Paa Havet/7
Næst efter at trykke her i Folkevennen den Opsats, som nærværende Stykke vil være et Tillæg til, sendte jeg ud 500 særskilt trykte Exemplarer af den – mest til Tromsø Stift, som nærmest var omhandlet, men ogsaa til de sydligere Kystegne alt til Lindesnæs og Christiansand. Jeg sendte dem til Biskopper og Amtmænd, med Ønske om, at de ved Leilighed vilde levere dem til erfarne kyndige Folk langs Kysten, som af det lille Skrift maaske kunde tage Anledning til endnu engang at tænke over Sagen og ligesom samle sammen alle sine Erfaringer og saa meddele sine Formeninger og Raad.
En saadan Meddelelse har jeg allerede faaet, og istedetfor at bie til ind i næste Aar, da jeg jo kan haabe at faa flere, lader jeg den trykke nu strax. Thi med sin villige Skjønsomhed for den sande Dygtighed, hvormed Nordlandsfiskere kunne udmærke sig, og med sin ufortrødne Opmærksomhed for de fineste Smaating, som det her komme an paa at kjende og forstaa, synes denne Fremstilling mig fortrinlig skikket til at vække Interessen for Sagen.
Det er et Brev til mig fra Hr. Amtmand Harris i Stavanger, forhenværende Stiftamtmand i Tromsø, som jeg gjengiver Hoved-Indholdet af.
Eilert Sundt.[1]
– – Jeg deler fuldkommen deres Anskuelse der søge den væsentligste Grund til Ulykkes-Tilfældenes Aftagelse i den senere Tid i Befolkningens større Ædruelighed. Andre Aarsager turde dog maaske ogsaa have været medvirkende, og jeg tænker at ethvert Bidrag til Oplysning herom kan have sit Værd. – Indtil 1848 var den Bestemmelse gjældende, at Rugmel var toldfrit i Vest- og Østfinmarken, men svarede en forholdsvis temmelig betydelig Told i Senjen og Tromsø og det øvrige Nordland. Hertil var dog knyttet den Bestemmelse, at det Meel gik toldfrit, „som Fiskerne medbragte fra Finmarken paa deres til Fiskeriet brugte aabne Baade.“ Heraf var nu Følgen den, at man dels medtog flere Baade til Finmarksfisket, end man under Fisker havde Brug for, hvoraf atter fulgte, at der kom for liden Besætning paa hver Baad paa Reisen frem og tilbage (2 Mand, hvor der mindst burde have været 3), dels ladede Baadene for svært med Rugmelsmatter paa Hjemtouren fra Finmarken. I 1848 blev af Storthinget Meltolden betydelig nedsat i de søndre Distrikter af Stiftet, saa Rugmel kunde kjøbes omtrent for samme Pris i Tromsø som i Finmarken, og nu svarede det følgelig ikke Regning for de fra Finmarken hjemvendende Fiskere at overlaste sine Baade med Rugmel derfra. At adskillige Folkeliv derved kan være sparet, anser jeg ikke usandsynligt.
