P. A. Munch (Sars, 1862)
Blandt Nordens nulevende Videnskabsmænd er der neppe nogen, som har udfoldet en mere udbredt og mangeartet literær Virksomhed end Professor Munch. Han er Historiker, Lingvist, Geograf og Antikvar, og, ulig de fleste, der deler deres Tid og deres Kraft mellem forskjellige Fag, har han i enhver af disse Videnskaber indlagt sig udmerkede Fortjenester og opnaaet et betydende Standpunkt. Han er en ligesaa heldig som flittig Folkeskribent, og har gjennem en udbredt publicistisk Virksomhed, i høiere Grad end maaske nogen anden, bidraget til at bestemme Opinionen i sit Fædreland med Hensyn til flere af de paa Dagsordenen staaende vigtige Spørgsmaal. Hans Popularitet i Norge er overordentlig stor; hvad det norske Folk efter den politiske Selvstændigheds Gjenerhvervelse mest af alt savnede og mest af alt trængte til, var en national Historieskrivning, og neppe har nogen enkelt Mand i denne Henseende udrettet mere for sit Fædreland end Munch. Men ogsaa det øvrige Norden skylder ham meget i videnskabelig Henseende, og Erkjendelsen heraf vinder mere og mere Rum, trods den Uvilje, som enkelte af hans historiske og politiske Anskuelser har vakt mod ham, fornemmelig i Danmark. Vi vil her søge at give en kort Udsigt over hans Liv og literære Virksomhed.[1]
Slegten Munch skal, efter et Sagn inden denne, oprindelig være indkommen fra England. Den ældste af Slegten, som nu med Bestemthed kan opgives, er Søren Munch, der deltog med Tordenskjold i Slaget ved Dynekilen, og døde, som Kapteinløitnant, i Kristiania 1748. Han var gift med en Morsøster af de bekjendte Jurister Jacob Edvard og Christian Colbjørnsen, og havde en Søn, Peder, der i 1776 blev Sogneprest til Vaage i Gudbrandsdalen og var gift med Kristine Storm, en Halvsøster af Digteren Edvard Storm. Peder Munch havde to Sønner: Johan Storm, født 1778, der døde som Biskop i Kristianssand og er Fader til Digteren Andreas Munch, og Edvard, født 1780. Denne sidste, der døde som Stiftsprovst i Kristiania 1847, var gift med Johanne Sophie Hofgaard, Datter af Sogneprest til Aal i Hallingdalen A. Hofgaard. Af dette Egteskab er Peter Andreas Munch det ældste Barn og født i Kristiania den 15de December 1810. Hans Fader var dengang Lærer ved Kadetakademiet, men befordredes nogen Tid efter til Sogneprest til Gjerpens Prestegjæld i Nærheden af Skien. I denne Bys lærde Skole blev Sønnen indsat, da han var 13 Aar gammel, og dimitteredes derfra sammen med nuværende Professor Schweigaard i Aaret 1828.
Allerede under Skolegangen lagde han en afgjort Forkjærlighed og Begavelse for historiske og lingvistiske Studier for Dagen, og lærte sig selv Oldnorsk ved Hjælp af et Par Sagaer, Rasks islandske Grammatik og Bjørn Haldorsens Leksikon, der fandtes i hans Faders Bibliothek. Da han var bleven Student, fortsatte han disse Studier med Iver under Professor Keysers Veiledning, som netop ved denne Tid efter sin Tilbagekomst fra et toaarigt Ophold paa Island havde begyndt at holde Forelæsninger over oldnorsk Literatur og Historie. Ved Siden heraf lagde han sig efter nyere europæiske Sprog, og, for det sammenlignende Sprogstudiums Skyld, tillige efter Angelsachsisk og Gothisk, og forberedede sig derved paa den grundigste Maade til sin historiske Virksomhed. Thi Historien var og blev hans Yndlingsfag.
