Paa ski over Grønland/10
Endnu drivende.
De dage, som nu kom, tilbragte under drift sydefter langs kysten, er temmelig ensformige, den ene er lig den anden. Hver dag gaves nøie agt paa, i hvad retning vi drev, hver bevægelse i isen, luftens farve over den,[1] hvert vindpust, om ikke snart et heldigt træk kunde bringe os iland. Det var et liv mellem haab og skuffelser, og dog ikke ganske uden sin tiltrækning for flere af dem, som deltog i det. Da det muligens kan have nogen interesse for enkelte, særlig for kommende ekspeditioner i isen, vil jeg her give et uddrag af mine dagbogsoptegnelser fra de dage; de fleste læsere vil jeg imidlertid anbefale at springe over dette stykke.
«Ud paa eftermiddagen (den 21de juli) ser vi fra et høit iskos en dyb, men meget smal bugt, som skjærer ind i isen søndenfor os. Efter alt, hvad vi kan forstaa, driver vi langs med denne mod dens bund. Vort haab om en forandring og om snart at naa land, stiger selvfølgelig straks.
«22de juli. Om natten kommer taagen og skjuler alt for os, vi ved intet om, hvorhen vi driver, kun brændingen høres lige sterk som før; ud paa natten synes den dog at høres mindre, og rullingen i isen aftager noget.
«Taagen vedvarer hele dagen ligesom rullingen. Ved middag klarner det dog saa meget oppe i «pullen» (som vi udtrykker os, sammenlignende himmelen med en hattepul, det vil altsaa sige, nær zenit), at jeg med en vandpyt paa isflaget som kunstig horisont, kan tage en breddeobservation. Vi er allerede paa 64° 18′ n. b., en pen fart sydefter. Siden iforgaars middag er vi drevne over en breddegrad (15 mil).
«Da isen i løbet af formiddagen er slaknet noget, forsøges en tom baad i issørpen mellem flagene; vi kan avansere, men yderst langsomt, bedre at spare paa kræfterne nu, da vi i taagen ikke kan se, hvor vi bør arbeide frem, — muligens vil snart en god udsigt til at naa land melde sig og lægge beslag paa alle vore kræfter.
«Paa eftermiddagen klarner det, vi er muligens komne land noget nærmere. Et svagt vindpust fra misvisende nord til ost (retvisende omtr. vest til nord) merkes, vi haaber, det vil tiltage og «skiltre» isen; men rullingen vedvarer endnu. Hvad vi trængte, vilde være en sterk storm fra land, den vilde dræbe den rulling, som nu staar paa og holder isen sammen, og vilde bringe denne til at sige udover, saa vi kunde komme frem mellem flagene.
«Mange store sæl (klapmyts) sees nu omkring os liggende paa flagene, mange dukker op med sine store, runde hoveder i klarerne lige ved os for forundrede at stirre paa den nye slags isboere, som er ankomne, og saa, undertiden med et plask atter at forsvinde. Dette sker daglig, vi kunde med lethed skyde dem; men da vi ikke trænger dem endnu, lader vi dem gaa i fred; vi har ferskmad nok, et stort, friskt laar af den skudte hest tog vi med os fra «Jason». Isen er om eftermiddagen tæt.
«23de juli. Inat sattes atter vagt, hver vagtmand skal gaa 2 timer.» I anledning af afløsningen havde vi mangen god latter af Ravna; han skjønte nemlig ikke klokken, og vidste saaledes ikke, naar han havde gaaet sine to timer; for sikkerheds skyld gik han derfor gjerne en 4 eller 5, før han purrede næste mand ud for at spørge, om han ikke troede, de 2 timer nu var forløbne.
«Kl. 7½ imorges purrede Dietrichson ud, det var slak is, vistnok endnu «sørpe» mellem flagene, men dog fremkommeligt. Efterat vi havde lastet baadene og endnu ventet en halv times tid paa grund af isens totning igjen, kom vi endelig afsted indover til nogle klarer. Det gaar nu en stund raskt indigjennem. Før vi endnu forlod vort nattekvarter, fløi en flok svartænder(?) forbi os nordefter; det var ligesom en hilsen fra land og var nok til at styrke vore forhaabninger. Forøvrigt er det ganske paafaldende, hvor fattigt her er paa fugleliv, ikke engang en maage at se.