Den for hine nordlige Egne saa vigtige Dampskibsfart bør vistnok heller ikke ved denne Leilighed sættes ud af Betragtning. Paa selve Fiskeritrafikken kan den naturligvis ikke have havt nogen synderlig Indflydelse, skjønt det er mig sagt, hvad jeg ogsaa under min Nærværelse i Finmarken selv af og til erfarede, at især Østfinmarksdampskibet ikke sjelden har Fiskerbaade paa Slæb; men til at formindske Antallet af andre Baad-Reiser, har jo Dampskibsfarten bidraget betydeligt. Især tror jeg at mangt et Liv turde være sparet derved, at Dampskibet nu har optaget mange af de Reiser, der før skeede tilbaads til og fra Besøg, Gilder og Sammenkomster, paa hvilke Rejser vel ikke altid Kyndighed og Forsigtighed sad ved Roret, og hvor det hørte med til Reisens Behagelighed at have med sig vel forsynede Madbommer og Flaskefoer. – Jeg vilde ønske at forbedrede Landkommunikationer ogsaa kunde henføres til de Forføininger, der i den senere Tid have formindsket Ulykkes-Tilfældenes Antal Man er, efter hvad jeg har hørt, i god Gang med at anlægge Veie baade i Nordlandenes og Finmarkens Amt. Disse have jo stedse sin overordentlige Nytte som et af de vigtigste Midler til Distrikternes Opkomst. Vigtigst i her omhandlede Henseende vil dog være Veie, maaske helst Heste-Jernbaner, over de Eider, hvor saadanne kunne anbringes. Jeg skal kun exempelvis nævne 2: Lyngseidet (formentlig 4 à 5000 Alen) og Hopseidet (saavidt mindes ca. 800 Alen). Ved at benytte det Første vilde den Mængde Baade, der fra Senjen og Tromsø søge til Skibotten, navnligen til de derværende Markeder, undgaa den farlige og flere Mile længere Passage forbi Lyngstuen, og ved at lægge Veien over Hopseidet vilde den talrige Almue, der drager til Østfinmarken, undgaa den endnu farligere og besværligere Reise forbi Norkyn og Kinnerodden. Disse Eider benyttes vel nu af de enkelte Reisende, der se sig Kans til at faa Baad paa hin Side Eidet; men for Fiskere og Andre, der maa have deres Baade med sig, have de ingen eller ialfald liden Betydning; thi Besværlighederne og Bekostningerne ved at faa Baadene over ere saa mange og store, at man heller foretrækker den længere og farligere Vei. Naar Baad og Børnskab uden for stor Besværlighed og Bekostning kunde faaes over Eiderne, vilde naturligvis Forholdene blive ganske anderledes. Hvad her er sagt om Lyngs- og Hops-Eidet, gjælder i mere eller mindre Grad om en Mængde Eider i Nordland og Finmarken.
At en mere almindelig udbredt Færdighed i Svømning vilde frelse mange Menneskeliv er ogsaa min Formening, og jeg tvivler ikke om, at den af Dem foreslaaede Forføining, at faa en Svømmelærer i Virksomhed, vilde medføre gode Følger. Derimod er det saa langt fra for mig at være nogen Gaade, at Svømmefærdighed er saalidet udbredt blandt Nordlændingen, at det tværtom vilde vække min Forundring, om jeg erfarede at en Nordlænding kunde svømme, og fremkalde det Spørgsmaal: hvorledes er Du kommen dertil? Til at svømme lærer man sig i Almindelighed i Barndommen eller i den tidligste Ungdom. Men hvad er det nu, som – udenfor de Skoler hvor saadant gjøres til Pligt – bringer Gutten til at gaa i Vandet? Er det Tanken om det for hans Fremtid Gavnlige i at lære sig til at svømme? Jeg tror Nei. Er det da Hensyn til Renslighed og Sundhed? I mine Tanker ligesaalidt. Nei det er Heden, som til sine Tider gjør det besværligt for ham paa Landjorden, – den driver ham ud i Søen, hvor han befinder sig bedre, og naar han først er kommen i Søen, kravler han sig snart til at svømme. Jeg er vis paa at