Disse rent videnskabelige Sysler, hvormed Munch tilbragte sit Studenterliv, afbrød han for en kort Tid, da han, som de fleste andre, maatte tænke paa at vælge et Brødfag. Han valgte det juridiske og absolverede i 1834 juridisk Embedseksamen med bedste Karakter. Kort Tid efter aabnede der sig en Udsigt for ham til at gjøre Anvendelse af de Kundskaber, han havde erhvervet sig. Storthinget havde nemlig allerede længe tilforn bevilget en Sum Penge til Samling og Afskrivning af Materialier til en Udgave af Norges gamle Love. Dette Arbeide blev overdraget daværende Lektor Keyser, med Munch som Medhjælper, og i Mai 1835 begav de sig begge i hint Øiemed til Kjøbenhavn, hvorfra de efter to Aars Forløb reiste til Stockholm, for at fortsætte Arbeiderne ved de derværende Bibliotheker.
Munch kom dog ikke til at opholde sig længe paa det sidstnævnte Sted; thi i Mai 1837 udnævntes han til Lektor i Historie ved Kristiania Universitet, i den kort forhen afdøde Professor Steenblochs Sted, og maatte saaledes vende tilbage for at overtage denne Lærerpost. Fire Aar efter blev han udnævnt til Professor.
Ved Universitetet har han fornemmelig holdt Forelæsninger over den ældre nordiske Historie, men tillige over sprogvidenskabelige Emner, over Gothisk, Angelsachsisk, Olddansk og Oldsvensk, over enkelte Afsnit af Middelalderens og den nyere europæiske Historie, over Norges Geografi m. m. — Hans Lærervirksomhed har oftere været afbrudt ved Reiser, foretagne i videnskabeligt Øiemed. I tvende Somre bereiste han de dengang endnu saagodtsom aldeles ubekjendte Fjeldvidder mellem Numedal, Hallingdal, Voss, Hardanger og Thelemarken, for at indhente Oplysninger til sit Kartarbeide over Norge. I 185O foretog han en Reise i antikvarisk Øiemed til Bergen, og i 1855 en lignende til Throndhjem, hvis berømte Domkirke han ved denne Leilighed undersøgte. — For at anstille Efterforskninger angaaende Levningerne af norsk Nationalitet og Sprog i Norges ældre Kolonilande, Normandiet og Orknøerne, samt ellers i Bibliothekerne og Arkiverne i Paris og Edinburgh søge efter Oplysninger til Norges Historie, foretog han tvende Reiser med offentlig Understøttelse, nemlig i Sommeren 1846 til Paris og Normandiet, og om Høsten 1849 til Skotland og Orknøerne, hvorfra han i Januar 1850 vendte tilbage over London. — Storthinget bevilgede ham i 1857 et Stipendium af 3000 Spdlr., for under et toaarigt Ophold ved fremmede Arkiver, navnlig det pavelige, at samle Bidrag til Norges Historie; han tiltraadte denne Reise i Oktober samme Aar, opholdt sig til Juli 1858 i Kjøbenhavn og reiste derfra over Berlin og Wien til Rom, hvor han forblev indtil Vaaren 1861, da en senere Bevilning af Storthinget i 1859 satte ham istand til at forlænge Opholdet, udover hvad der oprindelig var bestemt. Vatikanets Arkiv, der hidtil havde været lukket for Norges Videnskabsmænd, aabnede sig for ham, og den danske og svenske Regjering skyndte sig derfor at benytte Leiligheden til ogsaa at erhverve Afskrifter af Dokumenter vedkommende Sveriges og Danmarks Historie. Udbyttet af denne Reise er endnu kun delvis bekjendt, men man kan allerede af, hvad der hidtil er blevet tilgjængeligt for Publikum, se, at det har været rigt.
Kort før Munchs Hjemkomst til Norge, i Mai 1861, var Rigsarkivar Lange afgaaet ved Døden; Munch blev nu konstitueret som Bestyrer af Rigsarkivet, og Samtidigt hermed afgav Regjeringen en Indstilling, der skal forelægges det til Høsten sammentrædende Storthing, og gaar ud paa, at der skal bevilges ham en ekstraordinær Gage paa 1500 Spdlr. aarlig, forat han, uhindret af Embedsforretninger, udelukkende kan anvende sin Tid og Kraft til sine vigtige fædrelandshistoriske Arbeider. Storthinget har allerede ved flere tidligere Leiligheder vist, at det forstaaer at paaskjønne Munchs Fortjenester; man kan derfor haabe, at denne Indstilling vil gaa igjennem.
