Om norske Folkenavne

Om norske Folkenavne.
(Af I. Aasen.)

Det er en bekjendt Sag, at vort Fædreland i meget lang Tid var forfaldet til en Ufriheds og Uvirksomheds Tilstand, hvori voreForfædres gamle Minder bleve deels forglemte og deels forvanskede eller ialfald ikke fremstillede paa den Maade, som bedst passede til Folkets Tarv og Trang. Det er ogsaa bekjendt, at denne Svagheds Tilstand netop indtraf paa en Tid, som var meget vigtig for Folkenes aandelige Fremgang og Dannelse. Bogtrykkerkunsten kom i Brug, den lutherske Forbedring i Kirkevæsenet blev indført, og Oplysningen begyndte at stige med raskere Fremskridt end nogensinde før. Men alligevel blev det længe, førend nogen Oplysning blev udbredt iblandt os, og imidlertid var Folkets Hu og Smag bleven forvendt og draget paa Afveie, som førte dertil, at man kun lærte fremmede forfængelige Moder og foragtede sin egen gamle og sømmelige Skik. Vort Land havde fra de ældre Tider et ganske vakkert Forraad af Bøger og Skrifter i Folkets eget gamle Tungemaal, men disse Bøger bleve aldrig prentede eller bekjendte iblandt Folket; de faa Bøger, som bleve læste i Landet, kom hid fra et andet Land og vare skrevne i et andet Sprog. Af vore gamle Love fik man danske Oversættelser; af vor gamle Historie fik man danske Udtog; af vore gamle norske Andagts-Bøger fik man intet paa Prent. Naar norske Bøger og Breve siden bleve fundne paa et eder andet Sted i Landet, saa indbildte man sig, at man ikke forstod dem, og man indbildte sig det saa længe, at det tilsidst blev virkelig Alvor. At een saadan Tilstand maatte føre til Forvanskning af det gamle Tungemaal, af de gamle Stedsnavne og Mandsnavne med Meget andet, er naturligviis let at begribe. Men da vi nu i den seneste Tid have faaet større Leilighed til at kjende Tilstanden og større Frihed til at gjøre Forbedringer derved, saa kan der dog være Haav om, at man endnu kunde rette og opreise noget af det, som er forfaldet, ja at endog en stor Opreisning kunde skee, naar kun Sandheden var almindelig bekjendt, og Folk vilde kjendes ved den og give Slip paa adskillige Meninger, som ved enhver grundig Prøvelse befindes at være falske.

Det er især vore saakaldte „Folke-Navne“, det er Mænds og Kvinders Døbenavne, som jeg denne Gang har tænkt at tale om. Vel er der allerede givet saa gode Oplysninger Om denne Sag af Professor Munch i den norske Folke-Kalender (for 1849 og 1854), at det nu kunde synes ufornødent at skrive mere derom; men alligevel kunde det være ønskeligt, at ogsaa Folkevennens Læsere maatte faa noget at vide om denne Sag. Den Forvanskning, som paa sine Steder er indkommen i disse Navne, er vistnok en Uskik, som alene grunder sig paa, at Folk ikke veed hvad der er det rette; og det første Raad herimod maa altsaa være at give Oplysning om Sandheden og at udbrede denne Oplysning saa vidt omkring som muligt.

De Folkenavne, som forefindes i vort Land, adskille sig i to forskjellige Slags, nemlig norske og fremmede; men foruden disse to Slags er der ogsaa endeel forfuskede Navne, som ikke høre nogensteds hjemme. De egentlige norske Navne ere naturligviis de ældste og bedst passende til Sproget; men iblandt de fremmede Navne er der ogsaa nogle, som ere meget gamle i Landet, da de have begyndt at komme ind kort efter Kristendommens Indførelse, altsaa for henved 800 Aar siden. I adskillige gamle Skrifter og især i en stor Brevsamling (Diplomatarium), som man har begyndt at udgive, have vi nu en god Leilighed til at kjende disse Navnes Forekomst i det trettende, fjortende og femtende Aarhundrede. De norske Navne i disse Breve ere saare mangfoldige, og nogle af dem findes ogsaa i stor Mængde, saasom Bjørn, Erling, Gunnar, Hallvard, Olaf, Sigurd; Gudrid, Gunnhild, Ingebjørg, Ragnhild, Sigrid o. fl. De optagne fremmede Navne ere rigtignok ikke mange, men nogle af dette forekomme meget ofte, saasom: Andreas, Jon, Magnus, Nikolaus, Paal (ɔ: Paulus), Peter; Margreta, Kristina, Katharina o. fl. De fleste af de saaledes indførte Navne ere tagne af Kristendommens Historie, nemlig deels af det nye Testamente, og deels af de senere tilkomne Fortællinger om Kristendommens Udbredelse i de sydlige Lande.

