Optegnelser fra Rom

Samlede Afhandlinger

Utgitt av Gustav Storm, Alb. Cammermeyer, 1876 (4, s. 228-323).

◄ Om Stedet, hvor Magnus den Gode døde

Romerske Tilstande ►

Optegnelser fra Rom

bookSamlede AfhandlingerPeter Andreas MunchAlb. Cammermeyer1876Christiania4Optegnelser fra Rom228-323

Optegnelser fra Rom.^[1]

Hele Italien, og fornemmelig Rom, har saa ofte været skildret af Rejsende fra alle Europas øvrige Lande, og fra Amerika ovenikjøbet, i Prosa og paa Vers, i nøjagtige og udførlige antiqvariske, philologiske, geographiske og statistiske Beskrivelser eller i lettere, mere overfladiske „Skizzer“ og „Rejse-Billeder“, at man kunde føle sig afskrækket fra ethvert Forsøg paa, endnu at forøge denne Literaturmasse med nogetsomhelst nyt Bidrag, der efter al sandsynlighed dog ikke vilde kunne give nogen ny Oplysning, eller meddele noget, der ej findes i de Skrifter, som allerede ere i Publikums Hænder. Denne Betragtning har ogsaa i lang Tid afholdt mig fra at fremlægge mine Iagttagelser her i den „evige Stad“ for Offentligheden. Men naar jeg overvejer, at Mængden af de Rejsebeskrivelser, der vedkomme Rom og Italien, dog mest tilhører den tydske, engelske og franske Literatur og forholdsviis kun har fundet en ubetydelig Udbredelse i Norge, saa at meget af, hvad der i tidligere Beskrivelser er meddeelt, dog endnu, om det gjentages, vilde være Nyt for norske Læsere; naar jeg derhos tager i Betragtning, at det hidtil blandt os Nordmænd har hørt til Sjeldenhederne, at nogen berejste Italien, hvorfor og, saavidt vides, ingen af dem, der have skildret Rom, vare Nordmænd, altsaa opfattede Forholdene fra et norskt Standpunkt, eller formaaede netop at skildre dem paa den for det norske Publikum anskueligste og instruktiveste Maade; og da jeg derhos paa Grund af særegne gunstige Omstændigheder maaskee seer mig istand til at meddele paalidelige Oplysninger og berigtige Anskuelserne om Mangt og Meget, som den Rejsende sedvanligt ej har Anledning til at iagttage nøjere, – finder jeg det rettest at overvinde hine Betænkeligheder, idet jeg herved meddeler Tidsskriftets Læsere hvad jeg efterhaanden har iagttaget og tror at kunne være af Interesse for mine Landsmænd at erfare. Jeg bemerker udtrykkeligt, i Forbindelse med hvad jeg ovenfor har yttret, at jeg her nærmest har det norske læsende Publikums Tarv for Øje, og jeg forbereder navnlig danske Læsere paa, at da det i deres Fædreland længe har været en almindelig Skik at besøge Italien, ville de her finde mangt og meget, som for dem allerede er temmelig bekjendt, om just ikke ganske saaledes opfattet.

