Paa Havet/1

Eilert Sundt

Paa Havet (Del 1)

Folkevennen, Tiende Aargang, 1861 (s. 350-359).

„Bevar mig fra al Ulykke, fornemmeligen fra en hastig og brat Død, fra Verdens Skam, og for alting fra den evige Skam.“ Saa staar der i det daglige „Hjerte-Suk“ i Psalmebogen.

Lad os daglig sukke saa, med hverandre og for hverandre!

Præsterne tage Tal paa de Mennesker i vort Land, som rammes af en hastig og brat Død formedelst Ulykkes-Tilfælde. Antallet var:

1846:	974.
1847:	917.
1848:	942.
1849:	1011.
1850:	966.
1851:	978.
1852:	1112.
1853:	663.
1854:	1038.
1855:	1034.
1856:	824.
1856:	938.
1858:	1087.
1859:	988.
1860:	937.

Altsaa med et Middel-Tal omkring 900 aarlig, fra 2 til 3 daglig.

For de 10 Aar fra 1846 til 1855 kan jeg give en saadan Opregning efter de forskjellige Slags Ulykkes-Tilfælde:

	1846–50,	1851–55,
	aarlig.	aarlig.
Forbrændte	38.	40.
Formedelst Lyn eller Uveir	5.	8.
Ihjelfrosne	23.	27.
Ved Fald	57.	58.
Ved Skud	11.	11.
Ved Saar af skarpe Vaaben	5.	3.
Dræbte af Dyr	4.	4.
Ved Kjørsel	10.	12.
Kvalte	8.	9.
Ved Gift	1.	1.
Ved Sneskred	20.	15.
Som Følge af Drukkenskab	5.	4.
Ved forskjellige andre Ulykker	34.	32.
Druknede	712.	749.

To Ting falde i Øjnene her, nemlig 1, den store Regelmæssighed, idet hver af de forskjellige Døds-Aarsager kræver fast det samme Antal fra det ene Tidsrum til det andet, og 2, den store Overvægt i Tallet for Druknede.

Dette sidste er en af vort Lands største og alvorligste Prøvelser.

Vi skulle se, hvorledes Tallet af Druknede falder paa de 5 Stifter (og her kan jeg tage Femaaret 1856–60 med):

	Aarligt Middel-Tal af Druknede.
Stift.	1846–50.	1851–55.	1856–60.
Christiania	152.	158.	156.
Christiansand	100.	130.	111.
Bergen	128ͤ.	136.	122.
Throndhjem	112.	107.	108.
Tromsø	220.	218.	195.
Riget.	712.	749.	692.

Ogsaa her viser sig mærkelig Regelmæssighed fra det ene Tidsrum til det andet. Men derhos viser der sig en forfærdelig Overvægt paa Tromsø Stifts Side. Thi stadig er Antallet i dette Stift betydelig større end i noget af de andre, uagtet samme Stift med Hensyn til Folkemængde er meget mindre end hvert af de andre, som man kan se af efterstaaende Tal over Folkemængden i 1855, da den sidste Folketælling var:

Christiania Stift:	omtrent	643000	Mennesker.
Christiansands	-	–	445000	–
Bergens	-	–	243000	–
Throndhjems	-	–	227000	–
Tromsø	-	–	132000	–

Beregnet ligt, var Forholdet saa, at for hvert 100,000 Mennesker omkom aarlig formedelst Drukning i de sidste 10 Aar 1851–60:

i Christiania	Stift	24.
i Christiansands	–	49.
i Bergens	–	53.
i Throndhjems	–	47.
i Tromsø	–	156.

Christiania Stift er mest et Indland, og dettes Indsøer og Elve kræve ikke saa mange Offere som Havet. I dette Stift er altsaa Forholdet bedst. I de tre næste Stifter er Forholdet dobbelt saa slemt, i Tromsø Stift derimod mere end sex Gange saa ulykkeligt (thi 156 er mere end 6 Gange 24).

Om vi søgte hele Europa rundt, skulde vi rimeligvis ikke finde noget Land (eller nogen Landsdel med lige saa stor Folkemængde), hvor Forholdet er saa alvorligt som i Tromsø Stift, ikke paa langt nær.

Præsternes Opgaver give en Oplysning endnu. Det aarlige Middel-Tal af Druknede er saaledes fordelt paa de to Kjøn for Aarene 1846–55:

	Mandkjøn.	Kvindekjøn.
Christiania	Stift	130.	25.
Christiansands	–	103.	12.
Bergens	–	115.	18.
Throndhjems	–	77.	13.
Tromsø	–	200.	19.

Den allerstørste Del er altsaa af Mandkjøn – naturligvis af den Aarsag, at det er mest Mandfolk, som maa fare paa Søen og sætte sig i Vove, for Fiskeriets og anden Bedrifts Skyld. Af samme Grund kunne vi ogsaa slutte, at det for den allerstørste Del er Mandfolk i den arbeidsføre Alder, som disse sørgelige Tal angaa.

