Paa Havet (1862)/4
Jeg fortalte i det forrige Stykke, hvad en Sømand svarede, som jeg vilde have Raad og Hjælp af med Hensyn til den i Nordlandene og Finmarken forsømte Svømme-Kunst. Svaret var nedslaaende og jeg havde en Stund mest Lyst til at give op det Hele.
Men saa tog jeg Sagen fat igjen paa den Raad at jeg tænkte: Er der Noget i den Tale, at Folket der nord er saa lidet villigt til at tage efter og lære noget Nyt, saa faar man gaa lige løs paa saadan uheldig Egenhed og se til at faa en Forandring. Det forekom mig som et Folkeoplysnings-Anliggende, som netop laa i min Vei, og som jeg ikke vel kunde gaa forbi.
Hvad særskilt angik Svømningen, opkastede jeg da det Spørgsmaal, om der kanske var en eller anden forudfattet Mening eller Fordom, som gjorde, at Folk muligens med bevidst Hu og opgjort Forsæt holdt sig fra den Øvelse og Idræt.
Jeg nævnte en saadan Fordom, som jeg kjendte fra andre Egne, den nemlig, at man ikke bør lære sig til at svømme, saasom man derved i Ulykkestilfælde kan faa en desto længere Dødskamp. Derhos havde jeg i Tanke (hvad jeg dog ikke har hørt om og ikke heller nævnede), at det muligvis forekom Folk formasteligt at tænke paa at redde sig med Svømning, saasom de Tilfælde, hvor Svømning skulde hjælpe, ere beskikkede af Gud, hvis Villie vi uden Modstræben bør underkaste os.
Her mente jeg nu, at man burde give nøie Agt paa, hvordan den herskende Tænkemaade blandt Almuen monne være, og videre fremhævede jeg, at dersom der virkelig befandtes at være nogen Fordom i Veien, saa burde man arbeide sig endnu dybere ind i Forstaaelsen af Folkelivet, for at faa opklaret, hvorledes det har sig, eller hvoraf det kommer, at vore Almuer holde paa Fordomme, som de lide under.
Dette var min Tankegang i forrige Stykke. Og jeg har gjentaget den her – i en kortere og forhaabentlig tydeligere Form – af den Grund, at siden forrige Hefte udkom, have tvende Nordlændinger indladt sig med mig om Sagen, i indsendte Stykker i „Aftenbladet“ og „Morgenbladet,“ men saaledes, at de, saavidt jeg skjønner det, have misforstaaet min Mening eller overseet mit Hoved-Spørgsmaal.
Begge mene de, at det skal være en let Sag for dem som Nordlændinger at oplyse mig om, hvad jeg som Fremmed spørger om, og de henvise mig da til visse ydre Omstændigheder saasom at Vandet er saa koldt der nord, saa det ikke er saa indbydende at vade sig, og at Fiskeren ved Kuldseiling gjerne er betynget med en Dragt af Skindklæder, der vilde hindre selv en øvet Svømmer i at bruge sin Kunst.
Disse Oplysninger ere meget tydelige, og jeg fatter dem ganske vel. Men ved Siden heraf ser jeg, at begge hine Mænd dog ere enige med mig i, at Befolkningen der nord bør opmuntres til at øve sig i Svømning, saa deres Mening altsaa er, at Kunsten, trods hine ydre Omstændigheder, dog ikke er ganske umulig eller unyttig i disse Egne heller.
Nu skulde jeg ønske at kjende Grunden til, at Folket ikke allerede for længe siden har øvet sig i denne Idræt (saa vidt naturligvis, som de ydre Omstændigheder kunne gjøre det rimeligt), ligesom Folket i Fjeldbygderne jo fra Arilds Tid af har lært sig til den for dem nyttige Idræt at gaa paa Ski og ikke behøver at opmuntres dertil nu.
Kun i Forbigaaende erkjender den ene af de to Nordlændinger, der begge optræde som den nordlandske Almues Forsvarere, at der rimeligvis er Fordom med i Spillet. Og den anden siger, men ligeledes kun i Forbigaaende, at man i Nordlandene som andetsteds bestandig anfører den Grund mod at lære at svømme, at man derved kan faa en saa meget længere Dødskamp, og selv yttrer han om denne Almuens Grund, at dens Uholdbarhed ligger klart i Dagen.
Men mit Spørgsmaal var netop dette: Er der virkelig visse Fordomme, som have gjort sig gjældende i denne Sag? og hvorledes gaar det til, at Almuerne holde paa Betragtningsmaader, hvis Uholdbarhed ligge klart i Dagen for os Andre?
