P. A. Munchs Levnet og Breve i Familiekredsen/2
P. A. Munch var den ældste af 11 Sødskende; tre Sønner og fire Døtre naaede den modne Alder. Han fødtes i Kristiania i 1810. Høsten 1813 flyttede Faderen, Presten Edvard Munch, med sin Familie til Gjerpen Prestegaard. Den ældste Søn var saaledes den Gang blot tre Aar gammel, og dog stod enkelte Minder fra denne Reise dunkelt tilbage i hans Erindring.
Presten Edvard Munch var en fin, beleven, og kundskabsrig Mand[1]. Hans Hustru, født Hofgaard, var en ualmindelig begavet Natur, havde et fremragende Konversationstalent, og i en belivet aandrig Samtale med Tidens Skjønaander kunde hendes glimrende Spørgsmaal og Svar altid træffe Hovedet paa Sømmet. Men en saadan skarp Forstand kan være lidt farlig, og det var ikke frit for, at hendes Satire ofte tog Overhaand, naar hun altfor tydelig saa sine Medmenneskers Svagheder, især da hendes humoristiske Sans ogsaa var sterkt udviklet. Men kjærlig og i høi Grad barnegod var hun, og lige til den sene Alder oplagt til Spøg og Skjelmsstykker disse sidste Egenskaber havde hendes Søn Andreas i høi Grad arvet, men i en godmodigere Form. Som gammel Kone, da hun boede paa Bakkehuset, (der hvor nu Skovveien i Kristiania begynder), samlede hun Børnebørnene om sig og kunde i lange Stunder sidde og fortælle opdigtede, fantastiske Historier, og disse syntes, at Bedstemor Munchs Hus var ligesom et Eventyr; en af dem har ytret, at hun troede, der var hemmelige Døre og Løngange der, som førte ind i Feslotte og alskens underlige Ting.
Skøieragtig var hun som sagt ogsaa. Saaledes da Presten engang ventede en Huslærer, stansede en Dag i Mørkningen en Slæde udenfor; en Herre træder ind og presenterer sig som den nye Huslærer. Presten tager venlig mod ham etc., gaar længe op og ned ad Gulvet i ivrig Samtale, og da Lyset kommer ind, opdager han, at det er hans egen Hustru i hans egne Klæder.
Den samme virkelige Huslærer narrede hun ogsaa en Gang. Han var nemlig forlovet, og hans Forlovede skulde besøge ham paa Gjerpen Prestegaard. Den Dag hun ventedes, var han aldeles nervøs for hver Slæde, som kjørte forbi, da han troede, det var den udvalgte. Fru Munch kunde da ikke dy sig længer, hun tog en tyk Budeie og klædte hende med Kaabe og Hat, satte hende i en Slæde, og lod denne ad en Omvei kjøre ind paa Gaarden. Huslæreren saa Slæden, styrtede ud med det Udraab: — «Der er hun!» og omfavnede og kyssede Budeien paa det ømmeste. Men o Ve! Opdagelsen kom hurtig, han slap hende forfærdet, og saa derpaa op til Vinduet, hvor Fru Munchs skadefro Ansigt kikkede ud. Han sagde ikke et Ord, men gik bort og gjemte sig. Saadanne smaa Historier om Fru Munch er der mange af, og hendes Søn Andreas havde arvet dette Hang til Spilopper. Hans Døtre har saaledes fortalt, at da de var Børn, var det hans største Fornøielse at lægge alle mulige underlige Sager i Sengene; naar de da skulde lægge sig, kunde de pludselig kjende noget rædselsfuldt klamt eller loddent, og naar de da udstødte Skrig og Hyl af Skræk, saa var altid Faderen saa mistænkelig hurtig inde hos dem, for med en bekymret Mine at spørge, hvad som var hændt, og røbede sig saaledes bestandig som Ophavsmanden.
P. A. Munch var fra sin tidligste Alder en stilfærdig og noget indadvendt Gut, røbende tidlig gode Anlæg, som bl. a. kom tilsyne ved, at han allerede som 4 Aars gammel Gut kunde læse rent. Han elskede Bøger over alt, og da hans Moder en Gang spurgte ham: «Andreas, hvis nu jeg og alle dine Bøger faldt i Vandet paa en Gang, og du blot kunde redde en af Delene, hvem vilde du saa redde?» Andreas sad i den pinligste Vaande. Pludselig udbrød han: «Men Mor! du kan da skjønne, at jeg ikke kunde lade Bøgerne mine gaa under.»