1. Det første Indtryk af Staden.

Det første Indtryk af Rom og dets omgivelser paa den Fremmede fra Europas mere civiliserede Egne er ikke behageligt. Herom har jeg kun hørt een Mening, og kan derfor ikke lægge saa megen Vegt paa, at jeg kom til Rom ved Vintertid, og fra den Kant, hvor omgivelserne ere mindst hyggelige at see til, nemlig fra Civita Vecchia, uagtet dette vistnok kan have bidraget endeel til at stille det i og for sig selv frastødende i et endnu daarligere Lys. Vinteren er her nemlig saa mild og Vegetationen selv paa denne Tid saa riig, at virkelig smukke Landskaber ikke tabe synderligt af sin Skjønhed. Naar derfor Vejen fra Civita Vecchia til Rom ved vintertid forekommer de Fleste paafaldende hæslig, kan man være temmelig vis paa, at Vaaren eller Sommeren ej bidrager stort til at forskjønne den. Hvad man her mest savner, er større Træer eller Skove; da Markerne ogsaa om Vintren ere grønne og de fleste Buske beholde sine Blade, kan i slige træløse Egne Forskjellen mellem Sommer og Vinter ej være saa betydelig; ja Fordelen kommer maaskee endog paa Vinterens Side, da Græsset paa denne Aarstid har den friskeste grønne Farve, medens det om Sommeren tildeels er afsvedet. Det hele Landskab mellem Civita Vecchia og Rom, som overhoved mellem de Bjerge, der i Nord og Øst begrændse Roms Horizont, og Kysten paa begge Sider af Tiber-Elvens Munding i en Strækning af flere Mile, den saakaldte Campagna, er en bølgeformig, fordetmeste træløs Flade, hvis usunde Klima gjør den forstørstedelen ubeboelig; den benyttes mest til Græsgange, og for os Nordmænd faar den derfor, naar vi om Vinteren befinde os midt i den, en paafaldende Lighed med de store vidder oppe i Højfjeldene. Dette er i Særdeleshed Tilfældet, hvor ikke, som i de Dele af den, der ligge i sydvest for Rom (det gamle Latium), Ruiner i Mængdeviis fængsle Interessen og vidne om en svunden Kultur; den hele Vej fra Civita Vecchia til Rom mindede mig uvilkaarligt om Partier af Vejen over Dovrefjeld, eller enkelte Dele af Hardangervidden, f. Ex. det store Thormodsflaaet: det samme øde, samme Fraværelse af Tegn paa Liv og menneskelige Sysler, indtil man har tilbagelagt over Halvdelen af Vejen. Kun nu og da sees en Faarehjord med en laset, sygeligt udseende Vogter, eller man kommer forbi et eenligt, smudsigt og om Armod vidnende Huus, med et Par halvt henvisnede Træer i Nærheden, og hvis hele Befolkning af Børn og Halvvoxne forfølger den Rejsende ofte en heel Fjerdingvej med Skrig om Almisse. For den, der, som jeg og alle andre, rejste denne Vej, inden Jernbanen var kommen istand, og saaledes maatte tilbringe henved ti Timer med at tilbagelegge den, bliver den saaledes heel bedrøvelig, om man end ikke, førend man gav sig ud paa den, havde den Lidelse at opholde sig nogle Timer i Civita Vecchia, dette forfærdelige Hul, hvis blotte Syn vekker Melancholi. Medbringende alle disse, intet mindre end lovende, Forestillinger om Roms nærmeste Omgivelser, kom man da endelig til Staden: førend Jernbanen var kommen i Orden, skete dette ikke førend henved Kl. 10 om Aftenen. Man kom da igjennem en mørk, uhyggelig Port til en af forfaldne Huse omgiven, liden skummel Plads, hvor man en Tidlang maatte holde stille for at faa alt vedkommende Toldvæsenet og det foreløbige Pasvæsen bragt i Orden: derfra gaar Vejen gjennem trange smudsige Gader, hvis uciviliserede Udseende ved den daarlige Belysning bliver end sørgeligere: kun et Øjeblik faar man Anelse om noget Bedre, idet man passerer Broen over Tiberen ved Engelsborgen; derpaa gaar det atter videre gjennem en lang, smal, smudsig Gade, indtil man, hvis man ej benytter Veturin, men den sedvanlige Diligence, holder udenfor Diligence-Kontoret forat stige ud og søge sin Bolig, sedvanligviis for det første et af Hotellerne. Hvis nu dette er Minerva-Hotellet, i Nærheden af Pantheon, med de smudsigste og tristeste Omgivelser, kan man være forvisset om, at man heller ikke vil føle sig synderligt trøstet og opbygget, naar man den følgende Morgen gjør sin første Udvandring for at tage de nærmeste Partier af Staden i øjesyn ved Dagslys. Behageligere maa vistnok Indtrykket være for den, der kommer over Land fra Florents eller Ancona, gjennem mindre mennesketomme, livligere Egne, og gjør sit Indtog i Byen gjennem Porten del Popolo, over den smukke Popolo-Plads, maaskee gjennem en Deel af Corso eller over den velbebyggede Piazza di Spagna; men ogsaa i dette Strøg vil han finde meget, der støder ham. Den samme Hovedcharakteer af smudsighed og Mangel paa omhyggeligt Tilsyn raader dog ogsaa her. Af alle Gader er det egentlig kun den lange snorlige Corso, fra Popolo-Pladsen i Nord indtil Palazzo di Venezia i Syd, der kan siges at have et nogenlunde civiliseret Udseende, med god Brolegning, Fortog o. s. v. De øvrige Gader saavelsom de enkelte Huse maa næsten alle hos den til Orden og større Regelmæssighed vante Nordbo vække Indtrykket af at staa der saaatsige „umotiverede“; Gaderne ere ikke anlagte efter nogensomhelst Plan og danne i mange strøg en fuldkommen Labyrinth, og Husene hæve sig umiddelbart op fra Jorden, uden noget Fortog eller udentil antydet Grundmur eller Sokkel. Men betragter man mange af de ved første øjekast saa ilde udseende Huse nøjere, endog flere af dem i de mere afsides Gader, vil man finde, at de ere smukt og elegant byggede, formelige Palæer, der kun ved mange Generationers Vanrykt og forøvrigt uheldige omgivelser have faaet sit uanseelige Udseende. Og paa Corso, der, som nys bemerket, er en Undtagelse fra de øvrige Gader, og hvor Bygningerne derfor og kunne tage sig bedst ud til sin Fordeel, vil man ved nærmere Betragtning finde mange kolossale Pragtbygninger, hvis Lige neppe findes i nogen Hovedstad. Ofte, endog i de tilsyneladende daarlige Gader, opdager man, naar man spejder ind gjennem Porten af et saadant, af uheldige omgivelser udskjemt Palæ, et smukt, reent, med Træer beplantet og ofte med Buegange omringet Gaardsrum, eller en ej ubetydelig Have, med prægtige Vandspring, Statuer o. a. d.; gjennem de aabenstaaende Porte af de store Paladser paa Corso seer man som oftest ind til en saadan beplantet og smykket Gaardsplads, heelt omgiven af Buegange. Man merker efterhaanden, hvorledes allerede her Overgangen forberedes til den endnu længer i Syden eller i Østen herskende Skik, at lade Husets hæsligste Side vende mod Gaden, og overhoved forsømme enhver Udsmykning af Husets Yderside, medens man derimod udstyrer de indre Dele, der vende til Gaardsrummet, med al den Pragt, man kan overkomme.

