Om klosterløfterne

Martin Luther

Udvalg af Luthers Reformationsskrifter

Oversatt av Kristian Olsen.
Bibliothek for de tusen hjem, 1887 (s. 91-98).

Foranlediget ved Luthers forkyndelse begyndte flere at indse det forkastelige i forbudet mod presternes egteskab og i munkernes løfter om „kyskhed“, d. e. afhold fra egteskab. Enkelte prester havde allerede i aaret 1521 giftet sig, og flere munker forlod sit kloster og udlod sig med, at de betragtede sig løste fra sine løfter, der stred mod Guds bud. Luther fik under sit ophold paa Vartburg underretning om, at dette havde vakt uro og engstelse, og han skrev derfor i sin „ørken“ et skrift om klosterløfterne: den ugifte stand kunde være bra nok; men det var galt at lovfeste den. Fortalen til denne bog bestaar af efterfølgende brev til hans fader.

Til Hans Luther, sin kjære fader, borger i Mansfeld, skriver Martinus Luther, hans søn.

1. Denne bog har jeg villet tilegne eder, kjære fader, ikke fordi jeg vilde gjøre eders navn høit berømt for verden og altsaa tvertimod apostelen Paulus’ lære søge ære efter kjødet, men fordi jeg ønskede at faa en aarsag og anledning (som nu falder særlig bekvem mellem mig og eder) til ved en kort fortale at sætte de kristelige læsere ind i den sag, som udgjør denne bogs indhold, og give dem et eksempel derpaa.

2. Lad mig da gjøre begyndelsen med at udtale, at jeg ikke vil dølge for eder, at eders søn nu er kommen saa vidt, at han nu er helt overbevist om, og er ganske vis paa, at intet er at holde helligere, intet høiere, intet mere aandeligt, end Guds bud og ord. Her vil I sige: „Gud hjelpe dig, ulyksalige, har du da nogensinde tvilet paa det, eller først lært det nu?“ Men jeg siger, at jeg ikke alene har tvilet derpaa, men jeg har slet ikke vidst, at det var saa. Og hvad mere er, hvis I tillader det, saa vil jeg vise eder, at I har været ligesaa uvidende derom som jeg.

3. Jeg gaar nu i det 16de aar af mit munkeliv, som jeg gav mig til uden eders vidende og vilje. I var vel sorgmodig og bekymret over min svaghed, fordi jeg var et ungt blod paa 22 aar, det vil sige (for at bruge Augustins ord), det var endnu pure hede ungdommen med mig, og fordi I af flere eksempler havde erfaring for, at munkelivet var blevet mange til ulykke. I havde vel ogsaa ønsket at skaffe mig et rigt og ærligt giftermaal og binde mig paa den maaden.

4. Og denne eders frygt og bekymring, denne eders uvilje mod mig var en tid fuldstændig uryggelig, ligesom det var aldeles faafengt, hvad alle eders venner raadde eder til, naar de sagde: „Hvis I vil ofre Gud noget, saa skal I ofre ham det kjæreste og bedste“. Imidlertid lod vel Gud dette vers af salmen finde gjenklang i eders hjerte: Herren kjender menneskenes tanker, at de er forfængelige; men I hørte intet. Tilsist gav I dog efter og føide eder i Guds vilje, men opgav dog ikke eders frygt og bekymring for mig.

5. For jeg mindes endnu altfor vel, at da det igjen blev godt mellem os, og I talte med mig, og jeg sagde eder, at jeg var kaldet ved et skrekkeligt syn fra himlen — for det var ikke gjerne og villig, jeg blev munk, end mindre for at mæske min bug, men da jeg i hast blev omgiven af dødens skrek og angst, afgav jeg et tvungent og ufrit løfte — I sagde da straks: „Gud give, det ikke var et bedrag og et djævelsk gjøgl“. Det ord trengte igjennem mig, ligesom om Gud havde udtalt det gjennem eders mund, og senkede sig snart til min sjæls grund. Men jeg tillukte og stengte for mit hjerte, saa meget jeg kunde, mod eder og eders ord.

