter indtil 1425, og af og til lige indtil 1465.^[27]

I det 16de Aarhundrede vil vi først og fremst mærke os Sygdoms-Aarene 1506–9, især 1508, da der om Høsten døde 15,000 Mennesker i Nowgorod. 1517–18 rasede Pesten i Vest-Europa, og de to følgende Aar udbrød en Sot (kanske den engelske Svedfeber) i Kjøbenhavn med saadan Voldsomhed, at der en Stund døde omkring 400 Mennesker daglig. 1521–22 døde i Rusland især en Mængde fornemme Folk. 1529 rasede Svedfeberen i Tyskland og over hele Norden (i Sverrig døde Kongens Broder Magnus Eriksen, og Ødelæggelsen i dette Land siges at have været saa stor, at den lignede Digerdødens). 1536 blev Kjøbenhavn atter rammet af Pest i Forening med Hungersnøden under Belejringen i Grevens Fejde, da man ikke alene aad Hunde, Katte og Kraaker, men man endog saa Smaabørn suge sine døde Mødres Bryst, indtil de selv omkom. 1541–44 plagedes næsten hele Europa af alskens Sygdomme (i den russiske By Pskow døde f. Eks. 25,000 Mennesker, især Unge). 1546 var Pesten saa slem i Kjøbenhavn, at en ny Kirkegaard maatte anlegges, og at Højskolen for en Tid flyttedes bort fra Hovedstaden; og 1547 bortreves i Lybek (fra Pinse til Mortensdag) over 60,000 Mennesker. 1550–52 hærjedes atter Danmark og Bergen af Pesten, og ligesaa Lifland (hvor der alene i Byen Dorpat bortrykkedes 14,000 Sjæle) samt ogsaa flere Lande. I 1555–56 hjemsøgtes Island af Kopper, der bortrev 2650 Mennesker, ligesom Mellem-Europa af andre fæle Sygdomme baade paa Folk og Fæ (1556–58 og 61–62). – Under Syvaarsfejden (1563–70) udbrød en overordentlig slem Sygdom her i Norden, allermest i Sverrig, hvor den endog fik Navnet „den store Pesten.“ Norge led desuden (1563) af Jordskjælv, der var saa stærke, at endog Fjelde revnede og ramlede ned. I den lille danske By Ribe døde ikke mindre end 3000 Mennesker (1565), og i Stockholm 18,000; der vandt man ikke engang at begrave de Døde om Dagen men maatte tage Nætterne til Hjælp. Ligene jordedes tilsammen i store Kuler. Endog Fugle faldt døde til Marken, og selve Dyrene var som gale og rev hverandre ihjel. I den danske Hær, som brød ind i Sverrig 1566, døde paa en Nat 300 Mand. I Norge skal denne Pest især have ytret sig kring Stavanger og i Trondhjem og Bergen 1565–66 samt paa Lom 1567, ledsaget af svær Dyrtid. – Ogsaa sydligere Lande, mest Ungarn og Tyskland, plagedes af slemme Sygdomme i disse Aaringer. I Forening med en gruvelig Hungersnød hjemsøgtes Rusland 1570 af en smitsom Sygdom, hvorved flere Folk – heder det – mistede Livet end nogensinde før i dette Rige. 4 Aar senere rasede Kopperne saaledes paa Island, at der fandtes Kirkegaarde, hvor der paa en Dag begroves 30–40 Lig. 1575–78 plagedes atter Europa af svær Pest; i Stockholm døde det først nævnte Aar 12,000 Mennesker, og i 4580 gjentog Pesten sig med stor Vælde i Sverrig; endog alle Universitets-Lærere i Upsala skal da være bleven angrebet. I Paris bortreves samme Aar 40,000 Sjæle. Tre Aar senere døde 9000 Mennesker i Kjøbenhavn, og sammesteds ytrede Pesten sig atter 1591–92 saavelsom 99, da der bortreves 8000 Sjæle. Det følgende Aar (1600) var Pesten slem i Bergen hvor der døde over 3100) og i Trondhjem (hvor der døde 4800 Mennesker) samt i Lom, i Forening med en stor Hungersnød, som rammede Størstedelen af Landet.^[28]

Begyndelsen af det 17de Aarhundrede ledsagedes overalt i Norden af en forfærdelig Hungersnød, der igjen førte slemme Sygdomme og megen Dødelighed med sig. I (og ved?) Byen Moskva i Rusland skal ikke mindre end henimod en halv Million Mennesker have tilsat Livet 1601–3. („Menneskene – siger en russisk Historiskriver – blev argere end vilde Dyr. Ikke nok med, at de røvede og myrdede for en Bid Brøds Skyld, den Ene aad ogsaa den anden op. Rejsende maatte frygte, at alle Gjæstgiversteder var rene Morderhuler; man strøjpede eller ihjelslog de Sovende, for af dem at tillage sig en forfærdelig Mad. Menneskekjød solgtes i Postejer paa Torvene. Mødre mættede sig endog af sine diende Børns Legemer“). – I Norge var vel især de vesten- og nordenfjeldske Egne samt Gudbrandsdalen udsat for svære Uaar og Hungersnød i Forening med stor Dødelighed 1600–3. Alene i Opdals Præstegjæld døde 80 Mennesker af ren Hunger „det store dyre Aaret“ 1601. 1618 herskede atter Pest ved Stavanger og i Bergen (Hvor der døde indtil 80 Mennesker daglig, og idethele henimod 4000); i Kjøbenhavn 1619, og i Sverrig rasede den igjen fra 1620–25. I et af de største svenske Herreder uddøde alle Præster saanær som en; alle Markeder og Militær-Udskrivninger maatte stanse; i Stockholm døde omkring 20,000. Pesten gjentog sig i samme By 1629, saavelsom i Kjøbenhavn og Bergen, (hvor den bortrev over 3000 Mennesker) samt det følgende Aar i Kristiania. Skjønt Byen dengang bare var 6 Aar gammel, døde dog ligefuldt 1300 Mennesker. Den rasede desuden samme Aar (1630) over en stor Del af Europa, ligesom Smaakopperne blandt Indianerne i Amerika. 7 Aar senere døde atter 2500 i Bergen. 1632–35 døde ogsaa meget Folk Nordenfjælds af Sult. – Aarene 1648–56 hjemsøgte Pesten omtrent hele Europa. I Rusland bortrev den ialt halvanden Million Sjæle, ved Cadix i Spanien 200,000 og i Kjøbenhavn 9–10,000 alene i Aaret 1654, i hvilket Aar den ogsaa var slem i Kristiania. 1665–67 var atter slemme Pestaar ligefra Persien til England; alene i London døde omkring 100,000 Mennesker; i Upsala fik den Navnet „Studenter-Døden,“ fordi den især rammede dem. Pesten efterfulgtes, fornemmelig i England, af yderlig dræbende Smaakopper; og i Norge skal Krilla, Krægda (eller Mæslingerne) have været slem baade for Unge og Gamle 1669. 1677–79 hjemsøgtes Nordafrika og Europa af fæl Pest, ligesom Nordamerika af Kopper; i Wien døde mindst 77,000 Mennesker og i Nordafrika hele 4 Millioner. 1692 døde 2 Trediedele af Folket i Astrachan. Aarene 1695–97 var overordentlige Hungersaar i Finland; Dødeligheden skal have været større end nogensinde efter Digerdøden; mindst en Trediedel af Folket mistede Livet. Ogsaa Norge fik haardelig føle „det store Frostaaret“ 1695 ligesom Skinaaret 93. (Andre slemme Frostaar var 1641, 45, 47, 85 og 86). Aarhundredet sluttede altsaa heroppe næsten paa samme sørgelige Maade som det havde begyndt.^[29]

De første 4 Aar af det 18de Aarhundrede ytrede Smaakopperne sig mangesteds i Europa og Amerika, og paa Island bortrev de 1707 omtrent 16,000 Mennesker. Samtidig med dem skred en vældig Pest langsomt frem fra Østerlandene og naadde Nord-Europa 1710–44, efter et forfærdelig koldt Aar 1709.^[30] I Riga døde Tredieparten af Folkemængden; i Stockholm (som dengang havde omkring 50–60,000 Mennesker) døde mindst 20,000; Pesten var værst ved sydlig Bind; den rammede især Kvinder og Børn, mest af de Fornemmere, og ledsagedes ofte af Bylder. Saaledes hjemsøgtes Størsteparten af Sverrig og Danmark; i det første Land omkom i det Hele omtrent 100,000 Mennesker. I Kjøbenhavn fik man hverken Folk til at pleje de Syge eller begrave de Døde, som derfor laa i Tusindtal baade paa Gader og Huse; endog nære Slægtninger forlod tildels hverandre i Nødens Stund; en Mængde rømte fra Byen, medens Andre hengav sig rent til letsindig Lystighed, Liderlighed, Drik og Røveri; kort sagt, Sortedøs dens Optrin gjentog sig omtrent. Hungersnød gjorde Ulykken endnu værre. Da Pesten var som værst, bortreves henimod 2500 om Ugen; ialt døde i Byen mindst 23,000 Mennesker; 500 Huse var bleven aldeles folketomme. – Efter denne „store nordiske Pest“ (som ikke synes at have rammet Norge, men som ellers i mange Lande vedblev til 1716) fulgte en hel Del andre Sygdomme baade paa Folk og Fæ. En ny Pest i Østerlandene bortrev alene i Siebenbyrgen 100,000 Mennesker 1719. De følgende Aar kom den vestover; i den franske By Marsejlle døde over 60,000 Mennesker, og i Toulon meget mere end Halvparten af Folkemængden. Slem Forkjølelses-Sygdom (Influenza) bortrev i London 1729 over 100,000 Sjæle. 4 Aar senere (i Egedes Tid) kom Børnekopperne til Grønland og dræbte Størstedelen af Folket. 1736 skal en Pest have ytret sig med saadant Raseri i Ægypten, at der paa et Døgn døde omkring 10,000 Mennesker i Hovedstaden Kairo. Aarene 1740–43 var almindelige Uaar og Hungersaar, især i Norden, og medførte en Mængde Dødsfald; af den svenske Krigsmagt, som dengang laa ude mod Russerne, bortrev Sygdommen (1741–42) mindst 35,000 Mand, og i 1743 mistede Norge paa Grund af Hunger mer end $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Gange saa meget Folk, som der ellers døde aarlig i den Tid. 1751 skal Pesten i Konstantinopel have krævet 200,000 Menneskers Liv. Kopper, ledsaget af Kikhoste og Krille (Krægda) samt andre Børnesygdomme, var almindelige og slemme især i Aarene 1755–60. Influenza bortrykkede i Breslau 1762 indtil 100 Mennesker daglig; siden var den især slem 1782 og 88. Pest rasede i Kjøbenhavn og paa den danske Flaade 1769, og endnu værre de 2 følgende Aar i øst-Europa; alene i Moskva døde 1771 indtil 1000 Mennesker daglig, og mindst 53,000 i Alt. – Ellers var det ikke længer egentlig Pest, men Kopper, Hals- og Brystsygdomme (Kikhoste) og alskens Feber, som mest bJærjede Verden efter det 18de Aarhundrede, samt især Hungersnøden. Ikke alene et frostnemt og kornfattigt Land som Norge, der især led af Sult under Uaarene 1740–43 og 1772–74 (eller Island, hvor der 1784 døde omkring 10,000 Mennesker), fik prøve den Sygelighed, der gjærne ledsager Dyrtiden; men endog selve Sydasien rammedes formedelst Uaar 1768–70 af en saadan Dødelighed, at der f. Eks. i Ostindien bortreves over en Trediedel af Folkemængden (mindst 3 Millioner Mennesker alene i Bengalen). Dødeligheden i Norge 1773 var dobbelt saa stor som ellers (især af Forraadnelsesfeber). Ja, i 1789 rammedes endog saavel Nordamerika, som Sydeuropa, Kina og Ostindien af Sult og Dødelighed. – Af ny Sygdomme i dette Aarhundrede nævnes den fæle norske Radesyge samt Kolera. Den egentlige asiatiske Kolera skal første Gang have ytret sig i Bengalen for 100 Aar siden (1756); men andre Kolerasorter siges at have vist sig her i Europa allerede i det 17de Aarhundrede; ialfald fremtraadde enslags Kolera stærkt i Norkjøping i Sverrig 1763.^[31]