Naar man vil betragte, hvorledes de to Slags Navne nu ere fordeelte i Landet, da mærker man snart en stor Forskjel imellem de sorskjellige Landskaber. Der er en stor Deel af Landet, hvori de gamle norske Navne endnu have Overvægten; dette er især Tilfældet i Strækningen paa begge Sider af Langfjeldene, nemlig i Raabygdelaget, Tellemarken, Hallingdal og Valders, og paa Vestsiden især i Hardanger, Voss og Sogn, – altsaa i de Egne, som ogsaa have den rigeste Arv af det gamle Sprog, og som, med Hensyn til ægte Folkedigtning og Sagn og Sæder, kunne betragtes som Kjernen af Landet. I nogle af disse Egne, især i Raabygdelaget og Tellemarken, have de norske Navne en saa stor Overvægt, at de øvrige Navne kun udgjøre et saare lidet Tal. I den nordligste Deel af Bergens Stift er derimod en stor Deel fremmede Navne og mange Forvanskninger indkomne, og noget lignende er nok ogsaa Tilfældet i Trondhjems Stift. I Nordland synes, mærkeligt nok, de bibelske Navne at være de overveiende, og især findes der en usædvanlig Mængde af det gamle Testamente, hvoriblandt mange, som sjelden eller aldrig stores paa andre Steder, saasom Isak, Benjamin, Esekiel, Jeremias; Esther, Judith og saa videre. I den nedre Deel af Agershuus Stift eller de saakaldte Storbygder findes derimod en stor Tilblanding af nyere fremmede Navne, som rimeligviis have udbredt sig fra indflyttede Folk.

Naar man dernæst sammenligner det nuværende Navne-Forraad med det, som findes i de gamle Skrifter, da finder man, at endeel gamle Navne ere enten gaaede af Brug eller blevne sjeldne, medens derimod en stor Mængde fremmede Navne ere tilkomne. Mærkeligt nok seer det ud til, at de fleste af disse Forandringer maa være foregaaede i de sidste hundrede Aar. Der findes nemlig adskillige Navne-Lister[1] i nogle Bøger, som ere udgivne i det forrige Aarhundrede, og som indeholde Beskrivelser over en eller anden Deel af Landet; og i disse Lister findes mange gode Navne, som nu synes at være reent bortkomne, endskjønt det dog vel er muligt, at de endnu kunne bruges i en eller anden liden Afkrog i Landet. Endnu vissere synes det at være, at mangfoldige nye og forfuskede Navne netop ere tilkomne i den seneste Tid. Der er en vis Nyheds-Syge, som er indkommen paa mange Steder; man synes at det gamle er for simpelt, og at man maa have noget, som er mere fiint og fornemt. Saasnart et gammelt Navn er blevet noget sjeldent paa et Sted, synes man strax, at det er stygt og burde være aflagt. Naar vi høre et sjeldent gammeldags Navn i en vis Bygd, f. Ex. at der er kun een Mand, som hedder Tormod, Torbjørn, Hallkjell eller deslige, da ere vi sædvanlig visse paa at høre, at Manden selv er skamfuld og ærgerlig over sit Navn; og det er altsaa rimeligt, at det ikke oftere bliver opkaldet. At en saadan Tro er falsk og fører til Daarskab, er rigtignok baade vist og sandt; men den grunder sig sædvanlig paa Uvidenhed og er derfor meget at undskylde, indtil en bedre Kundskab kommer. Man kjender ikke noget til Landet udenfor sit Præstegjeld eller Fogderie og veed altsaa ikke, at der ere store Bygder og Fylker, hvor slige gammeldags Navne bruges i stor Mængde. Man kjender ikke til vor gamle Historie og veed altsaa ikke, at der har været lange Tider, da Landets Høvdinger og høieste Mænd kunde hjælpe sig med meget simple Navne, saasom: Bjørn, Ulv, Kjetel, Kolbein, Torkjell o. s. v., og Landets fornemste Fruer maatte lade sig nøie med meget smaafolkelige Navne, som Ingerid, Sigrid, Ragndid (Randi), Gro, Aasa og saa videre.

Da det imidlertid ofte kan falde vanskeligt at skjelne imellem norske og fremmede Navne, ville vi der betragte disse forskjellige Rækker noget nærmere, og især lægge Mærke til de norske Navnes Egenskaber.