En Skikkelse, som spillede en stor Rolle i Munchs Barndom, var hans gamle Barnepige Ingeborg. Hun var fuld til Randen af alle mulige Viser og Historier, og det var en af hans fornøieligste Timer at sidde og høre paa hende. I sine ældre Dage talte han ofte om hende, og sang med stor Fornøielse mange af disse Visestumper for Bekjendte og Venner.
Munchs Undervisning i de enkelte Skolefag blev ledet af en meget flink Seminarist fra Blaagaards Seminarium ved Kjøbenhavn, Kirkesanger Kristen Lund, som kom hver Dag i mange Aar til Prestegaarden. En liden pudsig Historie om Munch og Lund kommer mig i Minde. Munch var i sine Guttedage ingen Regnemester, og Lund var jo den Mand, som skulde bibringe ham denne Kundskab. Han havde derfor et Horn i Siden til ham. Engang var de ude at kjøre i flere Slæder, og Lund sad i den første. Nu ved man, at naar en Hest kommer lige efter en anden, ser det ud, som om Hestehovedet kommer over den første, og Munch skal have ytret til sin Ledsager:
«Aa kjør over Lund der!»,
«Men hvorfor, han som er saa snil.?»
«Ja, men han regner med mig, skal jeg sige dig!»
Flere Gutter foruden Munch blev uddannede under Faderen, der dog ikke kunde magte det altsammen alene. Det var de to Onkler Paul og Ivar Hofgaard — begge noget ældre end Andreas — Hans Møller, Søn af Grosserer Møller i Porsgrund, Otto og Leopold Løvenskjold, Sønner af daværende Statsraad Severin Løvenskjold, omtrent jevnaldrende med Andreas, den voksne Franskmand Dublicat, og den senere Sogneprest til Oddernæs, Knut Knutzen. Med Undtagelse af Løvenskjolderne boede alle disse paa Prestegaarden, saa der var noksaa livligt i de Aar, da ogsaa Andreas’s to yngre Brødre senere deltog i Undervisningen.
Merkelig nok kunde Faderen, trods sine omfattende Embedsforretninger, afse Tid til at lede disse mange Gruppers Undervisning. Han besad betydeligt Kjendskab til levende og døde Sprog; af de levende talte han flydende baade fransk og tysk; han havde et udmerket Bibliotek, og var tillige musikalsk, spillede en meget god Fløite, hvilket Spil han ogsaa lærte sin ældste Søn, saa begge blæste meget smukt sammen. Nogen Idrætsmand som Gut var Peter Andreas ikke, og heller ikke i den senere Alder, men han var som voksen Mand en ualmindelig god og udholdende Fodgjænger. 
Saa henrandt hans Barndom stille og fredeligt paa det koselige Gjerpen. Den lune, hyggelige Prestegaard med den store Gaardsplads og Have bag Huset ligger med Kirken paa en Høide tæt nedenfor Skoven med Udsigt paa den ene Side ud over den rige, med Gaarde tæt besatte Bygd, og til den anden med den dybere liggende Borsesjø, et ikke ubetydeligt Vand, der begrænses af grønnende Lier og mørke Aaser.
Her levede han da sine Barneaar, omgivet af denne fredelige idylliske Natur, og ledet af sin alvorlige gudfrygtige Fader, og dette har vistnok lagt Grundlaget til den faste Tro i hans Sjæl, som aldrig forlod ham, og ligeledes til hans uendelige Kjærlighed til Naturen. — —
En Tid, som stod lys for hans Minde, var da Onkelen Biskop Munch kom derhen paa Gjennemreise til Kristianssand, hvor han var bleven udnævnt til Biskop (1823). Der var jo ogsaa en stor Børneflok, og Legen gik snart lystigt i Huset og paa Tunet; især erindrede han en stor Turnering, som blev afholdt paa den saakaldte Hestehaug, hvor der var Klippeskanser at storme og forsvare. Til denne Vaabenleg var der forfærdiget Skjolde og Hjelme af Pap, og drabelige Træsverd. Digteren A. Munch fortæller selv i sine Optegnelser:[2] «Høvedsmanden for det hele var vor ældste Fætter Peter Andreas, et Aar ældre end jeg, en usedvanlig flink, begavet og opfindsom Gut. Han var ikke alene flink i Legen, men ogsaa i boglige Kundskaber; i Tegning og Skjønskrift var han tidlig forfaren. Hans Lyst og Evne til historiske Studier røbede sig allerede dengang; jeg erindrer saaledes, at han paa lange Papirstrimler, som han klistrede sammen, havde forfattet og net opskrevet kronologiske Tabeller og Stamtavler. At dette var mere end Børneleg, viste han siden i fuldt Maal; thi denne opvakte Gut blev senere som Mand den berømte Historieskriver og Karttegner Professor P. A. Munch.»
