P. A. Munchs historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge i Middelalderen
14. Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen. Af P. A. Munch. Moss 1849. XXI. og 256 S. st. 8. V. Gram. (Kom. hos Feilberg & Landmark) stivt heftet 96 ß.
„Ved at udarbeide dette Skrift har Forfatteren søgt at afhjælpe et Savn, som for alle dem, der enten til Belærelse eller Underholdning beskjeftige sig med vort Fædrelands ældre Historie, maa være mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldstændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographie,“ og denne sin Hensigt har Forfatteren, saavidt jeg skjønner, i alle Dele heldigen naaet. At ogsaa mine Studier have gjort mig geographiske Specialundersøgelser nødvendige, og lært mig de dermed forbundne, for mig ikke sjelden uoverstigelige Vanskeligheder at kjende, samt at jeg paa Grund af min Embedsstilling har været Øievidne til, hvorledes det nærværende Skrift efterhaanden i sine Enkeltheder er blevet til, idet en meget stor Deel af dets Indhold er hentet fra Rigsarchivet, ere Omstændigheder, som ville gjøre mig skikket til at give Læseren det rette Begreb om Bogen, hvis jeg kun besad de dertil fornødne Kundskaber og ikke ved Glæden over den store Hjælp og Veiledning, jeg deri selv finder, hindres fra at stille mig paa et upartisk Standpunkt. Men i ethvert Tilfælde gives idetmindste her i Landet ikke Mange, som have havt større Opfordring til at overveie, hvad et sligt Skrift burde indeholde, og Anledning til at bedømme Vanskelighederne ved at tilveiebringe dette Indhold. En lykkelig og sjelden Forening af lingvistiske, geographiske og historiske Kundskaber, Specialstudiet af Norges physiske Natur, som hans Kartarbeider have foranlediget, og dertil en for Andre ufattelig Combinationsevne og Hukommelse er den Udrustning, hvormed Prof. Munch er gaaet til dette Arbeide, som han da og, midt under mangehaande andre litterære Sysler, har fuldendt i et Tidsrum, som for Andre neppe vilde forslaaet til en enkelt Afdelings nogenlunde forsvarlige Behandling.
Forfatterens Fortale (S. I–XXI) er en liden interessant Afhandling for sig. Efterat have omtalt Capt. Munthes geographiske Anmærkninger til Aalls Oversættelse af Kongesagaerne, og med Anerkjendelse af deres Ypperlighed viist, at de ifølge deres Hensigt ei kunne gjøre hans Skrift overflødigt, gaaer han over til at bestemme Arbeidets geographiske Begrændsning. Han behandler Island og Grønland kun løseligt, fordi de først sildigt kom under norsk Høihed og dannede ligesom en Verden for sig selv, saa at de egne sig bedst til at behandles i særskilte Skrifter, og det er saaledes det nuværende Norge med de til Sverige afstaaede Landskaber Jæmteland, Herjedalen og Bohuslen samt af Skatlandene: Ørkenøerne, Hetland Syderøerne og Færøerne, som han har underkastet en udførligere Behandling. Med Hensyn til hans Ytring, at Skatlandene i Vesterhavet i Oldtiden regnedes med under det fælles Navn „Noregsveldi“, kan det maaskee interessere at høre, at denne aldeles rigtige Anskuelse af Norges geographiske Udstrækning ikke blot gjorde sig gjældende her til Lands og i Oldtiden, men selv i den sildigere Middelalder. Biskop Thomas af Orkenø siger nemlig i et Brev af 12 Juli 1422, hvori han omtaler Øens Hovedby Kirkjuvágr, at den ligger paa Orknø i Norge“. – Efter derpaa at have omtalt sine Kilder (gamle Jordebøger og Diplomer for Oldtiden, den nye Matrikel og Specialkarter m. v. for Nutiden), og Forgængere (Schøning og Munthe), oplyser han Vanskeligheden i at faa Rede paa den ældre Skibrede-Inddeling, som man ei altid regnede efter i offentlige Forhandlinger og som tillige i Tidens Løb undergik mange Forandringer. Det indre Lands Inddeling i Thinglag (þinghár) og den ældgamle Inddeling i liðar, som fandt Sted i Strøget mellem Glommen og Gautelv, er endnu vanskeligere at oplyse, og Forsøget derfor aldeles opgivet, medens den endnu i Bygderne brugelige, fra de ældste Tider af forekommende Inddeling i Fjerdinger maaskee endnu lader sig fuldstændiggjøre; men hverken Karter eller Matrikler have taget Hensyn til den, og den kunde saaledes ikke lægges til Grund for Arbeidet, hvori Forfatteren har maattet holde sig til Inddelingen i Fylker og Sysler, uden dog naturligviis at lade de øvrige verdslige Underinddelinger uomtalte, forsaavidt de kjendtes.