Om det nuværende 19de Aarhundrede skal jeg bare tilføje, at i Norge ytrede sig megen Dødelighed 1808–10 (Forraadnelsesfeber og Blodgang) især Søndenfjelds paa Grund af Krigen. Paa Stavangerkanten var Dødeligheden størst i Aarene 1810–12. Nordenfjelds især var et stort „Grønaar“ 1802 og 3, og over Størstedelen af Landet et „Frostaar“ 1812 (i Gudbrandsdalen frøs Folk ihjel Sankhans-Natten). Det følgende Aar var Dødeligheden stor, men dog ikke paa langt nær som i 1773, endsige som i 1743. Af slemme Sygdomme har vi i dette Aarhundrede ellers haft Blodgang paa Toten 1819, og Kolera 1833–34 samt 1849, 50 og især 1853; men dette maa kaldes meget lidet i Forhold til tidligere Tider. Og saa fæl som Kolera end har vist sig sommesteds i Udlandet, saa har den dog langt fra voldt de Ødelæggelfer, som „Pesten“ gjorde de fore» gaaende Aarhundreder. Heller ikke har vor Tid været rig paa andre Ulykker; de vigtigste i Norge er Gruekirkens Brand 1822 (hvorved 113 Mennesker mistede Livet), stor Oversvømmelse i Østerdalen og Solør 1827 og i Gudbrandsdalen 1830 og 36, et Fjeldskred i Sogn 1811 (hvorved 49 Mennesker omkom og 10 skamferedes), et svært Jordfald i Stjørdalen 1807 og et mindre 1823 samt et Jordfald ved Tiller i Klæbu 1816 (hvorved 15 Mennesker omkom). Det største Folketab for Landet i senere Tider har været de bedrøvelige Udvandringer til Amerika, som dog nu er begyndt at minke.

Disse Optegnelser, ser jeg, er bleven længere, end jeg egentlig havde tænkt, da jeg begyndte paa dem; men jeg trøster mig med, at idetmindste Somme gjærne vil se saameget som muligt om Tilstanden i gamle Dage, ligesom jeg er vis paa, at vi aldrig kan kjende Fortiden for vel. Kjendte vi nøje til Alt, hvad der er sked igjennem Tidernes Løb, da vilde vi sikkert tale og stelle os anderledes end vi ofte gjør; nu klager vi tit, hvor vi havde god Grund til at være glade, laster Det, som hellere fortjente at roses, og er stolte af eller glæder os igjen i Adskilligt, som snarere maatte bringe os til at blues, – Altsamment, fordi vi ikke nøje kjender Tilstanden og Forskjellen mellem fordum og nu. Og hermed vender vi da tilbage til det, vi begyndte med.

Det er allerede sagt, at der endnu i vore Dale er fuldt af Smaasagn om „Svartedauen“ og dens Ødelæggelser; den kaldes ellers sommesteds „Stormannadauen“ eller ogsaa ligefrem „Pesta.“ Folket, som i Almindelighed er rigt paa Indbildningskraft og især i gamle Dage var overtroisk, har nogle Steder tænkt sig „Pesta“ som en gammel, graableg Kjærring, der som oftest var klæd i rød Stak, og rejste Landet rundt med Rive og Lime. Der, hvor hun brugte Riven, blev altid Endel i Live; hvor hun derimod sopede med Limen, døde hver en Moders Sjæl.

Det er et gammelt Sagn, at da Pesten kom til Sogn i Bergens Stift, var der mange af de rigeste og fornemste Folk, som rømte sin Vej op til den ensomme, afsidesliggende Justedal.^[32] I Forvejen havde de gjort den Aftale med sine tilbageværende Slægtninger, Venner og Bygdefolk, at ingen af disse skulde komme op til Justedalen, saalænge Pesten stod paa i Sogn. De, som vilde skrive, skulde lægge sine Breve under en stor Sten mellem begge Bygdelag og paa samme Sted finde Svar. Stenen kaldes endnu „Brevstejnen.“ Paa denne Maade trodde Udflytterne at undgaa Farsotten, men det blev ikke faa. Den kom op til Justedalen ligefuldt, og rasede saa slemt, at alle Folk i Dalen døde saa nær som en liden Pige paa Gaarden Bjørkehaug. Bygdens Kreaturer rendte tilskogs og for aldeles paa Vildstraa, da Ingen længer stelte og jætede dem, og om en Stund kom de flokkevis over til et Nabosogn (Vaage eller Lom?). Her blev omsider Folket yderst forundret over, at der ikke skede nogen Efterspørsel efter dette fremmede Kvæg; de begyndte da at frygte for, at det stod slemt til i Justedalen, hvorpaa Nogle vandrede did for at faa Oplysning om Sagens Sammenhæng. Denne var desværre altfor sørgelig; de gaardfore næsten hele Dalen, men overalt hvor de kom, fandt de Husene tomme og opgav tilsidst Haabet om at træffe nogen levende Sjæl. Paa Hjemvejen fik de imidlertid aldeles uventet Øje paa et Pigebarn i Marken udenfor Bjørkehaug; hun var nemlig bleven aldeles folkeræd, og havde nu rendt tilskogs af Rædsel for de Fremmede. De raabte til hende, men hun tog Flugten ind i Skogen som en vild Fugl. Langt om længe fik de dog Tag i Pigen, men hun kunde hverken snakke noget Forstaaeligt eller skjønne deres Tale. For hendes Vildheds Skyld kaldte de hende „Rypa.“ De tog hende med sig til sit Hjem, hvor hun blev opfostret og skikkede sig vel. Justedalen laa øde i adskillige Aar, indtil nogle Nordfjordinger kom did og opryddede paany de gamle Enge og Agre, først og fremst paa Gaardene Faaberg og Myklemyr. Da Rypa senere var kommen til Skjels Aar og Alder, drog hun tilbage til sin Fødebygd, blev gift og levede der til sin Død, og fra hende nedstammede en Slægt, som gjennem lange Tider var Bygdens bedste Folk og kaldtes efter hende „Rypeslægten.“ Endnu for 100 Aar siden skal der have levet Efterkommere af „Justedals-Rypa.“

I Hjørendfjord paa Søndmør uddøde, siger Sagnet, alt Folket med Undtagelse af en eneste Kvinde. En Stund derefter landede nogle Skotter eller Engelskmænd, der nedsatte sig i Standal; deres Efterkommere udbredde sig siden over Størstedelen af Præstegjældet – I Opdal ved Dovre fandtes efter Svartedauen alene 5 rygende Skorstensmure, paa Hitteren 2, paa Stjørdalens Udbygd 3 og i Overhalvden langs Namsen Elv ligeledes 3, atsige dersom ellers Sagnene er at stole paa. – Sælbu skal være bleven aldeles øde. Der fortælles, at en Fin en Stund efter Pesten vandrede fra Snaasen eller Sparbuen gjennem de sydligere Bygder. Det var midt i Høstens Dage, og en Pige (rimeligvis i Skogn) fik se ham, just som hun stod i en Aker og skar Korn. Straks kastede hun Sigden, rendte efter Finnen og gav sig i Følge med ham. De stansede ikke sin Vandring, førend de kom til Sælbu; der slog de sig ned (paa Gaarden Leikvold?) tæt ved Sjøen, og fra dem skal da alle Sælbyggerne nedstamme.

I Gravens Præstegjæld i Hardanger uddøde Alle saanær som 4 Gut og 1 Pige, der siden giftede sig og fatte Bo paa Næshejm. – I Skaanevik Hovedsogn beholdt alene en gammel Mand (paa Milje) Livet, og i Annekset Aakre bare en gammel Kjærring. – I Røken ved Drammen fandtes kun 1 Kone tilbage paa Vear – i Mandal i Silgjord bare 1 Mand – i Annekset Triungen i Nissedal kun „3 Unger“^[33] – i Valle i Sætersdalen blot 1 Pige paa Upstad. – I Vestfjorddalen i Tind saaes ikke mere end 3 rygende Skorstene, og i Svartdal 2. – I Mo Sogn gjorde en Kone ved Navn Gro (paa Gaarden Vadder) det Løfte, at hun skulde opale alle de moderløse Børn, hun kunde faa fat paa, dersom bare Vorherre vilde bevare hende for Pesten. Hun blev ogsaa skaanet og opfostrede i Alt 10 fremmede Børn. Endnu er der Folk i Sognet, som paastaar, at de nedstammer fra hende. – I Øjestad Præstegjæld (ved Arendal) døde ogsaa Størsteparten af Folket. Paa Gaarden Lunderød blev 2 Smaabørn ilive; men de var nær ved at sulte ihjel – saa siger Sagnet – indtil endel Trold, som opholdt sig i Nærheden, tog sig af dem og fostrede dem op.