Dog, for den Rejsende fra Norden, der første Gang er i Rom, varer det altid nogen og det temmelig lang Tid, inden han lærer disse forsonende Elementer tilbørligt at kjende, især naar han kommer i Hjertet af Vinteren og Vegetationen saaledes er fattigere, medens de altid smudsige Gader ikke engang have den Fordeel, at de ere tørre, men derimod somoftest fulde af klæbrig Dynd, der besværliggjør al Vandring, fornemmelig i de lavere liggende Dele af Byen, ja som tildeels endog forfølger En ind i Husene, forsaavidt som alle Gulve ere Steenlagte, og kun faa af disse paa de sedvanlige offentlige Steder, som Cafeer, Spisekvarterer o. s. v., ere belagte med endog de tarveligste Tepper: er det en meget regnfuld Dag, kan man være vis paa, at Gulvet i en sterkt besøgt Cafe ikke er stort bedre end Gaden, og at man er bedst tjent med saavel inde som ude at beholde Galoscher, ja endog Rejsestøvler, paa. Efterhaanden vænner man sig nu vel til alt dette, saaat det idetmindste ikke støder øjet og Følelsen saameget, som i Førstningen; ja der gives endog Mange, som ville indbilde baade sig selv og andre, at det tvertimod giver Livet i Rom en særegen Tillokkelse, forsaavidt som det vidner om eller forudsetter en Frihed og Ugeneerthed, der ikke findes hjemme. Jeg bruger her med Flid Udtrykket „indbilde“, da jeg anseer mig overbeviist om, at Enhver, der har bevaret nogen Naturlighed og ikke er aldeles gaaet op i Affektation, i sit inderste Hjerte idetmindste føler sig ved Ankomsten til Rom ubehageligt berørt af de her antydede Ulemper, og at dette navnlig maa være Tilfældet med Damer, der isærdeleshed i vort Norden ej ere vante til saadanne Omgivelser, som dem, hvormed her i Rom saa ofte rejsende Damer maa eller tro at maatte tage tiltakke. Dog – vi ville senere komme tilbage til dette Kapitel, der fortjener en udførligere særskilt Behandling: her fortsette vi kun Betragtningen af de Momenter, der bestemme det første Total-Indtryk, den Fremmede faar af Rom.

Og her komme vi endelig til Folket selv, om hvis Udseende, Kostumer og daglige Liv den Fremmede sedvanligviis medbringer saa store og forventningsfulde Forestillinger. Vist er det, at her virkelig findes mange smukke Mennesker, især blandt de ringere Klasser og blandt Kvinderne, men da vrimmelen paa Gaderne er stor, bliver dog Antallet af de Smukke temmelig ubetydeligt i Forholdet til de Hæslige, Middelmaadige eller mindre Smukke, hvilke jeg her regner under eet, fordi de fleste ere saa slet klædte, at endog virkelig smukke Ansigter ofte ved første øjekast see hæslige ud, end sige de mindre smukke og middelmaadige. Man maa overhoved have levet her i nogen Tid for at faa øjet opladt for Skjønheden hos Folket: de fleste ville i dette Stykke finde sine Forventninger skuffede. Af de saa meget omtalte Kostumer seer man forholdsviis kun meget faa. Kostumerne tilhøre kun Landdistrikterne og Smaabyerne udenfor Rom, og bruges desuden heller ikke der dagligdags. I Rom bære de ringere Klasser saadanne Dragter, som i de fleste andre europæiske Byer, nemlig saavidt muligt overeensstemmende med de højere Klassers, kun at Stoffet, som sedvanligt, er grovere, Formen mindre omhyggelig og Klædningsstykkerne selv somoftest mere slidte og tilsmudsede. Det mest charakteristiske er blandt Mændene den bestandige Stræben efter at bære Fligen af Kappen, eller det Klædningsstykke, der skal forestille en saadan, slengt over den ene Skulder: er Kappen stor og folderig, kan dette see malerisk nok ud, selv om Kappen er luslidt og pjaltet; men ofte er det heel løjerligt at see, hvorledes Mange pine sig for at faa halet om end den ubetydeligste Snip af en snau og kort Kappe op paa Axlen, strammende den saaledes til, at de knap kunne gaa; ja stundom er der endog dem, som kun have en Trøje, hvilken dog skal benyttes paa samme Maade, saaledes at den alene hænges over Skulderen, og da den er for kort, til at Snippen kan komme tilbage, bruges i dens Sted det tomme Erme. Men det seer ikke godt ud, og overhoved give disse mange dinglende, pjaltede Trøjer og Frakker enhver større Menneskemasse et ubeskriveligt lurvet Udseende. Kommer nu hertil, at en stor, næsten overvejende Deel af denne lurvede Befolkning er Betlere, der paa den ublueste Maade forfølge og forsette En, ej sjelden fremvisende de ækleste Saar og modbydeligste Legemsbrek; at mange ere Krøblinge, og et utroligt stort Antal virkelige Dverge af begge Kjøn, saa kan nok dette, i Forening med de øvrige, ovenfor paapegede Misligheder, i Førstningen gjøre den Rejsende mismodig og bringe ham til at ønske, at han aldrig var kommen til Rom.