6. Dertil talte I endnu et andet ord. Da jeg, som en søn af skyldig tillid til sin fader, bebreidede eder eders vrede, saa trøstede og traf I mig snart igjen netop paa rette sted, saa at jeg i mit hele liv neppe har hørt et ord af noget menneske, som har gjort et saadant indtryk paa mig og sat sig saa fast hos mig. Ti dette var eders ord: „Aa, har du da ikke ogsaa hørt, at man skal være lydig mod sine foreldre?“ Men jeg forherdede mig i min egen gudsfrygt, hørte og foragtede eder ganske som et menneske. Men i mit hjerte kunde jeg dog ikke foragte eders ord.

7. Her kan I nu se, om det ikke har været skjult for eder, at man maa foretrække Guds bud for alle andre. For er det ikke saa? Havde I vidst, at jeg paa den tid endnu var i eders haand, havde I da ikke revet mig efter eders faderlige magt ud af munkekappen? Ti sandelig, hvis jeg havde vidst det, jeg havde ikke uden eders vilje og vidende begyndt paa saadanne ting, om jeg saa tusend gange havde skullet lide døden. Ti egentlig var mit løfte ikke en bønne verdt. Ti jeg unddrog mig dermed mine foreldres myndighed og vilje, hvilke Gud havde givet mig at adlyde. Og hvad mere var, det var helt op ugudeligt; at det ikke var af Gud, viste sig ikke alene deri, at det var imod eders myndighed, men ogsaa deri, at det ikke blev gjort af hjertet og villigt. Og dertil var mit løfte bygget paa blot og bar menneske-lære og hykkelsk aandelighed, som Gud ikke har paabudt.

8. Men Gud, hvis barmhjertighed ikke har noget maal, og hvis visdom ingen ende har, har udaf alle saadanne vildfarelser og synder skabt saa uendelig meget større goder. Sig mig, vilde I ikke heller have tabt hundre sønner, end ikke have set et saa stort gode?

9. Det tykkes mig, at satan fra min ungdom af har forudset de ting, som han nu lider. Derfor har han for at faa mig aflivet og stoppet, raset og tumlet med saa mange paafund, at jeg ofte har undret mig og tænkt, om jeg skulde være den eneste blandt alle mennesker, som han angriber.

10. Men Gud har villet (det ser jeg nu), at jeg skulde lære høiskolernes visdom og klostrenes hellighed at kjende af egen og sikker erfaring, det vil sige af mange synder og ugudelige gjerninger, for at det ugudelige folk ikke skulde kunne bryste sig mod mig, deres tilkommende modstander, som den, der dømte om, hvad jeg ikke kjendte til. Derfor har jeg været munk og er det endnu; ikke har jeg som saadan været uden synd, men har dog ingen særlig skyld at bebreide mig. Ti i pavens rige blir overtro og gudsforagt ikke alene ikke straffet, men ogsaa agtet for stor aandelighed.

11. Nu ja, men hvad tænker I nu? Vil I endnu rive mig ud af munkelivet? For I er jo endnu fader, og jeg er endnu søn, og alle løfter er i sandhed intet. Paa eders side staar guddommeligt bud og myndighed; paa min side staar menneskelig formastelse. Ti den ugifte stand (som papisterne har pustet op med stærke basunstød) har ingen betydning uden lydighed mod det guddommelige bud. Ugift stand er ikke paabudt; men lydighed er paabudt. Og dog vil de gale og naragtige papister ikke taale, at noget sammenlignes med den ugifte stand og (munke-) kyskheden, og de ophøie begge disse ting med overhændig løgn, saa at alene den gale rasende løgn og deres store velkjendte uvidenhed vilde gjøre alt mistænkeligt, som kommer fra dem trods al deres indbildte visdom.