Omframt Sælbu, som alt er omtalt, blev ogsaa mange andre Bygdelag aldeles øde for Folk. Somme af dem ligger udyrket endnu den Dag idag og bruges idethøieste til Sætergange eller Slaatter; og blandt disse kan vi nævne Lonedalen og Noutedalen i Bygland; Engedal og Næssedal i Sogn, hvor endnu Hustomter m. M. er at se; Susendal paa Helgeland; adskillige Strækninger i nordre Gudbrandsdalen, Stor-Elvedalen og Trysild; Kvamsherred i Valders; Imsdalen i Snaasen; Smeddalen paa Fillefjæld, der skal have udgjort et helt Kirkesogn, og hvis Kirke („Sankt-Tomas-Kirken“) stod midt i det øde Fjæld lige til Aaret 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, der før Svartedauen var saa folkerig, at man en Juledag saa 30 Heste derfra ved Sogndals Kirke. Helestranden mellem Valders og Hallingdal, som udgjorde et særskilt Kirkesogn, og hvor man endnu ser Mærker af Kirken der og af de 12 Bondegaarde, som siges at have omgivet den før Pestens Tid; Botnedalen i Mo i Tellemarken, der ligeledes skal have udgjort et helt Kirkesogn, og hvor Kirketomten og Spor af adskillige Gaarde endnu vises; Froivoldstulen i Tind; Finddalen i Valle og Moland, hvor ogsaa Mærker efter Agre og Hustomter fremdeles er at se; paa en Ø deroppe ved Navn „Kirkeholmen“ findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. I denne sidstnævnte Dal skal dog et Parfolk have overlevet Svartdauen, nemlig Knut og Tore Nuten. Skjønt Folk fra Nabobygderne strømmede ind og bosatte sig i selve Sætersdalen, medens Ingen kom til Finddalen, saa vilde dog Knut og Tore ikke forlade sin Fædrenejord men blive der til sin Dødedag. Den eneste Sorg, de havde, var den, at de tilsidst gik fejl af Tidsregningen og ikke vidste synderlig Greje paa, naar Julehelgen stod for Døren. For den Sags Skyld skulde Tore engang paa sine gamle Dage gjøre en Tur til Sætersdalen, men fik allerede paa Fjeldet (af en Hulder, Gjygr eller anden Bjergaand) Oplysning om den rette Juletid og vendte saa tilbage til sin kjære Ægtemand. Saavidt man ved, efterlod de sig ingen Børn, og Dalen blev fra den Tid øde.

I Siredalen (i Bakke Præstegjæld) omtales en stor Berghule ved Navn Nykhelleren eller „Tolvko-Helleren,“ der før Svartedauen brugtes til Kirke. Den har sit ene Navn deraf, at Bønderne havde givet Bispen 12 Kjyr for Indvielsen. De, som sognede dertil, var 5 Bondegaarde, der laa aldeles afsides mellem Fjeldene, men hvis Beboere uddøde allesammen i den sorte Død.

Bertedalen i Molands Præstegjæld blev ogsaa folketom, men er i senere Tider atter bleven bebygget. Og saaledes gik det efterhaanden (om end langsomt) med de fleste Gaarde og Bygdelag, som paa Grund af Pesten lagdes under Fæfod. Det var som vor norske Digter C. N. Schwach siger:

„Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,
Hin griske Landfarsot, den sorte Død;
Faa havde Herrens Naade kun bevaret,
Mens Tusinder som Dødens Rov laa strød.
Men der, hvor hele Slægter vare døde,
I mange Aar laa Egnen tom og øde.“

Ja, der skal have været Gaarde, Bygder og Dale, som ikke alene blev øde og overgrod af Skog, men blev endog aldeles glemt. Naar saa Folk fra Nabobygderne efter lange Tiders Forløb fandt slige Steder i Fjeld og Mark, da gav de dem ofte Navn efter Findingen, f. Eks. Finddal, Findland, Findaas (dog har vel just ikke alle slige Navne en saadan Oprindelse). I Nummedal tales der ogsaa om Huse, som fandtes igjen en god Stund efter Pestens Tid („Fundar“- eller „Fyndarhuse.“) Og i Valders og Vardal har man et Par lignende fuldstændige Sagn, som vi til Slut faar tage med.

Der, hvor Storgaardene Mustad i Vardal nu ligger, skal i gamle Dage Kongsgaarden Framstad have staat. Den blev da øde, siger Sagnet, ligesom næsten hele Bygden, og et 100 Aar eller kanske 2 efter „store Manndauen“ vidste man bare at fortælle, at den vestlige Del af Dalen (nærmest imod Land) havde været beboet. Da hændte det engang, at en Bjørneskytter fra Gaarden Landaasen kom paa Vildstraa i de store Skoge deroppe; han gik og gik, men kunde ikke faa Øje enten paa Far efter Folk eller Fæ eller paa Røg eller andre Tegn til Menneskers Nærhed. Men bedst som han gik i den tykkeste Skog, traf han aldeles uventet paa gamle Huse. De var saa øde og tomme at se til, at Skytteren ikke ret vidste, om han kunde driste sig til at gaa ind. Omsider tog han dog saavidt Mod til sig, at han aabnede Døren til Hovedbygningen. Paa Gruven nedenunder stod en Kjedel, der var overvættes ejret (irret); paa Bænkene laa Spindetejner, halvraadne Garnnøster og andet Kvindfolkstel; paa Væggen hang en Bue og nogle andre Vaaben – men det Hele skjult af Støv. Han gik omsider op paa Loftet for at se, om der da slet ikke skulde være Spor af selve Menneskene, som fordum maatte have bod paa Gaarden. Her viste sig for ham et underligt Syn. Der fandtes Sengsteder, som var bygget af store Tømmerstokke og paa begge Ender indsinket i Husvæggen; i hvert Sengsted laa Benraden af to eller flere Mennesker, og over det Hele yrede en utallig Mængde Mus, som nu blev opskræmt og fløj omkring ham som en vild Sky for at finde Lofthullet. Derpaa gjennemsøgte han ogsaa de andre Huse paa Gaarden, og da han mærkede, at Husene var ret gode, og at Marken omkring dem lod til at have været godt dyrket, tilegnede han sig Fundet og hug med sin Øks Bomærke og Aarstal i Hovedbygningens Væg. Endelig gav han sig til at lede efter Hjemvejen, og blikkede Træerne paa sin Vandring for at kunne gjenfinde Stedet. Han kom vel og vakkert hjem, og vendte nu tilbage med Mennesker og Gods til den fundne Gaard, ryddede Skogen og dyrkede de gamle Jorder. Til Minde om Gaardens Tilstand, dengang han fandt den, kaldte han den Musstad – saa siger idetmindste Sagnet – og endnu den Dag idag skal Gaardens Beboere være af Finderens Et. Ogsaa hin Hovedbygning staar endnu; Sengstederne er borte, men Indsinkningerne i Væggene er fremdeles at se, og Aarstallet udenpaa skal heller ikke være rent udslettet.

Ogsaa i Søndre Aurdal i Valders fortælles noget Lignende. Paa flere Miles Strækning, ligefra Næs i Viker til Bang skal Pesten have bortrevet hver eneste Sjæl. Omtrent 100 Aar senere gik en Skytter (Somme siger 2) langt ud i Skogene for at skyde Ryper eller andre Fugle. Da han nu fik se en Fugl, som sad i et Bjørketræ, saa skjød han Pilen efter den, men fik til sin store Forundring høre en besynderlig Klang. Nysgjerrig rendte han afsted for at komme efter, hvad dette kunde være, og fandt saa mellem Træerne en gammel Kirke; det var en af dens Klokker, som Pilen havde truffet. Nu mente Skytteren at dette var noget overnaturligt; straks greb han sit Ildjærn og kastede det af al Magt over Kirken;^[34] ti det er en gammel Folketro, at Trolddom kan døves med Staal, og at dette kan hindre de Underjordiske for at tage sin Herlighed med sig. Der, hvor Ildjærnet faldt ned, blev siden bygget en Gaard, som fik Navnet Ildjarnstad (Eldjøjnstad). Da dette var gjort, vilde han se sig om i Kirken. Døren stod paa Glytt, med Nøkkelen i. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alteret havde en svær Bjørn taget sit Vinterhi. Bamsen blev straks dræbt af Skytteren, og Skindet blev til en Amindelse ophængt i Kirken, hvor endnu Stykker af det er at se. I Kirken fandtes ialt 4 store Klokker og 1 liden, samt nogle Billeder, et Røgelsekar af Messing og en Helligdomskiste (som Almuen nu kalder „Sankt Olafs Skrin“) af Skapelun som en liden Kirke overtrukket med Messing m. M. Den lille Klokke har indtil vore Dage været brugt til at ringe med, naar Nogen har forvildet sig i Skogen; paa katolsk Vis har man da trod, at en saadan Klang skulde kunne høres overalt eller bringe den Bortkomne igjen paa ret Vej.

Dalen deromkring (øvre Hedalen) blev efterhaanden opdyrket; den første Gaard, som byggedes, var Ildjarnstad. Den gamle Kirke er i sin Tid opført med overordentlig Flid; endnu staar den fast og frit og er i nyere Tider gjort større,

„Og vidt igjennem Nabosognes Dale
Om Hedals-Klokkens Klang gaar Ry og Tale.“

Saaledes slutter Schwach sit Digt om „Hedals Kirke.“ Rimeligvis er det ogsaa samme Sagn, den danske Digter Øhlenschlæger har haft for Øje i sit Kvad „Skovkirken.“ Han har imidlertid behandlet Sagnet med overmaade stor Frihed: han henfører det til Gudbrandsdalen, og taler om 2 Børn, som en Søndag forvildede sig ud i Skogen men kom tilbage den næste Dag og med Forundring og Glæde fortalte, at tvende Engle havde ledsaget dem ind i en Kirke, hvor de da havde ligget om Natten, og derpaa fulgt dem hjem igjen. Og da nu Folket ved Børnenes Vejledning kom derhen, da saa de, at

«I Kirken vidned Alt om Riddertiden –
Det maatte være længe, længe siden.

Haandskrevne Salmebøger kun man saa;
Den Sang: „Naar vi i største Nøden staa“
Var overalt opslagen;
Og Alt var tykt bedækt med Støvets hvide Lagen.“

Saaledes har jeg nu meddelt omtrent Alt, hvad jeg har kunnet overkomme til Oplysning om den store sorte Død og hvad dermed staar i Forbindelse. Jeg skal alene tilslutnings tilføje et Par smaa Oplysninger, som først kom mig ihænde, efterat Størstedelen af Stykket allerede var trykt. – Det er muligt, at Sortedødens Ødelæggelfe er paa et Skjøn regnet for højt Side 93. En tysk Skribent (Hecker) vil nemlig vide, at der i det Hele omkom en Fjerdedel af Europas Folkemængde; og Danskeren Estrup finder det rimeligt, at Pesten i de 4 Aar, den rasede som værst, bortrev ialt 60 Millioner Mennesker, hvoraf 25 Millioner her i Europa. Imidlertid er der dog et gammelt Munkevers, som viser, at man ialfald i hine Dage havde den Tro, at „Tredieparten af Menneskeslægten“ forlod Verden. Verset lyder saaledes:

Milleni trecent. L mortis tempora dicent. Dum mors in mundo regnavit nigra rotundo, Tertia pars hominum transiit ad dominum.