Resten af Fortalen (S. VI ff.) optages af en Undersøgelse om de norske Stedsnavnes Skrivemaade og Etymologi. Disse ere overalt i Bogen anførte i den rene Oldform og i Nominativ; for den i Sproget mindre Kyndiges Skyld er dog oftere den i Kildeskrifterne gjerne forekommende casus obliquus tilføiet, hvor Nominativformen er mindre gjenkjendelig, og til Veiledning er desuden Declinationen af forskjellige af de almindeligste Stedsnavne-Endelser meddeelt. I det Hele vil denne skizzerede men indholdsrige Undersøgelse læses med stor Interesse af de Mange, som saa gjerne dvæle ved Stedsnavnenes Betydning, og uden tilbørlig Sprogkundskab danne sig en Mening. Vi ville anføre et Par Prøver paa den Lethed og Sikkerhed, hvormed Forf. behandler sit Emne. Han inddeler (S. X) de til Dannelsen af Stedsnavnene anvendte Endelser eller Ord i to Klasser, en ældre, der indeholder egentlige Urnavne, opkomne strax ved Landets Bebyggelse, som betegne en Lokalbeskaffenhed, som Slette, Høj, Bakke, Lid, Dal o. s. v., og som forekomme enten usammensatte, eller med et Tillæg, som antyder de nærmere Forholde: Høide, Bredde, Farve, o. s. v.; og en yngre Klasse, der allerede antyder en stærkere Befolkning, oftest forekommer i de sildigst bebyggede Egne, og betegner Gaard, Sted, Rydning (Rud), Afsondring (Thvet), o. s. v. „Af den ældre Klasse – vedbliver han[1] – er neppe noget Navn mere oprindeligt, end det hyppigt forekommende vin, Genit. vinjar. Det svarer ganske til det Gotiske vinja, Græsgang, og angels. vynn, oldtydsk wunna, Velbehag (Wonne). Ordet har altsaa aabenbart Hensyn til en Tid, da Fædriften udgjorde den fornemste Levevei, og da den ypperste Græsgang tillige var det behageligste Sted. Overgangen fra en foreløbig Dvælen til en fast Beboelse, og da rimeligviis og fra Fædrift til Agerbrug, betegnes heel anskueligt ved Ombytningen af vin med heimr (Hjem), og det vises senere, at flere sammensatte Stedsnavne have en dobbelt Form, een paa – vin, og een paa – heimr, hvilke bruges i Fleng. Usammensat forekommer Vin ofte, især i Fleertal Vinjar (Vinje), sammensat har Ordet en endnu større Anvendelse (Björgvin, Leikvin, Hofvin, Grönvin, Sandvin, o. s. v.). Af Leir (Leer) og vin dannes Leirvin og med stærk Omlyd Leyryn eller Leyrini; deraf Bygden Leyrinskógr, nu Lørenskogen paa Romerige, og denne Etymologi bliver utvivlsom, naar man seer, at Oldskrifterne bruge Navnene Leyrinskógr og Leirheimsskógr i Fleng; altsaa er Leyrvin, Leirheimr og Leirini eenstydige[2]“. Af