Wikikilden

Om vor kriminelle Retsplejes Trang til Reform

Om vor kriminelle Retsplejes Trang til Reform.
(Af N. H. J.)
Indledning.

Den Paastand, at vor Rettergang og navnlig den kriminelle „ikke kan negtes at tiltrænge en Reform og det en radikal Reform, der gjør det fornødent at selve Systemet angribes i sin dybeste Grundvold, idet enkelte Modifikationer eller Smaaforandringer ikke ville blive fyldestgjørende,“[1] tør ved nærmere Undersøgelse findes lige saa ugrundet, som det erkjendes at være vanskeligt at angive, hvori Reformen skulde bestaa, og hvorledes den skulde iverksættes.

Ialfald lader det sig neppe bevise, at der ved nogen anden bekjendt Rettergangsmaade, og navnlig den engelske, opnaaes større materiel Retfærdighed med mindre Bekostning og ved Hjælp af et simplere Maskineri. Tvertimod kan det vel paastaaes, at om end Justitssagerne i England tildels komme hurtigere til Afgjørelse, ere Omkostningerne i det Hele ikke ringere,[2] medens Retfærdigheden ofte krænkes ikke alene derved, at mange Forbrydere frifindes, men undertiden, og det ikke saa ganske sjelden, ved Uskyldiges Domfældelse.

Det turde derfor være en Kjendsgjerning, at en gjennemgribende Reform i den kriminelle Retspleje ikke alene er mere nødvendig, men at denne Nødvendighed er mere almindelig erkjendt i England[3] end hos os.

Hermed er det dog lige saa lidt Meningen at ville paastaa, at der i Justitiens Administration hos os ikke findes Mangler, som at ville benegte, at Justitien i England administreres med større Humanitet end det hos os sædvanlig er Tilfældet.

Hensigten med disse Bemærkninger er kun at forsvare vor kriminelle Retspleje mod den fremsatte Beskyldning for at være beheftet med saadanne væsentlige Mangler, der skulde gjøre en radikal Reform fornøden, og tillige at paavise, at der i vor Rettergangsmaades Væsen eller i de Retsregler, som derunder maa befølges, ikke findes nogen Hindring for at administrere Justitien med den Humanitet, som maa erkjendes at udmærke den engelske Retspleje. Da det derhos formenes at være utilbørligt at dadle uden at paavise bestemte Mangler, ligesom den Kritik er uden subjektiv Beføjelse, der omtaler Mangler uden at kunne angive Midler til at rette dem eller Maaden, hvorpaa de kunne undgaaes, vil Forfatteren af disse Bemærkninger ikke undlade at angive de oven antydede, formentlig mindre væsentlige Mangler i vor Retspleje, tilligemed Maaden, hvorpaa de antages at kunne afhjælpes.

Ved at sammenligne vor Retspleje med et andet civiliseret Lands vil man paa en praktisk og tilfredsstillende Maade kunne udfinde dens Fortrin og Mangler; og en saadan Sammenligning vil her, efter den givne Anledning, foretages med den engelske Justitsadministration ved at iagttage Forskjellen gjennem Kriminalprocessens forskjellige Stadier med stadigt Hensyn til de forskjellige Principer, som derunder komme til Anvendelse.

De Hovedmomenter, som herved komme i Betragtning, kunne formentlig angives at være: den foreløbige Undersøgelse eller Forhøret og hvad dermed staar i Forbindelse, Tiltalen, Sagens Behandling og Afgjørelse i Retten samt, med Hensyn til de forskjellige Principer, hos os Inkvisitionsprincipet og Skriftlighed, medens Anklageprincipet og mundtlig Procedure anvendes i den engelske Kriminalproces.


Den foreløbige Undersøgelse eller Forhøret og hvad dermed staar i Forbindelse.

Allerede ved den foreløbige Undersøgelse, eller Forhøret, er Forskjellen mellem den kriminelle Retsforfølgning i England og hos os stærkt fremtrædende, fordi Anklage- og Inkvisitionsprincipets grundforskjellige Virkninger her faa størst Indflydelse. I England, hvor der paa Grund af Anklagesystemet ikke er Anledning til at tage den Mistænkte eller Anklagede under Examination, vil den hele foreløbige Undersøgelse nødvendigvis blive indskrænket til den blotte Vidne-Examination, der i og for sig ofte vil være aldeles utilstrækkelig til Sagens faktiske Oplysning, og som desuden er af underordnet Betydning, derved at de under den foreløbige Undersøgelse afgivne Depositioner, efter engelske Procesregler, ikke tillægges nogen Retsvirkning, men under Sagens senere Behandling væsentlig kun benyttes til Vejledning ved Vidne-Examinationen for Retten. Den foreløbige Undersøgelse behandles derfor i England i Almindelighed med liden Omhu, uagtet der herover ikke usædvanlig høres Klager af de Embedsmænd, hvem Sagens senere Behandling paaligger.

Hos os, hvor man er berettiget til at examinere Angjeldende om alle Sagen vedrørende Fakta, og hvor Deponenterne under kriminelt Ansvar maa afgive sine Forklaringer saaledes som de siden kunne beedige dem, vil den duelige og samvittighedsfulde Forhørsadministrator have baade Anledning og Opfordring til at bevirke Sagen saa fuldstændig oplyst som det efter Omstændighederne kan ske. Det er vistnok sandt, at det er Forhørsadministrators „klare Blik, upartiske Gemyt, Kyndighed og sunde Omdømme,“ hvorpaa det her især kommer an; men naar det erkjendes, at der „ved Sindighed, Maadehold og Samvittighedsfuldhed kan udrettes mere Nytte under Inkvisitionssystemet,“[4] saa kan det ikke komme i Betragtning, at en „slet, egensindig og uretskaffen“ Underdommer eller Forhørsadministrator under Anklagesystemet ikke kan gjøre saa megen Skade som ellers vilde være at vente. En saadan Indvending synes end ikke at kunne frem- sættes af den, der baade har fundet „et fordelagtigt Bevis for den Moralitet, der udmærker vor Embedsstand“ og paa den anden Side erkjender Rigtigheden af den Sætning, at naar Lovens Haandhævere ere slette, ere selv de bedste Love til ingen Nytte. Ikke desto mindre er der i det citerede Skrift fremsat en saadan Masse af yderst graverende Beskyldninger mod Fremgangsmaaden ved kriminelle Sagers foreløbige Undersøgelse hos os, og navnlig mod Inkvisitionssystemet, som derunder faar sin største Anvendelse, at det, dersom Skriftet ikke var udkommet efter offentlig Foranstaltning, maatte ansees betænkeligt endog ved deres Gjendrivelse at bidrage til at udbrede dem.

„Det heder,“ siger Forfatteren,[5] „at man i Inkvisitionssystemet direkte arbejder paa at tilvejebringe Oplysning om den egentlige og materielle Sandhed og denne vil man opnaa væsentlig ved Anklagedes egen Tilstaaelse. Den egentlige og materielle Sandhed, man altsaa arbejder paa og venter at finde, er at Anklagede er skyldig. Det er altsaa klart, at selve Systemet drager den Følgesætning efter sig, at enhver Anklaget, som fremstiller sig for Retten under Byrden af en ham paasigtet Forbrydelse, eo ipso og strax ab initio præsumeres at være skyldig .... Det vil altid, paa Grund af denne mod enhver Anklaget raadende Præsumtion, være Tilfældet, at han bliver behandlet paa en saadan Maade som om han allerede var domfældt, som en Person altsaa, der er forfalden i Straf og fortjener at behandles paa den mest ringeagtende og enhver mulig Rest af Ærekjærhed hos ham dræbende Maade. Medens Angjeldende saaledes behandles, bestræber Forhørsadministrator sig i Almindelighed for at faa ham til at tilstaa, og herved bruges da alle de Midler, som Klogskab og Studium, eller Forhørsadministrators Aandsoverlegenhed over Inkvisiten kan sætte ham i Stand til .... Er Anklagede klejnmodig og frygtsom, søger Inkvirenten at imponere ham ved grove Ord og Trusler; er han trodsig, snedig og forslagen, søger han at overraske ham ved kunstig indrettede Examinationer, hvis Endemaal ikke strax kan falde Anklagede i Øjnene .... Inkvirenten søger at udforske Anklagedes Svaghed og lægger ham alle de Snarer, som menneskelig Opfindsomhed kan udfinde; dels anvendes Løfter og Forestillinger, dels et strengere Sprog .... der spares hverken paa gode Ord eller Trusler. .... Det er ikke uden Exempel at man bruger Menneskets foragteligste Lidenskaber i saa Henseende, at man, for at udvirke Angjeldendes Tilstaaelse, om end ikke ligefrem lægger an paa at udsaa Splid og Tvedragt mellem ham og nærmeste Familie, dog er ligegyldig nok til ikke at tage Hensyn til, at saadant naturligen kan blive Følgen. Ofte skyr Inkvirenten ikke at bruge Løgn for at opnaa Tilstaaelsen. Ja det er vel heller ikke uden Exempel at Inkvirenten, naar alle anvendte Anstrengelser mislykkes, af Ærgrelse herover og ved en til det Yderste gaaende Lidenskabelighed, forglemmer sin Værdighed endog til saadan Grad, at han overfuser Angjeldende med gemene Skjeldsord, og ofte under svære Eder og stærkt hævet Stentorrøst stræber at intimidere ham. Ja det hænder vel endog stundum, at endnu kraftigere Midler anvendes.“

Hertil kommer at „Retsvidnerne,[6] der ofte ere Personer, som ere sløve paa Sandser og Aandsevner, ere uden al Betydning, og det beror paa Administrators egen ukontrollerede Samvittighed, hvad der skal komme ind i Protokollen og hvad ikke. At man under disse Omstændigheder ikke her i Landet mere, end Tilfældet har været, har hørt Tale om falske Protokollationer er et fordelagtigt Bevis paa den Moralitet, der udmærker vor Embedsstand .... Om end ikke Protokollationen bliver aabenbar falsk, kan den dog let blive partisk og derfor urigtig.“

„Selv[7] under Forudsætning af at de Embedsmænd, der hos os fungere som Forhørsadministratorer, anvende de værste af de oven antydede Midler, er det sikkerlig udenfor al Tvivl, at de handle af den redeligste Vilje og Iver for deres Pligters Opfyldelse, og at de derved tilsigte og tænke at ramme Retfærdigheden, uden at de blive sig bevidste at de nogensinde overskride de passende Grændser for deres egen Værdighed og handle imod Retfærdighedens Interesse, idet de besudle den. Fejlen ligger hos Systemet og ikke hos Personerne, der bringe det i Anvendelse, skjønt det paa den anden Side ikke kan negtes, at der gives Embedsmænd, som i denne Henseende drive deres Embedsiver noget vel vidt, hvilket dog ingenlunde bør lægges dem til Last, da det blot er en Følge af de (fra Systemet hidrørende?) Forestillinger og Theorier, hvori de ere opdragne.“

„Vore[8] almindelige Forhørsadministratorer og Underdommere komme saa jevnlig i Berørelse med den Klasse af Samfundet, for hvem Straffeloven kan siges specielt at være skreven, at de faa ligesom en Vane til at ansee enhver Person, der fremstilles for dem under Mistanke for en Forbrydelse, eo ipso som skyldig, og paa Grund af denne forudfattede Mening kan det ikke negtes at være sædvanligt, at de begegne de mistænkte Personer med Grovhed og Uhøflighed.“

„Den[9] Tone, som saaledes hyppigt anvendes af de egentlige Hovedpersoner i en kriminel Sags Forfølgning mod de Anklagede, forplanter sig letteligen ned gjennem de underordnede Funktionærer. At Politibetjente gaa frem paa en overmodig og uhøflig, stundom endog grov og brutal Maade, turde være et ikke usædvanligt Fænomen, ja det turde endog ikke høre til de absolute Sjeldenheder at deslige Funktionærer anvende Prygl, hvor de selv forestille sig at der er Anledning dertil, ofte aldeles utilbørligen; og ifald Klager herover fremkomme, eller Nogen søger at forhindre dem deri, vil det ogsaa kunne hænde at de blive mulkterede herfor, efterdi det er en let Sag for Politibetjenten, der ifølge vor Politi-Lovgivning har Adgang til at være Vidne i sin egen Sag, at faa Faktum indbragt under den rummelige Rubrik af Hindring i Udførelsen af hans Forretninger.“

„I England – hvor selv den simpleste Forbryder af alle Vedkommende, i det mindste forinden Domfældelsen, bliver begegnet ikke alene med Høflighed men endog med en vis Grad af Venlighed, – ere Fordringerne til Høflighed hos deslige Betjente saa strenge, at det under Forfatterens Ophold i England hændte sig at en Politibetjent, der havde tilladt sig Grovhed og Vold mod en Person, blev afskediget, fordi det antoges, at Politiet ikke bør have Personer i sin Tjeneste, der ej forstaa at lægge behørigt Baand paa sig selv. Politiet betragtes nemlig, med Hensyn til den Tvang, samme medfører i den naturlige Frihed, som et Onde, om end naturligvis som et nødvendigt Onde; og Grundsætningen er da den, at Byrden heraf ikke maa gjøres besværligere, end Nødvendigheden absolut kræver. Følgerne af en modsat Maxime er ogsaa den, at Politiet er Gjenstand for Massens Had og Uvilje, medens det neppe nyder den Respekt som Tilfældet upaatvivlelig er i England. De saaledes skildrede Følger af Inkvisitionsprincipet kunne neppe negtes at have Realitet, og at Anklagesystemet ikke er ledsaget af noget af disse Onder, turde være lige saa iøjnefaldende.“

Mod al denne paastaaede Elendighed i vor Retspleje foreslaar Forfatteren derfor „som et Middel, der rammer Ondet i sin egentlige Rod, lige saa godt først som sidst at forlade Inkvisitionsprincipet ved en Bestemmelse om at Angjeldende skal forordnes en Defensor og at det altid udtrykkelig tilkjendegives ham, at han ikke er forbunden til at svare paa noget Spørgsmaal, man maa rette til ham,[10] uden at hans Taushed skal fortolkes til hans Skade.“

Man maa i Sandhed forbauses over disse mod Ikvisitionssystemet fremførte Beskyldninger; men naar det paastaaes, at Fejlen alene ligger hos Systemet, ikke hos Personerne,[11] og det siges at være iøjnefaldende, at Anklagesystemet ikke er ledsaget af noget af de anførte Onder, turde det være en tilstrækkelig Gjendrivelse at citere den S. 62 flg. refererede Sag, hvor, i den af Lordmayoren præsiderede Ret, en af de under Anklagesystemet Tiltalte blandt Andet kaldes: „Uforskammet Nar, impertinent Nar, farlig Skurk“ og tiltales saaledes: „Hold Mund. I fortjente at Jer Tunge skulde skjæres af Jer – frække Slyngel – snakkesyge Skurk – Stop Munden paa ham, Slutter! Bring Fangejern og læg ham i Lænker,“ medens en af Jurymændene tituleres: „Taabelig Kjeltring – uforskammet Hængeøre – elendig Skurk – jeg skulde skjære hans impertinente Næse af.“ Saa galt er det dog nu til Dags, trods Inkvisitionssystemet, ikke hos os. Dette beviser imidlertid kun, at vi ikke staa 200 Aar tilbage for Engelskmændene i sand Dannelse og Humanitet, og en Undersøgelse af Inkvisitionsprincipets Væsen og Virkninger vil derfor neppe ansees overflødig.

Det heder, vistnok med Rette, at man under Inkvisitionssystemet direkte arbejder paa at tilvejebringe den egentlige og materielle Sandhed. Denne vil man, naar andet Bevis for den den Anklagede imputerede Forseelse ikke er tilvejebragt, søge at udfinde ved at examinere Angjeldende om alle forhaandenværende Omstændigheder, der kunne vidne om hans Skyld eller Uskyld; og det er da neppe tænkeligt, at Angjeldende forsætlig skulde give Forklaringer, hvis faktiske Urigtighed kan bevises, eller benegte konstaterede Fakta, hvis han ikke under Bevidstheden om sin Skyld tager sin Tilflugt til Løgn. Paa den anden Side vil en ligefrem og, saa vidt det kan efterspores, sandfærdig Forklaring gjøre det i høj Grad sandsynligt, at den Anklagede, trods den Mistanke, Omstændighederne for øvrigt kaste paa ham, er uskyldig. Hvad man altsaa „arbejder paa og venter at finde,“ er tilstrækkelig Vished for, enten den Anklagede er skyldig eller ikke skyldig. Det er altsaa urigtigt at paastaa, „at selve Systemet drager den Følgesætning efter sig, at enhver Anklaget, som fremstiller sig for Retten under Byrden af en ham paasigtet Forbrydelse, eo ipso og strax ab initio præsumeres at være skyldig,“ skjønt naturligvis Ingen stilles under Forhør for en Forbrydelse, med mindre der er Grund til at antage, at han kan være skyldig. En anden Sag er det, at der undertiden er fuldt og utvivlsomt Bevis for den Anklagedes Skyld, førend Angjeldende selv tages under Examination. Den Angjeldende vil imidlertid heller ikke i dette Tilfælde blive behandlet med Grovhed og Uhøflighed af Andre end dem, der nære saa inhumane Anskuelser, at de mene, „at en Person, der er forfalden til Straf, fortjener at behandles paa den mest ringeagtende og enhver mulig Rest af Ærekjærhed hos ham dræbende Maade;“ disse ville vistnok ikke gjøre nogen Forskjel paa, enten Dommen er afsagt eller ikke over en Anklaget, der utvivlsomt, ialfald efter deres Formening, er skyldig og altsaa forfalden til Straf. Men den dannede og humane Mand, der aldrig betjener sig af Eder og Skjeldsord, vil naturligvis som Justits- eller Politiembedsmand lige saa lidt begegne den anklagede eller mistænkte som den domfældte Forbryder med Grovhed og Uhøflighed. Idet han besidder Konduite nok til ikke at stille Nogen under Forhør, mod hvem der ikke findes grundet Mistanke, vil han heller ikke mangle den fornødne psykologiske Indsigt for at kunne indsee det Unyttige i at forsøge paa at bringe Angjeldende til at tilstaa ved at holde Taler, som for at kunne have nogen Indvirkning paa Angjeldende maatte forudsætte en moralsk Erkjendelse, hvoraf Angjeldende ikke kan være i Besiddelse, dersom han virkelig har begaaet den Forbrydelse, for hvilken han sigtes. Derimod forsømmer den humane Forhørsadministrator ikke at underrette den mistænkte Forbryder om, at den, der tilstaar sin Forseelse, erholder en mildere Straf, og at det ikke vil være Angjeldende til synderligt Gavn at tilstaa, efterat han saa tilstrækkeligt er overført den ham imputerede Forbrydelse, at han vil kunne dømmes mod sin Benegtelse. Efterat saadant Beviis er tilvejebragt, dels ved positive Bevismidler, dels ved disse i Forbindelse med Angjeldendes bevislig løgnagtige Forklaringer eller andre Indicier, vil den humane Forhørsadministrator atter foreholde Angjeldende, at han ved fremdeles at vedblive sin temerære Benegtelse alene vil paadrage sig en strengere Straf, og paa den efter Omstændighederne hensigtsmæssigste Maade søge at gjøre ham dette begribeligt. Yderligere at forcere Angjeldende for at erholde en Bekjendelse, der hverken udkræves af legale Hensyn eller kan ventes opnaaet, er lige saa lidt stemmende med god Konduite, Klogskab eller Humanitet, som det kan ansees at være sømmeligt, eller i Retfærdighedens sande Interesse at betjene sig af Løgn og Underfundighed for at bringe Angjeldende til en Tilstaaelse, der under saadanne Omstændigheder neppe i og for sig vil have noget Værd, medens man tvertimod herved kan bevirke, at Angjeldende, naar han besidder tilstrækkelig Sluhed eller Klogskab til at gjennemskue Bedrageriet, endog vedbliver at benegte, efterat uimodsigelige Beviser for hans Skyld ere tilvejebragte, idet han betvivler Rigtigheden af Øvrighedspersonens Udsagn om, at hans Benegtelse nu saa langt fra at kunne fri ham for at domfældes, netop vil forøge Straffen. Har Forhørsadministratoren derimod under Angjeldendes hele Examination gaaet frem med Sindighed og Humanitet, vil det, naar der er tilvejebragt fuld Vished for den Anklagedes Skyld, sjelden falde vanskeligt at erholde hans Tilstaaelse, som da alene kan have noget Værd, fordi derved en Del unødig Tidsspilde og Omkostning kan undgaaes under Sagens senere Behandling.