«Vi driver paa indover mod land den hele dag, venter taalmodig, naar isen er tot, men arbeider desto haardere, naar den atter slakner.
«Det nærmer sig landet, haabet stiger. En ravn kommer sydvestlig fra og drager over os nordefter, atter en hilsen fra land.
«Flere store sæl (voksne klapmyts) sees paa flagene rundt om. Fristelsen blev for stor for en jægersjæl. Sverdrup og jeg maatte afsted for at skyde en gammel «hættefant» (ɔ: en gammel klapmytshan, som har hætte paa næsen), som laa lige i nærheden. Efter at have krøbet mig ind paa den, skjød jeg den ogsaa. Da vi kom hen til den, var den endnu ikke ganske død; i min zoologiske iver vilde jeg benytte leiligheden til at gjøre iagttagelser over øinenes farve, hættens form o. s. v. i levende live, ting, som endnu ikke er nøiagtig kjendte. Mens jeg var optaget heraf, baskede sælen sig udover mod kanten af flaget, og førend vi tænkte derpaa, glider den i vandet. I det samme den faldt, hug jeg en sælhakke i den, og Sverdrup en baadshage; der blev nu et basketag mellem den og os, vi søgte at holde dens hale og baglemmer oppe, saa den ikke fik slag med dem i vandet, deri ligger jo dens styrke, det lykkedes en stund, men den var sterk i dødskampen. Da jeg ser, at tagene, vi har i den, er daarlige, siger jeg til Sverdrup, at han skal tage bøssen og skyde den; men han mener, han har bedre tag end jeg, det var bedre, jeg gjorde det; i det samme glipper begges tag, nogle kraftige slag med bagdelen og — farvel. Endel slukørede stod vi igjen og saa dels ind i hverandres lange ansigter, dels ned i det mørke dyb, hvor enkelte luftblærer kom vimrende opefter for at briste paa overfladen, det var dens sidste hilsen. Trods vi ingen nødvendig brug havde for den, virkede det dog taalelig afkjølende at miste et saa stort og stolt bytte paa en saa lumpen maade; Sverdrup mente, det var den største sæl, han nogensinde havde seet. Medfølende sjæle kan trøste sig med, at nogen lang lidelse har den ikke havt, det var kun de sidste trækninger i dødskampen; kuglen var vistnok af fint kaliber (9 mm.), men havde rammet paa rette sted i hovedet.
«Ud paa kvelden blir vi stansede, vi er komne ind i en usedvanlig ujevn og svær «kosis», som ligger aldeles tæt, og hvor trækning af baaden vil være vanskelig. Teltet bredes ud paa isen uden at slaaes, og soveposerne lægges ovenpaa det, forat man kan være desto mere parat, naar isen slakner. Man kryber i poserne, mens vagt sættes som vanlig. Men isen slakner ikke. Det dugger sterkt om natten, saa soveposerne kjendes helt vaade om morgenen.
«24de juli. Om morgenen er isen lige tæt. Vi bestemmer os til at trække baade og slæder indefter; den meste bagage lægges paa slæderne, som saa, hvor slakker træffes, kan sættes paa baadene. Netop som vi er
(Af C. Nielsen efter fotografi).
(Af C. Nielsen efter fotografi).
færdige til at gaa afsted, slakner isen, saa
vi kan stage os frem et godt stykke indigjennem, derpaa maa vi
trække. Det gaar kun langsomt, da isen ikke er af den bedste art;
men noget er bedre end intet, og landet nærmer vi os stadig. Modet
stiger paa det høieste; det er landet nordenfor
Igdloluarsuk, vi har ind for os, og vi begynder allerede at
slaa over, hvor længe vi kan behøve herfra og op til Pikiudtlek,
hvor vandringen over indlandsisen kunde begyndes. Vi ser ogsaa idag
flere fugle, en ravn og en flok paa 8 korthalede tyvejoer; det er
os altid en trøst at se fugleliv, det gjør livet lysere.