almindeligere Interesse er Forfatterens Udvikling af Ordet Skandinaviens meget omtvistede Etymologi. „Særdeles interessant, siger han S. XII, er Formen Skadvin, Sködvin, Skodini, nu Skojen, Skøjen; thi dette Skad er neppe andet end en Forkortning af Skand, ligesom staðr er beslægtet med standa; i Skadvin for Skandvin have vi da et med det gotiske Skandin-avi (oldn. Skandin-ey) beslægtet Navn; ligesom Skandin-ey sammendrages til Skáney (Skaane), sammendrages Sködynjarvík (ɔ: Skandvinjarvík) hos os til Skaanevik (paa Søndhordland). Skand betegner, som man antager, en Rand eller Yderkant, og maa ei forvexles med skaun, (en skjøn Egn)“. Paa lignende Maade omtales og belyses ved Exempler forskjellige andre Steds-Endelser, saasom hváll, hóll, hvalr, völlr, mór, fit, angr, kjóss, o. m. fl., og derefter den yngre Klasse af Navne, som tyde paa en virkelig Bebyggelse (hús, þorp; tún, bꝍr; tupt, akr og ekra, braut; teigr, þveit, reit, rúð og rjóðr, tó, auðn, setr, staðr, hagi; hof, hörgr, vé, o. s. v.) Vi maa negte os den Fornøielse her at afskrive Forf. og henvise til selve Fortalen, hvori dernæst Benævnelsen paa Indbyggerne i de enkelte Distrikter i Korthed omtales. Hertil slutter sig et Forsvar for den forbedrede Skrivemaade af vore Stedsnavne, hvoraf Capt. Munthe har gjort sig saa fortjent under Gjennemsynet af den nye Matrikel. Prof. Munch skaaner ikke her Uvidenheden og Mageligheden, men viser i klar Korthed, hvorledes med Sprogets Eiendommelighed ukyndige Embedsmænd, almindelig Mangel paa grammatisk Indsigt og Veneration for Tydskheden bragte det dertil, at Almuens rette Udtale af et Stedsnavn enten betragtedes som en fordærvet (Fron for Frongn) eller gjordes ukjendelig ved en unorsk Orthografi (Bochelie for Bukkelid). Læseren kan saaledes være forvisset om, at de i Skriftet forekommende Stedsnavnes nuværende Form ikke har modtaget nogen Tillæmpning for at tækkes dem, der endnu skrive Schee istedetfor Sked og Bache istedetfor Bakke, uagtet Forf. vistnok (S. XIX) ikke er uopmærksom for de Vanskeligheder som en Grundforbedrings Gjennemførelse nødvendigviis vil møde. Folkets gjenvakte Sands for og stigende Kundskab om sin Fortid vil blive Slendrianens sikre Banemand.
Fortalen slutter med nogle korte statistiske Oplysninger om de forskjellige Jordskyld-Species, og de Egne af Riget hvor de brugtes, og Forfs. Haab, at „de her meddeelte Bemærkninger indeholde flere ved Benyttelsen af Skriftet selv nyttige Vink“, er fuldkommen grundet.