(D. e. Et Tusinde tre Hundrede og Femti angiver Dødens Tid. Medens den sorte Død herskede paa Verdens Kreds, gik en Trediedel af Menneskene til Herren). – Side 103 kunde være tilføjet som Bevis paa Pestens Ødelæggelser i Jylland, at Valdemar Atterdag i Aaret 1357 bygde et Slot i Randers af 11 Landskirker, som da fandtes overflødige, fordi næsten alle Sognefolk var afgaat ved Døden. – Ligeledes er det oplyst, som et Eksempel paa Svartedauens Virkninger hertillands, at af de 5 Gaarde, der ligger Ladvigs Hovedkirke i Sogn nærmest, blev 4 liggende øde i næsten 250 Aar. Ogsaa kan det være værdt at tilføje i Anledning af, hvad der er sagt Side 114, at saa usselt end Lægevæsenet over hele Europa var i hine Dage, saa var der dog adskillige Tegn til Fremskridt og Forbedringer, og det selv her i Norden. Saaledes tales der allerede i 1248 om et særskilt Hospital for Spedalske i den svenske By Lund. Og i 1276 fandtes idetmindste 2 Sygehuse i Bergen, det ene indrettet for 30 Mænd og det andet for 20 Kvinder. Endelig kunde der Side 143, hvor der tales om at bede af Trældomsfrygt, være tilføiet et mærkeligt Eksempel rigtignok hentet fra Ukristne), som G. L. Baden fortæller i Budstikken 1823. Da nemlig Sortedøden voldte store Ødelæggelser i et mohammedansk Rige i Østerlandene, og Høvdingen hørte, at et kristent Granne-Rige gik fri for Pesten, mente han, at den kristne Tro maatte være bedre end hans, og besluttede at rejse did for at lade sig døbe tilligemed nogle af sine gjæveste Mænd. Men paa Vejen fik de høre, at ogsaa den kristne Stat var bleven hjemsøgt af Pesten – og det fuldkommen saa stærkt som deres eget Rige – og straks vendte de om og vedblev at beholde sin mohammedanske Religion.

O. Vig.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ De 2 værste Sotter, som omtales i ældre Tider, var vel: 1) Pesten i Grækenlands ypperste Stad, Athen (omkring Aar 430 f. Kr.), som stansedes af den navnkundige Læge Hippokrates; 2) Pesten i Grækenland og Italien (omkring 550 e. Kr.). Begge var fæle, men ingen af dem kan dog i mindste Maade lignes ved den sorte Død. Blandt de andre Farsotter, der før det 14de Aarhundrede gjorde stor Ødelæggelse paa Menneskeliv, kan især nævnes den, som rasede i Romerriget kring Aarene 180 og 255, i Italien og Frankrig ved 590, i Mellem-Europa 956, i Norden 1002, i Vest-Europa 1004, 1026–1048 samt 1231, i Rusland, Danmark, Tyskland, Nederlandene, Frankrig og flere Lande omkring 1090 og 1196 (i Danmark døde i disse Aar endog Husdyr og Fiske; i den russiske By Kiev døde 7000 Mennesker i 40 Dage); ligesaa i Rusland 1186–88 og især 1230–31 (da der i Smolensk døde 35000 og i Nowgorod 45000 Mennesker dels af Hunger og dels af Pest). I Aaret 1282 døde i Sydrusland mindst 100,000 Mennesker; i Polen rasede ligeledes Pesten 1283, paa Island 1284 og i Sverrig 1291; den svenske Konge paabød ved den Lejlighed særskilte Bønnedage.
↑ Ogsaa i ældre Dage havde slige Natur-Mærkværdigheder for en stor Del gaat Haand i Haand med Farsotterne. Ved Aar 250 omtales f. Eks. Jordskjælv, Oversvømmelser, stræng Kulde osv.; og omkring Aar 590 mærkelige Luftsyn og stor Væte, som braat blev afløst af en svær Tørke, ledsaget af Græshoppesværme. Ved Aar 1004 saaes usædvanlige Luftsyn og et stort Udbrud af det ildsprudende Berg Hekla paa Island; kring 1090 tales der om langvarig Tørke, afbrudt af overhændigt Regn og store Vasflomme, samt Jordskjælv og en umaadelig Mængde Smaadyr (Insekter). Aarene efter 1190 var rige paa Jordskjælv, Oversvømmelser, Dyrsygdomme, voldsomt Vejrskifte og stærke Storme (især en Storstorm i Danmark 1195, som ødelagde hele Skoge). 1222 og derudover var der ogsaa fuldt af Jordskjælv, Vandflomme, „Blodregn,“ Stenregn, rød Sne osv. 1218 og især 1240 blev store Vidder i Slesvig og Frisland ødelagte af Nordsjøen; det sidste Aar mærkedes ogsaa en usædvanlig Rørelse blandt Fiske og Sjødyr, samt en ustyrtelig Mængde Rotter og Mus. I Aaret 1280 og derefter viste sig atter en Mængde Jordskjælv og Oversvømmelser. – Af strænge Vintre indtil denne Tid nævnes hernord især 1225, 1269, 1292, 1294 og 1296; i de 2 sidste skal Isen have været saa stærk, at man kunde kjøre mellem Norge og Jylland. 1275 i August skal en meget strid Hagelskur have gjort svær Skade Nordenfjelds.
↑ Efterat dette var skrevet, melder Aviserne hans Død.
↑ „Den sorte Død” (som det heder paa Dansk) kaldtes naturligvis paa Norsk „Svartedauen“ eller ogsaa „Stormanna-Dauen.“ I Sverrig fik den Navnet „Digerdøden“ (det vil sige „Stordøden“). Navnet sort eller svart havde vel sit Ophav fra de sorte Bylder, som fulgte med den. I Danmark kaldes den ogsaa (blandt Almuen) „Mandekvæl“ eller „Mærkedød.“
↑ En mindre troværdig Fortælling har man om Pestens Oprindelse i Østerlandene. Det heder nemlig, at en ustyrtelig Mængde Græshopper blev af en Storm kastet i Havet, men drev saa atter i Land igjen og raadnede og opfyldte Luften med Sygdom og Stank.
↑ Om Pesten i Florenz skal Mere siden fortælles.
↑ Det kunde dog vel være muligt, at dette Tal ikke gjælder Tyskland alene men flere europæiske Lande tilsammen.
↑ En Fjelddal i Kristianssands Stift skal dog være bleven aldeles skaanet for Sotten.
↑ Det er vel ikke rimeligt, at Landet før Pesten havde stort over 1 Million Mennesker, skjønt vistnok heller ikke mindre. Men da nu Norges Folkemængde for 200 Aar siden var omtrent 450,000, saa har den vel straks efter Sortedøden været endnu faatalligere.
↑ Sydlige Vinde tilligemed svær Tørke og Hede skal have været meget almindelige i Tyskland og Danmark under næsten hele Pesten 1348 og 49. Vaaren alene var vakker. I England regnede det, som før sagt, halve Aaret 1348. Aaret 1350 var i Danmark overordentlig tørt og kvalmt.
↑ Norge havde i gamle Dage 5 Biskopper, nemlig 1 i Oslo, 1 i Hamar, 1 i Stavanger og 1 i Bergen samt Ærkebispen i Nidaros (Trondhjem), som havde Opsyn over de andre.
↑ Domkapitlet (eller Domkirkens Præsteskab) bestod i Trondhjem af 24 Kannikker, og i de andre Stiftsstæder af 12. Disse Kannikker, Korbrødre eller Domherrer – hvad man nu vil kalde dem – var Biskoppens Raadgivere og Hjælpesmænd. De havde ogsaa Retten til at vælge ny Biskop, saasnart den gamle var død. – Ordet „Kapittel“ (eller Kapitul) findes endnu igjen i Navnet „Kapittelstaxt.“
↑ Omkring Aar 1400 fandtes f. Eks. i Munkeliv Kloster i Bergen bare 2 gamle Munke, „der havde Indtægterne af 3–400 Gaarde at dele mellem sig, uden at kunne bringe Andre til at deltage i den rige Arv,“ det vil sige, uden at kunne lokke Nogen til at blive Munk hos dem. (Se Langes Bog: „De norske Klostres Historie“).
↑ Munkene i Sverrig (og Danmark) har gjort etslags latinsk Vers for at indprænte, at Sortedoden rasede især i Aaret MCCCL (det vil sige 1350). Verset lyder saaledes:

Rastrum tricrumbum spjutlongum maxima pestis,

eller ogsaa saaledes:

Rostrum tre Wurstum Spidlongum, tunc mala pestis.