«Da isen er vanskelig, og solen skinner varmt midt paa dagen, lægges stille, og telt slaaes, mens middagen tilberedes. Den serveres under følgende forhold. Af hestelaaret, som vi havde liggende i baaden, skar jeg saa meget kjød, som jeg antog passelig for 6 mand, hakkede det paa et aareblad, slog det op i den ene afsats af kogeapparatet, havde salt paa, aabnede saa et par bokser marrowfat erter, slog dem op i, rørede godt rundt, og middagen var ferdig. Balto havde den hele tid staaet ved siden og opmerksomt iagttaget hver bevægelse, ja var endog af og til behjælpelig; han var sulten og glædede sig til en god middag, sagde han; trods han, ligesom lapperne og de fleste mindre oplyste mennesker, havde meget sterke fordomme mod hestekjød, saa fandt han dog, da jeg slog erterne paa, at dette saa ud til at blive «meget deiligt».
«Da det var færdigt, bar jeg fadet hen og satte det foran de andre, som sad udenfor teltdøren, og sagde, at man nu fik tage til sig; men det ansigt, som Balto da satte op, glemmes ikke let af dem, som saa det. Først udtrykte det den høieste grad af spørgende forbauselse, og da han opdagede, at det virkelig skulde spises raat, et udtryk at dyb væmmelse og foragt. Han meddelte nu til Ravna paa lappisk, hvad der gik for sig, og denne, som hidtil havde været en uinteresseret tilskuer, vendte sig bort med om muligt endnu større afsky.
«Vi andre fire langede imidlertid til fadet og tog forsvarlig til os af den kraftige kost, som smagte os fortræffelig. Lapperne iagttog en holdning af stum fortvilelse.» Havde det ikke været af anden grund, kunde vi jo godt have kogt noget af kjødet til dem; men vi maatte spare paa spiritusen, vi kunde nok faa brug for den senere, og det var kun et par gange under vor drift i isen, at vi tillod os den luksus at koge. Til drikke anvendtes enten vand, hvoraf der var nok i større eller mindre damme paa flagene, eller ogsaa vand opblandet med kondenseret melk, som gav en god og læskende drik. «Imidlertid fik lapperne denne gang hermetisk beef isteden, og det syntes fuldstændig at trøste dem for de lidte skuffelser; det var renslig og kraftig mad, som Balto udtrykte sig.»
Som betegnende skal jeg her anføre et svar, som Balto gav, da han engang efter hjemkomsten til Norge blev spurgt, naar han havde havt den værste tid under reisen. «Værst var det,» sagde Balto, «da vi laa i drivisen og holdt paa at drive ud i Atlanterhavet, jeg spurgte Nansen, om han troede, vi vilde komme tilland, og han svarede ja. Og saa spurgte jeg ham, hvad vi da skulde gjøre, og han svarede, at vi skulde ro nordover, men jeg spurgte, om hvad vi skulde leve af, hvis vi ikke kom over til den vestkyst, og han sagde, at vi fik skyde vildt. Da spurgte jeg, hvad vi skulde koge vildtet med, og Nansen svarede, at vi fik spise det raat — da blev Balto meget bedrøvet.»
«Mod kvelden drager vi atter videre; men da rullingen er for svær, og dragsugene paa «fødderne»[2] af flagene uhyggelige for baadene, beslutter vi snart at ligge stille natten over for at afvente bedre tider. Der var en tæt, vaad taage, som gjennemblødte klæderne, og en bidende nordvestvind, men som jeg haabede skulde «skiltre» isen.
«25de juli. Om morgenen kl. 41⁄2 vækkedes jeg af vagtmandens (Kristiansens) raab ind ad teltdøren: «Nansen, naa kommer en bjøn!» Jeg bad ham hente en bøsse i baaden, kippede imidlertid skoene paa og sprang ud, med respekt at melde, i bare skjorten. Bjørnen stævnede i fuldt firsprang lige paa teltet; men idet Kristiansen kom tilbage med en bøsse, stansede den pludselig, betragtede os lidt
(Af P. Nielsen).