I Tidens Løb er Munch bleven optaget som Medlem af en Række lærde Selskaber. Han er saaledes Ordentligt Medlem af det nordiske Oldskriftsselskab i Kjøbenhavn og Videnskabsselskaberne i Throndhjem og Kristiania, korresponderende Medlem af Videnskabsakademiet i Berlin, de geografiske Selskaber i Paris, London og St. Petersburg og det historiske Akademi i Madrid, Æresmedlem af det skotske antikvariske Selskab, det islandske Literaturselskab og Foreningen for norske Fortidsmindesmerkers Bevaring. I 1857 blev han Ridder af St. Olafsordenen og i 1861 Ridder af Nordstjernen.
Munchs første større Skrift er en temmelig udførlig «Norges, Sveriges og Danmarks Historie», der udkom i 1838. Denne Bog var egentlig bestemt til Skolebrug; men ved sine mange originale Synsmaader, sin Anordning og Fremstilling kom den snarere til at faa Karakteren af et selvstændigt, videnskabeligt Arbeide. Den blev i det hele fordelagtigt bedømt af de danske Lærde Paludan-Müller og Molbech, som begge udtalte deres Anerkjendelse af Forfatterens stilistiske Talent og Lærdom, men dadlede hans paa flere Steder fremtrædende Bitterhed mod Danmark, som iøvrigt paa hin Tid var meget undskyldelig hos en norsk Historiker. En mere kortfattet Bearbeidelse af det samme Emne og en kortfattet «Norges Historie» udkom i det følgende Aar. Derpaa fulgte i 1840 «Nordens gamle Gude- og Heltesagn», som senere er udkommen i flere forbedrede Oplag og har vundet megen Udbredelse. Det er uden Tvivl den bedste Fremstilling af Nordens Mythologi, som man endnu besidder, udmerket ved en let overskuelig Anordning af det righoldige Stof, og en klar, livlig og tiltrækkende Stil. — Ved Siden heraf leverede Munch en stor Mængde Afhandlinger af historisk-kritisk Indhold til forskjellige videnskabelige Tidsskrifter, saasom til Norske Samlinger, Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur, Annaler for nordisk Oldkyndighed o. fl. Blandt disse maa navnlig fremhæves, som de i videnskabelig Henseende vigtigste og interessanteste, hans «Undersøgelse angaaende Danmarks ethnografiske Forhold i de ældste Tider og om Ensartetheden i Danmarks Befolkning» (Ann. f. Nord. Oldkyndighed 1848) —, i hvilken han med Skarpsindighed og udtømmende Lærdom paaviser det ugrundede i den af enkelte tyske Lærde opstillede Paastand, at den jydske Halvøs Befolkning er af tysk Oprindelse og forskjellig fra Øernes Befolkning, eller de saakaldte «Inseldänen» — samt hans Afhandling «Om Kilderne til Sveriges Historie i den førchristelige Tid» (Ann. for Nord. Oldkyndighed 1850). Denne sidste har Munch selv anseet for den bedste af sine kritisk-undersøgende Afhandlinger, og dens Resultat, at «Sverige ei har besiddet egne nationalhistoriske Sagaer eller Sagn, ældre end Christendommen», er ogsaa forblevet uimodsagt og uomstødeligt.