der i Christiania findes temmelig faa 12 à 14 Aars Gutter, som ikke kan svømme, og jeg anser det rimeligt at mindst 9⁄10 Dele af disse aldrig har havt anden Opfordring til at gaa i Søen end deres egen Lyst eller, om man vil kalde det saa, Trang. Paa samme Maade stiller Forholdet sig i de andre Byer paa Østlandet især ved Christiania-Fjorden. Sommerheden, som til sine Tider kan være ret alvorlig, driver Gutterne i Søen, ofte flere Gange om Dagen, og de kan i Reglen alle svømme. Allerede her i Stavanger er Forholdet anderledes. Vi har sjelden saadan Sommerhede, at den fremkalder nogen egentlig Trang til Afkjøling i Vandet, og Badning er saaledes her ikke meget almindelig, men som Følge heraf er ogsaa Antallet af dem der kan svømme upaatvivlelig meget mindre end paa Østlandet. Jeg kjender ikke Forholdene herfra langs Kysten til nordre Throndhjems Amt; men det vilde forundre mig meget, om ikke Færdighed i at svømme aftog temmelig regelmæssigt efterhvert som man kommer længer nord. I Tromsø Stift indeholder Sommertemperaturen kun yderst sjelden nogen Opfordring til at afkjøle sig i Søen. Om ogsaa en enkelt ret varm Dag indtræffer, synes man det er en Behagelighed, som man ikke vil forspilde sig ved at gaa i Vandet, at kunne ogsaa i de Egne blive vel gjennemvarm. Hertil kommer, at Vandtemperaturen, selv paa meget varme Dage, er saadan, at man med Hensyn til Afkjøling snart faar for meget af det Gode. Af gammel Vane badede jeg mig baade i Tromsø og i Finmarken; men behageligt fandt jeg det yderst sjelden. Skal man altsaa virke noget til Fremme af Svømning i Landets nordlige Egne, maa det ske ved Impuls udenfra; den foreslaaede anser jeg som en god Begyndelse, men uden Hjælp af Almueskolen kommer man neppe langt paa Veien – Sagen fremstiller sig virkelig for mig saa vigtig, at jeg ofte har opkastet mig selv det Spørgsmaal, om ikke en Svømmeattest kunde være lige saa nødvendig ved Konfirmation som en Vaccinationsattest. Det er isandhed en Gru at erfare, hvorledes Nordlændingen, fordi han ikke kan svømme, ofte blive borte paa Søen. Kommer han i Vandet, bærer han sig som et nyfødt Barn og drukner ganske resigneret. Jeg kan erindre i det mindste eet Tilfælde, at en Mand i sin bedste Alder, ikke beskjenket, faldt ud over en Kai og druknede paa et Sted, hvor han kunde tage Bunden med Fødderne, dersom det havde faldt ham ind at søge efter den. At Folk plumper ud af Baaden og ikke har saa megen Besindelse, at de gribe efter Ripen, – at de, naar de gjøre nogle Forsøg paa at holde sig oppe, fjerne sig fra det Sted, hvor de kunde reddes, istedetfor at nærme sig det osv., det er sandelig saa at sige Hverdagsbegivenheder.
Det er desværre en Kjendsgjerning hvis Rigtighed neppe erkjendes af Nogen mere end af Landets egne Indvaanere, at et stort og alt for stort Antal Ulykkes-Tilfælde paa Søen har sin Grund i en eller anden Uforsigtighed. Dette er i den Grad traadt ind i den almindelige Bevidsthed, at jeg, naar jeg har spurgt ældre bekjendt dygtige Høvedsmænd om de nogensinde har været paa Hvelvet, enten har faaer til Svar et Nei, udtalt paa en Maade, som antyder, at man helst havde ønsket at et saadant Spørgsmaal ei var bleven stilet til en Mand som ham, eller er Ja, ledsaget af en Mængde nærmere Forklaringer om hvorledes det under de givne Omstændigheder var en Umulighed at undgaa at kuldseile, eller ogsaa af en Hovedrysten og Henvisning til Ungdoms Uvid og Letsind. Jeg er kommen tilbunds i de nærmere Omstændigheder ved ikke faa Kuldseilinger, men jeg kan ikke paamindes