(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 23-59).
◄  Aa
D  ►

B.

Bad (Ba), n. Bad (især varmt eller Lægebad); see Laug.

bade (ba), v. a. bade.

baden, adj. lidt fugtig, ikke ganske tør (mest om Hø). Sdm.

badna (bane), v. n. tørres lidt, blive halvtør (om Græs).

badnaleg, s. barnaleg.

Bak, n. 1. Opvarmelse, Ophedning; især a) et varmt Omslag (Saltbak, Konnbak o. s. v.); b) et Afkog til at rense Kar med; jf. Einebak. Meget brugl. vestenfjelds, men ikke alm. i Ag. Stift.

Bak, n. 2. Bag, Ryg. (Isl. bak). Sjelden, undtagen i figurl. Betydn. Jf. Handabak. att ꜳ Bak: bag over, med Ryggen nedad. pꜳ Bakje: paa Bagen, i Ens Fraværelse. til Bakes el. te bakar (ogs. te bakars), tilbage.

Bak, m. see Bakhun.

bak, adv. bag. Bruges kun med Begreb af Hvile eller Forbliven, medens derimod Bevægelsen (Retningen bagud) betegnes ved att. Bak sammensættes derfor kun med egentlige Subst og Adj. for at betegne det som er i eller hører til den bagere Deel; medens derimod att sammensættes med Abstrakter, Participier og andre Partikler.

baka, v. a. (a—a), 1) ophede, opvarme. baka seg. (Ikke meget brugl.). 2) belægge med varmt Omslag. 3) rense ved et varmt Afkog (især af Enerkviste). B. Stifte og fl.

baka, v. a. og n. (a—a, og a—te), bage, lave Brød. G. N. baka. Ved Tillavningen af Fladbrød betegner baka kun at give Brødet sin Form ved Bagerullen (s. Kjevle), men ikke den videre Tilberedning ved Ilden (s. steikja).

Bakar, m. en Bager. Bakardag, s. Bakstedag. Bakaromn, m. Bagerovn.

Bak-ꜳr, f. Bagaare (til en Baad).

Bakdeild, f. og Baklut, m. Bagdeel.

bak-eggjes, adv. paa hiin Side af Fjeldet. B. Stift. See Egg.

Bak-ende, m. den bageste Ende.

Bakevju, f. Bagstrøm. S. Evja.

Bakfjorung, m. Bagfjerding (af en Hud eller af et Dyrs Krop).

Bakfot, m. Bagbeen.

Bakgjøla, s. Bakola.

Bakhand, i Bakhandenne (Dativ), i Baghaand, i Forbehold til en anden Leilighed.

Bakhun (uu), og Bakhon (oo), m. den yderste Fjel af en Stok; de Fjele som kun ere savede paa den ene Side og have Barken paa den anden. Ag. Stift. Hedder blot Bak, m. i Tr. Stift, og Hun, el. Hone, i B. Stift.

Bakhøla, s. Bakola.

Bak-ia (for Bak-ida), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strømning i Bugterne af en Elv eller Fjord. Hedder ogsaa: Bak-ea og Bak-eie (ved Trondhjem), Bakevju (Ag. Stift), Bakvudu (Indr.). Om de øvrige Navne see Ia.

bakka, v. a. danne Bakken eller Ryggen i et Jernredskab; heraf adj. bakka, f. Ex. Denne Ljꜳen æ godt bakka (har en god Ryg); see Bakkje.

Bakkebrun, f. den øverste Kant af en Bakke. Helg. og fl. Ellers: Bakkerør, f. (Sdm.), Bakketrꜳm, el. -trøm, m. Sogn og fl.

Bakkelag, n. en Række af Bakker. (Sjelden).

Bakkelende, n. bakket Land.

bakkeskyr, adj. om Heste, som ere skye i Bakkerne, eller ville løbe, naar Læsset skyder efter. Sdm. og fl.

Bakkje, m. (Fl. Bakka, r) 1) Bakke, Hælding, stærkt opstigende Grund. Sv. backe. 2) paa Jernredskaber: Ryggen eller den bageste Kant, i Modsætning til Eggen. 3) Skybanke, en tæt Masse af Skyer eller Taage i Horizonten. Isl. bakki.

Bak-kjeip, m. bageste Aaretold.

bakkut (bakkete), adj. bakket, ujævn.

baklengjes, adv. baglængs. Nogle Steder: attlengjes.

baklest, adj. meget belæsset i den bageste Ende; om Slæder og Vogne.

Bakli(d), f. Styggeside; s. Bakside.

bakli’es, adv. paa Skyggesiden. Ørk.

Bakmeis, f. Kurv eller Vidie-Net, hvori noget bæres paa Ryggen. Ind. og fl.

Bak-ola, f. Bagrem i en Hestesæle. Ndm. Ørkd. og fl. (Kunde ogsaa skrives Bakora). Hedder i Sogn: Bakhøla; nogle St. Bak-jøla (mon Bakgyrda?); ellers: Halereim og fl. (Isl. ól, Rem). Jf. Ora.

Bakrom, n. Bagrum (i Baadene).

Bakrull, m. Garnbom i en Væverstol. Sogn. Ellers: Bakriv, Storriv (s. Riv).

baksa, v. slæbe, arbeide; see baska.

Baksegl, n. Bagseil, Vindkast som slaaer Seilet tilbage mod Masten.

Baksele, m. en stor Rem, som anbringes omkring Hestens Sider og Laar, og tjener til at stoppe eller holde tilbage under Kjørsel i Bakkerne. (Forskjelligt fra Bakola).

baksett’, adj. om en Baad: for meget ladet i det bageste Rum.

baksid, adj. sid, nedhængende bag til.

Bakside (-sia), f. 1) Bagside, i Almindelighed. 2) Nordside, Skyggeside. Ag. Stift. Ellers: Bakli’ (Ørkd. og fl.), Avsøla (B. Stift) og Norsi’a.

Bakskaut, n. i et Seil; see Skaut.

Bakskut, m. Agterenden af en Baad.

Baksleng, m. Bagsmæk; ogs. et Fald bagover.

Bakstamn, m. Bagstavn.

Bakstedag, n. Dag som anvendes til Bagning (Bakstr).

Bakstefjøl, f. et lidet Bagerord. Tr. Stift og fl.

Bakstehella, f. Jernplade hvorpaa Fladbrød steges (s. steikja). B. Stift. Hedder ogsaa: Bakstehyll’ (Fosen og fl.), Bakstejarn (Indr. Namd.), Brø’jarn (Helg.), Takke (Ag. Stift).

Bakstekjevle (kjelve, kjølve), n. Rulle eller Valse, hvormed Fladbrød tilberedes.

Bakstelefsa, f. et nybagt Fladbrød.

Bakstemjøl, n. Meel til at bage Brød af. Modsat: Kokemjøl.

Bakste-vid (ve), m. Bagerved.

Bakstr (Bakst’er), m. Bagning; især FLadbrødsbagning, der sædvanlig kun foretages to eller tre Gange om Aaret, og da vedvarer i flere Dage. G. N. bakstr.

Bakstykkje, n. Bagstykke (i Klæder).

baktala, v. a. bagtale (= lasta paa Bakj’e).

baktung, adj. tung i den bageste Ende.

bakvend, adj. bagvendt; med Bagen foran.

Bakvudu, f. Bagstrøm. S. Bakia.

Bal, f. 1. Balg, Skede. Tell. (Isl. bal, n.).

Bal, f. 2. Mælkekar. Hall. (S. Kolla).

Bal, n. (for Bard), s. Bar.

Bal, n. (af bala), 1. Møie, Slæb, Besvær; ogs. Uleilighed, slemme Omstændigheder. B. Stift. 2. Larm, Støi, Skraal. Ag. Stift.

bala, v. n. (a—a), 1) slæbe, arbeide, have Møie med noget; ogsaa: kjæmpe, slæbe sig frem under vanskelige Kaar. Meget brugl. i B. Stift. Isl. bala. 2) larme, støie, fare frem med Bulder. Vald. Hedemarken og fl. I Guldbr. bꜳlꜳ.

Balderblom, m. Kraveblomst, vild Matrem (Pyrethrum inodorum). Shl. Ellers: Baldurbrꜳ (Hard.), Ballebrꜳ (Nhl.), Baliblom (Jæd.), Barbrꜳgull (Ørk.). — Et lignende Navn findes tilsigtet i den yngre Edda, hvor det hedder, at den Urt, som er „den hvideste af alle“, er bleven sammenlignet med Balders Øienhaar („er jafnat til Baldrs brár“). Om de øvrige Navne s. Kragablom.

baldra, v. n. skralde, smelde, larme. Nordre Berg. Sdm. — Baldring, f. Larm, Skralden.

Baldurbrꜳ, s. Balderblom.

Bale, m. en Vold eller jævn Forhøining langs Strandbredden. Nhl. (Isl. bali). Baleland, n. en Kyst som er vanskelig at komme til i Stormveir. Sdm. og fl.

balen, adj. 1) møisom, besværlig; 2) stræbsom, udholdende. Nhl. og fl.

Balgje (el. Balje), m. Balle (Kar).

Balk, m. Afdeling, Stykke. See Bolk.

balka, v. n. arbeide uheldigt, kludre med noget. Helg. (= balla, klatra).

balkꜳt, adj. forbundet med Møie og frugtesløst Arbeide. Helg. Jf. klatresamt.

Ball, m. 1) Bold, Klump, rundagtig Figur. (Isl. böllr). slꜳ Ball, spille Bold. 2) Boller (et Slags Mad); s. Kumla. (Sv. palt).

Ball, n. Møie, Arbeide som ikke gaaer i den rette Orden.

balla, v. a. (a—a), 1) vikle, sammenfolde, lægge sammen i en Bylt eller Pakke. balla ihop. Han balla dæ inn i ein Klut: viklede det ind i en Klud. Meget udbredt, dog mindre brugeligt søndenfjelds. 2) v. n. kludre, slæbe med noget, som ikke vil gaae rigtig fra Haanden.

Balebrꜳ, s. Balderblom.

Balling, f. Sammenvikling; unyttig Møie.

balsamt, og balasamt, adj. n. besværligt, møisomt. B. Stift. I Tell. ogs. balse.

balstyren, adj. vild, voldsom, ustyrlig.

Bamse, m. et Navn paa Bjørnen. (Sjeldent og lidet bekjendt).

Ban, n. see Barn.

bana, v. a. dræbe. (Isl. bana). Meget sjelden.

Band, n. (Fl. Bꜳnd), 1) Baand (i Almindelighed). Isl. og Sv. band. Især Træbaand paa Kar. 2) Neg, Bundt, Knippe af Kornstraa. Kr. Ag. og tildeels i Tr. Stift). Ellers Bundan, n. (Sdm.), Bundel, m. (Sogn). 3) Bindingsmaade, især i Fiskergarn.

banda, v. a. (a—a), baande et Kar, forsyne med Baand. „bande uppatte ein“, siges i Sdm. om at prygle En dygtigt.

Bandastokk, s. Samhald, m.

Bandhakje, m. Baandhage (Bødkerredskab). Hedder i Sdm. Bandebit (ii), m.

Bandkniv, m. Baandkniv (med Skaft paa begge Ender).

Bandstakje (staka, stꜳkꜳ), m. Baandstage, ung Træstamme til Tøndebaand.

Bane, m. Død. (Hall. Vald. og fl.). G. N. bani.

Banemann, m. Banemand. Nogle Steder (Nhl.) ogsaa: Ophavsmand.

Banesꜳr, n. Dødssaar.

Banesott, f. Dødssygdom. Tell. (G. N. banasótt).

banka (bꜳnke), v. a. (a—a), banke. Jf. buka. Heraf: Bank, n. Banking, f.

Bankje, m. see Skalle, Øyr, Grande.

banna, v. a. og n. (a—a), bande. Sv. banna. I Tr. Stift: bannast, v. n. — Heraf: Bannar, m. En som bander meget. Banning, f. Banden. I Tr. Stift: Bannskap, m.

banskjen, s. barnskjen.

Bar, n. Bar, Naaletræernes Blade tilligemed Kvistene. Almindl. Bar er Kollektiv og bruges aldrig om de enkelte Naale, ikke heller gjerne om Naalene alene uden Kviste. Jf. Brum. — En anden Betydning forudsættes i Ordet Barlog. Et Bar af en anden Rod forudsættes i Haglebar, Barver, Bardaga.

Bar (for Bard), n. 1) Siden eller Bordet paa Baade og Færger. Guldbr. Ørkd. (Udtales næsten Bal). 2) Bred, det tomme Rum i et Kar. Jæd. Ellers: Bor. Jf. høgbara.

Bar (og Bare), m. Kant, Bred, Rand langs en Elv eller Grøft. (Elvabar, Veitebar). B. Stift, Hall. og fl. (Isl. barð, Kant).

bara, v. a. (a—a), bestrøe med Granbar.

bara, v. a. (e—te), slaae, banke. Nhl. bara pꜳ: slaae dygtigt paa. I Helg. siges bara, om Vinden, naar den nedslaaer Kornet og Frugterne. Heraf: avbart, utbart, vassbart. Formodentlig en Variation af berja.

bara, adj. forslaaet, stærkt banket (mest om Flint). Ørkd. (Jf. bard).

Barbrꜳgull, s. Balderblom.

bard (n. bart), tærsket; s. berja.

Bardaga, Fl. m. Kamp, Dyst; Slagsmaal. Nhl. (G. N. bardagi, Slag).

Bare, s. Bar, m.bare, adv. s. bære.

Barfrø, n. Udbygning over en Dør. Østerd. (I svenske Dial. barfrid).

barka, v. a. barke (Læder): jf. Borka. Heraf: forbarka, rꜳbarka, umbarka.

Barkje, m. Strube, Luftrøret i Halsen. (Isl. barki). I Ørk. Værstrupe. — Barkekyla, f. Knuden ved Luftrørets Munding, Adamsæblet. B. Stift (Isl. barkakýli).

Barlast, m. Ballast i Fartøier.

Barlꜳn, f. Barhytte, Bartelt. Hall.

Barlind, f. Taxtræ (Taxus baccata).

Barlog (aab. o), m. Maaltvand, det Vand hvori Korn er udblødet til Malt. Tell. Sdm. og fl. I Ørk. Barlaug; derimod: Konnlog i Ndm. Ordets første Deel er vistnok det gamle „barr“ som anføres blandt Navnene paa Kornet i Alvismál (32 Str.). Jf. Ang. bere, og Got. baris, Byg.

Barm, m. Barm. (Kun om den udvendige Deel af Brystet). stinga i Barmen: gjemme imellem Klæderne paa Brystet.

Barn, n. (Fl. Born), Barn. (G. N. barn, Fl. born, el. börn). De anførte Former findes neppe nogensteds reent udtalte; derimod hedder det: Badn og Fl. Bodn (aab. o) i Sogn, søndre Berg. og Stav. Amt.; Ban (udtalt Ba’n, med langt a, men dog med Lydene af dobbelt n), og Fl. Bonn i Sfj. Sdm. og Tr. Stift; Bꜳn, og Fl. Bon (Boon) i Rbg. Tell. og Ag. Stift. (Jf. Garn). Af Fleertallets Genitiv (barna) findes Levninger som følgende: Da æ brꜳ Badna Hug (Nhl.): Børns Hu er hastig, d. e. de kunne ikke finde sig i at bie. D’æ Bane Vis slikt (Sdm.): saadan er Børns Skik. (Gram. § 92. 103).

barnaleg (badnale), adj. frugtsommelig. Nhl. I nordre Trondhj. bonnꜳt (Burde hellere hedde barna). See fremmeleg.

Barne- (Badna, Ba’ne, Bꜳne), Sammensætningsform af Barn, bruges i saadanne Ord som følgende: Badnabodn (Bꜳnebo’n), Børnebørn. banebunda, adj. som har et spædt Barn at pleie. Bane-eign, f. Børnefødsel (s. eiga). Ho æ ut-or Ban-eignenne: hun er for gammel til at faae Børn (B. Stift). Banefore (oo), pl. f. Børneværk; ogsaa Spor efter Børn. Sdm. Badnafær, f. Børns Adfærd. bꜳnego(d), adj. venlig mod Børn. Ag. Stift. Banekꜳna, en frugtsommelig Kone; ligesaa Banetaus, om en Pige. B. Stift. Badnalag, n. Barneskik, barnligt Væsen. badnalaus’, adj. barnløs. Badnaleika, f. Legetøi for Børn. Badnamꜳl, n. Barnestemme. Baneplꜳge, f. Børnesygdom. Bꜳnespel, n. Børnespil.

Ba(r)nsdom, m. Barndom. Gꜳ att i Bansdomen: svækkes af Alder, blive Barn igjen.

Bar(n)seng, f. Barselseng. Hedder alm. Barsæng. (Naar en Vokal følger paa s, bortfalder n, og ikke r). Isl. og Sv. barnsæng. Barsengkꜳna, Barselkone.

Ba(r)nsfostra, f. Barnepige. I Gbr. Bꜳnsfost’; ved Trondhjem: Bansfost’er.

ba(r)nskjen, adj. ung og uerfaren. B. Stift. (Isl. bernskr).

ba(r)nsleg (bansle’, bꜳnsle), adj. barnagtig.

Ba(r)nsungje, m. Barn (i lavere Tale).

Bar(n)s-øl, n. Barselgilde, Gjæstebud i Anledning af et Barns Fødsel eller Daab. Hedder almindl. Barsøl. (Sv. barnsöl).

Barseng, f. s. Barnseng.

Barskog, m. Naaleskov. (Jf. Lauvskog).

Barsmid (aab. i), m. Kornets Tærskning og den Tid hvori den foregaaer. Sdm. Af berja (bar-de). Ellers Treskjing. (Det gamle barsmid betyder: Slag, Banken).

Barsoke, Bartholomæi Dag, 24de August. Jf. Jonsoke, Olavsoke.

barstæk’, adj. vild, heftig, ustyrlig. Sdm.

Barsøl, s. Barnsøl.

Bartvoga (Bartugu, Bartuu), f. en Kvast af Barkviste til at skure med.

Barver (ee), el. Barveir, n. Hagelveir, Hagelilinger. Sfj. Jf. Haglebar, og bara.

Bas (langt a), m. 1) Bas paa Spilleredskaber. (Fremmedt Ord). 2) det bedste eller betydeligste, f. Ex. den anseeligste Person i et Selskab; undertiden ogsaa: Herre, Bestyrer. (Jf. Notabas). Ligesaa i Danmark.

basa, v. n. kline, smøre; ogsaa: sløse, ødsle med noget. Sdm. Namd. og fl. I Indr. bꜳsꜳ. (Jf. busa).

Bask, n. Pladsken; ogs. Kamp, Dyst.

baska, v. n. (a—a), 1) pladske, slaae i Vandet (som enkelte Fugle). Helg. Sdm. Tell. og fl. Andre St. blaskra. 2) kjæmpe sig frem, slaae sig igjennem. Ikke alm. Nogle St. baska. Ellers bala, grava, skrapa og fl.

baskjen, adj. stræbsom, udholdende. Ørk.

Basma, og Basm, f. en Fed eller Afdeling i en Væv, indbefattende tyve Traade eller (i Vadmelsvæv) tyve Par, altsaa et Antal som svarer til tyve Rum i Vævkammen (Skeden). Helg. Tr. og B. Stift, Guldbr. I nordre Tr. ogsaa: Pasn (el. Passen). I Tell. hedder det Kjug (Tjug). Sv. pasma, pasman.

basma, v. a. inddele i Basmer. fjortanbasma, adj. om en Vævkam (Skjeid), som holder fjorten Basmer paa en Brede af en Alen. Ligesaa: sekstanbasma, tjugebasma og fl.

Basmetal, n. Antal af Basmer.

Bast, (nogle St. Bost), f. Bast.

Bastova (el. Basstove), f. Tørrehuus, Hytte hvori Kornet tørres ved Ild for at kunne males. Mandal. Ellers: Bastoge (Rbg. Tell.), Bastugu (Ringerige, Hedm.), Bastuu, og Basstu (Ørk. Namd. Helg.). Enten for: Badstova (jf. Sv. badda, ophede), eller af et forældet Ord: Bar (Korn); jf. Barlog. Om de øvrige Navne, see Turkestova.

bat (langt a), i Talemaaden: Dæ mꜳ ikje bat ɔ: det faaer saa være, det maa endda gaae an. Sdm. Synes at være et andet Ord end bata, v. n.

bata, v. n. (a—a), baade, nytte, hjælpe.

Bata, m. s. Bite.

Bate, m. Baade, Hjælp, Fordeel. (Isl. bati, Bedring). Jf. Bot.

batna, v. n. forbedres, blive godt igjen; især: læges, om Saar. B. Stift. Isl. batna.

batt (ɔ: bandt), s. binda.

bau, s. bjoda. — Bau, f. s. Bod.

Bauga, f. Fløden af et Mælkekar. Sogn. (Maaskee egentlig Karret selv, da dette paa andre Steder hedder Ring, Ringja; jf. G. N. baugr, Ring).

Bauk, m. udgravet Hul eller Gang i Jorden. Guldbr. Jf. Vꜳndebauk.

bauka, v. n. 1) rode, grave i Jorden. Guldbr. Ørk. I Tell. boke (aab. o). Sv. böka. — 2) bringe noget i Uorden, omvælte, rive ud over. Helg.

baukut (Bꜳkꜳtt), adj. forstyrret, omvæltet, i Uorden. Helg.

baula, v. n. brøle, bøge som Køer. Helg. Guldbr. og fl. (Isl. baula). Jf. gaula.

Bauna, f. 1. Bønne. See Bogne.

Bauna, f. 2. et stort Trug. (Inderøen).

Bause, m. en Stormand. S. Kakse.

Baut, m. Vending i Seiladsen, naar man krydser. (= Slag, Slagbo).

baut, adj. om Vinden: knap, trang, meget imod. Fosen. Ligesaa bautt, adv. f. Ex. Vinden æ bautt imot (naar man ikke kan komme frem uden Krydsning).

bauta, v. n. krydse, lavere. Meget udbredt, maaskee alm. (Jf. slaga).

Baute, m. Mindesteen fra Oldtiden. Sjelden, ligesom Bautestein. (Isl. bautasteinn).

bautt, adv. s. baut.

Bꜳ, s. Bod. — Bꜳdꜳ, s. Bode.

bꜳde (bꜳ), conj. baade. Nogle St. bꜳte, og (i Sogn) bade.

bꜳ’e (for bꜳde), adj. begge. (Søndre Berg. Tell. Hall. Gbr. Ørk.). Ellers beggje. I Vossisk: bꜳe, m. bꜳa, f. bæe, n. (G. N. báðir, báðar, bæði).

bꜳg, adj. 1) vanskelig, ubeleilig, hinderlig, slem. 2) om Mennesker: tvær, uvillig, modstridende. Eit bꜳgt Land: uveisomt eller ufrugtbart Land. bꜳgt Ve’r: hinderligt Veir. Meget brugl. i Helg. og Namd. Jf. bægjen og bægja. Isl. bágr, besværlig.

Bꜳgꜳ, s. Bogje.

bꜳgjen, adj. slem, farlig. Sdm. (sjelden). bꜳgne Vega: slemme Veie (især tilsøes).

bꜳgt, adv. forkeert, i en vrænget Stilling. Helg. Æg sto so bꜳgt.

Bꜳing (for Bꜳding), m. Hermafrodit.

Bꜳl, m. Baal, stor Ild. Sjelden.

bꜳlꜳ, v. s. bala. — Bꜳn, s. Barn.

Bꜳnster, n. Underdyne i en Seng. Helg. og nordre Tr. (Ellers Underseng). Isl. bólstr.

Bꜳr, el. Bꜳra, f. en Baar, et Redskab at bære med. Mest i Fleertal.

Bꜳra, f. 1) Bølge. Næsten almindl. (G. N. bára). 2) Bølgegang, Søgang. Jf. Alda, Bylgja, Vꜳg, Sjø. Heraf bæra, kvitbæra.

bꜳrꜳ, v. s. bora, og bera.

Bꜳredal, m. Fordybningen eller Mellemrummet imellem Bølgerne.

Bꜳreskol (aab. o), n. Bølgernes Slag og Skvulpen. B. Stift.

bꜳrestilt, adj. n. stille, frit for Bølger. Jf. vindstilt, straumstilt.

Bꜳretopp, m. Bølgeryg.

bꜳrut (ꜳarette), adj. fuld af Bølger.

Bꜳs, m. Baas, Rum til et Nød. Isl. bás. Heraf bæsa. Bꜳsebolk, m. Skillevæg imellem to Baaser.

bꜳsꜳ, s. basa, — Bꜳsse, s. Bosse.

Bꜳt, m. Baad. Bꜳtefarm, m. Baadsladning. Bꜳteleiga, f. Baadeleie. Bꜳteløysa, f. Mangel paa Baade.

Bꜳtꜳ, s. Bite, og Bate,

Bꜳtelag, n. Selskab af Fiskere, som have een Baad tilsammen.

Bꜳtsbræde, n. Fjele af en ophuggen Baad. Sdm.

Bꜳtslengd, f. en Baadslængde (som Maal).

Bꜳtslut (aab. u), m. den Deel af Fiskefangsten som tilfalder Baadens Eier.

bꜳtsro, v. a. bugsere.

be, og bea (ɔ: bede), s. bidja.