Tænker jeg mig, at alle de druknede Mandfolk vare over 10 Aars Alderen (det er vistnok ikke ganske nøiagtigt, men Afvigelsen fra det Rette kan ikke være meget stor), saa kan jeg finde, at af alle de Mandfolk over 10 Aars Alderen, som i det Hele afgik ved Døden i Aarene 1846–55, var der følgende Forhold af Druknede:

i Christiania	Stift:	4	af	100,
i Christiansands	–	8	af	100,
i Bergens	–	8	af	100,
i Throndhjems	–	8	af	100,
i Tromsø	–	25	af	100.

25 af 100 – det er det samme som en Fjerdepart eller 1 af 4. Beregningen er som sagt ikke ganske nøiagtig, men dog nogenledes. For Mandfolk over 10 Aars Alderen ligger der altsaa i Tromsø Stift den Skjebne for, at 1 af 4 skal finde sin Død i Bølgerne.

Jeg veed jo nok, at de fleste Læsere ikke ynde Stykker, hvori der forekommer mange Tal og Beregninger. Men kan Tilstandens Usædvanlighed i Tromsø Stift betegnes med større Korthed og Fynd end ved saadanne Tal? Og kan der nævnes nogen Sag i vort Folkeliv, som mere skulde fortjene vor alvorlige og deltagende Opmærksomhed?

Det usædvanlige Forhold i Tromsø Stift, hvilken Indflydelse har det paa Stemningen og Tænkemaaden hos Folket der, og hvorledes vise Virkningerne sig i Familie-Livet og i den økonomiske Tilstand? Det er jo mest næringsdrivende Folk og Familieforsørgere, som saaledes rykkes bort!

Og naar saa mange Mennesker omkomme paa Havet, hvor stort er saa deres Tal, som Aar om andet komme i lignende Livs-Fare, men blive reddede ved tililende Hjælp?

Svarer Hjælpsomheden til Nøden? Tromsø Stift forfærder os med det store Tal paa Forulykkede – mon det i et lignende Forhold kunde tiltale os ved Prøver paa Mod og Manddom under Rednings-Forsøg?

Er det sikkert, at der gjøres, hvad gjøres kan, for at forebygge Farer eller bringe Redning?

Jeg har tænkt mig, at her kunde være noget at gjøre for et Selskab, som vilde vælge sig denne Gjenstand for veldædig og fædrelandssindet Virksomhed, et Selskab med det Formaal at sætte i Gang allehaande forebyggende og reddende Foranstaltninger med Hensyn til Ulykkes-Tilfælde paa Søen.

Om et saadant Selskab kunde faa indført som Sædvane, at alle Mennesker lærte at svømme, saa skulde Tallet paa de Menneskeliv, som alene derved kunde spares, kanske vorde meget betydeligt. Den, som kan svømme, kan i mange Tilfælde hjælpe sig selv op af Vandet; og den, som kan svømme, vil ofte kunne ile Andre til Hjælp.

Det er ganske forunderligt, hvor lidet Svømmekunsten er øvet af Almuens Ungdom paa mange Steder af vor Kyst. Og jeg synes, at det er utilbørligt. Jeg mindes selv fra min Barndom det Ord, som jeg nu og da hørte blandt Søfolk, at det var ikke godt at kunne svømme, for faldt man overbord ude paa vilde Havet, i en Storm, naar Hjælp var umulig, saa blev Pinen saa meget længer, naar man kunde svømme ognaturligvis anstrængte sig til Blodet. Altsaa en formelig Grundsætning, at man ikke bør lære at svømme. Sammen med denne ensidige Tanke har vel ogsaa Mageligheden virket Sit.

I disse Dage drives der paa, at Ungdommen skal lære at bruge Vaaben. Men med samme Iver og Vedholdenhed skulde der drives paa Svømme-Øvelser, især naturligvis langs Havkanten, hvor der hver Dag kan blive den alvorligste Brug for Kunsten.