De, der forstaar Latin, vil her se, hvilket underligt Kraakemaal den saakaldte „Munkelatin“ i Middelalderen var. Man brugte et og andet latinsk Ord, og forresten danske og tyske, paa hvilke der sattes en latinsk Sving. Paa denne Maade omgjordes (som Nyerup oplyser) en ulden Kappe til Cappa uldena, en foret Kappe til Cappa forata osv. Ligesaa med Verset om Digerdøden. Rastrum (eller Rostrum) skal vel betyde en Rist, som Bogstavet M har Lighed med; tricrumbum (eller tre Wurstum) 3 Krumninger eller Pølser (altsaa Bogstaverne CCC); spjutlongum (et Langspyd) Bogstaven L (eller vel egentlig l).
↑ Denne hellige Birgitta (af Slægten Brahe) var et meget mærkeligt Menneske. Hun havde fraraad Kongen at gjøre et Tog mod Russerne, men han brydde sig ikke om hendes ildevarslende Spaadom, drog ivej og led et skammeligt Nederlag. Da han nu havde faat Troen i Hænderne, begjærede han hendes Forbøn og gav hende et helt Gods, paa hvilket hun lod bygge Vadstena Kloster. Hun advarede Kongen og Folket mod deres Ugudelighed og spaadde – siges der – at en Herrens Straffedom vilde ramme Landet; Frelseren selv, sagde hun, havde givet hende denne Aabenbaring; men Kongen agtede heller ikke dette, førend Ulykken stod for Døren og Pesten indfandt sig. Nu udgav han – som ovenfor sagt efter hendes Raad – Befaling om almindelig Anger og Bodsøvelse, men hans eget Levnet var lige slemt, hvorfor hun, for ikke at se sit Fædrelands Jammer, havde reist til Rom. Det Mærkeligste ved hende var vistnok det, at hun i hine Dage vovede at tale skarpe Ord til Paven, som hun skal have kaldt „en Sjælemorder, Forræderen Judas’s Efterfølger, uretfærdigere end Pilatus, værre end Lucifer og vederstyggeligere end Jøderne.“ Hermed sigtede hun vel bare til den daværende Pave og hans Liv og Levnet; ti selve Paveværdigheden skal hun have holdt højt i Ære.
↑ Dog maa det ikke glemmes, at Badestuer og Badning var almindelige i Norden. – Henrik Harpestrængs danske Lægebog (fra 1240) er ellers mærkelig.
↑ Se Langes Klosterhistorie Side 144.
↑ De kom endog saa langt nord som til Danmark, men blev ved en kongelig Befaling udviste af Landet.
↑ At mange religiøse Vildfarelser har været ledsaget af enslags legemlig Sygdom, er ialfald ganske vist. Saaledes var det f. Eks. med den saakaldte Sankt-Veits-Dans, der ytrede sig i Tyskland nogen Tid efter den sorte Død (især i 1374 og 1418), og som ligeledes gik ud paa selvgjort Bod. De, som angrebes af denne Danse-Galskab, faldt sansesløse til Jorden og pustede stærkt, saa at Fraaden stod dem i Munden, sprang derpaa op og dansede Haand i Haand, medens Ansigts-Trækkene var rent fordrejet, og de selv hverken hørte eller saa, indtil de igjen faldt matte og trætte ned. Folk, som kom i Nærheden, blev ligesom smittet og droges med i Raseriet. Ogsaa den saakaldte Prækesyge, som for nogle Aar siden omtaltes saa meget i somme svenske Bygder, havde, ialfald efter somme Lægers Mening, sin Grund i en vis Sygelighed. Det samme var vel Tilfældet med Metodisternes krampagtige, leende Omvendelsesfeber i forrige Aarhundrede, kanske ogsaa med Finnernes Raseri i vore Dage.
↑ Ogsaa vi har Sagn om et ældgammelt Kobberværk i Kvindherred i Hardanger. Men dette er vel næppe at stole paa. De ældste Spor til virkelige Bergværk i Norge skal nemlig være fra omkring Aar 1490 (angaaende et Kobberberg i Sandsvær). Jærnet i ældre Tider fik man ialfald ikke af Berg men af Myrene (Myrmalm eller Myrjærn).
↑ Adskillige af de følgende norske Konger (saasom Olaf 5 og Erik af Pommern) klager ogsaa over, at „Landet lægges øde“ af Mangel paa Tjenerskab, fordi, som det heder, altfor Mange vil befatte sig med Handel. Derfor fastsætter Kongerne, at Ingen maa begynde at handle, uden han idetmindste ejer 15 Marker (Sølv). Den rette Grund til Mangel paa Tjenestefolk var dog naturligvis Folketomheden idethele, som igjen havde sin Grund i Svartedauens Ødelæggelser.
↑ Værst for, som bekjendt, Tyskerne frem i Bergen og paa Bergenskanten, men ogsaa flere Steder var de slemme nok. 1368 (altsaa straks efter Sortedøden) var der hele 15 Kirkesogne i Nedenæs Amt, som ødelagdes ved Rov og Brand af Hanseaterne. I Kristian den 2dens Tid klages der i Oslo jammerlig over Tyskernes Udsugelser. Før, heder det, havde Byen 5–600 rige norske Borgere; nu havde den bare 60, der saagodtsom alle var bleven fattige paa Grund af de Fremmedes skammelige Adfærd.
↑ Rimeligvis var denne hjærteløse Haardhed mod de Syge ikke saa almindelig i de nordlige Lande. Idetmindste har man fra den danske By Odense et mærkeligt Eksempel paa anden Adfærd. Skomagersvendene i denne By skal nemlig just paa Sortedødens Tider have stiftet en Forening om at hjælpe hverandre med Nattevaagen og anden Pleje ved Sygesengen, samt sørge for de Dødes anstændige Begravelse.
↑ Galenus (eller Galen) var en navnkundig Læge i Lille-Asien omkring 180 Aar efter Kr. Hippokrates er omtalt i Anm. Side 93. Æskulap var efter Grækernes Tro Lægekunstens Gud (ligesom Gudinden Eyr hos de hedenske Normænd).
↑ Af andre Natur-Mærkværdigheder i det 14de Aarhundredes sidste Halvdel kan især nævnes et stort Udbrud af Hekla 1362. Samme Aar gjorde ogsaa Nordsjøen svær Skade i Jylland og Frisland, hvorved en Mængde Mennesker mistede Livet. Vinteren 1394 og især 1399 var overvættes stræng, og 13de Decbr. rasede Stormen saaledes, at over 200 Skibe omkom i Nordsjøen. Det følgende Aar udmærkede sig ogsaa ved mange stærke Storme og overhændigt Regn.
↑ Omtrent paa denne Tid kom det først i Brug at lade mistænkelige Skibe ligge i en særskilt Havn visse Ventedage (ligge i Karangtæne), for at sikre sig mod Pestsmitte.
↑ Som de mærkeligste Optrin i Naturen i det 15de Aarhundrede kan nævnes, at hele Sommeren 1405 var regnløs i Danmark og Sverrig til den 29de Juli, men at det fra den Tid regnede uafbrudt i det første Land til 2den Septbr., i Sverrig kanske endog lige til Jul. Sommeren 1407 og den følgende Vinter var overvættes kold. Ligeledes Vinteren 1424 og 1442–43, som i mange Lande desuden ledsagedes af Ildsprøjtinger og Jordskjælv. Allerværst var dog Vinteren 1460. – Aldeles modsat disse Aaringer viste sig Vinteren 1427, der var overordentlig varm, ligesom den foregaaende Sommer i de sydlige Lande udmærkede sig ved sin brændende Hede, der gjorde Ende paa mange Menneskers Liv. – En stor Komet saaes 1472. 2 Aar senere rammedes Mellem-Europa af en forfærdelig Storm. – Oversvømmelser af Nordsjøen voldte fæle Ødelæggelser (i England og Holland) 1420, og endnu mere 1446, da der ved Dordrecht omkom 100,000 Mennesker. Store Vasflomme rasede 1495 over næsten hele Europa (Italien, Tyskland, Sverrig osv.). Hungersnøden i det sidste Land var desuden saa svær, især i Aarene 1442 og 46 (ligesom siden i 1455–57), at Kong Kristoffer fik Klængenavnet „Barkekongen.“
↑ Af andre mærkelige Natur-Tildragelser i det 16de Aarhundrede kan nævnes følgende: 1531 var et stort Uaar for næsten hele Syd-Europa. Om Vaaren 1545 saaes i Mellem-Europa et sjældent Syn: Himmelen var klar, men Solen mistede ligefuldt i 3 Dage (23–25 April) sin Glans og sit Skin, saa Stjernerne kom tilsyne ved Middagstider; hele Sommeren var Vejret graakaldt og fugtigt, og den følgende Vinter (Luthers Dødsaar) var strængere end Nogen kunde mindes. Andre slemme Vintre havde man haft 1508, 1514 og 1544, ligesom senere 1552 og især 1564 (da mange Folk skal have frosset ihjel i den nordiske Syvaarskrig) samt 1565. Brændende Sommerhede indfandt sig 1523 og 1556. I Danmark var Vaarkulden overvættes langvarig og stræng 1587. Overordentlig Regn indtraf især 1566, 69 og 96; og i November 1570 voldte en Storstorm en værre Oversvømmelse af Nordsjøen end kanske nogensinde før. Store Kometer saaes 1556 og 77. Tyskland og England skal have haft en Uaars-Bolk i hele 12 Aar (fra 1586 til 97). Aarene 1591 („det store sorte Aar“ Nordenfjælds) samt 1596–98 var ogsaa særdeles slemme i de nordlige Lande; i Sverrig uddøde endog Husdyrene af Sygdom og Sult, saa der af 100 Kreaturer blev bare 1 eller 2 i Live. – Og i Aaret 1600 faldt Sneen i saadan Mængde Nordenfjælds i Juli Maaned, at den i Gauldalens Bygder gik til Knæet og i Fjældene til Midjen; Vandene frøs saa stærkt, at man kunde gaa over Isen, og Sneen laa i de øverste Bygder i 14 Dage. En Ødelæggelse af en særegen Art var Den, som rammede Moskva 1571. En Tartar-Høvding angreb Byen, hvor ogsaa en Mængde Landsfolk havde søgt Tilflugt, og satte den ibrand under en tør, flygende Storm. Inden 3 Timer laa hele den store Stad i Aske, og en uhyre Mængde Mennesker (mindst 300,000) brandt op, trampedes ned, sloges ihjel eller druknede i Elven.
↑ Blandt det 17de Aarhundredes Natur-Optrin maa for det Første mærkes i Rusland 10 Ugers stadigt Regn om Sommeren 1601, med en svær Frost ovenpaa I Aabo 1685 kunde man Trefoldighedssøndag ro i Gaderne paa Grund af overhændigt Skylregn. Strænge Vintre, tildels baade i Europa og Amerika, indfandt især sig 1607, 1608, 1621, 1633 og 1685. Det mellemste Tyskland hjemsøgtes 1692–93 af umaadelige Græshoppesværme. Mærkelige Kometer saaes 1607, 33 og 38. Vulkanen Vesuv fremviste 1631 et overordentlig fort Udbrud. 1655 skal en Mængde Fugle have kreperet; og Norge plagedes i 1659 af en forfærdelig Kreatursygdom, der ødelagde Størsteparten af Landets Husdyr. 1623 og 92 mærkedes stærke Jordskjælv i Trondhjem; 1689 nedblæste 10 Kirketaarne ved Trondhjemsfjorden; Sneskred paa Søndmør 1679 ødelagde 20 Gaarde og 130 Mennesker; og i Namdalen druknede ved en Storm 1625 210 Fiskere paa Folden.
↑ Et stort koldere Aar kjender man knapt; Elve og Indsjøer bundfrøs i Sverrig, saa Fiskene omkom i Mængdevis; Isen paa Østersjøen skal sammesteds have været „flere Favne tyk;“ kring Venedig var ogsaa Havet frosset langt udover; Tælen skal i Italien have været 2–3 Alen dyb; vilde Dyr omkom, og Skoge døde ud i Norden, medens en Mængde Mennesker frøs ihjel i Syd-Europa.
↑ Mærkeligheder i Naturen var i det 18de Aarhundrede fornemmelig følgende. Strænge Vintre 1716 og 19 (da 4000 svenske Krigsfolk frøs ihjel paa Tydalsfjældene) samt Vinteren 1739–40, 44, 51, 52, 59 (da Kulden i Torneaa skal have gaat op til 89 Grader efter Celsius, eller 71 Grader efter vore Varmemaalere!!!) og Vinteren 1760, 70, 76 og 85. Overordentlig milde var Vintrene 1758, 79, og 90 (da man i Sverrig plagedes af Myg i Januar) samt 1791. Brændende Sommere indfandt sig især 1733 og 43 (da flere Tusinde Mennesker døde af Solstik i Kinas Hovedstad) samt 1770 i Ostindien (hvor Luften i Skyggen var 2 Grader varmere end Menneskets Blod); desuden var Aarene 1761, 75, 94 og især 83 og 98 almindelige Tøraar i Europa, ligesom 1768–70 i hele Syd-Asien fra Ostindien til Ægypten. Kolde Sommere var derimod 1739 (da Sne laa tyk paa Træerne i Finland 3 Dage i August) og 1753–55 (da Havet ved Island var fuldpakket af Drivis) samt 1772, 76 og 87 (da finlandsk Kvæg frøs ihjel ved Sankthans-Lejte). Svære Storme sporedes i 1714 (over hele Europa), 1736 (i Bohus), 1737 i det indiske Hav (Hvor 20,000 Fartøjer – store og smaa – skal være omkomne med Mand og Mus), 1747, 51, 61, 67 (i Finland), 1775, 77, 78–79 (Nordenfjelds) og 1780 i Vestindien). Oversvømmelser af Nordsjøen var slemme i Holland og Nordtyskland 1717 og 1720 (da ogsaa i Holsten og Slesvig), og Østersjøen gjorde ligeledes megen Skade ved Petersborg 1721 og især 26. – Her i Norge havde vi store Vasflomme (tildels ogsaa Jordfald) i Glommen 1740 (især i Høland), 72, 73 og især 89, i Gudbrandsdalen 1754, 60, 73 og fornemmelig 89; i Il-Elven ved Trondhjem 1791 (hvorved over 20 Mennesker omkom), og i Værdalen 1798. Fjeldskred rammede Stranden 1731 og Næsset 1756 (hvorved 17 og 32 Mennesker omkom, og store Overskyllinger forvoldtes), ligesom Jordskred i Sørum 1768 og ellers paa Romerike mellem 1790 og 1800, samt Sneskred paa Søndmør 1755 og 57, der bortrev 25 Mennesker. Aaret 1789 (Revolusjonsaaret i Frankrig) var rent fælt hertillands: ganske godt Vejr til langt udi Juli, men saa i Slaat-Aannen begyndte et ustyrteligt Regn, der voldte store Vasflomme og svære Jordfald, sær i Gudbrandsdalen, hvor der omkom 61 Mennesker og ødelagdes 3034 Huse; somme af disse førtes af Elven (Lougen) saagodtsom hele ned paa Mjøsen; især rammedes Præstegjældene Vaage og Fron. Ogsaa ved Glommen var Ødelæggelsen stor (mest i Tønsæt og Aamot); og i Valders (fornemmelig Aurdal) bortreves 137 Huse og 7 Mennesker, samt 52 Huse i Land. – Paa Jordskjælv og Ildsprøjtinger var dette Aarhundrede rigt. De mærkeligste var Jordskjælvet i Kina 1720; paa forskjellige andre Steder 1726–29 (det sidste Aar plagedes Syd-Europa desuden af en svovellugtende Taage) samt 1731–32 og 1756; ved Kamtschatka 1737 (hvorved Landet og Øerne paa de Kanter hævede sig meget); i Sydamerika 1746–47 og fornemmlig 1797, da der i Qvito omkom 40,000 Mennesker; i Guatemala 1774, hvor hele Byen med 8000 Sjæle opslugtes af Jorden; i Ægypten 1754, i hvis Hovedstad Kairo ogsaa 40,000 Mennesker mistede Livet; i Norge 1729, 1758–59 og 1762; paa Island 1789, da et helt Berg sank osv. Men fremfor alle andre Aar var 1755 og 1783 rige paa det Slags Forstyrrelser. Stor Tørke (og tildels en Mængde Græshopper) havde hersket 3–4 Aar i Portugal, da Jordskjælvet ganske braat indfandt sig i Hovedstaden Lissabon Formiddag den 1ste Novbr. 1755 med Mørke, fæle Døn og Svovellugt. 40 eller kanske 60,000 Mennesker omkom, og det inden 10 Minutter. Paa Tajo-Elven væltede Bølgerne sig som høje Berg hid og did og opslugte mangt et Skib; Havet steg indtil 30 Alen, og af Jordens Revner opkastedes hvid Sand. Netop i samme Øjeblikke mærkedes Jordstød vidt omkring, baade i Europa og Amerika; og Vesuv, som havde dønnet endnu om Morgenen, blev roligt. Samme Aar hjemsøgtes Island af en Ildsprøjting; Himmelen formørkedes af Aske over den hele Ø. En Ildkugle viste sig om Dagen i det klareste Solskin; og Aar 1783 saaes en anden ligefra Orkenøerne til Rom. Dette Aar blev det Bedste af Island ødelagt ved et Udbrud af Skaptafjæld (ledsaget af Jordskjælv, kanske i alle Verdensdele). En ny Ø ved Island opkom ogsaa, Da nu tillige de italienske Vulkaner rasede dette Aar, og det med endnu større Magt end Islands (idet hele Byer ødelagdes, og Mørket blev saa stort, at man maatte tænde Lys om Dagen), saa er det slettes ikke utroligt, hvad der fortælles, at Røgen udbredde sig over hele Europa, saa Solen fik en ildrød Let at se til, ligesom at Svovelstanken kunde mærkes paa Afrikas Nordkyst. Ellers havde man ogsaa haft Udbrud af Vesuv 1737 og især 79. – Store Kometer saaes 1718, 37, 50, 69 og især 1770; men den allerstørste viste sig 1744 (den var endog synlig om Dagen i klart Solskin). – Svære Dyrsygdomme ytrede sig i Holland 1713, 69, 70 og 81; i Finland 1744 og 57 samt forskjellige Steder 1745–50 (det sidste Aar blandt andet i Lifland og Norge) og 1761; ligeledes paa Island 1784. I 1717 døde endog Fugle, Fiske og Bier; i 1755 fandtes i de svenske Skoge mange Ulve og Ræve døde af „Skurv og Skab;“ i 1758 var der stor Sygdom blandt Rensdyrene.
↑ Sagnet siger ogsaa, at Justedalen dengang endnu var øde og ubeboet, og at disse udvandrede Sogninger var de førte, som byggede der. Dette er dog ikke saa; ti i gamle Brevskaber tales der en god Stund før Svartedauen om „Jostrudals“ Kirke. Men derfor kan nok Sagnet i andre Stykker være nogenlunde sandt.
↑ Dette Sagn (og kanske det foregaaende) er dog overmaade lidet at stole paa. Det synes, som om Folk i senere Tider har fundet paa Sligt bare for at give enslags Forklaring over Bygdens Navn. „Triungen“ kommer vist ikke af „3 Unger“ men af det gamle Ord „Tridjung“ eller Trediedel, der brugtes som et Inddelings-Navn i øvre Tellemarken længe før den sorte Død.
↑ Somme Andre fortæller derimod, at Pilen traf Kirkevæggen, og at Skytteren lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor Bjørnen blev dræbt.