Blandt de norske Navne lægge vi først Mærke til de korteste, som udgjøre et enkelt Ord og ikke ere sammensatte. Mange af disse have fuldkommen Lighed med et bekjendt Ord, saa at man deraf kan gjøre Slutninger om Navnenes Betydning i Almindelighed. Saadanne Navne ere: Dreng, Svein, Karl, Gjest, Bjørn, Hauk, Stein, Dag, Brand, Odd, Helge, Dyre, Fuse. Nogle kunne nu synes at være uforstaaelige, men lade sig dog forklare af et eller andet Ord i det gamle Sprog, f. Ex. Gunne og Hilda, af gamle Ord, som betyde Strid. Andre ere derimod meget vanskelige at forklare; men deres Forekomst i gamle Skrifter, saavelsom deres Form, viser dog, at de ere egentlig norske Navne. – Foruden de her omtalte gives der ogsaa nogle korte Navne, som sjelden eller aldrig bruges alene, men derimod ofte i Sammensætning med et foregaaende Ord. Saadanne Navne ere: Gjeir, Mod, Mund, Vald, Vard; Bjørg, Dis, Gjerd, Rid, Trud. Vor, og flere. Og ligesom der altsaa er visse Slutningsord, saaledes er der ogsaa visse Begyndelsesord eller Forstavelser, som sjelden eller aldrig staae alene, saasom: Arn (An), As, Ragn, Ve, Gunn, Her, Vig, Sig, Aud, Hall. Disse blive altsaa sammensatte med de før omtalte Slutningsord, ligesom ogsaa de øvrige korte eller enkelte Navne blive sammensatte med hinanden paa forskjellige Maader. – Der gives altsaa en stor Mængde sammensatte Navne, hvoraf vi her udvælge følgende til Exempler:

Mandsnavne, som gaae ud paa

bjørn: Asbjørn, Gunnbjørn, Torbjørn;

finn: Anfinn, Dagfinn, Steinfinn;

gjeir: Asgjeir, Hallgjeir, Torgjeir;

grim: Hallgrim, Steingrim, Torgrim;

kjell: Askjell, Hallkjell, Torkjell;

leik: Gunnleik, Herleik, Villeik;

mod: Hermod, Olmod, Tormod;

mund: Asmund, Hermund, Solmund;

stein: Haastein, Torstein, Øystein;

ulv: Bjørgulv, Gunnulv. Øyulv;

vald: Gunnvald, Ingvald, Sigvald;

vard: Hallvard, Haavard, Folkvard;

ved: Anved, Finnved, Sigved.

Kvindenavne, som gaae ud paa

ber (bera): Asber, Ingeber, Torber;

bjørg (bjør): Anbjørg, Gudbjørg, Ingebjørg;

borg: Herborg, Hildeborg, Valborg;

dis (diis): Halldis, Herdis, Tordis(?);

frid: Anfrid, Hallfrid, Sigfrid;

gjerd (gjær): Asgjerd, Ingegjerd, Valgjerd;

gunn (gunna): Angunn, Hildegunn, Torgunn;

hild (hilda): Brynhild, Gunnhild, Ragnhild;

laug: Anlaug, Aslaug, Torlaug;

ni (ny?): Gudni, Signi, Torni;

rid: Gudrid, Ingerid, Sigrid;

trud: Gjertrud, Sigtrud;

veig: Rannveig, Sølveig;

vor: Gunnvor, Sigvor

Heraf kan man allerede gjøre sig et Begreb om de norske Navnes Form og Klang i Almindelighed. Hvad derimod deres Betydning angaaer, maa jeg tilstaae at det vilde falde vanskeligt at give nogen tydelig Oplysning derom; for det første vilde dette udkræve en langvarig Granskning af vort hele Navneforraad fra de allerældste Tider og tillige af det gamle Navneforraad hos de beslægtede nordiske og tydske Folkeslag, og for det andet vilde Fremstillingen heraf blive alt for tør og vidtløftig for et Almue-Skrift[2]; Det seer ogsaa ud til, at man i gamle Dage ikke har regnet det saa nøie med Betydningen, da der endog gives adskillige Navne med en utækkelig Betydning, saasom: Ljot, Skjalg, Uspak og flere. Og at man heller ikke nuomstunder regner det nøie dermed, kan sees paa de mange nygjorte Navne, som ikke betyde nogen Verdens Ting.