Nu vel, jeg vil fra nu af, paa Grund af den Modsigelse, som nogle af mine Yttringer have fundet hos Mænd, der for Resten sees at dele min Interesse, med forøget Spænding imødese næste Aars Indberetninger fra Presterne i Tromsø Stift om den hele alvorlige Sag. Jeg venter, at ialfald nogle af dem ville gaa ind paa det Spørgsmaal, jeg her har tilladt at fremhæve, og jeg tvivler ikke om, at ved saadan flersidig Belysning skulle vi lære at se Tungen som den er i Sandhed.
Mulig bar jeg tænkt mig hine Fordommes Indflydelse for stor, og dette vil jeg da tage til Indtægt imod de Indvendinger, som kunne ventes fremsatte mod Svømme-Øvelser af Hensyn til ydre Vanskeligheder. Thi jo mindre der monne være af indre Modstand, des lettere skulde det jo være at samle Kræfterne mod de ydre Omstændigheders Indflydelse.
Skulde det efter omhyggelige Undersøgelser og Forsøg tilsidst vise sig, at der af hvilkensomhelst Aarsag ikke vil være stort at vinde ved at anbefale Svømning i Nordlandene og Finmarken, se, da maa vi med dobbelt Iver henvende vor Opmærksomhed paa Baadene og Seiladsen og den hele Søbedrift, som (det maa ialfald være tilladt foreløbig at tænke saa) muligvis kunne forbedres i nogen Maade, til Forebyggelse af nogle af de Ulykker, hvis store Mængde nu forbauser og smerter os.
Dersom ogsaa dette Haab skulde glippe, dersom altsaa Udbyttet af alle vore Overveielser og Bestræbelser alene skulde blive dette, at der med al vor Kløgt og vor bedste Villie ikke er noget at gjøre til at forebygge Forlis eller bringe de Forulykkede Redning, ak, da kunne dog vi, som ikke høre til hin af saa usædvanlige Farer omringede Kyst-Befolkning, være vidende om dens skjæbnesvangre Lod og skjænke den vor Deltagelse.
Altsaa, de Modsigelser, som ere fremførte mod enkelte af mine Yttringer, maa ikke svække (jeg beder derom) Interessen for de netop begyndte Undersøgelses-Arbeider, men heller skjærpe den. Sandhedskjærligheden finder selv i Modsigelsen noget, som den kan lære af og oplives ved.
Jeg er netop kommen hjem fra en 2 Maaneders Reise i Danmark og Sverige. Hvor meget jeg har seet og hørt i disse to kjære Lande! Og hvor det fængslede mit Sind, alt dette Nye! Men aldrig har dog Tanken med større Inderlighed dvælet ved Hjemmet, ved vore norske Dale og Fjorde og Kyster, vore Byer og Bygder. Ved hvert Skridt mødte mig Et og Andet, som indbød til Sammenligning mellem vore egne Indretninger og Tilstande og Broderlandenes, og det forekom mig, at min norske Fædrelandskjærlighed blev dybere, til samme Tid som Deltagelsen udvidede sig til Danmark og Sverige.
Fra Helsingør i Danmark kom jeg tvers over Øresund til Helsingborg i Sverige, og herfra reiste jeg med Dampskib nordover til Gøteborg. Jo længere mod Nord, des mere høinede Kysten sig og mindede om Norge, og min Tanke svævede hen over Nordlandenes og Finmarkens Øer og Næs. Strax gav jeg mig ifærd med at spørge, og man gav mig den Besked, at her, ved denne svenske Kyst, var det almindeligt, at Fiskere og Søfolk kunde svømme.
Dagen efter var jeg i Gøteborg; her fandt jeg norske Aviser, og nu fik jeg se den første af hine to Opsatser, i Aftenbladet. Det bedrøvede mig at se, at mine Yttringer havde saaret, idet de vare forstaaede som et Angreb paa den nordlandske Almues Charakter.
Næste Aften fik jeg et Par Herrer, som jeg var sammen med i et Selskab, og af hvilke den ene var „Svømme-Magister,“ til at fortælle mig lidt om Svømmekunstens Udvikling i Sverige.
Samtidig med at den mere berømte Svenske, Professor Ling, med Iver og Held drev paa andre Slags Legemsøvelser, for omtrent 30 Aar siden, fandt en Svanberg, Professor i Mathematik i Upsala, paa at opmuntre og øve Studenterne i at svømme, og de flinkeste af dem udnævnte han (efter de svenske Universiteters Maade) til hvad han kaldte: Svømme-Magistre. Disse Magistre have siden udbredt Interessen og Kunsten rundt om i Landet, hvor de bleve boende som Rektorer, Prester, Dommere o. s. v., og nu er der i alle eller de fleste Byer Svømme-Lærere, som have gjort sig denne Dont til et Levebrød.