[p93-1] De 2 værste Sotter, som omtales i ældre Tider, var vel: 1) Pesten i Grækenlands ypperste Stad, Athen (omkring Aar 430 f. Kr.), som stansedes af den navnkundige Læge Hippokrates; 2) Pesten i Grækenland og Italien (omkring 550 e. Kr.). Begge var fæle, men ingen af dem kan dog i mindste Maade lignes ved den sorte Død. Blandt de andre Farsotter, der før det 14de Aarhundrede gjorde stor Ødelæggelse paa Menneskeliv, kan især nævnes den, som rasede i Romerriget kring Aarene 180 og 255, i Italien og Frankrig ved 590, i Mellem-Europa 956, i Norden 1002, i Vest-Europa 1004, 1026–1048 samt 1231, i Rusland, Danmark, Tyskland, Nederlandene, Frankrig og flere Lande omkring 1090 og 1196 (i Danmark døde i disse Aar endog Husdyr og Fiske; i den russiske By Kiev døde 7000 Mennesker i 40 Dage); ligesaa i Rusland 1186–88 og især 1230–31 (da der i Smolensk døde 35000 og i Nowgorod 45000 Mennesker dels af Hunger og dels af Pest). I Aaret 1282 døde i Sydrusland mindst 100,000 Mennesker; i Polen rasede ligeledes Pesten 1283, paa Island 1284 og i Sverrig 1291; den svenske Konge paabød ved den Lejlighed særskilte Bønnedage.

[p95-2] Ogsaa i ældre Dage havde slige Natur-Mærkværdigheder for en stor Del gaat Haand i Haand med Farsotterne. Ved Aar 250 omtales f. Eks. Jordskjælv, Oversvømmelser, stræng Kulde osv.; og omkring Aar 590 mærkelige Luftsyn og stor Væte, som braat blev afløst af en svær Tørke, ledsaget af Græshoppesværme. Ved Aar 1004 saaes usædvanlige Luftsyn og et stort Udbrud af det ildsprudende Berg Hekla paa Island; kring 1090 tales der om langvarig Tørke, afbrudt af overhændigt Regn og store Vasflomme, samt Jordskjælv og en umaadelig Mængde Smaadyr (Insekter). Aarene efter 1190 var rige paa Jordskjælv, Oversvømmelser, Dyrsygdomme, voldsomt Vejrskifte og stærke Storme (især en Storstorm i Danmark 1195, som ødelagde hele Skoge). 1222 og derudover var der ogsaa fuldt af Jordskjælv, Vandflomme, „Blodregn,“ Stenregn, rød Sne osv. 1218 og især 1240 blev store Vidder i Slesvig og Frisland ødelagte af Nordsjøen; det sidste Aar mærkedes ogsaa en usædvanlig Rørelse blandt Fiske og Sjødyr, samt en ustyrtelig Mængde Rotter og Mus. I Aaret 1280 og derefter viste sig atter en Mængde Jordskjælv og Oversvømmelser. – Af strænge Vintre indtil denne Tid nævnes hernord især 1225, 1269, 1292, 1294 og 1296; i de 2 sidste skal Isen have været saa stærk, at man kunde kjøre mellem Norge og Jylland. 1275 i August skal en meget strid Hagelskur have gjort svær Skade Nordenfjelds.

[3] Efterat dette var skrevet, melder Aviserne hans Død.

[4] „Den sorte Død” (som det heder paa Dansk) kaldtes naturligvis paa Norsk „Svartedauen“ eller ogsaa „Stormanna-Dauen.“ I Sverrig fik den Navnet „Digerdøden“ (det vil sige „Stordøden“). Navnet sort eller svart havde vel sit Ophav fra de sorte Bylder, som fulgte med den. I Danmark kaldes den ogsaa (blandt Almuen) „Mandekvæl“ eller „Mærkedød.“

[5] En mindre troværdig Fortælling har man om Pestens Oprindelse i Østerlandene. Det heder nemlig, at en ustyrtelig Mængde Græshopper blev af en Storm kastet i Havet, men drev saa atter i Land igjen og raadnede og opfyldte Luften med Sygdom og Stank.

[6] Om Pesten i Florenz skal Mere siden fortælles.

[7] Det kunde dog vel være muligt, at dette Tal ikke gjælder Tyskland alene men flere europæiske Lande tilsammen.

[8] En Fjelddal i Kristianssands Stift skal dog være bleven aldeles skaanet for Sotten.

[9] Det er vel ikke rimeligt, at Landet før Pesten havde stort over 1 Million Mennesker, skjønt vistnok heller ikke mindre. Men da nu Norges Folkemængde for 200 Aar siden var omtrent 450,000, saa har den vel straks efter Sortedøden været endnu faatalligere.