Munchs Hovedverk, og et Hovedverk i hele Nordens historiske Literatur, er imidlertid hans «Norske Folks Historie», hvoraf den første Hovedafdeling, som gaar til Aaret 1319, udkom 1851-1857 med seks svære Oktavbind, og den anden Hovedafdeling, som i tre Bind skal omfatte Norges Historie i Perioden fra 1319 til 1536, begyndte at udkomme ifjor. Dette Verk er naturligvis kjendt og læst af enhver, der har gjort nordisk Historie til sit Studium; dets store videnskabelige Værd er uomtvisteligt og har ogsaa udenfor Norden fundet Anerkjendelse, idet blandt andet det første Bind er indført i den tyske Literatur som to særskilte Skrifter, og Verket benyttes og citeres af fremmede Forfattere, som en Hovedkilde til Kundskaben om og Forstaaelsen af Nordens ældre Historie. Men allerede dets uhyre Omfang viser, at det ikke kan fyldestgiøre den historiske Kunsts Fordringer til Stoffets Begrænsning og Sigtning. Det er ogsaa bleven fremhævet, at dets Stil ikke altid er saa renset og klar, som man kunde ønske, at dets Læsning stundom er trættende, fordi Fremstillingen afbrydes ved hyppige Digressioner, fordi det lærde Apparat og de kritiske Undersøgelser indføres i hele dets Bredde, og fordi Forfatteren idelig opstiller Hypotheser og Formodninger, som forstyrrer Indtrykket af, hvad Kilderne selv indeholder. Men selv om man vil indrømme, at disse Bemerkninger for en Del er rigtige, maa man dog erindre, at et Verk kun bør bedømmes efter det Maal, som Forfatteren selv har stillet sig. Munch har i Fortalen i første Bind af «Det Norske Folks Historie» paapeget, at den norske Historiografi savnede, hvad der for de fleste øvrige europæiske Landes Vedkommende allerede var opnaaet, et nogenlunde sikkert Grundlag, hvorpaa der kunde bygges, og hvortil man kunde henholde sig, som til noget givet, der ikke behøvede at bevises. Man var endog værre faren, end om Norges Historie havde været aldeles ubearbeidet, da der i Tidens Løb ved Misforstaaelser, Mangel paa Kritik og Kildestudium havde indsneget sig en Mængde Vildfarelser og vrange Meninger i Norges og den nordiske Oldhistorie overhovedet. Han havde saaledes ingen slagen Landevei at ile frem paa, men var nødt til selv Skridt for Skridt at bane sig Vei med Økse og Spade i Haand. Derfor syntes ham ogsaa Hovedvegten mindre at burde lægges paa Stoffets kunstmæssige Anordning, paa Form og Fremstilling, end paa de kritiske Undersøgelser og den omhyggelige Drøftelse af Enkelthederne; det blev snarere hans Plan at levere et Magazin for norsk Historie, der indeholdt Materialet til denne, kritisk prøvet og i fuldfærdig Stand, end Historien selv, og fra dette Synspunkt vil ogsaa hine Anker for en stor Del bortfalde. Sikkert er det, at Munchs Verk indeholder en stor Rigdom af nye Resultater, samt Berigtigelser af vrange Meninger og Misforstaaelser, at det er et uundværligt Hjælpemiddel for enhver, der vil beskjæftige sig med den Del af Nordens Historie, som det omfatter, og at det bærer Vidnesbyrd om en Lærdom og en Skarpsindighed, som maaske ikke har havt deres Mage i Nordens historiske Literatur.
I «Det Norske Folks Historie» findes den udførligste Fremstilling af Munchs eiendommelige Theori om Nordens Bebyggelse og ældste ethnografiske Forhold, der har givet Anledning til Navnet «Den norske historiske Skole». Denne Theori er, som bekjendt, først fremsat af Keyser, men videre udviklet og udførligere begrundet af Munch. Den vakte i Begyndelsen megen Modsigelse i Sverige og Danmark, og i det sidstnævnte Land endog den heftigste Uvilje, men har efterhaanden vundet mere og mere Indgang, og er i det væsentlige bleven tiltraadt af flere af Europas første Lærde, blandt andre af Ethnologiens Skaber Pritchard. Det er muligt, at den vil dele Skjæbne med saamange af de under Videnskabens Udvikling fremsatte Theorier og Hypotheser: at fortrænges og give Plads for en nyere og bedre. Saameget er imidlertid sikkert, at den betegner et stort