Her er en Opgave over de Prøver, som den skal aflægge, der vil tage Magister-Graden:
1) svømme ret frem, fra 3000 til 6000 Alen (for bedre eller ringere Examens-Charakter);
2) svømme paa Ryggen, halv saa langt;
3) træde Vandet og gaa 100 Alen frem, holdende en Tagsten eller Mursten i hver Haand;
4) svømme med Klæder paa (Buxe og Skjorte), lige saa langt som paa Ryggen;
5) dykke, 30 til 40 Alen dybt;
6) gaa ud med fuld Paaklædning og klæde sig af i Vandet;[1]
7) tage op Ler eller Smaasten fra Bunden i 8–10 Alens Dyb, 3 Gange i Rad og uden mere Stands, end at man netop faar kastet fra sig de ophentede Sager;
8) slaa Kulbøtter i Vandet, 6 Gange i Rad;
9) hoppe i Søen fra en Høide af 25, ja intil 50 Alen;
10) redde en Person, som forestiller En, der er i Havsnød og ikke kan svømme.
Enkelte af Maalene paa disse Kraft-Prøver kunde mine Hjemmelsmænd ikke erindre saa aldeles nøie; men stor Feil mente de ikke der kunde være.
Den, som bestaar Prøven, bliver af en Svømme-Magister (eller i det mindste i en Magisters Nærværelse) bekrandset med Egeløv i Vandet. Dermed er han forfremmet til den attraaede Værdighed. Siden udfærdiges Diplomet eller det skriftlige Dokument.
For et halvt Snes Aar siden (tror jeg) fik Sagen en uventet Udvikling derved, at en af Svanbergs Svømme-Magistre, en fordum Student Larsson i Jønkjøping, fandt paa at undervist Damer i Kunsten og endog fik oprettet et Central-Institut for Svømme-Lærerinder, som derfra have udbredt Kunsten i vide Kredse.
I Gøteborg er der ikke mindre end 4 Svømmeskoler, som de kaldes d. e. Badehuse med Afklædnings-Værelser og et omgjærdet Svømme-Rum, et Badehus for Herrer, et for Damer, et for Almueskolerne og et for Almuesfolk. De ere tildels byggede paa Aktier og skullet have kostet tilsammen 10–11000 Spd. i norske Penge.
Saa at sige alle Mandfolk i Gøteborg kunne svømme, sagde man – ialfald i de mere dannede Klasser, og med Undtagelse af adskillige af de Gamle, som leve igjen fra Tiden før denne nye Interesse udbredte sig. Og næsten lige saa i Landsbygderne omkring Staden, undtagen i Bohus-Len, hvor det af en eller anden Grund sagdes at staa tilbage endnu og det selv blandt Søbefolkningen. Og man priste i høi Maade denne Idræts mangehaande velgjørende Virkninger.
Jeg maatte tænke paa, da jeg sad og hørte paa dette, hvor forunderligt det dog er, at en saadan livlig Interesse skal have udviklet sig og trængt igjennem i et helt Land, uden at vi her i Nabolandet have merket synderlig til det.
Hos os er det endnu paa alt for mange Steder saa, som en af hine Herrer i Selskabet fortalte en Prøve paa fra Fortiden:
Hans Morfader (han havde tidt hørt Historien af en Morbroder) var Skipper og delte den fordum almindelige Mening, at Søfolk burde ikke lære at svømme, saasom de derved kunde faa en saa lang Dødskamp. Men engang falder en af hans Matroser overbord, og det under saadanne Omstændigheder, at det varede en Stund, inden der kom Hjælp. Fyren blev imidlertid reddet derved, at han – en sjelden Undtagelse i de Dage – kunde svømme og derved holdt sig oppe, til Baaden kom. Ja, da han kom op paa Dækket igjen, befandtes det, ikke alene at han for at lette sig havde taget Skoene af Fødderne, men at han endog, førend han kastet Skoene, havde taget Sølvspænderne af og gjemt dem i Lommen. Dette Sidste slog Skipperen saaledes, at han paa Stand bekjendte, at fra nu af holdt han med dem, som lærte sig til at svømme.
Bedre Grund har Gøteborgs Indvaanere nu til at prise den nye Kunst; thi Staden er, som man veed, beliggende ved en Elv og gjennemskaaret af mange Kanaler, og aarlig hænder det, at Børn og gamle Folk falde ud, og at raske Svømmere ile til og redde dem.