(Af P. Nielsen).
og tog flugten. Dette var ærgerligt nok, men
de andre fik dog se en isbjørn, og det havde de længe sukket
efter.
«Efter at have tørnet ud og spist frokost, fortsættes trækningen; men allerede paa næste flag maa det opgives paa grund af den tiltagende rulling ind gjennem isen. Det er den samme rulling, som vi endnu ikke har været ganske kvit siden den dag, vi var ude i brændingen, og som holder isen tot for os, saa vi ikke kan komme til land.
«Udover dagen slakner den adskillige gange, men totner snart atter. Jeg tør ikke forsøge at arbeide fremover, idet der er meget issørpe mellem flagene; og i denne rulling er ingen sikker havn at finde, naar isen pludselig kniber sammen med den rasende fart, som den nu gjør.
«Da vi intet andet har at tage os til, besluttes det, at slædemeierne skal skrabes for rust, saa de kan glide lettere over isen. Da dette er gjort, lages middag; bønnesuppe koges sammen med levningerne fra raatkjødsmiddagen igaar, samt mere nyskaaret kjød. Medens dette staar paa, benyttes tiden til at tage bredden, den er 63° 18′ n. Længden (som toges senere paa eftermiddagen) er omkr. 40° 15′, vi er altsaa omtr. 18 minuter (41⁄2 mil) fra land. Vi er drevne betydelig længere ud, end vi var igaar, og vore forhaabninger, som da var saa lyse, er atter begyndt at mørkne noget. En ravn bringer os imidlertid ogsaa idag nogen trøst.
«Omsider er middagen færdig og øses op i de faa kopper, vi har, og i hermetiske blikbokser, som er omdannede til saadanne. Vi begynder at spise og finder alle, ja endog lapperne, at det smager fortræffelig; da opdager Ravna til sin fortvilelse, at kjødet i suppen ikke er fuldstændig gjennemkogt, og kan fra nu af intet smage, sidder kun og sætter op en yderst bedrøvelig mine, som vækker munterhed hos alle os andre; hans lille grinende ansigt er under saadanne omstændigheder ubetalelig komisk. Balto gaar det ikke stort bedre, han kan dog drikke suppen, som han finder «udmerket god»; men kjødet slaar han sagteligen ud i en vandpyt nær ved, og haaber, jeg ikke skal merke det; han paastaar, han kan sige som profeten Elias: «Herre, hvad jeg ikke har spist, det kan jeg heller ikke spise.» Jeg søgte at gjøre ham begribeligt, at Elias nok ikke havde sagt noget saadant, han spiste derimod, hvad vor Herre sendte ham; men at derimod en mand, som kaldtes apostelen Peder, nok skulde have sagt noget lignende; men at det var i et syn, og at det var ment figurlig. Han rystede kun tvilende paa hovedet og blev ved sit, det var nu engang kun hedninger
(Efter fotografi).
(Efter fotografi).
og dyr, som spiste raa mad. Til trøst faar
lapperne en kjødbiskøit hver, det kan nu engang intet nytte at lære
gamle hunde at gjø.
«Dietrichson og Kristiansen kjender idag hede i øinene, for alvor gives nu paabud om at være omhyggelig med at bruge snebriller.
«Tilstanden i isen er den samme udover eftermiddagen, vi driver med rask fart sydover. I løbet af sidste nat var vi komne land fjernere, nu synes vi atter at nærme os noget.
«Om eftermiddagen er vi ret ud fra Skjoldungen, bekjendt fra Graah’s reise. Fra Igdloluarsuk og sydefter har vi atter faat et herligt alpeland med høie, skarpe tinder og sønderrevne former, som især om kvelden, mod den glødende solnedgang, kan have en vild skjønhed.
«Rullingen tiltager paafaldende, trods vi er fjernt fra aaben iskant, der maa være et svært hav derude.
«Det begynder at blive koldt om nætterne; saa meget som muligt af presenninger, regnklæder o. s. v. lægges derfor under soveposerne; man kan jo ligegodt gjøre sig livet saa behageligt som muligt.
«Mens de andre gaar tilkøis, tager jeg første vagttørn for at fuldende mine skisser af landet, hvilket gjøres med stort besvær, da nætterne allerede er begyndt at blive mørke her, saa langt sydpaa.