12. Ti hvad er det f. eks. for slags forstand at strække og tøie i vismandens ord, naar han siger: Der er ingen ting, som kan sammenlignes med en kysk sjæl (Sir. 26, 17), som om han havde foretrukket den ugifte stand og afholdenhed for alle andre stænder, saa at man ikke kunde forandre den og heller ikke fritage derfor? Og dog har vismanden, som jo var jøde, skrevet dette ord paa en saadan maade til jøder, om en kysk husfru eller egtemage, ti hos dem var ugift stand fordømt og forbandet.

13. Saaledes henføre de ogsaa det sprog, som egentlig er en lovprisning over en kysk egtehusfru: se det er hun, som ikke har kjendt noget leie i synd — til de ugifte. Kort sagt, ligesom den ugifte stand ikke blir forbudt i skriften, men alene kaldt god, blir den dog prydet med den egteskabelige kyskheds ros, ligesom med laante fjære, af dem, som er saa skikkede til at henrive menneskene til at sætte sin sjælefrelse paa spil.

14. Er det ikke saa, at heller ikke noget kan sammenlignes med en lydig sjæl? Ti egentlig er det derfor, at intet kan sammenlignes med en kysk sjæl (det vil sige, en kysk egtekvindes), ikke alene fordi at egteskabet er paabudt af Gud, men ogsaa fordi, som et gammelt ord siger, at i al verden er intet edlere end en gudfrygtig egtekvinde. Men disse klokinger og fine skriftfortolkere, de forstaa det, som er sagt om den paabudte egteskabelige kyskhed, om den ikke paabudte kyskhed. Og end mere, som menneskene tyde det, saa skal ogsaa Gud vedtage det. Og derfor fritage de fort vek for alt, ogsaa for lydighed mod Guds bud; men for den ugifte stand, som er forbudt, og som man ofte indgaar paa mod forældrenes vilje og myndighed, fritage de ikke!

15. Ja, det er nogle nette karer disse pavelige doktorer og mestre; ti den ugifte stand og kyskheden er vel at rose, men det skal ske saa, at deres storhed mere skal afskrække menneskene derfra end lokke dem til, ligesom Kristus gjorde, da dissiplene roste kyskheden og sagde: Naar det gaar saa til med egtekvinderne, saa er det ikke godt for manden at gifte sig; han bringer dem paa andre tanker, idet han siger: det er ikke enhver, som fatter det ord, Mt. 19, 11. Dermed viser han, at et saadant ord vel kan fattes af somme, dog kun af nogle faae.

16. Men jeg kommer nu tilbage til, hvad jeg før talte om, kjære fader, og siger igjen: Vil I endnu tage mig ud af menneskestanden? Men for at I ikke skal rose eder, saa er Gud kommen eder i forkjøbet og har selv taget mig ud. For hvad gjør det, om jeg bruger kappe eller bart hoved eller lader være? Gjør kappen og det bare hoved munker? St. Paulus siger: Alle ting er eders; men I er herren Kristi, 1 Kor. 3, 22 f. Og jeg skulde tilhøre kappen og ikke tvertom kappen tilhøre mig? Min samvittighed er fri og løst, og det er vel den høieste og største og fuldkomne frihed.

17. Derfor er jeg munk og dog ikke munk, og jeg er en ny skabning, ikke pavens, men Kristi; paven har nemlig ogsaa skabninger og er en skaber; men det er bare dukker og afguder, det vil sige, hans lige, julebukker og abekatter, af hvilke jeg da ogsaa fordum har været en, eftersom jeg var forført ved mange slags ordkunster, hvorved vismanden, som han siger, har været i fare og dødsangst, men er bleven forløst ved Guds naade.