Men det varer dog sjelden længe, førend alt viser sig i et blidere Lys. For det første er den blotte Bevidsthed om at være i Rom, i den evige Stad, med de rigeste historiske Minder i hele Verden, allerede i sig selv tilfredsstillende og opmuntrende for enhver, som kun har nogen, endog nok saa ringe historisk Interesse. For det andet ere de virkelig haandgribelige Mindesmerker fra hiin store Fortid endnu tilstede i en saadan Rigdom, Skjønhed og Ærværdighed, at den blotte Beskuelse af dem allerede er tilstrækkelig til at lade Beskueren, idetmindste saalænge Beskuelsen varer, glemme de første ubehagelige Indtryk og andre Ulemper. Man behøver saaledes alene paa en smuk solklar Dag at gaa op paa Capitolium og lade Øjet dvæle over hele den store Flade, man har for sine Fødder, med Severus’s Æreport og de høje Søjlegrupper i Forgrunden, Forum og Comitium længere henne, derpaa Titus’s Æreport og endelig Colosseum længst hen i Baggrunden, for at blive henrevet af Beundring. Og nu hertil de mange yndige Steder i den Deel af Staden, der fordum var den meest bebyggede, men nu fordetmeste kun bestaar af Haver, Parker eller Viinplantager, med enkelte fritliggende Huse, fordetmeste Paladser, som f. Ex. det hele østlige strøg af Exquilin-Højden med de tilstødende Dele af Viminal i Nordøst og Coelius i Sydvest. Og fremfor Alt omegnen fornemmelig paa Syd- og øst-Siden, hvad enten man lader Øjet glide hen over de nærmere Dele, den her ej saa ganske ubebyggede Campagna med dens utallige Ruiner, fornemmelig af de maleriske Vandledninger, eller man betragter de fjerne, Horizonten begrændsende Fjelde, fornemmelig paa den sabinske Kant i øst- og Nordøst, hvor mægtige Fjeldrygge og Toppe af de yndigste Former hæve sig bagenfor hinanden, om vintren ofte bedækkede med veldige Snemassser, der skinne klart i Solen mod den blaa Luft. Den, der første Gang paa en solklar Vinterdag kommer op paa et eller andet højt Sted i Staden selv med fri Udsigt til alle Kanter, eller ud af Porten pia, hvor man har den smukkeste Deel af hine Sabinerbjerge lige for sig, eller frem i Laterankirkens Portal, med Udsigt baade til de sabinske og albanske Bjerge, vil uvilkaarligt bryde ud i Beundring og vanskeligt kunne glemme dette første, næsten overveldende, Indtryk. Herforuden ere der ogsaa andre forsonende Omstændigheder; det milde Klimat, der giver Vintren Charakteren af en nordisk Forsommer. Og bringer Solen, naar den kun viser sig, til at varme sterkere, end man ofte endog skjøtter om, den Venlighed, Godmodighed og Humor, der findes hos Folket, og virkelig tildeels bringer os til at regne det mindre nøje med Manglerne ved dets Charakteer; og endelig det Greb, langvarig Øvelse i at herbergere Fremmede i sine Huse har givet Stadens Indbyggere paa at indrette disse paa den for Beboerne bekvemmeste og hyggeligste Maade, saa at man, naar man kun vil gjøre sig lidt Flid, kan skaffe sig en Bolig, inden hvis fire Vegge man har det ret hyggeligt, og idetmindste om Aftenen kan hvile ud efter Dagens Besværligheder. For dem, der ikke have været altfor uheldige eller fordringsfulde, vil saaledes efter nogen Tids Forløb Hovedindtrykket af Rom med Tilbehør upaatvivleligt helde over til den fordeelagtige Side. Dog vil jeg ikke hermed have sagt, at der jo ofte kunne indtræde Øjeblikke, hvor man føler sig trist og ønsker sig langt herfra. Disse Øjeblikke ville naturligviis indtreffe hyppigst for Nordboen, hvis Hjem er saa langt bortliggende, og som derfor oftere og langvarigere føler Ubehagelighederne af at leve fjernt fra Venner og Frænder, end for dem, der høre hjemme længere mod Syden. Men for denne Ulempe vilde det være uretferdigt at lade Rom bære Skylden.