og afgjørende Fremskridt i den nordiske Oldforskning. Det historisk-ethnografiske System, som blev opført i forrige Aarhundrede, fornemmelig ved Suhm, og hvorved de senere danske og svenske Oldforskere i Regelen har slaaet sig til Ro, er af Munch fuldstændig tilintetgjort og dets mange Skrøbeligheder saa slaaende eftervist, at ingen kan falde paa at vende tilbage dertil. Den virkelig kritiske Behandling af de nordiske Vandringssagn og den nordiske Oldhistorie overhovedet, er først begyndt med Munch og Keyser, og selv Angrebene mod deres Lære maa rettes fra det Grundlag, som ved dem er vundet. Ingen vil kunne negte, at den norske historiske Skoles Theori om Nordens Bebyggelse er opført med en sjelden Forening af Lærdom, Kritik og kombinatorisk Talent. Det kan vistnok indrømmes, at Munch, i Følelsen af, at man aldrig kan faa stor Bevisstyrke nok for sine Meninger i en saa mørk og usikker Materie, stundom har været vel lidet kræsen i Valget af sine Argumenter, og at han stundom vel endog har taget feil. Men han har bygget sin Lære paa et saa bredt Grundlag og hentet sine Beviser fra saamange forskjellige Kilder, fra Sprogvidenskaben, fra Arkæologien, fra andre Folks Vandringssagn, foruden de nordiske Folks egne, at den staar urokket, om end en enkelt af de Støtter, hvorpaa den er opført, skulde vise sig at svigte. Det er beklageligt — og Munch har selv for ikke længe siden offentlig udtalt sin Beklagelse derover, — at de danske Historikere, som fornemmelig har vist sig utilbøielige til at gaa ind paa den nye Lære, har indskrænket sig til at modsige eller ignorere den. Noget Forsøg paa at indlade sig i en alvorlig Diskussion er, saavidt vi ved, endnu ikke gjort fra deres Side; thi et nylig udkommet Skrift, der angiver som sit Resultat at have kuldkastet alle Munchs Theorier om Nordens Bebyggelse nordfra og om Danmarks ældre gothiske Befolkning, synes at have naaet dette sit Maal ad altfor bekvemme Gjenveie, og at være skrevet i en altfor ugenert Tone, til at der kan være stor Rimelighed for, at det vil fremkalde en Diskussion. — Munch har iøvrigt i Anledning af nogle Artikler i et svensk Blad udgivet en liden Bog, «Om den norske historiske Skole», hvori hans Lære kortelig forsvares og begrundes i Modsætning til de ældre Theorier. Det er et, saavel hvad Form som Indhold angaar, fortræffeligt Arbeide, og hører i stilistisk Henseende til det bedste, han har skrevet.
Ogsaa i kildesamlende Retning og som Udgiver og Oversætter af de gamle Sagaer har Munch udfoldet en stor og fortjenstfuld Virksomhed. Sammen med Keyser begyndte han i 1846 Udgivelsen af Norges gamle Love, hvoraf 3 Bind hidtil er udkomne. Sammen med Keyser og Unger har han udgivet Kongespeilet (1848), sammen med Unger den ældre Edda (1847), den tilforn uudgivne norske Kongesaga Fagrskinna (1847) og Snorre Sturlassons Olaf den Helliges Saga (1853). Alene udgav han i 1843 Bjørgynjar Kálfskinn, eller Fortegnelse over den Bergenske Bispestols Jordegods i det 14de Aarhundrede, 1845 Munkalif Klosters Jordebog, 1850 under Titel af Symbolæ ad historiam antiqviorem rerum Norvegicarum en paa Latin forfattet Norgeshistorie, som han under sit Ophold i Skotland havde opdaget i et gammelt, hidtil saagodtsom ubekjendt Haandskrift; i 1852 Aslak Bolts Jordebog, og i 1853 Olaf Tryggvasons Saga ved Odd Munk. I 1860 udkom fra hans Haand en Udgave af Chronica regum Manniæ, med en længere Indledning og mange lærde og interessante Noter — et Verk, der er blevet omtalt med megen Anerkjendelse i anseede tyske og engelske Tidsskrifter. — Et af Munchs tidligste literære Arbeider var en Oversættelse af Snorres Norske Kongesagaer, hvoraf dog kun første Hefte blev trykt (1833). Senere gjenoptog han imidlertid dette Arbeide, og i 1859—60 udkom en fuldstændig Oversættelse, som, i Forbindelse med endel andre Sagaoversættelser fra hans Haand, vidner om, at han med Held forstaar at gjengive den gamle Sprogtone.