Be(d), eller Bæ’, f. Underdyne i en Seng. Hard. (Isl. beðr, m. Dyne).

bedara seg, stilles, sagtes, om Veiret. B. Stift. (Et hollandsk Ord).

beden (bien, been), partic. 1) ombedet, anmodet. I Sdm. biden (aab. i) og bidd; i Nhl. boen (aab. o). 2) buden, indbuden. 3) befalet. S. bidja.

Begaving, f. faldende Syge, Slag. B. Stift. Bedre Navne ere Fang og Nedfallsott.

begꜳ seg, komme sig, komme til Liv igjen. Rbg. Tell. Sdm. og fl. Er et nyere Ord ligesom alle de øvrige, som begynde med Partikelen be, der ikke findes i det gamle Sprog.

beggje, adj. begge; s. bꜳe. hava beggje: være Hermafrodit. B. Stift.

begiva (begje’), v. holde op, slutte. Et meget udbredt Ord.

Begsl (Beksel), n. Bidsel. Nogle St. Besl, og Beisl; i Nhl. og Shl. Beitl. (Isl. beygsl og beitsli. Sv. betsel).

begsla (beisla, beitla), v. a. lægge Bidsel paa.

behandele(g), adj. besynderlig. Sdm. og fl.

bei, og beid (ɔ: fandtes), s. bide, v. n.

beien, ubeleilig, s. bægjen.

Beig, m. Svaghed, Svækkelse, Skade. Nhl. Jf. Bøyg.

Bein, n. Been, Knogle. G. N. bein. — Søndenfjelds ogsaa i den nyere Betydning: Fod.

bein, adj. rank, lige, som strækker sig i en ret Linie. Figurlig: ligefrem, ikke vanskelig. Dæ va ikje beint: det var ikke saa lige til. Han ær ikje bein’, siges ogsaa om En, som er vanskelig at disputere med. Almindeligt og meget brugeligt Ord, uden Synonymer. Isl. beinn.

beina, adj. beskaffen med Hensyn til Been. Denne Hesten er godt beina. Ag. Stift (hvor der herved nærmest tænkes paa Fødderne).

beina, v. n. med Dativ (a—a), hjælpe, tjene, vise en Tjeneste. B. og Tr. Stift. Isl. beina.

Beine, m. 1. 1) Hjælp, Tjeneste (især ved at overlade En noget til Benyttelse). B. Stift. I Helg. Beina; i Østerd. Beinke, Benke, f. 2) Hjælpsomhed, Tjenstvillighed. D’æ ikje noken Beine i han. Isl. beini.

Beine, m. 2. Redskaber, Værktøi. Arbeidsbeine, Sjøbeine. Sdm. og tildeels i Tr. Stift. I Namd. Beina, m. Ellers: Bunad, Børnskap, Reide, Velde og fl.

beinen, adj. hjælpsom, tjenstvillig. B. og Tr. Stift. Isl. beininn.

beinfrosen, gjennemfrossen.

Beingrind, f. Beenrad, Skelet; Beenbygning. (Jf. Grind). Isl. beinagrind.

beinhar’, adj. haard som Been.

beinig, og beinug, adj. hjælpsom.

Beining, f. (bruges kun i Fl. Beininga), Sendegaver som medbringes til et Gjæstebud. Ørk. Fosen. Ellers: Føring, Fone og fl. Beiningskorg, f. Kurv, hvori saadanne Gaver frembæres.

beinka (benka, bænke), v. a. rette, jævne, sætte i en ret eller lige Stilling. Af bein, adj. — Næsten alm.

beinkast, v. n. rette sig, blive jævnere.

Beinke, f. see Beine.

beinkløyvd, adj. om Træ, som lader sig kløve i en lige Linie.

beinlaus, adj. beenløs. „Han Beinlause“, et Navn paa Vinden. Sdm. og flere.

beinleides (= leies), adv. lige fremad, i lige Linie. B. og Ag. Stift.

Beinleik (= leikje), m. Rethed, det at noget er lige (beint). Hertil Talemaaden: ei Mil te Beinleik ɔ: en Miil kortere. (Modsat: te kroks). Hall. Guldbr. og fl.

Beinlest, m. en Læst som passer til begge Fødder. (Modsat Parlest). Tell. og fl.

Beinmot (oo), n. Led, Sted hvor to Knogler mødes. (Sjelden).

beinsam, adj. hjæælpsom, tjenstvillig. I Østerd. benksam. Ellers beinen, beinug.

Beinskjefting, m. en Kniv med Beenskaft.

Beinstig, m. Gjenvei. Søndenfjelds.

beinsvaren, adj. aabenhjertig, som svarer ligefrem (beint), uden Tilbageholdenhed. I Sogn: beinsvorig (aab. o).

beint, adv. lige, uden Bøining eller Omveie. beint fram: lige frem; ogsaa ubetænksomt, uforsigtigt. beint burta fyre: lige over for.

beinut (beinette), adj. fuld af Been.

Beinvaksen, adj. rank af Væxt.

Beinveg, m. Gjenvei, kortere Vei.

Beinverk, m. Smerte i Benene (indvendig i et Lem).

Beinvid (beinve), m. Kristtorn (Ilex). Nogle Steder anvendes dette Navn ogsaa paa Kvalkved (Viburnum), som ellers hedder Krossvid.

beire (bedre), s. betre.

beisk, adj. beesk, bitter. I Neutrum paa flere St. beikst.

beiskna, v. n. blive beesk.

Beist, n. Beest. Meget brugl. i søndre Berg. for Fe, Bu, Naut, o. s. v. — beista, og beistalege, bruges som adv. uhyre, frygtelig.

beit (bed), see bita.

Beit, f. 1. Riis, friske Kviste som gives Kvæget til Foder. Jf. Mork, Brum.

Beit, f. 2. Knibe, Forlegenhed. koma i Beit. Ogsaa Beet i Spil. (I sidste Betydn. er Ordet fremmedt, men neppe i den første; jf. beita).

Beit, f. 3. Kant, Bred, Ring omkring Aabningen af et Kar. Grytebeit, Kjelsbeit. Guldbr. Sdm. Nfj. og fl.

beita, v. a. og n. (e—te), 1) faae til at bide. Tell. Han kunna beite Jꜳen sin ɔ: han fik sin Lee til at bide godt. Jf. bita og beitt. 2) bede, føre Kvæg paa Græsgang. Isl. beita; Sv. beta. Ogsaa v. n. om Kvæget: græsse, gaae paa Græs. Alm. Hertil Beite, n. — 3) luve, styre høiere mod Vinden; eller i Almindl. knibe paa, trænge nærmere ind paa. B. Stift. 4) bede, beitse (Tøi som skal farves, eller Skind som skal beredes). Heraf Beita, f. Beitsning. 5) forespænde (en Hest). Helg. Indr. Ørk. (Er maaskee et andet Ord, af Beite, n. men skulde da have Formen: a—a).

Beita, f. Mading (Agn), som skjæres af en Fisk. B. Stift. Isl. beita.

Beite, n. 1. 1) Græsgang, Græsning. Fjellbeite, Haustbeite, Hꜳbeite o. s. v. Alm. Isl. beit, f. Sv. bete. — 2) Angreb, Dyst, Anstrengelse. Hær vert eit Beite: her bliver noget at kjæmpe med. Han heve havt eit lꜳkt Beite, — siges i Sdm. om En som har været meget syg. 3) en Stund, en vis Tid. (Tell. Buskerud). Jf, Tak, Rykk, Rid. I Tell. findes ogsaa Beite, f. i denne Betydning.

Beite, n. 2. Dræt paa Plove og Kjøreredskaber. Tildeels i Ag. Stift; dog mest i Sammensætning: Tribeite, Tvibeite, Einbeite. Jf. Drætte.

Beitel, m. en Meisel. See Meitel.

Beitemark, f. Græsgang, Græsmark.

Beiteskji’a (Beiteskjide), f. Dørstolpe, de opstaaende Stokke, som danne Siderne af Dørkarmen. Meget udbredt og maaskee alm. (I svenske Dial. beteski).

Beiting, f. Græsning, o. fl. S. beita, v.

Beitl, n. Bidsel; see Begsl.

beitt’, adj. 1) hvas, som bider godt. Shl. og fl. Isl. beitr. 2) begjærlig, lysten. Han æ ikje beitt’e: han vil ikke bide paa, har ikke Appetit. B. Stift. 3) forespændt, om Heste. Helg. og fl.

Bekar, see Bekre, m.

Bekk, m. 1. (Fl. Bekkje, r), i en Baad: de Tværstykker eller Bjælker, som tjene til at styrke og sammenholde Baaden oventil og tillige danne et Underlag for Roerbænkene. Sogn og søndre Berg. (Ellers: Kne). Vel egentlig Bænk (Isl. bekkr).

Bekk, m. 2. (Fl. Bekkje, r), 1) Bæk, Vandstrøm. Ikke ganske alm., s. Grov. Isl. bekkr. 2) Brønd (= Brunn). Tr. Stift, Sdm. og fl.

Bekkjekjos (oo), m. Vandpyt, dyb Hule i eller ved en Bæk. Helg.

Bekkjesig (aab. i), n. en meget liden Bæk.

bekoma, v. i Betydn. komme til, faae Leilighed til; bruges meget i Yttre Sogn.

Bekre, f. Kamskjæl, et Slags næsten kuglerunde Muslinger. Sdm. (hvor det ogsaa hedder Bumbe og Bumbeskjæl).

Bekre, m. en Væder. Østerd. (ofte), Ørk. (sjeld.). Hedder ellers: Bekar (Buskerud, Tell.), Bøkꜳr (Tell.), Bukk og Saubukk (Ringerige). Jf. Ver. Isl. bekri. — Bekre bruges ogsaa ligesom Ver, om en tvær, egensindig Person.

Beksel, s. Begsl.

Bel (Stund, Tid), s. Bil.

Bel (Beel), eller Bil (aab. i), for Bidel, m. 1) en Indbyder, En som beder Gjæster til Bryllup. Valders. 2) en Beiler, Frier. Voss, Hard. Tell. Isl. biðill.

bela el. bila (aab. i), v. n. beile, frie (Isl. biðla). Hard. Tell. — Belamann, Talsmand for en Frier. Belamꜳl, Forlovelse. Hard. Sogn. Belapika, forlovet Pige. Hard. Belastevna, f. en Forlovelse; og Belaveitla, f. et Gjæstebud i den Anledning. Hard. Jf. fria og festa.

bela, v. feile; see bila.

beleggja, v. a. fortøie (en Baad). B. Stift. (Rettere festra). — Belag, n. Fæstebaand, Fortøiningsreb.

Belg, n. Brøl; see belja.

Belg, m. (Fl. Belgje, r), 1) Bælg (at blæse med). I Rbg. og Tell. Bæg; i Ag. Stift: Belj. — 2) Skind, som er heelflaaet og ikke opskaaret paa Siderne. Søndenfjelds. — 3) Bug, Vom. Guldbr. Østerd. Ndm. — 4) en tæt og langagtig Sky, Vindsky (Vindbelg). Ørk. Fosen og fl.

belgflegjen, adj. bælgflaaet, heelflaaet fra Enden, uden at opskjæres paa langs. Hard. I Sogn: belgflegen; i Tell. bægfletta.

belja, v. n. (a—a), brøle, skrige med en huul Lyd (i Vrede eller Skræk), om Hornkvæg. (Isl. belia). Heraf Belg, n. Brøl, Skrig (feilagtig dannet, for Belje); Isl. belji. I Kr. Stift, Gbr. og Ørk. hedder Verbet bylja (bylje), og Subst. Byl (aab. y).

bella (belle), v. n. (e—te), udstaae noget, holde det ud. F. Ex. Dei fraus so, at dei kunna ikje belle. Sdm. Gbr. Ørk. o. fl. (Jf. Isl. bella, gjøre Modstand). D’æ int belland (Ørk.): det er ikke til at udholde. Jf. hæra.

Belling, m. s. Bending.

Belte, n. Bælte. Te Beltes, til Bæltestedet.

Beltesnø (-snjo), m. Sneelag som rækker op til Bæltet paa en Mand.

Beltestad, m. Bæltested.

Beltefylgja, f. Spænde i et Bælte.

Belut (el. Biluut), m. en uvenlig, uselskabelig Person. Sdm.

Belæte (el. Bilæte, med aab. i), n. Billede. Sv. beläte. Isl. bilæti.

benda (bænde) v. a. (e—e), bøie, krumme (noget som er stivt). Isl. benda.

Bende, n. Baand, Reb, f. Ex. paa Slæder. Tell. og fl. Isl. benda, f.

Bendel, m. Straabaand, Bindsel af Straa omkring et Kornneg, om en Høvisk og deslige. Meget udbredt. I Ndm. Bindel, Binild. Fleertal Bendlar hedder i Hard. Bælnar.

Bending, m. Læggen eller Skaftet i Støvler. Nordre Berg. og fl. I Fosen Bæning (maaskee egentlig Beining?). — I Helg. skal det hedde Bendel og Belling. — Derimod Bending, f. Bøining.

Benelde (el. Binelde), n. Avlelem paa Køer. (Dansk: Bærende). B. Stift.

Benk, m. (Fl. Benkje, r), Bænk. (Isl. bekkr). Benkjekrꜳ, f. Vraa ved Enden af en Bænk. (B. Stift).

benka, s. beinka.

bera, v. a. (ber’; bar), burde, skylde, være forpligtet til. Sætersdalen. D’æ han som ber’ee Skyssen: det er han som bør skydse. (Isl. ber).

bera, v. a. (ber’; bar; bore), kalve, faae Kalv. Alm. (Isl. bera). Heraf Bur, m. bær, adj. haustbær o. fl. (I andre beslægtede Sprog betyder Ordet at føde, i Almindelighed). Dette og forrige Ord er kun afvigende Betydninger af det følgende.

bera, v. a. og n. (ber; bar; bore), at bære. Infin. bera (aab. e), bere, bæra, bara (Namd.), bꜳrꜳ (Indr. Ørk.). Imperf. i Fleertal: bꜳre (Sæt.), boro, med oo (Hall.), bure, med aab. u (Sdm., forældet). Supin. bore (aab. o), bere, aab. e (Ørk.). Betydninger: 1) v. a. bære (i alm. Betydn.). G. N. bera. Heraf: Bꜳr, bær, Bur(d), Byra og fl. 2) bringe, føre frem. bere Bod; bringe Bud. bera utyve: udsprede. bera upp Mꜳl’e: fremføre sit Ærinde. 3) bevæge, holde eller stille paa en vis Maade. Han bar upp Reven: han løftede Haanden. Dei bar Føtenne so tidt: bevægede Fødderne hurtigt. Jf. Handebur, Fotebur. 4) v. n. skride frem, komme afsted. Dæ bar fram ette: det skred fremad. Dæ ber upp: det stiger i Høiden. Især om en vis Retning; f. Ex. Straumen ber ut: Strømmen gaaer udad. Dæ bar nor: det gik mod Nord. 5) Upersonligt: blive, komme til. Dæ bar ꜳt: det kom til Alvor. Dæ ber’ til atte: det begynder igjen. Dæ bar ihop: det kom til Slagsmaal. — Talemaader: bera seg: bære sig, have en vis Holdning; ogsaa: yttre en Sindsbevægelse. Han bar seg so ille: han klagede og jamrede sig. bera seg ꜳ: bære sig ad. bere seg unda: søge Udflugter, undskylde sig. Dæ bar av ut pꜳ Hav’e: det gik ad Havet til. Dæ ber’e reint av: det gaaer forvidt, over alle Grændser. (Gbr. Sdm.). bera ꜳt: 1) holde nær til; 2) bruge Midler imod en Sygdom. (Sdm. og fl.); 3) nærme sig, stunde til. — bera fyre: foregive, undskylde sig med noget. bera mot: gjøre Modstand, S. Motbur(d). bere ned (ne): regne eller snee. Jf. Nedbur. Dæ ber’e til: det begynder, kommer i Gang, bliver Alvor. bere um (Sdm.): vende Seil, svinge i Krydsning. bere vid (Sdm.) om Fiskere: rykke Snoren til sig.

berande, adj. som kan bæres.

Berar, m. en Bærer, Drager.

berast (berst; barst; borest), 1) skride afsted, komme (s. bera 4). Dæ barst ut pꜳ Hav’e. Dæ barst ihop. 2) berast vid: forslaae, strække til. Sdm.

bere (beere), bedre, s. betre.

Berg, n. 1) Klippe, sammenhængende Steenmasse. Alm. (I Ag. Berj). nakne Bergj’e: den nøgne Klippe. byggja pꜳ Berg: paa Klippegrund. Isl. berg, biarg. 2) Bjerg, Bjergstrækning. (Jf. Fjell, Ꜳs, Heid). Sv. berg. 3) Bjergart, Steenart. hart Berg, grovt Berg etc. (Jf. Grjot, Stein). 4) uegentlig: Stim, stor Samling af Fisk i Søen. Sildeberg, Toskeberg. Jf. Fær, Stꜳl.

Berg, f. 1) Hjælp, Bjergning. I Nhl. Bjerg. 2) Forsyning med Mad eller Foder. Hedder ogsaa: Bjerg (Nhl. Hall.), Byrg (Sdm.). Isl. biörg.

berga, v. a. (a—a), 1) bjerge, redde, hjælpe. Hedder ogs. bjerga (Nhl. og fl.). bergje (Tell. Hall.), byrge (Sdm.). Isl. biarga. 2) forsyne med Fødemidler. S. byrga. 3) holde det ud. berga seg. I Helg. byrgje. Ellers: hæra, helle, og fl. Ogsaa: holde sig, bare sig (f. Ex. for Latter). I Sdm. byrge se. Jf. blettast.

berga (bergja), adj. hjulpen, forsynet.

bergande, adj. 1) som kan hjælpes. 2) til at udholde. Hær æ inkje bergande: her kan man ikke holde det ud.

Berg-ꜳder, f. Bjergaare; ogs. Kilde.

Bergbruse, en Plante (Saxifraga Cotyledon), s. Fjellros.

Bergdrop, n. Drypsteen. Skal bruges i Sfj.

Bergeløn, f. Bjergningsløn. Hedder paa nogle St. Berningsløn.

Bergfletta, f. Kaprifolium. S. Ringvid.

Berggylta (Berjylte), f. Læbefisk (Labrus Turdus). B. Stift; ogs. ved Kristiania. I Ryfylke: Bergsugga (ɔ: Bjergso, ligesom Gylta af Galt). I Shl. Rota, Gandarota.

Berghynna, f. Hjørne af en Klippe.

Bergklypa (Bergsklipe), f. Kløft eller Revne i en Klippe.

Bergknatt, m. Bjergknold. Nogle Steder Bergknabb.

Berglaks, m. nogle St. Klippe-Dorade (Coryphæna rupestris); andre St. det samme som Kolga.

berglendt, adj. bergigt, klippefuldt.

Bergmark, f. klippefuld Mark, tør Jord med Klippegrund.

Bergrur, m. en Skorpe paa Klipperne ved Strandbredden, dannet af smaa Skaldyr, som ogsaa kaldes Rur (Lepas).

Bergsbrun, f. øverste Kant af en Klippe. Ogs.: Bergsrør, f. og Bergkant, m.

Bergside (Berssia), f. Bjergside.

Bergsig (Bersseg), n. Vand som flyder ned fra en Klippe.

Bergslag, n. Bjergart, Steenart.

Bergsnæv, n. fremstaaende Kant af en Klippe. Sdm. og fl. Ellers Bergsnov, Bergsnobb.

Bergstein, m. Grundsteen under en Bygning. Nordre Berg. Lyder sædvanlig som Berstein, hvilket af nogle forklares som Bæresteen.

Bergsugga, s. Berggylta.

bergsvadt, adj. n. glat, slibrigt (paa nytøet Jord). Shl. See jærsvadt.

Bergtroll, n. Bjergtrold; ogsaa: Jette, Jøtun; som ellers hedder Berg-rise.

Berg-ul (uu), m. Bjergugle. Sdm. og fl. (Jf. ula). Hedder ellers: Bergulv (søndre Berg.), Steinulv, og Stunulv (Sogn), Stænꜳl (Helg.). Jf. Hubror, Gast, Ropar. (Sv. berguf).

bergut (berjet, bergette, bergꜳt), adj. bjergig, opfyldt af Klipper.

Bergverk, n. Bjergværk.

beride, og berive, v. a. formaae, være istand til. Nordre Berg. (Unorsk).

berja, v. a. (bær; barde; bart), tærske. Dei ha bart upp: de have aftærsket. Jf. Barsmid. Meget brugl. i nordre Berg. og Sdm. Ellers treskja, truska, og fl. Egentlig: slaae, banke (ligesom G. N. berja); jf. bara. Denne Betydning skal ogsaa virkelig forekomme i Sogn i Talemaaden: berja Floka ɔ: slaae Hænderne bag om Ryggen for at varme sig. I Sdm. bere Flokje.

Berja, f. et Kornlag paa Loen; det Korn som paa een Gang nedlægges til Tærskning. B. Stift, Rbg. Ndm. Ellers: Rek, Lag, Framlag.

Berjalyng, n. Bærbusk. See Bær.

Berjar, m. en Tærsker. Berjarfolk, Tærskere. Berjing, f. Tærskning.

berje, el. bergje, s. berga.

berkja, v. a. tage Barken af. Bedre avberkja. Han berkje ta Tonnꜳ (el. avberkje Tenn’enne): han viser Tænder. Sdm.

Berkje, f. s. Byrkja.

berkjen, adj. usmagelig, tør, haard (eg. barkagtig). Hard. Shl.

Berm, m. 1) Bærme. Jf. Grugg, Grut, Aur. — 2) Gjær, til Øl. (Jf. Kveik). Sogn.

Bersklipe, Bersig, Berstein; s. under Berg.

beskare, v. a. skaffe, forsyne med. Sdm.

Beskjeng, m. Besked; rigtig Skik og Orden. Meget brugl. i Tr. Stift og Sdm.

besna, v. n. forbedres, blive bedre. Næsten alm. (Modsat vesna).

best, adv. og adj. bedst. Ogsaa: just, netop; f. Ex. best so dæ va: ret som det var. best eg gjekk: just som jeg gik o. s. v. Ho Besta, bruges tildeels for Bestemor.

bestꜳ, v. n. kunne taale, holde det ud. B. Stift. I Nhl. ogsaa Bestand, n. Da va so kaldt, at da va inkje Bestand (man kunde ikke holde det ud).

beste, v. sye løseligt; s. nesta.

Betal, n. Betaling. Hard. Voss. Nyere Ord, ligesom betala, v. a. der nu overalt har fortrængt de tilsvarende norske Ord.

beter (betr, bett’er, aab. e), adv. bedre. Kun i nordre Trondhj. (bett’er), Sæt. og Voss (bet’e). Ellers be’re, (ee), og bære (see følg.). I Voss betyder det ogsaa: mere, f. Ex. Drikk bet’e! — (Ogsaa i G. N. betr, mere).

betre (ubrug.), adj. bedre. Hedder i Namdalen bett’er (aab. e); men ellers: be’re, med lukt e (mest alm.). bære (Ag.), beire (Sæt. Nfj. Sdm. Helg.). G. N. betri; Sv. bättre. — Heraf: be’ra (bære, og beire, for betra), v. a. forbedre, (G. N. betra). Be’ring, f. Forbedring.

bi, v. (Impf. bei, blive. Helg. Tr. Stift, Østerd. Ansees som Variation af bli, men staaer maaskee nærmere ved bide (bia), v. n. hvorom nedenfor.

bibra, s. bivra.

Bid, i Formen Bidsens. Ingjen Bidsens Ting: ingen mulig Ting. See bide, v. 1.

Bid (aab. i), i Talemaaden: mæ Bøn ꜳ Bid (Sdm.) ɔ: med Bøn og Beden. See bidja.

Biddar, m. Betler. (Sdm. Nfj.).

Bide (aab. i), n. en Smørkjerne (= Kinna). Sdm. Jf. Bidne, og Isl. byða.

bide (bia), v. n. 1. (bid’e; beid; bide, Sdm.; ellers: bi, bei, bie el. bee). være, være forhaanden, findes, gives. Nordre Berg. og Sdm. sjeldnere i Nhl. Alt da bi’ hær, so skal du fꜳ da ɔ: saafremt det findes her o. s. v. Dæ beid inkje i Husa (Sdm.) ɔ: det fandtes ikke i Huset. Jf. bi, bideleg, bidig.

bide (bia), v. n. og a. 2. (a—a; eller: a—de), bie, vente, oppebie. Sv. bida. Bide no (el. bia no): bi lidt, vent endnu! Om Mad siges at den er god til at „bie paa“, naar den mætter saaledes, at man kan bie længe førend man bliver sulten.

bideleg (biele), adj. 1. mættende, som dæmper Hungeren for en lang Tid.

bideleg, adj. 2. mulig; see bidig.

biden (aab. i), s. beden.

bidig, adj. mulig, som kan være eller gives. Inkje bidige Slag ɔ: ingen mulig Ting. B. Stift. (Udtales med d, om end Stamordet hedder bia, el. bie). Nogle St. bidele (Ørk. og fl.).