Jeg kunde have udbredt mig nærmere over denne Materie, hvis det ej vilde have været at foregribe, hvad der vil fremgaa af de Skildringer, jeg i det Følgende vil søge at give. Det er maaskee allerede urigtigt, at jeg her har holdt mig til noget andet end strengt taget det allerførste Indtryk. Men det forekom mig uretferdigt, alene at fremdrage hine Skyggesider, uden tillige foreløbigt at antyde enkelte Lysglimt, især da jeg ikke tvivler paa, at mange, der have gjort deres Indtog i Rom under gunstigere Omstændigheder, eller have levet her saa længe, at de have glemt Ubehagelighederne, alligevel maaskee ville mene, at jeg har seet meget i et altfor mørkt Lys.

II. Roms Beliggenhed, Udstrækning og nærmeste Omgivelser.

Det gamle Rom var, som bekjendt, bygget paa de Højder eller Højdedrag, der i den sydlige Deel af den Strækning, Stadens Mure indsluttede, strække sig næsten i en Bue, først mod Øst, derpaa mod Nord, og som de gamle Romere kaldte de syv Høje, skjønt temmelig vilkaarligt, da man gjerne kunde kalde dem flere, gjerne færre. Som en virkelig kjendelig, fra de andre adskilt Højde viser sig den langstrakte, men ej meget høje Aventin, der strækker sig fra Tiberen mod Sydøst, indtil den umerkeligt taber sig i en fladere og mere lavtliggende Strækning, der dog ej kan kaldes nogen Dal, hvilken adskiller den fra Højden Coelius, den sydligste Deel af Staden. Men Coelius er igjen intet andet end den sydvestlige skraaning af et større Højdedrag, der naar lige hen til den nordøstlige Deel af Byen, og som kun mod Vest har et Par Indsænkninger, der danne ligesom tvende Forbjerge (hvis man ellers kan bruge dette Navn om langstrakte, svagtskraanende Bakker), hvilke de gamle Romere kaldte Viminal- og Qvirinal-Højden, medens Hovedmassen af den hele Højde, nærmest Coelius, kaldtes Exquilin-Højden eller Exquiliæ (ɔ: Udbygden). Fra Elven af, midt i Staden, har man derfor, naar man efterhaanden vender sig mod Syd, Sydøst, Øst og Nordøst, de fem her nævnte Højder, Aventin, Coelius, Exquilin, Viminal og Quirinal, for sig i en Halvkreds. Men endnu nærmere, ligesom inde i Kredsen, og næsten umiddelbart berørende Elven, er der endnu tvende Højder, og det højere end de øvrige, nemlig Palatium eller Palatinerhøjden, i Syd, mere langstrakt, mellem Exquiliæ og Aventin, ja paa en Side tildeels omkredset af denne, og Capitolium eller Capitolinerhøjden, i Nord, mindre og stejlere, adskilt fra Palatium ved en temmelig smal, flad Dal, fra Viminal og Quirinal derimod ved en temmelig bred, men noget bølgeformig, lavere Strækning. Længst imod Nordøst hæver men hiint længere Exquilin-Højdedrag sig noget mere, indtil det med det saakaldte Pincius-Bjerg eller Have-Højden ophører i en temmelig brat styrtning mod Norden. Det øvrige Jordsmon mellem Elven paa den ene, samt Capitolium og hiint længere Højdedrag paa den anden, er en bred, lavtliggende, oprindeligt tildeels sumpig og for hyppige Oversvømmelser udsat Flade, den af de ældre Romere saakaldte Campus Martius, der egentlig ogsaa fortsætter sig udenfor Muren længer mod Nord lige til den mulviske Bro.