Der er et andet Stykke, som jeg tænker mig skulde passe for hint Selskab. Nu og da ser man af Aviserne, at der af det Offentlige er tilstaaet enten Penge-Belønning eller Udmærkelses-Tegn for en eller anden udmærket Rednings-Daad. Nu kan det vistnok ikke belønnes med Penge, at En vover sit Liv for at redde Folk af Livsfare; men den Ting burde vides med Vished alt Landet over, at hvad Gods der tabes formedelst Rednings-Forsøg, det skal erstattes, og at om Nogen sætter sit Liv til under samme Forsøg, saa skulle de Efterladte, hvis Forsørger han monne have været, nyde sømmelig Pension. Og nu vilde det vistnok ikke være tilbørligt at uddele offentlige Udmærkelses-Tegn for derved at tilskynde Folk til at vove sit Liv i Tilfælde, hvor ganske andre, hellige Bevæggrunde skulle udrette det; men det er tilbørligt, at Landsmænd ikke vise Ligegyldighed her, men med Glæde lægge Mærke til hver reddende Daad og hilse den med Erkjendtlighed. Altsaa, ved Rednings-Tilfælde mener jeg der kan være Tale om at yde Erstatning for virkeligt Tab samt om at vise medborgerlig Erkjendtlighed for det opoffrende Mod. Men om der var et Selskab med fornøden Penge-Kraft og personlig Anseelse, saa vilde efter min Mening begge Dele passe sig bedre for det end for Stats-Styrelsen. Ialfald har jeg forstaaet Tingenes nuværende Gang saa, at det er temmelig tilfældigt, om en Rednings-Daad bliver Gjenstand for det Offentliges Opmærksomhed, saasom der Ingen er, der planmæssig søger at indhente Kundskab derom.

Jeg har ingen Mening om, hvad et Selskab mod Ulykkes-Tilfælde paa Søen monne kunne udrette ved at bevirke anlagt flere Stationer med Redningsbaade og andre Rednings-Apparater, ved at sende Model-Baade til de forskjellige Fiskeri-Distrikter, ved at arbeide hen til, at der paa Fiskeværene kan blive givet Storm-Signaler, som heises efter Telegrafens Meldinger og varsle om nær forestaaende Storm – Noget, jeg læser om i Aviserne fra England. Men jeg har faaet en stærk Formening om, at et saadant Selskab kunde stifte Gavn ved at udbrede Aarsberetninger om Tilstanden i Landet og andre populære Smaaskrifter i den Hensigt at modarbeide Slendrian og formane til Forsigtighed.

Thi den hele Sag er bleven mig endnu alvorligere end den ellers var, formedelst den Forestilling, som lidt efter lidt er opkommen hos mig, at en betydelig Del af de mange Ulykkestilfælde ere tilregnelige eller skyldes Tankeløshed og Uforsigtighed.

I den Anledning skal jeg meddele en vigtig Oplysning.

Jeg har liggende for mig Indberetninger fra Vaarsild-Fiskeriet paa Stavanger- og Bergens-Kanten (det søndre og det nordre Fiske, ved Karmøen og ved Kinn) for alle Aarene fra 1854 til 1861, samt for Lofot-Fiskeriet for 1859 og 1860 – Indberetninger fra de ved Fiskerierne ansatte Opsynschefer. Og jeg finder her vistnok nøiagtige Opgaver over de i Fisketiden indtrufne Ulykkes-Tilfælde. Antallet af Druknede var:

Aar.	Søndre Fiske.	Nordre Fiske.	Lofoten.
1854	4.	5.	?
1855	3.	-	?
1856	-	3.	?
1857	4.	-	?
1858	4.	2.	?
1859	5.	10.	14.
1860	-	18.	11.
1861.	-	5.	?

Paa Garn- og Note-Baade samt ved Silde-førende Fartøier taltes ved det saakaldte søndre Fiske i 1854 omtrent 24000 Mand, ligesaa ved det nordre Fiske i 1855 over 6000 og i 1860 over 14000 Mand. Fra Lofoten ser jeg indberettet, at paa en og samme Dag, den 16de Marts 1860, var der samlet 24266 Fiskere samt 2342 Fartøis-Folk. Disse Fiskerier samle altsaa store Mængder af Søfolk; det er Folk, som ret ere opsatte paa at vove sig til det Yderste for at fravriste Havet det størst mulige Bytte; det er en Kamp og Strid, som foregaar paa den barskeste Tid af Vinteren, og den varer en 2–3 Maaneder. Tages disse Omstændigheder i Betragtning, maa det vel endog siges, at Havet er skaansomt under de store Fiskeriers Drift.

Men hvad i al Verden er det da, som foranlediger det store Antal af Ulykkes-Tilfælde, der ovenfor vakte vor Forfærdelse? Jeg frygter for, at det for en stor Del er Uforsigtighed, som mest driver sit Spil, naar Faren i Virkeligheden er mindst, om Sommeren, paa Smaa-Reiser.

Vi have seet den besynderlige Regelmæssighed, som kan herske ogsaa over Ulykkes-Tilfælde, saadan Regelmæssighed, at Antallet af Omkomne ved Fald, ved nedfaldende Gjenstande, ved Skud o. s. v. kan være næsten jevnstort fra Tid til anden. Jeg holder mig forvisset om, at vi skulde faa se samme Regelmæssighed om Opgaverne viste os, hvor mange der vare druknede under Udførelse af Nærings-Bedrift (Fiskeri og Skibsfart) eller under Smaa-Reiser, for Kirke-Gang, Familie-Besøg, By-Erinder; ja, jeg har nogen Formodning om, at der vilde vise sig en betænkelig Forskjel, om vi kjendte Antallet af Ulykkes-Tilfælde paa Reisen fra Hjemmet til Gjæstebudet eller Handels-Stedet og omvendt.