[10] Sydlige Vinde tilligemed svær Tørke og Hede skal have været meget almindelige i Tyskland og Danmark under næsten hele Pesten 1348 og 49. Vaaren alene var vakker. I England regnede det, som før sagt, halve Aaret 1348. Aaret 1350 var i Danmark overordentlig tørt og kvalmt.

[11] Norge havde i gamle Dage 5 Biskopper, nemlig 1 i Oslo, 1 i Hamar, 1 i Stavanger og 1 i Bergen samt Ærkebispen i Nidaros (Trondhjem), som havde Opsyn over de andre.

[12] Domkapitlet (eller Domkirkens Præsteskab) bestod i Trondhjem af 24 Kannikker, og i de andre Stiftsstæder af 12. Disse Kannikker, Korbrødre eller Domherrer – hvad man nu vil kalde dem – var Biskoppens Raadgivere og Hjælpesmænd. De havde ogsaa Retten til at vælge ny Biskop, saasnart den gamle var død. – Ordet „Kapittel“ (eller Kapitul) findes endnu igjen i Navnet „Kapittelstaxt.“

[13] Omkring Aar 1400 fandtes f. Eks. i Munkeliv Kloster i Bergen bare 2 gamle Munke, „der havde Indtægterne af 3–400 Gaarde at dele mellem sig, uden at kunne bringe Andre til at deltage i den rige Arv,“ det vil sige, uden at kunne lokke Nogen til at blive Munk hos dem. (Se Langes Bog: „De norske Klostres Historie“).

[p107-14] Munkene i Sverrig (og Danmark) har gjort etslags latinsk Vers for at indprænte, at Sortedoden rasede især i Aaret MCCCL (det vil sige 1350). Verset lyder saaledes:

Rastrum tricrumbum spjutlongum maxima pestis,

eller ogsaa saaledes:

Rostrum tre Wurstum Spidlongum, tunc mala pestis.

De, der forstaar Latin, vil her se, hvilket underligt Kraakemaal den saakaldte „Munkelatin“ i Middelalderen var. Man brugte et og andet latinsk Ord, og forresten danske og tyske, paa hvilke der sattes en latinsk Sving. Paa denne Maade omgjordes (som Nyerup oplyser) en ulden Kappe til Cappa uldena, en foret Kappe til Cappa forata osv. Ligesaa med Verset om Digerdøden. Rastrum (eller Rostrum) skal vel betyde en Rist, som Bogstavet M har Lighed med; tricrumbum (eller tre Wurstum) 3 Krumninger eller Pølser (altsaa Bogstaverne CCC); spjutlongum (et Langspyd) Bogstaven L (eller vel egentlig l).

[15] Denne hellige Birgitta (af Slægten Brahe) var et meget mærkeligt Menneske. Hun havde fraraad Kongen at gjøre et Tog mod Russerne, men han brydde sig ikke om hendes ildevarslende Spaadom, drog ivej og led et skammeligt Nederlag. Da han nu havde faat Troen i Hænderne, begjærede han hendes Forbøn og gav hende et helt Gods, paa hvilket hun lod bygge Vadstena Kloster. Hun advarede Kongen og Folket mod deres Ugudelighed og spaadde – siges der – at en Herrens Straffedom vilde ramme Landet; Frelseren selv, sagde hun, havde givet hende denne Aabenbaring; men Kongen agtede heller ikke dette, førend Ulykken stod for Døren og Pesten indfandt sig. Nu udgav han – som ovenfor sagt efter hendes Raad – Befaling om almindelig Anger og Bodsøvelse, men hans eget Levnet var lige slemt, hvorfor hun, for ikke at se sit Fædrelands Jammer, havde reist til Rom. Det Mærkeligste ved hende var vistnok det, at hun i hine Dage vovede at tale skarpe Ord til Paven, som hun skal have kaldt „en Sjælemorder, Forræderen Judas’s Efterfølger, uretfærdigere end Pilatus, værre end Lucifer og vederstyggeligere end Jøderne.“ Hermed sigtede hun vel bare til den daværende Pave og hans Liv og Levnet; ti selve Paveværdigheden skal hun have holdt højt i Ære.

[16] Dog maa det ikke glemmes, at Badestuer og Badning var almindelige i Norden. – Henrik Harpestrængs danske Lægebog (fra 1240) er ellers mærkelig.

[17] Se Langes Klosterhistorie Side 144.

[18] De kom endog saa langt nord som til Danmark, men blev ved en kongelig Befaling udviste af Landet.

[p115-19] At mange religiøse Vildfarelser har været ledsaget af enslags legemlig Sygdom, er ialfald ganske vist. Saaledes var det f. Eks. med den saakaldte Sankt-Veits-Dans, der ytrede sig i Tyskland nogen Tid efter den sorte Død (især i 1374 og 1418), og som ligeledes gik ud paa selvgjort Bod. De, som angrebes af denne Danse-Galskab, faldt sansesløse til Jorden og pustede stærkt, saa at Fraaden stod dem i Munden, sprang derpaa op og dansede Haand i Haand, medens Ansigts-Trækkene var rent fordrejet, og de selv hverken hørte eller saa, indtil de igjen faldt matte og trætte ned. Folk, som kom i Nærheden, blev ligesom smittet og droges med i Raseriet. Ogsaa den saakaldte Prækesyge, som for nogle Aar siden omtaltes saa meget i somme svenske Bygder, havde, ialfald efter somme Lægers Mening, sin Grund i en vis Sygelighed. Det samme var vel Tilfældet med Metodisternes krampagtige, leende Omvendelsesfeber i forrige Aarhundrede, kanske ogsaa med Finnernes Raseri i vore Dage.

[20] Ogsaa vi har Sagn om et ældgammelt Kobberværk i Kvindherred i Hardanger. Men dette er vel næppe at stole paa. De ældste Spor til virkelige Bergværk i Norge skal nemlig være fra omkring Aar 1490 (angaaende et Kobberberg i Sandsvær). Jærnet i ældre Tider fik man ialfald ikke af Berg men af Myrene (Myrmalm eller Myrjærn).

[21] Adskillige af de følgende norske Konger (saasom Olaf 5 og Erik af Pommern) klager ogsaa over, at „Landet lægges øde“ af Mangel paa Tjenerskab, fordi, som det heder, altfor Mange vil befatte sig med Handel. Derfor fastsætter Kongerne, at Ingen maa begynde at handle, uden han idetmindste ejer 15 Marker (Sølv). Den rette Grund til Mangel paa Tjenestefolk var dog naturligvis Folketomheden idethele, som igjen havde sin Grund i Svartedauens Ødelæggelser.

[p119-22] Værst for, som bekjendt, Tyskerne frem i Bergen og paa Bergenskanten, men ogsaa flere Steder var de slemme nok. 1368 (altsaa straks efter Sortedøden) var der hele 15 Kirkesogne i Nedenæs Amt, som ødelagdes ved Rov og Brand af Hanseaterne. I Kristian den 2dens Tid klages der i Oslo jammerlig over Tyskernes Udsugelser. Før, heder det, havde Byen 5–600 rige norske Borgere; nu havde den bare 60, der saagodtsom alle var bleven fattige paa Grund af de Fremmedes skammelige Adfærd.

[23] Rimeligvis var denne hjærteløse Haardhed mod de Syge ikke saa almindelig i de nordlige Lande. Idetmindste har man fra den danske By Odense et mærkeligt Eksempel paa anden Adfærd. Skomagersvendene i denne By skal nemlig just paa Sortedødens Tider have stiftet en Forening om at hjælpe hverandre med Nattevaagen og anden Pleje ved Sygesengen, samt sørge for de Dødes anstændige Begravelse.

[24] Galenus (eller Galen) var en navnkundig Læge i Lille-Asien omkring 180 Aar efter Kr. Hippokrates er omtalt i Anm. Side 93. Æskulap var efter Grækernes Tro Lægekunstens Gud (ligesom Gudinden Eyr hos de hedenske Normænd).

[25] Af andre Natur-Mærkværdigheder i det 14de Aarhundredes sidste Halvdel kan især nævnes et stort Udbrud af Hekla 1362. Samme Aar gjorde ogsaa Nordsjøen svær Skade i Jylland og Frisland, hvorved en Mængde Mennesker mistede Livet. Vinteren 1394 og især 1399 var overvættes stræng, og 13de Decbr. rasede Stormen saaledes, at over 200 Skibe omkom i Nordsjøen. Det følgende Aar udmærkede sig ogsaa ved mange stærke Storme og overhændigt Regn.

[26] Omtrent paa denne Tid kom det først i Brug at lade mistænkelige Skibe ligge i en særskilt Havn visse Ventedage (ligge i Karangtæne), for at sikre sig mod Pestsmitte.

[27] Som de mærkeligste Optrin i Naturen i det 15de Aarhundrede kan nævnes, at hele Sommeren 1405 var regnløs i Danmark og Sverrig til den 29de Juli, men at det fra den Tid regnede uafbrudt i det første Land til 2den Septbr., i Sverrig kanske endog lige til Jul. Sommeren 1407 og den følgende Vinter var overvættes kold. Ligeledes Vinteren 1424 og 1442–43, som i mange Lande desuden ledsagedes af Ildsprøjtinger og Jordskjælv. Allerværst var dog Vinteren 1460. – Aldeles modsat disse Aaringer viste sig Vinteren 1427, der var overordentlig varm, ligesom den foregaaende Sommer i de sydlige Lande udmærkede sig ved sin brændende Hede, der gjorde Ende paa mange Menneskers Liv. – En stor Komet saaes 1472. 2 Aar senere rammedes Mellem-Europa af en forfærdelig Storm. – Oversvømmelser af Nordsjøen voldte fæle Ødelæggelser (i England og Holland) 1420, og endnu mere 1446, da der ved Dordrecht omkom 100,000 Mennesker. Store Vasflomme rasede 1495 over næsten hele Europa (Italien, Tyskland, Sverrig osv.). Hungersnøden i det sidste Land var desuden saa svær, især i Aarene 1442 og 46 (ligesom siden i 1455–57), at Kong Kristoffer fik Klængenavnet „Barkekongen.“

[p130-28] Af andre mærkelige Natur-Tildragelser i det 16de Aarhundrede kan nævnes følgende: 1531 var et stort Uaar for næsten hele Syd-Europa. Om Vaaren 1545 saaes i Mellem-Europa et sjældent Syn: Himmelen var klar, men Solen mistede ligefuldt i 3 Dage (23–25 April) sin Glans og sit Skin, saa Stjernerne kom tilsyne ved Middagstider; hele Sommeren var Vejret graakaldt og fugtigt, og den følgende Vinter (Luthers Dødsaar) var strængere end Nogen kunde mindes. Andre slemme Vintre havde man haft 1508, 1514 og 1544, ligesom senere 1552 og især 1564 (da mange Folk skal have frosset ihjel i den nordiske Syvaarskrig) samt 1565. Brændende Sommerhede indfandt sig 1523 og 1556. I Danmark var Vaarkulden overvættes langvarig og stræng 1587. Overordentlig Regn indtraf især 1566, 69 og 96; og i November 1570 voldte en Storstorm en værre Oversvømmelse af Nordsjøen end kanske nogensinde før. Store Kometer saaes 1556 og 77. Tyskland og England skal have haft en Uaars-Bolk i hele 12 Aar (fra 1586 til 97). Aarene 1591 („det store sorte Aar“ Nordenfjælds) samt 1596–98 var ogsaa særdeles slemme i de nordlige Lande; i Sverrig uddøde endog Husdyrene af Sygdom og Sult, saa der af 100 Kreaturer blev bare 1 eller 2 i Live. – Og i Aaret 1600 faldt Sneen i saadan Mængde Nordenfjælds i Juli Maaned, at den i Gauldalens Bygder gik til Knæet og i Fjældene til Midjen; Vandene frøs saa stærkt, at man kunde gaa over Isen, og Sneen laa i de øverste Bygder i 14 Dage. En Ødelæggelse af en særegen Art var Den, som rammede Moskva 1571. En Tartar-Høvding angreb Byen, hvor ogsaa en Mængde Landsfolk havde søgt Tilflugt, og satte den ibrand under en tør, flygende Storm. Inden 3 Timer laa hele den store Stad i Aske, og en uhyre Mængde Mennesker (mindst 300,000) brandt op, trampedes ned, sloges ihjel eller druknede i Elven.