Det gamle Roms egentlige Huus-Masse laa fornemmelig paa de fem yderste Højder, Aventin, Coelius, Exquilin, Viminal og Quirinal, tildeels ogsaa paa Palatium, medens Capitolium, det højeste og yderste Punkt mod Nordvest, var sædet for Stadens Borg eller Citadel. Husene vare saameget som muligt anlagte paa de højere Steder, da de lavere vistnok med Rette ansaaes for mindre sunde; paa disse, som mere frie og noget egne, lagdes derfor de fleste Templer og offentlige Bygninger. Indsænkningen søndenfor Capitolium, mellem Palatium og Exquiliæ, optoges fornemlig af det bekjendte Forum Romanum, der efterhaanden prydedes med en Mængde Pragtbygninger af forskjellige Slags. Disse Anlæg udvidedes af Cæsar, Augustus, Nerva og Trajanus i Retningen henad Quirinal til, saaat Capitolium lige fra sydøst til Nordøst var omgivet af dem, saaledes som de faa overblevne Levninger endnu vise. Men efterhaanden optoges ogsaa Højderne af unyttige Pragtbygninger. Kejsernes Bolig, der i Førstningen kun optog en Deel af Palatium, udstraktes tilsidst heelt over dette, ja endog over Fladen sydøstenfor Forum og opad Exquiliæ; paa dette bredte Titus’s Badepalads sig ud over et vældigt Rum, og endvidere de store Haller for Udsalg af Kjød m. m., Kaserner for Vegtere eller Politisoldater, et Amphitheater, flere Templer, Haver o. s. v.; paa Quirinal anlagdes Diocletians og Constantins uhyre Badepaladser, foruden mange andre vidtløftige Pragtbygninger; paa Coelius lagdes ligeledes Kaserner, Viktualie-Haller, Templer m. m. I den sydligste Deel af Staden indtog Antoninus’s eller Caracallas Badepalads en stor Deel af Aventins sydøstlige Skraaplan. Da saaledes et uforholdsmæssigt stort Rum efterhaanden blev gjort utilgængeligt for Private, maatte disse søge sig nye Byggepladse paa sletten nordenfor Capitoliet, eller Campus Martius, der vel ogsaa i Tidernes Løb var bleven besat med mange Templer og andre Pragtbygninger, men som dog endnu frembød tilstrækkelig Plads for Huusrækker og Gader. Paa denne Maade opstod den nuværende By, som hovedsageligt bedækker denne nordenfor Capitolium, mellem Tiberen paa den ene og Quirinal- samt Pincius-Højderne paa den anden Side liggende Lavslette. De Dele af den gamle By, der vedbleve at være bebyggede af private, vare kun de, hvis Beliggenhed var mindre dominerende eller behagelig, og som derfor ogsaa mestendeels var beboet af ringere og fattigere Folk, som enkelte Udkanter af Exquiliæ, Viminal og Quirinal, og de lave Egne strax nedenfor Capitolium, mellem dette og Tiberen, tildeels ogsaa strøget langs denne henad Aventin til, eller Velabrum. De fleste af disse strøg have ogsaa vedblevet at være beboede indtil nu, fornemmelig de sidstnævnte, men fremdeles ogsaa af de ringere og mindre bemidlede Klasser, saa at man her finder de trangeste og smudsigste Gader og sletteste Huse. Fornemmelig er Kvarteret Ghetto, hvor Jøderne fra umindelige Tider have havt sit Tilhold, nordvestenfor Capitolium, nede ved Tiberen, modbydeligt at betræde. Men da nu efterhaanden alle de store Pragtbygninger paa de sydligere Højder forfaldt i Ruiner, eller ødelagdes, medens deres Tomter ej paany bebyggedes med Huusrækker og Gader, men kun med fritstaaende Huse, oftest Paladser, og forresten enten benyttedes til Haver eller Parker for disse, eller til Viingaarde, Agerland, Græsgange m. m., eller og stode aldeles øde: vil man lettelig forstaa, hvorledes det gaar til, at man paa Grundplanen af det nuværende Rom ej her finder Huse og Gader anlagte, men kun Veje og indhegnede Marker, og at man, naar man selv vandrer om der, fordetmeste kun seer de her i Egnen brugelige høje og massive Havemure, og over disse, eller gjennem Portgitterne, af og til smukke Park-Anlæg, eller og ofte, hvor Udsigten er mere fri, Kornmarker, Viingaarde, Rørplantager e. a. d. Den egentlige Stad er derimod sammentrængt paa hiin føromtalte Campus Martius, hvor de gamle fritstaaende Templer, Mausoleer, Theatre o. s. v. dels ere ganske forsvundne, deels indbyggede i nyere Huse; kun eet af dem, saavidt vides, Agrippas berømte Pantheon, staar nogenlunde frit og er med enkelte, især ydre, Forandringer vedligeholdt til vore Tider efterat være blevet gjort til en Kirke. Pompejus’s Theater er aldeles indbygget; Marcellus’s saakaldte Theater eller Amphitheater staar vel nogenledes frit, men er indrettet til forskjellige Boliger og Verksteder; Diocletians store Circus er aldeles forsvunden og har kun efterladt sine Spor i Formen af den nuværende Piazza Navona, der indtager dens Plads; August’s store Mausoleum, nærved Tiberen, i Oldtiden omgivet af smukke Park-Anlæg, er nu ganske omsluttet af forskjellige Huse, i hvis Gaardsrum man hist og her seer Dele af dets runde Ydermuur stikke frem; i sit Indre danner det dog endnu et Heelt og benyttes til Folke-Theater. Antoninus’s mægtige Tempel, ej langt fra hans enestaaende Æressøjle, en Efterligning af Trajans, er nu Stadens Hoved-Toldbod, eller rettere, Templets ene Langvegg, med dens smukke korinthiske Søjler og overliggende Dele, er benyttet til Façade for Toldboden. Endog alle de prægtige Kejser-Fora, mellem det gamle Forum Romanum og Trajans, bleve tilsidst bebyggede, medens de gamle Pragtbygninger, nedbrudte i Støvet, deels tjente til Byggemateriale, deels til Grundvold, saa at det hele Strøg her nu er opfyldt af en Masse af daarlige Huse, med smudsige og uhyggelige Gader, hvor Grunden ved de mange Opdyngninger af Ruiner, Jord, Smuds o. s. v. har hævet sig flere Alen over den oprindelige Højde; kun paa faa Steder rage nogle sparsomme Levninger af den fordums Pragt op over Jorden, indbygget i andre Huse. Trajans Forum med sin høje Søjle staar vel endnu frit, men danner nu en stor firkantet Fordybning, i hvis Midte Søjlen hæver sig, omgiven af en Mængde afbrudte Søjleskafter. De uanseelige Huse fortsætte sig sydover langs hele det gamle Forum Romanum og fremdeles paa en i Tidens Løb flere Alen forhøjet Grund; dette sees allerbedst ved det til en Kirke omdannede Tempel for Antonia og Faustina, hvis Façade-Søjler, rensede fra den dem omgivende Jord indtil den oprindelige Fod, hæve sig op fra et Dyb, over hvilket en Bro fører til Kirke-Indgangen. Da denne Kirke er temmelig gammel, maa altsaa ligeledes Grundens Forhøjning hidrøre fra en meget fjern Tidsalder. Ogsaa paa den Deel af Forum, der ligger nærmest under Capitolium, har man i de senere Tider bortskaffet den bedækkende Jord indtil den oprindelige Grund, hvilken man fra den forbiførende Vej eller Gade seer dybt under sig. Efterhaanden, jo mere man nærmer sig Colosseum, aftager denne senere Forhøjning af Grunden, indtil man endelig ved Titus’s Æreport, der er taalelig vel vedligeholdt, atter finder sig paa den oprindelige Grund og endnu betræder den gamle Brolegning. Men denne Port maa derfor i Oldtiden have staaet øverst oppe paa en temmelig høj Bakke (Velia?), medens Skraaningen fra Forum af nu kun er ubetydelig. Hiinsides Æreporten senker Grunden sig stejlere ned til den dybe Dalslette, hvor Colosseum endnu hæver sine veldige Mure mod Himlen; og her ophører i ogsaa paa det nærmeste den tette, bymessige Bebyggelse til Siden, medens Jordsmonet fordetmeste, som ovenfor antydet, bestaar af Haver, Marker, Træplantninger o. s. v., hvilke dog somoftest ved hine høje, evindelige Havemure ere afstængte for den forbigaaende Vandrer, der kun en sjelden Gang faar see Glimt af den Herlighed, der ligger bagenfor.