«Alt er stilhed, ingen vind rører sig, selv den voksende dønning formaar ikke at bryde freden. Maanen er stegen stor og rund med sælsom, rødlig glans op over isfladen i øst, en smal guldglødende stribe af kvelden er endnu synlig i nord. Under maanen, yderst ude over isen et glinsende, baand af det rullende hav, indenfor og rundt omkring is og sne og intet andet, — bagenom det grønlandske alpeland med sine vidunderlig skjønne tinder mod en halvmørk, drømmende himmel. Sommernat — men hvor fjernt fra, hvad man gjerne forbinder med maaneskin og sommerdrømme.
«Der foran paa isen staar baadene, slæderne og teltet, hvori nu de trætte kjæmper hviler ud. Der i ferskvandsdammen ved siden af speiler maanen sig, stille og fredelig.
«Omgivelser og nutid svinder, livet sees i fjernt perspektiv, naturens storhed tvinger det ned. Og hvilken ulykke er saa skeet, naar alt kommer til alt? Seks mennesker drivende paa et isflag sydefter — —
«26de juli. Ingen forandring, uden at vi er komne iskanten og det aabne hav nærmere; rullingen synes at være aftaget betydelig; trods havets nærhed kjendes den mindre end igaar.
(Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren)
(Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren)
«Vi driver sandsynligvis med stor fart
«Der er intet at gjøre foreløbig, isen er for slak til, at vi kan trække baade og slæder over den med denne rulling, og for tot til, at vi kan ro og stage os frem.
«Regnveir, holder os i teltet.
«Vi maa opmuntre lapperne, som synes at miste mere og mere af modet, de tror, at vi kommer ud i Atlanterhavet til slut. En dag sidder vi og taler om, naar vi kan komme iland, og er enige om, at ved Kap Farvel maa det i ethvert fald lykkes; vi regner ud, naar dette senest maa ske, og kommer til det resultat, at der endnu blir tid til at arbeide sig langs kysten nordefter for at gaa over isen; nogle hævder, at selv om det blir for sent iaar, saa er det dog bedst straks at arbeide sig nordover langs østkysten, saa langt vi rækker; saa overvintre og friste livet, som bedst vi kan, og gaa over til vestkysten til vaaren; jeg anser ikke dette for nogen fornuftig plan, da det blir vanskeligt at holde sig fra at tære paa den medbragte proviant, og den vil være nødvendig for vandringen over isen. Dietrichson mener, dette blir dog vor eneste udvei, og som han udtrykker sig, «vi kan jo ikke risikere noget mere end livet med det.» Som dette forhandles, siger Balto til mig: «Tal ikke om alt dette, vi kommer aldrig iland, vi kommer i Atlanterhavet, jeg ber kun til min Gud, at han maa lade mig faa dø som en bodfærdig synder, saa jeg kan komme i himmelen; jeg har gjort saa meget ondt i livet, men nu angrer jeg det saa bitterlig, for jeg er saa ræd, at jeg ikke skal bli salig.» Jeg spurgte Balto, om han ikke mente, det var nødvendigt at angre sine synder, selv om han nu ikke skulde dø saa snart. Jo, det mente han nok, men det havde ikke da saadan hast; dog skulde han, om han denne gang blev frelst, forsøge paa at leve et bedre liv. I sandhed en naiv bekjendelse af en eiendommelig kristendom, som dog tør være ikke saa ualmindelig. Hvis han blev frelst, vilde han da lade være at drikke brændevin? Ja, det troede han nok, ialfald skulde han drikke bare ganske lidet; det fordømmede brændevinet var det, som gjorde, at han var kommen paa denne tur. Hvordan det?
Jo, han var fuld, dengang han mødte N. N., som spurgte ham, om han vilde være med paa tur til Grønland; han var da modig og mente, han nok skulde være kar for det. Men næste morgen, da han vaagnede ædru og erindrede, hvad han havde sagt, da angrede han sig bitterlig, men mente, det var for sent at gjøre det om igjen; nu skulde han dog give 2000 kroner for, at han aldrig var kommen med.