Biding, f. Bien, Venten.

bidja (ubrugl.), v. a. og n. at bede. (G. N. biðja; Sv. bedja). Inf. hedder: bia, med aab. i (Sæt.), bie (med ii), el. bije (Sdm.), bea, og be (mest alm.) — Indik. Præs. bid’e (Nfj. Sdm.), bi, be, be’r; Impf. bad (ba); Sup. bide, aab. i (Nfj. Sdm.), bie, boe (Nhl.), bee (mest alm.). Betydning: 1) bede, begjære. be seg unda: bede sig fritagen. — Ogs. ønske. be væl liva: tage Afsted, sige Farvel. (I Sdm. bie væl yve). bea vondt: ønske ondt. Ogsaa: tigge, betle. Nogle St. bea seg; saaledes: Dei gjekk ꜳ ba sæg i Bygdenne (Nhl.). 2) byde, indbyde. be te Brydlaups: byde til Bryllup. 3) byde, befale, paalægge. Alm. En mere bestemt Befaling udtrykkes ved: setja (ein) til; men ellers har man kun fremmede Ord (som befalla og kommedera) for dette Begreb.

Bidne, n. et Kar (af de mindre Slags), Kop, Bøtte, Spand o. s. v. Valders og Sogn (hvor derimod et større Kar hedder Kjerald). I Yttre-Sogn og Sfj.: Binne. Lignende Betydning har Isl. byðna, og Ang. byden. (Jf. Bide).

bie, v. s. bide, og bidja.

Bik (aab. i), n. Beg. (I Tr. Stift udtales det Bæk). Isl. bik.bika (beka), v. a. bege, stryge med Beg. bikast, v. hænge fast (mest i Spøg). Bikskrꜳ, f. et Stykke Skind at bege med. (Meget udbredt. I Ørk. Bækskrꜳ). bikut (bekette, bækꜳt), adj. tilsølet med Beg.

Bikar (aab. i), m. et Bæger, et stort Støb. Sogn, Hard. o. fl. (Isl. bikar). Hertil Ordsproget: D’æ brotne Bikara i alle Land ɔ: Brudte Kar i alle Lande. (Bruges paa mange Steder, hvor Ordet Bikar ellers er ubekjendt).

Bikk, m. et Slæng til Siden, en Overhaling.

bikka, v. n. (a—a), rokke, slænge til Siderne (om en hastig eller stødviis Overbøining, ligesom Skibenes i Søgang); ogsaa: dumpe, styrte, falde over. Meget brugeligt i Trondhj. Stift. Ogsaa i Guldbr. i Betydn. bukke, bøie sig hurtigt (som enkelte Fugle).

Bikkja, f. en Hunhund, Tispe. Alm., dog saaledes at det paa mange Steder bruges om Hunde af begge Kjøn. I Nhl. Bykkja. (Isl. bikkja).

Bil (aab. i, ogs. Beel), n. 1) Mellemrum. Guldbr. Dær æ eit Bel imillom Bergom (et Rum imellem Klipperne). Isl. bil. 2) en vis Tid, et Tidspunkt. (Jf. Stund). Da va dette Bil’e igjꜳr (ved denne Tid igaar). Sogn. Ligesaa i Rbg. og fl. 3) et Tidsrum, en Tid af nogen Længde (f. Ex. en Maaned). Almindl. i de tre sydlige Stifter; men hedder i Sdm. Shl. og Stav. Amt: Byl (Bøl). G. N. bil. Eenstydige ere tildeels: Bolk, Beite, Leite, Tak, Rykk, Rid. — I bile-vis: en og anden Tid, ikke bestandig.

Bil, m. og bila, v. see Bel.

bila (bele), v. n. feile, mangle. Nfj. Kva so bela deg? (Isl. bila, skade).

Bila (ii), f. Bile, Bredøxe.

Bild (Bill), m. Ladejern, Aareladningsredskab. I Hard. Bild; ellers Bill (Isl. bildr). Bildhogg, n. Hug af et Ladejern.

bile-millom (bylemyllꜳ), adv. til visse Tider, en og anden Gang.

Bilæte, s. Belæte.

bina (ii), v. n. (a—a, og: a—te), stirre, see med Nysgjerrighed paa en Ting. B. Stift. Hertil Bin, n. og Bining, f. Stirren. Ligesaa Aabin og forbina. Jf. bisna. Bind, n. Bind; Bindingsmaade. (Sjeld).

binda, v. a. (bind; batt; bunde), at binde. Imperativ. bitt, Fl. binde; ligesom Imperf. batt, Fl. bundo. Paa nogle Steder hedder Infin. bitta (bitte), og Indikativets Former ere da lige, nemlig bitt; batt; butte. — G. N. binda (bind, batt). Heraf Band, Bende, Bendel, Bunding og fl. binda Hose(r): strikke Strømper. binda Konn: binde Neg. Jf. Band. Bundan. binda ihop: sammenbinde. binde inn: sætte Kvæget paa Stald. binda upp-atte: binde paa ny; indbinde gamle Bøger.

Binde, n. Bindsel, Forbinding. (Sjelden).

Bindelse, n. Forstoppelse. binen, adj. nysgjerrig, som vil see og stirre paa alt muligt. Sogn og fl.

Bing, m. 1) en stor Kasse, anbragt ved en Væg, saaledes at den forreste Side dannes af opslaaede Fjele, men den bageste af Væggen. Konnbing, Saltbing. Alm. 2) Rum eller Afdelinger i Fæhusene (= Gare). Guldbr.

bingsa (e), v. n. halte, gaae skjævt. Sdm. Guldbr.

Bingsa, f. en Hunbjørn. S. Bjønna, f.

Binna, f. Hunbjørn, s. Bjønna.

Binne, n. Kar; see Bidne.

birkjen, adj. grim, barsk. Sdm. (sjeld.).

birren, adj. stolt af Udseende; s. byrren.

bisa (besa), v. sladre, vaase. Hard.

Bisk (aab. i), m. 1) en Bid, Mundfuld. 2) Frokost. (Sogn, Voss). S. Ꜳbit.

biska, v. n. æde raskt, tage Munden fuld.

Bismar, m. Bismer, Redskab til at veie med. Svensk besmar og besman (som Ihre forklarer af et italiensk Ord). Tvovꜳga Bismar: Bismer til to Voger (72 ℔).

Bisn (ii), f. et Vidunder, noget som alle betragte og beundre. Tell. Sdm. og fl. Isl. bísn.

bisna, v. n. see paa noget med Nysgjerrighed; gloe, gabe. Ogsaa: forundre sig. Meget udbredt i de sydlige og vestlige Egne. I Ndm. bisnast; i Sogn: binsna; ogsaa bina.

bisnefus, adj. nysgjerrig, begjærlig efter at see noget. Tell.

Bit (aab. i), n. 1) Biden, Gnaven (= Biting). Figurl. Skjenden, Klammerie. Bit ꜳ Slit. 2) Hvashed, at et Redskab bider eller skjærer godt. Denne Ljꜳen heve eit godt Bit. 3) Noget som bider; Utøi; Bræmser. (Jf. Ꜳt). Heraf: bitut, adj. fuld af Utøi. (Hall. Vald.). 4) Bid, Sted hvor noget er bidt. Isl. bit. 5) Mundbid paa et Bidsel. Isl. bitill.

Bit (ii), m. 1) en Bid, Mundfuld. Jf. Bite. — 2) en bitter Tiltale. Ofte ogsaa: En som bruger bittre, fornærmelige Ord.

bita, v. a. og n. (bit’; beit; bite, med aab. i), 1) bide, i almindelig Betydning. 2) om Kvæg: æde, græsse. (Sjeldnere). Han bit’e femte Gras’e: den æder sit femte Græs, ɔ: gaaer i sit femte Aar. Hertil Beit, beita, Beite. 3) v. n. bide, skjære, være skarp (om skjærende Redskaber). Figurl. smerte, være bittert. Han fekk ta dæ som best beit: han fik af det som smertede mest. bita ꜳt: bide stærkere til. bita ihop Tenn’enne: bide Tænderne sammen (i Hidsighed eller Smerte).

Bitar, m. 1) en Bider. 2) see Bite, 2.

bitast, v. (bi’st; beist; bitest), bides, a) med En; b) med hinanden. I første Tilfælde bruges Eentalsformen (bi’st), i sidste Tilfælde Fleertal (bitast).

Bitbikkja, f. en bidsk Hund. (Bruges ogsaa som et Skjældsord).

Bite (aab. i), m. 1. 1) en Bid Mad, især et Stykke Fladbrød, som er besmurt med Smør og sammenlagt saaledes at de tørre Sider vende ud. Alm. men i forskjellig Form: Bite, Bete, Beta, Bæta (Ag.), Bata (Namd.), Bꜳtꜳ (Indr. Ørk.). 2) en Stump, et lidet Stykke.

Bite (aab. i), m. 2. Hjørnetand. (Sjelden). I Østerd. Bæta; i Indr. Bꜳtꜳ. I Ørk. hedder det derimod Bitar (ii). Sv. bete.

Bite, m. 3. Bjælke; især den store Tværbjælke under Taget i Røgstuerne. Meget brugl. i det Vestenfjeldske. Isl. biti.

biten (aab. i), partic. bidt. G. N. bitinn.

biten (ii), adj. hidsig, bidende. Søndre Berg. og fl.

bithar’, adj. som bider stærkt. Sdm. o. fl.

Bitjarn (-jenn), n. skjærende Redskab, Kniv, Øxe o. s. v.

Bitkonn, n. Odden paa et Bor, en Syl og desl.

bitta, binde, s. binda.

bitter (bitt’r), adj. bitter.

bi’ug (be’ug og bio) bruges i Sdm. i Betydningen: fornøden; f. Ex. Dæ va beug, e ha gjort dæ, ɔ: det var fornøden, at jeg havde gjort det. (Mon: bidjug, eller Behov?). Andre St. Hedder det: bo; og i Nfj. endog: go, f. Ex. Du ha ikje go te gjera dæ.

Bivr (aab. i), m. Bæven, Skjælven.

bivra, v. n. bæve, skjælve. Guldbr. og fl. Ellers bibra, og pipra. (Isl. pipra).

bjart, adj. klar, blank (G. N. bjartr); ogsaa om en Farve: frisk, stærk, livlig (Sv. bjert). Bruges i Tell. Rbg. Sdm. og maaskee flere St. Ogs. adv. f. Ex. Sol’a skjein so bjart. Heraf: bjerten, byrta, Byrting.

bjartlita (aab. i), adj. som har en reen og frisk Farve. Sjelden.

bjartøygd, adj. klarøiet, som har klare livlige Øine. Ellers tirøygd.

Bjelkje, m. (Fl. Bjelka, r), Bjælke. Ellers: Bite, Slind, Ꜳs.

Bjella, f. Bjælde, Koklokke. Mange St. Bjølle. (Isl. bjalla, bjöllur). Hertil Bjellku (-kyr), f. den Ko som bærer Bjælden (i Spøg ogsaa om en Person som altid vil føre Ordet for de andre).

Bjerg, f. Hjælp; see Berg.

bjerten, adj. lys, blid. Nhl. Mest figurlig; f. Ex. da æ’kje so bjærte fyr ’an, ɔ: der er ikke synderlig blide Udsigter for ham. Jf. bjart.

bjo(d)a, v. a. byd’; baud; bode, med aab. o), at byde. Infin. hedder: bjoa, bjoe (i de sydlige Egne), bjøde, med aab. ø (Nfj. Sdm.), bjø og by (nordenfjelds). G. N. bjóða. (Jf. Gram. § 275). Indikativ mest alm. by; bau; heve boe (aab. o). Betydning: 1) byde, tilbyde; ogsaa gjøre Bud paa noget. — 2) indbyde, invitere. (Sjeldnere; s. bidja som udtrykker de øvrige Betydn. af det danske: byde). bjoe av: vægre sig, undslaae sig; ogsaa: modsætte sig, gjøre Modstand. Tell. — bjøde mot: vække Modvillie, give Ulyst. Sdm. (Hertil: motbydeleg). bjoe te: forsøge, begynde paa. Tell. Guldbr. Med Eftertryk: Dæ bau te! det manglede ikke, det var nok Tilfældet! bjoe vondt, sætte sig op, true eller angribe En. Derimod: bjoe godt: gjøre sig blid og føielig. Tell. og fl. bjøde sig: tilbyde sig. bjøde seg ut: udæske nogen til Kamp. Sdm. og fl.

bjo(d)ande, adj. værdig, som kan tilbydes.

bjo(d)ast (bjoast, bjødast), v. n. (by’st; bau’st; bodest), — bydes, tilbyde sig.

Bjor (oo), m. 1) en Bæver. Hard. Rbg. Tell. I Østerd. Bjør. Ellers Bøver. (G. N. bjór). 2) en flittig udholdende Arbeider. Ein Bjor te arbeie. Ein Arbeidsbjor. Ørk. Helg.

Bjore, el. Bjor, m. Overlæderet i Skoe; ogs. en Kile, en kiledannet eller trekantet Stump. Hard. og Sogn (sjelden). Jf. Bjørlad, og Isl. bjór.

Bjorhus, n. Bæverdam, Bæverhule. I Østerd. Bjørhus; i Guldbr. Bøverbrote.

Bjorskinn, n. Bæverskind. Rbg.

bjug, adj. krum. Er anført i Hallagers Ordsamling og forudsættes i bjugføtt, men synes nu at være ubrugeligt. Hallager anfører ogsaa Verbet bjuge (ɔ: bøie), og et saadant Ord (med Formerne: byg; baug, bogje) maa antages som Stamord for: bogjen, Bogje, bøygja o. fl.

bjugføtt, adj. krumbenet, som har meget bøiede Lægge. Ørk. Guldbr.

bjugta, v. n. bugne, bøie sig. Guldbr.

bjøde, og bjø, see bjoda.

Bjønn (for Bjørn, aab. ø), m. Bjørn. I søndre Berg. Sogn og Hall. Bjødn; i Selbo: Bønn. (G. N. björn). I Sammensætn. Bjønna, f. Ex. Bjønnefar, n. el. Bjønnafore (Sdm.): Spor efter Bjørnen. Bjønnehide (hie): n. Bjørnehule. Bjønnajag, n. Bjørnejagt. Bjønnalabb (-lom, Sdm. -ram, Østerd.), m. Bjørnelab.

Bjønna, f. en Hunbjørn. Søndre Berg. Ellers: Binne (Tell. Hall. og fl.), Bingse (Helg. Namd.) G. N. birna. Om de øvrige Navne see Bæra.

Bjønnabær, n. Korbær, blaa Bringebær (Rubus Cæsius). Næsten alm. i de sydlige Egne. I Ørk. er Bjønnbær det samme som Blokkebær.

Bjønnakamb, m. et Slags smaa Bregner (Osmunda spicans). Tell. Sdm. og fl.

Bjønnatruft, s. Truft.

Bjønn-erv, el. Bjønsærv, m. en Jærv. S. Erv.

bjønnfri, adj. sikker for Bjørnen, om Fæhuse.

Bjønnmose (aab. o), m. Haarmos (Polytrichum commune). Søndenfjelds.

bjønnut (bjønnꜳt), adj. fuldt af Bjørne. Tr. Stift.

Bjønnveidn, f. egentl. Bjørnefangst; sædv. et sjeldent Lykketræf, noget som sjelden skeer. Sdm.

Bjørga, f. en Række af Klipper, en Strækning som er fuld af Klipper. Hard (?).

Bjørk, f. Birk, Birketræ. Alm. (G. N. og Sv. björk). Bjørkabor(d), n. Birkeplante. Bjørkeskat, n. Toppe og Grene af Birk. Bjørkeskog, m. Birkeskov.

Bjørka, f. Birkesaft, s. Byrkja.

Bjørkepors, m. Dvergbirk (Betula nana). Nordre Berg. Ellers Bjørkakjørr, f. (søndre Berg.), Rape (Tell.), Kjesa (Shl.), Fjellsnær (Ndm.).

Bjørkeskjegg, n. Birkelav (et Slags Mos), Usnea barbata. Sdm. o. fl. Nogle St. Bjørkelav.

Bjørlad, n. Gavlen eller den øverste Deel af Tværvæggen i en Tømmerbygning. Sdm. Nfj. (Isl. bjór, bjórþil). Ellers: Rysting (Tr. Stift), Ramlægje (Tell.). Jf. Bjore.

Blad (Bla), n. (Fl. Blod, Blo, aab. o), Blad; ogsaa den tynde eller flade Deel af et Redskab. Ꜳrablad, Skjeidablad, Sagblad. Det Bla’ som findes i Blahyse og Blasild er vistnok et andet Ord. Jf. blæa.

bladd, adj. udsøgt, udvalgt. Tell. (see blæa).

blade (bla), v. n. 1) blade, som i en Bog; 2) undersøge eller gjennemsee noget for at gjøre et Udvalg.

bla(d)laus, adj. bladløs; i Kortspil om den som ikke har vundet et Stik. Heraf Blaløysa, f.

Bla(d)side, f. Side, Pagina i en Bog.

blagda, v. n. flamme, glimte. Namd. I Indr. blꜳgꜳ (for blaga), som ogs. betyder: prale, glimre, have et stolt Udseende. See bragda.

Bla’hꜳ, m. Hunnen af Haafisken; modsat Re-hꜳ. Nedenæs.

Bla’hyse, f. et Slags meget stor Kuller (Fisk). Sdm. Jf. Hysa.

Blak (langt a), n. 1) i Seiladsen: det Tilfælde at man har Vinden imod Kanten af Seilet, saa at det ikke kan opfange Vinden. Helg. 2) Ly for Vinden, en stille Plet paa Vandet bag et Næs eller en Klippe. Sdm. og flere; ogsaa i Helg. (Isl. blak, Viftning, Blæst).

blaka, v. n. (a—a), 1) vifte eller bæve som et Seil, naar det ikke kan opfange Vinden. Helg. 2) ligge i Ly; f. Ex. Dæ blaka unda Nesa: der er stille tæt ved Næsset. Sdm.

blakk’, adj. blegagtig; blegnet eller falmet (om Farve og farvede Ting). Sv. black. Maaskee egentlig en Ændring af blank (Engl. blank, bleg). Det Isl. blakkr betyder mørk. — Jf. brunblakk, gulblakk, raudblakk. En Hest af saadan Farve kaldes: Blakk’en (el. Blakkjen), en Hoppe Blakka. See blekkja.

blakkvoren, adj. noget blegagtig.

blakna, v. n. blegne, falme, affarves.

blakra, v. n. bæve, ryste, vifte ligesom Løv. Nhl. Sdm. Ørk. og fl. Ellers blikra (Tell.), blikta (Sogn). Dei blakra Stjernenne: Stjernerne blinke. blakra mæ Øyrꜳ: ryste Ørerne, om Faar. (Isl. blakta).

Bla’massing, Messing i Plader. Sdm.

Bland, n. (?), findes kun i Talemaaderne: te blands, ɔ: i blandet Orden, om hinanden, hist og her. i bland (udtales sædv. iblandt): af og til.

blanda, v. a. (a—a), blande. Hedder paa mange Steder især nordenfjelds: blende (G. N. blanda).

blank’ (blꜳnk’e), adj. blank. Heraf. blenkja, Blenk, blenkjast.

(Blanklꜳnga), Blꜳnkelꜳnge, f. en Art Langer (Fisk) med lyst og blankt Kjød. Modsat Byrkjelꜳnge. Sdm.

(Blankstein), Blꜳnkestein, m. Navn paa et Slags Fisk (Salmo immaculatus).

blank-øygd, adj. blankøiet, klarøiet.

Bla’sild, f. en Art Sild af samme Størrelse som Brisling eller lidt større. — I Shl. er Blasild omtrent hvad de Handlende kalde Kristianiasild.

blaskra, v. n. pladske. Hard. Jæd. Tell. — Jf. baska.

blau, adj. undseelig, bly, frygtsom. Rbg. Tell. I Betydn. falder det sammen med blyg (blug), men er dog sikkert et andet Ord nemlig = G. N. blauðr, frygtsom. I danske Dial.: blød, undseelig.

blaut’, adj. blød; sædvanlig med Begreb af Væde el. Fugtighed. (G. N. blautr). Figurl. blødhjertet, som ikke har Mod. Om tørre Sager som give efter for Tryk (f. Ex. Hud, Klæder, Puder, Haar), siges ikke blaut, men mjuk; derimod siges blaut om Metaller og især om Jernredskaber. Jf. Blot og bløyta.

Blaut, m. Frygt, Modløshed. Blaut’en tok ’en: Frygten betog ham. Ørkd.

blauta, v. n. tabe Modet, blive ræd. Nordre Berg. Sdm. Fosen.

Blaut-arv, Fuglegræs. See Arve.

Blaut-egg, n. Æg uden Skal.

Blautegrjot (-grot, -grøt), n. Klæbersteen.

Blautelod (oo), f. blødt Foder, opvarmet i Vand. Sdm. Ellers Blautfo’r, Blauthøy.

blautfengt, adj. blødagtig, kjælen. Ørk.

blauthjarta, adj. blødhjertet; let at røre.

Blauting, m. frygtsomt Menneske. Tr. Stift.

blautlendt, adj. n. sumpigt, bestaaende af blød Jordbund.

blautmata, adj. om Korn: umodent, som har blød Kjerne. Jf. mata.

blautna, v. s. blotna.

blautt, adv. frygtsomt, uden Mod. Han spela ikje blautt, ɔ: han spiller ikke lavt Spil; han er temmelig dristig. B. Stift. Hører maaskee til det foranførte: blau.

Blaut-tistel, m. Planten Svinemælk (Sonchus arvensis). Ørk.

blautvoren, noget blød eller fugtig.

blavre, v. n. flamme, glimte. Østerd. S. braga.

blꜳ, adj. blaa. I Sæt. blꜳ’re (G. N. blár). I Sdm. har blaa et Par afvigende Betydninger: a) ung, spæd. Ho æ eit blꜳtt Ba’n endꜳ: hun er jo ganske et Barn endnu. b) gnieragtig. Han va so blꜳ te betale.

Blꜳ, n. Horizont, det yderste af Synskredsen, eller ogsaa: Afstanden fra det yderste Punkt som man kan øine i Horizonten. Sjelden. Østerd. og fl. I Hard. Blꜳtt. I Sdm. i Talemaaden: „ꜳver nie Blꜳ“, der kunde forklares som: ni Landkjendinger, eller maaskee Dagsreiser.

blꜳa, v. n. (a—a), være blaa, vise sig i en blaalig Farve. Dæ blꜳa i Fjell’e (Sdm.), el. Dæ blꜳr pꜳ Fjell’e (Ørk.): Fjeldet seer blaaligt ud (nemlig i lang Frastand). Meget brugeligt i de nordlige Egne, ligesom: blenkje, kvite, svorte, grꜳe o. s. v.

Blꜳbride (-bree), m. gammel Snee; det ældste eller nederste Lag i en Sneemasse. Sdm.

Blꜳbær, n. Vaccinium Myrtillus. Blꜳbærlyng, n. Blaabærbuske.

Blꜳe, m. blaalig Farve; ogsaa et Sted eller Punkt som seer blaaligt ud.

blꜳflekkut, adj. blaaplettet.

blꜳgꜳ, v. flamme. S. blagda, og braga.

Blꜳgom (oo), m. en Art Læbefisk (Labrus Luscus). B. Stift. I Nhl. ogsaa Blꜳskolt og Blꜳgummer.

Blꜳgras, n. adskillige Arter Stargræs, især Carex panicea. I Nhl. Blꜳflis.

Blꜳhals, m. en Art Vildænder.

blꜳ-imet (e), blaaagtig stribet. Sdm.

Blꜳ-is, m. haard og blank Iis. Helg.

Blꜳklokka, en Urt: Campanula rotundifolia.

Blꜳkoll, m. Skabios (Plante). Hedder ellers: Blꜳknapp (Sogn), Blꜳhatt, Hattablom (Hard. Shl.).

blꜳkulut (-ette), adj. buglet af Slag eller Stød.

Blꜳlit (-let), m. Blaafarve. Ogs. Blꜳfargje, m.

blꜳmꜳla, adj. blaamalet.

blꜳmengd, adj. blaamænget (Farve); sædvanlig om en Blanding af hvidt og blaat.

Blꜳmyr, f. en Benævnelse paa Havet. Ut pꜳ Blꜳmyr’a: ud paa Havet. — Ligesaa: Storemyr’a. Nordre Berg. og fl.

blꜳna, v. n. (a—a), blive blaa. Udtales sædvanlig kort, som blꜳnna.

Blꜳnda (for Blonda), f. see Blenda.

Blꜳnkestein, s. Blankstein.

blꜳrenda (el. rendut), adj. blaastribet.

blꜳrosa (og -rosut), adj. tegnet med blaa Figurer eller Blomster.

Blꜳsa (blꜳse), v. n. (blæs’; bles; blꜳse el. blise), at blæse. (bles har lukt e, blise aab. i). G. N. blása; Sv. blåsa. Bruges ogsaa i Betydningen: puste, aande stærkt (Guldbr. og fl.); ligesaa: hvile, udhvile sig lidt. blꜳsa upp, el. blꜳse ’ti: blæse op, tænde Ild. blꜳsa ut: udblæse, slukke (et Lys).

Blꜳsa, f. Blære, Urinblære. Sv. blåsa. Blꜳsehals, m. Blærens Munding.

blꜳsall, adj. vindig, stormende, om Veiret. Mest i de nordlige Egne. Ellers blꜳsen, og blꜳsande.

Blꜳserom, n. Pusterum.

Blꜳserøyr, f. Blæserør.

Blꜳsing, f. Blæsen, Pusten.

Blꜳskjæl, f. et Slags Musling, s. Krꜳkeskjæl.

Blꜳsmyss, Blasius-Messe (3die Februar).

Blꜳsn (el. Blꜳsen), n. Hvile; ogsaa et Stykke som man kan gaae uden at hvile. Hedemarken.

Blꜳ-soleie, s. Styvmorblom.

Blꜳspon, m. Blaaspaan, = Brissel.

Blꜳstr (Blꜳst’er), m. 1) Blæsen, Blæst (Isl. blástr). Ogsaa om Hudsygdomme, ligesom Gust. Alveblꜳstr. 2) Aanderør, Luftrør (paa Hvaler og andre Sødyr). Nogle St. Blæstr. Isl. blástr.

Blꜳstyde (og Blꜳstøe), f. Vandpytter i Sneen; Snee som er opfyldt af Vand. Sdm.

Blꜳtt, n. s. Blꜳ n.

Blꜳveis, Blaasippe (Anemone hepatica). Tell. og Ag. Stift.

blꜳvoren, adj. noget blaalig.

blꜳøygd, adj. blaaøiet.

Blegg, m. see Bløyg.

Bleia, f. 1) et Lagen, Sengelagen. (G. N. blæa). Tell. Rbg. I Ag. Stift: Bløye. Ordet hedder i Danm. Blee; Frisisk blæg. — 2) Dug, Tæppe, Dækken. Sogn, Tell. og fl. I Sogn fornemmelig om den Dug, som en Brud bærer paa Hænderne (Brurableia). I Betydn. af Dug findes blægia ogsaa i gamle Breve. — 3) Alter (fordi det er behængt med en Dug). Sdm. og Ndm. i Formen Blæje el. Blægje. Han sto inna mæ Blægjꜳ: oppe ved Alteret. (De andre Betydn. ere her ubekjendte). — 4) Kreds omkring Alteret; saa mange Kommunikanter som paa een Gang rummes ved Alteret. Dæ va tri Bleie mæ Altersfolk (tre Omgange). Lister og Helg. Ellers = Duk (Namd.), Knefall (Sdm. og fl.).

Bleik, f. blege og tynde Skyer. Berg. Stift.

Bleik, n. Blegning af Tøi. leggja pꜳ Bleik: lægge ud for at bleges.

bleik, adj. bleg (G. N. bleikr). Heraf Blik, blika, blikna.

bleikdæmt’, adj. blegladen (= bleikleitt). Hard. Jf. Dꜳm og Dæme.

bleikhært, bleghaaret. (Sjelden).

bleikja, v. a. (kje, kte), blege (Tøi eller Garn). G. N. bleikja. Ogsaa v. n. see blika.

Bleikje, f. 1) Hvidling (Merlangus), en bekjendt Fisk. Nordre Berg. og Tr. Stift; ved Trondhj. hedder det: Bleik. Ellers Kviting. — 2) en Færskvandsfisk, et Slags lysvarvede Ørreder. Tell. Jf. Blika. (Efter Wille, i Sillejords Beskr., er Bleikje en Art af Karpeslægten: Cyprinus alburnus).

Bleikjevoll, m. Blegeplads.

bleikleitt, adj. blegladen, af bleg Ansigtsfarve. (Isl. bleikleitr). Alm.

bleiklita, adj. af blegagtig Farve

bleikna, v. n. blegne. Hedder paa mange Steder: blikna (aab. i). Isl. blikna.

bleikskya, adj. blegskyet.

bleikvoren, blegagtig, noget bleg.

bleisk, s. blesk. — bleiv, s. bliva.

Bleke, s. Blika, f.

Blekk, n. 2. Blik, Jernblik. Hertil: Blekkmakar, Blekkplata, Blekkrøyr, o. fl.

Blekk, m. 1. en Klap eller Smække hvorved man indfører Luften i en Bælg, eller Vandet i en Pumpe. Trondhj. Shl. og fl. Ellers Luka, og Klaffe. Jf. Blokka.

Blekk, m. 2. Pust, Luftstrøm, Viftning. Tell. Jf. blekkja, og blaka.

Blekk, m. 3. Hug eller Skaar; Mærke paa enkelte Træer i en Skov. Tell. og fl.

blekkja (e) v. n. 1. og a (e—te), 1) see blegt ud, vise sig i en blakket Farve. Af blakk. Dæ blekkje pꜳ dæ. Ørk. og fl. 2) v. a. mærke Træer ved et Hug eller Indsnit. Tell. og fl. I Hard. blika; i Ag. Stift: blenkje.

blekkja, v. n. 2. (e—te), 1) vifte, svæve hid og did; om en Flamme eller et Lys. Nhl. (Isl. blaka). — 2) vifte med noget; opfriske Ilden ved at vifte med en Plade eller Skovl. Nhl. — 3) brænde Tjære af Rødder (da disse indlægges i en lukket Rende, hvor Ilden maa vedligeholdes ved Viftning). Shl. Tell. — Jf. blaka, blakra, Bloka.

blekkja, v. a. (e—te), forhindre, komme i Veien for. Sdm. (sjelden). Kva va so blekte ɔ: hvad var til Hinder? (Isl. blekkja, bedrage).

Blekkje, f. 1) et Blad (= Blokka). Tell. — 2) en Vifte, et Redskab til at opfriske Ilden med. Tell.

Blekkjegras, n. Urter som have mange Løv eller Blade. Tell.

blenda (blænde), v. a. (a—a), blande (s. blanda).

Blenda, f. en blandet Drik, især af Valle og Vand. Alm. men hedder paa mange Steder: Blanda; i Nhl. Blꜳnda. (Isl. blanda). Hertil: Blendekanna, Blendeskaal og fl.

Blending, m. Noget som er blandet af forskjellige Slags.

Bleng (Blæng), m. 1) Valle, som ikke er kogt. Tell. (Jf. blengje). 2) Kjernemælk. Nhl. (Ellers Saup). Ogsaa en Blanding af Kjærnemælk og Vand til at drikke. Helg. (I sidste Fald maaskee for: Blending).

blengje, v. a. (gje, -gde), oste, opvarme Mælken for at faae Osten af den. Sdm. (Ellers ysta). Hertil Blengjardag (Dag paa hvilken man oster), Blengjegryte og fl.

Blenk, m. Glimt; glindsende Punkt.

blenkja, v. n. og a. (e—te), 1) v. n. glindse, være blankt at see til; ogsaa: glimte, blinke, skinne. Næsten alm. (Sv. blänka). Dæ blænkje pꜳ dæ (Gbr.): det seer blankt ud, det glindser af det. — 2) v. a. pudse, polere, gjøre blank. Guldbr. og fl. — 3) mærke Træer ved at hugge en Spaan af dem. Hall. Vald. og fl. Ellers: blekkje og blika.

blenkjast, v. n. (imp. -ktest), blive blank.

Bles (aab. e), og Blese, f. Blis, Stribe langsad Forhovedet. Isl. bles. Heraf: blesut (blesette), adj. blisset. Bles’en, om en blisset Hest.

blesk, el. bleisk, adj. læspende, som ikke taler reent. Nhl. (Isl. blestr). Jf. kleis.

blesma, v. n. løbe, gaae i Parring (om Faar og Gjeder). Nordre Berg. og fl. (Ved Trondhjem hedder det bresne). Hertil Subst. Blesme, f. i Talemaaden: laupe Blesme (ved Tr. Bresne). Isl. blæsma, geil.

blettast, og bletta, v. n. holde sig, holde det ud. Han kann inkje blettast. Helg. Hedder ellers: plitte seg (Sdm. Nfj.), platta seg (Nhl.). Jf. berga og belle.

bli, Hjælpeverb. (bli’, blei, blitt), blive. Et nyere Ord, som bruges overalt søndenfjelds. S. verta. (Jf. bi og bliva).

blid’ (bli), adj. blid (G. N. blíðr). Heraf blikka.

bli(d)lꜳten, adj. blid, venlig af Udseende. Ag. Stift.

blidna (blinna), v. n. blive blid (= blikkast).

Blidskap, m. Blidhed, Venlighed.

blidsleg (i Tell. bliskleg), adj. blid, af et venligt, godmodigt Sindelag. Ogs. blidvoren.

blidspent, adj. bruges meget i Sdm. og Ndm. i samme Mening som blidlꜳten.

Blik (aab. i), n. en bleg eller hvid Plet (paa Klipper, Vægge o. s. v.); ogsaa et Slags hvid Lav eller Mos paa Steen (Sdm.); et Mærke paa et Træ (Østerd.); sjeldnere: Glands, Skin (Isl. blik).

blika (aab. i), v. n. (a—a), 1) see blegt ud, være blegt eller hvidt at see til. Bruges upersonligt ligesom blaae, blenkje, kvite etc., f. Ex. Dæ blika i dæ (ordet: det bleger i det). Nordl. Egne. Nogle St. bleikje. 2) blinke, glimte, glindse. Sjelden. (Isl. blika). 3) v. a. hugge Mærke i Træer (= blekkja). Hard. og fl.

Blika (Bleke), f. et Slags Ørreder med bleg eller lys Farve. Rbg. Mandal, Lister (hvor det udtales: Blege). Jf. Bleikje.

blikka (for blidka), v. a. (a—a), gjøre blid, formilde, stille tilfreds. Meget udbredt (Nhl. Hard. Tell. Ørk.), dog ikke alm. (G. N. blíðka).

blikkast (for blidkast), v. n. formildes, blive blid. Ogsaa: blidna.

blikna (aab. i), v. n. blegne (= bleikna).

blikra, v. n. bæve, røre sig sagte. Tell.

blikstill, og blikende still: saa stille, at Søen er ganske blank. Jf. blika.

blikta, v. n. 1) blinke, glimte. Sogn. Jf. blika. 2) bæve, røre sig lidt (om Lemmer, Muskler og lignende). Sogn. Ellers blikra, blakra.

blind, adj. 1) blind, som ikke seer. — 2) skjult, som ikke sees, f. Ex. en blind Nagle, et blindt Skjær. — 3) dunkel, utydelig. Ei blind’ Stil: dunkel, afbleget Skrift. Dæ va blindt ꜳ vita: det var vanskeligt at vide. G. N. blindr.

blindast, v. n. blive blind. (Sjelden).

Blindekjuke (og -tjuke), 1) Blindebuk, s. følg. 2) en Urt: vild Matrem (Pyrethrum). Sdm. Nfj. See Kragablom.

Blindetjuv (Blindekju), Blindebuk (en bekjendt Leg). Jæd. (Mere passende end det almindl. Blindekjuke.

Blinding, m. 1) En som er blind. Sjelden. 2) et slags Klæg (Tabanus), saa kaldet fordi den let lader sig fange. 3) en skjult Nagle, som forbinder to Fjele eller Staver. Ogsaa kaldet Dubling. (Isl. blindingr).

Blind-is, m. en glat Iis, som er skjult af Snee. Hedder ogsaa: Blindhꜳlkje (Nhl. og fl.), Blindsvell (Sogn).

blindsa, adj. see skjævt eller til Siden. Nordre Berg.

blindsen, adj. som seer skjævt.

Blindska, f. Blindhed. (Sjelden),

Blindsvell, n. see Blindis.

blindt, adv. skjult; i Blinde. spela blindt: spille med omvendte Kort.

blingra, v. a. afbryde En (i en Tale eller et Arbeide), gjøre at han kommer af det. Sdm. Ellers: brikla (Ørk.), og villa. (Burde hellere hedde blindra).

Blink, n. (og m.) Blik; det at man blinker med Øinene. (Jf. Augneblik).

blinka, v. n. (a—a), blinke, glippe med Øinene (især om den naturlige eller uvilkaarlige Lukning og Aabning af Øienlaagene). Han stirte so, at han blinka ’kje pꜳ lang Tid. Ogsaa gjøre Miner, give Vink med Øinene. Han blinka ꜳt meg. (Maaskee eg. blindka).

Blinking, f. Glippen med Øinene.

blisen (aab. i), partic. blæst. S. blꜳsa.

blistra, v. n. fløite. S. blystra.

bliva, v. n. (bliv’; bleiv; blive el. bleve), blive borte paa Vandet, drukne, omkomme. Synes at være almindeligt over det hele Land, og adskilles overalt fra bli (at blive).

bliven (aab. i), druknet, omkommen.

bljug, s. blyg. — Blod, Fl. s. Blad.

Blod (Blo), n. Blod. Ogsaa om enkelte Foregange i Blodet, saasom Kongestioner; Susen for Ørene o. s. v. — slaa seg til Blods (tebloss): slaae sig saa at det bløder. taka seg Blod: lade sig aarelade. I Sammensætn. overalt: Blo.

bloda (blode, bloa), v. a. (a—a), besudle med Blod. bloa seg ut.

Bloddrope, m. 1) Blodsdraabe; 2) Sting, Smerte i et Lem (af Uorden i Blodets Løb).

blodende, s. blodraud.

blodet (-ette, blo’ut), adj. blodig, besudlet med Blod.

blodfersk (blofæsk), adj. ganske færsk, nylig dræbt, saa at Blodet ikke er størknet.

Blo(d)fugl, m. den rødbrystede Vippestjert (Motacilla Phoenicurus).

blo(d)full, adj. blodrig.

Blo(d)hella, f. en Masse af fordærvet Blod (hos Syge og stærkt Forkjølede). Sdm.

Blo(d)kyla, f. Blodbyld. (B. Stift).

blo(d)laus, adj. blodløs. Han sto bꜳ’ bleik’ ꜳ blolaus.

Blo(d)livr, f. Klump af størknet Blod.

Blo(d)melta, f. størknet Blod under Huden (efter et Slag). Hard. og fl. I Sdm. Daudeblod.

blo(d)raud’, adj. blodrød. Hedder ogsaa: blodende raud (bloende rau) og blostupande.

Blo(d)rosa (aab. o), f. Blodstriber i Huden. blo-roset (-rꜳsette), adj. blodstribet.

Blo(d)sinne, n. Rovdyrenes Raseri, naar de faae Smag paa Blod. B. Stift.

Blodstæma, f. Standsning af Blod; eller et vist blodstillende Middel (mest overtroisk). B. Stift, Helg.

Blodtakar, m. en Aarelader.

Blo(d)vatn, n. vandagtigt Blod.

blogga (aab. o), v. a. (a—a), saare, skade saa at det bløder. Isl. blóðga.

Bloka (aab. o), f. en Klap, Smække, Ventil. Jf. Blokka, Blekk. (Isl. blaka, Skjul, Dække).

Blokk, f. 1) Blok, Vindeblok med Tridse. Fleertal: Blekk’er, Blekre. — 2) Model, Form (sjelden). Jf. Stabbe.

blokka, v. a. vinde, trække frem ved Hjælp af Blokker. Søndenfjelds.

Blokka, f. 1) Blad, Løv; Smaabladene paa de fleerdeelte Løv, f. Ex. paa Ask og Røn. Søndre Berg. og Stavanger Amt. (Isl. blaðka). I Shl. ogsaa om Løv eller Blade i Almindelighed. — 2) Flig, Lap, Plade, eller noget som ligner Løv; især Klap, Smække, Ventil (i Pumper og Bælge); jf. Blekk. Mere alm. I Tell. Sogn, Sdm. og fl. hedder det Bloke, Bloka (aab. o). I Tell. bruges Bloke ogsaa om tynde Spaaner.

Blokkebær, n. Mose-Bøller (Vaccinium uliginosum). B. Stift, Vald. Guldbr. og fl. I Fosen (saavidt erindres): Blakkbær; maaskee af blakk, adj. fordi denne Art er lysere end Blaabær. I Ørk. Bjønnbær; i Ag. Stift: Mikkelsbær, og Skintryte.

blokkut (blokkette), adj. fliget, deelt i smaa Flige eller Blade.

Blokyle, s. under Blod.

Blom (oo), m. 1. Blomst. (Kr. Stift, Shl. Hard. Hall.). I Guldbr. Blome. Ellers Blomstr, Pløma, Rosa. (G. N. blóm, blómi). — Heraf bløma.

Blom (oo), m. 2. Bregne (Polypodium). Nordre Berg. Sdm. og Trondhj. Stift. See Burtn. Jf. Fugleblom, Einstablom.

bloma, adj. blomstret.

Blomfall, n. Blomsternes Affalden.

blom-mꜳla, adj. malet med Figurer som ligne Blomster. Guldbr. og fl.

Blomrikke, f. Holt-Sneppe (Scolopax rusticola). Sdm. Skal paa andre Steder hedde: Blomrykke, og Blomrukka.

Blomrot (oo), f. Bregnerødder. Tr. Stift.

Blomstr (Blomst’er), m. Blomst.

Blomstra, v. n. blomstre.

blomut (blomette), adj. blomstret; tegnet med Blomster. Bruges ogsaa i Helg. (blomꜳt).

blorosette, s. blodrosa.

Blostemma, s. Blostæma. Blot (aab. o), n. Blød, Udblødning. leggje i Blot: lægge i Blød.

blota (aab. o), v. n. blive blød, udblødes. Mest om Jord og Veie. Af blaut.

Blote (aab. o), m. 1) blød Jord, Dynd, Søle. 2) Regn eller Tøveir. Isl. bloti.

Blotfisk, m. udblødet Tørfisk. B. Stift.

blotna, v. n. (a—a), 1) blødne, blive blød. G. N. blotna. 2) blive rørt, bevæges i Sindet; ogs. ydmyges, nedbøies.

Bluku, f. (i en Plov), see Hummel

Blundr, m. Søvnighed; Slummer. Sdm.

blundra, v. n. blunde, lukke Øinene af Søvn.

blunka, v. n. blinke, glippe med Øinene (af Frygt). Nordre Berg. Hall.

Bly, n. Bly. Blylodd, n. og Blystein, m. Blylod paa et Fiskersnøre.

blyg’, adj. 1) bly, undseelig. Hedder ogsaa: bljug’e (Sogn, Voss, Hard.) og blug’e (Sogn). G. N. bljúgr; Sv. blyg. (Jf. blau). 2) ringe, daarlig, som man maa blues ved. Bruges meget i Sdm. f. Ex. Dæ va ein blyg’e Skjenk (en altfor simpel Drik). Du kjem’ inn i eit blygt Hus (Høfligheds-Udtryk, naar man indbyder En). — Begrebet: bly, frygtsom, — udtrykkes ellers ved mange andre Ord, som: varlaaten, plent, grannvar, forøven, vedvoren og fl.

blygjast (blyest), v. n. (pr. blygjest; imp. blygdest), blues, undsee sig. (Sv. blygas).

Blygsel (Blygsl), f. Undseelse, Blyhed. Mest brug. søndenfjelds. Ellers Blygheit; sjeldnere Blygskap, Blygleikje.

blygsleg, adj. 1) bly, undseelig; 2) om noget som foraarsager Blusel, eller som ikke er saa værdigt og passende som man vilde.

blygvoren, adj. bly (af Naturen).

blystra, v. n. pibe, fløite med Munden. Nordenfjelds hedder det: blistre; i B. Stift ogsaa: plystra og tildeels plustra. Isl. blístra.

blæa, v. n. vælge iblandt noget, søge at finde det bedste. Sogn, Tell. (Ellers blada). Maaskee for bledja; jf. bladd.

Blægje, f. Alter. See Bleia.

blækte, bræge. Tell. See bræka.

Blæm, m. smaa Buskvæxter, især Hinbær- og Taagebærbuske. Helg. Ogsaa: Bleim. Jf. Bring.

Blæma, f. Vable, Vandblegne i Hude. Meget udbredt. Sv. blemma.

blæmut (-ette), adj. fuld af Vabler.

Blænde, s. Blenda. Blæng, s. Bleng.

blænkje, s. blenkja.

Blæra, f. en Vandblære, Vable, Vandblegne. I søndre Berg. Bløra. (Isl. blaðra; Gam. Dansk: blædre). Jf. Blꜳsa og Bola.

blæst, adj. stakaandet, pustende af Udmattelse. Namd. Indr. (Jf. lettblæst).

Blæstr, m. Aanderør. See Blꜳstr.

bløde (bløa), v. n. (e—de), bløde, tabe Blod.

Bløding, f. Blødning, Blodtab.

bløma, v. n. (e—de), blomstre, staae i Blomster. Kr. Stift, Hard. Hall. (Af Blom). I Nhl. pløma. Ellers blomstra.

Bløming, f. Blomstring, Flor.

Bløra, s. Blæra.

Bløye, f. Dækken, Undertæppe (= Kvitel, Underbreidsla), see Bleia.

Bløyg, m. en Kile til at kløve med. Rbg. Tell. Hall. — I Sdm. Blegg. Ellers Vegg. (Isl. fleygr).

bløyta, v. a. (e—te), udbløde, gjøre blød. Af blaut. bløyta seg: blive gjennemvaad. bløyte Augunne: græde. (G. N. bleyta).

bløytast, v. n. blive blød (= blotna).

Bløyta, f. 1) Udblødning; 2) blød Jord eller vandblandet Snee; blødt Føre. Dei fekk ei Bløyta: de bleve dygtigt gjennemblødte (f. Ex. af Regn). Isl. bleyta.

Bløyte-ver, n. langvarig Regn.

Bløyting, m. en Kryster, En som let bliver ræd. Guldbr. Jf. blaut.

Bo (lukt o), Behov. Du ha inkje Bo te gjera da. Sogn, Guldbr. og fl. (Mon for Bod?). S. biug.

Bobbe, m. et Spøgelse, et Skrækkebillede. Sdm. I Tell. Buv.

bobberædd’, adj. bange for smaa Farer, skyggeræd. Er mere alm. i B. Stift.

Bod (Bo, aab. o), f. Bud, Sendebud, Hilsning. Hedder i Ørkd. Bau; i Gbr. Bo, med lukt o). (G. N. boð; Sv. båd).

Bod (Bo, aab. o), n. 1) Tilbud, tilbudte Vilkaar. Af bjoda. G. N. boð. 2) Bud, Anbud (ved Kontrakt eller Auktion). Betydningen Gjæstebud (Isl. boð) findes maaskee i det Ordsprog: Burte æ bꜳ’ steikt ꜳ sode, heime æ dꜳ beste Bode, ɔ: hos Andre faaer man god Beværtning, men hjemme har man det dog bedst. Sdm. Helg.

bode (boe), v. n. sende Bud; eller ogsaa: bringe Bud. Sdm. (sjelden). Rbg. (mere brugl.).

Bode (aab. o), m. Skjær eller Klippe, som kun rækker op til Vandfladen og saaledes kjendes paa Bølgernes Brydning. B. og Tr, Stift; mest alm. i Formen Boe (aab. o), Bꜳe. I Indr. Bꜳdꜳ. Isl. boði. Jf. Fall og Flud.

boden (boen, aab. o), part. 1) buden, tilbudt; 2) indbuden.

bodfør, adj. duelig til at fremføre sit Ærinde, istand til at bære Bud. B. Stift, Tell. Hall. Ellers: ærendsfør.

Bodsending, f. Budskab, Sendebud.

Bo(d)stikka, f. Budstikke, Bekjendtgjørelse som sendes fra Gaard til Gaard. Egentlig det Redskab, hvori Kundgjørelsen forvares, nemlig et rørformigt Foderal af Træ, forsynet med en Syl i Enden, for at Overbringeren kan slaae Foderalet fast i Døren, hvis denne er tillaaset. I B. Stift hedder det sædvanlig: Bustikka.

Bog (aab. o), n. bueformig Figur. Dæ stænd’e Bogj’e, — siges i Sdm. om en Strøm eller Vandstraale, som drives til Siden, saaledes at den danner en Bue.

Bog (oo), m. (Fl. Bøg’er, Bøgje, og Boga, r), Bov, Forbenenes Rod. G. N. bógr; Sv. bog. Hertil Bogbein, Bogflesk og fl. — Ogsaa Boven paa et Fartøi. Hertil: Boglina, Bogspryte.

Boga, s. Bogje.

Boggris (el. Bo-gris?), m. den sidstfødte Gris af et Kuld (sædvanlig mindre end de andre). Sdm. I Spøg om den yngste i en Familie.

Bogje (aab. o), m. Bue, Krumning; bueformigt Redskab. I Tr. og Ag. Stift: Boga, Bꜳgꜳ. G. N. bogi; Sv. båge. I Sammensætn. Boge og Boga, f. Ex. Bogedrag, n. Buestrøg. Bogesag, f. Buesav.

bogjen (aab. o), adj. (Fl. bogne), bøiet, bueformig, af en jævn Krumning. Almindl. og meget brugl. G. N. boginn. (Jf. bjug).

bogna, v. n. (a—a), bugne, bøie sig i Form af en Bue. Alm. (G. N. bogna). Figurlig: ydmyges, gaae i sig selv.

Bogna, f. 1) en Bønne. Sdm. Indr. og fl. Andre St. Bauna. — 2) Meeldrøie, et Slags svampagtig Udvæxt paa Korn. Sdm. og Tr. Stift, Ellers Mjølauk; jf. Sjak.

Bog-rꜳ, f. Bovblad. Sdm.

Bogring, m. paa Heste: Hvirvelen eller Haarkredsen bag ved Boven.

Bog-tre, n. Bovtræ, den forreste Deel af Hestesælen. I Sogn: Klava-tre.

Bok (oo), m. Bøg, Bøgetræ. Søndenfjelds (Rbg. Tell. og fl.). Ellers Bøk. — Sv. bok.

Bok (oo), f. (Fl. Bøk’er, Bøk’a, Bøk), en Bog. Sv. bok.

boka, v. a. føre til Bogs. (Sjelden).

boke (aab. o), rode, grave; s. bauka.

bokjen (oo), adj. (Fl. bokne), lidt tør, halvtør (om Kjød, Fisk og lignende ting, som indsvinde eller sammenskrumpes ved Tørringen). Nhl. Nordre Berg. Sdm. Ørk. — Heraf bokna og bøkja.

Bokkje, m. (Fl. Bokka), et Spøgelse (jf. Bobbe); ogsaa en Vætte, en af de Underjordiske. Sdm. Nfj. (= Haugtuss, Hulderkall).

boklærd, adj. boglærd, belæst: ogsaa læsekyndig, som kan læse.

bokna, v. n. (af bokjen), tørres lidt, saaledes at den meste Fugtighed forsvinder. Nordre Berg. og Tr. Stift. I Hard. bosna (oo).

boks, hoppede; see byksa.

Bokstav, m. Bogstav.

Bokstol, m. Bogstol. Læsepult.

boksynt’, adj. som kan læse i Bog.

Bol, s. Bul, Bor og Bur.

Bol, m. en Tyr, Oxe. Shl. Udtales med lukt o (Bool). Isl. boli. Jf. Tjor, Gredung.

Bol (oo), n. 1) Rede eller Kube, hvori Insekter og andre Dyr have deres Unger. Guldbr. Tr. Stift. Humlebol, Musbol. Andre St. Bøle. 2) Leie, Liggested for Dyr (især i Straa eller Halm). B. og Kr. Stift. Isl. ból. I Spøg eller Spot ogsaa om en Seng. 3) Betydningen: Bolig, Opholdssted, forudsættes i: Sæterbol. Jf. Bøle.

Bola, f. 1. Boble, Luftblære, især paa Vand. Hedder i Sogn ogsaa Bulla (Budla). Isl. bóla. Ogsaa en Bugle eller Forhøining som ligner en Boble.

Bola, f. 2. Børnekopper. Søndre Berg. og Stav. Amt. (Isl. bóla). Ellers Kveisa og Poka. — Hertil: bolegraven, adj. koparret (Isl. bólugrafinn). Bolesetel, m. Vaccinations Attest.

bolast, v. n. blive fuld af Bobler.

Bolde, m. Byld, Svulst. Guldbr. Ørk. Fosen. (Ellers: Kaun, Svoll). Sv. bolde.

Boldeverk, m. Smerte af Bylder.

bole seg, s. bora.

Bolebrosma, et Slags Brosme, hvis Skind er opfyldt af smaa Luftblærer. B. Stift.

bolelaupa, v. n. blive fuldt af Bobler eller Luftblærer. Især om Brød.

bolen (aab. o), adj. hovnet, opsvulmet. Shl. og fl. I Hard. tildeels: bolgjen. Isl. bólginn. Hertil bolna og Bolde.

Bolesylgje, f. et Slags Spænder med ophøiede runde Bugler. Rbg. og Tell. (hvor Sylgje udtales: Sygje, Sye).

Boletang (-tꜳng), n. en Tangart med opblæste Knuder (Fucus nodosus).

bolgjen, s. bolen.

Bolk, m. 1) Skillevæg, Skille af Træ eller Steen imellem to Rum. (Isl. bálkr). Hertil Bꜳsebolk. 2) Stykke, Deel, Afdeling, Rum. Garbolk (Gjærdestykke), Notabolk, Linebolk. 3) Tid, Tidsrum, Afdeling i Tiden. (Jf. Bil). Vꜳrsbolk, Snøbolk, Uværsbolk. I bolkevis: af og til, ikke bestandig. Ordet er almindl., men hedder Balk i Yttresogn og Tell.

bolkast, v. n. blive ujævn, saa at nogle Stykker faae et andet Udseende. Sjelden).

bolkut (bolkette), adj. ujævn, ikke allesteds ligedan. Især om Ageren, naar Kornet staaer tyndt paa nogle Steder og tykt paa de andre. Temmelig alm.

Boll, m. Testikler, Puna. Sogn og fl. Andre St. Balla, r (Fl.). Jf. Kodd.

Bolle, m. 1) en Kumme, Kop, Thekop. Mandal og Rbg. Isl. bolli. 2) Bolle, Drikkeskaal med bred Bug og indkneben Rand. Alm.

bolna, v. n. hovne, svulme op. Nhl. Shl. I Hard. tildeels: bolgna. (Jf. bolen). Isl. bólgna. Ellers: trutna.

Bolt, m. 1) Bolt (i alm. Betydn.); 2) et Skryderie, en Skrøne. Sdm.

bolte, v. n. skryde, prale. Sdm. Heraf: Boltar, og Boltebukar: en Storskryder, Praler. Jf. børte.

bolut (bolette). adj. opfyldt af Bobler.

Bom, s. Bumb.Bon, s. Barn.

Bona, Huustøi, Redskaber; s. Bunad.

Bonde (Bund’e), m. Jordbruger, Gaardmand (Sogn, Shl. og fl. i Modsætning til Huusmænd og Strandsiddere); bosiddende Mand (Helg. i Modsætning til Finner eller andre omflyttende Folk); ellers Bonde, Menneske af Bondestanden (i Modsætning til Byfolk). Fleert. uregelmæssigt: Bønd’er, Bønd’ar, Bøndre. Jf. buande og Bumann. Hertil: Bondebunad, m. Bondedragt. Bondegar, m. Bondegaard. bondeklædd, bruges i Helg. i Modsætning til: finnklædd. Bondemꜳl, n. Almuesprog. Bondevis, f. Bondeskik o. s. v.

bondskjen, adj. hørende til Bondestanden eller passende til samme, f. Ex. eit bondskje Mꜳl. Nogle St. bondsleg: i Tell. bondskleg. Verbet bondska bruges om Fremmede, som forsøge at tale i Almuesproget.

bonnꜳt, adj. frugtsommelig. Indr.

Bor (aab. o), m. 1) Naver, Bor; især at bore Steen med. (Jf. Navar). 2) en vis Hestesygdom. Sogn.

Bor (for Bord), n. 1) Bord, i alm. Betydn. (Udtales deels Boor, deels næsten Bool med det tykke l, som træder istedetfor rd). G. N. borð. Te Bors, eller: ꜳt Bore, ɔ: til Bordet. Bors-enden: Enden af et Langbord. Borsrør’a: Bordkanten. — 2) Bræt, Fjel, Planke; en Fjel som er savet paa begge sider; modsat Bakhun. — 3) Bord, Side eller Rand paa Baade og Fartøier. (Jf. Bar). Heraf byrt og utbyres. um Bor: ombord. yve Bor el. fyre Bor: overbord, ud af Fartøiet. innabors: inden Borde. — 4) Randen af et Kar, i Forhold til det som er i Karret; altsaa det øverste tomme Rum i et Kar som ikke er ganske fuldt. Dær æ eit stort Bor pꜳ Kjær’e: Karret har et stort Rum tilovers. Meget udbredt. Ved Stavanger: Bar. (Isl. borð).

Bora (for Borda), f. 1) Borde, Baand, Strimmel (Isl. borði, m.); 2) lange og smale Blade, paa Korn og Græs.

Bora (aab. o), f. et smalt Hul. Sjelden, uden i Sammensætning, som: Honbora, Nasebora.

bora (aab. o), v. a. (a—a), bore, gjøre Hul. Nogle St. bꜳrꜳ.

bora (for borda), v. a. anrette Madbordet, sætte Maden frem. (I Gjæstebudene).

bora seg, voxe ud, slaae sig ud i Blade (om Korn). Mest i Ag. Stift, hvor det udtales: bole se (for borda seg).

Bor-arbeid, n. grovere Snedkerarbeide (med Planter og Fjeleværk).

boroberande, adj. egentl. som kan sættes paa Bordet; figurl. anstændigt, passende, værdigt.

Bordisk, m. Brikke, Trætallerken. Rbg. Tell. Ellers med aabent o: Borrisk (Søndre Berg.), Borosk, og Borsk (Sdm.). Isl. borðdiskr.

Boregras (oo), n. Græsarter med lange og smale Blade. Af Bora, f.

boren (aab. o), part. baaren. S. bera.

Borg, f. en Borg. (Betydningen meget dunkel og ubestemt. Jf. Omnborg).

Borg, n. Borg, Laan. taka pꜳ Borg.

borga, v. a. (a—a), borge, laane. Bruges ligesom lꜳna baade om Udstedelse og Modtagelse. Udt. nogle St. borje.

Borgar, m. Kjøbstadsborger; især Handelsmand.

Borgstova (sædvanl. Borrstova), f. Tjenerstue; Arbeidsfolkenes Huus paa de store Gaarde. B. Stift.

Borhald, n. duget og dækket Bord; Anretning for Gjæster. Sdm. (Isl. borðhald, Maaltid).

Boring (for Bording), f. Siderne i en Baad; især den øverste Deel af samme.

Bork, m. Bark. (G. N. börkr). Jf. barka og berkje. I Sammensætn. Borka, f. Ex. Borkavꜳg, f. en Vog Bark. Borkalur, m. et Stykke sammenrullet Bark.

Borka, f. Barkelud. Hertil: borkebrend, adj. beskadiget i Barkningen. Borkesꜳ, m. Barkekar. (B. Stift).

Borkaløyping, m. en Træstamme som man har taget Barken af. Sdm. o. fl.

Borkꜳte, f. et Hul paa Overfladen af et Træ, hvor Barken er voxen ind i Træet. Sdm.

borkeblakk, adj. blegagtig borket af Farve. Ag. Stift. See borkut.

bor-klæde (borklæ), v. a. beklæde med Fjele (Bord). Hertil borklædd, adj. Borklæding, f.

Bor-knakk (-krakk), m. Trefod som bruges til Støtte under en Baad. Nordre Berg.

borkut (borkette), adj. bleggul eller hvid med et Anstrøg af rødt (ligesom Tøi der er lidt barket). Mest om Heste. Søndenfjelds. (I B. Stift: gulblakk). — En Hest af saadan Farve kaldes: Bork’en (Borkj’en).

Borlad, n. og Borstopel, m. Bordstabel.

Borlesnad, m. Bordbønner.

Borre, m. Burre, en Urt (Arctium). I Sdm. ogsaa: Purre; i Tell. Klꜳtegras.

Bor-riva (aab. i), f. Revne som gaaer igjennem Fjelene i en Baad.

borsetja, v. a. sætte paa Bordet (= bora).

Borsk, og Borosk, s. Bordisk.

Borstikk, n. sidste Vinding i Kortspil.

Bor-stol, m. Bordfod.

Borstove, s. Borgstova.

bort (hen, over), s. burt.

Borvegg, m. Fjelevæg, Plankevæg.

Bos (aab. o), n. en Skjæve, Avne, lidet Stykke af et Straa eller Løv (Jf. Flus); mest kollektivt: Avner, Høfrø, smaat Affald af Hø eller Halm. (Sv. boss). Næsten alm. (dog sjeldnere i Ag. Stift). Jf. Mod, Mask.

bosa (aab. o), v. a. bestrøe med Affald af Hø eller Halm (Bos). Sjelden. Nogle St. bysje.

Bosbleia, s. Undebreidsla.

bosna, v. n. tørres lidt, saa at Fugtigheden gaaer af. Sdm. I Hard. bosna, med lukt o. Jf. bokna og badna.

Bosse, m. Pude under en Kløvsadel. Sogn, Valders. Sv. bossa.

Boste, m. Haarbørste, Kvast af Børster. (Isl. busti). Jf. bysta.

Bostegras, n. en Art Kogleax (Scirpus cæspitosus). Ellers: Myrbust, Vindskjegg, Finnskjegg, Finntopp.

bosut (bosette), adj. beheftet med Avner eller Straa (Bos).

Bot (oo), f. (Fl. Bøt’er), 1) Bod, Forbedring, Istandsættelse. G. N. bót. fꜳ Bot: bedres, komme istand igjen. taka Bot: lade sig istandsætte. Heraf bøta. — 2) Bøder, Mulkt (egentl. Opreisning, Satisfaction). Mest brugl. i Fleertal. — 3) Klud, Lap, Stykke hvormed man dækker et Hul paa Klæder eller paa andre Ting. Alm. — 4) Plet, enkelt Stykke eller Rum, f. Ex. paa en Ager. B. Stift. Ei Grasbot: en Græsplet. Klꜳdebot: Sted hvor det kløer. Jf. Knesbot. Heraf komme adskillige Ko-Navne, som: Grꜳbot, Vidbot etc. hvorved der nemlig sigtes til Pletterne paa Dyrets Hud.

Boteklut, m. et Stykke Tøi til Lapper. Ogsaa Botefilla, Boteflugse, f.

botelaust, adj. n. uoppretteligt, som ikke kan gjøres godt igjen.

Botevon (oo), f. Mulighed til at komme istand; det at en Ting kan blive bedre. Helg. Ørk. og fl. Ogsaa: Haab, Udsigt til Forbedring. Hard. i Formen Botavon.

Botn, m. 1) Bund, Grund. G. N. botn; Sv. botten. Te Botnar: til Bunden. Shl. — 2) den inderste Deel af en Fjord eller Dal. Dalsbotn, Fjorbotn. — 3) s. Bytning. — Ordet hedder i Gbr. tildeels Bott; og sydligst i Ag. Stift: Bonn. Fleertal i Sdm. Betne.

botna, v. n. (a—a), 1) naae Bunden, komme tilbunds. 2) v. a. sætte Bund i Kar.

Botnalag, n. Bundens Beskaffenhed.

botnalaus, adj. bundløs, overordentlig dyb. Botnaløysa, f. et umaaleligt Dyb.

botnasett, adj. om et Garn, som er sat til Bunden og ikke naaer til Vandfladen.

Botnaskaut, s. Skaut, m.

Botning, m. s. Bytning.

botut (botette), adj. plettet, flækket.

bova (aab. o), v. n. indtage et stort Rum, see stort ud. Jæd. (= ruva).

boven, adj. stor, vid, udbredt. Jæd. (= ruven).

bra, adv. godt, vel. — Ogsaa adj. (uden Bøining): brav, god, antagelig, tjenlig. (Fremmedt Ord).

Braffa, f. en gammel Hoppe. Stav. Amt.

Brag, n. Nordlys (Valders). S. følg. Ellers findes: Ve’rbrag (Inderøen), Bragd og Vindbragd (Ørk.); andre St. Lyse, Vindlyse, Ve’rljos og fl.

braga, v. n. lyse, flamme, blusse eller glimte; ogsaa vifte, svæve hid og did (om noget bevægeligt som sees i Frastand). Formen braga er maaskee ubrugelig; ellers hedder det; brꜳgꜳ (Gbr. Ind.), braue (Østd. sjelden), brave (Hedemark.), bragde (Ørk.), bragle (Gbr.), blagde (Namd.), blꜳgꜳ (Indr.), blavre (Østd.); og disse Former have tildeels flere Betydn. G. N. bragða, braga. (S. Kongespeilet, S. 46). — Ubekjendt i det Vestenfjeldske. Jf. brega og brꜳ.

Bragd, n. el. Vindbragd: Nordlys. Ørk.

Bragd, f. 1)KongespeiletUdseende, Beskaffenhed (især Luftens). Himmelsbragd. Sdm. 2) Art, Skik, Væsen. Tell. Sdm. — Bꜳnebragd: Børneskik. Tell. 3) Maneer, Maade at gjøre noget paa. Ørk. (hvor det oftest er neutr.). Hertil Handebragd. (Isl. bragð, Lader). Jf. Brogd og Brigde.

bragda, v. n. glimte, om Nordlyset. (Ørkd. sjelden), See braga.

bragdast, og bragde, v. n. forandre sig; s. brigda.

bragla, v. n. 1) glimte, svæve som en Flamme. Guldbr. 2) lyse, blusse (= braga). Gbr. Indr. 3) glire, prunke, have et pralende Udseende. Indr. Eenstydigt med blꜳgꜳ.

Brak (langt a), n. Bragen, bragende Lyd.

braka (brꜳkꜳ), v. n. (a—a), brage.

Brakall, m. Troldhæg (et Træ), Rhamnus Frangula. Ag. Stift. Ellers Trollhegg og fl.

Brakje, m. Enebærtræ. Hard. Shl. Nhl. I Voss og Sogn: Sprakje; ellers Brisk og Eine. Hertil: Brakabær, Enebær. Brakaflokje, m. Enebærkvist. Brakalog, m. Afkog af Enebær. Jf. Eine.

bralta, s. bratla.

Brand, m. 1) Brand, brændt Stykke Træ. Ljosbrand, en brændende, og Kolbrand, en slukket Brand. G. N. brandr. 2) en Kjæp, afhugget Stok eller Træstamme. Tell. Rbg. Lister. Ellers Strangje, Kjepp, Kubb. (Isl. brandr, Bjælke). 3) Bøilen eller Fjæderen i de gamle Skydebuer. I Betydning af et Sværd forekommer det i de tellemarkiske Viser (ligesom G. N. brandr). Ellers bruges Brand nu ogsaa i Betydn. Ildsvaade, Ildebrand; hertil Brandskot, Brandfolk, Brandkassa, og flere nyere Ord. Jf. Eld, Lauseld.

Brandfot, m. Kjedelfod, Redskab til at sætte Kjedler og Pander paa over Ilden.

brandgul, adj. brandgul, ildgul.

Brandrøyk, m. Røg af ulmende Brande (bekjendt af dens Skarphed).

brandut, adj. stribet, randet, med Striber af en anden Farve (mest om Køer). Ag. Stift. I Tell. brꜳndut. Isl. bröndóttr.

Brank, n. Brøst, Beskadigelse; et forslidt eller gnavet Stykke, især paa Tougværk. Meget udbredt Ord; i B. Stift: Brꜳnk.

brankast (brꜳnkast), v. n. beskadiges, forslides paa enkelte Steder.

brankut (brꜳnkette), adj. forslidt, gnavet eller beskadiget paa enkelte Steder.

Bras, m. Brasen paa et Seil.

Bras, n. Flamme, blussende og spragende Ild. Østerd. (Sv. brasa). Jf. Brising.

brasa, v. n. (a—a), 1) brænde, blusse (med Flamme og Spragen). Østerd. Jf. brisa. 2) sprage, knitre (om det som brændes eller steges). Sdm. Jæd. og fl. Et andet v. n. er brasa: sætte Brasen til, i Seilads.

brasa, v. a. (a—a), lodde Jernredskaber, f. Ex. Nøgler. Alm. Nogle Sf. brꜳsꜳ. Isl. brasa.

Brasing, f. 1) Spragen; 2) Lodning.

braska, v. n. bramme, gjøre sig til. I Sdm. tale et fornemt ladende Sprog. Jf. danska.

Bratl, n. Møie; Arbeide som ikke gaaer heldigt. Tr. Stift, Sdm.

bratla (braltje), v. n. kludre, slæbe med noget uden Fremgang. Sdm. Trondhj.

bratt’, adj. steil, brat, stærkt opstigende. Alm. G. N. brattr; Sv. brant. 2) stolt, med en stiv Holdning, Jf. bretta og spretta.

Bratta, f. 1) en steil Strækning, brat Bakke eller Bjergside. Alm. 2) Steilhed.

brattfjella, adj. med steile Fjelde.

Brattlenda, f. en steil Mark.

brattlendt, adj. om Gaarde og Landstrøg, som gaae brat opad.

brattna, v. n. blive brattere (om Veie).

brattrosta, adj. om et Tag, som har stærk Reisning eller er brat paa Siderne. Tell. og fl. Ellers brattrøyst; s. Rost.

Brau(d), n. Brød. Rbg. Tell. (Ellers Brød, Brø). G. N. brauð. S. Brød.

braut, brød; s. brjota.

Braut, f. en Bakke; eller en Vei som gaaer opad en Bakke. Sdm. (G. N. braut, Sti). Ellers: Brekka, Kleiv. 2) Vei som brydes i Sneen. Snjobraut. Mere alm. vestenfjelds. Jf. brøyta.

brautet (-ette), adj. bakket (om Veie). Sdm.

brave, v. flamme; s. braga.

Brꜳ, n. Art, Beskaffenhed. Eit anna Brꜳ i Ver’e: et andet Slags Veir; jf. Verbrꜳ. Helg.

brꜳ, v. n. 1. (r—dde), ligne. Dæ brꜳr paa dæ: det har nogen Lighed dermed. Helg.

brꜳ, v. n. 2. (r—dde), i Talemaaden: brꜳ vid, eller: brꜳ ’ti ꜳt ein ɔ: tilraabe En stærkt for at skynde paa ham. Sdm. hvor det ogsaa hedder: bere vid.

brꜳ, v. n. 3. (r—dde), lyne (= ljona, lygna). Tell. (sjelden). Jf. braga.

brꜳ, adj. 1) hastig, pludselig paakommende. Alm. G. N. bráðr; Sv. bråd. 2) hastmodig, som ikke kan finde sig i at bie. Skulde egentlig hedde brꜳd; men denne Form findes ikke.

Brꜳd (Brꜳ), n. Brædning; kogt Tjære hvormed Baade og Fartøier bestryges. B. Stift, Helg. og fl. (Isl. bráð, f.). Hertil: Brꜳ’benk, m. Indretning hvori Fartøier opsættes under Brædningen. Brꜳdløyse, f. Mangel paa Brædning.

Brꜳ-daude, m. hastig Død.

brꜳden (brꜳen), adj. smeltet, i flydende Tilstand. Mest i Ag Stift.

brꜳ-djupt, adj. n. tverdybt; s. nærdjup.

brꜳdna (alm. brꜳna), v. n. (a—a), smelte, blive flydende. Alm. (Isl. bráðna). Jf. bræde.

Brꜳ(d)smør, n. smeltet Smør. Ligeledes Brꜳdtalg, f. (Ikke alm.).

brꜳfeig’, adj. som er nær Døden, el. snart skal døe. Han æ væl inkje so brꜳfeig ɔ: han døer vel ikke saa pludselig.

brꜳfengd, adj. som kan faaes i Hast. (Sjelden). Brꜳfengd, f. s. Brꜳsykja.

Brꜳfengje, n. Nødhjælp, noget som kan skaffes i en Hast og bruges indtil videre. Nordre Berg. Jf. Brꜳnøyte.

brꜳgꜳ, lyse, glimte; s. braga.

brꜳgjort, adj. n. gjort i en Hast.

Brꜳgn, s. Brogn.

brꜳhuga, adj. hastig, utaalmodig, som ikke kan bie. Tell. og fl.

Brꜳk, f. en Bue af Jern eller Vidier, hvori man bereder Skind ved at trække dem frem og tilbage. Alm. Isl. brák.

Brꜳk, n. idelig Brydning eller Vridning; stærk Bevægelse, Slid og Slæb.

brꜳka, v. n. (a—a), bryde, vride, slide paa. Tr. Stift. I Særdeleshed: a) bryde Hør eller Hamp for at faae Stilkene fra. Ag. Stift. b) berede Skind i en Braak. Mere alm.

Brꜳkvitel, m. et Aaklæde, Overklæde af grovere Vævning (til en Seng). Nhl. Modsat: Mjukkvitel. (S. Kvitel).

Brꜳl (og Brjꜳl), m. en stærk krydderagtig Lugt. Sdm.

brꜳlynt, adj. hastig tilsinds. Ag. Stift.

Brꜳmein, n. s. Brasykja.

brꜳna, v. s. brꜳdna.

Brꜳnꜳ, m. Brænden; Brynde, Kvalme; s. Brune.

brꜳndut, s. brandut.

Brꜳnk, n. s. Brank.

Brꜳnøyte, n. Nødhjælp, noget som man kun benytter for en kort Tid. Te Brꜳnøytes: til Hjælp for Øieblikket. Ørk. I Shh. Brꜳnøytla, f. andre Steder Brꜳfengje, n.

brꜳsinna, adj. utaalmodig, fremfusende.

Brꜳskap, m. Hastighed; Utaalmodighed. (Sjelden).

Brꜳsykja, f. en Kvægsygdom, som paakommer meget pludselig og som sædvanlig medfører Døden. Sogn og fl. Ogsaa kaldet: Brꜳfengd, f. (Sogn), og Brꜳmein (Tell.).

Brꜳtꜳ, s. Brote.

brꜳtikjen (aab. i), adj. tagen eller greben pludselig; ogsaa: let at tage (= snartikjen).

brꜳtt, adv. snart, hastigt, pludseligt. Ogsaa: nær, f. Ex. Han va’ ikje brꜳtt so stor ɔ: langt fra ikke saa stor. Nogle St. brꜳtte.

Bree, m. s. Bride.

brega (el. briga, med aab. i), v. n. svæve, vifte eller bæve, ligesom en Flamme. Dæ brega fere Augo. Hall. Jf. braga.

bregda, v. a. (a—a), 1) væve Baand paa en egen Maade, som ligner Fletning. Shl. (Isl. bregda, strikke). Jf. brogde. 2) v. n. forandre sig; s. brigda. Sætersd.

breid (brei), adj. bred. (G. N. breiðr).

Breidd, f. 1) Brede, Bredhed. (G. N. breidd). 2) Bred, Kant, Rand (= Trøm, Jar, Bar). 3) Side (eller egentlig: Linie, lige Række). I Breidd mæ: ved Siden af, jævnsides med. Tr. Stift, Helg.

breidd, partic. dækket, overdækket.

breiddfull, adj. fuld til Bredden.

Breiddvid (-ve), m. det yderste Stykke paa Siden af en Langslæde. Sdm.

breide (breia), v. a. (e—de), 1) brede, udbrede (især noget som tjener til at dække eller skjule med). G. N. breiða. 2) sprede, om en jævn Udspredelse, f. Ex. af Hø eller Gjødsel. Jf. einbreia, og sibreia (som forudsætter den mere regelrette Flexion a—a, istedetfor: e—de). — breide attyve: skjule, tildække. breide ne’re: tildække ganske (Sdm. og fl.). breie pꜳ seg: trække Sengklæderne over sig. breie upp: rede en Seng (Buskerud og fl.); ellers: reie upp.

Brei(d)e, f. 1) en Deel udspredt Hø. Høybreie. (Ørk. og fl.). S. Flekk. 2) en stor udspredt Hob, især af Fugle. Fuglebreie. Helg.

Breidemjøl, n. Meel som strøes over Brødet ved Bagningen. Sdm. og fl.

Breidevoll, m. et bekvemt Sted til at tørre Hø paa. Ogs. Breideplass, Breidarplass.

breidføtt, adj. bredfodet.

Breidkjæft, m. en Fisk med en overmaade stor Mund (Lophius piscatorius).

breidleitt, adj. bredladen, som har et bredt Ansigt. Alm. (G. N. breiðleitr).

breidmæ, s. Breidd, f.

breidna, v. n. blive bredere.

breidnasa, adj. brednæset.

breidrenda, adj. med brede Striber.

Breidsla (Breitla, Bresle, Breltje), f. 1) Udspredelse, f. Ex. af Hø. Ogs. Breiding, f. 2) i Sammensætning: Dække, Tæppe; see Ꜳbreidsla, Yvebreidsla, Underbreidsla.

breidtent, adj. bredtandet.

breie, s. breide. — Breitla, s. Breidsla.

Brek (aab. e), f. Nød, Skade. Han hev’ inkje noka Brek: han har ikke nogen Nød. Sdm. Isl. brek, n.

Brek, n. Tryglen, Overhæng.

breka (aab. e), v. n. (a—a), trygle, bede idelig om noget, især Smaating. Mest om Børn. Helg. Sogn. Isl breka. (Jf. masa).

brekjen, adj. overhængende, besværlig ved idelige Begjæringer. Sogn, Tell. (Jf. ꜳbrengjen, og masen).

Brekka, f. en Bakke; sædvanligst om de Bakker, som danne en stump Vinkel, saaledes at der er fladt ovenfor og nedenfor samme. Søndre Berg. Sogn, Hall. Gbr. Ørk. Jf. Braut og Mæl. (Nordtydsk og Engl. brink. Isl. brekka, Skraaning).

brekkut, adj. bakket, om Veie.

Brem, s. Brim.

brend’, partic brændt. — Brendepoke (aab. o), en Hudsygdom, der har nogen Lighed med brændt Skade. Sdm. Ndm.

brenna, v. n. (brenn’; brann; bronne), brænde, være i Brand. Infin. hedder ogsaa brinne (Trondhj. Stift); G. N. brenna. Præs. brinn (Tr.); Imperf. i Fleertal: brunno (Hall. Vald.); Supinum: brunne (Gbr. Tr. Stift). Figurl. Betydning: ulme, gjære, være nær ved at bryde ud. Han gjekk ꜳ brann mæ dæ (om En som skjuler en stærk indre Bevægelse). Beslægtede: Brand, Brune.

brenna, v. a. (e—de), brænde, sætte i Brand; tilberede ved Ild. Adskilles altid i Formerne fra det foregaaende. brennande, adj. brændbar. Dæ brann alt som brennande var.

Brenna, f. 1) i Betydn. afbrændt Stykke (= Brote), findes det kun i Stedsnavne. 2) et Redskab til Kaffebrænden. Ag. Stift.

Brennefang, n. Brænde. (Søndenfj.).

Brennenot (aab. o), f. Nælde (Urtica). B. Stift. Ogs. Brennenetla. Derimod: Brennheta (=hetta) i Gbr. og Brennhutu i Ørkd.

Brennesott, f. Halsbrynde. Sogn, Vald. Ellers Halsbrune, Elde, Brøstsvid.

Brennestein, m. Svovel. (Ogs. Isl.).

Brennetorv, n. Tørv til Brænde.

brennheit, adj. brændende hed.

Brennheta, s. Brennenot.

Brennhite (aab. i), m. brændende Hede.

Brenning, f. 1) Brænden: 2) = Brising.

Brensla, f. Brænden, Forbrændelse.

Bres, s. Bris. — Bresma, s. Brosma.

Bresne, s. Blesme.

Brest, m. 1) Sprække, Revne. G. N. brestr. 2) Brøst, Mangel. Nhl.

bresta, v. n. (brest’; brast; broste), 1) briste, sprække (kun om haarde Sager, f. Ex. Glas og Metaller). — 2) mangle, fattes. Nhl. Shl. Hedder i Nfj. og Sdm. reste (Impf. rast); ellers: skorta, vanta, og fl. (G. N. bresta).

bresten, adj. skjør, som let brister. (Sjelden).

Brestkꜳl, n. Agerkaal. Østerd.

brestlaus, adj. fri for Brist el. Sprækker.

brestut (-ette), adj. fuld af Sprækker.

bretta, v. a. (e—te), 1) bøie op, vride tilbage, opfolde, f. Ex. Ærmerne, Klæderne, et Forhæng. Meget udbredt; maaskee alm. Isl. bretta. (Ogsaa i Danmark). 2) spanke, give sig en stolt Holdning. Han gjekk ꜳ brette seg: han gik og satte Nakken i Veiret. brette Leggjenne: skyde Knæerne stærkt tilbage, gjøre stive Been. Sdm. og fl. (Jf. bratt).

bretten, adj. stolt, stiv i Gang eller Holdning.

Brev (ee), n. Brev; Dokument (f. Ex. Skiftebrev); nogle Steder ogsaa Papir. Nogle St. Bræv: i Nhl. Brøv (G. N. bref, af et latinsk Ord).

brevgjera, v. a. opsætte skriftlig, indføre i et Dokument. Søndre Berg. (i Formen: brøvgjera, hvoraf Brøvgjering, f.).

Brevsending, f. Korrespondents.

brevsett’, adj. skriftlig opsat, stadfæstet ved et Dokument. Sjelden.

brevsynt’ adj. som kan læse Skrift.

bri, v. n. læmpe, indrette. Sdm. (Variation, enten af brigda, el. vrida).

bride (aab. i), v. n. (a—a), lyse, glindse, give et hvidt Skin ligesom Sneen. Sdm. Dæ brida ’ti di: det skinner som af Snee.

Bride (aab. i), m. Sneemasse, Sneelag; især om de vedvarende Sneehobe paa Fjeldene. Sdm. Nfj. I Trondhj. Stift: Bree, og Bræe. Ellers: Fonn.

briga, s. brega.

Brigd, f. en Forandring. Sdm. (Sjelden). Helgabrigd, Sidabrigd (Afvigelse fra den daglige Skik). Isl. brigð.

brigda, v. a. (a—a), 1) forandre, gjøre en Forandring med. Hard. og fl. I Nhl. brygda. (Isl. bregða). Oftere v. n. forandre sig (f. Ex. om Veiret). I Sæt. bregde; i Sogn: bragda. — 2) vende, bøie om, vride tilbage. brigde upp Ermanne. Sdm. hvor det ogsaa hedder brygde. Jf. bretta. — 3) forvride, vrænge et Ledemod. Nfj. Sdm. I nordre Sdm. brigste; ellers: rengja, rela, vikla, kjeika. — I Tell. skal Ordet fordum have havt Betydn. dræbe (vel egentlig: omvride).

brigdast, v. n. forandres, blive anderledes. Sjelden. brigdast i Hugj’a: føle et nyt Mod, faae et andet Sind. (Forældet i Sdm.).

Brigde, n. 1) Forandring, Omskiftelse. Hard. (Jf. Verbrigde). Isl. brigði. 2) Forvridning af Lemmer. Sdm. (I nordre Sdm. Brigst). lese i Brigde: læse en vis Formular for at læge en Forvridning (overtroisk).

Brigst, see forrige.

Brik (ii), f. (Fl. Brika, r), 1) en kort Bænk, især ved Siden af Døren. Nordre Berg. Sdm. og fl. 2) en lav Fjelevæg, især paa Siderne af et Logulv. Lꜳvebrik, Agnebrik. B. Stift. I Sæt. ogsaa Brystværnet eller Forvæggen paa et Træv (Pulpitur).

Brikje, n. 1) Fjelevæg, = Brik. Søndre Berg. 2) en panelet Væg, som dækker Muren ved Ildstedet eller Gruven i Røgstuerne. Shl. Hard. (I Sdm. Omnbolk).

brikjen, adj. 1) rask, frisk, godt udseende. Nhl. 2) i neutr. herligt, ypperligt. Da va ikje so brikje fyre dei (Nhl.): det stod ikke saa vel til hos dem.

brikla, v. n. hindre, afbryde En, f. Ex. i Talen. Ørkd. I Sdm. blingre.

brikna, og briknaleg, adj. ypperlig, fortræffelig. Sdm. (Jf. brikjen). Eit brikna Ba’n: et udmærket Barn. Eit briknale Ve’r: et særdeles hyggeligt Veir.

Brillur, f. pl. Briller; s. Glasaugo. Brillehus, Brillefoderal.

Brim (ii), n. et Slags blød Ost, som tillaves af Valle ved en stærk Kogning B. Stift og videre. Nogle Steder Prim, ogsaa: Mysebrim, oa i Sfj. Sdm. og Helg.: Mysebrøm. I haard eller sammenpresset Tilstand kaldes denne Ost: Brimost (B. Stift); ellers: Myseost, Mysesmør. — Brim synes ellers at betyde: Skover eller Bundfald; jf. Saltbrim.

Brim (aab. i), n. Brænding, Havbølgernes Brydning mod Klipperne. B. Stift; ogsaa nordenfjelds (Breem, Bræm). Isl. brim.

brima, v. n. om Søen: brydes, oprøres ved at slaae imod Kysten. (Sjelden).

Brimhest, m. et Navn paa de store Bølger, som brydes paa Havskjærene. Skal bruges i Nordlandene.

Brimost, m. see Brim (ii).

Brimsjø, m. oprørt Sø nærved Kysten.

Brimtot (aab. o), n. Susen, dump Lyd af Havbølgernes Slag mod Kysten. Sdm.

Bring, m. 1. Hindbærbusk (Rubus idæus). Ørkd. I Sdm. Brogn (Brꜳgn), S. Blæm. Hertil: Bringebær, n. Hindbær. (Alm. bekjendt). I Indr. Bræmbær; i Sdm. Brognebær.

Bring, m. 2. Bryst (især paa Fugle).

Bringa, f. Barm, Bringe. (Isl. bringa).

bringa, v. (a—a), at bringe. (Nyt Ord).

bringebreid, adj. bred over Brystet.

Bringebær, s. Bring.

Bringehola (aab. o), f. Hjertekulen.

Bringekoll, m. Brystknuden, den yderste Deel af Brystet paa Dyr.

Bringepeng(ar), = Agnestei. Sogn.

Bringeskinn, n. Skjødskind.

Bringespor, m. det tynde bruskagtige Been, som udgjør den nederste Deel af Brystet. Nhl. (Jf. Skjerva).

Bringesylv, n. Brystsmykker af Sølv.

Bringe-tre, n. Brysttræet i Væverstole

Bringeverk, m. Smerte i Brystet; ogsaa: Bekymring, Ængstlighed.

Bringsmale, m. see følg.

Bringspolur (aab. o), Fl. f. det Ledemod, hvorved Brystet forbindes med Ribbenene. Tell. See Spole. (Isl. bringspalir). Den nederste Deel af Brystet hedder ellers i Sdm.: Bringsmalen, og i Helg. Bringsvalen.

brinne, s. brenna.

Bris (aab. i), n. et Slags seigt, svampigt og fedtagtigt Kjød, som afskjæres og bortkastes ved Slagtningen. Nordre Berg. Sdm. (Det isl. bris betyder: Knuder i Kjødet.

Bris (ii), m. et Blus, en liden klar Flamme. Nhl. Voss.

brisa (ii), v. n. (a—a), blusse, flamme om noget som brænder let og hurtigt, f. Ex. Lyng eller Halm). Nordre Berg. Jf. brasa.

Brising, m. Blus, Lueild; Lystild som brændes paa Høiderne Sankthans Aften (Jonsokebrising), Pintseaften (Kvissunbrising), og tildeels den Aften, da Køerne første Gang skal ligge ude om Vaaren (Utlegebrising). Ogsaa en Hob af Kviste og Løv som afbrændes, naar Engen ryddes om Vaaren. Sdm. Nfj. Hard. — (Jf. Vokeeld).

Brisk, m. Brix, Sengested som er slaaet fast til en Væg. Søndenfjelds.

Brisk,, m. 2. 1) Enebærtræ. (Tell. Hall. Vald.). S. Eine. Hertil: Briskebast, f. Briskebær, n. Briskeholt, n. og fl. — 2) en skarp og pirrende Smag. Ein stygg’e Brisk: en bitter Smag. Sdm.

briskjen, adj. skarp, bitter; ogs. barsk. Sdm.

Brisling, m. Brisling, hvasbuget Sild.

Brissel (Brisl), m. s. Blꜳspon.

brjꜳ, v. s. brꜳ. — Brjꜳl, s. Brꜳl.

Brjosk, s. Brøsk. — Brjost, s. Brøst.

Brjot (Brjøt, Brøt), m. en Bryder; En som gjør megen Larm eller farer uforsigtigt frem. Nordre Berg.

brjota (oo), v. a. (bryt’; braut; brote), at bryde. Infin. er forskjelligt: brjota (søndre Berg. og fl.), brjote (Rbg. Tell.), brjøte (Nfj. Sdm.), bryta (Shl.); ellers: brota, brote, brøte og bryte. G. N. brjóta. Den almindelige Betydn. er: bryde, brække, afbryde, vride o. s. v. (dog ikke saa meget figurlig som i Dansk). Heraf: Brot, brotna, bruta, Braut, brøyta. Særegen Betydning har det i Talemaaden: brjota seg ɔ: brække sig, kaste op, spye. Ligesaa naar det bruges som v. n. nemlig: a) om Søen: brydes imod et Skjær. Dæ braut pꜳ alle Fall ɔ: man saae Bølgebrud paa alle Skjær. b) forandre sig, afvige fra det forhen bekjendte; især om Sprog og Skikke. Søndenfjelds, dog ogsaa ved Trondhjem. Dæ bryt av: det bliver anderledes. (Ellers: brøyta, brigda). brjote av, er ellers at brække itu. brjote ut: slaae ud, om en Sygdom (heraf Utbrot); men brjote seg ut: komme ud ved Brydning. brote sundt: sønderbryde. brote Ꜳkr: opbryde Ager af udyrket Jord. brote Stein: opbryde Steen af Jorden.

brjotande (brytande o. s. v.), adj. som kan brydes. Dei braut alt som brotande var.

Brjotar, m. en Bryder (f. Ex. Steinbrjotar); ogsaa en dygtig men uforsigtig Person.

brjotast v. n. (bry’st; braust; brotest), blive brudt, faae enkelte Knæk. (Upersonligt).

Brjoting, f. Brydning; Agerbrud.

Brodd, m. 1) Braad, Spids. G. N. broddr. — 2) Kornspirer paa en nylig saaet Ager. Tell. Sdm. Tr. Stift. (Jf. Ꜳl, Eiende). Sv. brodd. Heraf brydde. — 3) noget skarpt; f. Ex. et stærkt Vindstød.

brodda, adj. forsynet med Braad eller Pigger.

Brogd, f. Figurer eller Sirater paa vævet Tøi. Tell. (Isl. bragð, Maske).

brogde, v. a. væve med Sirater.

brogge, v. n. om Heste; see humra.

Brogn, m. Hindbærbusk. See Bring.

Brok (aab. o), n. Brok (= Sig, Slit).

Brok (oo), f. (Fl. Brøk’er), Buxer. (G. N. brók). Dette ægte og gamle Navn er paa nogle Steder fortrængt af det nye Ord: Buksa. — Brok-emne, n. og Brokety, n. Tøi til Buxer.

broknas (oo), v. n. gulne, modnes; om Ager. Ørkd. — (Jf. brokut, adj. broget. Sjelden).

Broktosk, el. Brokfisk (aab. o), m. Fisk som er bedærvet ved at staa for længe i Garn. Sdm.

Bron, f. s. Brun. — Bron, adj. s. brun.

Brone m. Brynde; s. Brune.

bronnen (brunnen), partic. brændt, udbrændt.

Bror (for Broder), m. Broder. Hedder i Sæt. Bro’ir; i Sdm. forældet: Brode. Fleertal: Brør, Brør’e, og i Tell. Brø’ar. (G. N. bróðir, i Fl. bræðr). Hertil: Brorkꜳna, Broders Kone (i Sdm. Brodekꜳne). Brorlut, m. Broderlod (Sdm. Brodelut). Brorsꜳn, Brodersøn.

bror-gild, adj. om en Datter, som arver lige med hendes Broder. Sogn, Nhl. See gild.

Brosa (aab. o), f. Vindbyge. S. Rosa.

Brosma, f. en bekjendt velsmagende Fisk. Hedder Brosma i søndre Berg. og Helg. Brosne (Brosn, Brostn) ved Trondhjem; Brøsme i Sdm. og fl., og Bresma i Lister.

brosten (part. af bresta), brusten.

brostna, v. n. sprække, faae enkelte Brist.

Brot (aab. o), 1) Bryden, Brydning. Af brjota, braut. Ogsaa noget som ligner en Brydning, saaledes: Bulder, Larm, Støi. Meget brugeligt i søndre Berg. og Sogn. (Jf. brota). — 2) Noget som foraarsager Brydning; saaledes en stærk Storm, haardt Føre, haardt Arbeide. Jf. Husebrot. — 3) et afbrudt Stykke, Skaar, Stump. (Alm.). Glasbrot, Krusabrot, Skaalebrot, Klokkebrot; i Spøg ogsaa: Kallebrot, Kjeringebrot. B. Stift, Tell. og fl. — 4) Brud, Stedet hvor en Ting er brudt. G. N. brot. Stꜳl’e æ kvitt i Brot’e (Staalet er hvidt i Bruddet). Ogsaa Opslag eller Fold paa Klæder. Huvebrot, Hosebrot. B. Stift — 5) Vadested i en Elv (Isl. brot); et Sted hvor Grunden begynder at hælde nedad, hvilket kjendes paa Vandfladens Brydning. Meget udbredt. (Jf. Strok, Klippe hvorved en Flade afbrydes. Søndre Berg. og Stav. Amt. Jf. Ufs, Hamar. — Desuden 7) Haandspig; see Brut, og 8) et Rum i Laden; s. Brut.

brota (aab. o), v. n. (a—a), buldre; gjøre megen Larm. Sogn, Søndre Berg. Heraf Broting, f.

Brota (aab. o), f. et Brud, især hvor et Gjærde er gjennembrudt, for at man kan gaae over samme. Nordre Berg.

Brote (aab. o), m. 1) nedhugget Skov, Træer som ligge i Dynger. Østerd. (Brottꜳ). Isl. broti. — 2) et Stykke Mark som ryddes ved Afbrænding og derefter tilsaaes. Ag. Stift (hvor det hedder Brotta og Brꜳtꜳ). — 3) en uordentlig Hob af forskjellige Ting (Kar, Fjele, Arbeidstøi etc.). Tell. Hall. og fl. Ellers: Harkje, Skrap, Skrot. — 4) en Mængde, en stor Hob, en Mangfoldighed. B. Stift og videre. Jf. Horg. S. Bøverbrote.

Brotebrenning, f. Afbrænding af Krat og Skov paa en Mark som skal dyrkes. — Brotehogst, m. Nedhugning af Træer til saadan Afbrænding (Ag. Stift). Brotekonn, n. Korn som voxer paa den saaledes dyrkede Mark. Ligesaa: Broterug, Brotenæpe o. fl.

broten (aab. o), partic. brudt, brækket.

Brotføre, n. frossen Snee, som ikke er saa haard, at man kan gaae paa den; en Iisskorpe som brister under Fødderne.

Brothest, m. og Brotmær, f. Benævnelse paa Personer, som fare uforsigtigt frem.

Brothogg, n. Kjødøxe; Øxe som ikke bruges at hugge Træ med. (Isl. brythögg).

brotna, v. n. brækkes, briste.

brotut, adj. brudt paa enkelte Steder.

Brotver (ee), n. en stærk Storm.

Bru, f. en Bro. (G. N. brú). Fleertal deels: Bruir (Brue), dels Bryr (Namd. Indr.), Bry (Valders).

Brud (Bru, Brur), f. en Brud. Formen Brur (for Brudr) er meget udbredt; saaledes i Søndre Berg. Tell. Gbr. Nordre Trondhj. og Helg. Hertil forskjellige Ord, som hensigte til Bryllupsskikkene; saaledes: Brursvein og Brurpika, om Brudens Ledsagere. Brudaslꜳtt: en Marsch, som spilles naar Brudefølget gaaer til Kirke. Brudabite, et Slags Mellemmad (Sdm. og fl.), og Brudagraut, et Maaltid Flødegrød i Brylluperne.

Brudbunad, m. Brudedragt. Ellers: Brurapynt, n. og Brurasylv, n.

Brudfylgje, n. Brudefølge. Ogs. Brudfær.

Brudgum (alm. Bruggum), m. Brudgom. G. N. brúðgumi. — Ordet Gume (Ang. guma, Mand) er ellers ganske ubekjendt.

Brudsvein, m. en af de Mandspersoner, som udsees til at vogte eller ledsage Brudeparret. Kaldes ellers: Brursvein (Tell. og fl.), Brurleiar (Hard.), Leidesvein (Sdm. og fl.). — Brudens Ledsagerinder kaldes Brudpika og Brudkꜳna; og samtlige disse Personer kaldes Embættesfolk.

brudvigja (bruvie), v. a. ægtevie. brudvigd, ægteviet. Brudvigjelse, n. Brudevielse.

Brugda, f. Brygde, et Slags stor Hai. I Sdm. Brude, og Brud.

brugdast, see brygdast.

Brugg, og brugga, s. bryggja.

Bruk (aab. u), n. 1) Brug, Benyttelse; 2) Skik, Sædvane; 3) Drift, Næringsvei. Sjøbruk, Jorbruk. 4) Gaard, Jordepart. 5) Tømmer, Trælast. Meget brugl. i Tell. og Buskerud. — Te Bruks, til Brug. — Brukshest, el. Bruksøyk, m. en Hest som bruges til Gaardsdrift. I Ndm. Brukarhest.

bruka (aab. u), v. a. (a—a; el. a—te), 1) bruge, benytte; 2) drive, nære sig ved, f. Ex. bruke Sjøen. bruka seg, være om sig, gjøre sig Umage for en Ting.

brukande, adj. brugbar, som kan bruges.

brukeleg, adj. brugelig, som er i Brug.

brulta, s. brutla.

Brum (aab. u), n. Knopper og Kviste paa Løvtræer; især friske Kviste, som man giver Kvæget til Foder. (G. N. brum, Knopper, ogs. Løv). Maaskee egentlig Kviste med Løv, i Modsætning til Bar; s. Brumskog. Et meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Hall. Helg. og fl.).

bruma, v. n. samle Kviste til Foder.

Brumskog, m. Løvskov, især Birk. I Helgeland som Modsætning til Barskog.

Brun (uu), f. Kant, Brink, Pynt; Kanten imellem en Flade og en nedgaaende Side; saaledes det øverste af en Væg, den øverste Skrænt af en Bakke eller Bjergside. Fjellbrun, Bakkebrun. (Jf. Dagsbrun). Meget udbredt. Helg. B. Stift. I Tell. og Gbr. Bron; i Sdm. ogsaa: Bru. (G. N. brún, Kant). — I de tellemarkiske Viser finds Bron ogsaa i Betydningen: Øienbrun, som ellers hedder Augnebrun. (G. N. brún). Heraf storbrynt, livsbrynt og fl.

brun’, adj. brun. (Søndenfjelds: bron). — En Hest af denne Farve kaldes: Brun’en, Bron’; og ved Stavanger: Brunkjen.

brunblakk, adj. blegbrun, om Heste.

Brund, m. Brunst. Isl. brundr.

brunda, v. n. løbe i Brunst. Sædvanlig kun om Dyr af Hankjønnet. (Jf. blesma og laupa).

Brundstut, m. Tyr. Jf. Rungstut.

Brune (aab. u; ogs. Brona, Brꜳnꜳ), m. 1) Brænden, det at noget brænder. Brugeligt i Nordmør og Namd. (i Formen Brꜳne), Ørk. Gulbr. (i Formen Brꜳnꜳ). Dæ vil inte bli nꜳen Brꜳnꜳ: det kommer ikke til at brænde. Isl. bruni. — 2) Brand, Forbrændelse; ogsaa Fortørrelse. Tell. Buskerud (i Formen: Brone). — 3) Brynde, Hede; især stærk Varme i Legemet, som hos syge Folk. B. Stift (Brune). — 4) Kvalme for Brystet, Halsbrynde. Ørk. (i Formen Brꜳnꜳ).

Brunelukt, f. stærk Uddunstning, især af svedende Mennesker. Nordre Berg.

brunkast, v. n. blive brun. B. Stift, Tell.

Brunkje, m. en mørk eller brun Plet. B. Stift.

Brunn, m. Brønd. I Sdm.: Brynn. G. N. brunnr. Heraf brynna.

Brunnvatn, n. Brøndvand.

Bruntrode (-tro, -troa), f. den nederste Tagfjel; Tagets nederste Deel.

brunøygd, adj. brunøiet.

Brur, f. s. Brud.

brusa, v. n. (e—te), bruse. (Sjelden).

Bruse, m. 1) Haardusk i Panden; Stjerneman paa Heste. Mest i B. Stift. 2) Axekrands, et Knippe af Kornax. Helg. Sdm. Sfj.

Brusk, m. 1) Kvast, tæt Klynge af Straa eller smaa Væxter. B. og Kr. Stift. (Isl. bruskr). 2) Haardusk, Top. Guldbr.

bruskast, v. n. sammenhobes, voxe i tætte Klynger. I Tell. bruskas.

bruskut (-ette), adj. ujævn, voxet i Klynger.

Brut (aab. u), m. 1. et stort Rum i Laden til Korn eller Hø. Høybrut, Konnbrut. Nordre Berg. I Vald. og Sdm. ogsaa Bryt (aab. y); i Sogn: Brot, n.

Brut (aab. u), m. 2. Haandspig, en kort Stang til at flytte Stokke eller Stene med. Nogle Steder: Brot. (Jf. Vꜳg, Lunn).

bruta, v. a. flytte ved Haandspiger.

brutla, v. n. larme, rasle; især om en svagere avbrudt Lyd, som naar man hører, at En arbeider eller flytter og rører noget i nogen Frastand. Vestenfjelds; i de nordlige Egne udtales det brultje, brulsje. I Ørk. er brultje, at slæbe eller arbeide med noget.

Bry, n. Umage, Uleilighed, Bryderie. Alm. (Sv. bry).

bry, v. a. (r—dde), 1) umage, uleilige. Alm. (Sv. bry). bry seg: gjøre sig Umage. D’æ leidt te bry han: det er slemt at paaføre ham Umage. I Hall. ogsaa v. n. Han brydde mæ dæ: han arbeidede med det. 2) i Talemaaden bry seg um: agte, ændse, skjøtte om. D’ær ingjen som bryr seg um dæ: der er Ingen som vil ændse det. S. brugdast. 3) drille, bryde En med noget, som han ikke vilde have omtalt, f. Ex. en Kjærlighedsforstaaelse. Tell. Hall. o. fl. (Jf. ꜳbry). Ellers: narra, erta.

Brya, f. Hakkeblok, eller et lignende Kar som er dannet af et udhulet Træ. B. Stift, Ørk. Helg. o. fl. I Hard. Bryggja, eller maaskee Brydja. Tingen hedder ellers: Hokk (Shl.), Stokk (Gbr.), Kupe (Tell.), Tro (Hall.), Nuv (Buskr.), No (Østerd.) — Ellers siges Brya spotviis om tykke og tunge Kar, ligesaa om Baade og Fartøier, som have et plumpt og klodset Udseende.

bryast, v. n. uleilige sig, have Umage; ogsaa skjøtte om (= bry seg). D’æ int vart (ɔ: værdt) te bryes mæ dæ. Indr.

brydda, v. n. (e—e), spire, skyde Spirer, komme op; om Græs og Korn (i Spøg ogsaa om Skjæg eller Haar). Nordre Berg. og fl. Af Brodd. — Brydding, f. Opspiren, Fremkomst.

brygda, v. a. forandre. Nhl. S. brigda.

brygdast, v. n. med um: ændse, skjøtte om. Han brygdast ikje um da. Nhl. Voss. (Sjelden). Ogsaa: brugdast. Jf. bry.

Brygg, n. Brygning; det som brygges paa een Gang. I Nhl. og Hard. Brugg.

bryggja, v. a. (a—a), brygge, lave Øl. Hedder i Nhl. Voss og Hard. brugga. (Isl. brugga). Hertil: Bryggjar, m. en Brygger. Bryggjing, f. Brygning. Bryggjekjer, n. og Bryggjarsꜳ, m. et Bryggekar.

Bryggja, f. en Brygge, Udbygning i Vandet til Bekvemmelighed for Landstigning og Losning. (G. N. bryggja). Beslægtet med Bru.

Bryggjespor (oo), m. den yderste Ende af en Landgangsbrygge. (G. N. bryggjusporðr).

brykje, v. n. arbeide stærkt, være meget om sig. Sdm. See ellers brytja.

brylaust, adv. let, magelig, uden Umage. Nogle St. bryalaust.

Bryllaup, n. Bryllup. Udtaleformen Brydlaup (i søndre Berg.) er egentlig den fuldkomneste, nemlig for Brudlaup, af Brud og Laup (i Betydn. Tilløb, Sammenkomst; eller simpelt hen: Gang, Færd). G. N. brullaup og brudlaup. Te Bryllaups: til Bryllup. drikka Bryllaup: være i Bryllup som Gjæst. Bryllaupslag, n. Bryllupsselskab, Brudefølge. Bryllaupskost, m. Forraad af Mad og Drikke til et Bryllup.

bryna, v. a. 1. (e—te), trække en Baad frem paa Strandbredden, uden at sætte den op. (Isl. brýna). Vel egentl. fæste til Kanten eller Bredden (Brun, f.); jf. Bryning.

bryna, v. a. 2. (e—te), 1) hvæsse paa et Bryne, slibe. 2) buldre, larme, gjøre megen Støi. Nordre Berg.

Bryne, n. Hvæssesteen, Bryne. (Isl. brýni). Nogle St. Kvatstein. Hertil Bryneberg, n. el. Brynegrjot, n. Steen hvoraf Bryner udhugges. Brynesotkk, m. Balg eller Skede hvori man bærer Brynet under Høslætten. Nogle St. Holk, Strump.

Bryning, f. Bræmme, Kant paa Klæder. Hard. (= Kvare). See bryna.

Brynja, f. 1) Brynje, Harnisk. Findes kun i gamle Viser. 2) et Slags brede Baand, dannede af Jernringe. Tell.

Brynn, s. Brunn.

brynna, v. a. (e—te), vande, forsyne Kvæget med Vand (egentl. føre til Brønden). brynne seg (i Spøg): drikke stærkt, svire.

Brynning, f. Kvægets Forsyning med Vand.

Brynsla, f. 1) Hvæsning, Slibning. 2) Larm, Bulder. Nordre Berg.

brynt (yy), adj. beskaffen med Hensyn til Øienbryn. storbrynt, svartbrynt og fl.

Bryr, s. Bru.

brysam, adj. besværlig, forbunden med Umage. Nogle St. bryasam.

bryta, s. brjota.

brytja (brykkja), v. a. (a—a), hugge i Stykker, hugge smaat (især Kjød). Isl. brytja.Ein Brytjar, siges ogsaa om en driftig Arbeider, en dygtig Karl (s. brykje).

bræa, og brædd, s. bræde.

bræde (bræ, bræa), v. a. (e—de), 1) smelte, faae noget til at smelte. (Jf. brꜳdna). Temmelig alm. Isl. bræða. — 2) om Fugle: ruge, ligge paa Æg. B. Stift. (Ellers: klekkje, verme). brædde Ægg: Æg som ere noget rugede og derfor uspiselige. (Ellers: klekte, legne, vermde). — 3) tjære, overstryge med Tjære eller Beg (s. Brꜳd). Alm. G. N. bræða. Hertil: nybrædd, tjørebrædd.

Bræde, n. en Plade eller tynd Fjel, især i Bindet paa en Bog. Sdm. Frꜳ Bræde til Bræde ɔ: fra Bogens Begyndelse til dens Ende. Bꜳtsbræde: Bordene af en ophugget Baad.

Bræding, f. Smeltning; Rugning; see bræde.

Bræe, s. Bride.

Bræka, v. n. (a—a), og brækje (e—te), bræge, om Faar og Gjeder. Hedder: bræka (i Sogn, Shl. Hall.), brækje (Gbr. Østd. Namd.), brækta (Nhl. Ørk. Helg), blækte (om Faar, i Tell.). Ellers: mækra, skværa, jerma.

brækta, v. n. (a—a), 1) bræge (s. forrige). 2) skrige, om den skrigende Brægen, som Faar og Gjeder lade høre, naar de ere i Fare. Sdm. Nfj. (hvor derimod den første Betydning udtrykkes ved: jerme). Heraf: Brækt, n. f. Ex. Dei haurde eit Brækt.

Bræl, n. Fjas, Narrestreger. Nhl. Hard.

bræla, v. n. fjase, fare med Narrestreger. Nhl. Rbg.

Bræmbær, see Bring.

bræsa, v. n. (e—te), stege, tillave fede Sager. Dei bræste ꜳ steikte. B. og Ag. Stift.

Brød (Brø), n. s. Braud. Hertil: Brø’graut, et Slags syrlig Grød, som bruges til Suul. Sdm. o. fl. Brø’jarn, s. Bakstehella. Brø’leiv, m. et enkelt Fladbrød. Brø’løysa, f. Mangel paa Brød. Brø’mole (aab. o), m. et Stykke af et Brød. Brødtenar, m. Medtjener; jf. Talemaaden: tena i Brø(d) mæ ein ɔ: tjene sammen med En i samme Huus.

Brøker, s. Brok.

brøla, v. n. skryde, prale, gjøre sig til.

Brøsk, m. Brusk (i Kjød). Hedder ogsaa Brjosk, oo (Hard. Voss), Brosk (Tell. Gbr.). Isl. brjóskr.

Brøsme, s. Brosma.

Brøst, n. 1) Bryst. Hedder i Voss og Hard. Brjost (oo), nogle St. Brost og Brjøst. G. N. brjóst. 2) Patte. Ofte i Fleertal, f. Ex. beggje Brøst’a. giva Brøst: give Die. 3) Tværvæg i et Huus; ogsaa Gavl, Forvæg eller Forside paa Bygninger eller andre store Gjenstande.

brøsta, adj. beskaffen med Hensyn til Bryst. Denne Hesten æ godt brøsta.

Brøstduk (Brøstuk), m. 1) en Vest (Sdm. o. fl.). 2) Brystklud for Kvinder; et Klædningsstykke med siirlig udsyede Figurer. Nhl. Sogn og fl.

Brøstgang, m. Brystets Bevægelse under haard Sygdom og tungt Aandedræt.

Brøstkjøl, m. Skræk, Gysen. Sdm.

Brøstsvid (Brøsvid, Brøssve), m. Kvalme, Halsbrynde. Sdm. Shl. — See Halsbrune.

Brøstsyll (for Brøstsvoll), m. Brystbyld. Sdm.

brøte, s. brjota. — Brøv, s. Brev.

brøysk, adj. skjør, som lettelig brækkes. (I neutr. brøykst). Isl. breyskr, svag.

brøyta, v. a. (e—te), 1) bryde, vende, vride om (s. bretta). Sjelden. Af brjota, braut. 2) bryde en Vei, bane Vei, især i Sneen. Meget udbredt. (Søndre Berg. Kr. Stift, Ørk.). Jf. Braut, f. 3) forandre, gjøre en Forandring med. G. N. breyta. Ogsaa: v. n. forandre sig, afvige. Jf. brjota, brigda. Dæ brøyte av: det bliver anderledes. Dæ brøyte attpꜳ Mꜳl’e vꜳrt: det har nogen Lighed med vort Maal.

Brøyte, n. Forandring, Afvigelse. Mest i B. Stift. Jf. Avbrot, Brigde.

Brøyting, f. Veibrydning, Sneepløining.

brøytt, adj. brudt, banet, om Veie.

Bu, n. 1. Kvæg, Kreature; især Hornkvæg, Køer. Synes at være alm. Paa Jæderen hedder det: Buj (Buj’e); i Rbg. Butt’e (for Buet). Bu ꜳ Smale: Storfæ og Smaafæ. (B. Stift). Eit stort Bu: en stor Besætning af Kreature. (Isl. ).

Bu, n. 2. Bo, Formue, Dødsbo. Ordet er i Grunden almindl. men er paa nogle Steder gaaet over i den unorske Form: Bo.

Bu, m. Beboer. Findes kun i Sammensætning, som Jærbu (Jæderboer), Etnesbu.

bu, v. n. (r—dde), boe, være bosat. G. N. búa. Uegentl. være, have Sted, ligge skjult. D’ær ikje godt ꜳ vita, kva som bur innunder, el. kva som bur i han.

bu, v. a. (r—dde), gjøre færdig, sætte istand (G. N. búa); især klæde, pynte, smykke. Sogn, søndre Berg. Ndm. og fl. Jf. buen, Bunad, seglbudd. — bu seg: sætte sig istand.

buande, adj. boende, bosiddende. buande Mann (Shl. og fl.), om Gaardmænd, i Modsætning til Huusmænd. Altsaa = Bonde.

buast, v. n. egentl. blive færdig. I Sdm. om Køer: slippe Efterbyrden; andre St. grei’ast, og fl.

Bubekk, m. Besætning af Køer. Sdm.

Bud (Bu), f. en Bod; Forraadshuus, Madbod; Fjelebod; Butik. G. N. búd. I nordre Berg. det samme som ellers kaldes: Bur og Stabur. I Sammens. Buda (Bua), f. Ex. Budafot, m. Fod under en Stolpebod. Budarot, n. Rummet under Taget i Stabur.

budd (uu), adj. 1) forsynet, udrustet, istand. Ndm. og fl. 2) klædt, pyntet; s. bu.

Budeia, f. Pige som pleier og fodrer Køerne; ogsaa Malkepige, Sæterpige. S. Deia.

buen, adj. 1) færdig, beredt, istandsat. Sogn, søndre Berg. og fl. (G. N. búinn). 2) moden, om Frugt, Bær, Korn. Ørked. Guldalen, Østerd. bue Konn: modent Korn.

bufast, adj. bofast, gjeldfri; om en Gaardbruger, som har det nødvendige og ikke skylder andre noget. Helg. Shl. og fl.

Bu-fe, n. Hornkvæg, Nød. Tr. og Ag. Stift. Andre St. oftere Bukryter.

Bufolk, bosiddende Folk, i Modsætning til Finner og omvankende Familier. Helgeland.

Bufor og Bufora (aab. o), f. 1) Flytning med Kreature. See Bufær. 2) Flytning af Gods og Huusholdningssager til et nyt Bosted. Shl. (Isl. búfarir).

bufora, v. s. buføra.

Bufot, m. i Talemaaden: Dæ ligg unde Bufot ɔ: det er ikke indhægnet, det tjener til Græsgang for Kvæget. Hedder oftere Fefot.

Bufær, f. Flytning med Kvæget, især til og fra Sætrene. Søndenfjelds. I Sogn og Hard. hedder det Bufor, el. Bufora.

buføra, v. n. (e—te), flytte med Køerne til Sæteren eller derfra tilbage. I Fjeldbygderne. I Sogn: bufora (aab. o).

Bug (aab. u), m. en Bugt, aaben og bueformig Vig. Sdm. (Isl. bugr, Bue).

Bugang (el. -gꜳng), m. Fjeldmarker hvorpaa Hornkvæget kan græsse. I Sdm. Bugjengre (Fleert.), om den nedre Deel af Fjeldene; i Modsætning til de øverste bratte Fjeldsider. Han heve snøva n’i Bugjængrinne ɔ: det har sneet lige ned i Græsgangene.

Bugras, see Burot.

Bugt, f. Bugt. leggja i Bugt: lægge i Folder, sammenlægge i Midten. liggja i Bugt: ligge sammenbøiet, med Enderne imod hinanden; ogsaa: ligge indsvøbt i et Tæppe, saaledes at man har den ene Halvdeel under sig og den anden over sig.

bugta seg, krumme sig, gaae i Bugter, som en Elv, el. som Aalen.

Buhummar, m. en Art Krebs, som undertiden skjuler sig i tomme Snekkeskaller.

Buhund, m. 1) Fæhund, Hyrdehund; 2) Snekke, Havsnegl. Tr. Stift, Helg. (Jf. Kuvung). I Sdm. kun om en Art store Havsnegle.

Buk (uu), m. 1) Bug, Mave; især paa Fiske. Jf. Vꜳmb, Liv. 2) Udbugning, udgaaende Runding, f. Ex. paa Tønder. buka, adj. buget, om Kar.

buka (aab. u; ogs. boke), v. a. (a—a), banke. Meget brugl. i nordre Berg. og Sdm. — I danske Dial. boge; i svenske boka. — Hertil Buking, f. Bankning.

Bukfylla, f. Foder som kun fylder Maven uden at nære eller styrke.

Bukk, m. 1) Buk, Gjedebuk. I Buskerud og fl. ogsaa Væder (Saubukk). 2) Stillads, til at hugge eller save paa.

bukka, v. n. (a—a), give tabt, overvindes. I Talemaaden: bukke under. Jf. bikka.

Bu-kryter (-krætur), n. et Nød, Høved.

Bul (aab. u, ogs. Bol, m. 1) Krop; den egentlige Krop, naar Hoved, Hænder og FØdder ikke regnes med. Alm. (Isl. bolr). 2) Klædningsstykke uden Ærmer (s. Buling). Bul bruges ligesom Kropp ofte for Karl, Person; f. Ex. ein forvꜳga Bul: en Vovehals.

bula (aab. u), adj. beskaffen med Hensyn til Krop. godt bula: fyldig, før; ogsaa velskabt.

bulast, v. n. blive fyldig, faae Huld.

buldra, v. n. buldre. (Jf. bala, baldra).

Bulega (aab. e), f. Liggeplads for Køerne i Udmarken. Nordre Berg. Sdm.

Buling (af Bul), m. den Deel af et Klædningsstykke som bedækker Overkroppen; ogsaa et Klædningsstykke uden Ærmer. Hedder paa nogle Steder: Bulung; i Ørk. Bulang, og Bølang, hvilket ogsaa betyder: Krop, især Underkrop, Mave.

bulla, v. n. (a—a), boble, vælde ud. Sogn. (Udtales budla). Isl. bulla. Sammesteds: Bulla (Budla), f. en Boble.

Bumann, bosiddende Mand (til Forskjel fra Finnerne). Helg. (hvor ogsaa Bonde bruges i samme Forhold). — bumannsklædd, adj. klædt i Normandsdragt (om Finner og Fremmede). Hedder ogsaa bondeklædd. Helg.

Bumark, f. Græsgang for Køer.

Bumb, m. Bom; Skaade for en Dør.

Bumba, f. Bomme, Madskrin af rund eller aflang Form, gjort af Staver. B. Stift og videre.

Bumbeskjæl, f. eller Bumbe, f. et Slags runde Muslinger. Sdm.

Bumerkje, n. Figur eller Mærke, som Beboerne af en Gaard pleie at sætte paa sine Kar eller Arbeidsredskaber for at kunne kjende dem iblandt andre.

Bunad (Buna), m. 1) Forraad til en Huusholdning; Boskab, Fornødenheder. B. Stift. (G. N. búnaðr). — 2) Værktøi, Redskaber, Arbeidstøi. Tr. Stift. Ogsaa i Formen Bona, og Bonaskap (Ørk. Namd.) — 3) Dragt, Klædning, Klædedragt. Mere almindeligt. I det Søndenfjeldske hedder det Bona. (Isl. búningr).

Bundan, n. et Neg, Kornbaand. Sdm. Nfj. I Sogn og Sfj. Bundel; ellers Band.

Bundel, m. s. forrige.

bunden, part. bunden; ogs. ufri, tvungen.

Bunding, m. Klædningsstykke som bindes eller strikkes; Hue, Strømpe og lignende. Bundingsga’n (el. -gꜳn for garn), n. Traad til Strikketøi. (Modsat: Vævga’n). Bundingsstikka, f. = Spyta, Sneis.

Bung, m. Bugle, Huulning (i Plader, Kjedler o. s. v.), foraarsaget af et Stød. B. Stift. Nogle St. Byng. Søndenfjelds: Bunk (ogsaa i Tr. Stift). Isl. bunga, Ujævnhed.

bunget (bunkut), adj. buglet, stødt paa enkelte Steder.

Bunk, m. s. Bung og Bunka.

Bunka, f. Mælkekar, et lavt Kar hvori Mælken opsættes for at løbe sammen (= Kolla, Ringja). Indr. Gbr. Hedemarken. Hedder ogsaa Bunk, m. (Ørk. Østerd.).

Bunt, m. høie og stive Græsarter (især Aira cæspitosa). Tell. Derimod: Punt, paa Jæderen, og Funt, i Sogn. — Bunteng, f. stivt Græs. Tell.

Bu-nø(d), f. Fodermangel. Helg.

Bu-orm, m. Art Slanger, formodentlig Snog. Sdm. og fl. Navnet har den maaskee deraf, at den ofte findes i Nærheden af Fæhuse og ved Kvægets Leiesteder paa Marken.

Bur (uu), n. 1) et Buur; 2) et Fag eller Rum i Skade og Skuffer; 3) Forraadskammer, Madbod, Huus til Korn og Fødevarer. Rbg. Tell. Hall. og fl. (Isl. búr). Andre Steder: Bud (Bu).

Bur, m. Brølen; s. bura, v.

Bur (for Burd), m. 1) Bæren, at man bærer noget. (G. N. burðr). Mest i Sammensætning, som Frambur, Nedbur, Handebur. — 2) Foster; især Kalv. Af bera (kalve). Isl. burðr. Jf. Tviburar. Alm. men udtales nogle Steder: Bor, og næsten Bol (med tykt l).

bura (for burda), adj. om Køer: drægtig, med Kalv. Eit Burabeist: en drægtig Ko. (Shl. Stav.).

bura (aab. u), v. n. (a—a), brøle, om Oxer. Søndre Berg. Tell. — Heraf: Bur, m. Brølen. Dæ va slik en Byl ꜳ Bur (Tell.).

Bu-rꜳk, f. Vei for Kvæget, Stier som jævnlig betrædes af Køerne. Søndre Berg. I Nordre Berg. og Sdm. hedder det: Burꜳs, f.; i Kr. Stift: Burekstr. Jf. Rꜳk.

Bureising, m. En som er nylig bosat; en Begynder i Huusholdningen. Sogn. og fl. Andre St. Nybøling, Nyboling.

Burekstr, m. s. Burꜳk.

Burot (oo), f. en Urt, Bynke (Artemisia vulgaris). Meget udbredt; nogle St. Bugras; i Ørk. Grꜳbu. (Jf. Raudbu).

burt (aab. u; ogs. bort), adv. 1) bort, hen. (I Betydning af en Fjernelse, Bortgang eller Forsvinden er Ordet ikke almindeigt, da man paa mange Steder bruger: av, og veg eller vek, i denne Betydning). Isl. burt; fordum: brott, braut, á braut. Hertil: burtfallen, burtkomen, burttikjen o. s. v. Mest i det Søndenfjeldske. — 2) hen, over, hen til et Sted (som ikke er langt borte). Alm. og meget brugl. — burt i Veggjen: hen i Væggen. burt pꜳ Haugjen: ud paa Høien. burt um Elv’a: til den anden Side af Elven. Ombytningen af burt med ut, fram, upp etc. beroer paa Forholdet til det Sted hvorfra Bevægelsen tænkes udgaaen; saaledes hedder det: „burt pꜳ Fjell’e“, fra en langt fraliggende Høide eller fra et andet Fjeld; men derimod: "upp-ꜳ Fjell’e", fra et nærliggende lavere Sted. „burt i Dalen“, fra en anden Dal; men: „ned i Dalen“, fra Høiden o. s. v. — 3) henne, ovre (istedetfor: burte); med: i, paa, under. f. Ex. burt i Stovenne: henne i Stuen. burt pꜳ Holma: ude paa Holmen.

burta, adv. 1) hid, hid over, fra et lige overfor liggende Sted. burta um Elv’a: fra den anden Side af Elven. I Sdm. Nfj. og fl. bruges det som præpos. (ligt: inna, neda og fl.); f. Ex. burta Strandenne, burta Vikjenne ɔ: fra Stranden eller Vigen paa hiin Side. — 2) ovre, paa hiin Side. Kun i Sammensætning, og hedder i Hard. og Voss: burtan. Hertil: burta-pꜳ: hiinsides, f. Ex. burtapꜳ Elv’a. burtafyre (i Hard. burtan-fy’), adv. og præp. hiinsides, paa den anden Side. Alm. — burta-til (burtan-te, Voss), hid over, fra den anden Side. (Nogle Steder: burta-ette). I Ørk. betyder: burta-te, ogsaa: paa hiin Side.

burtaste, adj. fjerneste, som er længst ude. Hedder i Ørk. byrtest. I Sdm. forekommer byrst, som adv., saaledes: hyrst burte ɔ: længst ude. Nogle Steder ogsaa: burtare ɔ: fjernere. I Gbr. bortar; i Ørk. byrter.

burte, adv. 1) borte (om en Forsvinden). Mest søndenfjelds; jf. veg. 2) henne, ovre; paa den anden Side. Hær beint burte: her lige overfor.

burt-ette, længere hen, udad (i horizontal Retning).

Burtn (el. Burtne), m. Bregne (en Planteslægt). Hard. Isl. burkni. Hedder ellers: Blom (Sdm. og Tr. Stift), Lok (Shl.), Slok (Tell.), Buslok (Hall.), Ormagras (Jæd.).

Burtnamark, f. Bregnemark.

Buru, f. Hunbjørn; see Bæra. Buru for Bore (f. Ex. Nꜳsꜳburu), s. Bora.

busa (aab. u), v. n. ødsle, sløse med noget. Sdm. Han hev’ ikje stort te buse mæ.

Bu-sete, m. Indsidder; eenlig Person, som har sin egen Huusholdning i en anden Mands Huus. Tell.

busetja (-seta), v. n. sætte Bo.

busitjande, (busitand), adj. bosiddende.

Busk, m. Top, Dusk; som Axet eller Toppen paa Havren. Ørk. og fl. (Jf. Brusk).

Buska, f. a) et Løvtræ, især Birk. b) en Green med Løv paa. Meget udbredt. c) et Riis. Helg. Sdm. og fl. Han fekk ’ta Buskenne ɔ: han fik Pidsk.

Bu-skap, m. 1) Kvæg, Fæ; Besætning af Kreature. Alm. (Jf. Fenad, Andmarkje, Bøling). 2) Huusholdning. (Isl. búskapr). be te Buskaps: gaae omkring for at bede om Korn og andre Ting til en ny Huusholdning (en Skik i enkelte Egne).

Busketopp, m. Birketop.

Bu-slag, n. Art, Race af Hornkvæg.

busliten (aab. i), adj. 1) forarmet, hvis Formue er formindsket eller gaaen tabt. Shl. Hard. 2) som har mistet en Deel af sit Kvæg. Nhl.

Buslok, Bregne; s. Burtn.

Buss, m. en liden Stump, f. Ex. af Tobak. Tell. Gbr. Ørk. og fl. (Sv. buss).

Bussa(r), pl. m. Venner, Fortrolige.

Bust, f. en Børste, et stivt Haar. Heraf bysta. Jf. Boste.

Bu-stad, m. Bosted, Bopæl.

Busteleiv, f. en Traad med en tilheftet Børste i Enden; Skotraad. B. Stift, Tell. Gbr. og fl.

Bustelyng, n. den almindeligste Lyngart (Erica vulgaris). Tell. Buskerud.

Bustikka, f. see Bodstikka.

bustut (bustette), adj. børstet, fuld af Børster.

Bu-styng, et stort Insekt; s. Styng.

buta (aab. u), v. a. og n. (a—a), afhugge Træer, kappe; hugge i smaa Stumper. (Jf. Butt). Isl. buta.

Buta, f. en smal Øxe. Rbg. og fl.

Bu-tare, m. et Slags Tare (Tang), som bruges til Foder. (Laminaria esculenta).

Butel, m. Bouteille. (Fremmedt Ord).

Bu-timing, m. en Tyr. Namdalen; hvor det ogsaa hedder: Buting (for Butiding); andre Steder Ti’ung; ligesom Gre’ung og fl.

Bu-trꜳ, f. Vei eller Plads, som jævnlig bliver betraadt af Kvæget. Tell.

Butt, m. 1. Klads, Slump, afhugget Stykke Træ (= Kubb). B. Stift. Isl. butr.

Butt, m. 2. en Dunk, Bimpel. Sogn. Ogsaa et smalt Kar til Fløde eller Smør. Rjomebutt (Sogn). Smørbutt. Hall. Rommerige og fl. Ellers: Holk, Strokk, Strump. Jf. Bytta.

butta, v. a. afhugge, s. buta.

butten, adj. bunden; s. binda.

Buv, m. et Spøgelse. Tell. Jf. Bobbe.

By, m. en By, Købstad. Byss ꜳ Bygda: i By og paa Land. Søndre Berg. Byssens Folk: Byens Folk. Fosen, Inderøen.

By (byder), s. bjoda. — Bya, s. Bygja.

bydja, s. byrja.

Bygd, f. Bygd, beboet Egn; en Kreds eller Række af Gaarde. (G. N. bygd). Fleertal i de sydlige Egne: Bygda(r), i de nordlige: Bygde(r). koma te Bygda: komme til en beboet Egn. (Sjelden). koma pꜳ Bygd’a: blive huusvild, komme under sine Naboers Forsorg.

Bygd, adj. (part. af byggja), 1) bygget, opbygget; 2) beboet, bebygget.

Bygdafolk, n. Folk fra samme Bygd.

Bygdalag, m. en stor Bygd, eller en Række af mindre Bygder.

Bygdamꜳl, n. Dialekt, Bygdesprog.

Bygdaskam, f. Noget som er til Skam for en Bygd.

Bygdavis (ii), f. Skik i en enkelt Bygd.

bygdemillom, fra en Bygd til en anden.

Bygding, m. Beboer af en vis nærmere betegnet Bygd, som: Utbygding, Norbyding.

Bygg, m. Byg. Jf. Konn, Hummel. — Byggsnerpa, f. Børsten paa et Bygkorn (arista).

Bygg, m. (Fl. Byggjer), Indbygger. Bruges sammensat og dannes især af Stedsnavne, som ende paa -bu; f. Ex. Selbygg, Sparbygg, Ringebygg.

byggja, v. a. (e—de: nogle St. bygg’ bygde), at bygge; ogsaa: bebygge. G. N. byggja. Byggjar, m. Bygningsmand. Byggjing, f. Byggen, det at man bygger; derimod: Bygning, f. om det som bygges; jf. Bygnad.

Byggjefang, n. Bygningsmateriale. (Søndenfjelds).

byggjen, adj. tør, haard at spise. Om Madvarer. Sdm.

Byggjestad, m. Byggeplads. Jf. Tuft.

Bygja, f. Byge, Vindkast. (Jf. El, Flod, Flaga). Hedder sædv. Bya, Bye og nogle St. Bøye.

bygla, v. n. opstable, bygge klodset. Hard.

byglen, adj. kuldskjær, øm for Frost. Sdm.

Bygnad, m. Bygning, Huus; ogsaa Byggen, Bygningsmaade.

Bygsl (Bygsel), f. 1) Fæste paa en Gaard, sædvanlig for Livstid. 2) den Pengesum hvorfor en Gaard fæstes. Almindl.

bygsla, v. a. (a—a), 1) fæste en Gaard til Brug imod en bestemt Afgift; 2) tilbygsle, lade fæste. (Med Dativ).

Bygslebrev, n. og Bygslesetel, m. Fæstekontrakt, Bygselbrev.

Bygsle-jor(d), f. Gaard som bliver fæstet.

Bygslemann, m. Fæster, Leilænding.

Bykkja, s. Bikkja.

Byks, n. et Spring, Hop. S. følg.

byksa, v. n. (nogle St.: byks’; boks; bokse; andre St. byks’, bykste), 1) hoppe, springe, gjøre et Spring; f. Ex. over en Bæk. Meget brugl. og uundværligt i B. Stift; ogsaa i Ndm. og fl. (hvor derimod hoppa og springa har en anden Betydning). 2) duve, støde, vrikke op og ned; løbe med en duvende Bevægelse opad og nedad, ligesom Hunde og andre Dyr. Gbr. Ørk. og fl. Jf. bikka.

byksen, adj. tilbøielig til at springe.

Byksing, f. Hoppen, Springe.

Byl (Bøl), n. Tid, Stund; s. Bil.

Byl (aab. y), m. 1) Vindstød, Stormbyge. Hard. (Isl. bylr). 2) Brølen, af bylja (s. belja).

bylemyllꜳ, s. bilemillom.

Bylgja, f. Bølge. Kun nogle St. i de sydlige Egne. I Sogn Bylga. Ellers: Bꜳra, Alda og fl.

bylja, v. n. brøle, skrige. S. belja.

bynja, v. n. (byn’, —de), buldre, larme; især ved at hugge eller banke. Nordre Berg.

Byr (aab. y; ogs. Bør), m. Bør, føielig Vind. (G. N. byrr). I Spøg om en hastig Afsked eller Bortjagelse. Han fekk Byr!

Byr, aab. y (for Byrd), f. og Byra (for Byrda), f. en Byrde, Dragt, saa meget som man kan bære paa een Gang. Udtales forskjelligt: Byre (aab. y), Byra (yy), Børe, Bøl, Bøle. (G. N. byrði).

Byra (f. Byrda), f. en Kasse eller stor Kiste, især til Korn. Næsten alm. Udtales nogle St. Børe, og Bøle. (Isl. byrða, Skab).

Byratog, n. Toug til at bære Byrder med.

Byra-tre, n. Aag hvormed noget bæres paa Skuldrene. B. Stift.

Byrel (for Byrdel), m. Hank, Bøile paa Kister og andre Kar. Nordre Berg. Jf. Hav, Hævel.

Byrg, f. Forraad af Foder. Sdm. (see Berg, f.).

byrg, adj. stolt, som bryster sig, gjør sig til. Sogn, Hall. o. fl. I Vald. burg’; i Ørk. byrj (børj). Jf. byrren, birren.

byrga, v. a. (a—a), 1) forsyne med Foder eller andet nødvendigt. Sdm. og fl. Jf. berga. (Isl. byrgja). 2) i Talemaaden byrge seg; hjælpe, afholde sig, bare sig (s. berga). Ogsaa v. n. holde sig, holde det ud. Helg.

byrgjen, adj. dygtig til at forsyne sig. Sdm.

Byrgsla (sædv. Byrsle), f. Behov, tilstrækkeligt Forraad. Dei ha fꜳtt si Byrsle: de have faaet hvad de behøve. Nordre Berg. Sdm. — I Tr. Stift og Helg. Børsel. Jf. børt, og børta.

byrja, v. n. begynde. Dette Ord skal forekomme paa enkelte Steder i Valders og Guldbr. tildeels i Formen: bydja. (G. N. byrja; Sv. börja).

Byrkja, f. Birkesaft, Birkevand. B. Stift. I Tell. Birkje, el. Berkje; i Gbr. Bjørke.

Byrkjelꜳnga, f. en Art Langer (Fisk), som adskiller sig fra den saakaldte blanke Lange ved et mørkere Kjød. Nordre Berg. (Maaskee af Bork).

byrra seg, bryste sig, gjøre sig til. Hard.

byrren, adj. stolt, stiv af Holdning. Hard.

Byrsa, f. Bøsse, Gevær. — Byrseskot, n. Geværskud. Byrsestokk, m. Geværstok.

Byrsing, m. Bøsning, Plade i et Gjænge.

Byrsle, f. see Byrgsla.

byrt’, adj. om Fartøier: bordet, med Hensyn til Høide eller Lavhed over Vandgangen. lite byrt: lavbordet. Nordre Berg.

byrta, v. a. (e—e), klare, pudse, især Lyset i en Lampe. (Af bjart). byrte Kolꜳ: faae Lampen til at brænde klarere. B. Stift. Ndm.

Byrtar, m. Pudsepind i en Lampe.

byrter, adj. fjernere. Ørk. see burtare.

Byrting, m. Lyn, Lynild. Hard. Shl. Ryf. (Jf. Ljon, Elding). Isl. birta, Lys.

bysja, v. n. (a—a), strøe med Halm eller Løv (i Fæhusene). Rbg. og fl. (Jf. bosa).

Byskje, n. en liden tyk Skov, Busk, Krat. Hard. og fl. Andre St. Pyskje.

bysta, v. a. (e—e), 1) forsyne med Børster, sætte Børste paa (en Traad). Af Bust. 2) i Forbindelsen bysta seg: reise Haarene, sætte Børsterne op (om Dyr, f. Ex. Hunde). 3) børste, pudse med en Kost (Boste).

Byste, n. et Dyr, som let bliver arrigt og reiser Haarene. Oftere: Illbyste.

byta (yy), v. a. (e—te), 1) dele, stifte, uddele. G. N. býta. 2) bytte, ombytte, skifte med noget andet. byte aat seg: tilbytte sig. byte Hendenne: tage til med den anden Haand. byte sundt: dele i Parter.

Bytar, m. Udskifter. S. Jorabytar.

Byte, n. 1) Bytte, Ombytning. G. N. býti. 2) Skjel, Grændseskjel imellem forskjellige Jordeiendomme. B. Stift. Jf. Deild.

Byte-arbeid, n. det at to Naboer hjælpe hinanden vexelviis i Arbeidet.

Bytemun, m. Forskjel ved en Ombytning.

Bytestein, m. Skjelsteen, Grændsesteen. Ligesaa Byte-tre, n. Bytefura, f. om et Træ som tjener til Grændseskjel.

Byting, f. 1) Deling; 2) Ombytning.

Byting, m. en Skifting, forbyttet eller indsmuglet Barn. Egentlig grundet i Sagnene om de Underjordiske og deres Lyst til at stjæle Børn; — men bruges nu mest i Spøg om en Særling, En som ikke ligner de Andre.

Bytning (aab. y), m. 1) et Slags Spand med Overbund og Spunds. Rbg. (Ellers Tvibytning). Af Botn. 2) den fjerde Mave i de drøvtyggende Dyr. Brugeligt i de sydlige Egne; i Ag. Stift hedder det Botn, og Bonn; i Ørk. Botning. Ellers Vingstr, f.

bytt (yy), deelt, skiftet. Jf. misbytt.

Bytta (aab. y), f. Bøtte, Vandspand. I Østerd. et Slags Spand med Laag. I Mandal ogsaa: Mælkekar (= Kolla, Ringja). Jf. Butt.

Bytte, n. Dunk, Trækar til Mælk, sædvanlig forsynet med et Laag af Skind. Nhl. Shl. Af Butt.

Bæd, f. Ildsted, eller egentlig: Grunden, det dybeste af Ildstedet. Sdm. Nid i Bæd’a: dybt ned i Asken. I Ndm. hedder det: Ve.

Bædel, s. Bæl. — bæe, s. bꜳe.

Bæg, og bægfletta; — s. Belg.

bægd, partic. hindret, tilbagedreven.

bægja, v. a. (-gje, -gde), hindre, standse, drive tilbage eller til Siden. B. Stift. (Isl. bægja). Af bꜳg. Jf. gjegna, møta, venda.

Bægje, m. Hindring, Noget som er i Veien. Sjelden. I Gbr. et Hægn, et Gjærde.

Bægjegarn (-gadn, -ga’n), n. et Garn som sættes paa Siden af en Fiskeplads for at hindre Fisken fra at løbe ud af Fiskegrunden.

bægjen (bæjin, beien), adj. 1) hinderlig, ubeleilig, som er i Veien. Ørk. Størdalen og fl. Mest i neutr. Dæ va so beie før oss. 2) om Mennesker: tvær, uvillig, modstræbende. Indr. Jf. bꜳg.

Bæker, n. see Bikar.

Bæl (el. Bædel), m. Knevel i en Klokke (= Kolv). Indre Sogn (i Formen Bæd’l), Vald. Guldbr.

Bænde, s. Bende.

Bænding, s. Bending.

Bænk, s. Benk. — bænka, s. beinka.

Bær, n. (nogle St. f.), Bær, Frugt. (Skulde egentl. hedde: Ber). G. N. ber. I Nhl. hedder det i Sammensætning: Berja; saaledes: Berjalyng, n. Bærbusk, Bærriis (Isl. berjalyng). Berjahaug, m. og Berjatu(v)a, f. Høi eller Tue hvorpaa der voxer Bær. ga’ i Berjaskog: gaae ud at plukke Bær.

bær, adj. 1. om Køer: drægtig, eller egentlig: som bærer (ɔ: kalver). Dei ha fꜳtt bært: en af deres Køen har kalvet. (Sogn). Jf. nybær, haustbær, vꜳrbær.

bær (eller: bærr), adj. (2). bar, blot, ikke tildækket; ogsaa: ublandet, reen, uden Tilsætning. G. N. berr. koma pꜳ bæran Botn: blive blottet, have intet mere igjen. (Sjelden). Te fꜳ ein bær, — betyder i Helg. at faae En for sig selv, adskilt fra andre; — i Sdm. at faae En opdaget, eller blive vis paa at det er ham som man skal holde sig til.

Bæra, f. Barhed; s. Bærva.

Bæra, f. en Hunbjørn. Sogn. (G. N. bera). Hedder ellers: Buru, og Boro (Østerd.), Hunabæra (Shl.), Honebær (Tell.), Hynebær (Sdm.); jf. Hyn. De øvrige Navne ere anførte under: Bjønna.

bæra, v. n. (e—te), bølge, gaae i Bølger, om Vandet. Hard. Af Bꜳra. Jf. kvitbæra.

bærbaka, adj. tomhændet, som ikke eier noget. (Egentl. barrygget). Sdm. o. fl.

bære (eller bærre), adv. kun, blot, bare. Hedder i Kr. Stift: bare; i Sogn: bærra. — inkje bære (el. bare), betyder i Tell. ikkun, ikke mere end. F. Ex. Eg hev’ inkje bære ein (jeg har kun een). Dersom det ikke hedte bare, kunde det her forklares som betre, i Betydn. mere.

bæreste, adv. kun, bare. Fosen, Helg.

Bærfjell, n. en nøgen Fjeldmark, som ligger ovenfor Skovgrændsen. Helg. Ellers: Bærsnøya, Vigga, Vialøysa.

bærføtt, adj. barfodet. Nogle Steder: børføtt (Hall. og fl.); i Sdm. børføttꜳ, adv.

bærhendt, adj. barhaandet.

Bærhogg, n. Fare, Vanskelighed (egentl. Stilling hvori man er udsat for Hug). Nhl. Te koma i Bærhoggje.

bærhovda, adj. med bart Hoved. I Sdm. bærhauda. (Isl. berhöfðaðr).

bærkast, v. n. blive bar, blottes (især om Jorden i Tøveir). Gbr. Ørk. Hedder ogsaa: bærka seg.

bærleg, adj. anseelig, som tager sig godt ud; maaskee ogsaa om den som har et frit og aabent Væsen. Nordre Berg.

bærlestom, adv. med det bare Fodtøi (uden Ski, Tryger eller Iisbraadder). Ørk. Andre St. bærlesta, adv. og adj.

bærrast, v. n. blottes, blive bar. Sjeldnere: bærna. Jf. bærkast.

bærsnæv, adj. skovløs, bar, aaben (om Marker). Sdm. — Bærsnæve, f. en aaben og skovløs Mark.

Bærsnøye (f. -snøyda), f. skovløs Mark; Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen. Ndm. og fl. — bærsnøyen, adj. bar, skovløs.

Bærsyn (og -synd), f. et Sted som let kan sees eller overskues. Dei kom i Bærsyn’æ (Nhl.): de kom paa et Sted, hvor man let kunde see dem.

bærsynt, adj. let at see; frit eller aabent beliggende. Mere alm.

bært, adv. kun, bare. Nhl. Shl. Ellers: bære og bæreste.

bærtævle, adj. n. bart, aabent, skovløst. Hard. (I Sdm. bærsnævt).

Bærva, f. bar Mark, sneeløs Jord. Indr. (hvor det ogsaa hedder: Bærra). Han kjørte paa Bærvꜳn (dativ).

bærvegjen, adj. veiet alene, uden Sæk eller Kar. (Altsaa Netto, uden Emballage).

bæsa, v. a. (e—te), sætte Kvæg paa Baas; sætte i et bestemt Rum. (Isl. bæsa). bæsa seg: opsøge sin Plads, om Køer.

Bæta, s. Bite.

, m. Engmark, den indhegnede Mark omkring en Gaard. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Ryfylke. Ellers Eng og Jore. (G. N. bœr svarer til vort Gar og Tun). „Dæ ligg’ Bø i Bø“, — siges om flere Gaarde, som ligge tæt ved hinanden, saa at der er ingen Udmark imellem. sleppe ꜳ Bø (Sdm.): slippe Kvæget ind paa Engen, efterat Græs og Korn er indhøstet. Pꜳ Bø’no: paa Engen, indengjærdes. Det gamle Genitiv: bæjar findes i Voss i Navnene: Bøjarmoen, Bøjarꜳttungjen.

Bø-beite, n. Græsning paa Gaardsengen.

Bø-gar(d), m. Gjærde omkring Engmarken. Til Forskjel fra Merkjesgar, og fl.

Bøk, m. Bøg. S. Bok.

bøkje, v. a. (e—te), 1) tørre, gjøre halvtørt. (See bokjen). Sdm. Nfj. 2) byge, udkoge i Lud.

Bøl, see Byl og Byr.

bøl, adj. parrelysten, geil; om Hundyr, især Soen. Ørk. Indr. Helg. (Jf. ful).

bølast, v. n. og bøla seg (e—te), yngle, faae Unger; ogsaa: tillave Rede eller Leie for Yngelen. Af Bol. — bøle seg ned, — i Spøg, om at lægge sig sammen i Straa eller Græs.

Bølde, m. see Bold.

Bøle, n. 1) Rede eller Kube, hvori smaa Dyr lægge deres Unger. Vestenfjelds. Ellers: Bol. 2) et Kuld, de Unger som et Dyr frembringer paa een Gang. Hundebøle, Grisebøle. (B. og Kr. Stift). Ellers Lag (Trondhj.), Legde (Gbr.), Føe (Østd.). I Spøg ogsaa om Mennesker: en Slægt, Familie. 3) Bolig, Opholdssted. Skal bruges i Buskerud. Ellers kun i Sammensætning: Fødebøle, Sæterbøle.

Bøle, see Byra.

Bøling, m. Kvæg, Besætning af Kreature (= Buskap). Guldbr. Buskerud.

Bøn (langt ø), f. Bøn, Begjæring. Bønebok, f. Bønnebog. Bønefolk (Bønemann og fl.), Folk som idelig bede og ere andægtige.

Bønstad, m. Begjæring, Anmodning. B. Stift. (G. N. bœnastaðr). Eg heve ein Bønstad te de (Sdm.): der er noget jeg vil bede dig om.

Bør, s. Byr. — Børe, s. Byra.

børføtt, s. bærføtt.

Børnad, m. Redskaber, især til Fiskerie; Sørede. Sdm. Ndm. Sfj. Nhl.

Børnskap, m. Redskaber; Garn, Sørede. Helg. og tildeels i Tr. Stift (See forrige). Ellers: Reide, Greide, Beine, Bunad, Doning og fl.

Børsel, s. Byrgsla.

Børt, m. 1) Skyldighed, Pligt. Meget brugeligt i Ørk. og fl, 2) Tid, Gang, Tour; f. Ex. No æ dæ din Børt ɔ: nu er Raden kommen til dig. Mere alm. (Sv. börd).

børt, adj. forsynet, hjulpen, som har nok. Ndm. Ørk. Ogsaa børta. (Jf. byrga).

børte v. a. (a—a), forsyne, udruste, skaffe det nødvendige. Ndm.

børte, v. n. prale, skryde af noget. Inderøen. (Maaskee for byrta). I Sdm. bolte. — Børting, m. en Praler, Skryder. Indr.

bøsen, adj. stor, vid (om Klæder). Sdm. Jf. posen, og Isl. beysinn.

bøta, v. a. (e—te), 1) sætte istand, forbedre, gjøre godt igjen. (G. N. bœta). Af Bot. 2) bøde, lappe, sætte Bod paa (Klæder, Kjedler o. s. v.). Alm. 3) betale Bøder; ogsaa: undgjelde, lide for noget.

bøtande, adj. som kan bødes eller istandsættes.

Bøting, f. Bøden, Lappen. Bøtingetrꜳd, m. Traad, hvormed man bøder Klæder eller ogsaa Fiskergarn.

bø-vand, adj. om Kreature, som ere vante til at græsse paa Engen. B. Stift.

Bøvel, m. et Navn paa Fanden.

Bøver, m. en Bæver. B. Stift, Gbr. og fl. (Jf. Bjor). G. N. bifr.Bøverbrote, m. en Bæverdam (Gbr.). Bøvergjeld, n. Bævergjel. Kaldes ogsaa blot: Bøver, n.

Bøya, Byge; see bygja.

Bøyg, m. 1) en Bøining, Krumning; ogsaa Knæk, Svækkelse. Helg. Gbr. 2) En som gaaer nedbøiet og ludende. Gbr. Ogsaa: en Stakkel, En som ikke taaler noget.

bøygd, part. bøiet, krummet.

bøygja, v. a. (-gje, -gde), at bøie. Udtales sædv. bøya, el. bøye. (G. N. begja). Jf. bjug og bogjen.

Bøgjel, m. (Fl. Bøygla, r), Bøile, Hank af bøiet Træ eller Jern.

Bøygsla, f. Bøining. (Sjelden).