Om en paatænkt Restauration af Trondhjems Domkirke
I sin Beskrivelse over Trondhjems Domkirke fortæller Schøning, at der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede et Par Gange var Tale om at sløife de tilbagestaaende Mure af Kirkens vestre Del. Meningen var at benytte de smukt tilhugne Stene dels til Opførelse af et Taarn ved Vor Frue Kirke, dels til forskjellige „høist fornødne“ Bygverker paa Kongsgaarden. Men til Ære for den danske Regjering, som altid maatte knibe paa sit spændte Budget, og til Skam for Trondhjems rigeste Borgere, som intet vilde ofre for et kommunalt Anliggende, være det sagt, at dette Barbari hindredes ved kongelige Resolutioner. Derimod har det hidtil været upaaagtet, at der paa samme Tid var et ivrigt Arbeide oppe i Trondhjem for at faa den hele Kirke istandsat, hvorved den for Fremtiden kunde blive sikret mod den fuldstændige Undergang, som sent eller tidlig maatte blive dens Lod.
Byens og Stiftets høieste Øvrighed var paa denne Tid Biskop Dr. Peder Krog og Stistsbefalingsmand Iver von Ahnen. Den første af disse er af de nyere Historikere bleven meget strengt bedømt og vistnok med Rette; thi han var en myndig og derhos sneverhjertet Prælat, som lidet forstod de Ideer, som gjærede i Tiden. Men Trønderne bør dog ikke være med paa at kaste Sten paa ham. Thi i hans Tid reiste der sig rundt om i Stiftet en Række af Kirker, lyse og venlige, som endnu den Dag idag svarer til sin Hensigt, medens andre, der hidrører fra en senere Tid, allerede er nedtagne. Under Navnet „Kirkebyggeren“ lever han endnu i den trondhjemske Almues Erindring. Stiftsbefalingsmand Iver von Ahnen var en retsindig og brav Mand, som vilde gjøre alt til det bedste, og naar det, han vilde udrette, kun sjelden kom til sin Ret, havde dette tilvisse mere sin Grund i de fortvivlede økonomiske Omstændigheder, hvori den dansk-norske Stat befandt sig, end i hans egen Ihærdighed og Dygtighed. Med Biskop Krog befandt han sig oftere i Kiv; men i de Planer, som angik Domkirkens Bevarelse og Reparation, raadede den skjønneste Enighed mellem dem.
Det skyldtes først og fremst deres forenede Bestræbelser, at Domkirkens vestlige Fløi blev forskaanet for Borgernes og de Militæres Vandalisme. Strax efter (1706) indgik Biskop Krog til Regjeringen med Andragende om, at Halvdelen af de finmarkske Kirkers aarlige Indtægter maatte skjænkes til Trondhjems Domkirkes Reparation. Ved Reskript af 5te Oktober s. A. fik Stiftsbefalingsmanden Opfordring til at lade Kirken besigtige af sagkyndige Mænd og indsende deres Beregning over, hvormeget en saadan Istandsættelse vilde koste. Under Synsforretningen, som afholdtes i Løbet af Vinteren, blev der da udtalt Ønskeligheden af, at den vestre Del af Kirken „for sit rare Arbeides Skyld“ maatte komme under Tag igjen, selv om den ikke skulde tjene til andet end Begravelsesplads for Byens rige og fornemme Borgere. Hvor stor Interesse Stiftsbefalingsmanden nærede for Sagen, fremgaar tydelig af den varme Maade, hvorpaa han under 31te December 1706 anbefalede den. Men bag Ordene dæmrer der dog en Mistvivl om, hvorvidt Evnen til at realisere Planen vilde strække til. I Virkeligheden var ogsaa de Bekostninger, som Arbeidet udkrævede (over 13000 Rdlr.) alt for store til, at Regjeringen skulde forhaste sig med at fatte nogen Beslutning. Først den 4de Juni 1708 blev Biskopens Andragende indvilget saaledes, at 1000 Rdlr. aarlig af de finmarkske Kirkers Indkomster skulde komme Trondhjems Domkirke til Gode.
Men Sagen var nu engang bragt paa Bane og havde fundet adskillig Tilslutning blandt Domkirkens Menigheds Lemmer, saa man kun ventede paa en gunstig Leilighed til at faa den sat igjennem, og denne syntes at skulle frembyde sig, før nogen havde ventet.