Men hvorledes det nu end kan være med Betydningen i de særskilte Tilfælde, saa er der alligevel en Betydning ved det Hele, og den bestaaer deri, at det er Folket selv, som engang i Tiden har dannet disse Navne af sit eget Maal og efter sen egen Tanke. Det er disse Navne, som egentlig tilhøre os, og som have tilhørt vore Forfædre saa langt op i Tiden, som vor Historie rækker. Dette maa dog vel have noget at betyde. Der er noget som de Lærde kalde „Nationalitet“; det betegner alt det særegne Lag og Væsen, som tilhører et Folkeslag eller en Lands-Æt (Nation). Det er altsaa et naturligt Kjendemærke paa et Folk, som er af samme Oprindelse, har brugt samme Tungemaal, beboet samme Land og havt samme Skjæbne igjennem Tidernes Løb. Dette Ætte-Lag vil vise sig i Folkets Sind og Tilbøielighed, saavelsom i dets hele Viis og Vane; men allermest vil det vise sig i Tungemaalet og alt hvad som dertil hører. Og dette Ættelag er altsaa en Ting, som Folket ikke lettelig kan kaste fra sig og som det heller ikke behøver at kaste fra sig. Folket kan vel stige høit i Oplysning og blive meget bedre end før; men det kan alligevel beholde sin gamle Skik, saavidt som den hverken er skadelig eller usømmelig. Det kan lære mangfoldige nye Kunster og Arbeidsmaader af et andet Folkeslag, men det behøver derfor ikke at lære dette Folkeslags hele Levemaade og Talemaade eller indføre denne i Stedet for sin egen; thi hvis Lærdommen virkelig er saa vigtig og nyttig, at hele Folket kan have godt af den, da lader den sig nok forlige med Folkets hjemlige Maal og Sæder. Dette er en stor Fordeel for de forskjellige Folk. For det første kan man undgaae den Vanskjæbne at omskabe sig, hver Gang man skal lære noget nyt; for det andet kan man have den Fornøielse, at man netop hævder og styrker det gamle ved det nye, som man lærer. Ligesom et sjeldent og simpelt Navn kan komme til Ære ved en udmærket Mand, som bærer dette Navn, saaledes kan og et simpelt gammelt Ord komme til Ære ved at bruges som en ny Betegnelse for en stor og ophøiet Tanke; – en Tone eller Melodie af et gammelt Bygde-Vers kan bruges til en ny og vakker Vise, som snart bliver bekjendt over hele Landet, en gammel Kunst, som bruges i en eller anden Afkrog, kan faae adskillige Forbedringer og siden blive almindelig bekjendt med alle de gamle og simple Navne, som dertil hører. Paa saadan Maade kan en ny Skik falde Folket naturlig og tækkelig. Naar derimod en ny Kunst eller Lærdom skal medføre en Omskabelse af Sproget og Levemaaden, da vil man for det første faae en dobbelt og mangfoldig Møie, som man vel kunde have undgaaet; dernæst vil man faae see en forfærdelig Mængde Fuskerier og en plump og utækkelig Adfærd i det Hele; og endelig vil man see en Strid eller Splittelse i Samfundet, da nemlig kun en liden Hob vil være istand til at fuldføre sin udvortes Omskabelse i nogen Hast, og denne Hob vil da indbilde sig at være bedre end de øvrige, hvilket snart vil vække Had og Misundelse fra den anden Side.

Der er den særdeles Dyd ved de gamle hjemlige Navne, at de passe til Folkets Tungemaal og indeholde saadanne Lyd-Lag, som Folket er vant til fra gammel Tid og altsaa kan udtale med Lethed. Vistnok kunne nogle af dem med Tiden blive lidt forvanskede ved en magelig Udtale; vi kunne saaledes mærke os Navnene Arnbjørn, Arnfinn og Arnthor, som allerede i meget gamle Breve skrives Anbjørn, Anstein og Andor, – ligesom vi ogsaa i daglig Tale have visse Afvigelser fra den gamle Form, saasom: Guri for Gudrid og Gunnild for Gunnhild. Men disse Afvigelser ere dog som intet at regne imod de Forandringer, som ere foregaaede med mange af de fremmede Navne. Man lægge Mærke til, at Navnet Johannes har kunnet gaae over til Jehans, Jens, Hans, Jan, Jon og Jo; ligeledes Laurentius til Lavrans, Lorens, Lavrits, Lars og Lasse; Nikolaus til Nikulas, Niklis, Nigils og Nils; Katharina til Karen, Karina, Kari og Trine; Kristina til Kristi, Kirsti, Kirstina og Stine. Vistnok vor nu ikke alt dette ansees som Forvanskning, da det ofte kun var en naturlig Tillæmpelse efter den norske Udtale; og vi see ogsaa i de gamle Skrifter, at nogle af disse Navne havde allerede tidlig faaet en bestemt norsk Form, saasom Jon for Johannes, Paal for Paulus, Peter for Petrus, med flere. Men Exemplerne vise dog, at de fremmede Navne ere udsatte for saa voldsomme Forkortelser, at Navnet tilsidst kan blive en tom Lyd, som ingen forstaaer eller tænker noget ved. Og i dette Tilfælde har Navnet tabt sin egentlige Værdighed og har saaledes intet Fortrin for de indenlandske Navne.