Selve Beskrivelsen over Norge i Middelalderen er afdeelt i 11 Hovedafdelinger og 68 Paragrapher. Den første (Norges Grændser) indeholder blandt andet Resultaterne af Forfs. Undersøgelser om de ældre Grændseforholde mod Rusland, hvilke kunne ventes udførligen meddeelte i et større Verk, der er under Pressen. Det norske Riges Udstrækning og Inddeling (§ 2–7) omhandler Hoveddelene, Inddelingen i Fylker, Sysler, Fehirdsler, Skibreder, Lagdømmer samt den geistlige Inddeling. Her er (S. 7) ved en Uagtsomhed, som S. 129 er rettet, det gamle Egdafylke forvexlet med dets ene Hoveddeel Austr-Agdir, og saaledes ikke det nuværende Listers- og Mandals Amt henført dertil. De følgende Afdelinger: Fjelde (§ 8), Have og Fjorde (§ 9), Elve og Indsøer (§ 10), Øer, Halvøer, Eid (§ 11) give os i Korthed de gamle Navne, og ledsages af indskudte historiske og sproglige Bemærkninger. Naturen var da som nu, og her var altsaa kun Spørgsmaal om at samle de i det Hele sjeldnere forekommende Benævnelser, eller hvor disse ikke ere optegnede, at slutte sig dertil efter sikre Analogier. Dette har Forf. her oftere maattet gjøre, men da han altid har skjelnet mellem det Sikre og det Formodede, kan Ingen derved vildledes, der ikke, som rigtignok oftere skeer, uden videre tager ældre Forfatteres sandsynlige Formodninger som afgjorte Kjendsgjerninger. Saaledes siger han, for at anføre et Exempel, S. 22, at Glommens ældre Navn Raumelfr kun kan have gjeldet for Raumarike og de nedenfor liggende Landskaber og at Elvens Hovednavn i Oldtiden „upaatvivlelig kan have været „Glymja“, hvoraf vi da have Bygden Glymheimar (Gleminge) ved dens Udløb; men man vilde misforstaa og misbruge Forf., hvis man vilde udgive denne høist rimelige Conjektur for Vished, og man vilde gjøre ham Uret ved at dadle ham, fordi han har anvendt sin sjeldne Sprogkundskab og Combinationsevne paa deslige Gisninger, der dog altid blive af umiskjendeligt Værd.
I det næste Afsnit: Norges Byer (§ 12–26) omtales § 12–15 de særegne Forholde, hvorunder vore Kjøbstæder opkom og hævede sig, og vises det Urigtige i den ældre Forestilling om denne eller hiin Kjøbstads formelige Anlæg ved denne eller hiin Konge, hvilket ikke maa forstaaes anderledes, end at en allerede tilværende Markedsplads har faaet enten visse Priviligier af ham, eller ved Kirkers eller Kongsgaardes Anlæg har faaet større Anseelse og Betydning. Efterat derpaa de forskjellige Handelspladse i Oldtiden ere omtalte, og en gammel norsk Kjøbstads Bygningsmaade, saaledes som den af Bylovene fremgaaer, i § 15 kortelig er antydet, meddeles i de følgende §§ 16–26 udførlige Beskrivelser over de egentlige Kjøbstæder. Dette efter Anms. Mening vanskeligste og forhen mindst behandlede Afsnit i den hele Bog bærer og noget Spor af Usikkerhed og Ufuldstændighed, som imidlertid mere er Kildernes, end Forfs. Skyld. Han har tvertimod ogsaa her leveret mangfoldige hidtil ukjendte Oplysninger, og blandt andet en Samling af sikre Navne, hvis Plads inden Byens Grændser man maa overlade Fremtiden at udfinde. – Norges Befæstninger (hús, borg) skyldte nærmest Tronkrigene i 12 og 13 Aarh. sin Oprindelse; de vare, som bekjendt, hverken mange eller af stor Udstrækning. Ved Omtalen af Bagahus § 49 har Forf. forglemt, hvad han kort ovenfor S. 44 rigtig har anført, at det gamle Konghelle laa henimod 1⁄2 Miil længere ude end nuværende Kongelf By (jfr. hans Afhandling i dette Tidsskr. ovenfor Side 291 ff.), og lægger saaledes urigtigen denne Fæstning ligeoverfor Byen, istedet for 1⁄2 Miil N. O. derfra. – Efterat Forf. derpaa § 28–31 har omtalt i al Korthed de geistlige Indretninger: Kathedralkirkerne, de kongelige Kapeller, Klostrene og Gilderne, kommer han endelig til sit Skrifts Hoveddeel: Norges Landdistricter (§ 32–68, S. 59–204,) og det er især dette Afsnit som gjør nærværende Skrift for lange