Ordbog over det norske Folkesprog/Y
Y.
ybben, adj. vranten, vredagtig. Sogn. (Isl. ybbinn). Jf. yven.
ydda (ydde), v. n. (e—e), spire, springe ud, vise sig som en liden Od eller Spids; f. Ex. om Skud paa Træer. N. Berg. (Af Odd). Jf. brydda. — Skulde ogsaa betyde at sætte Od paa.
Ydde, n. en liden Od eller Spids. Nhl.
yfsa, v. n. (e—te), anlægge Tagskjægget (Ufsen) paa et Huus; ogsaa om at fornye eller reparere den nederste Deel af Taget. B. Stift. (Af Ufs).
Yft, see Ykt. — ygne, s. øygna.
yksna, adj. geil, tyregal; om Køer. Hedder oftere yksne. Ørk. Sdm. og fl. (Isl. yxna). — yksna, v. n. løbe efter Tyr, springe; om Køer. Hedder ogsaa „laupe yksne“. Heraf Yksne-kyr, f. Ko som ledes til Tyren.
yksnast, v. n. opægges, ophidse sig selv (ligesom Oxerne). N. Berg.
Yksne, (n.), Oxer, Stude. Egentlig kollektivt, men bruges sædvanlig som Fleertal. (G. N. yxn, n. Oxe).
Ykt (aab. y), f. 1) Stund, Arbeidsstund, Tiden imellem to Maaltider; altsaa en Tid af tre eller fire Timer, eller omtrent en Fjerdedeel af Dagen. Et næsten alm. og meget brugeligt Ord. Hedder paa nogle Steder Økt og i Hardanger: Øykt. I Guldalen og ved Trondhjem forekomme Formerne Øft og Oft. (G. N. eykt). — 2) Mellemmads Tid, det Maaltid som holdes ved Klokken 3 eller 4 efter Middag. Nedenæs, Mandal. I Østerdalen hedder det Øft (aab. o). Ogsaa kaldet Yktedagen (i Nedenæs), og med Hensyn til Maaltidet: Yktabeden, egentl. Yktabite (i Mandal). Ellers: Non, Undꜳl, Æftasvær. (Hedder ogsaa i G. N. eykt). — Paa de øvrige Steder er Ykt et fælles Navn paa enhver af de fire Arbeidsstunder paa Dagen; den første af disse kaldes Morgo’ykt (Midmorgosykt, Ꜳbitsykt), den anden: Middagsykt (Dogursykt), den tredie Nonsykt, den fjerde Kveldsykt. — I Anledning af Overgangen til Oft kan man jævnføre Ordet Otta, med Formerne Ofta og Okta.
ykta, v. n. (a—a), hvile, slutte Arbeidet for at holde Maaltid. B. Stift. I Sdm. siges ogsaa ykte om at hvile lidt i Midten af Ykten.
Yktabite (aab. i), Mellemmad; s. Ykt.
Ykt-arbeid, n. et Arbeide, som kan fuldføres i en Ykt (altsaa paa tre eller fire Timer).
Yktamun (aab. u), m. den Forandring, som en Ting faaer paa nogle faa Timer. Dæ syne Yktamunen pꜳ di: det faaer en synlig Forandring paa en liden Stund.
Yktaslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en Ykt.
Yktedag(en), see Ykt.
Yktemund, n. den Tid da man pleier at slutte Arbeidet for at holde Maaltid. Sdm.
Yl (aab. y), m. 1) Varme, varm Luft. Meget udbredt Ord; tildeels udtalt Øl (især i Tr. Stift). G. N. ylr. — 2) Damp, Dunster som stige op fra Grunden (uden Hensyn til Varme). Tildeels i Ag. Stift. — halde Yl’en: holde sig varm, bjerge sig for Frost.
yla (yy), v. n. (e—te), hyle, tude, klynke, græde høit. Sogn, Gbr. og fl. (Jf. ula og hyla). G. N. ýla.