Onsdag den 1ste August 1708 udbrød der sent om Kvelden i Lars Withes Gaard i Krambodgaden Ildløs, idet det ved en Tjenestepiges Uagtsomhed fængede i en Brændevinskjedel. Byens Slukningsredskaber var i fuldstændig Ustand, Brandmesteren var allerede døddrukken bragt i Seng, og der hengik et Par Timer, før en Sprøite kom frem til Brandstedet. Men da havde Ilden allerede grebet saa vidt om sig, at den spottede ethvert Slukningsforsøg. I Løbet af Natten og den følgende Formiddag blev ikke mindre end 459 – efter en anden Opgave over 500 – Huse et Rov for Luerne. Hele Byen med Undtagelse af nogle Gaarde i Sanden strøg med. Blandt de afbrændte Bygninger var baade Vor Frue Kirke og Domkirken; dog havde den første uden Sammenligning lidt mest, saa der ikke var stort andet end Murene, som stod igjen. Da Ulykken indtraf, var Biskopen og Stiftsbefalingsmanden netop fraværende paa en Kirkeinspektionsreise i Nordlandene. Men de Bestræbelser, de havde gjort for Domkirkens Reparation, havde fundet fuld Tilslutning hos Menigheden. Inden en Uge var hengaaet, havde Domkirkens Prester, Gert Bonsach og Niels Juel, faaet istand et Andragende fra Domsognets Menighed til Kongen om, at Vor Frue Kirke maatte sløifes og den vestre Del af Domkirken indredes til Brug for dens Menighed, da man derved kunde have Haab om, at denne Del af Kirken med Tiden igjen vilde blive en pragtfuld Bygning. Som Grund for Andragendet anførtes der, at Vor Frue Kirke paa Grund af sin Beliggenhed var bleven ødelagt af enhver større Ildebrand, som havde overgaaet den Del af Byen, som omgav den. Domkirken, som laa mere isoleret, var derimod ganske sikker, og Sandsynligheden for, at den skulde rammes af en saadan Ulykke, blev end mindre ved den nye Regulering af Gaderne, som nu skulde foretages. Man fremhævede ogsaa meget sterkt som en Grund, der ganske vist vilde finde et villigt Øre hos allerhøieste Vedkommende, den store Besparelse for Kongens Kasse, som ved disse Foranstaltninger vilde finde Sted. – Generalløitnant Johan Vibe, som dengang boede paa Lade ved Trondhjem, og som havde den øverste militære saavelsom civile Myndighed i Stiftet under Stiftamtmandens Fravær, var meget gunstigt stemt for Planen, og det saa derfor ud til, at man kunde vente sig det bedste Udsald. Denne Stemning, som besjælede hele Domsognets Menighed og hævede den op fra det Mismod, hvori den af Øieblikkets Trængsel og Fattigdom var nedsænket, fandt et meget smukt Udtryk i Digteren Markus Volqvartz’s bekjendte „Klagesang over Trondhjems Aske“. I dette heder det om Domkirken:
Domkirken, som udi syv hundrede Aar
har været navnkundig i Norden,
den drukket har mangen Gjenvordigheds Skaal
Den tre Gang’ er brændt udaf Torden;[1]
ved Fiendernes Vold til Hestenes Stold
den ogsaa forandret er vorden.
En skadelig Skade Fyrbrændere var,
som tændte i Taarnet stor Hede,
der han udi Næbbet Ildkvister opbar
og lagde dem udi sit Rede,
hos Alteret frem en Svale sit Hjem
ei kunde til Ungerne lede.[2]
Du haver og været paa Røveres Krog
som dine Mobilier toge,
din Jachin, din Boaz, din’ Klokker de tog,
med dennem af Landet de droge,
men din Alabast og Marmor med Hast
Vandbølgerne stykkevis sloge.
Tre Ting Augustinus sig ønskte at se:
sin Jesum, sin Paulum, Roms Ære.
O, kunde mig nogen det fjerde bete,
jeg vil det med Længsel begjære,
at se udi Flor Domkirken, hvor stor
og prægtig dens Bygning monn’ være!