Det er alligevel ikke vor Mening, at alle fremmede Navne skulde uden Forskjel udelukkes. Det maa atter nævnes, at vore Forfædre, allerede kort efter Kristendommens Indførelse i vort Land, begyndte at optage adskillige saadanne Navne, deels efter Apostlerne og andre Mennesker, som omtales i det nye Testamente; saasom: Jakob, Andreas, Mathias; Maria, Anna, Elisabeth; – og deels efter andre navnkundige Mennesker fra de følgende Tider, saasom Laurentius, Klement, Benedikt; Helena, Agatha, Cecilia. Og netop det samme gjorde man ogsaa i andre Lande, hvor disse Navne vare ligesaa fremmede som hos os: De ere altsaa at betragte som en fælles Arv, en Sam-Eie for alle de kristne Folkeslag. Ogsaa de andre Folk have, hvert paa sin Maade, gjort visse Forkortelser ved disse Navne og læmpet dem saaledes, som det faldt dem bekvemmest efter deres særegne Talebrug og Maalføre. Disse Navne have altsaa et dobbelt Værd, nemlig ved de store Minder, som de betegne, og ved deres almindelige Brug i Kristenheden. Men dette gjælder dog fornemmelig om Navnene paa Kristendommens første Venner og Bekjendere, som omtales i det nye Testamente og saaledes ere bedst bekjendte for alle. Hvis man derimod vil medtage saavel de ældre bibelske Navne som de nyere Navne af Kirkehistorien, da vil Forraadet blive altfor stort og mangfoldigt, og Navnenes Form eller Lod vil blive for meget forskjellig, saa at deres Tillæmpning efter Landets Talebrug vil give Leilighed til megen Forvanskning Det retteste synes derfor at være, at man skulde holde sig kun til det nye Testamentes Navne, saasom de ere de mest bekjendte og mest hævdede ved gammel Brug og tillige de vigtigste og værdigste til Opkaldelse. Herved vilde et passende Forhold indtræde, da de fremmede Navne kom til at udgjøre et kun lidet Tal, medens derimod de gamle indenlandske Navne kom til at udgjøre Hoved-Styrken af Navne-Forraadet.

Der findes ellers en heel Hob af fremmede eller uægte Navne, som synes at være indkomne paa forskjellige Maader i den senere Tid, og som gjerne kunde være borte. Nogle synes at være tilkomne ved Opkaldelse af indflyttede Folk fra andre Lande, saasom: Didrik, Albert, Gjert, Sander (Alexander), Emil, Anton; Sofia, Regina, Kanutta, Kristense, Lovise, Skarlotta. Nogle synes at være tillavede ved et Slags Opkaldelse af bekjendte Navne, saaledes som: Olaus (efter Olav), Karolus (efter Karl), Britanus (efter Brita); ligesaa: Hannika, Janika, Nilske, Massi. Hertil høre de allerfleste af de Kvindenavne, som gaae ud paa „ina“, f. Ex. Karolina. Det er kun meget faa af disse Navne, som have nogen Grund, saasom Petrina, Paalina, Severina, som nemlig ere ægte Navne, forsaavidt de ere overførte fra de sydlige Lande, hvor de passe til Sproget og til den Orddannelse, som der har været brugelig. De øvrige ere derimod sædvanlig forfuskede Navne, som man par gjort af en eller anden Stubbe af et bekjendt Navn, saaledes som: Hansina, Jensina, Nilsina, Larsina, Larina og Sarina. Men det værste Fuskerie er det dog, at man ogsaa har gjort saadanne Navne af ægte norske Navne, saaledes som Aattina (efter Aattar), Ivrina (efter Ivar), Olina (efter Olav); ligesaa Torina, Arina og Haakina, – og at man endog har taget ægte norske Kvindenavne og vanskabet dem ved et saadant upassende Tillæg, saasom „Gurina“ i Stedet for Guri (eller egentlig Gudrid) og „Randina“ i Stedet for Randi[3]. Dette er omtrent, som om man vilde sige „Brudine“ i Stedet for Brud, eller „Broderine“ i Stedet for Søster. Begyndelsen er norsk; men Enden er langt anderledes. Og at lægge latinske eller franske Endestavelser til norske Ord, det er omtrent som at sætte Fløiels Bøder paa Vadmaals Klæder; det er en Stas, som kommer paa urette Sted og derfor kan siges at være bortkastet.