Yling, f. og Yl, m. Hylen, Tuden.
ylja (aab. y), v. n. (yl’, ylde), 1) varme. Tildeels i Tr. Stift (i Formen ølje). G. N. ylja. — 2) dampe, uddunste; især af Hede. Shl. og fl. Da va so heitt at da ylde. Imperf. skulde egentlig hedde ulde (aab. u), Supinum ult.
Ylja, pl. Fodsaaler; see Il.
ylla, v. a. (e—te), flosse, noppe, tilberede Uldtøi saaledes at det bliver laaddent eller flosset. B. Stift. (Af Ull). Heraf ylt og upp-ylt. Jf. steinyld.
yllast, v. n. (est, test), blive laadden, faae Laad eller Uld. — yllest upp-atte: faae ny Uld; om klippede Faar.
ylmast (aab. y), v. n. (est, dest), blive hidsig (eller egentl. olm), opægges, komme i Raserie; ogsaa: være i en hidsig, bitter Stemning, bære paa en Ærgrelse, som man vanskelig kan skjule. Eg veit ikje kva han gjeng ꜳ ylmest fyre. B. Stift. (Af olm).
Ylmoe, m. Solrøg, Dunster, som opstige fra Jorden i varmt Veir. Paa Helg. Ølmo og Ꜳlmo. I Gbr. Ylmos el. Ølmus. See ellers Moe.
Ylrøyk, m. Solrøg (= Ylmoe). Sjelden. I Hall. Ꜳlrøyk.
ylt (yld), flosset, laadden; s. ylla.
ymist, adv. af og til; s. ymse.
ymja (aab. y), v. n. mumle, brumme. Hard. (G. N. ymja.
Ymmer, m. (en Fugl), see Imbre.
ymse (aab. y), adv. af og til, afvexlende, forskjelligt. Søndre Berg. Sogn, Gbr. Ellers ymist (Hard. Jæd. Mandal), imist (Tell. Hall. Sdm.), og i de nordlige Egne: imsꜳ, imse, ems. G. N. ýmist. Sv. ömsom.
ymsen, adj. forskjellig. (Sjelden). See imis.
ymsna, v. a. omvexle, ombytte; ogsaa v. n. afvexle. Nhl.
Ynde, n. Behagelighed, Lyst, Fornøielse. (Sjelden). G. N. yndi.
Yngd, f. Ungdom, ung Alder. B. Stift. I Yngd’enne: i Ungdommen. „koma seg atti Yngd’a“: gifte sig med En som er yngre. (Undertiden ogsaa om at tillægge ungt Kvæg). N. Berg.
yngja, v. n. (gje, gde), yngle, faae Unger. Meget brugl. (Jf. unga). I Ørk. ogsaa om Fugle: ruge, udklække Æggene (= bræde, verma). Ellers ofte i Spøg om at faae mange Børn. — En anden Betydning er: forynge, som sjelden bruges.
yngjast, v. n. (gjest, gdest), forynges, blive ligesom ung igjen. Han yngjest upp-atte.
yngre og yngst; see ung.
Ynk, m. Ynk, Sorg. — ynkast, v. n. ynkes, røres. Jf. ꜳnka. (G. N. aumkast). ynkeleg, adj. ynkelig. ynksam, adj. medynksom.
ynskja, v. a. (kje, kte), ønske. G. N. œskja, óska. — Imperf. udtales ynste og Supinum ynst.
Ynskje, n. Ønske.
ynskjeleg, adj. ønskelig, værd at ønske. Hedder ogsaa ynskjande.
yppa, v. a. (a—a, og e—te), 1) løfte, hæve, lette op. Sogn og fl. yppa seg: lette sig op. G. N. yppa. (Af upp). — 2) yppe, opvække, bringe paa Bane. Mere alm.
yppare, adj. bedre, fortrinligere (egentl. høiere). Berg. Stift. (Sv. yppare). Superl. yppaste, er sjeldent.
ypppast, v. n. opkomme, opstaae; især om en Strid.