For nitten Aar siden er Taarnet omblæst,
hvis Høide mod Skyen sig vendte,
det knustes om Natten ved Storm udaf Vest,
som Gud af sin Næve udsendte,
hvad Stormen ei slog, det Ilden borttog,
som Kirkens Indretning opbrændte.[3]
Hvor er nu dit Alter? Dit Orgelverks Fryd?
Din Messing Pillarer og andet?
Hvor er nu din’ Kroner? og Klokkernes Lyd?
Med Aske det findes beblandet.
Hvo skuer dit Men, om han ei er Sten,
hans Øine maa flyde i Vandet.
Gjør vel imod Zion din elskelig Brud,
o Zebaot! Murene bygge!
Vi længes at komme til Herren vor Gud.
og under hans Vinger bo trygge.
Lad komme et Tag paa dit Dueslag,
din Naade lad være vor Skygge!
– – – – – – – – – – – –
Men da Vor Frue Menighed fik Nys om, hvad der var i Gjære, blev der ikke liden Fortrydelse over, at Byens fornemste og rigeste Borgere ikke længere skulde have nogen egen Kirke, og dertil opgive sine Familiebegravelser i den nys afbrændte. Man overhængte nu Generalen om, at han maatte forandre sin allerede afgivne Indstilling. Menigheden skulde selv gjerne bære Omkostningerne ved Opførelsen af sin Kirke, ikke blot for denne ene Gang, men ogsaa for Fremtiden, om den maatte ødelægges af Ildebrand. Men Generalen blev ved sit, og nu indgav Menigheden med sine Prester, Sebastian Withe og Peter Lund, i Spidsen den 10de August et Bønskrift til Kongen om, at ogsaa Vor Frue Kirke maatte gjenopbygges. Paa samme Tid opkjøbte nogle rige Kjøbmænd for Sikkerheds Skyld alle de Materialier, som var udseede til Domkirkens Gjenopførelse, for derved at hindre, at der blev gjort noget ved Sagen, før den kongelige Resolution faldt. Men ogsaa her traadte Generalen imellem ved at lægge Beslag paa dem.
Regjeringens Resolution i Kirkebygningsspørgsmaalet lod denne Gang ikke længe vente paa sig. Den gik ud paa, at „Geistlighed og Magistrat der paa Stedet skulde gjøre Anstalt til at saa Trondhjems Domkirke jo før jo heller under Tag, saa at Gudstjenesten der kunde forrettes“, hvorhos de fornødne Midler hertil anvistes. Men om Vor Frue Kirkes Gjenopførelse blev der foreløbig ikke talt. Johan Vibe antog da til at føre Opsyn med Domkirkens Reparation den tidligere Toldforpagter Holger Bierck, som strax med Iver gav sig til Arbeidet. Da Stistsbefalingsmand Iver von Ahnen i Løbet af September Maaned vendte hjem og overtog sit Embede, støttede han af yderste Evne Domsognets Menigheds Forslag, som han omfattede med levende Interesse. Om Arbeidets raske Fremme paa Domkirkens Bygning faar man Oplysning i en Skrivelse fra Holger Bierck, som er dateret den 20de Oktober 1708. „Strax efter denne Bys ulykkelige Ildebrand,“ skriver han, „understod jeg mig at opvarte Deres Excellence med min ringe Skrivelse og Relation udinden samme, særlig hvorvidt jeg med Hus, Gaard og tildels andet mere godt, ligesom de andre og fleste Indvaanere skede, tog Skade, hvilket Gud i Naade vil oprette. Siden til nu paa nogle Dage, at jeg har stræbet et lidet Hus over Hovedet i Byen mod den strenge anstundende Vinter at erholde, maatte jeg tage Værelse paa Landet snart en halv Mil borte, og dog har jeg uden nogen min Ros oftest om Morgenen og sildigst om Aftenen biværet Domkirkens Arbeide, hvortil jeg som en Tilsynsmand af Hr. Generalløitnant Vibe blev begjæret og derpaa tillige af Hr. Etatsraad og Stiftamtmand v. Ahnen den 18de Septbr. næstl. bestilt samme at iagttage. Fra hvilken Tid efter høibem.te Hr. Generalløitnants foranstaltende Omsorg og til den 16de denne Maaned bem.te Domkirke har gelanget under Tag, saavidt at Gudstjeneste derudi kan nu forrettes (ja ogsaa ved en Ligbegjængelse over forrige Lektor Simon Hoff, sidste 11te Oktober skede) og det ikke alene i saa kort en Tid af 5 Uger (da der dog forhen ei var lagt en Bjelke, langt mindre reist en Spærre, ja ikke tilfulde tilhugget Tømmeret, nei ikke fremskaffet alle Materialier) er kommet til forbem.te Fuldkommenhed, forsaavidt Tag og Tælning angaar, at forstaa det største Kirketag alt fra Taarnfoden og op til Koret, tilligemed de tvende Gange paa begge Sider langs dito Tag samt Korets tvende Hvælvinger og videre paa begge Sider vel bevaret, og det snart for mindre, ja i det mindste ikke for høiere Bekostning med alle Materialier iberegnet og Arbeidslønnen etc., end som Bygmesteren for sig og Arbeiderne alene turde paa Kapitelet begjære, førend Hr. Generalløitnant fik dermed at bestille. Thi hans allernøieste Paastand skal i saa Maade have været 600 Rdlr., og den Summa skal ungefærlig være det høieste, som nu til forbem.te Bygning i alt er tilgaaet.“ Fire Dage efter dette Brevs Datum kunde den første Gudstjeneste efter Branden afholdes i Domkirken.
