Paa Hospitalet.
De var allesammen paa Hospitalet.
Met, mine ærede Læsere, det er ingen Sygehistorie med Pathologi, Therapi, fysisk og moralsk Elendighed, jeg vil fortælle.
Vistnok betyder paa norsk et Hospital et Sygehus; i Bergen findes saaledes et Hospital for Spedalske og i Kristiania Rigshospitalet. I dette Institut har vi ogsaa en Filialafdeling for visse Hudsygdomme, som vore Digtere og Forfattere ikke har fundet uværdige til at indføres paa Scenen og i Romanerne. Side:Fra Hjörneskabet.djvu/200 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/201 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/202 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/203 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/204 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/205 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/206 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/207 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/208 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/209 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/210 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/211 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/212 Side:Fra Hjörneskabet.djvu/213 Jespersen en Glæde, naar de kunde. Og der blev gjensidig Glæde over Gjensynet og stor Hjertelighed og ny Forsyning med Kaffe.
„Og saa mange Blonster der havde været — man kunde neppe tro det muligt midt i Mars at faa samnen saa mange Blonster; men saa var der nu ikke en Blomtterpotte i hele Byen, som ikke var plyndret til Ære for Madam Lindegaard. Madam Damsgaard havde sendt et Overflodighedshorn af Paparbeide, og Madan Olavessen et Kors af Tyttebærlyng med smaa hvide Blomster af Papir, der lignede Mvrtheblomster. Og Renja Stormfeldt havde gjort en Krans af Ener og alle de gamle Balblomterne, som ikke mere kunde opfriskes: for hun bavde nu været Deninde efter Tur med alle de otte Døtre og altid — ogsaa efter Tur — havt et stille Haab med Henyn til de otte Svigersønner. Fra Ritmesteren paa Belso og fra Tveter var der Kranse med Sommerfugle paa, Sølv-Sommerfugle, som stod paa tynde Stilke og vippede frem og tilbage over Blomsterne, som om de var levende — ja, tænk, om bare Madam Lindegaard kunde have seet det selv, hvor hun vilde have glædet sig over Stasen.
Men da de kom ned af Trappen med Kisten, gled en af Svigersønnerne — for der var Svuld i Trappen, og de havde nær ramlet allesammen.“
Ja, Svigermvdre kan være farlige efter Døden ogsaa. Men paa den Tanke kom bverken Mor Eskildsen eller Mor Nutten, — de var Svigermvdre felv, de. Og saa Provstens Tale! — Siden havde tre af de andre Prester ogsaa talt til den Hedengangnes Pris. De vidste ikke alt det gode, de skulde sige om hende. Det var virkelig Skade, hun selv ikke kunde høre det. Hun skulde have beundret sig selv, og der flød ved Graven flere Taarer fra andægtige Fattigkjærringer, end hun sit hele Liv havde tørret. For hun havde ikke været af de godgjørende eller hjertevarme Naturer. Men hun havde givet Gud, hvad Guds var, og hans Tjenere rigeligt, og de talte saa varme Ord om den Afdødes milde Hjerte og aabne Haand, at der ikke fandtes en Fattigkjærring, som tvitvlede, skjønt bun aldrig selv havde havt Bevis paa det.
„Og Da saa Provsten kastede Jorden paa Kisten —,“ fortsatte Mor Esfildsen; men hun kom ikke videre, for bun fik en Bete Hvedebolle i Vrangstruben, og et forfærdeligt Hosteanfald hindrede enhver videre Udtalelse. Marthe Syl dunsede hende i Ryggen, og Madam Jespersen kom med koldt Vand og Lugtevandsflaske.
Øg det havde vel heller ikke været hendes Mening at sige, at der gik som et Forløsningens Suk fra de otte Svigersønner, da de hørte de frosne Jordklumper slaa an mod Kisten.
Men af alt fremgif det, at Det havde været en Liqfærd som faa, en Ligfærd, man funde være stolt over selv at opleve — en Ligfærd med Blomster og Flor, og Mor Eskildsen og Marthe Syl talte sig ganske varme ved Tanken paa al Herligbeden. „Det blir nok ikke saa, naar vi skal den Veien — aa nei, aa net, Gu' bære vors“ — sagde Mor Nutten, og det ærgrøde hende tydeligvis, at hun ikke havde Udsigt til at komme ind til „den evi'e Glæ'e“ paa en saa pyntelig Maade som salig Madame Lindegaard.