I saadanne Tilfælde, hvor Angjeldendes Tilstaaelse har en mere væsentlig Betydning derved, at hans Forklaring indeholder Oplysning om visse Forbrydelsen direkte vedrørende Fakta, f. Ex. naar en Inkvisit under en Tyvssag ved at tilstaa tillige maa opgive hvor Kosterne ere, – vil man vistnok have liden Udsigt til at opnaa denne i Retfærdighedens Interesse ønskelige Bekjendelse, ved Skjeldsord, Trusler, Løgn og Underfundighed. Det er imidlertid ganske naturligt, at den Embedsmand, der kan tillade sig at bringe saadanne, i ethvert Tilfælde aldeles forkastelige Midler i Anvendelse, heller ikke, naar de, som sædvanligt vil være Tilfældet, slaa fejl, vil undlade at lade sin Taktløshed og Inhumanitet ytre sig i Grovhed og Uhøflighed mod Angjeldende, hvem han tillægger Skylden og anser som en i særdeles Grad forhærdet Forbryder. Han betænker ikke, at den, der, uden at være overbevist om Sandsynligheden af at blive kjendt skyldig, ikke vil benegte en Forbrydelse, heller ikke vil begaa den. Det er for Resten en aldeles fejlagtig Anskuelse, at den Anklagedes Tilstaaelse spiller en vigtigere Rolle som Bevismiddel hos os end i de Lande, hvor Anklagesystemet er gjeldende,[12] navnlig i England. Hos os kan Ingen, saaledes som i England, fældes alene paa Grund af den blotte og bare Tilstaaelse; denne maa hos os bestyrkes ved Deponenters Forklaringer eller andre Omstændigheder, der ikke efterlade Tvivl om dens Rigtighed.[13] Og naar den for en engelsk Ret Anklagede kun opfordres til at erklære om han er skyldig eller ikke skyldig, saa er dette alene fordi man holder strengt paa en etableret Retssætning, at Ingen er pligtig til at anklage sig selv, ikke fordi man foragter det Bevis, der ligger i egen Tilstaaelse, hvilket man tvertimod synes at overvurdere ved, som anført, derpaa uden videre at grunde Domfældelse. Denne særdeles Vegt, der i England lægges paa egen Tilstaaelse, viser sig ogsaa deri, at man, naar Politibetjente eller Andre, førend Sagen kom for Retten, have hørt Angjeldende tilstaa eller endog kun bruge indiskrete Ytringer i denne Henseende, føre dem som Vidner[14] desangaaende og lægge en større Vegt paa det saaledes afgivne Svar, end man hos os vilde gjøre eller have Anledning til.[15]

Det er klart, at en saadan Fremgangsmaade, hvorved der gaaes fra den ene Yderlighed til den anden, er farlig for Retssikkerheden; og at den i Virkeligheden skader Retfærdigheden, tildeels uden at gavne den Anklagede, erkjendes i England og Amerika lige saa vel af Dommere og Øvrighedspersoner som af Retslærde.

Overdommeren Lord Denman har i 1843 ytret sig saaledes: „Politibetjentes og andre Embedsmænds Opførsel er ofte i Praxis til Skade for Retfærdigheden, idet de forebygge Tilstaaelser som Forbrydere, især unge Forbrydere, ønske at gjøre.“ Politimagistrat Paynter ytrer sig paa følgende Maade: „Den Taushed, der iagttages af den Anklagede, naar han beskyldes, vil ofte skade ham lige saa meget som en Tilstaaelse. En Fremstilling af Sandheden kan ikke skade den Uskyldige; og hvis saadan Fremstilling alene skader den Skyldige, synes heri ikke at være nogen Grund til at udelukke samme. Dengang, da det hverken tillodes den Arresterede at føre Vidner eller at have Sagfører,[16] kan det have været forsvarligt at beskytte ham ved kunstige Skranker mod at give Erklæringer, som kunde blive benyttede til hans Skade; men nu indser jeg ikke hvorfor vor kriminelle Proceslovgivning, saa vidt den Mistænktes Examination angaar, bør være forskjellig fra hvad der formentlig er antaget i ethvert andet Land i Europa.“

Livingston, i sit Udkast til en Proceslov i kriminelle Sager for Louisiana, erklærer det for „en Inkonsekvens, naar der hersker særdeles Mistillid mod at admittere de Vidnesbyrd, der trækkes fra den Angjeldende selv for Fredsdommeren (eller under et formeligt Forhør), medens der til samme Tid tages til Takke med Vidnesbyrd om uformelle og extrajudicielle Tilstaaelser til enkelte Individer, ligesom om den Anklagede lettere vilde komme til at beskylde sig selv uden Grund, naar han var advaret af Dommeren og kjendte Følgerne, end i en løs Samtale, og som om Protokollen over hvad han har sagt samt selv vedtaget eller korrigeret, ikke var lige saa godt Bevis om Faktum som en Erklæring af En, der lejlighedsvis har hørt Tilstaaelsen og maaske forsætlig fremstiller dens Udtryk urigtigen, eller uden Hensigt giver den en falsk Form. – Det vilde være uklogt at opgive den Fordel som kan udledes af den Angjældendes Examination; men denne bør være et roligt og upartisk Forsøg paa at udfinde Sandheden.“[17]

Endog den ofte citerede Forf., der har fundet Inkvisitionsprincipet saa aldeles forkasteligt paa Grund af de fordærvelige Konsekvenser, som efter hans Formening dermed skulle være uadskilleligt forenede, erklærer,[18] at „det Maal, som Inkvisitionsprincipet foresætter sig, maa in abstracto erkjendes at være det højeste, som Bestræbelsen for at opnaa materiel Retfærdighed kan sigte til, og at man ubetinget maatte erklære sig for dette Princip som det ene rigtige, dersom de Midler, der anvendes for at opnaa det foresatte Maal, vare passende, tjenlige og Formaalet værdige.“

At Mænd med Konduite, Indsigt og sand Dannelse ikke ville anvende andre end passende, tjenlige og Formaalet værdige Midler er lige saa vist som at det med Rette „kan paastaaes, at det Inhumane og med Nationens Kulturgrad og frie Statsforfatning Uoverensstemmende i vor kriminelle Proces kan afhjælpes uden just at gjøre Forandring i den foreløbige Undersøgelse selv.“[19]

Ialfald er det en stor Vildfarelse, naar man tror at kunne paavise Forskjellen mellem Inkvisitions- og Akkusations-Systemets Konsekvenser ved at anstille Sammenligning mellem Fremgangsmaaden under Justitiens Administration, og navnlig den forskjellige Behandling, som derunder vederfares den Angjeldende, her og i England. Det er ikke alene de engelske Justitsembedsmænds udmærkede Humanitet i og for sig, som ved en saadan Sammenligning maa tages i Betragtning og tillægges sin tilbørlige Vegt. Mange andre Omstændigheder, der ere Følgen af Engelskmændenes utrerede Anvendelse af visse vilkaarlige Retssætninger, som derved neppe blive stemmende med almindelige Retsbegreber – forrykke Parallelen og gjøre i Virkeligheden al Sammenligning i det foranførte Øjemed umulig. Det vil i denne Henseende her være tilstrækkeligt at nævne de to Retsregler, at Ingen kan tiltales uden for en bestemt og aldeles individualiseret Forbrydelse, og at Ingen maa bringes i Fare ved at tiltales mere end een Gang for den samme Forseelse. Den sidste Regel indeholder vistnok ikke andet, end hvad der gjelder hos os, efterat Højesteretsdom er falden; men i Forbindelse med den først nævnte Retssætning i den Udstrækning, som denne er given ved fast etableret Praxis, lede de ofte i Forening til et besynderligt og for Retfærdighedsfølelsen højst stødende Resultat. Den Retsregel, hvorefter Ingen kan tiltales uden for en bestemt Forseelse, forstaaes nemlig saa strengt, at det ikke er nok at det forbryderske Faktum bestemt er opgivet, hvorimod dettes juridiske Karakter tillige maa angives med Bestemthed. Naar saaledes f. Ex. et Tyveri er begaaet ved at slaa et Vindu itu, idet Effekter ere stjaalne, der have ligget saa nær Vinduet, at Tyven muligens kan have sat sig i Besiddelse af dem uden at passere med sit hele Legeme ind igjennem Vinduet, saa vil den Anklagede, naar dette ikke bevises at have været Tilfældet, frifindes, dersom han har været tiltalt for Indbrudstyveri. Men naar Tyven derpaa tiltales for simpelt Tyveri,[20] saa vil han atter blive frifunden, naar han selv er i Stand til at bevise, at han virkelig har begaaet Indbrudstyveri, for hvilket han, som allerede tilforn frifunden, ikke videre kan tiltales. Denne Besynderlighed tillige med mange andre Subtiliteter, sigtende til at bevirke den Tiltalte frifunden, har sin naturlige Forklaringsgrund i den engelske Straffelovs overvættes Strenghed, der først i den senere Tid er bleven noget formildet, og som havde til Følge, at man, da Tidsaanden blev mere human, søgte paa alle mulige Maader at aabne den Anklagede Udvej til at slippe for en Straf, der erkjendtes at staa i et aldeles unaturligt Forhold til den begaaede Forbrydelse. Muligheden af en overordentlig streng Straf, i mange Tilfælde Livsstraf, kom saaledes til at blive den Trusel, Justitien opstillede mod Lovens Overtrædere, medens det i andre Lande, hvor man, som hos os, har en med Tidsalderens Anskuelser mere passende Straffelov, er Sandsynligheden af at komme til at lide den deri fastsatte Straf, der truer Forbryderne.

Det vil formentlig erkjendes at den nys antydede Forskjellighed i Principet med Hensyn til Straffelovens Virksomhed er en rimeligere Forklaringsgrund til den forskjellige Fremgangsmaade under Justitiens Administration her og i England, end den Omstændighed, at Inkvisitionssystemet gjelder hos os, medens Anklagesystemet der anvendes. Men netop fordi denne Omstændighed ikke har nogen afgjørende eller endog væsentlig Indflydelse i den omhandlede Henseende, og fordi der er aabnet den Anklagede saa mange kunstige Udveje til at slippe for de engelske Loves uforholdsmæssige Strenghed, at Humanitetens Fordringer derved paa en Maade er skeet Fyldest, – kan man ej anstille nogen Sammenligning mellem de engelske Justitsembedsmænds humane Fremgangsmaade og den Behandlingsmaade, der hos os er bleven den Anklagede til Del.

Den Grundsætning at den anklagede Forbryder ikke bør betragtes som nogen Menneskeslægtens Fiende, der skal forfølges med Had og Forbitrelse, men som en Ulykkelig, der af alle Mennesker, altsaa ogsaa af Lovkyndige, bør ydes al mulig Hjælp, finder visselig ingen Modsigelse i noget kristeligt og civiliseret Lands Lovgivning, og dens Rigtighed nyder lige saa fuld Anerkjendelse her som i England. Naar imidlertid denne Hjælpsomhed mod Forbrydere viser sig i Forsøg paa at forhjælpe dem til at unddrage sig den i en human Straffelov for deres Forbrydelse fastsatte Straf, saa hidrører dette, i det bedste Tilfælde, fra en til det Yderste gaaende falsk Medlidenhed. At et saadant Forsøg lykkes, vil vistnok af den Anklagedes Defensor betragtes som en Sejr; men at paastaa, at Humaniteten sejrer, naar en anklaget Forbryder frifindes, og lider et Nederlag, naar han domfældes,[21] er det Samme som at erklære al kriminel Forfølgelse og Afstraffelse af Forbrydere for inhuman, og en saadan Anskuelse kan lige saa lidt tillægges den engelske Nation som de engelske Dommere, om det end maa erkjendes, at Frifindelser, der krænke Retfærdigheden, i England kunne finde Sted som en beklagelig Konsekvens af Retsregler og Fortolkninger, hvormed det har været Hensigten at fyldestgjøre Humanitetens Fordringer under et Retssystem, som man ikke saa sig i Stand til at reformere, og som man derfor var nødt til at bøde paa ved Palliativmidler. Den Humanitet, der udmærker de engelske Øvrighedspersoner og Dommere, og som ikke kan undlade at gjøre et fordelagtigt Indtryk paa Enhver, der besøger de engelske Retter, idet han der ser Lovens Haandhævere samvittighedsfuldt og med Værdighed at opfylde en streng og ofte smertelig Pligt, har en ganske anden Grund end falsk Medlidenhed. Det er den humane og sand christelige Medfølelse for hine Ulykkelige, hvis Forseelser det er deres strenge Pligt at overse, der er iøjnefaldende.

Det Hele foregaar derhos, paa Grund af Omgivelserne, det Storartede i selve Retslokalet og de øvrige Attributer, der minde om Domstolenes Højhed og Værdighed, med en vis Højtidelighed, der kan være „paafaldende for en Nordmand.“ Men en Nordmand burde ikke forbauses eller finde noget Paafaldende ved den humane Adfærd, der vises den anklagede Forbryder. Ialfald skal det ikke kunne benegtes, at der hos os blandt de nuværende Indehavere af Justits- og Politiembeder gives mange, der baade ere i Besiddelse af og udvise den samme Humanitet, og at dette ogsaa har været Tilfældet i det mindste med enkelte af deres Formænd. Dette udelukker vistnok ikke, og det er heller ikke Meningen at ville benegte Muligheden af, at det hos os kan være en ikke ganske uhørt Fremgangsmaade, at ej alene mistænkte Forbrydere, men ogsaa Personer, der for Politiforseelser, Drukkenskab eller andet misligt Forhold, komme under Politiets Behandling, begegnes med Grovhed og Uhøflighed, endog under Eder og Skjeldsord, eller i det mindste paa en Maade, der for ethvert Menneske med sand Dannelse er i højeste Grad anstødelig, og hvorved vedkommende Øvrigshedsperson ikke alene tilsidesætter sin egen, men ogsaa krænker Rettens Værdighed.

At man imidlertid ikke kan give Inkvisitionssystemet Skyld for denne Mislighed, vil af det Foranførte være klart.

Det kan derimod neppe betvivles at Fejlen ene og alene ligger hos vedkommende Embedsmænd, og at den omhandlede Mislighed ikke kunde finde Sted, naar disse altid vare Mænd med den Fordomsfrihed og Upartiskhed, der er en Følge af sand Dannelse og Humanitet, udrustede ikke blot med juridiske Kundskaber, men ogsaa med psykologisk Indsigt, der alene i Forening kunne sætte i Stand til at bedømme, om saavel de objektive Betingelser for Forbrydelsen som den subjektive Strafskyld hos den for Forbrydelsen Anklagede eller Mistænkte ere tilstede. Saadanne Mænd ville lige saa lidt behandle den anklagede som den domfældte Forbryder med Grovhed og Ringeagt, medens de paa den anden Side heller ikke ville lade sig paavirke af nogen falsk Medlidenhed til Skade for Retfærdigheden.

De ville ogsaa i Almindelighed have tilkjæmpet sig den Karakterens Fasthed, der ikke lader sig bringe ud af Ligevegt ved smaalig Chikane; de ville enten kunne overse eller med Sindighed vælge det hensigtsmæssigste Middel til at revse enhver forsætlig Tilsidesættelse af den Respekt, som med Rette kan forlanges baade for deres Person og den Øvrighedspost de beklæde.

Men det er desværre vist, at ikke alle Justits- og Politiembeder ere besatte med saadanne Mænd, og der kan saaledes blive Spørgsmaal om, hvorledes man i den omhandlede Henseende skal tilvejebringe en Reform til det Bedre.

Noget vil ialfald i denne Retning kunne udrettes ved en Instrux eller Opfordring til samtlige Embedsmænd af den fornævnte Klasse om at iagttage en større udvortes Værdighed i Udførelsen af sine Embedsforretninger, i hvilken Henseende det uden Tvivl vilde være til Gavn, om det paalagdes Embedsmændene at behandle sine Forretninger under en formelig Session, hvorunder de naturligvis maatte være iførte sin anordnede Embedsdragt, og hvortil der maatte sørges for at anskaffe passende Lokaler.

Herved vilde ikke alene Embedsmændene faa en større Opfordring til, men ogsaa have en stadig Paamindelse om at iagttage den sømmelige udvortes Værdighed, og man skulde da sjelden se nogen fremstille sig for dem uden at vise passende Respekt.

Men maaske ansees det utilraadeligt at træffe nogen Forføjning som den antydede, enten af Hensyn til den dermed for Embedsmændene og det Offentlige forbundne Ulejlighed og Omkostning, eller fordi det maa erkjendes, at en retsindig og virkelig dannet Mand uden saadan Hjelp vil forstaa at opretholde sin Værdighed og saaledes heller ikke vil savne den for hans Stilling som Øvrighedsperson sømmelige Respekt.

Imidlertid er det ikke mindre vist, at Embedsmænd, der i daglig Tale maatte betjene sig af Eder og usømmelige Udtryk, især naar de tillige havde Vane til at begegne Underordnede og Personer af Samfundets laveste Klasser med liden Høflighed og derhos vare tilbøjelige til at lade sig opirre ved Modsigelse eller formentlig Mangel paa Respekt, – vanskelig uden nogen udvortes Paamindelse ville kunne afholde sig fra Skjeldsord og Uhøflighed mod Anklagede og Mistænkte, fremfor alt naar disse benegte den dem imputerede Forseelse.

For saa vidt det desuagtet kan antages, at der blandt saadanne Embedsmænd, hvis Antal forhaabentlig ikke er stort, neppe findes Nogen, som ej er i Stand til at beherske sit Temperament saaledes, at hans Mangel paa sand Dannelse ikke kommer aabenbart til Syne, naar han befinder sig under Omstændigheder, som efter hans egen Formening gjøre dette nødvendigt eller i det mindste magtpaaliggende, – tør man vel nære Haab om at se den omhandlede Mislighed i væsentlig Grad afhjulpen, hvis det kunde lykkes at bibringe dem en paa Overbevisning støttet Erkjendelse af det Utilbørlige i den paaankede Mangel paa Selvbeherskelse og den deraf flydende uhøflige Opførsel mod Personer, med hvem de paa Embedsvegne komme i Berørelse, naar disse ikke ere deres Overordnede eller høre til de højere Samfundsklasser.

I denne Henseende vil det først og fremst være af Vigtighed at kunne gjøre den Anskuelse gjeldende, at det er saa langt fra at „Personer, der ere domfældte og altsaa forfaldne til Straf fortjene at behandles paa den mest ringeagtende og enhver mulig Rest af Ærekjærhed dræbende Maade,“ at ethvert veltænkende Menneske tvertimod, saa vidt han dertil har Anledning, bør bestræbe sig for at bringe tillive og opflamme enhver Gnist af Ærekjærhed og moralsk Følelse, der maatte findes hos saadanne Ulykkelige. For at komme til en saadan Anskuelse, at man, i Stedet for at betragte en Forbryder med Had og Foragt, føler sand Medlidenhed og anser ham som en Ulykkelig, der mere er at beklage, er det nødvendigt, at man ser Forbrydelsen ikke fra sit eget Standpunkt, men fra Forbryderens. Man vil da som oftest finde, at der for Forbryderen gives Undskyldninger for Handlinger, som hvis de vare begaaede af Embedsmanden eller den, der staar paa samme Trin af intellektuel og moralsk Dannelse, vilde udvise en Nederdrægtighed, som vistnok sjelden kommer til Syne.

Det maa imidlertid erkjendes, at Personer, der „paa Grund af de Forestillinger og Theorier, hvori de ere opdragne,“ ere indtagne af Fordomme, som alene kunne overvindes af den Humanitet, der er en Følge af sand Dannelse, vanskelig kunne bibringes en levende og i Gjerning fremtrædende Overbevisning om Rigtigheden af den antydede humane Anskuelse. Vanskeligheden bliver saa meget større, fordi Fordomsfuldhed og Inhumanitet ikke er forenet med stor Modtagelighed for Raison, og den vilde i Sandhed blive uovervindelig, dersom den Paastand skulde staaet uantastet, at Mislighederne, om de virkelig erkjendtes at existere, alene vare en Følge af Systemet, og altsaa ikke kunde tilregnes de Personer, der bringe dette i Anvendelse.

Skulde nogen af disse, idet de „handle af den redeligste Vilje og Iver for deres Pligters Opfyldelse“ samt „tilsigte og tænke at ramme Retfærdighed,“ i den Grad „handle imod Retfærdighedens Interesse,“ at de kunne siges „at besudle den,“ uden en Gang „at blive sig bevidste“ at de „nogensinde“ overskride Sømmeligheds Grændser, – da maatte de vistnok erkjendes at befinde sig i Utilregnelighedstilstand; men om saadan Besudlen af Retfærdigheden har man vel ikke „mere hørt Tale“ end om falske Forhørs-Protokollationer, der for de Fleste turde være noget Uhørt, og hvis Sjeldenhed[22] er anført som et fordelagtigt Bevis paa den Moralitet, der udmærker vor Embedsstand.

Imidlertid tør det dog tilsidst vise sig, at det eneste virksomme Middel til at undgaa de omhandlede Misligheder maa søges i en større Omhyggelighed i Valget af de Mænd, til hvem Øvrighedsposter og Dommerembeder anbetroes.