Yr, n. 1) Dug, fiin Regn; især Taageregn, de smaa Draaber som falde af en Taagesky. N. Berg. G. N. úr. — 2) Regn som viser sig langt borte, smaa Ilinger i Horizonten. Gbr. (Sv. yrväder). — 3) Mærker paa en Fiskestiim; smaa Hvirvler paa Vandfladen, der see ud som Spor af en fiin Regn. Sdm. Ellers kaldet Uppfar (Tr. Stift), Røv (Shl.).
yr, adj. vild, urolig, springsk; f. Ex. om Heste. Østerd. (Sv. yr). — Jf. øren, og G. N. œrr, gal.
yra, v. n. 1. (e—te), 1) dugge, regne fiint som af Taage. B. Stift. Dæ yre ta Skoddenne: det dugger af Taagen. — 2) vise Tegn til Regn eller Snee i Horizonten, sætte til med Ilinger langt borte. Gbr. (Jf. ela, kjøva). Sv. yra, drive. — 3) om Fiskestimene, naar de frembringe synlige Hvirvler paa Vandfladen, saa at det seer ud som om der faldt Regn eller Dug. Sdm. (I Shl. røvja).
yra (yre), v. n. 2. (e—te), mylre, vrimle. See yrja.
yra, v. n. 3. (e—te), bruse, strømme, om Blodet i Legemet, og ellers om forskjellige pludselige Forandringer i Legemets Befindende. Helg. „Da yre i Kroppen“, om en pludselig Fornemmelse af Hede, Kulde eller Smerte. (Andre Steder: flaga, renna, kjøla og fl.). Da yre i Tenn’enne, om en Fornemmelse af Kulde i Tænderne. „Da yre i Hau’e“, deels om en Opstigning af Blodet (Kongestion), deels om et Anfald af Svimmelhed. Jf. øra.
Yre (aab. y), f. see Ore.
Yring, f. 1) det samme som Yr, n. — 2) Brusen, Strømninger i Legemet, pludselige Anfald af Hede eller Kulde og lignende. Helg.
yrja (aab. y), v. n. (yr’; urde, urt), mylre, vrimle. Tell. I Ag. Stift: yre (yy). Dæ va sꜳ fullt at dæ urde (aab. u). Dæ va sꜳ dæ yrte (Buskr. Hedemarken). Ellers: kry, kreka, ꜳdꜳ.
Yrja, f. 1. Hob, Dynge, stor Mængde. Sogn.
Yrja, f. 2. langvarig Blæst, især med Uveir. Rbg. Tell. — Hertil Austyrja, Vestyrja. (G. N. yrja, Regn). I N. Berg. hedder det Gyrja.
yrk, adj. bestemt til Arbeide, ikke hellig; om Dagene. N. Berg. og Tr. Stift. I Inderøen: yrkjen. See vyrk (som er en fuldkomnere Form). Neutrum (yrkt) udtales altid yrt (aab. y); saaledes „yrt ꜳ heilagt“, ɔ: Søgnedage og Helligdage. G. N. yrkt, = virkt (N. g. Love, I, 139).
Yrka, f. Søgnedagene (= Vyrka). N. Berg. og Tr. Stift. Hertil Talemaaderne: Helg ꜳ Yrke, midt i Yrkenne, og fl.
Yrkje, n. Emne, Stof, Materiale; f. Ex. til Bygning. Tr. Stift. I Gbr. Vyrkje; andre Steder: Verkje.
yrkjelaus, adj. 1) forlegen for Materiale. 2) ørkesløs, ledig.
Yrma, m. Slangemoder, Hunslange med Unger. N. Berg. I Tell. hedder det Yrmle. See Orma.
yrt (aab. y), see yrk.
yrve, v. a. binde en Lee til Skaftet. Sdm. (sjelden). Af Orv.