Paa sit Bønskrift havde Vor Frue Sogns Menighed ikke faaet andet Svar, end at Domkirken først og fremst skulde istandsættes. Da dette Svar var vel ubestemt, og ingen kunde drage i Tvivl, at den endelige Bestemmelse vilde gaa Menighedens ønsker imod, besluttede de sig til paa egen Haand og paa egen Bekostning at gjenopføre sin Kirke. Først den 19de Oktober, da Kirkens Reparation paa det nærmeste var fuldendt, faldt den kongelige Resolution, som tillod Menigheden paa egen Bekostning at gjenopføre sin Menighedskirke.
Det var vel neppe Regjeringen ukjært, at Sagen fik dette Udfald, og omendskjønt den endnu et Aars Tid vakte megen Splid og Røre i Byen, som den havde skilt i to fiendtlige Leire, døde den paatænkte Restauration af Domkirken lidt efter lidt hen under den paafølgende Række af Krigsaar. Paa Thomas v. Westens Foranstaltning henlagdes ved Reskript af 20de November 1716 den Indtægt, Domkirken hidtil havde nydt af de finmarkske Kirker, til Missionsverkets Fremme, saa dens økonomiske Stilling især efter dens Brand 1719 var altfor maadelig til, at man kunde tænke paa at gjenoptage Planen. Herved var neppe nogen Skade skeet. Men selv om den paatænkte Restauration saaledes ikke kom istand, fortjener det dog vor Opmerksomhed, at der i denne Nedbrydelsens Tid fandtes Mænd med Interesse og Hjertelag for den skjønne Kirke, til hvilken vort Fædrelands rigeste og bedste Minder knytter sig.
Forskjellige Dokumenter i Kancelli- og Rentekammerafdelingen i Rigsarchivet. Utrykte annalistiske Optegnelser. Wessel-Bergs Reskriptsamling paa flere Steder. Volqvartz, Sjælens Luth (Christiania 1878) S. 58 flg.
- ↑ Nemlig 3die April 1328, 2den Juli 1431 og 5te Mai 1531. For fjerde Gang antændtes Kirken af Lynild den 25de Januar 1719.
- ↑ Sagn herom lever fremdeles i Trondhjem. Sandsynligvis sigtes der til en Begivenhed, hvorom det i annalistiske Optegnelser heder: „1593, December 19 havde en Kirkerøvere udlagt nogen Ild opover Liberiet i Sør under Taget, men dog af Guds Beskjærmelse blev slukket, der det allerede begyndte at optændes, saa at Tjæren randt ned af Taget. Og der de fattiges Penge skulde tages ud af Blokken og stiftes iblandt dem, var der ei mere end 1½ Mark af et Aars Oppebørsel, hvor man ellers kunde faa 30 eller 40 Mark, og fandtes der et Spunds af Træ i Hullet“.
- ↑ I en frygtelig Storm af S.V., der indtraf den 11te December 1689 ved Midnatstid, indblæste Taarnet paa Domkirken og mange andre Kirker i Trondhjemsfjordens Nærhed. Henved 3 Aar tidligere – 23de Januar 1687 – havde Lynet slaaet ned i Taarnet.