Som bekjendt, har det nuværende Rom ogsaa hiinsides Tiberen nogle Kvarterer, der oprindelig ikke hørte dertil, men først i sildigere Tider indtoges inden Murene; den saakaldte Janiculushøjde med underliggende Dele (det egentlige Trastevere) under Aurelian, og Vaticanhøjden med Peterskirken og øvrige Bygninger i det 9de Aarhundrede. Indtil da vare de kun at betragte som Forstæder, skjønt Peterskirken, anlagt paa Vaticanhøjden allerede under eller strax efter Constantin den stores Tid, med Apostelen Peters Helligdom, tidligt gjorde denne Forstad til den for Christenheden interessanteste og ærværdigste Deel af den hele Stad. I denne gamle Peterskirkes Sted hæver sig her nu den vidtberømte Kæmpebygning, af hvilken enhver nærmere Beskrivelse her vilde være overflødig. Til den prægtige, af rige Halvkreds-Kolonnader omringede og med to mægtige vandspring samt en høj Obelisk prydede Plads, der danner dens Forgaard, fører fra Tiber-Broen en lang, snorlig Gade, og lige ved Broen, ved Gadens Begyndelse, rager det største af alle Kejser-Mausoleer, det hadrianske, højt i Vejret, allerede for mange Aarhundreder siden omdannet til en Fæstning, der efter en Engel af Bronce, der er befæstet paa dens højeste Punkt, kaldes Engelsborgen, ligesom ogsaa Broen selv, smukt og solid bygget, men vanziret ved en Mængde over al Maade forvredne og affekterede Billedstøtter af Bernini. Ogsaa andre Broer føre fra den egentlige Stad til Kvartererne hiinsides Tiberen, nemlig Sixtus-Broen (Ponte Sisto), fordum kaldet Janiculus-Broen, fordi den førte til denne Højde; St. Bartholomæus-Broen (Pons Cestius) og de fire Hoveders Bro (Pons Fabricius), saa kaldet af en Dekoration paa dens Brystvern, hvilke begge forbinde den lille i Elven liggende Ø St. Bartholomæus-Øen med begge Breder, og endelig den gamle æmiliske Bro, ved Velabrum, nu kaldet Ponte Rotto eller den afbrudte Bro, fordi flere Buer paa den Side, der er nærmest Velabrum, ere styrtede sammen: den vilde derfor og være ubrugelig, hvis ikke den manglende Deel i de sidste Aar var bleven erstattet med en Jernbro. Af den gamle Bjelkebro (Pons Sublicius) mellem Aventin og hiinsides, ere nu kun faa Spor tilbage.