Et andet af hans skjønne Barndomsminder var et Besøg i 1820 paa det yndige Fornebo, hvor hans Bedsteforældre boede. Reisen foregik med egne Heste og tog frem og tilbage 8 Dage.
I 13 Aars Alderen var han allerede en dygtig Latiner og Græker, samt flink i de levende Sprog. En stor Lettelse blev det derfor for Faderen, da Skiens lærde Skole oprettedes i 1823 med den tidligere i Trondhjem ansatte dygtige og kundskabsrige Overlærer Ørn som Rektor. Her indsattes da straks Andreas og hans noget yngre Broder Johan, der ogsaa var et lovende Emne. I Skolens Begyndelse var der kun 2 Klasser, i hvis øverste Andreas placeredes, sammen med Otto Løvenskjold og Karl Müller; den første døde som Høiesteretsassessor og den anden som Sogneprest til Eidanger. Broderen Johan kom i den nedre Klasse. Andreas var første Mand i Skolen flere Aar, og meget yndet af alle Lærerne, men saa kom i 1826 et Lys fra Kragerø, Anton Martin Schweigaard, ind paa Skolen. Han havde i flere Aar været hos en Prest i Ostfrisland, som opdagede hans brilliante Evner, og bevirkede, at han fik Understøttelse til at studere; han kom ved sin Modenhed (da han var 2 Aar ældre) og større, Udvikling til at indtage Pladsen som Nr. 1 paa Skolen, saa Andreas blev Nr. 2. Dette Stød tog imidlertid Andreas sig ikke stort nær af, og et inderligt Venskabsforhold forbandt stedse i Livet disse saa rigt udstyrede unge Mennesker, der tillige hver i sin Genre var saa udmerkede, men saa ganske forskjellige. Vinje siger om Schweigaard: «at han saag ikke ud til at have fleire Idealer, enn han kunde gjennemføre, han var ikke poetisk i vanleg Meinung, idet han baade var for stor og for liten, til at væra det.» Han var den praktiske Mand, som med Glæde viede sine Kræfter og sit Liv til sin Livsgjerning. Der er vel ingen af vore offentlige Personligheder, om hvem det kan siges med saa stor Ret, at han var en lykkelig Mand. — Munch derimod var, om jeg kan sige det, paa samme Tid som den dybsindige Forsker og den grundige Videnskabsmand, ogsaa den geniale Kunstner, altid higende efter nye vanskelige Arbeider, søgende altid videre frem. Bjørnson siger: «Hans Liv var en Reise, opfyldt af den guddomsopfyldte Uro!»
Det var utroligt, hvad disse to aandelige Kjæmper samlede af Stof, medens de gik de faa Aar paa Skolen. Saaledes lagde de efter Rektor Ørns Tilskyndelse op til Artium hele Homers Iliade, foruden en uendelig Mængde af latinske Forfattere. Alligevel fik han Tid til at dyrke Fløiten, og gjøre sig fuldstændig fortrolig med det islandske eller oldnorske Sprog, under Veiledning af Faderen, som ogsaa havde studeret det, og som i sit Bibliotek havde flere Sagaer foruden Rasks Grammatik og Bjørn Haldorsens Leksikon.
Som Bevis paa hans Anlæg for Sprog kan bemerkes, at til Veiledning under hans Studium i Oldnorsk fik han hos Kammerjunker Adler, som boede paa Gjemsø Kloster, laant af hans betydelige Bibliothek en meget god Udgave i Folio af Snorre, som han da grundig pløiede igjennem. Ellers søgte Ørn at dæmpe hans Lyst til at fordybe sig i det oldnorske Sprog, og opfordrede ham stadig til at læse flere latinske Forfattere.
Munchs og Brødres Skoleliv blev ikke lidet anstrengende, fordi Skoletiden ikke var samlet; de blev holdt paa Skolen fra Kl. 9—12 og 2—5. Turen frem og tilbage mellem Hjemmet og Skolen medtog omtrent 3 Kvarter, altsaa 1½ Time. Om Vinteren og i Førefaldet blev de af og til kjørt, men i Regelen maatte Benene bruges, og det var stor Glæde efter Skolestrævet at se Hesten staaende udenfor.