At man, saa længe der var Mangel paa Embedskandidater, ansatte Enhver, der havde de lovbefalede Egenskaber, var ganske naturligt, og Intet kunde være rimeligere, end at man, medens Kandidaternes Antal endnu var saa ringe, at enhver af dem inden kort Tid kunde befordres, bestemte Ordenen mellem det indskrænkede Antal af Aspiranter udelukkende efter Anciennitet. – Men efterat Embedskandidaternes Mængde er bleven saa stor, at mange af dem, naar Anciennitetshensyn skulle være afgjørende, ikke ville kunne opleve at komme for Tour,[23] synes der ikke længere at være tilstrækkelig Grund til at vedblive den samme Maxime, hvorved der vistnok tages alt for lidet Hensyn til det Offentliges Interesse. Ialfald maa det erkjendes at være særdeles misligt, naar Øvrigheds- og Dommerembeder, især i fjerne og afsidesliggende Distrikter besættes med Mænd, der ere i en fremrykket Alder, aldrig have befattet sig med Retspleje, og om hvem det snarere kan siges, at de have været end at de ere i Besiddelse af de Kvalifikationer, hvorpaa de for mange Aar siden med liden Ros have aflagt den lovbefalede Prøve, som de nu neppe vilde kunne bestaa, medens de oven i Kjøbet mangle næsten enhver af de Egenskaber, som for øvrigt ved Besættelsen af saadanne Embeder burde tages i fortrinlig Betragtning.

At saadanne Mænd, især naar de ere understøttede af en auktoriseret Fuldmægtig, der er i Besiddelse af nogle af de væsentlige Egenskaber, som de mangle, ved Flid og Retsindighed kunne bestyre sine Embeder nogenledes upaaklageligt, kan ikke benegtes; men Garantien herfor er kun ringe, og det maa lige fuldt erkjendes at være misligt, at Øvrighedsposter og Dommerembeder betragtes som Belønninger for lang og tro Tjeneste i aldeles heterogene Forretninger. Det indrømmes villigt at være en vanskelig Sag at bedømme, hvor vidt nogen af de mange Aspiranter, der nu melde sig ved enhver Embedsvakance, er i fortrinlig Besiddelse af de ønskelige Kvalifikationer; men jo større Vanskeligheden er, desto misligere bliver det, naar der i denne Henseende anvendes liden eller ingen Umag, paa Grund af det overvejende Hensyn, der tages til Examensanciennitet. Denne tør imidlertid forventes snart at ville have udspilt sin Rolle; i det mindste ser man, at de nærmest under Regjeringen sorterende Embeder nu besættes næsten uden alt Hensyn til Anciennitet, hvilket ogsaa i den senere Tid har været Tilfældet med Øvrighedsposterne og tildels med Politiembederne. Maatte man kun være heldig i Valget og træffe Mænd, der med Sagkundskab forene Retsindighed og alsidig Dannelse, som besidde den Energi i Karakteren, at de ikke, for at virke, behøve Impuls, men selv kunne give den, og som ikke mangle den Selvstændighed eller det moralske Mod, uden hvilket al Impuls, enten den kommer inden- eller udenfra, bliver uden Virkning.

Maaske vil man indvende, at Antallet af saadanne Mænd ikke er stort. Desto beklageligere vilde det være, om nogen af dem skulde gaa til Grunde i Uvirksomhed[24], som for saadanne Karakterer ofte er dræbende. Det er kun Geniet, der selv bryder sin Bane, Talentet maa indrømmes en passende Virkekreds, hvori det kan udfolde sig. Saa længe Talentet ikke er traadt i Virksomhed, er det derimod ofte lige saa vanskeligt at opdage som Geniet, der, førend det har brudt sin Vej, sjelden giver lydelige eller iøjnefaldende Tegn paa Tilværelse, men snarere henfalder i tilsyneladende Dorskhed, ligesom Ørnen i Bur.

Det vil vistnok erkjendes, at de nys anførte Egenskaber, naar de findes forenede, i Almindelighed ville afgive al ønskelig Garanti for god Embedsførelse; imidlertid gives der enkelte Klasser af Embedsstillinger, ved hvis Besættelse visse særegne Kvalifikationer bør komme i fortrinlig Betragtning. Dette gjelder formentlig især Politiembederne, til hvis heldige Bestyrelse det uden Tvivl er af særdeles Vigtighed i den størst mulige Grad at besidde Selvbeherskelse og den uforfærdede Rolighed, som ikke lader sig forstyrre endog af umiddelbart truende Fare. At lade visse Kvalifikationer opveje nogen utvivlsom Mangel med Hensyn til de fornævnte Egenskaber, der antages at være af overordnet Værd, turde dog være betænkeligt. – Ved Besættelsen af de underordnede Politiembeder, hvorved der vistnok med Rette lægges særdeles Vegt paa vedkommende Overordnedes Anbefaling, bør derfor ogsaa iagttages Forsigtighed, fordi saadanne anbefalende Attester i Almindelighed mangle speciel Begrundelse og saaledes muligens kunne være motiverede af Hensyn til Egenskaber, som tvertimod burde antages at gjøre Besidderen uskikket til med Held at bestyre et Politiembede. Det turde nemlig ikke være usædvanligt, at Politiembedsmænd, især af en ældre Skole, anse Dannelse for en temmelig ufornøden Egenskab hos en Politiofficiant, der efter deres Formening frem for Alt bør føle en inderlig Lyst og Glæde i at bevirke Anvendelse af Straf, en Tilbøjelighed, som, hvis den ikke ligefrem hidrører fra et ondskabsfuldt Gemyt, grunder sig paa en Haardhed i Karakteren, der gjerne ytrer sig i en vis Barskhed i Væsen og en Forcerthed[25] i Fremtræden, hvorved der lettelig bevirkes Uro og Tumult, endog naar det virkelig har været Hensigten at stifte Fred, hvortil rolig Besindighed utvivlsomt er langt mere skikket.

Lovens Straffebestemmelse har til Hensigt at afskrække, og naar Forbrydelsen desuagtet begaaes, maa Straffen anvendes for at Truselen ikke skal blive tom. Hvad der for øvrigt tilsigtes er om muligt at fremkalde Anger hos Forbryderne, men hverken at udøve Gjengjeldelse eller Hevn. Straf, enten den anvendes for Voxnes Forbrydelser eller for Børns Forseelser, maa vistnok administreres med fast Bestemthed, men dersom de, der bringe Straffeloven i Anvendelse, og især Politiet, hvis Virksomhed i denne Henseende er væsentlig og iøjnefaldende heri vise Lyst og Glæde, vil Resultatet blive Had og Forhærdelse i Stedet for Anger. Følgerne heraf ville blandt Andet vise sig i Forbrydelsernes Tiltagen, i Stedet for at et virksomt Politis heldige Bestræbelser skulde kunne spores tillige i en gradevis Aftagen af Forbrydernes Antal.

At den foranførte Forsigtighed iagttages ved Besættelsen af Politiembeder, er af saa meget større Vigtighed, fordi det neppe kan betvivles, „at den Tone, som anvendes af de egentlige Hovedpersoner i en kriminel Sags Forfølgning imod de Anklagede, lettelig forplanter sig ned igjennem de underordnede Funktionærer.“ Det vil derfor, naar denne Forsigtighed ikke har været iagttagen eller er bleven uden Virkning, kunne hænde at Politiembeder blive besatte med Personer, der give sine underordnede Betjente et saa slet Exempel, at disse, ved at befølge dette, gaa frem paa „en uhøflig, stundom endog grov og brutal Maade,“ og det tør derfor ogsaa indtræffe, at de anvende Prygl utilbørligen.

Saaledes som den citerede Forfatter udtrykker sig paa det Side 10 anførte Sted, skulde man imidlertid tro, at han finder al Anvendelse af Prygl utilbørlig, eller at det ialfald ikke skulde være Politibetjenten, men en eller flere af de tilfældigvis Tilstedeværende, der skulde afgjøre, hvor vidt der var Anledning til at anvende Prygl, – da det dog vel ikke kan være Meningen paa en tvetydig Maade at ville debitere, at det er en ringe Sag for en Politibetjent at aflægge falsk Ed, eller at Uvedkommendes Indblanden i Politiets Virksomhed ikke skulde være nogen Forseelse.

Den berettede Hændelse af at en Politibetjent under Forf.s Ophold i England blev afskediget, synes endog at antyde den Anskuelse, at enhver Anvendelse af Prygl burde ansees som en Voldsgjerning; ialfald kan det ikke være Hensigten at insinuere, at Handlinger, der efter almindelige Retsbegreber henregnes til Vold, naar de begaaes af Politibetjente, her i Landet skulde være aldeles strafløse og i England kun hændelsesvis paadrage Vedkommende Straf.

Hvor besynderlig en saadan Anskuelse end kan synes, er den dog ikke mere forunderlig end den Paastand, at Politiet, endog i England, hvor det „upaatvivlelig nyder Respekt,“ dog „betragtes som et Onde“ paa Grund af „den Tvang, samme med Nødvendighed medfører i den naturlige Frihed.“

Som et Modstykke til denne Urimelighed kan der neppe anføres noget mere Passende end følgende, S. 560 refererede Ytringer af Lord Brougham;

„Den vigtigste Gren af Statshusholdningen i enhver Stat er Justittens Administration. Det er i Gjerningen for denne uvurderlige Velgjerning, at Statssamfundet hovedsagelig er stiftet; og dette er Prisen, hvorfor Mennesker have fundet sig foranledigede til at opgive en Del af sin naturlige Frihed, naar de stille sig selv under Tvangen af en regelmæssig Statsstyrelse. Det vilde ikke være for meget at paastaa, at endog det værste judicielle System under den mest absolute Despotisme, er bedre end et barbarisk Livs lovløse Tilstand.“

Det er vistnok ogsaa utvivlsomt, at ligesom Justitiens Administration i England ansees for en uvurderlig Velgjerning, saaledes betragtes Politiet, der er en Gren af denne Administration, som et stort og uundværligt Gode, der danner den væsentligste Modvegt mod de Forbrydelser, der, som et nødvendigt eller uundgaaeligt Onde, forekomme under enhver Samfundsordning.

Den umiskjendelige Respekt, Politiet i England nyder, grunder sig imidlertid ikke alene herpaa; thi af den anførte Grund vilde det alene staa i Anseelse hos alle gode Borgere. Hvad der skaffer det Respekt ogsaa hos dem, der ikke kunne henregnes til denne Klasse, er ikke alene den Kraft, hvormed det er beskyttet af Loven,[26] men lige saa meget den kraftige Bestemthed hvormed det stedse optræder.

Man vil i England vistnok sjelden se Nogen vise Modstand eller aabenbar Trods mod Politiet; men naar dette undertiden sker, vil fysisk Magt øjeblikkelig blive anvendt paa den efter Omstændighederne og vedkommende Politiofficiants Skjøn hensigtsmæssigste Maade. Den Politibetjent, om hvis Afskedigelse der foran er berettet, blev derfor vistnok ikke afsat fordi han havde bragt Prygl i Anvendelse, men fordi han derunder havde vist Hidsighed eller Overilelse i Stedet for den rolige Bestemthed, der i slige Tilfælde er lige saa nødvendig i Livet som i Skolen og Familien, dersom Hensigten ikke skal forfejles.

En Undersøgelse af Politiets Kompetence til at bruge Magt ligger for øvrigt udenfor Hensigten med disse Bemærkninger og tør formentlig ogsaa ansees ufornøden, da Politiets Berettigelse i den ommeldte Henseende er udtrykkelig anerkjendt i Krlls. Kap. 7 § 8, og desuden er en ligefrem Følge af Sagens Natur, fordi det ellers vilde staa i enhver Urostifters Magt at lamme Politiet i dets Virksomhed for at overholde Orden og forebygge Forbrydelser.

Det Foranførte vil formentlig være tilstrækkeligt til at begrunde den Paastand, at ingen af de foran citerede Misligheder, der ere angivne at være uundgaaelige Konsekvenser af Inkvisitionsprincipets Anvendelse, kunne lægges dette til Last, og at de heller ikke have sin Grund i de Retsregler, der maa befølges under vor kriminelle Retspleje, men at de, hvor de maatte vise sig, væsentlig og næsten udelukkende hidrøre fra et uheldigt Valg af de Personer, til hvem Justitiens Administration er anbetroet, eller, om man saa vil, fra „de Forestillinger og Theorier,“ hvori de ere opdragne.

At Mænd, der ikke besidde den Humanitet, som sjelden findes uden i Forening med sand Dannelse, især naar de i sin Iver for at haandhæve Retfærdigheden finde en inderlig Lyst og Glæde i at bevirke Forbrydere afstraffede, vilde kunne gjøre sig skyldige i de fleste af de anførte Misligheder kan derimod neppe betvivles. Tvertimod er det ikke usandsynligt at tildels endnu værre Ulemper heraf kunne blive Følgen.

Den ommeldte overdrevne Iver vil saaledes undertiden bevirke, at der med Hensyn til Forseelser, der ikke kunne paatales af det Offentlige uden efter den Fornærmedes Klage, formelig lægges an paa at forhindre mindelig Afgjørelse, dels ved at forebygge Sammenkomst mellem den Skadelidende og Fornærmeren, naar denne er arresteret, dels ved ligefrem at tilskynde den Fornærmede til at indkomme med Klage, eller til at undlade at tage denne tilbage, naar dertil vises Tilbøjelighed. Herved paaføres ikke alene det Offentlige ufornødne Omkostninger for at drive Sager, hvori det ikke har nogen egentlig Interesse; men, hvad der er langt værre, en saadan Fremgangsmaade faar udseende af at være oppressiv, og vil af den Angjeldende altid blive betragtet som en hadsk Forfølgelse, hvilket det ogsaa undertiden tør hænde, at den i Virkeligheden er.

En anden lige saa betænkelig Følge af den samme Iver er, at Forhøret drives alt for ensidigt, saaledes at det ikke er Sagens sande Sammenhæng, der søges oplyst, men kun hvad der kan bidrage til at bevise Angjeldendes formodede Skyld, hvoraf Resultatet undertiden vil blive, at der dekreteres Tiltale mod Personer, som ved Dom blive aldeles frifundne. Som en Mislighed, der hidrører fra samme Grund, kan ligeledes anføres en Fremgangsmaade, der undertiden bruges, naar det skorter paa Bevis med Hensyn til Forbrydelser, der efter Omstændighederne maa antages at være begaaede af Flere i Forening. I saadanne Tilfælde turde det ikke være saa ganske usædvanligt, at enkelte af de Mistænkte afhøres som Deponenter, i den Tro, at de ikke ville vove at beedige sin Forklaring og saaledes ville inkulpere sig selv, medens de i Virkeligheden derved blive udsatte for en Fristelse til Mened, som de vanskelig kunne modstaa.

Disse og lignende Misligheder[27] maa dog, lige saa vel som de foran anførte, for hvilke man har villet give Inkvisitionsprincipet Skyld, erkjendes ikke at have nogen Rod i selve Retssystemet,[28] men alene at hidrøre fra de Personer, der bringe dette i Anvendelse.

Imidlertid gives der i vor kriminelle Retspleje ogsaa Mangler, som, om de end for en Del kunne afhjælpes ved god Konduite, dog, paa Grund af herskende Meningsforskjel, gjøre mere bestemte Regler, enten gjennem authentisk Fortolkning eller Instrux, ønskelige og nødvendige, for at Retfærdigheden kan haandhæves uden at Humanitetens Fordringer tilsidesættes, under en større Lighed i Justitiens Administration i de forskjellige Jurisdiktioner.

Hvad der i denne Henseende kommer i Betragtning, er først og fremst, om Justitien bor sætte sig i Bevægelse, naar der bør skrides til Forhør, og hvor langt Undersøgelsen bør drives.

Spørgsmaalet, om Justitien bør skride ind, kunde synes at være afgjort ved Kriminallovens Kap. 27, hvis § 1 bestemmer, at „de i denne Lov omhandlede Forbrydelser paatales af det Offentlige, for saa vidt Undtagelser herfra ej udtrykkeligen ere bestemte;“ men Nogle forstaa Loven, som om det hed „kunne“ paatales, medens Andre underforstaa Ordet „skulle“ og erklære det for en ubetinget Pligt at forfølge enhver Forseelse, der ikke hører til de udtrykkelige Undtagelser.

Man ser derfor den størst mulige Forskjellighed i Fremgangsmaade ved Forfølgningen, især af de Forbrydelser, der, skjønt de henhøre under Regelen i den cit. §, nærmest indeholde en Fornærmelse mod Privatmand, som derved er bleven skadelidende.

Paa mange Steder gjøre vedkommende Justitsbetjente sig i saadanne Tilfælde ingen Umag for at komme paa Spor efter eller opdage Gjerningsmanden, saa længe ingen Opfordring fremkommer fra den fornærmede Privatmand; og selv da sætte de sig ikke i Bevægelse, med mindre det opgives hvor Angjeldende er at finde, eller i det mindste en bestemt Gjerningsmand.

Andre gaa derimod til den modsatte Yderlighed, idet de endog indlade sig paa at opspore og undersøge løse Rygter om saadanne Forbrydelser, hvilke de, naar det lykkes at erholde Oplysninger, der tyde paa at Rygtet er grundet, forfølge endog mod den Fornærmedes udtrykkelige Ønske. Enkeltes Iver for at bringe Straffeloven i Anvendelse gaar saa vidt, at de uopfordrede sætte Justitien i Bevægelse ved den blotte Formodning om at en saadan Forbrydelse er begaaet, endog hvor Uvisheden refererer sig baade til Faktum og til Personer, derved at det ikke alene er tvivlsomt, om og af hvem Gjerningen er begaaet, men ogsaa om Gjerningen er en Forbrydelse, hvilke Spørgsmaal de i Tvivls-Tilfælde anse sig uberettigede til at afgjøre.

Det er formentlig lige saa klart, at Politiet, eller hvilken anden Auktoritet, det maatte tilkomme at gribe Initiativet i den kriminelle Forfølgning, maa være kompetent til at afgjøre om der er Anledning til at drage Nogen til Ansvar, – som at juridisk Indsigt og Konduite ikke ere dispensable Egenskaber hos en Politiembedsmand.

En anden Sag er det, at Politiet, naar Klage fremkommer fra Nogen, der paastaar at være fornærmet, og som derfor forlanger den formentlig Skyldige dragen til Ansvar, ikke bor affærdige Klagen med den Besked, at det Paaklagede ikke er Gjenstand for offentlig Paatale, med mindre dette er aldeles utvivlsomt.

Ogsaa Spørgsmaalet om, hvor vidt Anledningen til at drage Nogen til Ansvar skal benyttes, synes, saa længe ingen Fornærmet klager, at burde afgjøres efter Konduite. Endog de, der erklære det for en ubetinget Pligt at sætte Justitien i Bevægelse mod Enhver, der har gjort sig skyldig i en Ulovlighed, hvorfor der i Kriminalloven er sat Straf, naar Forbrydelsen ikke henhører under Undtagelserne i Kriminallovens Kap. 27, opfylde ikke denne, efter deres Paastand, ubetingede Pligt og gjendrive saaledes i Gjerningen sin egen Paastand. Men i Stedet for at handle efter Konduite, befølge de heri en eller anden selvgjort undtagende Regel, idet de enten af Frygt for at beskyldes for Partiskhed eller af andre pusillanime Grunde ikke ville indlade sig paa en konduitemæssig Afgjørelse.

Som en saadan, vistnok temmelig almindelig antagen Undtagelses-Regel kan anføres, at Tyverier,[29] begaaede af Tjenestefolk mod deres Husbond, ikke paatales uden efter Klage fra denne. At en Mængde smaa[30] og enkelte større Tyverier derved undgaa Paatale, er vist; men den ivrige Haandhæver af Straffeloven undskylder dog Tilsidesættelsen af den af ham selv paastaaede ubetingede Pligt med at det vilde være alt for galt, at en Husbond, blot fordi hans Tjener frastjæler ham en Ubetydelighed, skulde miste Tjeneren, idet denne blev overantvordet til Straf uden Hensyn til de Ulemper, dette kunde foraarsage Husbonden.

Uden Hensyn hertil at ville opfylde den for ubetinget erklærede Pligt vilde vistnok være at drive Iveren til fuldkommen Hensynsløshed. Men naar Forbryderne gribes in flagranti, eller naar Forbrydelsen paa en eller anden eklatant Maade kommer til det Offentliges Kundskab, vilde det være lige saa urigtigt at befølge den ufravigelige Undtagelsesregel som det vilde være inkonsekvent om Embedsmænd, der handle efter bedste Overbevisning og Konduite, til samme Tid som mange saadanne Forseelser hengaa upaatalte, vilde forfølge Enhver, der uden at staa i fast Tjeneste forseer sig paa lignende Maade, hvortil han ofte kan have været tilskyndet af en langt større Fristelse.

Det kan saaledes neppe ansees tvivlsomt, at Loven bestemmer, hvilke Klasser af Forbrydelser der ubetinget ere offentlig Paatale undergivne, hvorimod det i de konkrete Tilfælde maa være overladt til konduitemæssig Afgjørelse, om Paatalen bor iverksættes.