Ysma (aab. y), f. Damp, Dunster, ureen Luft. Nhl.
yst (yy), adv. yderst, længst ude. (Egentlig ytst, af ut). yst ꜳ øvst: i det yderste og øverste Hjørne. yst ute: længst ude.
ysta (aab. y), v. a. (e—e), oste, lave Ost; opvarme Mælken, for at Osten kan adskille sig fra Vallen. Meget brugeligt i de sydlige Distrikter. Hedder ellers blengje (Sdm.) og kjæsa (Helg.). Sv. ysta.
yste (yy), adj. yderste. G. N. ýtstr, ýzti. yste Leid’a: den ydre Led (Søvei). yste Dyr’a: den yderste Dør.
Ystel (aab. y), m. færsk Ost, Osten i dens første utilberedede Tilstand, saaledes som den adskiller sig fra Vallen. Tell. Hall. Gbr. (Ellers kaldet Ost, Kost, Kjuke). — Ogsaa en liden Kage eller sammenpresset Klump af færsk Ost. Valders. (Ellers Mjelkost og Kjøsel).
Ysting (aab. y), f. det Arbeide at lave Ost eller skille Mælken.
Yta, f. Udved i Træer, den ydre og ringere Deel af Veden i Naaletræerne, nærmest ved Barken. Ørk. (i Formen Yt’), Østerd. (Yte). Andre Steder Gjeita. — Skulde egentlig betyde Yderdeel eller Overflade i Almindelighed, ligesom Svensk yta. Af ut.
yta, v. a. (e—te), 1) flytte, støde lidt tilside, sætte længere ud. Sogn og fl. (Af ut). G. N. ýta. (Ellers skjota, føra, flytja). Ogsaa støde bort, drive, støde En omkuld o. s. v. Gbr. og fl. (Ellers skuva). — 2) afhænde, overlade, skille sig ved. Tell. I Kortspil om at lægge enkelte Kort fra sig. (Andre Steder: saka). — Particip: ytt (yy).
Yting, f. Støden, Skubben.
ytleg, adj. noget vestlig, om Vinden. Helg. og tildeels i Tr. Stift. Ellers utleg.
ytra (yy), v. a. (a—a), sætte længere ud, fjerne, bortflytte. Tell. og fl. — Andre Steder „ytra seg“: a) komme længere ud; ogsaa gaae til Vest, om Vinden. b) yttre sig, udlade sig med noget. (Sjeldnere).
ytre, adj. ydre, udenfor værende; ogsaa som ligger nærmere ved Kysten eller Havet. (See ut). G. N. ýtri. Superl. yste.
yttaste (yy), adj. yderst, længst, sidst. „drygje ti dæ yttaste“: opsætte noget til det sidste Øieblik, forhale til det yderste. N. Berg.
yva, el. yve (yy), v. n. (e—de), staae ud, sprede sig ud, staae vidt og bredt udspærret, f. Ex. om Haar. Helg. (Jf. yven). G. N. ýfa, oprive. Sv. yfva sig.
yve (aab. y), præp. (med Akk. og Dativ), over. Hedder ogsaa ive (aab. i) eller ivi (Rbg. Tell.) og øver (Østerd.); egentlig yver. G. N. yfir, ifir. Sv. öfver. — Brugeligt i følgende Betydninger. 1) om en Bevægelse til eller fra en høiere Stilling, og ligeledes om en Forbliven i en høiere Stilling. I første Tilfælde forbindes det med Akkusativ, i andet Tilfæde med Dativ. F. Ex. Heng dæ upp-yve Omn’en. Derimod: dæ heng upp-yve Omn’a. — 2) om en Udstrækning, Udspredelse eller Bedækkelse. fram yver Bor’e. utyve seg. (Ogsaa med begge Kasus). — 3) om en Overfart; tvert over, f. Ex. yve Fjor’en. (Kun med Akkusativ). — 4) om en Overskridelse, Overstigen i Omfang, Tid eller Antal, ligesaa i Magt eller Rang. yve eit Ꜳr. yve alle hine. Hertil Udtrykkene: yve Lagj’e, ɔ: usædvanligt, i meget høi Grad. (Jf. Overlag). yve Mꜳten: overmaade. (Søndre Berg.). — 5) om Raadighed eller Herredømme. rꜳ’ yve. ha ’Vald yve. — Det er imidlertid kun i den sydvestlige Deel af Landet, at man siger „yve“ i alle disse Betydninger. I Nordre Berg. bruges „yve“ kun i de to første Betydninger, men derimod „ꜳver“ (over) i de tre sidste. I Tr. Stift og Nordlandene synes Formen yve (el. øve) at være endnu sjeldnere.