[29] Blandt det 17de Aarhundredes Natur-Optrin maa for det Første mærkes i Rusland 10 Ugers stadigt Regn om Sommeren 1601, med en svær Frost ovenpaa I Aabo 1685 kunde man Trefoldighedssøndag ro i Gaderne paa Grund af overhændigt Skylregn. Strænge Vintre, tildels baade i Europa og Amerika, indfandt især sig 1607, 1608, 1621, 1633 og 1685. Det mellemste Tyskland hjemsøgtes 1692–93 af umaadelige Græshoppesværme. Mærkelige Kometer saaes 1607, 33 og 38. Vulkanen Vesuv fremviste 1631 et overordentlig fort Udbrud. 1655 skal en Mængde Fugle have kreperet; og Norge plagedes i 1659 af en forfærdelig Kreatursygdom, der ødelagde Størsteparten af Landets Husdyr. 1623 og 92 mærkedes stærke Jordskjælv i Trondhjem; 1689 nedblæste 10 Kirketaarne ved Trondhjemsfjorden; Sneskred paa Søndmør 1679 ødelagde 20 Gaarde og 130 Mennesker; og i Namdalen druknede ved en Storm 1625 210 Fiskere paa Folden.

[30] Et stort koldere Aar kjender man knapt; Elve og Indsjøer bundfrøs i Sverrig, saa Fiskene omkom i Mængdevis; Isen paa Østersjøen skal sammesteds have været „flere Favne tyk;“ kring Venedig var ogsaa Havet frosset langt udover; Tælen skal i Italien have været 2–3 Alen dyb; vilde Dyr omkom, og Skoge døde ud i Norden, medens en Mængde Mennesker frøs ihjel i Syd-Europa.

[p135-31] Mærkeligheder i Naturen var i det 18de Aarhundrede fornemmelig følgende. Strænge Vintre 1716 og 19 (da 4000 svenske Krigsfolk frøs ihjel paa Tydalsfjældene) samt Vinteren 1739–40, 44, 51, 52, 59 (da Kulden i Torneaa skal have gaat op til 89 Grader efter Celsius, eller 71 Grader efter vore Varmemaalere!!!) og Vinteren 1760, 70, 76 og 85. Overordentlig milde var Vintrene 1758, 79, og 90 (da man i Sverrig plagedes af Myg i Januar) samt 1791. Brændende Sommere indfandt sig især 1733 og 43 (da flere Tusinde Mennesker døde af Solstik i Kinas Hovedstad) samt 1770 i Ostindien (hvor Luften i Skyggen var 2 Grader varmere end Menneskets Blod); desuden var Aarene 1761, 75, 94 og især 83 og 98 almindelige Tøraar i Europa, ligesom 1768–70 i hele Syd-Asien fra Ostindien til Ægypten. Kolde Sommere var derimod 1739 (da Sne laa tyk paa Træerne i Finland 3 Dage i August) og 1753–55 (da Havet ved Island var fuldpakket af Drivis) samt 1772, 76 og 87 (da finlandsk Kvæg frøs ihjel ved Sankthans-Lejte). Svære Storme sporedes i 1714 (over hele Europa), 1736 (i Bohus), 1737 i det indiske Hav (Hvor 20,000 Fartøjer – store og smaa – skal være omkomne med Mand og Mus), 1747, 51, 61, 67 (i Finland), 1775, 77, 78–79 (Nordenfjelds) og 1780 i Vestindien). Oversvømmelser af Nordsjøen var slemme i Holland og Nordtyskland 1717 og 1720 (da ogsaa i Holsten og Slesvig), og Østersjøen gjorde ligeledes megen Skade ved Petersborg 1721 og især 26. – Her i Norge havde vi store Vasflomme (tildels ogsaa Jordfald) i Glommen 1740 (især i Høland), 72, 73 og især 89, i Gudbrandsdalen 1754, 60, 73 og fornemmelig 89; i Il-Elven ved Trondhjem 1791 (hvorved over 20 Mennesker omkom), og i Værdalen 1798. Fjeldskred rammede Stranden 1731 og Næsset 1756 (hvorved 17 og 32 Mennesker omkom, og store Overskyllinger forvoldtes), ligesom Jordskred i Sørum 1768 og ellers paa Romerike mellem 1790 og 1800, samt Sneskred paa Søndmør 1755 og 57, der bortrev 25 Mennesker. Aaret 1789 (Revolusjonsaaret i Frankrig) var rent fælt hertillands: ganske godt Vejr til langt udi Juli, men saa i Slaat-Aannen begyndte et ustyrteligt Regn, der voldte store Vasflomme og svære Jordfald, sær i Gudbrandsdalen, hvor der omkom 61 Mennesker og ødelagdes 3034 Huse; somme af disse førtes af Elven (Lougen) saagodtsom hele ned paa Mjøsen; især rammedes Præstegjældene Vaage og Fron. Ogsaa ved Glommen var Ødelæggelsen stor (mest i Tønsæt og Aamot); og i Valders (fornemmelig Aurdal) bortreves 137 Huse og 7 Mennesker, samt 52 Huse i Land. – Paa Jordskjælv og Ildsprøjtinger var dette Aarhundrede rigt. De mærkeligste var Jordskjælvet i Kina 1720; paa forskjellige andre Steder 1726–29 (det sidste Aar plagedes Syd-Europa desuden af en svovellugtende Taage) samt 1731–32 og 1756; ved Kamtschatka 1737 (hvorved Landet og Øerne paa de Kanter hævede sig meget); i Sydamerika 1746–47 og fornemmlig 1797, da der i Qvito omkom 40,000 Mennesker; i Guatemala 1774, hvor hele Byen med 8000 Sjæle opslugtes af Jorden; i Ægypten 1754, i hvis Hovedstad Kairo ogsaa 40,000 Mennesker mistede Livet; i Norge 1729, 1758–59 og 1762; paa Island 1789, da et helt Berg sank osv. Men fremfor alle andre Aar var 1755 og 1783 rige paa det Slags Forstyrrelser. Stor Tørke (og tildels en Mængde Græshopper) havde hersket 3–4 Aar i Portugal, da Jordskjælvet ganske braat indfandt sig i Hovedstaden Lissabon Formiddag den 1ste Novbr. 1755 med Mørke, fæle Døn og Svovellugt. 40 eller kanske 60,000 Mennesker omkom, og det inden 10 Minutter. Paa Tajo-Elven væltede Bølgerne sig som høje Berg hid og did og opslugte mangt et Skib; Havet steg indtil 30 Alen, og af Jordens Revner opkastedes hvid Sand. Netop i samme Øjeblikke mærkedes Jordstød vidt omkring, baade i Europa og Amerika; og Vesuv, som havde dønnet endnu om Morgenen, blev roligt. Samme Aar hjemsøgtes Island af en Ildsprøjting; Himmelen formørkedes af Aske over den hele Ø. En Ildkugle viste sig om Dagen i det klareste Solskin; og Aar 1783 saaes en anden ligefra Orkenøerne til Rom. Dette Aar blev det Bedste af Island ødelagt ved et Udbrud af Skaptafjæld (ledsaget af Jordskjælv, kanske i alle Verdensdele). En ny Ø ved Island opkom ogsaa, Da nu tillige de italienske Vulkaner rasede dette Aar, og det med endnu større Magt end Islands (idet hele Byer ødelagdes, og Mørket blev saa stort, at man maatte tænde Lys om Dagen), saa er det slettes ikke utroligt, hvad der fortælles, at Røgen udbredde sig over hele Europa, saa Solen fik en ildrød Let at se til, ligesom at Svovelstanken kunde mærkes paa Afrikas Nordkyst. Ellers havde man ogsaa haft Udbrud af Vesuv 1737 og især 79. – Store Kometer saaes 1718, 37, 50, 69 og især 1770; men den allerstørste viste sig 1744 (den var endog synlig om Dagen i klart Solskin). – Svære Dyrsygdomme ytrede sig i Holland 1713, 69, 70 og 81; i Finland 1744 og 57 samt forskjellige Steder 1745–50 (det sidste Aar blandt andet i Lifland og Norge) og 1761; ligeledes paa Island 1784. I 1717 døde endog Fugle, Fiske og Bier; i 1755 fandtes i de svenske Skoge mange Ulve og Ræve døde af „Skurv og Skab;“ i 1758 var der stor Sygdom blandt Rensdyrene.

[32] Sagnet siger ogsaa, at Justedalen dengang endnu var øde og ubeboet, og at disse udvandrede Sogninger var de førte, som byggede der. Dette er dog ikke saa; ti i gamle Brevskaber tales der en god Stund før Svartedauen om „Jostrudals“ Kirke. Men derfor kan nok Sagnet i andre Stykker være nogenlunde sandt.

[33] Dette Sagn (og kanske det foregaaende) er dog overmaade lidet at stole paa. Det synes, som om Folk i senere Tider har fundet paa Sligt bare for at give enslags Forklaring over Bygdens Navn. „Triungen“ kommer vist ikke af „3 Unger“ men af det gamle Ord „Tridjung“ eller Trediedel, der brugtes som et Inddelings-Navn i øvre Tellemarken længe før den sorte Død.

[34] Somme Andre fortæller derimod, at Pilen traf Kirkevæggen, og at Skytteren lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor Bjørnen blev dræbt.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]

[24]

[25]

[26]

[27]

[28]

[29]

[30]

[31]

[32]

[33]

[34]