At Munch til sine historisk-ethnografiske Undersøgelser ikke har kunnet undvære et grundigt Studium af de germaniske Sprog og den nordiske Arkæologi, er selvfølgeligt. Men man maa forbauses over, at han, ved Siden af en saa omfangsrig historisk Virksomhed, har fundet Tid og Kraft til at berige ogsaa disse Videnskaber med mange og værdifulde Arbeider. Hans sproglige Forfatterskab er af den Udstrækning og Beskaffenhed, at det snarere kunde synes at være Frugten af en til Sprogforskningen udelukkende opofret Virksomhed, end at tilhøre en Mand, hvis egentlige Fag er et andet, og man har endog været tilbøielig til at mene, at han her har fundet sin Begavelses retteste Felt. De vigtigste af hans sprogvidenskabelige Skrifter er: «Det norske Sprogs Grammatik» (1847), hvilken han udarbeidede i Fællesskab med Unger. «Det gothiske Sprogs Formlære» (1848). «Fornsvenskans och Fornnorskans Språkbyggnad» (Stockholm 1849), samt en Afhandling i Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1846 «Om det fællesnordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale Orthographi, Grammatik og rette Forhold til Norrønamundarten». Hans Fortjenester af den nordiske Sproghistorie bestaar fornemmelig deri, at han, medens man tilforn betragtede Sproget i de norsk-islandske Sagaer og øvrige Sprogmonumenter som det fællesnordiske, og i Overensstemmelse dermed kaldte det Oldnordisk, har bevist, at det kun er en Green eller nyere Udvikling deraf, og at der, jevnsides med Norrønamundarten og samtidig med dennes Blomstren i den norsk-islandske Literatur, bestod en særegen olddansk og en særegen oldsvensk Mundart, hvis Afvigelser fra den norrøne eller norsk-islandske blandt andet er paavist i den ovennævnte Afhandling i Annalerne, samt i «Fornsvenskans och Fornnorskans Språkbyggnad».
Det betydeligste af Munchs arkæologiske Arbeider er den af ham leverede Tekst til Pragtverket over Throndhjems Domkirke, der udkom i 1859. Han havde allerede tidligere i flere Afhandlinger beskjæftiget sig med dette Emne, men fornemmelig ved sidstnævnte Verk er det lykkedes ham at levere mange nye Bidrag til dets Belysning. — Som Runolog nyder Munch en stor og fortjenstfuld Anseelse. Hans dybe Sprogkundskab og hans kombinatoriske Talent lader ham her overvinde Vanskeligheden som de fleste maa give tabt for. Af hans hidhørende Arbeider kan merkes: hans Afhandlinger i «Annaler for Nord. Oldkyndighed» 1847 og i «Monatsbericht der Berliner-Academie» 1848 om Indskriften paa det ved Gallehus i 1734 fundne Guldhorn, i hvilke han bevidste, at den var ren gothisk; hans Afhandling om Tunestenen og om de nylig opdagede orknøiske Runeindskrifter m. fl.
Ogsaa Norges ældre Geografi har i Munch fundet en flittig og dygtig Bearbeider. I «Samlinger til det Norske Folks Historie» har han offentliggjort geografiske Notiser om Orknøerne og Hetland, i «Annaler for «Nord. Oldkyndighed» en omfattende Afhandling «om Nordens, især Norges, Bebyggelse af vore Forfædre, belyst fornemmelig ved Undersøgelse af geographiske Forhold, Stedsnavne og andre topographisk-lingvistiske Data» (1846), «Geographiske Oplysninger om de i Sagaerne forekommende skotske og irske Stedsnavne» (1852), og desuden flere Bidrag til at bestemme Norges Grænser i ældre Tid. I 1849 udkom hans fortjenstfulde «historisk-geographisk Beskrivelse over Norge i Middelalderen», hvorved et føleligt Savn blev afhjulpet. — Denne Syslen med Norges ældre Geografi har tillige ledet ham ind paa den nyere. Til Keilhau’s berømte Verk «Gæa Norvegica» leverede han en Oversigt over Norges orografiske Forhold. Foruden et Par Skolekarter har han udarbeidet et Generalkart over Norge, der, saavel med Hensyn til Fuldstændighed som Paalidelighed, er det bedste, man endnu besidder, og hvoraf flere Oplag er udkomne. For Tiden er han beskjæftiget med et Kart over Norge i Middelalderen hvortil Storthinget i 1857 bevilgede den fornødne Sum.