(Af A. Bloch efter en skisse af forfatteren)
(Af A. Bloch efter en skisse af forfatteren)
«Forøvrigt er stemningen i teltet udmerket, vi har det jo godt, hvor vi er; nogle læser, nogle skriver dagbog, Balto lapper sko, og Ravna bestiller helst som vanlig ingenting; kun er udsigten til atter at komme ud tilhavs ikke ubetinget hyggelig.
«Ud paa eftermiddagen lysner det noget, regnen ophører, og vi kan se land, som nu synes ligesaa nær som tidligere.
«En stund senere bestemmes det at arbeide sig frem gjennem slakisen. Det er farligt, men det faar forsøges, vi nærmer os uafbrudt det aabne hav med en rivende fart. Med stadig fare for at knække baadene kommer vi et langt stykke indigjennem. Det gjælder at være aarvaagen og passe paa at faa baadene i havn, naar isen totner.
Engang klarer vi os netop i sidste øieblik ind paa et lidet lavt flag, som under sammenpresningen af isen senere revner i flere stykker, men hvor vi dog ligger trygt.
«Da isen blir vedholdende tot, begynder vi at trække over den, hvilket ikke er noget let arbeide i dønningen, hvori flagene snart fjernes, snart tørner sammen, snart brister; vanskeligt er det at bjerge slæderne over fra flag til flag uden at miste dem i sjøen. Ofte maa vi vente lang tid for at kunne komme tilbage og hente resten af slæder eller baade paa det flag, hvor vi forlod dem. Ved agtpaagivenhed kommer vi dog fremover med nogenlunde hurtighed. Men hvad nytter det altsammen? Det er godt nok til at give os motion, og det er en vigtig ting, men anden nytte har det ikke; sjøen arbeider hurtigere end vi, og det ser ud til, at vi atter skal derud i brændingen. Nu vel, lad gaa, men lad os saa finde. en god «sjøskude» itide. Der optages en formelig skjønsforretning paa alle isflag i nærheden, vi har nu faaet god forstand paa, hvordan et godt isflag skal være. Tilsidst finder vi et, det bestaar af blaalig fast is, er tykt, men ikke stort og har næsten form som et fartøi, saa det vil vake let paa sjøerne uden at knækkes; det har høie kanter, saa sjøen ikke let kan bryde over det, men paa et sted er kanten lav nok, til at baadene med lethed kan sættes paa vandet derfra. Dette er uden sammenligning det bedste flag, vi endnu har været paa, og paa dette agter vi, ifald vi skal derud, at forbli, saa længe vi kan klore os fast, om saa brændingen tordner aldrig saa meget.
«Selvfølgelig havde vi ogsaa, som sedvanlig, forsikret os om, at der var vand paa flaget, før vi bestemte os til at tae det; dette er der imidlertid paa de allerfleste flag, idet den paa dem liggende sne eller sne-is smelter og danner større eller mindre damme. Lange i ansigtet blev vi denne gang, da vi ved at fylde vand paa kogemaskinen kom til at smage paa det og fandt, at det var saltholdigt. Vi havde ikke tænkt paa, at det meste af sneen her var afsmeltet. Ved at lede paa de høieste steder, hvor der endnu var noget sne levnet, fandt vi dog godt drikkevand.
«Om kvelden serveres en udmerket kaffe, stemningen er meget belivet; om nogen kunde stikke hovedet ind i vort hyggelige telt og se os leirede om vor surrende kaffemaskine, muntert passiarende om alle bagateller, skulde han vistnok ikke faa indtryk af, at dette var folk, som inden kort tid kan komme ud til en dyst med drivis, hav og brænding, som neppe blir ganske fri for alvor. —
«Vi er nu ret ud for Tingmiarmiuts alpeland. Det ene vilde fjeldparti vakrere end det andet løser hverandre af langs denne storslagne kyst. I grunden er det jo ikke saa galt at drive her i isen alligevel, vi faar se mer af landet, end vi ellers vilde have gjort.
«Det er inat et vakkert veir, stille, koldt med maaneskin ligesom igaar.