18. Sig mig nu: berøver jeg eder alligevel eders ret og myndighed? Jeg mener nei, for I har fuld myndighed over mig, hvad munkelivet angaar; men hermed er det nu som sagt for mit vedkommende forbi, og jeg har intet dermed at bestille. Men han, som har draget mig ud af munkelivet, har større ret over mig end I; han har, som I ser, ført mig, ikke ind i munkelivets løse, opdigtede, hykkelske gudstjeneste, men ind i en sand gudstjeneste. Ti at jeg er i Guds ords tjeneste, det kan ingen modsige eller tvile paa.

19. Men dette er den rette gudstjeneste, hvorfor forældrenes myndighed skal vige: Den, som elsker fader eller moder mere end mig, siger Kristus, er mig ikke værd, Mt. 10, 37. Ikke har han dermed ophævet forældrenes myndighed, som da ogsaa apostelen saa ofte indtrængende formaner børnene at være lydige mod sine forældre; men skriftstedet gjælder for det tilfælde, at Kristus og forældrenes myndighed og paalæg staar imod hinanden. Kristi myndighed skal herske alene og være den første. Derfor vilde jeg i min sjæls og samvittigheds fare ikke have vidst af, at jeg handlede imod den lydighed, jeg skyldte eder (saa uvis blev jeg nu derom), om jeg ikke bagefter fra munk var bleven det guddommelige ords tjener.

20. I ser, det er som jeg har sagt, at hverken I eller jeg før har vidst, at Guds bud maa gaa forud for alt. Men hele verden ligger nær sagt i den vildfarelse, fordi at endnu hersker vildfarelsens kræfter under den pavelige styggedom. Det har ogsaa alt Paulus sagt, at der skal komme mennesker, som er ulydige mod sine forældre, Rom. 1, 30. Dette ord rammer godt munkerne og paverne, særlig dem, som under skin af gudsfrygt og under navn af gudstjeneste unddrage sig sin lydighedspligt mod sine forældre, som om der skulde være nogen anden gudstjeneste end den at lyde hans befalinger, blandt hvilke jo ogsaa er lydigheden mod forældrene.

21. Derfor sender jeg eder denne bog, af hvilken I kan se, med hvilke tegn, kræfter og undergjerninger Kristus har løst mig fra munkeløftet og benaadet mig med saa stor frihed, at jeg, skjønt han har gjort mig til alle menneskers tjener, dog ikke er lagt under nogen anden end ham alene. For han er, som de kalde det, alene uden nogen mellemmand, min biskop, abbed, prior, herre, fader, mester; foruden ham ved jeg ikke af nogen anden. Og jeg haaber, at han har taget eders søn fra eder af den grund, at han nu ved mig kan begynde at hjælpe mange andre af sine sønner. Det bør I ikke alene gjerne finde eder i, men I bør glæde eder høilig og storlig derover. Og at I heller ikke vil gjøre noget andet, det venter jeg fuldt og fast af eder.

22. Men om paven dræber og fordømmer mig og kaster mig endda længer ind i helvede, saa vil han dog ikke igjen kunne vække mig op af døde og saa dræbe mig paany. Men om jeg er sat i ban og fordømt, skal det være mit hjertens ønske, at han aldrig mere løser mig igjen. Ti jeg haaber, at den store dag skal være nær, da fordømmelsens og styggedommens rige skal knuses og gaa til grunde.

23. Og Gud give, at vi var værdige til i forveien at bli brændte eller myrdede af paven, for at vort blod kunde raabe og fremskynde hans dom, at der snart kunde bli en ende med ham. Men hvis vi ikke er værdige til at vidne med vort blod, saa lad os bare anraabe og bede ham om den naade, at vi med liv og med ord kunde bekjende og vidne, at Jesus Kristus alene er herre, vor Gud, høilovet i evighed, amen.

Og i det samme navn være I velsignet, kjære fader, og min moder, eders Margreta, og vor hele slegt være hilset i herren Kristus.

Fra ørkenen, den 21de november 1521.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.