For at ingen Mislighed[31] heraf skal opstaa, maa det imidlertid paasees, at den afgjørende Myndighed i den omhandlede Henseende kun betroes til Mænd af en saa retsindig Karakter og en saa uplettet Vandel, at ikke engang Bagvaskelsen vil vove at fremkomme med Beskyldninger, sigtende til at vække Mistanke om Partiskhed.

Saadanne Mænd især naar de tillige vare i Besiddelse af de øvrige Kvalifikationer der ovenfor ere antydede som ønskelige Egenskaber hos Enhver, hvem Øvrighedspost eller Dommerembede anbetroes, ville neppe behøve nogen Instrux for at handle konduitemæssigt. Da de nævnte Embedsstillinger imidlertid ikke altid ere saaledes besatte, og da den størst mulige Lighed i Justitiens Administration over det hele Land vistnok maa erkjendes at være af særdeles Interesse, kan Ønskeligheden af en til Opnaaelsen af dette Øjemed tjenlig Instrux neppe betvivles

Ved Udfærdigelsen af en saadan Instruktion burde der ogsaa tages Hensyn til de tvende andre fornævnte Spørgsmaal, nemlig, naar der bør skrides til Forhør, og hvor vidt Undersøgelsen bør drives; thi ogsaa i denne Henseende hersker der stor Forskjellighed i Fremgangsmaade. Straffelovens ivrigste Haandhævere tage nemlig ofte aldeles intet Hensyn til den Tørt, det er for en Uskyldig at stilles under Forhør som en Inkvisit, men anse det for en tilstrækkelig Oprejsning, at han ikke sættes under Tiltale, eller at Angjeldende, naar han, paa Grund af et i ensidig Retning drevet Forhør, uskyldig sættes under Tiltale, bliver ved Dom aldeles frifunden.

Enkelte nære derhos den Anskuelse, at Undersøgelsen strax bor begynde med Forhør og Protokollation, i det de anse Alt, hvad der ikke er indskrevet i Protokollen, for løs Snak, ret som om løs Snak ikke skulde vedblive at være saadan, naar den indføres i en Protokol, og som om de ved en sindig og upartisk Undersøgelse fremkomne Oplysninger ikke skulde have noget Værd eller uundgaaelig vilde gaa tabt, hvis de ikke strax bleve opbevarede i en af Vitterlighedsvidner underskreven Protokollation, uden Hensyn til om de endnu vare saa fuldstændige, at det kunde ansees forsvarligt at udsætte Nogen for den Tort, hvormed det er forbundet, i et for en Forbrydelse optaget Forhør at anføres som Angjeldende, eller den for Forbrydelsen mistænkte Person.

Uden tilstrækkelig Grund til Mistanke at begynde et mod navngiven Person rettet Justitsforhør, er vistnok i ethvert Tilfælde urigtigt, ikke alene fordi det indeholder en uforsvarlig Krænkelse, der burde give den virkelig Uskyldige Ret til Erstatning for den vederfarne Tort, men ogsaa fordi det, uden at medføre nogen modsvarende Nytte, i høj Grad bidrager til at svække Lovens Anseelse eller Frygten for Retfærdighedens Arm, naar Forhøret, hvilket let kan hænde, ikke leder til noget Resultat, og Forbryderen saaledes mærker, at han kan gaa straffri, endog naar hans Forbrydelse vitterligen er kommen til Politiets Kundskab og er bleven Gjenstand for Undersøgelse.

Der bør derfor neppe skrides til formeligt Forhør, førend man ved underhaands Undersøgelse[32] har tilvejebragt saadanne Oplysninger, at de ved at dokumenteres ville kunne afgive tilstrækkeligt Fundament for en begrundet Formodning om Angjeldendes Skyld.

De Fleste, der ikke lade sig forblinde af sin Iver for at se Straffeloven anvendt, tør dog antages at ville vise Konduite i at træffe det rette Tidspunkt til at lade Undersøgelsen overgaa til formeligt Forhør. Med Hensyn til, hvor vidt denne bør drives, ere Meningerne derimod temmelig afvigende, idet Enkelte anse sig forpligtede til at søge oplyst enhver nok saa ringe Forbrydelse, der efter Krlls. Kap. 6 § 11 bliver at anse som en skjærpende Omstændighed ved en eller flere andre Forbrydelser, hvorom Undersøgelsen egentlig drejer sig, tilligemed ethvert Hovedforbrydelsen i større eller mindre Grad vedrørende Faktum, om end dette erkjendes at have liden, for ej at sige ingen, Indflydelse ved Bedømmelsen af Sagen i det hele. Andre antage derimod, at der ogsaa i denne Henseende maa anvendes Konduite, „fordi den Auktoritet, der leder de kriminelle Undersøgelser, ellers kunde komme til at foraarsage Samfundet større Lidelser end selve den Forbrydelse, som den har til Hensigt at reprimere, idet Privatmands Fred og borgerlige Ro vilde kunne blive forstyrret for at komme til Kundskab om saadanne sammenlignelsesvis ubetydelige Fakta, der snarere tjene til at vildlede end til at vejlede.“

Det maa ogsaa erkjendes at være en Urimelighed, med den yderste Grad af Nøjagtighed at afveje en Forbryders Strafskyld, hvilket formentlig ogsaa er Grunden til, at det ikke tillades at beregne Tiden, hvori Strafarbeide skal udholdes, i Dage, Uger eller endog selve Maaneder; og det kan derfor ikke ansees stemmende med god Konduite at fortsætte Undersøgelsen ligesom i det Uendelige, som oftest uden noget reelt Udbytte. Saaledes vil det, naar f. Ex. en Tyv er overbevist om en halv Snes forskjellige Smaatyverier, ikke kunne være af den ringeste Indflydelse ved Bedømmelsen af hans Strafskyld, eller Ansættelsen af Straffetiden, om det kunde lykkes at bevise, at han ogsaa havde begaaet et 11te aldeles lignende Tyveri; men desuagtet turde der gives Politiembedsmænd, som ville anse det for sin Pligt at udsætte Forhøret for, uden Hensyn til Tidsspilde og Omkostninger for det Offentlige, at søge de dertil fornødne Oplysninger erhvervede.

Ogsaa i en anden Henseende er Fremgangsmaaden med Hensyn til Undersøgelsens Udstrækning afvigende i de forskjellige Jurisdiktioner, i det Enkelte slutte Forhøret, saasnart Oplysninger ere tilvejebragte, hvorpaa der utvivlsomt kan begrundes Aktionsdekret, medens Andre fortsætte Forhøret, indtil alle de Oplysninger som efter Omstændighederne kunne erholdes betræffende den Forbrydelse der er Forhørets egentlige Gjenstand, ere tilvejebragte idet de indkalde og afhøre Enhver, der i Forhøret bliver nævnt.

At Forhøret ikke bør sluttes, saalænge nogen i Jurisdiktionen erholdelig Oplysning, der staar i væsentlig Forbindelse med den Forbrydelse hvorom Undersøgelsen drejer sig, endnu ikke er erhvervet, er vistnok utvivlsomt især naar der er nogen Mulighed i at den ved Udsættelse kunde gaa tabt. Det vil ogsaa finde Paaskjønnelse af Dommeren og Referenten, naar Forhøret er saa fuldstændigt, at Vidnerne blot behøve at indkaldes for i Retten at beedige sin Forhørsforklaring. Men alene af denne Grund at indkalde til Forhøret Personer, der have en mindre væsentlig og med den omhandlede Forbrydelse kun i indirekte Forbindelse staaende Forklaring at afgive, synes ikke at være sømmeligt, da man udsætter sig for en ikke ugrundet Bebrejdelse for uden Føje at spilde deres Tid, der saaledes nødes til at afgive to Møder, uagtet det for Sagens Skyld kunde været tilstrækkeligt at møde een Gang i Retten, hvorfra det endogsaa turde hænde at de uden Skade kunde været borte.

Foruden at der neppe tages tilbørligt Hensyn til Edens Hellighed, naar saadanne uvæsentlige Forklaringer forlanges beedigede, med mindre de benegtes af Angjeldende, eller det af anden særlig Grund fornødiges, synes det ikke at burde lades ude af Betragtning, at man ikke uden Nødvendighed bør lægge Beslag paa Privatmands Tid ved at affordre ham eet, end sige to unødvendige Møder, især her til Lands, hvor den Private ingen Godtgjørelse erholder for den ved Møderne forvoldte Tidsspilde, hvorved han ofte paaføres et forholdsvis ikke ubetydeligt Tab.

Naar der overensstemmende med de foranførte Antydninger under hele den foreløbige Undersøgelse gaaes frem med Konduite, vil det ikke med Grund kunne paastaaes, at der findes noget „Inhumant og med Nationens Kulturgrad Uoverensstemmende“ i denne Del af vor kriminelle Proces, eller at noget Hensyn, der iagttages under den humane engelske Retspleje, skulde behøve at tilsidesættes.

Derimod vil det ikke kunne benegtes, at den omfattende Undersøgelse hos os under et med Humanitet og Konduite drevet Forhør, er mere skikket til at bevirke Sagen oplyst og tilvejebringe Bevis for de erhvervede Oplysninger, end den summariske Fremgangsmaade, som i den engelske Justitsforfølgning anvendes under den foreløbige Undersøgelse, der svarer til vort Forhør.

Et Spørgsmaal, der i Almindelighed bliver at afgjøre i Forbindelse med den foreløbige Undersøgelse er, hvor vidt Angjeldende bør arresteres. Dette er formentlig ogsaa et Konduitespørgsmaal, til hvis rette Besvarelse Lovgivningen lige saa lidt i England som hos os afgiver synderlig Vejledning. Man antager imidlertid, vistnok overalt, at have en utvivlsom og i Sagens Natur begrundet Berettigelse til at holde Angjeldende arresteret, saa længe Undersøgelsen varer, naar der efter Omstændighederne er Grund til at antage, at Angjeldende ved at forblive paa fri Fod vilde kunne bidrage til at forspilde eller vanskeliggjøre Beviset. Efter at man tilstrækkelig har sikret sig dette, bør det vistnok alene bero paa, hvor vidt det kan ansees nødvendigt at træffe nogen Forføjning for at sikre sig Angjeldendes Tilstedeværelse, om Arresten bør vedblive eller Angjeldende stilles paa fri Fod; og Spørgsmaalet er saa vel her som i England Gjenstand for konduitemæssig Afgjørelse, hvorved det foranførte Hensyn ialfald tages i væsentlig Betragtning.

Adgangen til at slippe ud, efter at Arrest er dekreteret, er derimod i England for saa vidt mere ubetinget, at den Arresterede i Almindelighed mod Kaution kan komme paa fri Fod ved et habeas corpus Dekret. Men heraf opstaar dog ingen synderlig Mislighed, da Dommerne lige fuldt, naar Omstændighederne fordre at Angjeldende forbliver i Arrest, kunne tvinge ham dertil, ved at ansætte Kautionsbeløbet saa højt,[33] at Angjeldende ikke kan finde Kautionister, der maa være bosatte Mænd, hvoraf han maa have tvende, og desuden selv svare for det samme Beløb. Da Politiets Virksomhed under den kriminelle Retsforfølgning ikke strækker sig udenfor den foreløbige Undersøgelse, synes de Bemærkninger, der endnu kunne være at anføre med Hensyn til Politiet og dets Virksomhed, her at maatte have sin naturligste Plads.

Det er vistnok sandt, hvad en engelsk Moralist har sagt, at „ligesom Lovens Haandhæver forfejler sin Hensigt, naar hans Advarsler alene opirre den Trodsige og skrække den Frygtsomme, saaledes opfylder en nidkjær Mand ikke sin Pligt, naar han kalder sit Medmenneske Drukkenbolt og Bæst; thi ved Haardhed og Uhøflighed lykkes det lige saa lidt at fremtvinge Kjærlighed til Loven som til Dyden.“ Hvad der i denne Henseende kunde være at bemærke, indeholdes imidlertid allerede i det Foregaaende, hvori det navnlig bør ansees tilstrækkeligt godtgjort, at hvor Misligheder i denne Retning komme tilsyne, ligger Fejlen alene i personlige Mangler, der ikke kunne afhjelpes ved nogen Reform i selve Retssystemet, men ville forsvinde i samme Forhold som der iagttages større Omhyggelighed i Valget af de Personer hvem det overdrages at bringe Systemet i Udøvelse.

I en anden Henseende turde derimod en Reform i det Bestaaende være det eneste Middel til at raade Bod paa en Mislighed, som, uden at kunne tilregnes Politiets Personale, i større eller mindre Grad har en skadelig Indflydelse paa dette eller dets Virksomhed.

Hvad der herved sigtes til, er den brugelige Gageringsmaade, hvorved Politiet for en Del lønnes af Kommunerne og ved Andel i de for forskjellige Lovovertrædelser og Politiforseelser faldende Mulkter, hvortil kommer, at de underordnede Betjente, der paa denne Maade oppebære største Parten af sin Løn, ere alt for slet aflønnede.

Foruden at det uden Tvivl maa erkjendes at være sømmeligere, at Staten aflønner ikke alene de egentlige Øvrighedspersoner, men ogsaa de underordnede Betjente, som af disse tiltrænges under Udøvelsen af deres Embedsvirksomhed, – synes det ogsaa, at det nærmest maatte tilkomme Statskassen eller Delinkventfondet at gagere det af Hensyn til Justitiens Administration fornødne Antal Politibetjente, hvis samlede Løn ialfald kun vilde udgjøre en ringe Del af Delinkvent-Omkostningerne.

Den sædvanlige Lønningsmaade, hvorved de underordnede Justitsbetjente tildels oppebære Løn af Kommunen, har derfor til Følge, at de mindre oplyste blandt Borgerne, og i det hele de Klasser af Kommunens Medlemmer, med hvilke Politiet under Udøvelser af sin Virksomhed mest kommer i Berørelse, faa en ganske særegen Bestyrkelse i den dem fra visse Hold indprentede Anskuelse, at ligesom Regjeringen er Folkets øverste Tjener, saaledes staa de underordnede Øvrighedspersoner i Tjeneste hos Kommunerne, som hvis ringeste Tjenere de mest underordnede Justitsbetjente, navnlig Politibetjentene, i Overensstemmelse med denne Anskuelse blive at betragte. Den naturlige Følge heraf er, at Personer, som under enhver Omstændighed ikke kunne ventes at ville være synderlig villige til at efterkomme de Opfordringer eller Ordrer, der gjennem Politibetjente blive dem meddelte, – vise en afgjort Uvillighed til at adlyde, idet de antage snarere at have en Berettigelse til at fordre Lydighed af sine ringeste Tjenere, hvis Virksomhed herved i ikke ringe Grad besværliggjøres.

At Politibetjente og andre Politiofficianter for en Del ere lønnede ved Andel i Mulkter, er derimod i dobbelt Henseende forbundet med Ulempe, idet de Angjeldende, af hvem Mulkterne erlægges, gjerne ere Personer, der ere tilbøjelige til at antage, at Politiet ikke alene ved at bevirke Mulkten ilagt, men ogsaa ved Ansættelsen af dens Beløb, tager Hensyn til egen Fordel, medens det paa den anden Side ikke kan negtes, at de slet aflønnede Betjente lettelig ville fristes til at føre en skarpere Kontrol med saadanne Forseelser, hvorfor der erlægges Mulkt, af hvilken de tilkomme Andel, end med de Overtrædelser, der ere belagte med Mulkt, hvoraf Intet tilfalder dem.

For saa vidt det virkelig skulde være Hensigten at bevirke visse Arter af Lovovertrædelser ivrigere forfulgte ved paa den antydede Maade at gjøre Politiets Betjente deri personligt interesserede kan dette lige saa lidt bifaldes, som det kan betvivles, at de Angjeldende fra sit Synspunkt ville erholde en Forestilling om, at vedkommende Anmelder har ladet sig lede af Egennytte, især naar man ved ubetinget at paatale saadanne Forseelser gaar frem med en med god Konduite lidet stemmende Hensynsløshed.

Endog Skinnet af egennyttige Motiver bør imidlertid undgaaes, og det vilde derfor vistnok i enhver Henseende være særdeles ønskeligt, om alle Mulkter bleve bestemte at skulle udelte tilfalde enten de offentlige Indretninger, som efter de gjeldende Bestemmelser tilkomme en Anpart, eller Statskassen, af hvilken det til Justitiens Administration fornødne Antal Betjente burde gageres med fast Løn, som for de egentlige Politibetjentes Vedkommende ikke maatte ansættes lavere end til 200 Spd., for at disse ikke skulle blive gjeldbundne og saaledes komme i Afhængighedsforhold, ofte til Personer, med hvem de maaske have speciel Anledning til at føre Kontrol.


Om Tiltalen.

Aktionsmyndigheden i de egentlige Justitssager er hos os anbetroet Overøvrighederne,[34] medens det med Hensyn til saadanne Forseelser, der blive at paatale ved Politiret, i Almindelighed er vedkommende Politiøvrighed, der selv bestemmer hvor vidt Paatale skal finde Sted. At Regjeringen imidlertid gjennem vedkommende Departement maa kunne beordre Aktion dekreteret mod enhver formentlig Lovovertræder vil neppe blive benegtet. Det vil uden Tvivl erindres, at Forholdet saaledes hos os er ordnet paa en tilfredsstillende Maade, medens dette neppe kan siges at være Tilfældet i England, hvor Tiltalen for de egentlige Forbrydelsers Vedkommende dekreteres af Storjuryen og kun i visse Tilfælde og for visse Forseelser iverksættes ved saakaldet Information af Generaladvokaten eller af Regjeringsadvokaten samt i enkelte Tilfælde af vedkommende Ret. Storjuryen kan vistnok i ældre barbariske Tider, da Domstolene, om de end ikke vare ligefrem bestikkelige, dog vare aldeles afhængige af Regjeringen, have været til Nytte; men den er nu en forældet Retsinstitution, hvorved det overdrages til et Udvalg af Kjøbmænd og andre Næringsdrivende,[35] uden Vejledning eller Assistance af juridisk dannede Mænd, ligesom i anden Instants at afgjøre, hvor vidt der er Anledning at drage Nogen til Ansvar, efter at Spørgsmaalet allerede paa en utvetydig Maade er bleve bekræftende besvaret under Sagens tidligere Behandling af rutinerede og juridisk dannede Politiembedsmænd, hvis humane Fremgangsmaade ikke er Tvivl underkastet.

Til yderligere at undersøge Storjuryens Værd og Virksomhed er der her ingen Anledning, da det formentlig af Hensyn til det Øjemed, hvori Institutionen her er nævnt, vil være tilstrækkeligt at bemærke, at den til Trods for Englændernes Forkjærlighed for Alt, hvad der er af gammel Oprindelse, nu i England ansees unyttig i retslig Henseende,[36] og kun at være skikket til at forsinke eller hindre Opnaaelsen af Retfærdighedens Øjemed,[37] hvorfor det ogsaa antages, at det hele Forhold vil blive ordnet paa en ny og mere tilfredsstillende Maade ved den Proceslov for kriminelle Sager, som i den sidste Tid har været under Udarbejdelse.

At Anklagemyndighedens Henlæggelse hos os under en for hele Riget ansat Generalprokurør[38] skulde være til noget virkeligt Gavn eller afgive nogen større Garanti med Hensyn til Retfærdighedens Haandhævelse kan neppe antages; ialfald er det vist, at en saadan Reform ikke paakræves for at afhjelpe nogen følelig Mangel ved det Bestaaende, idet man lige saa vel har hørt Tale om utilbørlige Negtelser af at dekretere Aktion som om ubeføjede og upaakaldte Aktionsdekreter, mod hvilke uafhængige Domstole vistnok yde den bedste Garanti.

Den størst mulige Lighed over det hele Land i de med Hensyn til Aktionsmyndighedens Udøvelse befulgte Regler kan ikke negtes at være ønskelig. Da en for hele Riget ansat Embedsmand imidlertid ikke uden Justitssagernes utilbørlige Forsinkelse kunde undersøge og personlig afgive Bestemmelse i enhver Sag, men maatte have Substituter paa forskjellige Steder i Landet, vilde det tilsigtede Øjemed ikke opnaaes ved den antydede Foranstaltning. Vistnok vilde Generalprokurøren give de ham underordnede Embedsmænd en Instrux, men en saadan kunde Regjeringen lige saa godt udfærdige til Overøvrighederne; og den Bemærkning, at han vilde kunne forbeholde sig selv at beslutte Aktion for alle vigtigere eller med betydelig Straf belagte i Forbrydelser, har ingen Vegt, da der netop i slige Tilfælde sjelden eller aldrig vil opstaa Tvivl, om Tiltale bør dekreteres eller ikke, fordi saadanne Sager, naar de først have været Gjenstand for Forhør, rettest overlades til Domstolenes Paakjendelse.