Der er en Uskik, som er opkommen i den senere Tid paa adskillige Steder, og som hjælper meget til, at slige fremmede Navne og Endelser maa komme i Brug. Man har nemlig indbildt sig, at det skulde være saa „snaudt og fattigt“ at have bare et eneste Navn, og man har derfor sørget for, at Børnene fik i det mindste to Navne om ikke flere. Nu er det let at skjønne, at naar man slaaer to Navne sammen, da maa man lave det saa, at de kunne klinge sammen, og derfor er det nyttigt, at især det sidste Navn er noget mygt og bøieligt og har en liden Hale eller „Spæl“ i Enden; og til dette Brug er altsaa de fremmede Navne langt bedre skikkede end de norske. Til Exempel herpaa kunne vi nævne de mange Sammensætninger med Olav (som man da kalder Ole) og Anna (som man tildeels kalder Ane), saasom: Ole Martinus, Ole Bastian, Ole Korneles; Ane Petrina, Ane Magrete o. s. v. Undertiden synes man endog, at to Navne er for lidet, og lægger for Sikkerheds Skyld endnu et eller to til. At dette er en Uskik, som burde afskaffes, kan man vide allerede deraf, at det slet ikke er fornødent for Landsfolk, og at der er store Landskaber, hvor hvert Menneske har bare eet Navn og hjælper sig godt med det. Med Byfolk er det en anden Sag, da der kan være mange Slægter, som have samme Familie-Navn, f. Ex. Hansen, Nilsen eller deslige, og det altsaa stundom kan være nyttigt, at et Menneske har to Navne. Paa Landet behøves dette ikke, da Gaardsnavnet her træder i Stedet for Familienavn, og Gaardene sjelden ere saa store, at der paa eet Sted kan være mange Mennesker, som have samme Navn og Fadersnavn. De mange Navne ere derimod ofte til Møie baade for den, som har faaet dem, og for andre Folk som skulle bruge dem, iblandt andet for dem, som skulle holde Bog over Folketallet paa et Sted og saaledes idelig ere nødte til at indføre disse lange Navne i sine Lister og Bøger. De ere til Skade ved det, at de give Leilighed til megen Forvanskning, som før er sagt, og de ere fornemmelig at laste, fordi de grunde sig paa bare Forfængelighed, paa Lyst til Stats og Storhed; og dette er noget, som ikke duer.

Det maa ogsaa betragtes som en Uskik, at man har været saa tilbøielig til at opkalde Kvinde efter Mand, og Mand efter Kvinde. I andre Lande, hvor Sproget giver Leilighed til at forlænge et Navn med visse Endestavelser, kan en saadan Opkaldelse godt have Sted; men i vore nordiske Sprog er der ikke nogen Form, som er ret passende til dette Brug. Det er kun sjelden, at der gives to Navne, som kunne kaldes et Par, saasom Helge og Helga, Tore og Tora, Haldor og Haldora, Olav og Olava, Asbjørn og Asbera; og endog i disse Tilfælde synes Navnene at være særskilte, saa at man neppe kan sage at det ene kommer af det andet. Der er saaledes sjelden nogen Leilighed til en saadan Opkaldelse, hvis man ikke skal forvanske Navnene. Og heller ikke synes en saadan Opkaldelse at være fornøden. Naar man opkalder et Barn efter en gammel eller afdød Slægtning, da maa jo Hensigten dermed være deels at man vil bevare Navnet i Slægten, og deels at man vil have et levende Minde, et forynget Billede af den gamle, naar han engang er borte. Men naar dette skal være, da maa Barnet høre til samme Kjøn som den, det hedder efter. En Kvinde kan ikke ret gaae i Stedet for en Mand, og en Mand ikke heller i Stedet for en Kvinde; thi Ligheden vil da blive meget ufuldkommen. Og naar Navnet desuden skal forandres, saa bliver jo Opkaldelsen heller ikke fuldkommen. Det synes altsaa at være rettest, at man kalder Mandfolk efter Mandfolk, og Kvindfolk efter Kvindfolk, og lader Barnet følte Navnet heelt og uforvansket, saavidt som det ellers er et skikkeligt Navn.

Den Forvanskning af Navnene, som her er omtalt, er imidlertid ikke indtraadt overalt, men kun i en Deel af Landet. Der er endnu en stor Landstrækning, hvor Skikken med Navnene er upaaklagelig, og især er dette Tilfældet i Tellemarken og flere af de omliggende Egne. Her hører man sædvanlig kun ægte norske Navne, og ialfald ere de fremmede meget faa; thi Folkets gamle Sands og Smag er endnu saa vel bevaret, at man nogenlunde veed at gjøre Forskjel paa det hjemlige og det fremmede, eller at man ligesom kjender det paa Lyden, om Navnene ere norske eller ikke. Man indlader sig ikke paa at omskabe Mandsnavne til Kvindenavne; thi naar man vil opkalde en Mand, da bier man, til man faaer en Søn, som altsaa kan faae Navnet uforandret; og faaer man ingen Søn, saa lader man Opkaldelsen være. Fremdeles bruger man kun eet Navn til hvert Barn, og man behøver altsaa ikke at forvanske et Navn for at faae det til at klinge sammen med et andet. Kort sagt, Skikken er saaledes, som man kunde ønske, at den skulde være overalt[4].