«Det maa være virkninger af kaffeen, som gjør, at jeg sidder herude og sludrer istedenfor at sove, som jeg burde og skulde for at samle kræfter til morgendagens anstrengelser. God nat.
«27de juli. Gik dog ikke tilkøis inat. Det var den kaffeen, ren kaffeforgiftning.
«Blev gaaende og prate med Sverdrup paa hans vagt og senere. Vi fortalte minder fra gutteaarene, hele samfundet og livet tager sig saa underlig fjernt ud her oppe fra drivisen. Det var først langt paa morgenen, at vi krøb i posen og faldt i en urolig søvn.
«28de juli. Igaar laa vi stille og ligesaa idag. Vor frygt for atter at komme ud i brændingen ved den ydre iskant var ikke ganske uden grund; vi kom den igaar atter nær paa neppe 300 meter; dog ønskede vi nu næsten at komme derud, da vi ved at stikke tilhavs kunde faa gjort en ende paa dette liv i drivisen. Sjøgangen var ikke sterk og vinden god, vi maatte kunne været ved Kap Farvel paa et døgn, og der vilde vi sikkert kunne komme gjennem isen og iland.
«Vi skulde dog ikke komme derud; da vi havde drevet langs iskanten en stund, begyndte vi atter at skjære indover i en odde af drivis, som syntes at stikke ud søndenfor os. Isen er her meget smal; ved peiling af forskjellige punkter iland fandt vi, at vi var omtr. 33⁄4 mil ud for landet ved Mogens Heinesens fjord, og iskanten var ikke langt fra os.
«Veiret, som igaar var surt og koldt med overskyet himmel, er idag atter smilende, solen skinner varmt og længselsvækkende ned paa os. Indlandsisen nord og syd for Karra akungnak ligger ren og hvid, udbredt som en jevn og tilsyneladende let farbar flade med rækker af nunatakker indenfor (flere end der staar paa Holms kart). Den drager og lokker langt, langt ind mod det ukjendte indre. — Nu vel, vor tid kommer vel og.»
Med dette forhaabningsfulde tidtryk, som muligens kan synes paafaldende, naar man saa mange gange er bleven skuffet, slutter mine dagbogsoptegnelser fra drivisen. De næste er fra 31te juli, og de begynder saaledes: «Hvilken forskjel mellem den scene, som nu omgiver mig, og den, da jeg sidst skrev. Da is, ensomhed og havets brusen, nu hylende hunde, hedninger i masse, baade, nedrevne telte, liv, virksomhed og sommer, men fremfor alt Grønlands klippegrund under fødderne.»
Det var ved opbruddet fra den første eskimoleir, vi kom til, at dette blev skrevet; men før vi fortsætter her, skal jeg først omtale, hvordan vi kom did.
Mod kvelden den 28de juli, efterat ovenanførte dagbogsoptegnelse var sluttet, fik vi taage, som skjulte landet for os. Flere gange havde isen i løbet af eftermiddagen slaknet noget, og det uagtet vi var meget nær den ydre iskant, hvor der stod sjøgang paa, som man skulde vente maatte holde isen sammen. Slakningen havde dog ikke været af nogen betydning og ikke stor nok til, at vi kunde arbeide frem med baadene i denne sjøgang. Men som nogle af os tog vor vanlige spadsertur, før vi krøb i poserne om kvelden, blev det os paafaldende, i hvilken grad slakningen tiltog; det syntes, som isen slaknede ret ud mod dønningen; dette saa yderst besynderligt ud. Men vi var søvnige og trætte, ingen havde rigtig lyst paa at arbeide, — og oprigtig talt, vi var nu kjede af at bli narrede paa den vis og tænkte sterkt paa at stikke tilhavs. Vi krøb derfor i poserne, mens der dog blev holdt vagt som vanlig, og vagtmanden fik ordre til at purre ud, i tilfælde isen skulde slakne endnu mer. Om natten tiltog taagen, saa man intet saa af omgivelserne.