Alt dette, som jeg her har opregnet, saavel den nyere, tætbebyggede, som den ældre, mestendeels ubebyggede Deel af Staden er omringet med en høj Ringmuur, af hvilken alt, hvad der ligger østenfor Elven, altsaa omgiver den egentlige Stad, med god Føje kan siges at hidrøre fra Kejsertiden, eftersom store Stykker endnu virkelig ere saa gamle, og de nyere Dele kun have været tilføjede efterhaanden som Udbedringer eller Udfyldninger, ej som nye Anlæg, og derved have beholdt den gamle Form, saa at Muren virkelig nu paa det nærmeste maa see aldeles saadan ud, som den saa ud i Oldtiden. Den er altsaa selv en af Roms ærværdigste og veldigste Oldtidslevninger, og jeg har aldrig kunnet betragte den, uden med en vis hellig Ærefrygt og den højeste Interesse. Kun hiinsides Tiberen, om Vatican-Kvarteret, er Muren noget nyere, nemlig fra Pave Leo den 3dies Tider (c. 800),^[2] da dette Kvarteer, efter ham kaldet den leoninske Stad, først da blev inddragen inden Ringmuren, som tidligere fra Porta Flaminia (del Popolo) strakte sig langs Tiberen, indtil Engelsbroen, eller rettere lige overfor Begyndelsen af Trastevere-Kvarteret, der allerede var indlemmet inden Muren af Kejser Aurelian (270–75 e. Chr.), hvem Ringmuren i sin nærværende Udstrækning skylder sin Tilblivelse. Denne store Indhegning har saaledes gjennem alle de Tider, i hvilke den har staaet, indsluttet mere Rum, end hvad der egentlig var bebygget kun med den Forskjel, at de bebyggede og de ubebyggede Dele i Oldtiden tildeels indtog gjensidigt den modsatte Plads af nuomstunder. Dog maa der have været en Tid, nemlig da Roms Folkemængde var paa sit højeste, medens de fornemste af de ældre Kvarterer allerede vare blevne optagne af de store kejserlige Pragtbygninger, hvor kun forholdsviis en meget liden Deel var ubebygget; nu, kan man sige, er det over Halvparten, og i Middelalderen var det endnu mere, hvis den Angivelse eller Beregning er rigtig, at Rom i sin mest forladte Periode ej havde stort over 25,000 Indbyggere, medens der dog indenfor dens vidløftige Mure rundeligt er Plads for en Million.

Denne vide Ringmuur havde i gamle Tider 16 Porte, hvoraf de fleste forsaavidt ere til endnu, som man, om de end ere tilmurede, dog seer hele deres Tilbehør af flankerende Taarne m. m.; nuomstunder ere i den egentlige Stad paa Østsiden af Elven kun 8 af dem i Brug, nemlig Porta del Popolo, længst mod Nord, fordum kaldet Porta Flaminia, fordi den optog den store flaminiske Vej, der kom fra Øvreitalien; Porta Salaria og Porta Pia, fordum Nomentana, begge i Nordøst; Porta di St. Lorenzo (saa kaldet, fordi den fører til den store Basilica St. Lorenzo), fordum Prænestina (fordi Vejen gjennem den gik til Præneste eller Palestrina), i Øst; Porta di St. Maria Maggiore (Labicana), Porta St. Giovanni (Asinaria), Porta St. Sebastiano, fordum Porta Appia, fordi den berømte appiske Vej her begyndte; i Roms tidligere Dage var Porten, der førte til denne, meget længer inde, ej langt fra Circus Maximus, og kaldtes Porte Capena; Scipionernes Gravsted, der nu ligger indenfor Muren og Porten, laa i den Tid udenfor Porta Capena, ved den appiske Vej. Længst imod sydvest er endelig Porta St. Paolo, saa kaldet fordi Vejen gjennem den fører til den berømte St. Pauls-Kirke udenfor Murene; fordum kaldtes den Ostiensis, fordi Vejen gjennem den gaar til Ostia.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Norske Maanedsskrift, VI. S. 331–350, 488–576 (1860).
↑ [rettere fra Leo den 4des Tid (852)].

[1] Norske Maanedsskrift, VI. S. 331–350, 488–576 (1860).

[2] [rettere fra Leo den 4des Tid (852)].

[1]

[2]