Paa de Steder, hvor Navnene ere mest forvanskede, kunde man efterhaanden rette paa mangt og meget, naar man kun vilde, og man tillige vidste, hvad der var det rette. Slige forfuskede Navne som Gurina, Torina og Olina, kunde strax ved første Opkaldelse føres tilbage til Guri (Gudrid), Tora og Olava (eller Olov); slige som Aattina og Haakina kunde gjøres til Mandsnavne eller ogsaa udelukkes. Nye og fremmede Navne kunde udelukkes; gamle norske Navne kunde optages, og især saadanne, som før have været brugelige i Bygden og kun i den sidste Tid ere blevne tilsidesatte. Og dette bilde vel ikke heller falde saa særdeles vanskeligt. Thi paa de Steder, hvor fremmede Navne ere mest i Brug, pleier man gjerne at tage det meget løseligt med Opkaldelsen, saa at man tidt lader sig nøie med den første Stavelse af Navnet, f. Ex. Anna efter Andreas; ja at man endog stundom lader sig nøie med den første Bogstav f. Ex. naar man kalder Johan efter Ingebrikt. Der hvor man tager det saa løseligt og er fornøiet med saa lidet, der er jo intet i Veien for at indføre gamle Navne igjen, naar som helst man vil. Kan man opkalde Anna med Anders, da kan man ogsaa opkalde det med Andor eller Anstein eller noget sligt; man kunde sætte Bjørn i Stedet for Bernt, Jostein for Jokum, Magnild for Maret o. s. v. Dette blev rigtignok et nyt Fuskerie, men det blev ikke værre end de forrige Fuskerier, hvorved man indførte noget nyt og ubekjendt og derimod forskjød eller forvendte de gode gamle Navne, som saa mangen ærlig Mand og Kvinde havde baaret. Naar man endelig vil fuske, da er det bedre at fuske sig ind paa den rette Vei end paa den urette.

Det er endnu nødvendigt at sige nogle Ord om Navnenes Skrivemaade. Dersom Folk havde kjendt mere til vort gamle Sprog, vilde de baade have agtet vore Navne høiere og tillige skrevet dem bedre, end som nu skeer. Paa en Tid, da man maatte lære sig til at skrive dansk i Stedet for norsk, var det naturligt, at Navnene ofte maatte blive forvendte ved at lempes efter Dansken, og at den rette gamle Skrivemaade maatte efterhaanden blive glemt. Men da vi nu endelig høre os selv til og ikke længere lyde Danmark eller noget andet Rige, vilde det dog være ganske sømmeligt, at vi rettede paa et og andet af det, som har været forvansket, og at vi idet mindste skrev vore Navne paa vor egen Maade. Vistnok er der nu adskillige Tilfælde, hvor Udtalen i Bygderne viger af fra den gamle Form, saa at der kan være Tvivl om, hvilken Form man skal holde sig til; men i de fleste Tilfælde har man dog noget vist at rette sig efter, og ialfald burde man ikke gjøre Sagen endnu mere forvirret ved at forvende Navnene for at faae dem til at passe til Dansken. Vi burde saaledes skrive: Einar, Steinar, Sveinung (ikke Ener, Stener og Svennung); ligesaa: Svein, Finn, Gunnar (ikke Svend, Find, Gunder); Ivar, Reidar, Aattar eller Ottar (ikke Iver, Reier og Otte eller Otto); ligesaa: Styrkaar (ikke Størker), Haakon (ikke Haagen) og Olav eller efter den gamle Form Olaf (og ikke Ole). – Fremdeles burde man holde sig til den gamle Form, naar den nuværende Afvigelse grunder sig kun paa en vis Magelighed eller Slaphed i Udtalen. Vi burde altsaa skrive: Tormod, Audun, Endrede (i Stedet for Tormo, Auen, Endre), Gyda eller idetmindste Gjøda (for Jøde eller Jøa), Trond, Eivind (for Tron og Even) Baard, Finngard (for Baar og Fingal), Helge, Berge (for Helje og Berje), Egel eller Egjel (for Eiel), Eiliv (for Ellef), Øyulv, Brynjulv, Tjostolv (for Øyel, Brynjel og Kjostel), hvorved er at mærke, at de sidste Navne ogsaa kunne skrives med „Ulf“ efter den gamle Maade. Dog maa man herved vogte sig for at blande forskjellige Navne sammen eller at bygge paa løse Gisninger, da det i saadanne Tilfælde er bedst at holde sig til Udtalen, saalænge som man ikke har Vished om noget rettere.