Tider til en uundværlig Haandbog. Han gjennemgaaer her nordenfra sydover Norges samtlige Distrikter med den Udførlighed, som Kilderne tillade det, og med den Nøiagtighed og Sikkerhed som Ingen i vore Dage uden Hr. M. vilde formaaet. Her finder endog den i vor Middelalders Geografi bedst Bevandrede uden Tvivl paa hver Side nye og velkomne Oplysninger. Forf. bestemmer først saa nøiagtigt som muligt Distriktets – i Almindelighed Fylkets – Grændser, angiver Navnene paa dets mærkeligste Øer, Fjorde, Indsøer o. s. v.; dernæst angiver han Underafdelingerne (Halvfylker, Sysler, Skibreder, Bygdelag o. desl.) og de historisk mærkelige Steder, samt opregner Sognekirkerne. Tilsidst følger en Navneliste over Gaardene i Distriktet, forsaavidt Forf. har fundet dem i gamle Skrifter. Denne Liste, der er kortere (Jæmteland, Hallingdal) eller længere (Raumarike, Vestfold) efter Kildernes Beskaffenhed, er efter min Forstand af overordentligt Værd, just fordi Forfatteren her overalt og udelukkende støtter sig til gamle Breve og Jordebøger. Om end en Gaard nutildags er stor og mærkelig, er den dog ei indtaget, naar han ikke har kunnet finde dens gamle Navn. Saaledes vil man f. Ex. S. 138 forgjeves søge den store Gaard Onsum i Faaberg, skjønt maaskee Faa vilde betænkt sig paa at give den Navnet Oðinsheimr, da denne Overgang er saa almindelig. Men M. har ei fundet dette Navn, og derfor forbigaaet Gaarden. Et Brev af 1368, jeg i Høst har havt laant, viser imidlertid, at Gaarden før hed Unisheimr, og dette godtgjør, hvor nyttig og nødvendig Forf.s Forsigtighed har været. Om man end i Fremtiden finder nogle, ved et Arbeide af saadant Omfang uundgaaelige Feil i Navnene, saa ville disse vistnok, forsaavidt de ei ere Trykfeil, hvorom nedenfor, kun bestaae i en mindre rigtig Angivelse af Nominativformen, i hvilken Forf. har angivet Stedet, uagtet det i Kilderne næsten altid forekommer i casus obliqvus. Her maa Feil være mulige, men, som Enhver seer, tillige fordetmeste uskadelige. Navnene ere fremdeles ordnede efter Skibrede, Sogn eller Bygdelag, saa at Enhver derefter selv kan paa Kartet afsætte disses Grændser, en Fordeel, som maa ansees større, end om Forf., til Lettelse ved Eftersøgningen af enkelte Gaardsnavne, havde ordnet det Hele alfabetisk inden Fylket. Imidlertid vilde dog begge Fordele været op- naaede, naar Gaardsnavnene vare anførte sogneviis efter Bogstavfølgen, og Sognenes eller Skibredernes Navne vare aftrykte med udmærket Skrift. Nu er Eftersynet ofte besværligt for den, der ikke er desto bedre lokaliseret og det vanskeliggjøres ydermere ved den Nødvendighed, hvori de uensartede Kilder have sat Forf., at lægge snart den verdslige, snart den geistlige Inddeling til Grund. Fremdeles kunde Udvalget maaskee hist og her været omhyggeligere, idet f. Ex. Gaardsnavne, som uforandrede have naaet os (Hof, Rud, Thorp o. fl.), kunde givet Plads for andre, som i en eller anden Retning ere mærkelige. Jeg savner saaledes S. 149 Alfastadir (Alfstad) paa Thoten paa Grund af dens Runesteen, Nafrheimr (Nalum) paa Brunlanæs, hvoraf Fjorden, paa hvilken uden Tvivl Slaget mellem Olaf den Hellige og Svein Jarl 1016 stod, endnu bærer Navnet Naver-Fjord, og enkelte lignende, ligesom det havde været ønskeligt, om Forf. overalt ved de Gaarde, hvorefter Præbenderne havde Navn (Hol, Velo, Medelvad, Hammerstad, Horgen o. s. v.) havde antydet denne Omstændighed ved Gaardene. Dette havde næsten altid været særdeles let for Forf., men lader sig vanskelig udfinde af dem, der ikke have Jordebøgerne ved Haanden. Kortsagt, om Udvalget, især naar det som her udelukkende er knyttet til sikker Forekomst i Kilderne, kan der være forskjellige Meninger, og det kan ved en ny Udgave undergaae Ændringer gives Tilsætninger og ordnes anderledes, uden at nogen egentlig Mangel ved det nu Givne derfor erkjendes.