Sverdrup havde vagt noget ud paa morgensiden. Han gik da, fortalte han siden, i skodden og grundede paa, om han var blevef gal; for enten maatte han eller og kompasset være det; han hørte brænding i den retning, hvor han skulde have vest og følgelig land, mens vi hidtil altid havde hørt den fra øst, hvor havet brød mod isen. Dette kunde ikke hænge rigtig ihop. Senere fik det, som vi skal se, en anden forklaring — det var brændingen mod land, han havde hørt.
Om morgenen laa jeg en stund vaagen i soveposen.
Det var da Ravna, som havde vagt, og som sedvanlig havde han holdt ud i 4 timer istedenfor 2. Jeg laa længe og morede mig over at se hans lille runde, skjæggede ansigt i sprækken ved teltdøren, kigende ind i teltet; jeg tænkte, han gik og grundede over, om han ikke havde holdt ud sine 2 timer og kunde vække Kristiansen, som var næste vagtmand; men da blev det mig paafaldende, at der idag i dette besynderlige ansigt var et uroligt udtryk, som ikke var vanligt. Jeg spurgte da tilsidst: «Nu Ravna, kan du se land?» Og paa sin naive maade svarede han: «Ja, ja, land altfor nær.» (Begge lapperne brugte «altfor», som forsterkning istedenfor meget). Jeg spurgte, om der var slak is. «Ja, is slak.» Det gav et sæt i mig, og jeg sprang ud af posen og hen til teltdøren, — der laa landet ind for os nærmere, end vi nogensinde havde havt det. Isen var slak indigjennem, og jeg kunde se aabent vand under land. Ravna havde i sandhed ret, land var altfor nær til, at vi skulde ligge uvirksomme i vore poser. Der blev purret ud, og det kan hænde, vi kom i klæderne og fik frokosten i os i en fart. Baadene blev satte paa vandet og lastede, det varede ikke længe, før vi var ferdige. Inden vi forlod dette flag, som havde ført os saa vel, og som efter al sandsynlighed vilde blive vor sidste isskude, gik jeg op paa det høieste punkt af det for at se, hvilken vei vi burde gaa. Det var en merkelig forandring, som var foregaaet; hele drivismassen syntes at bli drevet ud fra land i retvisende sydostlig retning. Paa den kant kunde jeg kun øine is, og luften var der helt hvid som over store ismasser. Sydefter langs landet syntes der derimod at være helt aabent vand. Vi befandt os ikke meget langt fra dette, det strakte sig op i en kile langs kysten og stansede noget nordenfor os, hvor isen saa ud til at ligge helt til land. Vi befandt os paa indre side af ismassen, havet paa udsiden kunde jeg ikke øine med sikkerhed. Underligt, hvor hurtig skjæbnen skifter; det var tydeligt nok, at vi inden kort maatte være iland; men havde nogen sagt det igaar, havde ingen af os kunnet indse muligheden deraf.
Saa satte vi af, og saa hurtig som 8 sterke arme kunde føre os frem, gik det indigjennem, vi kunde ro i aabent vand mellem flagene omtrent den hele vei, kun paa et par steder maatte vi bryde os frem.
Efter nogle timer var vi gjennem isen. Den følelse, som greb os, da vi styrede baadene forbi de sidste isflag og saa det aabne vand hvælve sig lige mod land, lader sig neppe beskrive i ord. Ikke ofte har en arm ført gladere en styraare end dengang, det var, som om man havde undsluppet et langt og trist fangenskab og med engang saa fremtiden ligge lys og blinkende foran sig. Og livet var ogsaa lyst nu; kan det nogensinde blive lysere, end naar man ser mulighed for at naa sine længslers maal, fra uvished atter begynde at glide over i visheden, det er den gryende dags sitrende glæde, og er ikke daglysningen altid skjønnere, gladere end den klare dag?
- ↑ Er luften mørk i himmelbrynet over isen, tyder det paa, at der paa det sted er klarer eller slak is; den mørke vandflade gir nemlig et mørkt gjenskin i luften eller skyerne. Saadan luft kaldes gjerne for vandhimmel.
- ↑ Naar der er dønning, danner der sig sterk dragsug over flagenes fødder, og disse yder da ingen tryg havn for baadene, naar isen presser sammen, hvilket de, som tidligere omtalt, ellers gjør.