Det er tvertimod med Hensyn til Paatalen af de ringere Forbrydelser og Forseelser, at der ikke hersker den ønskelige Lighed i Principer naar der er Anledning til Tvivl om, hvor vidt et Faktum kan betragtes som en strafbar Handling, eller om Angjeldende i det i Sagen optagne Forhør er den virkelige Gjerningsmand, idet enkelte Øvrigheder kun dekretere Aktion, naar de antage at Angjeldende vil blive domfældt, medens andre Amtmænd sætte ham under Tiltale, naar de ikke anse hans Frifindelse utvivlsom.

Hvilken Fremgangsmaade der er den rette tør være Tvivl underkastet; men det er formentlig sikkert, at Spørgsmaalet sjelden vilde opstaa, naar vedkommende Politiembedsmænd, af hvem Justitien sættes i Bevægelse, heri viste den ønskelige Konduite, ved, saaledes som i det foregaaende Afsnit allerede antydet, ikke uden Klage eller Opfordring af nogen formentlig Forurettet at indlede Paatale af nogen Handling, der ikke utvivlsomt maa ansees for en Lovovertrædelse, med mindre der maatte findes speciel Anledning til en modsat Fremgangsmaade. Saadan Anledning kan imidlertid neppe erkjendes at være tilstede, naar den omspurgte Handling er enkeltstaaende men kun i det sjeldne Tilfælde, at den danner et bevisligt Moment af en fortsat Virksomhed, der ikke kan bifaldes, og hvis Lovlighed man derfor vil søge prøvet.

Det er ligeledes ovenfor antydet, at om end Gjerningens Ulovlighed er utvivlsom, vil det dog, naar der hersker Uvished med Hensyn til Gjerningsmanden, være stemmende med god Konduite, at Politiet ligesom ignorerer saadanne Forseelser, der ikke vitterligen ere komne til offentlig og almindelig Kundskab, indtil de til at fjerne Uvisheden fornødne Oplysninger ere tilvejebragte, fordi man ved en modsat Fremgangsmaade udsætter Uskyldige før en utilbørlig Krænkelse, medens paa den anden Side Intet er mere skikket til at svække Lovens Anseelse og Frygten for Retfærdighedens Arm end mislykkede Justitsfølgelser.

Naar en saadan tvivlsom Sag imidlertid, enten paa Grund af en formentlig Skadelidendes Klage eller formedelst Sagens særegne Beskaffenhed og Publicitet, først er sat i Gang, vil der vistnok sjelden være Anledning for Overøvrigheden til at standse den ved ikke at dekretere Aktion. Men ogsaa naar der i tvivlsomme Sager, paa Grund af Politiembedsmænds Malkonduite eller fordi paaregnede Bevisligheder have svigtet, opstaar Spørgsmaal om, hvor vidt Aktionsdekret bør udstedes eller ikke, tør det i Almindelighed være rettest at sætte Angjeldende under Tiltale, naar det ikke med Bestemthed kan forudsees, at han vil blive frifunden, om det end erkjendes at være yderst tvivlsomt, hvor vidt Angjeldende kan fældes. De skadelige Følger af en temerær Retsforfølgning ere da allerede indtraadte, medens Muligheden af at yderligere Oplysninger kunne fremkomme under Sagens Behandling for Retten ikke kan benegtes. Kun hvor Tvivlen angaar Handlingens forbryderske Karakter, synes et upaakaldt Forsøg paa uden speciel Anledning at bringe et enkeltstaaende Faktum under Domstolenes Paakjendelse alene at være Følgen af en overdreven Iver i at søge Straffeloven anvendt og at røbe en Tendents, der ikke kan bifaldes, men saa vidt mulig bør gjøres uskadelig ved ubetinget at negte at udstede Aktionsordre.

Dersom Rigtigheden af de foranførte Anskuelser med Hensyn til Tiltalen indrømmes, maa det uden Tvivl erkjendes, at Aktionsmyndighedens Udøvelse for de sædvanlige Justitssagers Vedkommende ikke frembyder nogen sær Vanskelighed. Aktionsdekretet er i Realiteten heller ikke Andet, end en officiel Erklæring af at der er Grund til at bringe den Angjeldendes Forhold under Domstolenes Paakjendelse; og det beror næsten udelukkende paa vedkommende Politiembedsmands Virksomhed og Konduite, hvor vidt der kan blive Anledning til at afgive nogen saadan Erklæring. Ligesom det derfor viser sig, at der i de forskjellige Jurisdiktioner inden det samme Amt kan herske den størst mulige Forskjellighed med Hensyn til den kriminelle Forfølgning, saaledes kan en større Lighed i Justitiens Administration over hele Riget lige saa lidt ventes opnaaet ved Ansættelsen af en Generalprokurør som ved en til samtlige Amtmænd udfærdiget Instrux betræffende Udøvelsen af Aktionsmyndigheden.

Det maa derfor være gjennem Politiembedsmændene eller vedkommende Forhørsadministratorer, at en større Lighed i Retfærdighedens Haandhævelse skal kunne tilvejebringes, saavel i Forfølgningen af de egentlige Justitssager som med Hensyn til Paatalen af de Forseelser, for hvilke Politiøvrigheden dekreterer Aktion.

At den størst mulige Lighed i den omhandlede Henseende bør søges tilvejebragt, kan lige saa lidt betvivles, som det kan benegtes, at den i de forskjellige Jurisdiktioner stedfindende store Forfkjellighed i Retfærdighedens Udøvelse i Virkeligheden er en Krænkelse af Retfærdigheden, hvis Haandhævelse paa enkelte Steder næsten ganske forsømmes, medens den paa andre Steder drives udenfor de Grændser, som Humanitet og Konduite burde foreskrive.

Især naar der tages Hensyn til disse Yderligheder, maa det vistnok erkjendes, at den antydede Ulighed i Retsplejen er en Uretfærdighed ikke mindre stor, end om det tillodes Dommerne upaatalt at fastsætte Straffen f. Ex. for tredie Gangs Tyveri, efter Godtbefindende, enten til Slaveri paa Livstid efter den ældre Tyvsforordning eller til Strafarbejde i 3 Aar og 1 Maaned efter den gjeldende Kriminallov. Dette er ingen urimelig Overdrivelse; ialfald er det en Kjendsgjerning, at der fra enkelte Jurisdiktioner inddømmes en Mængde Personer i Strafanstalterne for Forseelser, især mindre Ejendomsindgreb, hvis Paatale paa andre Steder, endog i Nabodistrikterne, næsten er uden Exempel. Man vil derfor vistnok baade i Tugthusene og Slaverierne finde Mange, der hverken have begaaet større eller værre Forbrydelser end hundrede og atter hundrede, som aldrig have været straffede, uagtet der har været lige saa god, men ikke saa vel benyttet Anledning[39] til at bringe dem under Justitiens Tiltale. Med Hensyn til Paatalen af Forseelser, der forfølges ved Politiret, er Forskjelligheden i Fremgangsmaade om muligt endnu større, idet Handlinger, hvis Lovlighed man paa enkelte Steder, hvor de aldrig paatales, ikke drager i Tvivl, paa andre Steder forfølges med den yderste Strenghed.

Det er naturligvis ikke Meningen at ville anbefale Slaphed og Lunkenhed i Haandhævelse af Retfærdigheden, hvorved denne tvertimod antages at blive krænket. Men Humanitet og Billighed skal heller ikke krænkes; og ligesom den overdrevne Iver, der i ethvert Tilfælde anvender den størst mulige Strenghed, er ubetinget forkastelig, saaledes formenes det at være den rigtige og med opnaaelig Retfærdighed mest stemmende Fremgangsmaade, under Iagttagelse af god Konduite, ikke at gaa videre i at efterspore og paatale alskens Smaaforseelser[40], end at det med Billighed kan ventes og forlanges, at Justitiens Haandhævere i Landets øvrige Jurisdiktioner dermed skulle kunne holde Skridt, saaledes at Retfærdigheden, under for øvrigt lige Omstændigheder, kan plejes med den ønskelige Lighed over hele Riget.

At det ved Instruxer vil lykkes at anspore den alt for store Lunkenhed og Efterladenhed til at udvikle den til Øjemedets Opnaaelse fornødne Virksomhed, og paa den anden Side at dæmpe den overdrevne Iver, kan maaskee haabes; men det sikreste og sandsynligvis eneste Middel til at frembringe det forønskede Resultat, tør dog tilsidst blive at søge i Ansættelsen af dannede og indsigtsfulde Mænd af en human og retsindig Karakter til at udøve de omhandlede Funktioner.

Med Hensyn til Aktionsdekretets Form og Omfang er der hos os lidet at bemærke, da dette kun gaar ud paa Tiltale af en eller flere Forbrydelser, saavel alternativt som kumulativt, for hvilke Aktionsmyndighedens Indehaver beordrer Tiltale ved en Paategning, som tillige indeholder Opnævnelse af den Referent, der har at udføre Sagen ved Underretten.

Denne Formløshed, der tilsteder en saadan Ubestemthed i Aktionsdekretet, som desuden ved en Kontinuationsordre kan modificeres eller forandres, hvis dette ved nærmere Undersøgelse findes nødvendigt, medfører ingen Ulempe. Tvertimod maa det erkjendes, at vort Retspleje i denne Henseende har et stort og utvivlsomt Fortrin for den engelske Kriminalproces, der fordrer, at Anklageakten skal affattes med saa megen Formalitet og under Iagttagelse af saa mange Finesser[41], at den ringeste Fejl, endog fejlagtig Bogstavering af et Navn, kan have det Heles Uefterrettelighed til Følge, hvoraf Resultatet, skjønt Sagen kan bringes paa Fode igjen ved et nyt Anklagedekret, ofte, paa Grund af de der med forbundne Vanskeligheder bliver vitterlige Forbryderes Strafløshed, efter at alle til deres Domfældelse fornødne Oplysninger ere tilvejebragte.

Uagtet man derfor i England har, som det synes ned Rette, paasat at Storjuryen er unyttig og i mange Tilfælde til Hinder før Retfærdigheden[42], og skjønt den Formening har været udtalt, at man, hvor en foreløbig Undersøgelsesdommer har arresteret Angjeldende eller taget Kaution for hans Tilstedeblivelse, uden Skade kunde undvære Storjuryens Anklagedekret, – saa har man dog ikke anseet det tilraadeligt at afskaffe den, uden at der, mellem den foreløbige Undersøgelse og Retshandlingen, sættes i Stedet noget Andet, der kunde yde den nødvendige eller ønskelige Garanti mod „ondskabsfuld og upaakaldt“ Retsforfølgning.

Domstolene ville vistnok beskytte den aldeles Uskyldige, men der gives mange Tilfælde hvori Handlinger, der have en Forbrydelses objektive Betingelser, kunne være begaaede under saadanne Omstændigheder at det, om end Muligheden af at Angjeldende kan domfældes er tilstede, dog maa erkjendes at være lige saa inhumant at forsøge paa at bringe ham i Straf, som det er konduiteløst uden speciel Opfordring at sætte en saadan temerær Justitsforfølgning i Gang.

Det er formentlig især af Hensyn hertil at man kan tillægge Aktionsmyndighedens Udøvelse nogen Vigtighed: ialfald maa det erkjendes, at Aktionsdekretet mod den utvivlsomt skyldige Forbryder kun er en Formalitet.

Den flygtige Gjennemlæsning af Forhøret, der er tilstrækkelig for at danne sig en omtrentlig Forestilling om, hvilket Navn den Forseelse der er Forhørets Gjenstand, bør gives, vil derimod være utilstrækkelig naar der er Spørgsmaal om Tiltale bør dekreteres eller ikke, hvorom der ikke bør fattes Beslutning uden efter omhyggelig Overvejelse.

Skulde derfor Aktionsmyndighedens Indehavere ikke anvende Omhyggelighed ved Behandlingen af de Sager, hvor Udøvelsen af den dem tillagte Myndighed maa ansees at være af størst Vigtighed, vilde dette være saa meget beklageligere som det ikke kan negtes, at den Ensidighed, hvormed der hos os undertiden gaaes frem under den føreløbige Undersøgelse, kan gjøre det særdeles vanskeligt at indse og træffe det Rette, naar det gjelder at fatte Beslutning, om der bør dekreteres Aktion.


Om Sagens Behandling og Afgjørelse i Retten.

Forskjellen mellem vor kriminelle Rettergang og Delinkventsagernes Paadømmelse i England er saa gjennemgribende at der neppe findes noget Sammenligningspunkt mellem begge Rettergangsmaader, idet Forskjelligheden strækker sig lige saa vel til det dømmende Tribunal og Dommens Virkninger som til Proceduren, Beviset og Sagens Paakjendelse.

Det er tvende aldeles forskjellige Maskinerier, der hverken have Lighed i Konstruktion eller i Maaden hvorpaa de virke. Hvad der kan sammenlignes, er saaledes alene Resultaterne af den forskjellige Virksomhed, idet der sees hen til den Hurtighed og Sikkerhed, hvormed disse frembringes, medens Driftsomkoftningerne ikke lades ude af Betragtning.

Dersom det nu ikke kan benegtes, at Justitiens Administration hos os er forholdsvis billigere[43] end i England, kunde det synes, at man, for at bedømme hvilket af de to Retsmaskinerier der burde tillægges Fortrinnet, kun behøvede at tage Hensyn til den Hurtighed og Sikkerhed, hvormed de virke, og at al videre Sammenligning var overflødig, hvis det maatte erkjendes, at Justitssagerne hos os ikke alene kunne afgjøres med al ønskelig Hurtighed[44], men at de mindre Sager undertiden endog tilendebringes hurtigere end i England, hvor Retterne kun holde Kvartalssessioner, medens de vidtløftigere eller vanskeligere Sagers hurtigere Afgjørelse der tildels sker paa Retfærdighedens Bekostning, idet vitterlige Forbrydere ofte blive straffrie og Uskyldige ikke saa ganske sjelden domfældes.[45]

Sammenligningen vilde blive yderlig ørkesløs, dersom det med Rette kunde paastaaes, at „Landets lokale Beskaffenhed lægger uoverstigelige Hindringer for at et (den engelske Juryinstitution) lignende System kunde etableres i Norge?[46],“ og „at det skriftlige System synes at være en Nødvendighed for vort Land[47], medens det mundtlige System, uden hvilket Juryinstitutionen ikke kan existere, erkjendes at være forbundet med betydelige Omkostninger og at medføre særegne Ulemper og Vanskeligheder,[48] uden at derved opnaaes større materiel Retfærdighed.[49] Ialfald maatte vor Retspleje, under de anførte Forudsætninger, utvivlsomt gives Fortrinnet af Enhver, der angiver Retssystemets Opgave alene at vært den, at det „yder de størst mulige Garantier for Opnaaelse af materiel Retfærdighed paa samme Tid som det ikke bliver for kostbart, og med et saa simpelt Maskineri, som Omstændighederne paa nogen Maade ville tillade[50],“ især naar det tillige antages, „at ligesom Juryen ikke af de hos os existerende politiske Tilstande kan siges at paakaldes med nogen Nødvendighed, saaledes er Tiden endnu ikke hos os kommen til at gjøre Forsøg dermed, da Massen af Nationen endnu maa erkjendes at savne den fornødne Oplysning til med Tryghed at kunne overlades den dømmende Magt“[51].

Det maa imidlertid erkjendes, at om end Retssystemets væsentligste Opgave er Opnaaelsen af Retfærdighed paa den billigste og hurtigste Maade, saa bør det dog ved en sammenlignende Bedømmelse af forskjellige Retssystemer ikke lades ude af Betragtning, at Retsplejen under et System kan medføre Fordele i social og politisk Henseende, som vilde savnes under et andet. Det er derhos en Vildfarelse, „at Juryinstitutionen forudsætter et tæt bebygget Land med lette Kommunikationer og et Folk, som i det mindste har en vis Grad af Oplysning“[52] (hvoraf den norske Nation ikke er i Besiddelse); thi Juryen benyttes i Amerika baade i de tæt bebyggede Distrikter og i Egne, hvor Befolkningen er tynd og adspredt, og den anvendes blandt mange forskjellige Folkeslag, for hvilke det norske Folk i ingen Henseende staar tilbage i Kultur.

Ligeledes er det en Misforstaaelse af Juryens Væsen, naar man tror, at den dømmende Magt er den overdragen, eller at den Myndighed, som er anbetroet Juryen, er overgiven til Folkets Masse. Denne tiltager sig undertiden en saadan Myndighed ved at udøve den saakaldte Lynchlov, som, naar den ikke i Mangel af nogen som helst lovlig etableret Domstol har et Slags nødretlig Berettigelse, ikke er andet end en Aabenbarelse af Pøbelherredømmet, der med Rette kaldes „mob violence.“ Men Juryen sammensættes af Mænd, der staa over Folkets Masse,[53] og er i Realiteten en Retsinstitution, hvoraf man betjener sig for at faa afgjort enhver under en Retssag opstaaende faktisk Uvished. Ligesom derfor Retten afsiger Dom uden at raadspørge Juryen, naar der paa Grund af Tiltaltes Tilstaaelse ikke opstaar nogen saadan Uvished, saaledes frifinder Dommeren uden videre den Anklagede, som Juryen erklærer skyldig, naar den indlader sig paa at bedømme Angjeldendes Strafskyld, i Stedet for at besvare det faktiske Spørgsmaal, der er forelagt den til Afgjørelse.[54]

Der kan derfor lige saa lidt i vort Lands lokale Forhold, som i Nationens Standpunkt i intellektuel Henseende, eller Grundlovens Bestemmelser betræffende den dømmende Magt, findes nogen Hindring for Indførelsen af Jurysystemet i vor Rettergang. I det mindste kan det vel ikke være mere mod Grundlovens Princip at indføre Juryen end at bibeholde vore ældre Bestemmelser om Meddomsmænd; og det forudsættes ialfald her, for at Undersøgelsen af dens Hensigtsmæssighed og Anvendelighed hos os ikke skal synes ørkesløs, at Juryinstitutionen ikke vilde møde nogen uoverstigelig Hindring i de grundlovmæssige Forskandsninger, der stilles i Vejen for dens Indførelse, hvis denne for øvrigt var praktikabel. Juryinstitutionen har imidlertid gjennem Aarhundreder udviklet sig til hvad den nu er i England og de Lande, hvori den ved angelsaxisk Kolonisation er indført og etableret, og der turde neppe være større Udsigt til at den med Held vilde kunne indføres, i sin Helhed og fulde Udvikling, i vor Retspleje, end til at det vilde lykkes at omplante en af Englands hundredaarige Ege i norsk Jordbund. Vistnok kan man plante Træet temmelig stort, naar det er tilstrækkeligt beskaaret; men om det vil rodfæste sig og yde den forventede Frugt, er dog tvivlsomt. Det er derfor altid en betænkelig Sag at foretage saadan Omplantning, hvis man for at give det nye Træ Plads maa omhugge det gamle, der ikke alene var godt, men ved bedre Pleje maaske skulde have baaret de bedste Frugter; og det maa ikke glemmes, at „der er en stor Forskjel mellem at beholde Juryen, hvor den engang er grundfæstet, og at indføre den fra nyt af.“[55]

Det forudsættes imidlertid, for at give Undersøgelsen et bestemt Udgangspunkt, at Juryinstitutionen omplantet i norsk Jordbund vilde kunne rodfæste og udvikle sig, og Spørgsmaalet er da, om det til fuld Evidence kan godtgjøres, at Juryen, hvis Indførelse ikke alene vilde være forbunden med betydelige Omkostninger for Delinkventfondet eller Statskassen men tillige for en Del vilde ske paa selve Retfærdighedens Bekostning, i andre Henseender medfører Fordele, der give fuldkommen Ækvivalent for hvad den maatte antages at ville koste.

