Om vaaren
Eia, ja dét var vaaren!
Den gurgler i hver en bæk —;
min frakke i solen baaren
praler i flæk ved flæk!
Og flækkenes milde vrimmel
yngler, blir altid fler —
som stjerner i vaarens himmel
jo mere én ser og ser!
Men venner, hvor havene vasker
derude ved kaiens kav —!
Træernes kroner pladsker
i luftens lyse hav —!
Mit ansigt gløder i feber
og fødderne er som is,
der op mot veiret jeg stræber
og lugter Paradis!
Bækkene bobler gustne
langs strøgets sol-allé;
lindene luder rustne
ud af en blaa-vaad sne.
Smaapiger paa høie hæle
redder sig frem overalt
paa øer af mager tæle
til solbelyst asfalt.
Og under de mørke kjoler
sprat skjørtets vaarblaa bræm —
ja, dét var de første violer
som fløi af vinteren frem!
Føddernes vevre tunger
spiller mod grusets graa —
min gud, hvor de deilige unger
egentlig smukt kan gaa!
Hver pigelig røst paa gaden
slaar gjennem luften ud
saa nære og klart, som kom den
til mig med særskilt bud!
Hvor inderlig nøie luften
tar mærker av alt, som sker —
den speiler jo lyden og duften
af stemmer og vaarsød lér!
— — — — —
Mit blik er i sol begravet,
og blæst om haaret slaar; —
det er som en marsch mod havet,
skjønt jeg mod landet gaar.
Dér skinner de stærke skoger
og knaker i nyhørt lyd,
og bækkenes blaae ploger
skjærer sin muld med fryd.
For nu maa de bleke sevjer
stige bak trærnes bark
fra herlige brønder og evjer
dybt i den sværmende mark!
Jeg ser den i træet paa tonen,
den sagte, fyldende flom —
naar saften er naadd til kronen
blusser den ud, som blom!
Men se, om jeg endnu kan finde,
hvor helst i skog jeg gaar,
paa alle de stumme kviste
et eneste bladgrønt saar?!
Det er, som de anende vender
al lufts befrugtende slør
i deilige, tomme hænder
af vimrende eventyrklør!
O, du min veninde i smerte,
min svaiende, myge vaar
med livet under dit hjerte:
alt hvad du vil, du faar!
Du bærer jo livet i dig —
som sommeren aldrig gjør —
Aa kunde min stemning gi dig
et digt, som aldrig dør!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |