Ordbog over det norske Folkesprog/U
U.
u, en ufraskillelig Partikel, som sættes foran Substantiver og Adjektiver, og som deels benegter eller ophæver Ordets Betydning, deels forringer samme. Ved Subst. medfører denne Partikel oftest Begrebet af Slethed eller Ubekvemhed (f. Ex. Udyr, Usmak, Uvane); men ved Subst. af en mere abstrakt Betydning kan den ogsaa betegne en Mangel (f. Ex. Ugagn, Uro, Ulag). Ved Adj. betegner den overalt Modsætningen; f. Ex. ujamn, urædd, uhøveleg. Den kan saaledes forbindes med de fleste Adjektiver og Participier; dog bruges den ikke i de Tilfælde, hvor Modsætningen ellers betegnes ved et eget Ord, f. Ex. stor, liten, o. s. v. — Findes ogsaa i Formen o, nemlig overalt nordenfjelds, samt i Sdm. Sfj. Gbr. og Østerd., saa at Formen „u“ kun er herskende i den sydlige Deel af Landet. I det gamle Sprog finds deels ú, deels ó, hvoraf „u“ ansees som ældst og nærmer sig mest til Formen „un“, som hersker i de andre germaniske Sprog udenfor Norden; dog kunde man vel ogsaa paastaae, at „o“ (for un) er en ligesaa rigtig Overgangsform. I det Islandske er ó blevet herskende, og ligeledes i det Svenske. — Endeel Ord, som kun bruges i de nordlige Egne, ere forhen anførte under o.
u! Interjektion, som udtrykker Smerte (= au). Heraf ua, v. n. sige u!
u, for ur (ɔ: ud af), see or.
uagtande, adj. ugyldig, magtesløs; uefterrettelig. B. Stift. „gjera seg uagtande“: forspilde sin Agtelse.
Uꜳr (Oꜳr), n. et Uaar.
ubard (obart), adj. utærsket.
ubein, adj. kroget. (Sjelden). Bꜳde seint ꜳ obeint: baade langvarigt og besværligt. N. Berg.
ubeinug, adj. uhjælpsom, tvær, uvillig til at hjælp.
uboden (aab. o), adj. uindbuden. (Hedder uboen og oboen). Ellers ubeden (obidin), ɔ: uanmodet.
uboren (aab. o), adj. ubaaren, ufødt. Ein skal inkje bæsa uboren Kalv.
ubrukande, adj. ubrugbar.
Ubye, see Obyde.
ubygd, adj. ubygget; ogsaa ubeboet.
Ubyra (aab. y), f. en meget stor Byrde, en alt for tung Dragt. Hedder ogsaa Ubyr, Obøre, Obøl.
ubytt (yy), adj. uskiftet. Me ha ikje noke ubytt: vi have ikke noget at trætte om. Ta ollꜳ obyttꜳ: af det Hele, af Massen førend den bliver skiftet. Sdm.
ubøtande, adj. ubodelig.
Udag (Odag), m. en uhyggelig Dag; Uveirsdag.
Udꜳm, m. ond Smag (s. Dꜳm).
Udde, = Huldr. (Tell.). Hertil Uddebikkje, Uddekrætur og fl.
udryg, adj. udrøi (= ryr, skryv).
udugeleg (oduele), adj. uduelig.
Udygd, f. 1) Uduelighed, Kraftløshed. Tell. Ogsaa et udueligt Menneske. — 2) Udyd, usømmelig Opførsel. Hard. og fl. Ligesaa om en Last eller Lyde. Indr. (Odygd). G. N. údygð. Jf. Dygd.
udygdig, adj. 1) svag, kraftløs. Jf. dygdig. 2) udydig, usømmelig. Hard.
Udygje, f. en uduelig Ting eller Person. Tell. Hedder ogsaa Udøve.
Udyr (Odyr), n. Udyr, Rovdyr.
udømelege, adv. overmaade, overordentlig; f. Ex. udømmele’ rik’e: uhyre rig. Hard. Jæd. (Jf. G. N. udœmi, mageløs Ting).
Ueiga, f. en slet eller skadelig Eiendom, Noget som man ikke burde eie. Nhl. og fl. Nordenfjelds hedder det Oeign.
ueins (oeins), adv. ueens.
ueteleg, adj. usmagelig, ikke god til at æde.
ufallen, adj. 1) ikke falden. 2) uskikket, ubekvem. I Gbr. ofallen.
ufaren, adj. ubefaret, om Veie.
ufegjen (ofeien), adj. bedrøvet.
ufengjen, adj. ufaaet, ikke modtagen. Oftere: ufꜳdd, ofꜳdd’e.
ufjelg, adj. ubehagelig, uhyggelig, modbydelig, ækkel. Meget brugl. i B. Stift. (Jf. fjelg). I Sdm. ofjelg’e. (Neutrum ufjelt, ofjelt).
Ufjelgje, m. Ubehagelighed, Modbydelighed. Søndre Berg. I Sdm. Ofjelde.
uframt, foruden; s. umfram.
ufrels, adj. noget skyldig, ikke ganske fri. Voss. „gjera seg ufreis“: forgribe sig, forsynde sig. (G. N. úfrjàls, ufri).
Ufrid (aab. i), m. Ufred; Krig. (Hedder ogsaa Ufre, Ofrid, Ofre).
Ufriskje, m. 1) Sygdom eller Utrivelighed hos Kvæget. Sogn. — 2) Spøgerie, Urolighed; en Larm eller Bevægelse, hvis Aarsag er ubekjendt; hos de Gamle især: Spøgelser, Underjordiske. Nhl. I Gbr. skal det hedde Ofryskje. (Isl. ófreskja, Uhyre).
ufrosen (aab. o), adj. ufrossen; ogsaa varm, ikke plaget af Frost.
Ufs, m. 1. Tagskjæg, den nederste Kant af Taget. (Jf. Svil, Raftskjegg, Utrefte). I Søndre Berg. udtales det: Ups. G. N. ups. (Eng. eaves). Hertil Ufsedrope (aab. o), m. Tagdryp, Draaber som falde af Tagskjægget. (G. N. upsar dropi). Ufsefjøl, f. den nederste Fjel i Taget.
Ufs, m. 2. en brat Klippe, Bjergvæg af ubetydelig Høide, lig Siden af et Huus. Kr. Stift, Søndre Berg. og Sogn (tildeels udtalt Ups). G. N. ups.
Ufs, m. 3. et Slags stor Sei (Fisk). Nordland. Oftere Seiufs.
Ufselag (Upsalag), n. en Række af Klipper, en Afsats i en Bjergside, hvor Klipperne ligge i Rader eller ligesom trappeviis, saa at der er en liden Flade over hvert Lag. Hard. og fl. I nerste Upsalagj’e: paa den nederste Flade imellem Klipperne.
ufyseleg, adj. ubehagelig, som vækker Ulyst. Vald. og fl. I Tell. ufyskleg (s. følg).
ufysen, adj. ubehagelig, ublid, f. Ex. om Veiret; ogsaa modbydelig, smudsig, skidden. Meget udbredt og næsten alm., uagtet Stamordet er sjeldent.
Ufysna (Ofysne), f. Ubehagelighed; ogsaa Smuds, Ureenhed. B. Stift.
Ufær, f. Ufærd, ulykkelig Færd; ogsaa en slet Adfærd. I Fosen Ofar.
ufærug, adj. ufærdig; ogs. beskadiget, fordærvet, ikke istand til at udrette noget. Hedder ellers ofærig’e, ofærau.
Uføre, n. Uføre, slet Føre paa Veiene. I B. Stift Ufør og Ofør, f.
uført, adj. n. 1) ufremkommeligt, som ikke kan befares. 2) høist vanskeligt, neppe gjørligt. telja uført: fraraade noget paa Grund af Vanskelighed.
Ugagn (Ogang), n. Unytte, Tab, Skade. Te Ugagns: til Spilde, til Unytte, Hedder ellers: te Ugangs, og Ogangs.
Ugg, m. 1) Torn, Braad, Pig; f. Ex. paa enkelte Træer. Ørk. og fl. (Ellers kaldet Odd, Nꜳl, Brodd). — 2) Børster, Manke eller Rad af stive Haar. Buskerud. seta upp Ugg’en: reise Haarene, vise Tegn til Hidsighed; om enkelte Dyr. (Jf. Uggje). — 3) Larver af Myg, smaa Dyr i Vandet. N. Berg. (sjelden).
Uggje, m. (Fl. Ugga, r), Finner paa Fiske, Rad af Svømmefjædre paa Ryggen eller Bugen. G. N. uggi. Mest brugl. i Fleertallet.
Uggr (Ugg’er), n. Bekymring, Ængstelse, Uro i Sindet. Sogn. (Isl. uggr, m.).
ugjor(d), adj. 1) ugjort, ikke fuldført. 2) umoden, om Frugt. (S. gjor).
Ugjær, f. 1) Uskik, slet Adfærd eller Maneer. 2) Ugjerning.
Ugjærsling, m. umoden Frugt. Sogn.
ugjæveleg, adj. usømmelig, uanstændig. Nhl.
uglad, adj. bedrøvet. Han gjor’ ikje mꜳnge oglade: han gjorde ikke mange Fortræd. N. Berg.
ugløymande, adj. uforglemmelig.
ugodsleg, adj. ublid, barsk. I Tell. hedder det ugoskleg. I Sogn forekommer ugotle’, ɔ: stygt, hæsligt.
Ugras, n. Ukrud, unyttige Væxter iblandt Kornet.
ugrꜳtande, adj. som ikke græder. Ein kunna ’kje halde seg ogrꜳtande: man kunde ikke afholde sig fra at græde. N. Berg.
ugrei(d), adj. urede, forviklet. — Ugreia (Ogreide), f. Urede, Forvikling.
Ugu, pl. af Auga. (Ørk.).
Ugur, (en Fisk), see Auger.
Uham, n. Uheld, Ulykke, især i Kvægavlen; det at man mister Kvæg. Sogn. I Sdm. Ohæming.
uhamleg, adj. hæslig, utækkelig, ubehagelig. Nhl. (Jf. hamleg).
uheil, adj. usund, skadelig for Helbreden; især om bedærvet Korn og Frugt. Shl.
uhentelege (ohæntele), adv. uhyre, uden Maade. B. Stift.
Uheppa, f. Uheld, Ulykke. Hedder ogsaa Oheppe (Tr. Stift), Oheppne (Sdm.).
uheppen, adj. uheldig, ikke lykkelig. (Jf. heppen). G. N. úheppinn.
uhorveleg, adj. usædvanlig, umaadelig. Ogsaa adv. uhyre, overmaade. Tell.
uhuga, adj. modløs, uden Lyst.
uhugleg, adj. ubehagelig.
Uhyggje, n. Ubehagelighed, Fortrædelighed, især i det huuslige Liv; ogsaa Utilfredshed, Misfornøielse. Hedder ellers Ohyggjelse, n. og Uhygna(d), m.
uhyggjeleg, adj. ubehagelig, uhyggelig.
uhygt, adj. n. ubehageligt. Sogn.
uhyrjen, adj. ureenlig, slusket, skjødesløs. Yttre-Sogn. — Maaskee for uhyrden (ligesom vyrja for vyrda).
uhøveleg, adj. upassende, ubekvem.
ujamn, adj. ujævn; ulige, ustadig, som kommer stødviis.
Ukaup, n. Ukjøb, usædvanlig dyrt Kjøb. (Oftere: Ukjøp, Okjøp).
ukjend, adj. 1) ukjendt, ubekjendt. 2) fremmed, som ikke kjender Stedet eller Selskabet.
Ukjura, f. Uorden, usømmeligt Liv; ogsaa et uordentligt Menneske. Mandal (meget brugl.). „gje seg i Ukjura“: forfalde til et uordentligt Liv. (S. følg.).
ukjuren, adj. uordentlig, usømmelig. Maaskee for uhjurden, uhyrden (jf. uhyrjen), ligesom stjur for styrd.
ukjømt, adj. n. ufremkommeligt; utilgjængeligt. Tell.
Ukjøre, f. Forvirring, Røre. Tell.
uklædd (oklædd’e), adj. uklædt.
ukomen (aab. o), adj. ikke kommen.
ukravd, adj. ukrævet; frivillig.
Ukse, m. en Oxe. Om en Fleerhed eller Mængde siges tildeels „Yksne“, hvilket ellers maa ansees som et andet Ord. G. N. uxi og yxn. Jf. Stut, Bol, Tjor.
Uku (for Vuku), see Vika.
ukunnug (okunnig), adj. 1) ukyndig, uvidende. 2) ubekjendt.
ukvass, adj. sløv, ikke hvas.
ukvilt, adj. n. brat, bakket, om et Sted hvor Veien er tung overalt, og hvor der ikke er Leilighed til at hvile. Mandal.
ukvæm, adj. ubekvem, uskikket. Sjelden.
ul, adj. væmmelig, dovnet, bedærvet, nær ved at raadne; om Madvarer. Sjelden, undtagen i Neutrum: ult. Sogn, Hall. Gbr. (Ellers ulna). I svenske Dial. ulen, og ult. — Heraf Ule, Ulke, ulna.
Ula, f. en Ugle. Bruges kun sammensat, som Kattula, Bergula. (Det sidste hedder ogsaa Bergul, m. og Bergulv). Jf. Ang. úle. G. T. ûla.
ula, hyle; see yla.
Ulag (Olag), n. Uorden, Feil, Brøstfældighed; ogsaa ufuldkommen Stand. Alm. og meget brugl.
ulaga, adj. 1) utilberedet, ikke tillavet. 2) brøstfældig.
Ulbær, s. Orbær. Uldr, s. Huldr.
Ule, m. Væmmelse, Afsmag. Tell. (sjelden). Jf. ulna.
Ulega (aab. e), f. Sygeleie. (Kun om haarde Sygdomme, som medføre Sengeliggen for en vis, noget lang Tid). Temmelig alm. — Hedder ogs. Olege, Olugu (Ørk.).
Ulenda (Olende), f. en vild og uveisom Egn; Strækning som er vanskelig at befare. Sogn, Ørk. og fl. Om en større Landstrækning siges Uland (Oland).
ulendt, adj. n. ufremkommeligt, uveisomt; ogsaa udyrkeligt, vildt, hæsligt; om et Landskab. Sogn og fl.
ulidande (oliand), adj. ulidelig.
ulik (olik’e), adj. 1) ulig, forskjellig. 2) slet, daarlig, som ikke seer godt ud. I Indr. betyder „olik“ ogsaa syg, sygelig. 3) upassende, usømmelig, uanstændig. Bꜳde likt ꜳ ulikt: alt om hinanden, løst og fast. Han had’ ikje gjort noke olikt (usømmeligt).
Ulikjende, n. en daarlig Ting, noget som har et slet Udseende. Sogn. (Isl. ólíkindi, Urimelighed).
ulikleg, adj. upassende, uskikkelig, uordentlig. Sogn og fl.
Uliv, n. i Forbindelsen „te Ulivs“ (Olivs), ɔ: til Døden, dødeligt. Hertil: Ulivssꜳr, n. dødeligt Saar. (Sjelden).
uliven, adj. uskaansom. Af liva.
Ulivnad (aab. i), m. usømmelig Levemaade, forargeligt Levnet. (Hedder Ulibna, Olimnad, Ulemna).
ulivt (aab. i), adj. n. ulevet. „Han hadde endꜳ noko ulivt“, ɔ: han havde endnu en Tid tilbage at leve i; han skulde ikke døe endnu. I lignende Mening siges ogsaa: ugrave, ukravla, ustridt og fl.
Ulk, m. 1) Ulke, en Fisk som ellers ogs. kaldes Marulk. Sogn og fl. — 2) en liden uanseelig Karl, en liden Klods. Sogn.
Ulke, f. en skimmelagtig Skorpe, Suurhed, Ureenhed paa Fisk eller Kjød, som er nærved at raadne. Gbr. Hall. (Maaskee findes der ogsaa et Verbum ulkast, af ul).
Ull, f. Uld. Gaaer over til Udl (Søndre Berg.) og Udd (Sætersd.). G. N. ull. Heraf ylle. I Sammensætning tildeels Ulla, saasom: Ullakaure, m. Krølle af Uld. (N. Berg.). Ullarøyve, n. Ulden af et Faar. Nhl. og fl. (G. N. ullar reyfi). Ullaskjorte, f. en sid Trøie af Vadmel. (Sdm.). Forskjelligt fra Ullskjorte, som betyder en Skjorte af Ulv.
Ullflokje, m. Uldtot. Hedder ogs. Ulldott, Ullalopp og fl.
Ullhøy, n. tyndt og fiint Hø. Gbr.
Ullkjær, see Igelkjer.
Ullsmꜳlog, n. pl. Faar. Rbg.
Ullty, n. Uldtøi, Uldgarn. I Tr. Stift ogsaa Ullto, f.
ulna (aab. u), v. n. (a—a), dovne bort, bedærves, begynde at raadne, eller egentlig: vise svage Tegn til en begyndende Forraadnelse, nemlig ved en ubehagelig Lugt eller Smag (Ulnelukt, Ulnesmak). Om Kjød, Fisk og andre Madvarer. Et meget udbredt og næsten alm. Ord. I Ørk. hedder det urna. (Jf. ul og Ulke). I svenske Dial. ulna. Isl. úldna, raadne. — I Tell. betyder ulne ogsaa at væmmes eller føle Afsmag (det samme som igla, ila, elgja). Jf. Ule.
ulna, adj. dovnet, bedærvet, nær ved at raadne. (= ul, ult).
Ulone, f. ondt Lune; ogsaa en daarlig Tilstand. Tell. og fl. Skal ogsaa hedde Ulund. I B. Stift: Ulot, Ulag, Omøle. — Jf. Lone.
ulsblakk, adj. bleggraa, hvidgraa; især om Heste med en graalig Farve, som er meget lys eller nærmer sig meget til det Hvide. B. og Tr. Stift, Gbr. og fl. I det Søndenfjeldske siges ellers „elsblakk“, som synes at være et andet Ord (elgsblakk). Den egentlgie Form af „ulsblakk“ er maaskee ulvsblakk.
ult, dovnet, bedærvet; see ul.
Ulukka, f. Ulykke; ogsaa Skade, uheldig eller skadelig Gjerning. Gaaer over til Olukke, Olykke, Ulykke. G. N. úlukka. Te Olukkenne: til Ulykke, ulykkeligviis. (N. Berg.). gjera ei Ulukka: gjøre Skade. Dei kom i Olukke fyre dæ: de kom til at lide Straf derfor.
ulukkeleg, adj. ulykkelig.
Ulv, m. 1. en Ulv. Søndre Berg. Sogn og fl. (G. N. ulfr). Ellers: Varg, Skrubb, Grꜳbein.
Ulv, m. 2. Drøbelen i Halsen. B. Stift, Gbr. og fl. (Isl. úfr.). Jf. Drypel og Huk.
Ulvaraun, see Krossvid.
ulysta, adj. mæt, tilfredsstillet, som ikke har Lyst til mere; ogsaa kjed af en Ting. B. Stift. I Sdm. hedder det olyst (olyst’e). æte se olyst’e: spise sig rigtig mæt. Dei vart væl olyste: de bleve tilstrækkelig kjede deraf.
ulysta, v. a. mætte, give tilstrækkelig. ulysta seg: forsyne sig vel, nyde saa meget som man lyster. N. Berg.
ulæst, adj. aaben, ikke tillaaset.
Ulæta, f. Skrig, hæslig Lyd.
uløyves (oløyves), adv. uden Tilladelse, egenmægtigt. Han tok dæ uløyves: han tog det uagtet han ikke havde Lov dertil. Meget brugl. (Jf. Løyve).
um (aab. u), præp. (med Akkus.), 1) om, omkring, rundt om. I denne Betydning hedder det oftere: kring um, eller: ikring um. Udtales kort (saa at det egentlig skulde skrives umm) og gaaer paa nogle Steder over til omm. G. N. um. (Jf. umme). — 2) igjennem, over, ad en vis Vei. Um inste Dyr’a: igjennem den inderste Dør. Dæ gjekk um Munn ꜳ Nase: igjennem Mund og Næse. (B. Stift). Me gjekk um Mo: vi gik Veien over Gaarden Mo. (Søndenfjelds). — 3) forbi, ud over et vist Punkt. Ut um Nes’e: ud forbi Næsset. Dei gjekk fram um os: de gik forbi os, kom foran os. Burt um Elva: hen over Aaen. Alm. og meget brugl. (G. N. um). Ogsaa om Tiden; f. Ex. um eit Ꜳr: efter et Aars Forløb. Um ei Rid: om en Stund. — 4) om, paa, i Løbet af en vis Tid. Um Morgon’; um Kvelden, Hausten, Vinteren. Derimod siges: mæ Dagj’en, mæ Natt’a, Helg’a og fl. (Dog bruges „um“ ved Fleertallet). — 5) om, for hver eller for een (ved Angivelse af et Antal). Dei æ tvo um Bꜳten, ɔ: to som have Baad tilsammen. Dei æ fem um dæ. Um Gꜳngjen: for hver Gang. Nhl. og fl. Ligesaa: um Ꜳr’e, um Mꜳnen o. s. v. (Ikke alm. See fyre). — 6) om, angaaende, vedkommende; f. Ex. snakke um ein; be’ um ein Ting. Her mærkes adskillige særegne Talemaader, saasom: D’æ vandt um dæ: det er vanskeligt at faae den Ting, der er Mangel derpaa. Eg æ ’kje um dæ: jeg ønsker det ikke, har ingen Lyst dertil. (Tell. Sdm. Tr. Stift). Han va ’kje lengje um dæ: han gjorde det i en Hast. D’æ lite um dæ: det er ganske ubetydeligt. D’æ ikje noke um han: det er ikke noget bevendt med ham. (N. Berg.). „vera um seg“: være om sig, gjøre sig Umage, søge ivrigt efter noget.
um, adv. 1) om, omkring, rundt om. Oftest forbundet med et andet Ord, især: kring (ikring um). — 2) tilbage; ogsaa til Siden. snu um, svinge um. — 3) om en Omskiftelse, byte um. skifte um. I nogle Tilfælde betegner det ogsaa: forbi hinanden; saaledes „skjotast um“ glide forbi, komme ud af sine Fuger. — høyre seg um: forhøre efter noget. tenkje seg um: betænke sig. gjera um-atte: gjøre om igjen. (Hedder oftere upp-atte). Han æ um ꜳ venda: han er i Begreb med at vende. (Tildeels i Søndre Berg).
um, conj. 1) om, dersom, hvis. (Træder i Stedet for G. N. ef). — 2) om maaskee. Eg veit ikje, um han æ komen. — 3) om end, uagtet. Um han va ein Gꜳng til so stor. Um dæ va aldre so langt o. s. v.
Umagje (Omagje), m. 1) Barn, Yngling, ufuldvoxent Menneske. Nhl. Hard. Hall. og fl. (G. N. úmagi, om Umyndige). — 2) en Stakkel, En som har svage Kræfter eller formaaer lidet. Tildeels i Tr. Stift i Formen Omaga og Omꜳgꜳ (Indr.). I Sdm. bruges det i Ordsproget: „D’æ Or i Omagja mest“, ɔ: den Uduelige skryder mest, gjør de største Ord. Jf. omagsleg, Omagelekk. — Ordet er beslægtet med „maa“ i Betydningen: kan, formaaer. Heraf Umegd.
Umak, m. Umage, Besvær. (Jf. Mak). Fyre Umakjen: for Umagen.
umaka, v. a. (a—a), uleilige, besvære, paaføre Umage. umake seg: gjøre sig Umage.
umakelaus, adj. 1) meget let, magelig. 2) lidt doven, magelig, som skyer Umage. I N. Berg. omakelaus’e.
umakelaust, adv. uden Umage.
Umakeløysa, f. 1) Magelighed. 2) Dovenskab, det at man skyer Umagen. I Sdm. Omakeløyse (meget brugl.).
umannsleg, adj. 1) svag af Kræfter. 2) daarlig, usel, ikke passende for en Mand.
Umark (Omark), f. en vild og uryddelig Mark; ogsaa et ufremkommeligt Sted med Sumper, Huler, Steenskred og lignende.
umaule, see umogelig.
umꜳlug, adj. maalløs, eller som ikke kan tale fuldkomment. Sjelden.
umbarka, adj. dobbelt barket; om Læder. B. Stift.
umbera (aab. e), v. a. undvære, savne, give Slip paa. Bruges kun i Infinitiv med „kann“. Eg kann inkje umbera’n. Sv. umbära.
Umbod (aab. o), n. 1) Raadighed over noget. Sjelden. (G. N. umboð). 2) Ombud, Bestilling.
umbodsam, adj. bydende, herskesyg, som blander sig i alle Sager og vil raade over alt. Sjelden. Paa Helg. hedder det umbøsen. — „Ei Umbods-Kufte“, spotviis om En som blander sig i Andres Sager og vil raade over samme. N. Berg. Helg.
Umbodsmann, m. Jorddrot, Godseier; egentlig den som har Raadighed over et Jordegods og modtager Landskylden af samme; saaledes især Beneficiarius. (Modsat Leiglending). Helg. Tr. og B. Stift. G. N. umboðsmaðr.
Umbot (oo), f. Forbedring, Forandring til det Bedre; ogsaa Erstatning, Oprettelse. Meget brugl. G. N. umbót.
Umbrøyte, n. Forandring, især i en Skik eller Vedtægt.
Umbyte, n. Ombytning, Omskiftelse; ogsaa et Par Klædninger til at bruge skifteviis.
umbøsen, s. umbodsam.
umdagjen, nylig, for kort Tid, eller for nogle Dage siden. Et næsten alm. og meget brugl. Udtryk. Ogsaa forkortet: umdaen (eg. um Dagj’en, eller som man snarere skulde formode: um Daganne). I Svensk siges ogsaa: här om dagen.
Umegd, f. 1) Afmagt, hjælpeløs Tilstand. Helg. (i Formen Omegd). Jf. mꜳ og megande. — 2) Barndom, Barne-Alder. Hall. (Jf. Umagje, Omagelekk). G. N. úmegð. — 3) Børn, Barneflok i en Familie. Gbr. (i Formen Omegd). Isl. ómegð.
Umfar, n. en Omgang, en Række som gaaer rundt eller naaer heelt igjennem; saaledes i Bygninger: en Omgang af Stokke (en Stok paa hver Væg); i Garn: en fuld Rad af Masker (fra den ene Kant til den anden); ligesaa i Strikning om en omgaaende Rad af Masker. B. og Tr. Stift. — Jf. Kvarv, Umkvarv, Umlag, Kverv, Sneisgang.
umfarast, v. n. (færst, forst), fare forbi hinanden, ikke træffe sammen, gaae ad forskjellige Veie. Meget udbredt Ord. Nogle Steder misfarast.
umfløytt, adj. omflydt, omgivet af Vand. Oftere kringfløytt.
umfram, adv. desuden, foruden, uberegnet. Han fekk dæ umfram (oven i Kjøbet). Bruges ogsaa som Præposition; f. Ex. umfram Handpenganne: foruden Haandpengene. Kun brugeligt i de sydlige Egne. I det Nordenfjeldske samt i N. Berg. og Gbr. hedder det: oframt. G. N. umfram.
umgangast, v. n. (gjengst, gjekst), omgaaes, være sammen.
Umgꜳng, m. Omgang.
Umgjengje, n. Omgjængelse. Tell. og fl.
um-gjor(d), adj. omgjort, forandret. Hedder ellers umatte-gjor og uppatte-gjor.
umhender, adv. i svanger Tilstand, frugtsommelig. Hard. Shl. Jæd. ogsaa Voss (um hend’e). Jf. fremmeleg.
uminnug, adj. glemsom, svag af Hukommelse. Gaaer over til ominnig og ominnau. G. N. úminnugr.
umissande, adj. umistelig, uundværlig, som man ikke vil miste. I B. Stift: umyssande, omyssandes.
um-komen (aab. o), adj. hjælpeløs, fortvivlet, som seer ingen Udvei. Me va reint umkomne. B. Stift.
Umkvarv, n. en Omgang, et Lag af Stokke i en Tømmerbygning. Vald. Gbr. (Jf. Kvarv). G. N. umhverfi. (Diplom. I, 352). Hedder ellers Umlag (Tell.) og Umfar.
Umlag, n. see Umkvarv og Umfar.
Umlaup, n. Omløb.
umme, adv. omme, forbi, til Ende; om Tiden. (Istedet herfor bruger man oftere „forbi“, som er et fremmedt Ord).
umoda, adj. lidt modløs, el. som ikke har Lyst. B. Stift (umoa, omoda).
umogeleg (aab. o), adj. umulig, ugjørlig. Rbg. Tell. Gaaer ellers over til umogele’, med oo (Hard. Sogn), omogele (Gbr.), omole’ (Sdm. Tr. Stift), umaule (Nhl.). — I Indre Sogn betyder umogele’ ogsaa: overmaade.
umogjen (aab. o), adj. umoden. Tell.
omotug, modløs (= umoda).
Umrꜳ(d), f. Betænkning, nærmere Bestemmelse; ogsaa Frist, Henstand (= Umrøme). Ag. Stift, Ørk.
umrꜳ(de), v. a. (med seg), betænke sig, bestemme sig nærmere. Tell. og fl. (umrꜳ seg). Jf. umrøma.
umreka (seg), see umrøma.
Umroting, f. Omvæltning, Rumstering.
umrøma (seg), v. a. (e—de), rette paa sine Sager, indrette sig bedre, komme ud af en midlertidig Trang eller Forlegenhed. B. Stift. Me laut lꜳne te dess at me fekk umrøme oss. I Nhl. siges ogsaa: umreka seg. Søndenfjelds siges: umrꜳ’ seg.
Umrøme, n. Frist, Henstand, Leilighed til at ordne sine Sager eller indrette sig bedre. Fyr’ eit Umrøme: for en kort Tid, til Hjælp for Øieblikket. Meget brugl. vestenfjelds. Andre Steder Umrꜳd.
umsegja (umseie), v. a. undsige, true paa Livet. Particip: umsagd.
um senn, lidt efter lidt; s. Senn.
Umskifte, n. 1) Omskiftelse, Forandring. 2) Ombytning, Omvexling. Eit Umskifte mæ Klæde: en Klædning foruden den som man bruger; et Par Klæder til at omskifte med. Hedder ogsaa Umbyte.
Umskot (aab. o), n. Omskydning; det at to Kanter glide forbi hinanden og ikke falde sammen, f. Ex. i Staverne paa et Kar.
Umslag, n. Omslag, Omskiftelse, Forandring. Tildeels søndenfjelds.
um-snakka, adj. omtalt. — um-snakkande, adj. som man kan tale om.
um-snudd, adj. vendt, omdreiet; ogsaa forvandlet, omskiftet.
Umsnuing, f. Omdreining, Omvenden; ogsaa Omvæltning, Forstyrrelse.
Umsorg, f. Omsorg, Omhu.
Umstøyting, f. Omstødelse, Omstyrtning.
Umsut, f. Omsorg for at holde noget i Orden; ogs. Bekymring.
Umsyn, f. Omhyggelighed, Opmærksomhed. Nhl. og fl. (Isl. umsjón).
umsynleg, adj. omhyggelig, forsigtig, opmærksom. Nhl.
Umtal, n. Omtale. (Næsten ubrugl.). Umtals-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Forlovelse, eller egentlig en Sammenkomst for at afgjøre de Forlovedes Anliggender med Hensyn til Bosted, Flytning o. s. v. Sdm.
Umtankje, m. Betænkning, det at man tænker sig om. Sjelden.
um-vend, adj. omvendt, forandret.
umvita, besvime; see uvita.
Umvøling, f. Istandsættelse, Tilredelse. Hedder ogsaa: Umvøla og Umvølska, f. (B. Stift). Nogle Steder Umveling. See vøla.
umælt (omælt’e), adj. ikke opmaalt.
una (aab. u), end; mon? (s. muna).
una (aab. u), v. n. (e—te), trives, befinde sig vel, være vel tilfreds. Sogn, Rbg. I Tell. hedder det: one. Han oner dær inkje. G. N. una.
unaleg (aab. u), adj. behagelig, hyggelig, som man befinder sig vel ved; især om et Sted eller en Gaard. I Tell. onaleg.
Unꜳ (for Unꜳd?), n. Uvæsen, Uorden; ogsaa Utøi. Tell. Udtales ogs. Uno (aab. o).
unꜳdig (onꜳdig’e), adj. urolig, støiende, skrigende; om Børn. N. Berg.
unꜳpe, adv. overflødigt, i uhyre stor Mængde. Sogn.
unda (for undan), præp. og adv. 1) ned fra, ud fra, ud af Veien for. Med Dativ, f. Ex. unda Foss’a, ɔ: nedad fra Fossen. Gaaer over til undꜳ (Nhl.) og unna eller onna (Tr.). G. N. undan. — 2) adv. bort, tilside, af Veien, ud af Rummet. Mere alm. og meget brugl. (Sv. undan). Tak dæ unda: tag det bort (nemlig af Veien for noget som skal lægges ned). springe unda: løbe bort (fra noget som kommer efter eller trænger ind paa). — 3) ned, nedad, ned af en Bakke; ogsaa nedad en Elv, med Strømmen. Dæ halla unda: det hælder nedad. Ogsaa med Objekt (Dativ). unda Bakka: ned af Bakken (modsat mote). unda Straum’a: ned ad Strømmen. (Meget brugl. i B. Stift). Ligesaa: „unda Sol’enne“, ɔ: efter Solens Gang, til Høire (= rettsøles). — I den første Betydning er Begrebet noget forskjelligt; saaledes: a) bort fra et nedenunder beliggende Punkt, ned fra Underfladen. Dæ dryp unda Ufs’a (ned fra Tagskjægget). Han kom unda Benk’a, ɔ: den kom frem fra sin Plads under Bænken; f. Ex. om en Kat. (Det forholder sig saaledes til „under“ ligesom ovan til over). — b) bort fra noget som skjuler Tingen. Sol’a kom unda Fjella: Solen gik op, eller viste sig over Fjeldet. Me rodde te me fekk Nes’e unda Holma (indtil vi kunde see Næsset bag Holmen). Dæ stend unda: det stikker frem, rækker udenfor. — c) bort fra noget som nærmer sig til Tingen eller følger efter samme. Dei gjekk unda oss: de gik fra os saa at vi ikke kunde naae dem. Saaledes ogsaa figurlig, f. Ex. „be seg unda“: frabede sig noget, bede om at blive forskaanet. „sleppe unda“: blive fri, slippe bort, undgaae en Fare eller Uleilighed. — En egen Forandring af Grundbegrebet viser sig i Talemaaden: „ala unda“: ɔ: tillægge Yngel af; ligesaa „leggje unda“, f. Ex. Ei go’ Kyr te leggje unda, ɔ: en god Ko at tillægge Yngel af, en Ko som har gode Kalve. N. Berg.
undadregjen, adj. dragen tilside; ogsaa fremdragen af sit Skjul.
Unda-elde, n. Affødning, Yngel, ungt Kvæg af en vis Art. Skal bruges i Tr. Stift. (Af Talemaaden: ala unda). Isl. undaneldi.
undafaren, adj. bortfaren, reist i Forveien; langt forud.
undahavd, adj. bragt tilside, lagt ud af Veien.
undakomen (aab. o), adj. langt frakommen, som har faaet et Forspring; ogsaa undkommen, sluppen fri.
Undaleheit, s. underleg.
Undamun (aab. u), m. Forspring, Afstand fra En som kommer efter. I Ørk. Undamꜳn.
Undaskot (aab. o), n. Fraskydning; en liden Fiskestiim, som har adskilt sig fra eller gaaer forud for en større Hob. N. Berg.
undatikjen (aab. i), adj. borttagen, lagt tilside; ogsaa undtagen. I sidste Tilfælde hedder det tildeels: undatakande. Inkje undatakande: intet undtaget.
Undꜳl, m. Middagsmaaltid; eller egentlig et Maaltid, som bliver holdt kort efter Middag (omtrent Kl. 3). Tell. (Jf. Non, Ykt, Oft). Mest i bestemt Form (Undꜳl’en), dog ogsaa med s (te Undꜳls). I Nhl. siges Undel, m. om det Foder som man giver Kvæget ved Middag. Ordet gjenfindes i de gamle Sprog i en anden Form. G. N. undorn, undurn. Ang. undern. I svenske Dial. under, undun. I danske: Unden, Unnen.
Undel, Middags-Foder; s. Undꜳl.
Under (Und’r), n. og f. et Under, en forunderlig Ting.
under, præp. og adv. under. Hedder for det meste unde, og udtales ogsaa: onde, onne. G. N. undir. Styrer Dativ i Begrebet af en Forbliven paa Stedet, og Akkusativ ved en Bevægelse til Stedet. Begge disse Begreber findes saaledes ved enhver af Ordets Betydninger, hvoraf de vigtigste ere: 1) under, nedenunder, paa eller til et lavere Punkt. Meget ofte sammensat med ned (ne’unde) og upp (’punde). — 2) indenfor, nærmere imod Midten. Oftest sammensat med inn (inn unde). Ogsaa: nær ved, henimod (især i Udtrykket: unde Land). — 3) bag ved, i Skjul af; f. Ex. unde Fjell’e. Hedder oftest: att-unde. (Jf. unda). — 4) i Ens Vold, under Ens Raadighed. — 5) under et vist Maal eller Tal, lavere, ringere, mindre end. I dette Tilfælde hedder det sædvanlig „under“ og ikke „unde"; saaledes ogsaa i Sammensætning; f. Ex. Undermann, Undermꜳl. Ligeledes forbindes det i denne Betydning almindelig med Akkusativ og ikke gjerne med Dativ. — Som Adverbium bruges det i forskjellige Talemaader, saasom „gꜳ unde“: gaae under, gaae i Skjul; ogsaa synke. „dukke unde“: dykke, skjule sig under Vandfladen.
Underbreidsla (Undebresle), f. Undertæppe paa en Seng, Tæppe at ligge paa. B. Stift. (Jf. Kvitel, Tjeld).
underbudd, adj. forsynet fra Begyndelsen eller fra Grunden af, vel undrustet, som har noget at løbe paa. Dei æ væl undebudde: de have en god Beholdning til at tage af. Tell.
Underfil, m. og f. den næsthøieste Knegt i Kortspil, den anden Stikker i Spillet. (Modsat Overfil). Hedder ogsaa: Halvefilen (Søndre Berg.), Ofilen (Tr. Stift), Uvissa (Tell. og fl.).
Undergꜳng, m. Undergang; eller oftere: Nedtrykkelse, Ruin, stort Tab.
undergiven, adj. undergiven; ogsaa taalig, rolig (resigneret).
Undergiær, f. Underlag ved Tappen i et Bryggerkar; Rostehjerte. B. Stift.
underjorsk, adj. underjordisk. Tildeels i B. Stift. Ellers siges Undejorsfolk, og i Rbg. Undejærsfolk.
underklꜳr (undeklꜳr’e), adj. klar i Grunden. Siges ellers om Luften, naar den er klar oventil, medens den nedre Luft er fuld af forbigaaende Uveirsskyer.
underkomen (aab. o), adj. undergiven, kommen i en lavere Stilling.
Underlag, n. Grundlag, Underlag.
underleg, adj. underlig, besynderlig. I B. Stift: undaleg’e (G. N. undarlegr). Heraf Undalegheit, f. underligt Tilfælde; især om en Sygdom, hvis Aarsag er vanskelig at vide. Ei Undaleheit ta Markj’enne: en Sygdom, som ansees foraarsaget ved opstigende Dunster af Jorden. N. Berg.
underlege (undale’), adj. underligt, paa en besynderlig Maade.
Undermagt, f. svagere Kræfter. ha Undermagt’a: være svagere end Modstanderen.
Undermann, m. Undermand.
Underplagg, n. Klædningsstykke at bruge under et andet. Saaledes ogsaa Underklæde, Undertrøya, Underbrok og fl.
Underrot (aab. o), n. Forraadnelse i Grunden eller ved Roden, især i Kornet paa Ageren.
undersam, adj. forundret; ogsaa tilbøielig til Forundring. Tr. Stift. (Sv. undersam).
Underseta (aab. e), f. det som er først nedsat; den første Sæd eller Plantning. Buskerud.
undersett, adj. undersat, stærkbygget, bredskuldret.
Undersjø, m. 1) Strøm eller Bevægelse i Dybet. 2) de store Havbølger, paa hvis Top der danner sig andre smaa Bølger.
Underskur (aab. u), m. Tværfjel under Tofterne i en Baad. Sdm.
underst, adj. underst, nederst.
Understad (Undesta), m. Bundfald, Bærmen i et Kar. B. Stift.
Understein, m. Liggeren, den underste Steen i en Kværn.
Understemne, n. Understavn paa en Baad, Buen imellem Stavnen og Kjølen; ligesaa om Boven paa et Fartøi.
Undertad, n. Gjødsel som udspredes over Ageren før Pløiningen. Modsat Yvetad.
Undertak, n. et Greb længere nede (i Modsætning til Yvetak).
Undertal, n. lavere Tal, mindre Antal (Minoritet). Sjelden.
Undertrykk, m. Undertrykkelse.
undgꜳ, v. a. undgaae. (Nyere Ord).
undra (seg), v. a. (a—a), undre, forundre sig. G. N. undra. Ogsaa være nysgjerrig efter at vide noget (see undrast). Jf. Under, underleg, undersam (hvilke egentlig skulde skrives Undr, undrleg, undrsam).
undrande, adj. underligt, til at forundres over. Sjelden.
undrast, v. n. undres, forundre sig, være forundret. Bruges vexelviis med „undra seg“. (G. N. undrast). Betyder ogsaa at være nysgjerrig efter at vide noget; f. Ex. Eg undrast pꜳ kva han tenkje um dæ: jeg skulde have Lyst at vide hvad han tænker derom. Ligesaa: Eg undra meg pꜳ um dei æ komne, ɔ: jeg gad vist om de ere komne. (B. Stift). I Sdm. bruges det ogsaa i en Anmodning eller Forespørgsel, f. Ex. E undra me pꜳ um du kann lꜳne me dæ, ɔ: jeg ønskede at vide om etc. eller: mon det skulde være muligt at etc.
undren, adj. tilbøielig til Forundring. Sjelden (s. undersam).
Undring, f. Forundring; ogs. Beundring.
undsjꜳ (seg), v. a. undsee sig. Nyere Ord, ligesom undseeleg, adj.
undskylda, v. a. (e—e), see orsaka.
undvera, v. a. see umbera.
unemnd (onæmd’e), adj. unævnt.
ung, adj. ung. (G. N. ungr). Komparativ yngre; Superl. yngst. (Jf. yngjast og Yngd). Et forældet Dativ findes i Ordsproget: D’æ mꜳngt ungꜳ olært, ɔ: der er meget at lære for den Unge. (Sdm.).
unga, v. n. (a—a), yngle, faae Unger. Hedder ogsaa yngje.
Ungbarn, n. spædt Barn, Pattebarn. Hedder Ungebadn, Ungebꜳn og fl.
Ungdom, m. 1) Ungdom, Ungdomstid. — 2) en Hob af unge Folk; den yngre eller opvoxende Slægt. — 3) en Yngling, et ungt Menneske. Meget brugeligt, f. Ex. Ein snild Ungdom: en tækkelig, elskværdig Yngling (Dreng, Pige).
Ungfe, n. ungt Kvæg. Ligesaa: Ungfena(d), m. (Gbr. og fl.). I B. Stift særskilt Ungnøyte og Ungsmale. — Jf. Gjeldfe, Lausfenad.
Ungje, m. (Fl. Unga, r), en Unge, Affødning. G. N. ungi. Ogsaa et Barn, en Yngling. Meget brugl. især i Fleertallet, dog sædvanlig kun i skjødesløs eller mindre alvorlig Tale.
Ung-kar, m. Ungkarl, voxen og ugift Mandsperson (= Dreng). — Ungkarsstand, n. Ungkarls-Liv.
ungleg, adj. ungdommelig; som seer ud til at være ung. Nhl. Tell.
Ungly(d), m. Børn, Barneflok i en Familie. Sogn og fl.
Ungnøyte, n. ungt Hornkvæg; Kalve og Kvier. Sogn og fl. (Af Naut). Jf. Lausfenad, Kvigjende.
Ungsmale, m. ungt Smaafæ; Lam og Kid tilsammen. N. Berg.
Ung-øyk, m. ung Hest eller Hoppe.
unna, v. a. (e—te), unde, tilstede En noget. (Med Dativ og Akk.). Undertiden ogsaa om at ynde, have Godhed for En; hvilket svarer nærmere til G. N. unna. — Particip: unt; f. Ex. Dæ skal vera deg væl unt.
Unne, n. Lyst, Tilbøielighed. Mandal. Hedder ogsaa Ugne.
unnesam, adj. velvillig, som gjerne under Andre noget. Sjelden.
Unot (aab. o), n. Ugunst, det at man er ilde lidt, eller ikke kan vente noget godt paa et Sted. Shl.
unyt (yy), adj. unyttig, uduelig. Rbg. Tell. (G. N. únýtr). Hedder ellers unyttug, onyttig (aab. y).
Unyte, f. en unyttig Ting. Tell.
Unytte (Onytte), n. og f. Unytte. Te Unyttes: til ingen Nytte.
Unæming, m. en Begynder, En som ikke endnu har lært noget. N. Berg. I Sdm. Onæming.
unøydd, adj. utvungen; frivillig.
upp, adv. op. (G. N. og Sv. upp). Ordets Betydning er forskjellig og tildeels vanskelig at bestemme; det bruges saaledes med Begrebet af: 1) en Stigning eller Bevægelse opad; f. Ex. koma upp, o. s. v. Ogsaa en Udvidelse. blꜳsa upp: opblæse. trutna upp: hovne. — 2) en Tildannelse, Bearbeidelse, Istandbringelse. I Forbindelse med Verber, som varma, banka, rydje, tæmja, læra o. s. v. — 3) en Fuldendelse, Slutning; ogsaa Tilintetgjørelse. Dei ha skore upp: de have skaaret alt sit Korn. (Jf. av). Ligesaa: eta upp, drikka, øyde, tæra, brenna o. s. v. — 4) Oplukkelse, Aabning. Med Verber som: fꜳ, lata, løysa, skjera, brjota og fl. — 5) en Tilveiebringelse, Opsøgelse. Med Verber som: leita, spyrja, finna, tenkja. Ogsaa en Opregning. (Med telja, lesa, skriva og fl.). Jf. upp-atte, som betegner en Gjentagelse. — I Sammensætning med enkelte Præpositioner bruges det ogsaa istedetfor uppe (oppe); saaledes: uppfyre, ɔ: op for; ogsaa: oppe for, ved Siden af. upp-mæ: opad, langs med, ogsaa oppe ved. Jf. uppꜳ, uppi, uppunder.
Uppal (af ala), n. Opfostring, Opdragelse. Hedder paa nogle Steder Uppøle. I vꜳrt Uppal: i vor Ungdom, den Tid da vi voxede op.
upp-alen, adj. opfostret, opdraget. Meget brugl. (G. N. uppalinn). Ho va dær bꜳ fødd ꜳ uppala.
upp-atte, adv. 1) op igjen; f. Ex. om en Reisning efter et Fald. — 2) om igjen, atter, paany. Alm. og meget brugl. Hertil: uppatte-bunden: indbunden paany. uppatte-gift: gift igjen. uppatte-havande: værdt at gjentage. uppatte-havd: gjentaget, oprippet, omtalt oftere. uppatte-kalla: opkaldt (efter Ens Navn). uppatte-nya: fornyet, forynget. uppatte-sett: opsat i en ny eller bedre Form. uppatte-staden: opstaaet igjen. uppatte-takande: værdt at gjentage eller omtale.
upp-ꜳ, præp. 1) paa, op paa (til Stedet). Med Akkusativ. — 2) oppe paa (paa Stedet). Med Dativ. G. N. uppá. Bliver ellers almindelig forkortet til „pꜳ“ og faaer da forskjellige andre Betydninger. (See pꜳ).
uppbard (bort), adj. optærsket.
upp-blꜳsen, adj. opblæst, udspændt.
upp-broten (aab. o), adj. opbrudt.
Uppbur (aab. u), m. Stigning, Høide; Størrelsen af en opstablet Hob. Sdm. (Af Talemaaden: bera upp). Dæ va mykje i Uppbura ꜳ lite i Follingjenne (om Kornet), ɔ: det fyldte et stort Rum i Laden, men gav lidet af sig i Tærskningen. Jf. Ruv.
upp-dregjen (dreien), optrukken.
uppe, adv. 1) oppe, paa et høiere Sted. G. N. uppi. Ellers: over Horizonten (om Solen og Maanen), over Vandet (om Svømmere), i Vandfladen (om Fisk). — 2) oppe, paa Fødderne, ikke i Seng. — 3) oplukket, aaben.
Uppeseta (aab. e), f. Oppesidden, det at man er oppe om Natten. Oftere Uppesiting, f. — Ei Uppesitar-Natt: en Nat da man sidder oppe.
upp-eten, adj. opædt, opspiist.
upp-ette, adv. opad, opefter.
Uppevju, f. Bagstrøm; see Evja.
Uppfar, n. noget som stiger op; især om de smaa Bobler og Hvirvler i Vandfladen, som vise sig over en fremstrømmende Fiskestiim og tjene til Mærke for Fiskeren. Tr. Stift. Hedder ellers Avgjær (Fosen), Yr, Sild-yr (Sdm.), Røv (Shl.).
Uppfinning, f. Opfindelse.
Uppflot (aab. o), n. Opflyden.
upp-gꜳdd, adj. 1) opgaaen. 2) opfrossen, opsvulmet. 3) opbrændt; om Huse. N. Berg. (Bedre uppgjengjen).
Uppgꜳnga, f. Opganga, Opstigen.
upp-given, adj. hjælpeløs, forloren, som har givet tabt. (Sjelden).
upp-gjor(d), adj. 1) opgjort, færdig. 2) opredet, om en Seng. 3) opskaaren, reengjort; om Fisk.
Upphald, n. Ophold, Standsning; en rolig Stund imellem Stormbyger eller Ilinger. — Heraf upphaldig, adj. om Veiret, naar det er stille eller tørt, saaledes at det ikke regner (s. uppljos).
Upphav, n. Ophav, Begyndelse; Aarsag. (G. N. upphaf). Heraf Upphavsmann.
upp-havd, adj. 1) opsat, bragt op; ogsaa oplykket, aabnet (af hava). 2) forhøiet, hævet, ophøiet (af hevja). Tell.
Upphelde, n. Ophold, Underholdning, Næring. G. N. uppheldi.
upphøgd (høgt), adj. forhøiet, opløftet.
upp-i (forkortet ’pi), præp. op i (med Akk.); oppe i (med Dativ); ogsaa: til; f. Ex. Dæ vart uppi inkje: det blev til intet. Forhen forklaret under pi.
uppklædd, adj. udstyret med Klæder.
Uppkoma (aab. o), f. 1) Opkomst. (Sjelden). 2) Kilde, Vandstrøm som springer op af Jorden. Sogn og fl. men hedder ellers: Ukoma (Lister), Okome (nogle St.), Ꜳkome, oo (Sdm.), hvoraf Ꜳkomevatn, n. Kildevand.
upp-kuva, adj. høi i Midten, ophøiet (konvex). Tell. se kuva.
upp-kvidd, adj. opgjødet. Jæd. (s. kvia).
Upplag, n. 1) Oplag, oplagt Hob eller Forraad. 2) Anlæg, Grundlag, Plan; ogsaa Begyndelse (i Modsætning til Nedlag). 3) Anlæg i figurlig Forstand; Aandsretning, Tilbøielighed. Han heve eit godt Upplag: han har gode Anlæg. B. Stift.
upp-lagd, adj. 1) oplagt, opsat. 2) anlagt, begyndt, grundet. 3) oplagt til noget, skikket, sindet.
Uppland, n. Opland, Høiland, indre Deel af Landet. (Især om de øverste Distrikter i Agershuus Stift).
upp-laten, adj. opladt, oplukket. Hedder ellers uppliten (aab. i).
Upplending, m. Oplænding, Indbygger af Oplandene. upplendsk, adj. oplandsk. (Sjelden). Upplendska, f. Kvindfolk fra Oplandene.
Upplengja, f. Stok hvorpaa en Fjelevæg nagles fast (= Saumslꜳ). Sogn og fl.
upplett, adj. letskyet, fri for Regn (s. uppljos).
uppljos, adj. opklaret, letskyet, tør (om Luften); saaledes at det ikke regner eller sneer. Uppljost Ver: Opholdsveir. Ei uppljos Ykt: en Stund da det ikke regner, et Ophold imellem Ilingerne. Søndre Berg. Ellers meget udbredt i Formerne: uppljøs’e (N. Berg.), uppløs (Fosen), uppjost (Jæd. Tell.), uppjøst (Ørk.). Heraf Upplyse.
Upplut (aab. u), m. 1) den øverste Deel. 2) Undertrøie, Snørliv. N. Berg. (Isl. upphlutr).
Upplyse, n. Opklarelse i Luften efter en Regnbyge; Ophold, Mellemrum imellem Ilinger af Regn eller Snee. N. Berg. (s. uppljos).
upp-læst, adj. oplukket. (Derimod upplesen: oplæst).
upp-mælt, adj. opmaalt, afmaalt.
upp-or, præp. op af (s. or). Gaaer over til: uppo, por, po; uppur, pu.
upp-rꜳdd, adj. forlegen, blottet for en nødvendig Ting; skuffet ved at savne noget som man har gjort sikker Regning paa. Et temmelig alm. og meget brugl. Ord. — Me sto upprꜳdde fyre Verkty: vi maatte opgive Arbeidet af mangel paa Værktøi.
upp-risen (aab. i), adj. opstaaet.
Uppriting (aab. i), f. Opregnelse.
upproten (aab. o), adj. ganske forraadnet.
Upprynning, m. Spire (Renning). Jæd.
Uppsꜳt, n. Opsætning; Sted hvor Jægter sættes paa Land. Helg. I Tr. Stift: Uppset. (Isl. uppsátr).
Uppset (aab. e), n. 1) Opsætning (s. Uppsꜳt). 2) et Væddemaal. B. Stift. 3) Aftægt, Føderaad. Jæd. (Ellers Folga, Kor, Livaure og fl.).
upp-sett, adj. 1) opsat, opstillet. 2) slibt, hvæsset. 3) opbragt, opirret.
Uppskoka (aab. o), f. nybrygget Øl; det Øl som bliver øst paa Tønden af Gjæringskarret. B. Stift. I Ørk. Uppskuku. (Af: skaka upp).
Uppskot (aab. o), n. Opskydning; Vandets Opstigelse ved Frost. Rbg.
Uppskrift, f. Optegnelse; Notits.
Uppslag, n. Opslag, det som slaaes op (paa Klæder, især paa Ærmerne).
Uppsod (aab. o), n. Opsydning, Opkog.
upp-staden, adj. opstaaet (af Sengen). Ogs. uppstiden (aab. i).
Uppsta(d)gogn, f. Opstandervæv, et Slags gammel Væverstol, som sættes op til en Væg, saaledes at Væven hænger lodret ned. Nhl. (Jf. Uppstode).
Uppsta(d)mund, n. den Tid da man pleier at staae op om Morgenen. (= Rismꜳl). N. Berg.
Uppsta(d)rokk, m. Opstanderrok.
Uppstapp, n. frossent Vand ovenpaa Isen. Indr.
Uppstode (aab. o), f. 1) Opstaaen, Reisning. 2) et Slags smaa Væverstole. Tell. (Uppstoe). Forskjelligt fra Uppstagogn.
Uppstøding (Uppstying), m. haardfrossen Snee, som ikke brister under Foden. Nhl. (Ellers Skare, Harang).
Uppsyn, n. Aasyn, Ansigt; Ansigtstræk, Blik, Mine. Ag. Stift. (Sv. uppsyn).
Upptak, n. 1) Optagelse. (Sjelden). 2) en Levning, noget som ligger efter (f. Ex. af Hø paa Marken); egentlig det som man tager op. 3) en Deel af et Vers; to eller fire Linier, som danne et vist Afsnit i Noderne eller Melodien; ligeledes et vist Afsnit i Spillet til en Dands. N. Berg. Eit Vers mæ try Upptak: et Vers som deler sig i tre Afsnit, eller hvori Melodien forandrer sig tre Gange. En Slaatt har sædvanlig to, og tildeels tre „Upptak“. Jf. Vend, Lime, Speltak.
upp-tikjen (aab. i), adj. optagen.
upp-truten, adj. hovnet, opsvulmet.
upp-um, præp. op om; op forbi, over. Forkortes til ’pum. Hertil: pum-gjort, ɔ: opredet (s. gjera).
upp-under, præp. op under; oppe under, og simpelthen: under. Forkortes til ’punde; i Tr. Stift: pund og punn, hvilket ofte bruges istedetfor „under"; saaledes: frampund (frem under), nepund (neden under).
Uppvokstr, m. Opvæxt.
upp-yve (aab. y), præp. op over; oven over. Forkortet ’pyve.
Uppøle, n. Opfostring (s. Uppal).
upp-øst, adj. ophidset, opflammet, opbrusende. See øsa.
Ups, brat Klippe; see Ufs.
Ur (Urd), f. Steengrund, Steenbanke; en Plan eller Skraaning som dannes af et lag af store Stene med liden eller ingen Jord imellem; ogsaa om en Mark, som er meget fuld af Steen. Alm. og meget brugl. dog i noget forskjellig Form, nemlig Ur (mest alm.), Urd (Tell.), Or (Sogn, Fosen, Helg. og fl.). G. N. urð. Jf. Loftur. — Hertil mangfoldige Stedsnavne.
Ur, m. en Fisk, see Auger.
Ur, n. et Uhr (= Klokka). Nyt Ord.
ur, præp af, udaf (= or). Ofte forkortet til u (utu, uppu).
Urꜳd, f. 1) Uraad, slet eller skadeligt Raad. (Orꜳd, Urꜳ). 2) Mangel, Feil, Forsømmelse. Tr. Stift i Formen Orꜳ. 3) Umulighed. (Hall. Vald. Hedm.). Dæ va reint Urꜳ te koma fram: det var reent umuligt at komme frem. (I B. Stift: Da va ’kje Rꜳ). S. Rꜳd.
urꜳdd, adj. 1) uforberedt, ikke istandsat eller forsynet. 2) ubestemt, tvivlraadig. Ørk. (orꜳdd).
urꜳdig, adj. uforsynlig, forsømmelig, som ikke tager de nødvendige Forholdsregler. B. Stift.
urein (orein), adj. ureen, uklar; ogsaa farlig, skadelig. Urein Sjø: et Farvand som er fuldt af Skjær og Banker. Oreine-Sjukdom: venerisk Syge. (N. Berg.).
Urett (Orett), m. Uret.
Uri(d), Orid, f. et Uveir; Sneefald eller Frost, som indtræffer paa en ubeleilig Tid. Jf. Orykk.
urliten, meget liden; s. ørliten.
Urmark, f. stenig Jord, Mark som er meget opfyldt af Steen.
Uro (Oro), f. Uro, Ufred.
uroa (oroe), v. a. (a—a), forurolige, forvolde Uro, hindre En fra at hvile.
uroleg (orole), adj. urolig.
ursmꜳ, s. ørliten.
Urt, f. 1. Urt, Plante. (Sjelden).
Urt, f. 2. Drøv, Drøvtygning. (Nordenfjelds). take upp Urt’a: gylpe op, om Kvæg. Sdm.
urta, v. n. (a—a), tygge Drøv, om Kvæget; ogsaa æde langsomt. Nordenfjelds, ogsaa Sdm. og fl. (Nogle St. yrte, ørte). I de sydlige Egne hedder det: jorta.
Urtastrꜳ, n. en Smule Foder til at tygge Drøv paa. Sdm. (Paa Helg. Urtstrꜳ).
urudd, adj. uryddet. Hedder ellers urydd’e og orydd (aab. y).
ur-ung, yderst ung. Helg.
urut, adj. meget stenig, opfyldt af Steenbanker (Urer). Hedder ellers urdutte (Tell.), urette (B. Stift), orette (Sogn), orꜳtt (Helg. og fl.). G. N. urðóttr.
Urve, f. en Løkke eller Stroppe af Toug, som er befæstet indvendig i en Seilbaad og tjener til at fæste Vantene i. Sdm. Ndm. (Har noget Lighed med det foranførte Ora og Orveld). Jf. Isl. urga, en Rem. — I Sdm. siges ogsaa Urve for Urga, ɔ: Orgel.
urven, adj. forstyrret, som seer forvirret ud. Indr. (Ellers oren).
Urvillbær, see Orbær.
urydleg, adj. uryddet; see orydig.
uryggjeleg, s. ryggja.
urædd, adj. tryg, sikker, ubekymret. Meget brugl. (I de nordlige Egne: orædd).
urøynd, adj. uprøvet, uforsøgt.
urøyvd (orøyvd’e), adj. urørt; som man ikke har begyndt paa.
Usam, n. Uenighed, Usamdrægtighed, Kiv og Strid (især imellem Ægtefolk). B. Stift. I Sdm. Osam. Ellers bruges det ogsaa i en særegen Form: Usamda, m. (Nhl.), Osamda (Ork.). Jf. Sam og sæmja.
usamde, adj. pl. uenige, uforligte. (Sjelden). Hedder ellers usams. Hall. og fl. (Isl. ósamr).
usams, ueens; s. forrige.
usedd (ee), adj. useet, ubeseet.
usegjeleg (oseiele), adj. uudsigelig.
Usid (aab. i), f. Uskik, Unoder, onde Sæder. Hedder Osid, Use’, Øse’.
usidig (aab. i), adj. usædelig, usømmelig. Hedder osidig’e, use’ug’e, ose’au.
Uskap (Oskap), n. Hæslighed, det at noget er stygt eller vanskabt.
uskapleg, adj. 1) ubekvem, uskikket. 2) uordentlig, uskikkelig. Søndre Berg.
uskipa (aab. i), adj. ilde indrettet, forsømt, ikke bragt i rigtig Orden. Tell. Buskerud.
uskipla, adj. forstyrret, revet aflave. Tell. (See ellers skipla).
Uskjel, f. Uret, Fornærmelse.
uskjøyten, adj. ligegyldig, uforsigtig.
uskyld (oskyld), adj. ubeslægtet.
uskynug (aab. y), adj. uskjønsom, uerkjendtlig; ogsaa: ubillig, uforstandig, som venter for meget, eller som ikke tager Hensyn til Andres Omstændigheder. Nogle Steder: oskynjig’e, oskjønau.
uslegjen (osleien), adj. uslaaet.
Usmak, m. ubehagelig Smag.
usnikka, adj. uhindret, fri for Ubehageligheder. Tell. (s. snikka).
uspard (ospart), adj. usparet, givet med Velvillie. Dæ skal vera uspart: det skal blive tilstaaet med Fornøielse.
uspurd (ospur’e), adj. uadspurgt.
ussa! Interjektion, hvormed man betegner Fornemmelsen af Gysen eller Frost. N. Berg. (Jf. hustre).
ussel, adj. usel, elendig. Ved Stavanger siges ogsaa ussaleg (usleg). Jf. vesall. Usseldom, m. Uselhed; ogsaa en ringe, daarlig Ting. N. Berg.
Ustand, n. Uorden, Brøstfældighed, ufuldkommen Stand.
Ustell, n. Uorden, Uskik.
ustelt, adj. forsømt, ikke istandsat.
ustoppeleg, adj. uudholdelig, som man ikke kan bestride.
Ustund, f. en uheldig Stund, ulykkelig Time. Meget udbredt. (I de nordlige Egne: Ostund). Isl. óstund.
Ustyr, n. slet Bestyrelse.
ustød, adj. ustadig, usikker, vaklende. Hedder ustø, ostød’e, ostø.
usvim, adj. 1) seen, langsom. 2) ubekvem, tung til at bruge. Tell.
usynleg, adj. 1) usynlig. 2) uanseelig, som ikke seer godt ud; ogsaa ublid, især om Luften og Veiret.
usæmja, v. n. (sæm, samde), kives, trætte, leve i Uenighed. (B. Stift). Hedder ogsaa usæmjast (imp. usamdest), og usæmje. Jf. Usam.
Usøma, f. Usømmelighed. (Sjelden).
ut, adv. ud. (G. N. út). — Med Hensyn til dette Ords forskjellige Betydninger kan her bemærkes, at det bruges: 1) om en Retning udad fra et vist Middelpunkt; især a) fra et indsluttet Rum, og b) fra det Indre af Landet. Søndenfjelds betegner det saaledes: ned ad Dalstrøget. (Modsat upp). Jf. heim. Vest- og nordenfjelds betegner det: udad mod Havet, eller simpelthen: i Vest. (Modsat inn). F. Ex. Ut i Garanne: hen til Gaardene paa Vestsiden. — 2) om en Bortfjernelse eller Fraskillelse. Med Verber som giva, setja, leggja; ligesaa taka, velja, finna o. s. v. — 3) om en Udvidelse, Udstrækning i Vidden eller Længden; f. Ex. rekkje ut: strække, udspænde. — 4) om en Vedbliven eller Varighed (Udstrækning i Tiden). Dæ dræg ut: det varer længe. — 5) om en Fuldendelse; ogsaa Ophør, Tilintetgjørelse. Med Verber som lesa, skriva; ligesaa slita, slekkja, blꜳsa o. fl. — 6) om en Belæggelse eller Beheftelse med noget; f. Ex. sauma ut: udsye. kola ut: sværte med Kul. snøa seg ut: flye sig til med Snee. — I Sammensætning med enkelte Partikler (i, paa, mæ, fyre, yve) bruges „ut“ ogsaa istedetfor „ute"; f. Ex. ut-mæ Hav’e: ude ved Havet. — Af enkelte Talemaader mærkes: „ut ꜳ nor“, ɔ: udad mod Havet i nordlig Retning; i Nordvest (egentlig ud og nord). „ut ꜳ syd“: i sydvestlig Retning. „ut ꜳ upp“: udad i en opstigende Retning (nemlig paa en Strand eller Fjeldside). „ut ꜳ ned“: udad i en nedstigende Retning. (B. Stift). — ut pꜳ Dagj’en
- ud paa Eftermiddagen. (Derimod: Dagj’en ut, ɔ: den hele Dag til Ende). ut um Dyr’a: ud af Huset. „ut ette Markj’enne“: ud over, fremad, videre. (Ꜳ so ut ette Markjenne, ɔ: og saa videre). N. Berg.
Utak (Otak), n. et voldsomt Tag eller Greb, en Anstrengelse som man har Skade af. „ta’ eit Otak“: anstrenge sig mere end man taaler. — Ellers bruges Ovtak, Ꜳtak og Itak i en noget lignende Betydning.
Utam (Otam), n. ufuldkommen Tæmmelse; Uvane eller Feil i Afrettelse (især ved Hestene). B. Stift.
Utame, m. Uvane, Uskik; f. Ex. hos Børn. Valders. I Ørk. Otame.
utan, præp. uden, foruden. Hedder oftest uttan (aab. u), utta, utten; ogsaa: ꜳtꜳ, ligesaa for-ꜳtꜳ (Nhl. Hard.). „inkj’ utan“: ikkun, blot, bare. (Nissedal). — See ellers utta.
Utangje, m. 1) et uroligt Menneske, En som ypper Støi og Klammerie. Søndre Berg. (Ogsaa i Formen Utꜳngje). — 2) et uskikkeligt Barn, en Skrighals. N. Berg. og tildeels i Tr. Stift, i Formen Otꜳngje og Otangje. — 3) et Barn, i Almindelighed. Meget brugl. paa Helg. i Formen Otangje (Fl. Otanga).
utar, længere ude; s. uttar.
Ut-arbeid, n. Arbeide udenfor Huset.
ut-arma, adj. 1) forarmet, ruineret. 2) afkræftet, udmattet. Vald. og fl.
utav, præp. af, ud af. Bliver sædvanlig forkortet til uta og ta, hvilket sidste bruges i en stor Deel af Landet istedetfor det simplere av (af). Ved Siden heraf findes Formen utꜳv, som forkortes til utꜳ og tꜳ (Søndre B. Hall. Gbr. Ørk. Fosen). See av.
ut-bard (bart), adj. udbanket, opslaaet, forslaaet; f. Ex. om Flint. Helg.
ut-blꜳsen, adj. udblæst, slukket; om Lys.
ut-bløytt, adj. udblødnet.
Utbrot (aab. o), n. Udbrydelse; ogsaa Udslæt, Bylder, Blegner.
Utbur (aab. u), m. et Spøgelse, fabelagtigt Væsen, som efter Folkesagnene skulde opholde sig i Skoven eller ved Veiene og forurolige Folk ved Skrig og Støi. B. og Tr. Stift. Et lignende Væsen kaldes ellers Ropar (Gbr.), Gast (Tell.), Ne’ing (Leirdal). Egentlig Utburd, som betyder „det Udbaarne“ og hentyder paa de Børn, som i den hedenske Tid bleve udsatte i Skovene for at døe.
Utbygd, f. et afsidesliggende Bygdelag; ogsaa en Række af Gaarde ved Havet eller Kysten. I Fjeldegnene i Ag. Stift betegner „Utbygdanne“ de nedre eller lavere liggende Distrikter. Utbygding, m. en Indbygger af samme.
utbyres, aab. y (for utbyrdes), adv. udenbords, ude i Vandet eller udenfor Fartøiet. G. N. útbyrðis. (Af Bord). Bruges ogsaa om en høi Grad af Forlegenhed.
ut-dregjen (dreien), adj. uddragen.
Utdyr (aab. y), f. Fordør, yderste Dør; ogsaa Gangen eller Forsvalen i en Stuebygning.
ute, adv. 1) ude, i det Frie. (G. N. úti). 2) ude ved Havet, eller nærmere mod Kysten. (Jf. ut). 3) borte, ikke hjemme. (Sjeldnere). 4) paa Færde, i Bevægelse. 5) forbi, til Ende, ude. Han æ ute ꜳ gjeng: han er paa Færde. Dei va ille ute: de vare i megen Nød.
Utegꜳnga, f. Gang, Omflakken i det Frie; f. Ex. om Kvægets Ophold paa Græsgangene. — Utegangar, m. En som gaaer jævnlig ude.
Utelega (aab. e), f. det at ligge ude.
Ut-eng, f. en Eng udenfor Gaarden.
Ut-erving, m. Udarving, en Arving som ikke er nærbeslægtet.
utestengd, adj. udelukket, udestængt.
ut-ette, adv. ud af, længere ud; ogsaa nærmere mod Kysten eller Havet. Desuden ogsaa om Tiden. Dæ lid’ ut ette: det lider allerede langt frem.
Utev (Otæv), m. Stank, ond Lugt.
ut-fallen, adj. udfalden; om Søen, naar den er i dybeste Ebbe. Hedder ogsaa utfjøra (nogle St. utfjera).
Utfar, n. et Toug hvormed Garnene sænkes til Bunden. Sdm.
ut-fjøra (aab. ø), = utfallen.
ut-flogjen (aab. o), adj. udfløiet.
Utfugl, m. vild Fugl, i Modsætning til Huusfugle.
utfyre (aab. y), ud for; ude ved; ogsaa ud over, ned af, f. Ex. utfyre Muren: ned af Muren.
Utfær (for Utferd), f. 1) Udreise, Bortgang. 2) Begravelse, eller egentlig: det at et Liig bæres ud.
Utførsla, f. Bortskaffelse; Udførsel; ogsaa Udførelse, Fuldførelse.
ut-gamall, adj. udlevet, meget gammel. Jf. ørgamall.
Utgar, m. Gjærde imellem Gaarden og Udmarken. Ørk. — Utgarvuu (for vudu, el. vida), f. Gjærdefang, Gjærdsel. Jf. Vꜳnd.
Utgꜳnga, f. Udgang; Udmarsch.
ut-gjor(d), adj. udskikket, udsendt.
ut-grꜳten, adj. forgrædt.
utgrunt, adj. n. grundt ved Landet, hvor der er langt fra Strandbredden til Dybet. Vest- og nordenfjelds. Ellers langgrunt.
Utgrynna, f. en Grunding som gaaer ud fra Landet.
Uthald, n. Varighed. (Sjelden).
uthaldig, adj. varig, som holder længe ud. (B. Stift).
ut-havd, adj. udbragt, udsat.
ut-hola (aab. o), adj. udhulet.
Uthus, n. Udhuus, Fæhuus eller Lade; ogsaa et Huus som staaer udenfor Gaarden.
uthyses, adv. udenfor Huset. (Sjelden).
ut-i, præp. 1) ud i. (Med Akkus.). 2) ude i. (Med Dativ). Ellers meget brugeligt istedetfor det simple „i“, og bliver da oftest forkortet til „ti“.
Utid (Otid), f. Utid, ubeleilig Tid. Ogsaa Mangels Tid, eller ligefrem: Mangel; f. Ex. ei stor Uti pꜳ Fisk, ɔ: en stor Mangel paa Fisk. Jf. Tid.
utidig, adj. døsig, dorsk, uskikket, som ikke er rigtig oplagt eller i det rette Lune (egentl. som ikke har sin rette Tid). Modsat tidig. Alm. og meget brugl. i Formerne utidig’e, otidig’e (B. Stift), utiug (Søndenfjelds), otiau (Tr. Stift).
ut-ifrꜳ, adv. og adj. udmærket, ypperlig, herlig. Nhl. (Jf. framifrꜳ).
Uting (Oting), n. ulidelig Ting; et hidsigt, arrigt Dyr; ligesaa et grusomt, ondskabsfuldt Menneske. Jf. Ting.
Utjon, n. en Skam, Lyde, hæslig Ting. — utjonsleg, adj. styg, skammelig. Nhl. Maaskee egentlig Ut-tjon, uttjonsleg.
ut-kald, adj. udkjølet, ganske kold. Hedder ogsaa ut-kolna (oo).
ut-kjend, adj. kjendelig, let at kjende fra Andre (= audkjend). Søndre Berg. og flere.
ut-kjøyrd, adj. 1) udkjørt, bortkjørt. 2) udjaget. 3) udbrugt, om Heste. I B. og Tr. Stift utkjaurd.
Utkoma (aab. o), f. Udkomst; Udkomme.
ut-kropen (aab. o), adj. udkrøben.
ut-kvild, adj. udhvilet. Jf. kvild.
ut-laga, adj. udvandet, svækket ved langvarig Gjennemblødning eller Væde; f. Ex. om Hø, Frø, Gjødsel. N. Berg. (Jf. Lag og Log).
ut-lagd, adj. 1) udlagt; 2) udredet, betalt; 3) forklaret, udviklet.
ut-laten, adj. udsluppen, lukket ud.
Utlaup, n. Udløb, Udgang.
Utle (aab. u), m. en stor Hob, en Flok, især af Kvæg. Sogn. (Maaskee for Usle).
Utlending, m. 1) Udlænding. (Udtales sædvanlig Utlæning). — 2) en Lavlænder, Indbygger af de nedenfor liggende Distrikter. Gbr. og fl.
utlendsk, adj. udenlandsk. (Hedder oftere uttalands).
ut-liden (aab. i), adj. forleden, forløben.
Utloft, n. et eenligt Huus med Loft til Forvaring af Klæder og deslige. Rbg.
Utloga (aab. o), f. Udlæg, Udredelse, Afgift. N. Berg.
Utlokka-ver, n. blidt og stille Veir kort forud for en Storm; det at Veiret er vakkert om Morgenen og siden pludselig forandres til Uveir. B. Stift. Hedder ogsaa: Utlokka-glye, f. (Sdm.).
ut-lærd, adj. udlært, fuldlært.
Utmann, m. Indbygger af Kystegnene eller de nedre Distrikter. Tell.
ut-masa, adj. udmattet, træt af en lang Anstrengelse. Tell.
ut-mꜳdd, adj. udskrabet, afslidt. Helg.
ut-mæ, præp. udad langs med; ogsaa: ude ved, nær ved.
ut-mælt, adj. udmaalt, afmaalt.
Utnemne, n. Øgenavn; Spottenavn. B. Stift.
ut-noggjen, adj. udskrabet. N. Berg.
Utnor, m. Nordvest. G. N. útnorðr. (B. Stift. Forældet).
Utnøring, m. nordvestlig Vind. B. og Tr. Stift. Nogle Stedet Utnyring (aab. y). G. N. útnyrðingr. Jf. nor og nøra.
Utokkje (Otokke), m. 1) en ubehagelig Fornemmelse. (Sjelden). Jf. Kaldtokkje. — 2) Ugunst, Uvillie. G. N. úþokki.
Utola (aab. o), f. en stor Plage, noget utaaleligt. Shl.
utolleg (otolle), adj. utaalelig. (Ikke med Lyden af dobbelt l).
otolug (aab. o), adj. utaalsom, ømfindtlig, som taaler lidet; figurl. utaalmodig, kilden, som ikke taaler nogen dristig Tiltale. Alm. Ogsaa utolig, otꜳlig, otꜳlau.
ut-or, præp. ud af (s. or). Forkortes til uto og to (i Tell. oto) og gaaer ellers over til utur, utu og tu. I Sdm. betyder „uto“ ogsaa: udenad; f. Ex. Han kann dæ uto.
Utrap, n. Jordskred. Ndm.
utraste, adv. og adj. yderst, nederst ved Døren. Nhl. hvor det gaaer over til ꜳtraste. S. uttar.
Utrefte, n. Tagskjæg, den Deel af Taget som rækker ud over Væggen. Sdm. (Utræfte). Af Raft. — (Den nederste Kant af samme hedder Ufs).
utrengd, adj. ikke trængende. — I Utrengs-Mꜳl, el. „i Utrengsmꜳte“: uden Nødvendighed. B. Stift.
Utrenning, m. en lang Stok øverst i en Væg, indrettet saaledes at den ogsaa tjener til Bjælke i en Udbygning. Sogn.
Utrivskap (aab. i), m. Skrantenhed, Mangel paa Trivelighed. B. Stift.
ut-ropt, adj. udraabt; ogsaa: meget omtalt, lovprist, forrost.
Utror, m. en Udreise til Fiskerie paa havet; en Fisketuur om Sommeren paa de yderste Fiskegrunde (Havbroen). Sdm. og fl. (Isl. útróðr).
utrottig (otrottig), adj. uflittig, som bliver snart kjed af Arbeidet. Berg. Stift.
Utru (Otru), f. 1) en falsk Tro. 2) Mistanke. ha ei Otru te ein: have slette Tanker om En. Helg.
utru (otru), adj. falsk, utro.
utruleg (otrule), adj. utrolig. — utrulege (otrule), adv. saare meget, overraskende, mere end man skulde vente.
utrygg, adj. usikker, upaalidelig; f. Ex. om ustadigt Veir. — otrygt, siges nordenfjelds ogsaa om et Sted hvor der skal være Spøgerie eller Troldskab.
Utrøme, n. Rum udenfor Huset; tilstrækkelig Plads til at udsprede noget over. (Sjelden). I Nhl. Utryme.
utrøn (utrønt), adj. om Veiret, naar Vinden blæser fra Havkanten. Sdm. Tr. Stift. og Helg. — Jf. vestrøn.
Utrøne, f. Vind fra Havet; Blæst fra Havkanten, som sædvanlig indtræffer om Eftermiddagen i stærk Varme. Sdm. Ndm. Hedder paa andre Steder Havgula.
ut-saumt, adj. udsyet, broderet.
Utsending, m. En som er afsendt for at udrette noget; Kommissionær; Repræsentant. Undertiden ogsaa en Forfølger, en Plageaand.
Utset, n. Udsætning; det som sættes ud paa een Gang. (Sjelden).
ut-sett, adj. udsat, udstillet.
ut-sjꜳande, adj. udseende. D’æ ikje so utsjꜳande: det seer ikke ud dertil.
utsjuk, adj. syg i Maven, eller af Diarrhe (om Dyr). Namd.
utskila (aab. i), v. n. sige sin Mening. Nhl. I Sdm. siges utskire. Bruges kun om at sige noget ondt. Eg vil ikje utskjila: jeg vil ikke sige saa slet som jeg tænker.
Utskjekjel (aab. e), m. Udkant, Snip, Hjørne. Tell.
ut-skjemd, adj. udskjæmt, fordærvet, vanheldet; ogsaa forvænnet eller moralsk fordærvet.
Utskjemma, f. en Skam, Lyde, Plet, Forringelse. Ørk.
Utskot (aab. o), n. 1) Udskud, Vraggods; f. Ex. af Fisk. (Utskotfisk). — 2) Udslæt. Gbr. (Jf. Utbrot). — 3) et Skuur, en Udbygning paa et Huus. Ørk. — Jf. Skot.
Utskrift, f. Paategning udenpaa; især Adresse paa et Brev.
ut-sliten (aab. i), adj. udslidt, ganske forslidt; ogsaa udslæbt.
ut-slokkjen, adj. udslukket.
ut-sloppen, adj. udkommen, sluppen løs.
ut-sogjen (aab. o), udsuget, udtæret.
ut-soven (aab. o), adj. fuldsovet, som har sovet længe nok. Tell.
ut-sprotten, adj. udsprungen.
Utstand, n. Udgifter, Udredsler, Afgang. Hedemarken. (Jf. Innstyde).
ut-svelt, adj. udsultet.
Utsyd (Utsør), m. Sydvest. (Meget sjelden). G. N. útsuðr.
Utsykje, f. Diarrhee (s. utsjuk).
Utsynning, m. sydvestlig Vind. (N. Berg. Tr. Stift). G. N. útsynningr.
utsynt, adj. iøinefaldende, let at see. Tell. og fl.
Utta (uu), Morgen; s. Otta.
utta, aab. u (for utan), adv. 1) udenfra, ind ad. (G. N. utan). I N. Berg. bruges det som Præposition med Dativ; f. Ex. utta Gar’a, ɔ: ind fra Gaarden eller fra det Frie, ind i Huset. — 2) fra Havkanten, mod det Indre af Landet. Kan ogsaa forbindes med Dativ, f. Ex. utta Øyꜳ: udenfraa Øerne. (N. Berg.). — 3) udentil, i den ydre Deel. Kun sammensat, f. Ex. uttapꜳ og fl. I dette Tilfælde faaer Ordet ogsaa den fuldkomnere Form: uttan (Hard. Voss, Tell. og fl.) og gaaer over til: uttꜳn (Helg. Nhl.). Af enkelte Forbindelser mærkes: „utta av“ 1) udenfra, af Overfladen; 2) fra Havkanten; f. Ex. Vinden stend utta av (blæser fra Havkanten). Hedder ogsaa „utta or“ (i Sdm. utta-o). „utta ette“, ɔ: udenfra, ind ad. „utta mæ Strand’enne“: indad langs Stranden. — En anden Betydning (uden, foruden) er anført ved utan. Ordet maa ellers adskilles fra „uttar“ som ogsaa gaaer over til utta.
uttabeins, adv. paa den udadvendte Side af Fødderne eller Armene. (Modsat innabeins). B. og Kr. Stift med flere. I Gbr. og Ørk. siges derimod uttaføttes og uttahendes.
uttaboks, adv. udenad, uden at bruge Bogen. B. Stift.
uttafyre (aab. y), præp. udenfor; længere ude. Hedder ogsaa uttanfy’ (Hard. Voss), uttanfe’ (Tell.).
uttaføttes, adv. paa den ydre Side af Foden eller Laaret. Gbr. Ørk.
uttagjæres (for utangjerdes), adv. udengjærdes, udenfor Gaarden eller Hægnet, i Udmarken.
uttahendes, adv. paa den ydre Side af Haanden eller Armen. Ørk. Andre Steder uttabeins.
uttakring (for: utan i kring), adv. udenom, rundt omkring, i Udkanten eller Omkredsen. B. Stift.
uttalands, adv. udenlands.
uttalege (for utarlega), adv. langt ude; nær ved Udkanten. Dæ ligg’e so uttale’: det ligger saa langt ude. Berg. Stift. G. N. utarlega, utarla.
uttan-at, see uttatil.
uttapꜳ, 1) præp. udenfor; ovenpaa. 2) adv. udenpaa, udentil, udvortes. Hedder ogsaa fuldkomnere: uttanpꜳ, utanuppꜳ (Hard. Tell.). — Bruges ellers ofte sammensat med et Substantiv, som: Uttapꜳ-skrift, f. Udskrift, Adresse. Uttapꜳ-sko, pl. m. Oversko, Galoscher. (Gbr.). Uttapꜳ-trøye, f. Overtrøie, Frak.
uttar (aab. u), adv. længere ud, længer ned paa Gulvet, nærmere mod Døren. Søndre Berg. Sogn og fl. Hedder ellers utta (Sdm. Tr. Stift), ꜳtar (tildeels i Nhl.), ꜳtꜳr (Rbg. Tell.). G. N. utar. (Modsat innar). uttar ꜳt Dyr’ne: hen imod Døren. utta mæ Dyr’a: nede ved Døren. utta i Gruꜳ: hen til Ildstedet. Han sto utta i Kirkjenne: han stod langt nede i Kirken. (Sdm.). — I Nhl. bruges ogsaa et Superlativ: ꜳtraste (for utraste); f. Ex. han sto ꜳtraste ɔ: han stod nederst, næst Døren.
uttaskjers, adv. udenskjærs, i Havet.
uttasoknes (oo), adv. udenfor Sognet. (B. Stift). Ogsaa adj. f. Ex. Uttasoknes-Folk, ɔ: Folk fra andre Sogne.
uttastokks, adv. udenfor Huset. (Modsat innastokks). Uttastokks-Arbeid: Arbeide udenfor Huset, Markarbeide. N. Berg.
uttatil, adv. 1) udentil, udvendig, i det Ydre. — 2) udenfra, indad; fra Havkanten. Hedder mest alm. utta-te; ogs. uttan-te (Søndre B. og fl.), utꜳn-te (Nhl. Helg.). G. N. utantil. I sidste Betydning hedder det ellerss: utan-at (Rbg. Tell.), og utta-ette (N. Berg.).
uttaveggjes, adv. udenfor Væggene. Ein kunna høyr ’an uttaveggjes: man kunde høre ham udenfor. N. Berg.
Uttavind, m. Vind fra Havkanten, Vestenvind. Tr. Stift, Sdm.
ut-tikjen (aab. i), adj. udtagen; udpeget, paaviist.
ut-trøytt, adj. 1) tilendebragt. 2) yderst udmattet. Tr. Stift.
ut-tydd, adj. forklaret, udviklet. — uttyde, v. a. forklare, udtyde. (Rettere: tyde ut).
ut-tynt, adj. fordærvet, beskadiget, udskjæmt. N. Berg. — Jf. det foranførte Utjon og utjonsleg.
ut-um, præp. ud over, ud forbi et vist Punkt: f. Ex. utum Holmen.
ut-ur (utu), ud af; see utor.
ut-vakt, adj. udvaaget, udmattet af langvarig Vaagen.
ut-vald, adj. udvalgt, udsøgt.
Utveg, m. Udvei; ogs. Udreise.
utvega (seg), v. a. finde en Udvei, hjælpe sig ud af en Forlegenhed. Hedder oftere: utveie seg. B. Stift.
utvegjen, adj. uvasket. Jf. otvegjen.
utvendes, adv. udvendig, udentil.
utvertes, adv. udvortes.
Utvidd, f. Udmark, Strækninger udenfor Gaarden. Ag. Stift.
Uty (Oty), n. Utøi; slet Tøi; ogsaa Pak, slette Folk.
uty(d), adj. uvenlig, barsk, vanskelig at omgaaes med. I Nfj. og Sdm. hedder det otyd’e (s. tyd). I Ndm. bruges: otyen, ɔ: ufredelig, uartig.
utykkja (seg), v. a. (e—te), paadrage sig Ugunst, forspilde Ens Gunst eller Velvillie. N. Berg. I Sdm. otykkje se. Han hadde otykt se mæ Prest’a: han havde paadraget sig Præstens Ugunst.
Utykkje (Otykkje), n. Ugunst. (Sjelden).
utyst (otyst), adj. læsket, ikke mere tørstig. drikke seg utyst: læske sig tilstrækkelig.
ut-yve (aab. y), præp. ud over; ude over. (Forkortet: tyve). sjꜳ utyve: see sig omkring.
utægleg, adj. utækkelig, uhyggelig. Tell.
Ut-øy, f. en Øe som ligger langt ude ved Havet. Utøyfolk, n. Folk fra Udøerne.
uvan, adj. uvant; uøvet. (Søndre B.). Ellers uvand’e og ovand.
uvand, adj. 1) nøisom, ikke kræsen. Mandal (see vand). 2) simpel, ligefrem, ikke vanskelig; f. Ex. om et Arbeide. Meget brugl. i Tell. ogsaa i Hall. og fl. (Isl. óvandr). Ellers med flere Forandringer i Begrebet, hvilket svare til Betydningen af det fremmede Ord „simpel“, som bruges paa andre Steder.
uvandt, adv. simpelt hen, ligefrem, uden Vanskelighed. Sogn, Tell. og fl. I Gbr. ovandt.
Uvane, m. Uvane, ond Vane. I Ørk. hedder det Ovande; ellers nordenfjelds Ovane. (Isl. óvandi).
uvar (ovar), adj. uvarsom, uforsigtig.
uvarlege, adv. uforsigtigt.
Uveg (aab. e), m. en slet eller besværlig Vei. (Oveg).
uveltes, adj. om Kort, som ikke er Trumf (Velt).
uven, adj. udspredt, udspilet, stridt udstaaende (f. Ex. om Haar). Namd. (see yven). Ogsaa stor, vid (= ruven).
uventande, adj. uventet, uformodet, som man ikke kunde vente.
Uver, ee (for Uvedr), n. Uveir. Gaaer over til Uvær (Ag. Stift), Over og Ovær (Nordenfjelds). G. N. úveðr, óveðr. — Uversbolk, m. en Tid med Uveir. Ligesaa Uversdag, Uversnatt og fl. Uversfugl, m. Fugl som bebuder Uveir.
Uverk, n. Ugjerning. (Sjelden).
uvilja (ovilja), adj. ufrivillig. „uvilja Verk“: noget som man gjør af Vanvare, uden at ville det. B. Stift. (G. N. úvilja verk).
uviljug, adj. uvillig.
Uvin (aab. i), m. (Fl. Uvine, r), Uven, Fiende. (Ogs. Ovin, Oven). G. N. úvinr. Uvinskap, m. Uvenskab.
uvinneleg, adj. ugjørlig, som gaaer over Ens Kræfter; ogs. uhyre stor eller tung.
Uvis (ii), f. Uskik. (Ovis).
uvisleg (ii), adj. uviis, uforstandig.
uviss (oviss), adj. uvis, usikker.
Uvissa, f. Uvished, Tvivl. Ogsaa det samme som Underfil (i Spil). Tell.
Uvit (aab. i), n. Bevidstløshed, Afmagt, Besvimelse. Tildeels udtalt Uvet, og nord i Landet: Ovit, Ovæt. (G. N. úvit, óvit). Paa Helg. Omegd. — felle i Uvit: falde i Afmagt.
uvita (aab. i), v. n. (a—a), besvime, falde i Afmagt; egentlig: tabe Bevidstheden. Temmelig alm. dog i forskjellig Form: uvita (Søndre B. Kr. Stift), uveta, uvæta (Ag.), ovita, ovete (i de nordlige Egne), ovꜳtꜳ (Ørk.); desuden umvita (Hard.). Jf. Isl. öngvit.
uvitande (aab. i), adj. uafvidende.
uviteleg (ovetele), adj. uvitterlig. — uvitelege, adv. uafvidende, uden Ens Vidende.
Uviting, f. hyppig Besvimelse (Uvit).
Uviting (aab. i), m. Taabe, Daare, uforstandigt Menneske; ogsaa En som er uskjønsom og ubillig mod Andre. Meget brugl. og temmelig alm. Tildeels Oviting, Oveting.
Uvitingskap, m. Taabelighed, Daarskab. I N. Berg. siges ogsaa Ovitingsheit, f.
uvitug (aab. i), adj. uforstandig, taabelig; ogsaa uskjønsom, ubillig, tilbøielig til at fornærme Folk. Meget brugl. tildeels i Formen ovitig, ovetug, ovætau.
Uvli(d), m. Haandled, Ledet imellem Haanden og Underaarmen. Rbg. Tell. Hall. i Formen Uvli (aab. i) og Uvle’. Hedder ellers Ovle’, aab. o (Vald. Ørk.), Avle’ (Buskerud), Omle (aab. o), el. Umle’ (Nhl. Namd.). Forøvrigt: Handlid, Handskumingsle’ (Helg.), Vesallelid (Sdm). G. N. ulfliðr (som synes at være et andet Ord.
uvonleg (ovonle), adj. usandsynlig.
Uvyra (aab. y), f. Skjødesløshed, Uagtsomhed. 2) et skjødesløst Menneske, Slusk, uordentlig Person. I Tr. Stift Ovøre. (Egentlig Uvyrda).
uvyren (aab. y), adj. 1) uagtsom, skjødesløs. I Tr. Stift ovøren (for uvyrden). — 2) yderst dristig, forvoven, som ikke ændser nogen Fare. (Kr. Stift). — 3) uordentlig, ureenlig, skiddenfærdig. Temmelig alm. og meget brugl. — I Tr. Stift forekommer ogsaa: ovøre, adv. uhyre, uden Maade.
Uvyrna, f. 1) Skjødesløshed, Sluskerie. 2) Ureenlighed; ogsaa Smuds, Skiddenhed. B. Stift. I Sdm. hedder det Ovyrne.
Uvyrskap, m. Skjødesløshyed. (Det samme som Uvyrna og Vyrløysa).
uvægjen, adj. meget tung, stor, ubekvem til at haandtere. Nhl. (Isl. óvægi, uhyre Tyngde). I Sdm. bruges oveiden i samme Betydning.
uværug (for uverdug), adj. uværdig. I de nordlige Egne: iværig’e, oværau. Herfra adskilles et andet Ord: oværig, ɔ: utaalmodig. (Sdm. og fl.). Jf. værug.
uvøre, s. uvyren.