Sommer- og Juleferien, samt Paaske og Pinse var altfor korte, Maanedslov blev ofte afknappet, saa de havde liden Tid til at friske sig op i; Skoletiden blev saaledes altfor anstrengende, og flere, ja mange af Eleverne opnaaede ingen høi Alder. Men Munch talte dog altid med stor Kjærlighed om sit Skoleliv, som Rektor Ørns store Elskværdighed kastede Glans over. Han havde en merkelig Gave til at lede og anspore disse Unge. Selv en fuldendt Gentleman gik han ud fra, at ogsaa Gutterne var det. I de høiere Klasser tiltalte han dem bestandig som: «Mine Herrer» og viste saadan Tillid og Tiltro til deres Æresfølelse, at Munch sagde, det kunde aldrig falde dem ind at narre Ørn eller skulke for ham, dertil elskede de ham for høit, og de syntes, det vilde været en Lumpenhed uden Lige at have gjort noget galt bag hans Ryg.
1826 blev Munch konfirmeret i Gjerpen Kirke sammen med Otto Løvenskjold, og blev dertil forberedt af Faderen.
I 1827 kom Provst Munch paa Stortinget, og da hans Hustru fulgte med ham, havde Børnene hjemme paa Prestegaarden freies Leben, og de morede sig da, især om Søndagene, med at fyre med Smaakanoner, og denne Lyst fulgte Munch ogsaa senere; det var noget af det morsomste, han vidste. Da han, som forlovet, en St. Hansaften var paa Faderens Løkke ved Kristiania, blev han dygtig forbrændt i Ansigtet. Han havde ladet og affyret en liden Kanon; men da den ikke brændte af, løb han hen og bøiede sig over den og fik hele Ladningen i Ansigtet. Hans Døtre har fortalt, hvorledes han, medens de var Børn, morede sig med at lave Troldkjærringer for dem. Engang skulde han og Hustru paa Visitter; Munch, som nødig gik med paa saadant, undskyldte sig med, at han ikke havde Tid. Smaapigerne havde den samme dag Veninder hos sig og var ivrige med at faa istand Troldkjærringer. Munch havde fra Kontorvinduet holdt Øie med dem; pludselig ser de ham komme springende ud. «Nei Børn, dette gaar ikke paa denne Maade,» og saa gav han sig til at lave med hele Børnegruppen omkring. «Nu maa vi springe, nu gaar den af!» Munch i Spidsen, saa Slobraaken fyger omkring ham, og alle de jublende Smaapiger efter. I dette Øieblik kom Fru Munch pyntet ud for at gaa paa Visitten, og ved hendes Spørgsmaal: «Naa, Andreas, er det dette, du har saa travlt med.?» forsvandt hun ud af Porten. Munch blev synlig forlegen og listede sig stilfærdig ind igjen paa sit Kontor.
En anden Barndomsfornøielse var at ro ud og fiske paa den smukke Indsjø Borsesjø og gjøre en Sving op til Faderens Gaard Sem, beliggende ikke langt fra Indsjøen.
I 1825 foretog Munch med sin Fader og yngre Brødre en Sommertur til den gamle Ven Zacharias Møller paa Thorsø Herregaard i Smaalenene.
Udenfor Portstolperne havde Eieren placeret to meget store, runde Stene med Runeindskrifter, som Munch straks fik meget travlt med at tyde, og han løste ogsaa Opgaven.
Tidlig lagde han for Dagen en stor Nævenyttighed; saaledes var han meget flink til at skjære Figurer i Kork, binde ind Bøger o. s. v. Som ældre Mand maatte han altid hjælpe sine Døtre med at tegne Broderimønstre, Navne og lignende og han kunde da faa istand de yndigste Blomstermønstre, men Skjelmen stak ogsaa her frem. En Dame bad ham om at tegne et Mønster til et Shawl, hun vilde brodere. Munch var ogsaa villig hertil, og bragte hende en Dag en Tegning, som hun modtog med Henrykkelse. Mønstret saa fint og nydeligt ud og meget indviklet, men hvad skildrer hendes Overraskelse, da hun ved nærmere Eftersyn opdagede, at det bestod af smaa Griser, som bed hinanden i Halen, et Kunstverk i sit Slags, men just ikke egnet til at broderes.