Førend jeg forlader Bogens Hovedafsnit om Landdistrikterne vil jeg endnu veie dets Værd paa en udenrigsk Vægtskaal, ved at sammenligne Ms. concise Beskrivelse § 63 S. 195–204 af Ranrike og Elvesyssel med A. Holmbergs Bohuslæns Historia og Beskrifning, som jeg i 1ste Aargang S. 109 ff. har anmeldt. Hvad der mangler Holmberg, Sprogkundskab, Grundighed og Kjendskab til de norske ældre Kilder, har staaet til Munchs fulde Raadighed, medens denne ganske har manglet den Veiledning, som Lokalkundskab og samtlige nye Kilder give. Man finder derfor hos M. kun kort og godt: saaledes var Landskabet inddeelt, saa hedte Fjordene, saaledes Kirkerne, Gaardene o. s. v., medens H. nødes til med Vidtløftighed fra Sagn, nyere For- holde, Stedsnavne o. s. v. at slutte sig til det sande Forhold. Munchs Beskrivelse har heelt igjennem Lighed med en Haandbog i Nutidens Geografi, saa klart og simpelt fremtræde de ældre Inddelinger m. v. for hans Blik ved de gamle Jordebøgers Granskning; Holmbergs derimod bærer Præget af en historisk-antikvarisk Undersøgelse om hvorledes Alt i de længst forsvundne og for hans Opfatning forglemte Dage synes at have været, og derfor giver den Første paa 5 Blade mere reent topografisk Udbytte, end den Anden i sit iøvrigt fortjenstfulde Skrifts 3 Bind. Maatte dette Exempel anspore Topographerne, der især i Broderriget arbeide med hæderlig og ufortrøden Iver, til omhyggeligt Brug af de bedste og paalideligste, men hidtil altfor ofte forsømte Bidrag til Kundskab om de geografisk-historiske Forhold i Middelalderen som hentes fra Middelalderens Jordebøger og Diplomer, af hvilke saavel Stockholms som Kjøbenhavns Archiver – ei at tale om de svenske Lænscancellier og vore norske Archiver – indeholde saa mange. Det er vistnok en saare tør Lecture, men den er som oftest den eneste Støttestav paa en Vandring gjennem Landskabet i Middelalderen.
Det sidste Hovedafsnit (S. 204–219) handler om Norges Skatlande: § 64. Orkenøerne og Hetland, § 65. Færøerne, § 66. Syderøerne med Man, § 67. Island og § 68. Grønland, der ere behandlede ganske efter samme Plan som det egentlige Norge; kun at de to sidstnævnte Lande af de ovenfor angivne Grunde ikkun i al Korthed ere omtalte. § 64 er et Uddrag af den vidtløftigere Beskrivelse over de nordskotske Øer, som Forf. i 1838 paabegyndte i „Samlinger til norske Folks Historie“ 6te Bind, men som afbrødes ved dette Verks Ophør, og disse Øers Topographi i Middelalderen er nu her for første Gang ført i Pennen med Benyttelse af baade norske og skotske Kilder. Den vil derfor ogsaa for britiske Lærde være af stor Vigtighed og Interesse. Det bør bemærkes, at Forf. har forladt den ældre hidtil brugte Etymologi af Orkenøernes Navn, nemlig af det oldnorske erkn, örkn, en Sælhund; thi da allerede Romerne før Nordmændenes Nedsættelse paa Øerne kaldte dem Orcades (Orc-ades), der tydelig er af samme Rod som det norske Orkn-eyar, maa Roden søges i et ældre keltisk Navn, hvis Betydning vi ei kjende. § 66 om Syderøerne er saare vigtig og oplysende, saa kort den er.