Det paastaaes,[56] at Juryinstitutionens Fordele ikke lettelig kunne overvurderes, uagtet det erkjendes at mange Kvæstioner afgjøres meget bedre af en eller flere Dommere, til hvis Afgjørelse de juridiske Spørgsmaal siges altid og naturligvis at maatte overlades, medens endog rent faktiske Spørgsmaal antages ofte med større Sikkerhed at kunne anbetroes til deres Undersøgelse. Juryen skal imidlertid i retslig Henseende medføre overvejende Gavn i tre Tilfælde, hvori al Erfaring skal have godtgjort dens Hensigtsmæssighed. „Først, hvor der opstaar Spørgsmaal om at løse Konflikter mellem Bevislighederne, kan Intet være bedre end at forskjellige Personer af forskjellig Karakter, Evner og Anskuelse, skulle diskutere, drøfte og afgjøre det. For det Andet, hvor Erstatning skal bestemmes for en Fornærmelse, giver den samme Forskjellighed i Jurymændenes Karakter og Anskuelse den bedste Borgen for at et passende Beløb vil blive bestemt. For det Tredie, naar en Person skal dømmes eller en Rettighed undersøges, hvor Regjeringen optræder som Anklager, eller hvor en mægtig Person eller Korporation er Sagsøger, er det væsentlig nødvendigt for Friheden, at Dommere, som ere udnævnte af Kronen og altid høre til den samme Klasse som den mægtigere Part, ikke kommer til at afgjøre Personens eller Sagens Skjæbne; derfor er den mindre mægtige Parts Lige de eneste Personer til hvem dette vigtige Hverv med Sikkerhed kan betroes.“

„Om end Vildfarelser hvori juridisk kyndige Dommere ikke ville gjøre sig skyldige, uundgaaelig ville blive begaaede af Jurymænd, og skjønt en stivsindet Jurymand, til Trods for Sandheden og uden at tage Hensyn til sin Ed, kan af Partihensyn eller af rent personlige Grunde bevirke, at den bevislig Skyldige undslipper, – paastaaes dette dog kun at være en ringe Pris for den fuldkomne Sikkerhed, som en Jury giver Alle, selv de Ringeste, mod den Ødelæggelse, som Magten og dens Tilhængere kunde bringe over dem. Saa længe som endog de Mægtigste i Staten maa henvende sig til en Jury for at kunne ramme et Individ, de have faaet Nag til, kan man være forvisset om, at der er liden Udsigt til en saadan Katastrofe, at en uskyldig Mand skulde blive tilintetgjort. Dette er en virkelig Magt en vegtig Indflydelse, en virksom Beskyttelse mod slet Regjering, nedlagt hos Folket, i hvis Hænder den ikke er udsat for Misbrug.“

Juryinstitutionen betragtes derfor „som en næsten uundværlig Ledsager af politisk Frihed“ og ansees derhos for „et udmærket Dannelsesmiddel“ for det Folk i hvis Retspleje den er indført, idet den „styrker Folket baade i moralsk og intellektuel Henseende.“

Hvor megen Sandhed der end kan ligge i disse Lovtaler over Juryen, vilde man dog, naar man tænkte at benytte den som et „Redskab til at vække og anspænde Folkets aandelige Kraft, hæve og forædle den almindelige Bevidsthed“,[57] aldeles forfejle Hensigten, dersom man, for at den ikke skulde koste Retfærdigheden alt for meget, „stillede Fordringerne for at blive Jurymænd saa højt, at kun Mænd af højere Dannelsesgrad kunde blive Medlemmer“[58]; og hvis man desuagtet hos os ikke kunde „tænke paa at indføre Juryen uden at give dens Medlemmer Betaling“,[59] men derimod maatte tage under Overvejelse om man ikke kunde opgive Fordringen paa Enstemmighed i dens Kjendelser, eller foretage andre Forandringer, sigtende til at betrygge Retfærdigheden, – saa kan der vel neppe være Tvivl om, at vi ville handle langt klogere i aldeles at opgive Tanken om at indføre Juryen i vor Justitsadministration.

De, som maatte finde det særdeles beklageligt, at man skulde opgive Haabet om at faa en den lovpriste engelske Jury lignende Institution indført hos os, turde ved nærmere Overvejelse lade sig trøste og blive overbeviste om, at Juryinstitutionen maaske dog er noget overvurderet“.[60]

Betragter man Juryinstitutionens Gavn med Hensyn til de tre anførte Tilfælde, hvor dens Nytte i retslig Henseende skal være overvejende, saa kan det, hvad det første Punkt angaar, neppe undgaa Opmærksomheden, at de 12 Mænds Enstemmighed, der antages at indeholde Garantien for at Juryen i at løse en Konflikt mellem Bevisligheder træffer det Rette, kun er en Fiktion, da Enstemmigheden ikke er tilvejebragt ved at bringe det virkelig Uklare til Evidence, men ved kunstig Tvang,[61] som dog undertiden viser sig utilstrækkelig, hvoraf Følgen bliver, at Alt, hvad der er forhandlet i Sagen, maa gjøres om igjen, hvis man endnu vil og kan gjøre et Forsøg paa at bringe den til Afgjørelse.

Det er derfor „ikke sjelden,“ at endog engelske Retslærde,“ navnligen gamle Dommere,“ erklære, at de „ikke tvivle om at Dommeren uden Jury vilde lige saa godt eller bedre end denne kunne afgjøre en Sag;“[62] og det turde vel hænde, at man hverken i England eller hos os vilde finde en eneste Dommer, som ikke vilde tiltro sig at kunne løse et ved Konflikter mellem Bevislig- heder opstaaet forviklet Spørgsmaal bedre, end det kunde ske ved hvilke som helst 12 Haandværkeres eller Smaahandleres forenede Hovedbrud, om der end turde gives mange af vore Dommere, der, ligesom de engelske, med Fornøjelse vilde overlade Løsningen af saadanne Spørgsmaal til hvem som helst, der vilde og kunde paatage sig det dermed forbundne Besvær og Ansvar. Den engelske Dommer anfører, vistnok med megen Grund, den Undskyldning: „Herved er Intet at gjøre, da Folket nu engang har mest Tillid til Juryen;“[63] men hos os, hvor dette ikke kan paastaaes at være Tilfældet, paakræves Juryens Indførelse neppe af Andre end dem, der tænke at kunne drive det „ulykkelige Spil“ med den i politiske Sager, om hvilket der siges, at „Intet har bidraget mere til at bringe den i Miskredit paa Europas Fastland hos dem, hvis Meninger ere mest at agte paa.“[64]

Det andet Tilfælde, i hvilket Juryens Fortrinlighed i retslig Henseende skulde være overvejende, vil neppe forekomme uden i den civile Proces, hvorom der her ikke er Tale, og hvori, saa vidt vides, Ingen hos os har tænkt paa nu at indføre Juryen.

I det tredie og sidste Tilfælde, hvori Juryen ikke saa meget skulde vise sig nyttig og hensigtsmæssig som nødvendig for Fri- heden, tør det frit paastaaes, at den hos os ikke savnes eller paakræves af noget Hensyn til Frihedens Interesse. Man kjender hos os lige saa lidt til bestikkelige Dommere som til hadske Forfølgelser af „Magten,“ der heri forgjæves skulde søge „Tilhængere.“ Saadan Nederdrægtighed er fremmed for den norske Nationalkarakter, og man kan være forvisset om at der her ikke vil blive gjort noget Forsøg paa at tilintetgjøre en uskyldig Mand ved bestikkelige Domstoles Uredelighed, uden i denne Henseende at behøve at søge Garantien i den Omstændighed, at „vor Statsforfatning for at give Embedsmændene fuld borgerlig Selvstændighed er gaaet videre, end noget som helst andet Land har vovet.“

Dersom Nogen derfor vil paastaa, at Juryen er en uundværlig Ledsager af politisk Frihed, saa indeholder vor Forfatning og vore Samfundsforhold en faktisk Gjendrivelse af en saadan Paastand.

Hvilket Værd Juryinstitutionen, som Dannelsesmiddel betragtet, end kan have havt i den barbariske Tidsalder, hvorfra den har sin Oprindelse, maa det dog erkjendes, at den nu kun er et af de mange Midler, der staa til Raadighed for at udbrede moralsk og intellektuel Oplysning. Ligesom det derfor ikke er nogen Umulighed, at et Folk, der ikke kjender Juryen uden af Navn, i Moralitet og Kultur kunde overgaa en Nation, der har nydt Fordelene af denne lovpriste Institution, saaledes tør det ialfald paastaaes, at det norske Folk i moralsk og intellektuel Henseende ikke staar tilbage for det engelske.

Det er derfor ubegribeligt, hvorledes en Mand, der har opholdt sig, om end kun en kort Tid, i England, i Forbindelse med den Ytring, at der „hos de fleste Folkeslag gives en Klasse, den mindre og sædvanligvis mere formuende, der er i Besiddelse af al Oplysning, og den anden, uden Sammenligning større men fattigere, der er i Besiddelse af aldeles ingen,“ – kan sige, at „den britiske Nation turde være den eneste, hvor Overgangen i Graderne af Almenoplysning lige fra den højeste og ned til den laveste igjennem hele Folkets Masse er lige saa umærkelig, som Overgangen mellem Formue og Stilling i Selskabet. Hos de fleste øvrige Nationer sees gjerne kun en stor Masse af Lys og en større af Mørke, men hos den britiske Nation ere begge Dele mere jevnt og ligeligt fordelte.“[65]

Der er dog i England Intet mere iøjnefaldende og for den Fremmede mere anstødeligt end den skjærende Kontrast mellem umaadelig Rigdom og den yderligste Elendighed, mellem den højeste Lærdom og Kultur og den yderste Vankundighed og Degradation. For saa vidt som det vistnok er sandt, at der hos flere civiliserede Folkeslag gives en Klasse, der besidder al Oplysning og en anden, der er i Besiddelse af aldeles ingen, saa er dette neppe nogensteds Tilfældet i højere Grad end i England, hvor endog i selve Hovedstaden Tusinder fødes og voxe op uden at modtage nogen Undervisning, leve et Liv fuldt af den usleste Fattigdoms Elendigheder lige ved Siden af den umaadeligste Rigdom, og dø lige saa ubekjendte med Moral og Kristendom som de Hedninger, blandt hvem Evangeliet endnu ikke har været forkyndt.

Vel er det kun en forholdsvis ringe Deel af Englands Befolkning, der nu befinder sig i denne yderlige Vankundighed og Elendighed; men Massen af Folket staar dog unegteligt paa et lavere Trin af Almenoplysning i England end hos os, hvor allerede i mere end et Aarhundrede ethvert Menneske, der ikke har havt Skade paa Forstanden, har kunnet læse, og saaledes har været i Stand til at benytte det Middel til intellektuel Uddannelse, der i Virksomhed gjerne kan siges at overgaa alle de andre tilsammentagne.

Juryens Funktioner have imidlertid, lige saa lidt som „den dømmende Magt,“ enten i England eller hos nogen anden civiliseret Nation været overladte til Folkets Masse. Det er Middelklasserne, til hvem disse Funktioner have været og ere anbetroede; men heller ikke disse Samfundsklasser kunne paastaaes i Almenoplysning at staa over de tilsvarende Klasser hos os, hvor meget det end maa erkjendes at hine have Fortrinet for disse i klog Husholderiskhed og en Foretagelsesaand, der understøttet af en virsom Association i Sandhed har udrettet Storverker, opdynget umaadelige Rigdomme og i materiel Henseende givet Nationen en Kraft, for hvilken end ikke Englands uhyre Statsgeld er nogen tung Byrde.[66]

De Medlemmer af Middelklasserne, hvis Foretagender krones med det største Held, hæves naturligvis derved op over den Stand, hvortil de hørte, og danne et Formuens Aristokrati, der baade i Antal og Rigdom langt overgaar Adelsaristokratiet.

Ligesom det derfor i England er blevet unødvendigt af Hensyn til Frihedens Interesse at afskaffe Adelen, saaledes kan det trygt paastaaes, at den norske Nation nu er i Besiddelse af en Statsforfatning, og staar paa et Trin af moralsk og intellektuel Udvikling, der gjør det ufornødent at indføre en Retsinstitution, som maaske kunde have været til Fremme for Frihed og Oplysning og til Gavn for Retfærdigheden paa den Tid, da der, for at blive Dommer, ikke fordredes anden Kundskab end at kunne læse Loven, men som nu vilde være en Uting, der vilde afstedkomme en stor Forstyrrelse og ikke ringe Skade, medens det maatte ansees yderst tvivlsomt om den vilde medføre nogen modsvarende Nytte.

Det tør imidlertid antages, at der er liden Udsigt til at Juryinstitutionen nogensinde vil blive indført hos os, om ikke af anden Grund, saa fordi de, som ville stemme for dens Indførelse, aldrig ville kunne blive enige om de Forandringer eller Modifikationer, som af Hensyn til vore Forhold maatte ansees ønskelige eller nødvendige. De fleste af Juryens Talsmænd turde derimod være enige i, at om vi end ikke kunne erholde Jury og derved tillige mundtlig Rettergang, saa kunde dog Anklageprincipet i Forening med Mundtlighed i Proceduren indføres uden Jury. Herved skulde, efter deres Paastand, Meget om ikke Alt være vundet, fordi man derved vilde etablere et System, i hvilket det antages, „at det Formaal, man tilsigter, vilde finde sin Realisation i saa høj Grad, som overalt kan være at paaregne, og hvorigjennem Opgaven[67] altsaa vilde finde sin Løsning saa nær, som man maatte lade sig nøje med.“[68]

Hvad der af den mundtlige Procedures Forfegtere især udhæves, er Følgende:

„I Stedet for med Kjedsomhed og søvnigen at sidde over skriftlige Akter og samle sammen i sin Bevidsthed Sagens samtlige Omstændigheder, dens pro og contra, beskjeftiger den mundtlige Procedure derimod Dommerens samtlige Aandsevner.“[69] „Kun den bestandige Samvirken af samtlige Vidners Udsagen, der rekonstruerer samtlige Omstændigheder ved Sagens faktiske Forhold for Dommerens Sjæl ved det levende Ords Kraft, den raske i hinanden Griben af Bevismidlernes forskjellige Incidentser, Vidnernes Slag i Slag paa hinanden følgende Forklaringer, forenet med Muligheden af paa Stedet at erholde Anklagedes Erklæring over ethvert Punkt, ansporer vedholdende Dommerens aandelige Virksomhed, holder ham stedse i den nødvendige Sjælsspænding, og yder et Totalbillede af Forhandlingens Resultater saa levende, saa selvstændigt, saa sikkert og tilforladeligt, som endog den mest udmærkede Referent ikke er i Stand til at tilvejebringe ved nogen skriftlig Meddelelse.“[70]

„Og hvad er den skriftlige Fremstilling af Sagen? maaske mere eller mindre vellykket – et veltruffet Portræt! – men dog altid kun et Billede paa anden Haand. Igjennem den mundtlige Procedure meddeles Dommeren derfor paa en Gang Sagen i dens Helhed, medens han gjennem den skriftlige selv møjsommeligen fra forskjellige Kanter i de for ham liggende vidtløftige Akter stykkevis maa sætte det Billede sammen, hvorefter han skal dømme.“[71]

„Ved den mundtlige Behandling har Dommeren Oplysningerne altid ved Haanden, medens han derimod, naar Proceduren er skriftlig, ingen yderligere Oplysning kan erholde, end hvad der indeholdes i Akterne, og der kan ofte træffe det Tilfælde, at uagtet der savnes en eller anden vigtig Oplysning, som kunde have været erhvervet, naar vedbørlig Omtanke i Tide havde været anvendt, saa vil dog Dommeren foretrække at afgjøre Sagen i den ufuldkomne Tilstand, hvori samme findes oplyst, hellere end at foranledige den Tidsspilde, de Omkostninger, de mangehaande Ulemper, som kunde flyde af, at de saaledes desidererede Oplysninger skulde eftersøges, uden for saa vidt at de manglende Oplysninger skulde være af alt for prædominerende Vigtighed; – men at Sagen da ofte kunde blive afgjort paa en mod den materielle Retfærdighed stridende Maade, maa erkjendes for letteligen at ville blive Tilfældet.“[72]

„Ligesom en Defensor under den skriftlige Procedures slæbende Gang kuns kan have liden Anledning til at influere paa Indsamlingen af Oplysningerne, hvilket hos os endog i højeste Grad er Tilfældet, eftersom Defensionen i Referentens Person ikke engang kan ansees som repræsenteret, saaledes har han, naar der skal dømmes efter skriftlige Akter, i Regelen intet Andet at sige Dommeren, end hvad denne selv kan læse i Akterne, og hans Funktion er derfor i den skriftlige Procedure i høj Grad indskrænket.“[73]

„Den ved Referentloven af 1827 effektuerede Ophævelse af en befalet Defensor har i Gjerningen ladet de Anklagede ganske uden Forsvar for Retterne. I Almindelighed turde det være Tilfældet, at Referenten kun har været et Verktøj i Anklagerens Interesse, og at han i Virkeligheden væsentligen har udført en Aktors Rolle.“[74]

Dette „slette og hykkelske System, som i Virkeligheden lader Anklagede næsten uden Forsvar,“[75] „er saa meget mere at beklage som man i alle andre civiliserede Lande bestræber sig for gjennem alle rimelige Midler at forskaffe de Ulykkelige, der fremstilles for Rettens Skranker, bebyrdede med en Anklage for en begangen Forbrydelse, i det mindste al den Beskyttelse som Lovgivningen og den hos Folket herskende Retfærdighedsfølelse kan yde dem.“[76]

„Referenterne ville ikke kunne paaregnes som noget fyldestgjørende Betryggelsesmiddel i Retssikkerhedens Interesse, og det saa meget mindre, som de ere og efter Sagens Natur maa være afhængige af Dommerne. Men vor Lovgivning er ikke engang bleven staaende herved. Ved Loven af 6te September 1845 gik man endnu et Skridt videre, og ophævede endogsaa i Henseende til en hel Del mindre Forseelser Nødvendigheden af en Referents Opnævnelse i Sagen. I deslige Sager er altsaa Menigmand uden noget Retsmiddel voldgiven en maaske ugunstig sindet Underdommers vilkaarlige Behandling, og det er ingenlunde en Umulighed, at en uretskaffen Dommer kan sætte Retten over et Individ, tilføre Protokollen hans Tilstaaelse om en af de Forbrydelser, hvor Dommeren har denne udstrakte Jurisdiktion og dømme ham til 3 Aars Strafarbejde, uden at Noget, af hvad der i Protokollen indeholdes, forholder sig saa, og uden at de passerede Retsforhandlinger kunne angribes, da Alt alligevel meget vel kan indrettes saaledes, at Lovgivningens Fordringer Formen ere fyldestgjorte.“[77]

Dersom de foran citerede Bemærkninger vare begrundede, burde man vistnok skynde sig med at indføre mundtlig Rettergang i Stedet for vor nuværende skriftlige Procedure, og det vilde i Sandhed være beklageligt, hvis det „efter anstillede Undersøgelser skulde befindes, at Misforholdet mellem Populationen og Landets Udstrækning, Transportens Besværlighed og lokal Vanskelighed lægge uoverstigelige Hindringer i Vejen for den antydede Reform i Retsplejen.“[78]

Det vil imidlertid være en Trøst at man ikke alene af Hensyn til „de med det mundtlige System forbundne betydelige Omkostninger, Ulemper og Besværligheder,“[79] har givet de anklagede Forbrydere „til Pris for alle mulige Tilfældigheder;“ og det synes, at „har man ikke her i Landet hørt Tilfælde opgivne, hvorved nogen egentlig Skade heraf kunde siges at være skeet“ saa burde man ikke blot anse dette som „en Omstændighed der geraader vor Embedsstand til Ære.“ Man burde heller dele Æren mellem Retssystemet og de Personer, der bringe det i Anvendelse, i Stedet for at lade disse beholde den udelt, og man vilde da vistnok se sig i Stand til at tilbagevise den Tanke, „at der alligevel skulde have indtruffet Tilfælde, hvor den Forurettedes Klager ere blevne kvalte eller ikke blevne hørte.“ Vel „er det ikke parti égal mellem en anklaget Forbryder paa den ene Side og Dommer og Referent paa den anden,“[80] da Justitien hos os har og sandsynligvis vil beholde Overmagten, naar Forbryderen først er opdaget og arresteret; men at en Dommer hos os skulde sætte Retten over en uskyldig Mand, falskelig tilføre Protokollen hans Tilstaaelse om en Forbrydelse og dømme ham til 3 Aars Strafarbejde, kan trygt erklæres for en Umulighed, om saadant end var tænkeligt i mundtlig Rettergang. Det vilde ialfald være umuligt, at en saadan Dom skulde blive exekveret, om den end kunde blive afsagt som den første Ytring af frembrydende Afsindighed.

Loven af 6te September 1845 gjør det for øvrigt til Betingelse for den ved samme fastsatte summariske Fremgangsmaade, at Angjeldendes Tilstaaelse bestyrkes ved Deponenters Forklaringer eller andre Grunde, der ikke efterlade Tvivl om dens Rigtighed, og Retssikkerheden er saaledes hos os langt mere betrygget end i England, hvor den blotte Tilstaaelse er tilstrækkelig til strax at afsige Dom over Angjeldende, og hvor Dommen ikke kan undergives Appel, medens Enhver, der hos os er dømt til at lide paa Kroppen, om det end kun er 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød for et tilstaaet Betleri, kan gaa lige til Højesteret, hvor en duelig Defensor vil blive ham beskikket og paase hans Tarv.