noget Tilfælde, hvor ikke en eller anden, jeg tilstaar ofte meget liden Uforsigtighed kunde paavises. En ualmindelig dygtig Høvedsmand, der befordrede Vinterposten mellem Tromsø og Bode, kuldseilede engang paa Touren til Bodø. Ved sin Tilbagekomst til Tromsø var han som sædvanlig inde paa mit Kontor, og jeg spurgte ham da, hvorledes han havde baaret sig ad da han kuldseilede med Posten. Han svarede lidt undseelig, at de havde havt et utrygt Veir med indlig Vind, hvorfor de havde et Par Kløer tilbords. Da de kom op mod en Ø, jeg tror Karlsø, stillede det af, og Halskarlen foreslog at tage ud en Klo, hvilket dog Høvedsmanden negtede sigende: Vi skal heller hjælpe lidt til med Aarerne, for vi har snart Vind igjen. I det han griber efter Høvedsmandsaaren, gjør han Skjødet fast til Kjeipen, naturligvis i den Tanke atter at løse det naar han fik Aaren i Vandet; men før han fik Aaren i Vandet lagde en Rosse Baaden paa Seilet, og de maatte træde den rundt. Hverken Posten eller noget Menneske kom bort. Da jeg sagde ham at det var uforsvarligt i utrygt Veir at have fast Skjød, om ogsaa kun for et Øieblik (her var Talen kun om Sekunder), var han for dygtig Høvedsmand til at gjøre nogen Indvending herimod. – Naar det i Deres Skrift efter de modtagne Oplysninger anføres som det ulige hyppigste Tilfælde, at Baaden gaar under fordi Seilet er bleven rammet af et Vindstød, da stemmer dette ogsaa med min Erfaring. Men netop i dette Tilfælde kan man anse det som Regel, at Forliset er bevirket ved Uforsigtighed. Har Høvedsmanden, hvilket en kyndig og forsigtig Høvedsmand altid har, sit Skjød i Haanden og sin Rakketrosse og Fald i Orden, saa skulde det være et ganske besynderligt Tilfælde, om et Vindstød skulde faa kastet hans Baad overende, før han havde Seilet nede. At Rossen er saa haard, at den kantrer Baaden for den nøgne Mast, kan jo nok hænde, men hører Gud ske Lov dog til Sjeldenhederne. Men naar det medgives, at Uforsigtighed har en altfor stor Andel i de Offre, som Søen aarlig kræver, saa tror jeg det vilde være af Interesse at gjøre sig lidt nærmere Rede for hvad der her fornemmelig sigtes til. At tage ud i haardt Veir, at føre noget mere Seil end nødvendigt for at komme frem eller overhoved at føre Seil i Modvind naar man kan komme frem med Aarer, kort i det Hele, hvad Tromsø- og Saltværingen efter det Anførte S. 350 beskyldes for „forceret Seilads,“ ansees vist af de Fleste, som ikke selv ere Sømænd som væsentlige Kjendetegn paa Uforsigtighed og det erkjendes ogsaa at saa kan være. Men bortseet fra at den forcerede Seilads i visse Tilfælde, naar det f. Ex. gjælder at klare fra sig et Forland, kan være den eneste forsigtige, tror jeg dog at de fleste kyndige Sømænd skal være enige med mig deri, at det er ganske andre Ting end forceret, jeg vilde heller bruge Udtrykket: skarp Seilads, som bevirker de fleste Ulykkes-Tilfælde. Det er i mine Tanker nødvendigt, naar Talen er om den Uforsigtighed, som bevirker de fleste Ulykkes-Tilfælde, at holde disse Ting skarpt fra hinanden, da man ved almindelige Udtalelser om forceret, og som man tænker sig, paa Grund deraf uforsigtig Seilads, let vil kunne komme til at ramme dem man mindst vilde, ramme de dygtigste og som Følge deraf i Virkeligheden forsigtigste Sømænd, medens de lade, tankeløse, frygtsomme, og netop derved uforsigtige Sømænd gaa fri. Jeg tror at kunne støtte mig til en en temmelig udstrakt Erfaring, naar jeg især henfører Følgende til den Slags Uforsigtighed, som bevirker de fleste Ulykker paa Søen.