Til Hjælp ved Bogens Benyttelse er der S. 221–256 tilføiet et alphabetisk Register over Stedsnavnene, hvoraf imidlertid Gaarde-Fortegnelsen, der er tilføiet ethvert Fylke, formodentlig paa Grund af dens Vidløftighed, er udeladt. Gaardsnavne findes saaledes ei i Registret, uden forsaavidt Gaardene ogsaa ere omtalte i selve §, og denne – uden Tvivl af Hensyn til Bogens Omfang motiverede – Forkortelse af Registret maa vi beklage om end Savnet for den almindelige Læser der vel sjelden spørger efter et Gaardsnavn uden det har historisk Interesse, ei bliver saa stort, da de i Sagaerne nævnte Gaarde gjerne udtrykkelig ere omtalte i Paragraphen, og saaledes tillige indkomne paa Registret.
Anm. har herved efter Evne gjort sine Læsere Rede for dette Skrifts Anordning og Indhold. Skulde man gjøre nogen almindelig Udsættelse derved, saa maatte det være, at der ikke er sørget for det historiske Element i den Grad, som Titelen antyder. Man erholder egentlig ingen historisk Underretning om de forskjellige Gaarde, og Beskrivelsens Habitus er i det Hele reent geographisk. Men et Arbeide af denne Natur bliver aldrig fuldkomment i første Støbning, og Forf. vil uden Tvivl ved en ny Udgave finde Feil at rette og Forandringer at gjøre, som Anmelderen hverken har fundet eller skjønnet. Men een Art Feil har Bogen, som strax er iøinefaldende og ikke bør forties, og det er Trykfeil i altfor stor Mængde. Vi tør maaskee ikke undres over, om Prof. M. mangler Resignation til at udføre Korrektørens tidsspildende og aandssløvende Gjerning, men vi troe, at han nu indtager en saadan Stilling i Nordens Litteratur at hans Forlæggere for Forfs. og deres egen Skyld bør i saa Fald lette ham Arbeidet, og paa egen Haand besørge den mechaniske Deel af Korrekturen. Nærværende Skrift er nemlig fuldt af rene Bogstavfeil, som i høi Grad vanzire en Bog, der forøvrigt er smukt udstyret. Prisen 96 ß. for 181⁄2 Ark i stort Format er efter vore Forholde egentlig ikke høi, men jeg troer dog, at Forlæggeren havde sørget bedre for eget Gavn ved at sætte den lavere. I vore høiere Skoler er nemlig Kundskab om Fædrelandets ældre Geographi allerede – saavidt jeg veed – i det mindste paa enkelte Steder indført som Læregjenstand, og dette Munchs Skrift kan, ved Forbigaaelse af Enkelthederne, i en kyndig Lærers Haand hertil være fortrinlig skikket. Det vilde da være stor Skade, om Bogens Priis stillede sig i Veien for en i saa mange Henseender ønskelig Underviisnings Fremme.
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jeg har tilladt mig at sammendrage Forfs. Fremstilling.
- ↑ Anm. maa her til Overflod anføre et andet Beviis for Rigtigheden heraf. Gaarden Skjerven i Laurdal (Laurvigs Fogderi) skrives i Diplomer almindeligst Skerfheimr, og Almuen kalder Gaarden den Dag i Dag altid Skjærum; men Formen Skerfvin, hvoraf den nu brugelige Skrivemaade tydelig er dannet, forekommer ogsaa.