Alle Mennesker erindre den forskrækkelige Ulykke, som hændte for et Aars Tid siden i en Kulgrube i England, hvor den eneste Aabning formedelst Nedstyrtning blev tilspærret og et stort Antal Mennesker bleve levende begravede og langsomt døde derinde, medens deres Kvinder og Børn jamrede sig, og det ganske England formedelst Telegrafen var underrettet om det Forfærdelige, som gik for sig. – I den Anledning har der nu i London dannet sig et frivilligt, veldædigt Selskab, med det Formaal at ud- brede bedre Skoleundervisning og Almueoplysning i Grube-Distrikterne, og i den Tanke, at med stigende Oplysning skulde Folk vide at indrette sig mere forstandigt og betænksomt, saa det skulde tage af med de mange Ulykker, som jevnlig spørges fra Gruberne, og blandt hvilke hint enkelte Tilfælde kun var et af de værste.
Forholdsvis træffer der dog vist ikke saa mange Ulykker i de engelske Kulgruber som ud for Nordlandenes og Finmarkens Kyst.
Alligevel vil jeg ikke uden videre anbefale det engelske Exempel til Efterligning. Thi hos os er Almueskolen og andre almindelige Folkeoplysnings-Anstalter i en bedre Skik og Gjænge end i England.
Men vel kunde jeg ønske nogen Anvendelse gjort af det omtalte Exempel.
Stigende Almue-Oplysning skal ganske vist ogsaa ved vore Kyster vise sig som et Middel til Forebyggelse af Ulykker. Men medens Skolen virker paa Børnene, saa skulde det virke vækkende og dannende paa de Voxne blandt Fisker-Befolkningen, om man skjænkede dem den Opmærksomhed at gjøre deres Dont og Bedrift til Gjenstand for en videnskabelig fagmæssig Betragtning.
I Indlandet har Agerdyrkernes Dont nu i adskillige Aar været Gjenstand for en saadan Opmærksomhed; derom vidne de mange Skrifter, vi have (og ovenfor i dette Hefte sees et af dem omtalt), som beskrive og afbilde Agerdyrknings-Redskaber, Kreatur-Slag o. s. v. Og det er, mener jeg, ganske vist, at denne litterære, videnskabelige Deltagelse i Landbovirksomheden har ikke alene bidraget særskilt til Jordbrugets Forfremmelse, men ogsaa ialmindelighed til den jordbrugende Almues Aandsudvikling og Almen-Oplysning.
Kort at sige: jeg skulde ønske, at en rig Mand vilde skjænke 1000 Daler, eller at Storthinget i et Øiebliks godt Lune vilde bevilge en Pengesum[2] for at man kunde sende en rask og flink Søofficer Kysten rundt med det Erinde: at tage Tegninger af de forskjellige Slag af Baade fra Nordlandenes maaske ældgamle Former til Sørlændingernes allernyeste Skabeloner, og derhos studere og beskrive de forskjellige Baadformers Egenskaber og Hensigtsmæssighed i Forhold til hver Kost-Stræknings særskilte Beskaffenhed og de mange Kyst-Almuers ulige Bedrift.
Nordlands-Baaden, Søndmørs-Baaden, Hardanger-Baaden, disse mange Baadformer ere et Værk af Slægters fortsatte Tænksomhed og Flid, og saadanne let-rodde, hurtigseilende, slanke, smukke Baade, bemandede med veirbidte modige Sømænd fra vore Sunde og Fjorde, frembyde for Beskuelsen noget af det mest Fuldendte, som det norske Folkeliv eier, og jeg bar nogen Grund til at tro, at de skulde tage sig godt ud ved Siden af hvilketsomhelst andet Lands Prydelser af samme Art.
At gjøre Baadene og alt hvad dertil hører til Gjenstand for fagkyndigt Studium, det kunde jo mulig med Tiden lede til praktiske Forbedringer i et og andet Stykke af Almuens vigtige Søbedrift. Men hvad jeg her har villet fremhæve er den vækkende Indflydelse som jeg trygt stoler paa at en saadan Opmærksomhed skulde udøve paa Kyst-Befolkningen, i Retning af stigende Oplysning og Almenaand og berettiget Selvfølelse.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Nordlændingen binder altid sine Støvler paa sig, og det paa en Maade, der gjør det meget vanskeligt at faa dem af“, sagde Manden i Aftenbladet, for ret at gjøre mig begribeligt, hvor lidet Gavn Folk der nord i mange Tilfælde vilde have af det, om de havde lært at svømme. Men kunde de ikke med Flid binde Støvlerne saa, at de med Lethed kunde faa dem af, naar det gjaldt at redde Livet?
- ↑ Dersom „Selskabet for Folkeoplysningens Fremme“ havde Pengemagt nok til at svare til sit Navn, saa skulde jeg i denne Sag ikke uleilige Andre.