Ved Siden af saa mangfoldige og forskjelligartede videnskabelige Arbeider har Munch kunnet udfolde en ikke ringe Virksomhed som Folkeskribent og som publicistisk Forfatter. Han har udgivet flere til Almenlæsning bestemte Tidsskrifter, blandt andre siden 1856 «Norsk Maanedskrift», hvoraf 6 Bind er udkomne, og han deltog i længere Tid i «Morgenbladet»s Redaktion. Som Journalist har han fornemmelig holdt sig til Behandlingen af, hvad man kunde kalde de mere videnskabelige Dagsspørgsmaal, som t. Eks. Sprogbevægelserne i Norge, Skandinavismen o. a. Over det sidstnævnte Emne har han, saavel i «Morgenbladet» som i sit Maanedsskrift, skrevet flere længere Artikler, hvoraf et Par ogsaa er udkomne som særskilte Brochurer. Han har i dem tildels udtalt Anskuelser om Danmarks Forhold til det øvrige Norden og til Tydskland, som har vakt megen Uvilje i det førstnævnte Land og neppe synderlig Anklang hos hans egne Landsmænd. Men Munch er Videnskabsmand og ikke Politiker, og han har gjort sig skyldig i en hos Videnskabsmænd meget almindelig Feil, at tillægge videnskabelige Theorier en altfor umiddelbar Vegt med Hensyn til Afgjørelsen af det praktiske Livs Spørgsmaal.
Af den foregaaende Oversigt over Munchs Forfattervirksomhed, hvori naturligvis kun det mere betydelige har kunnet medtages, vil Læseren faa en Forestilling om hans uhyre Produktivitet, og naar man dernæst betænker, at Størsteparten af, hvad han har skrevet, er bygget paa de mest omfattende og grundige Undersøgelser og rig paa nye Resultater for Videnskaben, vil man indse, at denne Produktivitet ikke blot vidner om Jernflid, men om den sjeldneste Begavelse. Munch besidder en fabelagtig Hukommelse, gjennemtrængende Skarpsindighed og en Kombinationsevne, der maa kaldes genial. At denne Evne stundom har bragt ham paa Afveie og forledet ham til Hypothesemageri, er vist nok. Men den lader ham ogsaa overvinde Vanskeligheder, som andre neppe vilde gaa imøde, den lader ham læse de gaadefuldeste Indskrifter, hitte Rede paa de mest forviklede Forhold og ved heldige Gjetninger udfinde Sandheden af Kildernes ofte modsigende, paa allehaande Misforstaaelser byggede Efterretninger. Hans Blik har en Skarphed, der kan lignes med, hvad der fortælles i Mythen om Thors, at Bjelker og tykke Mure springer istykker for det, og han ser, hvad der ligger bagved. Men han er maaske vel meget tilbøielig til altid at ville se noget bagved. Hans Fremgangsmaade er mere analytisk end synthetisk. Han forstaar bedre at opløse og undersøge den historiske Bygnings enkelte Dele end at give et anskueligt Billede af dens Sammensætning og Karakter. At han besidder et betydeligt stilistisk Talent og Evne til pragmatisk Historieskrivning, har han tilstrækkeligt bevist ved flere af sine Skrifter. Men denne Evne er traadt mere i Baggrunden, medens hans Evne som kritisk Gransker af det historiske Materiale i udstrakt Betydning har havt den rigeste Udvikling. Hertil var han maaske ogsaa af Naturen bedst udrustet, og i denne Retning har han kunnet udrette mest, og hvad der mest tiltrængtes.
- ↑ Vi benytter hertil fornemmelig en af P. B. Hansen forfattet, udførlig Biografi, der har staaet i Kristiania «Illustreret Nyhedsblad» for 1857, og som for en Del er grundet paa Meddelelser fra Munch selv.