1. At man tager ud med Baad som ikke forinden er tilstrækkelig efterseet og sat i fuldkommen seilbar Stand. Naar jeg ovenfor[2] har udhævet den nordlandske Baads Fortrinlighed, da er det fordi denne Baad, fuldstændig udstyret, er den, som af alle mig bekjendte aabne Baade indeholder de fleste Betingelser for under kyndig og forsigtig Styrelse at undgaa de Farer som Farvandet i hine Egne udsætte for. Men mangler der det Mindste i Udstyret, saa ere disse Baade, netop fordi der er gjort Regning paa Alt, og Intet er anbragt til Overflod, høist usikre. Havde man en Opgave over de Mennesker, der ere gaaede tilspilde af den Grund, at man ikke har kunnet faa Seilet hurtig nok ned fordi Rakken eller Faldet, der ikke har været behørigen smurt, har sat sig i Beknib, eller fordi der har manglet Rakketrosse, da er jeg bange for at man skulde faa se et frygtelig stort Tal, hvilket endnu vilde faa et betænkeligt Tillæg, dersom man havde optegnet de Ulykkes-Tilfælde, der ere foraarsagede derved at man har taget ud med for let eller for tungt lastet Baad, med Seil som ikke hører Baaden til, med raaddent Tougværk, med Styre som huger sig af eller sætter sig fast osv. Paa Rigtigheden af det her Anførte afgiver Deres Skrift S. 336 et i mine Tanker aldeles slaaende Bevis. Antallet af Ulykkes-Tilfælde paa Kirke- og andre Smaareiser samt ved Vareførsel er aldeles det samme (26) som Antallet af Ulykkes -Tilfældene paa Fiskerierne, under hvilke dog visseligen det mangedobbelte Antal Folk i det mangedobbelte Antal Dage færdes paa Søen. Aarsagen er naturligvis den, at man paa saadanne Smaareiser er mindre nøieregnende i Valget af sine Baade, og helst tager hvad der findes for Haanden.
2. Mangel paa tilstrækkelig Komando i Baaden er i mine Tanker ogsaa en af de vigtigste Aarsager til mange Ulykkes-Tilfælde. Hele den nordlandske Baads Udstyr fører det med sig, at hvad der skal ske, ofte maa ske med Øieblikkets Hurtighed, uden Betænkning, men ogsaa uden at Vedkommende blive forfjamsede. Løs Tale og Konversation bør i Reglen være banlyst fra Baaden, og naar det rønner det mindste paa, bør der ikke høres andet end Høvedsmandens Komando-Ord, udtalte i en bestemt Tone, der ikke efterlade den mindste Tvivl om øieblikkelig Lydighed, men dog med en Rolighed, som under ingen Omstændigheder lede Tanken hen paa en overhængende Fare. Naar en Høvedsmand udtaler sit: „Tag ihop,“ i det en voldsom Rosse styrter imod Baaden, maa det ske i samme Tonefald som naar han befaler: „Tag ihop“, idet han lægger til Land; ellers vænner Mandskabet sig til at raisonere, og det duger ikke i en Nordlandsbaad. Saaledes gaar det ogsaa til, naar en Høvedsmand, der er sin Post fuldkommen voxen, holder Volden. Men saaledes gaar det desværre ikke altid til. Naar jeg har havt Andre end mine faste Høvedsmænd i Skyds, og det har dog vel ogsaa i Reglen været brave Folk, jeg da har faaet, bar det ofte truffet at Høvedsmanden har spurgt om min Formening om vi burde drage en Klo, og naar jeg ikke har villet indlade mig paa at give noget Svar i saa Henseende, har jeg ikke sjelden hørt det Spørgsmaal henvendt til Halskarlen: „Ka mein Du Ola, skulle me dra ner ei Klo, æg er ræd han kjem tung“, og naar da Halskarlen indlader sig paa at demonstrere Grunden for og imod, er der i Almindelighed paakommet mig en stor Lyst til at drage af mine Søstøvler og i det Hele gjøre mig klar til at komme paa Hvelvet. Med en saadan Komando, som jo forresten kan lade nok saa gemytlig og forsigtig, kan man selv i Mags Veir ikke være tryg paa en Nordlandsbaad. Om Høvedsmanden fører noget mere eller mindre Seil lægger jeg med Hensyn til Sikkerheden mindre Vægt paa, naar jeg kun er vis paa at Seilet er mindsket eller nede høist en 2 à 3 Sekunder efterat Høvedsmanden finder det nødvendigt.