Det ved Referentloven etablerede System[81] synes ligeledes at maatte gives Fortrinet for den Defension, der af det Offentlige tildeles den Anklagede i England, „hvor Defensoren for de Anklagede tildels slet ikke engageres eller befales af det Offentlige, medens selv de Advokater, som efter Opfordring af Dommeren tage sig af dem, for det meste kun hjælpe ved Vidne-Examinationen og ved at tale til Juryen, fordi de først modtage Opfordringen, naar Sagen paaraabes til Foretagelse. Englænderne maa derfor høre stærke Bebrejdelser for den Maade, hvorpaa Kriminalsager hos dem behandles.“[82]

Ialfald er det klart, at den offentlige Defensor i England ingen Anledning har til at influere paa Indsamlingen af Bevislighederne, medens hos os netop det Modsatte finder Sted. Thi om det end kan paastaaes, at Processens Gang hos os kan være slæbende, saa er dette alene fordi Referenten benytter lang Tid til at bevirke Bevislighederne indsamlede, hvilket aldeles er overladt til ham, og hvori han er fuldkommen uafhængig af Dommeren, der vel kan paalægge ham ikke utilbørlig at forhale Sagen, men ikke kan afskjære ham Adgangen til at indsamle Bevisligheder. Kun naar Referenten undlader at tilvejebringe Oplysninger, som Dommeren anser fornødne, vil Dommeren paalægge ham ogsaa at erhverve disse. Skulde Dommeren først opdage Mangelen saa sent, at Sagen allerede var optagen til Doms, vil under det skriftlige System Intet være til Hinder for at indhente den manglende Oplysning, og det er saa langt fra at man hos os heri er forsømmelig, at det tvertimod med Grund kan paastaaes, at Praxis sædvanlig gaar til Yderlighed i modsat Retning. Om det mundtlige System gjælder det derimod, hvad der ovenfor er anført om den skriftlige Procedure, at ingen yderligere Oplysning kan erholdes, end hvad der er tilvejebragt og haves ved Haanden, naar Sagen kommer for Retten.

At der under det skriftlige System skulde være nogen særdeles Fare for at Dommeren vil falde i Søvn, og at „kun den bestandige Samvirken af samtlige Vidner,“ og „Vidnernes Slag i Slag paa hinanden følgende Forklaringer“ m. M. holder ham i den nødvendige Sjælsspænding, er en Paastand hvis Urimelighed ikke behøver nærmere at paavises. En anden Sag er det, at ligesom man naturligvis paa en lettere og behageligere Maade bliver bekjendt med et Drama, der udføres af udmærkede Skuespillere paa en prægtig Scene, og dertil har langt lettere for at udtale en Dom om Stykkets Værd, efter at have hørt om Publikum har applauderet eller ikke, end naar man blot læser Stykket i sit Kammer, eller hører det forelæse, – saaledes vil Dommeren under den mundtlige Rettergang, som den findes i England, paa den letteste Maade blive bekjendt med Sagen, og han vil, efterat Juryen (som han vistnok selv maa instruere) har udtalt sin Kjendelse, sjelden have Vanskelighed ved at afsige Dommen. Men Ingen vil dog paastaa, at man nødvendig maa se et Drama opført for at kunne bedømme dets Værd, eller at man efter grundig Gjennemlæsning ikke skulde kunne afsige en mere kompetent Dom over Stykket, end naar man kun en Gang havde overværet dets heldige Opførelse. Er Opførelsen uheldig, vil det endog være misligt at indlade sig paa nogen Bedømmelse af Stykkets Værd; og dersom Indholdet skulde være alt for trivielt (f. Ex. et almindeligt Tyveri), kunde det heller ikke ventes at Interessen og Opmærksomheden skulde blive særdeles stor.

Det er imidlertid aabenbart, at man ved det hele foranførte Ræsonnement om den mundtlige Procedures Fortrinlighed har havt for Øje saadanne vigtige eller interessante Justitssager, der angaa Forbrydelser af en vis dramatisk Effekt, men som her i Landet ikke indtræffe hvert Aar og i den enkelte Jurisdiktion ikke i en Dommers Embedstid; og det maatte ansees i højeste Grad urimeligt af Hensyn til saadanne muligt indtræffende Sager at ville bringe Forstyrrelse i vort hele Rettergangsvæsen ved en Reform, der tilsidst „efter anstillede Undersøgelser“ befindes uiverksættelig.

For øvrigt maa man ikke tro, „at Mundtlighed i Rettergangsmaade strengt udelukker enhver skriftlig Meddelelse af Sagen eller dens faktiske Oplysninger og væsentligen udelukker Nedskrivningen af Vidnernes Forklaringer.“[83] Den mundtlige Procedure indeholder et meget væsentligt Element i Anklageakterne, der maa være affattet med den yderste Forsigtighed, hvis den ikke skal bære Spiren til den hele Retshandlings Uefterrettelighed, og hvor Sagens faktiske Omstændigheder maa fremsættes med den største Finesse under Iagttagelsen af mangehaande besynderlige Regler.[84] Heller ikke er det Procedurens Mundtlighed, der udelukker Nedskrivningen af Vidnernes Forklaringer, thi denne forsømmes kun i de Sager, hvori den vilde være uden Nytte og Interesse, hvorimod i de vigtigere Sager ikke alene Dommeren til eget Brug gjør Notater af Vidneprovene, men disse tilligemed hvert Ord, der bliver talt i Retten, nedskrives af de altid tilstedeværende Hurtigskrivere.

Som Fordele, der i det mindste med nogen tilsyneladende Grund kunne tillægges den mundtlige Rettergang, anføres, at den er en Skole for Veltalenhed, og at den bevirker, at Retssagerne afgjøres med stor Hurtighed. Men ikke engang disse Fordele kunne tilkjendes den omhandlede Rettergangsmaade. Det er kun den uddannede Veltalenhed, der har gjennemgaaet sin Skole, som i Virkeligheden fremtræder og med Held kan producere sig paa den Scene, der afgives af de engelske Retter. Vistnok giver den mundtlige Procedure de engelske Advokater en stærk Opfordring til at dyrke Veltalenhedskunsten; men den Kunst læres i andre Skoler og for mange andre Øjemed. Ligesom derfor Juristerne og navnlig Advokaterne kun udgjøre et ringe Antal af dem, der i England udmærke sig ved Veltalenhed, saaledes kan det snarere paastaaes, at den Udstrækning, hvori Veltalenhedskunsten i England dyrkes, er Grunden til at mundtlig Rettergang der tager sig ud til sin Fordel, end at den mundtlige Procedure skulde være Aarsagen til den Veltalenhed, hvorved Englænderne i Sandhed udmærke sig, naar de enten i Selskabslivet eller offentligen holde Taler.

Med Hensyn til de vidtløftigere Sagers hurtige Afgjørelse i England, er det vel end mere utvivlsomt, at denne Hurtighed ikke er nogen nødvendig Følge af den mundtlige Procedure, men af tvende andre temmelig iøjnefaldende Omstændigheder, nemlig først og fremst, at enhver Sags endelige Behandling er peremtorisk bestemt til Rettens eller Dommerens første Møde paa Retsstedet, enten Sagen er tilstrækkelig forberedt eller ikke, og i Forbindelse hermed, at den afsagte Dom i Almindelighed er endelig og inappellabel. Denne hurtige Afgjørelse af Sagen kan saaledes ikke negtes at være fremtvungen, ofte til Skade for den materielle Retfærdighed; og om det end erkjendes, at denne tvungne Hurtighed er tilvejebragt mere paa Retfærdighedens end paa Retssikkerhedens Bekostning, idet der er langt større Udsigt til at Skyldige slippe fri end til Uskyldiges Domfældelse, turde dog de Fleste, der ville overveje Sagen med Upartiskhed, finde at vor Retspleje ogsaa i denne Henseende er at foretrække for den engelske, og i det Hele saa betryggende baade for Retfærdigheden og for Retssikkerheden som det kan ønskes, naar man ikke vil strække sine Ønsker udenfor Mulighedens Grændser.

Det er allerede ovenfor bemærket, at den offentlige Defensor i England har liden eller rettere ingen Anledning til at influere paa Bevislighedernes Indsamling, og at den offentlige Defension derfor i England er endnu svagere end hos os, skjønt den vistnok paa begge Steder vilde være tilstrækkelig til Retssikkerhedens Betryggelse, naar Processen ikke utilbørligen blev paaskyndet. Anderledes forholder det sig imidlertid med den private Defension.

I England vil den private Defensor, efter at have ladet sig forklare Tid, Sted og Omstændigheder lige indtil de mindste Detaljer ved Forbrydelsen, ved saadanne Kunster, som hos os kaldes Lovtrækkeri, og ved at bortskaffe Vidner og Bevisligheder, saa vidt det lader sig gjøre, bidrage Alt, hvad der staar i hans Magt, til at tilintetgjøre Retfærdighedens Bestræbelser; og naar dette lykkes, vil Defensor derved erhverve sig Anseelse.

Hos os derimod, hvor Defensor ved højtideligt Løfte vil have forpligtet sig til ikke at række Haand til nogen uretfærdig Sag, vil desuden ikke alene Bestemmelsen i Kriminallovens Kap. 5 § 9, men ogsaa den almindelige Opinion stille sig i Vejen for en Fremgangsmaade som den, der befølges af de engelske Defensorer; og hermed ere vistnok Alle tilfreds undtagen Forbryderne[85] og de, der maatte ønske at tilvejebringe parti égal mellem disse og Retfærdighedens Haandhævere, hvilket dog, saa længe Opinionen med Hensyn til Defensors Virksomhed ikke forandrer sig, heller ikke vilde opnaaes, endog om Anklagede forordnes en Defensor og den ufornuftige Bestemmelse bliver gjort gjældende, at den Anklagede ikke skulde være forbunden til at svare paa noget Spørgsmaal, man maatte rette til ham, uden at hans Taushed maatte fortolkes til hans Skade.[86]

Fordelen maa derfor ogsaa i denne Henseende utvivlsomt erkjendes at være paa vor Retsplejes Side.

Naar det, under Forudsætning af at det mundtlige System hos os ikke lader sig indføre, foreslaaes, at det burde „tages under Overvejelse, om man ikke kunde adoptere det med en Smule Modifikation, saaledes nemlig, at Vidnepligten forblev in statu quo og ikke udstraktes udenfor Jurisdiktionen, idet man, for saa vidt angaar Vidner udenfor Jurisdiktionen, lod sig nøje med skriftlige Depositioner eller Thingsvidner, men at Vidnerne dog tillægges Godtgjørelse for deres Møde,“[87] saa kunde det Sidste vel have adskilligt for sig, skjønt det dog paa den anden Side ikke kan negtes, at det tager sig bedre ud, at Vidnerne ikke ere betalte for Opfyldelsen af sin, ethvert Samfundsmedlem paaliggende Pligt. At Vidner indenfor Jurisdiktionen maatte møde personligt i Retten, vilde derimod ikke være noget Nyt, og det er vistnok ikke andet end Misbrug eller slet Praxis, naar Dommeren, i Stedet for at lade Vidnerne forklare sig eller examinere dem, kun „forretningsmæssigt“ forelæser dem deres under et foregaaende Forhør afgivne Depositioner, hvilken sidste Fremgangsmaade alene kan ansees forsvarlig, naar Sagen er klar og Vidnerne derhos ere paalidelige og forstandige Folk. I andre Tilfælde bør naturligvis Dommeren, for at føre den i Retfærdighedens Interesse fornødne Kontrol, examinere Vidnerne, hvis „Tone, Minespil og Gebærder“ imidlertid sjelden ville have nogen Betydning, endog naar de lade sig beskrive. Hvor saadan Mimik derimod bestaar i noget Ubestemt eller Ubeskriveligt, er den vistnok ogsaa i retslig Henseende betydningsløs. At paastaa det Modsatte vilde neppe have synderlig større Rimelighed for sig end den Paastand, at „siden Kriminallovens 17–8 har gjort Lader og Fagter under visse Omstændigheder strafbare, vil det fornødiges, at Vidnerne efterligne de paaankede Handlinger af denne Beskaffenhed, for at sætte Dommeren i Stand til at faa et tydeligt Begreb, om og hvor vidt de have været kontumeliøse eller ikke.“[88] Det kan dog i saadanne Sager ikke være mere nødvendigt at række ud Tungen, knepse med Fingrene, spytte ad Dommeren o. s. v., end i en Overfaldssag at give Dommeren Prygl, for at han kunde faa et tydeligt Begreb om Fornærmelsen.

Hvad der af den mundtlige Procedures Forfegtere er anført med Hensyn til Vidne-Examinationen og Mislighederne ved at benytte skriftlige Vidneprov, har i Almindelighed liden Anvendelighed, da det hos os hører til de sjeldne Tilfælde, at der er Anledning til at betvivle Vidnernes Oprigtighed, medens Faktum som oftest er saa simpelt, at der ikke opstaar Vanskelighed ved Maaden, hvorpaa Vidnerne forklare sig, men derved at man ingen Vidner kan finde, fordi ingen Vidner have været tilstede, hvilket navnlig er Tilfældet i de fleste Tyvssager der ikke udgjøre det mindste Antal af Delinkventsagerne. Imidlertid lykkes det dog som oftest lige saavel at faa Tyve som andre Forbrydere, naar de ere paagrebne, domfældte, uagtet der ej engang haves eet end sige to Vidner, der have seet Forbrydelsen blive begaaet, fordi vore Retter tage Indiciebevis for fulde i alle Slags Sager. Det er derfor en ugrundet Paastand, at „intet Lands Lovgivning har naaet ved Siden af den skriftlige Procedure tillige at indføre Frihed i Henseende til Beviset[89],“ hvilket tvertimod de fleste Landes Retspraxis, ligesom vor, uden Betænkning tilsteder. Deri- mod vilde det vistnok „have sine store Betænkeligheder at tillade Dommeren at støtte sin Overbevisning og fælde sin Dom efter Motiver, hvorfor han ikke i Skrift kan gjøre Rede[90];“ men Betænkeligheden vilde bestaa deri, at Dommeren, hvis man tillod ham en saadan Fremgangsmaade, vilde dømme efter Instinkt i Stedet for efter virkelig Overbevisning, der altid maa være begrundet og altsaa ogsaa lader sig meddele. Om Meddelelsen skal ske med Ord eller i Skrift, kan derimod hverken gjøre den lettere eller vanskeligere i vore Dage, da alle, som have meget med Retsplejen at gjøre, ere skrivkyndige.

At vore Dommere ikke tillades at dømme efter Instinkt eller Kaprice, men maa anføre Grunde, vil ialfald af de Fleste blive paaskjønnet som et Fortrin ved vor Retsøpleje.

Dersom det Foranførte forholder sig rigtigt, maa det erkjendes, at vor Retspleje ikke alene har mange gode Sider, men ubetinget bør gives Fortrinet for det engelske eller et efter dette som Mønster indrettet Retssystem; og det vil da neppe benegtes, at vi handle klogere ved at beholde og forbedre, hvad vi have, end ved at indføre noget aldeles Nyt og Forskjelligt, især naar der for dettes Gavnlighed og vor nuværende Retsplejes Utjenlighed ikke kan anføres bedre Grunde end de oven citerede.

Den forudskikkede Paastand, at vor kriminelle Retspleje ikke er beheftet med saadanne væsentlige Mangler, der skulde gjøre en radikal Reform fornøden, og at der i vor Rettergangsmaades Væsen eller de Retsregler som derunder maa befølges, ikke findes nogen Hindring for at administrere Justitien med Humanitet, – antages nu at kunne nedlægges i Henhold til foregaaende Demonstration; og da de formentlige Mangler ved vor Justitsadministration, førend Delinkventsagerne komme for Retten, allerede i det Foregaaende have været angivne tilligemed Midlerne til at afhjælpe dem, eller Maaden, paa hvilken de antages at kunne undgaaes, – staar der saaledes, for at opfylde hvad der er antydet at være Hensigten med disse Bemærkninger, kun tilbage at undersøge, hvor vidt den egentlige Rettergang under vor kriminelle Proces, uagtet den, ligesom vor kriminelle Retspleje i det Hele, maa erkjendes at være tilfredsstillende for Retfærdigheden og betryggende for Retssikkerheden, – dog maatte være beheftet med enkelte partielle Mangler og mindre væsentlige Brøst, samt derefter at angive, hvorledes disse antages at kunne undgaaes eller afhjælpes.

Det følger allerede af hvad der i det Foregaaende er bemærket om den forholdsvise Billighed, hvormed Justitien hos os administreres, og det nys Anførte om vor kriminelle Retsplejes tilfredsstillende Resultater, at der her alene kan være Anledning til at fremsætte Bemærkninger med Hensyn til den Hurtighed, hvormed disse opnaaes, eller rettere den Forsinkelse, for hvilken Opnaaelsen af det endelige Resultat i en Delinkventsag ikke kan negtes at være ut sat. Fejlen ligger for en Del i Lovgivningen, der tilsteder en alt for fri og aaben Adgang til temerær Appel, idet hverken fuldt Bevis, i Forbindelse med Domfældtes Tilstaaelse og Sagens utvivlsomme Beskaffenhed for øvrigt, eller begge Dele i Forening ere tilstrækkelige til at hindre den Appel, som Angjeldende maatte forlange, enten fordi han selv ønsker at trænere Sagen for imidlertid i Ørkesløshed at nyde Underholdning af det Offentlige,[91] eller fordi han nærer et ugrundet Haab om mulig Nedsættelse i Straffetiden, medens han ikke finder sit Ophold i Varetægtsarresten ubehageligt, og heller ikke frygter for at den temerære Appel skal have nogen anden Ubehagelighed til Følge. Vel kunde det bestemmes, at temerær Appel skulde bevirke Skjærpelse af Straffen, men Forbryderne vilde da snart lære, ikke at erklære sig misfornøjede med den faldne Dom og forlange denne appelleret, hvilket de lige saa godt kunne opnaa ved den blotte Erklæring om at ville henfly til Kongens Naade, hvortil man ikke kunde lade dem betale Adgangen ved at forlange Bompenge paa den lange Omvej, som man maatte anse sig forpligtet til grundlovmæssigen at anvise dem.

Til at fremkalde saadanne ugrundede Forhaabninger kan det ikke negtes, at de anordnede Domstole ville bidrage, dersom de gaa alt for meget i Detalj ved Undersøgelsen af Underrettens Dom; og det synes ikke at være for meget, om man anerkjendte saa megen Myndighed hos den underordnede Dommer, at hans Kjendelse altid blev stadfæstet, naar Beviset fandtes tilstrækkeligt, og han ikke ved at fastsætte Straffetiden eller i Straffens Størrelse var gaaet udenfor det lovbestemte Maximum eller Minimum eller, hvor Afstanden mellem disse Yderligheder er særdeles stor, havde gjort et umiskjendeligt Fejlgreb. Naar Straffen ikke gik videre end til Fængsel, og man tillige havde Tiltaltes Tilstaaelse, synes det endog uden Fare for Retssikkerheden at kunne overlades til Overøvrigheden at negte Appel; og dette tør vel antages at ville være blevet bestemt ved Lov 6 Septbr. 1845, dersom ikke Bestemmelsen i Grl. § 20 havde været anseet at være til Hinder derfor. Da man imidlertid ikke har fundet Noget til Hinder for at forelægge Kongen til Benaadning Sager, der ikke have været indbragte for Højesteret, naar de paa Grund af Privatlovgivningens Bestemmelser om summa appellabilis, eller fordi Vedtagelse har fundet Sted, ikke kunne paaankes, kunde det dog heller ikke være ganske ugjørligt ved en Lovbestemmelse at bevirke, at Delinkventsager af den foranførte Beskaffenhed ikke uden Overøvrighedens Samtykke kunne indbringes for højere Ret, hvorved disse da synes at maatte komme i samme Stilling med Hensyn til Benaadning som de ommeldte Mulktsager. Ialfald maa det erkjendes at være en besynderlig Inkonsekvens, at den, der ved tvivlsomt Bevis, mod sin Benegtelse, bliver idømt en Mulkt af mindre Beløb end 8 Spd., hvis han ikke kan betale, efter Overøvrighedens Resolution hensættes paa Vand og Brød, medens den, der er idømt 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød for et tilstaaet Betleri kan gaa lige til Højesteret, hvorimod Personer, der ere forfaldne til Drukkenskab og Lediggang, uden videre af Politiet kunne ind- sættes, indtil paa 6 Maaneder, i en Tvangsarbejdsanstalt. – For den Langsomhed, hvormed Justitssagernes Paakjendelse ved Underretten undertiden foregaar, kan derimod Lovgivningen ikke tillægges Skylden. Hvad Proceslovgivningen forlanger, er, at Bevisligheder, „som udkræves og kan erholdes,“ besørges tilveje- bragte, og naar denne Bestemmelse i Frdn. 3 Juni 1796 blev forstaaet saaledes, at man kun søgte de Oplysninger, der erkjendtes at være nødvendige og vidstes at kunne tilvejebringes, – vilde det alene være Sagens eller Angjeldendes egen Skyld, naar der til Dommens Afsigelse udkrævedes nogen overordentlig lang Tid. Praxis gaar imidlertid i modsat Retning, idet man søger alle mulige Oplysninger, der ikke med Vished vides at være uerholdelige, og det endog saadanne, der kun ere formodede, næsten uden alt Hensyn til, om disse fjernt søgte Oplysninger ville udkræves som nødvendige eller ikke.