Endelig vilde det være godt, om man kunde komme til at skrive „Son“ og „Dotter“ efter Fadersnavnet (f. Ex. Einarson, Einarsdotter) i Stedet for Søn (eller “Sen“) og Datter. Thi Son og Dotter ere dog de rette gamle Former i Norsk saavelsom i Svensk, og det er ikke andre end Dansken, som har Søn og Datter. Ordet Son hedder ogsaa omtrent ligedan i Tydsk og Engelsk, og man kunde saaledes maaskee sige, at der er henimod en femti Millioner, som sige „Son“, men ikke stort over een Million Mennesker, som sige „Søn“. Men det er nok ogsaa Tilfældet med mange andre Ord, at den norsk Form kommer mindre overeens med den danske end med den Form, som bruges i andre og større Lande. Vi see altsaa, at man undertiden tager storlig feil, naar man troer, at man netop ved at „danske“ dygtigt skulde blive mere fornem eller mere ligeskikket med den store dannede Verden, – da der ialfald er mange Tilfælde, hvori man kunde komme lettere til det ved at bruge sit eget Maal.


Jeg havde tænkt at tillægge et Navne-Register eller en Liste over alle de nu brugelige norske Navne, faa vidt som de ere samlede, men da dette Stykke er allerede blevet noget langt, saa bliver det passeligst, at lade Navnelisten beroe til en anden Gang.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. En temmelig stor Navne-Liste for Bergens Stift er at finde i E. Pontoppidans norske Glossarium eller Ord-Register (fra 1749). Blandt de ægte gamle Navne, som den indeholder, ere mange, som nu synes at være forældede, saasom Alvald, Andor, Arngrim, Audgrim, Finnved, Gjurd, Hall, Olmod, Sæfinn, Vemund; Anfrid, Angjerd, Angunn, Hallfrid, Hallgjerd, Torild, Torgjerd, Torgunn.
    I Strøms Beskrivelse over Søndmør (fra 1762), i Wiel’s Beskrivelse over Ringerige (fra 1743) og i Wilse’s Beskrivelse over Spydeberg i Smaalehnene (fra 1780) findes lignende Navnelister med adskillige ægte norske Navne, som nu synes at være gaaede af Brug.
  2. For dem, som maatte ønske at vide lidt mere herom, kunde dog følgende tilføies Forstavelsen An (i Anbjørn o. s. v. hedder i det gamle Sprog Arn og synes at betyde Ørn. Ragn og As (Aas eller Os) betegner en Guddom; altsaa synes Asmund at vare det samme som Gudmund. Ve betyder noget helligt, men Ved (Vid) er Træ. Vig betegner Strid. Sig (Sigr), Seiervinding. Aud, Rigdom. Gjeir, Spyd. Kjell (en Forkortning af Kjetel), Kjedel. Mund, en Gave. Vard, Vagt, Forsvar. Bera, en Hun-Bjørn (altsaa er Torbjørn og Torbera et Par). Bjørg, Hjælp. Gunn og Hild kan betegne Strid; efter den hedenske Tro var det et Slags gode Aander, som havde Tilsyn med Krigen. Dis har været omtrent det samme, dog kan det ogsaa betyde en Pige.
  3. Hertil hører ogsaa „Torina“, forsaavidt det er opkaldet efter Tora eller Tore (Kvindenavn). Ligesaa „Serina“, hvis det skal betyde Sigrid (Siri) og ikke Severina.
  4. Den gamle Skik at opkalde sine Forældre først – er nok endnu nogenlunde almindelig og fortjener at vedligeholdes. Den første Søn af et Par Ægtefolk bliver opkaldet efter Mandens Fader, og den anden Søn efter Konens Fader; de to første Døttre blive ogsaa opkaldede efter sine Bedstemødre, og først naar Sønnerne eller Døttrene blive flere end to, blive andre Slægtninger opkaldede. Heraf kommer det, at man ofte kan kjende Slægterne fra hverandre paa deres Navne, og at Mændene paa en Gaard ofte igjennem lange Tider have baaret de samme Navne skifteviis, f. Ex. Olav Arneson og Arne Olavson. Dette vilde endnu oftere være Tilfældet, hvis det ikke saa tidt hændte, at den ældste Søn gik ud af Rækken enten ved en tidlig Død eller ved Bortflyttelse.