3. Af egentlig Uforsigtighed under Seiladsen er det min Mening, at den negative Uforsigtighed, der har sin Grund i Sløvhed, Ladhed, Ligegyldighed, volder langt flere Ulykkes-Tilfælde end den positive Uforsigtighed, der yttrer sig ved en Seilads, under hvilken der ikke tages tilbørlig Hensyn til Veiret –om jeg end erkjender at den sidste Slags Uforsigtighed ogsaa kræve sine Offre, skjønt vist sjelden uden i Forening med den første. Hvad man ialmindelighed kalder Gaberi er intet Træk i Nordlændingens Karakter; men af Dorskhed og Sløvhed kan der ofte findes mere end godt kan være. Til den Uforsigtighed, som jeg kalder negativ, regner jeg f. Ex. at man med Sidevind har Skjødet og med Medbør Faldet fast; at man lader Rakketrossen hænge løs, hvorved Rakken let suger sig fast til Masten, istedetfor at hale den tot og gjøre den fast; at Halskarlen ikke, naar Seilet er sat i Halsen, stadigen holdes til at indtage sin Plads og at have Kløerne trukket op i, saa han stedse er færdig til at due; at der ikke fra hver Mand i Baaden og især af Høvedsmanden holdes skarpt og stadigt Udkig baade for Rosser og Søer; at man paa Steder hvor man er udsat for Faldveir, selv i tilsyneladende stille Veir, kommer Landet for nær og i det Hele taget fører Seil osv. Dette ser kanske ud som Smaating, men Gud hjælpe os saa sandt, det er vistnok meget store Ting; mange Menneskers Liv har vel hængt og vil vel hænge deri.
I et Efterord fremsætter Hr. Amtmanden et Forslag, som det skulde være af Interesse at høre Nordlændingernes egen Formening om. Han siger:
Der har under Nedskrivelsen af disse Bemærkninger foresvævet mig en Tanke, som oftere før har opstaaet hos mig, og som jeg tror at jeg ogsaa embedsmæssigen har udtalt. Denne Tanke, som jeg i det Foregaaende bar søgt at begrunde, finder sit Udtryk i følgende Spørgsmaal: „Skulde det ikke fortjene nærmere Overveielse, om man ikke kunde ordne sig saaledes, at der aarligen fra Nordlandene, deri indbefattet Senjen og Tromsø Distrikt, kunde udskrives nogle unge Sømænd til Orlogs?“
Jeg har den Tanke, at der ikke skulde kunne paavises saa ret Meget, der kraftigere vilde bidrage til et Opsving i den Retning jeg især skulde ønske. Hvad der fornemmelig mangler Nordlændingen som fuldkommen Sømand er Livlighed, Opmærksomhed og en skjærpet Bevidsthed om Lydighedspligtens Nødvendighed paa Søen og ikke mindst paa den nordlandske Baad. Jeg tror nu, forudsat at man forresten kun valgte dygtige Folk, og paa dem er der Gud ske Lov ikke Mangel, at de fra et Orlogstogt hjemvendende unge Mænd vilde medbringe flere af disse Egenskaber, og jeg tænker mig dem som herlige Høvedsmænd, der nok ogsaa vilde kunne komme til at virke gavnligt paa deres Omgivelser. Thi besidder den nordlandske Sømand Livlighed, Opmærksomhed og Eftertanke, saa skal man nok ikke sætte nogen Sømand langs Norges Kyst over ham. Paa Mod, Erfarenhed og Koldblodighed har jeg aldrig seet at det har skortet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Nu, da jeg skal sende dette til Trykkeriet, faar jeg Meddelelse fra Tromsø om, at rette Vedkommende eller Stiftsdirektionen foreløbig har besluttet at gjøre et Forsøg til Sommeren med Svømme-Øvelser for Eleverne ved Skolelærer-Seminariet i Tromsø.
- ↑ Nemlig i den her udeladte Indledning. Redaktionen.