Yvebreidsla, f. Dække, Overtæppe i en Seng. B. Stift. (Yvebreitla). — Modsat Underbreidsla.
Yvedeild, f. Overdeel, øverste Deel. Sjelden (s. Øvredeild).
yvefallen, adj. overfalden.
Yvefær, f. 1) Overfarelse, Besigtigelse, Gjennemløben. (G. N. yfirferð). 2) en omgaaende eller fængende Sygdom. B. Stift. Jf. Farang.
Yveføtte, n. den øverste Deel af Sko og Støvler. N. Berg.
Yvegꜳng, m. 1) Overgang. (Sjelden). — 2) en Buk som er over to Aar gammel. Sogn.
yvegoven (aab. y og o), adj. ganske udmattet, hjælpeløs; ogsaa modløs, som giver sig tabt. Meget brugl. i Søndre Berg. I Shl. siges ogsaa: yvunnen (for yvevunnen).
Yveklæde, pl. n. Overklæder.
Yveled (aab. y og e), n. Overlæder i Sko. N. Berg. Ellers Yveler (ee). Isl. yfirleðr.
yveljost, adj. n. ganske lyst (om Morgenen). Søndre Berg. (= ꜳlljos).
Yvelæta, f. 1) megen Omtale, Ræsonnering, Bedømmelse. Tildeels i Berg. Stift. (Af Talemaaden: lꜳta yve). — 2) Ros, Lovtaler; ogsaa Smiger. Helg. (G. N. yfirlæti, Pralerie). — 3) Skum paa Øl. Sdm.
yven (yy), adj. 1) strid, udspredt, udspærret, vid og bred; f. Ex. om Haar, Kviste, Halm o. s. v. Helg. I Namdalen: uven, der ogsaa betyder det samme som ruven. — 2) stolt, som bryster sig eller gjør sig til af noget. Helg. (Jf. ybben: vred). G. N. ýfinn, stridhaaret. Sv. yfvig. Jf. yva. — yve Hꜳr: stridt Haar, som ikke falder rigtig sammen.
Yveplagg (aab. y), n. Klædningsstykke at bruge udenpaa. Ogsaa om Tørklæder, ligesom Kasteplagg.
Yveseng, f. Overdyne.
Yvestein, m. Oversteen, Løberen i en Kværn.
Yvestode (aab. y og o), f. Larm, Tummel, Uro; ogsaa Overhæng. Sdm.
Yvetad, n. Gjødsel som udspredes over Ageren efter at den er pløiet. N. Berg. Jf. Undertad.
Yvetak, n. Overgreb, det øverste Hold eller Tag i Brydning; undertiden ogsaa Overmagt, Overlegenhed.
Yvetræme, n. et Laag af Skind, til at lægge over Mælkekar. Nhl. Hedder sædvanlig Yvetræmme; see Trøm.
yvja (aab. y), v. n. (a—a), døse, gaae ligesom i Drømme, gaae omkring fra det ene til det andet, uden at udrette noget. Sdm.
yvna (yy), v. n. sprede sig ud, blive stridere (s. yven). Helg.
yvunnen, see yvegoven.