Jeg har som sagt tænkt mig, at et privat Selskab kunde stifte Gavn her og endog kunde overtage en Virksomhed, som hidtil det Offentlige har udført. Men de sidste Bemærkninger føre mig igjen til en Foranstaltning som jeg i hvert Fald skulde anse for ønskelig, og som alene det Offentlige kan udføre.

Det forekommer mig ønskeligt, at hvert Dødsfald formedelst Ulykkes-Tilfælde maatte blive gjort til Gjenstand for det Offentliges Opmærksomhed, saa der ved Politiet blev indhentet Forklaring om alle Omstændigheder, at det kunde sees, hvorvidt det var tilregneligt eller utilregneligt.

I England skal det være saa, at der optages et Slags Politi-Forhør i Anledning af hvert saadant Dødsfald, med Hensigt at komme efter, hvorvidt der er Nogen, som bør drages til Ansvar.

Arbeidet for Politiets Embeds- og Bestillingsmænd turde ikke blive saa vidtløftigt, som det ved første Øiekast kunde se ud til. Thi vel omkomme mellem 900 og 1000 Mennesker aarlig ved Ulykkes-Tilfælde; men selv Tilfældenes Antal er ikke saa stort, da der ofte er flere Personer sammen.

Var den Ting i Gang, at Lensmanden f. Ex. indfandt sig ved første Rygte om et Ulykkes-Tilfælde for at forhøre hos Naboer og andre Nærværende om alle Omstændigheder, saa skulde det vel bidrage til at skjærpe Tanken om, hvad man skylder sig selv og Andre, hver Gang man gaar i Baad og heiser Seil. Det burde f. Ex. blive til en Regel, som skulde staa uafladelig for Alles Bevidsthed, at drukne Folk ikke skulde færdes paa Vandet.

Og havde Tingen været i Gang i en Række af Aar (f. Ex. fra det Aar af, da jeg først offentlig fremsatte den samme Tanke, i 1855 nemlig,^[1]) saa skulde vi nu havt en fyldigere Kundskab om Aarsagerne til de mange Tilfælde af Drukning, en Kundskab, som muligvis skulde opmuntret til praktiske Foranstaltninger til Ulykkens Forebyggelse, navnlig ved Oprettelse af et særskilt Selskab med dette Formaal.

Viste det sig, at virkelig en stor Del af Ulykkes-Tilfældene skrev sig fra Aarsager, som maatte kunne forebygges, saa var der jo stærk Opfordring til Virksomhed i denne Retning.

At Noget maatte kunne udrettes ved planmæssig at indhente og atter at udbrede Oplysninger med Hensyn til Ulykkes-Tilfælde, det synes jeg at maatte tro, naar jeg paa den ovenfor meddelte Oversigt ser et aarligt Antal af 8 eller 9 „Kvalte.“ Sandsynligvis menes hermed Mennesker, som ere omkomne formedelst Kul-Os, om hvis farlige Beskaffenhed Almuen paa mange Steder er ganske uvidende. – Jeg har en Formodning om, at Kvælning formedelst Kulos hyppigst finder Sted paa Skibe, hvis tætte Rum naturligvis holder paa Kulosen, medens den i Huse snarere drives ud formedelst Træk igjennem Sprækker paa alle Kanter. Men dersom nu nøiagtige Oplysninger havde viist, at det var saa, skulde da ikke en kort Underretning derom bringe alle Skibsfolk til at tænke sig bedre om og undgaa Faren?

Hovedsagen er imidlertid den store Mængde af Ulykkes-Tilfælde paa Havet. Som jeg selv haaber senerehen at kunne meddele Underretning om Rednings-Selskaber i England, saa skulde jeg ønske, at Mænd, som bo i de Egne af vort Land, der mest lide under denne National-Ulykke, vilde meddele sine Erfaringer og Betragtninger, til Fortsættelse af nærværende Opsats i Folkevennen, og til mulig Understøttelse for dens Hensigt, som er at bevæge Styrelsen til at indhente de omhandlede Oplysninger om ethvert Ulykkes-Tilfælde, som har medført Tab af Menneskeliv.

Villighed til at forsøge og gjøre det Muligste for at forebygge Ulykken stemmer netop paa det bedste med hint Hjerte-Suk om Guds Beskjærmelse. Gud kan værdiges at bruge menneskelige Bestræbelser som sine beskjærmende Redskaber.

Eilert Sundt.

---

---

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. I Afhandl. „Om Dødeligheden i Norge,“ Side 172.