I England gaar man til den modsatte Yderlighed, idet man f. Ex. anklager en Tyv, der har begaaet flere Tyverier ja endog en Morder, der har dræbt flere Personer, for et af Tyverierne eller det ene Mord. Grunden er vistnok især den, at man har villet sikre sig mod det Tilfælde, at Forbryderen ved en eller anden Procesfejl skal blive frifunden, hvorved han aldeles vilde undslippe Retfærdigheden, dersom han havde været tiltalt for alle Forbrydelser under eet. Men Hensigten er tillige at faa Sagen afgjort saa let og hurtigt som muligt; og der kan neppe være noget Væsentligt at indvende imod en saadan Fremgangsmaade; thi ligesom det er temmelig ørkesløst, naar en Morder alligevel skal henrettes for et Mord,[92] at undersøge om han har begaaet flere, videre end der behøves for at Mistanken for disse ikke skal falde paa nogen Anden, saaledes vil man af et enkelt Tyveri, der med Skjønsomhed er valgt blandt de flere af Tiltalte forøvede Tyverier, tilstrækkelig kunne bedømme Angjeldendes Tyvagtighed,[93] som naturligvis er, hvad der især bør komme i Betragtning ved Ansættelsen af Straffens Størrelse. I England, hvor der i Straffedommen ikke tillige tilkjendes den Fornærmede Erstatning, har man vistnok lettere for at gaa frem paa den antydede Maade; men ogsaa hos os gjør den Bestjaalne ofte ikke Fordring paa Erstatning, og endnu oftere bliver der ikke Spørgsmaal herom, fordi Kosterne skaffes tilveje; det kan ialfald ikke være nødvendigt at drive Undersøgelserne saaledes til det Yderste som det nu ofte sker. – Det turde derfor vistnok kunne ansees forsvarligt, naar en Forbryder er kommen under Justitsforfølgning for en Forseelse, ikke uden udtrykkeligt Forlangende fra nogen fornærmet Privatmand at søge Oplysning om andre, især ringere Forseelser, som den Tiltalte muligens ogsaa kan have begaaet, men heller forsøge, hvad den Straf, han vil blive idømt for den Forbrydelse, for hvilken han er tiltalt, vil frugte; om man end ikke, som i England, for at ende Retsforfølgningen, vil frafalde den allerede rejste Tiltale, naar det viser sig, at der er Vanskelighed ved at faa Angjeldende fældt for den Forbrydelse, der er Gjenstand for Paatalen, men Tiltalte derimod bliver overbevist om eller erkjender sig skyldig i en mindre Forseelse, som er indbefattet i den Forbrydelse, for hvilken han er tiltalt, idet Tiltalte da uden videre Omsvøb idømmes den for den mindre Forseelse fastsatte Straf.

Jo mere man vil overlade til deres Konduite, der administrere Justitien, desto vigtigere bliver det at man, saa vidt det lader sig gjøre, kun besætter Øvrighedsposterne og Dommerembederne med Mænd, som besidde de Egenskaber, der alene give Garanti for god Konduite.

Men endog saaledes, som vor kriminelle Retspleje nu er, vil den upartiske og sindige Iagttager paaskjønne dens sunde Kjerne og erkjende dens Fortrinlighed, hvor meget han end har beundret den ydre Glands og den efterlignelsesværdige Humanitet, hvormed Justitien administreres i England.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Auberts Indberetning om mundtlig Rettergang og Edsvorne, Side 591 jfr. 529.
  2. ↑ Disse skulle tvertimod paa sine Steder beløbe sig til omtrent 200 Spd. (45 Pd. Sterl.) i Gjennemsnit for hver Sag. (Anm. S. 660 i 1ste Bind af M. Ræders Skrift om Juryinstitutionen).
  3. ↑ I England har der lige siden 1833 været Kommissioner nedsatte for at udarbejde Udkast til en ny Kriminallovgivning. Den senest i 1845 nedsatte Kommission indleverede i 1848 et Udkast til Lov om Forbrydelser og Straffe og skal senere have været beskjeftiget med at udarbejde en Proceslov i kriminelle Sager.
  4. ↑ Auberts citerede Skrift, S. 450.
  5. ↑ S. 438 og flg.
  6. ↑ S. 391–392.
  7. ↑ S. 442.
  8. ↑ S. 443.
  9. ↑ S. 447.
  10. ↑ „Vel burde Regelen i Reskriptet af 23de Oktober 1795 ansees at være ophævet eller bortfalden ved Grundlovens § 96; men saa vidt vides, er dog Praxis decideret for at bringe samme i Anvendelse, idet man søger at sutinere den Anskuelse, at den ved samme tilladte Fremgangsmaade ikke er pinligt Forhør.“ L. c. S. 438.
  11. ↑ S. 442. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen. Det er derfor usikkert hva fotnoten henviser til.]
  12. ↑ „Inkvisitionssystemet betragter Angjeldendes Tilstaaelse som noget Væsentligt, som Noget man fortrinligen bør anstrenge sig for at opnaa, erklærer det ligefrem for regina probationum, medens Anklagesystemet sætter mindre Pris derpaa.“ L. c. S. 436.
  13. ↑ Denne Forsigtighed i at antage egen Tilstaaelse som Bevis er vistnok ogsaa aldeles nødvendig, da det ikke sjelden hænder, at navnlig Tyvsforbrydere, der forhen flere Gange have været straffede for lignende Forseelse, formaa en tilforn ikke straffet Kammerat, for hvem Straffen ikke vil blive flere Dages Fængsel paa Vand og Brød end den for den virkelige Gjerningsmand vilde blive Aars Fæstningsarbejde, til at paatage sig Tyveriet. I saadanne Tilfælde kan det blive lige saa vanskeligt at godtgjøre, at den, der har tilstaaet Forbrydelsen, ikke kan have begaaet den, som at skaffe tilstrækkeligt Bevis mod den virkelige Gjerningsmand.
  14. ↑ Det er blevet Skik at betale Betjenterne Tillæg til deres Løn for de Dage hvor de saaledes møde som Vidner, og man er kommen saa vidt med Brugen af Politibetjente som Vidner, at det nu næsten er sjeldent at se en Sag, hvor ingen af dem produceres (M. Ræder om Juryinstitutionen, S. 652).
  15. ↑ Saadanne Meddelelser gjøres naturligvis i Enrum, og tabe hos os deres Betydning, naar Angjeldende senere benegter, medens hans indiskrete Ytringer i England, hvor eet Vidnes Prov danner fuldt Bevis, blive konstaterede paa den anførte Maade.
  16. ↑ Straffebestemmelserne vare ogsaa dengang overvættes strenge. Forfs. Anm.
  17. ↑ De her anførte Citater ere efter M. Ræders Skrift om Juryinstitutionen.
  18. ↑ Side 437.
  19. ↑ M. Ræders cit. Skrift, S. 682.
  20. ↑ Dette kan ske paa Grund af den anførte Fortolkning af den omhandlede Regel, idet Angjeldende tilforn har været tiltalt for Indbrudstyveri, ikke for simpelt Tyveri.
  21. ↑ Auberts cit. Skrift, S. 230.
  22. ↑ At der til Retsvidner benyttes Personer, „som ere sløve paa Sandser og Aandsevner,“ burde ialfald (L. 1–7–2, 3, 4) være en lige saa stor Sjeldenhed, og vil derfor her ikke blive videre omtalt.
  23. ↑ Mængden af Kandidater i det sidste Decennium er lige saa stor som det hele Antal af Kandidater, der tidligere have absolveret Examen ved vort Universitet.
  24. ↑ Den ufrie Virksomhed, hvori man snart hindres i at følge sin Overbevisning, snart nødes til at handle imod denne, er mere pinlig end Uvirksomhed, uden at være mindre fordærvelig, saa længe al mulig Udsigt til en friere Virkekreds er aldeles afspærret.
  25. ↑ Mænd af denne Karakter ere i Almindelighed tilbøjelige til at gaa frem paa den samme forvirrede Maade i Alt, hvad de foretage sig, hvorved deres hele Virksomhed ligesom forvandles til en Strid. Heri finde de sig imidlertid som i sit rette Element, og naar de ikke have Noget „at stride med,“ søge de gjerne Noget, hvori de kunne „rode op,“ i det de finde Sætningen „quieta non movere“ aldeles forkastelig.
  26. ↑ Beretningen i de engelske Aviser for et Par Aar siden om en Officiers og Adelsmands Inddømmelse i Tugthus for at have slaaet en Politibetjent, der vilde hindre ham i at kjøre med en Hyrevogn ind i en af Parkerne, turde endnu være i Publikums Erindring.
  27. ↑ Som en af de anstødeligste kan anføres, at enkelte Forhørsadministratorer synes at glemme, at de administrere en Retsforhandling, idet de stedse og uden nogen særegen Anledning bolde hemmeligt Forhør inden lukkede Døre, hvorigjennem ingen Uvedkommende, og de Indkaldte kun efter Paaraab, gives Adgang til Forhørs-Retten, ligesom om de i enhver Sag gik ud fra den Forudsætning, at Deponenterne vilde være enstemmige i at afgive usandfærdig Forklaring, naar de ikke bleve kontrollerede ved den særskilte Afhørelse. Saadan Kontrol kan undertiden være nødvendig men udenfor det sjeldne Tilfælde, at alle Vidner kunne formodes at have indgaaet formelig Komplot, vil Tilstedeværelsen af de øvrige, der have Kundskab om de samme Fakta, afgive den bedste Garanti, der med Sømmelighed kan forlanges, for de enkelte Deponenters sandfærdige Forklaring.
  28. ↑ Jfr. dog Schweigaards Proces I. S. 509 om Paarørendes Vidnepligt, hvis Inhumanitet ikke kan benegtes, men hvor Forandring lettelig kan og formentlig bør iverksættes.
  29. ↑ Paa flere Steder sætter Politiet sig aldeles ud over Budet i Krlls. Kap. 18 § 26 og 27, hvis Straffebestemmelser da kun under særegne Omstændigheder blive bragte i Anvendelse.
  30. ↑ I det konkrete Tilfælde kan det dog hænde, at Straffen for et saadant lidet Tyveri, naar det blev paatalt, vilde blive Strafarbejde paa Livstid.
  31. ↑ Mod grovt Misbrug vil det Offentliges Kontrol vistnok yde tilstrækkelig Garanti.
  32. ↑ Denne foreløbige Undersøgelse bør drives saa forsigtigt, at hverken den Uskyldige mærker, at han er bleven mistænkt, eller den Skyldige, at han er eftersporet, førend han fanges.
  33. ↑ Det skal ikke være usædvanligt, at Kautionsbeløbet ansættes til 500 til 1000 Pd. Sterl. for hver, endog naar den Forbrydelse, hvorfor Angjeldende er arresteret, hører til de ringere.
  34. ↑ Vedkommende Brigade, naar Angjeldende staar i militær Tieneste.
  35. ↑ Det er kun i Byerne, at Storjuryen er saaledes sammensat; paa Landet vælges dens Medlemmer især blandt de større Jordegodsbesiddere der give Storjuryen større Anseelse, men ikke altid større Indsigt.
  36. ↑ Overdommeren Lord Denman har udtalt denne Formening.
  37. ↑ I 1848 indgav Storjuryen i den saakaldte Kriminalret i London en Indstilling, hvori denne Anskuelse blev udviklet.
  38. ↑ Et hertil sigtende Forslag er fremsat Side 595 i det cit. Skrift af E. Aubert.
  39. ↑ At der ikke altid gives Anledning, eller at mange Forbrydelser ikke kunne opdages, hører ikke hid, og er kun en af Grundene, hvorfor menneskelig Retfærdighed er og maa være ufuldkommen.
  40. ↑ I denne Henseende henvises til M. Ræders, foran citerede Skrift, hvor denne Materie udførlig er behandlet, og til Højesteretsassessor C. Winter-Hjelms Anmeldelse af bemeldte Verk i nærværende Tidsskrift, 1853, S. 187 og 188, hvor det oplyses, at man i England ved et Statut af 7 August 1851 endelig har gjort Ende paa dette alt for utaalelige Uvæsen ved at tilbageføre Anklageakten til de naturlige og nødvendige Betingelser.
  41. ↑ De større Forbrydelser søger man vistnok overalt efter bedste Evne at opdage og bevirke straffede.
  42. ↑ Allerede i 1837 androg et Medlem af Underhuset om Tilladelse til af denne Grund at indbringe et Lovforslag om Afskaffelse af Storjuryen.
  43. ↑ „Et af de unegteligste Fortrin ved vor Proces er dens, forboldsvis til hvad der finder Sted i andre Lande, særdeles ringe Kostbarhed.“ M. Ræder om Juryinstitutionen 2 B. S. 759.
  44. ↑ „Overvejelse bringer ofte en Dom til Modenhed, hvilket sjelden eller aldrig hænder, naar Processen bliver alt for meget paaskyndet,“ er en Ytring af Lordkansleren Fortescue, hvis Dygtighed neppe kan betvivles.
  45. ↑ „At Jurysystemet, ved Siden af at det i Regelen er mildere end Afgjørelse ved faste Statsdommere, har flere Justitsmord paa sin Samvittighed end andre Dommer-Indretninger ved juridisk kyndige Dommere, turde være et Faktum.“ E. Auberts cit. Skrift S. 492.
  46. ↑ L. c. S. 527.
  47. ↑ L. c. S. 591.
  48. ↑ L. c. S. 428.
  49. ↑ I Kriminalproces-Kommissionens Betænkning af 1845 blev specielt udhævet en Erklæring af Attorney Wilde, som paastod, at han i et Tidsrum af ikke mere end 9 Maaneder hvori han i Aaret 1828 fungerede som Sherif, havde reddet 6 – sex – til Døden dømte, uskyldige Personer ved at ansøge om Benaadning for dem. I 1848 paastod Lord Nugent under en Diskussion i Underhuset angaaende Livsstraffens Afskaffelse, at Dødsdom i den senere Tid var exekveret omtrent hvert tredie Aar paa en Person, hvis Uskyld senere var godtgjort, og at i de sidste 50 Aar 41 Personer saaledes vare uretfærdigen aflivede. Lord Denman afgav i 1848 saadan Erklæring: „Jeg tror at der er et meget sort Antal urigtige Frifindelser, og disse endog undertiden samvittighedsfuldt foretagne af gode Naturer og meget agtværdige Følelser, men ulykkeligvis modsigende Sandheden og udsættende Retsplejen for Ringeagt og foranledigende Straffrihed for stygge Forbrydere.“ M. Ræder om Juryinstitutionen 2 B. S. 736 & 739.
  50. ↑ E. Auberts cit. Skrift S. 591.
  51. ↑ L. c. S. 559.
  52. ↑ L. c. S. 526.
  53. ↑ I Almindelighed bestaar Juryen af Haandverkere, Detaljhandlere eller i det hele af Personer, der hos os regnes til Middelstanden. For at blive Medlem af Juryen udfordres der i London at være Husejer eller at have Butik, Varebod eller Kontor for Næringsdrift samt Formue af mindst 100 Pund Sterling. M. Ræder om Juryinstitutionen. 2 B. S. 464.
  54. ↑ Da saaledes Juryen i en i 1848 for Westminster-Dommeren Coltman forhandlet Sag, hvor Angjeldende var tiltalt for attenteret Indbrud, blev opfordret til at erklære Tiltalte skyldig, hvis den fandt at han havde forsøgt at gjøre Indbrud uden at være kommen ind i Huset, men i Stedet derfor afgav saadan Kjendelse: „Vi finde den Arresterede skyldig i at have begaaet Indbrud og trængt ind i Huset,“ ytrede Dommeren, at den givne Kjendelse maatte betyde det samme som „Ikke skyldig,“ og erklærede følgelig den Arresterede frifunden. M. Ræder om Juryinstitutionen. 1 B. S. 483.
  55. ↑ Det er Lord Denman, der har ytret sig saaledes. M. Ræders cit. Skrift 1 B. S. 726.
  56. ↑ Lord Brougham.
  57. ↑ M. Ræder 2 B. S. 772.
  58. ↑ M. Ræder 2 B. S. 765.
  59. ↑ L. c. S. 759.
  60. ↑ En saadan Formening udtalte ikke alene Lord Denman, men mange andre „ligeledes meget agtede, praktisk og theoretisk dygtige Retslærde,“ der forøvrigt ytrede sig med Forkjærlighed om Juryinstitutionen. M. Ræder 2 Bind. S. 726.
  61. ↑ „Skjønt den tidligere legemlige Tortur (Kulde, Hunger og Tørst), hvorved man søgte at fremtvinge Enighed, er ophørt, kan det dog ikke negtes, at jo endda det lange Samvær, hvormed Jurymændene trues, i mange Tilfælde har noget saa Afskrækkende for dem, at Tanken derom faar Indflydelse paa Sagens Afgjørelse. Naar det lider ud paa Natten, blive nogle af Jurymændene gjerne kjede af Arbejdet og lægge sig til at sove, medens Resten vedbliver at diskutere Sagen; men deres Søvn giver dem ofte kun liden Ro. Jeg erindrer En, som fortalte mig om en saadan Nat. Han var bleven vækket flere Gange med den Nyhed, at hans Kolleger vare blevne enige, og at blot hans Samtykke behøvedes; men han fandt hver Gang paa nærmere Efterspørgsel, at man endnu ikke paa langt nær var enig. Man indser, at det under saadanne Omstændigheder nok kan gaa an at faa tilvejebragt Enighed, idet de Sovelystne give efter for at have Ro og slutte sig til den mer eller mindre kompakte Kjerne som maatte have dannet sig. Og selv de, hvis Dissens overlever Natten, have vanskeligt for at modstaa, naar Morgenen kommer med den nye Dags Sorger og med Længselen efter at komme hjem og nyde Kaffen i Familiens Skjød og desl.“ M. Ræder 2 B. S. 551–552.
  62. ↑ L. c. S. 727.
  63. ↑ Sammesteds.
  64. ↑ M. Ræder 2 B. S. 772.
  65. ↑ E. Auberts cit. Skrift S. 522.
  66. ↑ En Fremmed, der bringer Statsgjelden paa Tale, vil saaledes faa høre Ytringer som t. Ex. denne: 800 Millioner have vistnok en mægtig Lyd; men hvad er det vel, naar Alt kommer til Alt. Om De havde alle disse Millioner, vilde De dog ikke kunne kjøbe Maskinerierne alene i Lancashire.
  67. ↑ „At angive et System, der yder de størst mulige Garantier for Opnaaelse af materiel Retfærdighed, paa samme Tid som det ikke bliver for kostbart, og med et saa simpelt Maskineri, som Omstændighederne paa nogen Maade ville tillade.“
  68. ↑ E. Auberts cit. Skrift Pag. 592.
  69. ↑ L. c. Pag. 110.
  70. ↑ Citat af Mittermaiers „die Mündlichkeit“ i Auberts citerede Skrift S. 401.
  71. ↑ L. c. S. 400.
  72. ↑ L. c. S. 399.
  73. ↑ L. c. S. 465.
  74. ↑ L. c. S. 396.
  75. ↑ M. Ræder 2 B. S. 805.
  76. ↑ E. Aubert S. 396.
  77. ↑ E. Aubert S. 397–98.
  78. ↑ L. c. S. 129.
  79. ↑ L. c. S. 428.
  80. ↑ L. c. S. 397.
  81. ↑ Hvor vidt Referentloven og end mere Bestemmelsen i L. 6te Septbr. 1845 kunne antages at være ganske grundlovmæssige, er et andet Spørgsmaal, hvis Besvarelse ikke vedkommer den her anstillede Sammenligning.
  82. ↑ M. Ræder 2 B. S. 737 Anm.
  83. ↑ E. Auberts cit. Skrift S. 389.
  84. ↑ Heri er dog nu, som i Anm. S. 75 bemærket, gjort Forandring ved en Parliamentsakt af 7de August 1851.
  85. ↑ Det vilde dog sjelden hænde hos os, at en Flesketyv som den, hvorom der er berettet i det ofte citerte Skrift af M. Ræder 2 B. S. 748 Anm., vilde være i Besiddelse af femti Spd., som han kunde tilbyde en eller anden udmærket Øvrighedsperson for at forsvare ham; og uden Jury vilde Forbryderen i ethvert Tilfælde have bortkastet sine Penge.
  86. ↑ E. Auberts cit. Skrift R. 595 og 596.
  87. ↑ E. Aubert S. 592.
  88. ↑ L. c. S. 399.
  89. ↑ E. Aubert S. 403.
  90. ↑ Sammesteds.
  91. ↑ Dette er i Vintertiden ofte Tilfældet med omstrejfende Betlere.
  92. ↑ Benaadning er nok i Mordsager temmelig sjelden i England.
  93. ↑ Om Angjeldende tidligere har været straffet, er ikke af synderlig Vigtighed i England, og Juryen maa end ikke underrettes derom.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_vor_kriminelle_Retsplejes_Trang_til_Reform&oldid=237387»